Tørst efterår 2013

HJERTERUM: Vil være god vært for romaer SMADRET AF VIKINGER: Men på Iona møder pilgrimmene stadig åbne arme KINESERE I DANMARK: Hjertet fungerer som en bro

tørst EFTERÅR 2013 MAGASIN UDGIVET AF

TEMA: Gæstfrihed

Velkommen i friheden Efter 14 år bag tremmer følte Hans Andersen sig ikke hjemme uden for fængslet

Annoncer: info@areopagos.dk Tlf. 38 38 49 10 Dansk redaktør: Merete Riis Jensen mrj@areopagos.dk Bidragsydere i dette nummer: Alf van der Hagen, Åse Fredrikke Ree Aadland, Tone Leksbø Walgermo, Erlend Berge, Hildegunn Marie Schuff, Tom Andre Håland, Thomas Reinertsen Berg og Ann Kristin van Zijp Nilsen.

GÆSTFRIHED ER MANGE TING. Det er nybagte boller og varm kaffe på kanden. Det er en ren dug på bordet og en kold øl fra køleskabet. Og det er et varmt knus og en trøstende skulder til en ven, som har brug for det.

De fleste er nok enige om, at gæstfrihed er en positiv ting. Det er altid dejligt at føle sig velkommen, og hvert år bliver der lavet undersøgelser af, hvilke lande der er mest gæstfri. Danmark plejer at ligge ganske højt på de lister, hvilket jo er dejligt. Det er en god fornemmelse at have et godt ry.

Men hvis man skal strø lidt malurt i bægeret, så er det jo nok også forholdsvis nemt at være gæstfri over for flinke, forvirrede turister, som er faret vild på Strøget i deres jagt efter Den lille havfrue. Ligesådan som det vel også er ret nemt at være gæstfri overfor de mennesker, som vi godt kan lide - familie, venner og gode bekendte.

Det bliver derimod straks sværere at opretholde det store smil og de indbydende arme, når vi skal være gæstfri overfor mennesker, som vi ikke rigtig gider. Dem, som måske ser anderledes ud end os selv. Dem, som kommer til vores land, fordi de er flygtet fra et hjemland i krig. Dem, som vi egentlig allerhelst ville spise af med et par hjemmebagte boller og sende tilbage til lufthavnen.

Grafisk produktion: Glyf Grafik og Nina Simonnes

Men hjemmebagte boller er ikke altid nok. Ikke alle gæster kommer på midlertidigt besøg, og gæstfrihed handler også om, hvordan vi behandler dem, som bliver.

Forsidebillede: Gitte Sofie Hansen

Merete Riis Jensen, redaktør af Tørst

Trykt af: Arco Grafisk A/S på Amber Graphic FSC Mixed Credit

Areopagos er en kristen dialogorganisation, som arbejder i Danmark, Norge og Kina.

Vores arbejdsområder er religionsdialog, kristen spiritualitet og studier af samtidsreligion.

Få et gratis abonnement MÅSKE ABONNERER DU ALLEREDE PÅ TØRST? I så fald kan du trygt springe disse linjer over og hoppe videre til de næste artikler. Hvis ikke, så vil vi gerne fortælle dig, at du kan få et helt gratis Tørst-abonnement og dermed modtage magasinet i din postkasse to gange årligt! Du kan tilmelde dig på torstmag.no! Og selvom tilmeldingsformularen er norsk, så er magasinet selvfølgelig skrevet på dansk.

Læs mere på YK

2 tørst EFTERÅR 2013

61

TR

8

areopagos.dk SA

1 G N R . 54

-

Foto: sxc.hu

Ansvarlig udgiver: Areopagos Peter Bangs Vej 1, indg. 5 2000 Frederiksberg

LEDER

Mere end hjemmebagte boller

Foto: Tone Leksbø Walgermo

STEDET: På Iona bor der 177 mennesker. Hvert år kommer 250.000 på besøg.

»I stedet for at synke ned i miseren spurgte vi os selv: Unni Helland, lærer på Fjell Skole og humanetiker, side 24 Har vi da ingenting at være stolte af?«

TØRST EFTERÅR 2013 4 KINA I DANMARK: Der bor over 10.000 kinesere i Danmark ........................................................................................... 8 OASE: Himmelen dufter af nybagt brød ...................................................................................................................................... 20 ANBEFALET: Gæstfri musik, film og bøger .................................................................................................................................. 22 AREOPAGOS: Bo på bjerget i Hong Kong .................................................................................................................................. 28 SAVNER FÆNGSLET: Det er svært at komme tilbage til friheden

FÅ GRATIS abonnement på

torstmag.no

................................................................................

tørst EFTERÅR 2013 3

”Jeg endte med at savne Hans Andersen oplevede, hvor svært det var at vænne sig til et liv i friheden. Nu arbejder han og projektet Exit med at hjælpe tidligere straffede tilbage i samfundet TEKST MERETE RIIS JENSEN

: FOTO GITTE SOFIE HANSEN

Det kan være svært at flytte fra Hotel Gitterly til en lejlighed uden tremmer for vinduerne. Rigtig svært endda. For selvom mange af de indsatte i de danske fængsler i årevis har glædet sig til at komme tilbage til samfundet, oplever mange af dem, at det er et problem at vende tilbage til det frie liv. For nogle er det så hårdt, at de laver ny kriminalitet bare for at komme tilbage til de velkendte rammer i fængslet. ”Det var utrolig svært at komme ud i samfundet igen, og jeg blev meget overrasket over, hvor hårdt det var. Efter så mange år i fængslet troede jeg, at hele verden lå åben for mig, da jeg endelig kom ud. Men virkeligheden var en helt anden,” fortæller Hans Andersen, som blev løsladt i 2005 efter at have siddet 14 år bag tremmer. ”I løbet af årene i fængslet havde jeg oparbejdet en social fobi, og jeg havde svært ved at omgås andre mennesker, selv ved private fester. Og godt nok havde jeg fået en lejlighed, men jeg sad jo bare der og gloede ind i en tom væg, så jeg endte faktisk med at sidde og savne fængslet,” fortæller han.

TRÆKKER I NØDBREMSEN. Den oplevelse vil Hans Andersen gerne arbejde for, at andre tidligere straffede undgår, og derfor er han nu engageret i det kirkelige sociale projekt Exit, som holder til på Vesterbro i København. ”Hos Exit arbejder vi for at undgå, at tidligere indsatte trækker i nødbremsen og begår ny kriminalitet, fordi de ikke kan overskue livet uden for murene. Derfor arbejder vi på at give dem et tilbud om at ’starte på en frisk’, og vi kan hjælpe dem på flere forskellige måder med for eksempel job og med at få et nyt socialt netværk,” fortæller Hans Andersen, som nu arbejder som konstitueret leder i Exit.

Projektet hjælper både nuværende og tidligere indsatte, og medarbejderne gør en stor indsats for at få kontakt med dem så tidligt som muligt, mens de stadig sidder i fængsel. ”Jo tidligere vi får fat i dem, jo bedre mulighed har vi for at

4 tørst EFTERÅR 2013

fængslet” VELKOMMEN. Her på Exits kontor i København arbejder de for at undgå, at tidligere indsatte begår ny kriminalitet, fordi de ikke kan overskue livet uden for murene.

tørst EFTERÅR 2013 5

SVÆR OPLEVELSE. Da Hans Andersen blev løsladt fra fængslet, blev han overrasket over, hvor hårdt det var at komme tilbage i samfundet.

hjælpe dem. Vi kan for eksempel tilbyde dem psykologsamtaler, vi kan opfordre dem til at tage en uddannelse i fængslet, og vi kan hjælpe dem med at få styr på deres økonomi, inden de bliver løsladt,” siger Hans Andersen.

MANGLER ET NETVÆRK. Der er også fokus på at give de tidligere indsatte mulighed for at få et nyt netværk, for mange af dem mister – eller fravælger

6 tørst EFTERÅR 2013

– hele deres netværk, mens de sidder i fængsel, og så kan det blive meget ensomt at komme tilbage til den ”normale verden”. ”Derfor arrangerer vi sociale aktiviteter, for eksempel har vi en sportsklub og en madklub. Det er vigtigt at give folk nogle muligheder for at have noget godt at give sig til i fritiden,” siger Hans Andersen.

Der bliver også arrangeret kultureftermiddage en

«

Når jeg fortæller dem, at jeg selv har siddet 14 år i spjældet, kan de jo høre, at jeg ikke bare er en frelsende engel.

gang om måneden, og de eftermiddage byder på sang, musik, spisning og en masse snak om stort og småt. Og det er i høj grad ved de arrangementer, at Exits medarbejdere kommer i kontakt med de indsatte og får mulighed for at tilbyde deres hjælp.

Hver gang kommer der nemlig en busfuld indsatte fra fængslerne og deltager i kultureftermiddagene. ”Vi plejer at være omkring 80 personer til vores kultureftermiddage,” fortæller Hans Andersen, som glæder sig over på den måde at kunne få en god kontakt til de indsatte.

