Kierkegaard og kærlighedens kendetegn

PIA SØLTOFT (f. 1963) er ph.d., forfatter og ejer af konsulentfirmaet Coaching-Kierke­ gaard. Fra 2017 har hun tillige været ansat som sognepræst ved Christians Kirke i København, og fra 2019 også som sognepræst ved Esajas Kirke på Østerbro.

Før da var Pia Søltoft fra 2000 til 2016 lektor i etik og religionsfilosofi med særligt henblik på Søren Kierkegaard ved Københavns Universi­ tet. Fra 2010 til 2013 var hun leder af Søren Kierkegaard Forskningscenteret og en af nøg­ lepersonerne i markeringen af 200-året for Søren Kierkegaards fødsel. I den forbindelse var hun medforfatter til Lidenskabens tænker (2013), som er en indføring i Kierkegaard til gymnasiet. Hun er desuden forfatter til Svimmelhedens etik (2000), og som formand for Søren Kierkegaard Selskabet, fra 1999 til 2010, var hun medudgiver af antologierne Den Udødelige (2005) og Studier i Stadier (1998).

Søren Kierkegaards bog Kjerlighedens Gjerninger udkom i 1847.

Den har siden opnået nærmest ikonisk status; det er en bog, der bliver refereret til og citeret fra i mange forskellige sammen­ hænge, og det er en af den slags bøger, der kan være livs­ forandrende for sin læser. Men det er også en bog, der har ry for at være svær at læse.

I Kierkegaard og kærlighedens kendetegn udlægger Pia Søltoft Kierkegaards tekst for os, så den bliver letforståelig og vedkom­ mende. Søltofts gennemgang af Kierkegaards mesterværk gør det indlysende klart, at Kierkegaards tekst holder og har mere at sige sin læser i dag end nogensinde før.

Pia Søltoft er endvidere forfatter til Kierkegaard og kærlighedens skikkelser (2014), Kunsten at vælge sig selv (2015), Kierkegaards kabinet (2017) og 10 ting ledere kan lære af Kierkegaard (2018).

W W W. A K A D E M I S K . D K

Kierkegaard og kærlighedens kendetegn

Det er det store spørgsmål, som Kierkegaard og kærlighedens kendetegn forsøger at give svar på.

PIA SØLTOFT

Hvad kendetegner kærlighed?

Kierkegaards Kjerlighedens Gjerninger er den bog, der har betydet mest for mig. Det er den bog, jeg har læst flest gange. Jeg har slet ikke tal på hvor mange. Jeg har haft den med mig på forskningsophold, på ferie, i sofaen, ved skrivebordet, i undervisningslokalet og på præ­­dikestolen. Jeg har skrevet om den, holdt foredrag om den, undervist i den, ja, jeg har endda sammen med min eksmand skrevet kommentarbindet K9 til udgaven af Kjerlighedens Gjerninger i Søren Kierkegaards Skrifter.

PIA SØLTOFT

Kierkegaard og kærlighedens kendetegn En læsning af Kjerlighedens Gjerninger

Foto: © Huset Mydtskov Omslagsdesign: Marlene Diemar/Imperiet

AKADEMISK FORLAG

Kjerlighedens Gjerninger har derfor formet mit syn på mange ting – ikke blot på kærligheden.

Den har formet mit syn på, hvad et menneske er, hvad vi stræber efter, og hvad vi er bange for. Hvad vi trænger til, og hvad der trænger sig på i os. Hvilken rolle det sociale spiller, og hvil­ ken betydning et menneskes enkelthed har.

UDDRAG FRA BOGENS FORORD

Kierkega ard og k ĂŚ r l ig h e de n s k e n de t e g n

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 1

29/01/20 9:36 AM

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 2

29/01/20 9:36 AM

Pi a Sø lto f t

K i e r k ega a r d og kĂŚ r l igh e de n s k e n de t eg n E n l ĂŚ s n i ng a f Kj e r l igh e de n s Gj e r n i nge r

Akademisk Forlag

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 3

29/01/20 9:36 AM

Kierkegaard og kærlighedens kendetegn. En læsning af Kjerlighedens Gjerninger.

Pia Søltoft © 2020 Akademisk Forlag, København – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont Mekanisk, fotografisk, elektronisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt efter Copydans regler, se www.tekstognode.dk/undervisning.

Forlagsredaktion: Marianne Thorhauge Omslag: Marlene Diemar/Imperiet Forfatterportræt: © Huset Mydtskov Grafisk tilrettelægning: Johnny Skovbølle/Christensen Grafisk Sats: Lumina Datamatics ltd.

Bogen er sat med: Palatino Tryk: Livonia Print Akademisk Forlag støtter børn og unge Akademisk Forlag er en del af Egmont, som er Danmarks største mediekoncern.

Egmont har fortalt historier i over 100 år, laver film i Oscarklasse og fortæller historier gennem nyheder, bøger og magasiner. Egmont er en dansk fond, som hvert år giver næsten 100 millioner kroner til børn og unge, der har det svært.

1. udgave, 1. oplag, 2020 ISBN: 978-87-500-5255-5

akademisk.dk

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 4

29/01/20 3:29 PM

Til Sif og Sofus

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 5

29/01/20 9:36 AM

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 6

29/01/20 9:36 AM

Indholdsfortegnelse Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 Kierkegaards læsevejledning til Kjerlighedens Gjerninger . . . . . . . . . . 19 Titel & forfatter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21 Undertitel & forord . . . . . . . . . . . . . . . . 23 Første og anden følge . . . . . . . . . . . . . . 26 Tre konstitutive kendetegn . . . . . . . . . . 30 Slutning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 33 Tre kæmpende positioner . . . . . . . . . . . 37

Evighedens forandring – en læsning af første følge af Kjerlighedens Gjerninger . . . . . . . . . . 39 Hvilke kendetegn har kærlighed? . . . . 40 Kan kærlighed være pligt? . . . . . . . . . . 49 Hvem er min næste? . . . . . . . . . . . . . . . 57 Hvordan handler jeg som min næstes næste? . . . . . . . . . . . . . . . . . . 60 Gives der en kristen etik? . . . . . . . . . . . 66 Hvilken rolle spiller samvittigheden i menneskelivet? . . . . . . . . . . . . . . . . 76

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 7

29/01/20 9:36 AM

Hvad vil det sige at elske uforbeholdent? . . . . . . . . . . . . . . . . . 81 Hvad vil det sige at være i gæld? . . . . 89

Tiltro og mistro – en læsning af anden følge af Kjerlighedens Gjerninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 97 Hvordan opbygger kærligheden? . . . . 97 Hvad er tillid? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 105 Hvad er håb? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 111 Hvad er retfærdighed? . . . . . . . . . . . . . 115 Hvad er tilgivelse? . . . . . . . . . . . . . . . . . 122 Hvad er udødelighed? . . . . . . . . . . . . . 128 Hvad er barmhjertighed? . . . . . . . . . . . 134 Hvad er forsoning? . . . . . . . . . . . . . . . . 138 Hvad er ubetinget kærlighed? . . . . . . . 142 Hvad vil det sige at tale om kærlighed? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 150

Andre læsninger af Kjerlighedens Gjerninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 155 Anders Nygrens motivstrukturer . . . . 157 Agape . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 159 Eros . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 162 Demonstrations- og åbenbaringstypen . . . . . . . . . . . . . . 164 C. S. Lewis: Need-love & Gift-love . . . 166 Paul Tillich: Eros & agape . . . . . . . . . . . 168 Jean-Luc Marion: Det erotiske fænomen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 170 H. G. Frankfurt: Kærlighedens rationalitet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 172

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 8

29/01/20 9:36 AM

Werner G. Jeanrond: Kærligheden sidder i kroppen . . . . 173 Alain Badiou: Lovprisning af kærligheden . . . . . . . . . . . . . . . . . 176 Kierkegaard og kærligheden . . . . . . . . 178

Afslutning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 199 Litteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 201 Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 209

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 9

29/01/20 3:29 PM

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 10

29/01/20 9:36 AM

Forord

Kierkegaards Kjerlighedens Gjerninger er den bog, der har betydet mest for mig. Det er den bog, jeg har læst flest gange. Jeg har slet ikke tal på hvor mange. Jeg har haft den med mig på forskningsophold, på ferie, i sofaen, ved skrivebordet, i undervisningslokalet og på prædikestolen. Jeg har skrevet om den, holdt foredrag om den, undervist i den, ja, jeg har endda sammen med min eksmand skrevet kommentarbindet K9 til udgaven af Kjerlighedens Gjerninger i Søren Kierkegaards Skrifter.

Kjerlighedens Gjerninger har derfor formet mit syn på mange ting – ikke blot på kærligheden. Den har formet mit syn på, hvad et menneske er, hvad vi stræber efter, og hvad vi er bange for. Hvad vi trænger til, og hvad der trænger sig på i os. Hvilken rolle det sociale spiller, og hvilken betydning et menneskes enkelthed har.

Kjerlighedens Gjerninger har også formet mit syn på, hvad selvrådigheden, performancekulturen og konkurrencestaten gør ved os.

Sidst, men ikke mindst, har Kjerlighedens Gjerninger formet mit syn på, hvad kristendom er, og hvilken omkalfatrende betydning kristendommen har haft for den måde, vi lever vores liv på i den vestlige verden. Og hvilken betydning den kan få, hvis vi lader være med at betragte den som antikveret tankegods, men som en evig aktuel henvendelse til menneskeheden, der gør op med vores tendens til selvrådighed og trang til at bekæmpe andre i stedet for at forme fællesskaber.

11

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 11

29/01/20 9:36 AM

Og jeg er slet ikke færdig med at læse Kjerlighedens Gjerninger. Hver gang jeg åbner den bog, finder jeg en ny tanke, en ny formulering, der bidrager til en ny indsigt.

Den rigdom i vid og væsentlige beskrivelser vil jeg gerne dele med læseren. Og jeg vil tillige gerne gøre mit til, at Kjerlighedens Gjerninger kan læses som et nutidigt skrift om vores og om kærlighedens og kristendommens vilkår i dag. Østerbro, december 2019

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 12

29/01/20 9:36 AM

Indledning

Der har været mange forskellige kærlighedsbegreber i spil gennem tiden. Så mange, at det ville være fuldstændig umuligt at redegøre for dem alle. Men antallet og diversiteten viser, at der ikke findes ét kærlighedsbegreb, der omfatter sandheden om kærligheden. Eller med andre ord: Det er ikke og bliver aldrig muligt at give én nagelfast definition på, hvad kærlighed er. Det lader sig ikke gøre at finde frem til kærlighedsbegrebet. Og det er bestemt heller ikke denne bogs hensigt.

