LIXEN - november 2017

Lixen

De Journaliststuderendes Avis | www.lixen.dk | 19. årgang | 7. nummer | November 2017

Han har lige fået sin status som journalist udødeliggjort med et malet portræt i DMJX’s fredagsbar:

Hvordan får medierne 80 procent af unge til at stemme ved kommunalvalget?

BRANCHEN s. 4-5

»#Metoo-kampagnen er et kampråb« DEBATTEN s. 12

Foto: Peter Nørbye.

Er snakken om fake news blæst alt for meget op? Se hvad Erkan Özden mener.

FOKUSSET s. 8

Thomas Skov gør det, som ingen andre tør at gøre

Læs med i Branchen på side 3 FOKUSSET mødte ham i København. Læs med på side 8-9.

2 LEDEREN

NOVEMBER

Falske nyheder til småt brændbart Det er ikke første gang, vi gør os bekendt med begrebet falske nyheder. »Lügenpresse« var et fænomen i Nazi-Tyskland: et udtryk, der ofte blev brugt af nazisterne mod den del af pressen, de vurderede til at være illoyale over for Adolf Hitler og hans parti. De fleste er i dag bekendt med begreberne »alternativ fakta« og falske nyheder. Sidstnævnte begreb er desuden blevet trykt sort-på-hvidt som et defineret ord i Collins Dictionary. Præsident Trump har forlængst døbt mange mainstream-medier i USA for værende »fake news«, og yderligere bliver han ved med at anklage dem for at fabrikere løgnehistorier om ham i en gelinde strøm af tweets.

Det har kolossale – og skræmmende – konsekvenser for medierne. Ifølge mange millioner af amerikaner skraber mediernes troværdighed bunden af infinitum. Medier, der arbejder med kilder, dokumentation, reel fakta etc. er i risiko for at blive erstattet af historier og reelt falske nyheder, der florerer på de sociale medier. Det fortæller en artikel i The New York Times (»How Fiction Becomes Fact On Social Media«). Artiklen fortæller os først og fremmest, at op til flere undersøgelser viser, at et større og større antal får deres information via de sociale medier.

Og når folk surfer rundt på Facebook, Twitter, Tumblr eller andre internetsider, kan der opstå en tilbøjelighed til, at folk glemmer at få deres kritiske sans med i bagagen.

Oftest når de ser et såkaldt meme, et billede eller en video uden dokumentation, bliver historierne taget for gode varer. Særligt hvis historierne er sensationsprægede, prikker til din politiske overbevisning eller sparker dig lige i følelserne.

Der tages ikke hensyn til, hvem

INDHOLD

afsenderen er, eller om der bliver anvendt nogle kilder som belæg på historien. Det er selv de største skeptikere, der ellers har et solidt, kildekritisk filter, som kan falde i fælden.

Historierne, der bliver lavet, har ofte henblik på at skabe en dagsorden med et skjult (politisk) budskab. Med likes, re-tweets og delinger kan disse falske historier sprede sig ud over det virale landsskab som en misinformations-orkan, der synes umulig at stoppe.

Det er ikke kun et amerikansk problem, det er et verdensomspændt problem. DSB blev i juni ramt af en regulær shitstorm, efter en falsk profil på Facebook skrev i store, teatralske vendinger, at en »surmulende« togkontrollør havde givet en »hjælpeløs«, ældre kvinde en bøde. En historie, der blev delt over 10.000 gange og fik over 46.000 forskellige reaktioner (primært en »vred emoji«).

En historie, ingen reelt set ved om er sand. Afsenderen var en falsk profil.

Hvordan kan vi vide, at forløbet var så dramatisk, som det blev beskrevet?

Det er et billede, og kun ét billede, vi har. Historien kunne være en løgn.

Men grundlaget for den altoverskyggende negative vinklede historie kan lige så vel have noget at gøre med, at afsenderen havde en helt særlig agenda gemt i opslaget: at sætte DSB i dårligt lys. Hvad sandheden egentlig er her, synes at være svær at finde.

Pointen er, at folk glemte at være kritiske.

Medierne skal derfor være en sorterings-maskine, der hjælper medieforbrugerne med at kunne skelne mellem falske og sande historier, der flyder rundt som affald på de sociale medier. Og det skal vi som journalister være bevidste om.

BRANCHEN ...begiver sig ud i en snak med Thomas Skov omkring hans måde at lave journalistik på. Der er også opstået en nye form for kommunalvalgsdækning, som skal nå unge, og så har to journalister givet deres syn på, hvordan vi journalister vinder troværdigheden tilbage. Og husk at bestille plads til månedens Nyhedssafari!

Få dit journalistisk fix på side 3-6.

FOKUSSET ...er i denne måned rettet direkte mod fake news. Den bedste artikelleder fra Mediacamp har fået en plads, hvor frygten for fake news er meget lille. Erkan Özden giver også sit bud på, hvordan fake news florerer i den journalistiske verden.

Tag et kig på side 7-8.

STUDIET

...fokuserer lidt på vigtigheden af studiejobs i vores allesammens uddannelsesproces. Og så har Center for Journalistik nu i to år kørt en obligatorisk Studiestartsprøve, hvor de nystartende journalister har svaret på en række spørgsmål. Men hvad viser disse spørgsmål os?

Smid øjnene mod side 9-11

DEBATTEN ...har fået lidt meninger ind omkring #MeToo-kampagnen, der har givet ‘silenced’ kvinder et godt kampråb. Og du har nok hørt kritikken havle ned over Jonathan Spang den seneste stykke tid efter lidt sjove spørgsmål til et pressemøde. Men har kritikken været berettiget?

Deltag i diskussionen på side 12-13.

SATIREN

...går af lidt.. specielle veje i denne omgang. Sektionen bringer historien om Franz Flüntstein og hans innovative idéer, såsom syfil-isen og svasti-kager. Og så er der konspirationshistorier direkte fra helvede.

Lad latteren få frit løb på side 14.

NICHEN ...ser lidt på Esportens frembrusen i nyere tid. Med computerspils nyerhvervede titel som sport står gamerne overfor en masse fordomme og manglende accept fra omverdenen.

Se, hvad det handler om, på side 15.

.

BLIKFANGET ...tager dig med i trykken hos Jysk Fynske Medier. Hvordan bliver en avis som Lixen eller andre dagblade til? Fotoredaktøren har været i marken.

Oh, og husk, at der er en fotokonkurrence i november-måned! Følg med på Lixens facebook-side og vind en fed præmie.

Send blikket mod bagsiden.

...god læsning!

LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M

www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os på Infomedia

Tryk: Skive Folkeblad Oplag: 500 eksemplarer

Lixen er de journaliststuderendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen er af de studerende, for de studerende og for journalistikken.

Alexander Berg Jensen Chefredaktør

Mikkel Hamann Jensen Ansv. chefreaktør

Julie Dorthea Bøge STUDIET-redaktør

Mathias Oldager DEBATTEN-redaktør

Karen Klærke BRANCHEN-redaktør

Karoline Lunddal Dam DEBATTEN-redaktør

Olav Fonager Webredaktør

Johan Ørskov PODCASTEN-redaktør

Simon Taarnskov Aabech BRANCHEN-redaktør

Julie Almann Larsen FOKUSSET-redaktør

Marie Louise Forival Andersen FOKUSSET-redaktør

Emilie Philip Kruuse Foxil Fotoredaktør

Simon Mølgaard JOURNALIXEN-redaktør

Bækas Seref SATIREN-redaktør

David Skaanning SATIREN-redaktør

Simon Kristian Holt NICHEN-redaktør

Caroline Rødgaard Bjelke Illustrator

Tobias Schiøler JOURNALIXEN-redaktør

BRANCHEN

LX

3

Thomas Skov gør alt det, de andre ikke tør at gøre »Man kan lige pludselig blive en sur gammel mand, så det er godt at have noget sjovt at se tilbage på,« griner Thomas.

Skov på alle platforme Men Thomas arbejder ikke længere blot i journalistikbranchen. Han er blevet en bastant del af journalistikbranchen. Et navn der kan findes på Snapchat, Facebook, Instagram og på sit eget domæne. »Det er fascinerende at have kontakt til så mange mennesker gennem medierne,« mener Thomas.

Han bruger de sociale medier som en ventil til de idéer, der ikke er gode eller store nok til at blive til et tv-program, og især sin blog lægger Thomas tid i. »Jeg drømte engang om at skrive lange formater, så det er fedt at få skrivningen holdt ved lige.« Og interessen i at læse andre blogs er lige så stor, hvis det, han læser, har indhold. »Jeg er ligeglad med, hvad alle mulige unge kvinder har fået til morgenmad, og hvordan det så ud, men hvis der er nogle, der kan skrive om en sjov oplevelse på en interessant måde eller om noget, jeg ikke havde set komme, så synes jeg, blogs er et fedt medie.« Thomas’ sociale medier er præget af dagligdagens historier. Og selvom han, ligesom alle Thomas Skov færdiggjorde aldrig sin professionsbachelor fra Journalisthøjskolen i Århus. Foto: Peter Nørby. andre, helst lægger de gode og spændende ting op, er han også opmærksom på ikke at Efter praktikperioden vendte Thomas ikke Han kalder sig selv under- Thomas skrev under på en praktikaftale med portrættere sig selv som en udelukkende tilbage til de sidste semestre.

Han blev tilbudt holdningsjournalist og vil P3, turde han komme med én bestemt fore‘livet-kører-for-mig’at følge med Anders Lund helst ikke sige nej til noget, spørgsel. mand.

Madsen over på Det Nye »Hvis det overhovedet er muligt, vil jeg rigder virker bare den mindste Man kan lige pludselig »Jeg er meget beTalkshow.

Sådan et tilbud smule sjovt. Mød manden, tig gerne med på Skanderborg Festival.« blive en sur gammel mand, vidst om, at jeg ikke siger man ikke nej til, men Det ønske gjorde, at P3 rykkede Thomas hvis karriere begyndte, fordi så det er godt at have noget skal få mit liv til at se hvordan kan man få sig han gerne ville med på Skan- fra et aktualitetsprogram med Tony Scott til sjovt at se tilbage på. meget anderledes ud, selv til at sige nej til udsatireprogrammet med to gange Anders lige derborg Festival. end det er,« fortæller dannelse? inden praktikstart.

Thomas og fortsætter: »Det håber jeg alle er, »Det eneste jeg skulle bruge det stykke paOg mødet med Anders Lund Madsen var en for det er sgu et ansvar ikke at lægge alt mulig pir (bacheloren red.) til, det var at få et job,« drøm, der gik i opfyldelse. bullshit ud på nettet.« fortæller Thomas om beslutningen. »Jeg har altid set meget op til ham, så det »Jeg tænkte, at om 20 år kan jeg ikke bruge var jo helt vildt pludselig at arbejde sammen Af Karoline Lunddal Dam ’Jeg har sagt mit job op’… en uddannelse fra 00’erne til noget som helst. med ham.« ...var rubrikken på et indlæg Thomas for nyligt Der kan jeg bruge min sult og min nysgerriHan udfordrede unge Thomas på den helt eg vil altid hellere sige ja, end jeg vil delte på sin blog. DR er nu fortid, i hvert fald ghed, og det er ikke noget, de kunne lære mig rigtige måde. Historien om at stikke af fra den sige nej.«Det har været Thomas Skovs som fuldtidsansat. Siden praktikperioden i Aarhus eller Odense.« daværende statsminister var på Lund Madsguideline siden mødet med det journalistiske blev erstattet med en ansættelseskontrakt, er ens opfordring. underholdningsformat i 2008, hvor han blev det danske nyhedsimperium »blevet lidt af en Underholdning med 110 km/t »Jeg var ude at løbe med Anders Fogh Raspraktikant på P3-programmet De Sorte Spesovepude,« fortæller Thomas.

Og sulten efter at underholde og nysgerrigmussen, mens jeg var igennem på De Sorte jdere med Anders Breinholt og Anders Lund Men opsigelsen betyder ikke, at Thomas heden til at udvide sin horisont er det, der ligSpejdere. Så får jeg at Madsen. skal sove længere om morgenen, han har nok ger bag Thomas’ utallige projekter.

