Lixen, september 2013 by LIXEN

REPORTAGER FRA RUSTUR

Lixen Lixen

VELKOMMEN PÅ WEB-TV

TIPS FRASTART, EN NYHEDSCHEF PARAT, PANIK

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 15. årgang | 5. nummer | september 2013

Centerleder erkender: For få kvaliﬁcerede ansøgere Dygtige journaliststuderende har i år været sværere at lokke til Medietorvet. Derfor har studiet kun valgt at optage 88 studerende fremfor de tilladte 100. Søren Martin Olsen

”Vi må desværre meddele dig, at du ikke er blevet tilbudt en studieplads på journalistik.” Det har 429 ansøgere i år fået at vide, da det har knebet med at

tiltrække nok kvalificerede ansøgere. Centerleder Peter Bro har derfor udbudt 12 færre studiepladser end den tilladte optagelseskapacitet på 100 studiepladser. »Vi har savnet, at der var flere, der havde et passende højt kvalitetskrav blandt årets ansøgere. Derfor har vi sorteret flere fra, end der egentlig var plads til,« siger Peter Bro. Når Center for Journalistik har tilbudt færre studiepladser end sædvanligt, hænger det ifølge centerlederen sam-

men med, at de fra studiets side af har skærpet optagelseskriterierne. »Vi vil selvfølgelig meget gerne optage de 100 pladser, vi maksimalt må tilbyde, men vi har valgt at stille højere krav, så det er blevet sværere at komme ind på studiet.« »En mærkelig udmelding« På studiets hjemmeside fremgår det, at de 100 personer, der opnår flest point samlet, tilbydes en plads. Andreas Fløistrup er én af årets ansøgere, der

blev sorteret fra i slutspurten ved den mundtlige optagelsessamtale. Han undrer sig over studiets beslutning: »Det lyder som en mærkelig udmelding, at man siger noget og gør noget andet. Det er selvfølgelig deres valg, men jeg mener, at man burde optage de bedste 100 ansøgere, når det er det, vi er gået til prøve på.« Peter Bro forstår godt, at ansøgere der var tæt på at komme gennem nåleøjet, kan ærgre sig over de færre pladser. Han anbefaler disse ansøgere til at kontakte

ham og få individuel feedback og tips til at blive endnu bedre. »Jeg kan godt forstå, at man bliver skuffet og ville ønske, at man var kommet det sidste nyk, hvis man var nået langt i processen. Men selv om vores ideal er at have plads til 100 studerende, kræver det også, at vi har 100 mennesker, der lever op til vores kriterier.«

Læs mere på side 3

”

Ulla Terkelsen

De skarpe albuer er der masser af. De er der hele den. Non-‐stop. Side 10-‐11

2 | september 2013 | LIXEN

Indhold

Leder

INTERN

Kære nye årgang.

I denne måneds Intern kan man få gode råd fra branchens hårde negle. Gode råd var også på skemaet i dette års tysk-‐danske sommerakademi, som du også kan læse om.

Tillykke med pladsen på SDU’s journaliststudie. I år er der måske ekstra grund til at være stolt over de studiepladser, I netop er blevet tilbudt og har valgt at takke ja til. Kravene til at komme ind er nemlig blevet skærpet. Center for Journalistik kan nu føle sig mere sikre på, at I kan klare 3½ års universitetsliv, med hvad der dertil hører af skriftlige a leveringer, kompliceret radioklipning og lange tv-‐dage.

Side 3-‐5

Selv om Center for Journalistik havde meldt ud, at de ville optage 100 studerende har snakken om kvalitet frem for kvantitet vist sig i praksis. Kun 88 er blevet erklæret for knivskarpe og kvali icerede. Det er umiddelbart noget, vi kan rose studiet for. I udgangspunktet er det et stærkt signal at sende, at hvem som helst ikke bliver lukket ind i den fynske journalistfold.

EKSTERN Kan man takke ja til en sponsoreret lybillet og stadig være ua hængig journalist? Det spørgsmål stiller Lixen i denne måneds eksterne sek-‐ tion, hvor vi kigger rejsesektionerne i sømmene.

Og det hele ville være så godt, hvis nedjusteringen var nøje planlagt. Hvis nedjusteringen var et produkt af en afstemning med arbejdsmarkedet eller de manglende praktikpladser. Dette ser imidlertid ikke ud til at være årsagerne til de færre pladser på studiet.

Side 6-‐8

For Center for Journalistik ønsker dybest set at kunne udfylde alle 100 pladser. Der er bare ikke nok personer med journalistpotentiale, der har gengældt det ønske. Rekrutteringsgrundlaget burde ellers være der – kig blot på de 1575 ansøgere, der prøvede at komme ind på Journalisthøjskolen i Aarhus. Til sammenligning ønskede kun 517 at tage uddannelsen i Odense. Tænk, hvis man kunne få en lille bid af de næsten 1600 aarhusianske ansøgere til også at a lægge prøve i Odense. Men hvad skyldes, at tre gange så mange foretrækker studiet i det jyske?

PORTRÆT Hun er nok det hyppigst nævnte forbillede, når der a holdes samtaler på Center for Journalistik. Lixen har talt med dansk journalistisk jernlady, Ulla Terkelsen.

Er uddannelsen i Aarhus tre gange så god? Næppe. Hvad skyldes den store forskel i ansøgerantallet så? Geogra ien vil selvfølgelig altid spille en rolle. Og mange vil måske mene, at Aarhus alene på grund af sin størrelse er en bedre studieby end Odense. Men det kommer nu ikke kun an på størrelsen…

Side 9-‐11

Som Peter Bro i artiklen på side 3 konstaterer, er der stadig mange, der opfatter Aarhus som stedet at læse journalistik. Men den opfattelse bør der kunne rokkes ved. For vi mener heldigvis, at journalistuddannelsen på SDU er rigeligt kompetent. Her får vi prøvet kræfter med både det skrevne, radio og tv-‐mediet. Og hvem vil ikke gerne det? Vi mener, at vi burde kunne få mindst dobbelt så mange ansøgere, og at det reelt handler om at få det gode budskab om vores stærke uddannelse ud. I vores optik bør Center for Journalistik komme ud af Medietorvets skabe og tiltrække større opmærksomhed. Center for Journalistik skal simpelthen være bedre til at brande sig for at nå ud til de ansøgere, der valgte Aarhus, men ikke forsøgte sig i Odense.

FOKUS Står minderne fra rusturen en smule sløret? I denne måneds Fokus gennemtrevler vi dette års minde-‐ værdige momenter fra et brag af en rustur.

Side 13-‐17

SDU må ærgre sig gevaldigt. Universitetet får penge for antallet af elever, og hvis beløbet per journaliststuderende bare er i nærheden af den vejledende takst på 65.000 kroner årligt, går der hurtigt mange penge tabt. Prøv selv at gange 65.000 kroner med 12 elever og 3,5 år. Det er noget, der diplomatisk sagt, må kunne mærkes.

OPINION Tue Blædel, fra Pressen på P3, er på jagt efter George Bush’ telefonum-‐ mer, og en studerende prøver at lære underviserne at skrive karakterta-‐ bellen, så man ikke forveksler 7-‐tal-‐ ler med 4-‐taller i fremtiden.

Så kom i gang med at brande journalistuddannelsen på SDU. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at studiet ikke kan tiltrække 100 egnede. Det er en falliterklæring. På vegne af redaktionen,

Side 18-‐19

Carl-‐Emil og Søren

Lixen Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen dækker udviklingen og tendenserne i mediebranchen og på landets journalistuddannelser.

LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M

Søren Martin Olsen

Carl-Emil Søe

Jane Bruun Elkjær

Didde Venzel Lindholdt

Ansv. chefredaktør

Chefredaktør

Redaktør

Christina Raabæk Lindschouw

Eva Maria Trøster

Kasper Thomsen

Malte L. Nørgaard

Redaktør

Redaktør og web

Billedredaktør

www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os også på Infomedia Tryk: Arco Grafisk A/S Oplag: 1000 eksemplarer Fast skribent: Pernille Baden Obelitz Korrekturlæser: Vibeke Mikkelsen Hansen

INTERN

LIXEN | september 2013 | 3

»Vi går ikke på kompromis med uddannelsen« Færre studerende starter i år på Center for Journalistik. Niveauet blandt ansøgerne har ikke været tilstrækkeligt højt, og selv om studiet misser en del penge, nægter centerlederen at gå på kompromis med kvaliteten.

Søren Martin Olsen

En ny årgang journaliststuderende er startet på Medietorvet, og som altid er spændte studerende fra nær og jern mødt op. Men i år er der faktisk færre journaliststuderende, end Center for Journalistik havde meldt ud, at de ville optage. Den oprinde-‐ lige udmelding lød på 100 pladser, men efter årets optagelsesprøve står 88 nye journaliststuderende tilbage med en studieplads. »Vi tilbyder ikke bare 100 pladser, fordi vi kan. I år var der simpelthen ikke 100 ansøgere, der var kvali icerede nok,« siger centerleder Peter Bro. Han forklarer, at det har været en kvalitetsmæssig beslutning, der har ligget til grund for, at Center for Jour-‐ nalistik ikke har fyldt alle pladser op. »Vi har besluttet os for, at vi ikke vil gå på kompromis med uddannelsen i forhold til, hvad det er for nogle ting, man skal kunne som ansøger. Når vi kun har optaget 88 studerende i år, hænger det sammen med, at vi har skærpet optagelseskriterierne.« Sværere at studere journalistik Uden fuldstændig at ville afsløre al-‐ ting fortæller centerlederen, at de eksempelvis har gjort den mundtlige samtale sværere ved at indføre en form for veto i prøven. Det betyder, at ansøgerne i år skulle have minimum tre ud af syv point for at bestå samta-‐ len og fortsat blive taget i betragtning og kandidere til en studieplads. »Nogle af prøverne er så vigtige, at vi har vurderet, at de skulle bestås for at gå videre. Selv om man har klaret nog-‐ le af de andre prøveelementer godt, så er der nogle af dem, der simpelthen er blevet så vigtige, at de i et popu-‐

”

den, som prøven er skruet sammen på i Odense, selv om han er indforstået med, at SDU selv sætter deres spilleregler. »Jeg er fuldstændig med på, at det er vigtigt at begå sig godt mundtligt for at blive en god journalist. Det er bare vildt, at samtalen betyder så meget, når man ellers har klaret sig lere procentpoint bedre end andre ved de øvrige prøver,« siger Andreas Fløi-‐ strup. Han tænker, at nogle af årets ansøgere må stå tilbage med en ærgerlig fornemmelse ved tanken om, at 12 pladser forblev ubesatte. »Hvis jeg havde bestået den mundt-‐ lige samtale og havde ligget lige under 12,5 point, ville jeg da føle mig snydt. Når man er så tæt på at komme ind, og SDU ikke tilbyder de pladser, de havde udmeldt, må det føles uretfærdigt,« siger han. Dyrt at afvise ansøgere Fra starten har Center for Journalistik været optaget af at nå 100 studeren-‐ de hvert år. Studiet får nemlig tildelt økonomiske midler a hængig af, hvor mange studerende, det har. »Som centerleder har jeg da stærke økonomiske incitamenter til at op-‐ tage 100 i stedet for at optage 88 stu-‐ derende. Jeg har jo meget lyst til at lukke lere ind, når vi nu har pladser til det. Det er faktisk en del penge, vi risikerer at miste ved ikke at optage fulde 100,« forklarer Peter Bro. Han afviser, at de manglende ind-‐ tægter vil ramme studiet og beskriver den nuværende økonomi som for-‐ nuftig. »Man vil ikke opleve færre undervisere, manglende investeringer i teknik eller biler, som kun må køre halvt så langt. I praksis er det ikke no-‐ get, studerende eller undervisere vil kunne mærke. Det er mere et spørgs-‐ mål om, hvad overskudsgraden er for Center for Journalistik, som bliver en smule lavere.«

Vi lbyder ikke bare 100 pladser, fordi vi kan. I år var der simpelthen ikke 100 ansøgere, der var kvaliﬁcerede nok. Peter Bro, Centerleder på Center for Journalis k

lært udtryk kan være en form for ’deal breaker’ i forhold til, hvordan man kommer ind.« Spærregrænsen på mindst tre point i den mundtlige samtale blev afgør-‐ ende for Andreas Fløistrup, der med 16,1 point samlet ville have haft nok point til at bestå minimumsgrænsen på 12,5 point for at læse journalistik på SDU. Han er i dag blevet optaget på Danmarks Medie-‐ og Journalisthøj-‐ skole i Aarhus. Andreas Fløistrup er en smule uforstående over for må-‐

Allerede næste år håber Peter Bro, at alle studiets journalistpladser bliver fyldt ud, men det kommer igen an på, hvem der søger, og hvor skarpe de er, understreger han: »Mit håb er at komme op på 100 studerende. Både fordi det har stor betydning for økonomien, men også fordi jeg gerne vil sende nogle dyg-‐ tige journalister ud i verden. Jeg kan dog ikke garantere, om der bliver optaget 87, 94 eller 100. Det vil komme an på kvaliteten og styrken.«