INGEN FRELSENDE ENGEL. Og nogle gange kræver det lidt overtalelse at skabe kontakt, for det er ikke alle indsatte, som umiddelbart er positivt indstillet i forhold til at få hjælp. ”Der er en masse skepsis blandt de indsatte over for alle former for autoriteter. Alle autoriteter er primære fjender, også socialrådgivere og den slags, så vi passer på ikke at være anmassende, når vi tilbyder vores hjælp. Men samtidig er det vigtigt, at de får at vide, at de har mulighed for at få hjælpen, og vi har også fået kontakt til rigtig mange på den måde,” fortæller han.

Hans Andersen oplever også en vis lydhørhed, når han snakker med de indsatte, fordi han selv har siddet i fængsel. ”Når jeg fortæller dem, at jeg selv har siddet 14 år i spjældet, kan de jo høre, at jeg ikke bare er en frelsende engel. Det giver måske en højere troværdighed, fordi jeg ved, hvad det handler om,” siger han.

Og apropos engel - så er Exit som nævnt et kirkeligt projekt, men man skal se godt efter for at finde den kirkelige vinkel i det daglige arbejde. ”Vi er ikke et missionsprojekt, men et kirkeligt socialt arbejde. Så det er ikke noget med, at vi missionerer over for nogen,” siger Hans Andersen, men han fortæller, at det kan være en stor fordel at have en kirkelig profil, fordi de indsatte i fængslerne oplever fængselspræsterne som nogle, man kan stole på. ”Som indsat oplever man, at der er et frirum hos præsterne, fordi de har tavshedspligt, og det giver en anden status, fordi man kan snakke med dem om alt. Det er det arbejde, som vi forsøger at følge op på,” siger Hans Andersen.

HOVEDIDENTITETEN. For lederen af Exit er det meget vigtigt at have fokus på det menneskelige aspekt i arbejdet med de tidligere straffede

personer. ”Vi vil gerne være fordomsnedbrydende og vise, at det er helt almindelige mennesker, der kommer i fængsel. Det er vigtigt for os, at der kommer en mere nuanceret tilgang til arbejdet med de kriminelle,” siger Hans Andersen.

Derfor er det heller ikke vigtigt for medarbejderne i Exit at vide, hvorfor de enkelte personer har været i fængsel. Og dét er en rigtig god ting, mener Hans Andersen, som ofte selv oplever, at folk er vældig nysgerrige efter at høre, hvorfor han har siddet i fængsel. ”Det er svært at smide den kriminelle identitet af sig, når man hele tiden skal stå til regnskab for det på den måde. Det er meget vigtigt, at vi lærer, at straffeattesten ikke er hovedidentiteten. Den er bare en del af det, jeg er.”

Han glæder sig over de muligheder, som Exit giver tidligere straffede. ”Der er en dyb tilfredsstillelse ved at være med til det her projekt. Før jeg selv kom i fængsel, så jeg da helst, at kriminelle bare blev smidt i fængsel, og at nøglen blev smidt langt væk, så vi var fri for at se på dem igen. Men alle kommer jo ud igen på et tidspunkt, og jeg har jo selv oplevet, hvor svært det er at komme tilbage i samfundet, så det giver rigtig god mening at hjælpe andre, som er i den situation.”

Exit blev oprettet i 2007 på initiativ af præster fra Vestre Fængsel og folkekirken Apostelkirken i København Exit tilbyder gratis økonomisk rådgivning, psykologsamtaler, jobrådgivning og sociale aktiviteter for nuværende og tidligere indsatte Foreningens arbejde finansieres af midler fra offentlige puljer og private fonde, og arbejdet udføres af både ansatte medarbejdere og frivillige Exit arbejder i København, Odense, Aarhus og på Lolland-Falster Projektet har hjulpet hundredvis af tidligere straffede og oplever rigtig gode resultater. Mange er startet på uddannelse, nogle har fået arbejde, og antallet af Exit-brugere, som ryger tilbage i fængsel, er langt lavere end blandt andre tidligere indsatte Du kan læse mere om Exit på exit-danmark.dk

GLEM ATTESTEN. ”Det er meget vigtigt, at vi lærer, at straffeattesten ikke er hovedidentiteten,” siger Hans Andersen. tørst EFTERÅR 2013 7

Der bor mere end 10.000 kinesere i Danmark. Foreningen Heart-Bridge arbejder på at få dem til at føle sig hjemme midt iblandt medisterpølse og svære vokaler TEKST MERETE RIIS JENSEN

Der er mange nye ting at vænne sig til, når man som kineser flytter til Danmark. For eksempel vores julemad.

: FOTO HEART-BRIDGE

Medisterpølsen og de brunede kartofler står klar på bordet. Lokalet er smukt julepyntet, og rundt omkring ved bordene sidder de forventningsfulde gæster og snakker sammen. De fleste gæster er mørkhårede, og samtalerne foregår mestendels på kinesisk, for denne hyggelige julekomsammen finder nemlig sted i den kinesisk-danske kulturforening Heart-Bridge.

HJERTET BYGGER BRO. Den årlige julefrokost er bare ét eksempel på de mange arrangementer, som Heart-Bridge arrangerer i håb om at få de mere end 10.000 herboende kinesere til at føle sig hjemme i Danmark. ”Vores mål er at hjælpe kinesere til at forstå Danmark og danskerne bedre, og vi ønsker også at

8 tørst EFTERÅR 2013

skabe venskaber mellem danskere og kinesere,” fortæller kinesiske Winnie Ho, som er præst og rådgiver for Heart-Bridge og har boet i Danmark gennem mange år. ”Vores forening hedder Heart-Bridge, fordi vi gerne vil bruge hjertet til at bygge bro mellem to forskellige kulturer. Vi tror på, at kinesere og danskere kan lære meget af hinanden, og det er vigtigt at lære hinandens regler og skikke at kende, hvis man gerne vil blive integreret og føle sig hjemme et nyt sted,” siger Winnie Ho. SKABER VENSKABER. Den første lørdag i hver måned mødes cirka 70-80 mennesker til HeartBridge-møde i Vineyard-kirken i København, og der er mange forskellige temaer på programmet.

«

Vores mål er at bygge bro mellem danske og kinesiske hjerter.

Nogle gange hører kineserne om sundhedssystemet i Danmark, om det politiske system, om kulturforskelle, Grundtvig eller om det danske sprog. Andre gange tager de på sommerudflugter, holder kinesisk nytårsfest eller udforsker de danske madtraditioner. ”Vi vil gerne bygge en platform for de herboende kinesere. Det kan være meget udfordrende for en kineser at finde sig til rette i Danmark, for mange kinesere er generte, og danskere kan være svære at komme i kontakt med, så mange kan komme til at føle sig ensomme her, hvis ikke de finder et sted, hvor de føler sig hjemme,” fortæller Winnie Ho. ”Vi arbejder på, at Heart-Bridge kan være det sted, og vi vil gerne introducere kineserne til dansk kultur og forhåbentlig skabe venskaber på tværs af kulturer.”

tale med kinesere. Alle er meget velkomne hos os, og vi glæder os over danske deltagere,” siger hun.

I det hele taget glæder Winnie Ho sig over mulighederne i Heart-Bridge, og hun håber, at tilbuddene kan blive udviklet yderligere i fremtiden. ”Kinesere i Danmark kan stadig føle sig ensomme, selvom de har boet her i fem-seks år. Vi vil gerne skabe små grupper med danskere og kinesere, som kan mødes i fritiden, sådan at de går i biografen sammen eller laver en anden aktivitet, så kineserne kan udvikle deres netværk med danske venner og blive endnu bedre integreret,” siger hun. ”Vores mål er jo i bund og grund at bygge bro mellem danske og kinesiske hjerter.”

HEART-BRIDGE Er en kinesisk-dansk kulturforening Mødes den 1. lørdag i måneden i Vineyard-kirken på Frederiksberg i København Den 3. lørdag i måneden besøger små grupper af kinesere danske hjem Danskere er meget velkomne til at deltage i foreningens aktiviteter Læs mere på heart-bridge.dk P.S. Artiklens overskrift betyder ”Velkommen til Danmark”

KOM TIL KAFFE. En anden mulighed i Heart-Bridge er at komme med hjem på besøg hos en dansk familie. Mange kinesere oplever nemlig at bo i Danmark i årevis uden at blive inviteret på besøg i et dansk hjem. ”Det er en stor oplevelse for mange kinesere at besøge en dansk familie. Det er spændende at opleve maden og indretningen, og det er interessant og meget positivt at få lov til at komme ’under huden’ på danskerne,” siger Winnie Ho. ”Derfor arrangerer vi besøg hos danskere i Københavnsområdet, som har lyst til at få besøg af en lille gruppe kinesere, og vi har meget gode erfaringer med den slags besøg. Både værter og besøgende plejer at glæde sig over den mulighed for at lære hinanden og hinandens kultur bedre at kende.”

