2 minute read
Skrivevejen
Skrivevejen bygger på de seneste årtiers forskningsresultater omkring børns læse- og skriveudvikling. Resultater, der blandt andet peger på, at et samspil mellem de to skriftsproglige indlæringsprocesser, skrivning og læsning, er værdifuldt for skriftsprogsindlæringen, da de støtter og supplerer hinanden og derved danner det bedste fundament for, at eleverne får det ønskede udbytte af undervisningen.
Andre forskningsresultater og undersøgelser peger på, at kendskab til de forskellige skrivegenrer er en stor hjælp for eleverne, når de skal læse og selv skrive tekster. Derfor er der i Skrivevejen fokus på genrekendskab, og elevernes kendskab til genrer er en vigtig del af arbejdet i Skrivevejen.
Elever, der starter i 3. klasse, er normalt godt i gang med deres skriveudvikling, men der kan være store individuelle forskelle på, hvor langt de er kommet i udviklingen. Derfor bør der tages udgangspunkt i den enkelte elevs forudsætninger. Læreren skal vide, hvor langt hver elev er i sin skriveudvikling og have kendskab til, hvordan skriveudviklingen forløber for at kunne støtte eleven. Eleverne skal opmuntres til at skrive med de forudsætninger, de har, og de skal erfare, at det, de skriver, anerkendes, for gennem skriveforsøg udvikler eleverne deres skrivekompetencer.
For at lære at skrive skal man skrive meget og med forskellige skriveformål. Det betyder, at læreren skal udnytte enhver mulighed for at få eleverne i gang med at skrive. I Skrivevejen 3 er der et stort og varieret udvalg af oplæg, der sætter eleverne i gang med at skrive. Eleverne kan skrive alene, i makkerpar eller sammen med læreren. Fællesskrivning, hvor eleverne giver forslag til indhold, mens læreren skriver teksten, fungerer som model for elevernes selvstændige skrivning og udvider deres kendskab til ord og sætningsopbygning. Gennem arbejdet med fællestekster gør eleverne nyttige erfaringer, som de kan bruge i deres egen skrivning.
Vejledning af eleverne før, under og efter skrivningen vægtes meget højt. I lærervejledningen opfordres der til, at hver skriveopgave indledes med en samtale, for at eleverne bliver bevidste om, hvad de kan skrive og får klargjort deres tanker, så alle har de fornødne ideer. Nye skriveområder og læringsstrategier skal modellereres og stilladseres for eleverne, før de selv skal forsøge sig. Elevernes skriveforsøg bør opmuntres og anerkendes, så de oplever, at det, de skriver, er betydningsfuldt og bliver læst af andre eller læst op for andre.
I Skrivevejen er holdningen, at eleverne kan skrive alt, men de kan ikke skrive alt korrekt. Det er vigtigt, at elevernes skrivning ikke hæmmes af for strenge krav om korrekt stavning. Men det er ikke ensbetydende med, at der ikke skal arbejdes med elevernes retstavning. At elever på de første klassetrin skriver ordene, som de siger dem, er naturligt, for det er en del af deres staveudvikling. For at hjælpe eleverne videre i deres staveudvikling hen imod en mere korrekt stavning, skal der sættes fokus på de staveområder, som eleverne skal til at lære. Dette arbejde kan gøres sideløbende med den frie skrivning.