Lixen e-avis oktober

Pelsfirma censurer kritisk journalistik s. 9

Lixen LIXEN

Sådan blev den til: Mordet på Jannick s. 8

David Trads og objektiviteten s. 17

De Journaliststuderendes Avis | www.lixen.dk | 17. årgang | 4. nummer | Oktober 2015

Foto: Frederik Bramming

»Jeg er en journalistisk kamikazepilot« Af Søren Paulsen Dahl og Lasse Loch Davidsen Hornet har lydt for længe siden.

Et par fødder æder meter for meter Vandrehallens betongulve, mens pulsen banker heftigt i takt.

Mens den lange korridor runger af larmen fra lædersko mod beton,

siger mobiltelefonen i Kristoffer Eriksens lomme ikke en lyd. En mobiltelefon, der ellers skulle have været travlt optaget med at modtage opkald fra P3 eller Berlingske Tidendes praktikanthungrende medarbejdere. Men mobilen fik en let dag på kontoret, og derfor må Kristoffer

Eriksen nu skynde sig rundt for at samle resterne fra Panikdagens bord. Rester, der i dette tilfælde bestod af en tolv måneders kontrakt som kommunikations-praktikant i Carlsberg. »Det var vel det bedste af det værste, der var tilbage« siger Kristoffer Eriksen og smiler skævt.

Jobbet som kommunikationspraktikant bestod med Kristoffer Eriksens egne ord af at ”sælge bajere og uddanne alkoholikere”.

En stillingsbetegnelse der står i skarp kontrast til rollen som den ene halvdel af Radio24syv’s morgenhold. En rolle, hvor Kristoffer Eriksen får lov til at pro-

vokere og udfordre sine kilder fra den årle morgen. Men i det hele taget måtte Kristoffer Eriksen tage imod en del skuffelser og lussinger på egoet, før han kunne sætte sig til rette i den velpolstrede radiostol.

Læs hele artiklen på s. 10

2 | LIXEN

Oktober 2015 | Lixen.dk

Indhold Intern Hvad drømmer de nye journaliststuderende om. Hvordan kommer fremtidens panikfyldte praktikdag til at fungere, og hvordan går det egentlig de nye praktikanter. Alt det kan du læse om i Intern i denne måned.

Side 4 - 6

Ekstern Lixen har interviewet en freelancer, en nyhedsvært og en sportschef for at få et indblik i deres arbejde, og du kan læse hvilke for- og modargumenter, der har været for at bringe det debatskabende billede af Aylan Kurdi i medierne. Lixen er ofså gået bag om dokumentaren Mordet på Jannick.

Side 7 - 9

Portræt Kristoffer Eriksen har været med til at dræbe en kanin midt i en direkte radioudsendelse og lavet sjov med den amerikanske rapper Wiz Khalifa under et interview. Han kalder sig selv en journalistisk kamikazepilot, og ham kan du læse mere om i denne måneds portræt.

Side 10 - 12

Fokus I denne måned sætter Lixen fokus på ’Humor i journalistik’. Du kan blandt andet læse, hvorfor Anders Stegger mener, at klassisk journalistik er kedelig. Eller finde ud af, hvad der skal til for at komme i praktik hos Pineapple Entertainment og Mastiff.

Side 13 - 15

Debat Hvor langt skal journalister gå for at skildre den konkrete virkelig? Det spørgsmål rejser Debat i denne måned. Og så åbner vi sløret for den nye portrætserie: Den, der mener. Se, hvem der står for skud på side 17.

Foto: Petra Kleis

Anders Stegger mener, at journalister skal tage sig sammen.

- Tjek side 13

Side 16 - 18

LIXEN

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen dækker udviklingen og tendenser om mediebranchen og på landets journalistuddannelser

LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os også på Infomedia

Laura Møller Kretz Chefredaktør

Malthe Rygaard Ansv. chefredaktør

Sara McClymont Bangsbo Internredaktør

Louisa Rieck Internredaktør

Maiken Reimer Rønneberg Eksternredaktør

Tryk: Skive Folkeblad Rotation Oplag: 800 eksemplarer

Gravergruppen: Amalie Kaaris Lund Louise Holmgaard Nielsen

Redigering: Louise Holmgaard Nielsen Cecilie Lunding Tolversen Eksternredaktør

Ida Stubbe Fokusredaktør

Theodora Renard Debatredaktør

Mia Dernoff Billedredaktør miadernoff@gmail.com

Elisabeth Friis Larsen Webredaktør

LEDER | 3

Lixen.dk | Oktober 2015

Leder Store Match Dag, Praktikdag, Panikdag. Kær dag har mange navne.

Den store dag - eller rettere sagt hele forløbet med praktiksøgning - hvor kommende praktikanter skal parres med medier, har været til diskussion de sidste mange år. Praktikudvalget har nu vedtaget tre ændringer, der vil træde i kraft til den kommende Store Match Dag d. 4. oktober.

Tidligere har de praktiksøgende journaliststuderende skulle stille sig ude foran den dør, hvor deres foretrukken praktiksted holdt til. Derefter har medierne åbnet døren, peget på dem de ville have, og resten har så skulle løbe videre og finde et andet sted. De nye ændringer er følgende: 1) De studerende fra både DMJX, RUC og SDU til at stå samlet – og medi erne skal derefter ”hive fat i” eller ringe til de studerende. Det er altså nu medierne, der opsøger de studerende og ikke omvendt.

2) Det er nu ”lovligt” for medierne og de studerende at lave aftaler på forhånd – disse aftaler er dog ikke gældende!

3) Der kommer en samlet Mediemesse, som kommer til at være på Syddansk Universitet. Ændringer har været tiltrængt! Ingen tvivl om det. Men, men, men! Selvom vi på Lixen normalt ikke ville kalde os selv for sortseere, så kan vi i forhold til den første ændring ikke lade være med at få mindre gode associationer til bog- og filmserien ’Hunger Games’.

KaJO

Forestil dig scenariet: Alle de kommende praktikanter vil stå skulder mod skulder. De ”stærkeste” udvælges hurtigt foran deres kammerater – ja, medierne vil sikkert stå og hive i de samme praktikaner. De ”svage” har ikke en chance for at banke en dør ind. Man kan godt nok ikke høre et ”dong” fra himlen, når der er nogen, der ikke kommer igennem nåleøjet.

Men til gengæld vil de ”ikke-udvalgte” stå alene tilbage.

For at sige det kort: Er ændring nummer to ikke ligegyldig? Aftalerne er ikke bindende. Og hvem har ikke hørt rygterne om, at sådanne aftaler allerede blev lavet i forvejen?

Som de fleste nok kan regne ud, siger vi fra Lixen mange tak for den tredje ændring! HURRA, HURRA – en samlet Mediemesse! Vi glæder os rigtig meget til at byde vores medstuderende fra RUC og DMJX velkommen på SDU. Samlet set har Praktikudvalget langt om længe taget hånd om sagen. Tak for det! Det har været efterspurgt, og det kan vi ikke klage over. Men som det ser ud lige nu, kan vi ikke forestille os, at Panikdagen kommer til at være mindre panisk.

På vegne af redaktionen Laura Møller Kretz og Malthe Rygaard

4 | INTERN

Oktober 2015 | Lixen.dk

1. semester oplever allerede stress Målet med introforløbet var klart: Der skulle ikke være fokus på stress! Alligevel viser en undersøgelse foretaget af Lixen, at over halvdelen af den nye årgang på BA i Journalistik har følt sig stresset mindst en gang i løbet af den første måned på studiet.

En undersøgelse blandt første semester på BA journalistik på Syddansk Universitet viser, at 57% af de studerende føler eller har følt sig stressede i introforløbet.Undersøgelsen er foretaget af Lixen, og 43% af 1. semester deltog.

Illustration: Laura Møller Kretz

Af Laura Møller Kretz

»Egentlig så mangler jeg at få af vide, hvad der bliver forventet af en på et universitetet, og hvordan eksaminerne foregår« forklarer hun.

Josefine Nygaard Hummelmose startede den 1. september på sit drømmestudie. Hun sad spændt på Medietorvet på Syddansk Universitet, og var klar til at begynde sin bachelor i journalistik. »Det gik hurtigt op for mig, at jeg var havnet på den rigtige hylde,« fortæller hun i dag med et smil.

Der gik dog ikke lang tid fra den første dag på Medietorvet, til at Josefine Nygaard Hummelmose opdagede, at studielivet er hårdt.

Med en ny by, nye bekendtskaber, nye indtryk og en hel ny måde at blive undervist på, oplevede hun flere gange at føle sig stresset

INGEN snak om stress Da Josefine Nygaard Hummelmose havde sin første dag på Medietorvet, var der ingen foredrag om stress. Til gengæld var der stor fokus på stress-problemet ved sidste års studiestart, som blev voldsomt kritiseret af de studerende.

Introkoordinator, Kenneth Reinecke Hansen, og de fire hovedtutorer havde derfor et klart mål med introforløbet i år. Der skulle, i modsætning til sidste år, overhovedet ikke være fokus på stress. I stedet skulle forløbet være sjovt, rart og mere menneskeligt. »Mere rundkreds og mindre rundsav,« sådan lød deres slogan. »I forhold til sidste år har vi gjort nogle ting helt anderledes. Sidste år blev det nævnt

som en del af introforløbet, at folk fik stress,« forklarer hovedtutor Camilla Phil.

Camilla Phil går til dagligt på 3. semester og oplevede selv, hvordan det massive fokus på stress påvirkede hende, da hun for et år siden startede på Center for Journalistik. Derfor var det et af hendes hovedmål med introforløbet, at der ikke skulle snakkes om stress.

Lixens undersøgelse viser nu, at de studerende alligevel har været stresset. Camilla Phil tror, at det kan løses ved at tage erfaringerne fra de to års introforløb med sig. »Jeg tror, at man skal finde en mellemvej til næste år. Vi blev så skræmte af det sidste år, at vi har taget helt afstand til snakken om stress« fortæller hun.

finde ud af, hvordan man studerer ”rigtigt” på universitetet.

Hvis man spørger introkoordinator og medlem af Studienævnet, Kenneth Reinecke Hansen, så er det helt normalt, at de studerende fra 1. semester føler sig presset i starten. »For at sige det på den hårde måde, så er det de studerendes eget ansvar at lære at studere. Men man kan jo selvfølgelig godt forestille sig, at man i fremtiden i højere grad kunne forklare dem, hvordan det er at gå på universitetet,« fortæller han.

Udover at være hovedtutorer er Camilla Phil også faglig vejleder på Center for Journalistik. Hun har allerede nu, oplevet at mange af de nye studerende stresser over praktiske ting som eksaminer og merit. »Jeg har prøvet at være så synlig som muligt. Nu har vi også mentor-ordningen, som skal hjælpe de nye studerende. Det håber jeg vil gøre det mindre stressende i fremtiden,« fortæller hun.

De første seks måneder vil Josefine Nygaard Hummelmose og de andre nye studerende være tilknyttet en mentor fra 3. semester. Denne ordnings formål er blandt andet at hjælpe den nye årgang med at få en god studiestart.

Svært at starte på studie Josefine Nygaard Hummelmose har især været påvirket af, at det har været svært at

lakre14@student.sdu.dk

Hun forklarer, at det fede ved et sted som Christiansborg er, at man er dér, hvor tingene sker. Politikernes kontor ligger dør om dør med ens eget.

virker det dog til, at arbejdet opvejes af de mange nye oplevelser.

Praj fra praktikanterne Det er nu to måneder siden, at de journaliststuderende fra femte semester på Syddansk Universitet tog hul på deres praktikperiode.

Af Alexander Falck Winther

På Syddansk Universitet i Odense finder praktikken sted på femte og sjette semester. Lixen har talt med to studerende, der har deres daglige gang hos to vidt forskellige medier.

Fodboldentusiast hos 6’eren Patrick Ludvigsen på 23 år har under sine første fire semestre på Syddansk Universitet mildest talt været bidt af fodbold, og interessen for boldspillet har da også båret frugt.

I dag er han nemlig praktikant på TV-kanalen 6’eren.

Patrick Ludvigsen har været på sportskanalen de sidste to måneder. Hans oplevelse

Jane GrønningJohansen Foto: Alona Vestergaard Andersen

af at være en del af redaktionen er meget positiv. Han forklarer, at hverdagsopgaver kan variere meget – lige fra optagelser i felten til at klippe sammendrag af højdepunkter eller nedtakt hjemme i studiet.

En nordjyde drevet af politik?

Jane Grønning Johansen på 24 år er i praktik hos Børsen – nærmere bestemt på Christiansborg-redaktionen.

Man fornemmer tydeligt Jane Grønning Johansens politiske engagement, når man taler med hende om hendes praktiksted.

Finanslovsforhandlinger, beskæftigelse, skat og miljø – det er bare et lille udpluk af de mange politiske emner, Jane Grønning Johansen til dagligt skriver om på Børsen.

