LIXEN OKTOBER 2019

De Journaliststuderendes Avis | www.lixen.dk | 21. årgang | 4. nummer | Oktober 2019

Kom tæt på lokaljournalistikken: Branchen har besøgt MelfarPosten

Linsen har opsøgt lyset i mørket.

Se billederne på s. 18

Læs med på s. 6

I Zoom kan du læse rejsereportager fra fire lande.

Læs med fra s. 8

2 LEDEREN

LIXEN har fået en grundig tur i

skønhedssalonen. Der er blevet filet slidte negle, pudset støvede briller og renset voksbefyldte øre. Med et splinternyt design, logo og mindset er LIXEN blevet opgraderet til en lækker, moderne avis.

Og hey! Et helt nyt redaktørhold er kommet på banen - og de er super seje. Som chefredaktører er vi stolte over at kunne præsentere det nye team, som vil være med til at puste nyt liv i avisen. De sætter hver især deres unikke præg på hver deres sektion.

I første redigeringsweekend blev der nørdet ned til mindste detajle for at få det bedste look på sektionens design.

Det viser engagement, tålmodighed og perfektion. Noget som vi er glade for at opleve. In mente: De billige chokoladekiks fra Netto og sort, stærk kaffe fra kantinen hjalp også positivt på arbejdsstemningen.

Se bare - læs bare - hvordan redaktører og skribenter i denne første avis allerede har været vidt omkring for at skabe læsestof, der sparker røv.

Henover sommerferien har cheferne siddet med hovederne i kog, revet sig i håret, grint og svovlet for at finde frem til, hvordan man styrer en avis. Hvordan pokker gør man? Cykler land og rige rundt for at finde ‘Spar Nord’ i Vesterbro for at få overdraget en bankkonto.

Går i Arnold Busck, som åbenbart ikke har de rigtige labels, vi skal bruge til at sende avisen til tryk.

Cheferne har også arrangeret et åbent redaktionsmød, der bød 1. semester ind i varmen, hvor LIXENs ånd skulle sælges med både salgstaler og hjemmebagt banankage. Og de er så seje, at de er sprunget lige ud i det. Tak for det.

LIXENs makeover har også betydet ændring i sektionernes navne. Vi vil derfor byde velkommen til ‘ZOOM’ og ‘LINSEN’, som trods deres nye navn, stadig holder fast i deres gamle principper.

Som moderne avis har vi også givet klimajournalistikken en plads ved bordet. Den kommer til syne som et månedligt indlæg i POLITIKKEN med navnet KLIMAKOMPASSET. Det synes vi både er aktuelt, moderne og det rette tiltag til at skabe ny og velskrevet journalistik.

OKTOBER INDHOLD

Selvom det ‘bare’ er en avis for de journalistikstuderende, vægter vi særdeles, at avisen skal være top tuned.

For med hver redaktionstilling følger et ansvar, hvor hver enkelt i vores redaktion skaber det, vi stræber aller mest efter. God journalistik.

Opskriften på den gode journalistik kan man dog ikke finde i arkiverne. Den er konstant til diskussion, og den ændrer sig hele tiden. Som den kommende generation af professionelle journalister, stræber vi derfor efter, ikke kun at skabe god journalistik, men at forme den gode journalistik. Som chefredaktører vil vi få den gode journalistik på niveau med læseren og bryde med de ‘hellige’ normer. Dog ved stadig at fastholde den journalistiske ånd, som gør journalistikken til, hvad den er. Og vi gør det med et nyt design, nye hjerner og en nysgerrighed til at lære.

Vi tror, at nysgerrigheden ligger i de journaliststuderendes grundnatur. LIXEN er nysgerrigheden på papir. Når undervisningen eller studiejobs ikke kan tilfredsstille den journalistiske nysgerrighed til fulde, da bliver LIXEN vores lærred. Et lærred, hvor LIXENs nye farver skaber et rum for de studerende, hvor de kan stimulere deres nysgerrighed, elske den og lære af den. Husk det, når vi siger, at hver udgivelse er et nyt maleri. Det er vores maleri til jer, og vi håber, at I vil tage godt imod det.

Vi må ærligt indrømme, at vi allerede har fået en bestemt ejerfornemmelse over maleriet. Dog må vi bøje os ydmygt i støvet for vores fantastiske redaktører.

Uden dem stod vi alene, og vi ville ikke kunne male det store maleri helt selv.

For et samarbejde kræver forskellige pensler i forskellige tykkelser og farver, som giver den helt rigtige kulør. Det har vi i den grad fundet i LIXENs nye redaktørhold.

Vi vil derfor til sidst sige tak til vores redaktører for deres nysgerrighed og deres villighed til at slippe den løs sammen med os. Vi glæder os til at skabe meget mere god journalistik sammen med jer.

STUDIET

Rasmus Woo Johansen fik ikke en praktikplads under Store Matchdag i maj. Men den ærgelse slog ikke den journalistikstuderende ud af kurs - tværtimod lærte han at se på nye perspektiver, når han skal søge igen.

BRANCHEN

Lokalredaktionerne er pressede. Praktikanter søger knap så lokalt, når de søger praktikplads til Store Matchdag. Det kan redaktionerne mærke, når de er på arbejde. Hvorfor har vi negative fordomme mod lokalredaktionerne? Er der ikke mere fri leg?

ZOOM

I denne avis zoomes der ind på rejsereportagen. Læs om oplevelser lige fra en solrig strand i Goa til mærkelige fornemmelser i Japan.

FAVORITTEN

Favoritten tager i denne måned integrationsspørgsmålet op til debat. Hvad er god integration? Hvordan bidrager man til en god integration? Læs med og deltag i debatten.

KULTUREN

Ser vi Danmarks museer via vores mobiltelefon? Har vi allerede set hele udstillingen på Instagram, før vi rent faktisk oplever den i virkeligheden? Er SoMe-kulturen blevet så vigtig, at vi er ligeglade med hinanden? Har det taget overhånd?

POLITIKKEN

Socialdemokratiet har ikke umiddelbart nogen plan for, hvordan udnyttelsen af datacentres overskudsvarme kan løses. Klimakompasset fokuserer på kampen mod klimaudfordringerne. Ifølge forskere står klimakriserne nemlig over for et informationsproblem snarere end et teknisk eller økonomisk problem.

LINSEN

Selvom det er mørkt, er der ofte en lyskilde. Lygtepæle, toge, neonlamper. Se Linsens flotte billeder af lys i mørket.

SATIREN

Satiren stiller skarpt på udvalgte dele af sommerens hændelser. Med kant! Læs om politiske undskyldninger og kongelige dildoer. Derudover en guide til, hvordan du som journaliststuderende kan svare på ‘de der spørgsmål’ fra venner og familie.

God læselyst!

LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M

www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os på Infomedia

Tryk: Skive Folkeblad Oplag: 500 eksemplarer

Lixen er de journaliststuderendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen er af de studerende, for de studerende og for journalistikken.

Karen Mathilde Møller Chefredaktør

Amalie Dvinge Agerbo Studiet-redaktør

Adam Hofbauer Kulturen-redaktør

Maj Petersen Branchen-redaktør

Jesper Lindstrøm Jørgensen Politikken-redaktør

Maria Kornbeck Lundsgaard Branchen-redaktør

Emma Margrethe Bork Linsen-redaktør

Sophie Lund Møller Zoom-redaktør

Line Schou Jensen Zoom-redaktør

Louise Lind Satiren-redaktør

Emilie Sunekær Illustrator

Aida Jahić Favoritten-redaktør

Teitur Larsen Chefredaktør

Emilie Søndergaard Christiansen Favoritten-redaktør

August Sandberg Kulturen-redaktør

Anna Myrthue LIXEN Lyd-redaktør

Henriette Kampp LIXEN Lyd-redaktør

Anne Margrethe Seeberg Larsen SoMe-redaktør

STUDIET

3

Ingen praktikplads – og hvad så?

27-årige Rasmus Woo Johansen er en af de journaliststuderende fra SDU, der ikke fik en praktikaftale med hjem i første forsøg, men det har ikke skræmt ham fra at forsøge igen. cessen skrev han ansøgninger til de medier, han gerne ville i praktik på. Langt om længe kom dagen, der skulle afgøre, om Rasmus ville få en praktikplads. Foran bygningerne der tilhører Journalisthøjskolen i Århus, hvor matchdagen afholdes, forsøgte SDUs prakti-

Af Amalie Dvinge Agerbo

D

et var ikke meget Rasmus Woo Johansen sov natten til d. 8. maj. Sommerfuglene baskede rundt i maven på ham, ja faktisk var de måske endda lige ved at komme op at slås på grund af pladsmangel. Den manglende søvn havde han vænnet sig til. Processen op til Store Matchdag, nærmere betegnet “panikdag”, havde ikke ligefrem budt på meget søvn for den praktiksøgende journaliststuderende: »Jeg var ved at være træt, fordi det var en lang proces op til panikdagen. Det er ikke givet på forhånd, hvem der får en praktikplads, og derfor var det vigtigt at give et godt indtryk af, hvem jeg er.

Foto: Amalie Dvinge Agerbo

Store matchdag Forinden store matchdag havde Woo produceret sin egen hjemmeside, der fungerede som en portefølje med sit CV og sine produktioner. Han havde desuden været på praktikmesse for at lære medierne bedre at kende og til åbent hus-arrangementer på de medier, han overvejede at søge en praktikplads hos.

Her var han også til samtaler med de potentielle praktiksteder, og som det sidste i pro-

“

Lad være med at tage det personligt, hvis du ikke får en praktikplads. Du er ikke den første i verdenshistorien, det sker for. kantvejleder, Niels Møller Mikkelsen, at opmuntre de studerende og dulme nerverne.

På trods af dette var atmosfæren imellem de kommende journalistpraktikanter præget af nervøsitet: »Det eneste vi ventede på var, at klokken ville ringe,« fortæller Rasmus Woo Johansen.

Over middag ringede klokken. En klokke, der gør det legitimt for praktiksteder og praktikanter at indgå en såkaldt praktikaftale.

Rasmus stod klar ved de praktiksteder, han

havde sendt ansøgninger til sammen med en række andre håbefulde journaliststuderende.

Han stod med mobilen i hånden i tilfælde af, at et praktiksted ville ringe ham op i stedet for fysisk at hente ham. Ud af øjenkrogen så han studiekammerater, der talte i telefon, imens andre blev hentet ind for at underskrive en praktikaftale. »De er jo mine venner, så jeg blev rigtig glad på deres vegne. Men jeg koncentrerede

mig også meget om mig selv og håbede stadig på, at et praktiksted ville tage fat i mig.« Rasmus Woo Johansen blev dog hurtigt klar over, at der ikke var nogle af de steder, han havde sendt en ansøgning til, der ville lave en praktikaftale i denne omgang. Han vrider sig en smule i kroppen, imens han trækker på skuldrene: »Jeg synes da, at det var øv. Men jeg slap alligevel ret hurtigt den følelse og tænkte: ‘Hvad gør jeg så nu?’« Hvad nu?

På vej hjem fra matchdagen, på strækningen mellem Aarhus og Odense, kreerede den 27-årige journaliststuderende en plan for, hvad der skulle ske, nu da han stod uden en praktikplads. »Jeg endte med kun at søge en praktikp-

“

Set i bakspejlet har det været meget rart at få et lille pusterum. Jeg har haft en anderledes hverdag, fordi jeg arbejder fuldtid. lads hos tre forskellige medier. Egentligt var der nogle flere medier, jeg gerne ville i praktik hos. Jeg fik bare aldrig sendt en ansøgning til dem,« fortæller han. Og et af de praktiksteder tog han kontakt til. »Jeg fornemmede til matchdagen, at de havde fået færre praktikanter end de havde pladser og derfor var der måske stadig en reel mulighed for, at jeg kunne komme i praktik til august.« Rasmus blev kaldt til en samtale på mediet – en samtale, der ifølge ham var en behagelig samtale, præcis ligesom de tre andre samtaler, han allerede havde været til. Det endte dog med, at det fjerde praktiksted besluttede sig for ikke at tage flere praktikanter i den omgang, men de roste Rasmus’ gejst og vilje: »Jeg forsøgte at overbevise praktikstedet om, at de skulle tage mig som praktikant. Jeg fik stor ros for min gejst, og de opfordrede mig til at søge igen ved næste ansøgningsrunde.« Herefter fokuserede Rasmus på at lære af den proces, han lige havde været igennem: »Jeg lærte jo noget af processen, også selvom jeg ikke fik en praktikplads.« Han tog kontakt til de praktiksteder, han havde søgt for at få feedback på samtaler og ansøgninger. Feedbacken var positiv, men han lærte, hvorfor dagen kaldes for ‘Store Matchdag’: »Det handler så meget om, hvorvidt man passer på den karakter, praktikstedet søger i en given ansøgningsrunde, og det var måske der, jeg faldt lidt ved siden af.« Og er man så en dårligere journalist, hvis man ikke får en praktikplads i første omgang?

I hvert fald ikke, hvis man spørger Rasmus.

