Flygtninge-reportage fra Balkan s. 9
Lixen LIXEN
To vært’ner blev til Jern Henrik-succes s. 5
Journalist i krig? To garvede giver råd s.14
De Journaliststuderendes Avis | www.lixen.dk | 17. årgang | 5. nummer | November 2015
Foto: Laura Kretz
»Skal noget ændres, er det her, det sker.« På trods sine kun 28 år er Sophie Bremer vant til at stå foran TV2’s kamera som politisk reporter på Christiansborg. Hun går kritisk til værks, men når kameraet ikke ruller, er Sophie Bremer hende den kække journalist, som alle på Borgen hilser på. Lixen har fulgt hende på en af de mange travle dage og har fået et ind-
blik i, hvad der er Sophie Bremers drivkraft i et kompliceret nicheområde som Christiansborg-journalistik. Sophie Bremer er en fagnørd. Politik er hendes hobby, og hun brænder for at have en indflydelse på den politiske dækning. Politikerne skal, når Sophie Bremer har vagten,
ikke slippe afsted med at løbe fra de ting, som de siger og lover. Hun gør en dyd ud af at fange dem på fersk gerning. Hun siger selv, at hun er vedholdende og ikke bange for at hamre til dem. »Jeg står midt i det, der kommer til at påvirke danskerne. De spørgsmål, jeg stiller, afgør, om noget kommer
frem, eller om det ikke gør.« Senest er det blandt andet lykkedes Sophie Bremer at få Pia Kjærsgaard til at modsige sig selv på TV.
Læs hele interviewet på side 10-12
2| LIXEN
November 2015 |Lixen.dk
Indhold Intern Hvilke muligheder er der, når bacheloren er i hus? Det giver vi en guide til, og så har vi snakket med en, der efter bacheloren tog til New York for at læse sin master. Derudover har vi et postkort fra en praktikant, en Jern Henrik-reportage og selvfølgelig Medietorvet Mener. Side 4 - 6
Ekstern Artikelserien “Indbruddet” fra Berlingske Tidende, der tager udgangspunkt i en enkelt indbrudssag, har vi dykket ned i. Vi giver en guide til nogle gode podcast, og så kan du læse om en journaliststuderendes første rejse som journalist. Side 7 - 9
Portræt Sophie Bremer brokkede sig meget i sin folkeskoletid og har altid haft en naturlig skepsis, og det gør hende ifølge hende selv til en stærk journalist i sin niche. Læs Lixens store portræt af TV 2’s politiske journalist, der føler, at det er fedt at stå i magtens centrum på Christiansborg. Side 10 - 12
Fokus I denne måned sætter Lixen fokus på nichemedier. Her kigger vi på, hvilken udvikling erhvervsjournalistikken har været igennem siden 1960’erne, vi har kigget på fem nichemedier, og så kommer to garvede krigskorrespondenter med gode råd, hvis man gerne vil gå dem i fodsporene. Side 13 - 15
Debat Holdningen er klar fra en af denne måneds debattører. Journalisters ego skygger for historien. Derudover er der holdninger om, at man skal droppe den journalistiske jantelov, og at medierne i massevis mobber de kilder, som dummer sig i medierne. Side 16 - 18
Foto: Mads Nissen
Læs, hvordan Line Holms artikelserie “Indbruddet” blev til. - Tjek side 9
LIXEN
Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen dækker udviklingen og tendenser om mediebranchen og på landets journalistuddannelser
LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os også på Infomedia
Laura Møller Kretz Ansv. chefredaktør
Malthe Rygaard Chefredaktør
Sara McClymont Bangsbo Internredaktør
Cecilie Lunding Tolversen Eksternredaktør
Ida Stubbe Fokusredaktør
Theodora Renard Debatredaktør
Mia Dernoff, Billedredaktør miadernoff@gmail.com
Elisabeth Friis Larsen Webredaktør
Maiken Reimer Rønneberg Eksternredaktør
Tryk: Skive Folkeblad Rotation Oplag: 1000 eksemplarer
LEDER | 3
Lixen.dk | November 2015
Leder Så skete det. De nye ændringer af Panikdagen trådte i kraft, og det gik ikke helt så gnidningsfrit, som man havde håbet på. PanikDAGEN blev i stedet til PanikUGEN. Muligheden for at lave en ’ikke-bindende’ aftale fik panikken til ikke kun at være oppe på selve Store Match Dag, men startede allerede i Åbent Hus-ugen, hvor flere medier havde lagt deres arrangement tidligt på ugen for at sikre sig de kommende praktikanters ’ikke-bindende’ mundtlige underskrift. Kort før Åbent Hus-ugen blev medierne opfordret til at droppe konkurrencen om at være først, men det viste sig hurtigt ikke at hjælpe. Specielt den anonyme ’Peter’, der stod frem i Journalisten, viser manglerne i systemet. Han havde sagt ja til Jyllands-Posten, Ekstra Bladet, men derefter valgte han DR Nyheder. En anden studerende havde lavet samme nummer med Jyllands-Posten, og så valgte avisen at nedlægge to praktikpladser, som senere kun blev til en. Systemet havde dog ikke slået fejl da de første kritiske røster begyndte at dukke op, mente Danske Mediestuderende. Aftalerne, der er blevet indgået, kan jo ikke være bindende, fastslog de. Forvirringen om systemet blev endnu større, da Praktikudvalget, med formand Christian Kierkegaard i spidsen, mente, at en aftale er moralsk bindende, og begge parter burde stoppe deres søgen efter praktikanter eller praktiksted, når man havde indgået en aftale. Da ugen var omme erkendte Danske Mediestuderende dog, at systemet havde slået fejl. Og det rædselsfulde forløb fik da også lige et svirp med halen, da praktikkoordinatoren enerådigt gav de kommende praktikanter lov til at skrive under med deres praktiksted allerede om mandagen i stedet for to dage senere ved Store Match Dag – som det plejer at være. Men hvorfor alt det påstyr, så det i stedet for at være en panikDAG, nu er blevet til en panikUGE? Det kommer ingen til gavn, og det fører bare til endnu større panik hos de studerende. Hvorfor er det, at man i denne journalistverden ikke kan lave et system, der minder om det, som resten af arbejdsmarkedet er bygget op omkring? Nemlig, at: 1. Man sender en ansøgning til de medier, man gerne vil i praktik hos, hvor man har skrevet link til sin hjemmeside 2. Medierne indkalder de studerende, som, de synes, er interessante til en jobsamtale. 3. Derefter kan medierne og de studerende skrive under på praktikaftaler. Det skal selvfølgelig sættes ind i rammer, så nogle medier ikke ansætter alle deres praktikanter før andre. Resten af de studerende og medier, som endnu ikke har fundet hinanden, kan ved hjælp af en statistik på nettet finde ud af, hvem der mangler at blive matchet. Vi ved jo godt, at man i mange år har kæmpet med at finde det perfekte system til den her praktikproces. Den findes muligvis ikke, men det kan gøres meget bedre, end vi så sidste gang, og det er vi kommet med et bud på, for de forandringer, som blev lavet sidst, havde gjort panikDAGEN til panikugen.
Redaktionen
Ny KaJO-bestyrelse Formand Kristoffer Nordskov, 3. semester, kristoffernordskov@hotmail.com +45 60 67 58 51
Næstformand Josefine Nygaard Hummelmose, 1. semester, jhumm15@student.sdu.dk +45 23 46 10 17
Kasserer Katrine Vigilius 1. semester kvigilius@gmail.com +45 81 61 95 58
Bestyrelsesmedlem Malte Jørstad, 3. semester maljo14@student.sdu.dk +45 61 70 10 85
Bestyrelsesmedlem Mads Gordon Ladekarl, 3. semester madsgladekarl@gmail.com +45 26 39 80 64
Bestyrelsesmedlem Sofie Ejlskov, 5. semester sofieeh_91@hotmail.com +45 20 20 73 48
Bestyrelsesmedlem Shani Pedersen, 3. semester shani@redbarnetungdom.dk +45 28 26 67 61
Bestyrelsesmedlem Søren Dahl, 3. semester paulsen.dahl@live.dk +45 23 88 02 65
Bestyrelsesmedlem Thomas Riber-Sellebjerg, 3. semester sellebjerg@hotmail.com +45 51 92 32 53
Bestyrelsesmedlem Signe Skov, 1. semester sihen15@student.sdu.dk +45 42 92 90 83
Bestyrelsesmedlem Lukas Bjerg, 1. semester luchr15@student.sdu.dk +45 60 24 94 45
Bestyrelsesmedlem Emma Libner, 5. semester emma-libner@hotmail.com +45 42 17 70 05
Bestyrelsesmedlem
Bestyrelsesmedlem Jens Jakob Kjær Hansen, 5. semester Jakobkh@gmail.com +45 28 59 89 33
Maria Rode Olsen, 5. semester mariaolsen93@hotmail.com +45 53 60 09 29
Bestyrelsesmedlem Emma Kleist Christensen, 1. semester emmch15@student.sdu.dk +45 22 11 29 89
4| INTERN
November 2015 |Lixen.dk
Muligheder efter bacheloren Du står og kigger beundrende på det papir, der beviser, at du klarede det hele. Men hvad nu? Hvad bliver det næste skridt? Lixen serverer nogle forskellige forslag til, hvilken vej du kan vælge.
Jeg er slet ikke færdig med at studere! Er du færdig med din professions- eller almindelige bachelor i journalistik, er der rig mulighed for at vride journalisthjernen endnu en tak. Der er nemlig mange forskellige muligheder for at studere videre, både i Danmark og udlandet.
I Danmark udbyder to universiteter en journalistisk kandidat, til dem der har en professions-eller almindelig bachelor i journalistik. De to institutioner er henholdsvis Syddansk Universitet og Århus Universitet. Kandidaten kaldes cand.public og tager 2 år på begge universiteter. De to kandidatuddannelser stræber begge efter at sende de studerende ud i en udfordrende verden med en akademisk specialisering og endnu mere journalistisk faglighed. Der er dog en smule forskel på de to uddannelser. Både fag og studiets opbygning er nemlig ikke helt ens.
Det udfordrende tredje semester på kandidaten, er der, hvor du for alvor kan afprøve dig selv og dine kompetencer. Der er nemlig forskellige muligheder for, hvad og hvor du vil studere semest-ret. Så er du vild efter at smide de trygge rammer i skraldespanden og flyve over landegrænser, så er det på tredje semester, at du burde overveje et udlandsophold. Hvis ikke udlandsdrømmene er så store, er der også andre muligheder for et spændende semster. På Syddansk universitet kan du fortsætte dit valgfag, og blive en haj indenfor dit område. Århus Universitet tilbyder nogle lidt andre muligheder. Ud over at du også kan vælge et udlandsopholdet her, kan du vælge bruge semesteret på et såkaldt profilfag eller et projektorienteret forløb. Et profilfag er et tværfagligt fag, som du på 3 semester kommer til at fordybe dig i. Du kan vælge mellem fem forskellige fag. Projektorienteret forløb er den sidste mulighed. Det kan lynhurtigt beskrives som et praktikophold. I praktikken får du lov at arbejde med og udvikle dine kompetencer i den udfordrende journalistbranche.
Tekst: Sara Bangsbo Email: Saban14@student.sdu.dk Illustration: Mia Dernoff
Endelig er jeg færdig med at studere! Slut med lange timer i varme lokaler og opgavebeskrivelser der endelig ikke må fortolkes. Er du helt klar til at springe fra vippen og ud i den virkelige verden, hvor dine produktioner ikke kun bliver målt og vejet af medstuderende, men af alle og enhver? Så skal du da direkte ud på arbejdsmarkedet. Der er garanteret lige så dårlig kaffe på redaktionerne, men det bliver helt sikkert både en vildt spændende, sveddryppende travl og meget foranderlig branche, som vi kaster os ud i. Og selvom du slet ikke behøver en uddannelse for at kalde dig journalist, bør du alligevel smile over, at du er klædt gevaldigt godt på. Og husk så noget med nysgerrighed og nyhedskriterier!