Pragtfuld praktik Praktikken giver en masse unikke muligheder. Jane Grønning Johansen fortæller, at en af hendes kollegaer fra livstilssektionen skal til Barcelona i starten af oktober for at lave en længere artikel.

På 6’eren havde Patrick Ludvigsen ikke regnet med, at det ville gå så stærkt med at få sine journalistiske produkter i fjernsynet.

Idéudvikling i redaktionerne En ting, som Patrick Ludvigsen sætter stor pris på, er redaktionens åbenhed overfor nye idéer. »Hvis man kommer med idéen, får man også lov til at lave den,« forklarer han med glæde i stemmen.

Samme holdning deles af Jane Grønning Johansen på Børsen. »Jeg vil ikke sige, at der er noget, man ikke kan få lov til, bare fordi man er praktikant,« tilføjer hun.

Skarpe deadlines Med en journalists daglige arbejde følger selvfølgelig også skarpe deadlines. »Der vil være dage, hvor du kan få lidt sved på panden – men det er på den fede måde,« forklarer Patrick Ludvigsen.

Til trods for et par hektiske dage i ny og næ

Du er journalist fra SDU – du er god!

Ifølge Patrick Ludvigsen skal vi journaliststuderende tro noget mere på os selv. Hans indtryk er, at vi kommer med utrolig gode forudsætninger fra Syddansk Universitet, og derfor mener han, at vi skal stole noget mere på vores journalistiske evner. »Det skal nok gå – vi er dygtige, os fra SDU,« fastslår han.

Selv store, omfangsrige stofområder som politik og økonomi får man hurtigt indsigt i som praktikant på Børsen. Derfor er Jane Grønning Johansens klare råd: »Følg dine drømme og mål!« alwin14@student.sdu.dk

Patrick Ludvigsen Foto: Michael Dam

INTERN | 5

Lixen.dk | Oktober 2015

Panikdagen skal føles mindre presset Fremover skal de journaliststuderende ikke længere vente i spænding foran en tilfældig dør, når de skal finde deres fremtidige praktikplads. Store Match Dag er blevet ændret, men de nye ændringer er modtaget med blandede følelser.

at medier og journaliststuderende indgår ikke-bindende aftaler om praktikplads. Derudover skal de studerende ikke længere opsøge . r ør ftale il det s. ”lykke”-døren, f t sa ør t s ho e men i stedet stå d r d rhån en d plad samlet og vente a v fo ran tik let n e på, at medierne k lav g fo pra am da ringer til dem på Så ikke lle di ede en s k dagen.

Den sidste e e i ått le st øns r ikk ændring er, at alle m l u e Du sku om d ar d e. medier og studerende .

1 Du , s e v ss e . r samles til én stor prake 2 di ige km tikmesse i Odense. me idl kti

3.

T

a

pr

Af Sara McClymont Bangsbo

Rigtig mange journaliststuderende har stået med pressede følelser, da de på Store Match Dag skulle vælge, hvilket medie de brændende ønskede en praktikplads hos.

Er det den rigtige dør? Hvor store er mine chancer? Bliver jeg valgt?

Alt for ofte står alt for mange journaliststuderende foran de samme medier, og når en repræsentant fra mediet åbner døren og snupper de heldige til sig, starter panikken for alvor hos de resterende. »Vi kalder det jo panikdag, derfor forbinder jeg det med panik,« fortæller Ninett Rohde.

Ninette Rohde er journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og skal selv på jagt efter en praktikplads til den kommende Store Match Dag i november.

Når samtalen går på Store Match Dag, tænker hun på panik og pres.

Mindre pres og færre tilfældigheder Netop panikken og presset hos de studerende er grunden til, at Store Match Dag er blevet ændret. Det fortæller Pia færing, som er praktikkoordinator for alle tre journalistuddannelser.

Hun mener, at de, der har behov for, at Store Match dag bliver mindre presset, er dem, med følelser i klemme. »Dem, der har følelser i klemme, er de studerende,« fortæller hun.

I 2018 skal Store Match Dag være helt anderledes. Men så småt kan det allerede ses.

Tre nye ændringer kommer fremover til at skabe rammen for, hvordan den berygtede panikdag kommer til at fungere de næste par år. Ændringerne gør det fremover lovligt,

»Det er ikke radikale ændringer af ordningen. Det er bare lidt sminke,« siger Pia Færing.

Hun forklarer, at det er de studerende, der har presset på for at få ændret Store Match Dag, men hun tror ikke, at ændringerne vil skabe mindre kaos på dagen.

Døren skal ikke afgøre praktikplads Simon Freiesleben er repræsentant for de journaliststuderende i praktikrådet, og han har været med til at forme de nye ændringer af den såkaldte panikdag. Han mener, at ændringerne er et skridt i den rigtige retning. »Hovedårsagen er, at vi får fjernet presset fra de studerendes skuldre, men jeg tror også, at det vil gøre det mere fair overfor de små praktiksteder,« forklarer han.

Der er på dagen tidligere blevet holdt hof ude foran de større medier, hvor alt for mange studerende stimlede sammen foran netop de døre, mens de små medier sommetider kunne åbne døren til en tom gang. Simon Freiesleben tror, at den nye ændring hvor medierne ringer til dem, de ønsker som praktikanter, vil udstille de små medier mindre, og samtidig gøre det lettere for de små medier, at få hurtigere fat på en praktikant. Derudover mener han også, at det er en fordel for de studerende. Han forklarer, at de studerende ikke længere behøver at træffe en tilfældig beslut-

ning om, hvilken dør de skal stille sig ude foran.

hun.

Hun er en af dem, der har tænkt meget Blandede følelser hos medier og stupå ændringerne op til den kommende Store derende Match Dag. Her ser hun både nogle positive Forhenværende praktikantvejleder hos sider, men er også bange for, at den anden Dagbladet Holstebro-Struer, Morten ændring om at de studerende fremover står Strægaard, håber, samlet, og venter at det vil skabe et opkald fra Det er lidt ligesom at sige, alt for på flere muligheder medierne, kan skafor dem som et mange kører for stærkt, så vi gør be et ubehageligt småt medie, men det bare lovligt at køre for stærkt. problem. tror alligevel ikke, »Det elmine- Ninett Rohde at de nye ænrer, at man skal dringer vil have tænke på en prioen speciel betydning. ritering, så det er meget godt, men samti»Det kan godt være, at det giver lidt mere dig tror jeg også bare, at når vi alle samåbenhed, at de studerende går ud og tager sammen skal stå samlet, bliver det meget tydetalerne med de medier, der nu vælger at ringe ligt, hvem der ikke bliver ringet til,« til en,« siger Morten Strægaard, men er ikke fortæller hun og understreger. helt så optimistisk omkring forhåndaftalerne. »Jeg synes i hvert fald, at det kan skabe et »Det kunne da være fint, hvis man kunne meget udstillet miljø, hvor man virkelig kan lave en forhåndsaftale, men den, man vælgse, hvem der er meget populære, og hvem der er at lave det med, kan jo bare springe fra, ikke er. Det kan dog også være, at vi har så og det eneste jeg kan blive lidt bekymret for, travlt med vores egen praktikdag, at vi ikke er, at man vil lave en masse forarbejde, der kommer til at lægge mærke til, at der er nogle, alligevel bliver nytteløst på dagen,« der ikke bliver ringet til.« Også journaliststuderende Ninett Rohde er skeptisk overfor ændringen af de ikkebindende aftaler mellem medier og journaliststuderende.

Saban14@student.sdu.dk »Den ene ændring med at det er okay at lave forhåndsaftaler, forstår jeg simpelthen ikke. Jeg synes, at det er en underlig problemhåndtering bare at sige: okay, så gør vi bare problemet lovligt. Det er lidt ligesom at sige, alt for mange kører for stærkt, så vi gør det bare lovligt at køre for stærkt,« forklarer

“

De nye ændringer af Store Match Dag Studerende og medier må fremover lave ikke-bindende forhåndsaftaler.

Fremover skal alle studerende stå samlet i en sal på Danmarks Medie- og Journalist Højskole og vente på, at medierne ringer, og tilbyder en praktikplads.

Alle medier og studerende mødes fremover til en samlet praktikmesse i Odense.

6 | INTERN

Oktober 2015 | Lixen.dk

Nye journalistdrømme på Medietorvet af politik,» forklarer Birgitte Søe.

For hende er det vigtigt at afdække sager så godt som muligt. »Ofte, når jeg ser interviews i fjernsynet, tænker jeg altid: spørg nu! Spørg dog ind til det mere præcist! Jeg bliver nok en af de journalister, som politikerne hader, men som læserne eller seerne vil have gavn af,» fortæller hun.

På medietorvet har de nye journaliststuderende på 1. semester fundet sig til rette, og hos dem er der masser af nye journalistdrømme. Lixen har snakket med to, der ved lige præcis, hvor de vil hen med journalistikken.

Af Louisa Rieck

TV2. Jeg vil gerne være politisk kommentator på TV og være den, der spørger ind til tingene direkte,» forklarer hun.

De unge journaliststuderende Birgitte Søe og Victor Juul Grønbæk, som begge går på 1. semester, har to vidt forskellige drømme og mål med deres journalistik.

Den 21. årige Birgitte Søe ved lige præcis, hvad hendes drømmejob er. »Det ultimative og det, som jeg har haft i tankerne, da jeg søgte ind, er det, som Anders Langballe laver lige nu på

Inspirerende mennesker viste vejen For Birgitte Søe har to særlige begivenheder bragt hende til journalistikken. Hun har i lang tid været politisk aktiv i en lokal politisk forening, hvor Peter Bro holdt et oplæg sidste år i maj. Hun syntes, at journalistfaget lød meget spændende, selvom hun ikke havde prøvet kræfter med det før. »Det var først efter oplægget, hvor jeg

tænkte, at det kunne være spændende at læse journalistik,» fortæller Birgitte Søe.

Desuden var det et besøg på TV2 Fyn, der var med til at overbevise hende om, at journalistikken var den rette vej. Her fik hun lov til at snakke med Jesper Buch, der er politisk redaktør på TV2 Fyn, om udfordringen ved at blive journalist, når man er politisk aktiv. »Jeg tror, at det bliver en udfordring, da man helst ser, at journalister skal være objektive, og det skal jeg nu bevise overfor folk, at jeg kan være. Men så snart jeg skal arbejde som journalist, melder jeg mig også ud

En helt anden kanal I modsætning til Birgitte Søe har den 24. årige Victor Juul Grønbæk tænkt sig at arbejde indenfor kulturjournalistik, film og spillefilm. »Jeg har altid haft interesse for lige præcis det område, og så må man jo erkende, at det i stigende grad får større og større betydning for os, »fortæller Victor Juul Grønbæk.

For ham er målet at arbejde med TV eller radio i fremtiden, da det er det, som han synes, er mest spændende. »Jeg har altid været glad for at fortælle historier, og et studie som journalistik giver muligheden for at arbejde med noget, som jeg er interesseret i,» siger han.

Lorie14@student.sdu.dk

HVAD MENER MEDIETORVET OM: Ændringerne af Store Match Dag

Ændringerne har jo den konsekvens, at man fremover skal have en t-shirt på i en ulovlig skrigende farve, så man ikke bliver væk i klumpen af studerende...

PS gul er min.

- Lau

De kommer liiiiiiiiiige et årti for sent..

aunstrup

ra Mø

R - Annika

ller K

retz

sen

r Pede

-

olai

ali

Am

sin

i eE

- Nic

At jeg ikke helt tror, at jeg forstår, hvordan den fungerer..

e gB

m

ol

h nt

De små og nærmest ubetydelige ændringer, der er sket, kommer nok ikke til at have den store effekt i en branche, der er så præget af neopotisme, netværk og self-branding.

EKSTERN | 7

Lixen.dk | Oktober 2015

Billedet, der skabte røre i mediebranchen Den 2. september skyllede en barnekrop op på en strand i Bodrum, Tyrkiet. Ét af de billeder, der blev taget af drengen, har skabt stor diskussion.

En diskussion om billedet er nødvendigt at trykke for at vise virkeligheden, eller en overtrædelse af etiske regler.

Af Amalie Kaaris Lund og Louise Holmgaard Nielsen

E

n 3-årig dreng med hovedet begravet i vandkanten. Aylan Kurdi døde på sin flugt væk fra den syriske borgerkrig.

Bomberne over Kobane fik ham og hans familie på flugt. Billedet af den lille, livløse krop florerer rundt på nettet, men de danske medier har været varsomme med at bringe billedet med Aylans ansigt.

Fredag den 4. september bragte Information billedet, hvor man kan se Aylans ansigt.

BT, Berlingske, Ekstra Bladet, Politiken og Jyllandsposten valgte en mere censureret udgave, hvor man ikke kan se den kurdiske drengs ansigt. Kristeligt Dagblad har valgt slet ikke at bringe nogen billeder.