Selvom det var et lille hak i selvtilliden, så mener han ikke, at man skal tage det personligt, idet det handler om meget andet, end hvad man kan.

Spørger man Rasmus om, hvorvidt man tillader sig at være kræsen angående sin praktikplads, svarer han uden at tøve: »Praktikstedet er ikke det, der afgør ens

journalistiske karriere, så man behøver ikke være kræsen. Men samtidigt synes jeg, det er okay at drømme stort. Jeg søgte steder, som får rigtigt mange ansøgere til få pladser. Jeg drømte om at komme igennem det lille nåleøje, og det har jeg det fint med. Men jeg kan ikke sige noget om, hvorvidt det er godt eller skidt, at man er meget målrettet i sin søgning. Det vigtigste er, at man får et praktiksted, hvor man føler sig glad.« Endnu en matchdag I stedet for at tage i praktik ligesom mange af sine studiekammerater, har Rasmus arbejdet på fuldtid og læst et valgfag på Journalistikuddannelsen, som man normalt først tager på 7. semester under bacheloren. Derudover har han lavet freelancearbejde for SDU: »Set i bakspejlet har det været meget rart at få et lille pusterum. Jeg har haft en anderledes hverdag, fordi jeg arbejder fuldtid.« Og netop nu forbereder han sig på at skulle til endnu en matchdag. Denne løber af stablen d.

9. november 2019: »I den nye omgang praktiksøgning vil jeg søge de steder, jeg ikke fik søgt. Jeg har haft en positiv oplevelse første gang, selvom jeg ikke fik en praktikplads, så det kan umuligt blive værre,« siger han med et skævt smil på læben, imens han uddyber: »Jeg har mange interesser inden for journalistik, men jeg er i gang med at gøre mig klare tanker om, hvilken type journalist, jeg vil være, fordi det efterspørger medierne.« Til spørgsmålet om, hvad han har lært af den første praktiksøgning, forklarer han: »Det kom bag på mig, hvor meget hele praktikræset fyldte. Der var meget, man skulle forholde sig til, og man var meget på, men nu ved jeg ligesom, hvordan det fungerer.« Et råd Rasmus Woo Johansen kan give videre til studerende, der snart skal søge praktik for første gang: »Lad være med at tage det personligt, hvis du ikke får en praktikplads. Du er ikke den første i verdenshistorien, det sker for. Hvis ikke du får en praktikaftale, så benyt det ekstra halve år til at lave noget, du synes er sjovt – og så glæd dig til, at du skal i praktik. Det gør jeg.«

Annonce fra KaJO

4 BRANCHEN

OKTOBER Tæt på lokaljournalistik

Når vi journaliststuderende skal have vores første rigtige møde med branchen, er det typisk i vores praktikperiode. Mange journalistspirer drømmer om at dele kontor med Morten Spiegelhauer eller løbe ind i Kåre Qvist ved kaffemaskinen. Det er nok heller ikke urimeligt at antage, at de fleste af os har drømt en flygtig drøm om en Cavling pris en skønne dag. Men de store nationale medier er ikke de eneste, der kan overvejes, når praktikantansøgningerne skal sendes ud. På de lokale redaktioner landet over hungres der efter sultne praktikanter, der vil have ansvar og indflydelse, og som vil være en vigtig spiller i deres lokalsamfund. Lokaljournalistik møder borgerne lige der, hvor de er. Og det er vigtigt at huske på, at mange af landet største historier starter i det lokale. Du husker måske Tøndersagen, eller da Emilie Meng forsvandt? Før de kunne læses i alle landets medier, kunne de læses i lokalmedierne.

Af Maj Petersen & Maria Kornbeck Lundsgaard

Fire fordomme om lokaljournalistik Har du altid tænkt, at lokaljournalistik er kedeligt og indholdsløst? Eller har du måske omvendt tænkt, at det er det nære, der virkelig gør en forskel? LIXEN har snakket med redaktionsleder på Dagbladet Roskilde, Lars Ahn Pedersen, og praktikansvarlige på Sjællandske Medier, Morten Overgaard, for at undersøge, om de journaliststuderendes fordomme holder vand i virkeligheden.

Af Maj Petersen

Fordom 1:

Fordom 2:

Man får mere ansvar som praktikant på lokale medier end på nationale medier.

Lokaljournalistik er ligegyldigt i det store billede, da man aldrig rigtigt ændrer noget alligevel.

Illustrationer af Emilie Sunekær Morten: Jeg tror, at det har mere med størrelsen at gøre. Jeg tror, at man får mere ansvar på Helsingør-redaktionen, end man gør på Politiken, men jeg tror, at det har noget med størrelsen at gøre. Vi har relativt små redaktioner, men tag et fagblad, hvor de kun sidder to eller tre mennesker eller et sted som Heartbeats, hvor de vist heller ikke sidder så mange, så tror jeg da også, at praktikanterne får enormt meget ansvar.

Jeg tror, at praktikanter på lokale medier har meget ansvar.

Lars: Jeg har ikke været på et nationalt medie, men jeg vil tro, at man får lov til at lave mere. Vi har det sådan, at hvis de (red. praktikanten) har spurgt om noget bestemt, som de gerne vil lave, så har de som regel fået lov til det.

Jo mere initiativ man tager desto bedre, fordi jeg kan sagtens komme og give alle mulige opgaver, men det er jo altid sjovere at lave noget, som man selv er kommet på.

STATUS: BEKRÆFTET

Fordom 3: Det er mindre stressende at være journalist på et lokalt end et nationalt medie.

Morten: Det er det ikke. Vi har lige så travlt, hvis ikke mere travlt. Vi har nogle sider, der skal fyldes, og det skal de hver dag. De skal ikke kun fyldes med pressemeddelelser. De skal også fyldes med journalistik, som rent faktisk gør en forskel. Så hvis man er fire mennesker til at fylde fem siders avis, så skal der altså nogle gange løbes lidt stærkt.

Jeg tror ikke, at det er mindre stressende, men det kræver en større disciplin. Det kræver, at du kan styre din egen tid sådan, at du kan vælge, hvad det er, du fokusere at bruge din tid på, og hvad det er, der bare skal overstås nogle gange.

Det er ikke det samme som, at man ikke kan fordybe sig. Det kan man sagtens, men man kommer bare til at have flere ting i gang sideløbende. Det vænner man sig til, men det er svært i starten.

STATUS: AFKRÆFTET

Lars: Måske i gamle dage, men i dag er man nærmest på i døgndrift, fordi vi også skal lave til net. Før i tiden, når man havde afleveret dagens avis, så var der jo et helt døgn til den næste avis. Så var der ikke så meget pres om eftermiddagen og om aftenen, men vi skal jo også være på, hvis der dukker noget op, og så skriver vi jo til nettet i stedet for.

Morten: Det er en direkte løgn. Det kan sagtens være, at der sidder nogen, som først hører om det, når det står på forsiden af Politiken, men de fleste historier starter et andet sted. Du kan tage Emilie Meng-sagen. Den startede på en af vores redaktioner. Sådan nogle store sager, hvis de ikke foregår i København, så starter de hos lokalmedierne.

Og så er der det, som både Politiken og alle andre gør brug af. Der er, at landshistorier kan gøres lokale, ligesom lokalhistorier kan gøres nationale. Hvis der er en tendens i Faxe kommune, kan man sidde og tænke, at hvis de har det sådan i Faxe, mon ikke de har det sådan på landsplan og omvendt. Det går begge veje, men der er ikke forskel på historierne.

Det kan være basale ting som børnepasning, skolerne, ældrepleje og sådan noget, hvor det kan være helt lokale forhold og problemer. Det får man måske ikke ligefrem et nationalt medie til at tage op, men som lokalt medie er det noget, som vi kan gå ind og interessere os for at stille spørgsmål til.

STATUS: AFKRÆFTET

Lars Ahn Pedersen mener også, at lokalmedierne har en indflydelse og funktion i det lokale.

Lars: For folk, der bor i et lokalområde, er der nogle ting, som kan være meget vigtige for dem. Der er nogle ting, som de går op i, som et nationalt medie ikke ville interesse sig for.

Fordom 4: Lokaljournalister skriver kun om forsinkelser i posten, katte i træer og spærrede veje.

Morten: Jeg har ikke skrevet om en spærret vej i to år eller sådan noget. Men det der rugbrødsarbejde, det er der alle steder. Det handler om at få det overstået og se at komme videre, og vi har ikke mere af det end alle andre har. Der er en del af alting, der ikke er

lige så sjovt som alt det andet, og så handler det om at få det ud af hovedet og se at komme videre, så man kan lave noget, som man synes er sjovt, for det er der masser af.

Lars: Det er længe siden, at vi har skrevet noget om forsinket post, men det er rigtigt nok, at nogle gange kan det blive meget småt.

Det er måske også fordelen ved at bo i en by som Roskilde. Vi kan godt se på vores mindre lokalredaktioner, at der er lidt forskel på, hvor man ligger i forhold til, hvor baren er for, hvad man tager med.

Hvis der rent faktisk var en dag, hvor brandvæsenet skulle ud og hente en kat i et træ, så tror jeg faktisk, at man ville gøre noget ud af det, fordi det sker så sjældent. Som regel kan de godt finde ned.

STATUS: BÅDE OG

BRANCHEN

5

Praktikantmangel presser lokalredaktioner Efter sidste store matchdag d. 8. maj 2019 måtte mange medier vende skuffede hjem, efter praktikanterne var blevet revet væk af deres konkurrenter. En af disse var Sjællandske Medier, der for anden gang i træk ikke fik udfyldt alle sine praktikpladser. En skuffelse, der kan mærkes på lokalredaktionerne.

Af Maj Petersen

F

ingre klikker løs på tastaturerne, og tanker skribles ned på det nærmeste stykke papir. På Sjællandske Mediers Roskilde-redaktion er dagens avis netop blevet sendt i trykken, men forberedelserne til morgendagen skal allerede til at begynde.

Idéer og aftaler står nedskrevet som noter og i kalendere, og en telefonsamtale føres fra det ene skrivebord. Men omkring redaktionsleder Lars Ahn Pedersen er der stille. På skrivebordet over for ham sidder redaktionens praktikant normalt, men det sidste år har skrivebordet stået tomt.

Ved store matchdag måtte Roskilde-redaktionen for anden gang i træk vende skuffede og tomhændede hjem, og det kan mærkes i den daglige produktion. »Man har ikke helt det samme overskud.

Der er selvfølgelig nogle ting, som vi bliver nødt til at vælge fra, simpelthen fordi vi ikke er folk nok,« forklarer Lars Ahn Pedersen og ser rundt i det halvtomme redaktionslokale.

De er i dag kun tre ud af fem journalister på arbejde.

har ikke helt det “Man samme overskud.

I redaktionslokalets ene hjørne sidder Britt Nielsen ved et skrivebord proppet med gule papirlapper med noter til idéer, kilder og af-

Lars Ahn Pedersen er redaktionsleder på Sjællandske Mediers. Foto: Emma Margrethe Bork

taler. Hun har været journalist på Sjællandske Medier i tre år og kan mærke, at der er mere arbejde, når der mangler en praktikant. »I perioder er der da flere historier på blokken, men vi arbejder bare derudaf og laver historierne,« forklarer hun og skæver til en post-it-note med dagens næste aftale.

Hjælp hentes udefra I Roskilde har det tomme skrivebord medført, at de har måtte ansætte en vikar for at kunne få produktionen til at løbe ordentligt rundt, men det er en økonomisk udfordring for redaktionen, da en vikar er dyrere end en praktikant. »Vi har haft en vikar i stedet for, men vi har så kun haft vedkommende i tre måneder,« forklarer Lars Ahn Pedersen. Lige nu er redaktionen vikarløs indtil november, hvor vikaren starter op igen.

Han er dog ikke sikker på, at det er en løsning, som de kan fortsætte med, hvis interessen for Sjællandske Medier som praktiksted ikke stiger. »Hvis det er noget, der bliver permanent, så skal vi nok til at overveje, hvad man så gør. Vi kan godt mærke, at vi er mere pressede i de perioder, hvor vi ikke har en vikar,« forklarer han og tilføjer. »Der kan vi lige klare os igennem.«

Lokalredaktionerne rammes hårdt Journalist Britt Nielsen forbereder sig på dagens næste opgave.

Store matchdag bød medierne Foto: Emma Margrethe Bork hårdere kår end normalt. I år var

det ikke overvejende studerende, der forlod Journalisthøjskolen med knuste drømme om det perfekte match. Det var medierne. I stor kontrast til tidligere år var der nemlig flere åbne pladser end ansøgere, og også regionale og nationale medier oplevede skuffelsen ved en ensidig interesse.

svarer det jo til at “Derfor mangle en journalist.

Selvom problemet ikke var enestående for Sjællandske Medier, mener Morten Overgaard, der er mediets praktikansvarlige, at det rammer lokalredaktionerne særligt hårdt, når de ikke kommer hjem med et match. »Hvis de (red. store nationale redaktioner) procentvis skulle mangle lige så meget arbejdskraft som vi gør, når vi mangler én, så skulle de måske mangle otte eller ti praktikanter,« forklarer han.