DANSKE VENNER. Selvom der kommer flest kinesere til Heart-Bridge-aftnerne i Vineyardkirken, så kommer der også danskere, og Winnie Ho vil meget gerne have endnu flere danskere til at tage med. ”Vi vil også meget gerne være en platform for danskere, som har en interesse for Kina og Hong Kong. Nogle har bare en helt generel interesse for Kina, og andre læser for eksempel kinesisk på universitetet og vil gerne øve deres sprog ved at tørst EFTERÅR 2013 9

Hun vil gøre gæsten fri Da Hilde Kirkebøen inviterede en fattig tilrejsende med i kirke, fik hun en aha-oplevelse TEKST ÅSE FREDRIKKE REE AADLAND

: FOTO TORSTEIN IHLE/KIRKENS BYMISJON

UDELIV. Tirsdage og torsdage opsøger Hilde Kirkebøen hjemløse mennesker i Oslo. Her er hun og tolken Alexandru Vaile i samtale med Simona og Lydia Vaduva.

En dag gik den norske diakon Hilde Kirkebøen rundt i Oslo og mødte på et tidspunkt en fremmed romakvinde ved metroen. Hun inviterede kvinden på en kop kaffe i kirken, men da de kom derhen, takkede romakvinden tydeligt nej til både kaffe, mad og varmt tøj. ”Det eneste, som romakvinden, Maria Lazar, ønskede sig, var et job for at kunne tjene penge til sine børn. Intet andet,” fortæller Hilde Kirkebøen. ”Den situation handlede om misforstået gæstfrihed. Det, jeg troede, var bedst for gæsten, var ikke nødvendigvis det bedste. Når vi åbner op for det ukendte ved gæsten, det, som er anderledes

10 tørst EFTERÅR 2013

end vores antagelser og forestillinger, så skaber vi større frihed for den anden,” mener hun.

Hun fortæller også, at romakvinden Maria Lazar og hendes mand sidenhen har været med til at bygge et loppemarked op fra grunden i den lokale kirke. ”Gæstfrihed er en grundlæggende kristen værdi,” mener Hilde Kirkebøen, som ud over at være diakon også arbejder for Kirkens Bymissions projekt ”Plads til fattige tilrejsende”.

Hun tror, at Gud giver mennesket et uendeligt overskud af gaver, og det er en forudsætning for det kristne liv at dele gaverne med andre.

« Vi bør kunne møde hinanden med mere ligeværdig gæstfrihed ”Jeg er meget glad for ordet ’frihed’. Giv gæsten en frihed, som de kan mærke. Invitér hele mennesket. Gæstfrihed betyder, at man åbner sig for alle muligheder, der ligger i et menneske.

Hvert menneske har noget fra Gud.” LIGEVÆRDIG. Tirsdage og torsdage går Hilde Kirkebøen rundt i centrum af Oslo for at møde mennesker, som bor på gaden. Hun har behov for at komme forbi det faglige skel, som hun oplever mellem sig selv og mennesker, hun møder gennem sit job. ”Jeg oplever menneskers sorg over, at de kun bliver inviteret ind i professionelle liv. Mens de selv inviterer mig ind i hele deres liv, må jeg, som er på job, ikke blive for berørt.”

Hun mener, at det er vigtigt at følge sit fag, men at der bliver brugt for meget energi på at beskytte professionalismen i relationerne. ”Vi bør kunne møde hinanden med ligeværdig gæstfrihed.”

FIN FACADE. Kirken er et af de steder, hvor Hilde Kirkebøen oplever, at hun og tiggeren er ligeværdige. ”Der står vi sammen, ansigt til ansigt, foran Gud,” siger hun.

Men hun oplever alligevel, at kirken har lang vej at gå, når det handler om at vise gæstfrihed og selverkendelse. ”I kirken er der visse koder. Man ønsker at fremvise enkelte sider ved livet og visse typer mennesker. Vi, som arbejder i kirken, må være meget mere ærlige om det, vi ser i dag.” ”Vi kæmper med flere ting. Blandt andet vil vi gerne vise en fin facade frem. Vi ønsker at give udtryk for gæstfrihed, men viser vi gæstfrihed?

Min erfaring er, at det ikke er så let at få kirker til at lave arrangementer for romaer.”

Hilde Kirkebøen ville ønske, at kirken ville være mere åben for alle mennesker i alle livssituationer og alle slags tilstande. ”Der bliver sagt mange fine ord, men alligevel oplever jeg ikke, at gæstfriheden er noget selvfølgeligt i ret mange kirker,” siger hun og opremser flere forskellige forbedringsforslag: ”Det handler om alt fra, hvordan der ser ud i indgangspartiet og selve kirkerummet, til hvordan gæsten bliver modtaget før et kirkeligt arrangement. Hvad skal der til, for at man føler sig hjemme? Det kan være det, at nogen faktisk har forberedt noget, fordi man kommer. Det kan være et tændt lys. Hvordan en gudstjeneste udføres.

Håndtryk og blik. At nogen sætter sig og lytter til

dig, når du bliver inviteret til at sidde ved et bord.”

ILDESET. I Johannesevangeliet i Bibelen finder Hilde Kirkebøen et inspirerende eksempel på, hvad gæstfrihed kan betyde for et menneske. Der møder Jesus en ukendt kvinde ved en brønd.

Kvinden var ildeset af resten af samfundet på grund af hendes livsstil. Alligevel snakkede Jesus med hende og anerkendte hende. ”Jesus viser en enorm respekt for hende. I samtalen inviterer han hende ind i sit liv. Han gør hende fri og giver hende et nyt rum, hvor hun kan være noget andet end det, som omgivelserne gør hende til,” fortæller Hilde Kirkebøen.

Men selvom hun er stor fortaler for gæstfrihed, så findes der alligevel grænser, indrømmer hun. ”Der er absolut grænser for gæstfrihed. Grænserne handler ikke om hvilke mennesker, man byder velkommen, men om adfærd. Gæstfrihed betyder, at alle er velkomne, men der må sættes grænser for handlinger og holdninger.”

Hun mener, at man må definere helt absolutte regler, som for eksempel at have nultolerance i forhold til brud på menneskerettigheder, trusler, vold og mangel på respekt for andre menneskers grænser. Hun bruger romaerne som eksempel og siger, at der er grund til at reagere på enkelte romaers opførsel. ”Men det er helt galt at skære alle over én kam.”

HILDE KIRKEBØEN (40) Leder for Kirkens Bymissions projekt ”Plads til fattige tilrejsende”, som blandt andet arrangerer sykurser for romakvinder Uddannet diakon og musiker

KVÆLENDE. Der er også en risiko for, at gæstfriheden kan blive kvælende, advarer Hilde Kirkebøen og minder om, at der kan ligge meget mere i det i en tiggersituation, end vi er klar over. ”Måske har de ikke været i bad i lang tid. Måske føler de sig uværdige ved at sidde et bestemt sted.

En tigger må få lov til at definere, hvordan samværet skal være, uden at vi bliver fornærmede. At nogen sætter grænser, betyder ikke, at vi skal tolke dem som frække eller utaknemmelige,” siger hun.

I Domkirken i Oslo arrangerede de i oktober en koncert, hvor overskuddet gik til et projekt i Rumænien. ”Den aften var romaerne både hædersgæster og værter. De lavede mad, sang og dansede og delte ud af deres rige tradition for gæstfrihed.”

For Hilde Kirkebøen var gudstjenesten en vigtig anledning til at vise noget af det, som er værdifuldt ved romaernes kultur. ”Hvad kan de dele med os?” spørger hun – og kommer selv med et forslag: ”Musikken. Madtraditionen. Fællesskabet. Og ikke mindst: Gæstfriheden.” tørst EFTERÅR 2013 11

stedet

En helt særlig ø Vikingerne udslettede næsten klostersamfundet på den lille skotske ø, Iona, men i dag vælter det ind med pilgrimme TEKST ANN KRISTIN VAN ZIJP NILSEN : FOTO TONE LEKSBØ WALGERMO OG ANN KRISTIN VAN ZIJP NILSEN

E

N DAG I ÅR 806 kom vikingerne sejlende til den lille skotske ø Iona. På stranden stod 68 munke og bød vikingerne velkommen, men vikingerne takkede for gæstfriheden ved at slå munkene ihjel og brænde klostrene ned. Det til trods endte det senere med, at vikingerne blev kristne, og at der kom flere og flere pilgrimme til øen. Og den dag i dag kommer der stadig tusindvis af pilgrimme til Iona hvert år.

NATURLIG KRAFT. ”Der er noget helt specielt ved Iona. Hvorfor bliver alle de skotske konger ellers begravet her?” siger David Kirkpatrick, som er skipper på ”Iolaire of Iona” og sejler turister til den ubeboede naboø Staffa, der er kendt for fuglearten lunder og spektakulære grotter med sekskantede basaltsøjler. ”Jeg ser byfolk, som kommer her og er stressede og nedslåede. Efter et par dage på Iona ser de helt forandrede ud.”