Han kan vide, at jeg skal stille et Man dør ikke af at spørgsmål og så stikke blandt mange titler skrive tv-vært, radiovært, projekter i sigte: ’Hvad så nu?’-showet med Thomas tør alt det, man drille eller gøre det, de Geo, foredragene, de sociale medier og bogaf. Det var så grænse- realitydeltager og foredragsholder på CV’et. ikke dør af andre ikke gør. projekter. »Formålet med, alt jeg gør, er at underoverskridende, men Og ja’et har fået ja-sigeren ud »Det er sådan noget, der er fedt at få lov at holde,« fortæller Thomas. »Hvis jeg bliver også så fedt, fordi jeg på kanten af boksen utallige pusle om,« siger Thomas fornøjet. »Nu får jeg spurgt om noget, der bare lyder en lille smule fandt ud af, at der ikke gange: Han lænker sig fast til Den lille Havmere råderum over min tid, og jeg kan selv sjovt, er jeg tilbøjelig til at sige ja.« sker noget ved at gøre noget andet.« frue, stikker af fra den nu tidligere statsmibestemme, hvilke projekter jeg skal kaste mig Heraf kommer deltagelsen i 5. gear og Han husker sætningen fra praktikperioden: nister, og han fortæller Lisa Lents, at hun gør over.« produktionen af sine egne tv-programmer »Man dør ikke af at drille eller gøre det, de ham våd via et skilt under Vild med Dans.

Og Thomas har et specielt projekt, han Thomas Skovs bilprogram og Thomas Skovs andre ikke gør.« Men hvordan i alverden tør han det? Svaret gerne vil kaste sig over i fremtiden: sportsprogram. er ret simpelt: »Jeg vil sgu gerne lave noget mere med Men hvor kommer journalistikken ind Nysgerrigheden er ikke et resultat af »Vil jeg gerne se andre gøre det? Hvis svanogle helt almindelige mennesker i Jylland. i underholdningsbacheloren ret er ja, så tænker jeg, at jeg godt selv kan Dem er der mange af, men ikke så mange i journalistikken?

Danmarks Radio og den udgøre det,« fortæller Thomas. For uanset hvad Hvis jeg bliver spurgt fjernsynet,« afrunder Thomas, inden han »Den ligger inde fordrende guideline formede skal man huske, »at det er de færreste ting, om noget, der bare lyder slutter af med et: bag ved det hele.

Thomas som underholdningsman dør af i journalistikken.« en lille smule sjovt, er jeg »Du ringer bare.« Evnen til at tale journalist, for »man er vel det, tilbøjelig til at sige ja. med folk. Men man laver.« Journalist, også De Sorte Spejdere kastede ham ud på jeg sidder ikke og selvom han aldrig færdiggjorde dybt vand skriver en vinkel ned på et papir.« sin bachelor på Danmarks Medie- og JourAt turde var også det, der i sidste ende fik Og hvorfor overhovedet underholdning? nalisthøjskole.

Thomas med på De Sorte Spejdere. Efter

”

»J

”

”

4 BRANCHEN

NOVEMBER

Ny ungejournalistik skal få unge til at STEM’ Et af de største danske mediesamarbejder nogensinde går til kommunalvalgskamp bevæbnet med T-shirts, tourbus, roadshows, komikervalgdebatter og konkurrencer via snapchat.

Altsammen for at kæmpe for ét bestemt mål. De skal få 80 procent af Fyns unge til at sætte et kryds på et vigtigt stykke papir den 21. november.

Af Mikkel Hamann Jensen

H

enad de granitgrå stengulve træder to personer frem, og med søgende blikke nærstuderer de området. De ser på fyldte frugtstande, knaldrøde cafésofaer og arabiske gestikulationer foran stedets mange butikker. Men deres øjne spejder efter noget helt bestemt her på Vollsmose Torv. Noget meget specifikt. De er på jagt efter stemmer. »Skal I noget den 21. november? « spørger de en gruppe af ældre drenge, der passerer dem. »Nåh ikke? Har vi ikke en date, så?« Malte Jørstad og Sine Skott er en del af STEM’RNE. Bevæbnet med sorte T-shirts, en håndfuld gummiarmbånd og STEM’RNE-postkort med snapchat-scannekoder er de i dag taget i felten for at fortælle om det snartliggende kommunalvalg og vigtigheden af samme. Men det er kun en lille del af det nye, store medieprojekt, der skal højne valgprocenten blandt unge og få dem til at engagere sig i det lokalpolitiske. »Det er en hel ny måde at arbejde journalistisk på. En ungeredaktion, der arbejder på at formulere stof til unge,« siger Sine.

Største mediesamarbejde til dato Men for at finde ud af, hvad STEM’RNE helt præcist er for noget, spoler vi tiden tilbage til det tidlige forår i 2017. Her gik flere mediechefer på Fyn sammen om et bestemt problem.

Til tidligere kommunalvalg stemte alt for få unge. I hvert fald sammenlignet med ældre generationer. »På den måde sker der en skævvridning i demokratiet, hvor de sager, de unge går op i, ikke bliver sat på den lokalpolitiske dagsorden. Det satte medierne sig for at ændre,« lyder det fra Sine Skott.

Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis, TV2

/Fyn, DR Fyn, TV 2 og DR var de medier, der nu skulle samarbejde om at få de unge til stemmeboksene, og i slutningen af foråret startede de med at opbygge ungeredaktionen.

I september begyndte redaktionen så på arbejdet frem mod valgdækningen - med deres én målsætning: 80 procent af unge på Fyn skal stemme ved kommunalvalget 2017. Og det skal STEM’RNE-redaktionens mix af 12 journalister, grafikere, fotografer og praktikanter sørge for. »Det er første gang, at så mange medier er gået sammen om et bestemt mål. Vi er også en enormt ung redaktion med en gennemsnitsalder på omkring 26 år. Samtidig tror vi ikke, at der er nogle normale hoveder i teamet. Alle har vi nogle skøre og sjove idéer, og det fungerer bare godt,« fortæller de to STEM’R. Roadshow i tourbus og snap-streaks?

I dag lever nogle af disse idéer i deres mange events, arrangementer og på deres sociale medier. For STEM’RNE gør meget ud af, at det skal være anderledes dækning.

De kører blandt andet rundt i en tourbus med et roadshow, hvor de besøger Fyns uddannelsessteder og skaber opmærksomhed omkring kommunalvalget. En idé, som Malte Jørstad fandt på. De har allerede været på Ærø, Langeland, Nordfyn og i ODEONs nye sale, hvor der er blevet afholdt valgdebatter mellem komikere og politikere, confession-bokse og mange flere tiltag.

De sociale medier gør de også meget ud af.

STEM’RNE fylder deres facebookside med et inferno af farverige billeder og videoer krydret med et ungt sprog og en masse humor.

En mor, der rapper. Sjove voxpops i de fynske

Redaktør Sine Skott er ligesom alle de unge - en af STEM’RNE. Foto: Louise Koustrup. gader. Og ’memes’. »Det er sådan, man når de unge i dag. De vil ikke se flow-tv eller høre radio, men de er på sociale medier. Og så skal det bare være sjovt,« siger Sine og tilføjer: »Selvfølgelig er vi opmærksomme på, at det nogle gange kan blive lidt for hipt. Lidt for ungt. Den di-

De har det sjovt på den unge redaktion, hvor gennemsnitsalderen er på lidt over 26 år. Her er de fanget midt i en selfie.

Foto: Jakob Havmøller.

skussion har vi på redaktionen næsten hver eneste dag, men vi vil gerne nå så mange som muligt.« Snapchat er noget, STEM’RNE bruger med stor succes - og med en ny tilgang til appen.

Mange medier bruger snapchat til at vise, hvad der sker i kulissen på en redaktion i en slags bag-om-fortælling. Men hos STEM’RNE benytter de det gulomkransede spøgelse til at komme endnu tættere på deres målgruppe. »Vi afholder konkurrencer båret via snapstreaks. Hver dag udsender vi et spørgsmål omkring et eller andet lokalpolitisk emne, såsom hvad busser koster på Ærø, og så gælder det for dem om at svare. Vi svarer dem så igen, og på den måde chatter vi med de unge. Så tæt et forhold har jeg som journalist aldrig haft til min målgruppe, men det er faktisk ret fedt,« fortæller Sine.

Et brud med traditionel journalistik STEM’RNE håber på, at den nære kontakt til de unge netop er dét, der skal få dem til at spærre øjnene op for kommunalvalget og sat valgdeltagelsen op på 80 procent. Det er også derfor, Sine Skott og Malte Jørstad befinder sig ude i Vollsmose-delen af Odense i dag. »Vi møder de unge, hvor de er. Vi prioriterer at snakke med dem bagefter vores arrangementer. De er ikke vant til at blive lyttet til, men det prøver vi altid på. Og så bliver de interesseret i, hvad vi har at fortælle om kommunalvalg også,« smiler Sine, idet hun kommer i tanke om et eksempel fra deres tur

BRANCHEN

LX til Ærø: »En ung kvinde fortalte mig, at hun havde haft den bedste skoledag nogensinde, da vi besøgte hendes uddannelsessted. Før det havde hun ikke vidst, om hun egentlig ville stemme, og nu overvejede hun pludselig at stille op. Hun havde fået en fornemmelse af, hvor vigtigt kommunalvalget er. Også for unge. Og det er dét, som vores dækning kan.« Dækningen fortsætter helt frem til den 21. november. På valgdagen regner redaktionen endda med at køre rundt til områder som Vollsmose, Bolbro og til nordfynske kommuner, hvor valgdeltagelsen historisk set har været lav, især blandt unge. Med deres tourbus vil de så så fragte borgerne direkte hen til stemmeurnerne.

Men er det virkelig de fynske mediers opgave at sørge for, at stemmeprocenten blandt unge kommer op på de målsatte 80 procent?

Og endda at gøre det på så konstruktiv og direkte en måde, som STEM’RNE gør det? »Medierne og vi journalister har jo om nogen det største ansvar for demokratiet. Et kommunalsamfund, hvor de unge er meget lidt repræsenteret politisk, er jo ikke det ideelle demokrati.

Derfor gør vi vores for at give dem et valg, oplysning og en masse selvtillid, så de tør bruge deres stemme,« fortæller Sine, inden hende og Malte deler de sidste T-shirts ud. »Det kan godt være, vi bryder med de traditionelle regler for journalistikken, men vi synes, det er en vigtig sag. Vi fortæller ikke unge, hvad de bør stemme på. Vi prøver bare at få dem til at stemme.« Malte og Sine passerer et par valgplakater på vej mod Vollsmose Torvs store glasudgang. Rundt omkring på bænke og borde ligger STEM’RNE-armbånd og postkort, som de for lidt over en time siden ankom til stedet med. Men nu må de videre. Arbejdsdagen er ikke slut endnu, for turen fortsætter videre mod Kold College.

Flere T-shirts skal de uddele til en snak om kommunalvalg, og de kommende dage byder på flere roadshows i det fynske og beskedudvekslinger på snapchat. For det er ikke alle unge, der ved, at de har en vigtig demokratisk date den 21. november. Det er ikke alle unge, der ved, at de er en del af STEM’RNE.

5

Malte Jørstad (i rød T-shirt) i gang med at udføre et af sine mange roadshows.

På mikrofonen står der ‘Meget mindre bla bla bla’. Foto: Louise Koustrup.

Nyhedssafari

Oktober måned var som altid travl for alverdens medier. Branchen tager dig igennem de vigtigste nyheder og holder dig opdateret her i vores nyhedssafari.

Af Simon Taarnskov Aabech Rettelse denne udgave vil vi gerne starte med at give os selv et rap over nallerne. I sidste udgave af Nyhedssafarien fik Karen Klærke skøjtet rundt i begreberne mediestøtte og licens, da hun skrev, at Zetland er et licensfinansieret medie. Det er forkert. Zetland er fuldblods-privatfinansieret på nær 4. mio. kroner, som de modtager over to år fra Innovationspuljen.

ideo Rune Michelsen og Center for Journalistiks egen lektor, Ralf Andersson, undersøgt.

Med deres undersøgelse kan de konkludere, at web-tv er i vækst. I undersøgelsen har de to herrer registreret 379 indslag fra ti forskellige medier. Resultatet viser blandt andet, at sport og underholdning er emnet for de fleste videoer, og at videoer med tekst er dem der fylder mest.

I

Hvor langt må man gå?

Politisk satire har altid været en svær størrelse. Hvor langt må man gå for at gøre grin med det politiske system? I oktober blussede debatten op igen. Komikeren Jonathan Spang brugte 40 sekunder af spørgetiden på 15 minutter til pressemødet, der annoncerede Anne Mee Allerslevs aftrædelse som radikal borgmester i København. Her spurgte han, om Allerslev bedst kunne lidt Game of Thrones eller Sex and the City, hvilket var en reference til Allerslevs egen Facebook-promoveringsvideo. Spang blev efterfølgende kritiseret af flere journalister samt kulturministeren Mette Bock. Flere komikere og journalister forsvarede efterfølgende Spang.

