Lixen September 2010 by LIXEN

Portræt af portrætternes portrættører

Side 12-13

»Man kan tørre røv med journalister, der kommer ud og ikke kan andet end at skrive... « I Fokus: Side 7-9

PORTRÆT: Martin Krasnik PORTRÆT: Martin Krasnik Side 14 Side 10

Lixen

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 12. årgang | 5. nummer | september 2010

Velkommen årgang 2010 ...

... og tak for dansen Læs alt om årets rustur Foto: Simone Martedal Skov

Fremtidens journalister er venstreorienterede Står det til 60 procent af de nye journaliststuderende vinder rød blok det næste valg. Kun 30 procent ville vælge blå blok. Lise Karlshøj Ipsen Rikke Gredsted Seidenfaden

UNDERSØGELSE. De nye studerende på Center for Journalistik adskiller sig ikke synderligt fra sidste års nye journaliststuderende. I hvert fald

ikke, når man ser på de studerendes politiske standpunkt. 26 procent vil stemme på SF, hvis der var valg i morgen, mens kun 19 procent vil sætte krydse ved Venstre. Sidste år satte flertallet også krydset til venstre for midten. Røde lejesvende? Ifølge David Hopmann, adjunkt på Journalistik og Statskundskab og medforfatter til bogen ”Kunsten at holde balancen”, har politisk

overbevisning ikke nogen generel betydning for journalisters arbejde. »Det betyder intet, og diskussionen er forfejlet. Det er som at bedømme en bils køreegenskaber ud fra, hvordan håndbremsen ser ud. Ja, en god bil har en pæn håndbremse, men for køreegenskaberne betyder designet af en håndbremse i praksis ikke rigtig noget,« siger David Hopmann. Han forstår ikke, at man bliver ved med at fokusere på, om journalister er røde eller blå.

»Der er aldrig nogen, der stiller spørgsmålstegn ved embedsmænd og deres politiske ståsted. Det fungerer åbenbart fint. Så hvis de kan finde ud af det, så kan journalister nok også,« siger han. Han påpeger, at man ofte ser journalister skifte mellem medier med forskellige holdninger, men at det ikke betyder, at journalisternes egne holdninger ændrer sig. Der er en klar rød tråd mellem de studerendes politiske overbevisning

og deres foretrukne avis. Politiken er førstevalget hos 50 % af den nye årgang. Berlingske Tidende og Jyllands-Posten må nøjes med at være favoritlæsning hos otte og ti procent af journalistspirerne. Om det er web-udgaverne af de tunge dagblade, den nye årgang er vildest med, vides ikke. I hvert fald interesserer 77 procent af dem sig for sladder. Se hele undersøgelsen inde i avisen på side 3.

2 | september 2010

UDDANNELSE

| LIXEN

Indhold

Leder

UDDANNELSE

Fortroligt

På rusturen blev de nye journaliststuderende på Journalistik rystet sammen. Læs om resultaterne af Lixens spørgeskemaundersøgelse blandt de nye ansigter på CfJ. Forsiden og side 3. Og læs reportagen og se billederne fra turen på s. 4-5

Foto: Agnete Scheel

BRANCHE

Foto: Jakob Balthazar Munk

PORTRÆT

Foto: Natasha Nomathemba Dyasi

FOKUS

Lixen zoomer ind på Internettets afslørings-site Wikileaks og bagmanden Julian Assange. Wikileaks , der er hyldet som forkæmper for demokrati og åbenhed, men også beskyldt for at sitets afsløringer bringer uskyldiges liv i fare. Side 7-9.

Foto: Esben Moe

OPINION Vi bliver undervist i at begrænse sproglige klicheer og allerhelst undgå dem fuldstændig, når vi skriver. Men hvad sker der, når man nytænker klicheerne? Lixen spørger en ekspert om, hvordan man puster liv i de flade floskler med opfindsomhed og kreativitet. Bagsiden.

at disse lækker afslørede krigsforbrydelser. Men WikiLeaks er på mange måder også en ny mangfoldig informationskilde til fortrolig data, som højst sandsynligt ikke ville komme ud på andre måder. Tag bare sagen om Kroll-rapporten, der beviste, at Kenyas daværende præsident

Til dels har han ret. Det ville være naivt ikke at være bekymret for, hvordan WikiLeaks udnytter deres mange whistleblowers informationer. Et af sitets store styrker er nemlig også en svaghed. De offentliggør efter alt at dømme alt, hvad de får stukket i hånden, eller ’revl og krat’, som Lasse Jensen fra ’Mennesker og medier’ kalder det i dette nummer. Netop derfor har der været kritik af WikiLeaks som organisation, og Assanges egen aktivistiske baggrund kompromitterer troværdigheden. De seneste læk af 92.000 krigsdokumenter viser beklageligvis WikiLeaks fra en anden side. Militærforskere var enige om, at WikiLeaks bragte både soldater og civile afghaneres liv i fare. Assange erklærede dog selv,

Mwai Kibaki sammen med den tidligere diktator Daniel Arap Moi stod bag økonomisk korruption for mere end tre milliarder dollars. Når WikiLeaks er bedst, tilføjer det endnu et fortræffeligt rum i den journaliststandens værktøjskasse. En værktøjskasse, som til stadighed bliver svækket af øget lukkethed og professionelle kilder. Metoderne kan diskuteres. Og WikiLeaks kan uden problemer betragtes som en konsekvens af et stadig mere komplekst samfund. For helliger målet rent faktisk midlerne? I sidste ende er det i hvert fald interessant, at der findes en vagthund, som ingen regering eller virksomhed tilsyneladende kan gemme sig fra.

”

Når WikiLeaks er bedst, tilføjer det endnu et fortræffeligt rum i den journalistiske værktøjskasse.

Ud & Se har gjort det lange portræt til et af sine kendetegn. Her får DSB’s passagerer mulighed for at lære kendte personligheder bedre at kende. Men ikke alle portrætter er lige nemme at ramme skarpt, fortæller Rune Syum-Nielsen. Side 12-13. »At starte som journalist som 19-20-årig, det er fuldstændig hul i hovedet.« Sådan siger den erfarne journalist Martin Krasnik. Desuden mener han, at man kan »tørre røv« med journalister, der ikke kan andet at skrive. Side 10–11.

Intet medie har gennem den seneste tid skabt så meget debat, krigspolitisk eller journalistisk, som WikiLeaks. Sitet, med grundlæggeren Julian Assange i spidsen, mener selv, at metoden er den ’mest gennemslagskraftige måde, vi har til at skabe det sande demokrati, hvorpå hele menneskehedens drømme hviler’.

“flere og flere ...

Lixen

”

... at Lixen har for få historier om børn, dyr, sex, Caroline Wozniacki samt kendisser, der danser og laver mad Thomas Damgaard Sørensen, 1. sem. Cand.public.

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen dækker udviklinger og tendenser i mediebranchen og på landets journalistuddannelser. LIXEN Campusvej 55 5220 Odense M www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os også på Infomedia Tryk: Arco Grafisk A/S Oplag: 1000 eksemplarer Logo: Karina Cecilie Møller Layoutinspirator: Sara Winther Korrekturlæser: Julie Lund Mikkelsen

Ansvarshavende chefredaktør i dette nummer: Rikke Gredsted Seidenfaden

Nana Frederikke Fischer Redaktør

Søren Dal Rasmussen Redaktør

Rikke Gredsted Seidenfaden Chefredaktør

Lise Karlshøj Ipsen Chefredaktør

Natasha Nomathemba Dyasi Chefredaktør

Jakob Balthazar Munk Redaktør

Casper Fauerholdt Webredaktør

Karina Cecilie Møller Billedredaktør

UDDANNELSE

LIXEN | september 2010 | 3

GAFFA-redaktionen imponerer dommerne i den store cirkuskonkurrence. FOTO: Agnete Scheel

Her er din årgang Velkommen til Center for Journalistik, Danmarks sejeste og sjoveste studie. Hvis du skulle være i tvivl om, hvem du er, vil Lixen gerne fortælle lidt om dig. Lise Karlshøj Ipsen Rikke Gredsted Seidenfaden

Kære Russer. Din gennemsnitsalder er 22,4, og du søgte også ind på Journalisthøjskolen, kom ind, men valgte SDU. Du har muligvis gået på en anden uddannelse, før du fandt ud af, at din drømmeuddannelse var journalistik. Derudover interesserer du dig for sladder, læser Politiken og stemmer på SF. Måske. Uanset hvad: God studiestart fra Lixen!

Hvor gammel er du? 18: 2 19: 4 20: 17 21: 17 22: 12 23: 10 24: 8 25: 5 26: 1 27: 1 28: 2 29: 1 31: 1 34: 1 37: 1

Søgte du ind på DJH? Ja: 57 % Nej: 43 % Kom du ind? Ja: 52 % Nej: 48 %

Har du gået på en journalistisk højskole? Ja: 39 % Nej: 61 % Er der journalister i din nærmeste familie? Ja: 15 % Nej: 85 %

Har dine forældre en akademisk uddannelse? Ja: 34 % Nej: 66 % Hvilken avis læser du oftest? Politiken: 50 % Berlingske Tidende: 8 % Jyllands-Posten: 10 % Information: 5 % B.T.: 3,6 % Ekstra Bladet: 6 % Weekendavisen: 5 % Flensburger Zeitung: 1,2 %

Børsen: 1,2 % JyskeVestkysten: 3,6 % Gratisaviser: 4,8 % Fyens Stiftstidende: 2,4 % Forskelligt: 1,2 %

Hvis der var valg i morgen, hvilket parti ville du så stemme på? SF: 26 % Socialdemokraterne: 16 % Dansk Folkeparti: 1,2% Konservative: 3,6 % Venstre: 19, 2 % Enhedslisten: 4, 8 % Radikale: 12 % Liberal Alliance: 6 % Uafhængige: 3, 6 % Ved ikke: 6 %

Hvor mange kopper kaffe drikker du om dagen? 0: 48 % 1 - 2: 24 % 3 - 4: 23 % 5+: 7 % Interesserer du dig for sladder? Ja: 77 % Nej: 23 %

Undersøgelsen er baseret på et spørgeskema, som blev delt ud til deltagerne på rusturen. 83 respondenter deltog ud af en årgang på 100.

4 | september 2010

UDDANNELSE

| LIXEN

Velkommen i manegen 130 journaliststuderende i bramfri fest på en moderne kristen højskole i Sønderjylland kræver en forklaring. Lørdag aften var rusturens årlige højdepunkt på plakaten. Scenen var sat til cirkus!

Karina Cecilie Møller

HOPLA. Sikke et cirkus. Gulvet i den gamle gymnastiksal er forvandlet til manege for en aften. Sveden danner perler på publikums overlæber. Diagonalt gennem lokalet flugter de lavthængende snore med farverige balloner. Overalt er popcorn og glimtende serpentiner. Nu toner musikken frem og forplanter en dynamisk rytme blandt tilskuerne. Her er rustur for journalistspirerne fra SDU, og stemningen følger temaet. Hele salen syder, og tilråbene tager til i takt med klapsalvernes rytme. Ind i lokalet marcherer en høj herre til rytmen fra Britney Spears’ Circus. Underkæben skyder frem, så et gevaldigt underbid dominerer fremtoningen. Iført en kraftigt nedringet, sort trikot kommer de spændte muskler i overkroppen til syne. Øjnene skuler stift rundt i lokalet som på en hanløve, der søger sit bytte.

Kyndigt dommerpar Her er blå tylskørter, grønne ansigter, glinsende parykker og ét hestehoved. Her er kropsmaling, lunkne øl, knækkede spillekort, den hvide kanin og sæbebobler. Luften er tung som på et værtshus i sine velmagtsdage. Fra gymnastiksalens ribber hænger heppende klovne og cirkusprinsesser. Så er scenen sat. Ved dommerbordet noterer en hvid puddel russernes præstationer. Skiftevis falder hundens øjne på aktiviteterne i manegen og så på meddommeren, der lader sig smigre af kys og kærtegn fra de konkurrerende deltagere. Han er hundetæmmer med en usædvanlig, lyserød hårpragt og ditto høje stiletter, der vipper i takt til musikken, som efterhånden tager til.