Derimod vil jeg gerne vise, at man ved at læse Kjerlighedens Gjerninger kan blive klogere på en række almengyldige strukturer, som Kierkegaard viser hører med til den måde, vi rent faktisk oplever og erfarer kærlighed på. Det kalder Kierkegaard den umiddelbare kærlighed. Og så vil jeg gerne med Kierkegaard slå til lyd for, at kristendommen til enhver tid udgør en ny og radikal henvendelse til os mennesker om, at tro, håb og menneske-lighed hverken ligger i vores gener eller konstrueres socialt, men er en etisk forpligtigelse, som hver enkelt af os må tage til sig og tage alvorligt i vores omgang med andre mennesker.

At blive klogere på de strukturer, der hører kærligheden til, og som Kierkegaard kalder kærlighedens kendetegn, gør det muligt for os at kende og genkende kærligheden, når vi møder den. Men det kan også hjælpe os til at gennemskue de kærlighedskonstruktioner, vi hele tiden opstiller, når vi gør kærligheden til vores eget selvskabte projekt. Det sidste beskriver Kierkegaard som den almindeligste måde, hvorpå vi fejlagtigt forholder os til kærligheden. Han

13

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 13

29/01/20 9:36 AM

kalder denne forholdsmåde for digterisk og beskriver, hvorledes vi altid selv har konstrueret et kærlighedsbegreb, der fortegner og forulemper måden, vi rent faktisk elsker på.

Hans hovedformål med at beskrive både den umiddelbare og den digteriske måde at forholde sig til kærligheden på er at vise, hvori det særegne ved den kristelige kærlighed består. For at kunne beskrive den kristelige kærligheds væsentligste kendetegn er Kierkegaard nødt til at vise, på hvilken måde en række af disse kendetegn kan genkendes i vores umiddelbare kærlighedsrelationer, og på hvilke punkter de klart adskiller sig både fra vores umiddelbare kærlighedserfaringer og fra vores digteriske måde at forholde os til kærligheden på.

Min undersøgelse af kærlighedens væsentligste kendetegn gennem en nylæsning af Kjerlighedens Gjerninger skal således hjælpe os til at se klarere, når det gælder synet på kærlighed i dette værk, men den har også et nutidigt, samfundsrettet ærinde. Jeg vil gerne gennem min læsning kaste lys over den konstruerede og selvopfundne opfattelse af kærligheden, der præger enhver tid og derfor også vores. Vi har gjort vores søgen efter kærligheden til den eneste ene til det projekt, hele livet drejer sig om. Det betyder intet, at dette kærlighedsbegreb for længst har overskredet sidste salgsdato, og skilsmisseprocenten vokser år for år ligesom singlekulturen. Vi lever alligevel stadig i en illusion om, at kærligheden er selve livets mening og kan hele alt. Og det kan den. Men ikke i den selvkonstruerede udgave, hvor vi selvrådig vil opstille kriterierne for den andens elskværdighed, hvor vi gør kærligheden til et regnskabsforhold og primært er interesserede i, om der er balance mellem den kærlighed, vi giver, og den kærlighed, vi ønsker at få. Hvor vi fejlagtigt forestiller os, at vi selv er ophav til og herrer over kærligheden.

Min læsning af Kjerlighedens Gjerninger viser, at denne selvkonstruktion ikke udgør et tidstypisk, men eviggyldigt problem, om end det selvfølgelig altid tager farve og form af den aktuelle tid, vi lever i. Men det er et problem, der altid har eksisteret. Vi har altid selv villet være herre over kærligheden. Hvorfor? Fordi den altid har unddraget sig os og vist sig større og mere magtfuld, end vi i vores vildeste fantasi kunne forestille os. Den har taget os med storm, vist sin uregerlighed, umulighed og uforlignelighed. Og derfor har vi

14

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 14

29/01/20 9:36 AM

forsøgt at tæmme den og gøre den til vores. Vores projekt. Vores opfindelse. Som når man inddæmmer vand for at bruge dets kraft til nyttige formål. Men kærligheden er utæmmelig og aldrig nyttig.

Kierkegaards storhed, når det gælder beskrivelsen af kærligheden, ligger i, at han formår at fremdrage nogle eviggyldige strukturer ved vores selvkonstruerede omgang med kærligheden men også ved vores daglige erfaringer af den hengivelse, der hører vores umiddelbare kærlighedserfaring til, uanset hvilken skikkelse de antager.

Tillad mig her at inddrage den franske tænker Alain Badious overvejelser over disse for kærligheden til enhver tid så vanskelige forhold. Badiou indleder den lille samtalebog Lovprisning af kærligheden med en reference til en i Frankrig succesfuld datingside, der gør sig gældende i det offentlige rum med slogans som: ”Opnå kærlighed uden risiko!”, ”Bliv forelsket uden at blive ramt af lynet!” eller ”Du kan sagtens være forelsket uden at lide!” (Badiou 2014, 9). Særligt det sidste udsagn er sigende, når man betænker, at den passion, vi er vant til at forbinde med kærligheden, både har at gøre med lidenskab og lidelse. Den lidelse, der kan ligge i at være fuldstændig bjergtaget af et andet menneske, når man føler sig ramt i sit inderste og tager den risiko at give sig hen til denne anden med hele sig selv.

Det er derfor også Badious pointe, at det syn på kærligheden, som denne eller enhver anden datingside promoverer, er en konstruktion, der intet har at gøre med den måde, vi rent faktisk oplever kærligheden på. Badiou er radikal i sin beskrivelse af denne tendens i tiden og siger, at den måde, hvorpå vi i dag opstiller lister over, hvad vi søger for at kunne forelske os, og lister over, hvad vi kan tilbyde til gengæld, får det postmoderne syn på et kærlighedsforhold til at minde om et arrangeret ægteskab. Det er os selv, eller rettere det syn på kærlighed, vi har gjort til vores og dermed til det almindeligt gældende i det vestlige samfund, der er arrangører af den selvopfundne konstruktion, som vi i dag døber kærlighed.

Selv om Kierkegaard lever længe før den første famlende kontaktannonce så dagens lys, og længe inden netbaseret dating blev den almindeligste måde at møde hinanden på, så ser og beskriver han de samme tendenser og kalder dem digteriske, selvopfundne, konstruerede. Og han understreger, at disse tendenser ikke blot er at finde i hans egen tid, hvor opkomsten af det romantiske kærlighedsbegreb

15

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 15

29/01/20 9:36 AM

udgør den aktuelle baggrund, men altid har kunnet spores. De er så almindelige, at han slet og ret henviser til dem som vores rent menneskelige opfattelse af kærligheden.

Og man kunne tilføje, at desværre gælder denne konstruktion af kærligheden ikke blot i det erotiske forhold mellem to. Det gælder også generelt for vores mellemmenneskelige forhold. Vi mener, at ethvert andet menneske skal leve op til vores kriterier og krav for elskværdighed. Det skal være ligesom os, ligne os og ville det samme som os. At det lille ”os” i en tid som vores, hvor identitetspolitikken er på sit højeste, efterhånden er blevet så specialiseret og afgrænsende, at det ikke længere betegner et åbent fællesskab, men en lukket gruppe, gør ikke sagen bedre. Tværtimod.

Det er denne radikale indsigt i vores trang til selvrådigt at afgrænse os og gøre kærligheden til en nyttig konstruktion, der ligger til grund for Kierkegaards kritiske behandling af Digterens syn på kærlighed i Kjerlighedens Gjerninger. Det er afgørende at tage denne indsigt med i læsningen af Kjerlighedens Gjerninger, for det betyder, at værket ikke skal læses som en ideologisk krig mellem human og kristen kærlighed, men som et kritisk indlæg i forhold til den konstruktion af kærligheden, som enhver tid gør sig skyldig i, og i lyset heraf som en radikal og tidssvarende præsentation af den kristne kærligheds nyhed og nødvendighed til og i enhver tid.

Badiou har intet tilovers for den kristne kærlighed, som han kalder ”passiv, from og underkuet” (Badiou 2014, 49), men det rokker ikke ved, at den grundlæggende tanke, der gennemsyrer Lovprisning af kærligheden, nemlig at kærligheden, som allerede Rimbaud formulerede det, skal genopfindes, også kan siges at være grundtanken i Kjerlighedens Gjerninger. Eller det ville måske være rigtigere at sige, at Kierkegaard ønsker at genfinde kærligheden gennem sine iagttagelser af, hvordan vi rent faktisk oplever kærligheden (den umiddelbare kærlighed) samt af, hvorledes disse erfaringer både svarer til og adskiller sig fra den kristne kærlighed. Og gennem disse beskrivelser forsøger han at få os, sine læsere, til at genopdage vores egen kærlighed, se igennem vores kærlighedskonstruktioner og konfrontere os med den kristne kærligheds krav.

Derfor er tesen for denne undersøgelse af kærlighedens kendetegn i Kjerlighedens Gjerninger, at Kierkegaard i dette værk iagttager

16

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 16

29/01/20 9:36 AM

og beskriver både ligheder og forskelle mellem vores umiddelbare kærlighedserfaringer og den kristne kærlighed for at få begge måder at elske på til at fremstå i deres særegenhed. Men kampen om kærligheden i Kjerlighedens Gjerninger står ikke imellem disse to forskellige måder at elske på, men derimod mellem dem og vores selvkonstruerede opfattelse af kærligheden, som Digteren repræsenterer i Kjerlighedens Gjerninger.

Jeg vil således ganske enkelt gøre op med den misforståelse, at Kierkegaard skulle være imod den umiddelbare kærlighed og ganske afvise den til fordel for den kristne kærlighed. En misforståelse, som stadig lever i bedste velgående, hvilket mit afsluttende kapitel om andres læsninger af Kjerlighedens Gjerninger klart viser.

Oversigt Mit første kapitel består af en nærlæsning af de anvisninger, Kierkegaard selv udstikker for læsningen af sit værk samt af en række faktuelle oplysninger om oplagstal, udgivelsesdatoer og affattelsestid. Det kan måske synes nørdet at gå så dybt ned i en bogs tilblivelse. Men de læseanvisninger, som Kierkegaard giver gennem de paratekster, der omkranser Kjerlighedens Gjerninger, er afgørende for forståelsen af bogen. Paratekster er under ét betegnelsen for titler, undertitler, forfatternavne, forord, dedikationer, noter, epiloger og andre småtekster, der hører med til en bog og udgør læserens første møde med denne. Læser man parateksterne til Kjerlighedens Gjerninger nøje, viser det sig, at man her får serveret hele bogens anliggende.

De to næste kapitler udgør tilsammen min læsning af de 18 taler, der er hovedteksten i Kjerlighedens Gjerninger. Kierkegaard har selv inddelt bogen i to dele kaldet henholdsvis første Følge og anden Følge.