David Kirkpatrick mener, at øen har en naturlig kraft og kalder den ”universets centrum” uden ironi i stemmen. Han tager en sten op fra sin lomme og fortæller, at det er en såkaldt ”Iona stone”. Den er gennemsigtig og af mosegrøn marmor, som er blevet slebet helt glat efter at have ligget i hans lomme i 20 år. ”Legenden siger, at sådan en sten redder fra forlis og drukning. Indtil videre har den reddet mig,” siger han.

12 tørst EFTERÅR 2013

MARTYRS’ BAY: På disse strande bød 68 munke vikingerne velkomne en dag i år 806. Alle blev nedslagtet.

«

Vi prøver at sende gæsterne hjem som mennesker, der leder efter fred og retfærdighed

IONA • Lille ø i De Indre Hebrider på den skotske vestkyst • Spillede en vigtig rolle i kristningen af de britiske øer • Hellige Columba fra Irland grundlagde et kloster der i år 563, og efterkommerne skrev og illustrerede Book of Kells i 800-tallet

tørst EFTERÅR 2013 13

PILGRIMME: ”Om jeg er her i en uge eller på en treårig kontrakt, er Iona et stop på vejen videre – eller hjem,” siger præsten Sharon Kyle (tv.). Hilda Finley og Liz Norton er gæster seks dage. Artis Jansky er frivillig i syv uger.

ÅNDELIG: Liv Hegle (i forgrunden) og Sarah Dickinson prøver gående meditation i labyrinten. Klosterkirken fra middelalderen er stopfuld af tilrejsende hver uge. Øboerne har Iona-sten i lommen mod drukning.

RELEVANT FÆLLESSKAB. David Kirkpatricks far døde i en arbejdsulykke under genopbygningen af klosteret på øen. Idéen til genopbygningen kom fra den velhavende lord og præst George MacLeod, som i de hårde 1930’ere grundlagde et arbejds- og bønsfællesskab sammen med teologistuderende og arbejdsløse håndværkere fra Glasgow.

I dag er Iona-fællesskabet et levende samfund med hovedkvarter i Glasgow, medlemmer over hele verden, gæstehus på Iona og Mull, ansatte og 130 volontører om året.

Skipperen er ikke nogen kirkemand. Han synes, at kirken er fin til at fejre bryllupper og begravelser. ”Men Iona-fællesskabet er relevant,” mener han. ”De følger med, de forandrer sig, og de er åbne for alle.”

IND TIL CENTRUM. Uden for MacLeod-centret, det nyeste gæstehus overfor klosteret, vandrer 20 mennesker rundt i en enkel labyrint af kridtstreger og farvede sten. Når de er færdige med labyrinten, siger de ting som ”jeg har aldrig været så dybt inde i meditation” og ”et stærkt møde med Gud”. ”Det er en rejse ind til centrum, som forandrer dig.

Man går langsomt og kan ikke fare vild,” siger omsorgsmedarbejderen Sarah Dickinson. Hun kommer til centeret hvert år, for her kan hun altid ”være sig selv”.

14 tørst EFTERÅR 2013

For hende er liturgien i tidebønnerne og gudstjenesterne det allerbedste ved opholdet. ”Hvert eneste ord er som en poleret sten på stranden her.”

RETFÆRDIGHED. Præsten og næstformanden på centeret, Sharon Kyle, fortæller, at de ønsker, at gudstjenesterne skal være gæstfrie. ”Sproget skal være tilgængeligt og relevant. Folk, som kommer her, skal opleve at få kærlighed og blive plejet, men gæstfriheden, som vi tilbyder, er meget enkel. Gæsterne bliver også værter, fordi de selv bidrager med praktisk arbejde. Når de henter smør i køleskabet eller dækker bord, føler de sig hjemme. De går ikke ind i et eksisterende fællesskab, men er med og opbygger et nyt fællesskab den uge,” fortæller hun.

De, som vil, kan deltage i pilgrimsvandringer på øen, tidebønner, gudstjenester, sociale aktiviteter og seminarer om alt fra labyrinter til kønsspørgsmål. Alt handler om Iona Communitys kerne: Kombinationen af indre fornyelse gennem bøn og bibellæsning på den ene side og et stærkt samfundsengagement for social retfærdighed, miljø og fredsarbejde på den anden. ”Folk kommer her, fordi de leder efter fred og ro. Vi prøver at sende dem hjem som mennesker, der leder efter fred og retfærdighed,” siger Sharon Kyle med et smil.

BUDDHA OG JESUS. Mange af gæsterne er der sammen med grupper fra kirkemenigheder. Det gælder også Hilda Finlay. ”Men jeg er en svindler,” siger hun grinende.

Hun er egentlig ikke en del af gruppen. Grupperejsen var en smart måde at komme hertil på, men den 87-årige psykolog identificerer sig ikke med den kristne profil. ”På vej til kirke gik jeg forbi en have, hvor der stod en buddhafigur. Det kunne jeg godt lide. Jeg kommer til at søge hele livet, i hvert fald det, som er tilbage af det.”

Hilda Finley vil helt sikkert tilbage til det smukke landskab igen, men så vil hun bo på et ”bed and breakfast” i stedet. ”Det er selve øen, som er spiritualiteten,” siger hun.

Men det er ikke alle, som lader sig imponere af øen. ”Alle siger, at her er så fantastisk smukt,” siger Liz Norton, som er skotte med caribiske rødder. ”Men dette er ingenting mod strandene på Jamaica,” griner hun råt. Hun kom hertil for at finde ro, få tid til lidt stille fordybelse og eftertanke bag en sandbunke. ”Jeg troede ikke, at dette fællesskab ville blive så travlt. Men jeg tror, jeg har mødt Jesus i denne uge.”

HIGH-SPEED. I køkkenet er farten høj lige før serveringen. I madsalen kan man høre latteren fra kokken Susan Lindsay. Hun ”elsker alt” ved at bo og arbejde

på MacLeod-centeret – også tempoet. ”Det kan være lidt af en udfordring at lave en menu, som måske skal fungere for fem forskellige diætbehov, fra vegan til glutenfri – inden klokken 18. Det bliver meget kreativitet og improvisation.”

Ordene kommer ekstremt hurtigt fra Susan Lindsay på tyk Glasgow-dialekt, før hun springer videre til komfuret. ”High-speed English,” sukker østrigeren Artis Jansky. Han er midt i sin første uge af syv som frivillig i køkkenet og kæmper med den skotske accent.

Artis Jansky drømmer om at bygge et lignende center selv med en alternativ profil. Selvom han forlod kirken for 40 år siden, og fællesskabet er udtalt kristent, synes han, at ”det er fantastisk at være her”. ”Hvis Iona-fællesskabet havde været i mit liv dengang, ville jeg aldrig have forladt kirken. Jeg har lang erfaring med åndelig udvikling. Tro mig, af alle tilbud derude, er 90 procent ubrugelige. Men dette sted er en del af de 10 procent, som virkelig er det værd.”

»Hvis Iona-fællesskabet havde været i mit liv, ville jeg aldrig have forladt kirken.«

IONA COMMUNITY • Grundlagt af George MacLeod i 1938 • Tværkirkeligt fællesskab med medlemmer i hele verden • Har genrejst det benediktinske kloster på Iona, som oprindeligt blev bygget i 1200-tallet og revet ned under reformationen • Driver tre gæstecentre, to på Iona og et på Mull • Er en drivkraft for dagens keltiske spiritualitet, ikke mindst gennem forlaget Wild Goose Publications og John Bells salmer • Læs mere på iona.org.uk

VELKOMMEN: ”Man bliver hurtigt venner med folk her,” siger Susan Lindsay (tv.), som er kok på MacLeod-centeret. Både pilgrimsvandringerne til Iona-fællesskabet og bådturen til lundeøerne er åbne for almindelige turister. tørst EFTERÅR 2013 15

Hel høyde: 180h x 225br Hel høyde utfallende: 210h x 265br + 5 mm bleed Halv høyde: 88h x 225br Halv høyde utfallende: 103h x 265br + 5 mm bleed Halv bredde: 180h x 110,5br Halv bredde utfallende: 130,5h x 210br + 5 mm bleed Kvart: 88h x 110,5br Logoannonse: 26,5h x 88br

cornflakes-bordbøn herre, gør at vi ikke er som cornflakes: lette, tomme og kolde, men som grød: varme og trøstende og fulde af naturlig godhed.

fra bønnebogen blessed be our table, wild goose publications 2003

ET MAGASIN UDGIVET AF

Mulu Kabeta Feyissa åbner kantinen på Oslo Voksenoplæringscenter.

Foto: Erlend Berge

rigere liv

SYV KINESISKE musikere og dansere fra Chinese Christian Artists Ministry (CCAM) kommer til Skandinavien til vinter for at lave forestillingen ”The body”. Gruppen udspringer fra TCG Nordica i Kunming, der er et Areopagos-støttet kulturcenter, og tidligere besøg fra gruppen har vakt stor begejstring.