Foto: Malte L. Nørgaaard FOR FÅ KVALIFICEREDE: Flere stole står i år tomme efter optagelsesprøven. Center for Journalistik har skærpet optagelseskriterierne og stiller derfor større krav til fremtidens journalister. For mediechefernes skyld For Center for Journalistik er det ikke nødvendigvis et kvalitetsstempel, at lere søger ind på uddannelsen. De sidste to år har man oplevet en svag fremgang af ansøgere, men det hand-‐ ler ifølge Peter Bro mere om at få fat på de kvali icerede. »For mig er det et kvalitetskriteri-‐ um, at vi har de rigtige, der søger ind. Hvis der skulle være nogle, der af lere årsager vælger andre journa-‐ list-‐, litteratur-‐ eller kommunikationsuddannelser, men som kunne have været gode journalister på SDU, så vil jeg selvfølgelig gerne have lokket dem over til os.« For at få lere kompetente jour-‐ nalistaspiranter til at søge ind på SDU, overvejer Peter Bro at se på, om ansøgerne fravælger studiet i Odense af bestemte grunde. Han nævner blandt andet, at Odense af og til kan blive opfattet som en kedelig studieby, og at lere har den opfattelse, at Journalisthøjsko-‐ len i Aarhus kan nogle særlige ting, fordi den har eksisteret i længst tid og derfor er mest kendt. I den sammenhæng efterlyser Peter Bro gode råd til, hvad man kan gøre, men tror samtidig på, at de strengere kvalitetskrav er et skridt i den rig-‐ tige retning. »Jeg tror, det er en rigtig god inves-‐ tering for branchen, hvis vi fortsat skal prøve at bestræbe os på at være en af de fremmeste uddannelsesin-

stitutioner herhjemme. Hvis vi skal bevare SDU’s gode ry og rygte, tror jeg simpelthen, at mediecheferne vil sætte pris på den grundige screeningsproces, før vi optager de stude-‐ rende.« Barren bliver derfor ikke sænket til næste års optagelsesprøve – heller ikke, hvis det igen kniber med at inde nok kvali icerede. »I sidste ende tror jeg, at de streng-‐ ere optagelseskrav er til gavn for dem, der allerede er uddannet på

SDU og dem, der er på vej til at blive uddannet, at branchen ved, at vi er knivskarpe hos os, og at vi sætter overliggeren så højt i forhold til, hvad det kræver at komme ind.« sools12@student.sdu.dk

FAKTA I 2012 blev der optaget i alt 112 journaliststuderende. Heraf 87 på bacheloruddannelsen og 25 på tilvalgsuddannelsen. Strukturelle problemer med studieformen var årsag til, at tilvalgs-‐ uddannelsen i år er lukket. Ansøgere, der normalt har søgt ind på tilvalg, har således måtte søge ind på bacheloruddannelsen i år. Tidligere måtte SDU optage 75 om året på bacheloruddannelsen, men har nu tilladelse til at optage maksimum 100 studerende om året. 88 ansøgere blev i år lukket ind på Medietorvet. Det betyder, at 429 ansøgere ik negativt svar om optagelse.

Kilde: Sekretariatet for Center for Journalistik og Lasse Mortensen, Dagsadministrationen

INTERN

4 | september 2013 | LIXEN

Cavling-vinder skal undervise første semester Cavling-vinderen Charlotte Aagaard er blevet hasteindkaldt til at undervise første semester i faget Journalistisk Håndværk.

Kasper Thomsen

En sygemelding i sidste øjeblik har krævet en hurtig reaktion fra Center for Journalistik. Centret har valgt at hente Charlotte Aagaard fra Informa-‐ tion ind til at lære de studerende på første semester at skrive. De nye studerende får en dreven journalist med 25 års erfaring fra avisbranchen. De seneste 23 har hun været på Information, hvor hun har fungeret i forskellige jobs. Blandt andet som redaktionschef i halvfem-‐ serne og krigskorrespondent i nul-‐ lerne. Da hun skrev ”vedholdende og kritisk” om Danmarks deltagelse i

Charlotte Aagaard Født 1963 Uddannet i 1988 fra DJH Ansat hos Information i 1990 Tildelt Cavling i 2003 Fellow på SDU 2012

Irak-‐krigen, modtog hun dansk jour-‐ nalistiks ineste pris, Cavling, sam-‐ men med to kolleger i 2003. Men nu har hun altså taget orlov fra jobbet hos dagbladet, og det er der en helt banal årsag til. »Jeg trænger ganske enkelt til at prøve noget nyt. Information er ikke så stor en arbejdsplads, så der er be-‐ grænsede muligheder for at rykke rundt, og ind imellem har man brug for at få inspiration. Det får jeg af at undervise,« fortæller hun. Desuden vil Aagaard gerne granske sit fag mere teoretisk, end virkelig-‐ heden tillader. »Når man arbejder som journalist, så er der en masse ting, man bare gør på rutinen. Men man glemmer af og til hvorfor, så det her er en fed chance til at se på mit fag med mere analytiske og teoretiske øjne.« Learning by doing Charlotte Aagaard er stor tilhænger af learning by doing, så de stude-‐ rende kan se frem til adskillige øvelser og praktiske udfordringer. »Det bliver ikke røv til bænk hele vejen igennem. Der bliver masser af øvelser, og jeg har ambitioner om at putte endnu lere learning by do-‐ ing-‐ting ind, end dem der allerede ligger,« forklarer hun. Når den velbevandrede journalist

skal give efterkritik på de produk-‐ tioner, de studerende laver, kan de unge journalister se frem til ligefrem og ærlig feedback. »Jeg vil bestræbe mig på at være forståelig og konstruktiv, men hvis jeg kan se, at nogen ikke har gjort sig umage... så får de det også at vide,« siger hun. »Jeg tror, man tager meget af sin personlighed med ind i den måde, man underviser og giver kritik på, og jeg er ikke så diplomatisk som per-‐ son. Jeg er meget direkte,« uddyber hun. Minimal forberedelsestid Da Center for Journalistik ringede, tog det ikke Charlotte Aagaard lang tid at takke ja til jobbet, men de ringede så sent, at hun alligevel først var på SDU, en uge inden undervis-‐ ningen skulle gå i gang. Det har givet minimal tid til at forberede sig. »Jeg har ikke læst hele pensum. Endnu. Men jeg arbejder alt, hvad jeg kan på at forberede mig, og så er jeg heldigvis ikke alene om faget. Jeg har to dygtige kolleger med masser af erfaring til at hjælpe mig,« siger hun og afviser, at den korte tids forbere-‐ delse går ud over kvaliteten af under-‐ visningen. Charlotte Aagaard skal i første omgang være på Medietorvet et halvt

Rutineret. 25 års erfaring giver Charlotte Aagaard en god ballast. år, men hun er ikke afvisende for at blive hængende lidt længere. »Lige nu er jeg bare vikar. Men jeg vil gerne undervise i en eller anden form. Om det så skal kombineres med

noget udøvende journalistik, det må jeg se på senere. Det tænker jeg ikke på lige nu,« siger hun. karan12@student.sdu.dk

Ledelse underskylder: Sjusket skemalægning Studerende og undervisere ved Center for Journalistik på SDU måtte vente længe på deres endelige skemaer til det nye semester. En ny medarbejder, underviseres særønsker og komplicerede fagbeskrivelser gjorde regnestykket ekstra svært.

Eva Maria Trøster

Studiestarten kom meget tæt på. Ti dage til studiestart, ni dage til studie-‐ start.... Men først den 20. august kunne de studerende ved Center for Journalistik på SDU få deres endelige læseplaner at se og stole på, at deres skemaer for det kommende semester lå fast. Det gav ikke de studerende meget tid til at kunne koordinere deres skemaer med arbejde, sport og musikundervisning. Noget lere af de studerende har været utilfredse med. »Det har været svært at kunne sige, hvornår jeg kunne tage vagter på arbejdet eller besøge min kæreste i London. Når jeg ikke har haft et

skema, jeg kunne stole på, har det jo været ret umuligt,« fortæller Caroline Edwards, 3. semester. Undskyldning På Center for Journalistik undskylder de mange gange for hele situationen og erkender, at det har været et stort problem. »Jeg vil virkelig beklage over for både studerende og undervisere. Situ-‐ ationen med læseplanerne er ikke noget, vi har været ude for før,« fortæller studieleder Karsten Baagø. Det var også ham, der den 20. august sendte en mail med forsikring om, at læseplanerne nu lå klar, parat og endeligt rettet på nettet til det kom-‐ mende semester. Heri lå endnu en undskyldning med et håb om, at ingen havde lidt større overlast som følge af usikkerheden omkring skemaerne. »Møgkompleks skemalægning« Forklaringen på det forsinkede ske-‐ ma er sådan set enkel, mener Mette Aistrup, der er leder for Dagsadmini-‐ strationen. Den tidligere skemalæg-‐ ger sagde op i januar, og herefter skulle det gå stærkt med at inde en ny medarbejder, der kunne lære ske-‐ malægningsprocessen fra den tidli-‐ gere medarbejder. Men det skete ikke helt som planlagt.

»Jeg skulle have været mere op-‐ mærksom på processen, hvor den nye medarbejder skulle oplæres af den tidligere,« fortæller Mette Aist-‐ rup. Hun påtager sig skylden for, at den nye medarbejder ikke havde tid nok til at lære al teknikken fra den tidligere medarbejder. »Det er svært at varetage ske-‐ malægningen for journalistik, fordi den, for at sige det rent ud, er møg-‐ kompleks. Nogle fag kører over en uge, nogle over lere uger, andre over hele semestret. Samtidig har mange undervisere også særønsker for at få undervisningen til at stemme over ens med deres fagbeskrivelser,« siger Mette Aistrup, der også undskylder for de midlertidige skemaer, de stu-‐ derende har kunnet klikke sig ind på. »Selvfølgelig er det virkelig irriterende, for jeg lagde jo planer efter det skema, som jeg troede pas-‐ sede,« siger Caro-‐ line Edwards og fortsætter: »Hvis jeg havde haft det endelige skema, kunne jeg jo have

lagt mine vagter anderledes, så jeg ikke var nødt til at bytte dem væk eller stå med lybilletter fra London, når der er undervisning de dage.« Kun i god mening »Det skyldes en misforståelse. Vi har troet, at skemaerne nu passede og derfor skyndt os at lægge dem ud. Det har kun været i god mening, så det har været rigtig ærgerligt, når vi har måttet trække dem tilbage igen, fordi det ikke har passet med lokalerne, eller der har været andre

a f v i k l i n g s m æ s s i g e problemer,« fortæller Mette Aistrup.

evtro12@student.sdu.dk

INTERN

LIXEN | september 2013 | 5

De studerende er ikke rustet til akademiske opgaver. Flere studerende er usikre på, hvordan en eksamensopgave i fag som Offentlig Forvaltning, Komparativ Politik eller Journalistisk Research skal laves. Studieleder er åben over for ændring af studieordning.

Carl-Emil Søe

Når de studerende sidder klar ved computeren til eksaminerne i de akademiske fag som eksempelvis Oﬀentlig Forvaltning, er lere i tvivl om, hvordan besvarelsen præcis skal udformes: »Vi er vant til at fokusere meget på, hvordan vi formulerer os, og at det er i et levende sprog, når vi skriver i Journalistisk Håndværk. Den fokus er der ikke i samme omfang i en akade-‐ misk opgave, men hvad forven-‐ tes der så?« Spørgsmålet kommer fra Mia Bentzen Nielsen, 3. semester. På trods af at hun har bestået eksaminerne i de akademiske fag som Komparativ Politik og Of-‐ fentlig Forvaltning, har hun haft en vis usikkerhed om udform-‐ ningen af eksaminerne. Og Mia Bentzen Nielsen er langt fra den eneste journaliststuderende med den tvivl. Også Jeppe Øvig, 3. semester, savner en vejled-‐ ning i, hvordan man skriver en

Usikkerhed. Hvordan skrives den gode opgave i de akademiske fag? akademisk opgave: »Jeg synes, det har været en stor udfordring at skulle skrive aka-‐ demisk. Vi bruger meget tid på at forsimple og skrive i et sprog, den almene dansker kan forstå, når vi laver journalistik. Det virker til at være en anderledes måde, vi skal skrive de akademiske opgaver på.« Arrangement skal a hjælpe For studieleder på Center for Journa-‐ listik, Karsten Baagø er problema-‐

tikken langt fra ny. Derfor er der taget initiativ til at imødekomme problemet på dette semester: »Vi a holder et medietorvsarrange-‐ ment den 3. december, som hedder ”Den gode opgave”. Det handler om, hvordan man løser en akademisk op-‐ gave.« Til arrangementet vil en forsk-‐ ningsbibliotekar give råd og vejled-‐ ning i, hvordan den akademiske opgave skal struktureres og skrives. Samtidig påpeger Karsten Baagø,

at den enkelte underviser har en forpligtelse til at fortælle, hvordan eksamensopgaverne løses. Han op-‐ fordrer derfor de studerende til at minde underviserne i de enkelte akademiske fag om, hvordan man skriver den gode opgave. På statskundskab har de stude-‐ rende stor erfaring med at skrive op-‐ gaver i lignende akademiske fag, som dem de journaliststuderende bliver testet i. Eksempelvis Politik, Øko-‐ nomi og Oﬀentlig Forvaltning. Poul Erik Mouritzen er faglig ansvarlig for ”Samfundsvidenskabelig metode.” Et fag, som løber over tre semes-‐ tre på statskundskab og klæder de statskundsskabsstuderende bedre på til at læse og anvende samfunds-‐ videnskabelig litteratur. Ifølge Poul Erik Mouritzen kunne en forkortet udgave af metodefaget i samfunds-‐ videnskab være et bud på en løs-‐ ning: »Man kunne forestille sig et ned-‐ graderet metodefag på første semes-‐ ter. Det ville måske hjælpe de stu-‐ derende et stykke hen ad vejen.«

hvordan du laver den gode rapport i stedet for, at vi må gå på rov hos se-‐ mestret over os.« Jeppe Øvig har selv løst de akade-‐ miske eksaminer ud fra, hvad han lærte i samfundsfag på gymnasiet. Karsten Baagø erkender, at tirsdags-‐ arrangementet er en lappeløsning. Han er derfor åben overfor et nyt fag, der skal lære de studerende skrive-‐ teknikken: »Det giver faglig selvtillid, og gør det nemmere at være studerende, hvis der kommer et decideret meto-‐ defag. Det vil kræve en studieord-‐ ningsændring, og et metodefag vil komme på bekostning af et andet fag, men jeg tror, det er den vej, det skal gå,« konkluderer Karsten Baagø og kalder medietorvsarrangementet for en brandslukningsøvelse.

csoee12@student.sdu.dk

Nyt fag kan være løsningen Forslaget fra Poul Erik Mouritzen er lig, hvad Jeppe Øvig efterlyser: »Det ville være int at blive hevet til side på første semester og få at vide,

Ingen mediejura på første semester Ledelsen på Center for Journalistik har ﬂyttet faget Mediejura til 2. semester for den nye årgang. Be- grundelsen er, at begge ju- ralektorer er på barsel. Den ændring har skabt usikkerhed blandt de studerende om, hvad de kan tillade sig.