Vi skal se Aylan i øjnene Journalist Jakob Sheikh, der beskæftiger sig

med den syriske borgerkrig, kritiserer, at de danske medier ikke vælger at bringe det billede, hvor man ser Aylans ansigt i vandkanten. På Jakob Sheikhs egen arbejdsplads, Politiken, har man heller ikke valgt at bringe det ucensurerede billede. Han mener, at når man ikke viser billedet, ser man ikke Aylan og virkeligheden i øjnene. »Vi er simpelthen nødt til at vise virkeligheden, som den ser ud. Ellers er det nærmest et tegn på, at medierne ikke har gjort det ordentligt,« mener Jakob Sheikh.

Et unødvendigt billede Thomas Borberg, Politikens fotoredaktør, Illustration: Mia Dernoff forklarer, hvorfor Politiken har valgt at bringe et mere censureret billede af Aylan. Det var mellem de to,« siger Thomas Borberg. ikke et let valg. Det blev en diskussion på to timer, om hvorvidt Politikens læsere skulle se Dobbelt ansvar den lille drengs ansigt eller ej.

Morten Skovsgaard er lektor i journalistik på »Vi vælger selvfølgelig det billede, vi Syddansk Universitet og underviser i faget synes, fortæller historien, og det billede, som Journalistikkens historie, værdigrundlag og vi valgte, fortæller historien etik. Han forklarer, uden at være for voldsom. at journalister har et Bare fordi man kan vise et Vi er simpelthen nødt todelt ansvar, som de billede, behøver man ikke bliver nødt til at vægte til at vise virkeligheden, op imod hinanden. På gøre det,« fortæller Thomas som den ser ud. Ellers den ene side trækBorberg.

Der lå mange overvej- er det nærmest et tegn ker objektivitetsnorelser bag valget af billedet, men, og på den anden på, at medierne ikke har side det størst mulige og Thomas Borberg understreger, at det hele handler gjort det ordentligt. hensyn til offeret og om prioritering. I dette til- - Jacob Sheikh pårørende. fælde har de prioriteret, at »Der er ikke nobillede og historie skulle gen lette løsninger passe bedst muligt sammen. eller nogen facitliste på et problem som det »Nogle gange kan billederne gøre noget her. Og det er også derfor, man ser forskellige uforståeligt forståeligt, men der er også en beslutninger på forskellige redaktioner, fordi risiko for, at billederne kan råbe så højt, at de vægter de to ansvar op imod hinanden af man ikke hører efter. Man skal finde balancen forskellige vægt«, siger Morten Skovsgaard.

“

Få et indblik i:

N Af Nikolaj Krogh Bonde og Lukas Bjerg

Nyhedsværtens arbejde: Hvor meget journalistisk arbejde laver en nyhedsvært selv? Lixen har spurgt en studievært på TV2/Fyn.

Foto: Mia Dernoff

yhedsværter læser de nyheder op, som deres kollegaer har skrevet for dem.

Denne holdning er Sandie Hansen Jensen flere gange stødt på blandt seere. Hun er studievært på TV2/Fyn og har formidlet nyheder på kanalen i 18 år. Ifølge hende er der ingen tvivl om, at danske nyhedsværter laver journalistisk arbejde.

Hun ser ikke sig selv som én, der sidder og læser andres arbejde op. En stor del af hendes dag kan gå med at planlægge live-interviews. Typisk arbejder

h u n også tæt sammen med reporterne i marken, hjælper med at redigere indslag eller vinkle oplæggene fra studiet. »Nogle dage redigerer og klipper jeg selv voice-over til udsendelserne. Jo mere man kan have fingrene ned i det hele desto bedre,« griner Sandie Hansen Jensen.

Dermed afviser hun påstanden om, at

nyhedsværter går i studiet og læser ukritisk op af teleprompteren. Hun mener ikke, at nyhedsværter udelukkende er underholdere, men de er til gengæld ikke bange for at inddrage lidt underholdning. »Jeg vil gerne, at man kan få noget underholdning ind,« siger hun smilende.

Sandie Hansen Jensen indrømmer alligevel, at der ikke altid er tid til at sætte sig ind i alle indslag inden en nyhedsudsendelse.

Under livedækningen om eftermiddagen kan hun sidde i studiet i halvanden til to timer i træk. I den tid vil nye historier blive serveret for hende i teleprompteren. Dem kan hun ikke nå at se igennem eller forberede sig på, men det ser hun ikke som et problem.

Sportsjournalistik: Er sport reelt journalistik – eller er det underholdning?

Her svarer to redaktører fra sportens verden på netop dette spørgsmål.

P

å DR Sporten har de ingen problemer med at blande humor og underholdning ind i nyhedsdækningen. Det fortæller Søren Vestergaard, som er sportschef på DR Nyheder. »For os er sport og sportsjournalistik

Læserne har krav på virkeligheden Jakob Sheikh mener dog, at medierne er nødt til at vise billedet af Aylan i vandkanten, for at læserne forstår, hvad der faktisk foregår i verden omkring os. At undlade at vise billedet, blot fordi det ikke er nødvendigt, er at tale ned til læseren, forklarer han. »Jeg tror på, at vi er nødt til at vise de her billeder, hvis vi skal have et begreb om katastrofens omfang. Vi ved jo godt, at krigen i Syrien foregår, men når vi ser billeder, som det her, så får vi sat et konkret billede på«, fortæller han.

Begge parter er dog enige i, at man ikke kan opsætte etiske regler for, hvilke billeder medierne har pligt til at bringe, og hvilke der er unødvendige. Hvert enkelt billede skal vurderes fra situation til situation.

louin14@student.sdu.dk amlun14@student.sdu.dk

både skide seriøst og skide underholdende,« understreger han. Samtidig forklarer Søren Vestergaard, at sportsjournalistik, ligesom alle andre former for journalistik, består af flere forskellige genrer.

Hos TV3 SPORT er ledende redaktionschef, Kim Mikkelsen, enig i, at sportsjournalistik har mange aspekter.

Han forklarer, at TV3 SPORT tager deres opgave som sportsbroadcaster meget alvorligt. Det kommer sig af, at nogle mediehuse har eksklusive rettigheder til forskellige sports arrangementer. Derfor satser de på at være til stede til alle de begivenhed- Foto: Pixabay er, de må dække. »Vi ser det som vores ansvar, at dække de rettigheder som vi har, både på en journalistisk og underholdende måde«

nibon15@student.sdu.dk luchr15@student.sdu.dk

8 | EKSTERN

Oktober 2015 | Lixen.dk

Sådan blev den til: Mordet på Jannick Den barske DR3 dokumentar ‘Mordet på Jannick’ tager seeren med på et usædvanligt mord-mysterium. Ved at bruge nytænkende dramaturgiske greb, udfolder tilrettelægger Kåre Bjerglund en eksistentiel problematik, som viser sig at være livsfarlig for hovedkarakteren.

Af Martin Bjørck

I

DR’s programbeskrivelse af dokumentaren står der: Jannick Nordsted er 19 år. Han ved, han er i livsfare. Alligevel fortæller han hverken venner eller familie om sin situation, før han bliver slået ihjel.

Den eneste, han deler sin hemmelighed med, er den jævnaldrende pige Michelle, som kun Jannick kender. Michelle er Jannicks morder.

Foto: DR´s pressekit

Ung, red.) ville prøve at få nogle seere ind, som ellers ikke ville sætte sig ned og se en selvmordshistorie.« Skulle stykke fortiden sammen I researchfasen begyndte arbejdet med at stykke en tidslinje sammen for at optrævle Jannicks fortid og forstå det dobbeltliv, han levede. »Vi ville forklare de skelsættende begivenheder i Jannicks liv, som forklarer, hvorfor han begår selvmord. Hvad var det for et bjerg, han ikke kunne overkomme at bestige? Hvilket var et mega kompliceret puslespil.« Det krævede en masse opsøgende arbejde, hvor der blev talt med gamle venner, lærere og familie, allerede inden kameraerne blev tændt. »Vi havde ikke plads til at få alle nuancerne med i filmen, men det er klart, at ho-vedhistorien blev hans indre splittelse.« Selvmordet blev dokumentarens underlæggende universelle historie, mens Jannicks transkønnethed blev det konkrete fortælleplan.

En usædvanlig mordgåde Fra allerførste billedsekvens hører seerne de spændingsopbyggende trommer – paukerne - og der skrues op for dramaet. Men der er et twist. Mordet på Jannick er ikke en almindelig mordhistorie. Det er historien om, hvordan Jannick – en ung transkønnet - vælger at tage sit eget liv for at slippe Michelle, kvinden inde i sig, fri. En historie der var vigtig for Kåre Bjerglund at få fortalt. »For de efterladte kommer selvmord som et lyn fra en klar himmel. Man kan først se en sammenhæng, når det er for sent, men vi (DR Ung red.) ville finde de faresignaler, som drukner i det vi kalder almindeligt liv og samliv,« fortæller Kåre Bjerglund.

DR Medier ønskede at få produceret en række programmer under temaet ‘Selvmord’, og Kåre Bjerglund begyndte at lede efter en historie sammen med sin redaktion på DR Ung. Jannicks familie svarede på et opslag, som redaktionen lagde op på et forum Overvejelser om den visuelle stil for familier, som er blevet efterladt af unge, Herefter skrev Kåre Bjerglund et skitseret der har begået selvmord. manuskript, og der blev optaget interviews Kåre Bjerglund forklarer, hvorfor han bemed alle nøglepersonerne, som er Jannicks sluttede sig familie. for at for»Ud fra de tælle historien interviews kunne For de efterladte kommer om Jannick/ vi se, hvem vi Michelle som selvmord som et lyn fra en klar mere manglede at en usædvanlig himmel. Man kan først se en få med.« mordgåde, hvor sammenhæng, når det er for sent. seeren først Sideløbende med sent i forløbet - Kåre Bjerglund denne proces får afsløret, at var der en visuel gerningsmand stil, som skulle og offer er en og samme person: udvikles. Her gik overvejelserne på, hvilke »Familien havde et brændende ønske billeder der kunne supplere interviewene, om at hjælpe andre selvmordstruede unge, og hvilke greb der kunne bruges, så seeren så de (familien, red.) forstod, at vi (DR får fornemmelsen af, at handlingen er noget,

“

Jannick måtte dø. Nemlig da hans der bliver oplevet, og ikke bare noget som er afskedsbrev bliver afsløret. Og det leder sket. til klimakset, som er bisættelsen og »Der valgte vi at bruge noget hjemmeden ceremoni, der fandt sted umiddelvideo og webcam-materiale af Jannick, bart inden bisom giver noget sættelsen. (Der dynamik. Og vi optog også scener, Vi ville forklare de skelsættende blev holdt en ceremoni for hvor hans familie begivenheder i Jannicks liv, som Michelle, hvor sidder og ser disse Jannick havde videooptagelser, forklarer, hvorfor han begår fået kvindetøj og hvor moderen selvmord. Hvad var det for et på, red.).« besøger hans bjerg, han ikke kunne overkomme grav. Det brugte Kåre Bjerglund vi så sammen at bestige? fortæller også, med tematiske - Kåre Bjerglund at han blev nødt billeder og retil at “snyde” konstruktioner.« lidt med tidsforholdet for at skabe balance mellem Jannick og Michelle.

Prøvende dramaturgi »Første halvdel af filmen handler jo om Dramaturgisk var det en svær udfordring Jannicks liv, inden han døde, og så bliver at minde seeren om, at der er noget på han fundet død. I anden halvdel fokuserer vi spil, samtidig med at de skal føres gennem så på Michelle, og på de ting der blev fundet handlingen. på Jannicks værelse (kvindetøj, chats fra »Det var en meget svær balancegang. internettet etc., red.), efter han var død, og Hvor meget eller hvor lidt skal vi afsløre inden han blev bisat. Det var jo kun et par undervejs? Og hvornår skal vi forklare den dage, men i filmen får den del lov til at fylde rigtige sammenhæng?« meget mere.« Det kostede ifølge Kåre Bjerglund blod, sved og tårer at holde en retrospektiv historie matr14@student.sdu.dk spændende uden på noget tidspunkt at forvirre seeren. Det var en ping-pong mellem Kåre Bjerglund, DR redaktør Peter Hammer og klipperen.

Blå bog: Kåre Bjerglund »Vi forestillede os hele tiden, at vi selv så historien for første gang, netop for at undgå 33 år at seeren skal føle sig snydt på den dårlige måde. Eller komme til at kede sig.« Uddannet TV og Medietilrettelægger på Kåre Bjerglund arbejdede dramaturgisk Danmarks Medie- og journalisthøjskole ud fra en forsimplet udgave af den spændingskurve, man kender fra Hollywood.

En model med en igangsættende begivenhed, Ansat som programredaktør for DR3 midtpunkt, 1. og 2. vendepunkt og et klimaks.