Sagen understreger, hvor delte meninger der er til politisk satire.

Ny festival Podcast er her, der og alle vegne. Og nu kommer Danmarks første podcast-festival også. Det foregår den 19-20 november i Skuespilhuset i København. Programmer såsom ”Anders & Anders”, ”Politikens Poptillæg”, ”Han Duo” og mange flere lægger vejen forbi. Der vil desuden være workshops og

Radio24syvs fremtid I forbindelse med radiokanalens seksårs fødselsdag, skrev chefredaktør Jørgen Ramskov en kronik. Her delte han flere overvejelser om, hvad der skal ske med kanalen i de kommende år. En af forslagene var, at 24syv muligvis kan overtage P3, da de mener, at de kan appellere bedre til de unge. Kronikken kommer i forbindelse med, at den nuværende sendetilladelse ender i oktober 2019, hvor der herefter vil være udbud af radiokanalerne.

Illustration: Caroline Bjelke

mulighed for at tale med podcastproducenterne, så man selv kan lære en ting eller to.

Ny pris uddelt Torsdag den 26. oktober blev Global Constructive Journalism Award afholdt for første gang i Aarhus. Her vandt Sveriges Radios nyhedsredaktion, Egot, årets pris. Det sker på baggrund af deres projekt ”Ti millioner”.

Forud for Rigsdagsvalget 2018 har journalister fra Egot talt med almindelige svenske borgere om deres politiske fokuspunkter

fremfor at tale med politikererne. Egot udtaler selv om deres projekt: ”De mennesker, du hører her, har vi mødt uden agenda på steder, hvor vores nysgerrighed har taget os hen med udgangspunkt i deres egne spørgsmål. Nogle af de mest engagerende emner tager vi med til eksperter og magthavere for at løfte spørgsmålene og søge svar.”

Web-tv er i vækst Online-videoer fylder mere og mere hos de danske medier. Dette har partner i WeLoveV-

Ny formand for Cavlingkomiteen Kaare Sørensen er blevet valgt som ny formand for Cavlingkomiteen, der uddeler Danmarks største journalistiske pris.

Han overtager posten fra Ida Ebbensgaard, der trak sig. Til dagligt er Sørensen udviklingsredaktør for sociale medier på TV2.

6 BRANCHEN

NOVEMBER

Poul Smidt: »Hele fagets troværdighed står og falder med, at vi ved, hvad vi skriver om« Journalister kan blive mere troværdige, hvis de tilegner sig en høj faglig viden, mener journalisterne Poul Smidt og Lisbeth Knudsen.

Af Louise Olifent

J

ournalister mangler troværdighed hos danskerne. En analyse fra kommunikationsvirksomheden Radius viser, at journalisterne befinder sig i bunden af listen over faggrupper, når danskerne skal vurdere, hvor troværdige de er.

Danskerne mener især, at journalister er dårlige til at indrømme deres fejl, når de har truffet en forkert beslutning, men også, at det journalistiske håndværk ikke er så vigtigt for samfundet.

Ifølge dansk journalist og jurist Poul Smidt er journalistikken en essentiel del af at opretholde det danske demokrati. »En troværdig presse er den simple forudsætning for, at et demokrati og folkestyre fungerer. Journalister bidrager til demokratiet ved at fortælle om, hvad der foregår, hvad der burde foregå, og som en gang imellem kigger magthaverne efter i sømmene,« fortæller Poul Smidt.

Det er en forudsætning for at opretholde det

Illustration: Caroline Bjelke.

ordvalg afsløre en naivitet hos journalisten. »At være i stand til at skelne mellem det rigtige og det forkerte er vejen til troværdig journalistik,« fortæller han.

Den gode samtalepartner At journalister tilegner sig en høj grad af specialviden inden for et bestemt emne, gavner ikke kun samfundet, men også journalisten selv, mener Poul Smidt. Det er vigtigt for journalister at gøre sig selv til interessante samtalepartnere. Kilder vil helst tale med journalister, der har en bestemt indsigt i kildernes fagområde, har han erfaret efter mange år i At være i stand til at skelne branchen. mellem det rigtige og det for- »Den kreds af kerte er vejen til troværdig jour- kilder, jeg havde i nalistik. det journalistiske miljø, de vidste, at danske demokrati, at journalister opretholdjeg havde en juridisk uder deres troværdighed, og det kan blandt andannelse, så det var nemdet gøres ved at stræbe efter en høj grad af mere at få dem til at tage faglighed. telefonen, når jeg ringede Lisbeth Knudsen, der er erhvervsjournaldem op, end det var for noist, direktør og chefredaktør for den danske gle af mine andre kollegaer. medievirksomhed Mandag Morgen, skelner De vidste, at jeg havde lettere mellem to former for faglighed, som journalved at forstå, hvad de talte om,« ister bør stræbe efter at besidde: den jourfortæller han. nalistiske formidlingsfaglighed, håndværket I samarbejdet med andre journalog områdefagligheden, som er en indsigt i et ister er det også en fordel at have en bestemt stofområde. specialviden. De gensidige forståelser og »Det er vores opgave at have en høj grad af småsnakken mellem journalister kan give faglighed. Der er en stigende efterspørgsel på journalisten størst udbytte ved selv at have at kunne kombinere formidlingsfagligheden noget at byde ind med. Det kan siges at være med en faglig indsigt i et bestemt område,« en form for byttehandel af analyser og kildefortæller Lisbeth Knudsen. brug,« fortæller Poul Smidt.

Poul Smidt mener, at egenskaben hos journalister også er at kunne træffe beslutninger Journalistuddannelserne er blevet beved at have en faglig indsigt i stedet for at dre bruge sine følelser eller fornemmelse.

De danske journalistuddannelser har skabt »God journalistik står som et modstykke til mange dygtige journalister, og det bliver de følelsesorienterede skriverier. Fagets troværved med ifølge Lisbeth Knudsen. dighed står og falder med, at man ved, hvad »Jeg synes, at de tre uddannelser leverer det er, at man en rigtig stor forskriver om, og midlingsfaglighed.

God journalistik står som et Man får afprøvet at man ikke hver dag anfægtes på modstykke til følelsesorienterede rigtig mange kategrund af fejl og skriverier. Fagets troværdighed gorier af journalismangler i sine står og falder med, at man ved, tikken.« journalistiske hvad det er, man skriver om.

Der er endda sket produkter,« en forbedring, sifortæller han. den hun selv blev uddannet fra journalisthøSelv småfejl kan svække tilliden hos danjskolen i 1975, tilføjer hun. Hun mener, at skerne. Hvis journalisten ikke har helt styr der i dag bliver skabt større indsigt i at bruge på, hvad de skriver om, kan selv et forkert forskellige medieplatforme til forskellige typ-

“

“

s a m fundsi n s t i tutioner fungerer,« fortæller Lisbeth Knudsen.

Hun mener, at journalistuddannelserne på nogle vidensområder bliver nødt til at forudsætte, at de studerende allerede har en bestemt er af formidgrundviden, før de begynder på udling.

Selvom dannelsen. De kommer til at snuse til node studerende vil tilegne s i g gle forskellige emner og har mulighed for journalistiske håndværkskundskaber på udat få en dybere specialiseret viden, når de dannelserne, erkender Lisbeth Knudsen, at skal i praktik. Derudover må de studerdet kan være problematisk at sikre, at de får ende selv gøre en indsats for at tilegne sig tilegnet sig noget faglig viden inden for relespecialviden. vante stofområder. »Det kræver, at man virkelig 100 pro»På den cent interesserer korte tid vi Det kræver, at man virkelig 100 sig for stofområhar de studerprocent interesserer sig for stof- det, at man invesende på jourområdet, at man investerer sig selv terer sig selv og nalistuddanog en masse tid på at blive klogere. en masse tid på at nelserne, er blive klogere på et det usikkert, stofområde, og at man følger med udover om vi kan nå at give dem en faglighed, som det sædvanlige,« fortæller hun. handler om indsigt i bestemte områder. DerJournalister bør gøre en aktiv indsats udover kan vi simpelthen ikke nå at give dem for at blive klogere – både for branchens en grundviden om, hvordan for eksempel skyld, men også for deres egen.

“

LX

FOKUSSET

7

Hvorfor er FOKUSSET på fake news?

I

denne måned har vi på Fokusset valgt at sætte fokus på fake news. Og hvorfor har vi valgt lige præcis det emne?

Først og fremmest er det et emne, som nærmest er eksploderet i den offentlige debat og i medierne siden 2016. Det er noget, vi som kommende journalister er nødt til at tage stilling til.

Dernæst var der i den første uge i oktober

‘Mediacamp 2017’ i Odense, som i år satte fokus på fake news. Hvis du undrede dig over de lidt yngre ansigter, som indtog Medietorvet, så var det gymnasieelever fra en af de fem gymnasieklasser, som var med i konkurrencen.

Mediacampen er et samarbejde mellem Center for Journalistik, P4 Fyn, TV2/Fyn, Fyens Stiftstidende, Fyens Amtsavis og

gymnasier rundt omkring på Fyn. Formålet er, at gymnasieeleverne skal have et indblik i journalistikkens spændende, men også til tider hårde, verden. Under Mediacampen er klasserne ikke klasser men redaktioner, og eleverne er journalister, som skal producere journalistik - i år som sagt journalistik om fake news. Hver redaktion er tilknyttet en journaliststuderende fra SDU, som hjælper

med research og løbende giver feedback.

Når ugen er slut, kåres de bedste journalistiske produkter. Et af dem kan du læse hér. Lederen ‘Derfor skal du ikke bekymre dig om fake news’ vandt prisen for bedste leder. Den er skrevet af fire elever fra 2.m på Mulernes Legatskole.

Læs med herunder!

MiniLixen-Leder: Derfor skal du ikke bekymre dig om fake news Fake news’ indflydelse i Danmark er voldsomt overdrevet, og debatten om falske nyheder er unødigt stor. Lovgivning eller andre indsatser imod misinformation kan være problematiske, når der er tvetydighed om sandheden, og man kan nemt forestille sig et scenarie, hvor balancen tipper, og også upopulære idéer censureres.

Af Anton Bertelsen, Daniel Jensen, Kubilay Koycu og Mina Amin fra 2.m, Mulernes Legatskole.

L

æserens evne til at skelne falsk fra sandt i nyhedsformidlingen er bedre, end det rapporteres. 21 af os på redaktionen tog DR’s test ‘Kan du spotte falske nyheder på Facebook?’, og den viste, at 14 af deltagerne kunne skelne 15 eller flere falske nyheder fra sande ud af i alt 20 nyheder. I vores øjne vidner dette om, at læsernes evne til at skelne falsk fra sandt er undervurderet.

Der er altså ikke behov for at bruge ressourcer på at bekæmpe ‘fake news’.

Yderligere kan det være farligt at gribe ind med lovgivning i et samfund, hvor der ofte er flere synsvinkler og tvetydighed om, hvad

sandheden er.

Man bør forholde sig skeptisk over for eventuel lovgivning omkring ‘fake news’.

Det er nemt at forestille sig en situation, hvor en sag politiseres, og ikke kun det åbenlyse forkerte censureres, men også en upopulær eller skæv politisk holdning. Vi så f.eks. dette, da EastStratCom, en EU-støttet institution, der faktatjekker og forsøger at bekæmpe ‘fake news’, politiserede i en sag om ukrainekonflikten. Noget, de også modtog meget kritik for.

Det er også relevant at nævne, at omfanget af udbredte falske nyheder i Danmark er begrænset, særligt sammenlignet med lande

ER DU LIXENS NYE CHEFREDAKTØR?

som USA. Vi skal være forsigtige; alternative idéer skal have lov til at florere, og det er sådan, samfundet udvikler sig. Når det er uklart, hvornår noget går fra at være upræcist til at være direkte falsk, skal vi ikke forhaste os.

Ved helt at fjerne ‘fake news’ fratager vi også individet et middel, hvorved kritisk sans og sund fornuft kan trænes og udvikles. Det er altid sundt at stille spørgsmålstegn og forholde sig kritisk.