Redak report tionen mod ta ag være e en, da der ger gerne re meget pisode t sands telser til r, som næse yn f e påpeg orbi. Det sk r gået obse ligt kan al es, at b rv egiven for god ord atørens ens sk heden yld is har fu ndet s krivende s tund ted.

Nu charmerer en hunløve sig elegant ind i manegen. Det er hvad, herren i trikoten søgte. I en hed og kortvarig duel vinder han magten over hundyret, løfter hende op og viser stolt byttet frem for tilskuere og dommerpanel. I samme øjeblik danser et uvist antal af artister ind i manegen. Her er blandt andet glade klovne, stivpudsede cirkusdirektører og en påståelig tryllekunstner, der graver i hatten. Musikkens rytmer blæser adrenalinet og pulsen op, og virvaret i manegens centrum skal forestille en kollektiv optræden, der sukker efter dommernes godkendelse. Begejstrede journalister Klapsalverne følger Spears’ beat og afbrydes kun af hujen og piften i den massive begejstring. Der er opbakning fra publikum, og da musikken svinder ud, hører tilråbene øjeblikkeligt op. På et øjeblik bliver gymnastiksalen så stille, som når tryllekunstneren er i gang med at trække kaninen op af hatten. Opmærksomheden er rettet mod dommeren i stiletter og lyserød hår, der bekendtgør sin mening i mikrofonen og ud i rummet. »Det er hot, og det er sexy,« proklamerer tæmmeren. Begejstringen i salen kommer umiddelbart og er så nådesløs, at den får gulvet til at runge. Det lader til, at 130 journaliststuderende er enige med dommen. Præstationen er godkendt, og den er vurderet og vejet af et hold mennesker, der er på vej ind i en ny verden. En verden ligesom cirkusverdenen med mennesker, medmennesker, levemennesker, udfordringer, forhindringer, forvirringer, interviews, åbne spørgsmål, kildekritiske overvejelser, et Me-

dietorv, en panikdag, en David Hopmann, KaJO, et journalistforbund, øl, Sir Club, Peter Bro, Lene Rimestad, Anne

Lea Landsted, Facebook, casehunting, udfordringer, forhindringer, ordbøger, Gydehutten, SDU Kantine, Niels-Arne Sørensen, Godt Dansk, Rune Skyum-Nielsen,

t ve

r eto di

a rd

, ti

le ka

lo V-

g ra

d re sfo

, 1.

ste -sy

t, C

le Da

ter,

m se

em sk

ole sk

u.d

fæ

er, sk

, lev

b ka

lle

en , Lix

vn ha

r, Kø

ba yg

I salen skal næste omgang på gulvet i konkurrencen. I pausen langes der grønne flasker over disken. Nu er det tilbage til pladserne, og virvaret kan fortsætte, inden det for alvor går løs i den virkelige verden. Sikke et cirkus.

Foto af Simone Martedal Skov og Agnete Scheel.

UDDANNELSE

LIXEN | september 2010 | 5

En russers bekendelser ... Efter tre dages druk efterfulgt at ditto tømmermænd kan der være brug for at skrifte. Her giver Kenneth Skipper fra 1. semester sin version af at komme tilbage til virkeligheden efter en weekend med rouladespisning, kampråb og masser af bajere. Kenneth Skipper

EFTERRATIONALISERING. Mandag morgen. Larmen i børnehaven er tiltagende. Signe hiver madkassen op af tasken og løber hen til en voksen. – Se! råber hun, og viser sit nye klistermærke frem. Det sidder inde i låget. THE VOICE 104,9 FM står der. Lidt efter siger vi farvel til hinanden. Nu vil jeg bare hjem på sofaen og fordøje weekendens rustur med Journalistik. På vej ud af den alt for lille pavillon indvier jeg Grethe i weekendens strabadser. Grethe er pædagog. »Jeg åd en hel roulade i fredags,« siger jeg med en stemme, der er smadret af kampråb og slagsange. Med hæst eftertryk på tre understreger jeg min plads på medaljeskamlen. »Nummer tre,« brummer jeg med et sigende blik. Grethe ser spørgende på mig. Hun lader ikke til at forstå præstationens omfang.

Heller ikke da jeg uopfordret fortæller om svedeturen, der fulgte med rouladen ind i kroppen, forstår hun. I tavs resignation dropper jeg at fortælle om Gaffa-redaktionens kampsang. Det kan være lige meget. Hvordan skulle Grethe nogensinde forstå meningen med en kampsang brygget på melodi af Sys Bjerre? Eller for den sags skyld flødebollespisning af hud og dyst i rouladespisning? At deltage i Journalisternes rustur 2010 er faktisk lidt som at besøge en fremmed planet. Når man står på Jorden igen, vil man så gerne fortælle om alt det fantastiske, man oplevede på kun to døgn. De fulgte jo med i foråret, da man søgte ind på uddannelsen. De heppede og bakkede én op. Selvfølgelig skal de have noget at vide om dette spændende univers. Men det er tydeligvis svært for andre at forstå. Gør journalister virkelig sådan, spørger min mor, da hun ringer for at få et referat af turen? Ja, det gør de! Jeg gjorde det også, mor!

Mor har det som Grethe. Det med rouladen fatter hun ikke en hylende fis af. Og da jeg impulsivt og uden hensyn til komposition eller struk-

”

ved Per Christiansen om et langt liv som journalist. Og en Peter Bro, centerleder, der med eksempler fra den virkelige verden reflekterede over

Gør journalister virkelig sådan? Spørger min mor, da hun ringer for at få et referat af turen. Ja, det gør de!

Kenneth Skipper, ny journaliststuderende på SDU

tur i min fremlæggelse fortæller om olympiaden med ”flødebolle-spisning af hud”, afbryder hun samtalen. Vi snakkes ved, pipper hun desillusioneret og lægger på. Hvad blev der af meningsfulde referat-prøver, paratviden og foredrag af Tom BukSwienty om 1864, ville hun vist gerne vide. I løbet af min formiddag på sofaen får jeg spolet helt tilbage til fredag. Bustur i dobbeltdækker til Løgumkloster Højskole. Og før det ankomst til SDU og Medietorvet. Første rigtige møde med Medietorvet. Foredrag

Journalistisk Rustur 2010

88 russere og 43 tutorer deltog i årets rustur, som denne gang blev afholdt fra d. 20.-22. august på Løgumkloster Højskole i Sønderjylland. Under weekenden løb forskellige konkurrencer af stablen, som for eksempel dansekonkurrence, Ølympiade, redaktionsdyster og et rollespil, hvor journalistspirerne skulle interviewe deltagerne og gennemskue plottet. Vinderen af den samlede konkurrence blev redaktionen Computerworld. TILLYKKE TIL JER! Rusturen bliver fulgt op af redaktionsmiddag, studiestartsfest og pubcrawl i Odense. Lixen glæder sig.

det at påbegynde et nyt studie. Centerlederen formanede vist også til mådehold under årets rustur - tror jeg nok. Efter sigende er det karakteristisk for festerne på CfJ, at den får fuld hammer: Det er sgu i orden! Det var en fed tur. Men det fedeste bliver at komme i gang som studerende ved Center for Journalistik!

keski10@sso.sdu.dk

Forståelsen fra omverdenen var ikke stor, da Kenneth Skipper, 1. semester, fortalte om den journalistiske rustur..

6 | september 2010

UDDANNELSE

| LIXEN

Ansøgersucces på RUC Journalistik på RUC kræver landets højeste snit. Uddannelsens studieleder tror, at studiets succes avler endnu mere succes. Ekspert tvivler på, at RUC vil opleve den samme høje ansøgerstatistik næste år.

Nana Frederikke Fischer

BOOM. Flere tusind svedige håndflader rev i år konvolutter fra landets universiteter op i håb om at være blevet optaget på ønskestudiet. Og rystede hænderne en smule, var det med god grund. Særligt hvis ønskestudiet var humanistisk basis med journalistik på RUC. Journalistuddannelsen på RUC tager nemlig førstepladsen som det studie, der kræver det højeste gennemsnit i landet. 10,9 skal der stå i eksamensbeviset, før

SPØRGSMÅL&SVAR

Søren Dal Rasmussen

- Hvad var udvalgets overordnede reaktion på Lixens undersøgelse? Der er selvfølgelig i udvalget en generel ærgrelse over, at der tilsyneladende er nogen, der ikke vil følge reglerne. Netop fordi vi synes, at det nuværende system er betydeligt bedre.

- Hvad blev der snakket om på sidste praktikudvalgsmøde med hensyn til paniksnyd? Vi var enige om at tydeliggøre, at reglerne skal overholdes. Det bliver

RUC lukker dørene op til deres journalistiske uddannelse. Studielederen for journalistik på RUC, Mark Ørsten, tror på, at studiet vil fortsætte kursen op ad popularitetsstigen. »De sidste år har vi haft adgangsbegrænsning til uddannelsen, hvilket typisk har den lidt omvendte effekt. Jo sværere, det er at komme ind, jo flere mennesker får lyst til at søge,« siger han.

Kvalitetsstempel Josephine Maria Schnablová Wiesener er en af de 25 ud af 380 ansøgere, der er blevet optaget på den populære uddannelse i år. For hende har det en vis betydning, at studiets snit ligger i den høje ende af skalaen. »Jeg forventer, at jeg får tilegnet mig en masse ny viden og vil møde nye venner og udfordringer på studiet. Selvfølgelig forventer jeg også, at det er en uddannelse af høj kvalitet i betragtning af, at det kræver så højt

et gennemsnit at komme ind,« siger hun. Flygtige uddannelsestrends Jakob Ravn er ansat på Copenhagen Business School og ekspert i studie- og uddannelsesudvikling. Han forklarer, at mange sætter ligheds-

”

en status, journalistuddannelsen har. Høje snit betyder også, at uddannelsen får en højere status,« forklarer han. Han tror dog ikke, at uddannelsen er sikret mange ansøgere næste år som følge af dette års ansøgerstatistik.

steriet har 25 procent flere unge søgt ind på en universitetsuddannelse i år i forhold til sidste år. Både journalistuddannelsen på JH, SDU og RUC modtog flere ansøgninger i år, end de gjorde sidste år. naros09@student.sdu.dk

Uddannelsestrends kan være ret kortvarige. Jacob Ravn, Lektor på Copenhagen Business School

tegn mellem et højt snit og en tilsvarende høj kvalitet i uddannelsen. »Det høje snit betyder, at der kommer nogle rigtig dygtige journaliststuderende ind, og at der også kommer nogle bedre journalistuddannede ud i den anden ende. Det er en konsekvens. Og så betyder det selvfølgelig noget for, hvad det er for

ANSØGERSTATISTIK »Det kan flytte sig ret hurtigt, hvilke uddannelser, der er kraftigt søgt. Uddannelsestrends kan være ret kortvarige. Så det behøver ikke nødvendigvis at betyde, at der nu i en årgang vil være en høj søgning til journalistuddannelsen på RUC,« understreger han. Ifølge tal fra Undervisningsmini-

2009

2010

1090

1188

SDU

296

363

RUC

367

380

PRAKTIKSNYD: I sidste nummer dokumenterede Lixen, at hver sjette af SDU’s studerende blev ringet op før det tilladte tidspunkt på Panikdagen, 9:30. Vi har spurgt formanden for praktikudvalget, Christian Kierkegaard, hvad de vil gøre for at undgå det i fremtiden og fik - måske - svar. sendt med det næste materiale, som vi i praktikudvalget sender ud i forbindelse med den nye Panikdag her i november.

- Hvordan vil I forsøge at understrege vigtigheden af læsevinduet (Perioden fra 8:00 til 9:30 på Panikdagen, som praktikpladserne har til at læse ansøgninger igennem, red) over for medierne? Det bliver individuelt for hvert enkelt medie. I de enkelte organisationer vil man orientere sine medlemmer om spillereglerne. Man kan skrive det ud internt, man kan sende det ud i et medlemsbrev. Vi blander os ikke i, hvordan de gør det. Det vigtige er, at budskabet kommer frem. Det er hele forudsætningen for, at vi kan have

dette velfungerende læsevindue. - Var der andre ideer oppe og vende? Nej. Vi var enige om at beholde læsevinduet og ikke lave om på systemet, bare fordi der var nogle få rådne kar.