Igennem de to kapitler læser jeg alle talerne i Kjerlighedens Gjerninger en for en, følge for følge, som svar på en række grundlæggende og almengyldige spørgsmål vedrørende kærligheden. Derfor er alle mine deloverskrifter til læsningen af de enkelte taler udformet som spørgsmål, og min læsning af den konkrete tale skal ses som Kierkegaards svar på det stillede spørgsmål.

Det fjerde og afsluttende kapitel udgør en oversigt over forskellige andre tilgange til kærligheden og en præsentation af andres læsnin-

17

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 17

29/01/20 9:36 AM

ger af Kjerlighedens Gjerninger. Som nævnt er dette kapitel for den særligt interesserede læser, idet det repræsenterer den forskningshistoriske baggrund, som min læsning af bogen skal ses i lyset af.

Bogen afsluttes kort med mine overvejelser over kærlighed og kristendom i dag på baggrund af min læsning af Kjerlighedens Gjerninger.

Efter hvert kapitel findes en række noter, der er ordnet og markeret i brødteksten med et lille nummer. Parenteser i selve brødteksten med blot én talangivelse henviser til Kierkegaards Kjerlighedens Gjerninger læst i den nyeste udgave. Af litteraturlisten fremgår hvilke værker jeg henviser til. * Kierkegaard og kærlighedens kendetegn er en selvstændig udgivelse.

Men den kan med fordel læses i sammenhæng med Kierkegaard og kærlighedens skikkelser, som jeg udgav i 2014, uden der dog derfor er tale om en første og anden del.

Sammenhængen mellem de to bøger består i, at jeg i Kierkegaard og kærlighedens skikkelser var interesseret i at undersøge, hvorledes Kierkegaard ser på de forskellige skikkelser af kærligheden gennem hele sit forfatterskab. Jeg analyserer derfor forelskelsen, den ægteskabelige kærlighed, forældrekærligheden, venskabet, selvkærligheden og næstekærligheden på tværs af forfatterskabet for at finde frem til, hvad der særligt kendetegner den enkelte skikkelse. Og jeg beskriver tillige seks forskellige måder at forholde sig til kærligheden på gennem seks forskellige typer: Digteren, Forføreren, Den bedragne, Den mistroiske, Den fortvivlede og Den kærlige.

I Kierkegaard og kærlighedens kendetegn er der tale om en værklæsning af Kjerlighedens Gjerninger. I denne udgivelse er jeg særligt interesseret i forholdet mellem den umiddelbare og den kristne kærlighed og i, hvilken rolle vores selvkonstruerede syn på kærlighed har for begge dele. Jeg refererer af og til i noteform til beskrivelsen af typerne og skikkelserne i Kierkegaard og kærlighedens skikkelser, men holder mig ellers til de 18 nutidige spørgsmål, jeg stiller og lader Kierkegaard besvare gennem min læsning af Kjerlighedens Gjerninger.

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 18

29/01/20 9:36 AM

K a pite l 1

Kierkegaards læsevejledning til Kjerlighedens Gjerninger

Paratekster er de småtekster eller tekststykker, der indrammer en bog. Det vil sige titler, undertitler, forfatternavn, forord, dedikationer, noter, epiloger og andet af den slags. Kjerlighedens Gjerninger er spækket med paratekster, men sjovt nok er der ikke tidligere nogen, der har værdiget dem megen opmærksomhed.1 Den fejl vil jeg gerne råde båd på med dette kapitel, da læsningen af en bogs paratekster bestemt ikke er uvæsentlig for, hvordan man forstår bogen.

En bogs paratekster er det, der først møder læseren, og derfor er det allerede her, forfatteren må slå til. Det gør Kierkegaard også i Kjerlighedes Gjerninger, og begynder man her, viser det sig, at man allerede kan afkode bogens anliggende og intention ved at nærlæse disse småtekster. Ifølge den franske professor i litteraturvidenskab Gérard Genette udgør en bogs paratekster en form for tærskel mellem forfatter og læser. Det er en tærskel, som forfatteren forsøger at overtræde for at lokke potentielle læsere med den anden vej og ind i bogen.

Når det gælder en bogs paratekster, kommer nogle læsere ikke længere end til titlen. Ja, de tager måske ikke engang bogen frem fra hylden eller bogkassen men skimmer hurtigt dens ydre og står

19

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 19

29/01/20 9:36 AM

evt. af ved titlens blotte ordlyd. Andre er lidt mere interesserede og trækker bogen ud, læser bagsideteksten og måske det korte lille forfatterportræt, der ofte pryder enten bagsiden eller en flap. De lidt mere insisterende åbner bogen og gennemgår måske indholdsfortegnelsen. Og de egentlig interesserede læsere begynder at bladre i bogen, smålæser og slår ned på kapitler eller deloverskrifter, tjekker litteraturlisten, noterne og undersøger en eventuel epilog.

Parateksterne har således en særlig funktion. De skal ægge, vække og overbevise læseren om, at bogen er værd at læse, allerede inden læsningen er begyndt. Genette beskriver elegant, overbevisende og bestemt ikke uden humor parateksternes funktion i bogen med den sigende titel Paratextes eller Seuils, som den hed da den udkom på fransk i 1987. Den engelske udgave, jeg benytter, er fra 1997. Genette er særligt interesseret i, hvordan en bogs paratekster udgør en mere eller mindre skjult henvendelse, der skal påvirke den potentielle læser, så hun eller han ikke bare læser bogen, men læser den sådan som forfatteren ønsker, at den skal læses. Derfor har det selvfølgelig også betydning for ens læsning af en bog, hvis man helt springer parateksterne over, som det ofte har været tilfældet i læsningen af Kjerlighedens Gjerninger.

På den ene side kan paratekster slet og ret videregive en række faktuelle oplysninger som forfatternavn, udgivelsesår og -sted. Men på den anden side kan de også være intentionelle, fortolkende og forførende, og det sidste er ifølge Genette deres primære funktion.

Paratekster skal ganske enkelt manipulere læseren til en særlig læsemåde, og ikke overraskende er Kierkegaard eminent og generøs med sit forbrug af paratekster gennem hele sit forfatterskab. I de pseudonyme værker er titlerne tillokkende, humoristisk eller paradoksale. Forfatternavnene er fingerede og finurlige, og disse pseudonyme forfattere præsenterer altid sig selv, deres opgave og ståsted samt bogens sigte i et stramt komponeret forord, og af og til hilser de tillige deres læser farvel i en lille epilog. I nogle bøger printes Kierkegaards eget navn på titelbladet som udgiver af de pseudonyme bøger, andre gange er han helt fraværende.

Hans navn står dog altid på titelbladene til alle de bøger, man under ét plejer at kalde det opbyggelige forfatterskab. Det er de mange samlinger af religiøse taler udgivet i Kierkegaards eget navn. Disse

20

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 20

29/01/20 9:36 AM

bøgers titler er i de fleste tilfælde korte og præcise, fx: To opbyggelige Taler, Tre opbyggelige Taler, Christelige Taler, etc. Eller altså Kjerlighedens Gjerninger. Disse samlinger af religiøse taler indledes stort set altid med et lille forord på ca. en halv side, og herefter følger en bøn, der enten indleder hele samlingen eller varieres eller gentages forud for de enkelte taler. I forordene til de fleste samlinger af taler giver Kierkegaard ofte direkte læseanvisninger: Læs langsomt, læs igen, læs højt, etc. Og han udmaler tillige i de fleste forord meget konkret, hvilken læser han ønsker sig, nemlig ”hiin Enkelte, hvem jeg med Glæde og Taknemmelighed kalder min Læser”. ”Hiin Enkelte” er ethvert menneske, der læser og genlæser talerne højt og langsomt for sig selv uden at drage forhastede konklusioner, men derimod tager sig tiden til at overveje, hvordan hun eller han kan forstå det talte ind i sit eget liv.2 Kierkegaard er altså om nogen klar over parateksternes funktion og benytter dem konsekvent, konsistent og konspiratorisk gennem hele forfatterskabet. Lad os se, hvorledes det spænder af i Kjerlighedens Gjerninger.

Titel & forfatter En titel er meget mere end blot en indholdsbestemmelse ifølge Genette. I første omgang skal en titel være fængende og fangende. Titlen skal have potentiale til i sig selv at kunne interessere. Og det samme gælder i øvrigt forfatternavnet.3 Også det skal kunne gøres til genstand for samtale og cirkulation. Her er kendte forfattere naturligvis heldigere stillede end ukendte forfattere, og i dag er netop Kierkegaard rigtig heldig stillet, da blot det, at en bog bærer hans navn på titelbladet, maner til en forestilling om, at bogen må være vigtig og væsentlig.

Helt sådan var det naturligvis ikke i Kierkegaards egen samtid.

Kierkegaard var nok kendt, men bestemt ikke verdenskendt. Han opfattede primært sig selv som et miskendt geni i en købstad. Det præcise oplagstal på Kjerlighedens Gjerninger, der udkom 29. september 1847, kendes ikke, men har antagelig været på 525 eksemplarer, der var normalen for Kierkegaards udgivelser (K9, 95). Andet oplag af Kjerlighedens Gjerninger, der udkom året efter, var på netop

21

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 21

29/01/20 9:36 AM

525 eksemplarer. Anden udgave udkom 16. april 1852 med mindre sproglige forbedringer og en datering af de oprindelige forord (jf.

SKS K9, 97). Tredje udgave udkom i 1862 på foranledning af Kierkegaards storebror Peter Christian (K9, 104). Bogen blev ikke oversat i Kierkegaards levetid.

På den ene side er en titel tilfældig i forhold til bogen, den betitler.

På samme måde som det navn, man har fået givet af sine forældre, er tilfældigt. Enhver af os kunne jo lige så godt have heddet alt muligt andet end det, vi hedder. Men vores forældre har valgt navnet, og nu tilhører det os. Sådan er det også med en bogs titel. Den kan være hvad som helst, men når forfatteren først har valgt titlen, tilhører den bogen med nødvendighed og er uadskillelig fra den.4 På den anden side er en titel, i modsætning til et personnavn, som oftest valgt, fordi den på en kort og præcis måde beskriver det, bogen handler om.

Mange gange fremhæver en titel derfor noget karakteristisk ved den tekst, den er titel til, og kan således udgøre en slags nøgle til fortolkningen af bogen. Det er tilfældet med Kjerlighedens Gjerninger, og som det ofte sker i et forord, forklarer Kierkegaard selv titlen i det to gange gentagne forord. Han beskriver, hvordan genitivformen i Kjerlighedens indikerer, at bogen ikke er en undersøgelse af, hvad kærlighed er, men derimod en undersøgelse af, hvad der tilhører kærligheden. Ja, af hvad der tilhører kærligheden på en så væsentlig måde, at man kan sige, at dette ”hvad” er uadskilleligt fra kærligheden. Titlens andet ord Gjerninger udgør dette væsentlige kendetegn.

