Hvad gør man, når en 13-årig stikker af fra sit opholds sted? Hvad stiller man op, når en 14-årig afviser behand ling af et eskalerende misbrug? Hvis et barn eller en ung er til fare for sig selv eller andre, kan sikret anbringelse være nødvendigt for en kortere periode. Denne bog handler om de svære beslutninger, der er forbundet med at anbringe, og om de unges oplevelser af at blive anbragt på sikret institution. Sidste udvej bidrager med den nyeste viden om forskning og praksis inden for sikret anbringelse og belyser de unges oplevelser og samarbejde med sagsbehandler. Den kommer også med en række konkrete anbefalinger, så ungeperspektivet sikres, og den sikrede anbringelse tilpasses de unges behov. Bogen henvender sig til sagsbehandlere, pædagoger og studerende, der søger viden om det socialfaglige arbejde med udsatte unge og tvangsmæssige beslutninger. Bogen er også relevant for ansatte på sikrede og delvis lukkede døgninstitutioner, beslutningstagere og andre professionelle, der har berøring med unge i udsatte positioner.
Sidste_Udvej_Omslag_03.indd 1
09.10.20 11.29
SIdste udvej.indd 2
14.10.2020 11.12
Ann-Karina Henriksen og Rikke Cecilie Bjerrum Refsgaard
SIDSTE UDVEJ OM AT ANBRINGE OG BLIVE ANBRAGT PÃ… SIKRET INSTITUTION
Akademisk Forlag
SIdste udvej.indd 3
14.10.2020 11.12
Sidste udvej Om at anbringe og blive anbragt på sikret institution Ann-Karina Henriksen & Rikke Cecilie Bjerrum Refsgård © 2020 Akademisk Forlag, København – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont Denne bog er beskyttet i henhold til gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder for eksempel, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node, se: www. tekstognode.dk/undervisning. Forlagsredaktion: Helene Deden Omslag: Jakob Brandt-Pedersen Sats: Demuth Grafisk Tryk: ScandinavianBook Hvor intet andet er angivet, tilhører rettigheder til illustrationerne bogens forfatter(e).
Akademisk Forlag støtter børn og unge Akademisk Forlag er en del af Egmont, som er Danmarks største mediekoncern. Egmont har fortalt historier i over 100 år, laver film i Oscarklasse og fortæller historier gennem nyheder, bøger og magasiner. Egmont er en dansk fond, som hvert år giver næsten 100 millioner kroner til børn og unge, der har det svært. 1. udgave, 1. oplag, 2020 ISBN: 978-87-500-5763-5
akademisk.dk
SIdste udvej.indd 4
14.10.2020 11.12
Indhold Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Lovgivningsmæssig ramme . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 Sikret anbringelse – før og nu . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 En sammensat målgruppe . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15 Hverdagen på en sikret afdeling . . . . . . . . . . . . . . . . 17 Viden om sikret anbringelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20 Sikret anbringelse i Norden og det øvrige udland . . . . . . . 22 Bogens struktur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25 Referencer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 27
1 Hvem er de socialt anbragte? . . . . . . . . . . . . . .
33
Veje til og fra sikret anbringelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34 Type 1: Ikke tidligere anbragt . . . . . . . . . . . . . . . . . 35 Type 2: Hurtigt eskalerende . . . . . . . . . . . . . . . . . . 36 Type 3: Lidt af det hele . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39 Type 4: Mest indgribende . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 40 Sociale forhold . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43 Opvækst og anbringelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43 Risikoadfærd . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 46 Psykisk sygdom . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 48 Opsamling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 50 Referencer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 52
SIdste udvej.indd 5
14.10.2020 11.12
2 Beslutningsprocesser ved sikret anbringelse . . . . . . .
55
Den teoretiske ramme . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 56 En beslutning på tværs af forvaltningen . . . . . . . . . . . . . . 57 Meningsskabende fortællinger i forvaltningen . . . . . . . . . . . 60 At beskytte de unge . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 61 At beskytte de professionelle . . . . . . . . . . . . . . . . . 62 At stå uden alternativer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63 Beslutningen i børn- og ungeudvalget . . . . . . . . . . . . . . . 66 De unges oplevelse af beslutningsprocessen . . . . . . . . . . . . 70 Opsamling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Referencer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
74 75
3 At ”skrive en sag op” til sikret anbringelse . . . . . . . . 79 Loven som kontekst . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 80 Aktør-netværk-teori . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 83 Viden kædes sammen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 85 Viden sorteres og forstærkes . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 89 Viden nedtones og tages ud af kontekst . . . . . . . . . . . . . . 91 Sårbarhed og behandlingsbehov skrives ud . . . . . . . . . . . . 93 Opsamling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 97 Referencer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 98
4 Den svære inddragelse . . . . . . . . . . . . . . . . . 101 En dynamisk samarbejdsmodel . . . . . . . . . . . . . . . . . .102 Type 1: Går egne veje . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 103 Type 2:Trækker sig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .108 Type 3:Tilpasser sig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 111 Type 4: Ansvarlig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .115 Opsamling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .120 Referencer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 121
5 De unges perspektiver på sikret anbringelse . . . . . . . 125 Ankomst . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 125 Struktur og rammer for hverdagen . . . . . . . . . . . . . . . . 129 Skole, værksted og aktiviteter . . . . . . . . . . . . . . . . . . .133