- Medierne fik jo også et brev om læsevinduet før sidste Panikdag. Er det overhovedet nok? Vi må sige, at det er det, vi kan gøre i denne sammenhæng. Vi har jo ingen konkrete navne på medier, som har overtrådt reglerne. Så vi har ingen, som vi kan tage kontakt til. - Hvad ville konsekvenserne så have været, hvis I kunne sætte navne på? Der ville nok ikke være andre konsekvenser, end at vi ville tage særskilt kontakt til de medier, som det

drejede sig om. Der ville vi så forklare dem, at en gentagelse ville få nogle konsekvenser.

- Nu har I så taget dette initiativ. Hvad er jeres forventninger til næste Panikdag? Forventningerne er helt klart, at folk følger spillereglerne. Så kan du betegne mig som naiv, men det er forventningen. Hvis man gerne vil bevare et system, der er bedre end før, så skal man også overholde det. Det er kun en fordel, at man har halvanden time til at læse alle ansøgninger igennem. Så sikrer man, at der ikke er nogen praktikanter, der bliver overset i processen. Hvis snyderi breder sig, så er det ikke samme ide. - Hvad bliver konsekvensen, hvis der

kan dokumenteres snyd til næste Panikdag? Vi drøfter først situationen, når den opstår. Det handler i sidste ende om omfanget set i forhold til de gevinster, der ligger i ordningen. Vi vil nødig have, at det er to eller tre, der dummer sig, som så skal ødelægge hele systemet. soera09@student.sdu.dk

TRE HURTIGE Norsk journalist fulgte Taleban

Dansk Journalistforbund ønsker bedre praktikvilkår

Fellow udgiver bog

Journalisten Paul Refsdal har som den første fået lov til at følge Taleban som såkaldt ’embedded’ journalist. Det skriver Telegraph.co.uk. Refsdal har gennem et længere stykke tid fulgt Talebanlederen General Mohammad Dawran. Han har fulgt generalen på tæt hold, hvor han for eksempel har filmet hans børn. Den 26 minutter lange dokumentarfilm blev vist på australsk TV i fredags og hedder ’Taliban – Behind the Masks’. Her kunne man se blandt andet se, hvordan talebanske krigere praler af at have dræbt 30 amerikanske soldater med semi-automatiske rifler og et afghansk angreb på en amerikansk konvoj.

Dj vil skabe bedre forhold for de såkaldte gratis-praktikanter. Kommunikationsstuderende eller andre universitetsstuderende, der går i frivillig praktik, skal kompenseres for deres arbejde. »Vi vil gerne hjælpe de unge med at få ordnede forhold i deres praktikperiode, når det gælder arbejdstid arbejdsopgaver, læring og andre relevante forhold,« fortæller Fred Jacobsen, der er næstformand i DJ. Udfordringen bliver at lave en bindende praktikaftale mellem parterne. Derfor går DJ nu i dialog med arbejdsgiverne. »Det er helt afgørende, at alle spiller sammen, så vi kan skabe gode løsninger til gavn for de studerende,« siger Fred Jacobsen.

Den tidligere Fellow på Center for Journalistik Jakob Elkjær har udgivet en bog på baggrund af den forskning, han lavede under sit ophold på SDU. Titlen på bogen er ”Sådan redder de journalistikken” og undersøger, hvordan især amerikanske journalistiske net-pionerer har grebet journalistikkens udfordringer an. Jakob Elkjær, som er chefredaktør på fagbladet Journalisten, var journalistisk Fellow på Center for Journalistik det sidste halve år af 2009.

soera

liips

RETTELSE: I juninummeret af Lixen fik vi krediteret Casper Fauerholdt for en artikel, som var skrevet af Nana Frederikke Fischer. Der er tale om artiklen: ‘Praktik er uddannelse, men skal praktikantvejlederne også uddannes?’.

FOKUS

LIXEN | september 2010 | 7

k å s i p u W k Fo

s k a e iL

Videoen er i sort-hvid, kameralinsen konstant i bevægelse, fordi den befinder sig i en helikopter, der flyver rundt over Bagdads gader. Billedet bevæger sig først hen over hustage og antenner, så videre over den nøgne, sandede jord, hvor en flok mænd har samlet sig i en gruppe. Bag kameralinsen spørger en amerikansk mandestemme entusiastisk, om han ikke må skyde på mændene under flyet. Han mener, de har våben og får tilladelse til at åbne ild. I løbet af få sekunder hagler en bølge af skud ned over de 12 mænd på jorden. En sandsky bliver pisket op af de mange hårde kugler, mens mændene reagerer hurtigt. De løfter først hænderne op og holder sig for ørerne, sætter hurtigt i løb og kollapser så en efter en, som kuglerne rammer dem. Livløse ligger de på jorden. Blandt dem er en reporter og en fotograf fra Reuters. Det var deres kamera, der oppe fra helikopteren lignede et våben. I virkeligheden havde ingen af mændene skydevåben på sig. Det er den scene, der udspiller sig på en videooptagelse fra 2007. Videoen er optaget fra en amerikansk krigsflyver og blev offentliggjort på Wikileaks.org i april. Den er bare et ud af utallige kontroversielle materialer, som offentligheden har fået kendskab til via sitet.

Dedikeret til åbenhed Wikileaks tager ingen forbehold, når det kommer til afsløringer i sandhedens navn. Grundlæggeren af sitet har udtalt, at han »nyder at hjælpe mennesker, der er sårbare og nyder at knuse skiderikker.« Selv er medarbejderne på siden anonyme og derfor umulige at få fat på.

Nana Frederikke Fischer

AFSLØRING. Lige så vigtig som selve ytringsfriheden. Det bliver Internettets bidske vagthund WikiLeaks måske i fremtiden, hvis man skal tro New York Times. For selvom navnet lægger sig tæt op ad det internetbaserede opslagsværk Wikipedia, er der absolut ingen fællestræk hos de to sider ud over det nemt tilgængelige layout.

Hemmelighedskræmmeri Wikileaks gik i luften i december 2006 og har siden ladet fortrolige dokumenter sive på nettet, uden en afsender af dokumenterne kan spores. Siden fungerer på den måde som et værktøj for såkaldte whistleblowers verden over. Whistleblower er en betegnelse for folk, der af

etiske grunde offentliggør fortrolige dokumenter anonymt. For dem er Wikileaks en platform, der giver dem mulighed for at lække informationer uden at risikere alvorlige personlige konsekvenser som for eksempel retsforfølgelse. Sitet har fem fuldtidsansatte, 40 freelancere og omkring 800 til 1000 frivillige, der står til rådighed, når der skal skrives pressemeddelelser, programmeres eller krypteres. Ifølge grundlæggeren af sitet, Julian Assange, bliver hjemmesiden drevet fra servere i forskellige lande, alt sammen for at sikre total beskyttelse af oplysninger og navne på medarbejdere. Informationsaktivister Ifølge Julian Assange selv er tanken om at oplyse folk drivkraften bag siden. »Vi har værdier. Jeg er informationsaktivist. Vi forsøger at få information ud til folket. Vi mener, at intellektuelt rigere og historisk mere korrekte fremstillinger, der er mere omfattende og nøjagtige, er et iboende gode og giver mennesker bedre værktøjer til at træffe intelligente beslutninger,« har grundlæggeren sagt til Information om visionen bag. Ideen til siden udsprang af en dialog mellem aktivister fra forskellige verdensdele. Aktivisterne satte sig for, at de ville sikre rettigheder til mennesker i alle verdensdele. De

var enige om, at det bedst lod sig gøre ved at kontrollere regeringer, særligt de korrupte af slagsen. Da sitet begyndte at lade hemmelige dokumenter strømme ud på nettet, betød det blandt andet, at den kinesiske regering i januar 2007 forbød Wikileaks og i dag blokerer al trafik til webadresser med ”Wikileaks” i navnet.

Afsløringer om Afghanistan Senest har siden gjort sig bemærket ved at offentliggøre over 90.000 CIApapirer fra krigen i Afghanistan. Dokumenterne, der går under navnet ”Den Afghanske Krigsdagbog”, afslører både fortrolige dokumenter og navne på kilder. Offentliggørelsen fik det amerikanske forsvarsministerium til at kræve, at alle dokumenter skulle leveres tilbage til Pentagon, og distributionen via nettet skulle standses. Julian Assange har i flere interviews kritiseret Pentagon for at fjerne fokus fra det væsentlige i diskussionen, nemlig krigens ofre, og har samtidig understreget, at han ikke fortryder kæmpelækket. »Disse filer er de mest omfattende beskrivelser af en krig, der bliver offentliggjort i løbet af en krig - med andre ord, på et tidspunkt, hvor de stadig har en chance for at gøre en forskel,« sagde han i juli til Der Spiegel.

Men den forskel, som Julian Assange snakker om, falder ikke i god jord hos alle. Den amerikanske forsvarsminister, Robert Gates, var ikke sen til at proklamere, at afsløringerne sætter NATO-soldaternes liv i fare. Andre menneskerettighedsorganisationer har stemt i og henvist til, at britiske The Times og amerikanske New York Times har fundet eksempler på, at dokumenterne indeholder meget detaljerede oplysninger om afghanske informanter. Fuldt navn, navn på hjemby, slægtninge og detaljerede gps-koordinater er fundet i flere end 28 tilfælde af de to aviser. Karl Löfgren er lektor på RUC og forsker i digital forvaltning. Han påpeger, at det trods den skarpe reaktion fra Pentagon er de færreste læsere, der vil kunne få noget ud af militærdokumenterne. Derfor mener han ikke, at man nødvendigvis kan gå ud fra, at Wikileaks har gamblet med de amerikanske soldaters liv. »Pentagons reaktion er normal som følge af den slags afsløringer. En form for naturlig mekanisme kan man vel kalde det,« siger han og forklarer, at den slags forsvarsmekanisme både ses hos ofre af alvorlige og mindre alvorlige afsløringer. Vær kritisk Han mener både, at der er fordele og ulemper ved et anonymiseret globalt netværk som Wikileaks. Det sætter

fokus på sager, der måske ellers aldrig var blevet vendt i offentligheden. Samtidig opfordrer han til at være opmærksom på, at der ikke altid er en grund til at løfte tæppet for en fortrolig sag. Afsløringer for afsløringens skyld er unødvendige og bliver endnu sværere at forholde sig til, når afsenderen ikke har nogen identitet. »Når ophavsmændene er anonyme, kan man ikke vide, hvor informationerne stammer fra, og hvordan de er blevet behandlet. Derfor er det vigtigt at være kritisk,« understreger han. Ikke ytringsfrihed Karl Löfgren mener ikke, at man kan sidestille fænomenet med ytringsfriheden. Langt fra. Men han mener, at man kan drage en klar parallel mellem de to. For selvom ytringsfriheden umiddelbart ikke må begrænses i et demokratisk land, bliver den det alligevel, når for eksempel børneporno eller racisme straffes. På samme måde er der en usynlig grænse, som Wikileaks bevæger sig tæt op ad, når de afslører navne og personfølsomme oplysninger i deres jagt på oplysninger, der kan oplyse offentligheden. »Der er en flydende grænse, som er umulig at definere. Men den er der,« siger han.

8 | september 2010

FOKUS

| LIXEN

Portræt af Julian Assange

Hemmelighedernes herre Foto: Espen Moe

Han påstår hårdnakket, at WikiLeaks har offentliggjort flere fortrolige dokumenter end resten af verdens presse tilsammen. Han har modtaget Amnesty Internationals pris for journalistik om menneskerettigheder. Skiftevis bliver han kaldt ’verdens mest interessante menneske’ og ’manden der sætter folk i Afghanistans liv på spil’. Julian Assange er manden, som man ikke vil fortælle en hemmelighed til. Men personligt er han ikke meget for at dele informationer om sig selv.