Crelle Miguel Frendesen

Må en journalist citere navn fra en anklage? Må man tage billeder af børn i skolegårde og interviewe dem? Må man publicere billeder direkte fra Google? Svaret på disse spørgsmål gives normalt til journa-‐ liststuderende i løbet af 1. semester på Syddansk Universitet. Center-‐ ledelsen har imidlertid ændret i skoleskemaet. Når de nye journa-‐ listaspiranter begynder, skal de ikke undervises i de journalistiske juri-‐ diske rammer det første halve år, og det bekymrer nogle af de nye studerende. Fannie Isabel Couderc Pramming, 1. semester, frygter en øget mængde arbejde hjemmefra ved siden af det øvrige studie: »Hvis man ikke har nogen forhånds-‐ viden, står man på bar bund. Når jeg skal skrive artikler, bliver arbejdsind-‐

satsen større fra min side, fordi jeg ikke har bagagen til at vide, hvad jeg må og ikke må,« siger Fannie Isabel Couderc Pramming. Ingen grund til bekymring Der er dog ingen grund til bekym-‐ ring, mener Karsten Baagø. Ifølge lektoren bygger meget af medie-‐ juraen på almindelig, sund journalis-‐ tisk fornuft. Det er fuldt forsvarligt, at de studerende først får mediejura fra andet semester. Derfor skal man ikke se spøgelser over det hele, slår han fast. »Jeg tror ikke, at det bliver et pro-‐ blem. Det skal de overhovedet ikke bryde deres hoveder med. De stude-‐ rende skal bare stole på deres egen dømmekraft, og hvis de er i tvivl, kan de spørge en lærer,« forklarer Karsten Baagø og opfordrer til sindsro. Men beslutningen om den faglige rokering huer ikke alle studerende. Nystartet elev Jonas Brammer føler sig ikke helt parat til at udføre jour-‐ nalistisk arbejde endnu og ærgrer sig over, at der skal gå over et halvt år, før mediejurabogen skal gennemgås. »Jeg synes, det er en skam. Hvis jeg vil være en del af Rust, Lixen eller et tredje medie, ved jeg ikke, hvilke rammer vi arbejder inden for. Vi kan lave fejl,« fremhæver Jonas Brammer. Ifølge mediejuristen Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie-‐ og Journalist-‐ højskole er det vigtigt, at de stude-‐ rende får undervisning i rammerne, som journalister arbejder inden for

tidligt i undervisningsforløbet. Men han udviser tiltro til beslutningen og minder om, at de journaliststu-‐ derende ikke vil kunne blive bedømt på deres viden inden for de juridiske rammer. »Jeg har tillid til, at ledelsen til-‐ rettelægger det sådan, at de unge ikke kommer til at savne informa-‐ tionen. Mediejuraen kan dog ikke blive inddraget i opgaverne på 1. semester,« påpeger Oluf Jørgensen. Tager højde for manglende medie-‐ jura Netop eksamen er der blevet taget højde for. Studieleder, Karsten Baagø, fortæller, at censorerne vil blive in-‐ formeret om, at de studerende ikke har modtaget undervisning i me-‐ diejura. Eleverne kan være sikre på, at det ikke bliver et problem til eksa-‐ men, forsikrer Karsten Baagø. Da ledelsen ikke kunne skaﬀe en suppleant for de to lektorer på bar-‐ sel, besluttede Studienævnet at lytte faget et semester for at få skema-‐ kabalen til at gå op. Karsten Baagø beretter, at det er svært at inde en ledig jurist til tjansen. Hvorfor ved han ikke. Som erstatning for Me-‐ diejura skal de studerende i stedet slå op i kompendiet om Oﬀentlig For-‐ valtning, hvor de blandt andet skal terpe forholdet mellem staten, kom-‐ munerne og regionerne.

chfre12@student.sdu.dk

6 | september 2013 | LIXEN

INTERN

Overblik: Dine muligheder efter skoletid Der er en jungle af muligheder for at engagere sig ud over undervisningen p책 Center for Journalistik. Her giver Lixen et overblik:

Kasper Thomsen

INTERN

LIXEN | september 2013 | 7

Tyske bøjninger i journalistik Akademiets grammatik

Undervisning om sommeren lyder fornuftsstridigt hos de ﬂeste. Men i august tog 30 journaliststuderende alligevel imod tilbuddet om et to ugers tysk-dansk sommerakademi.

Varighed: En uge i Odense og en uge i Kiel. Transport og overnatning: betalt med støtte fra EU. Studieudbytte: Sommerakademiet gav mulighed for 10 ECTS point, såfremt delta-‐ geren består en efterfølgende skriftelig opgave. Hvem kan deltage: Alle, men de danske journalistiske tilvalgs-‐ og kandidatstuderende havde fortrinsret til at deltage, grundet uddannelsernes mindre praktiske fokus.

Christina Raabæk Lindschouw

164 kilometer er afstanden fra Odense til København. En tur mange pendlere tager hver dag med DSB. Cirka samme afstand er der fra Odense til den tyske grænse, men alligevel er det sjældent, at fynske journaliststuderende ori-‐ enterer sig mod nabolandet. Et paradoks sommerakademiet, be-‐ stående af Syddansk Universitet og Fachhochschule Kiel, satte sig for at udfordre. Det tyske og danske mediesystem rummer store forskelle i indhold og omfang. Men selvom Tyskland endnu ikke mærker samme øko-‐ nomiske pres på lokale eller lands-‐ dækkende aviser, som vi ser i Dan-‐ mark, så mener professor Tobias Hochscherf, at forskellene mellem landene vil blive blødt op i frem-‐ tiden. »Jeg ser gerne, at lere journalis-‐

Foto: Marian Pollok

Tyske-‐danske forskelle For at sætte blus under den dansk-‐ tyske netværksproces bestod sommerakademiet af 15 danske og 15 tyske journaliststuderende, der sammen var henholdsvis en uge i Kiel og derefter en uge i Odense. Begge uger var tætpakket med workshops og virksomheds-‐ besøg i dagtimerne og sociali-‐ sering under mere kulturelt af-‐ slappede former om aftenen. De studerende blev sat i tæt sam-‐ arbejde på tværs af nationali-‐ teterne, hvilket ik forskelle i jour-‐ nalistikken til at springe i øjnene. »Alting virker mere afslappet i

me. En dimension af akademiet der for mange var et højdepunkt, og som danskerne var imponerede over, var at alle produktionerne ik sendetid på en såkaldt ”Oﬀener-‐ Kanal Kiel”. Et kanalkoncept der indes i hele Tyskland, og som ta-‐ ger public service til sit yderste, idet kanalen bringer alle produk-‐ tioner borgere vil bidrage med. Fælles digital udfordring I det praktiske arbejde blev frem-‐ tidens digitale udfordringer i høj grad tydelige for deltagerne. »Vi lærte især hvordan journa-‐

fortsætter: »Men det smukke ved dette aka-‐ demi er, at alle deltagerne ikke er hinandens konkurrenter, fordi grænserne er ved at forsvinde.« Christian Möller understreger, at det ikke var akademiets mål at give deltagerne personlige svar på, hvordan deres journalistik skal klare sig i den digitale fremtid, men at det er op til den enkelte at ud-‐ vikle sine ideer og sparre i net-‐ værk. »Vi har de samme udfordringer og er basalt set i den samme situa-‐ tion. Vi vil gerne fortælle historier, mens vi tjener penge og samtidig

Foto: Marian Pollok

ter laver historier fra andre lande, og jeg tror, at man kan rapportere anderledes om lande, når man har venner eller i det mindste kon-‐ takter i udlandet,« siger Tobias Hochscherf, der underviste på aka-‐ demiet. Ifølge ham bør journaliststude-‐ rende derfor ikke holde deres journalistiske ideer bag irma-‐ murer og landegrænser. Journalister kan med fordel tage del i et europæisk netværkssam-‐ arbejde, ligesom sommerakade-‐ miet forsøger. »Måske kan det endda give job på den anden side af grænsen. Jeg mener, det er ideen med det,« for-‐ tæller Tobias Hochscherf om for-‐ håbningerne for akademiet.

Danmark. For eksempel husker jeg, at jeg så en boksepude hænge i midten af konferencerummet på Fyens Stiftstidende. Alligevel var det stadig bedre organiseret og på en måde mere professionel end i Tyskland,« fortæller en af de tys-‐ ke deltagere, Marian Pollok, om sit indtryk af Danmark. Flere danskere udtrykte omvendt en undring over det tyske medie-‐ landskab, der er langt mere til-‐ bagestående i brugen af for eksem-‐ pel sociale medier, der stadig er ildeset på public service stationer-‐ ne. Akademiet havde særligt i den første uge i Kiel et fokus på prak-‐ tisk multimedia produktion, hvor deltagerne skulle forsøge med di-‐ gital produktion på lere platfor-‐

listikken har forandret sig i den digitale tidsalder, og hvordan den ser ud i praksis, at man altid skal være ”hurtigere og bedre” end an-‐ dre,« fortæller Laura Duday fra Kiel. Hun erfarede ligesom andre af del-‐ tagerne, at der ikke er nogen nem fremtid for den digitale journa-‐ listik. Hverken hvis man spørger eksperter i Danmark eller Tysk-‐ land. Begge steder lader svaret til at være mere leksible og hårdt arbejdende journalister,. »Problemerne er stort set de sam-‐ me på begge sider af grænsen: Den digitale tidsalder. Svaret er, at der ikke er et svar, man bare kan slå op i en bog. Alle må prøve selv,« fortæller den anden tyske under-‐ viser professor Christian Möller og

beholder vores integritet,« siger Christian Möller. Det fremtidige tysk/danske sam-‐ arbejde ligger da også i hænderne på de studerende. Dette og sidste års sommerakademi, der blev i-‐ nansieret af EU som et grænse-‐ projekt, bliver ikke tildelt penge i de kommende år. Dermed skal samarbejdet fortsætte som udvek-‐ slingsprogrammer eller lignende. Et samarbejde der nu tales om på de to skolers ledelsesgange.

chhan12@student.sdu.dk

Foto: Marian Pollok

Akademiets indhold Workshops fra branchefolk og undervisere. Her kunne de studerende b.l.a. lære om radio i den digitale tidsalder, multimedia rapporting, sociale medier og værktøjer i den digitale tidsalder. Praktisk produktion på den tyske Oﬀenerkanal Kiel. Her skulle de stu-‐ derende producere ire timers live radio, en halv times tv og administrere sociale medier som Facebook, Twitter og kanalens blog. Virksomhedsbesøg på NDR Landesfunkhaus Kiel, Fyens Stiftstidende, TV2, DR og Ekstra Bladet. Her fortalte virksomhederne om deres nyheds-‐ produktion og digitale strategier.

Kilde: Underviserne på sommerakademiet

INTERN

8 | september 2013 | LIXEN

Journalister var ikke bedre i ’gamle dage’ En velkomsthilsen til de nye journaliststuderende! Journalister har det med at synes, al-‐ ting var bedre i gamle dage. Specielt mener mange, at journalistikken var bedre. Men det var den ikke – for jeg var der selv! Der var klart bedre tid i ’gamle dage’ til at lave journalistik, og det betød så desværre også, at der blev brugt utroligt meget mere tid på at drikke øl i kantinen og snakke med hinan-‐ den i arbejdstiden. Da jeg var journa-‐ listelev på DRs Radioavis blev jeg for eksempel rigtig god til at spille dart, fordi en af de uddannede journalister havde en dartskive på sit en mands kontor. (Det var dengang, man mente, at god journalistik kun laves på en mands kontorer). Det var bestemt både hyggeligt og sjovt at spille dart, men jeg kunne jo også have brugt tiden på at ringe til kilder, så mit næste indslag i Radioavisen var blevet både bedre og mere vel-‐ underbygget. Kravene til nutidens journalister er

langt højere end dengang jeg var jour-‐ nalistelev sidst i 80’erne. I dag skal journalister kunne arbejde hurtigere og bearbejde langt lere data på kort-‐ ere tid. Men sådan er virkeligheden, og det bliver kun ’værre’, som pes-‐ simisten ville sige eller endnu ’mere udfordrende’, som fremtidens jour-‐ nalister bør sige. Teknikken er heldigvis også blevet mere enkel både i den trykte medie-‐ verden og ikke mindst på tv. I dag er teknikken ofte en hjælper frem for en forhindring for journalistikken. Journalister laver selv gra ikker, kort, tidslinjer og faktabokse, hvilket er med til at formidle historierne enk-‐ lere og mere læsevenligt. Indtil for få år siden var det ekspertarbejde. Vi kan lave tv i broadcast-‐kvalitet på iPhone og redigere i et gratis pro-‐ gram hentet på nettet, uden at man behøver en lang edb-‐uddannelse for at forstå, hvordan man gør. Hurra for det. Hurra for nutiden -‐ men derfor behøver vi jo ikke glemme de bedste ting fra fortiden. Det handler vel bare om at sortere de dårlige ting fra, og videreføre det der virkelig betyder noget. Med et lidt

gammeldags ord kan det gode sam-‐ menfattes som journalistiske ’dyder’. Og hvad er så det? Det er såre enkelt: Husk altid på, at du er journalist! Det lyder banalt, men hvad betyder det i praksis, sådan helt inde ved kernen? For mig handler det om, midt i ræset, altid at være først med det sidste og at huske på sin tillærte journalistiske skepsis. Om at bevare sin nysgerrig-‐ hed, tjekke fakta og være kritisk over for det du får fortalt. Det er endnu vigtigere i dag end for 25 år siden. For i dag venter nyhedshunden ikke på, at trykpressen går i gang. Den skal fod-‐ res 24/7, og der er ikke lige tid til et spil dart, mens man overvejer næste træk. Og vent aldrig på, at nogen fod-‐ rer dig med nyt spin. Opsøg selv kil-‐ derne. Sidste formaning må være noget i ret-‐ ning af, at du husker på, at du som journalist aldrig er færdiguddannet. Kun ved hele tiden at lære nyt kan du møde fremtidens krav i en branche, der aldrig sover, og hvor de dramati-‐ ske forandringer kun lige er begyndt. Fremtidens mediekunder venter ikke på, du bliver klar til at involvere dem. De forventer, at du altid er parat.