Midtpunktet i historien er, da Jannick bliver Tidligere arbejdet for bl.a. Nordisk film og fundet hængt i familiens baghus.

Mastiff TV »Vendepunkt nr. 2 er, da vi får den endegyldige forklaring på, hvorfor

“

EKSTERN | 9

Lixen.dk | Oktober 2015

Tidligere freelancer: Man skal være ekstremt business-orienteret Over 3100 freelancejournalister er tilknyttet Dansk Journalistforbund.

Men hvordan er freelancelivet egentlig? Lixen har interviewet tidligere freelancer Vivian Hansen Voldgaard, om hvordan det er at være freelancer.

Af Maiken Reimer Rønneberg og Cecilie Lunding Tolversen

F

reelancearbejde er som et patchworktæppe. Man får sammensat sit arbejdsliv af en masse mindre dele, som tilsammen bliver til et fuldtidsarbejde.

Sådan fungerede det i hvert fald for Vivian Hansen Voldgaard, der har brugt de sidste 12 år som succesfuld freelancejournalist.

Vivian Hansen Voldgaard var en af de over 3100 freelancere, som er tilknyttet Dansk Journalistforbund.

Freelancere udgør omkring 20 procent af Dansk

Journalistforbunds medlemmer.

FAOS, Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier, anslår, at 25 procent af den journalistiske arbejdsstyrke arbejder atypisk. Det vil sige som vikarer og selvstændige.

Freelancejournalister kan, ifølge Vivian Hansen Voldgaard, ikke leve efter den gamle tankegang om, at journalistik og forretning skal holdes adskilt. Hun mener, at journalister lægger så meget kærlighed i deres arbejde, at de skal se det som et produkt, som der kan handles med, og de skal være klar over, at det, de laver, er noget værd. »Man skal have is i maven, og i dag mere end nogensinde være ekstremt businessorienteret,« fortæller Vivian Hansen Voldgaard.

Freelancelivet er ikke for alle I dag er Vivian Hansen Voldgaard kommunikationskonsulent i VIA University College og glad for det, men har tidligere droppet et job som fastansat for at blive freelancer. Hun er overbevist om, at der er gode chancer for, at journalister kan leve af at være freelancere.

Alligevel påpeger hun, at freelancere ikke må være kræsne, når de vælger opgaver, da der ikke er så mange jobs indenfor de klassiske medier længere. PR og kommunikation er en stor del af opgaverne, og freelancere kan også udnytte de forskellige medieplatforme som

sociale medier og blogs.

Både for at have nogen at sparre med og for ikke Vivian Hansen Voldgaard understreger, at sidde alene med alt. Derudover opfordrer at freelancejournalister skal sætte pris Vivian Hansen Voldgaard nyuddannede på frihed og variation, for det er dér, den journaliststuderende til at bruge de tilbud, største arbejdsglæde ligger. Til gengæld som Dansk Journalistforbund har. tikker der hele tiden mails ind, og free »Man (nyuddannede journalister red.)

-lancere skal generelt holde sig konstant er uerfaren og nem at løbe om hjørner med. opdaterede, for at kunne følge med og få idéer.

Man har ikke det samme netværk, og ved For hende var hele arbejdsprocessen meget ikke, hvad man skal tage for sine ting. Meld struktureret, hun afsatte hver tirsdag en time dig ind i et netværk og brug kollegaer,« lyder til at få ti gode idéer, for »idéer kommer, når rådene fra Vivian Hansen Voldgaard. man kalder på dem«.

Dansk Journalistforbund oplyser også »Vi har et fag, hvor vi ikke kan tillade at om aftaleskabeloner for freelancere, hvor kede os. Der er altid udfordringer og utrolig freelancere lettere kan finde ud af, hvilke mange muligheder,« udtrykker Vivian rettigheder de har. Aftaleskabelonerne kan Hansen Voldgaard, men hun er ikke i tvivl hjælpe nye freelancere, når de indgår aftaler om, at freelanceverdenen ikke er for alle. med blandt andet mediehuse. Men for Vivian Freelancere skal kunne finde ro ved ikke at Hansen Voldgaard er det især kollegaerne, vide, hvornår deres næste løn kommer. Ellers som nye freelancere skal sørge for at skaffe kommer de til at ligge sig. søvnløse om natten. »Freelance»Vi er ikke superer en rå Vi har et fag, hvor vi ikke verdenen mennesker, det er der verden på mange ikke nogen, der er. Vi skal kan tillade at kede os. Der er måder. Det er ikke alle sammen kunne altid udfordringer og utrolig rigtig vigtigt, at holde til det samme. Vi man har nogle, mange muligheder. har ikke alle det samme man kan sparre temperament og de samme - Vivian Hansen Voldgaard med og få lov sårbarheder,« forklarer at råbe ”røv” til Vivian Hansen Voldgaard. nogle gange, hvis man synes, man er blevet uretfærdigt behandlet,« forklarer Vivian Brug dit journalistiske netværk Hansen Voldgaard.

Noget af det vigtigste er at have gode kollegaer.

Maroe14@student.sdu.dk

“

Cetol14@student.sdu.dk

Pelslobbyisme censurerer kritisk journalistik Danmarks Radio kom under pres fra Kopenhagen Fur om at fjerne scener fra en omstridt norskproduceret dokumentar om minkopdræt.

DR afviser dog selv over for producenten at have udført journalistisk censur.

Af Lasse Witt

E

n norsk dokumentar om pelsaktivisten Frank Nerviks undercover-afsløringer på minkfarme fik Kopenhagen Fur til at anklage DR for journalistisk manipulation.

Dokumentaren ‘Pels’ blev vist den 30. september på DR2. Selv afviser DR’s redaktør Erling Groth, at TV-kanalen har bøjet sig for Kopenhagen Fur’s pres.

Norsk aktivist afslører vanrøgt af dyr Sidste år viste den norske public servicekanal NRK dokumentaren Pels, som er filmet af dyreværnsaktivisten Frank

Nervik og produceret af det uafhængige produktionsselskab Piraya Film.

Med skjult kamera havde han i mere end to år filmet dyreforholdene som praktikant på norske gårde med minkopdrag. Efterfølgende skred myndighederne ind, da der blev påvist flere lovbrud i dokumentaren - blandt andet for vanrøgt og ulovlig aflivning af dyrene.

Den norske dokumentar gav stor diskussion i Norge om brug af journalistiske metoder til at afsløre lovovertrædelser med skjult identitet, og den blev taget op i Pressens Faglige Utvalg (PFU), som i august frikendte producenten med, at den ikke havde brudt pressens etiske regelværk.

Sammenligner med licens til terror Dokumentaren blev vist på dansk TV i en forkortet version, hvor seks af klippene var fjernet, mens den oprindelige titel blev ændret til Pelsaktivisten.

Producenten bag Pels, Bjarte Mørner Tveit, påpeger, at især slutningen af dokumentaren har været til stor diskussion mellem DR og Piraya Film. »Kopenhagen Fur prøver til enhver tid at forhindre kritik af egen produktion, og vi har haft en lang proces med DR om at få vist dokumentaren på dansk TV,« siger Bjarte Mørner Tveit.

I september i Berlingske Business sammenlignede Kopenhagen Fur DR’s journalistik som en yderligtgående politisk

Foto: Maiken Reimer Rønneberg

agenda for dyreaktivisme, og firmaets cheflobbyist, Sander Jacobsen, mener, at det svarer til, at man bevilger skattekroner eller licensmidler til al-Qaeda for at få lavet en dokumentarfilm om terrorisme.

I et brev til DR påpegede pelsvirksomheden Kopenhagen Fur overvejelser om indberetning til Pressenævnet, hvis DR skulle vise den norske version.

DR: »En subjektiv dokumentar« DR’s redaktør Erling Groth henviser til sin pressemeddelelse, hvor han forsvarer

ændringerne i dokumentaren. DR har valgt at vise programmet, fordi den har relevans for samfundet. »Der er til gengæld ingen tvivl om, at filmen faktisk afdækker forhold, der er af væsentlig interesse for offentligheden,« skriver Erling Groth.

De fraklippede scener har ingen effekt på selve dokumentarens indhold, mener Erling Groth, og han påpeger, at store virksomheder ikke har indflydelse på DR’s vurdering af programvisninger. lawit03@student.sdu.dk

10 | PORTRÆT

Foto: Frederik Bramming

Oktober 2015 | Lixen.dk

Lixen.dk | Oktober 2015

PORTRÆT | 11

»Jeg er en journalistisk kamikazepilot«

Af Søren Paulsen Dahl og Lasse Loch Davidsen

Hornet har lydt for længe siden. Et par fødder æder meter for meter Vandrehallens betongulve, mens pulsen banker heftigt i takt.

Mens den lange korridor runger af larmen fra lædersko mod beton, siger mobiltelefonen i Kristoffer Eriksens lomme ikke en lyd. En mobiltelefon, der ellers skulle have været travlt optaget med at modtage opkald fra P3 eller Berlingske Tidendes praktikant-hungrende medarbejdere. Men mobilen fik en let dag på kontoret, og derfor må Kristoffer Eriksen nu skynde sig rundt for at samle resterne fra Panikdagens bord. Rester, der i dette tilfælde bestod af en tolv måneders kontrakt som kommunikationspraktikant i Carlsberg. »Det var vel det bedste af det værste, der var tilbage« siger Kristoffer Eriksen og smiler skævt.

Jobbet som kommunikationspraktikant bestod med Kristoffer Eriksens egne ord af at ”sælge bajere og uddanne alkoholikere”. En stillingsbetegnelse der står i skarp kontrast til rollen som den ene halvdel af Radio24syv’s morgenhold. En rolle, hvor Kristoffer Eriksen får lov til at provokere og udfordre sine kilder fra den årle morgen. Men i det hele taget måtte Kristoffer Eriksen tage imod en del skuffelser og lussinger på egoet, før han kunne sætte sig til rette i den velpolstrede radiostol.

Med røven i vandskorpen Kristoffer Eriksens tid på Danmarks Medieog Journalisthøjskole var i høj grad præget af sin egen manglende evne til at se lyset i de fortællemodeller og nyhedskriterier, som undervisererne ellers var svært begejstrede for. »Jeg undrede mig tit over, at der kun var en rigtig måde at lave journalistik på,« fortæller Kristoffer Eriksen, og uddyber »Man skulle helst finde nogle tal med et problem i, og derefter skulle man sætte dem ind i en helt færdiglavet skabelon – og det var meget sjældent, at man blev belønnet for at smide skabelonen væk.« Det dårlige samarbejde mellem Kristoffer Eriksen og de journalistiske normer kulminerer i slutningen af 3. semester. Han dumper nemlig faget ’Undersøgende Journalistik’. Og så dumper han det faktisk lige en gang mere. Derfor må han sige pænt nej tak til den praktikplads, som B.T ellers tilbyder ham den første gang, han træder indenfor til Store Match Dag. »Helt generelt lavede jeg bare rigtig ringe journalistik på DMJX, jeg fik dårlige karakt-erer, og jeg kom vel egentlig kun igennem med røven i vandskorpen«, siger han, og slår undskyldende ud med armene i Radio24syvs kantine, der stille og roligt begynder at emme af duften fra en meget fordelagtig frokostordning.

Maxe-ud manden til undsætning Så, hvor mange andre unge journalister bru-

Foto: Frederik Bramming

ger tiden på studiet til at finde ud af hvilken journalistisk hylde, de hører til på, forholdt det sig lidt anderledes med Kristoffer Eriksen. Han brugte i højere grad tiden på at finde ud af, hvor han i hvert fald ikke skulle være. Han skulle ikke være kommunikationsmedarbejder, og han kom nok heller ikke til at gå på magthaver-jagt sammen med de andre graverjournalister. Han vidste faktisk egentlig ikke, hvor han skulle være. Det ændrede sig dog, da han tre måneder før tid sagde sit job på Carlsberg op til fordel for en plads hos produktionsselskabet Koncern TV. »Koncern var en fantastisk legeplads,» siger Kristoffer Eriksen, og fortsætter talestrømmen »De har den her helt sindssyge og geniale direktør, der hedder Thomas Heurlin, som ikke er bange for at sende to journalistpraktikanter ud for at lege med et tæskedyrt kamera og en tosset idé.« Legen førte til, at Kristoffer Eriksen og sin ven Nicholaj Achton fandt på reality figuren Ciano. En falsk tv-stjerne med samme karakteristika som så mange andre reality deltagere. Han var høj, flot og han kunne ikke synge. Ciano brød til sidst fri af sine skaberes lænker, og blev til det, som Kristoffer Eriksen selv kalder et fuldblods ’realitymonster’.