Yderligere kan det fremsættes, at fake news er for meget i fokus, og det er negativ italesættelse, der er tale om. Den omfattende debat og italesættelse af misinformation i

nyhedsformidlingen betyder, at mindre fejl i artikler opblæses, og at ellers troværdige aviser m.v. kaldes Fake News, får et dårligt image og bliver set som utroværdige nyheder.

Derfor appellerer vi til, at vi skruer ned for den opblæste debat om ‘fake news’, hvis omfang, særligt i Danmark, er overdrevet.

DETTE ER IKKE FAKE NEWS - Lixen søger faktisk chefredaktører!

I starten af december bliver to nye chefredaktører for Lixen 2018 (01.01.201831.12.2018) udnævnt ved kampvalg. Alle journaliststuderende på 1. semester – både bachelor og cand. mag. - har mulighed for at stille op ved at sende en ansøgning sammen med en medstuderende til alexanderberg17@gmail.com og mikkelhamann@hotmail.com senest mandag den 27. november. Men hvad indebærer rollen som chefredaktør? Få svaret her.

Form avisen som du vil

Skal indholdet kun handle om medieverdenen? Skal der fokuseres mere på web-tv?

Skal Lixen udkomme hver uge eller hvert halve år? Mere debat? Være et magasin?

Der findes utallige muligheder for at ændre og forme Lixen lige, som du, din medchefredaktør og dine sektionsredaktører vil. Kun fantasien sætter grænser. Din rolle bliver således at føre en vision og mision ud i livet via en veletableret platform. Lixen har nemlig et oplag på 600 eksemplarer og over 1000 likes på Facebook. Det ikke så ringe endda.

Ansvar og eksklusiv erfaring

Med muligheder følger ansvar. For som chefredaktør står du med det øverste ansvar. Hvis noget går galt, får du et rap over fingrene – og hvis alt går godt, får du skulderklap og anerkendende ros. Netop, fordi du har meget på spil som chefredaktør, lærer du utroligt meget inden for alle avisproduktionens roller.

SEND EN ANSØGNING SAMMEN MED EN MEDSTUDERENDE TIL alexanderberg17@gmail.com mikkelhamann@hotmail.com INDEN DEN 27. NOVEMBER UDNÆVNELSE SKER VED KAMPVALG

Du er tovholder på hver udgave. Du skal sørge for, at sektionsredaktørerne får skribenterne til at overholde deadlines og aflevere kvalitetsindhold. Du står for planglæningen. Du står for Lixens økonomi. Du står for kommunikationsstrategier og udførsel heraf. Som chefredaktør sætter man det sidste punktum.

Dette giver dig erfaring ift. foreningarbejde, strategi, intern og ekstern kommunikation, at målrette indhold efter en bestemt målgruppe, idéudvikling, at layoutte og meget mere.

8

NOVEMBER

FOKUSSET

Erkan Özden: Debatten om fake news i danske medier er ude af proportioner Erkan Özden mener, at debatten om fake news er blevet blæst op, fordi falske nyheder reelt ikke har inficeret de danske medier. Desuden synes han, at vi skal blive bedre til at skelne begreber som clickbait, propaganda og falske nyheder fra hinanden.

mudret diskussionen mere, end det har først det øjeblik, hvor folk ikke følger med i klargjort den, netop medierne længere men fordi begreberne i hans i stedet for fokuserer på Han mener, at hele øjne bliver blandet alt det andet, som ligger Af Julie Almann Larsen derude på nettet. Hvad debatten om fake news i sammen i en stor gør vi så? Det er faktisk virkeligheden har mudret masse, hvor han synes, et godt spørgsmål. Det diskussionen mere, end at man burde dele dem op, og fordi debatten aner jeg ikke.« i har sikkert alle set ham i 18.30’eren det har klargjort den har taget overhånd, i på DR1. Når han ikke som nyhedsvært forhold til hvor stort problemet reelt er.

Men er det ikke nemt for dig at sige som gør de danske dagligstuer klogere på verden, journalist på DR, at clickbait og falske beskæftiger Erkan Özden sig med fake news.

Vigtigt at skelne mellem begreber i nyheder ikke florerer i de danske medier?

Med ’I Sandhedens Tjeneste’ har han været debatten om fake news »Jo, det kan da sagtens være. Men så længe ude hos tusinder af skoleelever i hele landet Men hvis fake news ikke kan ses i de danske du stiller den type kritiske spørgsmål, så har for at gøre dem klogere på falske nyheder. Og medier, hvorfor er det så vigtigt at beskæftige du jo allerede en god løsning på problemet. på hvordan de kan være mere kildekritiske, sig med det?

Det handler jo bare om at forholde sig kritisk når de læser historier på internettet. »Jamen det ved jeg faktisk heller ikke, og bruge sin sunde fornuft.« Når man ligesom jeg havde marcheret ind om det er. Det gør det tricky. Er det vigtigt, Erkan Özden forklarer, at medierne måske i DR-byen for at tale med Erkan Özden om fordi vi taler om det? Eller er det vigtigt, selv har været for dårlige til at blande sig og fake news på den præmis, at falske nyheder fordi det er vigtigt? Det er hønen og ægget understrege, at debatten er en rød advarselslampe, i virkeligheden. Det er en diskussion, der er om fake news ikke har der blinker og blinker, og Jeg tror ikke, det er en noget med de danske opstået. Men det er ligesom om, at den her som alle frygter, men som diskussion om falske nyheder er fuldstændig ingen ved, hvad de skal tikkende bombe under medier at gøre. For der stille op med… mediebranchen lige nu. er stor forskel på, at folk forplumret, fordi den handler om alt mellem himmel og jord. Og det har været min absolut …så er det overraskende, Det bliver det først det kritiserer medierne for største mission: At adskille de her ting.« at vinkle dårligt eller for men også vigtig viden, at øjeblik, hvor folk ikke at være farvede i deres Og netop det at adskille tingene og skelne han synes, det er et emne, mellem begreberne i fake news-debatten som er blevet blæst op i følger med i medierne valg, i forhold til at folk er noget, Erkan Özden ikke kan slippe i kritiserer medierne for længere en unødvendig grad. interviewet. Han mener, at vi skal kunne at lave falske nyheder.

Interviewet tog derfor skelne mellem kategorier, såsom clickbait, Han mener, at hele drejninger til både højre og venstre. For hvis dårlig journalistik og historier, som er debatten om fake news i virkeligheden har fake news ikke præger de danske medier synderligt, eller de måske slet ikke eksisterer i de danske medier, som Erkan Özden mener, hvad er der så egentlig tilbage at være kritisk over for?

To problemstillinger optager ham meget i hans arbejde: Først at debatten om fake news er ude af proportioner, fordi det i virkeligheden slet ikke har ramt de store danske, etablerede mediehuse, som vi måske går og tror.

Og dernæst at vi skal blive bedre til at skelne begreberne fra hinanden.

Ifølge Erkan Özden bruger vi begrebet ’fake news’ om alt for meget inden for journalistik, som faktisk ikke er fake news. Og det er disse to problemstillinger, som denne artikel kommer til at handle om.

“

V

“

Debatten om fake news i de danske medier Debatten om fake news tog sit udgangspunkt i den amerikanske valgkamp i 2016. Som Erkan Özden fortæller, har emnet taget raketfart siden, men han mener stadig ikke, at falske nyheder har ramt de danske medier. »Jeg tror ikke, vi er inficeret af falske nyheder i de danske medier. Så vi skal heller ikke blæse det her problem op til noget, det ikke er. Jeg tror ikke, det er en tikkende bombe under mediebranchen lige nu. Det bliver det

Foto: Agnete Schlichtkrull, DR Presse.

forkert vinklet, og så egentlige fake news.

For som det er nu, dækker begrebet ’fake news’ det hele. Han betegner selv emnet som ’pisse besværligt’ og fortæller, at han har været til konferencer, hvor de har siddet og diskuteret, hvad fake news egentlig er.

Hvor nogle mener, at det også dækker over clickbait, mener Erkan Özden, at fake news i ordenes egentlig konkrete betydning dækker over nyheder, der er falske. »Selvom det er besværligt, så insisterer jeg på, at vi opdeler det. Der er ved gud forskel på en dårlig historie og propaganda fra et regime i verden.« Han forklarer, at det måske i virkeligheden er vores brug af begrebet ’fake news’, som har forvirret folk og gjort dem i tvivl. »Hvis man både tager informationer fra et medie, propaganda fra et regime og en masse clickbait og kalder det hele fake news, så kan jeg da godt forstå, at folk bliver i tvivl. Er alle medierne så bare falske? Det er lige præcis det, jeg opponerer imod.« På trods af at Erkan Özden mener, debatten om fake news i de danske, etablerede medier er blæst for meget op, så synes han stadig, at vi skal være opmærksomme på falske nyheder, misinformation og propaganda. Han ser mest problemet på internettet, hvor falske og sande nyheder ufiltreret svømmer rundt mellem hinanden. Og det er hér, det ifølge ham er vigtigt at være aldeles kildekritisk.

LX

NOVEMBER

9

Klumme

Hvor er min plads i rundkredsen?

Af Julie Dorthea Bøge en rammer lige i omegnen af solar plexus hver gang. Den knyttede næve, der har den intenderede effekt at slå sin modstander i dørken. Som når en tår af den skoldhede kaffe rammer svælget, og lammer tungens følesans.

En følelse som de fleste kaffe-narkomaner kan nikke genkendende til. Sagen er jo alt i alt, at jeg stadig ikke har fået et studiejob.

Ja bevares, jeg er jo kun i gang med mit 2. år på journaliststudiet, men det gør vel ikke næven mindre ondsindet af den grund?

“

Hvorfor er mange af mine medstuderende allerede blevet indlemmet i den indre kreds blandt mediemoguler, mens jeg stadig står udefra og betragter hele gildet? De har jo næsten en selvskreven praktikplads.

Næven trumfer Endnu et opslag på facebook minder mig om, at mine medstuderende er godt i gang med at etablere den sti, som skal føre dem mod de attraktive stillinger i mediebranchen.

Imens sidder jeg stiltiende og kigger på fra sidelinjen, mens de stryger til tops.

Den anden dag tog jeg mig selv i at være fuldkommen forbandet frustreret over dette manglende studiejob. Hvorfor er mange af mine medstuderende allerede

blevet indlemmet i den indre kreds blandt mediemoguler, mens jeg stadig står udefra og betragter hele gildet? De har jo næsten en selvskreven praktikplads. Om ikke andet et bemærkelsesværdigt cv i sidste ende.

Der kan være flere forklaringer på min opdigtede elendighed. Måske man skulle sætte sig ned og udfærdige en liste over de faktorer, der afholder én fra at gå skridtet videre? Er det monstro frygten for endnu et opkald efter endt jobsamtale med besked om at »…Du var uden tvivl yderst kompetent.

Du ville passe så godt ind, men du blev nr.

2.« Endnu engang overhalet indenom af én, som lige havde dét mere erfaring med blandt håndmadderne.

Eller er det en begrænsning, jeg sætter for mig selv på linje med Trumps mexicanske mur?

Så er der jo det indlysende faktum om, at man yderligere ikke ser sig selv, med al ære og respekt, som kasseassistent i Fakta eller som storsmilende medarbejder i Ikeas legeland. Man vil hellere være én af dem, som kan pynte cv’et. Vise at man trods alt har en smule erfaring inden for den branche, man skal begive sig ud i.

At blæse og have mel i munden Til en hvis grad er det mit eget ansvar og i og for sig selvforskyldt, at jeg ikke har et af de prestigebetonede studiejobs. Jeg har rig mulighed for at søge diverse stillinger, men noget afholder mig fra det. En usynlig barriere som på mærkværdigvis holder sin klamme hånd over mig.

Det er her begrebet tid kommer ind i

billedet. Tidsfaktoren som afgør, om man er hurtig nok ude af fjerene til at sikre sig den stilling, som så mange andre også gerne vil have fingrene i.

Men det er og bliver et evigt tilbagevendende ondt mareridt, når jeg gang på gang får stempelkaffen i det gale rør og ser, at endnu en studiekammerat har fået job på et af de velrenommerede steder.

Jeg har talrige gange forsøgt at berolige mig selv med tanken om, at de, som står i den begavede position at have et job på et af de store mediehuse, også selv må prioritere. Selv de studiekammerater, der på overfladen kun udstråler odiøst overskud, må ofte fravælge Fifa-aftenen med drengene eller ‘Den Store Bagedyst’-slabberas med veninderne.