Foto: Linda Johansen

Haagerups 5 gode råd Chef for DR’s nyhedsredaktion, Ulrik Haagerup, har givet de nyopstartede journaliststuderende på Syddansk Universitet et par gode råd, så de kan bane vejen for fremtidens journalistik.

Billigst eller bedst? Det vigtigste er for det første at tro på det. Gør noget. Brug dit engagement. Find ud af, om du vil du være bedst eller billigst? Og du er nok ikke billigst. Så hvad er du bedst til? Hvad er det, du kan, som ingen andre ikke kan?

Bliv dit eget brand Hvad er du kendt for, at du kan? Så kan det nemlig være, at den viden og det du er unik på, kan sælges til mange forskellige i din journalistiske fremtid. Hvad er det, der gør, at nogen gider betale dig en løn?

Drop vanetænkning Lad vær med at tro, du skal ind og have en karriere, som ligner andres, hvis du skal være en succes. At tro, du skal ind og være ansat på et dagblads kulturredaktion. Der bliver meget få af den slags job i fremtiden.

Skab din egen biks Det kan være, du skal holde foredrag, lave noget på print, lave udsendelser du kan sælge, eller du kan lave din egen YouTube-‐kanal. Der er mange muligheder.

Gå efter guldet Brug tiden på studiet på at få de rigtige værdier og redskaber, og ind så ud af, hvad er det, jeg brænder så meget for, at jeg kan blive én af de bedste til det? Og gå så efter guldet.

Fotos: Malte Nørgaard

EKSTERN

LIXEN | september 2013 | 9

Ingen rejsejournalistik uden invitationer Rejsestoffet i store dagblade som Politiken, JyllandsPosten og Berlingske Tidende er populært som aldrig før. Rejserne er dog ofte ikke ﬁnansieret af medierne selv, men derimod rejsebureauerne. Medierne understreger, at de på trods af de betalte ture, stadig kan være kritiske. Så har læserne nogen grund til at være skeptiske?

Carl-Emil Søe

”Kom med til Grækenlands fedeste ferieø” eller ”Smag på Spaniens specialiteter”. De appetitvækkende overskrifter får mange læsere til at fordybe sig i de store dagblades rejse-‐ sektioner. Hvad læsere af rejserepor-‐ tagerne måske også noterer sig, er efterskriften i mange af artiklerne: ”Berlingske var inviteret til Kreta af Apollo”. ”Politiken var inviteret til Me-‐ xico af Star Tour”. Invitationerne bety-‐ der, at medierne har fået betalt enten hotel, lybillet eller kost. Nogle gange alle tre ting på en gang. Og det kan være et problem. De betalte ture er nemlig ikke i overensstemmelse med de journalistiske idealer om objekti-‐ vitet og ua hængighed. Det mener Morten Skovsgaard, der forsker i ob-‐ jektiviteten blandt journalister: »Rejsebureauernes invitationer harmonerer i k ke m e d d e n klassis-‐ ke forståelse af objektivitet, som jour-‐ nalistikken bygger på. Vi er klart ude i en gråzone.« Ifølge Morten Skovsgaard er det en formildende omstændighed, at avi-‐ serne skriver, når de er inviteret, men fortsætter: »At medierne skriver, at de blev

inviteret, gør dem jo ikke automatisk mindre ua hængige, og derfor er det int at rejse en principiel diskussion.« Redaktionschef for Politikens for-‐ brug, herunder rejsesektionen, Anette Claudi, står gerne ved, at avisen takker ja til invitationsrejser og er opmærksom på de habilitets-‐ problemer, det kan give: »Derfor skriver vi i objektivitetens og åbenhedens tegn, at vi blev invi-‐ teret. Samtidig er det kun vores egne journalister, der rejser af sted, når vi inviteres. Det gør vi for at sikre os, at der ikke er nogle forhåndsaftaler mel-‐ lem journalist og rejsebureau.« Hun understreger, at der aldrig er nogen form for aftale om indhold mellem redaktion og rejseselskab. Økonomien er afgørende Men hvorfor overhovedet tage imod invitationer der kan så tvivl om en avis’ ua hængighed og objektivitet? For Politiken er det et spørgsmål om økonomi: »Hvis Politiken bare vadede i penge, ville vi sige nej tak til invitationerne, men på rejseområdet tillader vi invi-‐ tationer, for det frigiver ressourcer til selve journalistikken. Uden invi-‐ tationerne ville vi ikke kunne dække lige så mange steder i verden,« siger Anette Claudi. At rejsejournalister får turen betalt er langt fra et nyt fænomen. Det på-‐ peger mangeårig medieiagttager og

terer medierne nemlig ikke, selv om rejsen er betalt af Star Tour, fortæller deres salgschef Stig Elling. For ham ligger værdien hos rejsebureauet i, at et af deres rejsemål bliver nævnt: »Vi er glade for den omtale, som det giver at sende medier til for eksem-‐ pel Kos. Vi får fokus på et feriemål, som vi har ly til, og måske bliver folk inspireret til at tage en tur derned,« forklarer Stig Elling.

Balancegang. Medierne skal holde en hårfin balace. Illustration: Simon Mørk journalist Lasse Jensen: »Ligesom biljournalistik altid har været delvist inansieret af bilbran-‐ chen, har rejsejournalistikken altid være inansieret delvist af rejsebran-‐ chen,« fortæller han. Ifølge Lasse Jensen er rejsejourna-‐ listikkens a hængighed af betalte billetter og hoteller principielt betæn-‐ kelig, men han mener også, at man må være realistisk: »Journalister skal gerne være 100 procent ua hængige, og medierne skal selv betale for det, de skriver om. Men medierne er også en industri, der altid vil være a hængig af interessenter. Medierne er ikke frie og idealistiske, og man kan også hæve det idealistiske lag så højt, at man ikke kan nå jorden.«

Mange kritiske historier Anette Claudi forstår dog godt, at man som læser kan undre sig over, at Poli-‐ tiken lader sig invitere. Hun under-‐ streger, at Politiken ikke er mindre kritiske over for de rejse-‐ og lysel-‐ skaber, der betaler for Politiken. »Vi skriver mange kritiske historier om Norwegian og SAS, også selv om vi bliver inviteret af dem. Vi ville først have et problem den dag, vi stoppede med de kritiske historier, men jeg har det int med invitationerne, så længe vi er åbne om dem og over for læseren gør opmærksom på, at vi blev invi-‐ teret,« konstaterer Anette Claudi. Et af de rejsebureauer der inviterer medierne med på pressetur, er Star Tour. Star Tour har imidlertid ikke nogle krav til, hvad medierne skriver om en given destination. Det accep-‐

»Det skal nok blive opdaget« Men risikerer medierne ikke at lade sig styre af, hvor rejsebureauerne har destinationer til? Det mener Anette Claudi ikke: »På redaktionsmøderne vurderer vi på baggrund af en journalistisk prio-‐ ritering, om en invitation er relevant. Alternativt tager vi selv kontakt til et lands turistbureau og beder dem lave en pakke til os, der er relevant for Politikens læsere.« Anette Claudi minder også om, at Politiken selv betaler for en stor del af rejsejournalistikken. For eksempel når avisens faste korrespondenter laver rejsereportager«. Lasse Jensen mener heller ikke, at der er den store grund til bekymring. Han er fortrøstningsfuld på rejse-‐ journalistikkens vegne. »Hvis en journalist træder over grænsen og viser sig at være i lommen på et rejsebureau, skal det nok blive opdaget. Særligt nu hvor aviserne i stigende grad skriver, hvem der har betalt for turen. Læsere og andre journalister kan læse, hvem der har givet turen, og det gør, at journalist-‐ erne skal anstrenge sig endnu mere for at være ua hængige og kritiske.« csoee12@student.sdu.dk

Det journalistiske transfermarked Rygter og transfersummer har de sidste måneder været fodboldverdenens store samtaleemner. Historier om klubbernes spillersalg har prydet mediernes sportssektioner i stor stil. Men det er ikke bare i fodbold, jobskift kommer under mediernes projektørlys.

Jonas Sivkær Pettersen, 3. semester

Salg af fodboldspillere har de seneste måneder fået sportsjournalister til at ligge vandret. Journalisters jobskift er dog også noget, der optager medierne, og det er ikke bare nichemedier som Journalisten.dk og Mediawatch.dk, der fortæller om de seneste ”handler” på det journalistiske transfermarked. Dagblade som Politiken, fortæller også om journalisters karriereskift. »Vi formidler kun jobskift, hvis det har relevans for samfundet generelt set, eller hvis vi internt får en ny redaktør. Det skal have relevans for vores læsere,« siger navneredaktør hos Politiken, Peter Thygesen. Kender ikke til læserinteresse Da Politikens musikentusiaster for et år siden kunne læse om avisens nye musikredaktør, Pernille Jensen, blev de præsenteret for en ung, musikglad

fynbo, der ofte motionerer med musik i ørerne i ”et svedigt bodybike-‐lokale”. Selv om Pernille Jensen blev portræt-‐ teret med mindre musikrelevante detaljer, mener Peter Thygesen, at det altid er relevant og væsentligt for læs-‐ erne at høre om avisens nye redak-‐ tører. Han kan dog ikke svare på, hvor stor læserinteresse der er om artiklerne. »Om det er noget, læserne læser, ved vi ikke. Vi ved bare, at navnestoﬀet generelt er et meget populært stof-‐ område. Vi bringer ikke noget, vi tror, folk ikke vil læse. Det, vi bringer, bringer vi, fordi det har relevans,« siger han. Jakob Albrecht, der er ansat som journalist på Journalisten.dk, kender til tendensen med, at jobskift inden for branchen ofte bliver omtalt i de brede nyhedsmedier, og at det ikke kun er topjournalisters karriere-‐ spring, der optager dem. »Nogle gange kan man godt undre sig over, om historierne overhovedet interesserer læserne. Det må det åbenbart gøre, siden medierne bliver ved med at skrive om det,« siger han.

Pro ilering af journalister Ifølge Jakob Albrecht tror mange journalister, at det de selv synes er spændende at skrive om, også er spændende for læserne. Men sådan forholder det sig ikke nødvendigvis, mener han. At jobskift i branchen overhovedet kommer på dagsordenen på medi-‐ ernes redaktionsmøder, skyldes også andre ting. Ønsket om pro ilering af journalister er en af dem, mener Jakob Albrecht. Jo mere læserne, seerne eller lytterne kan identi icere sig med journalisten, desto lettere kan de være at fastholde, mener han. Især hos tv-‐medierne er der stor fokus på pro ilering. »Tv-‐stationerne har gjort sig mange tanker om det. De vil gerne have, at deres mest pro ilerede journalister optræder i forskellige sammen-‐ hænge, hvor deres ”kendthed” bliver holdt ved lige,« siger Jakob Albrecht. Barca-‐trøjen udskiftet Johannes Langkilde er blandt landets mest pro ilerede journalister. Da det i februar kom frem, at han ville skifte rollen som nyhedsoplæser på

TV2 ud med et korrespondentjob hos DR, blev skiftet berørt af alle nyhedsmedier. Selv udtalte han, at det var som at skifte Barcelona-‐trøjen ud med ærke jenden Real Madrids. Politiken bragte også nyheden om Johannes Langkildes skifte til tv-‐rival-‐ erne. Peter Thygesen understreg-‐ er dog, at det ikke

er alle jobskift, der kommer i be-‐ tragtning til dagbladets sider. »Blot fordi man er medlem af Jour-‐ nalistforbundet og skifter job, giver det ikke nogen særstatus hos os«, lyder det fra Peter Thygesen. jpett12@student.sdu.dk

PORTRÆT

10 | september 2013 | LIXEN

Foto: Malte L. Nørgaard

Mellem støvregn og kugleregn Hun har været journalist i 46 år, og dækker alt fra kongebryllup til kugleregn. Eventyreren Ulla Terkelsen sidder aldrig stille, men skal altid være klar til at tage et ﬂy mod verdenshistorien.

