Lixen - Marts 2019

De Journaliststuderendes Avis | www.lixen.dk | 21. årgang | 1. nummer | Marts 2019

hvis vi skal se os selv som den fjerde, “at Altså kontrollerende statsmagt, så er det jo klart, det måske mest er graver- og nyhedsjournalistik. Men at være journalist i livsstil, kultur eller samfund, det er jo i virkeligheden en kæmpe opgave i forhold til at klæde Danmark og danskerne på til at være en del af et demokrati - Christian Degn BRANCHEN s. 4-5

“

Jeg synes, at det er enormt vigtigt, at vi bliver ved med at råbe op om, at Erdogan har en lille penis. Man skal passe på, hvis man begynder at give køb på, hvad man må sige. Der skal man bare give den fuld gas.

Satiren kan gøre det på en anden måde end journalistik kan - Signe Molde SPOT PÅ SATIRE s. 10

Transkønnedes lighedskamp rykker ind i medierne Medierne har gennem de seneste fire år for alvor sat fokus på transkønnede personer. Den øgede omtale betyder både sociale og politiske forbedringer af de transkønnedes forhold i Danmark. Der er dog stadig lang vej til ligestilling.

Af Julie Schneider

T

ranskøn, queer, non-binær, ciskøn og kønsnormativitet er bare nogle af betegnelserne, der er kommet til i forsøget på at forstå og nuancere kønsidentitet. I lighedens tegn svinger det mangefarvede regnbueflag i byer verden over, når der afholdes LGBT Pride-parader, for at sætte fokus på seksuelle minoritetsgruppers rettigheder. Særligt T’et i LGBT har i 2018 for alvor gjort opmærksom på sig selv ved at råbe højt i medierne om sin ret til at være til stede. Nu er det blevet de transkønnedes tur til med caps lock at

printe T’et fast i folks bevidsthed. »Der har været så meget fokus på homoseksualitet og på at være gay, og nu er det identitetens tur. Nu er det vores tur.

Jeg kan godt lide at sige: ’It’s T-time’ [Det er trans-tid, red.]. Det er det virkelig. Det er enormt validerende for mig.« Ordene tilhører 28-årige Ivy Rosenauer, der er bosat i København og arbejder som musiker. Og så er hun transkvinde.

En transkvinde, der kæmper for sin ret til at være kvinde og at være en accepteret kvinde. Hun har på flere områder bidrag-

et til et øget fokus på transkøn i 2018.

Blandt andet ved i sommer at være den første transkønnede, der har optrådt til Copenhagen Pride-festivallen, som er blevet afholdt i Danmark siden 1996. »Jeg føler virkelig, at jeg har været en del af at skabe en bevægelse her i Skandinavien,« fortæller Ivy Rosenauer, som også har medvirket i anmelderroste tv-serier i både Sverige og Danmark.

Senest deltog hun i efteråret i DR3-serien ’Hunkøn’, som sætter fokus på fire forskellige danske transkvinder og deres

liv. »Det er for mig meget terapeutisk og meget givende på mange planer og for mange mennesker,« siger Ivy Rosenauer om sine bevæggrunde for at stille op i medierne, og hun fortsætter: »Jeg føler, at hvis jeg kan hjælpe nogle - én eneste - så de ikke behøver at gå igennem det helvede, jeg selv har været igennem, så gør det det hele kampen værd.« Fortsættes på s. 15 i Nichen Kultur

2 LEDEREN

MARTS

Praktik-panik og manglende pionerånd Et nyt Lixen-år er begyndt, og redaktionen er tilbage med nye kræfter efter en travl eksamensperiode. Netop disse kræfter er noget, som især 4. semester har brug for. Semesteret for praktiksøgningen er kommet.

‘Store Matchdag’ eller det ubehagelige, men velkendte synonym ‘panikdag’ fylder mere hos nogle studerende end andre. Men alligevel har der på 4. semester været en vis ro i maverne, da der var udsigt til et elektronisk match-system, der var mere i de studerendes favør. Den ro braste sammen onsdag den 27. februar, da en test af systemet fejlede og praktikvejlederen på DMJX, Pia Færing, kastede håndklædet i ringen: »I får en god gammeldags panikdag«, lød det. Gammeldags er den, god er den ikke.

Man kan undre sig over, at det ikke er muligt at skabe et system, der kan håndtere 300-350 studerende og praktikstederne på én gang. Fred være med det, man må formode, at folkene bag har gjort deres bedste. I 2020 er der dog ingen anden udvej end et elektronisk system, da DMJX flytter til anden lokation. I mellemtiden kunne man med få ændringer dog gøre denne panikdag lidt mere tålelig for de studerende, der blev snydt for det elektroniske system.

Kunne man ikke forestille sig en analog udgave af det elektroniske system i virkeligheden? Hvorfor kører man ikke de tiltænkte runder i virkeligheden, hvor praktikstederne først får et vindue på ti minutter til at informere de studerende, som de er interesseret i. Derefter er det de studerendes tur til at se de eventuelle matches, de har, og derefter kan de træffe en velovervejet beslutning.

Betragtet udefra virker det som nogle ændringer, der godt kan laves inden den næste Store Matchdag den 8. maj. Som studerende virker det som et banalt krav, at man gerne vil kunne se de mulige praktiksteder, som man har at vælge imellem. At man ikke skal tvinges til at tage den første og bedste,

INDHOLD

der ringer.

Og mens de studerende snart begynder at få PTSD, når ordet PANIK nævnes på gangene, så er spørgsmålet, hvad vi egentlig skal gå mest i panik over? På studiet er antallet af fremmødte til undervisningen og antallet af afleverede opgaver nemlig bekymrende lavt.

På journalistuddannelsens 2. semester har de studerende fået en påtale fra deres undervisere på grund af for dårligt fremmøde, og at meget få afleverer de opgaver, som de skal producere i deres håndværksfag. Det er noget, der undrer os her på Lixen, for man skulle da tro, at Danmarks fremtidige journalister ville have lyst til at øve sig i at blive bedre journalister.

Det står ikke meget bedre til på 4. semester, hvor 19 studerende ud af 90 mødte op til en holdtime, hvor de skulle have forberedt en fremlæggelse på fem minutter. Det giver anledning til mange spørgsmål - er der noget galt med uddannelsen? Er der noget galt med optagelsessystemet? Hvor blev motivationen og pionerånden af? Vil de studerende være i stand til at klare presset og arbejdsbyrden på en rigtig arbejdsplads, når de i deres to første år af deres journalistliv har hoppet over, hvor gærdet var lavest? Ude i den virkelige verden er det ikke længere en legeplads, hvor man kan komme og gå og møde ind, når man lyster.

Uddannelsen bliver ikke taget alvorligt, når så stor en procentdel af de studerende vender ryggen til.

Det er ødelæggende for det faglige studiemiljø. I stedet for at inspirere hinanden til at blive bedre journalister, trækker vi hinandens motivation ned i et sort hul.

Inspirationen kan starte ved at læse denne udgave af Lixen, og derefter rose dine studiekammerater for deres gode arbejde.

Julie Schneider & Marie Nissen

BRANCHEN Nyhedskriterierne var i sin tid en advarsel til journalister, men i dag bruges de flittigt på journalistuddannelserne. Læs mere på s. 3. Hammerslag-journalisten Christian Degn fortæller på s. 4-5 om sin vej til kultur- og livsstilsjournalistik. På s. 6 mener Branchen-redaktøren, at det er svært at øve sig, når ingen professionelle kilder vil lade sig interviewe. Læs på s. 7 en kritik af journalisternes rolle som en vagthund af samfundet.

SPOT PÅ Spot På-sektionen sætter journalistisk satire under lup. På s. 8 kan du få en teoretisk baggrundsviden af adjunkt Kim Andersen. Mændene bag Radio 24/7’s succes ‘Den Korte Radioavis‘ kan du møde på s. 9, og på s. 10 har vi fået fornemt besøg af Signe Molde. På s. 11 fortæller satiretegneren Roald Als, hvad han må, som journalister ikke på.

STUDIET Den fysiske panikdag nægter at lade sig begrave. En test af det elektroniske system, der skulle erstatte dagen på DMJX, gik ikke som planlagt. Læs mere på s. 12. På s. 13 kan du læse om en studerende, der havde et lærerigt praktikforløb i kommunikationsverdenen.

NICHEN I Nichen Politik på s. 14 kan du læse om troldefabrikker i Rusland, og hvad man i EU gør for at modvirke dette. I Nichen Kultur er det ‘T-time‘ - tiden for de transkønnede. I løbet af de sidste fire år er mediedækningen af minoriteten steget voldsomt. Det har positiv betydning for de transkønnede. Læs historien på s. 15.

FAVORITTEN Favoritten er den nye pige i klassen. Her slippes kreativiteten og frihed løs, og i denne udgave er emnet ‘alternativ formidling‘. På s. 16 kan du læse om formidling på de skrå brædder, og på s. 17 kan du blive klogere på, hvad poetry slam kan.

BLIKFANGET Kom med fotoredaktør Emma Daugaard Bork på en blaffe-tur til Aarhus sammen med en rutineret blaffer på side 18-19.

SATIREN “KRÆNKET“! I jagten på god krimistof er Lixen faldet over en sag om en slem skurk på SDU, der ifølge ledelsen har gjort ... intet. Læs mere om denne spændende sag på bagsiden. Samme sted kommer Lixen også SDU’s ledelse i forkøbet med påtaler for krænkende indhold.

God læselyst!

LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M

www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os på Infomedia

Tryk: Skive Folkeblad Oplag: 500 eksemplarer

Lixen er de journaliststuderendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen er af de studerende, for de studerende og for journalistikken.

Marie Nissen Ansv. chefredaktør

Julie Schneider Chefredaktør

Kristina Finne Branchen-redaktør

Mads Klitgaard Branchen-redaktør

Sophie Lund Møller Spot På-redaktør

Teitur Larsen Spot På-redaktør

Emilie Rotbøl Amstrup Studiet-redaktør

Melissa Kjemtrup Studiet-redaktør

Sarah Fiona Murphy Politik-redaktør

Wincentz Heim Kultur-redaktør

Karen Møller Jørgensen Favoritten-redaktør

Emma Daugaard Bork Fotoredaktør

Jakob Svensmark Satiren-redaktør

Julie Schuster Lapp Illustrator

Luka Emil Jørgensen Lydredaktør

Stine Schmidt Jørgensen Lydredaktør

BRANCHEN

3

Fremtidens journalister skal reflektere Når journaliststuderende bliver færdiguddannede fra SDU, skal de kunne producere en god historie og tale branchens sprog. Men de skal i den grad også kunne reflektere - især over nyhedskriterierne.

Af Kristina Finne og Emmely Lisius Norlander Smith

B

ruger du også nyhedskriterierne, når du laver nyheder?

Forrige måned bragte Journalisten en artikel med et interview mellem grundlægger og direktør for Constructive Institute, Ulrik Haagerup, og den norske sociolog Johan Galtung. I 1965 undersøgte Johan Galtung og Mari Holmboe Ruge, hvordan en række nyhedsmedier arbejdede, og hvad der dengang skulle til, for at noget blev en nyhed.

De beskrev resultaterne af undersøgelsen i en videnskabelig artikel og sammenfattede 12 kriterier, som journalister anvender, når de producerer og bedømmer journalistik. Kriterierne er sidenhen blevet forsimplet og brugt som retningslinjer. I Danmark er det dem, vi kender som VISA-K-kriterierne, og når journaliststuderende lærer om nyhedskriterierne i dag, henviser teksterne til Galtung og Ruges oprindelige artikel.

Men nærlæser man deres ord, finder man, at beskrivelsen af nyhedskriterierne faktisk var en advarsel til journalister. Hvis de blev ved med at arbejde efter dem, ville de særligt risikere følgende:

1. Forbrugerne mister tillid til medierne.

2. Forbrugerne får et skævvredet billede af virkeligheden, så de opfatter verden langt mere negativt og konfliktfyldt, end den egentlig er.

3. Forbrugerne bliver apatiske.

Men det er blot tre ud af mange udfordringer, journalister står over for i dag. Udfordringer, som tvinger branchen til at nytænke sine normer og vaner, hvis den vil være sikker på at bestå. Og nytænkningen skal starte allerede på studiet.

Hvad mener de studerende?

I anledningen af debatten udtalte centerleder Peter Bro fra Syddansk Universitet sig til Journalisten, at de studerende på SDU altså ikke lærer at bruge nyhedskriterierne som retningslinjer.

Det undrede vi os over, for det var vores oplevelse, at kriterierne fyldte rigtig meget på 1. semester og endda var et vigtigt analyseværktøj i eksamenen i håndværksfaget. Derfor valgte vi at undersøge, om de studerende har samme opfattelse.

Vi lavede en spørgeskemaundersøgelse og slog den op i Facebookgrupperne for de journaliststuderende på 2. og 4. semester på Syddansk Universitet. Vi fik kun svar fra om-

bedre til at få smeltet håndværksfaget og refleksionsfaget sammen. Der kan garanteret være ting, vi kan gøre bedre,« svarer Peter Bro. Fremtidens journalister Og det er vigtigt, at kulturen bliver forandret, for den påvirker både journalister og forbrugere. Det fortæller Ulrik Haagerup, der stod bag interviewet med Johan Galtung, da vi ringer til ham: »I dag leder journalister efter konflikter, og det fremstiller verden på en ukorrekt måde.