Praktikanterne på lokale medier er i høj grad bærende i produktionen, og når de mangler, mangler redaktionen ikke bare en praktikant. De mangler en journalist, uddyber Overgaard. »Når vi har haft en praktikant i tre måneder, så er der ikke den store forskel på, hvad de kan, og hvad en færdiguddannet journalist kan på den redaktion rent arbejdsmæssigt.

Derfor svarer det jo til at mangle en journalist.« Sjællandske Medier fik i denne omgang kun to ud af fem søgte praktikanter, og konsekvenserne af den manglende arbejdskraft kan mærkes på flere af mediets lokale redaktioner. »De skal løbe rigtig stærkt. Hvis du har en redaktion på fem mennesker, hvor to af dem er praktikanter, og du så pludselig mangler

to praktikanter, så skal du løbe vanvittigt stærkt«, forklarer Morten Overgaard.

Kilometer i fingrene Det ærgrer Morten Overgaard, at praktikanterne ikke søger mere mod de lokale redaktioner. Ikke fordi de er afhængige af arbejdskraften, men fordi praktikanterne kan lære meget af lokalmedierne. »Det der er ved lokale medier er, at du får lov til at lave alt. Så når du er færdig med en arbejdsdag, har du en side i en avis, som du selv har fået idéen til, du har selv snakket med alle menneskene, du har selv taget alle billeder, og du har selv sat den op,« forklarer Overgaard.

Også ting, som man “ ikke regner med, kan gøre en forskel.

Det samme oplever Britt Nielsen, der fortæller at have dækket alt fra opdrætning af kælepindsvin til hjemløse i Roskilde. For hende er det stærke ved lokaljournalistik, at man kommer ud og møder mennesker, der brænder for noget og skriver om stort og småt. »Også ting, som man ikke regner med, kan gøre en forskel. Jeg skrev for eksempel en historie om kloakker, men det gjorde en forskel for dem, der boede der, fordi kommunen ændrede noget,« fortæller Nielsen afsluttende, inden hun skal ud på dagens næste opgave.

Sjællandske Medier prøver igen lykken til næste store matchdag, hvor de denne gang håber at vende tilbage med en praktikant.

6 BRANCHEN

OKTOBER

»Avisen er andet end gammelt papir«

Af Maria Kornbeck Lundsgaard Når MelfarPosten rammer gaden hver tirsdag morgen, strømmer borgerne til havnen, hvor byens lokalredaktion har til huse, for at læse de historier, der betyder mest i lige netop deres hverdag.

L

ige ned til vandet på Middelfart Havn ligger byens lokalredaktion. Redaktion dækker Middelfartområdet i Fyens Stiftstidende, og så laver de egenhændigt Middelfarts lokale avis, MelfarPosten. Jeg har fået lov til at følge lokaljournalist Mia Harm Madsen en hel dag for at komme tæt på hendes arbejde med lokaljournalistik. Mia er 36 år gammel og har siden 2015 haft sin daglige gang på redaktionen i Middelfart. Hun har før arbejdet på Fyens Stiftstidendes lokalredaktion i Nyborg, på Ugeavisen Odense og på Lokalavisen Taastrup, så hun er lidt af en veteran.

Den lokale følelse Efteråret har slået sig ned i Middelfart, da jeg ankommer til redaktionen på en grå og Foto: Maria Kornbeck Lundsgaard våd tirsdag morgen. Ugens udgave af MelfarPosten er netop kommet på gaden, og ude Med et fast håndtryk hilser hun på saloninpå fortovet foran redaktionen står en ruldehaveren, Aki Solimani, og kigger nysgerrigt levogn med friske aviser, der næsten er tom. rundt i salonens baglokale. Mens Aki SolimaMia ruller en fyldt vogn ud til gaden, da en ni fortæller om den nye salon, skribler Mia ældre kvinde kommer gående med sin rollai pendulfart ned på sin blok, og sørger for tor. Hun hilser høfligt, mens hun famler lidt jævnligt at kigge op og få øjenkontakt i et par med regnslaget på avisvognen. Hun snupper sekunder. en avis og ruller den fikst ind i en medbragt Salonen dufter af frisk maling. Et dannenettopose, som ryger ned i rollatorens kurv, brogsflag pryder den ene af salonens vægge. inden hun vender om og triller tilbage af »Jeg elsker det danske flag,« siger Aki Solisamme vej, som hun kom fra. mani, og hendes ansigt trækker i et smil, der Mia forklarer mig, at de fleste får avisen når helt op til hendes mørkebrune øjne. Hun omdelt, men fordi den er nogle dage underveer kommet hertil fra Iran for 24 år siden. js, er det for mange blevet et tirsdagsritual at »Her kan jeg sige, hvad jeg vil og gøre hvad hente deres avis ved rejeg vil,« siger hun og kidaktionen.

Det er det fordi, vi rør gger lidt tænksomt ud i »De vil have historfolk i det, der betyder luften. ierne, mens de stadig »Og kvinder har retnoget for dem. Det, der er friske,« siger Mia og tigheder,« tilføjer hun har direkte indflydelse på fortæller med et smil, efter en kort pause, nu at der er en, der kommed bævrende stemme. mer her med sin hund hver tirsdag og henter Stemningen i rummet ændrer sig på et avisen, som hunden får lov at bære hjem i splitsekund fra afslappet til følelsesladet. Mia munden. lytter opmærksomt og nikker anerkendende, En efter en trisser folk ud af deres biler i og jeg kan ikke lade være med at tænke på, den kolde morgenluft for at få deres avis. På hvor hurtigt en historie kan udvikle sig. Histrods af morgenregnen opstår der flere gange torier som Aki’s får man ikke i telefonen eller små køer foran vognen. Jeg spørger Mia, over mail. Dem får man, når man går ud og hvorfor hun tror, at lokalavisen er så vigtig for møder sine kilder, der hvor de er. folk, at de strømmer til på den måde. »Det er det fordi, vi rør folk i det, der betyBorgerne er helt tæt på der noget for dem. Det, der har direkte indDa vi efter en kort køretur træder ind ad flydelse på deres hverdag,« siger hun og smildøren på redaktionen, byder 3 kvinder os veler til en ældre herre, der med avisen i hånden kommen. Den ene af kvinderne kender Aki og kvitterer med et lille vink. spørger, hvordan interviewet gik. Fra etagen

“

Dagens første aftale Klokken 9 kører Mia ind på gruspladsen bag den nyåbnede frisørsalon Cut and Colour i Ejby, hvor dagens første aftale finder sted.

oven over summer lyden af fingre på tastaturer. Det er her, redaktionens i alt 7 mænd og kvinder til dagligt har deres gang. Mia slår sig ned ved sit skrivebord.

Redaktionschef Jan Bonde sidder inde på

med sit kildenetværk. sit kontor. Han er en rolig og velreflekteret »Man skal kunne skrive mand, og man skal ikke snakke med ham mange Hvis vi vil noget med en historie om dem en dag og se dem i øjnene minutter, før man forstår, vores læsere, må vi igen den næste,« siger at det er alfa og omega for Jan Bonde og gestikulerer med begge hænder ham, at avisens journalister er tæt på borgfra den ene side til den anden. erne og lokalmiljøet. »Hvis vi vil noget med vores læsere, må vi Pionerer for bylivet komme ud til dem.« På dagens redaktionsmøde finder endnu en Mine tanker flyver et øjeblik tilbage til møaftale vej ind i Mias allerede tætpakkede kaldet med Aki. ender. Da sidste bid af rundstykkerne er spist, Jan Bonde forklarer, at der på større rehopper hun derfor igen i regnjakken og sætter gionale og nationale medier er så stor en dispå gåben kursen mod børnetøjsgenbrugsbutance mellem borgerne og journalisterne, at tikken, MiniKartellet. det kan blive et benspænd i jagten på gode

“

Redaktionsmøde på MelfarPosten. Foto: Maria Kornbeck Lundsgaard

historier og kilder. Den nære omgang med kilderne betyder dog også, at man som lokaljournalist skal have en anderledes omgang

Minikartellet har netop lejet et tilstødende lokale, så de kan udvide deres forretning med salg af legetøj. Det har været stærkt efterspurgt, efter den lokale Fætter BR lukkede, fortæller de to lyshårede indehavere, Kathja

BRANCHEN Kingo og Liset Skov, entusiastisk. »Folk bliver ellevilde,« siger Mia med et smil og lyner lidt ned i lynlåsen på sin jakke.

Avisen dækker ændringer i byens butiksliv meget nært. Det seneste år har flere butikker måtte dreje nøglen om i centrum af Middelfart, og de mange tomme butiksvinduer lig-

slagsen. Sidste år begyndte redaktionens journalister at undervise i journalistik på udvalgte fynske gymnasier.

Vi træder ind på Middelfart Gymnasium og HF i spisepausens sidste minutter. Elever fræser rundt på gangene, og duften i indgangshallen afslører, at dagens ret er flæskestegs-

med sin blok. De skriver om økologi, og de vil gerne snakke med den lokale Kvickly til deres artikel. »Jeps! Det er bare ned og banke på,« siger Mia entusiastisk og trykker på enden af sin kuglepen et par gange.

Dagens sidste gruppe arbejder på en histo-

7

Journalistisk eksperimentarium Redaktionen i Middelfart tester, med økonomisk støtte fra Den Fynske Bladfond, forskellige mediekoncepter af med det formål at finde en model for, hvordan lokale medier kan fastholde deres relevans. Indtil videre, er det disse 4 koncepter redaktionen tester: 1.

Samarbejde med gymansier og folkeskoler. journalisterne underviser i journalistik og eleverne udarbejder artikler, hvoraf nogle bringes i Melfar Posten.

2. Serveretten til læserne, der laver debatindlæg som andre læsere kan kommentere på. Journalisterne bearbejder debatten til en artikel, der publiceres.

3. Melfar Posten skal tilgodese oplandet bedre.

4. Ryk Middelfart ud af huset. På 10 dage rykker redaktionen ud til 10 lokationer og møder læserne, der hvor de er. »Og så bærer det ofte en masse god journalistik med sig,« siger redaktionschef Jan Bonde.

Aftenens læsermøde handler om kommunens forestående budgetforhandlinger, og 25 borgere er mødt op. Da alle har fundet deres pladser, byder Jan Bonde velkommen. »Mødet her er også et åbent redaktionsmøde, hvor vi håber, at I vil komme med input til, hvad I gerne vil have, vi dækker i avisen,« siger Jan Bonde og kigger rundt på deltagerne. De bliver bedt om at bruge et båthorn undervejs, hvis der er noget, de gerne vil sige.

Flere af deltagerne roser undervejs avisens En kvinde, der skal lave børne-yoga i butikkens nye lokaler, leger med sin datter i butikkens legeområde. Foto Maria Kornbeck Lundsgaard mange gode tiltag, og da Sophie afslutningsvis opfordrer til en brainstorm af ideer til avisen, ger byen, og dermed også avisen, meget på sandwich. rie om et møbelværksted for kontanthjælpskommer båthornet på overarbejde. Der bliver Eleverne i 9.B skal skrive en artikel til desinde. Redaktionschef Jan Bonde har skabt modtagere i Odense. De vil undersøge om først ro, da der ikke kan presses et eneste boginitiativet ”Byens Bedste” som en hyldest til res næste danskaflevering. Mias opgave er at konceptet kan udvides til Middelfart. stav mere ind på hendes Whiteboard. det lokale handels- og kulturliv. Det foregår hjælpe dem med at tænke journalistisk og vi»Jeg sørger for, at vi får lavet en aftale, også »Spred det gode budskab. Avisen er andet på den måde, at borgerne indstiller deres fa- dereudvikle på deres historieidéer. tager vi derud sammen,« siger Mia efter lidt end gammelt papir. Tak for i dag,« siger Jan Sidst hun var her, fangede en af gruppernes voritter i 9 forskellige kategorier, hvorefter en tids snakken frem og Bonde med et smil, og jury udvælger kandidaterne, som borgerne så historier hendes opmærksomhed i en sådan tilbage. Hun synes Det er nok lidt en floskel, deltagerne kvitterer kan stemme på. Det hele kulminerer i et stort grad, at hun lavede sin egen version af den til helt tydeligt, at histomen jeg synes, at lokala- med grin og klapsalawardshow, hvor både borgere og butikslivet Melfar Posten. rien er interessant. viserne er vigtigere nu end ver. deltager.