Gruppen kommer til Danmark i januar. Følg med i opdateringerne på areopagos.dk og på Facebook.com/ AreopagosDanmark.

Foto: Yang Xi

Foto: Michael LindebjergDanmarks Radio

Forestillingen byder på traditionel dans fra syv etniske grupper i Kina, doumentarfilm fra minoritetslandsbyer og syv kinesiske instrumenter, blandt andet ”pi pa”, som bliver spillet af Sun Yuming (billedet), tostrengs-violinen ”er hu” og bordharpen ”gu zheng”.

Foto: E. de Kerautem, castelmen.org

KROPPEN

BERNARD DUREL NU ER DER KUN 7 måneder til Areopagos’ Sommerstævne! Og vi kan nu afsløre, at dominikanermunken Bernard Durel fra Strasburg, som også er vejleder i zen-meditation, bliver hovedforedragsholder på stævnet. Sommerstævnet finder sted den 3.-6. juli på Klækken Hotell i nærheden af Oslo i Norge, og ud over Bernard Durel byder stævnet også på andre spændende foredrag, kreative værksteder, kulturoplevelser, hyggelige mennesker, swimmingpool og mulighed for gåture i smukke omgivelser. Læs mere på areopagos.dk og på facebook.com/AreopagosDanmark i løbet af de kommende måneder!

EL CAMINO I DOKUMENTARSERIEN ”Bertelsen på Caminoen” går programleder Mikael Bertelsen den legendarise pilgrimsrute til Santiago de Compostela. Mikael Bertelsen betegner ikke sig selv som troende, men siger, at han vil på jagt efter sandheden, og han kommer ud for mange dramatiske og underlige hændelser. ”Jeg ville vise, hvad der sker, når en ganske almindelig dansker tillader sig selv ro og fordybelse,” sagde programredaktør Rikke Lauridsen, da serien var en seersucces for et par år siden. Hvis du gik glip af serien dengang, har du stadig mulighed for at se den på nettet her: dr.dk/DR2/Camino

MAKEOVER

I MESTERENS LYS har fået ny hjemmeside. Du kan tjekke den ud på imesterenslys.dk, og ud over at glæde dig over det flotte design så har du også mulighed for at finde interessante meditationsvideoer, artikler, arrangementer m.v. på hjemmesiden. I Mesterens Lys (IML) er en Areopagos-praksis, som arbejder med at bygge bro mellem kirken og den nye åndelighed.

»Glem ikke gæstfriheden, for ved at være gæstfrie har nogle uden selv at vide det haft engle som gæster.« Hebræerbrevet i Bibelen 18 tørst EFTERÅR 2013

Foto: sxc.hu

FØLG MED PÅ

FACEBOOK Foto: sxc.hu

NÅR MAN MISTER EN UUNDGÅELIG DEL AF KÆRLIGHED er desværre at miste. Nogle gange kan det hjælpe lidt på savnet at besøge en grav eller tænde et lys og tænke på personen, man savner. Det kan man også gøre på internettet på hjemmesiden mindet.dk. Det er en respektfuld hjemmeside, hvor det er muligt at tænde et ”stearinlys” og skrive en (anonym) hilsen til den, man har mistet.

Foto: Hanne Nilsen Nygård

VOLONTØR I KINA KULTURCENTERET TCG NORDICA i den charmerende storby Kunming har med jævne mellemrum brug for frivillige, som vil bruge nogle måneder i et meningsfuldt dialog- og kulturarbejde for unge og studerende. Volontørerne får lejlighed til at deltage på et kinesisk kulturkursus for skandinaver.

I øjeblikket er Hanne Nilsen Nygård, Knut Nygård, Eli Grete Goa og Miriam Fotland (billedet) volontører, og Judy Osborne-Egeland og Truls E. Thonhaugen har været seniorvolontører siden 2013. Er du interesseret i at komme til Kunming? Så kan du kontakte Areopagos’ Asien-leder Grethe Raddum på gr@areopagos.no.

DER SKER MANGE spændende ting i Areopagos’ univers.

Nogle af dem kan du læse om her i Tørst, men der sker også en masse ting i hverdagen, som du ikke bør gå glip af. Derfor kan du følge med i Areopagos’ Facebookgruppe, hvor vi fortæller om interessante foredrag, retræter, artikler, messer, gudstjenester m.v. Så log ind på Facebook, søg på ”Areopagos Danmark” og husk så at ”synes godt om” vores side, for så holder du dig opdateret på de mange spændende begivenheder!

Foto: Kamilla Maria Jakobsen

MYSTIKKENS UNIVERS I DEN FØRSTE WEEKEND i november deltog Areopagos traditionen tro på årets største alternativmesse, Mystikkens Univers, i København. Areopagos delte messens største stand sammen med I Mesterens Lys, Den Lyttende Kirke og Bibelselskabet, og der var mulighed for at få forbøn, blive lyttet til, drikke en kop gratis kaffe eller få en samtale med en af de mange frivillige på standen. Det blev en dejlig weekend med rigtig mange besøgende på standen og gode samtaler! tørst EFTERÅR 2013 19

oase

HILDEGUNN MARIE SCHUFF er højskolelektor i psykologi og interkulturelle studier, redaktør, danser, pårørende til en kræftpatient, ortodoks kristen og mor til tre.

Himmelen dufter af nybagt brød TEKST HILDEGUNN MARIE SCHUFF

: FOTO ISTOCKPHOTO.COM

En opredt seng med et hvidt lagen, som lyser mod det gyldne træværk. At sætte sig til bords og få serveret rygende varm havregrød til morgenmad og nybagte, hjerteformede boller til aftenkaffen.

Nogle gange er det lige præcis disse små ting, som virkelig rammer mig, når jeg er gæst på et retrætested. Det er også fint at falde til ro i stilheden, hvile og finde en rytme i tidebønnerne. Jeg kan søge Gud og opleve at blive fundet af ham, men der er også noget væsentligt med disse praktiske rammer: Maden er enkel. Æstetikken er jordnær og ikke afhængig af sidste nye trend. Sådan skaber man åbne rum, hvor det er godt at være, og hvor man kan være sig selv. Retrætestedet er hverken en spa eller en gourmetrestaurant, men det er heller ikke det, jeg har brug for. Jeg har

20 tørst EFTERÅR 2013

brug for den varme gæstfrihed, som med enkle midler siger: Du er velkommen.

AT BLIVE MODTAGET. Vores grundlæggende længsel som voksne er måske den samme som spædbarnets råb: ”Tag imod mig”. Vi har stadig brug for at høre til og bekræftes af et venligt blik. For mig afspejler gæstfriheden den Gud, som byder os alle velkommen. Guds grænseløse kærlighed hjælper os til at kunne tage imod hinanden. At være gæstfri er ganske enkelt at gøre plads til andre i mit liv. Som kristen tror jeg, at det samtidig også kan

give Gud mere plads i mit liv. For ved at åbne mig for en anden går jeg selv et skridt til siden – og bliver lidt mindre navlebeskuende, lidt mere fri. Sådan kan jeg gøre plads til både andre mennesker og til kræfter, som er større end mig selv, og mærke, at mit liv ikke bare handler om mig.

OVERBOOKET. Det er blevet en sjælden begivenhed, at man dumper ind til en kop kaffe uden først at aftale det på Facebook eller i telefonen. Men i en overbooket tid har vi måske mere end nogensinde brug

» I valget mellem pletfrihed og gæstfrihed har jeg valgt gæstfrihed

for spontane besøg? Man kan naturligvis ikke forvente, at der skal være ryddeligt, eller at man bliver budt på noget, og det er fint at tage en pakke kiks med. Og gæsten må selvfølgelig være lydhør over for, om besøget passer lige nu. Hvis ikke, er det bedre at gå videre til næste ven.

MIDT I RODET. Det er ikke altid, man orker at åbne døren. Sygdom, arbejdspres og andre udfordringer kan gøre, at overskuddet mangler, og at det virker uoverkommeligt at invitere nogen ind. Der er en tid til at invitere og en tid til at lade sig opvarte.

Vi kan øve os i at være både værter og gæster.

Uanset udgangspunkt er der måske et lille rum, vi kan invitere ind i, eller en café, hvor vi kan mødes over en kop the. Jeg tror ofte, at gæstfrihed handler om at turde

slippe folk ind i huset, selvom alting ikke er perfekt, hverken i huset eller i livet generelt.

Nogle gange har vores gæster takket for, at vi også inviterer folk ind, når der ikke er så ryddeligt. Det kunne måske ses som et lille nederlag: De så vores rod. Men jeg vil tage det som et kompliment. Det er i grunden et værdivalg: Gæstfrihed er vigtigere end rengørings-perfektionisme, menneskene, som kommer, er vigtigere, end om alle potteplanter blomstrer.