Didde Venzel Lindholdt, Malte L. Nørgaard

Hun bor i Paris og har rapporteret fra Irland til Kabul, men Lixen møder hende i TV2’s kantine på Sydhavnen. Det er en eftermiddag, hvor regnen stille siler fra en gråsort himmel. Her sidder hun i læ, men sådan er det langt fra hver dag. Hendes job består i at beskrive verdens-‐ historien. Beskrive når fred bliver til krig. Når stilhed bliver til storm. Ulla Terkelsen ønsker dog ikke selv at være en del af verdenshistorien. Hun vil ikke huskes eller hyldes for noget efter sin død. »Jeg tror ikke, journalister bliver husket. Journalister skal ikke huskes: De er ’here today, gone tomorrow.’ Journalistikken er en del af den dag-‐

lige virksomhed og ikke en del af det evige liv. Journalistik er noget, man laver i dag,« siger Ulla og fortsætter: »Jeg har godt nok skrevet nogle bøger, men de kommer nok næppe til at præge verdenslitteraturen. Det er nogle sjove indtryk fra et sjovt liv.« Derfor synes hun heller ikke, at journalister skal huskes efter deres død: »Det er meget få journalister, der bliver husket. Sådan skal det også være. Det er slet ikke

”

hurtigt skal fra A til B. »Rastløsheden giver mig helt klart noget i forhold til journalistik. Det er vigtigt. Ellers så kan du ikke rykke hurtigt. Hvis du hellere vil sidde på en bænk på din bondegård, og kigge på at solen går ned over marken, så skal du ikke være journalist, vel?« spørger hun retorisk. Nysgerrigheden og eventyrlysten har altid væ-‐ ret en del af Ulla. Da hun var 19 år, lyttede hun

ville jeg være opdagelsesrejsende,« smiler Ulla. Mellem tid og sted Ulla Terkelsen er en travl dame. Derfor har Lixen fået præcis én time til at interviewe hende. Gen-‐ tagende gange under interviewet kigger hun på kantineuret, så hun er sikker på, at tiden ikke løber fra hende. Netop tiden er afgørende som journalist, hvis man spørger Ulla.

Rastløsheden giver mig helt klart noget i forhold til journalistik Ulla Terkelsen, korrespondent

meningen, at de skal huskes. Det er jo ikke som at være præst eller grundlægger af en bank.« Når hun taler, samler hun hænderne, så de pink-‐ lakerede negle titter frem, for derefter at ryste hænderne og atter samle dem igen. Hun har siden barndommen haft en løs nerve i kroppen. En rastløshed, som ikke vil lægge sig. Men denne løse nerve er en god ting, når man

til Polen, som på daværende tidpunkt var en del af Sovjetunionen. Her boede hun nogle år, mens hun lavede radio. Senere lyttede Ulla til London, New York og Berlin og lysten til at opleve er stadig intakt »Hvis jeg ikke var blevet journalist, så ved jeg ikke, hvad jeg var blevet. Opdagelsesrejsende måske? Det siger min søn altid. Nu er der ikke så meget at opdage mere, men for 200 år siden, der

»En god nyhedsjournalist skal kunne skrive noget, som er rigtigt, og fyre det af ret hurtigt.« Hastigheden er ekstremt vigtig faktor i en verden, der bevæger sig hurtigt, påpeger hun: »Det ligger i journalistikken, at det skal gå hur-‐ tigt, selv om noget af internetjournalistikken til tider kan gå lidt for hurtigt.« Det stadigt opskruede tempo generer hende ikke, men hastigheden i journalistikken er

PORTRÆT noget, der har ændret sig meget, siden dengang Ulla Terkelsen som ung skrev på skrivemaskine hos Demokraten i Aarhus: »Da jeg var ung researchede, man ikke på inter-‐ nettet som i dag. Der gik man ud på lageret, hvor der var en masse store brune poser. Dér i var der udklippede avisartikler, hvor datoen var skrevet med blæk,« forklarer hun. Det, at arbejde og researche hurtigt uden at lave

”

LIXEN | september 2013 | 11

Den store konkurrence betyder også, at det kan være svært at holde helt fri i et job som kor-‐ respondent: »Jeg har fri nogle dage – som for eksempel i dag. Godt nok er jeg på min arbejdsplads, men for det første så skulle I komme, og så kan jeg ikke modtage mails på min telefon. Det er pisse-‐ irriterende.«

Da jeg var ung, researchede man ikke på internettet som i dag. Der gik man ud på lageret... Ulla Terkelsen, korrespondent

fejl, er dog kun én af få ting, som en dygtig jour-‐ nalist skal kunne. Sproget er også ekstremt vig-‐ tigt at mestre, hvis man vil gøre sig forhåb-‐ ninger om at kunne begå sig i en branche, hvor ambitioner og armbevægelser er store: »Sproget bliver man god til, hvis man læser god, klassisk litteratur. Verdenslitteratur. Dostojev-‐ skij og Thomas Mann. Det SKAL læses.« Men også verdenshistorien er vigtig at kende, hvis man skal dække kon likter i verdens brand-‐ punkter, forklarer Ulla Terkelsen: »Du skal kunne Europas historie, men du skal også kunne verdenshistorien, hvis du vil have en mulighed, skal du forstå de historier, du dækker, i en sammenhæng.« Selv om meget kan læres, er alle journalister ikke lige gode. Nogen journalister er bedre til at levere hurtige og præcise historier end andre. Især de britiske og amerikanske journalister beundrer Ulla Terkelsen. Hun lægger dog heller ikke skjul på, at hun også er stolt over staben hos det nyhedsmedie, som hun var med til at starte i 1988. »Alle journalisterne på TV2 Nyhederne er selv-‐ følgelig også virkelig dygtige,« siger hun og bryder ud i latter. Men ét personkarakteritika er fælles for den go-‐ de journalist. Et begær for at viden, og en lyst til at fremprovokere spørgsmål ved enhver given lej-‐ lighed. »Nysgerrigheden er den absolut vigtigste driv-‐ kraft som journalist. Gennem nysgerrigheden kommer indlæringen også, men man må forstå, at journalistik ikke kommer til en, bare fordi man stikker en inger op i luften.« Korrespondenter i kamp At være korrespondent er ikke et job for folk, der ikke tør bruge deres albuer, når den bedste historie skal leveres. Konkurrencen blandt verdens korrespondenter er nemlig stor, men det er ikke noget, der bekymrer Ulla Terkelsen: »Det er en konkurrence hele tiden. Det er no-‐ get af det, der holder en i gang. Og at blive holdt i gang er det vigtigste.« At konkurrencen kan være hård, betyder at pennen altid skal holdes i den rigtige hånd, hvis ikke duellen med de andre korrespondenter ikke skal tabes: »For at vinde konkurrencen forsøger man at være så god og så hurtig som muligt, have så godt sprog som muligt og være så præcis som muligt,« forklarer Ulla Terkelsen. Og det skal gå stærkt, hvis ikke man vil over-‐ hales indenom af de mange konkurrenter: »Det handler om at komme først. Gribe tele-‐ fonen først. Trykke på knappen først. Og fyre den af hurtigst muligt,« fortæller Ulla Terkelsen. Den evige fejde korrespondenterne i blandt be-‐ tyder også, at der bliver skubbet, når den bedste historie skal leveres hurtigst muligt: »De skarpe albuer er der masser af. De er der hele tiden. Non-‐stop.«

En gang i mellem bliver der dog koblet helt af, indrømmer Ulla: »Jeg holder fri ind imellem. Absolut.« Nomade i byernes by At være korrespondent byder på mange udfor-‐ dringer, og mange timer om året bruges rundt omkring i verden. Det betyder dog ikke, at en fast base ikke er en nødvendighed. Hjemmet har Ulla fundet i kærlighedens by, Paris: »Jeg slog mig ned i Paris af private årsager, men jeg kunne ligeså godt bo i London. Det handler om at bo et sted, hvor man mærker pulsen.« Storbyens puls er dog ikke den væsentligste årsag til, at Ulla har valgt at slå sig ned i den franske hovedstad: »Det vigtigste er, at der er en stor lufthavn, så jeg kan komme hurtigt afsted,« forklarer hun. Når lyveren letter, og Ulla rejser ud i verden, må hun ofte overnatte på hoteller. Men det er ikke noget, der går den berejste kvinde på. »Der er også mange forretningsfolk og sports-‐ folk, der bor meget på hotel. Det ser jeg som et meget almindeligt fænomen blandt moderne mennesker,« forklarer hun. Der skal dog mere end hotelsenge og receptio-‐ nister til at give en erfaren korrespondent hjem-‐ længsel. Følelsen af at være udenbys er ikke no-‐ get, der generer hende. »Jeg har ikke rigtig brug for en hjemmefølelse, når jeg bor på hotel. Den følelse har jeg jo, når jeg er i mit hjem. Jeg har et glimrende hjem. I’m happy,« siger Ulla og smiler, Ordene bliver de sidste fra Ulla, inden hun en sid-‐ ste gang sender et blik mod kantineuret og sig-‐ er ”Nu er klokken vist fem.” Inden længe er Ulla Terkelsen forsvundet ud af kantinen og væk i TV2’s kontorbygninger. I morgen letter lyveren igen. Verdenshistorien venter ikke.

Foto: Malte L. Nørgaard

dilin12@student.sdu.dk maltn12@student.sdu.dk

Fakta 1963-‐1967: Studerende ved universitet i War-‐ szawa. 1964 -‐1967: I lære hos den tidligere Aarhu-‐ sianske avis Demokraten. 1967-‐1987: Udenrigskorrespondent for Dan-‐ marks Radio. 1987 – Var med til at starte TV2 op. 1991 – Ridder af Dannebrogordenen. 1992 – Krigskorrespondent ved TV2. 2007 – Vinder af Publicistprisen. Kilde: kvinfo.dk

Foto: Malte L. Nørgaard

EKSTERN

12 | september 2013 | LIXEN

Ekstra Bladet satser stort på web-tv Ekstra Bladet har succes med deres web-tv. Så meget at de nu sætter markant ind på reality og sportsklip, der skal være med til at skaffe ﬂere faste seere.

Jane Bruun Elkjær

Når du klikker på eb.dk, er det ikke kun webnyheder, du kan inde. Du kan og-‐ så inde videoklips. Fra 2011 til 2013 har de fordoblet deres klipvisninger fra ire millioner til cirka otte million-‐ er. Thomas Stokholm, der er tv-‐redak-‐ tør på Ekstra Bladet, er ikke i tvivl om, hvorfor tra ikken er vokset. »Vi er blevet bedre til at gøre, det vi gør,« forklarer han. Der har været lere bølger inden for

udviklingen af web-‐tv generelt, på-‐ peger Rune Michelsen, der er journa-‐ listisk lektor og ekspert inden for web-‐tv. »Selv om medierne startede med at lave længere indslag, som brugerne kendte fra traditionelt tv, så var de hurtige til at spotte, at det ikke var nødvendigt at overproducere. De var allerede opmærksomme på, at inter-‐ nettet nogle gange tillod meget små, korte og rå tv-‐klip,« fortæller han. Et nyt kvantespring Ifølge Rune Michelsen lever medier-‐ ne lige nu i en tid, hvor alle de eta-‐ blerede dagblade er nødt til at genop-‐ inde sig selv og begynde at prioritere at lave digitalt indhold på en måde, som de ikke har været vant til tidlig-‐ ere. Denne udvikling er Thomas Stok-‐ holm opmærksom på. Ekstra Bladets web-‐tv er nemlig ved at tage et nyt kvantespring. I takt med at tra ikken

Flere formater på web-‐tv Nyheds-tv: Nyheds-‐tv er oftest klassisk indslag med speak, interviews og dæk billeder, sommetider blot speak og billeder. ”Se det ske”-‐tv: Her ser modtageren det, der sker, som kan foregå i længere form. Råklips-‐tv er den del af ”se det ske”-‐tv, hvor man ser det hele. Det er oftest forholdsvis uredigerede og rå produktioner, nogle gange tilført en simpel, for-‐ klarende speak. Ugeblads-tv: Produktionerne kan både bestå af klip og indslag, med fokus på kendte og kongelige. Talking Heads: Det er web-‐mediets mulighed for at kommentere, analysere og bringe holdninger. Længden af disse produktioner varierer meget. De talende hoveder i indslaget/klippet er oftest optaget i en halvnær med en fast sløret baggrund. Den eneste redigering er i start og slut.

på eb.dk vokser, går webmediet imod nye tiltag. »Der vil komme lere programforma-‐ ter, mere live, lere programmer in-‐ den for sportsnyheder og underhold-‐ ning. Studiet vil blive bygget større. Og så vil vi begynde at sende ugentligt på faste dage og tidspunkter, i ste-‐ det for at sende en gang imellem,« fortæller Thomas Stokholm. En ”almindelig” tv-‐station Med de nye tiltag vil Ekstra Bladets

Stokholm at udbygge. »Formålet med web-‐tv er at tilbyde vores brugere noget, som de gerne vil have. Vi skal selvfølgelig se, om vi kan stjæle nogle af de seere, der ligger på det traditionelle tv,« fortæller han. Reality bliver en realitet Selv om de små, hurtige klip har dre-‐ vet tra ikken på Ekstra Bladets web-‐ tv, så er det ikke nok for tv-‐redaktøren. Han mener, at de kan skabe endnu me-‐ re tra ik ved at skabe faste formater.

Ekstra Bladet, www.ekstrabladet. tv Opstartsår: 2007 Antal medarbejdere: 3 fastansatte, 1-‐ 2 praktikanter, diverse freelancere, der leverer ad hoc til siden. Teknisk setup: Optager på alt fra iPhone 4 over familie camcorders til Panasonic kameraer, der koster mel-‐ lem 15.000-‐30.000 kr. Har desuden et studie til at optage faste program-‐ mer og live-‐tv.