Hurtigt bagefter blev Kristoffer Eriksen ejer af en natklub, der kun lukkede utroligt lækre mennesker ind. Og som hurtigt fik national mediebevågenhed efter, at Kristoffer Eriksen og Nicolaj Achton sendte byger af pressemeddelelser ud. Natklubben var selvfølgelig falsk, men begge stunts vakte en voldsom debat om de danske mediers fraværende fornemmelse for kildekritik i brugen af pressemeddelelser. Det begyndte

at gå op for Kristoffer Eriksen, at han måske havde flair for en type journalistik, der aldrig ville kunne passe ind i Journalisthøjskolens skabeloner. »Vi fandt lige pludselig ud af, at vi kunne bruge de her stunts til at sætte fokus på nogle ret vigtige samfundsemner,« fortæller Kristoffer Eriksen, og uddyber »Hvis Journalisten skrev en artikel om, at medierne copy-paster pressemeddelelser, bliver det jo hurtigt glemt – men da vi så selv begyndte at sende de her falske meddelelser rundt, blev der jo skabt en helt sindssyg debat.« Fluen i suppen I en stor del af den journalistik, som Kristoffer Eriksen bedriver, spiller han selv en aktiv rolle. Han er ikke fluen på væggen - han er fluen i suppen. Ligesom suppen oftest sendes tilbage til køkkenet, for at blive frigjort for tovingede insekter, er der også blevet klaget og rynket på næsen over Kristoffer Eriksens mildt sagt utraditionelle måde at bedrive journalistik på.

Eksempelvis kan morgenholdet på Radio24syv kun ringe til Inger Støjberg på ulige ugenumre.

For der sender Kristoffer Eriksen nemlig ikke. Og hvis han vil have en udtalelse fra formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, så skal der gerne sættes et par ekstra minutter af. For det er den tid, formanden bruger på at irettesætte Kristoffer Eriksen. Det helt nærliggende spørgsmål er, om prisen er for høj.

Om det er værd at blive sin egen niche, når den niche risikerer at sætte kildekontakter, ry og renommé på spil. »Jeg er blevet mødt med det her spørgsmål

mange gange, om jeg ikke er bange for ikke at kunne blive taget seriøst, når jeg laver satire.

Jeg tror, grunden til at jeg fik et seriøst job på 24syv morgen, det var, at jeg også kunne lave satire.« Radio24syvs nyhedschef, Simon Andersen, var tidligere på sommeren blevet fanget af radioreportagen ’Dødsruten’, som Kristoffer Eriksen lavede sammen med radioværten Ayse Dudu Tepe. »Det, han var fascineret af, var, at jeg både kunne være seriøs i et format, og at jeg kunne lave satire i et andet.« Faktisk mener Kristoffer Eriksen, at det i høj grad er sin evne til at pisse folk af, der gør ham fortjent til en månedlig andel af Radio24syvs licenskroner. Og han ser ingen grund til at sadle om for at satse på de klassiske journalistiske dyder som objektivitet og kunsten at holde sin egen person udenfor. Det er der nemlig rigeligt, der gør i forvejen. »Jeg tror faktisk, at min største force og min væsentlige berettigelse i den her branche, er, at jeg er temmelig ligeglad med, om jeg bliver uvenner med folk. Jeg er ligeglad med, om der er nogle politikere, der ikke kan lide mig, og om Inger Støjberg ikke vil interviewes af mig.”

Evnen til at pisse på folk, som Kristoffer Eriksen selv kalder det, har han vist flere gange hos både FunnyHaHa, Danmarks Radio og Radio 24syv. Et af de interviews, der efterfølgende har fået sit helt eget liv på Youtube, er den godt tre minutter lange pinlige samtale med rapperen Wiz Khalifa. Kristoffer Eriksen får både klargjort, at der ikke findes nogen sorte mennesker i Danmark, fejlciteret rapperens lyrik og spurgt ind til Læs videre på næste side

12 | PORTRÆT

Oktober 2015 | Lixen.dk

f

Foto: Frederik Bramming

fejlciteret rapperens lyrik og spurgt ind til hittet ”In Da Club” fra 2003 af rapperen 50 Cent, som han mener, Wiz Khalifa har skrevet.

Tålmodigheden hos den amerikanske, hashrygende rapper løber hurtigt op, og Kristoffer Eriksen bliver hurtigt bedt om at forsvinde af Wiz Khalifas bredskuldrede entourage.

For Kristoffer Eriksen er det ikke svært at argumentere for, at den slags interviews har en helt særlig plads i mediebilledet. »Man kan sige, der er tre scenarier. Enten kunne jeg tage op og lave det interview, som alle andre journalister laver med ham.

Et mikrofonholderinterview, hvor man sidder og lefler lidt for ham. Ellers så skulle man ikke lave interviewet. Den tredje mulighed – og det jeg gjorde – var at lade være med at tage en af verdens måske mest selvhøjtidelige rappere særlig seriøs. Jeg synes, det er fedt at se, hvordan han reagerer, når han for en gangs skyld ikke bliver mødt med de samme medløberspørgsmål, som han plejer, « argumenterer Kristoffer Eriksen.

Hos Lixens udsendte var der også en udtalt frygt for at få ørerne i maskinen. At Kristoffer Eriksen ville gøre, som han har gjort så tit. Tage tykt pis på det hele og efterlade den sagesløse interviewer med ubrugelige svar.

»Nu siger jeg det her med al respekt for jer, men man sparker altid op ad. Derfor ville jeg aldrig sige ja til et interview med jer, hvis jeg bare ville pisse på jer. Hvis Go’ Aften Danmark ringede, så ville det være en anden sag.«

han hjælper med at slå kaninen Allan ihjel med en cykelpumpe. For ifølge Kristoffer Eriksen er den provokation, som god satire kan skabe, et uundværligt greb til at sætte fokus på vigtige samfundsproblemer. »Jeg havde egentlig håbet, at i ikke ville spørge ind til Allan, for det er på en eller Med nyhedsmediet som benspænd anden måde lykkedes mig at få Asger Juhl I dag ser Kristoffer Eriksens hverdag dog til at tage alt skraldet for det stunt,« griner noget anderledes Kristoffer Eriksen. ud. Han har taget »Men når det er sagt, springet ud af tvså var Allans død jo med kameraets sigtekorn Jeg havde egentlig til at skabe en kæmpe og ind bag radio- håbet, at I ikke ville debat om dyrevelfærd i mikrofonen. Han har Danmark – og udstille udskiftet timelange spørge mig ind til Allan det sindssygt hykleriske brainstorms på sene - Kristoffer Eriksen i at det er synd at slå nutaftener med hurtig tede kæledyr ihjel, mens nyhedsformidling fra de på den anden side tidlig morgen. Satiren er dog blevet i sengen. går ned og køber buræg og kyllinger til 25kr »Folk forstår det ikke, og det passer ikke i køledisken i Lidl.« ind i formatet. Det nytter ikke noget, at jeg Selvom kollegaen Asger Juhl måtte forpludselig begynder at joke, mens vi har gang bi Københavns politivæsen og afhøres om i en seriøs nyhedshistorie – det mudrer udkaninen Allans henrettelse, og Radio 24syv sendelsen til.« oplevede en regulær shit-storm på deres faceAlligevel sniger der sig elementer fra book-side, så mener Kristoffer Eriksen ikke, satire-Kristoffer ind på Radio24syv. Som når at den ukonventionelle måde at bedrive jourhan og kollegaen Asger Juhl tager til Sverige nalistik på alene er for provokationens skyld. forklædt som Sverigedemokrater. Eller når »Min erfaring er, at når vi har haft

“

enormt provokerende metoder til at afdække et problem, så har det godt nok i starten handlet meget om metoden, men senere hen har det handlet om problemstillingen.« Og netop at opfinde en falsk natklub for at udstille mediernes ukritiske brug af pressemeddelelser, eller at slå en kanin ihjel på live radio for at påvise hykleri i dyrevelfærdsdebatten, mener Kristoffer Eriksen, burde belønnes. At udfordre og brede definitionen ud på, hvad ”rigtig journalistik” er. En opgave, som han mener, at landets journalistuddannelser bør tage mere alvorligt. »Jeg synes, at man bør belønne folk, der prøver at bryde de meget rettidige journalistiske regler for formidling – for der er en kæmpe efterspørgsel på dem fra mediernes side - og helt ærligt, hvordan skal vi nogensinde kunne skabe rigtig journalistisk innovation, hvis alle journalister bliver uddannet til at være kedelige og vanetænkende?«

sodah14@student.sdu.dk ldavi14@student.sdu.dk

FOKUS | 13

Lixen.dk | Oktober 2015

FOKUS

I denne måned sætter Lixen fokus på ‘Humor i journalistik’. Du kan blandt andet læse, hvorfor Anders Stegger mener, at klassisk journalistik er kedelig. Eller finde ud af, hvad der skal til for at komme i praktik hos Pineapple Entertainment og Mastiff.

Anders Stegger: Ad helvede til med nyhedskriterierne Anders Stegger har et klart budskab. Journalister skal tage sig sammen, og journalister skal underholde.

Af Ida Stubbe

En lille ide om at P3 ville være sjovt, overvandt tankerne om at søge praktik hos Information. Anders Stegger er ikke nogen traditionel journalist. Da han gik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus, anede han ikke, hvad han skulle med det.

Men han gad egentlig ikke skrive kedelige artikler, til mennesker, som godt ved, hvad verden handler om. Det er der altid en anden, der vil gøre. »Den helt almindelige dansker, som jeg Foto: Agnete Schlichtkrull også føler, jeg er, synes, det er pisseirriterende, at det skal være så røvkedeligt at lære.

Sådan har jeg haft det i folkeskolen, i gym»Kloge Ågerne har været ligesom journalnasiet og lige siden,« mener P3-værten. isterne selv. Det er derfor, at den journalistik, Det startede lidt som en joke, men så blev vi har haft, langt hen ad vejen er noget, der det alvor’. Sådan lyder det i den nye dokumenhar henvendt sig til de bedre uddannede og tarserie ’Find Stein Baggers meget politisk interessepenge’. rede,« siger Erik Albæk og “Det er blevet en Det er helt almindelig unfortsætter: dersøgende journalistik, men akademiseret »Der har man måske ikke måden, det fortælles på, er opfattelse af hvad. så meget tænkt: jamen er der anderledes. Måske skyldes der er klogt nok. måder, hvor vi kunne formidle dét, at Anders Stegger er det her på, sådan så det er Det er noget pjat. vært. interessant og spændende for »I hele dokumentarpro- - Anders Stegger andre grupper af befolkningrammet følger vi processen gen?« mener Erik Albæk. omkring undersøgelsen. Alle følelserne ligger jo i det, der er bagom, og det Sluk automatpiloten er vel det, der gør det seværdigt. Hele pro»Det er blevet en akademiseret opfattelse af grammet kunne nok laves på kortere tid, men hvad, der er klogt nok. Det er noget pjat,« så ville det bare være kedelig fjernsyn,« Anders Stegger synes, journalister skal tage fortæller Anders Stegger. sig sammen.

Tilhænger af kritisk journalistik Nalle Kloge Ågerne er dominerende Kirkvåg, der er ekstern lektor på Film- og »Det handler om at sige ad helvede til med nyMedievidenskab på Københavns Universitet hedskriterierne.« Det gælder uanset om han samt Kommunikation på RUC., mener, at der er vært på P3 eller vært i ’Find Stein Baggers er en fare ved underholdning i journalistik. penge’.

Hvis humor dominerer, bliver det et mål, og Åh, så er fjollekanalen rigtig kommet, hva’, så er det ikke længere journalistik. kan folk finde på at sige. Anders Stegger ved, »Hvis man bruger underholdning som der tit bliver gjort grin med P3. et middel til at nå folk, så kan man nå nogle Erik Albæk, der er professor ved Center andre målgrupper. Og jeg tror også, at det for Journalistik, genkender kritikken. Han kunne være rigtig godt for journalister en mener, at den del af befolkningen, der er gang imellem at sige: Nu prøver vi at gøre det højtuddannet og interesserede i politik, har på en anden måde,« fortæller Nalle Kirkvåg. været toneangivende i hvad ’rigtig’ og ’god’ At lave journalistik på en underholdende journalistik er. måde stiller nye krav til de traditionelle

journalister. Krav, som ikke altid at gøre det samme. »Så længe formålet er at gøre folk klogere, og så længe underholdningen bruges som et middel til at nå nogle mennesker, der ellers ikke kunne nås, så er underholdning generelt en god ide. Men det stiller også krav til journalisten om ikke bare at trykke på automatpiloten og til ikke at gøre, som man plejer« siger Nalle Kirkvåg.

Svært, men underholdende »Al journalistik er underholdning, men det er svært at lave underholdende journalistik.

For hver eneste gang der er en historie, skal du tage den, skille den fra hinanden, forstå den og til sidst oversætte den til et smilende sprog,« fortæller Anders Stegger.

