SDU’s praktikanter efterspørger individuelle uddannelsesplaner Side 3
Nyt onlinemagasin vil skabe tumult i medieverdenen Side 8
Medierne giver deres korrespondenter sikkerhed med i bagagen Side 14
Lixen
Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 13. årgang | 6. nummer | oktober 2011
”
Øh, jeg giver sgu en lille dum finger til alle de korrekte meninger. Altså, Kødbyen er ikke verdens centrum, vel?
Adam Duvå Hall om indiekorrekthed i mediebranchen Portræt side 10
2 | oktober 2011 | LIXEN
Indhold
Leder
UDDANNELSE
Gi’ os en plan, tak!
Over halvdelen af de journaliststuderende fra årgang 2011 på Syddansk Universitet foretrækker at læse Politiken. Det bekymrer en medieforsker og sætter spørgsmålstegn ved, om Center for Journalistik burde caste en mere alsidig gruppe, når der optages studerende. Side 4.
Et par måneder efter den hektiske Panikdag dukker nye praktiknerver frem. Det er tid til allerførste arbejdsdag på praktikstedet, men for mange praktikanter bliver det en start uden overblik og forventningsafstemning. En undersøgelse foretaget af Lixen viser nemlig, at lidt over 50 procent får en startsamtale med en leder, og knap 40 procent får en individuel uddannelsesplan. Og det er selvom 93 procent i en undersøgelse fra Praktikudvalget svarer, at det er ”vigtigt” eller ”meget vigtigt” med en startsamtale. Som praktiksystemet er nu, kan hverken Praktikudvalget eller praktikantvejlederne fra de tre uddannelser forlange, at praktikstederne skal tilbyde deres praktikanter nogen af delene:
BRANCHE
Flere og flere danske medier faktatjekker de danske politikeres udsagn. Branchen spår, at faktatjek er kommet for at blive. Side 7.
»Vi er jo ikke nogen myndighed. Vi kan fortælle dem, hvad vi gerne vil have, at de gør, men vi kan jo ikke bestemme, om det sker,« siger Karen Løth Sass, praktikantvejleder på Center for Journalistik.
Derfor er status lige nu, at mange praktikanter selv er nødt til at spørge efter startsamtaler og individuelle uddannelsesplaner, hvis de ønsker det. Og det er ikke i orden. Og hvorfor er det ikke et krav? Vi skal som studerende bestå vores håndværks- og mediesprogseksamener for at kunne komme i praktik. Det er en nødvendighed for at kunne komme ud og lege i den store medieverden. På samme måde burde man kunne kræve, at praktikstederne giver startsamtaler og individuelle uddannelsesplaner. Så der er ligevægt for både os og praktikstederne.
PORTRÆT Tag med Lixen på 90’eren og mød talentet, den frie fugl og stemmen fra radioen. Han hedder Adam Duvå Hall. Side 10-11.
Et udvalg under DJStud. går under navnet ”Praktik er uddannelse”. Udvalget arbejder for bedre forhold for praktikanter, men på det her område er der i stedet sket forringelser. I foråret lavede Praktikudvalget under Dansk Journalistforbund en lignende undersøgelse, og siden da er det gået den forkerte vej: Endnu flere praktikanter får ikke planer og samtaler. Derfor er vores opfordring til medierne: Hvis I vil uddanne så gode praktikanter som muligt, så er I nødt til at erkende, at praktik ER uddannelse. Derfor er I også nødt til at give os både startsamtaler og planer. Ikke kun for vores skyld, men også for jeres. For det vil i sidste ende gøre os til bedre journalister.
FOKUS Brænder det i brændpunkterne? Og hvor meget gør medierne for, at korrespondenterne kommer helskindet hjem? Lixen har i denne måned sat fokus på journalistik fra fronten. Side 12-15.
I denne måned har vi rystet godteposen og givet Lixen et par nye elementer. I uddannelsessektionen har vi indført en ny, fast kronik fra en underviser på Center for Journalistik. I denne måned skribler Lene Rimestad om livet på Medietorvet. I 8 akter! Vores layout er også blevet finpudset og justeret for at gøre avisen endnu mere indbydende.
OPINION
God læselyst!
Etymologi. Læren om ord og deres oprindelse. Bagsiden er denne gang en fascinerende baggrundsartikel, som dykker ned i en håndfuld ord, der nu om dage bliver brugt helt forkert. På fantasifuld vis udreder Kristian og Sofus ordenes mysterium. Bagsiden.
Simone, Christine og Sarah
Lixen
Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen dækker udviklinger og tendenser i mediebranchen og på landets journalistuddannelser. LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os også på Infomedia Tryk: Arco Grafisk A/S Oplag: 1000 eksemplarer
Logo: Karina Cecilie Møller Layoutinspirator: Sara Winther Korrekturlæser: Katja Lyngbach Johnsson og Helene Refsgaard
Simone Agger
Christine Landry Brandt
Sarah Andersen
Chefredaktør
Chefredaktør
Ansvarshavende chefredaktør
Cathrine Borup Bloch
Paul Sauer
Ida Meyer
Malte A. Christensen
Lea Holdgaard Sørensen
Rune Jensen Heidtmann
Redaktør
Redaktør
Redaktør
Redaktør
Redaktør
Billedredaktør
UDDANNELSE
LIXEN | oktober 2011 |
Undersøgelse
Praktikanter uden planer
Hvor meget betyder det?
Victoria Rogena Holst Poulsen er i praktik på ComputerWorld. Her har hun fået både individuel uddannelsesplan og startsamtale.
”
Uddannelsesplanen har ret stor betydning, synes jeg. Den giver os et overblik over praktiktiden, og det er altså ret rart at vide, hvad man skal, for 12 måneder er nu engang rimelig lang tid. Overordnet set synes jeg, samtalerne og planen er vigtige, fordi de kortlægger netop dit forløb - det hjælper på overblikket, og det hjælper på følelsen af at være “dig” og ikke “en af praktikanterne”.
Fakta Praktikudvalget er et udvalg under Dansk Journalistforbund. Det består blandt andet af praktikantvejlederne på de tre journalistuddannelser og en række chefredaktører og studerende. DJStud-udvalget “Praktik er uddannelse” består af medlemmer af bestyrelsen i de tre uddannelsers studenterfagforeninger: KaJO, KaJ og JR.
Lær at insistere Men uanset, om Praktikudvalget har råderet eller ej, er den nuværende situation uholdbar. Det mener tovholder for DJStud-udvalget “Praktik er uddannelse”, Astrid Holck Jensen. »Det er jo ikke godt nok. Det er ikke i orden. For det første er det praktikantvejledernes (på medierne, red.) job at gøre det, og for det andet burde de også have en interesse i, at det bliver gjort. For arbejdsgiverne og praktikstederne får også en hel masse ud af den her forventningsafstemning og startsamtale. Så jeg kan slet ikke forstå, at man ikke gør det,« siger hun. Og når praktikstederne ikke gør det, er Astrid Holck Jensen enig i, at praktikanterne selv bliver nødt til at opsøge den information og sparring, de mangler i løbet af deres praktikophold. Men hun er skeptisk over for, om det rent faktisk sker.
Brug for vejledning For Praktikudvalget fralægger sig ikke sin del af ansvaret for at hjælpe praktikanterne. Tværtimod forsøger udvalget altid i samarbejdet med praktikstederne at skabe så gunstige forhold som mulig. Senest har udvalget i forbindelse med praktikopstarten sendt et brev ud til samtlige praktikantvejledere og praktikanter. Brevet indeholder en række gode råd om, hvordan en startsamtale og en individuel uddannelsesplan kan skrues sammen. »Det er første gang, vi sender dem ud. Man kan måske ikke umiddelbart aflæse i jeres undersøgelse endnu, om de har haft en effekt. Der løber det måske lidt sammen,« siger Karen Løth Sass. Men ifølge Astrid Holck Jensen burde brevene allerede have vist en effekt. I stedet har endnu færre praktikanter fået samtaler og uddannelsesplaner, end det var tilfældet, da Praktikudvalget i foråret undersøgte praktikanternes forhold. »Vi havde jo lidt håbet, at det ville blive forbedret med det brev, og det, vi har fået vedtaget i Praktikudvalget,« siger Astrid Holck Jensen. Derfor mener hun, at man bliver nødt til at gribe mere håndfast ind. »Jeg tror simpelthen, der skal noget mere uddannelse og noget mere vejledning til praktikantvejlederne, så de ved, hvad der er deres arbejde, og ved, hvor vigtigt det er, at praktikanterne får et ordentligt introforløb,« siger hun. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra et medie, der ikke tilbyder en individuel uddannelsesplan eller startsamtale. pasau10@student.sdu.dk
Sådan gjorde vi Lixen sendte spørgeskemaer ud til de 58 journaliststuderende på Syddansk Universitet i Odense, som i august 2011 startede deres praktikperiode. 43 praktikanter besvarede spørgeskemaet. Nogle af resultaterne er gengivet herunder.
95,3 %
Hvilke tilbud har du fået som led i opstarten på dit praktiksted?
79,1 %
PLANLØS. To måneder har det seneste kuld journalistpraktikanter fra Syddansk Universitet nu prøvet sig af i medie-Danmark. To måneder, som for manges vedkommende er blevet brugt på at vænne sig til at bo i en ny by. Og to måneder, som for de flestes vedkommende er blevet brugt på at indstille sig på livet på en ny arbejdsplads. Men selvom de fleste nyslåede praktikanter har fået både en rundvisning og præsentation af det praktiksted, de er endt på, skorter det stadig på individuelle uddannelsesplaner og startsamtaler, hvor forventningerne mellem praktikanten og praktikstedet bliver afstemt. En rundspørge foretaget af Lixen viser, at knap 40 procent af praktikanterne har fået tilbudt en individuel uddannelsesplan, mens lidt over halvdelen har fået tilbudt en startsamtale med en leder. Dermed er der på den front ikke sket forbedring, siden Praktikudvalget under Dansk Journalistforbund i foråret undersøgte forholdene for det seneste hold praktikanter. En undersøgelse, der affødte en kritik af praktikstederne i blandt andet fagbladet Journalisten.
»Selvfølgelig er det også op til praktikanten selv at sige, at han eller hun har krav på det her. Men som ny praktikant kan det virke overvældende at skulle gå hen og sige, at man har krav på det,« siger hun. Karen Løth Sass er da også godt klar over, at det kan virke grænseoverskridende at stampe i gulvet på en helt ny arbejdsplads. Omvendt understreger hun, at der er en uddannelsesmæssig gevinst i at kræve det, man føler, man har ret til. »Det er altså også noget af det, man lærer rigtigt meget af. At være opmærksom på sine egne rettigheder og også insistere på at få dem,« siger hun. Sidder der nogen praktikanter, der føler sig snydt eller uretfærdigt behandlet, forsikrer Karen Løth Sass dog samtidig, at hendes telefon altid er åben. »Det må man gerne ringe og få min støtte til. Det vil jeg gerne bakke op om. Det er ikke sådan, at man sidder fuldstændig mutters alene derude og skal tage kampen,« fastslår hun.
53,5 %
Paul Sauer
Praktikanternes eget ansvar Men selvom Praktikudvalget kraftigt anbefaler praktikstederne at benytte sig af både individuelle uddannelsesplaner og startsamtaler, er det ikke obligatorisk for dem at tilbyde nogen af delene. Alligevel er det netop de to ting, praktikanterne ifølge rundspørgen efterspørger. Og det hænger godt sammen med Praktikudvalgets seneste undersøgelse. Her svarede 93 procent, at en startsamtale er enten vigtig eller meget vigtig. Derfor kommer efterspørgslen heller ikke bag på praktikantvejleder på Center for Journalistik ved Syddansk Universitet, Karen Løth Sass: »Det er måske ikke så overraskende, for det er også det, vi har hørt tidligere. Når folk kommer tilbage på praktikantdag, så er det jo noget af det, vi snakker om,« siger hun. Ifølge hende er det dog vigtigt at forstå, at de journaliststuderende indtræder som arbejdstagere på lige fod med andre på arbejdspladsen, når de drager i praktik. Og derfor er det i første omgang praktikanterne selv, der skal bede om relevante tiltag, når praktikstedet ikke af egen hånd tilbyder dem. »Jeg synes selvfølgelig, at folk skal have en individuel uddannelsesplan, og jeg synes også, at de skal have en startsamtale. Og jeg ved også godt, at det ikke altid er sådan, det foregår. Men jeg må også sige, at det er noget, man som studerende og praktikant selv må insistere på at få.« Men hvorfor kan I ikke bare forlange, at praktikstederne skal indføre individuelle uddannelsesplaner og startsamtaler? »Fordi vi har ikke nogen råderet over, hvad der foregår ude på redaktionerne. Vi er jo ikke nogen myndighed. Vi kan fortælle dem, hvad vi gerne vil have, at de gør, men vi kan jo ikke bestemme, om det sker,« pointerer Karen Løth Sass.
39,5 %
Under halvdelen af det nye hold journalistpraktikanter fra Syddansk Universitet får tilbudt en individuel uddannelsesplan, mens lidt over halvdelen får tilbudt en startsamtale med en leder. Ikke godt nok, lyder det fra DJStud-udvalget ”Praktik er uddannelse”. Praktikanterne skal blive bedre til selv at kræve, mener praktikantvejleder på Center for Journalistik.
Individuel uddannelsesplan
Startsamtale
Introduktionskursus
Rundvisning
Hvor ofte får du efterkritik af en uddannet kollega, vejleder eller redaktør? Flere gange dagligt
Sjældnere Et par gange om måneden
7,0 %
Hver dag
9,3 %
16,3 %
18,6 %
20,9 % 27,9 %
Én gang om ugen
Flere gange om ugen
Hvad har du manglet som led i opstarten på dit praktiksted?
” ” ” ” ”
Individuel uddannelsesplan og en forventningssamtale fremfor en “velkommen til”-samtale og efterkritik. - Praktikant på et TV-medie
Uddannelsesplan - der kommer dog en samtale inden for de første to måneder med en praktikantvejleder, hvor ens forløb fastlægges mere konkret. - Praktikant på et nyhedsbureau
Rigtigt meget en startsamtale med forventningsafstemning. - Praktikant på et radio-medie
En plan over praktikforløbet og en mere grundig oplæring og intro til praktikstedets rutiner og måder at gøre tingene på. - Praktikant på et TV-medie En uddannelsesplan og mere feedback. - Praktikant på et landsdækkende dagblad
Hvor tilfreds har du været med introduktionsforløbet på dit praktiksted? Hverken/eller
Meget tilfreds
9,3 % 34,9 %
Utilfreds
4,7 % 7,0 %
Meget utilfreds
44,2 %
Tilfreds
UDDANNELSE
| oktober 2011 | LIXEN
Syddansk savner alsidige studerende Over halvdelen af den nystartede årgang på Center for Journalistik foretrækker at bladre i Politiken frem for andre aviser. Det vækker bekymring hos en medieforsker og sætter spørgsmålstegn ved, om Syddansk Universitet får den forskellighed, som de ønsker, når de udvælger studerende til journalistikuddannelsen.