Pointen er, at kærlighed aldrig er uden gerninger. Man kan ikke tale om noget som værende kærlighed, med mindre det på den ene eller anden måde viser sig, udtrykker sig eller på anden vis giver sig til kende som kærlighed. Kærligheden og dens gerninger er uløseligt forbundet. Hvis vi beskriver et andet menneske som kærligt, er det, fordi dette andet menneske gør noget, som vi tolker som værende kærligt.

At kærlighed og gerning forbindes, betyder grundlæggende, at kærligheden opfattes som en virksom, dynamisk, levende kraft. Kærligheden giver sig til kende gennem dette sit liv, og derfor benyttes ordene kende, kendelig, kendelighed og kendetegn overvældende ofte i Kjerlighedens Gjerninger og var derfor tillige inspiration til titlen på nærværende bog.

22

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 22

29/01/20 9:36 AM

Ordet Gjerninger i titlen og i værket generelt dækker derfor det grundlæggende kendetegn ved al kærlighed, at den med nødvendighed må ytre sig og således give sig til kende. Det sammensatte ord kærlighedsgerninger bliver ofte forbundet med visse gerninger, der har at gøre med at afhjælpe medmenneskets materielle nød. Og Kierkegaard bliver ofte angrebet for netop ikke at have dette aspekt med i sine overvejelser over kærligheden. Som jeg siden skal vise, er det ikke sandt, at Kierkegaard mangler dette aspekt. Men det er bestemt ikke hovedanliggendet i Kjerlighedens Gjerninger.

Naturligvis kan gerninger både forstås konkret: som noget, den ene gør (for den anden); en faktisk handling i det ydre. Men ordet gerning kan også forstås overført om den bevægelse i et menneskes indre, der ligger til grund for den forestillingsændring i forhold til kærligheden, som Kierkegaard ønsker at initiere med bogen. En forestillingsændring, som han mener, er nødvendig, hvis vi skal kunne gennemskue og forlade vores selvopfundne, selvopdigtede forestillinger om kærligheden.

Betegnelsen gerning dækker endvidere selve det forhold, at kærligheden er virksom og gør noget ved et menneske både i det indre og i det ydre. Også her er der tale om en dobbelthed. Vi kan mærke kærligheden i det indre gennem de lidenskaber og følelser, den som en levende magt er ophav til. Og vi kan genkende kærligheden i det ydre gennem dette liv. Kærligheden er således grundlæggende en virksom egenskab ved mennesket, og denne virksomhed er kendelig.

Kærligheden er ikke blot en indre rørelse. Den er en bevægelse i det indre, der sætter sig igennem i det ydre, om end der aldrig er tale om en umiddelbar genkendelighed. Det indre er ikke det ydre, men det indre viser sig igennem det ydre. Det, man holder for sandt, det, man tror på, må vise sig i måden, man lever sit liv på. Det gælder for både kærlighed og kristendom.5

Undertitel & forord Ifølge Genette er de fleste undertitler genrebeskrivende. De uddyber, hvad det er for en slags tekst, man som læser skal til at give sig i kast med (Genette 1997, 56). Det gælder også for Kjerlighedens Gjerninger.

Bogen bærer undertitlen Nogle christelige Overveielser i Talers Form.

23

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 23

29/01/20 9:36 AM

At overveje er et verbum, der kan betyde flere forskellige ting. Det kan betyde, at man betragter, funderer eller går med planer om noget. I en overvejelse kan også ligge, at man tænker over noget, idet man vurderer, hvad der taler for og imod. Når man overvejer noget, gennemtænker man dét, man overvejer. Men det afgørende ved en overvejelse er, at den er uafsluttet. Så længe man overvejer noget, har man ikke besluttet sig. Man er ikke kommet frem til et resultat.

At Kjerlighedens Gjerninger kaldes kristelige overvejelser, borger derfor for værkets åbenhed. Der er hverken tale om en samling dogmatiske udsagn om den kristelige kærlighed endsige om én nagelfast definition af denne. Der er derimod tale om forskellige overvejelser over, hvad der udgør kærlighedens væsentligste kendetegn.6 At disse overvejelser langt fra er udtømte, men at bogen blot rummer forskellige mulige overvejelser, indikeres af det lille ubestemte ord Nogle.

At overvejelserne kaldes christelige skyldes, at Kierkegaard primært er interesseret i at afdække den kristne kærligheds kendetegn og betragte, iagttage og vurdere, hvorledes disse kendetegn adskiller sig fra eller er samstemmende med vores umiddelbare kærlighedserfaringer. I undertitlen anføres endvidere, at disse kristelige overvejelser er i Talers Form. Denne oplysning er en direkte genrebestemmelse og har at gøre med værkets hensigt. Der er tale om taler, ikke om afhandlinger, essays eller prædikener.7 Bogens sigte er at blive lyttet til. Det er Kierkegaards egne åbne og uafsluttede tanker over den kristne kærlighed, der skal få modtageren af værket til at opfatte sig selv som tiltalt. Læseren bliver hermed tilhører til en række taler, der skal få ham eller hende til at genoverveje sit syn på kærlighed.

Læseren, eller rettere tilhøreren, tiltales derfor direkte med et lille M.T., min tilhører, eller A.T., ærede tilhører, i alle de 18 taler, som Kjerlighedens Gjerninger består af. Ofte bliver det anført, at bogen kun består af 15 taler, fordi to af talerne i første følge (II & III) inddeles i henholdsvis tre og to dele markeret med bogstaverne A, B og C. Men jeg har valgt at læse talerne som 18 selvstændige enheder, der besvarer hvert sit spørgsmål, om end jeg i min læsning gør opmærksom på den ovennævnte sammenhæng og på, hvordan delene i de to taler, det drejer sig om, forholder sig til hinanden.

Et forord har ifølge Genette mange forskellige funktioner. Det kan forklare, hvorfor forfatteren har skrevet bogen, hvorfor og hvordan

24

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 24

29/01/20 9:36 AM

læseren skal læse den, og hvilke læsere forfatteren ideelt set ønsker.

Og så kan det forklare emnets vigtighed, forfatterens tolkning af samme og kommentere titlen (Genette 1997, 197). I forordet til Kjerlighedens Gjerninger er der en hel del af dette på spil. Først opfordres læseren i forordet til at gå ned i tempo og forstå talerne langsomt.8 Det vil sige, at vi opfordres til at begive os med ind i overvejelserne og netop ikke forfalde til at læse bogen hurtigt som en på forhånd givet definition af kristelig kærlighed, der fx skulle stå i modsætning til vores umiddelbare kærlighedserfaringer.

I forordet tales derfor tillige om, at ”Vanskeligheden og Letheden” i disse overvejelser skal bringes betænksomt på samme ”Vægtskaal”, hvilket netop vil sige, at både ligheder og forskelle mellem den kristelige og den umiddelbare kærlighed skal bringes i spil, og man skal vare sig for at drage forhastede slutninger.

I forordet fastslås det endvidere med selvfølgelighed, at bogen ikke kan opregne og beskrive enhver af de gerninger, som kærligheden kan udføre. Der findes ikke en facitliste eller en anden form for opregningsmodel for alle kærlighedens kendetegn. For i virkeligheden kan man slet ikke beskrive hverken kærligheden eller de kendetegn, dens gerninger udgør. Begge dele kaldes derfor ”væsentligen uudtømmelige” og ”væsentligen ubeskrivelige”, og som vi skal se, beror afgørelsen af, hvorvidt noget er af kærlighed, altid på et skøn.

Alligevel gør Kierkegaard forsøget på at sige noget mere grundlæggende om kærlighedens kendetegn. I Kjerlighedens Gjerninger lader han sit blik hvile iagttagende på den måde, kærligheden umiddelbart giver sig til kende på. Dernæst forsøger han at beskrive, hvordan vi som oftest forsér os på disse kendetegn og tolker dem forkert. Denne fejlfortolkning kalder han den digteriske forestilling om kærlighed. Og så forsøger han at vise, på hvilken måde den kristelige kærlighed deler en række kendetegn med den umiddelbare kærlighed, ja, faktisk hviler på de erfaringer, vi umiddelbart har med kærligheden. Men han viser naturligvis også, på hvilken måde den kristne kærlighed adskiller sig fra både den umiddelbare kærlighed og særligt fra måden, som vi selvrådigt opdigter, så vi kan sikre os, at kærligheden kan leve op til vores egne selvskabte krav til dem, vi elsker.

25

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 25

29/01/20 9:36 AM

Første og anden følge De 18 taler, der udgør hovedteksten i Kjerlighedens Gjerninger, er fordelt på to dele kaldet Første og anden Følge. Begge dele indledes med det samme lille forord, der er beskrevet ovenfor. I min efterfølgende læsning af Kjerlighendes Gjerninger lægger jeg vægt på, at de to dele af værket udgør en enhed, om end tekstredegørelsen for værket peger i retning af, at de oprindeligt var tænkt som to selvstændige udgivelser. I manuskriptform havde de to afdelinger selvstændige titelblade, indholdsfortegnelser og forord og en selvstændig paginering (jf. SKS K9, 8-9), og Kierkegaard omtaler selv værket som ”Bøgerne” i sine notesbøger i månederne inden han udgiver Kjerlighedens Gjerninger som ét samlet værk (jf. SKS 20, 19). Det har taget ham ca. fem måneder at skrive bogen (K9, 93).

Man kan vælge at fortolke forholdet mellem de to dele på flere forskellige måder.9 Jeg har to mulige udlægninger, der ikke udelukker hinanden, men blot indtager to forskellige perspektiver på bogen. Jeg opfatter første Følge som Kierkegaards forsøg på at besvare spørgsmålet: Hvad er forskellen på den digteriske og den kristelige forestilling om kærlighed, og hvad er lighedspunkterne mellem den umiddelbare kærlighed og den kristelige? I anden Følge er han derimod mere optaget af spørgsmålet om, hvorledes den kristelige og den umiddelbare kærlighed giver sig til kende i den, der elsker, og i den, der elskes. Selvfølgelig hænger de to dele uløseligt sammen, og der krydshenvises mellem dem. Når jeg nævner disse måder at skelne mellem de to dele på, er det derfor kun for at videregive et overordnet indtryk af værkets opbygning.

Man kunne også sige, at første Følge primært drejer sig om den måde, hvorpå den kristne kærlighed kan påvirke et menneskes forestilling om kærlighed og således omdanne hendes eller hans måde at elske på. Set i denne optik er Kierkegaard i første Følge primært koncentreret om at beskrive kærlighedens retning tilbage i den elskende. I anden Følge er det derimod kærlighedens retning udad mod den elskede, der belyses, samtidig med at det betones, at disse to retninger er uadskillelige. I anden Følge lægger Kierkegaard derfor vægt på kærlighedens dobbeltbevægelse og det “Vexel-Forhold”, den genererer mellem den elskende og den elskede, hvorfor kærlighedens

26

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 26

29/01/20 9:36 AM

kraft til at ændre begge parter fremhæves, selv om der ikke er tale om gensidighed i egentlig forstand.