”

Inden for web-‐tv skelnes der mellem ”indslag” og ”klip” – forstået på den måde, at indslag er, hvor man bruger ressourcer, går til den i redigering og har mange kilder med. Førhen blev der oftere lavet indslag, mens der i dag bliver lavet lere klip, som er små rå enheder, hvor man ikke gør særlig meget ved dem. Rune Michelsen, journalistisk lektor og ekspert i web-tv

web-‐tv, ifølge Thomas Stokholm, komme til at opføre sig som en almin-‐ delig tv-‐station. På deres egen måde. »Vi har ikke de budgetter som tv-‐ stationer har. Hvis de bruger fem mil-‐ lioner kroner på et program, så vil vi bruge tyvetusinde,« forklarer han. Tv-‐redaktøren påpeger, at deres for-‐ nemmeste opgave er at inde tabloid-‐ formater inden for nyhed, sport og underholdning, som de kan eksekvere hurtigt, og som deres seere gerne vil have. Ekstra Bladets web-‐tv er Dan-‐ marks største tabloid web-‐tv-‐sta-‐ tion, og den position ønsker Thomas

Et af de formater er en ny realityserie, som kommer til efteråret. »Det har vi valgt at gøre, fordi det falder lige ind i vores målgruppe. Det er lige præcis det, som folk efterlyser. Vi er rigtig gode på underholdning. Derfor skal vi forsøge at skabe noget underholdning på web-‐tv, som passer dertil. Og det bliver så på Ekstra Bladets måde. Noget som ikke er set før,« forklarer han. Ny sportsaftale er vedtaget Ud over reality-‐tiltaget har Ekstra Bladets web-‐tv-‐medie indgået en afta-‐

le med TV3 Sporten. De har nu fået ad-‐ gang til alle deres sportsrettigheder. »Det har betydet, at vi på nogle om-‐ råder inden for sport er lysår foran vores konkurrenter. TV3 Sporten har valgt at dele deres sportsrettigheder med os, fordi vi har den massive tra ik på eb.dk. De vil gerne have deres indhold ud at vandre på lere platformer. Og det kan vi hjælpe dem med,« forklarer Thomas Stokholm, der pointerer, at de, på trods af de nye formater og tiltag, stadig vil bibe-‐ holde deres små, hurtige videoklips.

Mumlen skal undersøges i medierne Et nyt projekt kan forandre den danske sprogpolitik i medierne. Det skal nemlig undersøge, om det er ren volapyk eller fuldstændig forståeligt, når de velkendte nyhedsstemmer ﬂyder ud af radioen og fjernsynet. Mumler de for meget, eller er det okay at mumle, så længe vi alle gør det?

Pernille Baden Obelitz, 3. semester

Sta-‐vel-‐ses-‐kan-‐ni-‐ba-‐lis-‐me. Snub-‐ besyge. Vi sluger vores egne ord, me-‐ ner lere sprogeksperter. Det er ble-‐ vet moderne, og det huede ikke den nu afdøde professor i mediesprog; Peder Skyum-‐Nielsen. Og tydelig ar-‐ tikulation var da også engang den korrekte norm blandt journalister i radio og på TV. Men det er blevet for-‐ ældet. Nu taler værterne som den gængse dansker. Som nyhedsformid-‐ lere skal vi nemlig tale direkte til folket og ikke ned til dem. Men er det

nu gået så vidt, at vi ikke længere kan forstå, hvad der bliver sagt? Det skal en undersøgelse, foretaget af sprog-‐ forskerne Michael Ejstrup fra Dan-‐ marks Medie-‐ og Journalisthøjskole og Jonas Nygaard Blom fra Center for Journalistik på Syddansk Universitet, vise. »Vi har en formodning om, at folk har relativt let ved at forstå sproget. Det er jo også derfor, at vi alle er i stand til at tale med hinanden,« siger Jonas Nygaard Blom, som er den ene halvdel af den sproglige duo bag un-‐ dersøgelsen. Balanceret oplæsning Hypotesen er, at det ikke er noget pro-‐ blem for befolkningen at forstå, hvad der bliver sagt i nyhedsoplæsningen. På Center for Journalistik underviser Jonas Nygaard Blom de journaliststu-‐ derende i, at der skal være en balan-‐ ceret oplæsning, hvor artikulationen skal være tydelig, men også naturlig. »Men spørgsmålet er jo så, om vi bare kan tillade os at tale helt natur-‐ ligt. Hvis alle folk kan forstå det, hvor-‐ for så ikke bare gøre det?« DR’s sprogredaktør, Martin Kristian-‐ sen, er enig. Han mener ikke, at DR’s værter har et mumleproblem. For selv om de får klager over sproget, så føler de ikke, at der er et problem med for-‐

ståelsen. »Hvis folk mumler, så er det også okay, at vores værter mumler. Men med et lidt højere niveau,« mener Martin Kristiansen. I DR’s sprogpolitik er det tydeligt beskrevet, at stavelseskannibalisme er bandlyst, da det er vigtigt, at folket skal kunne forstå, hvad der bliver sagt. Men hvis denne undersøgelse viser, at værter kan mumle, uden at det går ud over forståelsen, så kan den traditi-‐ onelle sprogpolitik blive taget op til alvorlig overvejelse. »Det er en rigtig spændende under-‐ søgelse, og det bliver interessant at se resultatet. Sproget har ændret sig meget i Danmark, og jeg synes ikke selv, det er svært at forstå.« Ændringer kan være på vej Det er ikke bare hos DR, at sprogpoli-‐ tikken kan ændre sig med resultatet af undersøgelsen. Også på journalist-‐ uddannelserne kan det skabe store forandringer. »Det vil jo ikke give nogen mening at uddanne generation efter generation af journalister, der skal tale på en be-‐ stemt måde, der i virkeligheden viser sig slet ikke at være hensigtsmæs-‐ sigt,« slår Jonas Nygaard Blom fast og dermed varsler store ændringer i mediesprogsundervisningen a hæn-‐

gigt af undersøgelsen. I undersøgelsen vil svarpersonen blive stillet over for 17 oplæste sæt-‐ ninger, hvor det skal tilkendegives, om man forstår sætningen. Hvis du endnu ikke har taget testen, kan du gøre det på: www. videnskab.dk/sprogtest

– der mangler især svarpersoner fra Bornholm. Resultatet forventes oﬀentliggjort i foråret 2014. peobe12@student.sdu.dk

DR’s Sprogpolitik 1. Klart og forståeligt sprog Man skal kunne forstå, hvad der bliver sagt og skrevet i DR’s programmer og på DR’s netside. Men nok så vigtigt vil DR påtage sig et medansvar for den samfundsopgave, der består i at gøre nye og utrænede brugere af det danske sprog, fx. børn og indvandrere, til aktive og kompetente sprogbrugere. Derfor er stavelseskannibalisme, forkert vokalfarve og mudrede konsonanter ikke kun et problem i forhold til de af landets læserbrevsskribenter, der interesserer sig for sprogbrugen i DR. Den tidligere tyske leder af Goethe-‐instituttet i København, Christoph Bartmann, beskrev en gang danskerne som det folk, der altid siger ”Hva’ siger du?” til hinanden. I DR’s programmer skal det danske sprog kunne forstås uden supplerende undertekster. Dette er et uddrag af DR’s sprogpolitik.

FOKUS: RUSTUR

LIXEN | september 2013 | 13

En mere borgerlig årgang Velkommen til Medietorvet. Har du problemer med at huske, hvem der er hvem fra din nye årgang? Eller måske er du ikke selv helt klar over, hvem du dansede med på rusturen? Så kan Lixen give dig et hurtigt overblik over den typiske journalist-russer på Syddansk Universitet anno 2013.

Jane Bruun Elkjær

Kære Russer, Du er 21,1 år gammel og har nu slået dig ned i den fynske hovedstad. Du er mere i kon-‐ takt med din feminine side end fuldskægget. Du begår dig bed-‐ re på sjællandsk jargon end jordnært jysk eller syngende fynsk. Og så går du efter ”nul huller” -‐ du undgår nemlig kaf-‐ fe og smøger. Du er splittet, når det kommer til politik. Du står nemlig ifty-‐ ifty mellem Margrethe Vest-‐ ager (R) og Lars Løkke Ras-‐ mussen (V). Når dagens ny-‐ hedsjunk skal indtages, er du ikke i tvivl. Du vælger klart Politiken – men du gider ikke betale for at få den i postkas-‐ sen. Du har ikke fået sprøjtet de journalistiske evner ind gennem modermælken, ej heller på akademiske vis. Lixen uddelte et spørgeskema under årets rustur. I alt har 70 nye journalist-‐ studerende deltaget i undersøgelsen. Der starter 88 nye studerende på Center for Journalistik.

Illustration: Cordula Vorstrup Hahn

FOKUS: RUSTUR

14 | september 2013 | LIXEN

FOKUS: RUSTUR

Cirkus Rustur tager på vildt eventyr Fredag den 6. september 2013 var dagen, hvor de nyudklækkede journaliststuderende på SDU skulle på rustur. Denne oplevelse kan allerbedst beskrives som et cirkus fyldt med fest og ﬁnurligheder. ste gang cirkusset er samlet til tur. Dyrepasserne har kun givet ét hint: Det bliver sjovt! Rebecca Cywan, Josephine Fogsgaard, 1. semester

Foran universitetet holder to busser. Dyrepasserne genner cirkusdyrene sammen i to lejre – klar til at stige om bord på busserne. Aber, elefanter, søløver – selv giraffer – tripper spændt ved tanken om hvilke oplevelser, de går i møde. Dyrene går med nysgerrige blikke tættere sammen og bemærker de ukendte lugte. Det er før-

Illustration: Cordula Vorstrup Hahn

Om bord på bussen har dyrepasserne medbragt en helt bestemt trylleeliksir, der gør, at dyrene bliver en smule fjollede og meget udadvendte. Den spændte stemning bliver løsnet op, og dyrene snuser pænt hinanden bagi. Snakken går i gang, og dyrene lærer hinanden at kende gennem en venskabelig speed-dateting. Spørgsmålene står dyrepasserne for, så det eneste

dyrene skal, er, at svare hudløst ærligt og drikke masser af trylleeliksir. Begge dele er noget, som dyrene mestrer. Værste date, scoringsret, sex med samme køn – alle spørgsmål, der er med til at begejstre de opstemte dyr. Bussen kører ind ad en smal grusvej. Træernes grene hænger over vejen og rammer svagt bussens vinduer. Dyrene vender hurtigt blikket mod vinduet for at betragte naturen. Aberne må stå på tæer, mens giraffen må bøje nakken for at skimte udsigten. Endelig er

bussen fremme. De er nået frem til Destination X. Titanic går til grunde Dyrenes oppakning bliver læsset på deres rygge, og de vender snuden mod staldene. Så snart hø og halm er blevet fordelt, løber dyrene af sted for at tilsnuse territoriet. Elefanterne tordner mod søen for at nå en hurtig dukkert, mens løvinderne slikker det sidste af aftenens sol. Diverse handyr puster sig op i et forsøg på at tiltrække sig hunner. Gryderetten bliver sat på bordet. Det er tid til fodring. Mørket falder på, og trylleeliksirens fulde virkning er sat ind. Dyrepasserne har vilde planer i vente. Dyrene skal blandt andet fremføre en nutidig version af Titanic (læs: Kvindelig Jack over for mandlig Rose). Men hvad der burde være en yndefuld og romantisk opvisning, ledsaget af Celine Dions skønne røst, ender i stedet i en klodset og pinlig situation. Abeskrig, hestevrinsk og kattejammer fylder rummet, idet opstillingen kollapser. Dyrene kommer på benene, og det minder mest om Bambi på glatis.

Tour de Skattejagt Dyrene er ikke udbredte a-dyr og har svært ved at komme ud af fjerene lørdag morgen. Den kvindelige cirkusdirektør må derfor træde i aktion og med baldrende grydelåg vække de udmattede dyr. Da dyrene endelig kommer op på tå, pote, hov og luffe, træsker de med slæbende lemmer hen til morgenmaden. Efter morgenmaden afslører cirkusdirektøren og hendes assistenter dagens begivenhed. De skal på skattejagt og bliver derfor inddelt i grupper efter dyrerace. Dyrene er vilde af begejstring og har allerede fremstillet kreative kampråb, som de vil fremføre ved hver post på skattejagten. Løverne fremfører en dyrisk pyramide og brøler i takt, mens delfinerne imponerer med finnespjæt og rytmisk delfinbjæffen. Dyrepassernes favorit er dog elefanterne, der står med klappende forben over hovedet og håner med sangen: ”Ele – Ele – Ele- Ele – Faaant – Ele-faaant – Elefaa-ant”, i bedste fodboldmanér. Skattejagten bliver skudt i gang, og dyrene spæner af sted. Hver gruppe skal i fæl-

FOKUS: RUSTUR

LIXEN | september 2013 | 15

FOKUS: RUSTUR

salen er spækket med konfetti, og musikkens toner omgiver de feststemte dyr. Dyreshowet består af en opvisning, hvor dyrene konkurrerer om den bedste udklædning. Dyrepasserne vælger tre favoritter: Kaninen Egon Olsen, giraffen Cruella de Vil og slangen Jørgen Ege. Finalisterne viser sig frem på scenen, mens dommerne voterer. Spændingen lyser ud af dyrenes øjne, da dommerne råber i kor: »Og vinderen er… Kaninen Egon Olsen« Foto: Malte L. Nørgaard

lesskab gennemføre forskellige poster og i sidste ende vinde den hemmelige præmie. Dyrene går op i konkurrencen med liv og brøl. De fleste poster indeholder trylleeliksiren, som dyrene efterhånden er blevet afhængige af. Ved en af posterne skal den ene cirkushest gennem en forhindringsbane for at hente en flakse trylleeliksir. Cirkushesten er så trængende efter den læskende drik, at hun i sin iver vrider om i sit muskuløse – knap så smidige – hesteknæ og ender med alle fire hove i vejret. Cirkushesten bliver derefter kørt på dyrehospitalet i fuld udrykning. De resterende dyr fortsætter ufortrødent, da de er opsatte på at vinde skattejagten.