Simone Agger
53,7 PROCENT. Helt nøjagtigt så mange fra årgang 2011 på Center for Journalistik har Politiken som deres foretrukne avis. Det viser en undersøgelse, som Lixen foretog i forrige nummer. Den nærmeste konkurrent er Berlingske, der med 6 procent dog er flere banelængder bag Politiken. Og det giver anledning til at diskutere, om Center for Journalistik opnår den forskellighed blandt deres studerende, som centret i høj grad tilstræber at få, når de i foråret bruger flere måneder og mange ressourcer på at udvælge de helt rigtige aspiranter til centrets bachelor- og tilvalgsuddannelse. Centerleder Peter Bro er overrasket over, at Politikens føring er så markant, og han fortæller, at det giver stof til eftertanke. »Jeg ser det som et symptom på, at vi har nogle studerende, som på nogle parametre ligner hinanden ekstremt meget. Og det er klart, at det får mig til at overveje, om der er nogle ting, vi skal se særligt på, da vi jo enormt gerne vil optage nogle forskellige typer af studerende her på stedet,« fortæller Peter Bro og fortsætter: »Det er interessant for mig, som har det overordnede ansvar for, at vi skal have en forskelligartet gruppe af studerende, at der i hvert fald er noget, som vores nuværende årgang i så ekstrem grad har tilfælles.«
Usundt at være ens Den manglede forskellighed på dette område vækker bekymring hos medieforsker Klaus Kjøller fra Københavns Universitet. Når så stor en skare af studerende kigger i samme retning, kan man miste den brede orientering, som man får, når man holder sig opdateret på langt flere fronter. Derfor mener Klaus Kjøller, at der er grund til at bekymre sig over, at de kommende journalister ikke adskiller sig mere fra hinanden. »Det overrasker mig, at der er så stor en forskel mellem for eksempel Politiken og Berlingske. Jeg vil stærkt håbe på, at de under uddannelsen får et mere nuanceret billede. Det skal være helt anderledes, når de journaliststuderende forlader uddannelsen. Så hvis man laver samme undersøgelse, når de er færdige, skulle billedet gerne være et andet, end det, vi ser nu.«
De fleste studerende på CfJ vil helst læse Politiken til morgenkaffen. Foto: Rune Jensen Heidtmann
Klaus Kjøller fastslår herudover, at han mener, at det ligefrem er uanstændigt, at der er så stor en skævvridning. »Det er en grov forvridning af hele vores mediesystem, hvis dette varer ved. Og derfor håber jeg, at det ændrer sig i takt med, at de studerende går på uddannelsen.« Svært at caste alsidighed Forskellighed er altså godt. Sådan lyder det i hvert fald fra både Peter Bro og Klaus Kjøller. Alligevel er det ikke det billede, der tegner sig, når langt over halvdelen foretrækker samme avis. Lixen foretog sidste år samme undersøgelse blandt de nystartede studerende anno 2010, og også her var Politiken en klar favorit. Præcis halvdelen foretrak Politiken, og i år er det tal altså steget til 53,7 procent. Derfor går udviklingen i den forkerte retning, især hvis et af de tungere lod på den vægtskål, som vejer de studerende, er forskellighed. Tilbage er så en undren over, hvorfor Center for Journalistik i år ikke har sammensat en gruppe, som adskiller sig mere fra hinanden, når det kommer til medievaner. »Jeg tror, det er svært at skabe en gruppe, hvor man direkte går efter folks medievaner og lader det afgøre, om man kommer ind eller ikke kommer ind. Men det peger dog på, at det er en ret homogen klasse, vi har fået optaget i år. I hvert fald når det kommer til medievaner,« forklarer Peter Bro og understreger: »Det er et udtryk for, at vi skal blive endnu bedre til at skabe en mangfoldighed i studenteroptaget.« Peter Bro peger på, at det nu er op til uddannelsen og underviserne at åbne de studerendes øjne for de mange andre aviser i Danmark. »Det lyder som om, vi skal træne os selv i, når vi skal ned og undervise den nye årgang, at vi så en gang imellem tager nogle andre aviser med, så de kan stifte bekendtskab med dem også.«
Intet under at Politiken er favorit At det lige netop er Politiken, der scorer de højeste point blandt journalistaspiranterne overrasker dog hverken Peter Bro eller Klaus Kjøller. Begge forklarer, at tendensen blandt folk, der læser journalistik, er, at de ofte ligger i midten af det politiske spektrum eller lidt til venstre for denne, og derfor appellerer Politiken til dem. »Politiken er en udpræget holdningsavis, hvilket den har udviklet sig til at være under Tøger Seidenfaden. Oppositionens førende organ under VK-regeringen. Det siger jo i virkeligheden en masse om deres politiske holdninger. Man læser jo kun en avis,
som man kan lide. Man læser jo ikke en avis, som man bliver irriteret over at læse, fordi den prioriterer og vurderer helt anderledes, end man selv gør, « siger Klaus Kjøller Også Peter Bro har erfaring med, at Politiken er meget populær blandt de studerende. Hver gang der skal søges praktikpladser, er Politiken nemlig en af topscorerne. Og det gælder både for de studerende i Odense, Aarhus og Roskilde.
journaliststuderende, og hun har flere svar på hvorfor: »Politiken er en avis, som heldigvis også har fat på læsere med en lidt lavere gennemsnitsalder sammenlignet med Berlingske og Morgenavisen Jyllands-Posten. Jeg tror, det skyldes, at vi rammer rent på nogle af de sektioner, som yngre mennesker er interesseret i.« For Berlingskes chefredaktør Jens Grund betyder det dog ikke det store, at journaliststuderende foretrækker en anden avis. For ham handler journalistik om håndværk og ikke om holdninger: »Det afgørende for mig er ikke, hvilken avis de unge læser, når de begynder på journaliststudiet, men hvilke aviser de læser, når de er igennem studiet. Så vil jeg tro, at de har lært, at kvalitetsjournalistik og Berlingske er synonymer,« siger Jens Grund og tilføjer: »Journalistik handler ikke om holdninger, men om håndværk. Jeg er ligeglad med, om reportere er venstreorienterede eller højreorienterede – bare de er velorienterede. Vi skal i ledelsen nok producere de markante holdninger, og så lader vi journalisterne om at producere den markante journalistik, som er Berlingskes vartegn.« simic09@student.sdu.dk
Til glæde og skuldertræk Chefredaktør for Politiken Anne Mette Svane glæder sig over, at Politiken er den foretrukne avis blandt
Hvorfor læser du Politiken? Morten Buttler, 1. semester: »Det gør jeg, fordi mine svigerforældre har holdt den, og jeg synes, der er meget københavneri i den. Nu er jeg selv flyttet til København, og så blev jeg enig med mig selv om, at den var den avis, der var værd at holde. Det er den avis, jeg føler, at jeg får mest ud af. Specielt deres analyser og deres kulturstof.«
Sara Elisabeth Nedergaard, 1. semester: »Når det handler om aktuelle nyheder, så er det den avis, der er mest overskuelig at læse. Det er også den avis, jeg bedst kan forholde mig til rent politisk. Det er samtidig den avis, jeg altid har læst, og det samme gælder mine forældre. Desuden synes jeg, at deres layout er det bedste.«
Johan Eriksen, 1. semester: »Jeg foretrækker Politiken, fordi den ikke formulerer sig alt for enkelt i forhold til for eksempel Ekstra Bladet. Min farmor bryder sig ikke specielt om Politiken, fordi hun mener, den er bedrevidende, men det er egentlig det, jeg godt kan lide.«
Fotos: Simone Agger
UDDANNELSE
LIXEN | oktober 2011 |
Kronik
Univers(it)et på 1. semester En sort komedie i 8 scener af journalistisk lektor Lene Rimestad
Følgende forkortelser anvendes: JS: Journalistspire JUHU: Journalistisk Underviser i Håndværk AU: Akademisk underviser BRO: Bro
Scene 1 Et kontor på den grå gang JUHU: »Hvorfor vil du gerne være journalist?« JS: »Jeg vil så gerne være med til at formidle forskellige vigtige ting til borgerne, og så er det sådan et spæææændende job.« AU: »Men du har fået 02 i matematik, hvordan vil du forklare det?« JS: »Min matematiklærer i gymnasiet var psykopat.« JUHU: »Er du genert?« JS: »Nej.« JUHU: »Bevis det. Du skal løbe op til Statskundskab og råbe: “Jeg elsker meningsmålinger” hele vejen. Men det skal råbes, så man kan høre det.« JS: »Okay.« JS løber ud, mens hun højt råber “Jeg elsker meningsmålinger“. Scene 2 Et indskolingslokale JS: »Eeej, altzå, for fanden, jeg kan ikke komme på Blackboard, jeg kan ikke engang komme ind på startsiden, og vi har deadline om fire timer, og jeg skal aflevere en opgave, og det er skidesjovt, og jeg vil jo bare gøre mit bedste, og nu er der kun tre timer og 59 minutter til deadline, og hvorfor kan jeg ikke komme på Blackboard, og jeg skal også skrive en artikel til Lixen, og hvor er det sted, vi skal aflevere, og hvad er en vinkel igen, og hvem har
et ordentligt citat fra det oplæg, vi skal referere, og nu er der kun 3 timer og 58 minutter til deadline. Årh, jeg må have glemt mit login i min taske nede på Sir Club i går. Jeg må derned og finde den. Eej, altzå. Er der NOGEN, der vil med på Sir Club?« JS løber ud sammen med resten af holdet. Scene 3 På den grå gang BRO: »Hvordan går det på 1. semester?« JUHU: »Det går fremragende. De er både søde og dygtige og søde. Ikke som 4. semester, der er dovne og kun tænker på praktikken.« BRO: »Det er godt at høre. Bedste hilsner til alle.«
Scene 4 På den grå gang AU: »De studerende læser ikke til mit fag. De møder op totalt uforberedte. Jeg er chokeret. Dette er et universitet. Læser de pensum i dit fag?« JUHU: »Pensum? Læser? De lærer sgu da ikke at læse hos mig. De lærer at skrive. Muhahaha.« AU: »Øh?«
Scene 5 Et indskolingslokale JS1: »Hvordan staver man til separation? Jeg skal skrive “Separation i Kongehuset” i den der øvelse med pressemeddelelserne.« JS2: »S-Æ-B-R-A-S-J-O-N.« JS1: »Men stavekontrollen siger, at det er forkert.« JS2: »Stavekontrollen virker aldrig. Den kan du ikke bruge til noget.«
Scene 6 I auditorium U47 AU: »Sig mig, har jeg ikke set dig før? Løb du ikke rundt engang i foråret og råbte “Jeg elsker meningsmålinger”?« JS: »Nej.« AU: »Jo, var det ikke dig?« JS: »Nej.« AU: »Jeg er sikker på, at det var dig?« JS: »Nej, jeg er alt for genert. Det ville jeg aldrig gøre.« Scene 7 Et kontor på den grå gang JUHU1: »Hvad fanden står der her? S-Æ-B-R-A-S-J-O-N?« JUHU2: »Sæberation i Kongehuset.« JUHU1: »Sæberation i Kongehuset?« JUHU2: »Ja, var det ikke en gammel pressemeddelelse, de skulle skrive om?« JUHU1: »Jo, den er gammel, men den er ikke fra 2. Verdenskrig. ”Sæberation i Kongehuset”? Hvad fanden kan han have tænkt på her?« Scene 8 På den grå gang BRO: »Hvordan går det på 1. semester?« AU: »Det går fremragende. De lærer at læse hos os og at skrive i håndværk.« BRO: »Det er godt at høre. Bedste hilsner til alle.« Morale: Det går nok alt sammen. Note fra forfatteren: Enhver lighed med virkeligheden er så absolut tilsigtet. Personerne i stykket opfører sig fuldstændigt, som de gør i virkeligheden, det er klart. Bedste hilsner til alle.
BRANCHE
| oktober 2011 | LIXEN
Fakta-metrene fortsætter Politikere er gode til det med hurtige bemærkninger og udsagn, der til tider kan være lidt løse i kanten. Men under valgkampen har landets største medier gennem ”faktatjek” nærlæst og fulgt op på de mange udsagn. I dag har alle af landets største medier en ”faktapatrulje”, og det er en naturlig udvikling, som vil fortsætte, mener flere chefredaktører og en ekspert.
Henrik Nordstrøm Mortensen
FAKTUEL FREMTID. Hver eneste danske familie kommer i gennemsnit til at betale 27.500 kroner mere om året i skatter og afgifter, hvis Socialdemokraterne får magten. Ordene er fra afgående statsminister Lars Løkke Rasmussens mund og blev fremsagt på DR1 fire dage før valget. Påstanden kunne i princippet være fremført af en hvilken som helst politiker og ville under normale omstændigheder være bragt i avisen, i radioen, på nettet eller i fjernsynet uden det store efterspil – med stor sandsynlighed i forbindelse med en konfliktbaseret historie. Men ikke længere. Blot to dage efter blev påstanden nemlig ”anholdt” af Politikens Faktapatrulje.
Højere læselyst og bedre orientering Sammen med økonomiprofessorer fra både Syddansk Universitet og Aarhus Universitet fik Politikens Faktapatrulje regnet sig frem til, at udsagnet var ”overvejende falsk”.
”
politiske krudtrøg har lagt sig,« siger Lisbeth Knudsen. Berlingskes læsere har også ytret stor tilfredshed med konceptet og hjulpet til med mange gode indspark til dagsordenen i Berlingskes Faktatjek.
Det giver borgerne en politisk neutral vurdering af de faktuelle påstande, der bringes frem i en valgkamp
Erik Albæk, medieekspert og professor ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet Bag patruljen står journalisterne Hans Drachmann og Michael Lund. Og Hans Drachmann er ikke i tvivl om, hvad initiativet ”Faktapatruljen” har betydet under valgkampen. »Læserne giver udtryk for, at de godt kan lide faste rubrikker, der griber politikernes udsagn lidt anderledes an end normalt. Faktapatruljens artikler er blevet ganske populære,« siger han. Berlingske er et af de medier, som for nyligt har optaget konceptet om faktatjek i forbindelse med valgkampen. Ansvarshavende chefredaktør hos Berlingske, Lisbeth Knudsen, ser store fordele i forhold til vælgerne. »Vælgerne bliver med god grund forvirrede over, at politikerne kan bruge den samme rapport eller ekspertudtalelse på flere måder. Derfor er Faktatjek et godt redskab til at give vælgerne ordentlig besked og til at holde styr på fakta, når den
»Læserne på nettet og i avisen har været meget positive over for Faktatjek. Og der er kommet gode idéer og forslag til emner, vi kunne tage op,« uddyber Lisbeth Knudsen.