Lektionen slutter nogensinde før. »Det er borgerinddragende, fordi alle har af med en kort unVigtigere end noret til at indgive en stemme og deltage. Det, at dervisning fra Mia i gensinde Lokalavisen gør sådan noget for os, det betyat vinkle skarpt på sin historie. På vejen mod Min dag i Middelfart lakker mod enden, så der rigtig meget,« siger Kathja Kingo. parkeringspladsen kommer Kvickly-gruppen jeg hiver Jan Bonde til side for at spørge ham, Da Mia er blevet vist rundt i de nye gående. De er netop hjemvendt efter et suchvorfor redaktionen gør så mange ting for delokaler, stiller indehaverne storsmilende op cesfuldt besøg hos Kvickly. res by, som normalt ligger uden for det jourtil et billede til artiklen, og de er helt tydeligt »Skide godt drenge,« siger Mia rosende. nalistiske arbejdsområde. Han fortæller mig, begejstrede for at have besøg. at alt hvad redaktionen foretager sig, er med »Vi var slet ikke bevidste om, hvilken powBorgernes talerør borgeren og lokalsamfundet for øje. er Lokalavisen har, før vi åbnede MinikartelDagens sidste aftale er et læsermøde på Mid»Vi siger simpelthen ‘kære venner, hvad wlet,« siger Kathja Kingo. delfart Rådhus. På vej derhen bemærker jeg, vil I gerne have?’, og så lytter vi rent faktisk Efter besøget i Minikartellet begynder jeg at redaktionens anden og sidste rullevogn til dem. At være tæt på borgeren sikrer vores at forstå jeg, at noget så banalt som en udvinæsten er tom ude på gaden. Mia fortalte mig relevans,« siger Jan Bonde i en alvorlig tone, delse af en butik, har utroligt stor betydning tidligere på dagen, at de får 700 aviser leveret der gør det helt tydeligt, at han mener det han for de lokales hverdag. til redaktionen. Det var lige godt pokkers, siger. »Vi er meget tættere på borgeren, end de tænker jeg, mens endnu en bil holder ind ved De fleste deltagere har pakket sig sammen nationale medier. Vi er jo lige der, hvor de er. siden af vognen. og står nu i klaser med overtøj på og vender Og de skal bare ringe, så kommer vi,« siger Da jeg ankommer til rådhuset, byder Sofie de sidste pointer, inden byrådssalen lukker.

Mia, da vi slentrer tilbage af gågaden mod reEjlskov Hugge, som er vikar på redaktionen, Jan Bonde observerer dem en kort stund.

Foto: Maria Kornbeck Lundsgaard daktionen. deltagerne velkommen i døren. Redaktionen »Det er nok lidt en floskel, men jeg synes, at har selv taget initiativ til at afholde mødet, lokalaviserne er vigtigere nu end nogensinde Den første gruppe kommer traskende ud Meget mere end bare artikler fordi det er vigtigt for dem at give borgerne en før,« afslutter han, inden jeg takker ham, og Dagens næste aftale er en anderledes en af til det runde bord, hvor Mia har taget plads platform til at komme i dialog med hinanden. vender snuden tilbage mod Odense.

“

8 ZOOM

OKTOBER Historier fra verden

Den nye sektion Zoom sparker døren ind og byder velkommen med historier fra den store verden. Denne måned zoomer vi helt ind på den gode rejsereportage. Vores skribenter har brugt deres journalistiske antenner, når de har solet på en strand i Goa, sunget karaoke i Japan, talt med et stykke verdenshistorie på en kaffebar, mærket suset fra cykelrytterne på en etape i Tour de France og overværet Irans faste tag om befolkningen.

Tag med jorden rundt og dyk ned i denne måneds fortællinger fra verden.

Line Schou Jensen

Sophie Lund Møller

For Walter er Alternative für Deutschland et plaster på såret Sommeren igennem forberedte den tyske delstat Sachsen sig på valg. Et valg, hvor det højrenationale Alternative für Deutschland (AfD) så ud til at kunne vinde stort. Muligvis fordi de taler direkte til hjertet af en tysker som Walter, der føler sig glemt i emner som flygtninge og klima.

Af Mathilde Hougaard

H

an passer ikke ind i kaffebaren.

Den ligger bagerst i en tre-etager stor boghandel midt i Leipzig. Med hvide lædersofaer og citater på væggene, ligner den umiddelbart mest et hængeud sted for studerende. Men det er midt i juli, og sommersløvheden ligger som en lummervarm dyne over Sachsens største by. Derfor har den ældre mand, der med svedende besvær får placeret sig i den dybe sofa, stedet næsten for sig selv. Op ad lommen trækker han et lommetørklæde, dupper panden og nikker høfligt til mig. Vi udveksler et par høflighedsfraser, og da han først finder ordene frem, kan han ikke stoppe igen.

I juli 2019 er Leipzig en by på vej til valg.

Det venstreorienterede “die Linke” har allerede været ude med de første valgplakater, der appellerer til grøn omstilling og kærlighed. Det sidste er ikke tilfældigt. Det højrenationale Alternative für Deutschland står stærkt i meningsmålingerne. Deres indvandringskritiske politik og klare omsorg for middelklassens problemer vækker genklang i op mod en fjerdedel af befolkningen i Sachsen – og forårsager urolig søvn hos andre. I år er det 30 år siden, at muren, der delte Tyskland i et diktatorisk øst og en demokratisk vest, faldt. Den folkebevægelse, der startede som fredelige demonstrationer og endte med at omstyrte DDR, begyndte i netop Leipzig. På byens “Haus der Geschichte” flokkes turister for at se, høre og røre ved fortællingen om de to Tysklande, der efter årtiers nød og krig endelig fandt sammen, men måske nu er ved at splittes ad igen.

dem. En udfordring, kansler Angela Merkel Nyt Leipzig Walter er øjenvidne til selvsamme historie. svarede med et ‘Det klarer vi!’, men som Som barn hoppede han over ruiner for at de sidste fire år har ligget som en skygge komme i skole, han tilbragte timevis på henover det politiske landskab. AfD blev grundlagt allerede i 2013, men partiet Leipzig Universitet som ung, og han har for alvor fået vind i sejlene fortsatte i uddannelsesverden på bølgerne af etniske som underviser, da han var spændinger og blodige færdig. Hans leverplettede uroligheder.

Især hånd løfter kaffekoppen står de stærkt i det mellem bordpladen gamle Østtyskland og munden i ét væk, – og lige her i imens han fortæller. kaffebaren i Som de fleste Leipzig. andre tyskere på hans alder, taler han ikke engelsk, Det handler men kun tysk og om de andre skole-russisk.

Ifølge Walter Gentagende tør ældre gange spørger mennesker han, hvad en som ham ikke ung turist som længere gå på jeg laver i Leipzig. gaden. Der sker Først er han mange overfald, nærmest benovet og politiet og over, at jeg frivilligt politikerne gør intet, tilbringer min tid i byen. påstår han. »Men det er jo synd med Illustration af Emilie Sunekær »Ved valget [red. de fremmede,« siger han så og Europaparlamentsvalget i kigger direkte på mig. maj 2019] talte de alle sammen om Min journalisthjerne slår fra, og jeg klima, griner han. bliver tavs. »Kig ud. Det er sommer. Til vinter bliver »De skulle have set Leipzig, som det var før det vinter. Jeg tror ikke på det.« alle afrikanerne kom,« fortsætter han så.

Jeg spørger ham, om det virkelig var bedre I 2015 ramte flygtningestrømmen, fra især Syrien, Europa som en bølge. Tyskland blev i gamle dage, eller om det er noget andet, endedestinationen for knap en million af han ønsker. Han trækker på skuldrene.

Så fortæller han om dengang, han og hans ven var kørt fra Rostock til Leipzig i en gammel, brugt Trabantbil. Undervejs brød bilen sammen, og de måtte søge hjælp på et autoværksted. Bilmekanikeren betragtede de to mænd og meddelte, at han ikke havde nogle reservedele og ikke kunne hjælpe dem.

Det var i DDR’s sidste år, og Walter og hans ven havde fået lov til at krydse grænsen ved Rostock. Derfor kunne han trække en flaske snaps op af bagagerummet. Pludselig fik bilmekanikeren travlt og fremtryllede lige netop den reservedel, de manglede. »Det kan man jo ikke mere,« siger Walter og drikker det sidste af sin kaffe. »I dag handler det ikke om os, men om de andre.« Halvanden måned senere sidder jeg på en anden kaffebar i København, da resultaterne tikker ind gennem radioen.

I Sachsen tredobler AfD sit stemmetal og får 27,5% af stemmerne. CDU, Angela Merkels kristendemokratiske regeringsparti, fortsætter på magten med 32,1% af stemmerne. Selvom de er gået 7,2% tilbage, er de lettede, fortæller DR’s reporter i radioen. Katastrofen udeblev nemlig, for AfD blev ikke størst.

Jeg sender en tanke til Walter. Han har sikkert brugt sin søndag på at spadsere ned i stemmeboksen med sin kone for at sætte krydset præcis hos dem, der lytter. Gad vide, hvad han ville tænke, hvis han hørte P1reporteren, spekulerer jeg, og tænker på det sidste, han sagde, inden vi skiltes: »Alt har forandret sig, og det forstår de ikke.«

ZOOM Ti dage i Paradis

9

Den skønne delstat Goa, beliggende i det vestlige Indien, er det rene livsnyderparadis! Sådan lød det overalt på nettet, da vi skulle beslutte, hvor rejsen skulle gå hen. Helt perfekt, tænkte vi. Men hvad vi ikke vidste var, at sæsonen var forbi og dermed også det såkaldte livsnyderparadis.

Af Stine Svendsen & Sophie Appelgren

D

ag 1: »Hvad fanden var der galt med Mallorca?« Med fedtet hår, tør hud og ustabil mave efter fireretters flymad er vi ankommet til ferieparadiset Goa. Taxachaufførerne svinger deres nøgler i hovedhøjde, de råber, de lokker, de spytter. Efter 16 timer undervejs er trangen til en lille, stramt rullet gang tobak ved at nå krisepunktet. Med tilladelse fra den spyttende taxachauffør tændes en dansk cigaret. »Hi, hello! Girls! Not allowed,« råber en grøn uniform med to stjerner på skulderen.

Uniformens ansigt er strengt, og pegefingeren er løftet. Ti minutter i den indiske luftzone og allerede indehaver af en bøde. Inde i den spyttende taxachaufførs bil med tre kufferter på skødet og en i bagagerummet kører vi mod stranden og palmerne. »Our hotel is called Boaty’s guesthouse.

You know that,« spørger chaufføren.

Under den største kuffert af dem alle sidder Stine utryg og mast. Omgivet af indisk slumkvarter, en lugt af stærk karry og mænd med åbenstående skjorter på gaden, drømmer pigerne lige nu mere end noget andet om et

stort luksusresort. »Hvad fanden var der galt med Mallorca,« hvæser Maria, som også var med, og skubber demonstrativt kufferten mod Stine. »Piger. Skal vi ikke komme ud af den taxa nu. Han ved overhovedet ikke, hvor vi skal hen.« Krampen i Stines højre balle har gjort hende lettere irritabel, og endnu en spydig kommentar rammer snart den spyttende taxachauffør, men før hun kan nå at åbne munden, jubler taxachaufføren. »Welcome to Boaty’s.« Dag 4: Vennerne »Good morning girls, you want omelets and coffee now?« Manny, ejeren af Boaty’s, står bag baren og sletter spor og sjatter fra de sene nattetimer.

Under det mørke skæg gemmer sig en cigaret og et bredt smil. Vi træder ud af vores små træhytter og direkte ned i 10.000 fine lyse sandkorn. Sandet masserer tæerne, og palmerne skygger for solen, mens vi spiser vores morgenmad. Med omeletfyldte maver og huden smurt som en treårigs barnenumse

smider vi os på de orange sunbeds hos vores nye ven, Lucky. »Sophie, vågn lige op!« Et dask på armen og panikken i Marias øjne får straks Sophie til at vågne. Marias blik er uventet og ubehageligt. Tre håndfulde mænd står dvask med ølmaverne fremme og stirrer.

En, to, tre, fire hvide piger i bikinier på en, to, tre, fire strandstole. »Hey! Hey! You get away. Don’t look at the girls.« Lucky og hans kolleger zigzagger mellem strandstolene med en parasolstang i hånden.

Slag i hovedet, spark i maven, blod på blusen.

Hvad der i Danmark bliver stoppet med ord bliver i Indien stoppet med vold.

Dag 7: Jagten efter kulde Efter endnu en dag på stranden, er kroppens sidste væsker på flugt, og vi bevæger os tilbage til Boaty’s i desperation efter kulde og et koldt glas vand. Vi kender vel alle kærligheden til aircondition under disse forhold. Men det, der ikke måtte ske, sker. I stykker! Og det var ikke første gang. En kvælende hede og lunkent vand er det eneste at hente. Vi

spørger desperat efter hjælp, men de lokale trækker blot på skuldrene - “so much power on, so it happens all the time,” fortæller de os.

Dagen efter beslutter vi at skifte sandet ud med fliser og den slidte håndbruser ud med et lækkert badekar. En overnatning på hotellet “Farfield by Mariott” er på programmet. En lettende, tryg følelse rammer os, da vi træder ind i den kolde lobby, der skinner og dufter af en syntetisk blomsterduft, der minder om en vask, der har fået en lidt for heftig omgang skyllemiddel. Det er lige præcis, hvad vi har ventet på. Kulde og renlighed. Men nu siger kulden os ikke så meget længere. For vi står nu i det fineste Goa, men dette havde intet med Goa og Indien at gøre. Og det føles pludselig køligt og distanceret på den forkerte måde. Og med de ord, tog vi tilbage til varmen og Boaty’s morgenen efter.