Det betyder, at forbrugerne får en opfattelse af, at kriminaliteten er stigende, og at det er farligt at flyve. De ved ikke, at der er flere, der dør af sukkersyge end af sult, for det dækker vi ikke.« Haagerup mener ikke, at det er hele medieFoto: Colourbox branchen, der skal ændres, men blot dele af den: »Det er ligesom, når man skal tabe sig - det vores oplevelse af kriteriernes indvirkning på trent en fjerdedel af dem, og det er derfor viger ikke fordi, man ikke må spise, men man undervisningen på 1. semester. Til det siger tigt at understrege, at undersøgelsen ikke er skal måske lige ændre lidt på kosten og ens han: repræsentativ, men den kan dog stadig brugvaner. Og det samme med journalistikken,« »Det er ikke noget problem, at de studerenes som indikation for en tendens. siger han og konkluderer: de på 1. semester lærer om nyhedskriterierne, Vores undersøgelse viste blandt andet, at »Vi har ikke men jeg ville 62,75 procent af de adspurgte mener, at de være bekymhar lært at bruge nyhedskriterierne som en Vi har ikke brug for kyniske jour- brug for kyniske ret, hvis I ikke tjekliste for, hvornår noget er en god journalnalister. Vi har brug for journalis- journalister. Vi har får andre per- ter, der har hjerne og hjerte med, og brug for journalisistisk historie, og næsten 53 procent mener, spektiver og som også vil lave konstruktive histo- ter, der har hjerne de har lært at bruge kriterierne til at producikke lærer at rier, der peger frem og ikke kun til- og hjerte med, og ere artikler. Der er altså en opfattelse hos som også vil lave få bygget ov- bage. mange på journaliststudiet af, at nyhedskritkonstruktive hisenpå og lærer erierne er vigtige at kende og kunne anvende, torier, der peger frem og ikke kun tilbage.« andre nyhedsværdier og nyhedskriterier.« når man skal begå sig som journalist.

Det er altså vigtigt, at vi studerende også Vi sætter os derfor ned med Peter Bro og Vi skal reflektere mere lærer andre perspektiver end VISA-K-kriteritager en snak om nyhedskriteriernes rolle på Peter Bro fortæller, at dette er noget, Center erne, men det er i orden, at kriterierne fylder. studiet. for Journalistik har forsøgt at imødekomme Peter Bro uddyber: med den nye BA-reform. Her forsøger de »Håndværksfagets primære opi højere grad at skabe samspil mellem fagave er at ruste jer til praktikken. gene, så de studerende bliver bedre til at lave Som studerende skal I vide, hvilket koblinger mellem dem. Det vil forhåbentligt sprog de snakker ude i branchen, gøre de studerende bedre til at bruge læren men I skal helst også være i stand til fra refleksionsfaget kritisk, når de en dag at udvikle og påvirke branchen.« kommer ud i mediebranchen.

Vi spørger, om det ikke kan være Men reformen rammer desværre ikke os problematisk at fokusere så meget på 4. semester. Og det er Peter Bro klar til at på kriterierne i undervisningen på sætte ind over for: 1. semester, når megen teori viser, »Hvis det virkelig er jeres opfattelse, at at uddannelsen har en kæmpe indI i høj grad kun bliver oplært i at bruge nyflydelse på, hvilken type journalist hedskriterierne, må vi se, om vi kan sætte ind man bliver. Er man blevet oplært i Et udsnit af spørgeskemaundersøgelsen foretaget over for jer,« siger han. at anvende kriterierne til at bedømme jourblandt studerende på journalistik, SDU. Og det er noget, vi på 4. semester ser frem nalistik og endda producere på baggrund af kriterierne, er det rigtig svært at aflære dem Nyhedskriterierne må gerne fylde, til. igen, hvilket tydeligt ses i branchen. men... »Det kan godt være, at vi skal blive meget Vi fortæller ham om undersøgelsen og om

“

4 BRANCHEN

MARTS Fra Cavlingpris til huspris

De fleste kender Christian Degn for hans værtsrolle i DR programmet Hammerslag, men hans journalistiske rejse har været en blandet pose bolsjer af både graverjournalistik, en cavlingnominering og sluthistorier på regional tv.

Af Julie Schuster Lapp

S

teen Bostrup toner frem på skærmen hjemme hos Christian Degn, da han en aften sidder i stuen med sin forældre og ser tv-avis. Christian går i fjerde klasse. »Hvem er han? Hvad laver han?« spørger han og peger på skærmen. »Han er journalist,« svarer Christians mor og forklarer, at hvis han bliver god til at læse, så kan det være ham, der en dag sidder der. »Man kan let blive grebet af noget som barn, og jeg syntes i forvejen, at det var sjovt at fortælle historier,« husker Christian Degn om den gnist, der blev tændt den aften foran fjernsynet.

På det tidspunkt vidste Degn ikke, at han en rum tid senere rent faktisk ville tone frem på skærmen i danskernes hjem i flere forskellige roller. Endnu mindre kunne han

Han var både god til at skrive og god til at lave overskrifter, men da muligheden for at få tv på 2. semester opstod, var han sikker. »Jeg tænkte bare for mig selv: du har jo altid elsket at se tv, Christian, men du har faktisk aldrig prøvet at lave det. Den har chance er du nødt til at tage,« smiler han og fortæller, hvordan han fortabte sig i, hvor sjovt det var at lave fjernsyn. »At få billeder, lyd og ord til at hænge sammen i en journalistisk historie, det syntes jeg bare var det fedeste,« understreger han.

Da han skulle finde en praktikplads i starten af 00’erne, var det enten tv-avisen, TV2 nyhederne og TV2’s regioner. »Vi var jo opdraget i sådan en ‘vi-skal-lavenyheder-ånd’,« forklarer Degn og fortsætter: »Så jeg kom heldigvis i praktik på TV2 Øst-

Foto: Privat

forudse den lange rejse, han skulle på, fyldt med både regionalt tv, landsdækkende nyheder, graverjournalistik, tv-værtskab, tvpris og endda en cavlingnominering.

jylland, hvor der var højt til loftet, og hvor jeg både kunne få lov til at lave reportager og nyheder i den bløde og den hårde ende,« smiler han.

Fortabt i fjernsynet Nøjagtig ligesom den aften i stuen for så mange år siden blev Degn draget af tv-mediet under sin tid på Journalisthøjskolen i Aarhus. Han spoler tiden tilbage til 1999, da han startede på sin drømmeuddannelse.

Den gode historie Selvom Degn hurtigt sporede sig ind på tv, så var målet i sig selv hele tiden bare at få lov til at fortælle historier, ligesom han altid havde været god til. Han klør sig på hagen og spørger sig selv, hvad en god historie så

egentlig er. hed for ‘kødskandalen’. »Det er lidt svært. Den gode historie er »Da jeg møder op til tv-prisen som Chrismange ting,« siger han og tøver en smule. tian, 27 år, bliver jeg mødt af den ene meget »Altså hvis vi skal se os selv som den fjerde, voksne, seje journalist efter den anden. Alle kontrollerende statsmagt, så er det jo klart, mulige journalister, jeg ser op til, fortæller at det måske mest er graver- og nyhedsjourmig, at der ingen retfærdighed er til, hvis jeg nalistik. Men at Hvor fedt er det ikke ikke vinder den Cavling,« være journalist i lige, at man kan mindes han. »Så vinder vi livsstil, kultur eller hygge sig til at blive tv-prisen, og der er jeg jo samfund, det er jo næsten overbevist om, at det klogere? i virkeligheden en er en selvfølge, at vi også vinkæmpe opgave i der en Cavling.« forhold til at klæde Danmark og danskerne Med udsigterne til måske at hive den prespå til at være en del af et demokrati,« fremtigefyldte pris med hjem, begynder nogle hæver han. andre tanker at forme sig i Degns hoved.

Denne opfattelse er dog noget, som Degn For trods den store glæde over at være bleførst har fået senere i sin journalistiske karvet nomineret begynder han at blive nervøs. riere. Han var ganske rigtig opdraget til, at Nervøs for hvad der måske kan følge med nyheder var sådan en titel som Cavlingvinder. journalistik, »I medierne bliver mange tidligere punktum.

Cavlingvindere jo netop omtalt som det; tidDet var ligere Cavlingvinder. Ville jeg nu blive sådan sådan, han én, som andre medier henviste til og spurgte: havde opleer det god journalistik, det der, Christian?« vet Steen spørger han og ryster lidt på hovedet. »Jeg Bostrup blev næsten helt angst for det ansvar, der dengang i kunne blive lagt på mine skuldre ved at vinstuen, og det de. Og om jeg kunne leve op til det igen. Og var sådan, bekymret for, om jeg nogensinde kunne lave det blev lige så god en historie igen i nyhedsjournalisfremstillet tisk forstand.« på uddanMen til manges store overraskelse, inklusiv nelsen. Hans ham selv, var det altså ikke Christian Degn, karriere gik der kunne tage statuetten af Henrik Cavling fint, men det i hånden den aften. Efter offentliggørelsen udviklede hang han lidt med hovedet og var skuffet over sig til mere udfaldet. Lige indtil en kollega kom hen til end fint, da ham. han en aften »Han sagde: ‘Christian, hør her, hvis du vil i 2006 var høre, hvad danskerne mener er årets bedste den sidste, historie, så vil jeg gerne betale en togbillet til der forlod Føtex i Horsens, og så går du ind og spørger Kontant de første ti mennesker, hvad der har været redaktionen den bedste historie i år. De vil alle sammen på DR. sige ‘kødskandalen’. Så kan du tage hjem og Telefonen fortsætte dit arbejde’,« griner han over kolleringede og gaens råd. »Det fik mig til at tænke, hvor latdet skulle terligt det var, jeg skulle bare lige bearbejde være Degns skuffelsen. Det var jo ikke et udtryk for, at jeg held, at han var dårlig,« understreger han. netop var den sidste Nyhedssoldaten på kontoret.

Efter det lille nederlag til Cavlingprisen haI den anden vde Degn en god tid på TV2, hvor han blandt ende af røret var der et tip om omfattende andet lavede historien om p-pillen Yasmin, handel med tonsvis af gammelt kød fra der var meget i rampelyset i den periode. NyThulin Kød Engros. Opringningen blev starthedsboblen gav en vis form for tryghed. Men, skuddet på det, der er kendt under navnet i 2012, altså seks år efter ‘kødskandalen’, da ‘kødskandalen’, startskuddet til det, der Degn var rykket til TV Avisen på DR, fik han skulle sørge for en nominering til Cavlingen helt ny opgave langt væk fra de store nyprisen. hedshistorier, der ellers var begyndt at danne rammen for hans karriere. Han skulle lave Tag en tur i Føtex sluthistorierne, de hyggelige indslag til sidst Samme år som nomineringen til Cavlingprisi udsendelsen. en, havde Degn vundet prisen for årets tv-ny»Jeg syntes ikke, at det var så fedt, lige da

“

BRANCHEN jeg fik opgaven. Helt ærligt så er det jo bare de der hyggelige historier uden konflikt.« Men efter få producerede sluthistorier, ændrede han sin mening om hyggeindslaget. Jovist var det stadig bare hyggeligt og uden konflikt, men mest af alt fik det smil frem på seernes læber. Hele Degns journal-

erkollegaer, der gør Danmark til et bedre land ved at sætte spørgsmålstegn ved nogle ting, for hvis der er noget galt, så skal det frem,« understreger han og fortsætter: »Men det kræver en ekstrem vedholdenhed, og man er lidt nødt til at finde sådan en vredeskappe frem. Det gjorde jeg i hvert fald, for der er så mange, der gerne vil manipulere dig, giver dig modstand og direkte lyver,« forklarer han.

Vredeskappen har Degn sikkert lagt og byttet ud med en glædeskappe. I tiden med sluthistorierne gik det nemlig op for ham, at seere skal have lov til at grine sig til en pointe i stedet for kun at blive overtalt med rationelle argumenter. Pludselig kunne han tale til folks mave i stedet.

5

fortælle dem om samfundet?« spørger han sig selv. »Hvis jeg kan nå ud til dem med viden om huskøb, så kan det godt være, at det skal foregå i slowmotion og præges af smil og underholdning, men det er et elitært argument, at der ikke er journalistik over det.« Christian fra Hammerslag Og så kan HammerDet er efterhånden Vi var jo opdraget slagværten ikke selv lade længe siden, at lille i sådan en ”vi-skal- være med at smile lidt. OpChristian sad i stlave-nyheder-ånd draget til at være nyhedsuen og drømte om soldat og jagte konflikthisat komme på skærtorien, har han nu vendt alt op og ned. men ligesom Steen Bostrup, og nu er han for »Public service er til alle danskere, og hvis mange ‘Christian fra Hammerslag’. jeg kan nå ud til dem, der ikke lige læser fi»Rent arbejdsmæssigt tror jeg aldrig, at jeg nansnyt, så er det godt. Hvor fedt er det ikke har været gladere. Det er sjovt. Det er rigtigt ansvar i at forholde sig til lige præcis den virkelighed og tappe ind i den. For hvis ikke vil skuespilskolerne og streamingtjenesterne gerne tage over for journalisterne hver aften.

“

Foto: Privat

Det danske lejrbål I dag er det stadig glæden, der er vigtig for Degn i hans arbejde. Cavlingprisen har han for længst skiftet ud med huspriser, når Hold Øst og Hold Vest dyster om at komme tættest på salgsprisen af en ejendom i den bedste sendetid. istiske virke blev vendt på hovedet, ligesom »Der er mange, der forståelsen af hans egen rolle blev det. ikke følger med i ny»Man kan sammenligne det lidt med en solhederne, så hvis jeg dat. Først kommer man ind og er værnepligpå nogen måde kan få tig, ligesom at starte på Journalisthøjskolen. folk til at smile eller Jeg fik godt nok ikke at vide, at jeg skulle grine, mens jer gør hoppe og skyde,« griner han og fortsætter: dem klogere på deres »men jeg fik at vide, at jeg skulle lave nyhedlivs største investerer, og det gjorde jeg. Jeg fandt ud af, at de ing i form af bolighangode nyheder er dem, man selv kommer med, del, så synes jeg, at jeg men at de bedste er dem, man selv afslører. er nået langt,« smiler Det gjorde jeg så også mit allerbedste for. Det han. blev mit selvbillede. Det jeg kunne. Så JourTankerne flyver nalisthøjskolen fik mig lavet til en elitesoldat endnu eni nyhedsjourHvis jeg kan være med gang tilbage nalistik.« til at samle en børne- til stuen.