PLETFRIHED. Man kan let lade sig tynge af drømmen om det perfekte hjem, som man kan se i indretningsmagasinerne. En af mine veninder sagde til mig: ”I valget mellem pletfrihed og gæstfrihed har jeg valgt gæstfriheden.” Måske har hun ladet sig inspirere af sine internationale venner,

mennesker med frodige gæstfrihedstraditioner.

Måske er det ikke så vanskeligt, som vi tror, at gøre noget ved gæstfriheden. At dele en enkel hverdagsmiddag, at byde de nye naboer velkommen med nybagte boller, at møde andre med et smil. Og samtidig er disse små ting ikke så små, som vi tror. ”Gæstfrihed er dybest set at undergrave inddelingen af verden i venner og fjender,” siger forfatteren Patrik Hagman. Det åbner horisonten og himmelen over mødet uanset rammerne.

Jeg ved ikke, hvordan det vil se ud, når vi engang kommer hjem til Gud. Men jeg har en følelse af, at himmelen dufter af nybagt brød. Og at alt smager af ”velkommen”. tørst EFTERÅR 2013 21

anbefalet

KOM INDENFOR! Hvor kan man opleve gæstfrihed hos mennesker, bøger, musik og film?

D

ET VIGTIGSTE. Den smukke og lidt sørgelige roman Ned til Elva (på dansk Miraklet Reuben) af Leif Enger er en af den slags bøger, som gerne må vare længe. En sådan bog, som minder mig om, hvorfor jeg egentlig læser skønlitteratur. Når vi følger familien Lands rejse gennem Midtvesten i 1960’erne og ser, hvad gæstfrihed kan føre til, er det store temaer, vi forholder os til: loyalitet og kærlighed, magt og mirakler, håb og forsoning. Og tro på en Gud, som vil os det godt. Bogen fik mig endnu en gang til at tænke over, hvad der er det vigtigste i livet.

LIV HEGLE, præst i Areopagos Norge

S

ÅRBART. Personligt bryder jeg mig ikke om baggrundsmusik, når jeg har gæster. Jeg sidder og lytter til musikken, og så kan jeg ikke samtidig følge med i samtalen omkring bordet!

Derimod sker det ofte, at jeg spiller musik, som jeg er optaget af, for mine gæster og inviterer dem ind i min lytteverden. Jeg er glad for menneskestemmen, som er det fineste og mest sårbare af alle instrumenter. Derfor vil jeg anbefale albummet Syng du mi røyst med Kirsten Bråten Berg. Det er en plade, jeg stadig vender tilbage til.

Velkommen ind i min lytteverden!

I

RSK PUB. Jeg rejser ofte, og et af mine yndlingssteder er Irland. Det skyldes både den smukke natur og de gæstfrie mennesker.

Jeg nyder at gå ind på en pub i Galway eller Cork, bestille en Guinness og tage en snak med de lokale. På den måde har jeg mødt rigtig mange hjertevarme mennesker, som jeg har tilbragt mange hyggelige timer sammen med, både på pubben og i private hjem. Min oplevelse er, at irere generelt er rigtig gode til det med gæstfrihed.

ELISABETH HOLTE, norsk digter

ANDREAS K. PETERSEN, projektmedarbejder

»Når gæstfrihed bliver en kunst, mister den sin betydning.« Max Beerbohm

Grænseløs Foto: Scandinavian Locations/Montag

Det er svært at anbefale en film, som handler om gæstfrihed uden at tale om grænseløshed og misbrug. Jeg tænker, at dette ofte optræder sammen. MONSOON WEDDING (Mirabai/USA Films 2001) er en smuk og farverig film af MIRA NAIR, hvor man ser slægt og venner samles. Gennem filmen får vi lov at være med i deres glæder, sorg, skuffelser og misbrug, som opstår gennem tillid, kærlighed og gæstfrihed.

IRAM HAQ, filmskaber og skuespiller

22 tørst EFTERÅR 2013

Foto: sxc.hu

Julegæster

»I kirsebærtræets skygge findes der ikke noget, der hedder ’fremmede mennesker’.«

Sidste år i december fortalte to af mine venner mig, at de havde bestemt sig for at være julevenner hos Røde Kors. Det indebar, at de fik besøg af en fremmed juleaften. Først tænkte jeg egentlig, at det var lidt vildt at bruge sin juleaften på den måde, men efter jul fortalte de mig, at det havde været en rigtig god og givende oplevelse. De fik besøg af en sød kvinde, som ikke havde nogen familie at holde jul sammen med, og de havde en dejlig aften sammen. Så i år overvejer jeg lidt at prøve det samme. Hvis andre også har lyst til det – eller selv har brug for et sted at holde jul – kan man tilmelde sig på rodekors. dk/jul/julevenner senest den 20. december.

ANNE FREDERIKSEN, studerende

KOBAYASHI ISSA (1763-1827)

T

Foto: iStockPhoto

E MED TALEBAN. Mellemøsten fylder meget i nyhedsstrømmen, men det er sjældent, at man får et ordentligt indblik i livet hos de helt almindelige mennesker, som bliver påvirket af krig og uro.

I bogen Til te hos Taleban af Simi Jan får vi et interessant indblik i netop det. Bogen er en erindringsbog om livet som bosiddende korrespondent i to af verdens farligste lande, Afghanistan og Pakistan.

Bogen er en meget personlig fortælling om, hvordan kampen mod terrorismen forandrede og påvirkede de to lande, og så handler bogen også om at møde uendelig gæstfrihed og venlighed fra mennesker, som lever midt i den barske verden.

JOHN HANSEN, universitetslærer tørst EFTERÅR 2013 23

samtalen

UNNI HELLAND (64) Lærer ved Fjell Skole i Drammen siden 1972 Har skrevet to bøger.

Den sidste hedder ”Fra det flerkulturelle klasseværelse. En lærers dagbog” Forelæser om den flerkulturelle skole på højskoler og konferencer

IVAR FLATEN (58) Præst i forstaden Fjell i Drammen siden 2006 Tidligere lærer og departementsrådgiver. Har haft forskellige stillinger i IT-branchen Aktiv i etablering og udvikling af dialogtiltag

Indvandrerbydelen som ikke blev en ghetto I bydelen Fjell i den norske by Drammen bygger de en sti mellem moskeen og kirken TEKST THOMAS REINERTSEN BERG

:

FOTO FOTO TONE LEKSBØ WALGERMO

Ydervæggen på folkeskolen i Fjell er dekoreret med 52 flag. Flagene symboliserer alle de forskellige lande, som skolens elever kommer fra, og de røber, at her mødes børn fra Libanon, Togo, Sverige, Makedonien og en lang række andre lande.

I folkeskolen har 90 procent af de 600 elever minoritetsbaggrund, og det giver et meget godt billede af en bydel, hvor der bor folk fra hele verden, og hvor de kristne er i mindretal. Men det er også et sted, hvor kirke, moské og skole har et godt samarbejde med ”gæstfrihed” som hovedordet.

NYBYGGET MOSKÉ. Humanetikeren Unni Helland har været lærer på Fjell Barneskole i 40 år. Hun siger, at en typisk skoleklasse er som en af dem, hun tog afsked med i sommers: ”Den bestod af 20 elever med 14 forskellige etniske baggrunde, 12 modersmål og syv religioner eller livssyn.”

Muslimerne er i flertal, og de får snart en nybygget moské at mødes i. ”Vi glæder os til at kunne invitere folk ind i moskéen,” siger Ahmad Noor, som er imam i menigheden Minhaj-ul-Qurah. I øjeblikket holder de til i et lille lokale inde i det lokale indkøbscenter, og de ser frem til at kunne åbne dørene for flere. ”Skolen glæder sig til at komme. Vil det gå an at besøge jer under Eid?” spørger Unni Helland. ”Jada, og under ramadanen og alle andre højtider,” svarer Ahmad Noor.

Den kristne præst Ivar Flaten, som arbejder i Fjell Menighed, bakker også op omkring gæstfriheden. ”Gæstfrihed er et traditionsrigt og centralt begreb her i kirken. Vi har en vision om at være et mødested for alle,” siger han.

VAFLER I SPISEFRIKVARTERET. De tre mennesker har samarbejdet gennem flere år i Fjell. De har besøgt hinandens kirke, skole og moské og ladet dørene stå åbne. Kontrasten til tv-billederne fra optøjer i Malmö og andre byer er enorm. Kirken, som ligger lige ved siden af Galterud Ungdomsskole, inviterer til suppe og vafler hver torsdag i spisefrikvarteret, og det er

24 tørst EFTERÅR 2013

ikke usædvanligt, at 100 elever, både kristne og ikke-kristne, tager turen indenom. ”Det er en interessant udfordring at være tre personer med lederansvar i en bydel, hvor folk er så vidt forskellige. Andre steder kan børn blive mobbet, fordi de har briller, forkert tøj, og jeg ved ikke hvad.