“

Slag i hovedet, spark i maven, blod på blusen.

Hvad der i Danmark bliver stoppet med ord bliver i Indien stoppet med vold.

Dag 10: Kontant afregning Efter 10 dage i det uslebne paradis er vi klar til at tage hjem. Længslen efter et ordentligt toilet, følelsen af at være ren og mad uden koriander bliver større og større. Dog føles det mærkeligt at forlade vores lille nye Boaty’sfamile. Man skulle tro, at vi ikke længere kunne blive overrasket over indretningen af det indiske samfund, men så kom betalingen.

Vi har bestilt rejsen på nettet, men vi skulle først betale for opholdet ved afrejse. Og dét er der måske en grund til. »I only take cash, yes?,« siger Manny, da vi står klar med kreditkortet.

Så i al hast bliver tasken endevendt for at samle de sidste kontanter sammen. En afsked på indisk manér. Måske var det i første omgang et chok at opleve bagsiden af medaljen, men når nu vi sidder i flyet på vej mod Danmark, er vi alligevel lettede og glade.

Selvom vi ikke fik det paradis, vi var blevet lovet, oplevede vi, at Goa uden for sæson og bag marmorgulve og turistede sandstrande stadig gemte på en ægte varme forklædt i de mennesker, vi har mødt på vores vej.

På stranden i Goa. Foto: Sophie Appelgren

10 ZOOM

OKTOBER Med på Touren

Der er 12 millioner tilskuere langs Tour de France. De venter i gennemsnit syv timer på at få et glimt af de tætsiddende dragter og spindende dæk, der suser forbi. Men hvad får de, som vi 260.000 danske seere bag skærmen ikke får. En drikkedunk?

Af Emilie Sunekær

H

ollandske nummerplader, amerikanske nummerplader og danske nummerplader holder som karavaner på begge sider af den spejlende vej. Forskellige nummerplader, forskelligt sprog, men børnenes spørgsmål er de samme, hvornår kommer de, hvornår kommer feltet?

En dag langs landevejen Det er den 20. juli 2004, 15. etape i Tour de France og første dag i alperne. Første dag i alperne og alligevel kun én dag før Lance Armstrong sætter tidsrekord på Alpe d’Huez og afgør Tour de France 2004.

Foran venter der 180,5 kilometer steghed asfalt mellem Valréas og Villard-de-Lans, syv kategoriserede stigninger og en hård dag for de tunge landevejsryttere.

Parkerede biler så langt øjet rækker læner sig ud over kanten mod de stenede solmodne abrikosmarker. To dæk på den steghede nylagte asfalt. To dæk i den stenkrakkelerede grøft.

De har dørene slået ud som vinger og bagagesmække slået op som parasoller. Én 1664 bliver åbnet, og kapslens svup blander sig med kommenterende radiostemmer, der i forskellige tonelejer alle fortæller om det, der lige nu udspiller sig ikke langt fra de tørre abrikosmarker.

Starten er gået.

med. Femten på vej mod vores bilkaravane. Én smukke Col des Limouches med solorange dansker, Michael Rasmussen, er med i udbruddet. abrikoser på siderne, sikke et syn de må have fra sadlen«.

Nedsunket ser jeg fra min campParkerede biler så Syv timers venten for to ingstol, hvordan folk langt øjet rækker sekunders cykelbuks begynder at flok- læner sig ud over kanten Det varer to sekunder. Lidt kes, der hvor asfalt mod de stenede solmsenere varer det to minutter møder grøftekant- odne abrikosmarker. og så det slut. På de to minuten. Jeg ser, hvordan To dæk på den steghede ter og to sekunder, afbrudt af de finder larm frem, nylagte asfalt. To dæk i pause, ser jeg kun farver, der spreder flag ud og den stenkrakkelerede flytter sig, hjul der snurrer, og mødre slår arme grøft. De har dørene drikkedunke der svæver ned ned som vejbomme slået ud som vinger og langs jorden og lander unforan deres børns bagagesmække slået op der bilerne i karavanen. Som bryst. Helikoptere, som parasoller. på billeder med langlukketid biler, motorcykler blender farverne sammen og og skrattende radioer nærmer sig, jeg lægger mobilen fra mig, i det danner en farvestreg, der gør det umuligt at skille cykel fra rytter. der lyder: Skuffet, som da jeg hørte Jørgen Leth »Og så begynder tredje stigning så småt op af

“

Når ventetid er radiotid Klokken er lidt i 12, og min far skruer op for radioen i den gamle Peugeot 307, der nu snart har kørt distancen Danmark-Cote d’Azur tur - retur for tredje år i streg.

Fransk kommentering, huj, båt, sus fra propeller, klingende klokker og en metallisk klang fra oppustelige rør strømmer ud af Peugeotens højtalere. Højtalere, der ellers kun har spillet Svedbanken og Søren Kragh Jakobsen de sidste to uger, og til lyden af båt og huj synker jeg ned i campingstolen.

Følger med på medhør Min far har ringet min onkel op, og gennem telefonens højtaler hører jeg, Jørgen Leth og Thomas Kristensen danske stigende stemmer kommentere, hvordan starten går, første stigning nærmer sig, og feltet fordeler sig på landevejen. Jeg er som bundet til min fars spritnye Nokia. Første udbrud, ni afsted, andet udbrud, seks mere

Venter på cykelryttere. Privatfoto: Emilie Sunekær

ikke længere skulle kommentere Tour de France.

Jeg har ikke stået langs vejkanten og set Tour de France siden dengang i 2004. Jeg gider ikke. Jeg vil hører det. Jeg vil høre råbene, de klappende hænder, klingende belgiske bjælder og danske båthorn i mere end to minutter. Jeg vil være med hele vejen. Jeg vil fornemme rytternes pinsler gennem kommentatorernes baggrundsviden og se landskabet gennem adjektiver, mens jeg har lukkede øjne. Det er dét sportskommentering og -journalistik kan, det kan tage os med på hele Touren.

Tilbage ved bilen bliver døre lukket, bagageparasoller slået ned og radioer skruet op. Min onkel har lagt på, løbet er kørt og vi har nu nøjagtigt én time til at nå tilbage til campingpladsen og se rytterne komme i mål. Så mens Touren forsætter over bjerget, bryder karavanen lige så stille op.

ZOOM

11

Mødet mellem en kvindelig backpacker og en kinesisk ejendomsmægler Man vil som kvindelig backpacker opleve mange mærkelige ting, når man rejser alene. Desværre kan man også blive udsat for situationer, hvor man bliver nødt til at sige fra. Det lærte jeg en aften, hvor jeg traskede alene rundt i Japan.

Af Hedvig Høgh

O

saka, 19. juni 2018.

Da jeg ankommer til karaokebaren, bliver mine øjne blændet af den skarpt oplyste reception. Ved skranken står en midaldrende kvinde med en udtryksløs mine. Iført rød uniform ligner hun en hotelreceptionist.

Jeg er her sammen med en kinesisk ejendomsmægler, som jeg har mødt tidligere på aftenen i Amemura-kvarteret. Han havde inviteret mig med ind for at se fodbold i en biograf, og da han med sin lyse stemme og olierede hud virkede harmløs, takkede jeg ja. Da kampen er slut og Japan har vundet 2-1 over Columbia, spurgte han, om jeg ville med videre til en karaokebar i nærheden.

Mens kineseren snakker med receptionisten, får jeg øje på nogle kostumer, som hænger henne i hjørnet. Der er både dyre- og superheltekostumer. Nogle mere kinky end andre. Jeg undrer mig over stedet og håber på, at der vil være nogle lokale japanere i klubben, som jeg kan falde i snak med, da kineseren indtil videre har været en anelse påtrængende.

Tilbage i biografen, da Japan scorede det første mål, stod publikum med deres telefoner klistret mod skærmen. Ejendomsmægleren havde også stået med sin iPhone, men han var mere optaget af at filme hen på mig til sin Instagram-story. »In Japan blondes are very popular« havde han sagt med hentydning til mit lyse, skandinaviske hår.

Receptionisten giver tegn til, at vi skal følge med. Lidt forvirret følger jeg efter hende og ejendomsmægleren ned af en smal trappe. For enden af trappen er en lang gang med døre til højre og venstre, som var man på et hotel. Hvor er klubben og de andre mennesker, tænker jeg, mens jeg usikkert danner bagtrop. Receptionisten stopper op foran en dør. Hun tager et nøglebundt op af lommen og låser op. Da hun åbner døren, får jeg en klump i maven.

Sake og skønsang I det dunkle lys står to slidte, røde lædersofaer over for hinanden med et bord imellem.

Bagvæggen er ikke bredere, end at der er plads til et fladskærms-tv og to højtalere. En dunst af gammel øl suser op i mine næsebor, som et fingerpræg om de udskejelser der har fundet sted.

Jeg står tøvende i dørtrinnet, men ender med at lirke mine hofter ind mellem bord og sofa, så jeg sidder over for kineseren. På bordet ligger et kort, hvor man kan se, hvilke

drinks, man kan få. Ejendomsmægleren fortæller, at han har betalt for fri alkohol og ringer op til receptionen for at bestille drinks via en telefon, som hænger på væggen. Jeg bladrer igennem sangkataloget og skynder mig at vælge Aerosmith med ”I Don’t Want to Miss a Thing”. Musikken brager ud af højtalerne som en knytnæve i ansigtet.

Mens jeg, lettere anstrengt, prøver at synge mig igennem første omkvæd, kommer en tjener ind med drikkevarer. Jeg skærer ansigt, da jeg smager på den klare væske, som kineseren siger er sake, men som smager af vodka blandet op med vand. »I can sing chinese rap song« siger ejendomsmægleren, som ikke kender nogen sange fra Vesten. Jeg sipper desperat til min drink, mens han fremfører noget, der minder om rapmusik.

Jeg kaster mig ud i den ene solooptræden efter den anden, for at undgå at ejendomsmægleren skal lægge an på mig. Jeg synger en ABBA-medley efterfulgt af ”Best of Mariah Carey”, som om det ikke var udfordring nok at ramme tonerne til ”Dancing Queen”, mens

en fremmed ser på. Min stemme knækker over et utal af gange, mens jeg med røde kinder skråler ind i mikrofonen.

Da sangen slutter, sætter han sig hen ved siden af mig. Jeg prøver afvigende at føre en samtale, mens han læner sig længere ind mod mig og til sidst begynder at køre sine fingre gennem mit hår. Som en raket ryger jeg op af sofaen og foreslår, at vi tager et andet sted hen.

Regnvejr og tomhed Da vi kommer ud, øser det ned, og de mange farverige reklameskilte oplyser den mennesketomme gågade. Ejendomsmægleren er tydeligvis fuld. Jeg fortæller ham, at jeg gerne vil hjem, men han forstår ikke, at jeg mener hjem alene. Pludselig kan jeg mærke vreden sitre frem i kroppen på mig, og jeg begynder at skælde ham ud. Jeg er vred over, at han har lokket mig ned i det lille kælderrum, når han godt vidste, at jeg troede, vi skulle noget andet. »You stupid sneaky man!” råber jeg, mens jeg bliver gennemblødt af regnen.

Menneskemylder i Tokoys gader. Privatfoto: Hedvig Høgh

»I don’t understand,” siger han med en skrøbelig røst i sin lyse stemme, mens hans briller dukker mere og mere til.

Da vi endelig skilles, går jeg lettet ned ad Osakas gader med regnen dryppende ned ad ansigtet. Bitter og alene.

Der ligger flere rejsereportager på Lixen.dk Du kan eksempelvis læse en rejsereportage fra Iran af Troels Gorell Skjoldborg om Det Iranske Paradoks.

12 FAVORITTEN

OKTOBER

Månedens tema: DEN GODE INTEGRATION

I denne måneds Favoritten fokuserer vi på “Den gode integration”. Hvad skal der til for at opnå god integration? Ydermere: Hvilke forhindringer dukker op i jagten på den gode integration i det danske samfund? For at undersøge netop dette, har vi snakket med to unge mennesker, der begge er kommet til Danmark for nyligt. Den ene er fra Iran og den anden fra Syrien. Det eneste, de har tilfælles, er årstallet 2015. Det år, hvor de begge kom til Danmark. På alle andre områder er de ret så forskellige - også når det gælder tilgangen til integration. Men ikke desto mindre har de begge netop opnået dette. Nemlig den gode integration. Derudover diskuterer vi, hvorvidt en sommerlejr for flygtningefamilier kan være med til at skabe et grundlag for den gode integration.

Aida Jahić

Emilie Søndergaard Christiansen

Ung iransk tilkommer om integration: »Hvis der ikke er frihed i familien, kan man ikke integreres« Når det gælder integrationsspørgsmålet, kan det være svært at sige, hvad der er rigtigt og forkert. Men for Javane Hashemi handler det udelukkende om frihed.