”
kritisk analyserende og fortolkende. Faktatjek ligger i forlængelse heraf,« fortæller Erik Albæk, medieekspert og professor ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Af samme årsag vil Berlingske indføre Faktatjek som en permanent del af deres valgdækning i fremtiden. »Det er absolut noget, vi vil fortsætte med. Det, tror jeg, bliver et fast element i valgkampe fremover,« siger Lisbeth Knudsen. Hos Politiken har de ikke lagt sig helt fast på Faktapatruljens rolle i fremtiden. Men det tegner dog lyst for de læsere, som har fundet glæde ved de små faktuelle indlæg – også uden for valgkampens slagmark. »Vi har ikke taget endelig stilling til Faktapatruljen endnu. Men man kan sikkert godt
Det er absoult noget, vi vil fortsætte med. Det, tror jeg, bliver et fast element i valgkampe fremover
Lisbeth Knudsen, chefredaktør på Berlingske
Fast del af kommende valgkampe Og ”faktatjek” ser ud til at være et fænomen, der er kommet for at blive. Det kan tilskrives en ny udvikling inden for de journalistiske genrer og en forlængelse af den normale kildekritik, medier fører. »Journalistik har over en årrække udviklet sig fra primært at være refererende til i højere grad at blive
forestille sig, at vi vil bruge det senere. Også uden for valgkampen,« fortæller Hans Drachmann. Et mere neutralt udgangspunkt Især under valgkampe kan beskyldningerne være mange, men de faktuelle belæg er vakkelvorne. Aviserne, radiostationerne, tv-stationerne og netmedierne følger bestemte rutiner
i forhold til at bygge konfliktbårne artikler eller indslag op. Den rutine bliver der ifølge Erik Albæk rokket lidt ved med fakta-metrene. »Det giver borgerne en politisk neutral vurdering af de faktuelle påstande, der bringes frem i en valgkamp. Og det er forhåbentlig med til at holde politikerne i ørene – både med hensyn til at overbyde ens egen politik og med hensyn til at kritisere modpartens,« forklarer Erik Albæk. henmo09@student.sdu.dk
BERLINGSKES LØFTEBANK
- I forlængelse af valgkampen har Berlingske samlet mere end 100 valgløfter i et system, de kalder Løftebanken. - Faktisk er politikerne kommet med så mange udmeldelser, at Berlingske har sat en søgefunktion på Banken. På den måde kan man komme helt tæt på de enkelte politikeres valgflæsk. - Man kan søge på politikområde, parti, enkelte politikere og medie. - Se mere på www.b.dk/ politiko/her-er-politikernesvalgloefter
Webjournalisten ved skrivebordet Når man hører ordet webjournalist, tænker mange straks på en journalist, der gemmer sig bag skærmen, drikker litervis af kaffe og finder alle sine kilder via e-mail og telefon. Sådan ser virkeligheden dog ikke nødvendigvis ud.
fonen eller sender en e-mail, så han kan komme hurtigt videre til den næste nyhed. Spørgsmålet er så, om der er noget om snakken. Afhængigt af hvem man taler med, og hvilket område de bearbejder, vil man få nogle forskellige svar. De specialiserede webjournalister – det vil sige dem, der arbejder med specifikke emner, hvor nyhederne
”
Karl André Pedersen
SKRIVEBORDSARBEJDE. Journalisten sidder ved sit skrivebord, deadlinen er nært forestående, og vedkommende skal beslutte sig for, hvordan den sidste kilde hentes hjem. Han skal tage stilling til, om der er tid til at tage ud og finde kilden personligt, eller om han skal forsøge at hive citatet hjem fra sin plads bag skrivebordet. Myten lyder, at journalisten, og mere specifikt webjournalisten, tager den lette udvej og fatter tele-
daglige brød, og de opnås bedst og mest konstant via et dedikeret skrivebordsarbejde, gennem kontakter hos andre medier, spiludviklere, distributører og gode tips fra brugere. Der er dog ingen tvivl om, at størstedelen opnås bedst og verificeres hurtigst via elektroniske medier og ved skrivebordet.« Spiljournalistikken i særdeleshed
Rigtig meget bliver lavet via telefonen. Line Prasz, journalist på politiken.dk
ikke nødvendigvis bliver støvet op på gaden – vil have nemmere ved at nikke genkendende til spørgsmålet. Efter en snak med Thomas Frederiksen, chefredaktør på playstadium.dk, der til hverdag beskæftiger sig med anmeldelser af computerspil, bliver dette tydeligt: »Det er hovedsagligt skrivebordsarbejde. Nyhederne er spilpressens
beskæftiger sig med et nichemarked, der, på trods af dets efterhånden meget store plads i samfundet, alligevel er »svært at dække ved at rende rundt blandt borgerne,« lyder det fra Thomas Frederiksen. Fra alle fronter Journalist Line Prasz arbejder på politiken.dk, hvor hun dækker ind-
og udland. Hun udtaler, at webjournalistik er meget ligesom alle andre former for journalistik, hvor man også fra tid til anden vover sig væk fra skrivebordet for at finde de helt rigtige kilder. En typisk dag på Politikens webredaktion starter med et møde, hvor man drøfter de ting, der er sket natten over, hvad andre medier har skrevet om, som man måske selv bør komme omkring, samt de idéer til nyheder og historier, som de enkelte journalister ligger inde med. Enhver god idé bruges, og så spiller det ingen rolle, om det efterfølgende arbejde foregår ved skrivebordet eller i vildmarken – den gode nyhed skal skrives uanset hvad. Politiken.dk forsøger at lave reportager, rundspørger og lignende på daglig basis, men når det kommer til de daglige nyheder, vælger man alligevel ofte at ringe til sine kilder i stedet for at opsøge dem personligt. »Rigtig meget bliver lavet via telefonen,« lyder det fra Line Prasz, som understreger, at det ganske enkelt skyldes det konstante tidspres. På
nettet er det vigtigt at være opdateret hele tiden, selvom politiken.dk ikke har nogen særlig kvote for, hvor meget der skal skrives på en dag. Hvad end man skriver til web eller ej, gælder det dog, at journalister naturligvis følger med tiden. Når nu teknologi, og især de sociale medier, spiller så stor en rolle i danskernes hverdag, er der ingen grund til, at man som journalist ikke skal gøre brug af netop dette for at være mere effektiv i sit arbejde. karpe09@student.sdu.dk
BRANCHE
LIXEN | oktober 2011 |
Mediejurist: Norsk pressenævn går for vidt Norske journalister skal fremover stå til regnskab for deres ytringer på sociale medier. Det vurderer en arbejdsgruppe nedsat af det norske pressenævn, PFU, i ny rapport. I Danmark er der ingen ændringer på vej i den nære fremtid.
Ulrik Baltzer
GRÅZONE. Kvidr, kvidr. Endnu en opdatering ryger på nettet ledsaget af det karakteristiske Twitter-pip. Men noget er anderledes. I hvert fald hvis du er journalist i Norge. Her kan pippet fremover betyde, at dine ytringer kan blive genstand for en sag i Pres-
senævnet. Det er kernen i en rapport fra en arbejdsgruppe, der har gransket vilkårene for de norske journalister, som er aktive på sociale medier som Twitter og Facebook. Arbejdsgruppen skelner mellem profiler, der er direkte underlagt en redaktion og profiler, som nok er private, men hvor det også fremgår, at personen bag er ansat på en redaktion: ”Gråzonen for en eventuel klagebehandling i PFU vil være journalister og redaktørers profiler på sociale medier, hvor han eller hun knyttes til et medie eller indhold på et medie,” skriver PFU’s komité i rapporten.
sociale profil, vækker ikke begejstring hos Oluf Jørgensen. Han er ekspert i mediejura ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX), og han mener, at arbejdsgruppen overreagerer. »Den norske model skaber uklarhed. Både for journalisterne, men i overvejende grad også for internetbrugerne,« forklarer Oluf Jørgensen med henvisning til de kriterier, som komitéen har stillet op. Højt på listen over kriterier i rapporten står, at ytringer fra jour-
Skaber uklarhed Forslaget, der kan føre til, at norske journalister fremover skal tænke en ekstra gang, før de opdaterer deres
nalister, der blot skilter med deres beskæftigelse på for eksempel deres Twitter-profil, skal være omfattet af den norske medieansvarslov. Det, mener Oluf Jørgensen, er at gå for vidt og understreger, at komitéens kriterier ikke nødvendigvis gavner internetbrugerne: »Internetbrugeren skal være i stand til at vide, om en given internetside er omfattet af god presseskik. Det, mener jeg ikke, de norske kriterier er med til at skabe klarhed omkring,« siger Oluf Jørgensen.
Dansk Pressenævn afventer Intet tyder på, at danske journalister behøver at frygte for deres opdateringer i fremtiden. I Danmark udtaler Pressenævnet ikke på nuværende tidspunkt kritik af jour-
nalisters ytringer på sociale medier, og det bliver der ikke lavet om på foreløbig. Ifølge sekretariatsleder i Pressenævnet, Sanne Godthaab Olesen, har nævnet ikke nedsat en arbejdsgruppe til at se på spørgsmålet om journalisters brug af sociale medier i og uden for arbejdstiden. Pressenævnet afventer i stedet en større revision af Medieansvarsloven, som Justitsministeriet i øjeblikket planlægger. Den beslutning bakker Oluf Jørgensen op om. Han mener, den danske lovgivning er fin, som den er: »Det er fornuftigt at holde fast i, at der skal være en ansvarshavende redaktør, før mediet kan være omfattet af Medieansvarsloven,« siger han. ulbal10@student.sdu.dk
Illustration: Paul Sauer
Tre hurtige Lixens praktikstatistik
Svendborgs Netavis genopstår
Du kan stadigvæk nå at indstille til ”Jern Henrik”
Lixens undersøgelse blandt nye praktikanter på landets medier viser, at to ud af tre kom ind på deres førsteprioritet. Det fremgår desuden af undersøgelsen, at tv-mediet og de landsdækkende dagblade har fået flest af SDU’s journaliststuderende i praktik med hver 20,9 procent. Radio indtager en tredjeplads med 14 procent.
Stifter af Svendborg Netavis, Frede Jacobsen, melder sig ind i mediekampen på ny. Netavisen, som skriver om Svendborg og omegn, genopstår efter ”sort skærm” siden april, hvor netavisen måtte lukke ned på grund af økonomiske vanskeligheder. Frede Jacobsen fortæller, at énmandsredaktionen i denne omgang vil blive udvidet til flere samfundsdebattører fra Svendborg. Svendborgs Netavis gik i luften første gang i marts 2010. leaso08
Til KaJO’s generalforsamling den 29. oktober uddeles prisen ”Jern Henrik” til en studerende fra 7. semester, som har gjort sig bemærket med et produkt i praktiktiden. Fristen for at indstille studerende til prisen er blevet forlænget til den 30. september. Indtil videre har KaJO modtaget 18 indstillinger til årets pris. Vinderen af Jern Henrik-statuetten modtager 2000 kroner.
leaso08
saran10
BRANCHE
| oktober 2011 | LIXEN
En fotoreportage fra et wrestling-show på Døllefjeldemusse Marked. En fortælling om hvordan tallene 1 og 0 bliver til computerspil og et uddrag fra en roman – det er blandt andet, hvad man kan finde i det nye og gratis onlinemagasin TUMULT. Alt sammen historier, der ikke havde været plads til i den rigide magasinbranche.
Rune Jensen Heidtmann
TUMULT. Lixen mødes med Jacob Nielsen og Jacob Carlsen, der udgør to tredjedele af idémændene bag det nye onlinemagasin TUMULT. Og da vi tager vores skriveudstyr frem, falder et eksemplar af Ud&Se ud af tasken. Jacob Carlsen tager magasinet op og bladrer rundt i det: »Ud&Se er jo et glimrende magasin, men vi synes, at formen og ikke mindst annoncerne ødelægger det.« Jacob Carlsen bladrer rundt i det gratis magasin fra toget og stejler hurtigt over en portrætserie om folk med skæg: »Det her er jo en nydelig artikel. Den er flot sat op, og man kan se, at fotografen har gjort sig umage med at lave flotte portrætter… «, han bladrer hidsigt om på sidste side af artiklen: »Men så dør den lige her!« Jacob Carlsen peger på den helsides reklame for TIGER, som bliver punktummet for artiklen: »Det er så synd, at en flot artikel som den her skal slutte så grimt af… Men det er selvfølgelig ikke kun derfor, vi laver TUMULT, der er mange grunde, men vi tænker specielt over at gøre layoutet så lækkert som muligt – og så er der ikke plads til TIGER-reklamer!« siger Jacob Carlsen og ser på Jacob Nielsen, der smilende tilføjer: »Men på samme tid er vi heller ikke helt afvisende over for idéen om annoncer. Vi ville rigtig gerne udkomme på tryk på et tidspunkt. Og det skulle også være den eneste grund til at lade annoncørerne komme med i bladet. Penge til at komme på tryk.« Et klik på indholdet For penge, det har TUMULT ingen af. Det er et nonprofit-foretagende, og alle bidragsyderne har arbejdet gratis. Og alt det gratis arbejde er der så kommet et onlinemagasin ud af. Du går ind på www.tumultmag. com, og alt efter hvor stor din skærm er, står der en tilsvarende stor, tyk wrestler og stirrer på dig gennem en mexicansk wrestlermaske. Klikker man på ham, åbnes magasinet i en helsides version, som er nem og overskuelig at navigere rundt i. Nederst en oversigt over indhold, og i siderne pile til at bladre frem og tilbage. Let og elegant. Indholdoversigtens baggrund er et billede af en wrestler, der hopper ud fra et ringhjørne og er ved at lande på sin modstander – ja, man kan tage dette som en opfordring til at springe
Foto: Jacob Nielsen
ud i tumulten – og det er så, hvad vi gør.
Gratis kvalitet Der er 3 fotoreportager. Forsidereportagen om et dansk wrestlinghold er også ledsaget af en skreven reportage. De to andre fotoreportager er uden ord, men vejer op ved i sig selv at være forundrende gode. Især den unge amerikanske fotograf Matt Eichs bidrag ”Carry me Ohio”, er en historiefortælling i sig selv. I en længere periode har han fotograferet sit White-trash-nærmiljø. Og han får os beskuere til blandt andet at undre os over, hvorfor i al verden der står
en zebra i en baghave i Ohio midt om vinteren, mens sneen falder på den og dækker de sorte striber. Udover alle de flotte billeder er der en artikel om computerspil, et portræt af musikeren Peter H. Olsen og et uddrag af bogen “Hønsehunde”. Her er det specielt den sjove beretning om en computernørds begejstring for computerspil, der står ud. På uhyre interessant vis formår skribenten Rasmus Karkov at fortælle, hvordan programmørers passion for kodning – og ultimativt om 0’ere og 1’ere – bliver til computerspil. Det hele bliver smedet sammen af et layout, der er flot og overskueligt.
Og det hele virker gennemarbejdet og professionelt. Og det hele får man – ganske gratis. Man fornemmer, at der hos TUMULT er en overvægt af fotografer på redaktionsmøderne. Især det visuelle er gennemført, og billederne får den plads, som de skal have. Det er i fotoreportagerne, at TUMULT retfærdiggør sig selv, og det er her, første udgave har sin styrke. Dermed ikke sagt, at det skrevne halter meget efter. Historier som ”Den Skizofrene Kode” af Rasmus Karkov er både original og velskrevet – lad os få MEGET mere af den slags i TUMULT fremover!
Lad billederne tale for sig selv »Mediebilledet ser lidt anderledes ud for fotografer end for journalister – og med mediebilledet mener jeg magasinbranchen. Billeder fylder mere end tekst og kræver typisk mere af læseren. Kommer man som freelancefotograf og vil sælge en reportage, løber man hurtigt panden mod muren, hvis den er for skæv eller for indviklet. Og når de så endelig bliver modtaget, så vil journalisterne ødelægge billederne med forklarende billedetekster. Det er synd. Man skal lade billederne tale for sig selv!«, siger Jacob Nielsen, der er uddannet fotojournalist fra DJH i 2006.
BRANCHE
LIXEN | oktober 2011 |
»Man må sgu bare skabe noget TUMULT!« »Man kan godt leve som freelancefotograf i Danmark, men bladene spørger altid efter det samme: portræt, portræt og portræt. Og det er også fint nok, men efter et stykke tid, vil man gerne udfordres lidt,« siger han og fortsætter: »Så da Jacob Carlsen og jeg stod til en sommerfest og brokkede os over de rigide medier, fandt vi ud af, at vi da sgu da bare kunne lave vores eget magasin.« På det tidspunkt havde Jacob Nielsen allerede lavet reportagen om de danske wrestlere. Men han havde ikke kunne få den solgt til nogen blade. Lysten til at få sine ting udgivet og leden over den stramme magasinbranche ledte altså til idéen om at starte et nyt, frit magasin: »Så satte vi os ned og kom på nogle forskellige idéer. Og det gik hurtigt op for os, at det skulle være en platform for alle de skæve ting, man ellers havde svært ved at finde en plads til i magasinbranchen.«
Teknologi og tilgængelighed Drevet af lysten til at få udgivet noget andet end de vanlige portrætter, som magasinerne altid efterspurgte, gik Jacob Nielsen og Jacob Carlsen i gang med at undersøge, hvilke muligheder, de havde. Ret hurtigt fandt de en tredjemand, Tommy Heisz, der som journalist og forfatter også savnede en platform at udfolde sig på. »Den oprindelige idé var, at vi ville udkomme på iPad’en. Og det var der også mange potentielle bidragsydere, som var hooked på. Men da vi så os om efter en platform, fandt vi hurtigt ud af, at det ville være alt for dyrt,« fortæller Jacob Nielsen. Og efterhånden som udforskningen af de forskellige teknologier skred frem, faldt der nogle fra:
»Da idéen om iPad’en faldt til jorden, faldt også en del skribenter fra, der havde håbet på at udfolde sig på den platform,« siger Jacob Nielsen. »Men det viste sig jo så siden, at det ikke var platformen, der var det største problem.«
Skæve historier tager tid »Mange af de skrivende journalister, som viste interesse for TUMULT, var begejstrede for idéen om fri leg. Men hurtigt kom de med spørgsmål til tema eller til form, og der måtte vi jo fortælle, at det havde vi intet af,« siger Jacob Nielsen og fortsætter: »At skabe idéer til skæve historier tager tid. Og når alle arbejder gratis, skal man have en speciel passion for det, ellers bliver det hurtigt surt. Jeg håber også, at passionen kan ses, når man bladrer gennem TUMULT.« Den tidskrævende fri leg fik yderligere nogle folk til at falde fra, og det endte med, at første udgave blev lavet af bidragsydere, som kom fra de tre bagmænds bagland. »Der var en journalist, der sagde til mig, at han var en smule bekymret for, hvordan det kom til at se ud, selvom han havde bidraget med to ting For vi havde jo ikke noget layout eller en skabelon at vise frem. Men efter vi udkom, sagde han, at det var blevet flottere, end han forventede, og han var helt sikkert på til næste gang.« Så Jacob Nielsen er ikke i tvivl om, at de sagtens kan finde bidragsydere til de kommende numre. TUMULT vil udkomme 2-4 gange om året og kan ses på: www.tumultmag.com
Smagsprøve Ærter rimer på smerter. Sådan råber en kræmmer på Døllefjeldemusse Marked, der ikke alene tilbyder lollandske bælgfrugter, men også gør sig i Ostrich Oil Strudseolie hældt på små 10 milliliter-flasker til at indgnide lige dér, hvor smerten sidder.