SIdste udvej.indd 6
14.10.2020 11.12
De ansatte . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .135 Ungefællesskab . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 142 Behandling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 146 Opsamling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 151 Referencer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 152
6 Ny viden og nye muligheder . . . . . . . . . . . . . . 157 Formål og samarbejde om opgaven . . . . . . . . . . . . . . . .157 Observationsrapporter og udredninger . . . . . . . . . . . . . . 163 Videre anbringelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 166 Vilkår for anbringelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .170 Opsamling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 174 Referencer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 174
7 Konklusion og anbefalinger . . . . . . . . . . . . . . 177 Anbefalinger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .178 Hvem er de anbragte børn og unge? . . . . . . . . . . . . . . . .178 Hvordan træffes beslutningen om sikret anbringelse? . . . . . . . .180 Hvad siger de unge om sikret anbringelse? . . . . . . . . . . . . .183 Hvad kommer der ud af en sikret anbringelse? . . . . . . . . . . .184 Samarbejdet mellem sagsbehandler og ung . . . . . . . . . . . . 187 Hvad sker der efter sikret anbringelse? . . . . . . . . . . . . . . 187 Referencer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 188
Bilag 1 Metode . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 191 Adgang til informanter og data . . . . . . . . . . . . . . . . . .192 Interviews . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 194 Interviews med unge . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .196 Interviews med sagsbehandlere . . . . . . . . . . . . . . . . . .198 Øvrige interviews . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .199 Dokumenter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .200 Etik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .201 Bearbejdning af materiale . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 202 Analysestrategi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 203 Referencer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 203
SIdste udvej.indd 7
14.10.2020 11.12
SIdste udvej.indd 8
14.10.2020 11.12
1
SIdste udvej.indd 32
14.10.2020 11.12
Hvem er de socialt anbragte? Sikret anbringelse er den mest indgribende foranstaltning i serviceloven og hermed sidste led i en række mulige og mindre indgribende tiltag for at støtte og drage omsorg for et barn eller en ung. I dette kapitel belyser vi en række sociale forhold, der kendetegner de socialt anbragte, for eksempel opvækst, anbringelseshistorik, risikoadfærd og psykisk sygdom. De socialt anbragte er ikke tidligere blevet selvstændigt undersøgt og beskrevet, hvilket medfører en risiko for at overse målgruppens særlige vilkår, forhold og behov. På baggrund af en systematisk gennemgang af 28 sager, hvor de unge er blevet anbragt på sikret institution, er det muligt at tegne et billede af, hvem de unge er, og hvad der karakteriserer deres veje til og fra sikret anbringelse. Det bidrager til at synliggøre målgruppens behov samt de sårbarheder, der i forening kan gøre det vanskeligt at være anbragt på en sikret afdeling. I henhold til serviceloven § 63 b, nr. 2, kan der træffes afgørelse om en anbringelse på op til 3 måneder med mulighed for administrativ forlængelse i yderligere 3 måneder. I henhold til Danske Regioner (2020) er de socialt anbragte i gennemsnit anbragt i 84 dage, altså næsten 3 måneder. Et overraskende fund ved den systematiske sagsgennemgang er, at den gennemsnitlige varighed af anbringelserne er 124 I gennemsnit dage. Kun to af de 28 sager, der indgår i datamaterialet, har en varighed 124 anbringel sesdage på under 3 måneder, hvor den ene er en formandsbeslutning, der falder i børn- og ungeudvalget. Forskellen mellem vores opgørelse og tal fra
33
SIdste udvej.indd 33
14.10.2020 11.12
Danske Regioner kan skyldes forskellige opgørelsesmetoder, idet vi har set på den samlede varighed af en anbringelse, uagtet om der har været ændring i anbringelsesgrundlag eller anbringelsessted. Tabellen herunder viser fordelingen på varighed: Varighed
Antal
Under 1 uge
1
2 mdr.
1
3 mdr.
12
3-4 mdr.
6
4-5 mdr.
2
5-6 mdr.
4
6 mdr. +
2
Der tegner sig således et billede af, at lovtekstens ordlyd ”anbringelse i op til 3 måneder” i praksis tolkes som, at varigheden af en social anbringelse både til pædagogisk observation og for farlighed er mindst 3 måneder.
Veje til og fra sikret anbringelse Det gælder for 20 ud af 28 sager, at de unge har været anbragt udenfor hjemmet umiddelbart før eller op til den sikrede anbringelse. Det er forventet, idet § 63 b, stk. 2 foreskriver, at sikret anbringelse må anvendes, når andre mere lempelige alternativer ikke vurderes tilstrækkelige. I det lys er det måske netop bemærkelsesværdigt, at otte af de unge ikke har været anbragt forud for den sikrede anbringelse. Vi har på tværs af sagerne identificeret fire typer af forløb, der adskiller sig i forhold til en tidsdimension, forstået som varigheden af forudgående indsatser, og en indsatsdimension, forstået som hvor indgribende en indsats der har været sat i værk. Anbringelse på formandsbeslutning fordeler sig på alle fire typer af forløb og udgør 15 af de 28 sager. De
34
SIdste udvej.indd 34
14.10.2020 11.12
fire forløbstyper er kort præsenteret herunder og beskrives efterfølgende mere detaljeret. 1. Ikke tidligere anbragt: Forebyggende foranstaltninger og ikke anbragt forud for sikret anbringelse (otte sager). 2. Hurtigt eskalerende: Sagen har været passiv/stillestående med enkelte tiltag, som der er fulgt dårligt op på. Der går få måneder mellem første anbringelse og sikret anbringelse (syv sager). 3. Lidt af det hele: En del indsatser har været afprøvet, hvor man nogenlunde har taget trinene op ad indsatstrappen i forventet tempo og intensivering (seks sager). 4. Mest indgribende: Gentagne anbringelser på sikret og delvis lukket institution. Man bliver på øverste trin af indsatstrappen i flere år (syv sager).