Her kan konflikter opstå, fordi folk har meget forskellige syn på, hvad der er rigtigt og forkert. Børn kan tænke, at hvis vi har ret, så tager de andre fejl. Vi må prøve, så godt som vi kan, at forklare dem, at det ikke er sådan,” siger Ivar Flaten. ”Vi har et mantra i store bogstaver og med udråbstegn på skolen: Normen er forskellighed! Jeg tror, det er muligt at bygge broer overalt, men så må vi være klar over både det, som forener, og det, som adskiller. Hvis vi synliggør forskelligheden, bliver den ikke så farlig, og derfor er arbejdet med kirken så vigtigt,” siger skolelæreren Unni Helland.

JULEGUDSTJENESTE. Hun er blevet drillet af mange andre humanetikere op gennem årene, fordi hun insisterer på julegudstjenestens samlende betydning. ”Det er, fordi jeg mener, at det er vigtigt at føre traditioner videre i et multireligiøst samfund. Når vi markerer andre religioners højtider, må vi også markere de kristne. Alt andet ville være diskriminerende.”

Det er frivilligt, om man vil være med i kirken eller ej. Derfor er det mildt opsigtsvækkende, at halvdelen af eleverne vælger at være med. Ahmad Noor har også været til stede ved flere af julegudstjenesterne og taget folk fra moskéen med sig. ”I Pakistan, hvor jeg kommer fra, fejrer Minhal-ulQurah jul sammen med præster og biskopper. På samme måde plejer Ivar Flaten at komme på besøg hos os, når vi fejrer Pakistans nationaldag og ved andre anledninger. Nu skal vi snart i gang med kurser, der underviser i, hvad islam og kristendom har tilfælles. Vi bygger et samfund, hvor børn lærer om hinanden og lærer hinanden at kende, ” siger imamen.

IKKE HOLDE PÅ VORES EGET. Men det er ikke helt ukontroversielt at køre ”åben-dør-stilen”.

UFARLIG. ”Normen er forskellighed.

Hvis vi synliggør forskelligheden, bliver den ikke så farlig,” mener humanetiker Unni Helland. Den nye moské bygges et stenkast fra både skolen og kirken (i baggrunden).

tørst EFTERÅR 2013 25

GAVE. I Fjell bor der næsten 4.000 mennesker på et lille område, og skolen har elever fra 52 lande. ”Den sidste rektor, som også var humanetiker, kaldte Ivar Flaten for Guds gave til Fjell Skole,” siger lærer Unni Helland, som her står mellem præsten og imam Ahmad Noor.

26 tørst EFTERÅR 2013

I Pakistan, hvor jeg kommer fra, fejrer den muslimske menighed jul sammen med præster og biskopper Ahmad Noor ”Når vi holder kirkedøren åben, er det et signal om, at det ikke er farligt at være i kirken. Men det kan være vanskeligt for enkelte kristne, for har vi ikke en missionsparagraf? Skal vi ikke missionere? Er det ikke min opgave at få Ahmad Noor til at konvertere? Nej, vi respekterer hinandens tro, men for andre kan det være sværere at have et normalt forhold til dette.

Nogle, både i kirken og i moskéen, vil sikkert sige, at vi må holde på vores eget. Vi må ikke blande os, så vi støtter den anden,” siger Ivar Flaten. ”Der har jeg det meget enklere, for jeg skal ikke drive mission,” siger skolelæreren Unni Helland, og tilføjer: ”En flot effekt af det at gå i kirke er, at muslimske børn ser, at forældre vælger forskelligt – at det både er rigtigt at deltage i gudstjenesten og at lade være. Det gør, at de lettere godtager forskelligheder.”

Børn kan vælge, om de vil deltage aktivt eller bare observere til gudstjenesten. Det er præsten klar over og siger blandt andet: ”De, som ønsker det, kan bede nu.” ”Vi læser bønner, hvor forkyndelsen har et åbent præg, og Kristi nærvær forkyndes som et medmenneskeligt nærvær,” fortæller Ivar Flaten.

Til skolens egen juleafslutning læser børnene både juleevangeliet og historien om Jesu fødsel, sådan som den skildres i Koranen. ”Derudover synger vi både religiøse og ikke-religiøse sange, og eleverne vælger selv, hvilke vers de vil

synge. Hvis noget for eksempel handler om Jesus som himmelkonge, kan muslimer, humanetikere og andre vælge ikke at synge akkurat det. Men de står oprejst og i ro i respekt for de, som synger,” fortæller Unni Helland.

GUDS GAVE. Unni Helland fortæller, at det var den tidligere præst, som opbyggede samarbejdet med skolen. ”Og det har Ivar Flaten videreudviklet på en glimrende måde. Den forrige rektor, som også var humanetiker, kaldte Ivar for Guds gave til Fjell Skole,” siger hun. ”Vi snakker om gæstfrihed, som om det var noget, som kom af sig selv, men det er ikke en givet ting. I 1980’erne var Fjell en af de værste skoler. Alt var til at græde over, for vi havde mange elever, som ikke kunne snakke sammen på grund af manglende fælles sprog.

Men i stedet for at synke ned i miseren spurgte vi os selv: ’Har vi da ikke noget at være stolte af?’ Jovist, vi er en international skole, og det skal vi flage for – bogstaveligt talt,” fortæller Unni Helland. ”Sidste år rejste min 7. klasse rundt med et dramaprogram, som førte dem til både en moské, en synagoge, et buddhistisk tempel og Det kongelige slot,” siger hun stolt.

Det var tilfældigt, at Ivar Flaten havnede i Fjell, da han begyndte som præst. ”Jeg havde erfaring fra internationalt arbejde, men

Vi har et ansvar for at gå i en retning, hvor vi forstår mere af hinanden Ivar Flaten ikke religionsdialog, så mødet med det flerkulturelle miljø og det muslimske lederskab blev en aha-oplevelse. Lidt tilfældigt sagde jeg til imamerne, at jeg glædede mig til at gå på besøg i en færdigbygget moské. Det var ikke beregnende ment fra min side, men det viste sig at være en nøgle til venskab.”

FÆLLES STI. Den nye moské bygges ikke mange hundrede meter fra kirken. Det symbolske samarbejde mellem de to menigheder understreges af, at der anlægges en sti mellem bygningerne. ”Stien skal vise den korte vej mellem os, både praktisk og symbolsk, og at vi gerne og ofte besøger hinanden,” siger Ivar Flaten, som har doneret penge til bygningen af moskéen. ”Nogle vil måske sige, at jeg er naiv – ’Ved du ikke, at de brænder kirker af i muslimske lande?’ Men vi har et ansvar for at gå i en retning, hvor vi forstår mere af hinanden. Det går langsomt, for traditioner og forskelle gør, at det ikke bare er enkelt. Jeg er heller ikke altid imponeret over vores egen indsats. Vi går meget på besøg hos hinanden, men vi kunne godt have haft flere konkrete samarbejdsprojekter. ”I Drammen har vi et tros- og livssynsforum, hvor alle sidder omkring et bord og lærer at forstå hinanden,” fortæller Ahmad Noor.

Forummet blev oprettet i 2008 og har blandt andet som formål at ”bidrage til et samfund, hvor alle kan leve sammen i fred med forståelse og respekt for

hinanden”. Med i forummet er sikher, metodister, katolikker, folkekirkelige, baha’ier, muslimer, baptister og holister.

FÆLLES MUSIK. Derudover er forummet involveret i den årlige ”Drammen Sacred Music Festival”, hvor hellig musik fra mange trosretninger mødes, og debatter, foredrag og filmfremvisninger arrangeres. I år blandt andet med fuldmåneceremoni, persiske sufidigte, religiøse folketoner, jazz og bengalske mystikere. ”Et andet samarbejde var musicalen ’Åh, så skønt’.

Den handler om det ansvar, vi har for at passe på miljøet med et kristent syn på skabelsen,” fortæller Ivar Flaten. ”Vi bestemte os for at udfordre moskéen til at være med, fordi vi har samme syn på skabelsen. Moskérådet gennemgik teksten og sagde: ’Fint, det kan vi være med til. Vi har lært fra Fjell Skole, at vi ikke behøver at synge alt, men bare stå sammen, når vi vil.’”

Dermed var 20 børn fra Minhaj-ul-Qurah med, da musicalen blev opført i en propfuld Strømsø Kirke. ”Vi er meget forskellige, men skolen, moskéen og kirken står sammen om det, vi kan stå sammen om.

Vi bifalder forskellighed og ser det som en styrke. Og vi har en stærk kerne i et fælles ansvar for at passe på samfundet, naturen og menneskene,” siger præsten Ivar Flaten.