Søren Dal Rasmussen

SLADDERHANK. Oppe i et lille hus i Reykjavik sidder et hold af hackere krummet sammen over to computere. Den ene er koblet til internettet. Den anden er ikke. Det er bare en af de mange sikkerhedsforanstaltninger, som WikiLeaks gør brug af. De er her under dække. Som journalister, der skal dække udbruddet af den islandske vulkan Eyjafjallajökull. I virkeligheden er de i gang med at klippe en video sammen. En video, der viser, hvordan amerikanske soldater fra cockpittet af en Apache-helikopter dræber mindst 12 mennesker, to af dem er journalister fra Reuters. De kalder det ’Project B’. En af mændene ser udmattet ud. Klokken er cirka tre

om eftermiddagen, da et medlem af det islandske parlament, Birgitta Jonsdottir, går ind i rummet. Jonsdottir er en dame i 40-erne med langt mørkt pandehår. Hun er iført en kort sort T-shirt med dødningehovedprint på. Hun tager en WikiLeaks Tshirt frem fra sin taske og kaster den til den udmattede mand. »Det er til dig. Du trænger vist til at skifte tøj,« siger hun. Julian Assange trækker den ned over stolen ved siden af ham og fortsætter sit arbejde. Historien stammer fra en artikel i The New Yorker, og den siger om noget, hvem personen Julian Assange er. Det næste man skal vide er, at der er lige så stor chance for, at han fortæller om sin egen person, som at han afslører kilderne bag WikiLeaks’ informationer. Han har for eksempel aldrig røbet sin alder, selv om det er offentligt kendt, at han er født i 1971. I de få interview, han giver, svarer han konsekvent udenom, når snakken falder på hans personlige historie. Som da han lader sig interviewe til magasinet ’The Age’. »Er du 38?« »Noget i den stil.« (...) »Er Assange dit rigtige navn?« »Ja. Det er i hvert fald det, der står i mit pas … Hvad ligger der i det hele taget i et navn?« (...) »Der er meget at spørge dig om.« »Det er okay – Jeg kommer alligevel ikke til at svare på det halve.« (…) »Jeg vil ikke snakke om mit privatliv.«

Et sted at begynde historien om Julian Paul Assange er i 1971 i Townsville på Australiens nordlige kyst. Allerede et år efter fødslen blev hans mor en del af et omrejsende teater. Manden, som hun giftede sig med, var direktøren. Familien rejste meget fra sted til sted og optrådte med deres forestilling. Da Assange var 14 år gammel, var han flyttet 37 gange med familien. Hans mor kontrollerede hans uddannelse derhjemmefra. Hun troede ikke på skolernes uddannelse. Det ville give sønnen et forkvaklet forhold til autoriteter, mente hun. Derfor studerede Assange selv og fandt viden i bøger på bibliotekerne. Det var her, han første gang blev draget af videnskaben, blev betaget af præcision og fakta. Hans ordforråd endte med at være så stort, at han først lærte at udtale mange af ordene, da han blev ældre. Da Assange var otte, blev moderen skilt. Hun indledte herefter et forhold til en musiker, som hun fik en søn med. Det blev et voldeligt bekendtskab. I et interview med ’The Age’ omtaler Assange musikeren som en voldelig psykopat. En dag fik moderen nok. De måtte flygte. Fra Assange var 11 til han var 16 levede moderen og de to sønner på flugt. Karrieren inden for hacking begyndte. Han var 16. I fællesskab med fem andre opstod gruppen ’International Subversives’, og det var i denne periode, Assanges lyst til at få fat i myndighedernes hemmeligheder opstod. Det blev et mål i sig selv at

trænge ind i forskellige databaser. Motivet var ikke at ødelægge. ’Skad ikke computersystemet, ændr ikke i systemet, del informationen’. Parallellerne til WikiLeaks er åbenlyse. Mest bemærkelsesværdigt var gruppens indtrængen i NASA’s filer, hvor teksten ’Your System Has Been Officically WANKed’ pludselig tonede frem på skærmen. Gruppens aktiviteter fangede snart de australske myndigheders opmærksomhed, der satte ’Operation Weather’ i gang. Nu skulle hackerne fanges. Det endte med, at Assange blev anklaget for 31 tilfælde af hacking. Han stod til ti års fængsel. Den daværende aktionsleder var Ken Day. I et interview i ’The New Yorker’ husker han dette: »Julian var den klart klogeste og mest hemmelighedsfulde af dem. Men han havde et medmenneskeligt motiv. Jeg tror, at han opererede ud fra devisen om, at alle skulle have adgang til alting.« Assange slap med en bøde. Dommeren fandt intet bevis for, at hackningen var andet end simpel nysgerrighed. Disse hændelser i hans fortid er med til at præge ham i dag. Den videnskabelige tilgang og lysten til at dele myndighedernes dokumenter dominerer Assanges syn på, hvordan dagens journalistik bør være indrettet. Hans mål er at sætte en ny standard for journalistik. Han vil skabe sin egen form. Den videnskabelige journalistik. »Journalistik burde være mere ligesom videnskab,« har han forklaret til

’The Guardian’. For eksempel værdsætter han ideen om, at en artikel er 2000 ord med 25.000 ords dokumentation. Med internettet er det muligt. Og så har det en anden effekt. »Hvis journalister ønsker større troværdighed inden for vores fag, så er vi nødt til at gå i den retning. Dokumentationen og fakta burde for så vidt som muligt være bevisligt. Vi må have mere respekt for læseren,« forklarer han yderligere avisen.

Et andet sted at tage fat i historien er hans arbejde. Og man kan starte adskillige steder, når man skal fortælle om de mange lækager, som WikiLeaks har udsendt. Krollrapporten fra Kenya, der beviste, at præsidenten Mwai Kibaki og den tidligere diktator Daniel Arap Moi i al hemmelighed smuglede flere milliarder kroner ud af landet. Noget, som i sidste ende kostede ham genvalg. Offentliggørelsen af Scientologys hemmelige manualer eller Sarah Palins indbakke på hendes personlige Yahoo Mail. Afsløringen af de islandske bankers udlån, der var på mere end ti gange af nationens eget bruttonationalprodukt. Eller det førnævnte Project B, der afslørede nedslagtningen af 12 mennesker i Afghanistan. Intet undgår WikiLeaks. »Alle organisationer hviler på et bjerg af hemmeligheder,« har Assange sagt i Columbia Journalism Review. Demokratiets fundament bygger på

FOKUS oplysning af det offentlige. »Det er vigtigt med gennemsigtighed. Gennemsigtighed i statsmagtens aktiviteter giver mindre korruption, en stærkere regering og et bedre demokrati,« argumenterer han i PC Magazine. Det er denne stridslystenhed, der har givet ham utallige politiske modstandere. I dagene efter WikiLeaks havde frigivet 92.000 dokumenter om Afghanistan-krigen, tog mange højtstående mænd inden for militæret såvel som forskere til genmæle. Julian Assange viste stor uansvarlighed over for soldaterne og den afghanske befolkning. Han satte dem i fare ved at lægge personlige oplysninger som CPR-numre ud. I de danske aviser bugnede skepsissen også over denne nye offentlige efterretningstjeneste. »Historien om Taleban-krigeren, der ønskede at skifte side, viser, at WikiLeaks og de tre aviser og magasiner, der deltog i offentliggørelsen af dokumenterne, har gjort et dårligt arbejde,« skrev Berlingske Tidende den 1. august. USA’s forsvarsminister Robert Gates rammer den etiske problematik: »De her folk kan smide alt ud, som

LIXEN | september 2010 | 9

de har lyst til - uden at tænke på konsekvensen for andre,« sagde han på et pressemøde. Grundlæggeren af WikiLeaks svar kom prompte. »Medierne må holde op med deres spin, og Robert Gates er simpelthen en løgner,« spruttede Assange på sin Twitter-profil. Man kunne også fortælle historien gennem hans personlighed. En beskrivelse af hans store temperament eller den sociale indignation, der får ham til altid at gå efter magthaverne. »Det var aldrig penge, som Julian var efter,« husker efterforskeren for ’Operation Weather’ Ken Day. »Det hele handlede om, at han var modstander af Big Brother, at han var modstander af begrænsning af frihed i kommunikationen,« siger han til ’The Australian Magazine’. På samme måde kan meget i Julian Assanges verden sættes op diametralt. Ham selv imod Big Brother. WikiLeaks mod journalisterne. Og han understreger glædeligt sin egen succes. Og en kritik af pressen. »WikiLeaks har offentliggjort flere fortrolige dokumenter end resten

af verdenspressen til sammen. Det beviser den ynkelige tilstand, som resten af medieverdenen er i. Det er en skændsel,« siger han i magasinet ’The Age’. Meget er en skændsel blandt journalister, mener han. Det værste er, at de tager æren for, hvad andre sætter på spil. Det er en af grundene til, at WikiLeaks er så populært i tiden. Deres specielle form for kildebeskyttelse, nævner Assange, er centralt i hans succes. »I de traditionelle medier er det kilderne, der løber risikoen ved at fortælle, men det er journalisten, der løber med æren. De tager ikke deres job seriøst. Hvor mange journalister er blevet dræbt siden 1944? 1.000. Sølle 1000! Hvor mange er døde i trafikulykker? 40.000 sandsynligvis. På samme måde er der flere politimænd, der dør i deres arbejde med at bekæmpe kriminalitet. Der kan du snakke om seriøsitet,« siger Assange i ’The Guardian’. Man kunne slutte historien med det selvforherligende skærmbillede, der pryder forsiden af WikiLeaks. org:

‘WikiLeaks could be as important a journalistic tool as the Freedom of Information Act’.

En anden måde er at se fremad. Assange har flere ambitioner end WikiLeaks, forklarer han til ’The Guardian’: »Jeg har flere ideer, som jeg har tænkt mig at gå videre med, så snart WikiLeaks kan trives uden mig. Lige nu er det stærkt nok til at overleve, men jeg ved ikke, om det vil blomstre.« På den anden side er der i samme interview et bevis på den kynisme og den kontroversielle tankegang, som Julian Assange har skabt et af tidens

mest omtalte produkter på. Så hvorfor ikke slutte med et uddrag fra Stephen Moss’ artikel?

Der er ingen tid til at spørge ham om hans livshistorie, og jeg formoder ikke, at han ville være synderligt interesseret i at fortælle den alligevel. Hans svar er generelt korte og en smule tøvende, og da jeg spørger ham om, der er noget som helst, WikiLeaks ikke kunne offentliggøre siger han: ’Det er ikke et interessant spørgsmål, ‘ og lader det være ved det. soera09@student.sdu.dk

Det siger de om WikiLeaks Steffen Koldborg

Foto: Lise Roland Johansen Lasse Jensen Vært på Mennesker og Medier, P1 Q: Hvilke journalistiske faldgruber opstår der ved Wikileaks? A: Der opstår vel de samme faldgruber, som der opstår, hvis du pludselig skal sidde over for 300.000 stykker papir og vælge det rigtige. Der er tale om et kæmpestort materiale af både måske brugeligt og måske ubrugeligt stof, og så skal du til at vælge. Q: Hvilke fordele og ulemper, mener du, der er ved Wikileaks? A: Fordelen ved Wikileaks i forhold til andre muligheder er selvfølgelig, at det elektroniske er samlet på ét sted. Ulempen er, som jeg ser det, at Wikileaks er fuldstændig ligeglad. Wikileaks foretager ingen sortering. Den offentliggør revl og krat. Den of-

fentliggør også ting, som kan være problematiske i forbindelse med privatlivet og ophavsretten.

Q: Er journalistikken styrket eller svækket efter Wikileaks? A: Næsten uændret. Journalistikken afhænger ikke af Wikileaks, den afhænger af journalisten, og den tid journalisten har til at behandle materialet. Q: Hvad er din holdning til Wikileaks? A: Som journalist er det fint, når materiale, der skal frem, kommer frem. Som journalist og menneske er jeg lidt skeptisk over de metoder, de anvender og det faktum, at de er klar til at offentliggøre alt. Det er en ordentlig journalist ikke. En ordentlig journalist prioriterer og tager menneskelige, ophavsretslige og etiske hensyn.

dersøgende Journalistik Q: Hvilke journalistiske faldgruber opstår der ved Wikileaks? A: En faldgrube er, at man får enorme mængder information. Man kan have forskellige etiske holdninger til, om det er godt, at informationerne ligger på Wikileaks. Et andet problem er, hvordan validerer vi oplysningerne. Altså, det er meget godt, at de offentliggør en masse dokumenter, men vi kan jo ikke dobbeltprøve dokumenterne. Det skal vi finde ud af at gøre.