Endvidere vil jeg fremhæve, at de to korte taler, der åbner henholdsvis første og anden Følge, ‘Kjerlighedens skjulte Liv og dets Kjendelighed paa Frugterne’ (13-24) og talen ‘Kjerlighed opbygger’ (212226) udgør en form for “rammebeskrivelser” for hele bogen. Talerne bekræfter på sin vis hinanden, og begge kan ses som et forsøg på at beskrive nogle grundlæggende kendetegn ved kærligheden. Begge taler introducerer kærligheden som noget, der fundamentalt set hører til selve det at være menneske. Kærlighedens magt er ontologisk forankret, den ligger i selve den menneskelige væren, og denne magt trænger sig igennem vores eksistens og omformer den på en sådan måde, at den gør sig kendelig gennem sit liv og sin livskraft. Og begge taler betoner, at kærligheden i sig selv er skjult og uudgrundelig. Den kan ikke ses, ikke beskrives, ikke forklares. Men alligevel er kærligheden kendelig gennem sine ytringer.

Bønnen Efter titelblad og forord kommer en bøn (12). Det er almindeligt for Kierkegaard at indlede sine samlinger af opbyggelige taler med en bøn. Bønnen, der indleder Kjerlighedens Gjerninger, anføres kun i første Følge, men da jeg ovenfor har argumenteret for en sammenhæng mellem de to følger, opfatter jeg bønnen som en præambel for hele værket. Årsagen til, at Kjerlighedens Gjerninger indledes med en bøn, er, at Kierkegaard her påkalder sig Fader, Søn og Helligånd for at kunne tale retteligen om den kristelige kærlighed. Vi mennesker er ikke selv ophav til kærligheden og dens skikkelser. Hvis det, der siges om kærligheden i værket, derfor skal have sin rigtighed, må kærlighedens udefrakommende ophav med det samme adresseres.

Første led i den trinitarisk opbyggede bøn retter sig mod Gud som skaber af alt og dermed også al kærligheds ophav; himmelsk som jordisk, guddommelig som menneskelig, kristen såvel som umiddelbar kærlighed. Gud kaldes kærlighedens Gud, ja, det siges direkte, at Gud er kærlighed, og at ethvert menneske, der ønsker at være kærligt, kun kan være det ved at være i kærligheden, altså i Gud.

27

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 27

29/01/20 9:36 AM

Allerede i denne indledende bøn jonglerer Kierkegaard således ubesværet mellem med henvisning til 1. Johannesbrev at kalde Gud kærlighed og som følge heraf at sige, at det at være i Gud er det samme som at være i kærligheden. Som vi skal se, får denne bestemmelse afgørende konsekvenser senere i værket.

Endvidere optræder betegnelsen Den Kjerlige i bønnens første led.

Denne betegnelse går også igen gennem hele været. Den kærlige er det menneske, der forholder sig til kærligheden som noget skænket, en guddommelig gave, som hun eller han ikke selv er herre over, og derfor tillader kærlighedens kendetegn at træde tydeligt frem både når det gælder den umiddelbare kærlighed til vores særligt elskede og den kristelige kærlighed til næsten. Denne præsentation af Den Kjerlige vil naturligvis blive uddybet nærmere senere.

I andet led af bønnen henvender Kierkegaard sig direkte til Kristus, som kaldes den, der har gjort det åbenbart, hvad kærlighed er. Umiddelbart herefter præsenteres Kristus som frelseren og forsoneren, der gav sig hen for alle. Altså er den kærlighed, Kristus åbenbarer, kendetegnet ved at være selvhengivende. Kristi selvhengivende kærlighed skal erindres, fordi den afsætter målestokken for kristelig kærlighed.

I kartografien betegner et målestoksforhold forholdet mellem en angiven længde på et kort og den tilsvarende længde i virkelighedens verden. En målestok skal således hjælpe til at tydeliggøre afstanden eller nærheden mellem to størrelser. Derfor angiver man altid tydeligt målestoksforholdet på et landkort. Inden man tegner kortet, må man først have opstillet et kriterium for, hvilket størrelsesforhold man anvender, og derefter holde sig nøje til dette forhold – ellers bliver kortet uanvendeligt.

I overført betydning angiver en målestok forholdet mellem et ideal, en bestemt forestilling, og den virkelighed, denne forestilling skal ses i forhold til. Kierkegaard ynder generelt tanken om at opsætte en målestok, et ideal, man kan måle et givent fænomen i forhold til.10 Men han understreger også, at det er afgørende, hvor målestokken kommer fra, for det, man måler, bestemmes af den målestok, man anlægger. Lader vi denne forståelse af et målestoksforhold gælde kærligheden, betyder det, at kærligheden bestemmes af den målestok, den måles med. Hvis vi selv opdigter en målestok, elsker vi

28

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 28

29/01/20 9:36 AM

derefter. Det er dette træk, der får Kierkegaard til at tale om, at vi elsker digterisk. Når det gælder den kristelige forestilling om kærlighed, angiver Kristi selvhengivende kærlighed det ideal, der skal måles i forhold til.

I bønnens tredje led er henvendelsen følgelig til Helligånden, som kaldes ”Kjerlighedens Aand”. Helligåndens virke siges at være at erindre om Kristi selvhengivende kærlighed for dermed at minde den troende om at elske på samme måde, som hun eller han allerede selv er elsket af Gud gennem Kristus. Den troende påmindes om at elske sin næste på samme selvhengivende måde, som han eller hun selv er elsket.

Helligåndens opgave er således ifølge bønnen at minde os om, hvad kristelig kærlighed er, så vi ikke forveksler den med vores umiddelbare kærlighedserfaringer eller vores eget opdigtede syn på kærlighed. Helligånden skal derfor minde os om, hvad der er udtalt i bønnens to forudgående led: At vi ikke selv er ophav til vores kærlighed og derfor ikke selv skal opdigte den, og at kristelig kærlighed er selvhengivende kærlighed.

Bønnen afsluttes med, at Kierkegaard påkalder Gud som den evige kærlighed, der er til stede overalt og altid bærer ”Vidnesbyrd”, altså altid ytrer sig på den ene eller anden måde, hvad enten der tales, eller, som i tilfældet Kjerlighedens Gjerninger, skrives retteligen om kærlighed, eller der udøves gerninger af kærlighed.

Endelig ekspliciterer bønnen til slut den skelnen, jeg ovenfor nævnte, mellem kærlighedsgerninger, som er særlige godhedsfulde gerninger som fx at give almisse eller hjælpe med pleje og omsorg, og kærlighedsgerninger, som er enhver gerning udført af kærlighed. Og til allersidst kommer så næsten en passant en afgørende beskrivelse af, hvad der gør en gerning til en kærlighedens gerning, altså en gerning, der udspringer af kærlighed, hvad enten vi taler om kærligheden til vores særligt elskede eller til næsten.

En sådan gerning skal være ”oprigtig i Selvfornægtelse, en Kjerlighedens Trang og just derfor uden Fortjenstlighedens Fordring!”

Vi er nødt til indledningsvis at se nærmere på disse tre kendetegn, da de kommer til at gælde som en grundlæggende beskrivelse af kærligheden gennem resten af værket.

29

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 29

29/01/20 9:36 AM

Tre konstitutive kendetegn Når oprigtigheden fremhæves som et kendetegn ved den kristelige kærlighed, vil det sige, at en ytring af den kristelige kærlighed kan kendes på, at den er det, den giver sig ud for at være: kærlighed.

Oprigtighedens modsætning er ikke refleksion og bevidsthed, men forstillelse og falskhed. Men det kan man naturligvis ikke se. Man kan ikke se, hvad der ligger til grund for en gerning. Man kan måske mærke det, og så skønner man. Ligesom vi gør, når det gælder vores umiddelbare erfaringer med kærligheden.

Vi kender nemlig til det kristelige krav om oprigtighed, fordi vi selv umiddelbart opfylder det, når vi giver os hen til vores elskede, og vi regner med, at sådan giver vores elskede sig også hen til os: ”Var der og vel nogen afskyeligere Sammensætning mulig end den, at elske – og Falskhed; dog det er jo en Umulighed, thi at elske i Falskhed er at hade” (15). Vi kender således til oprigtigheden fra vores umiddelbare erfaringer af og med kærlighed. Og når vi elsker, forudsætter vi tillige umiddelbart, at den, vi elsker, også er oprigtig. Vi tror på kærligheden og forlanger ikke umiddelbart beviser. I kærligheden forstiller vi os ikke umiddelbart. Men alligevel kender vi også til bedragets mulighed. Ulykkelig kærlighed, der skyldes et bedrag, er nok en af de bedst beskrevne former for kærlighed. Det er derfor oprigtigheden kræves. Ikke fordi vi ikke kender til den eller er imod den, men fordi den ofte volder os problemer.

Pointen er, at når vi elsker, forstiller vi os ikke umiddelbart. Et bevidst bedrag kræver refleksion. Vi forstiller os først, hvis vi giver udtryk for en kærlighed, vi ikke har. Og det gør vi, hvis vi lader os forlede af, hvad der er den gængse forestilling om kærlighed i tiden.

Hvis vi tror, at kærlighed skal se ud og være på en bestemt måde for at være kærlighed. Så bedrager vi os selv og dem, vi elsker. Det er denne opdigtede form for kærlighed, Kierkegaard som nævnt kalder digterisk kærlighed. Og det er den form for kærlighed, han opponerer imod allerede i den indledende bøn til Kjerlighedens Gjerninger, når han gør oprigtigheden til et kendetegn på den kristelige kærlighed.

Det er på grund af vores tendens til at opdigte kærligheden og gøre den til noget andet, end den umiddelbart fornemmes som, at oprigtigheden fordres. Men det er kun, fordi vi kender til oprigtigheden fra vores umiddelbare kærlighedsrelationer, at vi ved, hvad

30

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 30

29/01/20 9:36 AM

fordringen betyder og byder. Vi ville ikke vide, hvad vi blev bedt om, hvis vi ikke kendte til og forudsatte oprigtigheden også i vores umiddelbare kærlighedsrelationer.

Men vi kender kun til oprigtigheden gennem vores umiddelbare erfaringer med forkærligheden. Altså kærligheden til vores børn, kæreste, ægtefælle, venner eller andre, vi elsker særligt. Vi har ingen umiddelbare erfaringer med næstekærligheden, fordi “Næsten” ikke er en umiddelbar bestemmelse. Næsten er ikke umiddelbart til. Næsten eksisterer først gennem min kristelige forestilling om, at næsten er ethvert andet menneske, som jeg som sådan skal elske.