“

Man vil så gerne være alle steder på én og samme tid, men jeg har efterhånden erfaret, efter talrige mislykkede forsøg, at det er direkte kropumuligt.

“

Tiden der klæber sig op ad én som nervøst velour. Tid til at udfylde rollen som den altid forstående veninde, den evigt overskudsmindede kæreste og den overdrevent flittige, informationshungrende journaliststuderende. Det sætter bestemt sine begrænsninger i forhold til at skulle prioritere tiden på at sende ansøgninger. Man vil så gerne være alle steder på én og samme tid, men jeg har efterhånden erfaret efter talrige mislykkede forsøg, at det er direkte kropumuligt. Glem det, darling.

Hvori ligger fornuften, når ens fritidsjob frarøver én tid fra forelæsninger og studierelaterede arbejdsopgaver?

Hvad med studiet?

En af de hyppigt tilbagevendende tanker er, hvordan man overhovedet skal kunne prioritere sit studie, hvis man samtidig skal passe et studierelateret job?

Jeg vil da nødig skulle nedprioritere mine forelæsninger, som nogle af mine studiekammerater en gang i mellem ser sig nødsaget til, grundet en vagt de ikke kan rykke. Forestil dig scenariet, hvor underviseren pligtskyldigt møder op for at undervise 1/3 af årgangens studerende. Hvori ligger fornuften, når ens fritidsjob frarøver én tid fra forelæsninger og studierelaterede arbejdsopgaver? Jeg må ærligt talt indrømme, at jeg ikke ser megen logik i at lægge ens arbejdsvagter så de kolliderer med studiet.

Selvmedlidenhed er selvpineri Jeg vil allernødigst lyde som den rene hykler eller selvmedlidende stodder, for er der noget i verden jeg gerne vil undgå, så er det at blive alt for patetisk. Derfor må jeg imødekomme fornuften og gentagne gange minde mig selv om, at det i sidste ende handler om at prioritere. Prioritér din tid – det er det evige mantra som har hængt over mig som et selvlysende neonskilt siden tidernes morgen.

Ansvaret ligger hos den enkelte Som studerende burde vi optimalt set være ansvarlige nok til selv at prioritere, hvordan vi bruger døgnets 24 timer. Problemet er dog, at mange af os ikke er i stand til det langt hen ad vejen.

Burde man indføre tankegangen om, at studiet bør vægtes højere end et fritidsjob?

Der er selvfølgelig en lang række forbehold i den henseende. Der skal blandt andet tages højde for de studerende, som kun kan få maskineriet til at køre rundt, hvis de har et job ved siden af studiet. Men det er ikke mit job at vurdere, hvad som er ret og vrang i den sammenhæng.

Måske vil løsningen for mig netop ligge i at begynde at ignorere facebook-opdateringerne fra mine medstuderende? Jeg kunne skrive rundt til de medier, hvor jeg er interesseret i at få foden indenfor. Stå inde for de prioriteringer jeg foretager. Èn ting er i hvert fald meget sikkert.

Jobansøgningerne skriver ikke sig selv.

Foto: Privat.

D

10 STUDIET

NOVEMBER

Syv ting Studiestartsprøven fortæller os om SDU’s journaliststuderende Hvor kommer vi journaliststuderende oprindeligt fra i det danske land? Arbejder ledelsen med kønskvoter i optagelsesprocessen? Hvilke medier tyer vi mest til, og hvad vil vi gerne arbejde med i fremtiden? I september blev den blot anden Studiestartsprøve for bachelorjournalister på Syddansk Universitet afholdt. Lad os se på, hvad de to ’tests’ kan vise os - om os selv!

Af Mikkel Hamann Jensen

S

nakken går her på journaliststudiet i Odense. Og det gør den lige fra dag ét.

Optagelsesprocessens nåleøje er nået, og en ny årgang af journaliststuderende ser Medietorvets lys. Så må vi i gang. Finde ud af, hvilke typer vi går sammen med. Vi har alle vores fordomme om journaliststudiet, hvor vi møder unge, højskole-frakommende Twitter-entusiaster, der nu skal vælte regeringer.

Men hvilke mønstre tegner der sig egentlig blandt de nystartede journaliststuderende?

Studiestartsprøven blev for første gang taget i brug i 2016. Formålet med den er ganske klart. »Studiestartsprøven skal vise, om du reelt er startet på uddannelsen,« står det på Syddansk Universitets hjemmeside. »…du har kun 2 forsøg til at bestå prøven. Hvis du ikke består studiestartsprøven, vil du blive udmeldt af uddannelsen.« 100 bachelorer blev optaget i år, 99 mødte op til prøven. I 2016 blev 97 optaget, mens 95 mødte op til prøven dét år. Så prøven sorterede fra og tjente sit formål, men spørgsmålene og de dertilhørende svar tjener også et interessant formål. To tests. Lad os se, hvad de fortæller os.

1 Odense er en blandet by- og landhandel af journaliststuderende Vælger studerende uddannelse efter, hvad der ligger tættest på? Måske. Selvom landets store øer og halvøer er bredt repræsenteret, så ser det ud til, at de sjællandske regioner sender mange kommende journalister mod Odense.

47 procent kommer fra djævleøen og de omkringliggende øer, mens regionen tættest på universitetet, Region Syddanmark, er repræsenteret med 29 procent. Under en fjerdedel af de journaliststuderende til 2017’s Studiestartsprøve kom fra det mørke midteller nordjyske, hvor specielt Region Nordjylland er meget lidt repræsenteret med sine 2 procent.

2 Det kimer mod kønskvoter Medierne er glade for kønsdebatten, så har Center for Journalistiks ledelse og undervisere haft ligestilling in mente, når de kører optagelsesprøver og -samtaler? Det kunne faktisk godt tyde lidt på det.

I begge prøver ligger kønsfordelingen forbavsende ligeligt fordelt. I 2016 var 50,5 procent mænd og 49,5 kvinder af de nystartede journaliststuderende, og i år var der 47,5 procent kvinder og 52,5 mænd. Er der virkelig kønskvoter involveret i optagelsen af os journaliststuderende? »Kønskvoter er ikke noget, vi arbejder med i optagelsesprocessen. Optagelsesprøven er anonym, og til samtalerne er vi, der vurderer ansøgerne, delt ud på individuelle hold,« fortæller Morten Skovsgaard, der er lektor og uddannelsesansvarlig på Center for Journalistik. »Men det er da kun fantastisk, at kønnene er så ligeligt fordelt.« 3 Journaliststuderende bliver yngre og yngre – eller hvad?

Medierne har i flere år skrevet om, at journalister er yngre og yngre, når de bliver færdiguddannet. »Ser man på den generelle udvikling, tror jeg, at politikerne er lykkedes med at få unge til at tage deres uddannelser tidligere. Også på journalistik må dette være gældende over de seneste mange år,« siger Morten Skovsgaard.

Lixen har siden 2010 lavet undersøgelser omkring de journaliststuderendes aldre ved studiestart, hvor det har svinget frem og tilbage. Den ældste årgang har siden 2010 faktisk været 2016-årgangen med en gennemsnitsalder på 22,46 år. Det tætteste på dette var for syv år siden, hvor gennemsnitsalderen for startende studerende var på 22,4, men Studiestartsprøven fra 2017 viser et fald i gennemsnitsalderen til 21,88 år.

Så bliver journaliststuderende yngre og yngre? Ikke ud fra tallene. Men det kan de kommende års Studiestartsprøver sætte mere præcise numre på.

4 Det almene gymnasium og højskoler hitter til samtalen ..eller det hjælper i hvert fald meget. Fra årgang 2017 af journaliststuderende havde hele 84,8 procent gået på STX, mens 11,2 var fra HHX og 4,0 fra HF. Traditionen med, at journalister skal vide lidt om alting, stemmer altså overens med tallene. Men lad os kigge på tallene for journaliststuderende med højskolebaggrund: På årgang 2017 havde næsten halvdelen været på højskole for at få undervisning med særligt fokus på journalistik, inden de startede på studiet. Spiller højskolen virkelig så stor en rolle i at blive optaget? »Vi kan kun se ud fra det sam-

lede antal ansøgere, hvad succesraten for folk fra højskoler er. Men det er klart, at det hjælper ansøgere, hvis højskoler fokuserer på optagelsesprøven. Det er også en måde at vise til samtalen, hvor interesseret ansøgeren er i journalistik,« siger Morten Skovsgaard om emnet.

5 Vi vil gerne arbejde med udlandsnyheder og kultur De to årgange har generelt været interesseret i mange stofområder, da de startede på studiet. De helt store interessefelter er udlandsnyheder med 69,4-78,6 procent af de studerende, som meget gerne vil arbejde med

3) Udviklingen i gennemsnitsalderen for nystartede journalistbachelorer på Syddansk Universitet.

* Lixens egne undersøgelser fra tidligere år. ** 2013 mangler, og 2014 havde meget få svar på undersøgelsen.

5) og 6) Andel af de journaliststuderende, der er meget eller ekstremt interesseret i at arbejde med følgende stofområder.

De journaliststuderende, som gik i gang med uddannelsen i september 2017, var i gennemsnittet 21,88 år. Foto: Julie Dorthea Bøge.

LX

STUDIET

emnet senere i journalistlivet, og kultur med 65,2-68,4.

Den største forskel på de to årgange er stofområdet politik. Her var hele 69,7 procent af årgang 2016 meget interesseret i at lave politisk journalistik, men kun 41,4 syntes det samme hos årgang 2017.

mation, Studiestartsprøven viser os, et meget godt blik på, hvilken retning journalistikken kommer til at bevæge sig i de kommende år.

Næsten alle fra de to årgange får deres informationer og daglige nyheder fra Facebook og online nyhedssider. Radio og Tv er stadig populære, da cirka halvdelen bruger dem som hverdagsmedie, men den skrevne 6 ..men vi vil ikke arbejde med erhverv papirjournalistik halter gevaldigt bagefter. og videnskab Kun 10 procent læser aviser dagligt, ligesom Svære fagområder er det svært at formulkun lidt over 4 procent læser magasiner hver ere journalistik om. Økonomi og erhverv er i dag. Det kan også fortælle os, at vi har med hvert fald ikke en arbejdsmålsætning blandt studerende at gøre, der oftest ikke har råd til de startende journalistat købe avis hver dag, men studerende, hvor højest ikke desto mindre er lyd, Det er klart, at det hjælper an10 procent er meget inTv og især internettet de søgere, hvis højskoler fokuserer teresseret i stofområdstore nyhedsmedier, når på optagelsesprøven. Det er også et. Næstsidstepladsen de kommer til de startende en måde at vise til samtalen, hvor går til videnskaben, der journaliststuderende. interesseret ansøgeren er i jourheller ikke fanger unge Dog ikke Twitter. Det sonalistik. journaliststuderendes ciale medie er oftest kendt - Morten Skovsgaard. fremtidsopmærksomsom journalisternes legehed. plads, men kun begrænset Miljø og klima-, samt kriminalstof, er hos årgang 2016’s og 2017’s journalistskare. forskelligt vurderet mellem årgang 2016 og Over halvdelen får aldrig deres nyheder fra 2017, hvor der på årgang 2017 går nogle komTwitter, hvorimod 21 procent bruger det mende krimijournalister, og der på 2016-årdagligt til at få informationer. Så måske er gangen tvært imod er mere interesse omkring Twitter ved at få en deroute? klimaet.

Kommende årgange vil tegne tydelige7 Vi afspejler tidens medieforbrug, re mønstre men er ikke fan af Twitter Men ud fra to tests’ informationer er det Journalister, der følger med tiden? Hvem svært at konkludere på de givne mønstre. ville have set den komme?

Kun de næste års Studiestartsprøver vil On a serious note, så giver den sidste inforkunne slå fast, om de journaliststuderendes

“

drømmestofområder, uddannelsesbaggrund, kønslige fordeling og medieforbrug er, som dataene her viser, eller om vi på årgang 2016 og 2017 er særlige, hvad angår aldersgennemsnit eller geografisk oprindelse. »Men jeg synes, at der allerede nu tegner sig et godt og varieret billede af journalistuddannelsen her på Syddansk Universitet. Vi er glade for, at kønsbalancen er, som den er, og at folk kommer med forskellige baggrunde og interesser,« siger Morten Skovsgaard.

En sjov idé kunne være at køre samme undersøgelser flere gange i uddannelsessystemet med samme årgnage. Og på de andre uddannelser i form af de Cand.mag.- og Cand.