Q: Hvilke fordele og ulemper, mener du, der er ved Wikileaks? A: Jeg er stor tilhænger af Wikileaks. Det giver adgang til mange flere oplysninger. Her tænker jeg både som journalist og også i forhold til samfundet. Vi får adgang til noget, som vi ellers ikke ville få adgang til, og det er en fordel både demokratisk og journalistisk. Ulempen kan være den store mængde information.

Q: Er journalistikken styrket eller svækket efter Wikileaks? A: Som jeg ser det, er den helt klart styrket. Det er jeg overhovedet ikke i tvivl om. privatfoto

Morten Hansen Næstformand i Foreningen for Un-

Q: Hvad er din holdning til Wikileaks? A: Jeg er helt bestemt positiv. Selvfølgelig laver de fejl, og man kan diskutere etikken, i forhold til om de skal strege nogle navne, men helt

overordnet er jeg meget positiv. Vi kan også være meget positive over for aviserne i Danmark, men derfor kan vi stadigvæk godt lave fejl.

Niels Krause Kjær Vært på Krause på tværs, P1 Q: Hvilke journalistiske faldgruber opstår der ved Wikileaks? A: Man skal som journalist altid være opmærksom på, om man får en udvalgt del af en virkelighed præsenteret, eller om man selv får lov til at rode i ting. Med hensyn til Wikileaks, så er der nogle gange ting, som helt specifikt er udvalgt, fordi der er nogen, der har ønsket, at det skal slippe ud. Hvor det optimale er, at det er journalisten, der har det hele til rådighed og udvælger, så kan det nogle gange være andre, der har udvalgt nogle ting, fordi de har et politisk motiv for at vælge lige netop det, der skal lækkes.

Q: Hvilke fordele og ulemper, mener du, der er ved Wikileaks? A: Fordelen er helt åbenbar i en verden, hvor magthavere forsøger at holde ting skjult. At der så rent

faktisk er en afsætningskanal, hvor man aftaler, hvem kan smide ting ud, hvis man ligger inde med noget væsentligt. Det er en stor fordel og er med til at gøre vores samfund mere transparent Ulempen er, at det der findes på wWkileaks er blevet valgt ud af nogen, der har en interesse. Enten er de sure på nogen, de vil fremme deres egen situation, eller også har de et politisk formål. Q: Er journalistikken styrket eller svækket efter Wikileaks? A: Den er klart styrket. Selv med de faldgruber og de ting man skal være opmærksom på med Wikileaks, så mener jeg, at det er en klar fordel for journalistikken og for offentligheden, at der er sådan noget som Wikileaks. Det gør, at der er ting, der kommer frem, som ellers ikke ville komme frem. Q: Hvad er din holdning til Wikileaks? A: Jeg synes, at det er fint. Jo mere der kommer på Wikileaks, i princippet, des bedre, så selvom der er ulemper ved alting, så er bundlinjen ved Wikileaks, at det er en fordel for journalistikken, og det er en fordel for offentligheden.

ststkol08@student.sdu.dk

10 | september 2010

PORTRÆT

| LIXEN

Akademikeren Martin Krasnik ryster på hovedet af de unge mennesker, der stryger igennem journalistuddannelserne efter gymnasiet. Han synes hellere, at de skulle bænke sig med en tung, støvet bog og først lette sig, når det var for at rejse ud i verden. Sådan som han selv gjorde.

Ida Nathan Natasha Nomathemba Dyasi

oogler man navnet Martin Krasnik, støder man hit efter hit på de obligatoriske basisinformationer om fødeår, uddannelse og bedrifter. For Martin Krasniks vedkommende 1971, cand.scient.pol. – statskundskaber - journalist på Weekendavisen, forfatter til flere bøger og tidligere vært på Deadline. Der bliver også ved med at dukke en formulering op, der tørt konstaterer, ’at han er kendt for sin personlige og konfrontatoriske stil’. Da han hopper af cyklen i Gothersgade, virker han imidlertid tilforladelig. Han beklager sin lille forsinkelse, fortæller, at han kender bygningen i Botanisk Have, fordi hans mor var laborant dér og spørger, hvordan sommerens eksamener er gået. Hans udtale er anderledes end på TV, vokalerne er åbne, som man hører dem i Nordsjælland. Og Østerbro, åbenbart. I det hele taget er der et stykke fra TV-skærmens skråsikre Martin Krasnik til den mand, vi møder en formiddag i indre København. Det er han udmærket klar over. »Hver gang man laver TV, opfører man et lille teaterstykke. Jeg beslutter mig for en analyse, og så må man give den fuld skrue for at overbevise folk om, at det er sådan, verden skal se ud lige præcis i dag,« fortæller han. Hvad enten man kalder det et standpunkt eller god gammeldags påståelighed, er det en

dristig indstilling at kombinere med en umiskendelig diskussionslyst. Så virker man nemt provokerende. Men det bekymrer ikke den prisbelønnede studievært. »Hvis jeg ikke fik kritik for min personlige stil ret ofte, ville jeg synes, at der var noget galt. Når man er ude i den offentlige debat, så skal man have mindst lige så mange hug, som man får ros. Og nogle gange får jeg virkelig en del hug,« siger han. Men evnen til at rejse sig efter et knock-out er nødvendig, hvis man vil være journalist, mener Martin Krasnik. Trangen til at blive hørt skal krible i fingrene: »Journalister, der siger, at det er ligegyldigt for dem, om de bliver læst, det tror jeg simpelthen ikke en skid på,« siger han.

Kød og blod Martin Krasnik står gerne ved, at han selv nyder offentlig opmærksomhed. Han tror, at hungeren efter at blive bemærket skaber en forfængelighed omkring ens arbejde. Pakket ind i en skrivestil, hvor ’jeg-et’ langtfra er bandlyst, er det ganske personlige ting, han deler med sine læsere. Han fortæller gerne om sine religiøse kvababbelser, sin kræftsygdom og sit sexliv, og sin depression har han udpenslet for P1’s lyttere i et timelangt radioprogram. En stil, der for nogle journalister strider imod alt, hvad de har lært om objektivitet og den usynlige journalist. Men for Martin Krasnik har det personlige altid været det mest interessante: »Nyheder interesserer mig overhovedet ikke. Når jeg læser avis, bladrer jeg over til holdningsstoffet og klummerne og alt det, der er personligt på en eller anden måde. Det er bare det, jeg synes er sjovt.« Studenterhuen skal trykke De journalistiske dogmer er i det hele taget ikke noget Martin Krasnik har stor respekt for. Måske fordi hans eneste bekendtskab med en journalistisk uddannelse har været som eksaminator. En kombination af akademisk snobberi, skepsis over for uddannelsens kvalitet og modvilje mod at flytte til Jylland afholdt ham

Fotograf: Natasha Nomathemba Dyasi

fra at søge ind på Journalisthøjskolen i Århus. Martin Krasnik har ellers aldrig været i tvivl om, at han skulle være journalist - det har han vidst siden sit første møde med Tin-Tin. Men han var heller ikke i tvivl om, at han skulle have en akademisk uddannelse. Han ville have noget substans i knolden. Det er det, han i dag efterlyser hos sine kolleger, der er uddannet på de klassiske journalistuddannelser. »Niveauet blandt almindelige journalister er jo nogle gange rystende lavt. De mangler en evne til at sætte tingene i perspektiv og forstå hvad, der er relevant. Altså at kunne se de samfundsmæssige betydninger af en begivenhed og vide, hvornår noget er historisk interessant.« Til gengæld er Martin Krasnik begejstret for journalister med en akademisk baggrund. Det mener han, at alle journalister skulle have, ja faktisk mener han, at de danske journalistuddannelser kun skulle være overbygninger. »Altså det der med at starte som journalist som 19-20-årig, det er fuldstændig hul i hovedet. Det er ikke så vigtigt, om man har læst statskundskab, jura eller historie, eller hvad fanden ved jeg, bare man har en solid akademisk ballast.« For unge mennesker, hvis drøm er at arbejde som journalister, er Martin Krasnik desuden ikke i tvivl om, at de begår selvmål ved at tage en klassisk journalistuddannelse: »Man kan tørre røv med journalister, der kommer ud og ikke kan andet end at skrive. I bliver kommunikationsmedarbejdere i Arla Foods. Det bliver I sikkert gode til, men det er jo ikke derfor, I begynder at læse journalistik.«

Udlængsel Martin Krasniks egen ambition med at blive journalist var et job som udlandskorrespondent. Hans første ansættelse på en avis var på Weekendavisen, hvor han har været siden bl.a. som London-korrespondent. Hans første job var som akademisk voluntør, en pæn betegnelse for en ulønnet studentermedhjælper. Den unge statskundskabsstuderende var så forhippet på stillingen, som han havde set på opslagstavlen på Københavns Universitet, at

”

Altså, det der med at starte som journalist som 19-20-årig, det er fuldstændig hul i hovedet. Det er ikke så vigtigt, om man har læst statskundskab, jura eller historie eller hvad fanden ved jeg, bare man har en solid akademisk ballast.

Martin Krasnik

han fik sine venner til at rive opslagene ned. Til ansættelsessamtalen var Weekendavisens daværende redaktionschef Arne Notkin ikke helt varm på ham, men Martin Krasnik var varm på Weekendavisen og fik en fod indenfor i den journalistiske verden. »Så på en eller anden måde fik jeg jobbet. Og så knoklede jeg! Jeg gjorde mig uundværlig og skrev og skrev og skrev på alle avisens sektioner.«

Hjemve Sliddet lønnede sig, og inden længe blev han tilbudt jobbet som bladets uddannelsesreporter. Men for en ung, stræbende journalist med korrespondentdrømme var det ikke et fristende tilbud. Han havde fået et studieophold i Israel, så han meddelte, at han i stedet tog til Jerusalem og ville rapportere derfra. Når han ser tilbage på sit journalistiske liv, peger han på dén rejse som karrierens klogeste træk. Senere skulle den vise sig at føre til tjansen som Weekendavisens London-korrespondent. Men lige da han var rejst hjemmefra, var begejstringen ikke så stor: »Jeg ringede tudende hjem til mine venner og

PORTRÆT

LIXEN | september 2010 | 11

Martin Krasnik • Født 1971 • Cand.scient.pol fra Københavns Universitet • Har været ansat på Weekendavisen siden sin studietid. Først som studentermedhjælper og siden som journalist, udenlandsredaktør og korrespondent fra Jerusalem, London og nu USA. Tidligere vært på DR2’s deadline og TV2 News’ Ellemann/Lykketoft. • Har skrevet bøgerne ”De retfærdige – en islamisk stafet”, ”Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernene” og ”Ritt og Søren – samtaler om krig og kærlighed” • Har modtaget Magda og Axel Fuhrs Fonds hæderslegat for sine præstationer som TV-vært. • Bor på Østerbro med sin kæreste og deres to børn. • Har en bror, Benjamin Krasnik, der er uddannet journalist og ansat på Kristeligt Dagblad.