Foto: Jacob Nielsen
Den forsvarende danske sværvægtsmester ved navn Chaos skal dog hverken udstyres med grønne ærter eller fynsk strudseolie, for som den randrusianske wrestlingdynamo selv siger det, mens han krydser markedspladsen så målrettet, at hans lille trolley-kuffert med tights og boksestøvler nærmest svæver efter ham hen over græstæppet: »Jeg kan lige så godt lide at tage imod tæv som at give tæv. Giver man en røvfuld, må man også kunne tage en røvfuld.«
ruhei08@student.sdu.dk
Foto: Jacob Nielsen
Jacob Nielsen og Jacob Carlsen. Foto: Rune Jensen Heidtmann
PORTRÆT
10 | oktober 2011 | LIXEN
Fotos: Rune Jensen Heidtmann
Fra fri fugl til fristet Han blev spyttet ud af talentfabrikken på Danmarks Radio, han undgår helst for mange gok i nødden med nyhedstrekanten, og lige nu er han på et program, hvor han er i fare for at miste sin ”street credit”. Adam Duvå Hall giver en lille dum finger til alle de korrekte meninger.
Christine Landry Brandt og Lea Holdgaard Sørensen
Hvorfor skulle vi mødes her? Han smiler. Ser ned i bordet. Det bliver signaturbevægelsen for resten af aftenen, når Adam Duvå Hall bliver overrumplet af et spørgsmål. Pludselig peger han højt oppe over vores hoveder på en tegning af en mand med et langt, uldent skæg. Musikredaktør, Chilinet
1998
»Jamen, det er på grund af ham der. Det var her, formanden kom. Han havde et kontor lidt længere oppe ad gaden, men hver dag læste han sine aviser her. Og han var altid på jagt efter en fest.« Billedet forestiller Simon Spies. »Desuden er det bare et pissehyggeligt sted. Man må jo stadig ryge her.« Du ryger? »Ja, det gør jeg.« Vinstue 90 på Frederiksberg. I folkemunde 90’eren. Det er her, vi sidder. I et dunkelt baglokale, hvor en sødlig røg fra nabobordets dampende piber smyger sig kælent ind i næseborene, mens tjeneren serverer dét, som baren her er kendt for i vidtrækkende kredse: Den langsomme fadøl. Det tog knap en halv time at skænke de fire mellemstore Tuborg, som nu står foran os med fyldigt, bølgende skum. »Ja, det er nok mere en gimmick end gourmet. I virkeligheden er det jo bare en stor, flad fadøl,« griner Adam. Lixen griner med.
Vært på Rotation, Københavns Universitetsradio
1998/99
Optagelsesprøve, DR Talent
1999
Adam, vi tænkte, vi kunne starte med en status pt.? »Jamen status pt. er vel bare skål, ik’? I virkeligheden.« Han hæver sin store, flade fadøl, skåler og tænder sin første smøg.
”
sted med gang i og med sjove typer over det hele”. En dag tog morfaren ham med ned på sportsredaktionen, hvor han kunne vælge et billede af enten Frank Arnesen eller Allan Simonsen. »Og så har jeg åbenbart tænkt: ”Nå, man får
Jamen, status pt. er vel bare skål, ik’? I virkeligheden.
Adam Duvå Hall
At undgå bank med en nyhedstrekant Da Adam som lille, med båndoptager og vigtige papirer med kruseduller på, legede nyhedsoplæser, vidste han endnu ikke, at han en dag skulle gå ned ad den journalistiske vej. Den vej, som både hans far, morfar og onkel var gået. Hans morfar arbejdede på Politiken, og Adam var allerede tidligt med på job og fik lov til at lege i det store hus. Et hus, han husker som ”et Fastansat, Danmarks Radio
2000
også lov at møde fodboldspillere. Altså det er sådan nogle små ting, der har fascineret mig ved journalistikken og måske også hele livsstilen, miljøet og alle de muligheder, der ligger i det.« Senere har Adam dog fundet ud af, at journalistik kan mange andre ting end at kaste billeder af fodboldidoler af sig. »Det smukke ved en tilværelse som en eller anden slags formidler er jo, at man kan dykke ned
Laver “Torsdag i To’eren” og “Go’ Røv og Go’ Weekend”
2003-2005
Vært med Mads Vangsøe, “Monkey Business” på P3
2003-2006
PORTRÆT
LIXEN | oktober 2011 | 11
i de forskellige verdener. Det, tror jeg, ligesom var det, der fascinerede mig ret hurtigt. Det alsidige. Og hele livet omkring det,« fortæller han og fisker endnu en Prince op af pakken. Adam flirtede da også med tanken om den klassiske journalistuddannelse, inden han startede på DR’s Talentværksted. »Men temperamentsmæssigt syntes jeg bare, at det passede mig bedre at eksperimentere, som Talentværkstedet gjorde det. I stedet for at blive slået i hovedet med en eller anden nyhedstrekant.«
”
Han var nok ikke så indprentet i DR, som jeg var. Når man har lavet noget, masserne gider at høre, så begynder telefonen at ringe. Nogle tilbud var sjove at overveje, men jeg tænkte altid: ”Det gør man bare ikke, det kan man ikke.” Jeg blev klogere.« Han holder inde i talestrømmen og fugter ganen med sin øl. En tredje smøg tændes, og røgen indhaleres dybt. Med Monkey Business afsluttet kom tomheden. Adam kastede sig over små projekter på forskellige redaktioner, men en dag ringede
Jeg skulle allerførst lige høre, hvad det var i realitygenren, de mente, de kunne bruge mig til, ik’? Der havde jeg straks et forsvar oppe at ringe.
Adam Duvå Hall
Talent in the making Trekantens skarpe kanter slap den nu 34-årige Adam for, da han blev optaget på DR’s talentuddannelse i 1999. Efter et intenst optagelsesforløb med speakprøver, idéudvikling og medie-robinson, hvor en grum Mikael Bertelsen udfordrede deltagerne på selvtillid og tåregrænse, blev Adam udnævnt som talent og fik efterfølgende ansættelse under DR-taget. Hvad er dit talent, Adam? »Jeg tror, de håbede på, jeg kunne udvikle mig til at bidrage til det der ungdomslaug. Det var min indsigt i journalistikken kombineret med underholdning. Og så havde jeg bare nogle gode idéer, som kunne binde de to dele sammen.«
Kan man plukke talenter på den måde, som DR gør det? »Ja, det synes jeg helt klart, man kan. Det giver anledning til nogle andre typer end klassiske journalister. Jeg synes, man skal udnytte den ungdomsgalskab og anti-autoritære måde at gøre tingene på og skide lidt mere på reglerne! Et perfekt mix er da den klassiske journalist, som kan håndværket og så nogle frie fugle, der skærer tingene anderledes.« Adam blev en fri fugl hos DR. Efter kort tids ansættelse begyndte hans idéer at give bonus. Mogens Glistrup indvilligede i at give et interview til en purung, men nu talentkronet Adam på Uland Undersøger. Interviewet blev et hit i alle medier, da Adam og kollegaen Christoffer Emil Bruun valgte at lave et medløber-interview og give Glistrup medhold i, at muslimer burde kunne sælges i stedet for et traditionelt, konfronterende interview. Interviewet blev landskendt og citeret ned til det mindste ”øhh”: »Det var jeg meget stolt af. At de idéer vi arbejdede med også kunne bryde igennem på en anden måde.« Adam arbejdede sig op hos DR. Flere redaktioner blev afprøvet og særligt radiomediet udviklede Adam et særligt talent og en lidenskab overfor. Efter en flirt med tv vendte Adam tilbage til radioen på P3 med udnævnelsen som aftenfladeredaktør med Mads Vangsøe. Sammen udviklede de et radiokoncept, som tog lytteren i hånden og inviterede indenfor i et komisk sammensurium af spøjse karakterer og interaktiv lytterdeltagelse. Programmet, Monkey Business, blev populært blandt lytterne på P3. Men hvorfor sluttede I så? »Det var Mads, der foreslog det i virkeligheden. Han havde sådan en idé om, at man skal slutte på toppen. ”Det er nu, vi skal smede.” Monkey Business stopper
2006
han til Sara Bro, som havde krydset hans faglige vej på radioprogrammerne ”De Professionelle” og ”Go’ Røv og Go’ Weekend”. »Hun er bare altid en, jeg har lyst til at arbejde sammen med,« fortæller han om kollegaen. ”Formiddagen med Adam og Sara” udviklede sig i kraft af Adams endeløse snor på P3. Idéerne udsprang i forsøget på at finde noget tilpas kliché i en sammenhæng, der gav mulighed for at sætte lytteren i spil. Idéen om en brevkasse blev købt af både redaktion og lyttere. Hver formiddag behandlede makkerparret med hørebøfferne spørgsmål fra den lyttende skare om alt fra søløver til dagens status pt. indsendt af typer som Fitty Bent. ”Verdens største brevkasse” blev et usædvanligt lytterhit, og tre år frem krydrede Sara Bro og Adam Duvå Hall formiddagen på P3.
Fristet til ”Fristet” Men en dag ringede virkeligheden. Den virkelighed, som befandt sig uden for den store DRby. Virkeligheden var Viasat, som kom med et tilbud om værtsrollen på en ny realityserie, der
”
BLÅ
Hvad var det for et forsvar? »Dét skal jeg bare ikke. Det er slet ikke noget for mig. Det er sådan set rimeligt enkelt!« Men trods tvivl og fordomme over for realityens brogede ry og rygte satte tilbuddet gang i tankerne om fremtiden og tilværelsen som radiovært: »Jeg havde et eller andet sted troet, at jeg skulle være i DR altid, men hvis jeg skal være helt ærlig, så var jeg endt lidt i en eller anden metaltræthed i forhold til at arbejde i så stort et hus. Desuden var jeg grundtræt af den indiekorrekthed, som jeg har stødt næsen imod. Meningsdannere, som dikterer, hvad god musik er, og hvad godt tv og underholdning er, har faktisk irriteret mig igennem nogle år.« Jamen Adam, du var jo selv kritisk meningsdan-
Vært, Dansk Melodi Grand Prix
2006-2008
Vært med Peter Palshøj, “Rio Bravo” på P3
2007
Livret: Bare der er nok af det. Og det kan moses! Det er sådan et familiemotto. Journalistisk forbillede: Hunter S. Thompson. Og det er også sådan noget lidt for smart at fyre af. Ellers er det Mads Brügger. Det er en mand, der kan gå undercover på en international klovnekongress og komme ind i Nordkorea. Han fortæller historier, som er så originale. Han leger virkelig med det.
Yndlingscitat: Hold da op – det tror jeg ikke, jeg har. Jeg har meget svært ved at leve efter sådan nogle – men Simon Spies har jo sagt rimelig mange sjove ting, som jo nærmest er sådan nogle små ordsprog i sig selv. Han har sagt, at ”Man kan ikke købe kærlighed, men man kan købe noget, der ligner til forveksling.”
ner, da du først fik tilbuddet om “Fristet” – Du havde da også fordomme over for realitygenren? »Ja, og det er jo også det, man opdager! At man lynhurtigt sætter folk i bås eller synes noget meget let om ting. Det er svært at forklare, men i hvert fald synes jeg mit valg handlede om at se om den anden ende af branchen, som ikke er korrekt i en masse meningsdanneres øjne, kan noget.« Og det gjorde Adam så. Han takkede ja til Viasat og takkede af på Formiddagen, P3 og DR. Han skiftede radiolokalet på Emil Holms Kanal 8 ud med Alanya i 45 graders varme og insekter på størrelse med små sportsfly. »Altså, der er ligesom bare nogle gode udviklingsmuligheder i det for mig og for kanalen,
Adam Duvå Hall
ville friste unge sjæle og sarte seere. Adam var skeptisk: »Jeg skulle allerførst lige høre, hvad det var i realitygenren, de mente, de kunne bruge mig til, ik’? Der havde jeg straks et forsvar oppe at ringe.«
Bedste ven: Min bedste ven hedder Simon Engstrøm. Vi har været bedste venner, siden vi var seks år gamle, og vores forældre er også venner.
Favoritvoks: Det er meget sjovt, fordi den, jeg bruger, fandt jeg først ud af forleden, hvad hedder. Jeg har bare vidst, hvordan den så ud, så på den måde går jeg ikke så meget op i det. Men jeg går selvfølgelig op i, at mit hår ser ud, som om jeg lige har dyppet det i en fri- turegryde, ik’? Den hedder Sant, og den er lige udgået.
Bliver du mødt med skepsis af nyhedsjournalister? Nej, mere en nedladende klappen på hovedet.
BOG
som er røvspændende. Og det er også sådan en luns, som jeg synes, det er svær at sige nej til,« fortæller Adam, mens han tager en slurk af fadøllen. Nu uden skum. Den omvendte drøm Og selvom Adam godt ved, at nogen måske har undret sig over hans valg om at gå fra DR til TV3, er det for ham et billede af, hvordan hans liv ser ud lige nu, og samtidig mener han, at det er vigtigt hele tiden at finde ud af, hvor man er, og hvad der passer godt til en. »Og jeg kan berolige folk med, at det er skidesjovt,« fortæller han om jobbet som vært på Fristet.
Bliver du mødt med skepsis af nyhedsjournalister? »Nej, mere en nedladende klappen på hovedet,« joker han. »Jeg tror, man brænder nallerne lidt hurtigere på tv, end man gør i radioen, og “Fristet” er sådan et program. Et program, der godt kan Dækker OL i Kina i samarbejde med DR Sporten
2008
brænde en masse af min såkaldte “street credit” af ret hurtigt, ik’?,« siger han grinende, mens han pulser på den fjerde cigaret. Adam har altid haft en drøm om at blive korrespondent. Men i dag ved han også godt, at han aldrig kommer til at stå som den klassiske udlandsreporter. »Altså, jeg bliver aldrig den nye Svenning Dalgaard, vel? For det er ikke mit område. Jeg har en eller anden råskitse i en eller anden underholdende form,« siger han og understreger, at hvis der en dag skulle blive slået en stilling op som underholdningskorrespondent, kunne det godt være noget. Han føler ikke, at der er nogle drømme, han har travlt med at udleve, eller nogle mål, der skal nås, for faktisk har han allerede udlevet mange af sine drømme. Han har både dækket VM i Sydafrika og været i Afghanistan for at lave radio fra den danske lejr i Helmand-provinsen. »Jeg startede jo lidt midt i en drøm. Det var min drøm på DR at lave radio og ungdoms-tv. Og det var min drøm at komme ud at rejse og lave VM, og samtidig var jeg i Afghanistan, så på den måde kan man sige, at min drøm jo i virkeligheden er at prøve så meget af som muligt.« Hovedpersonen på den lille tilrøgede bar på Gammel Kongevej 90 har efter halvanden time kun drukket lidt under halvdelen af sin flade fadøl med det softicelignende skum. »Altså, jeg har jo ikke en drøm om at sidde som 50-årig og lave TV 2 Charlie. Og det kommer jeg sikkert alligevel til, fordi mit liv ser anderledes ud på det tidspunkt.« Han griner. Lidt senere i toget mod Odense: Lixen sender en hastemail til Adam: Emnefelt: Shit
Adam, for fanden, nu blev vi så opslugte af din historie, at vi glemte at få en status pt. efter interviewet. Kan du ikke lige slynge en ud over mail? Adams svar: »Status pt er Tu Tu Tusindben en hva hva hvaffor en??????.«
chbra10@student.sdu.dk leaso08@student.sdu.dk
Starter programmet “Formiddagen med Adam og Sara”
2008
Stopper på “Formiddagen” og starter på Viasat
2011
12 | oktober 2011 | LIXEN
JOURNALISTIK FRA
FRONTEN
FOKUS
Oprør, jordskælv, kamp for demokrati, hungersnød, blodbad med civile som ofre. Når verden rammes af krig og katastrofe, er det instinktivt og naturligt for mennesket at søge væk. Men journalisten vil den modsatte vej. Midt ind i konflikten. Han er øjne og ører for dem, der ikke er der til at opleve det. Han skal dokumentere, hvordan verden ser ud – også når den viser sig fra sin værste side.