Regel nummer et i underholdende journalistik er at være konkret og bruge eksempler. Hvis formålet bare er at være sjov, så er det underholdning. Omvendt mener P3-værten, at hvis formålet er at formidle noget vigtigt og samfundsrelevant, så er det journalistik. Og så skal man bare finde ud af, hvordan man gør det sjovt.

Anders Stegger mener, at verden er sjov, og han forstår ikke, hvorfor den ikke oftere skildres sådan i medierne. Der er dog grænser for, hvad der kan gøres underholdende og sjovt.

På Go’ Morgen P3 laver de aldrig reportager om døde børn. For det er der bare ikke noget sjovt over eller noget at smile af, men hvis nu det er det vigtigste i verden, og folk

skal høre om det og forstå det, så laver de det fuldstændigt grav alvorligt, forklarer Anders Stegger.

Traditionel er kedelig »Der er klassisk, kedelig traditionel journalistik. Og så er der moderne journalistik, og det er der rigtig mange, der ikke er med på endnu,« mener Anders Stegger.

Måske handler det om, at voksne er nogle, der er for gamle til at forstå ungdommen.

Anders Stegger har længe undret sig over, at folk er begyndt at joke med, at Politiken er ved at blive lidt Buzzfeed-agtig, da de ifølge ham bare er begyndt at fatte, hvad det handler om. »Hvornår er der nogen journalister, der vågner op, og fatter, at vi er i underholdningsbranchen? Vi står alle sammen og kæmper om at være sociale på de sociale medier, men vi skal da også være sjove i det, vi skriver og den måde, som vi fortæller tingene på,« siger Anders Stegger.

Om der er behov for journalister i fremtiden, er han ikke så sikker på, men han tror, journalister kan omstille sig. »Den måde, vi gør dét på, er ved at underholde, mens vi fortæller, og så finde ud af at folk virkelig har kedet sig før i tiden,« tænker Ander Stegger.

iniel14@student.sdu.dk

14 | FOKUS

Oktober 2015 | Lixen.dk

Bruger nogle af de mest populære programmer humor, når de formidler journalistik?

Radio 24/7

Den Korte Radioavis

Seniorkorrespondent Frederik Cilius og nyhedsredaktør Rasmus Bruun Bruger i humor i jeres formidling?

Vi laver et satire program, så det håber vi fanme, ja! Vi er ikke journalister. Vi laver ikke nyhedsjournalistik.

Vi laver satire. Folk skal helst grine af det, vi siger i programmet.

Bruger i andre former for underholdning?

Vi bruger udelukkende underholdning, og så krydrer vi det med en lille smule nyheder.

Bruger i humor i jeres journalistiske formidling?

Ja, det gør vi. Men P1 orientering er ikke et magasin, der er humoristisk. Det er ikke et stykke fladeradio, hvor humor er en del, der skal opfyldes – det er ikke en del af konceptet – vi laver alvorlig taleradio. Hvis vi finder en anledning til at bruge humor, så gør vi det for at skabe en afstand fra noget, der kan være meget alvorligt. Det er typisk for at sætte noget i perspektiv. I forhold til Radio 24/7 er det svært at lave radiohumor, fordi man skal gøre rigtig meget for at få det til at fungere – det har vi ikke ret ofte plads til i Orienting.

P1 Orientering Redaktionsleder Bo Hasseriis

Hvorfor er det vigtigt for jer at bruge humor?

Humor er ikke vigtigt for os. Vi bruger humor, når der er en anledning til det. Vores vigtigste formål på P1 orientering er at gøre det, vi er sat i verden for. Nemlig at dække de aktuelle hændelser, der sker i Danmark og i udlandet. Det er ikke at lave et humoristisk magasin. Humor er ikke vigtigt på samme måde for os, som det jo er for dem, der lever af det, som Den Korte Radioavis.

Bruger i humor i jeres journalistiske formidling?

Vi bruger i høj grad humor som et journalistisk redskab i Aftenshowet! På den måde kan vi få nogle anderledes reaktioner ud af vores interviewpersoner, end andre, mere klassiske nyhedsmedier kan. Med humor kan vi skabe overraskende TVmoments, som alle husker, som skaber en fælleskabsfølelse blandt seerne, og som er medvirkende til, at vi kan fastholde seerne i vores flow. Humor er et svært redskab i journalistikken, men vi oplever faktisk, at flere og flere kilder (både politikere, musikere, kulturpersonligheder, ’almindelige’ danskere, etc) vælger Aftenshowet som primært medie, når de skal interviewes, blandt andet fordi vi – med humor – bedre kan styre udenom forudsigelighed og klichéer.

DR1 Aftenshowet Redaktør/tv-producer Julie Marie Mabeck

Bruger i humor i jeres journalistiske formidling?

TV 2

Go’ Morgen Danmark

Redaktør Søren McGuire

Ja, i de historier, hvor det passer. Altså hvis der er en historie om en dreng, som er blevet udvist til Afghanistan, og nu er fundet død af sin storebror dernede, så nej, så bruger vi ikke humor. Så fortæller vi den historie med præcis den mængde alvor, den skal have.

Hvorfor er det vigtigt for jer?

Vi skal ikke for enhver pris gøre alle vores historier mere underholdende. Hvis historien egner sig til humor, så er det vigtigt for os, fordi et program som Go’ morgen Danmark lever af at have en god tone og have et program, folk har lyst til at tænde, når de vågner om morgenen, og følge lidt med i. Det er sådan et program, hvor vi kan fange seerne hele morgenen. Derfor er det vigtigt at få skabt en stemning, også fordi vi svinger mellem meget alvorlige historier og underholdende historier. Vi har lavet så mange timers fjernsyn, at vi jo hele tiden tænker: hvordan kan vi gøre det her nyt og anderledes for seeren, hvordan kan vi overraske seeren, hvordan kan vi overraske de gæster, der er med herinde. Vi prøver at tænke ud af rammen.

Lixen.dk | Oktober 2015

FOKUS | 15

Ægte talent sejrer over proppet CV Knap tre ud af fire journaliststuderende på SDU, svarer ja eller måske til, at de gerne vil arbejde med underholdende journalistik i fremtiden. På to af de mest eftertragtede praktikpladser er svaret klart. Det er personligheden, der er det altafgørende.

Af Jonas Jung

Det var Berlingske og Politiken, der toppede listen over de mest ansøgte praktiksteder, da panikdagen blev afholdt tilbage i april. Alligevel viser en ny undersøgelse foretaget af Lixen, hvor 61 journaliststuderende deltog, at størstedelen er mere interesserede i den underholdende journalistik fremfor de klassiske nyhedsgenre.

Kamilla Mærsk studerer journalistik på 3. semester. Hun troede før, hun startede på uddannelsen, at hun skulle lave rendyrket nyhedsjournalistik for enten TV 2 eller DR1. I stedet håber hun nu på at få en praktikplads hos en af DR’s radiokanaler eller Pineapple Entertainment.

For hende er det den legende tilgang til journalistikken, der gør den underholdende genre attraktiv. »Jeg ved, at jeg arbejder bedst, når jeg ikke føler, at jeg arbejder. Det fungerer bare bedre, når jeg har det sjovt, og får lov til at bryde de faste rammer«, siger Kamilla Mærsk.

Der skal være kemi Pineapple Entertainment, der blandt andet producerer ”Natholdet” for TV 2, fik til panikdagen i april i år 15 ansøgninger til deres ene praktikstilling. Ricco Wichmann, der er administrerende direktør i Pineapple, fastslår, at kemien er altafgørende, når de skal vælge deres praktikant. Derudover peger han på selvstændighed, som en vigtig egenskab, når de skal vælge den rigtige. »Vi har brug for et grundlæggende godt humør. En fakkelbærer, der er i stand til at gå forrest og tage styringen på en opgave,« siger Ricco Wichmann.

Produktionsselskabet Mastiff var, med 21 ansøgninger at finde i top 10, over de mest ansøgte praktiksteder. Ligesom Ricco Wichmann, peger programchef og praktikansvarlig på Mastiff, Kristian Farcin–Leth, på personligheden, som en af de vigtigste forudsætninger for at blive ansat. »Som udgangspunkt er det vigtigt, at der er noget variation i de mennesker, vi tager ind. Vi laver jo alt fra dokumentarer til

reality, så det er vigtigt, at folk har lyst til at lave noget forskelligt. Men når vi vælger personerne, handler det i langt højere grad om personlighed og talent end CV,« forklarer han.

Det er det, seerne vil ha’ For de journaliststuderende, der i fremtiden ønsker at arbejde indenfor underholdningsgenren, er der godt nyt. Både Ricco Wichmann og Kristian Farcin-Leth, er nemlig enige om, at efterspørgslen på den underholdende journalistik er stigende. »Vi kan jo mærke, at det er noget seerne gerne vil ha’, og det samme med TV-stationerne. Det skal være programmer, der kombinerer faktuelt indhold med underholdning. Og så et drys livsstil,« fortæller Ricco Wichmann.

Kristian Farcin-Leth bakker ham op. »Det virker til, at folk i højere grad bruger TV’et som afslapning, og i stedet søger nyheder fra deres smartphones i løbet af dagen. Når de så tænder for fjernsynet, vil de gerne fascineres eller underholdes«, siger Kristian Farcin-Leth.

Netop det kan være med til, at der i fremtiden vil være endnu flere praktikpladser i den underholdende branche, og hos Mastiff er man heller ikke afvisende over for ekstra praktikanter. »For os er det ekstremt vigtigt at bidrage, så meget vi kan. Det er selvfølgelig en afvejning af, hvor mange produktioner, vi laver, men er der vækst hos os, er der vækst i praktikpladserne,« konstaterer Farcin-Leth.

DR’s talentfabrik Selvom der er stor interesse for den underholdende journalistik, er der i branchen også stor rift om de største talenter. DR har, udenom de danske journalistuddannelser, deres eget talentprogram, DR talent, der har fostret nogle af de største danske mediepersonligheder. Mikael Bertelsen, Simon Juul og Signe Muusmann er alle forhenværende DR talenter, hvor sidstnævnte i dag er

rektor på uddannelsen sammen med den tidligere DR-ung redaktør Claus Schrøder Nielsen.

Signe Muusmann fortæller, at det er vigtigt at gøre plads til anderledes og skæve typer, med originale idéer, som måske ikke passer ind på universiteterne. Men det er lige så nødvendigt, at give plads til folk, der har ekspertise indenfor særområder. »Hvis du har siddet i din kælder og programmeret grafikker, det meste af dit liv, er der nok en god chance for, at du kan gøre det bedre end en 47-årig DR-journalist. Derfor er det vigtigt, at vi åbner op for at kunne ansætte talenter til enkeltopgaver,« siger Signe Muusmann.

Normalt optager DR Talent kun fire unge om året. I år har man dog for første gang valgt at køre et sideløbende projekt, hvor der løbende bliver stillet opgaver via talentholdets hjemmeside. »Men den medievirkelighed vi har i dag, er det åndssvagt at lukke ned for hele systemet, bare fordi vi har fundet de fire talenter til uddannelsen,« fastslår hun.

Som journaliststuderende skal man dog ikke frygte for, at man har valgt forkert, hvis man drømmer om at stå foran kameraet eller mikrofonen, fortæller Signe Muusmann. »Det skal ikke lyde sådan, at man skal have været på DR Talent, for at kunne lave underholdning. Det handler i sidste ende om hvorvidt, man har det ekstra, der skal til.«

jolar15@student.sdu.dk

16 | DEBAT

Oktober 2015 | Lixen.dk

Revser virkelighedsbilledet i dig?

Vi har som journalister ansvaret for at skildre virkeligheden. Formidlingsvejen kan gøres mellem mange forskellige kanaler. Er det billeder, beskrivelser eller noget helt tredje, der vækker de største følelser hos læseren?

Af Cecilie Spottog Petersen og Mia Grosell

D

u er journalist og taget til Tyrkiet.

Tusindvis af flygtninge forsøger at nå grænsen for at komme videre ind i Europa. Du står på en strandkant et sted ved den tyrkiske kyst. Disen ved morgengry bruser over havets overflade. Rundt om dig står en skare af folk. Frygten blusser ud af deres øjne. De er alle flygtet fra rædsel. Præcis som den lille dreng, der ligger i vandkanten. Den eneste forskel på dem og ham er, at de nåede i land i live. Det gjorde lille Aylan Kurdi ikke.