Men inde i familie, så har det en Til en samsoldaten sad kæmpe værdi. At de ikke let familie der stadig bare sidder og fortaber sig foran fjernbare den lille, i hver sin mobil, computer synet. glade dreng, eller tablet. »Hvis jeg der gerne kan være ville fortælle med til at samle en nogle gode historier, som måske ikke havde børnefamilie, så har grundlag i konflikter, afsløringer og nyheder. det en kæmpe værdi. »Sluthistorierne fik folk til at grine, og det At de ikke bare sidder gjorde virkelig noget ved min opfattelse af det og fortaber sig i hver hele,« forklarer Degn. sin mobil, computer eller tablet.« Væk med vredeskappen Hver dag går mor Sluthistorierne blev starten på en ny medieIllustration: Julie Lapp og far på arbejvirkelighed for den ellers så godt opdragede de, mens børnene er i børnehave og skole. nyheds- og graverjournalist.

Diskussioner med kollegaer og kunder, »Jeg har kæmpe respekt for mine gravskænderier i skolegården og en ulvetime, der rammer lige midt på dagen. Madlavning, lektiehjælp, søskendekærlighed og en deprimerende nyhedsudsendelse om krig og ødelæggelse fylder huset, indtil familien endelig kan samle sig foran fjernsynet klokken 20.00.

Konflikter har de fået nok af, nu handler det om at samle generationerne. »Livstilsprogrammerne er jo det danske lejrbål,« smiler Degn og forklarer, at man med stor sandsynlighed kan rejse, hvorhen man vil i Danmark og tale med nogen om Den Store Bagedyst.

Det er vigtigt for Degn at pointere, at journalister har et stort Foto: Privat

“

sjovt at lære at bruge sig selv på den måde,« smiler han.

Men det er ikke kun spas og løjer. Når han toner frem på skærmen i endnu en Hammerslagudsendelse og viser en ny bolig frem i Aalborg, Aarhus eller Aabenraa, så har han ikke lagt alle de journalistiske værktøjer på hylden, tværtimod. »Hvor skal jeg starte og begynde? Det er noget værre vås, at livsstilsprogrammer ikke er journalistik,« pointerer han. »Det kræver lige så meget arbejde, af og til måske endnu mere.« Graverjournalistikken kan nemlig sagtens anvendes i ‘hyggen’, og pakke viden om diverse emner ind i en mere spiselig pakke, en når de kolde facts lægges på bordet på TV2 News. Degn mener nemlig, at det er vigtigt at tage højde for alle samfundets grupper. »Vi overser, at nogen ikke hører, ser eller læser ret mange nyheder, og hvem skal så

lige, at man kan hygge sig til at blive klogere?« ler han og læner sig tilbage. Og når Hammerslag ruller over skærmen onsdag aften kl. 20.00, sidder der måske børn og peger på skærmen. »Hvem er han? Hvad laver han?« spørger de. Så svarer deres mor: »Han er journalist.« Og så nikker børnene, for journalister fortæller mange historier, ikke kun om krig, konflikt og politik.

Fra Degn til de studerende • •

•

Meget banalt; følg glæden Selvom du ikke til en start havner det rigtige sted, så arbejd dig hen mod det område, du finder interessant Mærk efter, hvad DU synes er

•

mega fedt og gør det!

Bliv ikke en sur medarbejder

6 BRANCHEN

MARTS

Klumme: ”Hej, jeg er journaliststuderende … Hallo?”

Af Mads Klitgaard Christensen Klummen er et udtryk for skribentens holdning

I den ihærdige kamp på at finde et menneske af kød og blod med en prominent stemme, som gerne vil medvirke i artikler, mødes man ofte med et pænt ‘nej tak’, fordi man kun er simpel journaliststuderende.

I

de seneste par uger har pressen indledt en menneskejagt på gruppeformand for Socialdemokratiet Henrik Sass Larsen, eftersom Ekstra Bladet løbende har dækket formandens manglende lyst til at deltage i en lang række møder som statsrevisor. Chefredaktør Poul Madsen og hans kompagnoner har dog brugt nogle metoder, der ikke helt levede op til den gensidige respekt, som pressen og politikere burde have for hinanden på Christiansborg. I hvert fald ikke hvis du spørger den kommende finansminister, når Danmark om et par måneder, ifølge meningsmålingerne, sætter deres kryds til fordel for rød blok og Henrik Sass Larsen.

Der har altid været et anspændt forhold mellem pressen og Socialdemokratiets formand, da han sjældent udtaler sig til medierne. Så da Henrik Sass Larsen fortæller til Politiken, at han har haft en depression, blev situationen endnu mere anspændt. Det blev til en diskussion om, hvorfor han overhovedet bestred sin post på Borgen, og om hvorvidt mediernes menneskejægere skulle lade ham være eller ej. Men når en prominent politiker klipper båndet til medierne, stiller samtlige redaktører sig op på deres piedestal og prædiker om ytringsfrihed, demokrati og den frie presse i principiel afmagt over, at ‘tudeprinsen’, som Poul Madsen kaldte Henrik Sass Larsen i Presselogen på TV2, ikke vil ud-

tale sig. Man kan næsten fristes til at tilbyde en tudekiks! Kan I huske dengang, hvor I selv var på skolebænken? Her på det spæde stadie af min karriere som skrivekarl må jeg nærmest indfinde mig med, at jeg nok må vente nogle år, før jeg kan få et interview i hus med Borgens big shots. Heldigvis kan man finde venlige sjæle, der glædeligt vil give en kommentar med på vejen til en nybegynder som mig. Det er jo fin medietræning! Men andre ser ikke grund til det. Og hvorfor skulle de?

Intet i denne verden er gratis Til marts-udgaven af Lixen forsøgte jeg at få en snak med en af de mest omtalte kandidater til folketingsvalget 2019. Så hvis du følger med i nyhedsbilledet, kommer det vel ikke som den store overraskelse, at det var Klaus Riskær Pedersen (E), lederen af partiet af selvsamme navn. Jeg var nysgerrig efter at vide, hvilke tanker han gjorde sig om hans kriminelle fortid i forbindelse med sit kandidatur til valget.

Efter en kort mailkorrespondance fik jeg grønt lys til at ringe en uge senere. Med en kort præsentation af mit ærinde ændrede han hurtigt mening. »Jeg har simpelthen ikke tid til at snakke (…) bare det at håndterer selve pressen er nok«. Men med en fortid som telefonsælger forsøgte jeg på bedste facon at overtale ham til en kort snak, dog uden held.

Hans afvisning er egentlig også forståelig nok. Når DR, TV 2 og samtlige dagblade hungrer efter interviews, må jeg nok se mig underprioriteret. Og det er vel en selvfølge, for når det trækker op til valgkamp, må enhver politiker forsøge at se sit snit til at komme på dagsordenen. En dagsorden, som de færreste, hvis overhovedet nogen, journaliststuderende kan sætte.

Noget for noget Det gængse ‘noget for noget’-princip skinner stærkt igennem her. Jeg forstår, at politikere gerne vil have taletid. Men hvis man har et lettere religiøst forhold til meningsmålinger i bedste Helle Thorning-stil, får man hurtigt et broget billede af mediernes politiske indflydelse. Hvis vi tager fat i den nyopstillede kandidat Klaus Riskær igen, så viser de seneste målinger fra Epinion, at han står til 1,8 procent af stemmerne plus/minus. Han er altså ikke engang over spærregrænsen til at komme i Folketinget. Efter hans parti blev opstillingsparat for et par uger siden, har han fået konstant eksponering i medierne. Der er blevet talt meget om hans kriminelle fortid, men siden han har fået nok underskrifter til at stille op til at blive en af tingets 179 medlemmer, må det da antages, at der er nogle, som faktisk gerne vil stemme på ham. Så hvis en dagsorden, der hedder Klaus Riskær Peders-

en med store fede blokbogstaver, ikke kan få ham over spærregrænsen, så kan mediernes politiske indflydelse vel ikke være så stor, som man måske skulle tro.

Jeg ringer for at spilde din tid Det kan selvfølgelig virke meningsløst at nikke ja til et interview, hvis der ikke kommer et produkt ud på den anden side. Men som videreformidler af synspunkter kan jeg sagtens se, hvorfor Klaus Riskær og mange andre ikke vil stille op. Det er tilsyneladende afgørende, hvilken platform deres budskab bliver skudt ud i. Som studerende får jeg rigeligt med øvelse og erfaring, der kan bruges videre ind i mediebranchen, men jeg kan ikke tilbagebetale kildernes tid. Jeg har ringet mange gange for at spilde jeres tid, og det er altid lige frustrerende ikke at kunne komme ud med det budskab, jeg gerne vil fortælle. Men tak fordi jeg måtte spilde din tid. Intet i denne verden er gratis, så den dag, hvor jeg skal ‘sælge’ jeres politiske projekter til dagbladenes læsere vil I være in mente, hvis I er så gavmilde at bruge jeres tid på en simpel journaliststuderende.

Noget for noget.

Lixen skal have nye chefredaktører Efter sommeren 2019 og et år frem skal Lixen føres videre af nye friske chefredaktører.

Det er et frivilligt arbejde, som giver masser af erfaring med i bagagen. Som chefredaktører må man forme avisen præcis, som man vil. Man bestemmer både format; skal Lixen fremover være et magasin? Indhold; skal der være mere debat i Lixen? Og meget mere; Skal Lixen udkomme færre eller flere gange? Alt dette plus en masse tilhørende ansvar kan blive dit/jeres.

Det er chefredaktørerne, der står med det fulde ansvar i sidste ende. Man er tovholder for hver avisudgave, og man skal sørge for at sektionsredaktørerne får skribenterne til at overholde deadlines. Derudover står man også for Lixens økonomi, kommunikation - ja faktisk alt, fra avisens første sætning til det sidste punktum.

Hvis man ønsker at stille op – enten alene eller som par – så sendes ansøgningen til både jschn17@student.sdu.dk og manis17@student.sdu.dk senest den 15. marts 2019.

Illustration: Julie Lapp

Hvis vi modtager flere ansøgninger, vil udnævnelsen ske ved kampvalg tirsdag den 26. marts 2019 på Medietorvet, hvor Centerleder Peter Bro vil holde åbningstale.

BRANCHEN

7

Førstehjælp for redningshunden Er nutidens journalister for passive i deres nyhedsdækning, og er den famøse vagthund i virkeligheden demokratiets sande vogter? Vi giver her et bud på, hvilken anden hund der i 2019 står klar til at give pote.

Af Matilda Lyager Hanscomb og Clara Marie Rørsig Klummen er et udtryk for skribenternes holdning

En

journalist er demokratiets vagthund.

Den gøende fjerde statsmagt. Det synes i alle fald at være en indgroet sandhed i den journalistiske selvopfattelse. En piedestal, som man stræber efter at stå på, første gang man går ind gennem dørene til den berygtede optagelsessamtale med rystende hænder og bævende hjerte.

Men er vagthundssymbolikken i virkeligheden misforstået?

I faget ‘Journalistik og Samfund’ blev de journaliststuderende på andet semester for nylig introduceret for Peter Bros såkaldte hundemodel. Ifølge professoren, der er centerleder på Center for Journalistik på Syddansk Universitet, kan man som journalist stræbe efter at være fire forskellige hundetyper: jagthund, redningshund, hyrdehund og vagthund. Dette fremgår af centerlederens nyhedskompas, som både er et analyse- og aktiveringsredskab for journalister. Her optræder vagthunden blot som en passiv aktør på den journalistiske scene, hvor disse observerer magthaverne fra sidelinjen uden hverken at inddrage borgerne eller dem selv.

Men skal journalister virkelig nøjes med at bjæffe, eller skal de komme med konstruktive løsninger? Vi mener det sidste.

Det gør vi, idet redningshunden til forskel fra vagthunden agerer aktivt og forsøger at

Illustration: Julie Lapp

inddrage borgerne i journalistikken. Fokus er på at få implementeret løsninger i samfundet og samtidig forholde sig til, hvad der er rigtigt og forkert at gøre i diverse sager. Selv om dette i høj grad strider imod den tilstræbte objektivitet, som enhver journalist burde se som sit højeste pejlemærke, vil vi dog opfordre til at betragte redningshundens gøen gennem nutidens briller.

Vagthundens observation er ikke længere tilstrækkelig. Læserne, seerne og lytterne skal nødvendigvis inddrages i de problematikker, de står over for for at kunne gøre en forskel af betydning. Slut med at være passiv.

Nogle vil nok mene, at redningshundens grundlag er baseret på et idealistisk verdenssyn. Til optagelsessamtalerne var der i alle fald mange, som fik serveret et løftet øjenbryn og en spydig konstatering venligt forklædt som et spørgsmål: Du kan vel ikke bare tro, at du kan redde verden? Er det ikke alt for idealistisk at tro, at du kan gøre en forskel for nogen? Og da slet ikke noget, der vil gøre en forskel i det store billede.

Og ja, når man bliver “ristet” til førnævnte samtale, skyldes det, at man klarer det godt.

Vi véd det godt. Men grunden til, at man sidder i den varme stol til at begynde med, er jo netop, at man som journalistspire ønsker at gøre en forskel med journalistikken som sit

fornemste våben, hvorfor man hurtigt taber ansigt.