Type 1: Ikke tidligere anbragt I den første type sagsforløb gælder det, at de unge har været kendt af forvaltningen gennem en årrække, typisk i form af underretninger om skolefravær, konflikter på skolen, bekymringsadfærd i ungdomsklub, underretninger fra børne- og ungdomspsykiatrien eller fra politiet. Der foreligger en børnefaglig undersøgelse, og der er iværksat støtte- og kontaktperson suppleret af familiebehandling, men uden den ønskede effekt. Seks af de otte unge er under 15 år, og gennemsnitsalderen for denne type sagsforløb er således den laveste af de fire forløbstyper. I fire af sagerne beskrives udpræget modvilje mod at samarbejde med forvaltningen hos den ene eller begge forældre såvel som uenighed i forståelsen af problemets kerne og behov for indsats. Det kan for eksempel være uenighed om behov for familiebehandling med et forløb præget af afbud og manglende motivation. I tre af sagerne indgår forældrepålæg, hvor forældrene forpligtes på, at de unge går i skole og opholder sig i hjemmet på aftalte tidspunkter. De unge beskrives overvejende som samarbejdende om familiebehandling, men samarbejder i mindre grad om praktikforløb og mentorforløb, og den ønskede positive indvirkning på kriminalitet og skolevægring udebliver.
35
SIdste udvej.indd 35
14.10.2020 11.12
Case 1: Ibrahim er 14 år, da han anbringes på sikret institution. Forældrene er kommet til Danmark fra Mellemøsten, og familien er præget af et højt konfliktniveau og vold, både før og efter forældrene bliver skilt. Der er bekymringer om både Ibrahim og hans storebrors tidlige involvering i kriminalitet og manglende skolegang. Der sættes ind med familiebehandling, der gennemføres tilfredsstillende. Ibrahim får tilbudt to specialiserede skoleforløb og mentorstøtte, men er i stigende grad afvisende overfor krav i hjemmet. Moren samarbejder med forvaltningen om tilbud til begge drenge, men Ibrahims deltagelse er svingende. Han tilbydes praktik, hvor han delvis skal bo ombord på en båd, men stikker af kort efter opstart. Et par måneder senere anbringes han på sikret institution til pædagogisk observation i 3 måneder. Forvaltnings Sagsforløbene er karakteriseret dels ved forvaltningsmæssig tøven ud mæssig tøven og fra et ønske om at samarbejde med familierne og den unge, dels ved at mangel på der ikke i tilstrækkelig grad har været fulgt op på indsatserne. Sagerne opfølgning bærer også præg af, at det har været svært at sætte ind med mere indgribende foranstaltninger, når der har manglet grundlag for tvangsmæssige indgreb. Forvaltningen kan først sætte ind, når den unges adfærd fremstår meget bekymrende, og det kan dokumenteres, eller når forældrene skifter holdning og samtykker til mere indgribende indsatser. Det fremgår imidlertid ikke klart af sagerne, hvorfor åben anbringelse ikke afprøves først. I to af sagerne har de unge været forsøgt anbragt, men er stukket af indenfor det første døgn, og anbringelsen er ikke genoptaget. Én sag falder ved behandling i børn- og ungeudvalget, hvorefter den unge flyttes til en åben anbringelse. Det beskrives, at de unge er kravafvisende og har en eskalerende problemadfærd, der er til fare for dem selv og andre, hvilket lægges til grund for den sikrede anbringelse. De unge i denne type forløb er alle anbragt i pædagogisk observation i 3-4 måneder. Efterfølgende er alle anbragt på åbne opholdssteder.
Type 2: Hurtigt eskalerende Denne type af forløb er karakteriseret ved, at de unge har været anbragt kortvarigt (1-4 måneder), oftest fordelt på flere forskellige akut-/døgn-
36
SIdste udvej.indd 36
14.10.2020 11.12
institutioner, inden de anbringes på sikret institution første gang. Ligesom type 1 er der tale om sager, hvor de unge har været kendt i forvaltningen gennem en årrække, og hvor der har været iværksat støtte- og kontaktperson og/eller familiebehandling, uden at det har haft den ønskede positive effekt. Syv af sagerne falder indenfor denne type, der i forvaltningen opleves som hurtigt eskalerende. Som en teamleder udtaler: ”Vi går lidt fra en sag med ingenting til en sag, der bare buldrer og brager. Altså vi har jo nok sovet lidt i timen.” Sagerne ”buldrer og brager” ikke mindst, fordi de unge ikke trives eller falder til i deres anbringelser. Anbringelserne bryder sammen, primært fordi de unge enten har Anbringelserne konflikter med brug af trusler og/eller fysisk vold mod personalet eller bryder sammen stikker af gentagne gange med bekymring for kriminalitet, misbrug eller gråzoneprostitution. Forskning om rømningsadfærd viser, at unge ofte stikker af fra anbringelsessteder, fordi de ikke kan efterleve rammer og regler, føler sig ensomme eller har konflikter med unge eller ansatte (Bowden & Lambie 2015). I det lys kan de unges rømning og risikoadfærd ses som et produkt af både opvækstbetingelser og de institutionelle rammer, de tilbydes. I flere af sagerne er det de unge, der henvender sig til myndighederne for at få hjælp, primært i form af anmeldelser om vold i hjemmet eller i skolen, uden at det får væsentlig konsekvens i form af sigtelser eller nye foranstaltninger. Mange af de unge har således et ønske om at få hjælp, men den hjælp, de tilbydes, modsvarer ikke deres ønsker eller forventninger.