Foto: TV 2
FOKUS
LIXEN | oktober 2011 | 13
Send korrespondenterne hjem Lektor og forsker i medier og krige Mark Ørsten mener, at korrespondenter tit er overflødige i de danske mediers dækning af udlandsstof. Den erfarne DR-korrespondent Steffen Kretz fastholder derimod, at korrespondenter er vigtige, når de menneskelige omkostninger af en konflikt skal dækkes.
Tinne Hjersing Knudsen
KONFLIKT. Mark Ørsten, der er lektor og forsker i medier og krige, savner substans og sammenhænge i den danske dækning af udlandsstoffet. Han mener, at danskerne lærer mere af, at de danske journalister bliver hjemme i studiet frem for at stille et kamera og en korrespondent op i et brændpunkt. Journalisten Steffen Kretz, der både har været redaktør på DR’s udenrigsmagasin Horisont og udsendt medarbejder for DR, mener, at korrespondenterne er vigtige, fordi de kan sanse og føle for seere og læsere.
Hjemme bedst »Problemet med korrespondenter er, at de opholder sig i en iscenesat virkelighed. De bor på det samme hotel og stiller kameraer op på det samme gadehjørne. Journalister skal blive bedre til at vurdere, hvad de får ud af at rejse ud i et brændpunkt, for de får et bedre overblik og mere information ved at blive hjemme,« fortæller Mark Ørsten. Han mener derudover, at de danske medier kun udsender korrespondenter af formidlingsmæssige grunde. Steffen Kretz mener, at Mark Ørstens påstand er vovet, selvom han er enig i, at det er et problem, at journalisterne arbejder i konvojer. »Journalister tager typisk til fronten, hvor kuglerne ramler ned om ørerne på dem. Det giver nogle gode, dramatiske billeder, men det giver ikke indsigt i den konflikt, de står i. Jeg vil gerne vise en konflikt ud fra de menneskelige omkostninger, den har,« fortæller Steffen Kretz og fortsætter: »Man kan hjemmefra støtte sig til faktuel information og danne sig et overblik, men det altafgørende er at finde skæbner. Korrespondentens
opgave er at smage, lytte og lugte. Den opgave kan man ikke løse, hvis man sidder i et studie i Danmark.«
Udenlandske medier bedre Mark Ørsten mener ikke, at de danske korrespondenter kan noget særligt i forhold til de udenlandske. Han ser helst, at de danske medier læner sig mere op af CNN og BBC. »Jeg synes ikke, der findes en særlig dansk vinkel på konflikter. Den danske udenrigspolitik er ikke eksklusiv. Det er irrelevant at sende en dansk korrespondent til Libyen, for Danmark er en del af NATO, og man må derfor arbejde med en NATO-vinkel på krigen,« siger Mark Ørsten. Han synes kun, at korrespondenter er vigtige i situationer, hvor Danmark har særlige relationer. Steffen Kretz mener dog, at det er risikabelt at låne materiale og oplysninger fra andre journalister. »Som korrespondent har jeg adgang til førstehåndskilder og er ikke afhængig af andre journalisters vurderinger,« siger han. Han pointerer samtidig, at målet for korrespondenterne er at give et nuanceret billede af den pågældende konflikt.
Udenrigsjournalistik på fem minutter Mark Ørsten mener ikke, at seere bliver klogere af at se et indslag fra et brændpunkt, der kun varer få minutter, fordi det er de færreste, der kan huske ret meget af det, der bliver fortalt. »Hjemmestudiet og længere programmer er bedre til at tegne de store linjer op. Jeg synes, at medierne ofte virker mere interesserede i tilstedeværelsen end i indhold. Det store overblik bliver sjældent formidlet til publikum og sjældent gennem andre programmer end
Horisont på DR1. Der er et stort uudnyttet marked for udenrigsjournalistik, der går mere i dybden,« fortæller Mark Ørsten. Steffen Kretz mener derimod ikke, at den slags journalistik kan stå alene. »Horisont er et program, der kan sætte begivenheder og konflikter i perspektiv, men man når længere ud til befolkningen med et indslag i en nyhedsudsendelse. Jeg holder af begge former at formidle på og mener, at begge former kan noget, den anden ikke kan.« tiknu11@student.sdu.dk
Illustration: Paul Sauer
Større sikkerhed for udsendte Desperation og sorg, utildækkede lig i vejkanten og kamp til ekstremerne for den gode historie er hverdag for de fleste korrespondenter, der i dag sendes af sted til krigszoner. Men de psykiske og fysiske forberedelser og den nødvendige sikkerhed for journalisterne har langt fra altid været i højsædet. Det bliver hver dag farligere at være journalist, men sikkerheden afspejles heldigvis herefter.
Maria Arcel
PAS PÅ. »”Den bedste historie, du kan levere, er, at du selv bliver skudt!” Sådan sagde min daværende chefredaktør Svend Aage Gade til mig, da jeg første gang blev sendt ud i krigsområder i Bosnien. Det var selvfølgelig sagt med en galgenhumor og meget Ekstra Bladet-agtigt, men det var sgu også lidt et udtryk for, hvordan det var dengang.« Tidligere vært på TV Avisen, journalist og krigskorrespondent gennem mange år Torsten Jansen husker tydeligt sine første år som nyudklækket journalist på Ekstra Bladet. Her var sikkerhed en by i Libyen, men
Torsten Jansen var godt hjulpet af sin uerfarne nysgerrighed og ungdommens overmod. »Jeg oplevede ikke at blive forberedt, men dengang var det også forholdsvist nyt med sådanne konflikter. Selvfølgelig har der alle dage været krige, men i forhold til hvad der er sket inden for det sidste stykke tid, så er der et meget større behov for sikkerhed i dag,« siger han. De sidste 20 år har der været et voksende behov for sikkerhed til korrespondenterne, fordi Danmark direkte har været involveret i flere krige end førhen. Først borgerkrigene i Bosnien, hvor journalister for første gang blev beskudt af snigskytter, fordi serberne var utilfredse med den internationale presse. Og senest i Irak og Afghanistan. Fysisk forberedelse påvirker psyken positivt Journalistisk chefredaktør på Ekstra Bladet Karen Bro forklarer, at sikkerheden hele tiden er i udvikling, men bekræfter samtidig, at den psykiske forberedelse stadig ikke er så optimal, som den burde være: »Når vores reportere skal ud i verden, forbereder vi dem på redaktionen med coaching og dialog om opgaven og sikkerheden. Hvis opgaven kræver det, bliver reporterne klædt på af vores sikkerhedschef her
i huset. Han og hans folk pakker i disse tilfælde tasken med blandt andet skudsikker vest og giver instruktion til rejsen. Det er selvfølgelig mere en fysisk forberedelse, men det påvirker psyken i en positiv retning, at man er forsvarligt udstyret.« Torsten Jansen startede på Ekstra Bladet i 1990 og har dækket krige i hele verden. Blandt andet revolutionerne i Østeuropa og Sovjetunionens sammenbrud, krigene på Balkan, Bosnien-Sarajevo og Afghanistan. Efter 8 år som korrespondent blev Torsten Jansen udlandschef hos Danmarks Radio, hvor han sad i fire år. »Da jeg så selv sad på den anden side af bordet og sendte rigtig mange journalister ud i krigszoner, gjorde vi meget mere for at forberede dem. Vi stillede for eksempel krav til, at de skulle have mindst én samtale med en psykolog efter, at de var kommet hjem. Det var også for at undgå, at folk selv skulle beslutte, om de havde lyst til det eller brug for det. For så oplevede vi, at der var mange, som syntes, det var mere sejt at sige ”nej tak”. Det var lidt tabubelagt dengang. Derfor tvang vi dem til det.« Farligere at være journalist Torsten Jansen mener ikke selv, at han har fået mén fra sin tid som korrespondent uden synderlig forbered else, men han påpeger sam-
tidig, at det i dag er langt vigtigere med sikkerheden, end det var dengang i 90’erne, da han selv var udsendt ofte. »Der har traditionelt været stor respekt for journalister i krigszoner. Men tendensen er gået i retning af, at journalister – især i borgerkrige – har været et decideret mål i sig selv. Derfor er det blevet farligere at dække krige. Især i Irak og Afghanistan.« I de seneste krige er journalister i højere grad blevet betragtet som vesterlændinge end som journalister. Og det er et problem, mener Torsten Jansen, for på den måde bliver det en terroraktion i sig selv at kidnappe en journalist og dermed et succeskriterium for eksempelvis Taliban. Dyrere sikkerhed Karen Bro erkender behovet for stadig bedre sikkerhed, men fremhæver samtidig, at sikkerheden på Ekstra Bladet er blevet bedre, end den var i 90’erne, hvor Torsten Jansen var korrespondent. »For vores vedkommende er det markant, at vi i højere grad arbejder med debriefing, efter vores korrespondenter kommer hjem. Jeg ved ikke, om det er blevet farligere at være journalist. Men vi er nok blevet bedre til at tage os af folk, når de er hjemme igen efter voldsomme opgaver,« siger hun.
Både i Danmarks Radio og på Ekstra Bladet er sikkerheden for de udsendte journalister stadig i udvikling. Men den voksende sikkerhed, som skulle gøre det muligt for journalisterne at bevæge sig mere frit omkring, er desværre ikke nødvendigvis synonym med bedre historier og mere omfattende dækning. »Du kan stort set ikke rejse til Afghanistan eller Irak længere. Dels fordi det er så pissefarligt, og dels fordi det er alt for dyrt, hvis sikkerheden skal være i top. Det synes jeg selvfølgelig er enormt problematisk. Desværre uden at kunne komme med en løsning,« afslutter Torsten Jansen. Sikkerheden bliver bedre og dermed dyrere, krigene bliver farligere, og dækningen bliver dårligere. Mange af vores krige i dag bliver dermed nyhedsmæssigt sorte huller. Et udiskuterbart problem for journalistikken, medierne og ikke mindst borgerne. Et problem som branchen erkender, men ingen endnu har en løsning på. mafoc11@student.sdu.dk
FOKUS
14 | oktober 2011 | LIXEN
Klædt på til kamp
Foto: Rune Jensen Heidtmann
Flere af de store danske medier er gode til at tage hånd om deres korrespondenters sikkerhed, når de skal udsendes til krigs- og katastrofeområder. Det glæder Dansk Journalistforbund, der ikke selv vil sætte nogle retningslinjer for, hvordan korrespondenternes sikkerhed skal håndteres. Det er op til den enkelte arbejdsgiver.
Cathrine Borup Bloch
SIKKERHEDSSUCCES. Når de store danske medier sender deres korrespondenter af sted til verdens brændpunkter, er de gode til at sørge for, at kufferten er pakket med skudsikker vest, og at livsforsikringen er tegnet. Det er essentielt for dem at sørge for, at sikkerheden er i top, og at de er godt forberedt, hvis uheldet skulle være ude. Danske journalister er mere og mere synlige i krigs- og katastrofeområder, og det kræver, at deres arbejdspladser har en del sikkerhedsforanstaltninger. Nogle medier sender deres korrespondenter på sikkerhedskurser inden udsendelsen, og flere steder tilbydes de en samtale med en psykolog, når de vender hjem. Et af de medier, der gør meget ud af sikkerheden, er Politiken. Udlandsredaktør Michael Jarlner er meget optaget af, at der bliver passet godt på avisens korrespondenter. »Alle vores korrespondenter har ikke bare livsforsikringer men også alle mulige andre forsikringer, så de er sikret ved både sygdom og hjemrejse. Det giver sig selv, sådan er det bare. Udstyret er ligeså vigtigt. Her for nylig måtte vi holde nogle af vores folk ude af Libyen et par dage, fordi der var problemer med at få sendt de skudsikre veste ned til dem. Sådan nogle ting skal bare være i orden,« fastslår han. Derudover er Politiken også et af de medier, der går meget op i at have daglig kontakt med korresponden-
terne, mens de er udsendt. Det er vigtigt for Michael Jarlner at have en føling for deres ve og vel. »Vi indgår faktisk ret præcise aftaler om daglig kontakt. Det er en vigtig del af beredskabet. Hvis de opholder sig i en krigszone, skal de ringe til mig på givne tidspunkter hver eneste dag. På den måde føler de også en form for sikkerhed,« siger han.