Derfor mener vi også, at det er på høje tid, at den traditionelle vagthund går i hundehuset, og at redningshunden for alvor vågner op.

I disse tider, hvor klimakampen gør sit indtog på verdensplan, kan vi som journalister ikke bare sidde tilbage og kigge på. Kvindekampen bør vinde spalteplads i medierne alle dage ikke kun når den 8. marts er lige om hjørnet.

En mandschauvinist med toupé (i daglig tale den amerikanske præsident) kontrollerer den vestlige verden og beskylder alverdens medier for at være fake, mens han selv lyver mere end Pinocchio på en god dag. Vi må trække i snoren. Gå forrest og lede vejen.

Ikke kun for at oplyse og involvere i verdens tilbagegang og problemer - for dem er der nok af, hvis man blot åbner sine øjne en smule - men i stedet gå konstruktivismens og løsningernes vej. Måske skal vi endda krydre med en lille solskinshistorie hist og her, så vi ikke begraves i de dårlige nyheder, der dominerer sendeflader verden over? Når alt kommer til alt, gør det muligvis ikke noget, at journalistiske historier en gang imellem er en lille smule bløde og “fluffy”, selv om den journalistiske branche traditionelt set afskyr det specifikke ord. Alt dette er selvfølgelig sagt med viden om, at konstruktivismen længe

har slået dybe og afgørende rødder i den danske og udenlandske mediebranche - vi vil blot gerne give en hjælpende pote med.

Ifølge Peter Bros nyhedskompas kan redningshunden nemlig motivere befolkningen til at engagere sig i vigtige sociale anliggender, som den ellers ikke ville have taget stilling til, hvis ikke den var blevet opfordret af journalisten. Et kødben til folket fra hunden selv. Vi må derfor ikke stikke snuden i vejret, men i stedet forsøge at forstå, at vi i kraft af vores fag (og vores ikke-korrupte og pressefrie fædreland) er en enormt privilegeret gruppe, der rent faktisk kan gøre en forskel.

Så skriv om noget, der betyder noget. For dig.

For andre. For os.

Om du fortsat vil anskue dig selv som demokratiets vagthund og stikke hale mellem benene, er helt op til dig. Vi opfordrer selvsagt til, at journalister gør højt i kor, stikker snuden i jorden og tager redningskappen på.

8 SPOT PÅ SATIRE

MARTS

Når satire og journalistik smelter sammen Det er blevet mere og mere populært at producere satirisk journalistik både i tv’et, i radioen og på skrift. Her på redaktionen har vi undret os over, hvad satirisk journalistik er for en størrelse, hvad satiren kan gøre for modtageren, som almindelig journalistik ikke kan, og hvor langt satiren egentlig kan tillade sig at gå. Dette har vi forsøgt at finde svar på med baggrundsviden fra adjunkt ved Center for Journalistik på SDU, Kim Andersen, og hos dem, der dagligt har hovederne dybt begravet i satire – nemlig den legendariske satiretegner Roald Als, den satiriske balancekunstner Signe Molde og satirikerne bag radioprogrammet Den Korte Radioavis, Rasmus Bruun og Frederik Cilius.

Q&A: Kim Andersen, adjunkt ved Center for Journalistik

Af Sophie Lund Møller

Satiren bliver ikke kun “informere løftestang for, at man kan nogle, men det bliver

V

i har taget en snak med adjunkt ved Center for Journalistik Kim Andersen for at blive lidt klogere på, hvad satirisk journalistik er, hvem den kan nå ud til, og hvad den egentlig kan gøre.

måske også et værktøj, som man kan bruge til at forholde sig kritisk til politikere.

1. Hvordan vil du definere satire og satirisk journalistik?

Man snakker om, at der er et spektre med underholdning i den ene ende og information i den anden ende. Der er utrolig mange genrer, der ligger på spektret. Hvis man er helt ude i informationsenden, så bevæger vi os i programmer som Deadline og Debatten, hvor den modsatte ende er underholdning i alle dets former. I spektret sker der en sløring af grænserne på spektrets midte. Det kan være Aftenshowet, The Tonight Show eller Roald Als’ satiretegninger, hvor den politiske information og underholdning blandes sammen. I blandingen af information og underholdning opstår de satiriske subgenrer.

Infotainment er et vigtigt buzzword i forbindelse med spektret mellem information og underholdning. Når man blander de her underholdende features ind i informationen, så bliver det infotainment. Det kan vises i forskellige formater for eksempel Aftenshowet, Huxi Bachs ‘Ugen plus det løse’ eller Quizzen med Signe Molde. Jeg tror, at noget af det, som adskiller satire fra andre underholdende journalistiske formater, er, at der altid ligger en kritisk vinkel ind over sammenlignet med Aftenshowet, som er mere politik i bløde sofaer. Satiren er tit konfronterende.

2. Hvem kan man nå med satirisk journalistik?

På spektret bliver klassisk formidling blandet sammen med andre fortælleformer.

Spørgsmålet er dermed, hvilke intentioner og hvilket formål det tjener samfundet. Bliver satiren bare et ekstra lag for dem, der allerede følger med i samfundet, eller kan den nå nogle af dem, som ikke ville følge med i for eksempel sagen om Danske Bank? Journalistikken har jo en public service-rolle. Der kan være noget smukt i, at man laver en ny type af journalistik, gør den mere underholdende og på den måde forsøge at nå nogle, som ellers ikke ville få informationen. Men det kommer også an på, hvilken forforståelse man har for

Foto: privat

“

Satiren skal gøre folk kritiske over for demokratiet, men man skal også passe på, at man ikke får det undermineret i en grad, hvor man slet ikke stoler på politikerne længere.

overhovedet at kunne forholde sig til denne form for satire. Hvis man er fuldstændig frakoblet fra nyhedsverden, så kan det måske være svært at kunne relatere til satiren. Jeg tænker, at der er nogle gode intentioner i satirisk journalistik, men spørgsmålet er, om det er realistisk, i forhold til den måde satiren bliver lavet på. Kan folk relatere til det? Eller er det måske bare en ekstra snack til dem, som i forvejen er engagerede?

3. Nu nævnte du, at satirisk journalistik er konfronterende. Tror du, at modtageren lærer at forholde sig mere kritisk ved at se, læse eller høre satirisk journalistik?

Det er jo utrolig interessant. Når modtageren ser eller hører journalistik satire, hvordan påvirker det så modtageren? Det afhænger jo af, hvem man får fat i. Får man fat i dem, som ved en masse i forvejen, så er der ikke meget at komme efter, men får man fat i dem, som ikke følger med, så kan de lære noget om samfundet gennem de kanaler. Det kan også have negative effekter, eksempelvis at man bliver mere kynisk over for politikerne, når man ser dem udstillet i et satireprogram, og måske mister man tilliden til politikerne og demokratiet. Satiren bliver ikke kun løftestang for, at man kan informere nogle, men det bliver måske også et værktøj, som man kan bruge til at forholde sig kritisk til politikere. Satirikere vil sige, at de skærper modtagerens kritiske sans, men det kan også på et tidspunkt kamme over, hvis man bliver ved med at udstille politikerne på en satirisk måde, hvormed modtageren får et mere kynisk forhold til dem. Det kan jo have nogle skadelige konsekvenser i forhold til demokratiet. Satiren skal gøre folk kritiske over for demokratiet, men man skal også passe på, at man ikke får det undermineret i en grad, hvor man slet ikke stoler på politikerne længere. Der ligger selvfølgelig et ansvar hos journalisten, at man formår at skabe den her balancegang.

SPOT PÅ SATIRE

9

Den Korte Radioavis har givet satiren en beskidt mund Rasmus Bruun og Frederik Cilius er til daglig kendt som duoen bag radiosuccesen Den Korte Radioavis, hvor de formidler nyheder som de to karakterer Rasmus Bruun og Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm. Sammen har de skabt et underholdende satireprogram, hvor forløbet laves på improvisation, og den politiske korrektheds grænser tværes ud.

Af Teitur Larsen

D

På gefühlen et er tirsdag eftermiddag. Inde på Man kunne sagtens regne med, at der ligger et kontor i Radio24Syvs bygning i velovervejet diskussioner om, hvad de skal København sidder Rasmus Bruun og Frederik sige, og hvordan de skal sige det. Men det er Cilius overfor hinanden ved hver deres ikke tilfældet. skrivebord. Tværs over bordene snakker de »Meget af det er på gefühlen. For vi kort om arbejde, inden de stopper sig selv og improviserer jo det meste i radioen,« fortæller retter deres koncentration mod interviewet.

Bruun. »Satire eller komik er det, vi gør. Det er Størstedelen af forløbet i udsendelserne er blevet vores ting,« siger Rasmus Bruun. baseret på rene mavefornemmelser. Bruun Siden 2015 har de været skaberne bag og Cilius aftaler på forhånd, hvilke emner Radio24Syvs satireprogram Den Korte og personer der skal Radioavis, hvor de på ringes til, men hvad radioens sendeflade er Man må aldrig tage de præcis skal snakke kendt som den usikre den lette vej. Det med hinanden og nyhedsredakør Rasmus Bruun og den overlegne værste er at se satire, hvor kilderne om, det er journalist Kirsten Birgit man ved, hvor de er på vej ikke planlagt i detaljer.

Bruun forklarer, at de Schiøtz Kretz Hørsholm. hen med det. ikke gør sig konkrete To karakterer som Bruun overvejelser, men at de til tider taler om, beskriver som ’psykopaten og lillebror’. Siden hvilken vej en joke skal gå, så de ikke kommer deres start har de fået stor ros for deres ud på et sidespor. Det meste af forberedelsen humoristiske formidling og præcise politiske foregår dog i radiostudiet. satire. En satire, som ifølge Cilius, skal være svær for at være god.

Der findes ingen grænser »Man må aldrig tage den lette vej. Det Satirens humor er kendt for at være værste er at se satire, hvor man ved, hvor de grænseløs, især når det kommer til politisk er på vej hen med det. Så hvis man kan tage korrekthed. I nogle tilfælde har satiren de upopulære holdninger og sige de grimme bevist, at den også kan bryde folks usynlige ting. Så er jeg godt tilfreds,« siger Cilius. grænser – noget som de to satirikere ikke tager alt for højtideligt. Selve satiren er for At være et dårligt eksempel dem grænseløs i sig selv. Det er nemlig ikke Ifølge Cilius og Bruun handler det om at være satiren, der sætter grænserne, men derimod kritiske overfor alt og alle i deres program modtagerne. På den måde er de aldrig sikre på en sjov måde. Samtidig har de tildelt sig på, hvornår de træder over folks grænser. Det rollen som mændene med den grove tone.

Noget, som de især kan tillade sig, når satiren formidles af to fiktive karakterer. »Vi kan nok tillade os at sige lidt flere forfærdelige ting. Vi kan nok godt tillade os at være lidt mere politisk ukorrekte (…).

Man kan ikke rigtig afkode, om det er vores holdning, eller om det er det modsatte af vores holdning, som kommer ud,« siger Bruun.

I rollerne som Bruun og Hørsholm er præmissen ikke at holde et bestemt politisk korrekt standpunkt, men derimod at være det dårlige eksempel og at lave sjov med alle. Men programmet skal nødvendigvis ikke ’bare’ være sjov og ballade. Det skal også være informativt. Med deres aktuelle nyhedsformidling håber Bruun og Cilius, at lytterne kan blive klogere på, hvad der rør sig ude i verden, men det primære mål med programmet er, at det skal være sjovt og få lytterne til at grine. »Hvis de ikke griner, så har vi ikke noget arbejde,« siger Bruun.

“

kan de gøre ved de mindste ting, siger Bruun.

Beskæftiger de sig med et følsomt emne, så er de dog opmærksomme på at behandle det med en vis elegance, så det bliver sjovt. »Hvis det ikke virker humoristisk for os, så laver vi det jo ikke. Så det er jo bare en humormæssig grænse, hvis man kan tale om en grænse,« siger Bruun.

Det store problem kommer nemlig først, når de skal begrænse dem selv for at forudse, hvor folks grænser bliver overskredet. »Så ender vi jo som Københavns Universitet,« siger Cilius med et grin.

Beskidt mund Bruun og Cilius tænker til sidst over, hvad der kan være forklaringen på deres succes med Den Korte Radioavis. »Jeg tror, at vi har fået succes ved Hvis det ikke virker at give satiren en beskidt mund,« humoristisk for os, siger Cilius, hvorefter han bryder så laver vi det jo ikke. ud i en latter.

Bruun er mindre kort og præcis Så det er jo bare en grænse, i sit svar. Hans forklaring relaterer humormæssig sig mere til Cilius’ karakter, Kirsten hvis man kan tale om en Birgit. Satiriske komiske karakterer grænse. er oftest dumme, forklarer Bruun.

De er misforståede, og passer ikke ind i samfundet, så de skal have alt forklaret. »Kirsten er i virkeligheden klogere end langt de fleste. Det kunne godt være en forklaring på vores succes,« siger Bruun.

Om succesen skyldes deres, til tider, beskidte mund eller Kirsten Birgits overlegenhed er ikke til at vide. Men den er der.

“

Rasmus Bruun (til venstre) og Frederik Cilius (til højre), foto: Teitur Larsen

10

SPOT PÅ SATIRE

MARTS

Satiren har krøbet sig ind under huden på Signe Molde Satiren er allermest elegant, dér hvor du griner, men samtidig er alvorlig, ifølge den satiriske balancekunstner Signe Molde.