Case 2: Cecilie er 15 år, da hun anbringes på sikret institution efter to korte ophold på akutinstitution og delvis lukket institution. Forældrene bliver skilt, da Cecilie lige er startet i skole. Først bor hun ved mor, men efter en årrække flytter hun til far på grund af mors eskalerende misbrug og psykiske sygdom. Cecilie har et begyndende alkoholforbrug fra cirka 10-årsalderen og over en to-årig periode modtager kommunen 12 underretninger fra skole, psykiatri og ungdomsklub, der beskriver bekymringer primært i forhold til seksualiseret adfærd, skolefravær, selvskade og selvmordstanker. Der påbegyndes en børnefaglig undersøgelse,
37
SIdste udvej.indd 37
14.10.2020 11.12
familien flytter, og efter en mellemkommunal underretning færdiggøres den børnefaglige undersøgelse i den nye kommune. Cecilie tildeles støtte- og kontaktperson, og familiebehandling iværksættes. Cecilie opsøger psykiatrisk skadestue flere gange og endelig også kommunens sociale døgnvagt, hvorefter hun anbringes kortvarigt på akutinstitution. Hun rømmer, indtager store mængder alkohol og stoffer og tager ophold i lejligheder, hvor hun modtager stoffer mod seksuelle ydelser. Hun anbringes på delvis lukket plads, hvorfra hun rømmer og er væk i næsten 2 måneder. Da hun kommer retur, anbringes hun 3 måneder på sikret institution. Sagsforløbene i type 2 bærer præg af forvaltningsmæssig tøven såvel som svigt, ofte i forbindelse med sagsbehandlerskift og langvarige sygemeldinger. Joakim er en af de unge, der har været kortvarigt anbragt forud for den sikrede anbringelse, men som hverken ønskede at være anbragt eller modtage misbrugsbehandling for sit massive hash- og blandingsmisbrug. Da sagsbehandler overdrages sagen, har der været iværksat støtte- og kontaktperson, og familien har selv organiseret en privat anbringelse, der bryder sammen efter få uger, da den unge truer med selvmord. Der arbejdes intenst på at få Joakim på opholdssted, men han ønsker ikke at blive anbragt. Forvaltningen skrider til handling, i det øjeblik forældrene i et brev til sagsbehandler beskriver Joakims kravafvisende adfærd, eskalerende misbrug, mistanke om omgang med kriminelle grupper, salg af stoffer og truende adfærd overfor forældrene. Der træffes herefter formandsbeslutning om sikret anbringelse, og Joakim tilbringer de næste 3 måneder på sikret afdeling. Alle de unge i denne type sagsforløb er anbragt på sikret institution i 3 måneder (evt. forlænget med op til 14 dage). Den gennemsnitlige anbringelsesvarighed for type 1 og 2 er således kortere end de to andre typer forløb. Tre af de unge kommer efterfølgende på opholdssted, to anbringes på delvis lukket døgninstitution, én idømmes ungdomssanktion, og én flygter ud af landet, da der træffes afgørelse om tvangsanbringelse.
38
SIdste udvej.indd 38
14.10.2020 11.12
Type 3: Lidt af det hele For denne type forløb gælder det, at alle de unge udover støtte- og kontaktperson og familiebehandling også har været anbragt udenfor hjemmet i min. 6 måneder. Seks af sagerne falder indenfor denne kategori. To af de unge har været anbragt på delvis lukket institution i cirka 10 måneder med gentagen rømning, konflikter med ansatte og manglende skolegang. Tre af de unge er beskrevet særligt ved deres massive misbrug og har været anbragt på en-to opholdssteder med en varighed på 1-2 år, hvilket kan betragtes som forholdsvis stabile anbringelser om end med en del rømning og tilpasning af tilbud undervejs. Den sidste har massive psykiatriske vanskeligheder og har fire-fem anbringelser bag sig på både opholdssted, behandlingsinstitution og i plejefamilie samt indlæggelse på psykiatrisk afdeling.
Case 3: Fatima er 14 år, da hun anbringes på sikret institution. Hun er kommet til Danmark som flygtning fra Irak, da hun var fem år. Begge forældre lider af PTSD, og der er flere anmeldelser af vold mod familiens fire børn. Anmeldelserne trækkes imidlertid tilbage, og der sættes ind med familiebehandling og støtte- og kontaktperson. Kort tid efter henvender Fatima sig til den sociale døgnvagt og anbringes akut grundet anklager om social kontrol og trusler om vold. Fatima flytter hjem, men gentager ønsket om anbringelse få måneder senere. Hun anbringes først på akutinstitution, senere på døgninstitution cirka en times kørsel fra hendes nærområde. Hun rømmer og har gentagne konflikter med de ansatte, hvorefter hun anbringes på delvis lukket institution, der imidlertid lukker, og hun overføres til ny delvis lukket. Hun rømmer herfra og kommer i flere konflikter med personalet, hvorfor hun efter cirka 2 uger overføres til sikret institution til pædagogisk observation i 3 måneder. I denne type sager har der typisk været sat ind med en række indsatser som støtte- og kontaktperson, særligt tilrettelagt skole-/praktikforløb, misbrugsbehandling forud for og kombineret med anbringelse på opholdssted. Årsagen til sikret anbringelse er dels en eskalering af bekym-
39
SIdste udvej.indd 39
14.10.2020 11.12
ringsadfærd med tiltagende rømning, misbrug og kriminalitet, dels at anbringelsesstedet ophæver samarbejdet ofte foranlediget af en konkret hændelse med trusler/vold mod personale. Når anbringelsen bryder sammen, er der typisk ikke et stort udvalg af alternativer til unge med den type sammensatte vanskeligheder og adfærd. Her varierer det meget kommunerne imellem, hvor mange typer af institutioner der vælges mellem, hvis man for eksempel ønsker at holde det indenfor eller tæt på kommunegrænsen af hensyn til både økonomi og nærhed til familien. Der ses en tendens til, at de små kommuner søger opholdssteder i en bredere radius end de store kommuner. Det er således ikke alene den unges adfærd, der bliver udslagsgivende for den sikrede anbrinMangel på gelse, men også det forhold, at det vurderes, at der ikke findes alternaalternativer tiver. Fire af de unge er anbragt i 3-4 måneder, og de andre to er anbragt i 5-6 måneder. Efterfølgende kommer de på enten opholdssted eller anbringes på en delvis lukket institution med en del vilkår for deres anbringelse for at sikre en håndterbar overgang fra lukket til åben anbringelse. Det kan være begrænset udgang, begrænset hjemmebesøg, krav om misbrugsbehandling og lignende.