Krig kræver sikkerhed På TV 2 står sikkerheden også højt på prioriteringslisten, når korrespondenterne udstyres med en flybillet til et brændpunkt præget af krig og ødelæggelse. Redaktionschef på Udland Jakob Vissing fortæller, at alle deres korrespondenter og rejsende reportere har en såkaldt krigsforsikring, der dækker alt. Det er standardprocedure, at alle skal have tegnet en sådan forsikring, inden de bliver sendt af sted. Derudover sendes korrespondenter, der skal opholde sig i deciderede krigszoner på påkrævede sikkerhedskurser. Her lærer de alt fra førstehjælp til, hvordan man forholder sig, hvis man kommer ud for en livstruende situation. »Det er vigtigt for os, at sikkerheden er i top for vores udsendte. Det er jo sådan, at i krigsområder søger folk normalt væk, men vi journalister går den modsatte vej og søger lige præcis ind i krigszonen. Det er i sagens natur ikke ufarligt. Så det bedste, man kan gøre, er at sikre dem så gode forhold som muligt og være så godt forberedt som muligt,« fastslår Jakob Vissing. TV 2 tager derudover nogle andre forbehold. Det er så vidt muligt kun erfarne korrespondenter, der sendes af sted til risikofyldte områder, og Jakob Vissing forklarer, at de i redaktionen altid foretager en vurdering af fareforholdene omkring en historie. »Vi vurderer hele tiden løbende, hvor farligt det er for journalisterne, og om historien er vigtig nok til, at de udsættes for stor fare.« Fagforbundet jubler Dansk Journalistforbund er begejstrede for, at de store medier, som
oftest er dem, der sender korrespondenter af sted, er så gode til at sikre dem ordentlige vilkår. »Det er dejligt at høre, at arbejdsgiverne på de store medier tager deres korrespondenters sikkerhed seriøst. Ansvaret påhviler jo selvfølgelig også arbejdsgiverne, da det er dem, der sender deres medarbejdere ud på arbejde under nogle forhold, som ikke er sikre og trygge som i dagligdagen,« siger Esben Ørberg, der er kommunikationschef i Dansk Journalistforbund. Han fastslår samtidig, at det ikke er fagforbundets opgave at fastlægge nogle generelle retningslinjer for, hvordan korrespondenternes sikkerhed skal håndteres. Det er op til de enkelte medier, og Esben Ørberg stoler på, at de tager det alvorligt og har egentlig heller aldrig betvivlet, at de gør det. »Vi kan give nogle anbefalinger, men længere vil vi ikke gå. Det skal være op til den enkelte arbejdsplads. Vi gør dog meget for at sikre, at vores medlemmer har deres forsikringsforhold i orden. Og så kan de ellers altid ringe ind for at for gode råd om alt fra visum til psykologhjælp. Vi vil meget gerne hjælpe vores medlemmer,« siger han. Påkrævet psykologhjælp Michael Jarlner er enig med Esben Ørberg i, at der ikke er behov for generelle retningslinjer fra fagforbundet side. »Det ville overraske mig, hvis der var behov for det. På de store medier er det da mit indtryk, at alle håndterer sikkerheden rimelig ansvarligt. Jeg må sige, at jeg da ville være fuldstændig lamchokeret, hvis der var medier, der sendte folk af sted til krigs- og katastrofeområder uden at have sørget for at dække dem ind med de rigtige forsikringer og et ordentligt modtageprogram, når de kom hjem igen,« siger han. Netop modtageprogrammet er en ting, Politiken vægter meget højt. På avisen skal deres udsendte korrespondenter til en samtale med en
psykolog, når de vender hjem igen. Det er simpelthen påkrævet. »Før i tiden var psykologsamtalen et frivilligt tilbud. Nu skal man gøre det. Det er en del af det at komme hjem og fordøje de til tider ubehagelige og traumatiserende ting, man har oplevet. Jeg blander mig ikke i, hvad de finder ud af – jeg sørger bare på at følge op på, om mine folk har det godt,« siger Michael Jarlner. På TV 2 er en psykologsamtale derimod ikke et krav men et tilbud. Jakob Vissing påpeger dog, at hvis de har et indtryk af, at en journalist har været udsat for noget særligt ubehageligt, er de fra redaktionens side meget insisterende på, at den pågældende bør tage imod tilbuddet. »Det er selvfølgelig frivilligt, men hvis en person har været udsat for traumatiserende hændelser, skal ved kommende simpelthen til en samtale med en psykolog. Det sørger vi for.«
Korrespondenter må sige stop Steen Nørskov har været DR’s mellemøstkorrespondent siden 2007 og er netop i sommer vendt endeligt tilbage til Danmark. Han har lagt korrespondentkarrieren bag sig efter at have tilbragt de seneste fire år i byen Amman i Jordan, hvor han har været bosat. I sin tid som korrespondent har han ikke fået tilbudt psykologsamtaler, da han har opholdt sig i udlandet, og det derfor rent praktisk ikke kunne lade sig gøre, men han har heller ikke haft et synderligt behov for det. »Jeg har egentlig ikke manglet muligheden for at få tilbudt en psykologsamtale. Jeg ved, at hvis behovet meldte sig, kunne jeg altid ringe til en psykolog hjemme i Danmark. Men omvendt tror jeg, at hvis der havde været en nede hos mig, så havde jeg nok benyttet mig af det,« siger han. I stedet har Steen Nørskov talt meget med sine kolleger og sin kone, når han havde behov for aflastning. Han føler selv, at han hele tiden har haft nogen at tale med, og redaktøren hjemme på DR var god til jævnligt at ringe til ham for at høre, hvordan det gik, og hvad han oplevede.
Generelt synes han, at DR har været gode til at tage vare på hans sikkerhed. De sørgede også for, at han havde en livsforsikring, der dækkede både ham og hans familie. Dog har Steen Nørskov også oplevet, at redaktionen har forsøgt at presse ham til at rejse et sted hen, han ikke var tryg ved at opholde sig i. »Under urolighederne i Egypten i februar, ville min redaktion sende mig og min fotograf til byen Alexandria, der ligger nogle timers kørsel fra Cairo. Det diskuterede vi meget frem og tilbage, for vi havde hørt rundt omkring i Egypten, at den lange køretur gennem ørkenen skulle være meget farlig. Så der sagde jeg altså nej og talte med store bogstaver, selv om min redaktion pressede på. Det ville jeg simpelthen ikke udsætte mig selv for.« Steen Nørskov oplevede i den pågældende situation et stort pres fra sin arbejdsplads, men de har på DR en regel om, at det er den, der er udsendt, der bestemmer i sidste ende. Generelt har han følt sig meget tryg i sit arbejde som korrespondent hos DR. Det er også opfattelsen hos Dansk Journalistforbund, at det gælder for stort set alle korrespondenter, at de føler, at deres arbejdsplads har gjort deres til, at de kan føle sig så trygge som muligt i deres arbejde. »Det er klart mit indtryk, at sikkerheden vægtes meget højt. Det er vi som fagforbund meget glade for,« siger han. Det indtryk har Jakob Vissing også. »Man må gå ud fra, at de medier, der sender folk af sted, er meget ansvarlige omkring sikkerheden. Jeg har heller aldrig hørt om andet – jeg tror, at sikkerhedsniveauet er rigtig højt rundt omkring på de danske medier,« fastslår han. cablo10@student.sdu.dk
FOKUS
LIXEN | oktober 2011 | 15
Fixere er de journalistiske altmuligmænd Selv stjernereportere som Rasmus Tantholdt og Steffen Jensen har brug for hjælp, når de er i et ukendt land. Det er her de såkaldte fixere kommer ind i billedet.
Johan Eriksen
MEDHJÆLP. Når man ser prominente danske journalister rapportere fra Libyen i krudt- og blyholdigt luftrum eller under en voldsom demonstration på Tahrir-pladsen, så er det mere end bare held, der gør, at de ikke bliver taget til fange som levende skjold. Nogle af dem får hjælp af det, de i branchen kalder fixere. Fixere er lokale personer, gerne journalister, som korrespondenten har fundet frem til ved hjælp af godt gammeldags spørgearbejde. Fixere taler både engelsk og det lokale sprog, har kontakter og er til at arbejde sammen med. Eksempelvis researcher fixeren en historie for journalisten, før han ankommer til landet. De søger kilder, der er velegnede til interviews, finder lo-
cations til optagelser, og de undersøger, om risikotemperaturen er for høj for en bleg skandinav. De lægger simpelthen fundamentet for reporteren. De er en slags journalistiske altmuligmænd.
Journalistens ”lille hjælper” Fixere, springere, producere. Kært barn har mange navne, og sådan en person kan hurtigt blive korrespondentens bedste ven. En, der bruger disse fixere meget, er Rasmus Tantholdt fra TV 2 Nyhederne, der tit reporterer fra verdens brændpunkter. Den danskboende journalist hyrer gerne hjælp, når han skal ud til en opgave. »Hvordan situationen er der, hvor jeg skal hen, kan jeg læse om i avisen, men jeg og mine fixere ringer gerne sammen og udvikler historier, før jeg tager derned,« siger han. I sine mange år som mellemøstkorrespondent for TV 2 har Steffen Jensen også benyttet sig meget af fixere. »Når man rejser i lande med så forskellige sprog som i de arabiske lande, skal man være et sproggeni for at kunne begå sig. Derfor kan det være essentielt at have en fixer,« forklarer han.
En vigtig medhjælper Rasmus Tantholdt bruger blandt andet sine fixere til at oversætte for sig, når han er på job. Da man for nylig så ham rapportere fra Gadaffis sommerhus, havde han og hans fixer været rundt over hele området for at opstøve historier på god grundlæggende journalistvis. »Vi havde været rundt hele dagen og talt med oprørere, da vi pludselig snakkede med en, der sagde, at de havde overtaget Gadaffis sommerhus, og at han godt ville vise os det,« fortæller Rasmus Tantholdt. Det endelige indslag fra sommerhuset begynder med et billede af Rasmus Tantholdt og hans kilde i samtale i en tør udørk. De bliver pludselig afbrudt af pistolskud, der suser dem om ørerne. De to og kameramanden løber mod sommerhuset, og stadig under beskydning taler Rasmus Tantholdt videre med kilden. Kilden taler ikke så godt engelsk, så nogle gange kan man se Rasmus Tantholdt kigge nikkende ud af billedet – formodentligt på den oversættende fixer. Efter at beskydningen er standset, rapporterer Rasmus Tantholdt i bedste sendetid fra Gadaffis sommerhus. Uden fixeren som oversætter havde
det været et svært scoop at få igennem.
At finde den rigtige fixer Udover at skaffe journalisten sensationelle historier, bruges fixere blandt andet også til at finde kilder. Men hvordan finder man den rigtige fixer? Nogle gange er det held, der spiller ind på fundet af den gode fixer. Det oplevede Steffen Jensen for nylig, da hans hold og han kørte ind i Libyen. »Her trådte vi ud af bilen og snakkede med den første og den bedste, vi mødte. Det viste sig så at være en engelsktalende mand, der meget belejligt også viste sig at være en mand med kontakter, da han var arbejdsløs bankmand. Han blev vores fixer,« fortæller han. Steffen Jensen har i sin lange karriere dog også prøvet det modsatte. Han mødte sin fixer gennem mange år, Khaled, da han på en reportage havde snakket med mange arabere med unuancerede og partiske synspunkter på Israel-Palæstina-konflikten. Han havde derfor brug for en fixer, der også kunne være kritisk over for sit eget land. »Efter mange interviews mødte vi
pludselig en palæstinensisk journalist, men han havde nogle kritiske holdninger over for Palæstina. Jeg spurgte, om han ville arbejde for mig, og vi har kendt hinanden lige siden,« beretter Steffen Jensen.
Fixerforhold Steffen Jensen vedligeholder sit forhold til Khaled ved, at de ses privat og kender hinanden godt. Men når man som Rasmus Tantholdt ikke bor i samme land som sin fixer, hvordan arbejder man så? »Jeg plejer ikke normalt mine fixere på samme måde som Steffen Jensen, men vi skriver da sammen på Facebook, hvis lejligheden lige er til det,« siger han og fastslår: »De er folk, der arbejder for mig, når jeg er i landet. De er professionelle fixere, der har flere klienter end bare mig. Desuden ville fast løn til dem ruinere TV 2.« joeri11@student.sdu.dk
TRIPOLI
BAGDAD
WASHINGTON D.C.
Illustration: Paul Sauer
TOKYO
Aviskorrespondent går i dybden uden fixere Mellemøstkorrespondent Hans Henrik Fafner bruger ikke fixere, da han på den måde kommer tættere ind på livet af sine kilder. Derfor bruger han hellere længere tid på sin research for at få dybere interviews.
Johan Eriksen
KILDEPLEJE. Når en velskrevet reportage rammer en avisforside med den nyeste udvikling i en mellemøstlig konflikt, har skribenten ikke bare tilfældigt mødt sine kilder
på gaden. Der skal en ordentligt omgang fodarbejde til. Og det er ikke altid, at man kan sætte de såkaldte fixere til det hårde arbejde. Det fortæller Weekendsavisens mellemøstkorrespondent Hans Henrik Fafner. »En fixer kan være god, hvis man skal lave et hurtigt produkt. Men brugen af en fixer kaster et professionelt skær over interviewet, som godt kan skræmme folk fra pressefjendtlige områder,« mener han. »Så er det nogle gange bedre at komme alene.« Eget kildenetværk I sit job som Weekendavisens mellemøstkorrespondent arbejder Hans
Henrik Fafner sjældent med hurtige nyheder som mange af tv-korrespondenterne gør. Hans job både kræver og giver ham mulighed for mere fordybelse. »Det er klart, at TV 2 Nyhedernes korrespondenter som Steffen Jensen og Rasmus Tantholdt bruger fixere, for de skal producere tv-indslag – og helst på dagen,« siger han. Hans Henrik Fafners mulighed for fordybelse gør også, at han gør meget ud af at pleje sit forhold til sine kilder. »Jeg har et stort kildenetværk, jeg har bygget op lidt efter lidt. For at vedligeholde dem, ringer jeg simpelthen rundt til dem nu og da. Nogle gange er det bare en sludder,
jeg får, og andre gange er det et helt nyt perspektiv på en historie,« siger han. At fjerne facaden Når Hans Henrik Fafner ikke bruger fixere, bunder det i, at han ønsker at komme som person i stedet for som reporter. »Tager man den professionelle facade af, kommer man tættere på folkene, man taler med,« forklarer Hans Henrik Fafner. Han bor selv i Israel og har derfor større mulighed for at opretholde sit forhold til sit netværk i Mellemøsten. Selvom Hans Henrik Fafner gerne vil tæt ind på livet af sine kilder,
sørger han altid for at holde en professionel distance til dem. »Under et interview sørger jeg for ikke at blive for involveret og holde en skarp afstand til kilden,« fortæller han. »Men der skal være en klar balance. Man kan sige, at jeg spiller oprigtigt skuespil, for jeg vil ikke blandes for meget ind i det, men det interesserer mig alligevel,« siger han. Og det giver pote. »Sidder de i hjemlige omgivelser med en, der interesserer sig for det, de laver, bliver interviewet meget dybere,« forklarer Hans Henrik Fafner. joeri11@student.sdu.dk
FOKUS
16 | oktober 2011 | LIXEN
Gift med en mand ved fronten Nyhedsvært på TV 2 Cecilie Beck er privat gift med Rasmus Tantholt. Han er TV 2’s korrespondent i krigsområder. Læs hvordan det er at være gift med en mand, som hele tiden kan blive sendt af sted til fronten. Der, hvor bomberne sommetider flyver om ørerne på en.
Christine Landry Brandt
FRYGT. Når han toner frem på skærmen, er det ofte i skudsikker vest og med militærhjelm på hovedet. Sådan kender vi bedst TV 2s krigskorrespondent Rasmus Tantholt. Vi kigger med, når han sender live fra kampene i Libyen og fra den Afghanske hovedstad Kabul. Men det, os ude bag skærmene ikke tænker over, er,
hvordan hans kone har det med, at han dukker op og beretter fra til tider voldsomme kampe. Cecilie Beck er gift med Rasmus Tantholt, og det betyder, at hun nogle gange må tage imod de gæster, de sammen skulle have haft. Alene. For når Tantholt bliver sendt af sted, er det nogle gange med en times varsel, og så må middagsgæster og aftensmad med familien vente. Men selvom han nogle gange er hurtigt ude af døren og på vej af sted, når de altid at gennemgå, hvad han bliver sendt ud til. »Vi plejer lige at snakke om, hvad det er for en tur, og hvad der skal ske. Og om det kan siges på forhånd, hvad det er, han skal ud i rent risikomæssigt. Jeg kender altid størrelsesordnen og ved nogenlunde, hvor lang tid det skal vare,« fortæller Cecilie Beck, der aldrig undlader at se manden på TV, fordi det er vigtigt for hende at vide, hvad der foregår.
Rasmus Tantholt er cirka ude at rejse 10 dage på en gennemsnitsmåned, og for at gøre det mere udholdeligt for Cecilie hjemme i Danmark har de en aftale om, at han ringer lige inden han skal rapportere. Og altid med det samme bagefter. »Og det gør egentligt, at jeg har nogenlunde fred og ro med det.« Men selvom Cecilie gennem telefonen får vished om, at en live-sending er gået godt, er der alligevel situationer, som gør det ubehageligt for Cecilie at være gift med krigskorrespondenten. Specielt da Rasmus Tantholt var udsendt for at rapportere om den libyske hovedstad Tripolis fald, syntes hun, det gik lidt voldsomt for sig. Det er ikke det, at han tager ud til fronten, for det kan ifølge hende godt gøres relativt kalkuleret. Derimod er der andre ting, som gør hende langt mere bekymret. »Der er tre ting, som jeg synes, er
Grafik: Cathrine Borup Bloch
de mest ubehagelige. Snigskytterne, som der var i Tripoli, de er rigtigt svære at gardere sig mod. Og nogle af de tosser, som skyder glædesskud op i luften, er også noget af det mest farlige. Og så vejsidebomber, de er rigtig svære at tage forholdsregler imod. Så de tre ting er jeg sådan forholdsvis utryg ved.« Men Cecilie tror alligevel, at hendes job som journalist gør det lettere for
hende at håndtere sin mands job. »Jeg tror helt sikkert, at det spiller en rolle, at jeg selv er journalist, fordi jeg godt kan forstå, hvorfor det er vigtigt, det han gør. Jeg tror måske, at hvis man ikke var journalist, ville man ikke føle så stærkt for sagen, og jeg synes virkelig, at det er vigtigt, at nogle gør det, han gør,« siger hun. chbra10@student.sdu.dk
Ærbødigst Ulla Terkelsen Ulla Terkelsen bor i Paris. Blandt andet. Hun er en af TV 2s udlandskorrespondenter, og hendes liv er præget af mange rejser og stram planlægning. Der skal trækkes i mange tråde for at få planlægningen til at gå op i en højere enhed, og alligevel fik hun i tirsdags tid til både strygetøj og manicure. Tirsdag den 20. september 2011, Paris DAGBOG. Jeg står op klokken 7:00 hjemme i Paris, ser lidt CNN, Sky, Aljazeera og fransk 24 timers tv. Spiser yoghurt til morgenmad, en halv fersken og en kop café latte. Jeg ringer til redaktionen i Odense, nærmere bestemt til jourhavende på udland Kurt Dahl og taler med ham. Forskellige bolde er i luften: Hvis jeg skal lave portræt til søndag af Angela Merkel, så skal jeg til Berlin eller til Italien, hvis det bliver historien om, at Italien bliver nedgraderet med henhold til kreditværdighed.