Af Sophie Lund Møller

H

un hænger politikerne til tørre for hykleri. Hun gør grin med den nyhedshungrende konkurrencemindede journalist. Hun tør tage satiren lige til stregen, selv når det kan resultere i en bøde fra Politiet, en plettet straffeattest og hård kritik. Hun forsøger at bevæge sig ad andre veje uden om satiren, men satiren sniger sig altid ind på journalist, tv-vært, historie-fortæller, Signe Molde-Amelung.

Den snigende satire I et firkantet glaskontor i et hjørne af DR Byen har Signe Molde placeret sig i en stor kontorstol og svunget benene over kors. De runde dådyrøjne blinker ivrigt i takt med, at hun fortæller om sin vej gennem satiren og journalistikken. En vej, som ikke var en skræddersyet karriereplan fastlagt på forhånd. »Det lyder lidt corny, men satiren er meget kommet indefra. Den har helt naturligt sneget sig ind på mig,« fortæller Signe Molde.

Universitet var kedeligt for hende. Hun droppede ideen om den akademiske vej til at blive journalist og startede på DR’s børneradio, som blev hendes springbræt til journalistikken. De frie former gav plads til skæve ideer i børneradioen, hvor Signe Molde kunne spore sig ind på sin stil. »Der fandt jeg min egen tone med det, som jeg syntes var sjovt. Jeg begyndte at stille sjove spørgsmål – også til de alvorlige emner.« Efter 10 års erfaring og leg på børneradioen fik Signe Molde en mere satirisk kant, da hun begyndte på Det Nye Talkshow. I hendes satiriske indslag blev hun kendt for at være kæk, grænsesøgende og tåkrummende pinlig, da hun skulle agere medieliderlig journalist uden spor af situationsfornemmelse. I indslagene går hun lige til stregen, når hun til et pressemøde beder Lars Løkke om at ‘svare lidt sjovere’ på et spørgsmål, eller da hun ved en reception på den nye politistation i Nykøbing Sjælland hev en økse, en peberspray og en kniv op af håndtasken, hvor politiet efterfølgende kvitterede med en bøde og en plettet straffeattest.

På trods af at Signe Molde ikke interesserede sig for politik, da hun var yngre, så sneg den politiske satire sig ind på hende. Den oprindelige tanke med Quizzen, en satirisk quiz som behandler ugens nyheder, var, at det blot skulle være en hyggelig rolig quiz uden satirisk indhold. Signe Moldes griner højt. Det var jo kedeligt bare at sidde og snakke, ler hun. »Da jeg skulle lave Quizzen, var det meget vigtigt for mig, at det ikke skulle være et satireprogram, og så kom det alligevel snigende ind.«

Satiriske abstinenser og bullshit-faktor Selv nu, hvor hun er i en proces, hvor hun skal finde på noget nyt, får hun abstinenser, når hun ser en historie, som man kunne lave noget sjovt ud af. Satiren er trængt ind under huden på hende. Men satiren er ikke bare et godt grin, understreger Signe Molde med en vis alvor. Satiren kan nå ud til mennesker. »Jeg er helt overbevist om, at man kan nå nogle andre mennesker. Man kan få nogle til at høre om en helt konkret historie, som ellers ikke ville kende den eller interessere sig for den.« Satiren er befriende, fordi man kan sige ting mere direkte, hårdt og forsimplet. Nogle tør sige højt, hvor pervers og grotesk Danske Bank-sagen er, og sammen kan vi grine af det, begrunder Signe Molde. Satiren er en bullshit-faktor og en ventil til at lufte vreden og frustrationen.

Ifølge Signe Molde er satiren en måde at oversætte, hvad der egentlig bliver sagt mellem linjerne og give historien andre nuancer og pointer, end der ville komme frem, hvis læseren læste historien i en nyhedsavis. Men den kan ikke stå alene. »Jeg synes, at satire har en vigtig rolle, men den skal ikke stå alene. Det vil være katastrofalt.«

“

Jeg synes, at det er enormt vigtigt, at vi bliver ved med at råbe op om, at Erdogan har en lille penis. Man skal passe på, hvis man begynder at give køb på, hvad man må sige.

Der skal man bare give den fuld gas. Satiren kan gøre det på en anden måde end journalistik kan.

Satiren skal råbe højt Alt er tilladt, siger hun med en sikkerhed i stemmen. Signe Molde er vokset op med ideen om at leve i et frit land med ytringsfrihed og ligestilling. En selvfølge, kalder hun det, men en selvfølge som for tiden bliver udfordret. »Jeg synes, at det er enormt vigtigt, at vi bliver ved med at råbe op om, at Erdogan har en lille penis. Man skal passe på, hvis man begynder at give køb på, hvad man må sige.

Der skal man bare give den fuld gas. Satiren kan gøre det på en anden måde end journalistik kan.« Men for at råbe højt skal man turde. Turde tage skridtet videre og ikke være bange for at kaste sig ud i det. Det er dér, at det allersjoveste kommer frem, anbefaler Signe Molde. »Hvis der er noget, man selv synes er sjovt, komisk eller noget, som du bliver sur eller rasende over, så er det et godt sted at starte. Det er en ret god drivkraft at være lidt rasende,« fortæller Signe Molde grinende.

I det firkantede glaskontor i et hjørne af DR Byen blinker de runde ivrige dådyrøjne stadig i takt med at snakken flyder, men onsdagen er også fyldt med andre gøremål.

Signe Molde må naturligvis ikke løfte sløret for sine fremtidige planer, men om hun vil det eller ej, så sniger satiren sig nok ind på hende igen.

BLÅ BOG Signe Molde-Amelung Født i 1977.

Studerede to år på Samfundsvidenskabelig basisuddannelse på RUC inden hun startede på DR’s børneradio.

Tv-vært, journalist og tilrettelægger.

Har medvirket i ‘Det nye Talkshow’ på DR1 og ‘Zulu Late Night Show’ på TV2 Zulu.

Tidligere vært på Quizzen Med Signe Molde på DR2 og X-factor 2013.

Foto: privat

SPOT PÅ SATIRE

11

Roald Als: »Vi tegnere må ting, som journalister ikke må« Satiretegnere har ofte sat sit præg på samfundsdebatten og været med til at skabe både latter og vrede hos folk. Lixen har derfor taget en snak med avistegneren Roald Als for at høre om hans rolle som avistegner, hvad han vil med sine tegninger, og hvilke grænser der er for dem.

Af Teitur Larsen Hvordan får du inspiration til dine tegninger?

Inspiration er noget kunstnere bruger, og jeg er ikke kunstner, jeg er håndværker. Det er mit job at lave tegninger, og jeg skal lave det, avisen har brug for.

Ideerne har jeg folk til. Nogle gange kommer de af sig selv, andre gange må jeg ringe til min ‘idemand’. Så finder han på noget, eller også snakker jeg med journalisten, hvis det er en artikel, jeg skal illustrere. Alle spørger, hvordan man får ideerne, og der er aldrig nogen, der har kunnet give svar på det. Men når man har mit job, så er man inde i en bestemt tankegang. Jeg tænker hele tiden tegninger.

Min idemand plejer at sige, at vi ikke kan se en ulykke i fjernsynet uden at tænke: »Hvad sjovt er der i det?«. Man indstiller sin hjerne på den måde.

Kan satiren provokere?

Det kan den ikke. Det skal den. Jeg var ikke en af Muhammedtegnerne, men de har bevist, at det kan den. Jeg har oplevet, at nogle oplever, at jeg har overskredet en grænse.

Men grænsen er der ikke, eller den er der hver gang. Man skal kunne gøre grin med alt. Hvis der er sket et terrorangreb, så skal jeg gøre grin med det. Og det er jo fandeme ikke nemt, vel?

Jens Hage fra Berlingske sagde engang, at man ikke skal sparke til nogen, som ligger ned. Men jeg har det sådan, at hvis Lars Løkke ligger ned, så sparker jeg.

Så du har ikke nogen regler for, hvad du tegner?

Det kommer altså an på, hvem der ligger ned foran mig. Politikere eller andre magthavere er selv med i spillet. Men der kan være almindelige mennesker, som ikke har bedt om at blive interviewet. Der gælder nogle andre regler om, hvad man må og ikke må. Der har jeg nogle gange overskredet grænsen, og så har der været en redaktør, der har sagt: »det må du altså ikke«. Så har jeg måttet lave deres ansigt eller andet på tegningen om, så de ikke kan blive genkendt i det miljø, de går i. For de er ikke nogen, som med vilje har gjort noget forkert. De er måske bare kommet til at sige noget tåbeligt.

Måske er den første regel, at der skal være en vittighed. Tegningen skal være sjov. Man må spørge sig selv »hvornår begynder folk at grine?«. Og så er det meget vigtigt, hvis du laver grin med nogen, at du gør grin med dig selv først. Jeg-personen skal være den mest latterlige af dem alle sammen.

Hvilken effekt håber du dine tegninger har på dine modtagere?

Jeg håber, at hver gang jeg laver en tegning af en eller anden politiker, især fra partiet Venstre, så skal han tænke: »Tegneren har ret.

Jeg er en elendig politiker. Jeg går af«. Det er ikke så tit, at det sker. For nogle af dem tager det mange år, før de fatter pointen.

Jeg plejer at sige, at målet til enhver tid er at vælte en regering. Især den vi har nu. Jeg tror, at når man sætter sig ned og tegner, så skal man have ideen om, at det kan lykkes. Men det gør det selvfølgelig ikke. Jeg vil nok egentlig bare have folk til at grine.

Hvordan er din rolle som satiretegner?

Tegneren kan jo fortælle baggrunden for politikken. Alt det, politikerne ikke vil ud med, kan man tegne. De replikker, han ikke vil sige, kan jeg enten tegne eller lade personerne sige i tegningerne.

Vi tegnere må ting, som journalister ikke må. De skal være objektive, de skal spørge alle parter og ikke komme med deres egen holdning. Det blæser jeg på. Jeg har mine egne holdninger med hver gang. Hver dag på hver tegning. Det må journalisterne ikke, så bliver de fyret.

Som tegner, skal jeg også gøre grin med alt og alle. Selv de partier, jeg stemmer på, skal jeg gøre grin med. Jeg skal i princippet være imod alt og alle. Jeg skal hade alle politikere, jeg skal være imod alle partier, og jeg skal være imod al infrastruktur, der bliver lavet eller ikke bliver til noget. Det er en del af jobbet. Så kan man bedre gøre tingene klart for læserne, når man tegner.

Illustration af Roald Als: Julie Lapp

BAG OM TEGNEREN Roald Als er født i 1948 på Frederiksberg.

Den erfarne avistegner Roald Als har med sine satiriske tegninger gjort sig kendt blandt borgerne og politikerne i Danmark.

Han er kendt for sin præcise streg og antiborgerlige tegninger.

Als har været uddannet tegner siden midten af 1970’erne og har tegnet for bl.a. Weekendavisen, Ekstra Bladet og Politiken. Han har været ansat på Politiken siden 1994.

12 STUDIET

MARTS

Og på det tredje forsøg genopstod panikdagen Tredje gang var ikke lykkens gang for praktikmatch.dk. Studerende kunne ikke melde tilbage til praktikstederne, praktikstederne så hvidt, og intet ville lykkes. Den analoge panikdag bliver for en stund genoplivet, og får derefter lov at gå i graven med et brag.

Af Emilie Rotbøl Amstrup

A

lt forarbejdet er gjort. Rundt omkring i at have forsøgt at rette op på fejlene i systelandet har journaliststuderende klappet met, skal de nu have lagt det et sted hen, hvor den bærbare op og følger nedtællingen til det fungerer. Det er svært at nå inden den start. Pia Færing, der er praktikvejleder for 8. maj – og selvom det skulle kunne lade sig DMJX og praktikkoordinator, står i Aulaen på gøre, vil panikdagen ikke blive digital: journalisthøjskolen i Aarhus. Nedtællingen »Vi får intet ud af bare at blive ved med at nærmer sig nul. Allerede inden praktikmatch. forsøge – det vinder vi jo ikke folks tillid af« dk skal stå sin prøve, er det besluttet, at hvis systemet fejler, er det endegyldigt. Så komOnlinematch skulle give større ro mer panikdag ikke til at foregå i stilhed bag Formålet med, at match mellem praktikpcomputerskærmen, men i stedet i Aarhus og lads og praktikant skal foregå online, er dels i den larm, som 300 nervøse praktikansøgere at imødekomme de logistiske problemer, der kan frembringe. kommer, når journalisthøjskolen flytter til Kort efter testen går i nye bygninger i 2020, men gang, begynder hashtagget Vi får intet ud af også at give de studeren#panikdag at blive popbare at blive ved de bedre muligheder for at ulært på Twitter. Pia Færing med at forsøge – det træffe en velovervejet beslutsidder med telefonen mod vinder vi jo ikke folks ning. venstre øre, øjenbrynene »Det digitale system vil tillid af trukket sammen. Så tikker være en fordel for de studen SMS ind til dem, der siderende, fordi hurtighed ikke der bag skærmene: længere er et parameter. Normalt vil det være Vi stopper testen og kaster håndklædet i den, der rent fysisk når frem til ansøgeren ringen. først, som ansøgeren siger ja til. Systemet Der går ikke mange sekunder mellem opgiver et overblik over tilbuddene,« fortæller dateringerne i SDU’s 4. Semesters Facebookpraktikvejlederen. gruppe – hvad nu? Så beviser Twitter endnu engang sit værd: »Vi kan simpelthen ikke håndtere det her.

Tusinde tak for hjælpen – I får en god, gammeldags panikdag.« Men hvorfor?