Jeg vil studere videre, men jeg vil UD i verden! Vil du ud af Danmarks osteklokke og overskride grænser, møde nye mennesker og afprøve dine journalistiske kreativiteter i et helt andet miljø? Så burde du overveje at pakke kufferten og bestille en flybillet. I udlandet er der nemlig rig mulighed for, at studere alverdens studier der kan sammenkobles med dine journalistiske kompetencer. Her får du to forslag serveret.
Har du hørt om Erasmus Mundus Journalism? Det er en journalistisk kandidat, som flere europæiske universiteter arbejder sammen om. I Danmark er det Århus Universitet, der tilbyder kandidaten, som kaldes Journalism, Media and Globalisation. Kandidatuddannelsen tager to år. Det første år foregår hjemme i Danmark på Århus universitet og Journalisthøjskolen i Århus. Her lærer du om globalisering og journalistik. Året efter rejser du ud i Europa for at studere på et universitet i enten Swansea, Amsterdam, Hamborg eller London. De fire samarbejdsuniversiteter har vidt forskellige linjer, så inden du bestemmer dig for, hvilken by der skal være dit nye hjem, bør du beslutte, hvad du vil specialisere dig i. Du får på alle universiteterne undervisning af ledende forskere i medier og journalistik, og du vil derfor med garanti rejse derfra med en stærk specialiseret viden som du kan bruge på et globaliseret plan i fremtiden. En master i udlandet er også en mulighed, for dig der vil studere udenfor Danmarks grænsebomme, og som selv vil bestemme den næste destination. Hvis du tænker, hvad forskellen på en kandidat og en master er, kan jeg fortælle, at der ikke er den store forskel. En master varer ofte omkring et til halvandet år, hvis man studerer fuldtid, hvilket er lidt kortere end en kandidat. Sværhedsgraden er den samme og ligesom på kandidaten, specialiserer man sig også i et område på masteruddannelsen. Så også her er der fri mulighed for at specialisere sig i netop dét område, du brænder for. Det er bare med at finde universitetet, der tilbyder det.
Money money money, not always funny En forside kommer sjældent uden en bagside. Og bagsiden ved at studere i udlandet findes. Det er nemlig hammer dyrt at flytte til og starte studie i udlandet. Du skal selv betale for både uddannelse og ophold, og det løber hurtigt op i en større sum. Studerende fra Danmark er dog stadig så privilegerede, at der er lidt hjælp at hente. SU’en rejser nemlig også med de studerende ud over Danmarks grænser, hvis du søger om det. Derudover kan det være, at du kan få fingrene i et legat eller to. Men dyrt, det kommer man nok ikke udenom.
Det gjorde Morten Buttler. Efter endt bachelor i journalistik fra Syddansk Universitet blev han tilbudt en kontrakt med Børsen. Alligevel var der noget andet, der trak i ham. Han pakkede tasken, fløj til New York og kastede sig ud i en master i Business and Economics Reporting på City University of New York. Men hvorfor valgte han det? Og hvordan er det, at bo og studere i byen der aldrig sover? Det kan du læse mere om på næste side.
INTERN | 5
Lixen.dk | November 2015
Droppede fast job for at læse i New York Det var for eventyret og oplevelsen nu her, at Morten Buttler sagde ’nej tak’ til det trygge liv i Børsens bygninger på Møntergade i indre København. Han har nemlig valgt at tage en master i journalistik i udlandet. Destination på hans rejse - ja - det er New York City.
bedre end New York. Du kan finde alt her. Det
i journalistik på City University of New York.
er på den måde hele verdens hovedstad.«
Kort efter stod Børsen dog igen klar med
Pengene har da også været godt givet ud
en kontrakt til ham, som han underskrev.
indtil videre. Morten Buttler beskriver sine
Men da Morten Buttler fik besked om, at han
undervisere som absurd dygtige og inspire-
var kommet ind på universitetet i New York,
rende. Den står ofte på aftensundervisning
tog han den svære beslutning som nyuddan-
på universitetet, fordi underviserne selv er
net at sige det vellønnede fuldtidsjob op hos
ude og lave den slags journalistik om dagen,
Børsen.
som de underviser i om aftenen.
Foto: Eva Lærke
rundt har begge øjne åbne.
Af Eva Lærke
te han om optagelse på en masteruddannelse
»På kort sigt ville det helt sikkert have
Selvom Morten Buttler på kort sigt ikke
været bedre at have været blevet på Børsen,
tror, at masteren åbner mange døre, så håber
men om 20 år kommer jeg da til at fortryde
han, at han senere hen med sit kendskab til
helt vildt, hvis jeg ikke var taget af sted. Jeg
Amerika kan komme i betragtning til jobbet,
kommer hjem som et nyt menneske med
som USA-korrespondent, hvis det er det, han
nogle helt nye nuancer,« fortæller Morten
har lyst til.
Buttler med et smil på læben.
City University of New York er dog kun et
»Jeg er 25 år og single, hvis jeg skal ud
Morten Buttler forklarer, at han ikke er
af de første stop på en destination og retning,
og prøve det her, så er det nu. Der var lige-
sikker på, at hans studier i Amerika vil gøre
som Morten Buttler ikke har taget en beslut-
som ikke rigtig noget, der holdte mig tilbage
ham mere attraktiv på det danske arbejds-
ning om, hvor skal ende.
i København, fortæller Morten Buttler, som
marked på den korte bane. Han er dog sik-
Tager man til New York finder man alle na-
har en bachelor i journalistik fra Syddansk
ker på, at han nok skal få refunderet en del af
skal
tionaliteter, kulturer og religioner. Hvis man
Universitet.«
pengene i oplevelser, erfaringer og kendska-
hvervsjournalist, måske redaktør på et
bet til den amerikanske kultur, som han hver
tidspunkt,
dag møder.
skrive en bog og måske noget politisk.«
tager til Williamsburg i Brooklyn, NY, kan
Morten Buttler afsluttede sit praktikforløb
man nu også støde på en dansker. Han hedder
på Børsen i august 2014, og han blev derefter
Morten Buttler. Han skal det næste halvandet
ansat i et fire måneders vikariat på avisen. Da
»Det er en fuldstændig fantastisk by.
år studere journalistik i byen, der hele døgnet
han mod slutningen af året stod uden job, søg-
Hvis man er til storby, så fås det jo ikke meget
»Jeg skal da være alt muligt: jeg være
fodboldkommentator, måske
underviser,
jeg
erskal
Evsta14@student.sdu.dk
To vært’ner gjorde Jern Henrik til en succes Glimmer, glitter og mand i dametøj. Årets to værter for Jern Henrik, Christian Ørtoft og Mads Okholm, skabte en fest på scenen. Deres optræden var en stor succes, og det kan blandt andet tilskrives de to værters store forskelligheder.
Af Emma Kleist Christensen Om kort tid skal Mads Okholm og Christian Ørtoft på scenen og underholde hele det opildnede Medietorv med jokes og sjove film. Showet skal dog ikke kun være underholdende. De to værter understreger, at omdrej-
Foto: Emma Kleist Christensen
ningspunktet for showet er de nominerede. Medietorvet fyldes med lyden fra klapsalver og et sammensurium af højlydte stemmer, der nok liiige har fået en gratis øl for meget. I radiolokalet ved siden af sidder aftenens to værter, og gør sig klar. Der er en halv time til Jern Henrik starter. Alligevel er Christian Ørtoft og Mads Okholm iført afslappede hættetrøjer og en øl i hånden. De hører lav musik fra en højtaler bagerst i lokalet. Deres lille anlæg kæmper dog en uovervindelig kamp mod de mange stemmer fra Medietorvet. »Vi er gået under sloganet: ’det bliver revy’, så det bliver noget med glimmer og glitter. Og mand i dametøj og lette grin,« fortæller Christian Ørtoft, »det bliver sjovt i aften, men vi lægger rigtig stor vægt på stadig at have respekt for de nominerede, for de kommer langvejsfra,« tilføjer han. Netop balancen mellem seriøs prisuddeling og sjove indslag er det, som ifølge Mads og Christian kan skabe et vellykket show. For at sikre dette har det været altafgørende, at
de to værter var forskellige, og dermed kunne komplementere hinanden på den bedst mulige måde. »Christian er lidt mere en bullshitter, end jeg er. Jeg kan godt lide at have det hele planlagt,« fortæller Mads Okholm, og Christian Ørtoft fortsætter, »Jeg er en idémaskine, men jeg har også brug for nogen, der siger ’ej, der er for meget’”.« På samme måde er der forskel på de to værters nervøsitetsniveau. Mens Christian går afslappet omkring og ordner de sidste ting, sidder Mads ved et bord midt i rummet, og nipper hurtigt af sin øl. »Jeg har været nervøs den sidste uge op til. Jeg har altid været lidt nervøs for at tale foran mange mennesker« fortæller Mads Okholm selv, »det vigtigste for mig inden vi går på scenen, er at vide, at mig og Christian stoler på hinanden.« Glitter og glimmer blev en realitet Da værterne en halv time senere gør deres entre på scenen, er nervøsiteten ikke til at mærke. Med høj musik og til takten fra publikums klappende hænder, bliver de to værter
rullet ind på scenen. Mads Okholm er iført en stram kjole, der kun overlader meget lidt til fantasien, mens Christian Ørtoft er trukket i et glimmerjakkesæt. Efter showet er stemmerne på Medietorvet endnu højere end tidligere. Publikum griner og klapper, og to tilfredse værter kan nu trække sig tilbage og lade festen gå sin gang. »Jeg synes, at det gik over al forventning,« siger Christian Ørtoft. Mads Okholm er enig, »Før showet kunne jeg ikke snakke om andet end, at jeg var nervøs. Men jeg synes virkelig, at alt gik, som det skulle. Vi fik vist respekt til dem, der vandt. Så jeg er pisse glad og pisse stolt.« emmch15@student.sdu.dk
6 | INTERN
November 2015 |Lixen.dk
Praktikant i udlandet: »Det rykker virkelig grænser«
Af Mia Sanberg Svenningsen
J
eg har altid vidst, at jeg gerne ville arbejde som journalist i udlandet, men havde i første omgang ikke søgt udlandspraktikophold. Jeg havde opfattelsen af, at det ville være en besværlig proces, så derfor søgte jeg i stedet praktikpladser, hvor der var mulighed for et kortere udlandsophold. Panikdagen Desværre gik min panikdag ikke som forventet, og jeg stod tilbage uden en praktikplads. Tre dage efter panikdagen besluttede jeg mig for at søge pladsen hos ScandMedia og Media Track. Det var en langt mere simpel proces, end jeg troede, og allerede to dage efter jeg
havde søgt, stod jeg med en praktikplads i Singapore, og så fik jeg travlt med at få styr på alt det praktiske.
Singapore, og det giver mig en enorm frihed til at vælge mine egne historier, så længe det er vinklet på skandinaver i Asien.
Dagligdagen i Singapore Nu er jeg allerede halvvejs igennem det 6 måneders praktikophold for ScandMedia og Media Track i Singapore. Fem dage om ugen sidder jeg på Media Tracks kontor i Singapore og analyserer nyheder for en bred vifte af kunder såsom Udenrigsministeriet, Region Hovedstaden og IKEA. Der er stramme deadlines, klager fra kunderne, hvis man sjusker, og ingen arbejdsdage er ens. Min opgave er at holde kunderne opdaterede og sørge for, at de kan tilrettelægge deres pressestrategier efter det materiale, jeg sender til dem. Når jeg har fri hos Media Track, arbejder jeg som journalist for ScandMedia, som er et internetbaseret nyhedsmedie. Her skriver jeg om alt, hvad der handler om skandinaver i Asien, og jeg dækker selvfølgelig Singapore. Jeg er den eneste journalist for mediet i
Fordele og ulemper Man skal gøre sig nogle overvejelser, inden man tager på praktikophold i udlandet. Der er nemlig både fordele og ulemper ved at vælge udlandspraktik. Reglen er, at man kun må være i praktik et halvt år i udlandet. Det betyder, at man skal igennem endnu en panikdag, og alt hvad det indebærer. Derudover får man ikke praktikløn, men må i stedet tage sin SU med sig. De fleste ulemper er af praktisk karakter, men der kan næsten altid findes en løsning på dem. Derudover skal man også være meget selvstændig. Det kan føles hårdt at være i et fremmed land uden sit sociale netværk, og hvor det forventes, at man opbygger et nyt indenfor en kort tidsramme. Det rykker virkelig grænser, og er nok en stor fordel i det lange løb. Fordele er der helt klart flest af. Den største er, at man kommer væk fra det nav-
lepilleri, der er i mediebilledet i Danmark, og får øjnene op for, hvor meget der egentlig sker omkring os.