Derfor bliver den oprigtighed, som vi umiddelbart kender til i alle de forkærlighedsforhold, vi indtræder i, til et kristeligt forankret krav om, at vi i forhold til næsten, som er ethvert andet menneske, også dem, vi elsker særligt, udviser den samme oprigtighed som den, vi kender til fra forkærlighedens umiddelbare forhold.

Kravet om oprigtighed i forhold til næsten skal sikre, at vi ikke elsker næsten for at tage os ud på en særlig måde. For at synes elskelige i andres øjne. Men at vi elsker næsten oprigtigt, fordi det er det, kærlighedsbuddet siger, at vi skal. Al kærlighed og således også næstekærlighed er kendetegnet ved oprigtighed, ellers er det ikke kærlighed, men et bedrag.

Men nu kræves der ikke bare oprigtighed. Men oprigtig selvfornægtelse. Også den oprigtige selvfornægtelse kender vi fra vores umiddelbare kærlighedsrelationer. Den umiddelbare kærlighed fornemmes som en trang, der trænger sig på og kommer over os på en sådan måde, at vi ikke selv er herre over den. Og netop fordi kærligheden er en lidenskabelig trang, der overmander os, glemmer vi umiddelbart os selv, når vi elsker.

Men vores opdigtede, vores selvkonstruerede forestillinger om kærlighed skygger for denne umiddelbare trang. Vi har en tendens til at mene, at den elskede skal se sådan og sådan ud, være sådan og sådan, tjene sådan og sådan, for at være elsk-værdig; for at være vores kærlighed værd. Den umiddelbare trang til at elske afløses derfor ofte af en temmelig kræsen forestilling om, hvordan et andet menneske skal være for at blive vores særligt elskede. Så bliver vi selvrådige og dermed selvpromoverende i vores kærlighed. Derfor kræves selvhengivelsen.

31

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 31

29/01/20 9:36 AM

For Kierkegaard er selvfornægtelse ikke det samme som at selvet ganske skal destruere sig selv. At fornægte sig selv vil ikke sige at ophøre med at være, men derimod at undlade at handle med sig selv som centrum for sine gerninger. Fra den umiddelbare kærlighed kender vi også til, at vi glemmer os selv, når vi elsker vores børn, kæreste, hustru eller ægtemand. Selvforglemmelsen er således heller ikke ny.

Den oprigtige selvfornægtelse, som fremhæves som et konstitutivt kendetegn på kristelig kærlighed i bønnen, er et krav om, at vi, når vi elsker, sætter os selv og vores egne behov til side for den elskedes skyld. Vi skal opgive den selvrådighed, vi lægger for dagen, når vi vil bestemme, hvad der er elskværdigt ved et andet menneske. I stedet for skal vi forsøge at sætte os i den andens sted, indtage det andet selvs plads for at forstå, hvad denne anden har behov for. Selvfornægtelse er således ikke selvopgivelse, men et værn mod den selvrådighed, som vi kender fra vores opdigtede forestillinger om kærlighed: at den, vi elsker, skal leve op til vores forestillinger om, hvad det vil sige at være elskværdig, og hvad det vil sige at være netop vores elskede: ”Hvis du vil være kæreste med mig, skal du gøre sådan og sådan, være sådan og sådan, etc.” At den elskede skal leve op til vores opdigtede forestillinger om kærligheden viser, at der ligger en skjult form for selvkærlighed, en betinget kærlighedserklæring i disse fordringer: ”Jeg kan kun elske dig, hvis …”.

Selvfornægtelse er at glemme disse opdigtede fordringer og elske, fordi man elsker. Fordi man har en trang til at elske, ikke fordi man har opstillet et kærlighedsbillede, den anden skal leve op til. Derfor er det at elske det samme som at glemme sig selv og sine egne selvskabte fordringer.

Men også selvforglemmelsen kender vi fra vores umiddelbare kærlighedsforhold, hvis vi giver os hen og lader være med at stille krav til den andens elskværdighed. Heller ikke selvforglemmelsen er et nyt kristeligt kendetegn, men det er et kendetegn, vi godt kender til fra vores umiddelbare kærlighedsrelationer, men som vores opdigtede forestillinger om kærlighed som oftest skygger for. Derfor gøres selvfornægtelsen til et krav kristeligt set.

At en gerning er uden fortjenstlighedens fordring, vil sige, at den ikke kræver hverken ros, gengæld eller genkærlighed. Også denne fordring kender vi fra vore umiddelbare kærlighedserfaringer: Vi

32

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 32

29/01/20 9:36 AM

ved godt instinktivt, at vi ikke kan kræve noget igen for vores kærlighed. Alligevel er denne eksplicitte betoning af, at kærligheden ikke må gøre krav på fortjeneste, nødvendig, al den stund Kierkegaard ikke vil slippe tanken om, at også trangen til at modtage kærlighed udgør en umistelig del både af den umiddelbare og den kristelige kærlighed, hvorfor den er medbestemmende for den måde, vi elsker på.

Både i den umiddelbare kærlighed og i den kristelige kærlighed er der altid et håb om genkærlighed, men det er ikke derfor man elsker. Genkærligheden er ikke en betingelse. Trangen til genkærlighed er naturligt indeholdt i tanken om, at kærligheden, både den umiddelbare og den kristelige, er en trang til at elske og en trang til at blive elsket. Denne forståelse af trangen skal jeg uddybe nærmere flere gange senere i forbindelse med læsningen af de enkelte taler.

Men naturligvis kan og skal genkærligheden ikke fordres. Man kan ikke forlange at få noget ud af, igen eller for sin kærlighed. Den elskende kan ikke kræve, at den elskede elsker igen: Det gælder både i forhold til kæresten, vennen, barnet – og næsten. Også fra vores umiddelbare kærlighedsrelationer kender vi således til, at vi ikke kan kræve genkærlighed eller andet i bytte for den kærlighed, vi skænker en anden. Hvis vi alligevel forsøger, viser dette sig straks som et omvendt kendetegn på vores kærlighed. Et negativt kendetegn, der peger i retning af kærlighedens fravær. Og hvis vores elskede forlanger at få kærlighed igen, kan vi mærke, at det ikke er kærlighed, der er tale om. Hvis vi selv forlanger at få kærlighed igen, åbenbarer vi os som ukærlige. Vi kender således umiddelbart til, at kærligheden er uden fortjenstlighedens fordring. Men når vi selv opdigter en række krav, som den anden skal honorere for at være vores elskede, så kræver vi netop at få noget igen for vores kærlighed. Fuld valuta eller pengene tilbage. Derfor gøres det at afstå fra at stille krav og forlange gengæld til et kristeligt krav.

Slutning Da jeg læser de to følger, som Kjerlighedens Gjerninger er opdelt i, som en enhed, hvor bønnen udgør en indgang til hele værket, anser

33

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 33

29/01/20 9:36 AM

jeg naturligvis også det sidste stykke i anden Følge, der bærer titlen ’Slutning’, som afslutning og konklusion på hele værket. Denne afslutning udgør således også en læseanvisning, en paratekst, der skal stemme vores sind, efter vi har været igennem alle de 18 taler, som bogen består af.

Kierkegaard indleder afslutningen med et citat fra 1. Johannesbrev kapitel 4 vers 7: ”I Elskelige, lader os elske hverandre” (368). Han fremhæver, at dette citat i sin ordlyd er meget mildere end den måde, hvorpå han har betonet, at det er en pligt at elske kærligheden og næsten i de 18 taler, som denne slutning runder af. Og i forlængelse heraf siger han, at det er, som om man slet ikke behøver at befale denne kærlighed: ”thi det at elske Menneskene er dog det Eneste det er værd at leve for, uden denne Kjerlighed lever Du egentligen ikke, og det at elske Menneskene er tillige den eneste salige Trøst, baade her og hisset; og det at elske Menneskene det eneste sande Kjende paa, at Du er en Christen” (368).

Det kunne således se ud, som om Kierkegaard her trækker i land: For hvis det, han siger, er, at umiddelbart har vi alle en lyst til at elske ethvert andet menneske, så behøver vi jo slet ikke kærlighedsbuddet og forpligtigelsen på det. Hvis vi umiddelbart gør det, vi skal, elsker vores næste, altså ethvert andet menneske, som os selv, og det udgør et kendetegn på, at vi er kristne, voila, så er vi alle umiddelbart kristne! Men det er naturligvis ikke dét, Kierkegaard siger og mener.

Umiddelbart efter fortsætter han med at fremhæve, at kærlighedsbuddet altid er og altid har været en befaling. Næsten er ikke én, man umiddelbart elsker. Kærlighedsbuddet forbliver det samme: en pligt til at elske ethvert andet menneske som næsten. Hvis det fornemmes som noget naturligt for os at elske ethvert andet menneske som næsten, så er det, fordi det er blevet en god vane, noget, vi har øvet os i at gøre i forholdet til det andet menneske. Vi har i givet fald tillært os en kristen måde at opfatte det andet menneske på. Den kærlige kan simpelthen blive så fortrolig med kærlighedsbuddet, at hun eller han glemmer, at det er en pligt (369). Hvor K.E. Løgstrup omvendt mener, at man må opfatte pligten som sekundær i den betydning, at kærlighedsbuddet kun kan opfyldes spontant, og at forpligtelsen til at elske næsten derfor må betragtes som et erstatningsmotiv til en erstatningshandling.11

34

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 34

29/01/20 9:36 AM

Jeg vil i min efterfølgende læsning af Kjerlighedens Gjerninger inddrage både Opgør med Kierkegaard, Den etiske fordring og Etiske begreber og problemer diskuterende om end af og til kun i noteform. Dog skal min læsning på ingen måde opfattes som en sammenligning mellem Løgstrup og Kierkegaard. Men da de begge har præget opfattelsen af kærlighed og kristendom på hver deres markante måde, har det været naturligt af og til at inddrage Løgstrups synspunkter, både hvor de divergerer fra Kierkegaards, og når der er sammenfald.

Kierkegaard introducerer i bogens slutning et andet lige for lige end det jødiske, der introduceres i 2. Mosebog kapitel 21 vers 23-25: ”liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod, brandsår for brandsår, flænge for flænge, skramme for skramme”. Denne klassiske jødiske retfærdighedstanke, der hviler på en gengældelseslogik, er ifølge Kierkegaard blevet afløst af den kristne tanke om barmhjertighed og næstekærlighed, og derfor fremhæver han, at kristendommen har gjort ethvert forhold mellem menneske og menneske til et samvittighedsforhold. I kristendommen er der ikke længere nogen udvortes lov, ingen moralsk rettesnor, man i objektiv forstand skal blive på den rette side af. Når ethvert forhold gøres til et samvittighedsforhold, kastes det enkelte menneske tilbage på sig selv og sin egen samvittighed.