Type 4: Mest indgribende Den sidste type forløb karakteriseres bedst ved, at de unge gennem længere tid befinder sig på øverste trin af indsatstrappen. Det betyder, at de har gentagne anbringelser på sikret institution afbrudt af særligt tilrettelagt forløb i skibsprojekt, enmandsprojekter, døgninstitutioner og delvis lukkede institutioner. Blandt de 28 sager er 7 af dem karakteriseret ved mere end én sikret anbringelse. De to ældste, der begge er 17 år, har været anbragt på sikret institution henholdsvis seks gange med en samlet varighed på 24 måneder og fire gange med en samlet varighed på 11 måneder. Mellem de sikrede anbringelser har de to unge været anbragt enten på delvis lukkede institutioner eller på opholdssted. Det gælder for denne type forløb, at de unge også typisk anbringes på sikret institution i længere tid. Tabellen herunder angiver den samlede varighed af de sikrede og delvis lukkede anbringelser fordelt på de syv sager. Det fremgår, at de unge enten har gentagne lange an-
40
SIdste udvej.indd 40
14.10.2020 11.12
bringelser på sikret institution eller forholdsvis korte anbringelser på 2-3 måneder afløst af flere og lange delvis lukkede anbringelser. Der er således tale om unge, der er enten frihedsberøvet eller lever med muligheden for frihedsberøvelse som en grundpræmis for deres ungdomsår. Cases
Sikret
Delvis lukket
Case 1, dreng 14 år
9+7 måneder
1
Case 2, dreng 15 år
4+5
Case 3, dreng 14 år
3+2
10+9+4
Case 4, dreng, 16 år
4+5
2
Case 5, dreng, 15 år
6+6+3
Case 6, pige, 17 år
5+3+5+3+6
6
Case 7, dreng, 17 år
3+ 3+ 2+ 3
4+3+9+9
Frihedsberøvelse som en grund præmis for ungdomsårene
I modsætning til type 1 er der tale om unge, hvor der har været sat massivt ind over en årrække, men uden at der er sket nogen forbedring af den unges trivsel eller adfærd. Snarere tværtimod. Trods dyre og indgribende foranstaltninger vedbliver den unge at udvise farlig og bekymrende adfærd i form af stigende mistrivsel, misbrug, kriminalitet og længerevarende rømning.
Case 4: Kristoffer er 12 år, da han anbringes første gang. Han er vokset op hos sin mor og har været kendt af forvaltningen, siden har var tre år. I forbindelse med første børnefaglige undersøgelse sættes der ind med familiebehandling og aflastning, hvilket ændres til en plejeanbringelse i samme familie, fra han er 7 til 11 år. Herefter hjemgives han uden foranstaltninger, og problemerne eskalerer i det følgende år med kriminalitet, skolefravær og stigende misbrug. Der går et år, før han akutanbringes på døgninstitution, dernæst et kort ophold i forstærket plejefamilie, efterfulgt af 3 måneder på opholdssted og endelig 6 måneder på sikret institution. Herefter følger ophold på tre forskellige døgnin-
41
SIdste udvej.indd 41
14.10.2020 11.12
stitutioner og særligt tilrettelagt tilbud over det næste år uden positiv effekt, hvilket fører til anden sikret anbringelse for farlighed i 9 måneder fordelt på to sikrede institutioner.