Kontakt@miasvenningsen.dk
Hvad mener medietorvet om: DRs kampagne “Knald for Danmark” og generelt om kampagnejournalistik
Jeg synes, at Knald for Danmark var en mærkelig og tvetydig blanding af ”vi vil bare gerne informere” og ”vi vil gerne skubbe folk i en bestemt retning”
Fyens Stiftidendes kampagne om afskaffelse af broafgiften over Storebælt gav mening! P4 Fyns Kbh-alarm gav mening. DR’s Knald for Danmark var bare latterligt med Humpty Dumpty ved roret.
- Sofie Munk Gauger
- Nicolaj Pedersen
Så må de også stille knald til rådighed! Jeg synes såmænd, det er fint med kampagne journalistik, da DR muligvis er den sendeflade, der rammer bredest, og hvis de kan nikke genkendende til, at vi på sigt kan få et problem, såfremt der ikke fødes nok børn, så er det vel lige så meget en ”public service” som så meget andet
- Victor Juul Grønbæk
Kampagnejournalistik kan være et problem, men kan også være ikke et problem.
- Ulrik Baltzer
Jeg ved ikke, hvad jeg synes om kampagnejournalistik generelt, men at køre en kampagne om at få flere børn samtidig med at to ministre går ud og siger, at børnefamilier skal tage sig sammen og ikke gå på deltid, det... Ja, det synes jeg måske er lidt fjollet. Og ”Knald for Danmark”, for vi mangler et boost i befolkningstallet, men flygtninge er ikke velkomne her”... Altså... Jeg forstår det ikke. Jeg forstår. Ikke. Menneskelogik.
- Ditte Vinterberg Weng
EKSTERN | 7
Lixen.dk | November 2015
Sådan blev den til: Indbruddet Krimijournalistik kan fortælles på mange måder. Atikelserien fra Berlingske Tidende ”Indbruddet” tager udgangspunkt i en enkelt indbrudssag. Serien fortæller en meget personlig historie om gerningsmandens motiv og offerets reaktion. Den formår samtidig at fodre læseren med en masse baggrundsviden om et stort problem med indbrud i Danmark.
Af Martin Bjørck
»Det bliver altid bedst for mig, hvis jeg starter med en konkret historie, der involverer nogle rigtige mennesker, og så trækker det principielle ud af det og breder emnet ud derfra,« siger journalisten bag ”Indbruddet”, Line Holm fra Berlingske Tidende. Da Line Holm, en dag i februar bladrer igennem politimændenes fagblad, Dansk Politi, falder hun over sektionen ”Fra døgnrapporten”, hvor politimænd fortæller om mærkelige eller vilde oplevelser de har haft på jobbet. I denne februar-udgave er det en viceinspektør fra Københavns politi, der fortæller historien om en mand ved navn John Andersen, som havde overrasket en indbrudstyv i sit hjem. Et indbrud der havde udviklet sig til et hjemmerøveri. »Jeg river siden ud af fagbladet, og ringer til viceinspektøren, som havde fortalt historien, og beder om at blive sat i kontakt med John Andersen.« Begge sider af sagen Line Holm har allerede fået en ide om, at det kunne være interessant at lave en historie om hjemmerøveriet, hvor hun går helt tæt på både offer og gerningsmand. Hvad for igennem hovedet på dem imens seancen stod på? Hvilke følelser stod de hver især med i den konfrontative situation? »Jeg syntes, at der var potentiale til en mere udfoldet beretning om hændelsen,« siger hun. Det tager et par måneder at finde frem til gerningsmanden ”Allan”, men via politi og fængselsmyndigheder bliver der skabt kontakt, og ”Allan” vil gerne lade sig interviewe og medvirke i Line Holms artikel. På forhånd har Line Holm været klar omkring sin journalistiske hensigt overfor John Andersen: Historien vil hun kun lave, hvis hun kan få både offer og gerningsmand med på at fortælle deres version – med taletiden ligeligt fordelt imellem sig. Og det vil de heldigvis begge to gerne. Vinkel, research og dokumentation Den overordnede sag, som artikelserien
behandler er det kæmpe problem som der eksisterer med indbrud i Danmark. Statistisk set forekommer der nemlig langt flere her i landet end i andre nordeuropæiske lande. Det finder Line Holm mystisk, og det er det, som hun forsøger at undersøge og forklare i løbet af artikelseriens fem kapitler. Line Holm taler med mange kilder i både ind- og udland – alt lige fra kriminologer til eksperter i sikkerhedsudstyr og alarmer, og fra politiet til forsikringsselskaber. Hun læser rapporter og gransker statistikker, og hun fletter en masse af sin research på emnet ind som baggrundsviden, i den personlige og dramatiske rammefortælling om John Andersen, der blev røvet i sit hjem af stofmisbrugeren ”Allan”. John Andersen, som er offeret i sagen, havde samme dag, som hjemmerøveriet var foregået, skrevet sine oplevelser ned i detaljer. »Det gjorde, at jeg havde rigtig god dokumentation og en umiddelbar erindring at gå ud fra. John viste sig at være en exceptionel god case. Rigtig meget af det som han sagde, det kunne jeg nærmest skrive direkte ind i artiklen.« Nuancerne skal med En af John Andersens betingelser for at medvirke i Line Holms artikelserie var, at han ikke blev fremstillet som en unuanceret version af ”hverdagens helt som snører tyven”, men at der også blev fokuseret på den forhandling der foregik mellem gerningsmand og offer imens røveriet stod på. Her kørte John røveren ”Allan” rundt tidligt om morgenen for at tømme Johns dankort i flere pengeautomater. På selve køreturen talte de to mænd sammen, John udtrykte sin bekymring for ”Allan’s” situation, og “Allan” lyttede til John. I seriens 3. kapitel, “At forhandle med en indbrudstyv”, bliver den ejendommelige, gensidige respekt mellem offer og gerningsmand beskrevet meget klart. Fra den ene til den anden Allerede fra starten af skrivearbejdet ved Line Holm hvilken fortælleform hun vil gøre brug af. »Jeg syntes det ville være fedt at skifte synsvinkler, så man hele tiden går fra være inde i hovedet på den ene, til at komme ind i hovedet på den anden.« Line Holm bruger i processen lang tid på at interviewe begge hovedpersoner ad flere omgange. Det omhyggelige arbejde betyder, at f.eks. scenen fra mæglermødet mellem offer og gerningsmand i Kapitel 1, er så detaljeret beskrevet, at man skulle tro at journalisten selv har været til stede. »Den tid som John og “Allan” brugte sammen den dag røveriet stod på var måske 45 minutter, og det interessante for mig er, hvad der er foreået inde i hovedet på dem begge hver især. Når jeg interviewede dem, spurgte jeg gang på gang, “hvad tænkte du så? Hvad overvejede du der?« Line Holm strækker fortælleteknisk korte øjeblikke ud til lang tid, så effekten nærmest bliver slowmotion. »Jeg laver også kunstige flashbacks om “Allan”. Hvad er hans baggrund, hvorfor er
Foto: Mads Nissen
han havnet her? Hvor ofte har han prøvet det før? Jeg bruger det her korte handlingsforløb som en motor, men har hele tiden nogle slag ud til for eksempel fortiden eller de fakta-afsnit jeg skriver ind i historien.« Den vigtige disposition Line Holm arbejder fra starten af skriveprocessen meget med sin disposition, hvor hun sørger for at identificere og placere de dramatiske højdepunkter, og hun sørger for at få de faktuelle afsnit passer ind de rigtige steder, så de ikke bliver for lange. »Det fede ved krimihistorier, som jeg ofte har lavet med stor fornøjelse, er, at de har en indbygget motor og en helt naturlig fremdrift. Der er en helt naturlig start og en helt naturlig slutning. Sådan nogle historier skriver nærmest sig selv fremad.« En krog i en aktuel dagsorden Artikelserien ”Indbruddet” blev sendt i 5 kapitler i løbet af oktober måned. Udgivelsestidspunktet blev timet med de politiforhandlinger, der skulle foregå op til efterårsferien. »Jeg kan godt lide at lave fortællinger med bløde takes på virkeligheden – tænkt i en anderledes form, men min erfaring siger mig, at ting bliver bedre med en nyhedskant eller en tydelig krog I en aktuel dagsorden. Der er ikke noget mere kedeligt end en uhåndgribelig historie, der ligesom bare svæver frit i luften.«
- Født: 1975 - Uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2004 efter praktik på Berlingske - Ansat som featurejounalist på Berlingske siden 2004 - Forfatter til “De Falde” og“Kuppet” - Nomineret til Cavlingprisen i 2011 og 2012 - Modtager af Kr. Dahls Mindelegat 2010
matr14@student.sdu.dk
8 | EKSTERN
November 2015 |Lixen.dk
Medietorvets guide til podcasts Policast »Nu P1 var så onde (og jeg mener onde) at lade Henning Olson gå på pension og nedlægge Politisk Debat på P1, så er Politikens Politcast et udmærket alternativ. « – Mimi Much-Jensen.
99% Invisible »99% Invisible fortæller hverdagens skjulte historier på en 10-20 minutter. Fx historien om, hvordan det amerikanske militær har haft stor indflydelse på maden på de amerikanske butikshylder.« – Karen Lerbech
Album
The Joe Rogan Experience
»Album med Ralf Christensen og Kristian Leth. Det er musiknørderi af verdensklasse, når de to værter diskuterer et klassisk album i hvert afsnit. « – Carl Windahl Bøllingtoft
»Fordi livet er for kort til ævle-bævle podcasts om dansk politik.« – Ulrik Baltzer
Borgen Unplugged »Skaldede Qvortrup kloger sig på ugens politiske begivenheder. Han er en skurk, men han er en skurk, der er god til at forklare. « – Johan Eriksen
This American Life »De formår at sammensætte forskellige historier fra hverdagen til et større tema, og de opsnapper de vildeste historier fra folket derude. De er nogle af USA´s bedste historiefortællere, og man kan kun blive glad og helt vildt fascineret af at have dem med i øregangene!« – Annike Helene Wetterling
Det, vi taler om »En slags Presselogen med fokus på sladder, kendte og kongelige. Overraskende godt.« – Johan Eriksen
Lixen.dk | November 2015
EKSTERN | 9
Reportage:
Min første rejse som journaliststuderende Min rejse til flygtningesituationen ved grænsen mellem Slovenien og Kroatien gav mig et klart indblik i, hvor vigtigt det er, at journalister fortæller historier fra konflikter som denne. Også selvom det var svært, når mit journalistiske arbejde ikke kunne gøre en forskel, mens jeg var der.