Martin Krasnik beskriver sig selv som Tintin med lidt mere ild i røven.

min mor, fordi jeg synes, det hele var fuldstændig uoverskueligt.« Selv i dag kan følelsen af, at han hellere vil blive hjemme, indhente den berejste journalist, når han står i lufthavnen. Og når han for 100. gang skal spise aftensmad med ensomheden som bordherre. Men det er ikke en grund til at blive hjemme. Det ville være magelighed, og det giver han ikke meget for. Desuden er hjemve jo egentlig positivt, fordi det er udtryk for, at man har nogen derhjemme, man elsker, pointerer han og tilføjer, at ensomheden er et lod i tilværelsen, hvis man vil være journalist: »Arbejdet som journalist er jo grundlæggende en ensom opgave. Så hvis man er bange for at bruge et halvt år på at tage ud og opleve verden alene, så tror jeg ikke, at man er i det rigtige fag.« Martin Krasnik synes i øvrigt, at det med at pakke kufferten er noget, danske journalister er alt for dårlige til. I stedet for at drage ud i verden – eller blot ud fra redaktionslokalet tyer de hellere til den hjemmevante tryghed. Og det skyldes, at de er forkælede: »Tidligere tiders jobsikkerhed og stjernestatus har bidraget til en høj grad af magelighed

”

Man kan tørre røv med journalister, der kommer ud og ikke kan andet end at skrive. I bliver kommunikationsmedarbejdere i Arla Foods. Det bliver I sikkert gode til, men det er jo ikke derfor, I begynder at læse journalistik.

Martin Krasnik

blandt danske journalister. Det kommer af, at vi har verdens bedste forhold med verdens bedste overenskomster.«

Grænseland Martin Krasniks egen rejseaktivitet er ikke så stor, som han kunne tænke sig. Han har fået en familie at tage hensyn til. Familien er hans bløde punkt, og den er også det eneste, der er helligt, når han udfolder sine ekshibitionistiske tendenser. »Mine grænser for, hvad jeg skriver om personlige ting, er måske ikke helt de samme som alle mulige andres. Men jeg sætter en klar grænse ved min familie. Den bruger jeg ikke til noget som helst. Det private rager ikke nogen.« For første gang under interviewet markerer Martin Krasnik, at vi er kommet til et afspærret område. Han siger det høfligt uden at hæve stemmen. Hvad Martin Krasnik bevidst sparer sin familie for, giver han til gengæld af sig selv, når han laver interviews. Det er faktisk hans eneste arbejdsmetode: »Jeg har ingen plan, når jeg laver interviews. Jeg interesserer mig for den, jeg interviewer og involverer mig selv personligt. Jeg tror, det

Fotograf: Natasha Nomathemba Dyasi

er derfor, at jeg kan få mennesker til at tale meget.« Selvom personen Martin Krasnik i høj grad er en del af hans journalistiske arbejder, tager han ikke kritik personligt. Selv hævder han, at den eneste kritik, der nager ham, er, når den går på, at han har rod i sine fakta. Til gengæld rammer det hårdt, når han får ros: »Når der kommer et menneske hen og siger ‘jeg har lige læst din bog, og den var fantastisk‘, så har jeg jo stadig lyst til at bryde ud i gråd og omfavne vedkommende. Hvis der så går en uge, uden at det sker, så kan jeg godt komme til at tænke, at jeg er på vej ud i den dybe glemsel og er ved at forsvinde. Men det er bare min egen verden. Det har jeg efterhånden lært at styre.« idnat09@student.sdu.dk nadya09@student.sdu.dk

12 | september 2010

BRANCHE

| LIXEN

Dette er et portræt ... ... af et blad, der har skabt en identitet omkring det lange og tidskrævende portræt. Ud & Se kan følge en person i halve døgn ad gangen i scener, der er relevante for fortællingens helhed. På Hovedbanegårdens travle perron er redaktør Andreas Fugl Thøgersen og journalist Rune Skyum-Nielsen dog ikke meget for interviewet og den planlagte togtur. Hvad gør man så, og kan det gå?

Jakob Balthazar Munk Casper Fauerholdt

INDBLIK. »Vi kunne jo også gå på cafe?« siger Andreas Fugl Thøgersen og fortsætter. »Jeg ved ikke, hvordan du har det med det, Rune, men jeg bryder mig ikke særlig meget om at skulle sidde og snakke, mens der sidder en forretningsmand eller en børnefamilie lige ved siden af.« Han kigger på Rune SkyumNielsen. »Nej, det er nok ikke noget, jeg ville gøre alt for mange gange«. Andreas Fugl Thøgersen tager over. »Jeg sad engang i tog med en kvinde, der snakkede i mobiltelefon med sin veninde, mens hun fortalte om, hvilken dansk landsholdsspiller hun havde snavet. Det synes jeg da ikke, jeg havde brug for at vide.« Og der røg den ambition om at portrættere en af portræt-genrens tungeste spillere i et Intercitytog mellem København og Ringsted - og tilbage igen. DSB’s kundemagasin Ud & Se med et oplag på cirka 185.000 eksemplarer, en læserskare, der tæller over 660.000 og den landskendte forside, der hver måned afbilleder en kendt og - ikke mindst - ofte drønuaktuel dansker, har gjort det lange og indsigtsfulde portræt til sin mærkevare. En gratis af slagsen, vel at mærke. Og selvom redaktør Andreas Fugl Thøgersen og journalist Rune Skyum-Nielsen sjældent vil tage en portrætperson med på café, fordi »det ikke giver nogen mening«, og fordi »du aldrig får noget forærende«, ja, så sidder de to nu her ved siden af hinanden med en flaske vand foran sig. »Et journalistisk princip, jeg er en meget stor tilhænger af, og som jeg synes, vi forsøger at implementere på Ud & Se, er jo, at der ikke er noget, man gør i forhold til stemning og miljø og iagttagelser og så videre, som ikke peger ind imod historiens kerne,« forklarer Andreas Fugl Thøgersen: »Der er nogen, der mener - og nu

er jeg lidt grov og generaliserende - at hvis bare man fortæller, hvilken farve skjorte de havde på, hvad klokken var, og hvordan vejret var, så er det sådan ægte, autentisk, stemningsmættet og lækkert. Men det er det jo ikke, hvis de oplysninger al-drig på en eller anden måde fører hen til historien og kernen af den historie, som man gerne vil fortælle. Men det har vi givetvis også glemt nogle gange på Ud & Se.«

To timer med Kim Larsen Med et af Danmarks største læsertal og en målgruppe, der beskrives som »dem, der kører i tog«, er Ud & Se på mange måder lige så folkelige og, ja, lige så almindelige som det at smøre remoulade ud i hele madpakken eller synge med på »Hvalen Hvalborg«. En folkelighed, der også forpligter i forhold til valg af portrætpersoner og graden af eksperimenterende journalistik. Det ved de på Ud & Ses redaktion, og derfor var det også meget passende Kim Larsen, der som en slags folkelig foregangsmand fejrede Ud & Ses 30-års jubilæumsnummer i april på forsiden. Og selvom mange ofte er glade for at blive ringet op af Ud & Se for at blive portrætteret, er der selvfølgelig nogle, der er sværere at få med på idéen end andre. »Der er jo også nogen af de der folk, som bare ikke giver særligt mange interviews længere, men som godt vil i Ud & Se engang imellem, og som vi maksimalt kan hive to timer ud af kalenderen hos, fordi de har for travlt, eller fordi de er for vigtige, eller hvordan de nu lige selv forkla-

”

forudsætninger, så kan portrættet være svært at skrive hjem. Jeg synes, vi har erfaring med, at det ikke altid er lige nemt. Jeg synes da, jeg sidder med en i øjeblikket, som bestemt ikke har været det nemmeste,« forklarer Rune Skyum-Nielsen. Hvorfor er han ikke nem? »Det er simpelthen mig, der ikke kan finde ud af at ramme den. Jeg tror ikke, han har gjort noget som helst galt. Så den skal der arbejdes mere på.« Andreas Fugl Thøgersen har taget et kig ned på sin lysende mobiltelefon, hvis beskedtone er blevet overdøvet af bartenderens trang til at sætte Ricky Martin på for anden gang i aften. Han kigger op igen. Det samme gør Rune Skyum-Nielsen, mens han rækker ud efter den notesblok, der ligger på den modsatte side af bordet, skriver et kort notat til sig selv, hiver papiret af, putter det i lommen og lægger blokken tilbage igen. Andreas Fugl Thøgersen fortsætter talestrømmen. »Nogle gange kommer vi også til at gøre det lidt besværligt for os selv, fordi vi – hvordan kan jeg sige det her, uden at det kommer til at lyde selvfedt, for det mener jeg slet ikke, det er – men vi vil så gerne have, det bliver godt, og at det ikke kommer til at ligne alle mulige andre interview eller store portrætter.« … og en eftermiddag med L.O.C. Vi rejser tilbage til 2007. Året er så småt ved at blive udskiftet med et nyt, og Ud & Se bringer et portræt af L.O.C. Fra side 16 til 30 fører Rune

Et journalistisk princip, jeg er meget stor tilhænger af er, at der ikke er noget som man gør i forhold til stemning, miljø og iagtagelser som ikke leder ind imod sagens kerne.

Andreas Fugl Thøgersen, Redaktør Ud & Se

rer det,« når Rune Skyum-Nielsen at sige, inden Andreas Fugl Thøgersen supplerer: »Kim Larsen for eksempel.« »Ja, Kim Larsen var en kamp på to timer, men han er også en af de mest vellykkede, jeg har lavet. Og det har han så leveret inden for de to timer,« fortæller Skyum. Men selv hvis portræthovedpersonen har givet Andreas Fugl Thøgersen eller Rune Skyum-Nielsen mere tid, er det langt fra sikkert, at det færdige produkt er blevet særligt vellykket. Godt nok er tiden en hjælper, eller som Skyum udtrykker det »en luksus«, men der er mange andre faktorer, der spiller ind, før det gode portræt er skrevet. »Hvis ikke vedkommende er spændende nok, eller man på en eller anden måde er kommet hjem med noget forkert, selv hvis man har alle

Skyum-Nielsen og Århus-rapperen os fra en voldsom nedtur til det modsatte. I løbet af en eftermiddag går Skyum og L.O.C. rundt på Christiania og afslutter det fire timer lange interview med at spise frokost, inden et af de bedste portrætter bliver skrevet. I hvert fald ifølge Rune SkyumNielsen. »De havde talt lidt om på Ud & Se, at der skulle en hiphopper på forsiden, og det havde jeg beskæftiget mig med tidligere, så foreslog jeg, hvem det skulle være. Det oplagte bud ville måske være at sige Jokeren på det tidspunkt, men L.O.C. var manden på vej frem. Og så lykkedes det at få ham til at fortælle sin historie, som både var en musikalsk historie, men også var en lidelseshistorie. Han er en fantastisk fortæller. Langt bedre end man oplever de fleste være det. Så det fungerede bare, også selvom

det var en meget, meget voldsom åbning på det, så kunne det godt bære det,« husker han. Ved siden af sidder Andreas Fugl Thøgersen og nikker. Han supplerer og husker, at L.O.C.-historien måske ikke var den mest formmæssigt eksperimenterende, men så havde den så meget andet: »Den historie havde jo lidt af den skabelonfornemmelse, jeg gerne vil undgå, altså ’personlighed-talerud-om-hårde-oplevelser-og-det-atkomme-ud-på-den-anden-side-somet-bedre-menneske’. Men der var bare alligevel så meget kød på den, og han var så ærlig omkring det, at man så igennem fingre med det.«

”

profil, og hvad tror vi folk kunne interessere sig for. Hvad vi selv gerne vil læse, er jo også tit et udgangspunkt, kan man sige. Så der er en frihed af det, der kommer af konceptet, formen og måden, det bliver distribueret på,« fortæller Andreas Fugl Thøgersen. Han rejser sig. »Jeg tror, vores veninde bag baren bliver lidt træt af os, hvis vi ikke bruger nogen flere penge. Så jeg køber lige et eller andet. Vil I have en øl eller mere mineralvand?« »I behøver jo ikke drikke øllen. I kan jo bare sidde og spytte lidt i den.« Fire grønne Tuborg dumper ned

Jeg synes, det er forfærdeligt så meget kvindepressen, altså kvindemagasinerne, ligner hinanden, og hvor lidt de i virkeligheden tør tage chancer. Eller gå nye veje.