Dyrepasserne står ved målstregen og anskuer gennem kikkerter, hvem der kommer først i mål. Langt i det fjerne anes to konkurrenter: Aberne og elefanterne. De to hold forsøger sveddrivende og med tungen halsende ud af munden at overhæle hinanden. Elefanterne må til sidst erkende, at de er for tunge bagi til at indhente de sprintende og livlige aber. Dyrepasserne jubler aberne i mål og overrækker dem præmien – de har vundet en tur i badeland! Trylleeliksir forvandler dyrene Resten af dagen drikker dyrene tæt af trylleeliksir og bliver i godt humør til aftenens store dyreshow. Dyrene får besked på at udklæde sig i skurketøj, og dyrepasserne følger med på moden. Fest-

Masser af trylleeliksir bliver langet over disken, og gulvets brædder giver efter under de mange dansende dyrefødder. Læskedrikken gør dyrene snøvlede i talen og bringer kærlige vibrationer frem i rummet. Da festen er på sit højeste, hænger dyr ned fra lof-

tets træbjælker, mens andre kaster mudder. Udenfor danser girafferne regndans, og løverne løber eliksirstafet. Et af dyrene får ﬁngrene i en bøtte kaffe og forveksler indholdet med livretten, chokolade. Det resulterer i en voldsom uheldig koffeinforgiftning og endnu et besøg på dyrehospitalet. Dyrene skråler med på sangen ”Vi er de vilde kaniner med meget lange ører”, og festen varer til den lyse morgen. Cirkusdirektør går i spagat Søndag morgen har dyrene lidt ondt i pelsen og har brug for en ordentlig omgang brunch. Kaninerne er stadig i hopla og har endnu ikke forlagt trylleeliksiren. Cirkusdirektøren prøver ivrigt at belære kaninerne om sin smidighed ved at gå i spagat op ad en stolpe. Det

skal siges, at cirkusdirektøren selv har nydt godt af den populære trylledrik, hvilket har påvirket hendes koreograﬁ en smule. Da hendes knæ svarer igen med en knasende lyd, indser cirkusdirektøren, at hun har overvurderet sine egne evner. Med knækket stolthed og benet i skinne må hun holde den kvæstede cirkushest med selskab. Høet og halmen bliver fejet sammen, og dyrene kaldes til tælling. Skønt trætheden tynger, er der stadig gejst hos dyrene. Cirkusset er slut for denne gang, men næste år er det på banen igen. Det bliver vildt. recyw13@student.sdu.dk jofog13@student.sdu.dk

Foto: Malte L. Nørgaard

FOKUS: RUSTUR

16 | september 2013 | LIXEN

Da Sønderjylland blev til Rusland Rusturens højdepunkt kastede ruskuldet ud på sønderjyske græsgange, hvor spindoktorer og politiske kovendinger lurede på udfordrende poster. En klapjagt på en politisk skandaleminister, der blev en skurkefest værdig.

Christina Raabæk Lindschouw

Russerne rejser rumperne fra de hårde træstole og løber ud på græsset. Lørdag eftermiddag og rusløbet 2013 starter med lyden fra en Star Tour reklame, der pumper indbydende ud over brændenælder og brædde-‐ hytter. Selv om sønderjyske marker ligger langt fra sand i Sunny Beach, varmer et nyt ruskuld ivrigt op i det fugtige græs. Svælget smøres med kampråb, kildevand og andre præsta-‐ tionsfremmende midler. Det skal til, når man står foran et journalistisk svendearbejde i at udvikle politiske spindelvæv. Inddelt i journalistiske redaktioner spæner russere af sted med deres nye sammenbragte familie. De skal opklare baggrunden for en politisk nyhed, som supertutorerne har sned-‐ kereret med skurkeagtig præcision. Et sygt politisk spin, hvor en ministers rockerrelationer og sexpartnere skal in iltreres for at komme indtil skan-‐ dalens kerne. Ikke så jernt fra Chris-‐ tiansborg igen. Den journalistiske ivrighed impo-‐ nerer fra start. Som moderne fami-‐ lier inder redaktionerne hurtigt en alphahun og et rødglødende decibel-‐ niveau. Der skal fedtes, råbes og tonses igennem poster for at nå til de afgørende kilder, der giver adgang til sandheden om den politiske skandale.

Popcorn og pornopost »TV, TV, TV, TV toooooo« gjalder det udover spejderfaciliteterne, og lyden udpeger eﬀektivt en af de stærke redaktioner med kraftige stem-‐ mebånd og masser af kampånd. De stikker med glæde hovedet i solcreme og munden til en fodskrællet banan. Også Ekstra Bladets redaktion viser journalistisk tilpasseevne, da de med smitsom glæde knalder balloner på pornoposten. Det er sådan, man vir-‐ kelig kommer ind til de slibrige skan-‐ daler. I den ædle sportsjournalistiske dis-‐ ciplin ”ølstafet” falder de første per-‐ sonlige ofre. En rundtur koster et styrt med tilhørende knæk i benet, og der arrangeres hurtigt sygetransport af ædruvagterne. Det skal ikke blive første gang, rusturen koster lemmer. Efter to timer begynder de politiske brikker at falde på plads. For nogle redaktioner i hvert fald. Enkelte tu-‐ torer falder for fristelsen og skruer op for de saftige detaljer, da de ager-‐ er kilder. Men som i den politiske virkelighed kan det være nødvendigt at sortere i diverse homorygter. Redaktionerne mødes til artikel-‐ skrivning, og duften af selvsikker sejrsrus spreder sig langsomt i luften. Overskuddet melder sig, og redaktion Ramasjang sætter krudt i den jour-‐ nalistiske formidling. Hvem har sagt, politik er mere kompliceret end en pixibog? Kappeklædt Toto-‐dans Lørdagskylling og dertilhørende su-‐ perbuﬀet ruller på bordet. Transport-‐

stykket er besejret, og tilbage er vild dans mod klimaks. En fest, hvor alle får lov at te sig fra deres ondeste side iført fuldt skurkeskørt. I små klumper ankommer russere til den velkendte spisesal, hvor enkelte tutorer blærer sig med heldragts-‐ kostume-‐alá-‐skurkebanan-‐i-‐pyjamas og Daltonbrødrene. Heldragtskonceptet bliver dog hur-‐ tigt fortrudt, da Toto sættes på, og en hed cirkeldans starter. Dansegulvet vælter sig i lakklædte kattedamer og en kæmpe bjørnebande, der alle inder fællesfodslag i et band, der hittede før deres fødselsattest. I et ædrueligt øjeblik kårer supertu-‐ torerne Cruella de Vil og den kvin-‐ delige Egon Olsen som de bedst ud-‐ klædte foran en lettere skuﬀet Jørgen Ege. Men alvoren varer kort, for dan-‐ segulvet sættes igen i gang med en spagatsalut af Peter Blæsild. Der twerkes og trampes i de sene nattetimer, hvor musikken blandes med (u)passende druklege, der giver anledning til triumferende råb af ”SÆD” ”FISSE” og ”SÆD”. Blomsten af journalistisk ungdom presses til det yderste og enkelte falder for den søde stemning af Mojo Jojo drinks. I græsset bliver skrevet beskeder med knæklys. Journalister har ingrene på nyhedspulsen, selv om hjertet slår hurtigt, og morgensolen hilser på. Grøn Gajolkerne Rusen ebber langsomt ud søndag ef-‐ termiddag. Tomme øjne stirrer stift på telefoner, og der bliver lavet bunke-‐ put for at pleje tømmermænd og

manglende tagdække. På tredjeda-‐ gen er det kun den hårde kerne, der kan samle sig om den grønne Gajol. Supertutor Stine Væde Lykkebos stemme skærer som et rustent søm gennem luften. Folk vender sig mod den velkendte lyd af rockmama for at høre en annoncering, men det viser sig at være endnu en sag for skadestuetransporten. Stine har, som tutorer før hende, forsøgt sig med en spagatsalut op ad et gyngestativ. Det giver turens andet kropsknæk. Med en mild pillepromille når Stine storsmilende tilbage til afgangen mod Odense. I busserne giver Mads og Rusmonopolet gode råd og får i

sidste øjeblik arrangeret en bagstiv blinddate for en heldig fyr. Lad os håbe, pigen også føler sådan. Hjulene på bussen drejer hurtigt rundt og sender udkørte russere i favnen på de barmfagre tjenere på Heidi’s Bier Bar. Grillmaden glider langsomt ned, og trætheden viser sit udslettende spor på antallet af russere, der bliver tilbage. En lille vedholdende skare når dog et sidste kampråb og et sejrsskrål, da Ekstra Bladets superknaldere kåres som vindere af det journalistiske rusløb 2013. chhan12@student.sdu.dk

FOKUS: RUSTUR

LIXEN | september 2013 | 17

Svendborgs bollepiger dikterer regeringens hashpolitik Justitsministerens forhold til ludere med forbindelse til rockergruppen Satans Skurke, er årsag til en pludselig tilbagetrækning af regeringens legalisering af fri hash i Danmark. Af Rusturens redaktion 4

Ekstra Bladet kan helt eksklusivt afsløre, at den netop afgåede justits-‐ minister Martin Svendborg, gennem længere tid, har haft seksuel omgang med lere ludere fra rockermiljøet. Det fortæller Brian Langeskov, der fungerer som alfons i rockermiljøet. Rockerne er stærkt imod en lega-‐

lisering af hash, da de under den netop overståede prøveperiode, har mistet mange indtægter på salget af hash. Flere kilder inder det sand-‐ synligt, at det emne er blevet for-‐ handlet, når ministeren og Henning ”Duen” Glamsbjerg over et glas sher-‐ ry, lere gange har mødtes med rock-‐ erkongen ”Duen”. Kilder tæt på rock-‐ ermiljøet fortæller, at Martin Svend-‐ borg er blevet afpresset af ”Duen” til at stoppe legaliseringen af hash, mod ikke at blive afsløret for seksuel om-‐ gang med Brian Langeskovs ludere. Økonomisk svindel i ministeriet Kilder tæt på Justitsministeren afslø-‐ rer samtidig, at der er store huller i

To tutorers tilbageblik

Var der noget I frygtede gik galt? Didde: Ja. Vi arrangerede et løb, der kombinerede underholdning og journalistik. Det kunne let være gået galt. Og i baren, havde vi udvidet med rigtig mange drinks. Så man kan sige, at hvis folk ikke havde købt drinks, så havde vi været på den. Stine: Vi kunne have gjort det meget

lettere for os selv, men vi ville gerne sætte barren og standarden højt og lave det til en virkelig vild tur. Hvordan gik det så med løbet? Stine: Det gik over alt forventning, vi tænkte, at der var 90 procents chance for at løbet ikke virkede. Men det lykkedes, og jeg tror ligeså meget det handler om russernes indstil-‐

Justitsministeriets regnskaber. Økonomichef for Ørbæk koncernen Emil Svendborg, Martin Svendborgs storebror, har hjulpet Justitsministe-‐ ren med økonomisk svindel, fortæl-‐ ler lere kilder. Overfor Ekstra Bladet har kilder afsløret, at der er blevet overført mistænkelige beløb fra justitsministeriet til en hemmelig konto i England. Til dette havde hver-‐ ken Justitsministeren eller hans sto-‐ rebror nogen kommentar. Cheﬀor-‐ skeren for den netop oﬀent-‐ liggjorte rapport der ligger til grund for regeringens tilbagetrækning af lovforslaget om fri hash i Danmark, James Richard Middelfart, der bor i England er gammel slof med Emil

Svendborg fra deres tid på Herlufs-‐ holm kostskole. Seniorforsker Shaun Newcastle, der også er tilknyttet forsk-‐ ningsprojektet fortæller, at han ikke kan nikke genkendende til rap-‐ portens resultater: »De resultater du præsenterer mig for her, kan jeg overhovedet ikke nikke genkendende til. Tværtimod peger forskningen peger i den anden ret-‐ ning, fortæller han.« En uvildig undersøgelse er blevet sat i gang, for at klarlægge om justits-‐ ministeren kan gøres ansvarlig for at manipulere med rapportens resul-‐ tater, samt opklare om han har ladet sig afpresse af rockergruppen Satans Skurke.