En barsk virkelighed Tankerne løber gennem dit hoved. Du har lyst til at skrige. Du kan ikke. Du har lyst til at hjælpe ham. Det kan du heller ikke. Hvad kan du gøre? Hvad vil du gøre? Hvordan får du udtrykket den smerte, der lige nu farer gennem dig selv uden at støde dine læsere, men samtidig uden at holde dem for nar? Det er dit arbejde som journalist at vise virkeligheden,

Foto: Mia Dernoff

men kan den sande virkelighed nogle gange billede i fjernsynet og har gentagende marevære for barsk at vise? Du ved, at hvis du tagridt om det. er billedet, kan du skabe nogle stærke følelser Måske er dit billede for barsk til at vise hos dine læsere. Du gør det umuligt for dem offentligheden. Hvordan vil de pårørende at flygte fra virkeligheden. Den vil tværtimod egentlig have det med at se deres lille søn, springe lige nevø eller fæti øjnene på ter i medierne? dem. Måske Hvordan ville Du gør det umuligt for dem at flygte du have det med kan der endda blive skabt fra virkeligheden. at tage billedet? debat, der Måske ville en kan gøre nobeskrivelse af get ved hele din oplevelse situationen. være nok. Du kan sætte ord på, hvad du har Forestil dig, at 75-årige Lise fra Holstebro set. Vække følelser hos dine læsere. På den sidder under morgenkaffen og bladrer sin avis måde kan de også selv vurdere, om de kan igennem. Hun ser til sin store overraskelse dit tåle at være vidne til virkeligheden. billede af lille Aylan Kurdi liggende der. Død.

Så måske er det ikke dit ansvar som Et billede, hun helst ville have været foruden. journalist at vurdere, hvad dine læsere kan Christian på 8 år fra Odense ser pludseligt dit tåle at se og høre. Normen lægger op til, at

“

en journalist skal skildre virkeligheden, som den er. Det er os, der er smagsdommere, hvis vi skal tage stilling til, hvad der er for barskt at vise i medierne. Vi risikerer at forvrænge virkeligheden, hvis vi ikke viser verden virkeligheden. Eller måske risikerer vi at støde for mange mennesker.

En kurdisk betjent nærmer sig den lille dreng i strandkanten. Han lukker stille øjnene på ham, inden han bærer ham væk. Hvad vil du gøre nu? mgros15@student.sdu.dk cepet15@student.sdu.dk

Journalistik kræver underholdning Stop diskussionen om skellet mellem journalistik og underholdning. Tingene hænger sammen og skaber det stof,vi elsker.

Af Theodora Renard, debatredaktør

N

år jeg ligger på sofaen og ser dokumentaren om luderen Bonnie, er jeg underholdt. Også selvom det er en tragisk historie, hvor min mave skriger efter smertelindring, som ikke findes. Når jeg ser TV Avisen, føler jeg mig underholdt.

Selvom jeg får øjenkontakt med tusindvis af flygtninge, som står i urimelige situationer.

Journalistik er underholdning. Nu skal jeg

fortælle hvorfor. sådan fanger man de unge nu til dags - med Det er misforstået, at der er noget jourhumor. nalistik, der er underholdende, og noget der Det er problematisk at inddele journalikke er. For hvad er unistik i underholdende og derholdende journalisikke underholdende. For tik? Det er til åben forskal det ene udeVi skal se journalistik hvorfor tolkning. lukke det andet? Det er da I mine øjne er jour- som en måde at under- noget småsnævert at tro, at nalistik til for at under- holde et publikum på. sjove mennesker ikke kan holde. Det skal fange være seriøse. Og kedelige læseren og seeren. Præmennesker ikke kan være cis som alle idealistiske lærebøger fortæller useriøse. Radio24/7 er et pragteksempel. os, så skal vi journalister fange publikummet Tag den seriøse journalist Asger Juul. med en krog. Få dem til at sætte sig på kanten Han er hård. Han er skarp. Han kan sit kram. af sofaen og lade tissetrangen vente, fordi det I sit radioprogram Reporterne sætter han er så spændende. Så spændende, at de næste samfundsrelevante debatter på spidsen, og dag gruer for at debattere med deres venner. han giver sig ikke, før jobbet er udført. Men Det er underholdning. Det er journalistik. gud, hvor er han underholdende. Når jeg På den anden side har vi hele P3-dynastiet lytter til det program, er mine ører så spidse med journalister som Monte Carlo-drengene, som bladene på en ananas. Min krop kan Peter Falktoft og Esben Bjerre. De undersommetider ryste, fordi det er så pinligt, og holder, men laver de journalistik? Ifølge dem jeg føler trang til at skrige. Lidt ligesom når selv, gør de ikke. Jeg ved ikke, om jeg er enig jeg ser Frank Hvam i Klovn. eller uenig. Ikke desto mindre bruger især P3 I denne måned fik han også krammet humor som en retorisk formidling. For kun på Dansk Folkepartis Pernille Bendixen,

“

som havde misforstået, hvad bruttonationalproduktet var. Hvis det ikke er underholdning og journalistik på samme tid, så ved jeg ikke, hvad det er.

Vi skal se journalistik som en måde at underholde et publikum på. Om underholdningen så består af at grine, græde, få mavepine eller frygte, så er vi journalister til for at få folk til at snakke og få indsigt. Som Dagbladet Politiken så fint siger det.

«Folk, der læser avis, har mere at tale om,» lyder avisens salgsslogan.

Det er essensen af underholdning. Altså ikke Politiken. Men journalistikken. thren14@student.sdu.dk

DEBAT | 17

Lixen.dk | Oktober 2015

Dem, der mener: Et portræt af debattens stemmer

Et brud med objektiviteten Selvom han er journalist, vælger han at skubbe objektiviteten til side. Men det er nødvendigt, mener den altid spydige David Trads, som er den, der mener i månedens Lixen.

Af Emma Rudbeck

O

bjektivitet. En journalists æreskodeks. En norm, som journalister bliver målt og vejet på. En norm, som er forbundet med ærefrygt. Journalisterne må ikke træde udover objektivitetens kant, fordi så bliver man anklaget for subjektivitet.

Hellere pakke meningerne væk og blot formidle dagens nyheder.

Mens flere vil argumentere for, at det er umuligt at opnå fuldkommen objektivitet, hvor man derimod hellere taler om tilstræbt objektivitet, fordi når du vælger en vinkel, så er du subjektiv. Når du vælger dine kilder, så er du subjektiv. Så hvem er denne helt igennem objektive journalist? I hvert fald ikke David Trads. Han har valgt at gå helt udover kanten og udfordre objektiviteten.

Ikke nok med information På CV’et kan David Trads blandt andet skrive chefredaktør på Information, Berlingskes udsendte i USA, underviser på Syddansk Universitet og politiskredaktør på Jyllandsposten. Nu har David Trads valgt at bryde med journalistikkens æreskodeks. Han har begravet den almindelige objektive journalist. I stedet han har tilføjet jobtitlen som holdningsbaseret journalist til CV’et.

I fire år fulgte David Trads på hælene af Dansk Folkeparti på Christiansborg. Målet var at skrive en kritisk bog om partiet. Med en følelse af større og større frustration kvittede han efter 11 år som almindelig journalist objektiviteten. Det var ikke længere nok bare at videregive informationen.

«Jeg synes i stigende grad, at det var vanskeligt bare at holde sig til at skrive, hvad først A sagde, og så hvad B sagde i stedet for at trække det skarpere op, fordi jeg selv synes, at jeg var mere inde i sagerne. Det var frustrerende. Derfor oparbejdede jeg en lyst til selv at komme frem med, hvad jeg mente.» siger David Trads.

Stadig journalist Når David Trads har valgt at lukke op for meningsposen, så balancerer han på et knivsæg mellem at være politisk kommentator og på at være politiker.

«Det, der er forskellen på mig og en typisk politiker, eller en anden debattør, er, at

David Trads Foto: Rikke Viemose

mine kommentarer i reglen er fyldt med informationer, som jeg har fået fra skriftlige eller mundtlige kilder,» siger David Trads.

Derfor siger han rungende ’ja’, da han bliver spurgt, om han stadig er journalist.

Han laver research, og han tjekker fakta. Hvis fakta ikke er korrekt, så skal han rette dem ligesom alle andre journalister. Han har blot tilføjet et ekstra lag - sine egne holdninger. Så nu er der ingen kære objektivitet at gemme sig bagved.

«Det er lidt ligesom fodbold. Når man er almindelig journalist, så er der ingen modstandere. Når du bliver til sådan en som mig, der har holdninger, så er der fuld af modstandere, der forsøger at tackle og skubbe dig. Det er meget nemmere at være journalist,» siger David Trads.

Objektivitet i forklædning Det er ikke kun modstandere, der spænder ben for David Trads. Selv egne holdkammerater langer ud efter ham. Rundt omkring på de sociale medier ser han, at kollegaer i mediebranchen kalder sig objektive, mens de selv ytrer sig nedværdigende om den holdningsbaserede journalist. Netop ærligheden omkring, at man er subjektiv, er vigtig for David Trads.

«Jeg synes, at det er vigtigt, at brugeren kender det holdningsmæssige udgangspunkt.

Jeg tror ikke, at der er nogen, der er i tvivl om, at jeg har et udgangspunkt, når de læser noget, jeg har skrevet,» siger David Trads og giver et eksempel.

«At jeg for eksempel hellere ville have haft, at den tidligere regering sad stadigvæk.

Det kan ikke være nogen hemmelighed, når man læser, hvad jeg har skrevet, men der er andre, som forsøger at hemmeligholde meninger og alligevel prøver at smyge det. Det synes jeg ikke, er helt ærligt,» David Trads.

David Trads er subjektiv. Det står han ved, men det tog lang tid før, at subjektiviteten blev en del af hans jobbeskrivelse. At de fleste journalister skal være objektive, er David Trads overbevist om. Men der må gerne være få, som laver journalistik baseret på egne holdninger. Til de journalister, som vil være en del af de få, har han et råd med på vejen.

«Hvis man har den drøm om, at man gerne vil være lige som mig - det er der jo nogen, der har - så tag en god lang periode, hvor man sætter sig rigtig godt ind i tingene, inden man begynder at mene noget om det,» afslutter David Trads. emreud14@student.sdu.dk

David Trads uden for citat David Trads er tidligere underviser i journalistisk håndværk på Syddansk Universitet. Han har blandt andet sagt i undervisningen: «I skal ikke gå ud og sige jeres mening. Så ender I som mig.»

Studerende: «Fortryder du, at du ikke blev valgt til Folketinget?»

David Trads: «Nej, jeg fortryder, at jeg ikke blev valgt ind.»

Grafik: Theodora Renard

18 | DEBAT

Oktober 2015 | Lixen.dk

Gennemsigtighed forbedrer Store Match Dag I starten af september vedtog et enigt praktikudvalg en række ændringer af Store Match Dag. Det skete på baggrund af mange omfattende undersøgelser, der er lavet gennem de seneste tre år efter hver Store Match Dag, hvor de studerendes tilfredshed med dagen blev målt.

Af Jens Jakob Kjær Hansen, Formand for KaJO

R

apporterne taler sit tydelige sprog: Der har været problemer med snyd fra nogle mediers side, og tilfresheden med dagen lader generelt en del tilbage at ønske blandt de studerende, selvom den heldigvis er blevet bedre gennem tiden, når man sammenholder de syv rapporters resultater.

Faktum er, at flertallet af studerende fortsat ønsker, at Store Match Dag bliver ændret og mere gennemsigtig.

Med dette mandat i ryggen er beslutningen om at ændre dagen blevet truffet.