Frihedsberøvelse kan føre til negativ socialisering
Når de unge genanbringes på sikret institution, ser det ud til at skyldes to ting – udover at de unge fortsat har massive vanskeligheder. Det ene forhold er, at et skræddersyet tilbud iværksættes med dårlig koordinering, sådan at der opstår et tomrum, hvor den unge afventer, at skole og misbrugsbehandling kommer i gang efter afsluttet ophold på sikret institution. Selv et tomrum på få dage kan få afgørende negativt udfald for en indsats, idet de unge enten kommer i konflikt med personalet, fordi de keder sig (se kapitel 5 i denne bog) eller mister tilliden til, at de voksne kan og vil hjælpe på en meningsfuld måde, og derfor rømmer. Det andet forhold er, at de unge fanges i et udtømt institutionslandskab, hvor man gentager de samme foranstaltninger, fordi man ikke har/ser andre muligheder. Det er sager, hvor de unge gentagne gange anbringes på de samme åbne, delvis lukkede og sikrede institutioner, uden at der tages reel stilling til, hvordan anbringelser forventes at bidrage til bedre trivsel og udvikling for den unge. Udfordringen ved dette mønster kan være, at den unge fastholdes i en bestemt selvforståelse og institutionsbetinget adfærd, og man mister muligheden for at se, om en anden institutionel kontekst bidrager til en positiv udvikling. Det kan være en enkelt pædagog, en særlig aktivitet eller andre vilkår, der kan bidrage til en ændring. Det ser ud til, at den sikrede anbringelse åbner for indgribende foranstaltninger og vilkår, og at disse fastholdes over tid. De syv unge har i gennemsnit tilbragt 20 måneder i sikret/delvis lukket anbringelse. Den langvarige og gentagne frihedsberøvelse må forventes at sætte sig igennem i form af særlige vanskeligheder i forhold til mestring af eget liv, reintegration og risikoen for negativ socialisering. Det fremgår imidlertid ikke af den opgørelse, der udarbejdes af Danske Regioner, hvor mange unge der er gengangere. Af sagsakterne fremgår det tydeligt, at denne gruppe har særlige behov i forhold til at nedbringe den samlede varighed af sikrede og delvis lukkede anbringelser samt sikre overgangen til åbne anbringelser og støtte i voksenregi.
42
SIdste udvej.indd 42
14.10.2020 11.12
Sociale forhold De foregående afsnit har beskrevet de unges veje til og fra sikret anbringelse. Anden halvdel af kapitlet beskriver de unge og de vanskeligheder, som kendetegner målgruppen for en social anbringelse på sikret institution. Der har ikke været foretaget samme systematiske sagsgennemgang af retligt anbragte unge, og det kan derfor ikke udelukkes, at flere af de forhold, der beskrives for de socialt anbragte, også gør sig gældende for de retligt anbragte.
Opvækst og anbringelser De unge kommer fortrinsvis fra familier, der har oplevet en eller flere belastninger over tid som skilsmisse, vold, dødsfald, misbrug eller psykisk sygdom. Forældrene er skilt i 22 af sagerne, og de fleste unge er vokset op fortrinsvis hos deres mor. Af de børnefaglige undersøgelser, der indgår i sagsmaterialet, fremgår det, at cirka halvdelen af forældrene er på overførselsindkomst eller har svag tilknytning til arbejdsmarkedet, at der i 16 af sagerne nævnes psykisk sygdom hos den ene eller begge forældre, og i 12 af sagerne nævnes misbrug hos en eller begge forældre, heraf gælder begge forhold i 8 sager. Det fremgår desuden, at størstedelen af de unge har oplevet vold i familien enten i form af vold mod mor (11 sager) eller vold mod børn udøvet fortrinsvis af mødre (12 sager), og i yderligere fem sager er det anført, at der har været ”fysisk håndgemæng”, eller mor beskrives som ”latent aggressiv”. I ni af sagerne beskrives både vold mod børn og mellem forældre, heraf er otte af sagerne familier med minoritetsetnisk baggrund. I sagerne beskrives Vold og seksuelle også vold udøvet udenfor hjemmet. I seks af sagerne er der beskrivelser overgreb af overgreb begået mod den unge i skolesammenhæng, af både lærere og elever. I tre af sagerne er der mistanke om seksuelle overgreb mod drenge begået af et familiemedlem, og i fem sager vedrørende piger beskrives mistanke om seksuelle overgreb begået af jævnaldrende eller bekendte. 20 af de unge har været anbragt tidligere, men det varierer hvor tidligt. De fleste er anbragt første gang i alderen 12-15 år, hvilket svarer til undersøgelser om anbringelsesmønstre, der angiver, at cirka halvde-
43
SIdste udvej.indd 43
14.10.2020 11.12
Antal
len af de anbragte unge i Danmark er mellem 13-17 år (Ejrnæs & Gørtz 2017). Den gennemsnitlige alder for de socialt anbragte unge i denne undersøgelse er 14,8 fordelt på 15,5 for piger og 14,7 for drenge. I den årlige statistik for de sikrede institutioner angives det, at 71,2 procent af de anbragte unge er 16 eller 17 (Danske Regioner 2020). De socialt anbragte er således markant yngre end de retligt anbragte, og som det fremgår af nedenstående tabel, er der fire anbringelser af børn på 12 eller 13 år.