Kierkegaard fortsætter derfor med at sige, at i kristendommen sættes der lighedstegn mellem det, man selv modtager, og det, man giver en anden: Vi har fået skænket kærligheden, derfor skal vi give den til en anden. Vi har fået skænket tilgivelsen, derfor skal vi give den til en anden (373). Han fremhæver i forlængelse heraf, at kristendommen har gjort vores forhold til andre mennesker til et gudsforhold (370). Det betyder, at for Kierkegaard er gudsforholdet på ingen måde et privat forhold, der udelukkende finder sted i et menneskes indre (373). Gudsforholdet skal give sig til kende gennem den måde, vi behandler andre mennesker på. Kristendommen skal manifestere sig i det offentlige rum gennem den måde, vi behandler hinanden på, gennem den måde, vi elsker på.

Men det betyder bestemt ikke, at Kierkegaard afviser tanken om, at troen er en gave: ”Du maa have Gud til Hjælp for at troe, at Du ved Daaben er frelst; Du maa have Gud til Hjælp for at troe, at Du i Nadveren erholder Dine Synders naadige Forladelse” (372). Troen

35

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 35

29/01/20 9:36 AM

er en gave, men den skal føre til gerninger. Det indre må give sig til kende gennem det ydre. Troen er den gave, der ligger i at turde hengive sig. Men den gave skal gives videre, ved at vi tør hengive os til andre, tør tro på kærligheden i os selv såvel som i enhver anden. Det er derfor, Kierkegaard kan afslutte Kjerlighedens Gjerninger med det radikale udsagn om, at den tilgivelse, du giver til et andet menneske, er den tilgivelse, du selv får (373). Det betyder ikke, at man tilgives, fordi man selv tilgiver, men at man tilgives på samme måde, som man selv tilgiver, når man tilgiver ubetinget. Lige for lige. (Mere om tilgivelse og forsoning i min læsning af tale VI og VIII i tredje kapitel).

Kierkegaard fremfører, at dette lige for lige er helt anderledes end den banale gengældelses lige for lige, der lå i det jødiske øje for øje og tand for tand. Han kalder dette for det travle lige for lige, fordi det er dét lige for lige, vi som oftest tyer til i en håndevending, når det skal gå stærkt, og vi hurtigt skal finde ud af, hvad vi skal gøre.

Det travle lige for lige er indeholdt i den gyldne regel, der formuleres i Bjergprædikenen i Matthæusevangeliet kapitel 7 vers 12: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem”. Kierkegaard sætter ikke bare den gyldne regel lavere end næstekærlighedsbuddet, han opfatter simpelthen blot reglen om, at man skal gøre det samme mod andre, som de gør mod en, som en almen leveregel, en ”klogskabsregel”, som vi tyer til af etisk dovenskab. Og det har han jo sådan set helt ret i, for den gyldne regel eller reciprocitetsetikken er et moralsk princip, der med forskellige variationer findes i mange forskellige kulturer og religioner. Den gyldne regel har intet med kærlighed at gøre, men med en meget primitiv form for retfærdighed, der er blevet gjort til en slags almen levevisdom i mange kulturer uanset religiøs observans. Som det skal vise sig i min læsning af den fjerde tale i første følge ser Løgstrup helt anderledes på den gyldne regel.

Det vil tillige vise sig tydeligt gennem min læsning af alle de 18 taler, Kjerlighedens Gjerninger består af, at Kierkegaard opfatter kristendommen som et radikalt etisk krav til enhver af os, selv om ordet etik end ikke anvendes i bogen. Næstekærlighedsbuddet skal kaste os tilbage på os selv og vores egen samvittighed. Vi skal anvende det kendskab, vi har til kærligheden gennem alle de umiddelbare skik-

36

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 36

29/01/20 9:36 AM

kelser, vi har erfaret den igennem, og elske ethvert andet menneske, næsten, som vi selv elsker og selv ønsker at blive elskede af vores umiddelbart elskede: ”Thi christeligt forstaaet er det at elske Menneskene at elske Gud, og det at elske Gud at elske Menneskene” (376).

Allerede på baggrund af de paratekster, der indleder, omkranser og afslutter Kjerlighedens Gjerninger, kan vi således udlede, at den målestok, Kierkegaard anlægger for at fastslå, hvorvidt noget rettelig kan siges at være en ytring af den kristne kærlighed, bygger på følgende tre kriterier: at kærligheden i sit udtryk er oprigtig i selvfornægtelse, at den beror på en dobbeltrettet trang til at elske og blive elsket, og at den er uden fortjenstlighedens fordring. Men på disse punkter svarer den kristelige forestilling om kærlighed faktisk til vores umiddelbare erfaringer af og med kærligheden, hvilket slet ikke er så underligt, al den stund at den kristelige kærlighed og den umiddelbare kærlighed har samme ophav, hvilket allerede blev statueret i bønnens første led.

Tre kæmpende positioner De problemer, som Kierkegaard bokser med i Kjerlighedens Gjerninger kommer derfor ikke af forholdet mellem den umiddelbare og den kristelige kærlighed. Problemet er, at der kiler sig en opdigtet forestilling om kærlighed ind mellem disse to former for kærlighed.

Vi kender umiddelbart til alle de tre kendetegn, der i bønnen fremhæves som kristelige. Både den oprigtige selvfornægtelse, kærlighedens dobbeltrettede trang og det at afstå fra at ville have noget ud af eller igen for vores kærlighed, kender vi fra vores umiddelbare kærlighedsrelationer, hvorfor Kierkegaard også igen og igen gennem hele værket kaster os tilbage på vores egne erfaringer med kærligheden gennem små gentagne spørgsmål: ”Kender du ikke det M.T? [min Tilhører].

Den eneste ukendte faktor i forhold til kærligheden er begrebet ”Næste”. Næsten og dermed næstekærligheden, som ikke er forkærlighed til nogle få og særligt elskede, men kærlighed til ethvert andet menneske, kender vi ikke umiddelbart. Næstekærligheden giver kærligheden en ny retning, som vi ikke ville have kendt til uden kristendommen. Den grundlæggende forskel mellem den umiddelbare

37

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 37

29/01/20 9:36 AM

kærlighed og den kristelige kærlighed består ikke i måden at elske på, men i kærlighedens retning.

Der er således tre positioner på spil i Kjerlighedens Gjerninger. Den umiddelbare kærlighed, den kristelige kærlighed og den opdigtede, den digteriske kærlighed. Umiddelbart elsker vi nogle få med forkærlighed. Kristendommen kræver tillige, at vi elsker ethvert andet menneske med næstekærlighed. Disse to positioner står ikke i modsætning til hinanden. Også den særligt elskede er næsten. Det er derimod vores til enhver tid selvrådigt opdigtede syn på kærlighed, der volder problemer og kiler sig ind imellem disse to måder at elske på og gør det nødvendigt med et opgør, ja, initierer en kamp om kærligheden. Det er om denne kamp, kampen mellem vores opdigtede forestillinger om kærlighed og den kristelige kærlighed, at Kjerlighedens Gjerninger handler.

Så vidt parateksterne til Kjerlighedens Gjerninger. Havde bogens læsere gennem årene næslæst disse, kunne mange misforståelser og fejllæsninger være undgået. Om disse fejllæsninger handler mit sidste kapitel: Andre læsninger af Kjerlighedens Gjerninger. Det kapitel er som nævnt i indledningen primært henvendt til de særligt interesserede læsere. Er du blot interesseret i, hvordan jeg læser Kjerlighedens Gjerninger, kan du roligt fortsætte med at læse de næste to kapitler og springe det sidste kapitel over.

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 38

29/01/20 9:36 AM

K a pite l 2

Evighedens forandring – en læsning af første følge af Kjerlighedens Gjerninger

Jeg læser første følge af Kjerlighedens Gjerninger som Kierkegaards redegørelse for, hvori forskellen mellem vores selvopfundne forestilling om kærligheden, kaldet den digteriske forestilling, og den kristelige forestilling om kærlighed, består. Samt som en skitsering af, hvilke ligheder og forskelle der er mellem de kendetegn, som knytter sig til henholdsvis vores umiddelbare kærlighedserfaringer og den kristne kærlighed.

Endvidere er Kierkegaard i første følge primært interesseret i, hvordan han gennem sine overvejelser kan påvirke os, sådan at vi, som elskende, ændrer vores forestilling om kærlighed og omdanner vores måde at elske på. Første følge beskriver således den omdannelse af et menneskes syn på kærlighed, som kristendommen ifølge Kierkegaard vil afstedkomme. En omdannelse, der gælder alle kærlighedens umiddelbare skikkelser, fra forældrekærlighed over venskabskærlighed til forelskelse og selvkærlighed. Der er tale om en omdannelse af et menneskes indre, dets måde at forholde sig til sig selv og til kærligheden på, og Kierkegaard kalder denne omdannelse

39

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 39

29/01/20 9:36 AM

for ”Evighedens Forandring”. Det menneske, der undergår evighedens forandring, kalder Kierkegaard for ”den Kjerlige”.

Hvilke kendetegn har kærlighed?

Første tale, første følge (I): ’Kjerlighedens skjulte Liv og dets Kjendelighed paa Frugterne’ Som nævnt i første kapitel anser jeg begge de taler, der indleder første og anden følge af Kjerlighedens Gjerninger for paradigmatiske: De sætter dagsordenen for, hvad der siges i det følgende.

Alle talerne i Kjerlighedens Gjerninger indledes med et bibelcitat. I denne tale er det Lukasevangeliet kapitel 6 vers 44: ”For ethvert træ kendes på sin frugt. Man plukker jo ikke figner af tjørn, høster heller ikke druer af en tornebusk. Et godt menneske tager gode ting frem af sit hjertes gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd”. Derefter følger en indledning, der skal tjene til at vække tilhørerens opmærksomhed og i kort form give en oversigt over talens hovedpunkter. Samme struktur følges i alle talerne i de to følger.

Indledningen til denne første tale anslår det tema, der er på spil i hele værket: Det drejer sig om kendelighed, om, hvordan det liv og dermed de gerninger, der er uadskillelige fra kærligheden, er kendelige.

Grunden til, at det er nødvendigt for Kierkegaard indledningsvis at tale om kendelighed er, at man ikke umiddelbart kan se hverken kærligheden eller dens gerninger. Derfor er vi nødt til at tro på kærlighedens tilstedeværelse i os selv såvel som i enhver anden. Gør vi ikke det, bedrager vi os selv og lukker dermed os selv ude fra kærligheden. Og at bedrage sig selv for kærlighed kaldes ”et evigt Tab” (14).