NOOR AHMAD NOOR (50) Direktør i det muslimske trossamfund Minhaj-ul-Quran International Drammen og imam i Minhaj Moské i Drammen siden 2009 Har mastergrad i litteratur, sprog og islam Tidligere rektor ved en ungdomsskole i Pakistan

tørst EFTERÅR 2013 27

areopagos

Velkommen på bjerget ASCENSION HOUSE Huset ligger på det kristne center Tao Fong Shans grund på et bjerg i Hong Kong Ascension House indeholder seks gæsteværelser, køkken med spiseplads og en dagligstue Fra 1988-2008 fungerede Ascension House som et populært gæstehus for rygsækrejsende Nu kan man bo i huset i kortere eller længere tid og være del af et bofællesskab med tidebønner og gudstjenester Man kan også blive volontør i Ascension House. Der er ikke længere noget alderskrav, og det er muligt at være volontør i kortere tid end et år

28 tørst EFTERÅR 2013

Gennem mange år har ”Ascension House” i Hong Kong budt velkommen til rygsækrejsende. Nu er huset lavet om til et bofællesskab med en spirituel ramme TEKST MERETE RIIS JENSEN : FOTO ANN KRISTIN VAN ZIJP NILSEN

H

ONG KONG KOGER. Der er altid gang i den hektiske storby, hvor syv millioner mennesker navigerer rundt i en spændende blanding af kinesisk og vestlig kultur. Der er tusindvis af biler, markeder, gigantiske højhuse og rig mulighed for at føle storbyens puls. Stilhed kan derimod være en mangelvare, men hvis man bevæger sig lidt væk fra de buldrende boulevarder, er der faktisk mulighed for at finde et meget fredfyldt sted.

På toppen af et mindre bjerg lige i udkanten af Hong Kong ligger det kristne center Tao Fong Shan, som blandt andet tilbyder retræteophold, præsteuddannelse og religionsdialog. Centret blev grundlagt i 1930 af Areopagos’ grundlægger, Karl Ludvig Reichelt, som ønskede at skabe et sted, hvor man kunne være i dialog med buddhistiske pilgrimme.

Og dér, på ”Kristusvindens Bjerg”, er der stadig mulighed for at finde både ro og fordybelse - og som rygsækrejsende havde man i mange år også mulighed for at få et billigt sted at overnatte i bygningen ”Ascension House”.

ET HJEM FOR RYGSÆKREJSENDE. Siden midten af 1980’erne har Ascension House (Himmelfartshuset) fungeret som et gæstehus for unge rygsækrejsende, der brugte huset som et slags hostel, mens de var på rejse i Asien. ”Formålet med Ascension House var at skabe et midlertidigt hjem for de rygsækrejsende, hvor de kunne bo billigt, samtidig med at de havde mulighed for at stifte bekendtskab med den østlige spiritualitet, som forhåbentlig kunne få dem til at reflektere over liv og tro,” fortæller Lars Mollerup-Degn, som er landsleder i Areopagos Danmark og selv var volontør i Ascension House i 1989. ”Det var en fantastisk oplevelse at være volontør. Hovedopgaven var at skabe et hjem, som var åbent og inkluderende og et tydeligt kristent sted. Der var morgen- og aftenbøn, og vi sang bordvers og brugte røgelse og meditation.

Det var frivilligt for gæsterne at være med, men det blev naturligt for mange af dem at spørge ind til det med tro og spiritualitet. Når man er ude at rejse, er man også ofte mere nysgerrig og åben, så det er et godt sted at være i dialog omkring

SKØNHED. De smukke omgivelser på Tao Fong Shan inspirerer til bøn og meditation.

»Formålet er at udfordre mennesker til at reflektere over tro og liv« Grethe Raddum tro, og vi havde mange gode samtaler med gæsterne,” fortæller Lars Mollerup-Degn.

MED I GUIDE-BIBELEN. Og der var rigtig mange mennesker, som fandt vej op ad bjerget til Ascension House. I alt var der plads til 11-12 overnattende gæster i huset ad gangen, og selvom Ascension House ikke gjorde noget særligt for at reklamere for sig selv, var alle madrasser ofte optaget på sovesalen. ”Rygtet gik bare fra mund til mund blandt rygsækrejsende i Hong Kong. Vi havde et visitkort, som de kunne give videre til andre, og det var faktisk den eneste form for reklame, vi lavede,” fortæller Lars Mollerup-Degn.

Det til trods blev Ascension House efterhånden så kendt, at gæstehuset på et tidspunkt kom med i de rygsækrejsendes ”Bibel”, guidebogen ”Lonely Planet”, som beskrev huset som et ideelt og fredfyldt sted at overnatte i Hong Kong.

UDFORDRER MENNESKER. På den måde fungerede Ascension House som gæstehjem for backpackere i 20 år, helt frem til år 2008.

Der var stadig masser af gæster, som gerne

ville bo i huset, men det kneb efterhånden med at finde egnede volontører, fordi de dengang skulle være mindst 22 år gamle og skulle kunne afsætte et helt år til opgaven.

Derfor begyndte Tao Fong Shan i stedet at afprøve forskellige andre muligheder for brugen af huset, og det har ledt frem til, at Ascension House nu fungerer som en slags spirituelt bofællesskab for både lokale kinesere og vesterlændinge, som kan bo i huset i kortere eller længere tid. ”Det er ikke længere meningen, at folk kan komme dertil kun for at få en seng at sove i. Mens man bor der, forventes det, at man er en del af det spirituelle liv på Tao Fong Shan, så man deltager i tidebønner, gudstjenester og andre arrangementer,” fortæller Grethe Raddum, som er Asiens-leder i Areopagos.

På den måde fungerer huset nu som en slags forpligtende bofællesskab, hvor der er fokus på bøn, spiritualitet, bæredygtighed og ’simple life’. ”Det er en ny måde at tænke Ascension House på, men formålet er i bund og grund det samme, som det altid har været – nemlig at udfordre mennesker til at reflektere over tro og liv,” fortæller Grethe Raddum.

Vil du høre mere om at blive volontør eller om at bo i bofællesskabet i Ascension House?

Så kontakt Dorthe Davidsen Langås på ddl@areopagos.dk

tørst EFTERÅR 2013 29

VIL DU GERNE VIDE MERE OM CHRISTFULNESS? SÅ HAR DU MULIGHED FOR AT DELTAGE I ET HELT NYT 10-UGERS-ONLINEKURSUS, SOM STARTER I MARTS 2014!

Kurset foregår på internettet ved hjælp af videoer, lydfiler og tekster. Der bliver også et forum og en logbog for deltagerne, og underviserne Øyvind Borgsø og Ole Skjerbæk Madsen giver indspil og personlig rådgivning.

Prisen bliver 2.600 kr. for adgang til alt materialet i ét år.

DU KAN LÆSE MERE OM CHRISTFULNESSONLINEKURSET PÅ AREOPAGOS.DK!

Inspirationsdag om spirituel praksis Du inviteres til en inspirationsdag, hvor du vil møde og erfare tre tilgange til en spirituel praksis – fra meditationslærer PETER BASTIAN, zenmester DENKO JOHN MORTENSEN og stiftspræst for åndeligt søgende JETTE DAHL .

Mødet finder sted i gensidig åbenhed og respekt, og der lægges vægt på rummelighed med plads til både indledernes og deltagernes erfaring og ståsted.

Dagen vil veksle mellem oplæg, samtaler og praksis med meditative øvelser og stilhed.

Inspirationsdagen foregår LØRDAG DEN 1. MARTS 2014 i Helligåndskirken, Niels Hemmingsens Gade 5 i København (lige ved Strøget).

Læs mere på areopagos.dk!

ns Lys

I Mestere

I Mesterens Lys

Advents- og januartilbud!

KØB BEGGE CHRISTFULNESS-BØGER OG FÅ DEM TILSENDT PORTOFRIT! Har du hørt om den kristne pendant til mindfulness?

Christfulness handler – kort fortalt – om opmærksomt og ikkedømmende nærvær i forhold til sig selv, Gud og andre mennesker.

Christfulness er ”opfundet” af Areopagos’ missionspræst Ole Skjerbæk Madsen, som også har udgivet to bøger om emnet.

Den ene bog hedder CHRISTFULNESS og indeholder en beskrivelse af, hvad Christfulness

går ud på, og hvordan du kan bruge det i din hverdag. Bogen koster 50 kr. + porto.

Den anden bog hedder CHRISTFULNESS – DAGLIG BØN og indeholder tidebønner til 4 uger, korte bibeltekster og vejledning i Christfulness-meditationer. Bogen koster 150 kr. + porto.

I december og januar kan du – hvis du køber begge bøger – få dem tilsendt portofrit, dvs. at du kan få begge bøger for i alt 200 kroner!

Send en bestillingsmail til info@areopagos.dk

RETURADRESSE: Areopagos

Peter Bangs Vej 1, indg. 5 2000 Frederiksberg

AT KOMME TIL SIG SELV

Tro, idenƟtet og åndelig dannelse Vinterseminar på Menighedsfakultetet/TORVET i Aarhus

Lørdag den 1. februar 2014, kl. 9.30-17 Arrangører: Areopagos, IKON, Danmission og Menighedsfakultetet Læs mere på areopagos.dk