“

Vinder ikke folks tillid af at genstarte serveren De praktiksteder, som de studerende havde søgt, dukkede op hjemmesiden, da nedtællingen ramte nul. De studerende blev mødt med grønne, gule eller røde bjælker et tilbud, et ‘måske’ eller en afvisning - ud fra de praktikstederne, som den studerende havde sendt sin ansøgning til. Men der var ikke mulighed for at acceptere eller afvise dem, som havde sagt ja. Efter bolden havde ligget passivt hos ansøgerne, blev den spillet spillet tilbage til praktikstederne. Og de blev, for de flestes vedkommende, mødt af en hvid skærm. »Og så måtte vi jo bare konstatere, at nej, vi havde ikke klaret den,« siger Pia Færing. »Serveren kunne ikke klare presset. Derfor smed jeg håndklædet i ringen, og konstaterede, at vi ikke kan blive ved med at prøve, om serveren kan klare det.« Systemet er designet til at løse opgaven med at matche ansøgere og praktiksteder – og ifølge Pia Færing synes praktikudvalget, at de er lykkedes godt med det. Dermed er 80 procent af arbejdet gjort. Men efter forgæves

Alligevel har reaktionerne fra de studerende kunne have taget plads i sikbåde studerende og medier ifølge Færing kerhed på deres værelse. været relativt fortrøst»Forberedelsen er den Uanset hvilket af samme – de studerende ningsfulde. Og selvom den p r a k t i k s t e d e r n e , skal kigge sig godt omkring online store-matchdag i der kommer til jer og finde ud af, hvad de har efteråret også led under nedbrud, vil hun først, så skal I være lyst til og derefter søge ikke alene tilskrive det glade fokuseret og målrettet.« store overblik over tilbuddene, at den alligevOg til selve dagen, hvor slaget skal stå, har el forløb uden stor panik.

Pia Færing følgende råd til dem, som havde »Sidste år var atypisk, fordi der var for håbet på praktikmatch.dk: mange praktikpladser. Har de studerende »Forbered jer på et lidt større kontroltab og fundet forløbet mindre stressende, kan det lade være med at være bange for, at I ikke kan lige så godt være fordi, de kunne vælge og styre tingene på selve dagen – I vælger selv, vrage,« siger hun og fortsætter: »Nogle af hvilken vægtskål I kan lægge jeres lod i. Og praktikstederne har derimod nok været mere uanset hvilket af praktikstederne, der komstressede, fordi de ikke helt har stolet på, at mer til jer først, så skal I være glade.« systemet virkede«

“

Accepter kontroltabet Og nu er det så afgjort, at der i hvert fald ikke er nogen, der kommer til at være nervøse for et teknisk nedbrud. Men stressen og angsten for ikke at få nogen plads, vurderer Pia Færing, er lige så stor, som den altid har været – og det havde den også været, selvom

Illustration: Julie Lapp

STUDIET

13

»Jeg følte mig mere som en journalist end som en studerende« Sara Bangsbo er tidligere praktikant hos Scleroseforeningen. Hendes praktikperiode udviklede hende utroligt meget journalistisk, fordi hun fik så frie tøjler i løbet af praktikken.

Af Melissa Kjemtrup

D

et er panikdag, efteråret 2016. Sara McClymont Bangsbo tripper rundt sammen med sine nervøse medstuderende. Det går løs lige om lidt. Sara har ikke søgt ret mange af de traditionelle medier, som mange af hendes medstuderende. Hun har næsten altid vidst, at hun gerne vil arbejde med sager, hvor hun kunne hjælpe mennesker. »Jeg har altid været meget engageret i forskellige sager og politik, så det ligger naturligt for mig,« og det var også derfor, hun blandt andet havde søgt praktik hos Scleroseforeningen.

Det karakteristiske og paniske tågehorn lyder, og stemningen på DMJX bliver om muligt endnu mere intens. Telefoner ringer, folk jubler.

Men ikke Saras. Der var ingen, der ringede de første tre minutter, og Sara blev nervøs. Det føltes som om, at der var gået en time, fortæller hun. Hun besluttede sig for at gå mod de lokaler, Foto: Privat hvor hun vidste, at hendes anden prioritet var. Hun nåede næsten til lokalerne, inden hun blev ringet op af Scleroseforeningen, der tilbyder hende en praktikplads. Sara skynder sig at takke ja. »Jeg havde været inde og snakke med dem inden panikdagen, og der havde været en god stemning, og der var plads til alle. Man havde enormt meget medansvar, og det synes jeg lød ret fedt«

Intetanende journalistpraktikant safdelingen var lille, og derfor blev der taget Som praktikant for Scleroseforeningen ville meget hånd om Sara. Hun fortæller, at hun man måske gå ud fik vejledning og fra, at hun vidste Det kræver noget andet, end feedback på alle en masse om sygdet du har lært på studiet, sine produktioner. dommen. Men det fordi det er så anderledes, og »Jeg fik at vide, at var ikke tilfældet for det er måske det, der gør det fordi det er så lille et Sara. Hun fortæller, lidt svært at starte sådan et sted sted, så kunne man at hun faktisk ikke lave alle de fejl, man vidste noget som helst om sygdommen, men havde brug for. Der var plads til at afprøve en det var ikke et problem, masse og plads til at lave fejl, når man skulle hverken for hende eller afprøve noget, man ikke have lært på studifor foreningen. et.« »Man fik lov til at Med tiden kom der både styr på sygdomkomme ind i stoffet og men og anderledes arbejdsopgaver, og så ind i sygdommen, og kunne Sara slå sig løs. man kunne snakke med »Jeg fik lov til at prøve, alt det jeg havde en masse, der havde styr lyst til. Der var ingen grænser.« på det, før man begyndHun fik mulighed for at arbejde med de te at arbejde med det,« emner, hun selv syntes var mest spændende, fortæller Sara. og med de formater hun gerne ville lave.

Første arbejdsopgave »Vi har et magasin, der kommer ud fire var at lære sygdommen gange om året. Så er man med til at skrive at kende. Hun talte med de lange indledende artikler, en masse mennesker man er med til at med sclerose og hørte skrive caseartom deres oplevelser med ikler, og man at leve med sygdommen. kan også Resultatet blev en række lave vidbeskrivende casehistorier, eoer.« Og der gav hende et indblik i, hvad sygdommen hvis hun betød. Viden om sygdommen var dog ikke det snublede eneste, hun manglede. Også måden at arbejundervejs, de på var anderledes. motiverede »Det kræver noget andet, end det du har foreningen lært på studiet, fordi det er så anderledes, hende til at og det er måske det, der gør det lidt svært at rejse sig, og starte sådan et sted.« knokle videre.

Det blev dog hurtigt løst. Kommunikation-

“

Mere journalist end studerende Sara er ikke i tvivl om, at hun har rykket sig meget gennem sin praktikperiode. »I slutningen af min praktikperiode havde jeg været gennem så mange forskellige opgaver i kommunikationsfaget, at jeg helt sikkert følte mig mere som en journalist end som en studerende.« Og hvis ikke det er formålet med en praktikperiode, så ved hun ikke, hvad er, siger hun. »Der var enormt meget frihed under ansvar.« Sara er ikke i tvivl om, at hun endte det helt rigtige sted i sin praktikperiode. Organisationsarbejdet gav hende et hav af muligheder for at udvikle sig journalistisk. Muligheder, kun ikke var klar over, det kunne have. Ifølge hende, blev der på studiet ikke informeret nok om andet end nyhedsmedierne. »Der er mange, der ikke ved, hvad kommunikationsarbejde er for noget. Vi blev ikke introduceret til særligt meget, da vi skulle søge praktik. Vi vidste kun, hvad der var af muligheder, hvis vi selv havde opsøgt det.«

Illustration: Julie Schneider

Lyt til Lixenminder på Lixen.dk

Hip hip hurra! I år runder de knitrende Lixensider et skarpt hjørne: 20 begivenhedsrige år er gået, siden Lixen første gang udkom under navnet Lix Og Lir. I den anledning har podcasten Journalixen lavet en hyldest til Lixens leveår, iøjnefaldende historier og nostalgiske redaktionsminder. Til det har vi hentet hjælp fra Lea Korsgaard, der var chefredaktør på Lixen i 2002. Så slip avisen et øjeblik og tune ind på Lixens lydlillebror, hvor du kan få svar på, hvad Lea Korsgaard egentlig syntes om navnet Lix og Lir, hvad Jørn-Henrik Petersen dengang mente om hendes chefredaktørskab, og hvor højt Lea Korsgaards grin egentligt er. Hele denne fødselsdagskage af nostalgiske Lixenminder glaseres med en vaskeægte Lixenskandale.

14 NICHEN

MARTS

POLITIK

Europa-Parlamentsvalget skal sikres mod falske nyheder fra russiske “troldefabrikker”

Af Sarah Fiona Murphy

Måske har du hørt om “troldefabrikker”, der dagligt spreder falske nyheder om alt, hvad Rusland ser som en potentiel national trussel. EU modarbejder dagligt de mange falske nyheder og har faktisk gjort det siden 2015 – men der er mere i vente, hvis det står til Europa-Kommissionen. Og det er nok ikke helt dumt, set i lyset af et kommende parlamentsvalg.

Illustration: Julie Lapp

M

åske har du aldrig hørt om det, men i Rusland lever såkaldte “troldefabrikker” i bedste velgående. Og deres primære formål? Ja, det er at lave falske nyheder, som blandt andet skal skabe splid i EU’s medlemslande og amputere EU’s ry - både i Rusland, men bestemt også i resten af omverden. I 2015 blev det fra EU’s side besluttet, at den russiske desinformation skulle stoppes, og man så vidt muligt skulle prøve at neutralisere og verificere historier fra Rusland omhandlende EU. Et godt eksempel på spredningen af falske nyheder kan være videoklippet fra TV2 om en mast på Bornholm, der ifølge russisk stats-tv var et forsøg på at udspionere Rusland fra Danmark af.

Et andet godt eksempel på historier, som EU’s Task Force kæmper i mod, var, da Rusland i sommer berettede om, at EU netop havde foretaget nyoprettede koncentrationslejre i Albanien. Adskillige russiske medier forklarede ifølge EU vs. Disinfo, hvordan man i EU havde kommet den nylige flygtningekrise til livs ved at oprette koncentrationslejre til immigranterne. Mediet kunne fremvise billedmateriale, der dokumenterede et hegn og en mur i Albanien, som ifølge rus-

siske medier havde til formål at være koncentrationslejr, men som i virkeligheden skulle bruges som flygtningecenter.

Disse eksempler er nogle af dem, som East Stratcom Task-force, også kendt som EU vs.

Disinfo, dagligt prøver at gøre op med. TaskForcen, der blev oprettet i 2015, har som mål at skabe et bedre mediemiljø i de østlige områder og i EU internt. Derudover har Task-Forcen også det formål at forbedre EU’s kapacitet til at forudse, adressere og besvare desinformation fra Rusland. Task-Forcen er en lille gruppe, der dagligt gennemgår russiske medier og nyheder for at verificere dem.

Task-Forcen består af 16 medarbejdere fra hele Europa, der alle er flydende på russisk og derfor nemt kan forstå og spotte de forfalskede historier. I praksis vedlægger de links til de forfalskede historier, og beskriver efterfølgende, hvordan den virkelige historie er, hvad der ligger bag, og hvordan historien kan være blevet tolket eller forfalsket. De analyserer og skaber opmærksom omkring desinformation fra Rusland både i og udenfor EU. Formålet med at oprette Task-forcen fra EU’s side var at komme de mange misinformerende artikler til livs og samtidig fremme de

reelle EU-interesser og politikker - og male et bedre billede af EU udadtil. Men der skal mere til, hvis Europa skal sikres til parlamentsvalget i maj.

Indsatsen skal oprustes Med et kommende europæisk parlamentsvalg oppe over ørerne vil EU nu komme problematikken endnu mere til livs, og Danmark er ifølge Anders Samuelsen frisk på at være med på vognen. For den 26. maj 2019 skal godt 400 millioner Unionsborgere til valg – og det skal ikke influeres af Rusland, hvis det står til EU. East Stratcom Task-force er en lille afdeling, taget i betragtning af hvor stor mængden af desinformation fra Rusland er.

Det har politikerne i EU nu fået øjnene op for, og de har gennem to år undersøgt en række emner, som man bør fokusere yderligere på i fremtiden.

Der er derfor vedtaget en ny handlingsplan, der skal beskytte de demokratiske systemer.

Det nye udspil, der blev lanceret i slutningen af 2018, byder på fire overordnede fokuspunkter. Heriblandt at der skal afsættes flere midler til Task-force-arbejde mod desinformation. Budgettet skal gå fra 1,9 millioner

euro til 5 millioner euro årligt, som det ser ud nu. Pengene skal blandt andet gå til yderligere oprettelse af Task-forces, der kan hjælpe med at skabe et andet billede udadtil, end det Rusland prøver at tegne, primært til de østlige lande uden for EU. Derudover kræves det også, at der fokuseres på at få slettet falske profiler på sociale medier og samtidig gøre faktatjeksider som for eksempel EU vs.

Desinfo mere synlige på sociale medier. Den eksterne kommunikation fra EU vs. Disinfo halter på nuværende tidspunkt efter, hvilket gør, at de desinformerende nyheder fra russiske “troldefabrikker” spreder sig hurtigt, fordi “troldefabrikkerne” i høj grad formår at bruge de sociale medier aktivt i deres udbredelse af desinformation.

Det store spørgsmål er nu, om Kreml blot opruster deres troldefabrikker som modsvar, eller om vi kan regne med, at den nye handlingsplan vil få bugt med de falske nyheder, der florerer på internettet. Men forhåbentligt kan EU´s plan sikre et stabilt og demokratisk parlamentsvalg uden påvirkning fra øst.

NICHEN KULTUR

15

Fortsat fra forsiden:

Transkønnedes lighedskamp rykker ind i medierne meget på rigtig få år. At vi er psykisk syge mennesker, er en døende opfattelse. Hos ganske almindelige mennesker bevæger opfattelsen sig til at være, at det er en naturlig variation,« siger Linda Thor Pedersen.