ling. Hvis ikke de havde været med på den, havde det ikke været fedt. Hvor mange timer har I lagt i forberedelserne ? Stine: Det har taget mange timer. Didde: Altså jeg tror, at på hele rus-‐ turen, der har vi nok brugt omkring 50 timer. Stine: Ja, men det er også svært at måle timer, for meget af tiden, går med, at der er nogle småting, der bare ligger i baghovedet og gnaver lidt. Didde: Men vi har været gode til at sige, ”okay det er søndag, og vi har alle sammen tømmermænd, så vi køber ind og laver vild tømmer-‐ mandsmad. Og så sidder vi og laver vagtplansliste”. Stine: Vi har jo haft det megasjovt sammen, og det har været en kæmpe fordel, at Peter, Didde og jeg kendte hinanden fra start og kommer rigtig godt ud af det med hinanden.. Hvad har været det mest udfordrende? Stine: Det har helt klart været bud-‐

gettet og så har det været det, at når man skal arrangere sådan noget her med så mange mennesker, så er du også bare a hængig af mange andre. Altså fx. så ringer Albani på dagen, hvor vi skal af sted og siger: »Vi kan ikke give jer noget køleskab alligev-‐ el.« Lige pludselig stod vi til ikke at have noget køleskab og en bar med varme øl på hele turen. Didde: Man har ikke kontrol over det. Hvordan synes I, at dette års rustur adskiller sig fra sidste års? Stine: Det har været vigtigt for os, at få noget journalistik ind i det, så det var derfor, vi lavede det her spil, hvor de virkelig skulle i gang med at lave noget. Man kan sige, at vi har krævet mere af russerne, end der blev gjort på vores rustur sidste år. Har I nogle gode råd til dem, der skal være tutorer næste år? Stine: De skal lade være med at gå i spagat lodret op ad et gyngestativ for det første. Og så skal de sørge for at

Om vinderartiklen “Ekstra Bladet”-‐redaktionen har skrevet artiklen efter deltagelse i dette års rusløb. Informationerne i artiklen, som de fandt undervejs i løbet, skulle de efterfølgende skrive en artikel ud fra. Under pres fra promille og deadline. Artiklen vandt for at ramme mange rigtige detaljer og sin mål-‐ gruppe. Lixen har redigeret artiklen til dette nummer.

lave et hold, hvor der er nogle, der er lidt mere strukturerede end an-‐ dre. Altså, vi var da strukturerede, men vi er også alle tre sådan nogle med kæmpe ”ja-‐hatte” på. Så det har været svært at handle ind og svært at begrænse os, for vi synes alle tre, at alting er en virkelig god ide. Vi kunne godt have brugt nogle, der stod med nejhatten og sagde ”venner, de der hoppebolde er en virkelig dårlig ide”. Og så skal de være bedre til at fordele det ud. Didde: Helt klart. Jeg har taget det med mig, at man skal have nogle rol-‐ ler fra starten af. Er I lettede nu? Stine: Meget. Men jeg vil sige det har været sjovt, også selv om vi har været tæt på at lå hovederne af hinanden et par gange. Didde: Vi har også lået hovederne af hinanden. Stine: Ja det har vi gjort, men jeg vil stadig sige, at hvis jeg blev spurgt, så ville jeg gøre det igen.

OPINION

18 | september 2013 | LIXEN Postkort fra enfortæller SDU’er En praktikant

Hej SDU, her går det godt. Og jeg har også godt nyt til jer. Arbejde slår studie, hver dag! Hvis I spørger mig (og det har I jo gjort). Så glæd jer. Og det siger jeg ikke, fordi jeg havde en dårlig studietid, jeg hyggede mig skam int og lærte også noget. Men at lave journalistik til rigtige mennesker, frem for til Jens Franck og andre undervisertyper, er bare mere tilfredsstillende. Desuden er det rart at få punkteret forestillingen om, at verden roterer omkring Krasniks seneste interview, at alle planlægger deres aften efter 21:30’eren, anser stillingen som redaktør på Lixen på niveau med generalsekretær i FN, og at en praktikplads på Politiken er eneste adgangsbillet til Shangri-‐La. Og hvad man nu ellers får bildt hinanden ind i den der massepsykose på Medietorvet. Nej, folk går heldigvis op i andre ting, og derfor er det jer, der skal fange deres opmærksomhed med vedkommende og skarp journalistik. Så uanset hvor I kommer i praktik og senere arbejde, så gi’ den gas, insistér på jeres egne ideer, og råb op når der er noget, som ikke er i orden. For det er jer, der skal sparke noget fornyelse ind i den her branche (Okay, der kastede jeg lidt op i min egen mund. Men det er stadig sandt). Har lovet at skrive lidt om mine jobs indtil videre, og hvad jeg roder med for tiden: Jeg er ikke en af de dér ’lige-‐ siden-‐min-‐første-‐danske-‐stil-‐har-‐jeg-‐vidst-‐at-‐jeg-‐ville-‐være-‐journalist-‐og-‐om-‐ti-‐år-‐er-‐jeg-‐den-‐nye-‐Bildsøe-‐type’. Derfor har min karriere indtil videre også været temmelig rodet. Efter praktik på P4København freelancede jeg på P1, bagefter blev jeg ansat på P4København, der efter udlånt til Aftenshowet, så orlov i to år hvor jeg læste en Master i kommunikation i London, så P3Nyheder, og altså nu Pressen på P3. I øjeblikket bokser jeg blandt andet med vores nye nyhedskoncept i programmet, hvor vi forsøger at lave nyhederne som en dialog frem for oplæsning. Nogle gange ender det som tåkrummende indstuderet replikker, men når det virker, så bilder vi os selv ind, at folk lytter mere. Desuden forsøger jeg at få et telefoninterview med George Bush, så hvis nogen kender nogen, der kender nogen, så giv mig lige et kald. Kærlig hilsen Tue Blædel

Meninger

Hvorfor er udenadslære lig med den bedste studerende? ad. Og jeg synes ikke, det er fair, at netop dette fag anses som almen paratviden for de journaliststude-‐ rende. Kasper Larsen, 3. semester

Jeg forstår ikke formålet med eksa-‐ mensformen i faget Offentlig Forvalt-‐ ning. Faktisk er jeg ikke helt sikker på, hvad den eksamen beviser? Tester den min forståelse og evne til at re-‐ lektere over pensum, eller tester den i virkeligheden min evne til at memorere det? Jeg tænker selvfølgelig på den lille detalje ved eksamen, at man ikke må medbringe hjælpemidler. Ingen bøger. Intet pensum. Ikke en gang en håndskreven note. Samtidig har vi kun haft kendskab til Offentlig For-‐ valtning i otte uger med emner som Centraladministrationens politisk-‐ administrative opbygning, norma-‐ tive vektorer, offentlige budgetter, samspillet mellem staten, regioner-‐ ne og kommunerne og New Pub-‐ lic Management. Grunden til at jeg sidder og brokker mig i hjørnet bagefter er, fordi jeg ikke føler, at dén eksamensform på nogen måde passede til faget eller stoffet. Det er nogle helt urimelige krav, at vi skal kunne huske alle modeller og de nye begreber fra pensum uden-‐

Min egen forberedelse til eksamen gik mest ud på at skrive huskenoter til stoﬀet. Jeg lavede en lang liste med samtlige emner, begreber og mo-‐ deller, som jeg terpede i dagene op til eksamen. Burde jeg så ikke være i stand til bare at naile den, tænker I? Nej, jeg var sgu ikke i stand til at huske det hele. På et tidspunkt under eksamen forsøgte jeg at danne min huskenote for øjnene af mig. Jeg tænk-‐ te, at hvis jeg bare kunne forestille mig rækkefølgen af emnerne, så ville indholdet nok også dukke op et sted i min hukommelse. Det hjalp ikke sær-‐ lig meget. Når man kigger på årgangens gen-‐ nemsnitskarakter, der blev 3,8 (hvoraf 34% har fået 02), har jeg en følelse af, at jeg nok ikke sidder helt alene. Nu nager tanken mig, at hvis vi i det mindste måtte bruge pensum, kunne vi have klaret det bedre. Det var ikke fordi, jeg ikke havde læst det i forvejen. Men jeg indrømmer gerne, at faget var nyt for mig, og at eksamen i sidste ende nok bare mest blev en test i at huske det hele. Mere end det egentlig drejede sig om at forstå og re lektere.

Personligt tænker jeg, at denne ek-‐ samenform er en kunstig opstilling af nogle urimelige krav, som man sjæld-‐ ent møder lignende i det virkelige liv. Hvornår har du ikke sidst haft brug for at slå noget op? Enten i bøger eller på nettet? Jeg kan godt forstå, at man ønsker at bekæmpe plagiat og snyd. Så der-‐ for er det okay for mig, at man ikke har adgang til internettet. Men er det snyd at kunne medbringe pen-‐ sum eller egne noter, (som vi gerne må have med til andre eksaminer) når jeg en time inden eksamen havde adgang til materialet? Måske er det mig, der piver. Jeg ven-‐ ter i hvert fald spændt på at forstå, hvorfor at oldnordisk udenadslære af hele pensum er det samme som en dygtig studerende. Især når jeg føler, at Oﬀentlig Forvaltning måske ikke bør være den gængse journalists spidskompetence. Man har ovenfra bestemt, at et antal af eksaminer skal være uden hjælpe-‐ midler. Men det synes jeg egentlig ikke, er nogen god forklaring. kaspl11@student.sdu.dk

OPINION

LIXEN | september 2013 | 19

Meninger

Dumpet i ordenskarakter Her er et studie, der går ud på at lære at skrive smukt. Til gengæld skriver underviserne selv så rædsomt, at ingen tilsyneladende kan læse, hvad der står.

Stine Lykkebo, 3. semester

”TV-‐karaktererne er oppe!” skriger min telefon midt i juli, da jeg endelig har erhvervet mig croissant + café au lait + free wi i på en hjørnecafé i Paris. Endnu en af de hurtige havde spottet opdateringer på SDU Selvbetjening. Jeg havde glædet mig til den karakter. Tv-‐eksamen havde budt på både blod, stress og dårlig junkfood, men resultatet var endt med at være blevet som et nyfødt barn. Tvivlsom farve og med et brækket kraveben, men mor synes, det er fantastisk! Jeg logger ind, og der er det. Et kæmpe-‐ stort 4-‐tal!

Mener de det? Historien var da god: McDonald’s slipper for at betale medarbejderne overarbejdstillæg, ved at få dem til at skrive under på, det er frivilligt, at de bliver en time længere. Bevares, kinden er måske på forhånd placeret i lussinghøjde, når man prøver at fælde McDonald’s, og vores doku-‐ mentation var ikke stærk nok. Men alligevel, point for forsøget? Gnavent får jeg brændt min croissant og kaﬀe ned i selskab med min mak-‐ kers besked: ”Hey Stine. Hvordan er det gaaet med haandvaerk? Jeg ik 7..” Har han fået syv??! 7? HVAD SNAK-‐ KER DE OM! Kasper er da ikke et hak bedre end mig! Okay, han er da ret god til det med lyd, og hans speak var da også ret sprød. Men stadig, jeg var da også en fremragende vært?! Bittert, men hul i dét, nu holder jeg ferie! Den 28. september får vi feedback af Karsten Baagø på en mail. Dog siger den det, jeg allerede vidste: ringe dokumentation men ellers int! Ingen kommentarer om karakterforskellen.

kers karakter. Ved de resterende ka-‐ rakterer har man kunnet bilde mig hvad som helst ind. Der vinder auto-‐ riteten alligevel over mit eget selvværd.

Jeg spørger derfor selv, og svaret lyder, at der er sket en fejl ved indscanningen, og at vi da begge skulle have haft syv. Efterfulgt af endnu en mail: “Bare lige så du selv kan se -‐ sådan ser du ud -‐ du er ikke noget kønt syn :-‐)” Godt så! Vi har et problem. Enten er studiet simpelthen gået ned på scanningsudstyr, eller også skriver vores undervisere og censorer for grimt. Og her sidder jeg tilbage med spørgsmålet: Hvem af os var det lige, der gik i den gamle skole med optegnede kladdehæfter og ordenskar-‐ akterer? De har med garanti skrevet lere blækregninger i hånden end jeg. I det mindste var jeg heldig, at jeg kunne sammenligne med min mak-‐

Jeg stoler blindt på studiet, men mange af karaktererne kan tilsyneladende være ukorrekte på grund af en fejla læsning hvad er chancen for, at jeg er den eneste, der er for grim til at blive læst? Jeg må indrømme, at jeg både til Re leksionseksamen og Oﬀentlig Forvaltning gik ud med en særdeles ud-‐ mærket fornemmelse i maven -‐ og i princippet kunne 02 vel egentlig godt forveksles med en 12’er? Moralen må være, at man ikke altid skal stole på sine karakterer. Måske det faktisk kan betale sig at stille spørgsmålstegn ved det skuﬀende, elektroniske udfald. -‐ Og som en sidebemærkning kunne samtlige undervisere og karakternotarer jo lige udfylde det øvelseshæfte, jeg har været mig så fri at lave. Skriv efter mig, som jeg har gjort til højre: stlyk12@student.sdu.dk

...at det er i orden at aﬂyse sin undervisning, hvis man har skudt sig i knæet med en harpun. - Jeppe Øvig, 3. semester

...at Simon og Maria laver en vanvittig god Karrygryde. - Martin Lorentsen, 1. semester

…at Center for Journalistik skal ansætte nye mennesker til at lave skemaer fremover. - Mie Borggreen, 3. semester

... at det for en pendler er stramt at ende i et nattog fyldt med Bombay-indere, der har deres livs fest. - Niels Vedersø Østergaard, 1. semester

…at 20 koffein-indholdige Tempts er for meget på en aften. - Mikkel Eskelund, 3. semester

... at det er Morten Bank der er inde i Toto. - Annika Raunstrup, 3. semester

... at DSB-kontrollører, som smider én hen på klapsæderne på trods af, at toget er helt tomt, bare fordi man har købt en klapsædebillet, skulle se at få sig noget andet at gå op i! - Rebecca Cywan, 1. semester

…at Martin Pilgaard bør få et diplom for at være den studerende, der har deltaget i ﬂest rusture på samme studium. - Ulrik Baltzer, 5. semester

... at tre deadlines på samme ting er to for mange. - Kristian Pedersen, 1. semester

Bagsiden