Interview Sanger: Vi har brug for at tro på det for- underlige i verden

Sanger: Vi har brug for at tro på det forunderlige i verden

Elisabeth Gjerluff Nielsen holder meget af

de kirkelige ritualer, som hun har fået med sig fra barndommen. De kan forbinde os med noget større, med hinanden og med verden, siger hun

Malene FengerGrøndahl

kirke@k.dk Sanger Elisabeth Gjerluff Nielsen holdt dukkedåb derhjemme som femårig. Hun var inspireret efter at have været i kirke med sin indremissionsk opdragede far. Her havde hun hørt orglet bruse og set lyset skinne gennem glasmosaikkerne højt oppe. ”Jeg holder meget af de kristne ritualer og er utrolig taknemlig for, at jeg har fået dem med mig. Der er ikke meget i livet, man får givet og får med sig, uden at man behøver at tænke over det eller tilkæmpe sig det. Men for mig har de kristne ritualer været sådan en gave – sammen med salmerne, som jeg også har fået sunget ind, siden jeg var barn,” siger den 64-årige sangskriver, komponist og forfatter, der for nylig udgav bogen ”Salmen i blodet” i Eksistensens serie ”Kristendommen ifølge…”.

Næsten 60 år senere sidder hun i sit hjem i København og glæder sig til, at familiens dåbskjole, som er gået i arv fra generation til generation, nu igen skal i brug, når hendes yngste barnebarn skal døbes senere på året. ”Jeg synes, at det er så smukt, at vi kan tage sådan en kjole frem og se alle de navne, der står på den, og tænke på, at mange af dem er døde nu, men alle har været små børn og er blevet båret til dåben og har fået den samme gave – troen og salmerne – som en nåde, man så hver især må forsøge at forvalte på bedste vis,” siger hun. ”Jeg synes ikke, at vi kan få for mange af den slags ritualer, for de kan hjælpe os med hinanden og med verden og naturen. Ritualerne betyder, at livet nok er ensomt, men ikke behøver at være noget, vi lever i isolation. De forbinder os med det, der er større, end vi begriber – større end hver vores lille hverdag og vores madpakker,” siger hun.

Peace, Doors og kristendom

Elisabeth Gjerluff Nielsen er født i 1957 og vokset op i en tid med Beatles, ungdomsoprør og stærke antiborgerlige og antiautoritære strømninger. Hun husker, hvordan der i gymnasiet blev diskuteret politik, og det at definere sig som kristen blev opfattet som gammeldags eller ligefrem ubegavet.

Men for hende har der aldrig været nogen uoverkommelig modsætning mellem at følge nogle af tidens strømninger og samtidig have sin kristne tro og glæden ved ritualer og traditioner med sig.

Da konfirmationsfotoet skulle tages, havde hun et hjemmelavet armbånd i kærnelæder med Peace-symboler og Doors-citatet ”Music is your only friend undtil the end” på, og når hun tænker tilbage, glæder hun sig både over konfirmationen som en nådegave og over den Beocord 1200-spolebåndoptager, hun fik af sine forældre. ”Jeg har aldrig mistet troen eller haft behov for at lægge afstand til de kirkelige ritualer, og jeg vil hellere samles med andre om kirkens ritualer end om bingo i tv eller familieprogrammer med indlagte konkurrenceelementer. For mig er kirkeåret og årstidernes skiften en kilde til stor glæde, og jeg holder af at gøre de samme ting på samme tid hvert år. At klippe påskepynt, at tænde adventskransen, at fejre jul,” siger hun.

Mange af de traditioner, hun fik med hjemmefra, har hun forsøgt at give videre til næste generation, for eksempel adventssøndagene, hvor hun og hendes tre søskende i barndomshjemmet i Skjern fik lov at tænde lys i adventskransen, og man hver adventssøndag sang et vers af Grundtvigs ”Vær velkommen, Herrens år”, mens børnene fik lov at tænde en stjernekaster og tegne mønstre i stuens mørke. ”Der er noget magisk og fællesskabsdannende over at gøre noget præcis på den måde præcis den aften. At få bragt noget ind i blodet af salmer og ritualer,” siger hun.

Maria er frugtsommelig

Især salmerne er for hende en rød tråd og en bankende puls, som er fulgt med hende hele livet, og som hun selv har givet til både sine egne børn ved at synge for dem, fra de lå i dåbskjolen, til de blev store, og til andres børn, ikke mindst via cd’en ”Lær mig nattens stjerne”, hvor hun sang sin barndoms salmer i ny forklædning. Hun har også udgivet en bog med genfortællinger af historier fra Det Gamle Testamente, og hun tror i det hele taget på poesiens og fortællingernes kraft. ”Jeg er en gammel romantiker, som tror på, at vi har brug for poesien, fordi den kan holde os åbne for det forunderlige i verden – midt i rædslerne, barbariet og alt det grusomme, som mennesker udsætter hinanden for. Der skal være plads til alt det, der ikke kan og skal faktatjekkes,” siger hun.

Derfor er hun heller ikke begejstret for, når sproget, som hun oplever det, bliver forfladiget, fordi man ønsker at opdatere Bibelens og salmernes ordlyd til en ny tid. ”Da jeg var barn, var Maria ’frugtsommelig’, mens hun i nutidens bibeludgaver ’ventede et barn’, og i dag bliver ordet engle ofte skiftet ud med det nærmest Post Nord-agtige ’udsendinge’, fordi man åbenbart synes, at der er for meget julepynt over ordet ’engle’. Men for mig er der ingen tvivl om, hvad en engel er, og jeg forstår ikke, hvorfor man skal gramse på det ord og pille glimmeret af vingerne. Vi har brug for at tror på det forunderlige i verden, for det hjælper os også til at se det forunderlige i andre mennesker – og forsøge at behandle hinanden og verden derefter,” siger hun. J

Elisabeth Gjerluff Nielsen

Født i 1957 i Skjern. Debuterede som komponist, tekstforfatter, sanger og frontfigur i gruppen Voxpop 1980-1983. Herefter solomusikkarriere med 16 soloalbums, senest ”Rettidig ømhed” fra 2017. Har skrevet tekst og musik til danske kunstnere som Ray Dee Ohh, Søs Fenger og Lis Sørensen. Har skrevet børnesange og børnebøger samt romanen ”Isdronningen” og selvbiografien ”Store børn. Erindring om en familie”. Tidligere i år udkom bogen ”Salmen i blodet” i Bibelselskabets serie ”Kristendommen ifølge…”

0 Elisabeth Gjerluff Nielsen har forsøgt at videregive

mange af de traditioner, hun fik med hjemmefra, til næste generation. - Foto: Søren Bidstrup/ Ritzau.

Scanpix