Af Aida Jahić

Det var herefter, at Javane påbvirkelig hårdt, for jeg kunne ikke tale dansk.« egyndte sin kamp om at lære dansk.

Men hun gav ikke op. Hun prøve»Jeg læste rigtig mange bøger, og hvis jeg de igen og igen, indtil hun mestreikke forstod et ord, slog jeg det op. Jeg hade det danske sprog. Med lidt hjælp. vde et hæfte med alle ordene »Det var en hjælp, og deres betydning. Jeg skrev at mine forældre selv Da jeg lige ankom også en sætning til det pågælsad og prøvede at til Danmark, var dende ord, så jeg vidste, hvorlære dansk. De sad jeg glad. Endelig dan jeg skulle bruge det.« og læste dansk. Det Selvom starten i Dan- havde jeg den frihed, var en motivation for mark var svær, ville Javane som jeg altid har vilmig. De guidede mig ikke give op. Hun fik nem- let have. Samtidigt var til at lære dansk.« lig noget i Danmark, som det også virkelig hårdt, Og i sidste ende hun ikke kunne få i Iran. for jeg kunne ikke tale lykkedes det. »Det bedste jeg kunne lide dansk.

Men hvad er, ifved Danmark, da jeg ankom, var ølge Javane, hemfriheden. Det er det, jeg stadigvæk rigtig godt meligheden bag god integration? kan lide. Det er friheden og frisindede folk.« »Familien er en vigtig nøgle. Hvis din I Iran kunne hun nemfamilie ikke vil have, at du skal være intelig ikke nyde nogen frihed. greret, vil det være rigtig svært at blive in»Forholdene i Iran er sådan, som de er. tegreret. Hjælp fra kommunens side er også Man har ikke den frihed, man gerne vil have. vigtigt. Det fik jeg rigtig meget. Men famKvinderne skal gå med tørklæde, og man kan ilien er det vigtigste. Hvis der ikke er friblive fængslet for at sige det forkerte.« hed i familien, kan man ikke integreres.«

“

Foto: Aida Jahić

19

-årige Javane Hashemi ligner en helt almindelig teenager. Hun har koralfarvede negle, sorte tynde solbriller og en guld næsepiercing, der matcher hendes blandede guldfarvede ringe. Hun går i 3.g på HTX i Albertslund og vil gerne studere psykologi efterfølgende. Men hendes baggrund er anderledes end de fleste teenagers. »Jeg var 15 næsten 16, da jeg kom til Danmark.« Hendes accent er tydelig, når hun snakker.

Dog har den sjællandske dialekt også taget en plads i hendes udtale, således at accenten nedtrykkes. Hendes ordforråd er bredt og varieret. Men det har ikke været let for Javane at blive så selvsikker i det danske sprog. »Det var hårdt. Det var udfordrende. Der er rigtig mange sider af et sprog, man skal tage hensyn til. Det var både ordene, udtalelsen og grammatikken, som jeg skulle lære. Og det, der er, med dansk er, at hvis du ikke kan udtale ordene rigtigt, så kan folk ikke forstå, hvad du siger.« Det er blot 4 år siden, at Javane forlod Iran og ankom til Københavns Lufthavn. Hendes far fik opholdstilladelse gennem greencard-ordningen og kunne derefter tage hele familien til Danmark. Det er en ordning, man skal søge om. Der er en lang række krav, som skal opfyldes bl.a. kravet om at have et arbejde.

20-årige Mohamad Alnabhan ankom til Danmark som 16-årig. I dag studerer han Administrationsbachelor.

Foto: Aida Jahić

Syrisk flygtning: »Politikerne skal ikke lære mig dansk. Det er et personligt ansvar« Mohamad Alnabhan mener, at integration er et ansvar, som den enkelte flygtning selv skal påtage sig.

Af Aida Jahić

20-årige Mohamad Alnabhan ankom til Her ses Javane på besøg i Iran, hvor hun er nødt til at gå med tørklæde. Foto: Aida Jahić

Det var også en af grundene til, at hun ville integreres i Danmark. Nu havde hun endelig fået den frihed, hun altid havde søgt. »Da jeg lige ankom til Danmark, var jeg glad. Endelig havde jeg den frihed, som jeg altid har villet have. Samtidigt var det også

Danmark for 3,5 år siden. Da flygtningekrisen var på sit højeste niveau i 2015, var Mohamad en af de mange mennesker, der flygtede fra det krigshærgede Syrien. Forholdene i Syrien var så slemme, at han ikke engang kunne spille fodbold med sine venner. »Der faldt engang en bombe på fodboldbanen, hvor en af mine venner blev såret. Efter den hændelse var det umuligt for min mor at give mig tilladelse til at spille fodbold.« I sommers blev han student med et 10tal i huen på HF & VUC Fyn i Odense.

I september begyndte han at studere Administrationsbachelor på Professionshøjskolen Absalon i Næstved.

Han er politikernes svar på den perfekte flygtning. Hans ordforråd er så varieret, at han kunne gå i debat med de fleste politikere.

Og som han selv siger: »Nu kan jeg gå i debat med statsministeren.« Mohamads historie er ikke en, man læser om hver dag. Han har fået at vide mange gange, at han er unik. Men han har en anden opfattelse.

For ham er intentionen med sproget vigtig. »Det er meget forskelligt fra person til person, hvordan man opfatter sprog. Det handler om intentionen, og

FAVORITTEN og hvad man gerne vil opnå med sproget.« Og Mohamad havde en klar intention, da han begyndte på sprogskolen. »Da jeg begyndte på sprogskolen, havde jeg en drøm at blive politibetjent. Det primære i en politibetjents job er at kommunikere med folk, og derfor skal man lære dansk. Det motiverede mig rigtig meget til at lære dansk.« Mohamad forfulgte sin drøm. Efter 10. klasse, altså ét år efter, at han kom til Danmark, var han til optagelsesprøve på Politiskolen. »Jeg kunne klare alle prøver, men det eneste som hindrede mig var, at jeg ikke er dansk statsborger. Der står i Grundloven, at tjenestemænd skal være danske

tionsbacheloruddannelsen. Hans statsborgere. Derfor kunne jeg mål med det danske sprog styrkede ikke blive optaget på Politiskolen.« hans motivation. Han mener også, Planerne om at få statsborgerat ansvaret skal ligge hos en selv. skab ligger langt ude i fremtiden. »Det primære anDerfor svar ligger hos en har MoDet primære ans- selv. Det var min hamad vilje at lære dansk fundet var ligger hos en og blive integreret.« noget selv. Det var min Integration kan andet at vilje at lære dansk og være svær at defokusere blive integreret. finere.

Men alpå. ligevel giver »Det er Mohamad et råd på vejen. urealistisk, hvis jeg skal vente 9 år »Det vigtigste, og nøglen til på at få mit statsborgerskab for at alt, er det danske sprog. Hav en komme ind på Politiskolen. Jeg har præmis i dig selv og tro på sig selv. fundet noget andet, og det er politik.

Man kan alt det, som man vil.« Jeg er gået fra at ville være politibetjent til, at jeg nu vil være politiker.« Dette er en af grundene til, at Mohamad har søgt ind på Administra-

13

“

Foto: Aida Jahić

Debat: Kan en sommerlejr for flygtningefamilier bidrage til god integration?

Af Emilie Søndergaard Christiansen

J

eg havde denne sommer fornøjelsen af at være frivillig på en sommerlejr for flygtningefamilier arrangeret af Red Barnet og Afdeling for traume- og torturoverlevere i Odense.

Fælles for de deltagende familier var, at de alle er flygtet fra krigsramte områder, og at de i dag lider af PTSD som en konsekvens af at have oplevet krigens rædsler på tætteste hold.

Sommerlejren er en mulighed for familierne til at få nogle gode oplevelser med hinanden, og et sted, hvor børnene kan få lov til at se deres forældre i nogle andre situationer, end de er i til hverdag. Som når familierne samledes med de frivillige foran bålet til ristede skumfiduser og en snak om, hvordan arabiske traditioner adskiller sig fra danske.

Eller når glæden lyste ud af øjnene på kvinderne fra Syrien, da de, for første gang, fik lov at ride på en hest.

Sommerlejren er altså med til at skabe et frirum, hvor familierne kan få nogle af deres bekymringer på afstand for en stund, og hvor de bare kan nyde at være sammen.

Samtidigt får familierne en mulighed for at møde andre, som har gennemgået nogle af de samme ting, som dem selv.

Umiddelbart skulle man tro, at langt de fleste mennesker ville synes, at en sommerlejr som denne kunne bidrage med en masse positivt. Både i forhold til familiernes integration, men også til at hjælpe nogle traumatiserede mennesker med at få nogle gode oplevelser.

Alligevel møder sommerlejren stor modstand blandt folk på de sociale medier. TV2 Fyn delte på Facebook

et tv-indslag fra turen, som hurtigt blev både delt, liket og kommenteret. I skrivende stund har indslaget fået 181 reaktioner og 54 kommentarer. Det er i sig selv ikke overraskende. Det der alligevel får mig til at spærre øjnene op er, hvor negative langt de fleste af kommentarerne er:

”De recurcer kunne bruges meget bedre på hjemsendelser!” ”Hvor ville det være dejligt hvis man lavede en lejr for danske børn hvis fædre lider af PTSD .. hjælp

vores egne før midlertidige gæster ..

Danmarks ungdom er vigtigere ..”

(Citat:

Direkte

fra

Facebook)

Dette er blot nogle få af de kommentarer, folk har valgt at ytre i

kommentarfeltet.

Kommentarer,

der ikke blot er sårende og dybt fordomsfulde, men som også er direkte uvidende. For der findes rent faktisk sommerlejre for danske soldater-veteraner. Og hvert år bliver der afholdt en lang række sommerlejre for både børn og deres forældre i

Danmark – uanset hvilken baggrund man har.

Derudover er alle de deltagende familier på sommerle-

jren bosat i Danmark, og stort set alle børnene er født og opvokset her. Dermed er de vel også definitionen på Danmarks ungdom?

Samtidigt har vi at gøre med mennesker, som er flygtet fra død, ødelæggelse og rædsler, vi knap nok kan forestille os. Derfor bliver jeg også træt, når folk bag skærmene gang på gang mener, at alting ville blive meget bedre, hvis blot vi sendte ”de midlertidige gæster hjem”. For de er ikke ”midlertidige gæster”. De er mennesker. Og det, de før kunne kalde hjem, er blevet taget fra dem i krigen. De er ikke flygtet for sjov.

Jeg mener derfor også helt klart, at denne sommerlejr er et skridt i den rigtige retning for at få skabt den gode integration.

Ved at række ud og give disse familier muligheden for at få en god oplevelse er vi med til at skabe en langsom helingsproces for nogle mennesker, som er gået i stykker, fordi de har oplevet så meget frygt og rædsel.

Samtidigt styrker vi dem også i deres tro på, at der er håb for fremtiden, og at de forhåbentlig på sigt kan finde tilbage til dem, de var, før de blev syge.

Derfor må svaret være ja.

Selvfølgelig kan en sommerlejr for flygtningefamilier bidrage til den gode integration.

Illustration: Emilie Sunekær

14 KULTUREN

OKTOBER

Fremtidens museer skal vælge mellem Instagram-besøgende eller den traditionelle gæst De sociale mediers succes har på kort tid haft en afgørende indflydelse på, hvordan vi går på museum. Billeder fra æstetisk flotte udstillinger pynter Instagram-kontoen og signalerer en høj kulturel kapital. Udstillinger, som kalder på foto-opslag, tiltrækker mange gæster, men de efterlader museerne i et interessant dilemma. For fremtiden skal de vælge mellem gæsten, der besøger med øjnene eller gæsten, der besøger gennem en pixeleret skærm.

Af August Sandberg

S

idste år kunne kunstmuseet Louisiana i Nordsjælland fejre ikke bare én, men to milepæle: 60-års jubilæum og det største antal besøgende nogensinde på et enkelt år. Hele 755.584 gæster havde rullet op ad Strandvejen for at besøge den gamle villa, der er blevet forvandlet til museum.

Et besøg i august måned viste, at interessen i år ikke er en undtagelse. Køen til indgangen slangede sig ned ad vejen, og en flok af refleksveste dirigerede bølgen af biler, der sloges om den sidste p-plads.

Et scenarie som taget fra Kombardo Expressen på en travl sommerferiedag i juli.

Selvom Louisiana har kronede dage, er det alligevel ikke en tendens, der har bredt sig til resten af landets mange museer. I 2018 oplevede de statsstøttede museer et fald på ca.

178.500 besøgende sammenlignet med året tidligere. Hvorfor adskiller Louisiana sig fra de andre kunstmuseer i Danmark? Et muligt svar er at finde i det sociale medie Instagram.

Instagram: Appen for iscenesættelse Instagram har på få år formået at ændre, hvordan vi iscenesætter vores offentlige liv.