11

public.-studerende. Men det er ikke blevet sat i verden – endnu. »Vi har godt overvejet at følge de studerendes udvikling gennem uddannelsen.

Det er altid et problem, om man får lige så mange svar, for de senere undersøgelser vil nok ikke være obligatoriske, ligesom Studiestartsprøven er det. Men det er spændende forskning, for hvordan ændrer medieforbruget eller interessen for stofområder sig hos de studerende gennem semestrenes undervisning?« afslutter Morten Skovsgaard.

7) Journaliststuderendes nyhedskilder, og hvor ofte de bruger kilderne.

* TV indeholder kun data fra årgang 2016. Alle andre nyhedskilder indeholder gennemsnitstal fra 2016 0g 2017.

Nyt fra KaJO

OKTOBER

Én af Lixens gode venner, KaJO, udkommer med et månedligt nyhedsbrev.

Hvis du ikke allerede har læst oktober-udgaven, så læs med her.

TAK FOR JERES FREMMØDE TIL GENERALFORSAMLINGEN OG VORES ALLESAMMENS LOKALT-HELLIGE AWARDSHOW! Den 28. oktober stod et af de KaJO-arrangementer, vi altid glæder os enormt meget til. En spændende omgang foreningsdebat, årsbudgetgodkendelser og DMS-løndiskussion blev krydret med fællesspisning og røde løbere.

Det var i sandhed en hyggelig og konstruktiv generalforsamling.

Tidligere på måneden kunne vi offentliggøre Morten Dahl Jørgensen og Jakob Ebbekær som værter på Jern Henrik-awardshowet 2017, og de diskede op med et fænomenalt show på Medietorvet den aften. Med sig havde de både X-factor-darlings VKation, komiker Simon Væver, en akustisk Medina, klaver og højt hævet humør og humor.

Og vi kan ikke komme uden om aftenens sande vindere, nemlig award-vinderne: Vinder af Felt Henrik: Jannik Iuel Krarup for: Massemordene i Manila (DR P1).

Vinder af Service Henrik: Theodora Amalie Renard for: Hjælp, det er jul! (Sundhedsmagasinet).

Vinder af Basker Henrik: Thomas Riber-Sellebjerg for: Artikelserie om danske syrienskrigere på kontanthjælp (Ekstra Bladet).

Og sidst, men aldeles ikke mindst - vinderen af den helt store syddanske journalistpris: Jern Henrik 2017: Nicolaj Pedersen for: Webdok: Letbanen - til borgerne eller til byen? (TV 2 Fyn).

Tillykke til alle vinderne! Og et stort tak skal lyde til alle

de nominerede i de forskellige kategorier, der ligeså har lavet journalistik af høj, høj klasse.

NYE ANSIGTER I BESTYRELSEN - MENS ANDRE TAKKER AF Men! Med en ny generalforsamling hører også en ny bestyrelse. Det var også tilfældet i denne ombæring.

Nye ansigter er kommet til. Sig hej til Rane Rosencrone von Benzon og Nina Pedersen, der begge går på 1. semester af den journalistiske bacheloruddannelse på SDU. Vi glæder os til at lære jer bedre at kende!

Et par kendte bestyrelseansigter var på genvalg, så vi siger nok engang velkommen til Sofie, Josefine, Katrine og Mikkel. Ligesom Naja og Emilie også stillede op til positionerne som henholdvis næstformand og kasserer.

Og.. vi kan ikke lide at sige farvel, men det er nu en nødvendighed fra tid til anden. Med nye bestyrelsesmedlemmer og generalforsamlinger følger også afsked med nogle af de ældre KaJO-sjæle.

Den tidligere KaJO-formand Kristoffer Nordskov og KaJO-kommunikationsansvarlig William Sonne Kaalø er gået af deres bestyrelsesposter. Tak for jeres formidable arbejde for Odenses journaliststuderende, og tak jeres herlige væsen, drenge. I vil blive enormt savnet! Held og lykke fremover.

Bestyrelsesmøde d. 18. oktober Før generalforsamlingen og awardshowet holdt vi i bestyrelsen et møde, hvor vi så frem mod den store KaJO-aften.

På mødet blev der blandt andet også: • orienteret og diskuteret om løn i DMS-toppen, og hvad det ville have af effekter på KaJO-foreningen og vores budgetter.

•

orienteret om den foranstående praktikantaftale i forhold til lønninger, logistik m.m.

• diskuteret økonomisk støtte til Politisk workshop (som alternativ til vores tidligere tirsdagsoplæg), Jourlerevyen og Lixen.

Bestyrelsen regner med at holde møde nok engang i de kommende uger, så de nye bestyrelsesmedlemmer bliver introduceret til arbejdet i bestyrelsen. Meget mere følger!

Den nye bestyrelse i KaJO! Øverst fra venstre: Rane Rosencrone von Benzon, Malte Jørstad, Nikolaj Bonde, Mads Gordon Ladekarl, Maria Rode Olsen, Nina Pedersen, Josefine Nygaard Hummelmose, Katrine Vigilius, Mikkel Hamann Jensen, næstformand Naja Navntoft, formand Signe Skov Henningsen og kasserer Emilie Philip Kruuse Foxil.

Foto: William Sonne Kaalø.

Men det var alt fra oktober-måneds KaJO-nyt. Ha’ det godt derude!

12 DEBATTEN

NOVEMBER

#Metoo-kampagnen er et kampråb for ’silenced’ kvinder Kvinder har gennem de sociale medier nu fået en stemme, der kan ændre samfundet og give dem retten til deres egen krop.

Af Kathrine Graa Cat calls, blikke og berøringer. Voldtægt. Listen er lang, for hvad kvinder må stå model til i hverdagen. #Metoo-kampagnen prøver at sætte ord på de ”usynlige” situationer, der sker for kvinder. Usynlige for verden, da det indtil nu ikke har været sager, der tages op til debat.

Det er ’hverdagsbagateller’, der bliver set igennem fingrene med.

Vi kender dem. Vi er blevet vant til dem. Os kvinder, der bliver krænket, og som bliver kaldt snerper, hvis vi italesætter de krænkelser, vi oplever.

Før I mænd begynder at kime mig ned med sure beskeder om, at ikke alle mænd er sådan, eller at mænd altså også bliver voldtaget, så stopper jeg jer lige der. Det er ikke et angreb mod jer. Det er et angreb mod den konsensus, der er om at ’silence’ – eller tysse – på kvinder, der har oplevet noget krænkende.

får kastet i hovedet. Når du så siger fra, bliver modstanderen aggressiv, og du bliver kaldt en snerpe. Eller værre. En sur feminist. Det er en hverdagsoplevelse, at en mand giver et kompliment som: ”Du er sød, hvorfor smiler du ikke mere?” News flash: Det er ikke et kompliment, det er bare irriterende.

Sociale medier giver kvinder en stemme i samfundet Episoder med et klask i numsen har det til hver en tid været nemmest bare at ignorere det og fortsætte med sit liv. Man gider ikke

Det er lettere for den overlegne mand at tysse på kvinden, fordi det er så nemt. I Danmark bliver kun én ud af seks voldtægter til en dom. Én ud af seks. Hvorfor? Fordi offeret gang på gang skal forklare, at hun er sikker i sin sag. Det er en udmattende og uretfærdig proces at sætte et offer i. Derfor vælger mange piger at lade sig blive ’silenced’ og droppe anklagerne.

Det var en Hollywoodskandale, der skulle ændre på det. Da en sværm af celebre skuespillerinder ført an af blandt andre Gwyneth Paltrow og Angelina Jolie anklagede produceren Harvey Weinstein for utallige sek-

Kampen for retten til din egen krop #Metoo betyder ikke bare, at man har været udsat for sexchikane. Det betyder, at man har oplevet noget krænkende og gerne vil tage kampen op. Man vil have sine rettigheder tilbage. Mange af de kvinder, der har brugt hashtagget, har været igennem årelange beskyldninger om, at de nok selv har været skyld i det.

“

Mange piger lader sig blive ’silenced’ og droppe anklagerne.

Du beder jo selv om det.

Du har som offer nok haft alt for udfordrende tøj på. Eller måske var det dig, der startede flirten. Du har ikke sagt nok nej. Du bad jo sikkert selv om det. Det er blevet en normal og henkastet ting at sige. For nogle år siden ville jeg sikkert selv have sagt det. Og tilmed rullet øjne.

Men det er aldrig offerets skyld. Vi har alle ret til at bestemme over vores egen krop. Det er en menneskerettighed. Kvinder gør ting for deres egen skyld. Ikke for mændenes. Kvinder er nemlig selvstændige individer.

Vi har bare været samfundsmæssigt nedtrykt i meget lang tid. Men de sociale medier har givet kvinder over hele verden en stemme. Du har en stemme. #Metoo.

“

Vi bliver krænket og kaldt snerper, hvis vi italesætter de krænkelser, vi oplever.

Det er ikke et kompliment, at du kalder mig fræk Da #Metoo-kampagnen brusede frem for en lille måneds tid siden med historier om uønskede dick pics og sleske hentydninger, dyrkede jeg ikke hashtagget så forfærdeligt meget. Jeg læste posts og fulgte med. Lyttede og forstod, men jeg havde ikke selv en oplevelse, som var vanvittig spændende, eller som kunne tilføje yderligere til #Metoo-debatten.

Det havde jeg i hvert fald ikke før, jeg satte mig i tænkeboks og gik igennem min hverdag. Time for time. Minut for minut. Jeg fandt frem til, at hvis jeg skulle stoppe og tage kampen op, hver gang der skete noget for mig, som aldrig ville være sket for en mand, ville jeg aldrig få noget ud af min dag.

Vi snakker god gedigen hverdagschikane: Det kan være et uskyldigt cat call fra gaden eller et knap så uskyldigt – og slet ikke ønsket – dick pic. Ting jeg tror mænd sjældent

der fik lov til at dele deres historier om uønskede tilnærmelser. Problemet viste sig – ikke overraskelsesvis – at være allemandseje. SoMe samlede verdens kvinder under ét hashtag.

“

Du har ikke sagt nok nej. Du Illustration: Karoline Hedegaard. bad jo sikkert selv om det. tage kampen op for femte gang på en dag. Du bliver tysset på anyway.

“

Hvis jeg skulle stoppe og tage kampen op, hver gang der skete noget for mig, som aldrig ville være sket for en mand, ville jeg aldrig få noget ud af min dag.

suelle krænkelser, blev den 10 år gamle

kampagne #MeToo genopfundet og opfordret af Warren Manor-skuespillerinden Alyssa Milano for at fremhæve, hvor massivt et problem seksuel krænkelse egentlig er i underholdningsbranchen.

Det er her, hvor sociale medier viser sig fra sin bedste side. Alle fik en stemme.

Denne gang var det ikke bare de kendte mennesker, men også de helt almindelige mennesker, vi går rundt blandt til dagligt,

Hvis du danser nøgen på et bord, er der ikke nogen, der har ret til at befamle dig. Det er din krop. Det er dig, der bestemmer, hvad der skal ske med den. #Metoo-kampagnen tager kampen op og bryder med den ’silencing’, der har stået på siden tidernes morgen.

LX

DEBATTEN

13

Politisk satire har aldrig været vigtigere De danske medier glemmer, hvor vigtig politisk satire er, når komikeren Jonathan Spang bliver kritiseret for satiriske spørgsmål til pressemødet, der annoncerede Anne Mee Allerslevs afgang.

Af Simon Taarnskov Aabech

S

iden hvornår er politisk satire blevet forbudt? Da Anne Mee Allerslev holdt pressemøde den 25. oktober og annoncerede, at hun stoppede i lokalpolitik, sad en komiker og hans kollega på plads blandt journalisterne. Komikeren var Jonathan Spang, der havde ét spørgsmål. Hvilken serie foretrak den afgående radikale beskæftigelses- og integrationsborgmester i København: Sex and the City eller Game of Thrones?

Allerslev svarede pænt på spørgsmålet samt et andet spørgsmål fra Spangs kollega.

Flere journalister har dog ikke været tilfredse med Spangs agenda. Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen, mener, at satirikere ikke skal gå ind til pressemøder og lege, at de er journalister. Jens Grund, der er ansvarshavende chefredaktør for BT og MX, er enig og tweetede følgende: »To ’journalisters’ satire-forsøg var respektløs både over for Allerslev i en svær situation og over for pressens kamp mod Fake News«.