Af Asbjørn Hildebrandt Christensen
E
n grædende syrisk mor står foran mig med sit spædbarn i armene. Hendes hundeøjne er desperat rettet mod mig. Jeg begår den store fejl at få øjenkontakt med kvinden, der intenst fortæller mig noget på arabisk. Uden at kunne sproget fornemmer jeg, at det er hegnet ind til Slovenien, hun gerne vil over. Jeg slår ud med armene. »Beklager, jeg kan ikke gøre noget. Jeg er fra pressen,« svarer jeg med en ubehagelig men nødvendig - fornemmelse. Så er det afgang Turen blev arrangeret meget hurtigt. Blot et døgn efter beslutning-en blev taget, står jeg på Hovedbanegården. Pakket og parat til en forlænget weekend på Balkan. På Hovedbanegården mødes jeg med de fotojournalister, jeg skal rejse med: Benjamin Nørskov og Alex Luka Ladime. »Jeg har husket lange busker denne gang,
Foto: Alex Luka Ladime
hvis vi skal ud og løbe i tætte skove,« udbrød Benjamin i bussen på vej til lufthavnen og viste mig de rifter, han havde på benet fra sidste gang, de var afsted. Situationen er surrealistisk. For nylig er danske pressefolk blevet slået ned af politiet, så jeg er lidt spændt på at se situationen med egne øjne. Medierne giver et billede af en ubehagelig virkelighed, og så skal jeg ikke ned og hjælpe til som frivillig, men blot finde en historie til en opgave på studiet. Jeg savner argumenter for, hvordan mit journalistiske arbejde vil gøre gavn for de mange flygtninge. Jeg vælger at lægge tankerne bag mig og i stedet fokusere på turen som en læringsproces og ikke mindst en oplevelse. Så kan jeg altid finde en historie på et andet tidspunkt.
hurtigt er blevet nødt til at vænne mig til. Alex og Benjamins måde at arbejde på gør at jeg bliver mere opmærksom på min egen journalistiske agenda. Selvom jeg stadig synes, situationen er ret uvirkelig, tænker jeg langsomt mere på at lede efter en historie. I løbet af aftenen tager jeg desuden flere gange mig selv i at prikke enten Alex eller Benjamin på skulderen: »Dér, der er en dreng, der græder,« siger jeg for at hjælpe dem med at tage et moneyshot, som Alex kalder den type billeder, han ved, han kan sælge videre.
Mit møde med Muhammed Den elendighed, som flygtningene er havnet i ved grænsen, fylder utrolig meget, og jeg har svært ved at tage kontakt til dem. Jeg begynder at frygte, at jeg kommer hjem uden Det første møde med flygtninge en historie. Efter nogle få timers søvn og 22 timers kørsel Lige modsat går det med Alex og i den eks-jugoslaviske sensommerhede uden Benjamin. De drøner rundt til højre og venstre nogen tegn på flygtninge ankommer vi til den og snakker med den ene familie efter den slovensk-kroatiske grænse. Her bugner det anden. Deres erfaring fra tidligere ture har med mennesker, der kommer langvejs fra. givet dem en frygtløs måde at gå til tingene Mens Alex og Benjamin skynder sig at på. Den misunder jeg meget. De drives af en klargøre deres kameraer, er jeg forvirret. grundlæggende nysgerrighed og interesse Her står jeg i et fremmed land. Med papir for situationen og for de her mennesker. og en kuglepen i Det inspirerer mig min hånd står jeg denne aften, hvor foran hundredevis Beklager, jeg kan ikke gøre jeg finder min af flygtninge, der historie. noget. Jeg er fra pressen. i desperation står Jeg befinder klistret op af det - Asbjørn Hildebrandt mig inde i lejren. hegn, politiet har Christensen Det småregner. sat op. Og jeg ved Jeg står med Alex, knap nok, hvor jeg som snakker med skal begynde. en af de frivillige. Der er lovet mere regn i »Politiet giver os virkelig lov til at komme nat, og der er akut mangel på telte, tæpper og helt tæt på,« siger Alex, mens han ihærdigt regnslag. Flere ligger på jorden uden noget knipser med kameraet. til at skærme mod regnen. På et tidspunkt Vi kan gå frit mellem kampklædte kommer en glad ung dreng hen og hilser politibetjente på den ene side af os og den på os. Det er 12-årige Muhammed, der går store, midlertidige flygtningelejr på den og hjælper med at dele regnslag ud. Hans anden. Et arbejdsmiljø jeg overraskende engelsk er overraskende godt.
“
Ham og hans fætter er blevet sendt afsted af deres forældre for at blive genforenet med deres fælles onkel, som allerede er i Sverige. På trods af at Muhammed har forladt både mor og far i Syrien og nærmest er alene afsted, fortæller han mig, at han ikke er ked af det. Jeg spørger ham, om han savner sine forældre. Det gør han selvfølgelig, men han prøver ikke at tænke på det. Han er tilfreds, så længe han kan gå rundt i lejren og hjælpe sine landsmænd med at dele regnslag ud og sætte telte op. Muhammeds person og historie gør et kæmpe indtryk, og jeg får for første gang følelsen af, at denne her tur for alvor giver mening for mig som journalist. At jeg er her for at bringe historier som Muhammeds videre. Jeg føler mig heldig over at lære ham at kende. En lærerrig proces Den nat, der samtidig var vores sidste, kæmpede de frivillige i lejren en hård kamp med at dele telte ud. Mere end 7.000 liter kildevand blev delt ud og 12 tons mad blev tilberedt til flygtningene. Selvom det var mærkeligt ikke at hjælpe direkte til ligesom Røde Kors gør, så er jeg nu overbevist om, at vi journalister hjælper til på vores egen måde, når vi formidler historier som denne. Og vi kan være stolte af vores arbejde. I flygtningelejren var rigtig mange meget imødekommende og glade for vores tilstedeværelse. De vidste, vi var der for at høre deres historier, og var ivrige efter at fortælle. Vi lyttede til dem, og jeg fik skrevet min opgave.
asbch15@student.sdu.dk
10 | PORTRÆT
November 2015 |Lixen.dk
Foto: Laura Kretz
Lixen.dk | November 2015
PORTRÆT | 11
»Skal noget ændres, er det her, det sker.« I sin folkeskoletid får Sophie Bremer stukket en sort bog i hånden af sin lærer. Hun brokker sig for meget, og det skal bogen sætte en stopper for. Her kan hun skrive sine utilfredsheder ned. Måske er det ikke nødvendigt at dele alt med verden. Men ifølge Sophie Bremer er det den naturlige skepsis, som hun altid har haft, der gør hende stærk i sin journalistiske niche.
Af Linea Marie Andersen og Cecilie Lunding Tolversen
På trods sine kun 28 år er Sophie Bremer vant til at stå foran TV2’s kamera som politisk reporter på Christiansborg. Hun går kritisk til værks, men når kameraet ikke ruller, er Sophie Bremer hende den kække journalist, som alle på Borgen hilser på. Lixen har fulgt Foto:Laura Kretz Sofie Bremer taler kort forinden med formanden for Det Konservative Folkeparti Søren Pape hende på en af de mange travle dage og har fået et indblik i, hvad der er Sophie Bremers drivkraft i et kompliceret nicheområde som Christiansborg-journalistik. præget af diskussioner om arbejdsmarkedet, TV og bevæge sig frit på Borgen. Da vi møder hvornår hun vil lægge det fra sig. På en fridag Sophie Bremer er en fagnørd. Politik er arbejdsvilkår og politik. Derfor har Sophie hende, haster hun rundt i høje stiletter, selkan hun risikere, at politikerne ringer, og til hendes hobby, og hun brænder for at have en Bremer aldrig været bange for at tage noget vom hun foretrækker et par løbesko. De ville sociale arrangementer kan andres interesse indflydelse på den politiske dækning. Politikop til debat. nemlig være mere praktiske i en hektisk for hendes job overskygge, at hun også “bare” erne skal, når Sophie Bremer har vagten, ikke »Når nogen bliver uretfærdigt behandlet, hverdag, men passer ikke ind i normerne på er Sophie. slippe afsted med at løbe fra de ting, som de har jeg altid gerne ville gøre noget ved det.« Christiansborg. Selvom dagene er lange og »Når jeg sidder til en familiefødselsdag, siger og lover. Hun gør en dyd ud af at fange Og netop på Borgen føler Sophie Bremer, at fødderne ømme, mener Sophie Bremer staer der ofte nogen, der gerne lige vil vide, hvordem på fersk gerning. Hun siger selv, at hun hun som journalist gør en forskel. Hver dag dig, at hun har Danmarks fedeste job. for noget er, som det er. Det er jo bare en del er vedholdende og ikke bange for at hamre til skal hun foran linsen forklare tusindvis af »Jeg kan godt lide, at jeg ikke ved, hvad af mit liv på godt og ondt.« dem. danskere om indviklede politiske emner, som der kommer til at ske, og jeg kan godt lide Sophie Bremer prioriterer sit arbejde højt »Jeg står midt i det, der kommer til at kan være svære at forstå. Når hun eksempelher-og-nu-adrenalinen.« og fortæller, at påvirke danskerne. De spørgsmål, jeg stiller, vis dækker diskussioner om dagpengereforMobilen ringer uaffami“Jeg kunne lige så godt hendes afgør, om noget kommer frem, eller om det men, har hun ikke direkte indflydelse på rebrudt med nye live- og lie og venner ikke gør.« formen, men hendes arbejde har betydning interviewaftaler og poli- stå i Dybbøl og lave kritiske ikke altid er Senest er det blandt andet lykkedes Sophie for dækningen af den. Det vil sige, at hun hver tikere, der vil aftale tid interviews med alle mu- enige i den Bremer at få Pia dag har ansvaog sted for optagelserne. lige virksomhedsfolk, men prioritering. Kjærsgaard til at ret for, at danBremer mener, det er her (red. Christians- Det er hun “Jeg står midt i det, der kom- skerne kan Sophie modsige sig selv at hun har talent for at borg), de laver reglerne. pinligt bevipå TV. Med sin mer til at påvirke danskerne. forstå det, der skabe overblik, og det dst om. Hun nye formands- De spørgsmål, jeg stiller, afgør, sker på Chriser det, der giver hende forklarer, at post i Folketin- om noget kommer frem, eller tiansborg, og overskud i en hverdag, som for andre kan hun selvfølgelig er der for familie og venner, get lægger Pia om det ikke gør. som i sidste ligne kaos. Hun går konstant og besvarer når de har brug for det, men nogle gange må Kjærsgaard alle ende har stor sms’er, men kan alligevel stadig svare på hun give afkald på familiefester og acceptere, politiske holdindflydelse på vores spørgsmål, og samtidig formår hun at at torsdag aften måske ikke bruges på øl med ninger fra sig. Det siger hun i hvert fald selv borgernes liv. På den måde føler Sophie hilse og drille kendte ansigter, der går forbi vennerne, fordi næste morgen byder på livei starten af et interview med Sophie Bremer. Bremer, at hendes arbejde har værdi. os på gangene. TV. I perioder befinder hun sig på Borgen i Derefter inddrager Pia Kjærsgaard alligevel »Jeg kunne lige så godt stå i Dybbøl og Sophie Bremer fortæller, at hun føler sig døgndrift, hvor vennerne må nøjes med at se sin egen politiske holdning som svar på et lave kritiske interviews med alle mulige virktilpas i denne travlhed, fordi politik er henhendes ansigt på skærmen. nærgående spørgsmål. Sophie Bremer konsomhedsfolk, men det er her (red. Christiansdes rygrad, og hun har konstant interesse i »Mine venner kan være trætte af det infronterer Pia Kjærsgaard med denne modsiborg), de laver reglerne. Hvis der er noget, at følge med i, hvad der sker. Derfor kan det dimellem, men de er også gode til at ringe til gelse, og til det svarer Pia Kjærsgaard med et der skal ændres, så er det her, det sker. Er der være svært at lægge den vibrerende mobil fra mig og sige: Nu har jeg set dig på TV fire dage smil på læben: nogle problemer, så er det her, man kan gå sig. Hendes venner er godt klar over denne i træk. Du kommer lige ud i aften!« »Det er, fordi du provokerer mig, Sophie« hen og sige: Undskyld, er det her måden, det arbejdsskade, så når de er på ferie, lyder det: For Sophie Bremer handler det om at skal være på?« »Din telefon, tak.« Og hun ser den ikke, før give sig fuldt ud til sit job. Det er enten eller. Det er her, de laver reglerne de tager hjem igen. Som politisk reporter skal man være villig til Helt fra barnsben har diskussioner om samLange dage og ømme fødder at ofre både fysisk og mental tid. Og man har fundet fanget Sophie Bremers interesse. Med Mobil, lipgloss og et adgangskort. Det er, Jobbet, der koster aldrig helt fri. en far, der er specialskolelærer, og en mor, hvad Sophie Bremer altid har i hånden. På Politik er ifølge Sophie Bremer blevet hendes »Det her job koster, og man skal være som er pædagog, har aftenbordet ofte været den måde kan hun ringe rundt, være klar til liv, og derfor kan hun ikke altid selv vælge, klar over, at der selvfølgelig er en bagside af at Læs videre på næste side
12 | PORTRÆT
November 2015 |Lixen.dk
Foto: Laura Kretz
arbejde så meget. Det er jeg meget bevidst om, og en dag skal det også være anderledes.« Men følelsen af at kunne gå til de folk, der fastsætter reglerne og lave et interview, som sidder lige i skabet, opvejer for den store mængde tid, hun ofrer på sit arbejde. Fordi med et lige-i-skabet-interview føler Sophie Bremer, at hun får indflydelse.