Går i karbad. Tager tøj og makeup på. Køber aviser i en lokal kiosk: International Herald Tribune, Financial Times, Le Figaro, Liberation. Jeg hilser på mange på gaden, vi kender hinanden i kvarteret. Skimmer aviserne senere på formiddagen og drikker espresso til. Taler med TV 2s udlandsredaktør Jakob Vissing i Odense. Lang samtale. Taler med Kurt Dahl flere gange igen. Taler også med Birgit Ring fra TV 2s kontor i Bruxelles, læser mails, taler med journalistkontakt her i Paris om Dominique Strauss-Kahn og sex. Stryger tøj, mens jeg igen ser CNN. Leder efter Andrea Mayer Luween, en kollega i Berlin, for at høre om Merkel. Hun tager ikke telefonen, svarer ikke på mails. Mailer til en anden kontakt i Berlin for at høre, om han, Christian, ved, hvor Andrea er. Han mailer tilbage med det samme mobilnummer, som det jeg har
prøvet. Altså, hun har formodentlig det samme nummer som altid, men jeg har ikke talt med hende i flere måneder. Går til frisøren, alle ærinder er lige midt i mit kvarter i Paris. Under fem minutters gang til alt. Rydder også lidt op og gør rent i min lejlighed, min ”2-gange-om-måneden”- rengøringskone er syg. Det kan ses – lidt. Da jeg kommer tilbage fra Bruno, frisøren, er der OK-besked fra Andrea. Hun finder derefter på mine vegne ud af, hvor Merkel er resten af ugen. Merkel skal ting, der egner sig til os. Hun er i den østlige del af Tyskland og i Berlin, altså på hjemmebane.
Jakob Vissing beslutter, vi skal lave Merkel-historien til søndag – som hende, der holder i trådene i det store spil om Euro’ens krise. Jeg ringer til Kurt Dahl på udland og siger: Det bliver Merkel. Og jeg begynder at sætte det op. Jeg ringer blandt andet til Kristian Frederiksen på TV 2, der er ved at lave programmer om TV 2’s korrespondenter. Frederiksen skal have fat i holdet, der følger mig for at lave optagelser til programmerne og have dem dirigeret til Berlin. Jeg laver omelet til frokost med hvidløg, hakket, frisk ingefær og parmesanost, dertil Badoit-vand. Derefter stempelkaffe. Aflyser en frokostaftale med min niece, har ikke tid til at gå ud og spise. Får travlt nu med at finde fotograf, idet der er få på arbejde fra TV 2
efter Afrika-indsamling, 11. september-højtideligheder og Folketingsvalg. Desuden er der et stort cykelløb i København. Andrea ringer mange gange fra Berlin med info om akkrediteringsdetaljer. Jeg bestiller fly og hotel. Jeg aflyser et møde med Birgit Ring i Bruxelles, hun skulle enten have været her, eller jeg hos hende i ugens løb. Hun ordner regnskaber for TV 2, blandt andet for mig, og hjælper med en masse ting. Jeg læser i aviserne igen, i morges skimmede jeg kun. Lizette Sjøstrøm Jensen, produktionsleder på udland på TV 2, finder omsider en fotograf, Svante Lyngsie, der er i Stockholm i disse dage. Han kan komme direkte til Berlin torsdag. Men vi mangler stadig en fotograf til optagelserne i morgen, onsdag. Kristian Frederiksen leder også efter en fotograf, der kan følge journalist Lotte Hveisel til programmet om Korrespondenterne. Mange mails, mange samtaler. Hotellerne skal være i orden, så vi kan bo samme sted. Rejsebureauet på TV 2 finder et. Mit sædvanlige er udsolgt. Andrea ringer og fortæller, at hendes pressekort er udløbet. Jeg skriver en akkrediteringsanmodning til Bundespresseamt i Berlin og bekræfter, at Andrea er med os. Og underskriver med ”hochachtungsvoll” – ærbødigst.
Nu er klokken 16.30, og jeg går på gaden igen for at få luft. Jeg går til manicure hos kineserne på Rue des Dames. Telefonen er med. Tager også
en pedicure samtidigt, nu jeg er der. Kineserne følger amerikanske sæbeoperaer på skærmen for at lære engelsk, så de kan også efterhånden tale det. Udover fransk, naturligvis. Intet under, at kineserne er ved at overtage verden, når mani-pedicure-damer fra Kina, der allerede kan glimrende fransk, nu også vil tale engelsk. De spørger mig, hvad ”propre” (ren) hedder på engelsk. ”Clean” siger jeg. Kristian Frederiksen ringer, da jeg er kommet hjem, han kan også først få fotograf fra torsdag. Så ”B-holdet” (dem, der laver optagelser af mig på arbejde til programmet om korrespondenterne) ankommer også først torsdag nu, ligesom Svante. Så jeg lejer en lokal fotograf i Berlin til optagelserne onsdag – til vores indslag om Merkel. Jeg kender fotografer overalt, det er rart også at se gamle venner igen. Næsten alle fotografer er sjove at være sammen med. Thomas i Berlin har jeg kendt siden begyndelsen af 1990’erne.
Klokken 17.30 drikker jeg te, sort te til at blive kvik af. ”Keeps you going”, som englænderne siger. Thomas i Berlin er lige kommet hjem fra Iran. Han skal arbejde i Berlin torsdag. Men onsdag har han tid. Så han kan komme i Bundeskanzleramt onsdag klokken 15.00 sammen med mig. Jeg giver ham Andreas nummer, så hun kan akkreditere ham i Bundeskanzleramt. Klokken 18.15 ringer Lizette fra Odense. Vi er enige om, at alt er i orden nu.
Klokken 18.30 læser jeg videre i aviserne op ad siderne med analyser og meninger. Men Thomas ringer for at sige, at han henter mig i morgen i Tegel-lufthavnen i Berlin i stedet for, som aftalt med Andrea, for hun skal sætte tid af i morgen tidligt til at hente akkrediteringer og få nyt pressekort til sig selv fra Bundespresseamt. Klokken 19.38 ringer min familie, der bor i nabogaden, og spørger, om jeg kommer til middag. Jeg siger nej, fordi jeg er på slankekur. Klokken 20.00 ser jeg nyhederne på det franske TF1. Derefter spiser jeg en ostemad og drikker vand. Jeg læser lidt i en biografi om Edvard Brandes, den er af Kristian Hvidt, indtil klokken cirka 22.00. Så går jeg i seng, for jeg skal tidligt op dagen efter og med flyet til Berlin fra Charles de Gaulle. Jeg pakker aldrig aftenen inden, så jeg afsætter tid til at pakke næste morgen. Så jeg stiller min mobiltelefon til at ringe klokken 6.00. Venlig hilsen Ulla Terkelsen
Redigeret af Christine Landry Brandt
FOKUS
LIXEN | oktober 2011 | 17
OPINION
18 | oktober 2011 | LIXEN En praktikant fortæller
En chat-korrespondance mellem to praktikanter på Berlingske På Berlingske har man et værktøj, der gør livet nemmere for alle: Gmails chatfunktion. Få et indblik i praktikken på Berlingske i en chat-korrespondance mellem Rikke Gredsted fra Business.dk og Karine Kirkebæk fra B.dk. De sidder 10 meter fra hinanden, mødes tit ved kaffemaskinen og til frokost, alligevel bliver chatten brugt til både dumheder og genistreger. Mest det sidste selvfølgelig. Karine Kirkebæk og Rikke Gredsted Praktikanter på Berlingske
16. september 2011 og desuden dagen efter valget. Sendt fredag kl. 09.05 Rikke: Skal vi spise frokost i dag? Sendt fredag kl. 09.06 Karine: Meget gerne. Ved en 11.30tiden? Sendt fredag kl. 09.07 Rikke: Det lyder sweet. Det vil jeg glæde mig til. Sendt fredag kl. 09.11 Rikke: Er du på livebloggen? Jeg ved, at Jens Stoltenberg har lagt et hjemme-fotografi ud på sin Facebook, hvor han sidder foran fjerneren med Helle T i baggrunden og ønsker hende tillykke. Sendt fredag kl. 09.11 Karine: Haha. Nice.
Sendt fredag kl. 09.12 Rikke: Ja, fordi det er mega dårlig kvali. Sendt fredag kl. 09.14 Karine: Jeg har sagt det videre. Det kommer med garanti på. Nice tipping. Sendt fredag kl. 09.14 Rikke: Hahaha, fuck hvor sweet. Jeg er jeres tip-girl. Sendt fredag kl. 09.14 Karine: Hvad laver du i dag? Sendt fredag kl. 09.15 Rikke: Jeg laver lidt af hvert. Sendt fredag kl. 09.15 Karine: Der er ledermøde. Kan du ikke gå over og give dem et klap på skulderen over valgdækningen så? Sendt fredag kl. 09.22 Rikke: Hæhæhæ. Jo jo, skal nok. Sendt fredag kl. 09.23 Karine: Let nummi, så. Jeg kan jo se dig her fra, og du sidder stadig solidt plantet. Sendt fredag kl. 09.32 Rikke: Så kom Jens på, sweet. Stoltenberg på livebloggen. Sendt fredag kl. 09.36 Karine: Jeg var forresten på Borgen i går aftes (valgaften, red.). Det var også ret sweet. Sendt fredag kl. 09.32 Rikke: Var du? Sendt fredag kl. 09.37 Karine: Jeg kom på Berlingske igen
ved en 20.30-tiden. Der havde Mathias (DJH-praktikant, red.) fri, og han ville ind på Borgen, så jeg tog med. Vi havde fået akkrediteringer. Vi stod oppe på trappen og så, da Margrethe Vestager og Pia Kjærsgaard kom. Jeg så også Natasha Guman (SDUpraktikant på DR Nyhederne, red.) derinde. Sendt fredag kl. 09.40 Rikke: Nice. Var det godt derinde/ vildt? Sendt fredag kl. 09.52 Karine: Det var et regulært gedemarked. Men pissesjovt - og varmt, der hang en lugt af sved over det hele. Jeg kom til at skubbe til Søren Krarup og gå ind i Marianne Jelved. Rikke: Uhlalala. Vildt nok, hvornår var du så hjemme? Sendt fredag kl. 09.56 Karine: Jeg gik rimelig tidligt. Kvart over elleve, tror jeg. Jeg blev nødt til at komme hjem i seng. Skulle op 4.30. Sendt fredag kl. 09.57 Rikke: FUCK Sendt fredag kl. 09.58 Karine: Jeg kører også langsomt i dag. Men der er lige blevet ordineret Redbull til hele redaktionen. Sendt fredag kl. 10.02 Rikke: Haha. Sendt fredag kl. 10.03 Karine: Hvad sker der egentlig for jer ovre på Business? Flertallet af jer har
rødt på i dag? Sendt fredag kl. 10.05 Rikke: Jeg har rød neglelak på. Pink. Vi sidder bare og hepper på Magnus Heuncke, fordi han også er fra Næstved (ligesom flertallet af journalisterne på Business.dk, red.). Sendt fredag kl. 10.08 Karine: Er han kommet ind? Sendt fredag kl. 10.12 Rikke: Ja ja! Sendt fredag kl. 10.15 Karine: Tillykke. Jeg skal lave en historie om, at vores Gallup-målinger har den mindste fejlprocent (Læs: vinkel = Berlingske er de bedste, JP er de værste.) Selvfråderen. Sendt fredag kl. 10.18 Rikke: Har taget Weekendavisen, men ved godt at jeg ikke får den læst. Sendt fredag kl. 10.18 Karine: Haha. Sendt fredag kl. 10.41 Karine: Citat Agnete Scheel (SDUpraktikant på B.dk, red.): ”Hold kæft, Konservative har fået bank. De er bare blevet røvpulet.” Sendt fredag kl. 10.50 Rikke: Hahahaha. Well that’s true. Sendt fredag kl. 11.15 Rikke: Har du et glattejern? Sendt fredag kl. 11.16 Rikke: Altså jeg vil ikke låne det. Men høre, hvad du anbefaler. Sendt fredag kl. 11.18
Karine: Hahaha. Du er altså en abe. Nej, jeg har ikke et glattejern. Du kan spørge Müller (SDU-praktikant i Malaga, red.), hvad han bruger. Sendt fredag kl. 11.19 Rikke: Faktisk ikke en dårlig ide. Gud, dit hår er flot flat så! Tykt og glat. Sendt fredag kl. 11.52 Karine: Frokost? Sendt fredag kl. 11.54 Rikke: Ja. Ordforklaring Liveblog: Berlingske.dk har gennem hele valgkampen haft en liveblog på forsiden med valgopdateringen cirka hvert kvarter.
Chat-korrespondancen er lavet til ære for Lixen. Normalt er både Rikke Gredsted og Karine Kirkebæk samvittighedsfulde praktikanter, som tilsammen har skrevet 200 artikler til Business.dk og Berlingske.dk. kakir09@student.sdu.dk risei09@student.sdu.dk
Meninger
Studiet er dit job Dansk Journalistforbunds regler lukker muligheden for bijob som studerende. Men ingen bør frygte at blive smidt ud af fællesskabet – forbundet er i færd med at undersøge området for at fastlægge nye regler og rammer i overensstemmelse med tidens krav. Lars Werge Næstformand i DJ Medier og Kommunikation
I starten af september havde jeg den fornøjelse at være gæst på Medietorvet på SDU, hvor specielt de nye studerende var til stede. Til dem, som til øvrige: Velkommen indenfor i journalistikken. Det er et spændende og udfordrende fag, I er gået i gang med. Udfordringen består blandt andet i, at faget er i fuld forandring hele tiden. For få år siden var det nemmere: Journalistikken blev defineret ganske smalt, og det var relativt enkelt at nå rundt om det hele i løbet af uddannelsens 4 år (heraf 1½ år i praktik).