Flere komikere og journalister kom Jonathan Spang til forsvar på Twitter. Anne Mee Allerslev har selv udtalt, at hun ikke følte sig fornærmet over spørgsmålene, så hvorfor er det overhoved blevet så stor en sag i medierne? Sagen om Allerslev har allerede kørt på højtryk i over to måneder, så selvfølgelig skal der vinkles på alle detaljer.

af vores samfund, vores politikere og måden, samfundet bliver drevet på, men også for at se igennem spin. Der er ingen tvivl om, at politikere og medier har brug for hinanden, men til tider har nyhederne tendens til at blive en megafon for Christiansborgs valgte. Det er vanskeligt for medierne at gøre op med spin, og det er netop dér, at satiren er så hamrende vigtig.

“Jonathan For mig at se, har Spang ikke engang været i nærheden af grænsen for, hvad man kan tillade sig. Politisk satire er på alle måder nødvendigt

Som almindelig borger får man ikke bare lov til at grine lidt af samfundet, men man bliver også klogere. Man burde sætte pris på, at vi har satirikere i Danmark, der tør udstille, hvor absurd samfundet kan være en gang i mellem.

Flere journalister mente, at de satiriske spørgsmål var spild af tid ved det 15 minutter lange pressemøde, men hvis man ser på de spørgsmål, der blev stillet af andre journa

lister, har Spang lige så meget ret til at stille sine spørgsmål. BT’s udsendte ville gerne høre om Allerslev mente, at hun var udsat for en hetz. Et rimeligt spørgsmål til én, der har været i mediemøllen i de sidste to måneder?

Flere undersøgelser har vist, at journalister og politikere går igennem en troværdighedskrise i disse år. Fake news er stadigvæk et stort problem. Ville det ikke hjælpe, hvis vi skruede lidt ned for al den politiske satire, der bare spilder de vigtige personers tid? Nej, det mener jeg ikke.

For eksempel har Den Korte Radioavis på Radio 24syv i lang tid kaldt Ole Birk Olesen for ‘et stort røvhul’ og sågar haft en føljeton i deres program, hvor der blev oprettet et betting-program for, hvor og hvornår terroren rammer Europa næste gang. Men denne form for politisk satire bliver naturligvis ikke kritiseret af journalister og politikere. Er det, fordi denne form for satire ikke tager sparsom tid fra vigtige pressemøder?

edelen af den danske comedy-scene lige nu.

Man skal se mange comedyshows for at finde en person, der tør rette en kritik mod landets politikere. Når man endelig finder én, skal de selvfølgelig lige pilles ned fra talerstolen, da komikeren lige var lidt for grovkornet i sin verbale øretæve.

Vi bør værdsætte, at vi lever i et samfund, hvor man har ret til at sætte spørgsmålstegn ved de folkevalgte. I Egypten havde Bassem Youssef, der er landets svar på Jon Stewart, den tidligere vært på The Daily Show, sit eget TV-program ved navn Al-Bernameg (The Program). I programmet formåede Youssef at få det egyptiske folk til at grine af den tidligere præsident Mursi og det Arabiske Forår.

Programmet blev dog siden lukket ned og sagsøgt af regeringen, da Youssef ramte lidt for tæt på sandheden.

I Danmark har vi ytringsfrihed, og denne burde vi værne mere om. Især når det omhandler politisk satire og vores folkevalgte.

Hvad nu hvis?

Forestil dig et samfund, hvor komikere kun laver sjov med dem selv, hinanden og den sjove tur, de havde nede i Netto forleden dag.

Nå ja, så kan du egentlig bare kigge på størst-

Vi bør værdsætte, at vi lever i et samfund, hvor man har ret til at sætte spørgsmålstegn ved de folkevalgte

“

Et kig over Atlanten Politisk satire har altid været en farlig cocktail. Hvor meget kan man tillade sig? I USA er debatten også blusset op i de seneste to år, hvor især én herre har været katalysator for dette: Donald Trump. Med Alec Baldwin i rollen som den mest omdiskuterede præsident i verden netop nu, har Saturday Night Live, uge efter uge, bidraget med satire, der har gjort grin med Trump og hans regeringskollegaer. Præsidenten har flere gange været ude med riven efter sketch-showet, men showet er ikke ene om den politiske satire.

Også talkshowværter såsom Jimmy Kimmel, Seth Meyers, John Oliver og Trevor Noah har dagligt satiriske indslag om Det Hvide Hus’ gøren og laden.

Tilbage i Danmark har flere satirikere smug-kigget over Atlanten og fået inspiration. Siden 2014 har Michael Schøt grillet de danske politikere i Schøtministeriet, og nu har Jonathan Spang også meldt sig på banen med programmet ‘Tæt på Sandheden’, der bliver sendt på det licensfinansierede DR2.

Et vigtigt værktøj For mig at se har Jonathan Spang ikke engang været i nærheden af grænsen for, hvad man kan tillade sig. Politisk satire er på alle måder nødvendigt. Både for at kunne grine

Foto: Lone Kröning Mogesen, DR Kommunikation og Presse.

14 SATIREN

NOVEMBER

Manden bag Syfil-isen

I et lille rækkehus et sted i den danske provins sidder en mand og håber på gennembruddet. Hjernen får ikke ro, da idéerne er mange. I 37 år har Franz Flüntstein jagtet idéen, der kan brødføde ham i resten af hans liv.

F

Skær-silden »Der var den! Nu skal du høre. Jeg er kommet på et nyt produkt til dem. Sild, som ligger i en blanding af chili og paprika. Det får sådan en rød farve, og så er de meget stærke.

Og de skal hedde Helvede Sild.« Franz Flüntstein kigger forventningsfuldt mod mig, og jeg nikker anderkendende. »Det er et ordspil, ikke? Det kom til mig, da jeg selv havde helvedesild henover brystet. Det gjorde ondt ad helvedes til, og så fik jeg idéen. Jeg elsker sild, men jeg er dog ikke så vild med stærke sager. Min mave kan ikke tåle det. Men, du ved, den unge generation er vild med det. Se Chili Klaus og alt det her, ikke. Helvede Sild skal nok blive en succes.« 72-årige Kirsten Helmstrup er Danmarks ukronede slogandronning. Navnet ringer

ede hoved.«

Af Mads Ingemann måske ikke en klokke, men hendes slogans gør.

Slogandronning I over 30 år har hun skrevet slogans til danske og udenlandske firmaer. ‘Sadolin Farveland. Dækker alt’ er et af hendes største hits.

Til en bager lavede hun sloganet: ‘Vi bager kager om dagen og boller om natten’, og til et slamsugerfirma lød det: ‘De sidder og prutter, vi kommer og sutter’. Kirsten Helmstrup har gjort sig en karriere i at hjælpe firmaer med deres markedsføring. I en lignende boldgade sidder Franz Flüntstein ved sit skrivebord og forsøger at skabe nye succeser for etablerede firmaer.

Hvordan tjener du penge, når du sender idéen til et etableret firma?

Franz Flütnstein rømmer sig og tager et sug af den tændte cigaret. Han retter på en bunke papirer og læner sig tilbage i kontorstolen. »Jeg gør firmaerne opmærksomme på, at jeg skal have ti procent af omsætningen af min idé. Indtil videre er ingen af mine idéer blevet til noget, og derfor har jeg ingen penge fået. Endnu. Men jeg kan fornemme, at der snart kommer noget.« Franz skodder sin cigaret, og tænder straks en ny en. Han tager et ringbind frem, som er fyldt med gamle pairer. Han bladrer dem i gennem og stopper.

Sygdomme og søde sager »Se nu den her, ikke. En idé jeg havde til Frisco. En is til sexklinikkerne i Danmark.

En Syfil-is. Intet svar på den. Så prøvede jeg

Konspirationer fra helvede Spøgelseshistorier er heldigvis ikke andet end det; historier. Gamle skrøner om overnaturlige hændelser kan i dag forklares med en psykiatrisk diagnose. Der er dog nogle ting, som hjernevriderne ikke kan bortforklare med en spændetrøje eller et hvidt snit. Det er nemlig et kendt faktum, at uhyggelige og mystiske ting sker d. 31. oktober hvert år.

Af David Skaanning

D

et er en kold allehelgensaften. Pissekold. Jeg trasker hjem fra Halloweenarrangementet i et Tintin-kostume med en Roland-diktafon i hånden og hørebøffer på ørene. De festglade gæster i uhyggelige og sexede kostumer af populærkulturens idoler havde ikke været synderligt interesseret i at udtale sig om den stigende grad af amerikanisering og andre anglofile tendenser i det danske samfund. »Satans også,« tænker jeg, og pludselig hører jeg en stemme med amerikansk accent i mine hørebøffer: »Mit navn er Allen Roswell. Jeg var et højtstående medlem af præsident Eisenhowers regering. Spørg mig om alt.«

Jeg kaster et hurtigt blik på diktafonen. Den optager. Jeg spekulerer på, om hallucinationerne skyldes tunsalaten til festen, eller om det er holdbarhedsdatoen på saftevandet i mit køleskab, der er udløbet. »FUN-saftevand bliver aldrig for dårligt,« siger stemmen i hørebøfferne.

Så må det være tunsalaten.

Rumvæsner på magtens tinde I 1947 styrtede et rumskib ned i New Mexico, og vragdelene samt besætningen blev i al hast fragtet til et hemmeligt område i Mojave-ørkenen – det såkaldte Area 51. Her var Allen Roswell direktør fra 1953-1960. »Det var menneskehedens andet møde med intelligent liv fra det ydre rum. Det første var pyramiderne,« forklarer han mig, efter jeg spurgte ind til hans forhold til Halloween.

Rumskibets besætning bestod af Reptil-

Illustration af: Mads Ingemann.

lisestien op til den grønne hoveddør er dækket med våde, gule blade fra den lille, tilgroede forhave. Ringeklokken virker tydeligvis ikke, men efter nogle faste bank på døren åbnes den. I en kaffeplettet og nikotinstraffet stribet skjorte og brune fløjlsbukser hilser 56-årige Franz Flüntstein. »Kom indenfor. Ind i den kreative boble, som jeg kalder det.« Rummet er mørkt og røgfyldt. Gardinerne er rullet ned, men fra et vindue lyser solen gennem en flænge i det gamle mørklægningsgardin. »Jeg har lige sendt den seneste idé afsted.

Til Glyngøre Sild. Du kender vel godt til deres Karrysild og Sennepssild, ikke?« Franz Flüntstein sætter sig ned ved sit skrivebord og tager sine læsebriller på. I et fyldt askebæger på bordet oser det fra en tændt cigaret, som brænder sig ind i et filter fra en skoddet cigaret. Lugten af kemisk og giftig røg generer tydeligvis ikke Franz.

igen med Hepatit-is. A og B med vanilje eller chokolade.« Franz Flüntstein kigger op, og med blikket fastlåst på mig bladrer han videre. »Jeg har også fundet på den her. Du ved jo at lesbiske damer altid render rundt i skjorter og cowboybukser, ikke? Det er jo herretøj.

Hvorfor har de ikke deres eget? Der har jeg fundet på et designermærke netop til de lesbiske. Louis Beton.« Franz tager et stort sug på sin cigaret og sukker så, mens han puster røgen ind i solens lys, der lyser som en kegle ind i det mørke og røgtætte rum. »Javel. Du forstår ikke min idé, og det er fint. Det er jo heller ikke henvendt til dig, så det kan du jo nok ikke få ind i dit snæversyn-

Jødekager bagt i en gasovn I sin iver efter at udvikle og sælge et produkt har Franz netop fundet på idéer til mindre målgrupper, men hvor salget forhåbentligt vil være stort. Idéerne er mange, men nogle er på grænsen til, hvad man kan tillade i dag.

En af disse er et produkt til tilhængerne af den yderste, ekstremistiske højrefløj. »En idé til Karen Volf. Svastikager! Småkager formet som et Svastika. Jødekageopskrift, men det er formen, der er afgørende. Og så er de selvfølgelig bagt i en gasovn.« Synes du ikke, at den idé er langt over grænsen, og at det er derfor, du intet svar har fået?

Franz Flüntstein har fået et helt andet blik og kigger stift ud i lokalet, mens hans læber bevæger sig, som om han visker en stille bøn.

Pludselig spærrer han øjnene op, griber et stykke papir og begynder at skrive løs. »En ny idé. Fantastisk!« Franz Flüntsteins hånd bevæger sig hurtigt henover papiret i takt med, at han får skrevet sin nye idé ned. Han læner sig tilbage i stolen og læser den igen. Han mumler nogle ord, som er han besat eller i trance.