Appen har gjort det muligt at fortælle omverdenen om ens færden, hvor man selv har muligheden for at filtrere fra eller til.

Det er besøget på restauranten, der bliver postet og ikke tømmermændene på sofaen.

Louisiana er et pragteksempel på, at måden vi går på museer, er ved at ændre sig på baggrund af sociale medier. De æstetisk flotte installationer byder op til selfie-dans og har derved skabt et rum, der muliggør en selviscenesættelse gennem kultur. Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at 79.500 har brugt hashtagget #louisianamuseum for at vise deres seneste besøg til deres følgere.

museets hashtag på Instagram (#SMKmuseum) er der ”kun” 9.412 opslag sammenlignet med Louisianas næsten 80.000.

Museerne står derfor i et afgørende dilemma. Inviterer de gæsterne indenfor til udstillinger, der byder op til foto-fandango og dermed øger antallet af besøgende, eller skal de fastholde publikummet, der besøger museet uden en selfiestang?

Louisiana og ARoS’ regnbue, der hurtigt er blevet en fotofavorit, peger på, at det Instagramvenlige museum er vejen frem – hvis museets succes skal måles i antallet af besøgende og særligt, hvis man ønsker at byde de unge indenfor.

Illustration: Emilie Sunekær Den schweiziske kunstner, Pipilotti Rist, har med udstillingen “Åbn min lysning” for-

Instagram har på få år “ formået at ændre, hvordan vi iscenesætter vores offentlige liv. Appen har gjort det muligt at fortælle omverdenen om ens færden, hvor man selv har muligheden for at filtrere fra eller til.

vandlet Louisianas lokaler til en eksplosion af sanseindtryk gennem installationskunst.

Værket “Pixelwald/(motherboard)” udgør et rum fyldt med bobler i skiftende farver. Museet skriver i kataloget for udstillingen, “de selvoptagne besøgende i Rists skov tiltrækkes som insekter af en flamme,” - og ganske rigtigt. I sværmen af de pixelerede lamper

skulle man zigzaggende arme, der for enden eret version af deres set fra selfiekameraerne deleshed en stor del

undgå udstrakte holdt en pixelspejlbillede. Lyudgjorde i særaf pixelskoven.

Selfiestang eller fokus-tvang Det burde ikke komme som et chok, at de besøgende føler sig tiltrukket af selfielysten i sådanne rum. Beskueren spiller en afgørende rolle i installationskunstneriske værker som dette (kamera eller ej). Det aktive kunstværk virker inddragende, og derved er det oplagt gennem billedmediet at videreformidle oplevelsen til sine følgere.

Statens Museum for Kunst er et af de danske museer, der har oplevet et fald i antallet af besøgende. På et enkelt år er museet faldet med 25.000 gæster (Danmarks Statistik).

Flere forskellige faktorer spiller selvfølgelig ind på det markante fald af betalende gæster, men interessant er det, at hvis man søger på

Det svære valg Valget af at være det insta-venlige museum kan fremstå som den nemme løsning, fordi det ser ud til, at strategien tiltrækker flere gæster.

Imidlertid kan det være en strategi som intensiverer en kultur, der lægger op til, at man er ”halvt med”, da gæstens besøg går mest ud på at tage det perfekte billede til de sociale medier og mindre på at indleve sig i billedkunsten.

Kunstmuseerne går en vanskelig opgave i møde. De skal træffe et valg, som gør, at de enten skal arbejde benhårdt for at blive så ”instagrammable” som muligt og dermed tiltrække flere og yngre gæster eller turde tro på billedkunstens egen magi som eneste tiltrækningskraft.

KULTUREN

15

18-årige Josephine oplever en kulturændring blandt unge på Instagram SoMe-kulturen på Instagram har inden for de seneste år taget en drejning. Mediet er gået fra at være et sted, hvor man som bruger kan dele ud af oplevelser og minder til at være et medie med selviscenesættelse og reklame, fortæller den unge influencer, Josephine Landsberg Clausen. Med lidt over 7000 følgere har Josephine siden februar 2018 ageret reklamesøjle for blandt andet tøj og skønhedsprodukter via sin profil på Instagram. Hun forsøger nu at balancere sin profil mellem reklameindhold og hverdagsbilleder med et stort fokus på at være tro mod sig selv.

Af Line Voller Jørgensen

J

osephine Landsberg Clausen synes, at der er sket en kulturændring på Instagram. I hendes optik er der mange influencers, som laver alt for meget reklame. Dette mener hun skaber mindre tillid og en lavere grad af autenticitet over for den enkelte bruger. »Jeg synes, at kulturen på Instagram har ændret sig. Når man scroller igennem en af de store influencers’ feed, så føles det som om, at det eneste der er, er reklame. Sådan vil jeg ikke have, at det bliver, når folk klikker ind på min profil. Jeg vil blive ved med at være tro mod mig selv.« Budskabet, Josephine vil ud med gennem sin Instagram, er at vise, hvem hun er som person. Hun siger selv, at hun er meget ekstrovert og social. Hun elsker at se verden og være sammen med venner, og netop disse ting vil hun gerne signalere via sine billeder, for at hendes følgere kan lære hende så godt at kende som muligt. Noget af det vigtigste for Josephine er, at hun holder fast i egne værdier, når det kommer til reklame på hendes profil. »Jeg siger kun ja til de reklametilbud, som jeg synes understøtter min personlighed eller ting, som jeg ved, mine følgere kan lide at se.« Slut med perfekthedskultur Da Josephine svarer på, om hun synes, at hun bidrager til den perfekthedskultur, der har floreret på Instagram, er det et tøvende svar: »Ja, måske lidt. Men alligevel, nej.«

“

Jeg synes, at kulturen på Instagram har ændret sig. Når man scroller igennem en af de store influencers’ feed, så føles det som om, at det eneste der er, er reklame. Sådan vil jeg ikke have, at det bliver, når folk klikker ind på min profil.

Josephine siger selv, at perfekthedskulturen er et problem. Især hos piger. Billeder, der lægges op, er ofte alt for opstillede og viser kun en brøkdel af den enkeltes liv.

tid på at have de rigtige billeder på sin profil.

Hun fortæller, at mange unge har en tendens til at måle og veje andre profiler og billeder i forhold til, om det enkelte billede er værdigt til at lægge på Instagram. »Jeg poster de billeder som jeg selv synes er pæne, men jeg kan nok ikke helt undgå at lade mig påvirke af tidens trends og kulturer blandt unge, bare en lille smule,« fortæller Josephine.

Dette mener hun, da de sociale medier fylder så meget blandt den unge generation. Hun tilføjer til sidst, hvad hun tidligere har gjort sig mange tanker om, hvad andre tænkte om hende. Josephine har ofte oplevet at blive kommenteret på af andre, både på billeder og i virkeligheden. »I stedet for at sidde på Instagram og tænke over, hvad andre tænker om mig, så rør det mig ikke længere. Enten så kan folk lide mig, eller også kan de ikke. Det vigtigste for mig er, at jeg er tro mod mig selv, og sådan synes jeg også, at andre burde tænke.«

Privatfoto:Josephines Instagram-konto

Josephine fortæller, at noget af det, der er vigtigst for hende, er, at hun ikke ændrer sig for virksomheders skyld. Hun lægger de billeder op, hun har lyst til, og hun søger ikke nogens anerkendelse.

Et opråb imod SoMe-kulturen blandt unge Josephine indrømmer, at hun bruger utrolig meget tid på Instagram - i så stort et omfang, at hun ikke selv har kontrol over det. »Hvis der skete noget med min Instagram, og den blev taget fra mig, så ville jeg nok begynde at græde. Det har taget lang tid at opbygge mit feed, og jeg er nok mere afhængig af Instagram, end jeg ellers har ville indrømme.« Josephine indrømmer hurtigt, at hun synes, det er et problem, at kulturen på de sociale medier blandt unge har ændret sig så markant.

Hun tilføjer, at det for hendes vedkommende kan bunde i, at hun førhen har brugt meget

Fotos: Josephines Instagram-konto

16 POLITIKKEN

OKTOBER

Ingen plan for udnyttelse af datacentres overskudsvarme Nye datacentre på dansk jord står til at forspilde massive mængder overskudsvarme, der kunne forsyne store dele af landet med fjernvarme. Det regeringsbærende Socialdemokratiet har ikke umiddelbart nogen plan for, hvordan problemet kan løses.

Af Jesper Lindstrøm Jørgensen

F

»Ja, det kunne de. Fx ved at lægge en afgift ørst på måneden indviede Facebook på overskudsvarmen,« siger han og fortsætsit datacenter i Odense. Centeret er ter. det første, i hvad der kan blive en lang »Og hvis vi ser lidt længere frem, handler det række af datacentre på dansk jord med rødom at sikre, at udnyttelsen fremover bliver der i Silicon Valley. Sikkert er det allerede, at tænkt ind i planen helt fra begyndelsen, når Apple åbner ét tilsvarende i Viborg og Google man laver de her aftaler om datacentre.« ét i Fredericia. Men Facebook er i øjeblikket den eneste af de 3, der har lagt en plan for Et gammelkendt problem anvendelse af den massive mængde overAllerede under den tidligere VLAK-regering skudsvarme, der følger med et sådant cenvar man bekendt med udsigterne til den ter; de andre står altså til at skulle fyre for forspildte gråspurvene. Ifølge overskudsBrian Vad Mathiesen, varme. Den energiekspert og proVi må altså gerne stille krav daværenfessor ved Aalborg til de her tech-giganter. Ramde klima-, Universitet, vil den mevilkårene for virksomheder energi- og forspildte overskudssom deres er gode herhjemme. forsyningvarme være et stort sminister, tab.

Lars Chris»Det er et stort potian Lilletentiale, der ikke udholt, gav i et interview med Ingeniøren udtryk nyttes,« fastslår han og fortsætter. for, at en løsning på problemet ‘lå ham meget »Overskudsvarmen fra blot ét enkelt dapå sinde’ - han nåede imidlertid ikke at gøre tacenter kunne forsyne 30-40% af en større noget ved det. Spørgsmålet er så nu, om den dansk by med fjernvarme. Så det er omfatnye socialdemokratiske regering, der taler om tende.« at gøre ‘Danmark til en grøn stormagt igen’, Spørger man Brian Vad Mathiesen, er det har ambitioner om at opnå, hvad forgænellers ikke fordi, at tech-giganterne ikke har geren ikke formåede. Spørger man Anne Pauinteresse for det grønne område. Efter hans lin, klima-, energi- og forsyningsordfører for opfattelse har netop disse ofte langt større netop Socialdemokratiet, lader det dog ikke klimaambitioner, end det er tilfældet med umiddelbart til at være tilfældet. andre typer af virksomheder. »Helt generelt kan jeg sige, at vi i forhold »Vi må altså gerne stille krav til de her til vores klimahandlingsplan er optaget af alle tech-giganter. Rammevilkårene for virksompotentielle løsninger, der kan bidrage til, at vi heder som deres er gode herhjemme. Vi har når vores mål. Blandt andet om at have remasser af vedvarende energi, som er noget, duceret Danmarks samlede CO2-udledning de gerne vil forbindes med. Der er god arbemed 70% i 2030.« jdskraft og så videre. Vi skræmmer dem med Noget specifikt møntet på datacentrene andre ord ikke væk ved at stille visse krav.« lader dog ikke til at være på tegnebrættet.

Det ville altså efter Brian Vad Mathiesens »Jeg kan ikke sige noget konkret om dataoverbevisning ikke kræve meget at få Goocentrene. Men vi ser selvfølgelig generelt på gle og Apple med på at udnytte den store mulighederne for, hvordan vi hele tiden kan mængde overskudsvarme, der følger med deblive bedre. Det er et lidt rundt svar, men det res datacentre. At netop Facebook i Odense er det, jeg kan give,« afslutter ordføreren. står til at udnytte overskudsvarmen og ikke hverken Apple eller Google, betegner han som mere eller mindre tilfældigt. De andre Jeg kan ikke sige noget vil sådan set gerne være med konkret om datacentrene. på vognen, mener han. At de, på trods af de tilsyneladende gode intentioner, ikke har Lixen har forgæves forsøgt at få den nye handlet på dem, drejer sig, ifølge ham, om, Klima-, Energi- og Forsyningsminister, Dan at de ganske enkelt ikke er vant til at tænke Jørgensen, i tale for et ”mere spidst” svar. en udnyttelse af overskudsvarme ind i deres planer. Noget de dog forholdsvis nemt kunne motiveres til ad politisk vej.

“

“

DATACENTER Et datacenter er en samling af et stort antal computerservere, hvorpå en given type data opbevares. Facebook har flere datacentre verden over, hvor de lagrer den massive mængde informationer, der hver dag deles på det sociale medie af dets 2,4 milliarder brugere. Deler du et billede af din søsters hund, eller beder du din kæreste om at købe røde linser med til aftensmaden over Messenger, lagres informationen hos et datacenter.