Alder som en særlig sårbarhed ved sikret anbringelse
10 9 8 7 6 5 4 3 2 1 0
Fordeling på køn og alder
12
13
14 dreng
15 pige
16
17
Alder
Selvom de fleste af de socialt anbragte er over 15 år, er det bemærkelsesværdigt, at 9 ud af 28 sager vedrører børn og unge under 15 år. Sagsbehandlere og socialrådgivere (ansat henholdsvis i forvaltning og på sikret institution) er opmærksomme på alder som en særlig sårbarhed ved sikret anbringelse. Der er en bekymring for, at anbringelsen kan påvirke børn negativt, både ved at det former deres selvforståelse og er en voldsom oplevelse, idet de frihedsberøves og skal undvære deres forældre. Aldersrelaterede bekymringer fremgår af interviews, men ikke af de indstillinger eller afgørelser til sikret anbringelse, som indgår i sagsmaterialet. Set i lyset af den nye lov om ungdomskriminalitet må det forventes, at flere under 15 år anbringes på sikrede institutioner, hvilket rejser en række spørgsmål i forhold til, hvordan særligt
44
SIdste udvej.indd 44
14.10.2020 11.12
unge under 15 år forstår og håndterer frihedsberøvelse såvel som de længerevarende negative effekter. Pigerne har traditionelt ikke fyldt meget på de sikrede institutioner, idet den kriminalitet, som piger typisk udøver, ikke er af samme alvorsgrad som drenges (Justitsministeriet 2014), og de derfor kun i mindre grad anbringes på sikret institution som en del af en varetægtsfængsling eller afsoning. Danske Regioner opgør ikke køn i forhold til anbringelsesgrundlag, men denne undersøgelse bekræfter en tidligere undersøgelse om pigers ophold på sikret institution, hvor størstedelen af pigerne er socialt anbragt (Henriksen 2017). Den skæve kønsfordeling i forening med forskellige anbringelsesgrundlag giver anledning til bekymring hos nogle sagsbehandlere, som det kommer til udtryk i dette udsagn fra en leder i en børn- og familieafdeling:
Så ringer man ud til (navn på sikret institution), og så siger vi: Men skal den her lille, søde pige herud og sidde med de kriminelle gutter? Og så siger de: ”Gå en tur på afdelingen, og du kan ikke se forskel på dem”, og det har de jo ret i, det kan jeg ikke. Flere sagsbehandlere udtrykker bekymring for den sammensatte målgruppe, og hvad det betyder for piger at blive anbragt sammen med drenge i varetægt eller anbragt til afsoning. Socialrådgiverne på de sikrede institutioner gav i højere grad udtryk for, at de socialt anbragte havde meget identiske problemstillinger med de retligt anbragte, i tråd med ovenstående udsagn om, at man ikke kan se forskel på de anbragte unge. Unge med minoritetsetnisk baggrund er overrepræsenteret på de sikrede institutioner, hvor de udgør knapt 60 procent af de anbragte unge (Center for Folkesundhed og Kvalitetsudvikling 2014). I datagrundlaget for denne undersøgelse udgør de 14 af de 28 sager. To af de 14 unge har etnisk danske mødre og fædre af anden etnisk herkomst, mens de øvrige er vokset op i Danmark med forældre fra Mellemøsten fortrinsvis fra Syrien, Afghanistan eller statsløse palæstinensere fra Libanon. Det gælder for denne gruppe, at forældrene i særlig grad beskrives som ramt af PTSD på grund af krigstraumer og ophold i flygtningelejre,
45
SIdste udvej.indd 45
14.10.2020 11.12
og i næsten alle sager fremgår det, at der har været udøvet vold i hjemmet. Volden foregår både mellem forældrene og mod børnene, hvor det oftest er faren, der udøver vold mod moren, og moren, der udøver vold mod børnene. Tre af de minoritetsetniske unge er piger, hvor social kontrol og æresrelateret vold indgår i bekymringsgrundlaget. I fem af sagerne beskrives særligt faren som ramt af PTSD med en aggressiv og temperamentsfuld adfærd, der vanskeliggør samarbejdet med forvaltningen. Det beskrives særligt i sagerne med de minoritetsetniske familier, at der er stor uenighed mellem forældre og forvaltning i forhold til vurdering af det grundlæggende problem og af, hvilken hjælp der bør sættes ind med. Det er bemærkelsesværdigt, at kun to ud af ni sager, hvor der har været iværksat foranstaltninger, inden de unge fyldte 10 år, Minoritets er minoritetsetniske unge. Det gælder for alle de minoritetsetniske etniske unge drenge på nær én, at gentagen og eskalerende kriminalitet er en primær grund til anbringelse.
Risikoadfærd Det gælder for næsten alle sagerne, at de unge har erfaring med at stikke af hjemmefra eller fra de institutioner, hvor de er anbragt. Det er ikke strafbart for de unge at stikke af, men det giver anledning til bekymring, når de unge tager ophold hos venner og bekendte, også kendt som ”sofa-sovere”. Det varierer, hvor længe de unge er væk, og hvor meget kontakt de har med forældre, pædagoger eller sagsbehandler, mens de rømmer. Det gælder selvsagt, at jo yngre de er, jo længere tid de er væk, og jo mindre kontakt der kan opretholdes, jo større bekymring. Det er langtfra alle, der efterlyses og bringes tilbage ved politiets hjælp. Det er oftere gadeplansarbejdere, der sættes på opgaven med at lokalisere og tilbageføre de unge, eventuelt med hjælp fra politiet, hvis der foreligger en afgørelse om tilbageholdelse i 14 dage eller sikret anbringelse. De unge, der er interviewet i undersøgelsen, fortæller ikke detaljeret om, hvorfor de rømmer, eller hvordan de skaffer penge til mad og fornødenheder. Sagsbehandlerne derimod forklarer, at de unge Kriminalitet, rømning og typisk bor ved venner eller kærester, med risiko for øget misbrug og misbrug involvering i kriminalitet. Det fremhæves ved alle piger, der rømmer, at
46
SIdste udvej.indd 46
14.10.2020 11.12