politisk journalist, men du er fandeme god til at drikke bajer.«
Ingen politiske mærkater På Borgen har Sophie Bremer mulighed for at udfylde rollen som vagthund. Her kan hun holde den lovgivende magt i ørerne. Men med denne rolle, mener Sophie Bremer også, at der følger et ansvar. Et journalistisk ansvar, Ferie med fuld fart der indebærer at være neutral og give en fair Politik er ikke kun Sophie Bremers ardækning af det, der foregår. bejde, men også hendes hobby. Hun »Jeg er den type, der bliver sindssygt synes derfor selv, det kan være svært at irriteret på journalister, som skriver deres have andre inholdninger på teresser ved siFacebook og “Folk skal se mig som en pro- Twitter. Jeg er den af. Men i sommeren fessionel og ikke som en leje- ved at eksplo2015 skulle det dere, fordi jeg svend for en lejr i politik. være andersynes, at det er ledes. Hun greb min fornemjernhesten og meste opgave, at cyklede til Paris med Team Rynkeby Vordingder ikke er nogen, der kan sætte et politisk borg. Så selv når Sophie Bremer holder ferie, mærkat på mig. Folk skal se mig som en proer det med fuld fart over feltet. fessionel og ikke som en lejesvend for en lejr Den lange tur rørte hende på flere måder, i politik.« da turen både var et personligt mål, men samI en arena af politiske uenigheder mentidig også støttede Børnecancerfonden. er Sophie Bremer ikke, at hun får noget ud »På en eller anden måde kom glæden, udaf at ytre sine egne holdninger. De er ikke mattelsen og det hele ud på de sidste kilomevæsentlige. Hun tænker i virkeligheden aldrig ter, inden familien stod og vinkede. Jeg glemover, hvad hun selv mener. Hun koncentrerer mer aldrig de sidste meter, vi måtte gå, fordi sig udelukkende om, hvad de forskellige parder var så mange, der jublede, og der i blandt tier mener om et givent emne. Med sin egen flere børn med kræft, som ventede på deres holdning pakket væk har hun fri adgang til forældre. Der gav turen lige pludselig mening. politikerne, der ikke kan sortere hende fra på Det er ikke sidste gang, jeg skal med.« grund af en Twitter- eller Facebook-opdaterMen selv når Sophie Bremer vælger at ing. prøve noget nyt og lader “reporter-Sophie” »Hvis man vil have sin hverdag herinde og blive hjemme, kan det være svært at slippe faktisk lave noget journalistik, så bliver man udenom at blive set som hende den politiske nødt til at acceptere, at man ikke har sine egne nørd fra TV. Efter den lange cykeltur kom der holdninger. Ellers lever man ikke her længe.« eksempelvis en holdkammerat over og sagde til hende: »Jeg troede, at du var den tørreste Lev i dit værk kiks, da jeg hørte, at jeg skulle på hold med en »Lev i dit værk, mens det øves.« Det står
skrevet på en af de gamle vægge på Borgen. Et citat, som Sophie Bremer har memoreret og taget med sig, fordi netop de syv ord passer til det liv, hun lever. Hun vil nemlig helst nyde sit arbejde, mens hun er i det. Nu har Sophie Bremer været på Christiansborg i godt fem år, og der er mange, der har travlt med, hvad hun skal næste gang. Men det er der ikke et svar på. Hun fortæller, at hun foretrækker at leve i nuet og føler sig tilpas i den niche, hun er i. Derfor har hun ikke en bestemt plan for sin fremtidige karriere. »Jeg har altid troet på skæbnen, og det er der mange, der griner af. Men jeg synes, der er sket mange ting for mig, fordi de skulle ske.« Sophie Bremer oplevede skæbnen, inden hun fik job på TV2. I sit arbejde på Ekstra Bladet begyndte hun at tænke over, om det var tid til at prøve noget nyt. Kort tid efter at tanken opstod, tikker der en privat-besked ind på hendes Twitter. Beskeden var underskrevet af politisk redaktør på TV2, Anders Langballe. I beskeden byder han Sophie Bremer på en kop kaffe. De mødes. Snakken går, og næste dag blev hun ansat. »Nogle gange skal man bare ‘go with the flow’. Jeg tror virkelig, at man skal vælge efter sin mavefornemmelse.« Sophie Bremer er godt klar over, at hendes arbejde på Borgen kun kan være en periode i livet. Hun drømmer om familie og børn, men er klar over, at det kan være svært at få til at fungere med lange vagter og få fridage. »Jeg ved godt, at det her job har en udløbsdato. Enten fordi man vælger det, eller også fordi man ikke kan mere. Det her tempo kan man jo ikke leve med i 30 år.« Men lige nu har Sophie Bremer ikke lyst til at sige nej til nogle opgaver. Hun brænder for at få det interview, som alle snakker om, og hun har et stort behov for at få brugt sin
naturlige skepsis. Hun får en masse store oplevelser, hvor hun er en del af historiske øjeblikke. En af de ting, hun husker bedst, er, da hun fik et solointerview med Helle ThorningSchmidt, som lige var blevet statsminister. Alle journalister var ved at snuble over hinanden for at snakke med Helle ThorningSchmidt, men Sophie Bremer var tilfældigvis ikke blevet smidt ud af et ellers aflukket område på Christiansborg. Så der gik hun, som helt ny på Borgen. Op af trappen. Alene med Danmarks første kvindelige statsminister. Det er det største af mange mindeværdige øjeblikke på Borgen, som Sophie Bremer husker. »Man står midt i historien og niver sig selv i armen, og nogle gange tager jeg mig selv i at tænke: Jeg er ikke andet end 28 år, og så render jeg rundt med alle de her vigtige folk.«
Sophie Bremers CV • 28 år • Uddannet ved Center for Journalistik, SDU • 2010-2013: Politisk journalist på Ekstra Bladet • 2013-nuværende: Politisk reporter på TV2 • Født: Frederiksberg • Twitter: @SBremer • Vinder af Kravling 2011 for serie om DSB og serie om DONG Energy
cetol4@student.sdu.dk linea14@student.sdu.dk
FOKUS | 13
Lixen.dk | November 2015
FOKUS
I denne måned sætter Lixen fokus på ‘Nichejournalistik’. Du kan blandt andet læse om erhvervsjournalistikkens udvikling før og nu samt læse, hvordan det er at være i praktik i erhvervsjournalistik. Find også gode råd fra Rasmus Tantholdt og Allan Sørensen, hvis du gerne vil være krigskorrespendent.
Erhvervsjournalistik – en niche i vækst Erhvervsjournalistikken har ændret sig meget siden den for alvor dukkede op i Danmark i 1960’erne. I denne artikel sætter Lixen fokus på erhvervsjournalistikkens udvikling før og nu.
Af Alexander Falck-Winther
D
en store udvikling af erhvervsjournalistiken i Danmark går helt tilbage til 1960’erne. Her gjorde journalisterne op med den meget tekniske og fagligt snævre dækning af erhvervslivet, der indtil da havde formet nyhedsbilledet. Den nye type erhvervsjournalistik tog for alvor fart i 1960’erne og 70’erne. Denne nye udvikling var kendetegnet ved at fokusere på en mere direkte dialog mellem pressen og erhvervslivet. Nye arbejdsrutiner opstår Med den hurtige udvikling af den nye type erhvervsjournalistik, sker også store ændringer i journalisternes arbejdsrutiner. I takt med udviklingen hen mod en mere gennemsigtig dækning af erhvervslivet, opstår også et voksende behov for journalister, der kan formidle svært, økonomisk stof på en letlæselig måde.
Skarpere kommunikation I takt med et journalistisk nichefelt, der pludselig får helt andre spille-regler, sker der også en ændring i måden, virksomhederne kommunikerer på. I løbet af 1980’erne be-gynder en lang række virksomheder at opruste deres strategier omkring kommunikation. Virksomhederne kan på dette tidspunkt godt se, at erhvervsjournalistikken er kommet for at blive, og derfor begynder de at tage deres forholdsregler i form af en skarpere kommunikation. Vigtig rolle for erhvervslivet Erhvervsjournalistikken som niche har været igennem en stor udvikling over de seneste årtier - og i dag spiller denne journalistiske gren faktisk en ret vigtig rolle for erhvervslivet. I takt med en bredere dækning af erhvervslivet herhjemme, har en større del af samfundet også fået mere indsigt i, hvad der foregår. Det har fået konkret betydning for erhvervslivet. I dag er det ikke ualmindeligt, at finansielle medier eksempelvis bringer nyheder med vurderinger af hvor godt direktøren klarer sit job, hvor godt årsregnskab er, eller hvor god kvaliteten af firmaets produkt er. Man taler derfor også om, at erhvervsjournalistikken i dag er med til at foretage en benchmarking af virksomhederne, da pressens udlægning i medierne kan få afgørende betydning for virksomhedernes brand. En niche i vækst Men udviklingen stopper ikke her. For erhvervsjournalistikken er under konstant udvikling. Og den position er kun blevet styrket den seneste tid, ved at nye platforme og me-
dier er dukket op. Et erhvervsmedie, der for alvor har opnået popularitet over de seneste år, er ”FinansWatch”, der blev grundlagt i 2010. Jyllands-Posten lancerede i oktober 2014 mediet ”Finans”, der udelukkende dækker finansielle forhold og nyheder. Finans havde over 116.000 læsere alene i maj måned i år, hvilket oversteg både Børsen og Berlingskes business.dk for samme måned. I starten af 2015 lancerede Børsen så deres nyeste skud på stammen ”Børsen Play” – en video- og lydtjeneste, hvor læs-erne kan gå ind og se nyhedsdækning af erhvervslivet i lyd og billede – hvor og når, det passer dem.
Villig til at betale Erhvervsjournalistikken overgår alle andre typer journalistik, når det kommer til hvor villige læserne er til at betale for indhold. Ifølge Peter Bro hænger betalingsvilligheden sammen med at størstedelen af kunderne bruger mediet professionelt. Derfor betales abonnementspakker - der ofte er store - af kommercielle virksomheder såsom LEGO, Grundfos eller Novo Nordisk. Fælles for alle virksomhederne er, at erhvervsstoffet kan have afgørende forretningsmæssig betydning for, hvordan den pågældende virksomhed handler på arbejdsmarkedet.
Stor satsning på erhversstof Det er en meget bevidst satsning, en lang række medier gør i disse år. Sådan lyder udmeldingen fra Peter Bro, der er professor i journalistik ved Syddansk Universitet. Ifølge ham er årsagen til disse satsninger, at samfundsøkonomi og erhvervsliv er blevet et vigtigere emne – særligt efter finanskrisen i 2008. En anden grund til, at medierne fokuserer på erhvervsjournalistikken, er, at store dele af samfundet er afhængige af den – eksempelvis firmaer, børsmæglere og investorer. »Noget af det, der kendetegner erhvervs- og finansstoffet er, at mange brugere anvender dem i professionel sammenhæng,« forklarer Peter Bro. Ifølge ham gør denne professionelle efterspørgsel, at erhvervsjournalistikken har en lidt større volumen og potentiale rent forretningsmæssigt. Derfor ser vi, at mange medier opdyrker netop dette nichefelt.
Nye plaforme, stærkt værktøj Ifølge professor Peter Bro skal journalisterne se de store ændringer som et aktivt værktøj til at lave god journalistik. »Vi får bedre mulighed for at komme i kontakt med nye kundegrupper,« forklarer Peter Bro. Han mener ikke, at der er tale om et enten eller forhold mellem TV og skriftmedier, men snarere et både og. Og det er tværmedialiteten, der kan blive vores styrke i fremtiden, påpeger Peter Bro.
alwin14@student.sdu.dk Illustration: Mia Dernoff
14 | FOKUS
November 2015 |Lixen.dk
Praktik i erhvervsjournalistik Andreas Lønstrup startede på Danmarks Medie og Journalisthøjskole i 2013. Han forventes færdiguddannet i 2017. Siden februar 2015 har han været i praktik hos Penge og Privatøkonomi, og når den tid slutter til februar 2016, bliver praktikpladsen rykket over til Berlingske Business i seks måneder.
Af Ida Stubbe
Hvad har været vigtigt for dig i din tid hos Penge og Privatøkonomi? Jeg har lært en masse ting. Jeg har fået en masse ansvar af min øvrige redaktion. Vi er meget tætte og afhængige af hinanden. Det har været meget vigtigt for mig, at jeg har kunne levere. Men også rigtig vigtigt for de andre, at jeg har kunne levere, for vi er alle ansvarlige for, at magasinet bliver fyldt ud. Følte du, at du vidste, hvad det hele handlede om, da du startede? Det første interview jeg skulle lave, var, at
jeg skulle ringe til en investeringsøkonom, og spørge hvad ROIC er. Jeg vidste ikke selv, hvad det betød, så det var meget stressende. ROIC betyder Return On Invested Capital, og jeg havde bare ikke styr på det. Jeg blev kørt fuldstændig rundt i manegen, og jeg følte, at jeg ikke kunne en skid. Men du har lært meget af at have været hos Penge og Privatøkonomi? Ja, det synes jeg helt sikkert. Jeg har også valgt at specialisere mig indenfor erhvervsjournalistik. Jeg tror nemlig, at det er vigtigt, at man som journalist har et område, man er særligt god til. Jeg tror meget på, at fremtidens journalister skal være specialiserede. Hvorfor? Jamen fordi der er virkelig mange generalister. Det går ikke særlig godt i branchen. Alle mennesker kan skrive om alting i dag. Du og jeg kan skrive om alting. Det kan alle vores venner også gøre på Facebook eller på blogs osv. Så hvis folk skal gide at betale for journalistik, bliver det nødt til at være noget, der gør dem klogere. Hvorfor har du valgt at specialisere dig i erhvervsjournalistik? For det første fordi jeg synes, det er rigtig, rigtig spændende. Og så synes jeg, at det er et privilegium som journalist at få lov til at arbejde med noget, man selv ved noget om og opbygge et kildenetværk indenfor et specifikt felt. Det er også et privilegium at kunne gøre andre mennesker klogere, fordi man selv ved
så meget om lige det emne. Kan det blive kedeligt at beskæftige sig med det samme område hele tiden? Nej. Det, der er kedeligt, er aldrig at komme til sagens kerne i noget som helst. Vil du anbefale andre journa-liststuderende at søge praktik i nichepræget journalistik? Ja, det vil jeg. Men jeg vil især anbefale dem at finde ud af, hvad det er for et stofområde, de virkelig godt kan lide. Så ville jeg anbefale dem at blive rigtig dygtige til lige det, og lave nogle gode historier om det. Tror du erhvervsjournalistik er hårdere end ’normal journalistik’? Jeg tror altid det er hårdt at være ude på dybt vand, hvor kilden ved meget mere end man selv gør. Så det er vigtigt, at man anerkender, at man ikke kan vide alting. Men også samtidig tage sit arbejde seriøst. Har du et råd til andre journaliststuderende, som vil søge praktik i erhvervsjournalistik? Det er vigtigt, at man selv kommer med nogle gode historier. Og at man er engageret i det, man laver, og byder ind med ideer. Det er ikke særlig fedt at lave de historier, der ligger bagerst i bunken. Det er altid sjovest at lave sin egen ide og følge den til dørs. Hvad er særligt fedt ved arbejde med erhvervsjournalistik?
at
Foto: Benjamin Media
Jeg tror, at hvis man vil være en rigtig god journalist, så skal man ikke se det som et 9-17 arbejde. Så bliver man nødt til at gå op i det i sin fritid og virkelig brænde for det, og altid tænke på, hvad den næste gode historie kan være. Hvordan finder du de gode historier? Dels fra mine kilder. Og dels ved at holde mig orienteret med en masse gode medier, som fx The Economist, nyhedsoverblik fra Bloomberg, Financial Times, og så selvfølgelig alle de danske medier som Børsen, Finans og Business. iniel14@student.sdu.dk
Vejen til krigsfronten kan ikke sættes på formel Der findes ikke en fastlagt rute til et job som krigskorrespondent. Men ifølge de to korrespondenter Allan Sørensen og Rasmus Tantholdt er passion, ydmyghed og at kende sig selv en vigtig del af rejsen.
Af Oliver Sønderbye Therp
Allan Sørensen fik sin første omgang tåregas efter få måneder i Jerusalem. I dag arbejder han som korrespondent i Mellemøsten for Berlingske og har over 20 års erfaring. Ifølge ham er det vigtigt at kende sig selv, inden man giver sig i kast med hvervet som krigsjournalist. »Først og fremmest skal man overveje, om man kan fungere under enormt pres og i
farlige situationer. For hverdagen er uforudsigelig,« siger han. »Nogle dage arbejder jeg almindeligt, men i perioder er det 24 timer i døgnet. Det skal man have passion for at kunne holde til.« Derudover mener han, at et kendskab til regionen og sproget og senere et bredt kildenetværk er de bedste råd til at få et job som krigskorrespondent. »Man kommer længere og tættere på ved at kunne tale og forstå de sprog, der tales. Det skaber en helt anden fortrolighed mellem journalist og kilde,« siger han. Lad dig drive med Rasmus Tantholdt rapporterede første gang fra krigens frontlinjer, da han dækkede USA’s invasion af Irak i 2003.I modsætning til Allan Sørensen har han ikke arbejdet målrettet mod at blive korrespondent. Og det mener han heller ikke, journaliststuderende skal gøre. »Der er så mange muligheder som journalist. Så jeg vil råde alle til at lade være med at beslutte sig for, præcis hvad man vil i fremtiden, når man kun er i startfasen i journalistlivet,« siger han. Han mener derimod, at det er vigtigere at
være åben, interesseret og ydmyg. »Lad dig drive med af, hvor livet bærer dig hen. Gå efter at lave noget, der giver mening for dig. Men det allervigtigste er nok at være ydmyg. Både overfor det du laver og i forhold til at beskæftige sig med journalistik,« siger han. Forskellig baggrund De to korrespondenters forskellige indgangsvinkler til jobbet som korrespon-dent ses tydeligt i deres valg af uddannelse. Rasmus Tantholdt er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Efter han dimitterede fik han et job som indlandsrapporter på TV2. Og det var han egentlig udemærket tilfreds med. Men i 2003 ændrede det sig. »Min chef spurgte, om jeg ville rapportere fra invasionen af Irak. Og siden den gang har jeg sådan set rapporteret, ikke bare fra Irak, men fra hele verden. Det er ikke fordi, jeg gik og drømte om, jeg skulle være udenrigskorrespondent. Men det er krøbet ind under huden på mig,« siger han. Den drøm havde Allan Sørensen derimod. Han ville gerne være journalist, men han havde samtidig en stor interesse for Mellemøsten. Og derfor flyttede han til Jerusa-
lem og tog en universitetsgrad i mellemøststudier: »Jeg følte, det var vigtigt at have mit eget stofområde som journalist. Jeg er der-for ikke uddannet journalist i den ortodokse forstand, men mere som i gamle dage, hvor man kom i mesterlære,« siger han.
olthe15@student.sdu.dk
FOKUS | 15
Lixen.dk | November 2015
Fem anderledes nichemedier Lixen har taget et kig på fem medier, der har fokus på hver deres niche.
Vi med hund Her er magasinet til de godt en halv million husstande, som har en Schæfer, Golden Retriever eller en anden hund i hjemmet. Det udkommer en gang om måneden, og der er meget forskelligt indhold. Hver udgivelse har et tema, hvor man i 2015 blandt andet har kunne læse om ’Ferie med din hund’ og ’Sikker transport med hund’. Magasinet er som de fleste andre magasiner med dybdegående artikler, reportager og nyheder. Derudover giver Vi med hund gode tips til hundeshopping, hvis du står og mangler et hundehalsbånd, eller det er hundelegetøj, som man mangler i samlingen. Og så har de et fokus på en bestemt slags hund, når de kårer ’Månedens race’. Til hvert nummer optræder der også en kendt dansker med sin hund, hvor blandt andet TV-vært Cecilie Hother og skuespiller Ellen Hillingsø har vist deres hunde frem i bladet.
Realityportalen.dk Er man til Paradise Hotel, De unge mødre eller Topmodel, og vil man gerne have større indsigt i, hvad der sker hos de medvirkende, så er Realityportalen stedet, hvor man får alt sit gossip. Her kan man blandt andet læse ’Party-Kamil afslører barnets navn og køn’, ’Paradise-babe’ har fået nye bryster: Sådan gik operationen’ og ’Amalie svarer igen på kritik: Jeg er ingen realityfiasko’. Det er ikke kun de danske reality-stjerner, der bliver skrevet om. Også kendte fra det store udland som Kanye West og Kim Kardashian får spalteplads på hjemmesiden. Derudover kan man fornøje sig med videoklip fra nogle af reality-programmerne herhjemme eller andre klip, hvor reality-stjerner er med.
Check-In.dk
Race-Mag.dk De fleste kender til Formel 1 i motorsport, men der findes mange andre former for motorsport end kongedisciplinen, og det har mediet valgt at lave nyheder om. De skriver også om Formel 1, men andre motorsportsklasser som Formel 3, Indycar og Le Mans kan man få sit fix af inde på mediet. Det er dog ikke kun de firehjulede maskiner, som styrer nyhedsstrømmen inde på deres side, men også de tohjulede motorcykler får spalteplads. Derudover ligger der en huskeliste, hvis man beslutter sig for at tage på en Formel 1-rejse, hvor man blandt andet bliver rådet til at tage ørepropper, en kikkert og godt fodtøj med i rygsækken.
Tekst: Malthe Rygaard
Strejker SAS-personalet? Hvilke flyselskaber tør flyve til Sharm El Sheiks lufthavn? Eller hvordan ser det ud i Billund Lufthavn efter Ryanair ikke har base der mere? Er det spørgsmål som disse, man gerne vil have svar på, så er det Check-in.dk, som man skal besøge. Mediet leverer nyheder til de luftfartsinteresserede, som er lidt mere nørdede på det område end de fleste. Udover de daglige nyheder er der en helt sektion om de tre store flyalliancer blandt selskaberne. Hvis man ikke lige har fanget jargonen i luftfartsmiljøet, men man godt kunne tænke sig at lære det bedre at kende, så har Check-in.dk lavet en samlet ordbog over forskellige begreber indenfor luftfartsbranchen. Der er alt fra A-Z, så vil man for eksempel gerne vide, hvad ’Longhaul’ betyder, så kan det findes i deres egen ordbog.
Magasinet rØST Østeuropa er sat under luppen hos Magasinet rØST, når de på nettet leverer nyheder. De vil ifølge dem selv bringe Østog Vesteuropa tættere og forsøge at nuancere billedet af den østlige del af det europæiske kontinent. Her får man blandt andet en analyse af det nyligt overståede parlamentsvalg i Tyrkiet, artiklen ’Når både flygtninge og EU bliver en trussel’ og et debatindlæg om Ungarn forsvarer Europas grænser. Hvis man kun interesserer sig for enkelte lande øst på, kan man vælge kun at se indhold, som vedrører de lande i menuen til højre. Derudover kan man få rejsebeskrivelser fra nogle af stederne i Østeuropa, hvor blandt andet den sibiriske olieby Tomsk er blevet gået efter i sømmene.
16 | DEBAT
November 2015 |Lixen.dk
Hvis du har stress, må du gå Hvis du har angst, må du få Af Nanna Frank
D
et krævede flere ton is i maven og ufatteligt mange dybe indåndinger, da jeg sidste december valgte at holde pause fra studiet. Jeg havde i et halvt år forsøgt at kombinere forelæsninger, radioafleveringer, obligatoriske akademiske opgaver med ugentlige lægebesøg, psykologsamtaler og indkørsel af alverdens medicin, der skulle gøre mig rask igen. En pille om morgenen til at vågne på, så du kan klare dig igennem dagen, og en pille om aftenen, så din krop kan holde sig i ro de 7-8 timer det kræver for at være frisk til en dag på Medietorvet. Det hang under ingen omstændigheder sammen, så jeg valgte at gå til bekendelse for min faglige vejleder. Med åbne arme og ord, der lovede ro, accept og fortrolighed, fik jeg udabejdet en plan for min fremtidige uddanelse.
Derfor går jeg nu og venter på at få lov til at deltage i nogle af 3. semesters forårsfag, så jeg kan komme i praktik (med et års forsinkelse). Det er den bedste beslutning jeg nogensinde har taget, men midt i denne proces mod at blive rask, slog det mig: Det er satme godt, at jeg ikke valgte at sygemelde mig med stress, for så var de åbne arme og mange råb om hjælp fra mine medstuderende, uden tvivl blevet erstattet med arrogante fnøs og et hævet øjenbryn. For uanset hvor åbne vi er, og uanset hvor meget vi forsøger at fortælle hinanden, at det er OK ikke at aflevere alle opgaver, eller læse hele pensum, så vil jeg vædde med, at alle på dette studie, der har takket nej til et arrangement, en opgave, en forelæsning mm. pga. stresssymptomer, har fået et hævet øjenbryn med sig. Hvorfor kan DU ikke klare at være en pligtopfyldende studerende, der scorer ene 12taller, når vi andre kan? Kommentaren: ”Vi andre er jo under samme pres, og vi kan godt jonglere studie, fritidsjob, kæreste, venner hjemmefra, venner på studiet, at pendle, byture hver fredag og lørdag, lave frivilligt arbejde hos Røde Kors, og give samtlige
prominente mennesker i mediebranchen et kæmpe slik omkring ringmusklen – flere gange ugentligt”. Faktum er bare, at det er ikke alle der kan det, hvilket den spørgeskemaundersøgelse om stress, der blev lavet sidste år, viser! Den har tegnet et skrækindjagende billede af de journaliststuderendes mentale helbred. Så hvorfor se ned på dem, der er stressede? Når folk bryder grædende sammen sidste aften, inden der skal afleveres TV-eksamen, fordi den sidste kilde har meldt fra, AVID bliver ved med at formatere, imens rapporten er forsvundet fra tid og sted, så vælger folk ofte at blive irriteret og se ned på den stressede studerende. ”Tag dig sammen!” Jeg frygtede derfor en smule at skulle breake nyheden til mine medstuderende, men det sjove er, at det pludseligt var socialt acceptabelt, at jeg ikke søgte praktik i foråret. Det var en misundelsesværdig beslutning, at jeg kun havde to fag og forelæsninger hver anden uge, da jeg jo ikke var stoppet pga. stress. Det er fuldstændig til grin, at vi ikke hjælper hinanden og støtter, når studiet bliver for hårdt. Selvom vi alle har knoklet for at komme ind på journalistik, så er vi forskel-
lige og kommer med forskellige sociale baggrunde, ligesom vi har forskellige interesser og hobbyer. På samme måde har vi forskellige grænser for, hvad vi kan holde til, og det er vitterligt ingen skam. Når vi så er nået til en åbenhed og accept om, at vores grænser ligger forskellige steder her på Medietorvet; så kan vi begynde at diskutere, hvorvidt uddannelsen bør ommøbleres, når selv underviserne fortæller, at det ikke længere er et spørgsmål om ”hvis du går ned med stress”, men om ”hvornår du går ned med stress”.
Mail:
Medierne mobber i massevis Af Emma Rudbeck
H
elle Thorning går i Gucci. Lars Løkke elsker fadøl. Pernille Bendixen ved ikke, hvad BNP er. Og hvad så, kære medier? Er det egentligt overhovedet vigtigt? Hvem vedtog pludseligt, at en del af jobbeskrivelsen for et folketingsmedlem er at vide, hvad BNP er? Det gjorde Radio24syv. Jo, det var da en svipser, at Pernille Bendixen ikke vidste det. Noget, man kunne håbe, at et folketingsmedlem ved, når hun qua sit embede skal være med til at vedtage landets finanslov. Pernille
Bendixen er ikke den typiske Døf’er på Borgen. Dog er hun retmæssigt valgt af befolkningen. Også selvom hun ikke aner, hvad BNP er. Men hvorfor ydmyge hende totalt? Efterfølgende for at smide klippet på Facebook og Pernille Bendixen direkte ud i en shitstorm. For at besvare mit tidligere spørgsmål, så synes jeg ikke, det er vigtigt, at Pernille Bendixen ved, hvad BNP er. Og det er slet ikke vigtigt at udpensle det for hele det danske land. Det er mediemobning. Radio24syv starter med at spytte på Pernille Bendixen. Derefter hepper resten af Danmarks mediehold ved at gengive historien. Selvfølgelig sætter det gang i debatten om, hvor meget et folketingsmedlem skal vide. Det er også fint, men der må være mere saglige måder at gøre det på. Jeg synes, at Asger Juhls opførsel over for Pernille Bendixen var grov. Jeg synes, at mange af de andre danske mediers genoplivning af historien var streng. Vi, journalister, skal være vagthunde i samfundet, men lad
os nu ikke overspille rollen. Vi skal være det overfor dem, der gør fejl. Tag for eksempel Carl Holst-sagen. Der er noget at komme efter. Det er for mig reel journalistik. Det mener jeg ikke, at det er i BNP-sagen. Lad os ikke høvle vores primære samarbejdskilder ned. Det eneste vi, journalister, nok egentligt får ud af det, er mistillid. Samfundet har efterspurgt mere humane folketingsmedlemmer. Personer, der har været ude i den virkelige verden. Og personer, der ikke er kommet direkte fra universitet og ind på borgen. Det har vi fået efter det sidste folketingsvalg. Så bliver de gudhjælpemig mobbet for at være helt almindelige og ikke kunne forklare, hvad BNP er. Det er langt fra alle, der kan det, viser den enorme søgning på ordene ’bruttonationalprodukt’ og ’BNP’ på Google de efterfølgende dage. Pernille Bendixen havde ikke styr på, hvad BNP er. Det viste hun for åben mikrofon. Det resulterede i en ordentligt omgang massemobning i medierne. Så jeg forstår
godt, hvis Pernille Bendixen er en anelse mere forsigtig i sine udtalelser i fremtiden. Det ville jeg dæleme også selv være, hvis jeg blev mobbet af medierne i massevis.
Emmarudbeck@hotmail.com:
Lixen.dk | November 2015
DEBAT | 17
Journalisters ego skygger for historien
Af Amalie Christina Klitgaard
E
n journalist kan nogle gange blive så interessant, at dennes personlighed bliver lige så vigtig som historien, der skal fortælles. Hvis ikke vigtigere. Som når den norske journalist Hans-Wilhelm Steinfeld fjerner al opmærksomhed fra nyheds-historien ved at komme med subjektive påstande om annekteringen af Krim. Eller når Martin Krasnik bliver en debatteret mediepersona på grund af sin selvbiografi ’Fucking Jøde’. Adskillige tidligere tv-værter kan også nævnes som værende sande mediekendisser. Forskellen ligger dog i, at de ikke selv valgte det. I dag vælger flere journalister selv at springe ud af anonymitetsskabet og stille sig frem i søgelyset som personlig profil. Som Peter Falktoft fra ’Monte Carlo’, der altid er parat med en rap replik. Et plus ved denne tendens er, at læseren lettere kan gennemskue en journalists motiver og subjektive
holdninger. Men journalisters selviscenesættelse risikerer at skygge for selve historien. I folderne på anonymitetens forklædning er der derimod mange fordele at finde. Anonymitet lader selve historiens personer stå i et skarpere lys. Som når læseren ikke ænser navnet i venstre hjørne af avisen eller på hjemmesiden, men i stedet for læser ordene fra asylansøgeren fra Eritrea. Når tale-røret bliver givet til offentligheden, som vi i demokratiets ånd arbejder for, og ikke til en journalist med sit eget opstillede syn på verden. Samtidig kan anonymiteten også give os journalister et større albuerum. For hvis ingen ved, hvor skarp ens pen er, eller hvor lynintelligente replikker i et interview, man har, kan man også lettere finde kilder og få dem i tale. Jeg mener ikke medievante kilder, men de kilder, som gemmer sig derude. Ananas i egen juice Men anonymiteten er truet. At historien betyder mere end journalisten, er truet. Selviscenesættelse er efterhånden nødvendig for at kunne fastholde eller opnå en mulighed for at levere et journalistisk produkt. En tendens, som, efter min mening, ses tydeligt på journalistuddannelsen. I en tid, hvor aviserne lider, uddannes jeg og en stor
del af mine medstuderende til arbejdsløshed, kommunikationsarbejde eller blot til at være en hjernedød produktionsenhed. Derved bliver behovet for at skille sig ud større. Og halleluja. Så er det godt, at de sociale medier er lige ved tasterne, hvor man kan slå fast, hvor alvidende, velskrivende eller politisk korrekt, man er. Men ens 500 Facebook-venner, Instagram- og Twitterfølgere ser hver statusopdatering, kommentar og like. Og derved fordufter anonymiteten i spotlysets skær. Dermed har du allerede, måske uvidende, valgt at være meningsdanner og ikke objektiv journalist. Og hvis du gerne ville have været det sidste, vil jeg opfordre dig til at stoppe nu. For din neutralitet og troværdighed forplumres, når du skriver artikler om syriske flygtninge, men samtidig like’er enten Inger Støjberg eller Røde Kors’ udmeldinger. Meningsdanner eller journalist Enten er du meningsdanner eller anonym journalist. Enten sluger du dine holdninger og trækker i fåreklæder, eller også står du ved dem – altid. Selvfølgelig er verden ikke sort/hvid, og de to roller kan overlappe hinanden. Blot tænk på den politiske debattør Martin Krasnik, der i 2014 blev Politikens ’Årets meningsdanner’. Han ser sig selv som jour-
nalist. Eller Clement Kjersgaard, der i 2013 fik Berlingskes journalist-pris. Han ser sig selv som meningsdanner. Og indirekte er alle os journalister selvfølgelig meningsdannere, da vi udvælger selektivt og vinkler, så bestemte dele af virkeligheden vises til offentligheden. Men den anonyme journalistik. Den ”objektive”. Det er den ypperste journalistik. Her kan læserne selv drage deres konklusioner ud fra nyheden og danne en mening. Ikke kopiere en holdning. Ikke vælge den ud fra, om de kan lide journalisten eller ej. For en journalist kan nogle gange blive så interessant, at dennes personlighed bliver lige så vigtig som historien, der skal fortælles. Hvis ikke vigtigere.
amalie.klitgaard@gmail.com Illustration: Malte Jørstad
18| DEBAT
November 2015 |Lixen.dk
Ud med den journalistiske jantelov, tak!
ikke var nogen journalister, som skulle rapportere efterårets mode, hvem skulle så? Vi vil jo gerne undgå, at folk begyndte at gå med benvarmere eller de stribede ”shutter glasses” igen.