I dag er virkeligheden vendt på hovedet: Der findes oceaner af platforme, og ingen tør vel i dag forudsige, hvad det næste nye bliver. Der findes også en helt anden tilgang til, hvad man kan arbejde med, når man er blevet uddannet journalist; det er de færreste, der får arbejde i dagspressen, mens mange flere arbejder med kommunikation i private og offentlige virksomheder. Med andre ord kan man ikke vide, hvad der skal til for at være dækket ind i forhold til fremtidens udfordringer. Så et godt råd må i det mindste være ikke at begrænse sig og satse på en enkelt hest undervejs i jeres uddannelse. Har verden forandret sig, så er der til gengæld også en række konstanter, der fortsat er, som de (næsten) altid har været. Det gælder blandt andet jeres fagforening, Dansk Journalistforbund – Medier og Kommunikation. Ifølge vore regler må man eksempelvis ikke bedrive bijob. Ved bijob forstås, at hvis et medlem har et
fuldtidsarbejde, så må medlemmet ikke tage arbejde ved siden af dette – og med fuldtidsjob menes også, at medlemmet er studerende. Den seneste afpudsning af bijobreglen i DJ’s forbundslove blev lavet i 2003, så lige om lidt er det 10 år siden. Og op til delegeretmøde i DJ i
”
ganiseret i Freelance-gruppen, er også naturlige interessenter i det politiske spil i denne sammenhæng, fordi bijobberiet, hvis det udføres af studerende, ”stjæler” arbejde fra freelancerne. Alle disse parter gav sig derfor naturligvis til kende i forløbet, og på
Så indtil da kan man sige, at bijobreglen lever og har det, som den hele tiden har haft det. Lars Werge, næstformand i DJ Medier og Kommunikation
foråret 2011 var de studerende derfor på banen med forslag til at lave om på bijobreglen. Også andre blandede sig: Tillidsfolkene for de fastansatte journalister og mediearbejdere på radio, tv, magasinpressen og dagbladene – de har en interesse i området, fordi bijobberi kan undergrave de fastansattes løn- og arbejdsvilkår på længere sigt. Og freelancerne, der i DJ er or-
delegeretmødet blev det besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal forberede et forslag til næste delegeretmøde i 2013. Så indtil da kan man sige, at bijobreglen lever og har det, som den hele tiden har haft det. Hvilket vil sige, at den ikke bliver overtrådt. DJ’s hovedbestyrelse har ikke fået en eneste anmeldelse af overtrædelse af bijobreglen i de seneste år. Det indikerer, at der ikke
bijobbes, hvilket nok ikke er helt dækkende for situationen – heller ikke for de studerende. Men de studerende på de tre uddannelsessteder (KaJO på SDU, JR på RUC og KaJ på DMJX) har også ønsket en opblødning af reglerne for at åbne for studierelevant arbejde; det kendes jo fra mange andre uddannelser, og det ønske er også taget med i arbejdsgruppen, som jeg står i spidsen for. DJ har naturligvis et hensyn at tage over for de nævnte grupper, men vi har bestemt også stor vilje til at lytte til de studerende, som vi gennem mange år har haft et rigtig godt og udbytterigt samarbejde med. I stedet for at ekskludere medlemmer vil DJ langt hellere i fællesskab udvikle vores politik på området – til gavn og glæde for alle DJ’s medlemmer. law@journalistforbundet.dk
OPINION
LIXEN | oktober 2011 | 19
Jeg hader ler Christine Brink
Et fragtskib fyldt med roser eller et blankt stykke papir. Hvad vil du gøre med det? Sådan lyder nogle af de kreative opgaver til landets journalistoptagelsesprøver. De skal vise den ansøgendes evne til at tænke kreativt og ud af boksen. Hvor skør og original kan du være på én time. Go! Uret tikker allerede. Jeg tænker og idéudvikler på livet løs, men min hjerne er gået i sort. Dokumentet er stadig kridhvidt med en blinkende sort streg, som skriger på min originalitet. Gode råd fra mit forberedende højskolekursus flyver igennem hovedet. Sæt den venstre hjernehalvdel på stand-by, kom ind i et flow, glem dig selv og lad dig for guds skyld ikke stresse af lyden af de andre ansøgeres tastende fingre. Intet virker. Min venstre hjernehalvdel, som styrer logik og rationalitet, har besejret den højre hjerne-
halvdels kreativitet og spinkle idéer. Man kunne give roserne til Socialdemokraterne? Jeg kan næsten høre den venstre hjernehalvdels hånende latter. Min højre halvdel har krøllet sig sammen og ligger nu og slikker sine sår et sted nede i min storetå. I hvert fald langt væk fra mine fingre, som i sidste ende skal udføre den kreative handling. For hvordan bliver man original og kreativ på en time? Jonas, en fyr jeg kender, var til billedkunsteksamen i 3.g. Opgaven lød, at han skulle lave en firkantet lerfigur. Jonas formede på livet løs, men originaliteten udeblev. Til sidst kylede han, i frustration over den mislykkede eksamen, den firkantede klat ler ned i bordet og kaldte værket
”Jeg hader ler”. Jonas fik tretten. Desværre kan jeg ikke kyle mit elektroniske dokument ned i bordet. Jeg kan ikke engang lave det til en papirsflyver. I stedet kan jeg trøste mig ved, at den kreative opgave er udeblevet på Center for Journalistik de sidste par år. Skulle den endelig vende frygtløs tilbage, vil jeg opfordre til en opgaveformulering i stil med ”Hvad vil du sætte på forsiden af Politiken?”. Det ville vise ansøgerens evne til at være original, kreativ og samtidig have journalistisk relevans. Jeg er i hvert fald enig med Jonas. Jeg hader også ler. chkje11@student.sdu.dk
Illustration: Paul Sauer
Send dit indlæg til ‘I øvrigt mener jeg...” til lixen@journet.sdu.dk. Det gælder både folk på og udenfor Medietorvet. Skriv ‘I øvrigt mener jeg’ i emne-feltet + din kommentar, dit navn og din stilling. Så bringer vi indlægget i næste nummer.
Hold kæft og lad dog manden tale ud! Kenneth Frydensbjerg
Er der noget galt med mit TV? Næsten ligegyldigt om jeg tænder for TV 2, eller jeg zapper over på DR2, så er der noget galt med lyden. Folk taler hele tiden i munden på hinanden, og det er ikke til at forstå ét ord. Desværre finder jeg hurtigt ud af, at det ikke er mit fjernsyn, som er skyld i larmen. Det er de politikere, som toner frem på skærmen, der skaber larmen. Situationen er bedst eksemplificeret ved Lars Barfoeds udbrud mod Villy Søvndal i Debatten på DR2: »Nu tier du stille – det er mig, der har ordet.« Aldrig før er der blevet produceret så mange tv-timer i forbindelse med et folketingsvalg, og alligevel føler man ikke, at der er blevet sagt noget. Politikerne afbryder hinanden i ét væk, og seerne risikerer at sidde tilbage med en følelse af ikke at være blevet klogere. Den 20 dage lange valgkamp har budt på utallige situationer, hvor seerne havde fået mere ud af at slukke for flimmerkassen end at se med. Hvad enten det har været point-debat i en håndboldhal i Silkeborg, eller om det har været et mere seriøst setup i Deadline. I sidstnævnte situation formåede direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Lars Andersen, at afbryde Anders Samuelsen hver gang han påbegyndte et svar. Efter 10 minutter måtte studievært Anja Bo afslutte debatten
med en konstatering af, at man ikke var kommet særlig langt. Og Anders Samuelsen har haft svært ved at få lov til at tale ud. I valgkampens første (og mest interessante) uge var Liberal Alliances leder gæst hos Jens Olaf Jersild i ”Mød partierne”. Her fik den liberale politiker ikke lov til at sige meget. I et mislykket forsøg på at spørge kritisk til Liberal Alliances politik, afbrød Jersild Samuelsen så meget, at ingen fik noget ud af seancen. Programmet udløste med rette en regn af klager over interviewet, og til sidst måtte DR’s seerredaktør, Jacob Mollerup, udtale kritik af interviewet. Men også hos konkurrenten TV 2 har de grund til at have røde ører. I valgkampens første partilederrunde ødelagde nyhedsvært Cecilie Beck flere gode diskussioner ved at afbryde og gå videre til noget andet. Blandt andet afbrød hun Villy Søvndal i at stille et spørgsmål til Pia Kjærsgaard med begrundelsen, at spørgsmålet var for langt, og hvis Søvndal havde været journalist, havde han vidst, at man skulle stille kortere spørgsmål – magen til frækhed. Min opfordring er derfor denne: Hvis vi lever i et demokrati, hvor dialog er det bærende element, så hold jeres kæft og lad andre (specielt dem du ikke er enige i) fremføre deres argumenter. kpete07@student.sdu.dk
... at dem fra 7. semester skal ligge deres eksamen til side og indstille deres venner til Jern Henrik.
... at roser er røvirriterende at tegne!
… at sportsentusiaster burde tage ud på en mark og løbe/cykle rundt om sig selv i stedet for at forstyrre bybeboere med et mere normalt forhold til effekten ved at bevæge sig mere end højest nødvendigt. Bum.
… at der slet ikke hersker nogen tvivl om, at 3. semester slår 1. semester i fodbold!
... at Panikdagen er lidt for tæt på, når bussen er bestilt!
… at årets citat fra Anna Törnqvist er: ”Jeg er skide god til det der med at bolle, jeg kan bare ikke finde ud af alt det bagefter”.
… at Næver er et rigtig smørhul. Eller smørklat. Lige til at spise. Rar og pæn.
... at med Hendildo i spidsen for 3. semesters drenge, kan det ikke gå galt. Guldet er hjemme!
… at Kristian Isaksen nu kun mangler en tredjedel af russerne.
... at Ikeas köttbullar er nogle dejlige hapsere!
... at det er dårlig stil, når folk ikke skriver til “i øvrigt mener jeg”.
Paul Sauer, 3. semester
Astrid Holck Jensen, 5. semester
Mie Leonora Heiberg, 3. semester
Lea Holdgaard Sørensen, cand.public B
Amalie Frøkjær-Rubbås, 1. semester
Helene Jepsen 3. semester & Julie Reese 3. semester
Sofus Sten Hansen, 3. semester
Astrid Holck Jensen , 5. semester
Christine Landry Brandt, 3. semester
Malte Abildgaard Christensen, cand.public B
Lixen
Bagsiden
Så formulér dig dog ordentligt, menneske! INTRODUKTION
Vi er blevet bedt, meget ærbødigt, om at kreere et forslag til bagsiden. Rammerne er vide, tøjlerne er løse, og spillet er frit. Der er sandsynligvis endnu flere eufemismer, der kan understrege den totale suverænitet, vi er blevet overdraget, men pladsen heromme bagpå er trang. En rasende ro i vores maver fortæller os, at vi er overbeviste om, at vi er opgaven værdig og omvendt. Vi er stensikre på, at vi er i stand til at give jer læsere en flot bagside, som kan beundres og skabe stof til den berømte eftertanke. Onde tunger har spået, at en bagside af kvalitet er det rene utopi. Det mener vi ikke. SÅ! – Hvad skal bagsiden prydes med? Vi overvejede at angribe opgaven med mandshjerte og mandsmod, men det er vi ikke helt sikre på, hvad betyder, så vi vælger ikke at tage bagsiden med storm – snarere med en liflig brise. Smag på ordene og glem stress og jag. Køl hjernecellerne ned i den fem minutters oase af ligegyldighed, du har indvilget i at bruge. Bagsiden er en hvepserede. Ingen rører ved den. Det gør vi. Lad os bokse lidt til den og se, hvad der sker. Velkommen til bagsiden.
Foto: Rune Jensen Heidtmann
Bedste hilsner fra Kristian Isaksen og Sofus Sten Hansen.
Kender du det, når en person i din omgangsk er homoseksu reds til stedse el – så skalbruger et ord keskjuler man forkert eller . i en fuldstænd ig forkvaklet sammenhæng? Oprindelse: D Det gør vi et går helt tilnemlig. Derfor bage til det an har vi lavet tikke Grækendette sparsom land, hvor mæ me opslagsndene udadtil værk, som vil havde koner, hjælpe dig i men hellere mange tvivlsom ville have kø me stunder, delig omgang når enten du se med små dren lv, eller en af ge. I dag er dine venner, er det blevet mer usikre på et e moderne at bestemt ords be skalkeskjule, tydning. da biseksualitet er sam fundsacceptaFuldskabe – ve belt. rbum Definition: At fylde skabe med rod fra Negerbolle – for eksempel verbum gulvet. Manøvre Definition: Når n anvendes, én eller flere når pladsen er af deltagerne trang andi et samleje er re steder. Ofte af afrikansk af er det en stamning. forhastet hand ling, da travlhed for det mes Oprindelse: te er grunden Da belgierne til, at man fuldsk indtog Congo, aber. og kolonisatorerne skulle prale over for Oprindelse: De hinanden med første eksderes sekempler på at fu suelle eskapade ldskabe stamr, blev ordet mer tilbage fra anvendt, når vikingetiden; der foregik nærmere bete samleje med gnet år 850. congolesere. Vikingernes Samtalen kunn fuldskaben e lyde sådan startede efter her: plyndringstogter i Englan d. Efter endt togt gemte viki Kolonisator 1: ngerne rovet »Jeg bollede i for deres koner. går.« Eksempelvis kunne det være Kolonisator 2: guld, tøj, øl »Hvem bolleller fremmed ede du?« e damer. Det blev alt samm Kolonisator 1: en proppet i »To af de indet skab hurtig fødte. « st efter hjemkomst. Kolonisator 2: »Jamen, så har du jo negerbol let! « I dag fuldskab Kolonisator 1: es der oftest, »Ja, det har når det trækker jeg. « op til festivitas, og stedet fo Kolonisator 2: r festlighed»You dog!! « ernes gang skal klargøres til gæsterne. I dag bliver de t at negerbolle oftest brugt ve d festlige arSkalkeskjul – rangementer substantiv el. og især fødverbum selsdage. Definition: At skjule sin seksualitet som Musemåtte – bøsse. Når substantiv man har en kæ Definition: En reste af det måtte, der modsatte køn, bruges til at ho men egentlig lde mus uden for hjemmet. Oftest belagt
med små kødstykker eller ost.
Oprindelse: Ved hoffet i det franske kongehus var det vigtigt at holde huden i perfekt forfatning. Derfor udviklede den østrigske farmaceut Hubert Wolfgang (1734-1860) en smørelse/lotion, der kunne efterkomme adelens krav. Den banebrydende smørelse fremstilles ved at placere hyben mellem håndfladerne og klappe væden ud af dem – deraf ordet klapsalve.
Oprindelse: Kreaturavler Rasmus Milan fra proprietærgården Skamhingst i Korup var frustreret. Hans køer havde lidt en triviel tilværelse, da tørstige mus uden tilladelse benyttede sig af køernes mælkedepoter. Han udviklede musemåtten for at bevare køernes gode humør. Som han dengang sagde: ”Det kan lære I dag anvendes klapsalven fordem at holde sig på måtten” (se trinsvis ved foredrag, begejstringsfremkaldende sportsbeskrivelse længere nede). præstationer og begivenheder, Musemåtten er for længst blevet der kan give fugtige håndflader. afskaffet i den form. I dag bruges den i højere grad til at holde Isenkræmmer (issenkrammer) nørder på deres værelser ved for – substantiv eksempel at pryde den med oste- Definition: Når man krammer med sin eller andres isse. pops.
At holde sig på måtten – talemåde Betydning og oprindelse: Måtte er arabisk og udtales matte. Matte betyder tæppe og er overleveret fra 1001 nats fortællinger. Her gælder det i eventyret ”Aladdin” om at holde sig på den flyvende måtte.
I vor tid findes der desværre ikke flyvende måtter. Men udtrykket lever stadig og bruges om især mænd, som enten holder sig på eller uden for måtten. Måtten anses i et parforhold som en helligdom, man ikke skal forbryde sig mod. Oftest er det manden, som har svært ved at holde sig på måtten. Det sker i mange tilfælde i direkte afledning af beruselse, hvilket svækker balanceevnen.
Klapsalve – substantiv Definition: Oliebaseret håndlotion, som bruges ved sveden i hænderne.
Oprindelse: Under Tour de France i 1998 kørte Bjarne Riis ind i Marco Pantanis hund. Det udartede sig til ophidset diskussion: Pantani: »Sig undskyld til Mogens (hunden)!« Riis: »Det var Mogens, der startede. Den ville bolle mit venstre ben!« Pantani: »Den har jo bare karisma ligesom mig!« Riis: »Karizma i Slagelse?« (Diskotek i Slagelse. Indurain: »Giv nu bare hinanden den issenkrammer, så vi kan komme videre. Vi er nogle, der ikke gider stå i kø her i Netto hele dagen, bare fordi I skal diskutere.«
I dag er det hovedsageligt tømrere og snedkere, der bruger isenkræmmere, fordi de er så macho.
Foto: Rune Jensen Heidtmann