det formodes, at de er involveret i en eller anden form for gråzoneprostitution. Rømningsadfærd ses både som hyppige, korte rømninger af 1-5 dages varighed og længerevarende rømninger, hvor de unge er væk i op til 2 måneder. Lang tids rømning sætter sine spor på de unges sundhed og trivsel og en stigende farlighed, som følge af en gradvis øget udsathed og mistrivsel, som det fremgår af denne beskrivelse af en ung dreng, der har rømmet i cirka 14 dage: ”Fysisk er Oscar ekstremt grå i huden, han er mager, har sorte rande under øjnene, og han lugter” (§ 50-undersøgelse, sagsmateriale). De unge er også i risiko for vold og seksuelle overgreb, og det beskrives i fire af pigernes sager, at de har været udsat for seksuelle overgreb i forbindelse med rømning fra døgninstitution. Kriminalitet er en bekymring for de fleste af de anbragte unge og fremhæves som en væsentlig grund til sikret anbringelse for cirka halvdelen. De unge er fortrinsvis under den kriminelle lavalder, men har alligevel oparbejdet et længere generalieblad ved politiet, hvor det fremgår, at de er antruffet eller mistænkt for forskellige forseelser, der inkluderer tyveri (af knallert, penge med mere), personfarlig kriminalitet i form af trusler og vold og kørsel i bil. Kun få af de unge har været dømt for alvorlig kriminalitet. Forseelserne udløser ikke varetægtsfængsling, men udgør samlet set en bekymring for tidlig og eskalerende kriminalitet. Cirka halvdelen af de unge har været truende eller voldelige overfor personale på opholdssted, hvilket har medført ophør af Anbringelse anbringelse. Af yderligere fire sager fremgår det, at de unge har været ophører ved vold overfor personale truende/voldelige overfor forældre, hvilket fremstår som udløsende faktor for, at forældrene har ønsket anbringelse udenfor hjemmet. Det fremgår i cirka halvdelen af sagerne, at der er bekymring for omgang med kriminelle grupper eller bander. Det er imidlertid den type oplysning, som de unge oftest fremhæver som usande, og en bekymring, der også kan være vanskelig at dokumentere. Når det således fremføres, at de fleste unge på sikrede institutioner har erfaring med kriminalitet, er det med den væsentlige forskel, at størstedelen af de socialt anbragte begår væsentlig mildere lovovertrædelser, som ikke i sig selv kunne udløse en retlig anbringelse.
47
SIdste udvej.indd 47
14.10.2020 11.12
Den primære form for misbrug er hash, hvilket fremhæves som en bekymring i cirka halvdelen af sagerne. Hvor de minoritetsetniske drenge er i markant overtal i de sager, hvor kriminalitet er den primære bekymring, er det de etnisk danske unge, der fylder i forhold til misbrug. Det gælder for et par af disse unge, at der også er en bekymring for kriminalitet, der ikke er begrænset til finansiering af misbrug. Det gælder for de fleste af de unge med misbrug, at der også er væsentlig bekymring for deres mentale sundhed, og i fire af disse sager har de unge, der alle er piger, flere alvorlige diagnoser. Udover hash har sekssyv unge også et forbrug af andre stoffer for eksempel kokain, MDMA og ecstasy. De fleste af de unge har modtaget misbrugsbehandling, som er gennemført med varierende succes. Tre af de unge har været tilbudt misbrugsbehandling og har et ønske om at trappe ned, men ønsker ikke at ophøre med et forbrug. Der er blandt sagsbehandlerne en forståelse af, at de unge bruger særligt hash som selvmedicinering i forhold til både ADHD og psykiske vanskeligheder, afledt af at være udsat for vold eller andre krænkelser. I 13 af sagerne fremstår misbrug som en primær årsag til anbringelse på sikret institution, da den unges forbrug vurderes til at være af et omfang, der skader deres sundhed og udvikling eller skader andre, fordi der er risiko for psykose eller udadreagerende eller selvskadende adfærd under påvirkning.
Psykisk sygdom De socialt anbragte er belastet af en bred vifte af psykiatrinære problemstillinger, der spænder fra ADHD til selvmordstanker, selvskade og depression. 19 af de 28 unge er udredt psykiatrisk inden deres sikrede anbringelse, hvoraf syv har haft gentagen kontakt/indlæggelse på psykiatrisk skadestue. Til sammenligning anslås det, at 20 procent af de anbragte på sikret institution har en diagnosticeret psykiatrisk lidelse (Center for Folkesundhed og Kvalitetsudvikling 2014). Det fremgår af sagsmaterialet, at to unge er psykiatrisk udredt under den sikrede an-
48
SIdste udvej.indd 48
14.10.2020 11.12
bringelse2. I enkelte tilfælde har diagnosticering været vanskeliggjort af et misbrug eller manglende samarbejde, hvilket har medført, at der i udredningen ikke er stillet en egentlig diagnose, men peges på behov for udredning. I én af sagerne fremgår det, at den unge skal udredes, uden at denne udføres under den sikrede anbringelse. Der tegner sig et billede af en målgruppe med dårlig mental sundhed med en psykologisk/psykiatrisk profil, hvor sociale vanskeligheder gør det uklart, hvor i behandlingslandskabet de unge hører til. Den mest hyppige diagnose er ADHD, hvilket gælder for 13 af de unge. Af øvrige diagnoser, der går igen flere gange, er: anden social funktionsforstyrrelse, socialiseret adfærdsforstyrrelse, tilknytningsforstyrrelse, selvskade, selvmordstruet, dyssocial personlighedsstruktur, depressive tankemønstre, tæt på en psykose og angstlignende symptomer. I flere tilfælde er der tale om unge med alvorlige trivselsvanskeligheder, uden at de dog møder de kliniske standarder for diagnoser som depression, angst eller være selvmordstruet. Lavt selvværd indgår i beskrivelsen af mange af de unge, ligesom ni beskrives som at have kognitive og adfærdsmæssige vanskeligheder og en ujævn kognitiv profil med en samlet IQ i den lave ende af eller under normalen. