Den tidlige skriveudvikling Skrivevejen bygger også på den forskning som Bente Eriksen Hagtved har beskrevet i bogen Sprogstimulering. Tale og skrift i førskolealderen, Alinea 2004, og den følgende beskrivelse af skriveudviklingen er skrevet på baggrund af hendes fremstilling af den tidlige skriveudvikling. Den seneste forskning har påvist at de tidlige trin i skriveudviklingen, det præfonetiske og det semifonetiske trin, er af stor betydning for udviklingen af den alfabetiske skrivning. Det er også påvist at udviklingen er præget af regelmæssighed, og at udviklingstrækkene er genkendelige hos børn med forskellige modersmål og i forskellige lande, og at udviklingstrinnenes rækkefølge er ganske stabil. Skriveudviklingen kan inddeles i forskellige fortløbende stadier hvor hvert stadium har sine kendetegn i form af de strategier børn på trinnet anvender når de forsøger at udtrykke sig skriftligt. Hvert stadium er karakteriseret ved én dominerende strategi, men det betyder ikke at børn på det pågældende stadie kun benytter sig af denne ene strategi. Tværtimod vil børn benytte sig af flere forskellige strategier på hvert af udviklingstrinnene, men hvert trin har sin dominerende strategi som har givet navn til trinnet. Præfonetisk skrivning Når et barn begynder at skrive, sker det ofte som en efterligning af noget det har set andre gøre. Barnet har set sine forældre, søskende eller andre skrive noget og set hvilke bevægelser de foretager sig under skrivningen, og nu ønsker barnet at gøre det samme. I begyndelsen som ren efterligning af situationen hvor barnet skriver streger, kruseduller og andre skriblerier. At der er en sammenhæng mellem lyd og skrift/bogstaver er barnet endnu ikke nået til at forstå, og derfor kaldes hele dette udviklingstrin for det præfonetiske trin. Barnet leger, og derfor benævnes denne skrivning som legeskrivning. Men det er en leg der rummer perspektiver, for barnet demonstrerer en forståelse for at skrift kan formidle et indhold ved hjælp af symboler. Efterhånden lægger barnet en betydning i sine skrevne tegn, og på et tidspunkt vil barnet kunne fortælle hvad det har skrevet. Tegnene er stadig uden mening for andre, men barnet er begyndt at lægge en betydning i processen og kan gengive den mening der er lagt i tegnene. Med tiden bliver barnet opmærksomt på bogstaver og erfarer at det er tegn som har en fast og uforanderlig form. Barnet erfarer at bogstaver i en bestemt rækkefølge repræsenterer bestemte ord. Barnet kan huske nogle bogstavers form og også rækkefølgen de optræder i ved meget almindelige ord, men barnet forbinder endnu ikke nogen lyd til det enkelte bogstav. Barnet begynder at kunne huske og skrive ord som det ofte ser. Ordene huskes som billeder – som logoer – og derfor kaldes denne strategi ofte logografisk fordi barnet kopierer bogstaverne som billeder. Barnet kan skrive sit navn, familiemedlemmers navne og nogle få logoer fra barnets dagligdag. Semifonetisk skrivning Efterhånden går det op for barnet at der er en sammenhæng mellem lyd og bogstav, og bogstaverne er nu ikke længere blot symboler barnet tegner som billeder. Barnet kan forstå at bogstaverne har en funktion som repræsentant for bestemte lyde og ved at sætte bogstaverne sammen i en rækkefølge der passer til lydene, kan man skabe ord. Fornemmelsen for denne sammenhæng er i begyndelsen usikker og ufuldstændig. Når barnet begynder at udtrykke lyde ved hjælp af bogstaver, er det typisk at det fanger den mest fremtrædende lyd i et ord og lader det repræsentere en gruppe af lyde. Det er vanskeligt for barnet at holde styr på rækkefølgen af lyde/bogstaver, og der går ofte rod i systemet. Vokaler udelades meget ofte fordi barnet skriver med bogstavernes navne i stedet for bogstavernes lyd. Skal det for eksempel skrive ordet kæmpe, kan det resultere i kmb fordi barnet bruger bogstavernes navne til at repræsentere lydene. En pige forsøgte i
01-72_9788723024206.indd 7
Side 7
03/05/16 12.57