Holdningsskiftet har haft indflydelse på forbedringer af de transkønnedes forhold.

Det viser sig blandt andet ved kortere behandlingstid for godkendelse til operation, og at Af Julie Schneider transkønnede ikke længere skal steriliseres, når de juridisk skifter køn (skift af CPR-numIvy Rosenauer deler offentligt ud af sine permer). Derudover blev en milepæl nået i 2017, sonlige tanker om fortiden, sin kønsskifteoda transseksualitet blev fjernet fra listen over peration og om mænd. Disse erfaringer kan psykiske sygdomme. andre transkønnede spejle sig i. Selv siger Udviklingen er også enormt vigtig for Ivy hun, at hvis man bare bevRosenauer, som Der har været så meget æger sig 10 år tilbage i tiden, mener, at væksten fokus på homoseksutrådte ingen transkønnede i antallet af histopersoner frem i mediernes alitet og på at være gay, og rier om transpersøgelys. Og måske er der nu er det identitetens tur. soner bidrager til, noget om det. at endnu flere tør Nu er det vores tur. Jeg at stå ved sig selv kan godt lide at sige: ’It’s Flere transkønnede tør og dermed at stå Lixen har nemlig un- T-time’ [Det er trans-tid, frem i medierne. dersøgt antallet af histor- red.]. »Vi er kommet ier om transkøn gennem mere globalt ud de seneste 10 år. Tal fra Infomedia viser, at til mange mennesker, og derfor har folk nok de største danske medier skriver mere og også fået mere tillid til at stille sig op og sige: mere om forskellige kønsidentiteter, særligt ’Jeg skal bare være mig selv’. Det er det, der gennem de seneste få år er antallet vokset ekhar skabt en bevægelse,« siger hun. splosivt. På blot fire år, fra 2014 til 2018, er Ivy Rosenauer er selv blevet inspireret af der kommer 80 procent flere historier til om den israelske transkvinde Dana Internationtranskønnede og deres vilkår. al, som »banede vejen for vores generation«, da hun stillede op i Eurovision Song Contest i 1998.

Og med den reference fortæller hun, hvor vigtige transforbilleder er, og hvor meget de kan rykke på. »Vi skal bare blive ved at stå frem, så vi kan normalisere transkønnede.

Det er så vigtigt at anerkende, at Statistik er udarbejdet på baggrund af tal fra Infomedia. Artiklerne, der indgår, er udvalgt efter følgende kriterier: 1. Medier på skrift og web (Ekstra Bladet, B.T., jeg ikke ville DR.dk, TV2.dk, Politiken, Berlingske, Information, Jyllands-Posten, Kristeligt Daghave kunnet blad og Weekendavisen), 2. Ordene transkøn, transkvinde, transmand, transperson, stå her i dag, queer, ciskøn. hvis ikke der Og det er ikke kun antallet af historier var nogle, der havde gjort det før mig.« om transkønnede, men også antallet af transkønnede, der træder frem, som vokser.

Endnu mere mediefokus og større Hos Rigshospitalets Sexologiske Klinik for forståelse Transkønnethed er antallet af henvendelser Det øgede mediefokus har haft betydning fra transpersoner, som ønsker en kønssfor de transkønnedes opfattelse af at blive kifteoperation, steget med 400 procent på forstået – både i sociale og politiske samde samme 10 år (kilde: DR.dk). I 2008 fik menhænge. Linda Thor Pedersen fra LGBT klinikken 65 henvendelser, mens tallet lå på Danmark forholder sig til de politiske forbed342 henvendelser i 2017. ringer: Hvis man spørger Linda Thor Pedersen, »Det ydre fokus har betydet øget accept af der er transpolitisk talsperson hos LGBT os i befolkningen, og det har været med til at Danmark, har det øgede mediefokus haft bemindske stigmatiseringen af os som gruppe. tydning. Det at være transkønnet er blevet Men stadigvæk er vi ikke ligestillede. Jeg tror mindre tabuiseret. ikke, at der er nogle i dag, der vil opleve det. »Altså der er jo sket et holdningsskifte i Selvom folk har stor forståelse, så når det opfattelsen af transkønnede. Gå bare 4-5 år kommer for tæt på, er der alligevel mange, tilbage, så var der rigtig mange, der ikke hader bliver forskrækkede. Vi ser jo, at mange vde hørt om transkønnede. Der er sket rigtig har fin forståelse for transkønnede – bare

“

det ikke er i deres familie,« forklarer Linda Thor Pedersen, som kæmper for forbedringer i sundhedssystemet. Hun påpeger, at ventetiderne til de altafgørende operationer stadig er meget lange, og at det skyldes, at mange i systemet har forældede holdninger til transkønnethed.

Medierne kan hjælpe med at få de politiske budskaber frem i lyset, og i lyset er problemerne kommet, for Linda Thor Pedersen fortæller, hvordan man fra politisk side ikke længere vil acceptere, at man kan skalte og valte med de transkønnedes helbred. Hun så gerne, at medierne fokuserede endnu mere på forholdene i sundhedsvæsenet. »Jeg oplever, at nu har man hørt den her historie før, så nu gider man ikke beskæftige sig med det mere. Men her har vi altså en sort plet på vores sundhedssystem,« mener Linda Thor Pedersen.

Ivy Rosenauer er taknemlig for opmærksomheden, men savner også et ændret fokus hos medierne. Dog fokuserer hun mere på de

Den 28-årige musiker Ivy Rosenauer, som var den første transkønnede nogensinde til at optræde på Copenhagen Pride. Foto: Jean M. Babonneau

“

Stadigvæk er vi ikke ligestillede. Jeg tror ikke, at der er nogle i dag, der vil opleve det. Vi ser jo, at mange har fin forståelse for transkønnede – bare det ikke er i deres familie

transkønnedes sociale vilkår i samfundet: »Jeg synes, det er godt, at der er fokus, men vi skal blive bedre. Jeg vil se transkønnede i politik, jeg vil se transpersoner, der kan arbejde på samme måde, som en binær person gør. Vi er mennesker med hjerter, sjæle og tal-

Transkøn og andre kønsidentiteter var ikke noget at skrive hjem om før 2013. Nu er der artikler om transkønnede tæt på to gange om dagen. Det tyder på, at betegnelserne er kommet for at blive. Dog synes de transkønnede kvinder, som Lixen har spurgt, at der stadig er et stykke vej til, at målet er nået i forhold til de

Illustration: Julie Lapp

enter, og jeg synes også, at der skal fokuseres på det.

Det skal bare være en normalitet. Og når vi er dér, så kan jeg sige, at jeg er super taknemmelig.«

transkønnedes sociale og politiske ligestilling i samfundet. Og det ønsker de at få mere fokus på i medierne i fremtiden. T-tiden fortsætter.

16 FAVORITTEN

MARTS

Alternativ formidling

Af Karen Mathilde Møller Jørgensen Sæt lige brillen helt op på næseryggen, nu kommer der spritnyt fra redaktionen: Lixen kan i denne martsudgave præsentere den dugfriske sektion, Favoritten! Sektionen er stedet med plads til fordybelse såvel som eftertanke om udvalgte emner, hvor der gerne må stilles spørgsmålstegn.

Du er landet i det farverige hjørne, hvor polemik og kreativitet vil folde sig ud over to hele sider. Her bydes på alt lige fra fantasifulde strøtanker til kunstfærdige klummer. Journalistik er formidlingens Moder Jord - gennem diverse dagblade, tv- og radioprogrammer mødes vi i den informerende, til dels underholdende, sfære. I denne første udgave af Favoritten bevæges luppen over alternativer til journalistisk formidling, her formidling via teaterkunst og Poetry Slam.

Teater: Underholdning eller oplysning?

Som en farvepalette byder teaterverdenen på et hav af nuancer. På Odense Teater opføres forestillinger om lige fra magtbevægelser mod eliten til eventyrklassikeren Mio, Min Mio. Men er teatret ren underholdning, eller kommer vi for at lære noget? Lixen har taget en snak med skuespiller Joakim Lind Tranberg og teatergængeren Johanne Mortensen, netop for at sætte en finger på teaterverdenens rolle som formidlingssted.

A

viserne bugner af overskrifter om hårde klimaudfordringer, ay eller nay til Brexit og mure, der enten skal sættes op i Mexico eller rives ned i Game of Thrones.

Journalistikken dækker vidt favnende over emner, der både kan være lette og svære at tale om. Et alternativ til avisen, fjernsynet og radioen, hvor der også er plads til at debattere verdenshistorie og samfund, er på de skrå brædder.

På scenegulvet er der rum for at tage en maske på og diskutere frit fra leveren. Noget, der kan være lidt vanskeligere i journalistikkens medieverden. Der er i hvert fald ingen maske at skjule sig bag. Men teatersalen er også underholdningens arena, hvorfor det kan være svært at skelne fakta fra fiktion.

Joakim Lind Tranberg, 30, er skuespiller og uddannet på Odense Teaterskole i 2017. Som bosat i København med sin forlovede, pendlede han frem og tilbage for at stå klar i spidse laksko og dansende slangekrøller i rollen som kong Frederik 3. i forestillingen Leonora Christina. Fascinationen af scenekunstens formidlingsevne var allerede stor for Joakim Lind Tranberg, da han som dreng så sin far optræde under dilettantkomedier på Bornholm. »Jeg sad på forreste række på en lille gymnastikbænk og så op på min far, der tit spillede de store roller. Der sad jeg med min 5-krone i hånden, som jeg skulle købe slik for i pausen. Jeg kan bare huske, at jeg kiggede op og så den reaktion, han fik fra publikum.

Han havde en reaktion på folk.« »Hvis jeg kigger ned på publikum som

Frederik 3., så kan det måske virke intimiderende, men det er en illusion, man bygger op sammen med publikum i løbet af hele fores-

Foto: Johanne Frederikke Mortensen

tillingen. Det er simpelthen så fantastisk at se folk [publikum] i øjnene. Igen det her med at se den indvirkning, man har på folk.« Men kommer publikum i teatret for at blive belært? Eller er den indvirkning, Joakim Lind Tranberg taler om, blot underholdning? Forestillingen Leonora Christina er et stykke af Danmarkshistorien. Ligesom Lars Mikkelsen tager os i hånden og gennemgår historien

om Danmark, byder Joakim Lind Tranberg og resten af skuespillerstablen på en realistisk fortælling om konger og dronninger. En fortælling tro mod virkelighedens historie med plads til fortolkninger i sidestykket.

Den aktive teatergænger Johanne Frederikke Mortensen kommer tit på Odense Teater, hvorfra hun har set utallige forestillinger, heriblandt Leonora Christina. Ved siden af teaterfixet studerer hun journalistik på Syddansk Universitet. Hun oplever teatrets rolle tofoldigt. »Jeg tror, at der er mange moderne stykker, som kan relatere til det samfund, vi lever i i dag. På den måde kan man få noget med hjem at forholde sig til. Som udgangspunkt er teatret underholdning, hvor det ekstra jo bare er en bonus.«

samme som at åbne dagens avis. Men nogle fællestræk anes alligevel, når man kigger på scenekunsten og journalistik som samarbe-

“

Som udgangspunkt er teatret underholdning, hvor det ekstra jo bare er en bonus.

jdspartnere. I begge verdener er der plads til et sprog af farver og sanseindtryk, så fortællingerne fremstår som lærerige historier. Johanne Frederikke Mortensen ser sammenhængen. »Når skuespillerne står på scenen formidler de en historie, der er blevet skrevet ned.

Historien om Leonora Christina er sand, så der er jo et journalistisk spektre om aktualitet. Skuespillerne bruger deres gestik til at få os til at mærke fortællingen.

Det gør vi jo også som journalister med vores sprogbrug, for at læseren skal kunne se det for sig. Det sker både på skrift og på scenen.« Teatret kan vende og dreje eventyr lige såvel som aktuelle samfundsproblemer. Odense Teater viser i øjeblikket forestillingen ‘Død over eliten’, hvor spørgsmål om politik og samfund med aspekter fra det virkelige liv vægtes højt på den lille scene. Politiken skrev således under deres fire røde hjerter: »Hvorfor skal vi gå og vente på, at det bliver til noget med det folketingsvalg?

Odense Teater kan i hvert fald sagtens finde ud af at skyde det hele i gang. Med noget så sjældent som en aktuel ladning ny dansk dramatik.« Teatret er kendt som underholdningens kammer, men oplysningen er en gave oven i hatten. Forestillingerne skaber krakelerede pander og oplysJoakim Lind Tranberg på Odeon Teater. te hjerner ved siden af de store grin.

Scenekunsten fungerer som et afbræk fra journalistikken, hvor information rimer på sang og musik. Formidlingen på de skrå Publikum og skuespillere skaber en usynlig brædder kan, udover det gæve, informere og kontrakt, hvor dem i de bløde sæder betaglægge op til debat på en fortolkende måde, der es af replikker og gestik, mens de andre giver ikke ses i journalistikken - også selvom det plads til eftertanke og oplysning. I en bobbel, formidles med laksko, paryk eller firspring. der først sprænges, når lyset atter tændes, har publikum været fanget i en formidlingsverden, man enten er blevet underholdt eller oplyst af.

Teatret som formidlingssted er ikke det

FAVORITTEN Poetry Slam: Polemik eller volapyk?

17

3 minutter og 10 sekunder. Ingen rekvisitter og publikum er dommere. Dine tanker mod resten af verden. Poetry Slam er en nyere formidlingsform, der udfordrer, udforsker og lægger op til debat. Efterskolelærer Kim Linnet har slammet i snart 11 år og ser formidlingsformen som et afbræk til journalistik.