Rune Skyum-Nielsen, journalist på Ud & Se

Ikke som de andre fyre Sammenlignet med kioskernes udbasunerede bladmarked er Ud & Se privilegerede. Der er ingen flirt med potentielle købere på kioskhylderne og ingen kække scorereplikker, frække tilbud eller hungrende forsøg på at få øjenkontakt. Tværtimod. De står mutters alene i toget og gør sig til, når folk har kigget nok på sidemandens uglede hår og markerne bag det fedtede vindue. Ud & Se går aldrig i byen for at score. »Vi skriver meget langt, og vi larmer ikke på forsiden. Vi skriver om emner, der ikke nødvendigvis er aktuelle, og som ligefrem er bevidst uaktuelle,« siger Andreas Fugl Thøgersen. En filosofi om, at et menneske ikke er mest interessant, når det laver noget, men at tomrummet mellem succesen og glemslen er det spændende.For et par år siden dukkede Thomas Helmig op på forsiden. »Vi ville rigtig gerne gøre det på et tidspunkt, hvor der er gået halvandet år, og ingen har hørt noget fra ham. Det er vores eneste mulighed for at være anderledes. Vi hverken kan eller vil følge med nyhedsflowet eller det almindelige aktivitetsflow.« Ud & Se er en mulighed i et bladmarked, hvor flere eksperimenterende magasiner har måttet lade livet på markedet. Heriblandt 80’erne og 90’ernes flagskib Press, der ikke kunne få det til at løbe rundt. Det gør Ud & Se heller ikke. Kun cirka 85 procent af udgifterne bliver dækket af annoncekroner. De resterende cirka 15 procent dækker DSB’s kasse. Fordi magasinet er en investering i imagepleje for statsbanerne. »Vi kan sige, hvad vi synes er sjovt, og hvad vi synes rammer bladets

på den rødternede dug. »Nu har vi købt lidt ekstra tid. «

»Det er sgu ret tarveligt ret ofte« På den anden side af et par slurke fra de grønne flasker. Er der for lidt eksperimenterende journalistik i dansk magasinpresse? Rune Skyum-Nielsen rækker næsten fingeren op og læner sig frem over bordet. »Det vil jeg gerne svare på.« »Jeg synes, det er helt forfærdeligt, så meget kvindepressen, altså kvindemagasinerne, ligner hinanden. Og hvor lidt de i virkeligheden tør tage chancer. Eller gå nye veje. Og hvor lidt de vægter det journalistiske indhold. Det er sgu ret tarveligt ret ofte.« Andreas Fugl Thøgersen sidder også klar til at byde ind, men Rune Skyum-Nielsen får lov lidt endnu. »Og det er synd. Der sidder nogle, der sagtens kan skrive, men som er bundet af nogle ret stramme koncepter ude på de der redaktioner.« Taletiden går videre. » Ja, altså igen, jeg skal ikke sidde og tale grimt om andre, men der var engang, husker jeg, hvor nogle af de magasiner, der specifikt henvender sig til kvinder, havde andre journalistiske ambitioner, end de har i dag. Hvor det er, som om der går meget fashion og petit-stof i den,« siger Andreas Fugl Thøgersen. Damebladene får et øjebliks fred, mens markedets øvrige magasiner forbereder sig på en klar opfordring fra redaktøren. »Helt overordnet, så synes jeg, at det vil være fantastisk, hvis der var flere eksperimenter, og hvis der var mere plads til vildskab, tosserier og folk, der prøvede et eller andet og så måske gik ned med et brag, men trods alt havde forsøgt, end der er i

BRANCHE

LIXEN | september 2010 | 13

magasinverdenen i dag. « Et skift i rum. Væk fra de nationale grønne pilsnere og Hovedbanegården i baggrunden. Andreas Fugl Thøgersen uddyber. » I Amerika er magasintraditionen helt anderledes. Noget af det mest begavede, gennemarbejdede, velskrevne og velresearchede, og for den sags skyld prisvindende journalistik, findes i magasiner. Det findes i The New Yorker, Vanity Fair eller i hundredvis af journalistisk set enomt seriøse magasiner, hvor nogle af de bedste skribenter og dygtigste amerikanske journalister udfolder sig.« Rune Skyum-Nielsen kigger på Andreas Fugl Thøgersen og tager ordet. »Jeg tror også et eller andet sted, at det også handler om vanens magt i selve faget. Man tør ikke rigtigt satse nyt. Man tør ikke gå mod strømmen. Det kan man så gøre på Ud & Se med den profil, der har udviklet sig gennem mange år, men tydeligvis fordi man ikke skal ud og konkurrere med de andre blade. Det er, som om så snart man skal tage penge for det, så tør man kun gøre det sikre. Man kan måske kun få investorer, hvis man gør det sikre?« Frustration, opgivelse, realisering, forhåbninger og ideer. Der bliver taget yderligere et par tåre af øllene. I baggrunden er et husband begyndt at spille. Ja, hvad med dig selv? Indad er også en vej, man kan kigge, når det udenom er trivielt. F.eks når værtshusets søvndyssende vinduer bliver virkelighedsfornægtende. Rune Skyum-Nielsen griber chancen. »Jeg ved heller ikke, om vi ikke også godt kunne være endnu mere modige.« Andreas Fugl Thøgersen har også mod på at kaste sig ud i det. »Vi kunne da godt prøve endnu mere nogle gange. Omvendt er der jo også i forhold til udbredelsen og den lidt udefinerbare målgruppe, folkeligheden og bredden selvfølgelig også nogle grænser.« Hans blik falder på en gusten lampe, der hænger over bordet, men fortsætter. »Vi laver det ikke for, at vi kan sidde og lege lækre, men faktisk fordi vi henvender os til nogen, som skal have noget ud af det. Det er en tanke, man hele tiden skal have i baghovedet: Hvorfor skriver vi den her historie? Hvordan vil flertallet af læsere reagere? Men vi prøver da at skubbe til både deres og vores egne grænser.« Bassen brummer i baggrunden, mens Thøgersen kigger spørgende frem. »Nogle gange skal man måske gøre det lidt mere?« jamun09@student.sdu.dk cafau09@student.sdu.dk

Fotos: Jakob Balthazar Munk

14 | september 2010

BRANCHE

| LIXEN

Lixen var på Roskilde Festival. Ikke kun for at feste, men også for at undersøge den forjættede Medieby. Her følger fire fortællinger fra fire forskellige steder, hvor pressen var til stede. Af Casper Fauerholdt & Jakob Balthazar Munk

Tyreløb på Roskilde TAGFAT. »4-3-2-1.. nu«. Der sker ingenting. En ældre fyr med gråt hår trækker på smilebåndet, mens han snakker ned i sin walkie-talkie. »Klokken er ellers fem på mit ur,« proklamerer en af fotograferne. En kvinde svarer: »Den er fem i på mit.« Sammen med resten af den danske presse står de på den rigtige side af hegnet og kigger ud mod menneskehorden, der snart bliver lukket

ind i en gang, hvorfra hegnet bliver åbnet til festivalpladsen. Vanen tro bliver det markeret med et brutalt menneskeligt fremstød, hvor alle er sig selv nærmest. Det tætteste man kommer på tyreløb i Pamplona. Lige pludselig lyder et voldsomt brøl. De orange vagter åbner portene, og de skrigende festivalgæster kommer rundt om hjørnet i fuldt firspring, mens de griner og er ved at snuble over deres egne ben. Vilde skrig, fotografer der knipser på livet

Hvor de giver stjerner ud PÅ JOB. Den store, røde lade-agtige bygning snyder i sin lidt primitive, bondegårdsferielignende udstråling. For indenfor står der hverken svin i båse eller køer side om side. Nej, det er her, Ekstra Bladet skriver, at årets nøgenløb udviklede sig til en »ganske underholdende hubertusjagt«. Det er her, små udenlandske netmedier sidder og klipper videoer sammen for derefter at smide dem ud til alle dem, der ikke har et

gult-gråt armbånd på. Og det er her, at Berlingske Tidende smider seks stjerner i hovedet på Prince. Roskilde Festivals Pressecenter er fra tidlig morgen til sen aften en lige så aktiv arbejdsplads, som de mange barer i resten af Mediebyen. I midten af rummet er placeret en bunke sofaer, der er for slidte til at stå i en stue, men for pæne til at blive smidt ud. Det er også her, en ung mand med højt hår og et glas vand

Fotos: Jakob Balthazar Munk

løs, mens de forsøger at redde deres værdifulde udstyr og lyden af gummisko mod den hårde jord. Støvet står til alle sider, og flere mennesker er ved at falde. »Hold da op, det bliver da vildere og vildere hvert år,« siger en mand og griner. Ved siden af ham står en kvinde, der ved synet af stadig flere mennesker konstaterer: »Hold da kæft, så kom vi også i gang i år. «

Bag det forjættede hegn - og i det FEDT. Der er fadøl fra hanen, der laver dugvåde pletter på det gennemsigtige plastikkrus. Sækkestole, der former sig efter den mest uformelige reporterkrop. Og en særdeles populær ribbenssandwich, der kan købes selv med en spinkel praktikantløn. Der er også masser af sol i den lille indhegning på Roskilde Festival, hvor ”the gentleman of the press” kan slå deres velbelæste og kuriøse folder og blande sig med ligesindede. Den mytiske Medieby, hvor de kendte sammen kan være for kendte til det her sted, og de mindre kendte journalister kan drømme om at blive for kendte.

»Det var en meget fed koncert i går.« En mand i 30’erne kigger på en jævnaldrende, der med monoton stemme svarer. »Jeg ved det ikke, der var jeg allerede gået i hegnet.« Der er en lad stemning i formiddagssolen. Skyggen er eftertragtet. Folk ligger og kigger op på himmelen eller sidder rundt om borde og diskuterer. Et par rundkredse, grin, trætte fodtrin og et enkelt suk, der dør stille hen, mens solen står allerhøjest på himlen. Køen til toiletterne er parallel med køen til de kolde fadbamser, som to fyre i starten af 20’erne med halv-pjusket hår

til gengæld har fået fremskaffet et par af. De nyder en tår eller to, mens den ene halvsnøvler. Sådan kan det jo gå i Mediebyen, hvor ens status kan måles på de armbånd, der er placeret under ens højre kopholder. En mand i orange vest sørger for, at ingen uvedkommende kommer ind i DR-byen, ligesom man skal have et gråt armbånd for at komme ind i pressecenteret. Og et helt specielt et for at være i Politikens hus, mens Grøn Tuborgs stand kun er for de helt særligt udvalgte.

i hånden sidder og kigger ind i sin MacBook. En anden kommer hen til ham. »Så du ’Den Sorte Skole’ i går?« spørger han. »Tja. Jeg nåede lige at se en halv time, så kan jeg sgu ikke huske mere,« lyder svaret tilbage, inden han tømmer det hvide plastikkrus for vand for derefter at gå op og hente et nyt.

Metal fucked up i hovedet HARDCORE. Begge hans hænder griber om højtaleren, mens hovedet banker frem og tilbage, som var det en stortrommes pedal på overarbejde. Den blonde dansker, der kun går under navnet »Jensen«, står foran Roskilde Festivalradio og headbanger. Her står han hver dag fra klokken 14 til 15 og kaster rock ’n rollhåndtegn, når to svenske værter går til mikrofonen og skruer højt – meget højt – op for metalrock. Plud-

selig hopper Jensen sammen med seks af sine venner op på scenen til programmets to svenske værter. Sammenlagt syv hænder og en masse hår ryger i vejret oppe på scenen, som efterhånden har fået selskab af flere tilskuere, der en efter en finder kamera og mobiltelefoner frem for at forevige den lille metalfolkefest. En kvinde ryger op på den gyngende og ellers så mandsdominerede scene.

»Finally we have a woman on the stage. What’s your name?« spørger den kvindelige vært med sorte solbriller og endnu mørkere hår. Et nyt nummer bliver skruet op, mens navnet aldrig når ud til tilskuerne og de tusindvis af lyttere rundt om i teltene.

BRANCHE

LIXEN | september 2010 | 15

Politiken folder Roskilde ud på nettet Med 29 journalister og eget »hus« er Dagbladet Politiken et af de medier, der dækker Roskilde Festivalen kraftigst. Det har betydet en stærkt opgradering på nettet. »På vores egen Politiken-måde,« lyder det hos iByen-redaktøren.