OVERSKUDSVARME Overskudsvarme er varme, der bliver ”tilovers” efter en given produktionsproces. Det smarte ved overskudsvarmen er, at den kan udnyttes som fjernvarme – fjernvarme, der alternativt skulle produceres af andre og måske ikke-klimavenlige veje. I Facebooks nyåbnede datacenter i Odense har man sikret denne udnyttelse gennem en aftale med Fjernvarme Fyn. Der er ingen tilsvarende plan for hverken Apples kommende datacenter i Viborg eller Googles i Fredericia.

POLITIKKEN

17

Klimakompasset: Den grønne omstilling ligger lige for, men hvem tager a(tmos)fære? »Vi skal bare beslutte os for at gøre det,« lyder opfordringen fra den prisvindende energiforsker Anders Winther Mortensen. Ifølge ham står kampen mod klimaudfordringerne nemlig over for et informationsproblem snarere end et teknisk eller økonomisk problem.

Af Matilda Lyager Hanscomb & Clara Marie Rørsig

Vi

Han slår blikket ned og pilldyrt at foretage en grøn omstilling ved brug af elektrobrændstofdierne, som er skyld i manglen på » har teknologien og økoner ved sit adgangskort. af vores energisystem. Det har Anfer – eller ved at lave metan om implementering af klimaløsninger. omien til at løse klimaudfordrinForskeren er klar i mælet, ders og jeg regnet på, og det vil koste til flydende brændstoffer – kan »Man kan ikke sige, at der kun er gerne, men det er svært at få nyda vi spørger ind til, hvad han 150 kr. ekstra om måneden per også denne transportsektor én aktør, som bærer skylden. Men hedsværdi i noget, man har vidst selv gør for at komme infordansker. Eksempelvis vil prisen på gennemgå en grøn omstilling. Omdet er da klart, at mediernes fokus længe,« fortæller Anders Winther mationsproblemet til livs. flybilletter stige med 30 procent.« dannelsen af metan til flydende har stor betydning for, hvad befolkMortensen, der er ph.d.-studer»Jeg tror, jeg skulle have læst Hertil tilføjer Anders Winther brændstoffer kan blandt andet ningen hører om,« siger Anders ende på SDU Livscykluscenter, til noget andet end ingeniør. Nu Mortensen, at omkostningerne vil foregå på et anlæg på Fyn, forkWinther Mortensen og fortsætter: Institut for Kemi-, Bio- og Miljøteer jeg nemlig klar over, at vi har svare til tre til fire måneders vækst. larer Anders Winther Mortensen: »Vi har et informationsprobknologi ved Syddansk Universitet. al teknologi til at løse proble»Hvis vi forestiller os, at Dan»Her ville man kunne levere 10 lem snarere end et teknisk eller Kaffemaskinen brygger, mens met til en overkommelig pris.« mark ikke vækster fra oktober til procent af Danmarks flybrændøkonomisk problem, for vi har Anders Winther Mortensens hamMakkerparret Kasper Dalog med januar, så vil den grønne stofbehov og samtidig producere teknologien og økonomien til at rer på tastaturet. Farverige grafer gas Rasmussen og Anders Winomstilling være finansieret.« benzin og andre sideprodukter.« løse klimaudfordringerne. Vi skal og klimamodeller ther Mortensen pryder de mange håber på, at decomputerskærme res forskning kan i hjørnekontoret udmunde i et på teknologisk vedvarende enfakultet på uniergisystem, som versitetet, hvor udelukkende LIXEN møder baserer sig på den ph.d.-studergrøn energi. Men ende. selv om løsninSammen gerne ligger lige med sin kollega ved hånden, unKasper Dalgas derstreger AnRasmussen har ders Winther han i år vundet Mortensen, at Odense Komdet kræver hanmunes klimapris dling i form af for makkerparinvesteringer og rets forskning i initiativ fra både elektrobrændstoffer, som er borgere og polibrændstoffer tikere at nå i mål. fremstillet af CO2 »Vi kan ikke og brint. længere forske Problemet er, og udvikle os ud at teknologien af det her probhar eksisteret De to ph.d.-studerende Kasper Dalgas Rasmussen og Anders Winther Mortensen (i midten af billedet) vandt Odense Kommunes klimapris 2019. lem. Vi skal lige længe, og derfor Prisen blev overrakt af Peer Locher (th.), formand for Verdensmål Udvalget i Odense Kommune, foran en fyldt festsal på Odense Rådhus den 29. skridtet videre.« august i år. Borgmester Peter Rahbæk Juel (tv.) deltog også i arrangementet. er det svært at Den ph.d.-stusprede budskabet, derende sætter fortæller Anders sig atter til rette Winther Mortensen, mens han foran computeren og fortæller, at For at sætte dén udregning i persbare beslutte os for at gøre det.« sætter sig til rette i en gråmeleret forskerduoen tidligere har været til pektiv nævner den unge forsker, at 150 kr. om måneden Men hvilke løsninger er der helt sofa i det tilstødende mødelokale. møder på Christiansborg med Marhver dansker i gennemsnit smider I en mail til LIXEN pointerkonkret tale om? Formålet med »Det er baseret på forskning, tin Lidegaard fra Radikale Venstre.

Kasper Dalgas Rasmussens og Ansom allerede er lavet. Når det ikke »Vi skal måske tale mere med ders Winther Mortensens forskning "Det kan være hårdt at tænke på, at ens er noget nyt, så er der ingen, som ham og Ida Auken og forhåbenter at fremstille brændstoffer, der fremtid er mindre værd end en slat boller gider dække det,« forklarer den lig også Dan Jørgensen (Klima-, er CO2-neutrale fra begyndelsen. i karry, som ender i skraldespanden. ene halvdel af forskerduoen og Energi- og Forsyningsminister, »På den måde kan vi lade de fosstryger hånden gennem sit brune red.). Der er ikke så mange polisile brændstoffer blive i jorden og hår, der er sat op i en løs knold. tikere, som har tid til at tale med undgå at ændre på atmosfærens »Vi skal bare beslutte os for at gøre det« Anders Winther Mortensen mener dog ikke, at det udelukkende er me-

sammensætning, da det resulterer i, at kloden bliver varmere,« fortæller Anders Winther Mortensen.

Flytransporten er én af de sværeste problematikker i klimaregi, men

er Kasper Dalgas Rasmussen ligeledes, at der eksisterer et informationsproblem i forhold til klimaløsningernes omkostninger: »Mange antager, at det er enormt

mad ud for 190 kr. om måneden. »Det kan være hårdt at tænke på, at ens fremtid er mindre værd end en slat boller i karry, som ender i skraldespanden.«

os, men vi prøver,« siger Anders Winther Mortensen med håb i stemmen. Formiddagen går på held, og solens stråler bryder gennem bygningens massive ruder.

18 LINSEN

OKTOBER

Billedserie: Når lysene tændes Når solen går ned og mørket bryder frem, tændes milliarder af lys verden over. Denne billedserie har lyset i mørket som sit fokus og er taget i forskellige byer verden over.

Af Emma Margrethe Bork

Hanoi. Marts, 2018.

Phnom Pehn. Februar, 2018.

LINSEN

19

Kashan. Oktober, 2017.

Kuala Lumpur. Januar, 2018.

New York. Juli, 2017.

London. April, 2018.

Bangkok. Februar, 2018.

Odense. September, 2019.

Amman, Januar, 2019

SATIREN Sommerens danske agurker Kære 1. semester: Hedebølgen og dine Aperol Spritz-tømmermænd Sådan svarer I på spørgsmålene er forbi. Det er tid til at skifte dine Ray-Bans ud fra venner og familie med læsebrillerne, så du kan få et overblik over sommerens nyheder. Danske journalister arbejdede på højtryk, mens du blev svitset i den spanske sol ved poolkanten på dit Spies charterhotel. Nyhederne fyldte medierne, ligesom Nettos jordbærkoldskål og Karen Volfs kammerjunker proppede din mund. Her er overblikket.

Tillykke! I læser nu journalistik, og det betyder, at I fremover skal svare på mange ignorante spørgsmål om jeres uddannelse. Her bliver I guidet til, hvordan I skal svare på spørgsmålene, og hvordan I ikke skal svare på spørgsmålene.

Af Louise Lind

Af Louise Lind Læser du ikke til journalist? Burde du ikke vide det?

6. juni

Det ærlige svar: Jeg er ikke ekspert i startkommaer, og min paratviden er ikke spitzenklasse, bare fordi jeg har bestået en paratvidenstest, og fordi du har ondt i røven over, at jeg har større chance for at komme på TV end dig.

Rød blok vinder valget Mette Frederiksen formåede at vende pinlige optrin fra valgkampen til 91 mandater. Jeg tænker især på: “Jeg er børnenes statsminister, og derfor prøver jeg at imponere en YouTuber med min kærlighed til kaskelothvaler”-tricket og ”Sådan en lille pære, der skal i… i æhm… altså i bilen, når man skal kunne lyse på vejen”-gimmicken. Men den, der ler sidst, ler bedst, og dét shit virkede.

Det rigtige svar: Det er ikke mit fagområde.

Hvad synes du så om at gå på Journalisthøjskolen?

Det ærlige svar: Hør her, der er andre steder at blive journalist end i Aarhus!

Det rigtige svar: Jeg elsker det.

9. juni Illustration: Emilie Sunekær

27-årig overtager styringen af LA Da Liberal Alliance gik fra 13 mandater til sølle 4, ”valgte” Anders Samuelsen at trække sig. Men hvem er så helten, der kan redde kapitalisternes synkende skude? Svaret er 27-årige Alex Vanopslagh. På to år fordoblede han medlemstallet i LA’s ungdomsparti. Han har sort bælte i karate – et talent han viste frem i 2011 på Herning Stadion, der efterfølgende gav ham karantæne. Og så skrev han ifølge ham selv et ”fjollet” indlæg om, hvorfor kvinder ikke er interesseret i topposter på grund af deres seksuelle fantasier. Ja Alex, det er godt nok fjollet at blande sig i kvinders sexliv og karriereønsker.

Det ærlige svar: Jov. Det er faktisk umuligt. Umuligt er ordet.

Det rigtige svar: Der er faktisk ikke en journalistuddannelse i København.

13. august Og så kom der en undskyldning Godhavnsdrengene er blevet udsat for systematisk vold, seksuelle overgreb og medicinske forsøg fra 1947 til 1976. Både Helle Thornings og Lars Løkkes regeringer har beklaget igen og igen og styret uden om det politiske bandeord. Men Mette F. trådte hurtigt i karakter som Danmarks nye statsminister og sagde dét ord, som ikke findes i en politikers ordbog: “Undskyld”.

Kongehuset sælger ud af Prins Henriks kunstsamling, og det giver muligheden for at få fingrene i diverse kunststykker, herunder kinesiske fallos. I kan kalde det kunst alt det, I vil, men auktionen byder på et sæt på henholdsvis 16 og 22 cm, og jeg vil godt vædde med, at en kinesisk pige engang har nydt rigtig godt af dem. Men girls, hvis I vil hygge jer en nat med en royal ven i jade, skal I forberede jer på den meget royale pris. Den kinky køber skulle af med 24.000 kr.

Er det ikke mega svært at komme ind på journalistik?

Det ærlige svar: Så svært! Jeg har brugt mit sabbatår og 60.000 kroner på et tremåneders højskoleophold i stedet for at backpacke i det sydlige Asien. Jeg har øvet mig på samtlige prøver, og jeg har set 19 Nyhederne og læst Politiken hver dag i et halvt år op til optagelsesprøven. Jeg kunne ikke halvdelen af svarene i sprogtesten eller paratvidenstesten, og jeg husker ikke optagelsessamtalen, fordi jeg var så nervøs.

Det rigtige svar: Hvis bare man læser lidt op på prøven, så har man en god chance for at komme ind.

Hvorfor læser du ikke til journalist i Aarhus?

27. august Prins Henriks dildoer på auktion

Er det ikke umuligt at komme ind på journalistik i København?

Det ærlige svar: Jeg dumpede adgangsprøven i Aarhus.

31. august Løkke holder fast i sin selvrespekt – og smutter Lars Løkke satte punktum for sommeren ved at trække sig som formand for Venstre.

Partiets hovedbestyrelse holdt sit møde på et Comwell-hotel i Brejning. Et hotel den tidligere statsminister må kende bedre end bunden af en fadøl, for han formåede at undgå pressen ved at snige sig lyssky ud af bagindgangen. Kort efter tweetede han om selvrespekt. Og så glemmer vi lige dengang skatteborgerne betalte for Løkkes kasinobesøg, og dengang GGGI betalte for datterens flybillet til Rio de Janeiro. Keep going, Lars. Hold fast i din selvrespekt.

Det ærlige svar fra københavneren: Aarhus er simpelthen for langt væk fra Gothersgade og Amager Strandpark, så jeg vil hellere bruge fem timer om dagen på at pendle til Odense end at flytte væk fra hovedstaden.

Det rigtige svar: Jeg synes, at journalistuddannelsen på SDU har en perfekt blanding af det boglige og det praktiske.

Illustration: Emilie Sunekær