Det må være mit tegn til at gå. Uden at Franz reagerer, rejser jeg mig og går ud af det lille rækkehus.

En uge efter giver Franz Flüntstein lyd fra sig igen. Idéen, han fik den dag ved skrivebordet, har vist sig at være noget værd. Endelig har Franz fået solgt et produkt, men ikke til en pris, han kan leve af. For en flaske Arnbitter solgte han idéen til Johnny Madsen.

Rock’n’Roll-on-deodoranten bliver en del af Johnny Madsens nye kropsplejeserie.

lianere, som var i stand til at skifte ham, og herefter ligne højtstående individer i samfundets elite. Med et ødelagt rumskib kunne de ikke tage hjem til Andromeda-galaksen, så i stedet slap de ud af Area 51 for at skabe en ny verdensorden på jorden. Allerede i 1961 blev reptillianeren John F. Kennedy præsident af Amerikas Forenede Stater. »Han var en berliner, men også et rumvæsen,« fortæller Roswell.

Salt og pebers ensomme reptil-band Efter attentatet på Kennedy (eller Zoth-Ommog, Dybdernes Dvæler, som hans artsfæller kaldte ham) får vores reptilske overherrer stadig større indflydelse på verdenshistorien. Paul McCartney døde ikke i 1966, men blev sendt til krystalminerne på månen, og en reptillianer tog hans plads i bandet. De resterende menneskemedlemmer i The Beatles forsøgte at kommunikere dette gennem sangtekster og albumomslag. Filmoptagelserne fra den ‘første’ månelanding i 1969 blev også redigeret, så McCartneys koncert for astronauterne blev klippet ud.

Gespenst eller madforgiftning?

Jeg vågner op den 1. november foran computeren med 40 i feber og en sølvpapirshat på hovedet.

På Facebook beklager festens værtinde for den madforgiftning, som de fleste er vågnet

Foto af Zoth-Ommog, Dybdernes Dvæler: ©Flickr.

op til. Tunsalaten, selvfølgelig. På Roland’en har jeg en optagelse på to timer af min egen fordrukne stemme på vej hjem fra nattens festivitas. »Sikke noget forbandet sludder,« tænker jeg, mens jeg spoler aggressivt frem mod slutningen. Pludselig mærker jeg en kulde rislende ned ad ryggen på mig, og jeg mindes min samtale med gårsnattens gespenst, da jeg hører en sælsom, amerikansk accent i hørebøfferne: »Tusind tak for snakken.«

NICHEN

LX

15

Vrøvleordet, der blev en sport Fænomenet ’Esport’ bliver langsomt anerkendt som en sportsgren, selvom ordet har mødt en del modstand i de danske medier. Begrebet lever op til sportens kriterier, men mediedækningen har været broget.

Af Mads Klitgaard Christensen Siden ordet ‘Esport’ er begyndt at befinde sig i munden på den offentlige samtale, er det blevet diskuteret, om Esport var en sport eller blot en hobby for tykke knægte med forkærlighed for Kim’s og Pepsi.

I 2008 forudsagde en artikel i Politiken, at Esport en dag ville være større end fodbold.

Men grundlaget for branchens kommende succes lå ikke i anerkendelsen af begrebet som en sport, men i den økonomiske omsætning når der skal kæmpes på de digitale slagmarker.

Der har dog ikke været den store opbakning til en accept af begrebet som en sport.

Selv med en branche i vækst på 950 millioner kroner om året er det essentielt, at ordet bliver accepteret for at blive en sportsgren.

Et vrøvleord Da programmet ‘Vi ses hos Clement’ løb over skærmen i april, bad Clement Kjersgaard seerne om, at vi lige skulle blive enige om én ting: »Esport er ikke en sport. Det er et vrøvleord, der ikke betyder noget.« Han argumenterede for, at ordets to begreber ikke har noget med hinanden at gøre.

I hans indledende monolog til programmet uddyber han, hvorfor ’Esport’ er et vrøvleord. »Esport – det er der ikke noget, der hedder. Jeg er ligeglad. Der er noget, der hedder sport. Kuglestødning er sport. Og der er noget, der hedder computerspil. Men Esport?

Nej. Det bliver ikke sport af, at man sætter ’sport’ på,« siger han og eksemplificerer sin udlægning: »Hvis jeg sidder derhjemme og ser YouTube-videoer, kan jeg ikke bare kalde det Ysport.« Trods det satiriske indlæg virkede samtlige medier og forums for ’gamere’ for Clements klare udmelding ikke særligt begejstret.

Blandt andet kritiserede spilmediet IZIPIZI efterfølgende indlægget: »Det er journalistik som det her, der gør, at vi hænger fast i et stigma fra fortiden(..) Gaming er blevet mainstream! Alligevel hænger mediebranchen fast i 30 år gamle forestillinger om emnet, krydret med nedladende retorik og sprogbrug, tillader de sig at diktere, hvad det vil sige at være ’gamer’.« E og Sport hænger ikke sammen IZIPIZI og Clements forskellige opfattelser undrede mig, så jeg valgte at kontakte Clement på mail. Han svarer, at det var en del af et

satirisk indlæg, men logikken er klar.

Jeg kontaktede derfor Mathias Clasen efterfølgende for at høre, hvad der lå til grund for denne logik. Han forsker i medier på Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet.

Han fortæller, at mange deler netop denne logik. Det er en meget udbredt holdning, fordi det er et ’oxymoron’. Det vil sige, at ordet er sammensat af to begreber, der tilsyneladende modsiger hinanden. »Folk har en række associationer med sport, som ikke inkludere at sidde og hamre i nogle taster.« Forskeren forklarer mig, at der er en forholdsvis snæver forståelse af, hvad sport er. Det betyder også, at der er en snæver forståelse for, hvad elektroniske spil kan. »Jeg mener, at det er en fejlagtig indstilling, men jeg tror samtidig den er meget udbredt,« siger han.

Den brogede dækning kan derfor hurtigt påvirke Esport branchen. Når Clement kommer med en så kontant udlægning, gør det ikke nødvendigvis lettere at få anerkendt ’oxymoronet’ som en sport eller noget støtteværdigt. Derfor kan Mathias Clasen godt forstå, hvorfor tilhængere af Esporten bliver så frustreret over sådanne udmeldinger.

Men Mathias Clasen mener, at økonomien kun har en delvis rolle i anerkendelsen. Det principielle spørgsmål om ordets betydning

er lige så vigtig, mener han. »Det (den økonomiske vækst red.) gør selvfølgelig, at man er nødt til at tage det lidt mere alvorligt: Jeg tror mange strider imod, fordi når de tænker sport, så tænker de fysisk udfoldelse og en sund krop. Når de tænker computerspil, så tænker de fede slaskede fyre med en controller og Playstation 4. De to billeder kan ikke harmoneres. Der kan være nok så mange penge i det og kommerciel prestige, men det gør ikke nødvendigvis, at det bliver bredt anerkendt.« Forskellen på at skyde mod kegler og terrorister Men jeg må erklære mig uenig i Clements udlægning af begrebet som værende et oxymoron. For det lever op til alle sportens elementer. Trods et tvetydigt navn, vil spillet stadig have samme rammer og regler som så mange andre sportsgrene.

Der er den samme motoriske præcision i hjernen, som sporten efterlyser. Der er en konkurrence, og dermed noget at spille om.

Der er et specifikt mål, som at klatre op eller falde ned af rangstigen. Resultatet bliver organiseret af diverse organisationer, for efterfølgende at tillægges en betydning. Sporten skal sidst men ikke mindst styres af en dommer, som i dette tilfælde er spillet selv.

Den kritiske læser tænker måske: »Jamen der dyrkes jo ikke idræt«, hvilket leder mig

op til argumentet om, at sport har en bred betegnelse. Ellers ville vi jo ikke se de samme spil på det lokale værtshus, som på sportskanalerne.

Billard og dart har vel samme betingelser som Esport for at blive betegnet som en sportsgren. Selvom Clement stadig kalder det et vrøvleord.

En lys fremtid for de virtuelle soldater Det er hverken den økonomiske motor eller de sportslige kriterier, som efterlyses. Det er simpelthen manglen på anerkendelse blandt forbund og medier, der har udskudt processen. Ligesom så mange andre fænomener, der har været en tur i generationskløften, tyder meget på, at Esport også vil blive anerkendt som en sport.

Dansk Idræts Forbund har hæftet sig ved, at Esport ikke lever op til sportens kriterier.

Men de er begyndt at løsne op på et tilsyneladende afgørende, men modsigende parameter: Esport skal anerkendes af den danske befolkning, før vi anerkender det som en sport. Sådan lød det fra DIF’s formand, Niels Nygaard, selvom de ikke mener det ikke er en sport. Set på parametre som stigende tilskuertal, så vil der ikke vare længe før, at sporten anerkendes.

På verdensplan stiger populariteten væsentligt. Mod øst har de i Sydkorea valgt at tage imod Esport med åbne arme og betegner det nærmest som en nationalsport. Mod vest anser den amerikanske regeringen, ifølges Forbes, Esport-atleter som reelle atleter.

Danske skoler er begyndt at have ’Esport’ på skemaet, og der søges nye lærerstillinger med kompetencer inden for feltet. Ifølge Dansk Erhverv spiller 40 % af danske mænd computerspil. Og vi er i Danmark også førende indenfor både computerspillet Counter Strike og FIFA til Playstation. Begge prestigefyldte spil.

Vi ser derfor et sportsligt paradigmeskifte, hvor den professionelle anerkendelse er lige så værdifuld som det faktuelle grundlag for at være en sportsgren. Men anerkendelsen er lige om hjørnet. Spørgsmålet er bare, hvornår vrøvleordet definitivt bliver en sport.

LX

BLIKFANGET

LIXEN PIXELS I TRYKKEN

Tekst og foto: Emilie Foxil

Fredag den 3. november 2017 - Jysk Fynske Mediers Trykkeri, Odense. Du holder lige nu en trykt avis i hånden. Siderne knitrer mellem dine fingre, og hvis du tager den op til, næsen kan du dufte papiret og tryksværten. Men hvordan foregår det egentlig, når en avis bliver trykt? Lixen Pixels tager dig i denne måned med til et kig ind i trykprocessen på Jysk Fynske Mediers trykkeri i Odense. På en aften hvor blandt andet Vejle Amts Folkeblad, Fredericia Dagblad og Fyens Stiftstidende blev trykt.

Metalskabeloner. Avissiderne afbildes på nogle aluminiumsplader, man bruger som skabelon at trykke ud fra. De store farvede cylindere overfører trykfarve til skabelonerne, der herefter afsætter trykket på papiret. På billedet ovenfor er pladerne ved at blive skiftet ud mellem trykningen af to forskellige aviser.

CMYK. Trykkeriet trykker med fire farver: cyan(blå), magenta(rød), yellow(gul) og key color(sort).

Ved at sammensætte de fire farver i forskellige kombinationer kan man frembringe alle farver.

Avisen laves ud fra fire metalskabeloner; en for hver farve (ø. th.). Tilsammen giver de det færdige tryk.

Tryk i fire farver. Selve trykningen foregår ad fire steps: Først trykkes med den blå farve (cyan), dernæst med den røde (magenta), efterfulgt af den gule (yellow) og til sidst den sorte farve (key color). Øverst til venstre ses papiret undervejs i trykningen, før den gule og sorte trykfarve er påført. Nederst et samlet tryk.

Indstik. Mange aviser skal have tilføjet nogle tillæg, der stikkes ind i midten af avisen. Tillæggene trykkes typisk forud for selve dagbladet, og de færdigtrykte tillæg opbevares i store ruller, indtil de skal sættes ind i aviserne. Når de skal bruges, pakkes rullerne ud af maskiner, der også sætter tillæggene i.

Avispapir. I kælderetagen under selve trykmaskinen holdes papirflowet igang, så der hele tiden er papir at trykke aviserne på. Papiret kommer direkte fra rullerne her i kælderen op til trykmaskinen. En rulle på 1408 kg hentes og køres i position til at erstatte en rulle, som er ved at være tom.

Tryk i lange baner. Når de trykte aviser kommer ud fra selve trykproduktionen, suser de gennem pakkeafdelingen via transportbånd i loftet. På deres vej rundt i pakkeafdelingen bliver eventuelle tillæg sat ind i aviserne af maskiner. Til slut pakkes aviserne i bundter, og de er nu klar til at forlade trykkeriet.