Af Julie Würtz
J
eg har lært, at man sagtens kan tage magasindrømmen under armen uden at skrabe stilletterne forsigtigt ned i jorden. Det er ok, at man læser eller laver journalistik, som tager afstand fra den vi-harikke-plads-til-positive-nyheder-forestilling. Så i stedet for at være slået ned af den journalistiske jantelov, glæder jeg mig til at møde verden med åbne arme i magasinbranchen. Jeg glæder mig til at skrive interessante, følsomme og skæve magasinhistorier til jer. Det er nemlig også journalistik! Jeg ved, at der findes personer i denne verden, som længes ligeså meget efter at læse om efterårets sko, som at læse om flygtningestrømmen i Politiken. Og hvis der
En verden med Woman Jeg er journaliststuderende. Jeg går på et studie, hvor positive nyheder ikke må nævnes. Hurtigt kan et lokale med mine medstuderende blive til en mindre rynkenæse-konkurrence, når jeg nævner, at jeg lytter til P7s 80’er hits og ikke P1 Orientering, at det er Woman, som kan findes i postkassen og ikke Politiken. I verden udenfor min lejlighedsdør kommer jeg hurtig til at fremstå som den fortabte søn, fordi tv’et aftenen før var slået over på Sex and the City med Carrie Bradshaw og ikke DR2 med Clement Kjærsgaard. Jeg er til daglig chefredaktør på et studentermagasin. Et magasin, hvor der er både plads til seriøse og skæve studiehistorier. Men det er ikke nok. ”Damebladsjournalistik” kalder de det. Og det bliver sagt med en rysten på hovedet. Ifølge kommende journalister er jeg
ikke med til at revolutionere verden, som hvis jeg skrev samfundsmæssige historier for Information eller Berlingske. Jeg er nemlig blevet stemt ud af det journalistiske Ø-råd, fordi jeg ikke nødvendigvis vil skrive om politiske billagskonflikter i min karriere. I stedet ser jeg mig selv som en optimistisk journalist, hvor verden ikke behøver at gå under hver gang, at jeg åbner et word-dokument. Men det er noget, som mine omgivelser har svært ved at acceptere. For mig er magasinportrætter ligeså vigtige som droneudviklingen i USA. Jubler om strikponchoer Men skal alle journalister klappe over de plapre-politiske beslutninger, som bliver truffet i Bruxelles? Må vi andre ikke juble, når strikponchoer er på mode igen eller når Taylor Swift finder sammen med Calvin Harris? Jeg kan sagtens lave alvorlig og seriøs journalistik. Men jeg er godt og grundig træt af, at andre hele tiden skal definere, hvordan min fremtid skal se ud. Selvom jeg tager hatten af for journaliststuderende, som skriver om flygtningesituationen i
Syrien, er min drøm stadig modeugen i Paris. Jeg har svært ved at følge de normer, som er pålagt mit studie, hvilket også har givet mig en direkte billet til at træde uden for gruppen. Men jeg kæmper videre. For hvornår må jeg få lov til at være tilfreds med mit eget journalistiske liv? Det er mit eget liv og mit eget valg, tak!
juwur14@student.sdu.dk Illustration: Malte Jørstad
SATIRE | 19
Lixen.dk | November 2015
SDU udefra Hvad tænker de andre journaliststuderende fra DMJX og RUC om os fra SDU? Det vil vi gerne vide, og derfor har vi spurgt en studerende fra hver af de to andre uddannelser om, hvem de tror, vi er. DMJX
RUC
Af Kasper Hvid, DMJX
Af Mads Haahr, RUC
Når jeg forestiller mig en journaliststuderende fra Syddansk Universitet…
Når jeg forestiller mig en journaliststuderende fra Syddansk Universitet…
Thomas Helmig vs. H.C. Andersen, Ceres vs. Albani, Northside vs. Tinderbox eller AGF vs. OB. Allerede når Århus og Odense konkurrerer om at være den fedeste by, vinder Århus. Det bliver ikke meget bedre, når journaliststudierne sammenlignes.
Håret er velfriseret, skjorterne er nystrøgede, ambitionerne er skyhøje, og på den anden tirsdag i ugen læses der akademiske tekster. Disse associationer er nogenlunde dækkende for RUC’erens opfattelse af den gennemsnitlige SDU-journalist.
Forholdet mellem SDU og DMJX kan bedst beskrives som et had-/kærlighedsforhold, bare uden kærlighed. DMJX er bedre end SDU. Det burde ikke være så svært at forstå, men det er det alligevel.
Til forskel fra det miljø min egen journalistiske skoling udspiller sig under, er der på Center for Journalistik ingen dunst af hamp, ingen rundkredse, ingen dreadlocks, ingen guitarer og ingen portrætter af Johanne Schmidt Nielsen til at pryde universitetets vægge.
Hvis jeg læner mig tilbage og tænker på, hvad journaliststudiet på Syddansk Universitet egentlig er, så er det sangen fra Bølle Bob, som falder mig ind: ” Vi er ikke rigtigt voksne, vi er ikke rigtigt børn.” Det beskriver virkelig godt SDU. I studerende på Syddansk Universitet er en hybrid mellem journaliststuderende på DMJX og studerende, der læser på universitetet. I passer simpelthen ikke ind. HighRisk bekræftede mine fordomme HighRisk 2015 var en bekræftelse af alle mine fordomme. 50 mennesker havde taget togturen fra Nordens Paris til Odense for at se skolens stolthed spille fodbold. Alt imens 20 studerende fra SDU var hoppet op på cyklerne ud til stadion. Det undrede os fra DMJX, så da vi købte pølser af jer, spurgte vi:” Hvorfor er I ikke flere?” I skulle snart til eksamen, blev der svaret. En eksamen, I endnu ikke havde fået opgavebeskrivelsen på, men alligevel forsøgte at forberede jer til. Med lette grin og overbærenhed valgte vi at ignorere, hvad der var blevet sagt. Det siger alt. Pseudoakademikerne, der foregiver at være journaliststuderende, kunne ikke tage én dag ud af kalenderen, fordi de snart skulle til eksamen. Læsesalen var simpelthen mere proppet end et DSB-tog en søndag eftermiddag, denne dejlige, varme forårsdag. Var RUC alternativet? I sidste udgave af LIXEN blev der bragt et interview med Anders Stegger, der er uddannet fra DMJX. Ja, det siger ligesom alt. Vi opkalder heller ikke et rushold efter Mark Stokholm, vel? Eller, det gjorde vi, men det var en fejl! Når Hogwarts, som det ser ud i DDR, lukker en ind af de tunge døre på Olof Palmes Allé, så er det som om, at den eneste grund til at vælge SDU fremfor DMJX er indeklima. Vi kan i hvert fald ikke komme på andre og tænker tit på, om I bare valgte SDU, fordi alternativet var RUC? Hvis det her skulle have provokeret jer på nogen måde ,og I begynder at tænke i hævn, så vil jeg bare sige, at alle studerende på DMJX i Århus er omgivet af 40 centimeter armeret jernbeton, så selv ved dommedag er vi et skridt foran. Grundlæggende vil jeg til slut sige, at SDU er lidt ligesom den irriterende lillebror, som tror, han er klogere end sin storebror. Det er han ikke, men til syvende og sidst elsker vi ham alligevel. Vi ses 20. april 2016.
Hos SDU-journalisten har ingen af disse kreativitetsfremmende elementer sin berettigelse, her er nyhedstrekant, ubetinget loyalitet til Fyn og overdrevet arbejdsomhed de vigtigste dyder. Alkohol bliver indtaget i weekender og ved særlige lejligheder, men ellers tilbringes livet i streng askese med et entydigt fokus på drømmepraktikken. Forbilledet, guruen om man vil, er Troels Mylenberg, og omvendt er skræmmebilledet hans medarbejdere på Fyns Amts Avis. For ganske vist foregiver SDU’eren, at stolthed og tilfredshed er følelser, der karakteriserer det midlertidige ophold på Gennemkørsels-Danmark, men i realiteten har frygten for, at det faglige virke på den gudsforladte ø skulle blive permanent mangt en aften holdt SDU’eren søvnløs. På panikdagen er succeskriteriet derfor at komme så langt væk fra brunsvigerens frygtindgydende odeur som overhovedet muligt. På RUC er det snarere angsten for et praktikophold til højre for Politiken, der forårsager insomnien hos den journaliststuderende – mest af alt fordi det er tvivlsomt, om man får lov at færdiggøre sin kandidat efter et sådant forræderi. I løbet af deres – mellemlange – uddannelse, bliver de på Fyn, som i Århus, oplært i sensationsjournalistikken og al dens overfladiskhed. Det er folkets ret at vide, om Lord Bendtners promille har været fluktuerende henover weekenden, eller om Stine Kronborg har fået silikoneimplantater, og det er SDU-journalistens fornemste opgave at berette herom. Igennem den – seks årige – uddannelse på RUC prædikes det herimod, at objektivitet og saglighed er journalistens fornemste dyder, og selvom Det Kommunistiske Manifest udgør pensum på både første, andet, tredje, fjerde – på femte er vi i praktik – og sjette år, så kan man ingenlunde klandre os for at være en flok ræverøde lejesvende. Denne fordom må og skal dementeres. Når alt kommer til alt, er vi i samme båd, SDU’erne og jeg, når de perfide Århusianere pådutter os prædikatet som pseudojournalister og stædigt fastholder vrangforestillingen om Journalisthøjskolens monopol på uddannelse af journalister. Dog virker det, uforståeligt nok, som om SDU i denne forbindelse ikke ønsker at dele båd med RUC og i stedet for at stå sammen imod det århusianske tyranni, vælger de, som et usikkert barn i skolegården, at sparke nedad imod den excentriske, langhårede, usoignerede og uambitiøse RUC’er, der læser akademiske tekster på den eneste tirsdag i ugen.
Bagsiden Lixen har talt med de journaliststuderende om, hvordan den nye Store Match Dag er forløbet. Sofie Karoline Høgedal: Fra DMJX, har fået Landbrugsavisen.
Gustav Roesbjerg Pedersen: Fra DMJX, har fået Viborg Stift Folkeblad.
Jeg har jo været en af de uheldige. Jeg har været en af dem, som ikke har fået noget i løbet af ugen. Jeg må sige, at hver dag var Panikdag for mig. Hver aften efter klokken 18, så kunne jeg bare mærke, at jeg ikke smilte længere. Altså, jeg gad ikke at snakke med nogen, jeg gad ikke ud og lave noget, fordi mit humør sank så meget, fordi jeg ikke fik det opkald, som jeg havde brug for. Det var hver eneste aften. Så for mig har det været rigtig, rigtig hårdt.
Det har været en Panikuge både på godt og ondt. Det positive har været, at når man har været ude forskellige steder, så har man vidst, at hvis man ikke fik et opkald om aftenen, så var det fordi, at man ikke havde fået det. Men det har jo så også gjort det lidt mentalt hårdt i og med, at man nærmest har fået et afslag hver dag, men det er vel en del af gamet på en eller anden måde, selvom det da er nogle lussinger.
Pelle Lykkebo Mørk: Fra DMJX, har fået Socialdemokraternes Pressetjeneste.
Morten Bruhn: Fra DMJX, har fået Jyllands-Posten. Jeg føler lidt, at vi er blevet gjort til nogle forsøgspersoner i det her system, der måske ikke har været helt gennemtænkt. Der har været nogle løse ender. Hvis man for eksempel allerede havde fået en plads, så skulle man stadigvæk sende tre ansøgninger, så man har ikke fulgt den her reform til ende, og det har betydet, at der er rigtig mange, der er blevet headhuntet, mens andre er blevet overset.
Tekst og foto: Laura Kretz Layout: Mia Dernoff
De sidste par uger har været meget intense og til tider lidt angstfyldte. Det har været lidt en bølgedal, for nogle gange har man kunne sige til sig selv ”Det er fint nok, det går nok”, og andre gange har man siddet en hel aften og håbet på, at telefonen ringede. Jeg har ikke haft det lige så slemt over det, som nogle måske har. Jeg har affundet mig med, at det nu er dag for dag. Nu ved man med sikkerhed med det samme, hvis man ikke får et sted. Det har på mange måder været rart.
Helene Kristine Holst: Fra DMJX, har fået Berlingske. Det er det mest latterlige, jeg nogensinde har oplevet. Jeg fik en plads allerede i tirsdags, så jeg fik heldigvis kun én dag i det her, men jeg har jo set, hvordan det har været for mine venner, og jeg synes simpelthen, at det har været fuldstændigt under al kritik. Man har trukket den her pine i langdrav, som Panikdag jo er. I stedet for har hver dag været en panikdag, fordi man så alle pladserne bare forsvinde én efter én. For mit vedkommende har det jo været lækkert, jeg har været hurtigt ude af det og været glad, men det har ikke været rart for mange af mine venner.