Vi bedrager os selv for kærligheden, hvis vi tror, vi selv skal opstille rammerne for, hvad der kan kaldes kærlighed, og hvad der ikke kan. Vi bedrager os selv fra kærlighed, når vi opfinder vores egen selvrådige definition af, hvad kærlighed er. Det vil sige, at det bedrag, det forfærdeligste, der her er tale om, er selvbedraget. Det er det bedrag, alle vi, der i dag lever i en verden med datingsider, Tinder og tv-programmer som ”Gift ved første blik” eller ”Date mig

40

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 40

29/01/20 9:36 AM

nøgen”, lever i. Vi tror, vi selv kan opdigte kærligheden. Men det er et bedrag, ja, et selvbedrag.

Og det er et bedrag, der altid har gjort sig gældende i menneskehedens historie, mener Kierkegaard. Grundlæggende skyldes vores tendens til selv at ville opfinde en række regler for kærligheden, at vi mildest talt ikke er særlig risikovillige, når det kommer til den. Vi vil gerne være sikre på at blive elsket, og vi vil derfor også gerne sikre os, at vi elsker den rigtige. Det særlige ved os mennesker er, at vi i alt, hvad vi gør, altid har forholdet til os selv med. Lige nu forholder du dig fx til dig selv som en, der læser denne bog. Det er, fordi vi altid i udgangspunktet har forholdet til os selv med, når vi møder et andet menneske, at vi aldrig møder det helt uforbeholdent. Vores forbehold består blot i bevidstheden om, at den anden er en anden end mig, en anden end det selv, jeg altid har med mig i alle mine forhold.

Men i hengivelsen til den særligt elskede, fx et menneske, vi er forelskede i, glemmer vi forbeholdet, fordi vi glemmer os selv. Når vi umiddelbart giver os hen i kærligheden til vores særligt elskede, glemmer vi os selv – i hvert fald for en stund. Vores umiddelbare kærlighedsforhold er flygtige, fordi vores hengivelse er ubestandig.

Den blandes over tid med forbeholdet, som får os til at stille krav til dem, vi elsker, og kræve, at de elsker os igen på den måde, vi ønsker at blive set og elsket på. Selvforholdet dukker altså op igen.

Det er, fordi vi altid har os selv med i forholdet til andet og andre, at vi i udgangspunktet møder ethvert andet menneske med et lille forbehold, hvis vi ikke gribes af en umiddelbar kærlighed og hengiver os – for en tid. Vi møder ikke ethvert andet menneske med mistro. Men heller ikke med tillid. Men med et lille forbehold, som lidt efter lidt kan ophæves, når vi lærer dette andet menneske at kende og stoler på det. Det sker, når vi ophæver vores forbehold og giver os hen til den anden i tillid til, at hun eller han er den, vedkommende er, og vil os det godt. Men også her kan forbeholdet lidt efter lidt indfinde sig igen, hvis vi bliver i tvivl om den andens troværdighed.

Kender vi slet ikke det andet menneske, former vores lille forbehold altid relationen og vanskeliggør den.

At tro på kærligheden er det omvendte af at være forbeholden og opdigte kriterier og regler, der skal bevise kærlighedens tilstedeværelse i den anden. At tro på kærligheden vil sige at forudsætte dens

41

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 41

29/01/20 9:36 AM

tilstedeværelse, som i den umiddelbare hengivelse, i ethvert forhold, vi måtte indgå i. Troen på kærligheden trodser forbeholdet.

Men troen på kærligheden og troen på Gud kæmper med samme problem: Ingen har nogen sinde set hverken kærligheden eller Gud. Ingen af delene kan beskrives objektivt eller verificeres empirisk. Her er ingen klare kendetegn. Hvilket bestemt ikke er det samme som at sige, at hverken kærligheden eller Gud findes. Men vores tilgang til disse fænomener går ikke gennem viden og fornuft, men gennem erfaring, lidenskab og tro.

At tro på kærligheden og at tro på Gud er i en vis forstand to sider af samme sag. Som jeg nævnte i mit indledende kapitel, overtager Kierkegaard ubesværet definitionen af Gud som kærlighed fra 1.

Johannesbrev. Når det gælder troen på kærligheden, er det derfor en tro på, at dens tilstedeværelse er tilstedeværelsen af noget, der er større end os. Noget, vi ikke selv magter og mestrer. Noget, vi ikke selv kan opstille regler og kriterier for. Noget, vi ikke kan bevise eller begrunde. Troen på kærligheden er en tro på dens magt til at sætte sig igennem os selv uafvidende.

Men fordi vi gennem hele menneskelivet har og har haft en lang række erfaringer med kærligheden, kan vi benytte disse erfaringer og foretage et skøn: Vi har mødt den som børn, når vi modtog den fra vores forældre og andre vigtige omsorgspersoner. Vi har mødt den i skikkelse af forelskelser, gengældte som uigengældte. Vi har mødt den i venskaber, måske i ægteskaber, og vi har derfor en lang række erfaringer med kærlighedens forskellige skikkelser. Og det er på baggrund af disse erfaringer, at vi ikke blot kan tro på kærligheden, fordi vi rent faktisk har oplevet, at den findes, men at vi også lidt efter lidt kan lære os at skønne. Vi kan aldrig genkende kærligheden umiddelbart, men på baggrund af vores mange erfaringer med den kan vi af og til i de enkelte tilfælde skønne, hvorvidt det, vi oplever og mærker, er kærlighed.

Et skøn er en subjektiv vurdering, der hviler på det enkelte menneskes erfaringer. Et skøn er noget helt andet end en nagelfast definition. Et skøn er lige det modsatte af det, Kierkegaard i denne tale kalder ”Klogskabens Snare”. Vi falder i klogskabens fælde, hvis vi mener, at vi selvrådigt kan opstille en række valide kriterier for, hvornår noget er kendeligt som kærlighed. Det er ikke muligt at

42

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 42

29/01/20 9:36 AM

kreere en objektiv liste over kærlighedens kendetegn og så måle en given relation ud fra en ”afkrydsning” på denne liste for at finde ud af, om det er en kærlighedsrelation. Lyder det velkendt? Sikkert. For det er præcis det, de fleste af os gør. Det er alle os, der selvrådigt opstiller en række kriterier for, hvordan vores elskede skal være, for at vi kan elske ham eller hende, og for, hvordan vores og deres kærlighed skal udfolde sig, hvis det er ”sand” kærlighed. Det er alle os, som Kierkegaard under ét sammenfatter i betegnelsen ”Digteren” i Kjerlighedens Gjerninger. Vi er digtere, fordi vi digter, opfinder, vores egen målestok for, hvornår noget kan kaldes kærlighed. Digteren, karakteriseret ved vores selvrådige opstilling af kriterier for kærligheden, udgør den største fare både for den umiddelbare og den kristne kærlighed.

Vi møder Digteren som type første gang på side 16, og som det skal vise sig, er den kamp om kærligheden, der pågår i Kjerlighedens Gjerninger, en kamp mellem Digterens selvopfundne opfattelse af kærligheden og den kristne kærlighed. En opfattelse, som vi mennesker på den ene eller den anden måde altid fejlagtigt har gjort til vores, hvorfor Digteren som type er tidløs.1 I denne første tale kalder Kierkegaard kærligheden for ”Evighedens Baand” (14). Når vi erfarer kærlighedens kraft, dens magt til at sætte sig igennem af sig selv, erfarer vi i det enkelte, det tilfældige kærlighedsmøde, en flig af det universelle. Kærligheden er en revne i timeligheden, en sprække i det dagligdags, hvor evigheden, det særlige og det hellige, skinner ind. Det er derfor, Kierkegaard fremhæver, at kærligheden er større end vores egne erfaringer, forventninger og fordringer. Den forbinder dét, vi kender til, med dét, vi ikke kender til; det nære med det ophøjede; det dagligdags med det helt særlige, det flygtige med det vedvarende, det timelige med det evige.2 Men i sig selv har kærligheden ingen nagelfaste kendetegn. Derfor er den eneste måde, vi kan nærme os kærligheden på, ved at tro på den.

Men alligevel vil Kierkegaard ikke opgive talen om kendelighed.

Kærligheden selv kan ikke kendes og bevises. Men det liv, de gerninger, der er uadskillelige fra kærligheden, kan kendes. Og det kan de gerninger, der er uforenelige med kærligheden, også. Allerede i indledningen til den første tale opremser Kierkegaard derfor en række

43

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 43

29/01/20 9:36 AM

negative kendetegn, der peger i retning af kærlighedens fravær: Hvis man håner den måde, ens elskede viser sin kærlighed på, hvis man forsøger at stille regler op for, hvordan kærligheden skal være, hvis man er mistroisk, og hvis man ikke selv vil give sig hen, er det kendetegn, der tyder på kærlighedens fravær (15).3 Nok kan kærlighedens liv ikke kendes umiddelbart, men på baggrund af de gerninger, der udføres, og ens egne erfaringer med kærligheden gennem livet, kan man foretage et skøn. Og som det gælder i forhold til ethvert skøn, kan man tage fejl. Kierkegaard understreger nu, at tager man fejl, når det gælder kærlighed, er det enten: 1.

Fordi man ikke kender kærlighedens kendetegn. Eller 2. Fordi man ikke ved at skønne. Og det er præcis disse to ting, Kierkegaard vil lære den læser, der begiver sig indenfor i overvejelserne over Kjerlighedens Gjerninger: At lære kærlighedens kendetegn at kende, samtidig med at man holder sig for øje, at disse kendetegn ikke er objektivt konstaterbare, men altid beror på et skøn og bygger på tro.

Videre lyder det, at den kristne kærlighed skal kendes på sine ”egne Frugter” (16). Og i denne første tale nævner Kierkegaard én af disse frugter: Den kristelige kærlighed har ”Evighedens Sandhed i sig”. Det betyder, at den kristelige kærlighed er uforgængelig. I modsætning til vore erfaringer med den umiddelbare kærlighed, der viser, at denne ofte er flygtig og skrøbelig. Den kristne kærlighed er uforgængelig, fordi den ikke bygger på vores lyst til at elske, vores lidenskab for et bestemt andet menneske, men derimod på en udefrakommende forpligtigelse. Lysten kan af- og tiltage i et menneskes liv. Men pligten forbliver den samme.

Kierkegaard understreger, at al kærlighed har sin oprindelse i et menneskes inderste. Kærligheden opstår ikke først, når vi elsker, men udgør en grundegenskab ved selve det menneskelige. Det betyder bestemt ikke, at vi er gode inderst inde. Det er ikke en moralsk bestemmelse. Men en ontologisk bestemmelse af den menneskelige væren. Kærligheden som egenskab betragtet, dét at vi kan elske, hører med til selve det at være menneske.

Vi er således ikke selv ophav til vores kærlighed. Kierkegaard taler derfor metaforisk og siger, at et menneskes kærlighed grunder i Guds kærlighed. Allerede her i den indledende tale i Kjerlighedens Gjerninger gøres der op med den skelnen mellem human og gud-

44

Kierkegaard og k_rlighedens kendetegn.indd 44

29/01/20 9:36 AM