Jakob Balthazar Munk Casper Fauerholdt

NET-FEST. Hvis der er hundredetusinde mennesker samlet på et sted og flere hundrede bands, må der da ske et eller andet, skulle man synes. Det har Politiken luret. Derfor er en række journalister placeret i Politikens Hus i Mediebyen, hvor de arbejder på at få historier ud til deres læsere, mens den anden side af det opstillede træskur er domineret af fadøl og pølser. Det er på den festlige side, at Politikens iByen-redaktør, Martin Finnedal, er trukket ud for at fortælle, hvorfor

OPINION

Politiken har valgt at satse så massivt på Roskilde Festival, hvor 29 journalister har måttet skifte Rådhuspladsen ud med Dyrskuepladsen. Og hvor avisen i år i endnu højere grad vil prøve lykken på nettet. »Vi synes, vi har noget at byde på, fordi vi laver net på vores egen måde. På vores Politiken-måde. Ikke som for eksempel Ekstra Bladet eller JP laver det,« fortæller Martin Finnedal og tilføjer. »Vi har virkelig forsøgt at opgradere i år, så vi laver 10-12 interviews samtidig. Ud over at lave musikanmeldelser laver vi også interviews med musikeren. Vi forsøger at opprioritere musikken og så måske ikke satse helt så meget på de åbenlyse campinghistorier. De er meget sjove, og vi skal også have dem, men i år forsøger vi at nedtone det til fordel for en større musikdækning.« En stærkere dækning i år De sidste fem år er Politikens dækning af Roskilde blevet intensiveret langsomt. Kultur-sektionen udkommer hver dag med flere sider Roskilde-stof, ligesom de i år også

satser meget på nettet. Her kan nysgerrige læse om, hvordan der til gårsdagens Nephew-koncert, i-følge Erik Jensen, »ganske enkelt var tænkt på alt, og alt blev udført til noget i retning af perfektion denne sene fredag.« De kan også læse interviews med flere af kunstnerne. »Vores publikum, der læser Politiken, kan godt lide kultur. Politiken har jo i mange år pralet af at være Danmarks førende kulturavis. Om den så er det eller ej, det ved jeg ikke. Men det er i hvert fald noget, der står stærkt i læsernes bevidsthed.«

Mindre kan også gøre det Selvom Roskilde Festivalen er den musikfest, der bliver dækket mest intenst af Politiken, betyder det ikke, at andre begivenheder automatisk ignoreres. Men Martin Finnedal er nu alligevel ganske tilfreds med tidspunktet for Roskilde Festival. »Tidspunktet er perfekt. Meget af det øvrige Danmark går jo i stå. Jeg har for eksempel en skriver med fra Christiansborg-redaktionen, fordi Folketinget holder sommerferie. Og så kan jeg jo låne hende. Jeg vil ikke

umiddelbart mene, det går ud over noget andet. Men det er klart, det har været en diskussion,« siger han. Og den diskussion har festivalen på dyrskuepladsen vundet overlegent over eksempelvis den væsentlig mindre Jazz Festival i København nogenlunde samtidig. Dog bliver den dækket af avisen, ligesom langt de fleste andre musikfester gør. »Om vi så dækker Distortion Festival, så er det populært. Vores læsere

vil gerne have det. Om de kommer på festivalen eller ej, så kender de nogen, som kommer her. Og de har et eller andet forhold til det.« jamun09@student.sdu.dk cafau09@student.sdu.dk

Redaktør Martin Finnedal er en ud af 29 politiken-journalister på Roskilde 2010. FOTO: Jakob Balthazar Munk

Vi er nu live igennem Søren Dal Rasmussen

... at ølbong er den bedste kur mod en brækket røv. Natasha Nomathemba Dyasi, 3. semester ... at Lixen har for få historier om børn, dyr, sex, Caroline Wozniacki samt kendisser, der danser og laver mad. Thomas Damgaard, 1. semester cand.public. ... at det var et smukt syn, da Anne Fiil fra SDU og Simon Winther fra DJH blev gift – så fik vi vist smedet de to uddannelser sammen. Sophie Bremer, 5. semester ... at Lixen skulle have 80’erne og 90’ernes journalistiske flagskib PRESS som sit forbillede. Jakob og Casper, 3. semester ... at rusturen var vildere end vildest og mega nice, men at de nye første semester drikker alt for lidt øl. Kasper Ellesøe, 3. semester ... at det var rigtig dejligt, at så mange gav en hånd med til nedpakning af baren og oprydningen i festsalen nede i Løgum-K. Tak for hjælpen! Mikkel Cramon, 3. semester ... at Hans Redder ligner Onslow.

Søren Dal, 3. semester

... at jeg vil gå MEGET mere i leo-print på 3. semester. Steffen Koldborg, 3. semester

DIREKTE. I mandags fandt en forfærdelig begivenhed sted for åben skærm. Den tidligere politimand Rolando Mendoza kaprede en bus med turister. Efter tolv timer var tragedien overstået. Otte gidsler og Mendoza selv var blevet dræbt. Jeg sad selv og fulgte mediedækningen undervejs. Det første der slog mig, var, hvordan i alverden det var muligt at se livebilleder fra politiets

”

journalist og kommenterede. Gentog sig selv flere gange i et monotont leje. Senere kunne jeg læse, at filippinske medier havde bragt interviews med kidnapperen under seancen, og at en journalist sågar havde fungeret som forhandler med Mendoza. Den etiske grænse Nuvel, jeg kan gå med til at kalde det fandens godt TV. Men det er samtidig den konklusion, der skræmmer mig. Hvornår er vi som medieforbrugere blevet så liderlige efter at se alting præcis, når det sker? Noget må have ændret sig i vores vaner, der gør det muligt for en producer at retfærdig-

Hvornår er vi som medieforbrugere blevet så liderlige efter at se alting præcis, når det sker?

redningsaktion. Asiatiske betjente sad på hug langs bussens side med pistoler og rifler, andre forsøgte at slå ruderne i stykker med en økse. Gentagne gange prøvede betjentene at trænge ind i bussen gennem de knuste vinduer. Pludselig så man skud, der blev affyret inde fra bussen. På et tidspunkt lykkedes det buschaufføren at slippe væk spænende hen til forsamlingen af journalister, mens han panisk råbte, at alle i bussen var døde. Og under det tilsyneladende kiksede redningsforsøg sad en

gøre billederne. Det var først, da Mendoza truede med at dræbe flere gidsler, at man blev enige om, at det skulle sendes forskudt – dog kun med 10 minutter. Center for Media Freedom & Responsibilty udgav i 2007 en rapport, der netop fastslog retningslinjer for, hvordan journalister bør håndtere gidselsituationer. Faktisk stammer rådene helt tilbage fra 1999. De er skrevet af Bob Steele, der har en Ph.D i massekommunikation og har skrevet doktorafhandling om journalis-

tisk etik. I hans retningslinjer står der blandt andet, at man bør: ’undgå at vise video, der kan afsløre taktikken eller SWAT-teamets positioner’, ’journalister bør kun blive personligt involveret som sidste udvej’, ’overvej om det er til det offentliges fælles bedste set i forhold til, hvilken skade informationerne kan forvolde. Dette er specielt vigtigt i live-reportering’. Ingen af disse retningslinjer blev overholdt. På Filippinerne er befolkningen oprørte over dækningen, som mange mente, var den direkte årsag til, at sagen endte så grusomt, som den nu gjorde. Præsidenten Benigno Aquino mente ligeledes, at dækningen havde givet Mendoza et bedre overblik over, hvad der skete udenfor, hvilket ikke havde hjulpet.

Det er bare TV Det forekommer nemt at glemme det journalistiske perspektiv i episoden. Otte mennesker mistede livet. Men hvis dækningen, sådan som det antydes af mange, havde skyld i udfaldet, så er det helt sikkert værd at vurdere. Var der virkelig et behov for at lave det live? Var den offentlige interesse stor nok i forhold til, hvilken skade dækningen kunne forvolde? Der må i hvert fald ligge et grundlæggende etisk aspekt i de overvejelser, som er værd at tage op til diskussion på redaktioner rundt omkring. soera09@student.sdu.dk

Bagsiden

K e æd r e l e f En rkliché kommer sjældent alene n er g o e h e op l F pet

Lixen har bedt professor i nordisk sprog Henrik Galberg Jacobsen vurdere og analysere to rynkede klicheer, der ikke er så stive, som man ellers kunne fristes til at tro.

Sagen

Jakob Balthazar Munk Casper Fauerholdt

ruller

n e s k dsø

i r t s e v a egr

s k o b e k n æ t i B Gå

Vink med en vognstang ...

Krisen kradser ...

Det er nok allermest nærliggende at vinke med hånden, og hele armen kan man jo bruge, hvis man vil være lidt ekstravagant. Lidt mere besværligt må det da være at vinke med en hel vognstang. Og hvorfor i al verden er det da lige blevet til netop en vognstang? Hvis man kan vinke med en vognstang, kan man vel ligeså godt vinke med så meget andet. Så hvad er meningen? »Du ved da også selv, hvad det betyder ikke?« spørger Henrik Galberg Jacobsen, der er professor i nordisk sprog på SDU. »At give nogen et vink med en vognstang er at sige til dem på en helt umisforståelig måde, hvad man mener om et eller andet, « forklarer han. Det viser sig faktisk, at vognstang viser tilbage til ordet hegnspæl. Så hvis man vil være retro, kan man jo passende spørge nogen, om de forstår et vink med en hegnspæl. Men en hegnspæl er jo ikke så anvendt i dag. Så hvad med en flagstang? Kan man forstå et vink med en flagstang? »Det kan man godt. Det er måske også noget af det, der er karakteristisk for den type udtryk, at man personligt kan udvikle dem kreativt og sætte noget andet ind.« Eller hvad med noget helt fjerde? Der findes vel andre store genstande, man kan vinke med. »Hvis man synes, at klicheen er for klicheet, så kan man for eksempel sige, jeg gav ham et vink med en jernbaneskinne.« Men er det kun vognstangen, man kan skifte ud? Hvad med om man lavede en anden bevægelse end at vinke. Mon den går? »Kan man, må man, skal man, kan det anbefales, forefindes det?« svarer Henrik Galberg Jacobsen spørgende.

Der findes ikke mange fænomener som en krise, der bare kan kradse igennem. Og blive ved med det. Men hvad så, når nedturen kun lige akkurat studser krisegrænsen i en kort periode? Vil det så være mere oplagt at bruge et ord som at klø? Kan en krise virkelig klø? Og i så fald, hvor meget skal den klø, før den begynder at kradse? Det er Henrik Galberg Jacobsen ikke afvisende overfor, men i så fald skal ordet »krise« også skiftes ud. »Kradse er jo som regel en ubehagelig fornemmelse. Når tøj kradser, så er det ikke rart. Ordene ’krisen kradser’ er en slags model, hvor man kan skifte ’kradser’ ud, men det skal stadig helst have bogstavrim. Hvis man nu tager ‘klør’, så skal man finde et eller andet, der bygger over det samme slags bogstavrim, men ordet kan sagtens bruges.« Men at det netop er krisen, der kradser, ligger faktisk heller ikke så fast, som den radikaliserede kliché-fanatiker måske skulle tro. Egentlig er det muligt at sætte det modsatte og mere positive »succes« ind. Det vil give et vink med en vognstangs-lignende kliché, hvor det er det selvmodsigende i udtrykket, der er det bemærkelsesværdige. »Man kan godt bygge noget på ‘succesen kradser’, for så får man jo lavet noget paradoksalt. En modsætning. Det kunne man godt. Man har bare ikke noget bogstavrim, men det kan jo så være, man kan gøre det på en anden måde. Men man har så lavet et udtryk, der indholdsmæssigt er paradoksalt. Og man kan jo godt tænke, at en succes kan være ødelæggende,« siger Henrik Galberg Jaobsen.

n e m i t i Sove

gra ve s

Brikke

rne fal

På

t g si

der på

tri

dsø

kse n

plads

n e g n n i r e i t å e d p æ l k e d n d å h e d i Ven Sm

n e k r e l l ta