De endte så med at miste begge pladser, fordi derfor, at alle opfører sig hæderligt og sørg2.prioritetsmediet ikke ville vente den tid, det er for at dele det med hinanden, når de har tog for den studerfået forhåndsaftaler i hus. ende at komme hen Desuden bliver det vigtigt, til deres dør, og det medierne og de studeSjov bliver dagen des- at første medie i melrende kommunikerer klart lemtiden fandt en værre aldrig. Det er den angående deres forventubekvemme sandhed. anden praktikant. ninger, og jeg vil opfordre til, at man ikke bryJeg synes derfor, det der forhåndsaftaler, der er er meget glædeligt, at de studerende nu ligesindgået fra begge parters side. tilles, og dørcirkusset, hvor medier har haft deres egne ikke altid klart beskrevne regler, Ja tak til åbenhed kan stoppe til fordel for ensartede proceduSkulle en af parterne få et bedre tilbud i lører, hvor medierne opsøger de studerende. bet af ugen, kan de måske ændre planer (ville dog personligt være varsom med det), men Mere tid til at lægge planer så må de for alle parters skyld under alle omDen anden ændring handler om, at medierne stændigheder informere modparten og de må lave forhåndsaftaler med de studerende medstuderende om det. Alt dette kan, hvis mellem åbent hus-ugen og Store Match Dag. det praktiseres, bidrage til en kulturændring, Det lyder kontroversielt, men i realiteten behvor åbenhed bliver normen. tyder det, at de studerende får bedre tid til at lægge en plan, hvis de skulle være så uheldige Enkelte har udtrykt frygt for, at de nye ænikke at få en forhåndsaftale og kontrakt med dringer vil medføre endnu mere kaos, fordi deres topprioritet i stedet for at skulle løbe medierne løber fra aftalerne. Det tror jeg ikke

“

Jeg synes, det er meget positivt, at praktikudvalget kunne enes om en løsning, da der er mange interesser på spil og meget delte meninger om, hvad der er det mest hensigtsmæssige system at have. Ændringerne blev i en artikel i Journalisten lidt tabloidt bliver omtalt som ”radikale”. En af dem er, at de studerende nu rundt på DMJX på jagt skal stå samlet i aulaen på Journalisthøjsefter en plan B. kolen, fremfor at stille sig foran døren ved det medie, de har som førsteprioritet. Tidligere Slut med snyd har det skabt mange problemer, at medierne Formålet med denne ændring er at skabe kører med mange forskellige regler mht. om gennemsigtighed i systemet. Det medfører, studerende skal stå foran deres dør, eller om at det på flere måder ikke kan betale sig for de skal vente på et opmedierne at snyde. Lakald. ver et medie med fire Det har resulteret i, praktikpladser fx ti Ændringerne kræver forhåndsaftaler, vil de at flere studerende har oplevet at miste deres derfor, at alle opfører sig udstille sig selv, og de drømmepraktikplads, hæderligt og sørger for at studerende vil - forudfordi de ikke stod foran dele det med hinanden, når sat der er åbenhed døren til deres førsteindgåede aftaler de har fået forhåndsaftaler om prioritet, men ventede - kunne lægge andre i aulaen på et opkald, i hus. planer. mens andre har mistet pladser, fordi de blev ringet op og kaldt hen Udfordringen er, at forhåndsaftalerne ikke foran en anden dør end den, de først stod ved. er juridisk bindende. Ændringerne kræver

“

vil ske, fordi ingen vil få noget ud af det i sidste ende ud over at løbe højere risici. En analogi kan hjælpe til at forklare min pointe: Endelig er alle lige Lad os sammenligne Store Match Dag med en ishockeykamp. Lad os sige, at en spiller bryder reglerne ved at tage hjelmen af, fordi det giver en konkurrencefordel. Flere spillere gør derefter det samme med det resultat, at alle ender med at spille uden hjelme. Alle er nu lige, men ingen har konkurrence-fordele. Til gengæld er chancen for at blive skadet eller udgå - miste sin praktikplads - større for alle spillere. Det bliver med andre ord et tabespil, hvis de studerende eller medierne begynder at løbe fra aftaler. Derfor tror jeg ikke, hverken

Ændringer på Store Match Dag Medier og studerende må lave forhåndsaftaler.

Studerende og medier mødes til en samlet praktikmesse på Syddansk Universitet.

De studerende står samlet på Journalisthøjskolen og venter på opkald fra medierne.

Grafik: Theodora Renard

medierne eller de studerende har interesse i at øge risici, især når presset på begge parter i forvejen er så stort.

Jeg tror, de nye ændringer kan hjælpe til at gøre Store Match Dag bedre. Sjov bliver dagen desværre aldrig. Det er den ubekvemme sandhed.

Ligesom det heller aldrig bliver sjovt at v æ r e arbejdsløs s o m nyuddannet og skulle søge arbejde.

M e n med de nye ændringer af Store Match Dag er jeg sikker på, vi kan tage lidt af presset og få dagen forbedret inden for de rammer, der er.

Og så må man huske, at det først er til april, at SDU’erne skal søge. Inden da er der en Store Match Dag til november, hvor der vil blive gjort erfaringer, som vil blive taget med, inden det bliver SDU’ernes tur, og her kan systemet måske forbedres yderligere.

jensh@student.sdu.dk

Lixen.dk | Oktober 2015

DEBAT | 19

Lodtrækning er mere demokratisk Er det en så sindssyg tanke at spare os selv for et års tid med stress, rivalisering og frygt? At undgå Panikdagen ved at gøre brug af en langt simplere og mere demokratisk tilgang?

Af Lukas Bjerg

F

orestil dig en masse sale og gange, hvor unge farer panikslagne fra den ene praktikplads til den anden. Og forestil dig så én sal, hvor alle står fuldstændigt stille.

En masse mennesker, som ikke har noget tilovers for andre end dem selv. Og forestil dig nu en samlet flok, der spændte står sammen og venter på afgørelsen.

Fordi man ikke søger en praktikplads.

Man trækker lod. Det er jo en sindssyg tanke.

Det er jo ikke fair.

Men hvad er “fair”? For man har trukket lod om vigtigere ting igennem historien. Hele demokratiforståelsen bygger på at trække lod.

Vi danskere bryster os altid af, at vi har fuldt de gamle grækeres gode eksempel og skabt et lige demokrat. Det passer ikke. For de gamle grækere i Athen valgte ikke deres embedsmænd gennem folkeafstemning.

De blev valgt ved lodtrækning. Ingen dyre valgkampagner og ideologiske partier. Ingen taler, løfter eller plakater i lygtepælene.

Bare lodtrækning.

Og denne metode kunne vi måske også tage til os i dag. For hvad er idéen med at arbejde sammen, når kaster dem i gladiatorringen, for at de kan vise sig over for de store mediehuse.

Det er altid et problem med at få regnestykket til at gå op. I år var der kun 242 praktikpladser til 266 ansøgere, men dilemaet ligger ikke kun i, at der ikke er nok

praktikpladser til de mange studerende.

Nogle steder mangler der studerende til selve praktikpladserne.

I år var der seks forskellige praktiksteder, som slet ingen ansøgninger fik. Mens modtog Politiken 63 ansøgninger til 7 pladser, og Berlingske måtte give afslag til 55 ud af 63 ansøgere.

Og sådan har det været hvert år. Og forbliver sådan.

For det giver jo sig selv; de steder, vi er blevet enige om er nice, er bare nice, og hvis man ikke får den mest nice praktikplads, så er man ikke nice.

Tænk tilbage på den første scene, vi satte i teksten. Forestil dig en uddannelse, hvor de studerende alene har fokus på undervisningen, fordi de faktisk vil lære noget.

Et frirum, hvor man kan skabe nogle gode og solide venskaber, som vil bestå lang tid efter, man er kommet ud på arbejdsmarkedet.

En tid, hvor man med ro i sindet kan prøve kræfter med forskellige medier og platforme, man normalt ikke ville have turde skæve til.

Forestil dig, at den tid, vi er blevet givet til at uddanne os i, faktisk bliver brugt på vores uddannelse og ikke på at lære at konkurrere med hinanden.

Der skal nok blive rig mulighed for at dyste med kammeraterne ude på arbejdsmarkedet, når vi endelig er ude på arbejdsmarkedet, men indtil da kan vi vælge at arbejde sammen under vores uddannelse, og i fælleskab blive til nogle gode journalister.

Vi kan jo bare trække lod. luchr15@student.sdu.dk

En eks-strissers guide til et godt forhold med politiet Morten Beese Nielsen er gået fra politimand til journalist.

Her er hans bud på, hvordan vi samarbejder bedst med ordensmagten.

Af Morten Beese Nielsen

»H

va’ fanden! Skal du arbejde for fjenden?« Det blev sagt med en humoristisk undertone af min tidligere kollega i politiet. Kommentaren bunder i, at politiet og journalister nogle gange kommer på kollisionskurs. Nu skal jeg jo selv til at være én af de her pågående og irriterende journali-

ster, så hvordan skal jeg agere for at opnå de bedste arbejdsbetingelser? Det har jeg gjort mig nogle tanker om.

Ligesom én uovervejet og dum hændelse fra en politibetjent kan stigmatisere hele politikorpset, så kan én journalist, der opfører sig som en tumpe, ødelægge det for resten.

Forestil dig journalisten, der tropper op ved politiafspærringen og kræver at passere og som selvhøjtidelig og nonchalant forventer, at pressekortet er et carte blanche til at få adgang til alle steder. Det står jo lige der på kortet: ”Giver adgang bag politiafspærring-er”. Så har man som journalist nok tabt på forhånd. Jeg tror, man kommer længere ved at udvise konduite.

Jeg vil respektere afspærringen og spørge om lov, før jeg passerer.

Der kan være omstændigheder, der gør, at pressen ikke kan få adgang bag afspærringen – ødelæggelse af spor eller en rabiesramt elefant, der er gået amok.

Jeg vil tale med betjenten. Have respekt for ham. De er jo også på arbejde, og betjente

responderer positivt, hvis de behandles med respekt. Man må gerne være pågående og lidt irriterende, men jeg vil gøre det med et gran af humor og selvironi. Det kommer man utrolig langt med.

Chancen for at politibetjenten, der står ved afspærringen, keder sig, er ret stor. Jeg vil vise interesse for ham. Jo bedre relation man får på stedet, des større chance er der for, at man lige får den ene oplysning mere end de andre journalister.

Da jeg arbejdede i Nordsjællands Politi, kom en fyr fra Local Eyes ofte ud til de voldsomme hændelser. Han aftalte altid spille-reglerne for at filme, inden han gik i gang. ”Nå, er der én af de lokale, der har drukket af natpotten

igen?”, kunne være et klassisk citat fra ham ved et større færdselsuheld. Den ironi gjorde, at vi grinte lidt sammen, og han fik ret frie rammer til at foretage sine reportager.

Jeg ved, at man kan få en masse oplysninger uden for citat ved at hyggesludre med politibetjenten på stedet. Et generelt træk for de fleste mennesker er, at man gerne vil være interessant.

Et helt konkret eksempel på dette kan være, at man spørger lidt ind til stemningen blandt bandemedlemmer i København.

Inden man får set sig om, har man en hyggesludder, hvor man får en vigtig viden om den aktuelle bandesituationen.

Jeg vil som journaliststuderende gøre mig nogle overvejelser om, hvordan jeg vil tackle politiet første gang, jeg møder dem.

De er mennesker med rigtige følelser inden under uniformen – præcis ligesom alle os andre. Så behandl dem med respekt, og du vil opdage, at de ikke er en forhindring, men en god samarbejdspartner. morni15@student.sdu.dk

Bagsiden

#Fremtidens4.StatsmagtPåRustur #HipHopFææst #VagthundVovVov

#Grills

#SlemJour

#RapBattle

#Breezer4Boyz #JourBallade

#RødSodavand #HvorErVi? #IngenKvalerLicensBetaler

Fotoserie: Laura Møller Kretz

K

ære Ældresagen

Hermed et postkort fra Jylland hvor jeg er på en såkaldt rustur, som den ubetinget ældste i selskabet. Ja, jeg havde nu foretrukket en busrejse til Harzen, men der var ikke andet for end at pakke gigtpillerne og tage med de unge larmende mennesker. Da jeg gik ombord på bussen, var der sgu ikke noget af det unge yngel, der rejste sig for en ældre herre. Vorherre bevares!

Nuvel, en øl måtte jeg jo så købe, da vi endelig kom frem. Denne skulle betales med noget, der hedder MobilePay. Åbenbart en betalingsform der benyttes over telefonen. De grinte bare af mig, da jeg spurgte hvilket nummer, jeg skulle dreje.

Normalt taler jeg kun i længere tid med apotekeren eller lægen, så jeg forsøgte at starte samtaler op med nogle af deltagerne, men emner som medicin, børnebørn og skavanker blev fejet af bordet. Derfor gik jeg tidligt i seng!

Næste morgen vågnede jeg før alle andre, og det havde vidst været en munter aften. Gulvet i gildesalen klæbede sig til fodsålerne, og der lugtede som den gang, jeg som ung knægt besøgte abeburet i zoo. Hvad pokker havde de forestillet sig? Det er typisk ungdommen at svine uden at rydde op igen – føj!

Det helt store trækplaster om fredagen var en holdkonkurrence, hvor vi blev delt ind i hold, der havde en kendt journalist som forbillede. Konkurrencen bestod af flere poster, hvor holdene skulle udføre nogle opgaver i konkurrence med de øvrige hold. Lad mig sige det med det samme: Flere af opgaverne var ikke noget for mit segment. Det eneste jeg fandt underholdende, var en gang gæt og grimasser. Det mindede mig om det herlige tv-show med Arne Lundemann og Johnny Reimar på TV 2 Charlie.

Sidste aften var der fest med et såkaldt hip hop tema. Hip hop er åbenbart en musikgenre, der mest af alt går ud på at råbe eder og forbandelser efter hinanden. Ja, jeg forstår mig jo kun på pigtrådsrock og jazz.

Næste morgen bar de unge mennesker præg af to dages indtagelse af betydelige mængder alkohol. Ja, selv én af tutorerne måtte give op og dele mavesækkens indhold med en busk.

Det står skidt til med ungdommen, skal jeg sige jer. Jeg var vidne til hedonistisk opførelse, der ikke lover godt for fremtiden. Vi må håbe, de bliver klogere med alderen ligesom mig.

Efter denne rystende oplevelse, ser jeg frem til vores årlige stavgangstur til Hærvejen med Ældresagen.

Kærlig hilsen

M

orten Beese Nielsen, 34 år

Til Ældresagen Danmark (DK)