»P

oetry Slam er tekster, ikke digte. Og de er fremført levende. For den, som oplever Poetry Slam, så får man ofte serveret et verdensblik og en holdning. Nuancerne findes i tonefaldet, i gestikken, i rytmen, i ordvalget og i resten af Poetry Slams repertoire af virkemidler. Så Poetry Slam kan levere en helstøbt oplevelse, der fungerer i øjeblikket, en oplevelse som virker for både hjerne og hjerte.« Således definerer 42-årige Kim Linnet fænomenet Poetry Slam, en erfaren poetry slammer, der har oplevet utallige fortolkninger af slams. Forestil dig et ordspilleri, hvor en duel om poesi og rytme skal gå op i en højere enhed. Der er ingen regler, når det kommer til emnevalg, så dine tanker kan fyres af som var det raketter nytårsaften. Din hold-

ning til hvad som helst har relevans - bare du taler ordentligt og fanger publikummet, der skal føle sig draget af dit indre tankepalads. »Jeg har hørt et slam om en blyantspidser, det vandt. Jeg har hørt slams om skilsmisser, overforbrug, glemsomhed, fødevarer, svin, strikning, salt, kærester, liderlighed, trump, feminisme.« Selvom selve slammet kun varer tre ture i urskiven, kan mange argumenter nå at blive spyttet af. Råb om alt fra dyr økologi, voldsomt overforbrug på bland-selv-slik eller hvordan en skilsmisse kan føles som skærsilden. Alt sammen emner og tanker mange kan relatere til og identificere sig med.

Poetry Slam kan sammenlignes med journalistikkens debatindlæg, kommentarer og klummer, hvor en flække til subjektivitet

finder sin hylde. Poetry Slam sår frø i publikums tankesæt - overvejelser, der måske ikke havde fundet grobund selv. Om du lader frøet dræbe eller spire - det er du selv herre over.

Poetry Slam er et alternativt formidlingssted i forhold til journalistikkens. Her behøver normsættet om objektivitet og ‘hårde fakta’ ikke at følges. Selvom slammeren ikke må medbringe nogen rekvisitter til at understøtte sit holdningsargument, synes formidleren egentlig nok i sig selv. Måske kan det underholdende formidlingsspektrum, som teatret også giver, give større mod på læring om emner, der er aktuelle for det danske samfund. Og som kan være svære at tale om i avisspalterne. »Poetry Slam kan det samme som en god teaterforestilling. Det giver stof til eftertanke,

det inspirerer, det får en til at grine, en til at undres og en til at benoves. Indimellem kommer der også dybt personlige slams om kræft, om overgreb, om lede ekskærester, så de kan også chokere. De giver en bid af levet liv, og måske er det mere ærligt end teatret, fordi det er selvskrevet og ikke en rolle.« Teaterverdenens gestik og formidling er indøvet og velforberedt i form af replikker.

Nogle kloge hjerner har valgt, hvad der skal siges, så budskaberne kommer ikke fra eget hjerte. Ved Poetry Slam kommer ordstrømmen direkte fra hjertet, men formidlingen er stadig indøvet og vel egentlig også i form af ‘replikker’. Alligevel synes slammet mere ærligt, da det netop er hudløs snak, der skal sætte gang i publikums holdninger.

Faktisk omfavner slammet journalistikkens nyhedskriterie om identifikation. Som publikummer identificerer du dig med emnet erklærer dig uenig eller enig, underholdt eller oplyst. Du får læst kommentaren op live i stedet for at læse den i spalterne. »Publikum skal gerne kunne genkende sig selv. Rent lydligt skal sproget fænge an og vise poetisk saft og kraft gennem fortælling, metaforer, sammenligninger, rytme og rim.

Og i formen ligger også den latente mulighed for at spille en rolle – at tale som en hysterisk kvinde eller en jysk fodboldfan. Så slams er gode til at formidle holdninger og oplevelser, aktuelle takes på nutidige begivenheder.« Endnu to af journalistikkens nyhedskriterier kan hives op af hatten: væsentlighed og aktualitet. Emnerne behøver ikke at høre ind under disse kriterier, men det kan de, og det er det fede. Der kan slammes om den omdiskuterede pensionsalder på tilsvarende niveau som en blyantspidser. »Jeg kunne sagtens forestille mig DR2 optage hele DM og lave en fed udsendelse om det. Jeg kunne også sagtens forestille mig, at en avis hyrede Lasse Nyholm til at lave ugens slam og så embedde [publicere] det i webavisen.« Poetry Slam fungerer som afbræk fra journalistikken. Her oplyses på en anderledes underholdende måde, hvor hjernen og hjertet bliver udfordret i holdningspolitik. Ellers bare det at få en på lytteren som alternativ til papir-, TV- eller radioaviser.

“

Poetry Slam kan levere en helstøbt oplevelse, der fungerer i øjeblikket, en oplevelse som virker for både hjerne og hjerte.

Illustration: Julie Lapp

18 BLIKFANGET

MARTS

»At tomle er et hverdagseventyr« 21-årige Sara Karlskov fra Bramdrupdam har de seneste 2,5 år tomlet omkring 5000 km i flere forskellige lande. Vi tog med hende, da hun skulle besøge sin veninde Sofie Aamand i Århus.

Af Emma Margrethe Bork

09.25 Sara Karlskov: »For mig er det et hverdagseventyr, der gør lidt oprør mod automatpiloten.« Det er vigtigt for hende at pointere, at hun ikke kun gør det for at spare penge.

10.36 »Man har en tendens til altid at gå op ad dem, der ligner en selv, så det er en god måde at møde nye personligheder på«

BLIKFANGET

19

11.47 Sara kan finde på at tomle uanset, hvor langt hun skal.

I dag tog det ca. 2,5 timer for hende at nå frem til Århus »Det eneste man skal have er god tid, for du ved aldrig, hvornår du er fremme.«

14.10 Sara kan ikke blive længe. »Det kan være svært for mig at få et lift hjem, hvis det når at blive mørkt.« Hun siger farvel til sin veninde, og finder sit første lift, som går til Vejle.

15.45 »Vi tomlere har et motto. Uanset hvad kommer der altid et lift.« Efter kun 5 minutters venten, finder Sara sit lift resten af vejen hjem, og når lige hjem inden solnedgang.

BAGSIDEN

af Jakob Svensmark

Kriminel handling efterlyses – har nogen set den?

I forbindelse med den verserende sag om Erik Albæk leder Lixen med lys og lygte efter en kriminel handling. En handling, som berettiger den påtale, som han har fået af ledelsen. Men ingen ved rigtigt, hvor den er blevet af.

L

Uden kriminelle handlinger bliver kriminalartiklen ret tynd.

Så Lixen søger nu med lys og lygte efter en kriminel handling, som kan berettige kriminalartiklen om Erik Albæk, og den må være der et sted. For vores skurk er jo blevet skudt lige midt imellem øjnene af kriminalkommissær Elmelunds store, altødelæggende påtaleseksløber.

ixen har længe hungret efter god kriminalstof, så vi kan håndhæve vores position som SDU’s førende tabloidavis. Men der er desværre skuffende lidt kriminalitet på Syddansk Universitet.

På det seneste har der dog udspillet sig et drama på SDU, som med de rette ingredienser kan give Lixen materiale til månedsvis af lækre, svulstige, udokumenterede kriminalartikler.

Dramaet om Erik Albæk og den dybt krænkede it-medarbejder. Historien har næsten alle ingredienserne til en god gammeldags krimi og nogle stærke karakterer i hovedrollerne.

Tre mulige tegn på kriminel adfærd I vores grundige graverarbejde er vi kommet frem til tre tegn på kriminel adfærd hos Erik Albæk, som i visse dele af verden betragtes som dybt kriminelle.

- Den krænkede it-medarbejder ses i rollen som det forsvarsløse offer.

- Institutleder Elmelund ses i rollen som den hårdtslående kriminalkommissær med sin skarpladte påtaleseksløber i bæltet.

- En venlig, ældre professor med ringe itkundskaber ses i rollen som DEN GRUSOMME SKURK. Hvad har skurken gjort?

Kigger vi på skurkerollen bliver billedet dog en smule forvirrende. Man kan måske ligefrem sige, at historien falder lidt til jorden.

For skurken har venligst gjort opmærksom på, at han ikke har gjort noget galt.

Den kvikke krimilæser vil måske påpege, at det argument umiskendeligt lyder som et meget snedigt skurkeargument.

1. Besiddelse af moderne kunst 2. Homoseksuel adfærd 3. Feriebilleder af en letpåklædt ældre mand (Erik Albæk)

Det kunne man da også med rette indvende, hvis ikke det var fordi, at skurkens argument understøttes af, at ingen tilsyneladende har nogen anelse om, hvilken kriminel handling han har begået. Faktisk er det umuligt at få øje på nogle tilnærmelsesvist kriminelle handlinger, når man kigger på historien.

I nogle diktaturer og stærkt religiøse samfund straffes man hårdt for ovenstående punkter, ligesom man også blev det tidligere i vores del af verden. Eksempelvis findes der gode eksempler fra 1940’ernes Tyskland, hvor man ikke brød sig synderligt om hverken moderne kunst eller homoseksualitet. Så der har vi den måske, den kriminelle handling?

Lixen leder fortsat Det er svært at vide, om forklaringen på ledelsens påtale til Erik Albæk er, at man er gået tilbage til denne lidt mere old school ledelsesstil, som man så i 40’ernes Tyskland. For ledelsen har tilsyneladende glemt, hvad deres begrundelse for påtalen er. De har i hvert fald glemt at give forklaringen videre til sagens hovedskurk, Erik Albæk. Han sidder tilbage med en pure frifindelse for den ganske grove anklage om børneporno, men har fortsat fået sin straf for… hmm.. et eller andet som ingen ved.

Derfor leder Lixen fortsat efter en god kriminel handling, som berettiger påtalen og den gode kriminalartikel om Erik Albæk.

Noget tyder dog på, at vi aldrig får den, for ledelsen er vidst selv temmelig meget i tvivl om, hvad svaret er.

Så måske er vores hovedskurk i virkeligheden offer? Og så er offeret måske skurk?

Det er svært at blive klog på. Det er i hvert fald alt for kompliceret for et godt tabloidmedie som Lixen. Så vi dropper artiklen, og det er der måske flere forvirrede parter, som skulle overveje at gøre.

Lixen giver påtaler til sig selv for at komme SDU’s ledelse i forkøbet.

M

ed den benhårde påtalepolitik som man kører på SDU, er vi godt klar over på Lixens bagside, at vi selv er i overhængende fare for før eller siden at blive ramt af en påtaleregn. Så for at imødekomme ledelsen og spare dem for en masse papirarbejde, uddeler vi her nogle påtaler til os selv for et par af de krænkende artikler, som i tidens løb er trykt på bagsiden.

Vi påtænker på længere sigt at oprette en decideret påtalesektion i Lixen, så vi i fremtiden har god plads til at give os selv påtaler for alle vores artikler. Så langt er vi ikke kommet endnu, men her kommer de tre første påtaler i rækken.

1. påtale I oktober 2018 blev Donald Trump her på bagsiden portrætteret som Anders And. I sig selv en usmageligt krænkende ide, som stærkt generaliserer alle ænder. Så UNDSKYLD ænder.

Vi ved godt, at de fleste af jer har langt

mere format end USA’s 45. præsident, Donald Trump. Hvad, der kun gør sagen værre, er, at han på billedet portrætteres helt uden underbenklæder. Det er en uoprettelig krænkelse, som vi selv er dybt rystede over i dag. Vores ræsonnement i sin tid, da artiklen blev trykt, var vel, at en andenumse ikke er krænkende. De går jo trods alt nøgne rundt til hverdag. Set i bagklogskabens lys er det naturligvis en meget indskrænket holdning, og vi beklager dybt til alle, som har følt sig krænket.

Vi vil gerne understrege, at Donald Trump IKKE er en and, og at billedet var fiktivt. Lixen har ingen forudsætninger for at vide, hvordan Donald Trump ser ud uden benklæder, og skulle det komme til vores kendskab, lover vi at holde det for os selv.

2. påtale.

I marts 2018 fik vi på Lixens bagside trykt billedet af en yderst letpåklædt mindreårig Lars Løkke Rasmussen i en robåd. I bagklogskabens lys er det naturligvis dybt forkasteligt, og vi tør slet ikke tænke på, hvad billedet i de forkerte hænder kan være blevet brugt til. VI vil gerne understrege, at billedet er tegnet i frihånd, og at ingen børn derfor har lidt overlast i processen. Vi vil desuden understrege, at billedet var ren fiktion. Lars Løkke Rasmussen rejser altid på første klasse og ville aldrig begive sig ud i en robåd på

økonomiklasse, som det er tilfældet på billedet.

Vi lover for øvrigt, at SDU’s IT-support-afdeling vil modtage en personlig undskyldning for krænkelsen, da vi ved, at de har et særligt øje for detaljen, og kan spotte selv den mindste bule i et par spejdershorts.

3. påtale Undskyld for denne artikel hvor vi fandme er kommet til at trykke billedet af Lars Løkke og Donald Trump igen, selvom vi lige har givet os selv en påtale for det selv samme. Jeg ved ikke, hvad der gik af os. Vi lover, at det ikke gentager sig. I hvert fald ikke før næste gang!

Til slut vil vi gerne sige undskyld for alt, hvad vi igennem tiden har trykt i Lixen og give os selv en stor, fed påtale for det hele. Vi lover, at vi fremadrettet kun skriver artikler om vejret og sjove kattevideoer. Og naturligvis kun de kattevideoer, hvor katten er anstændigt påklædt!

Illustrationer: Julie Lapp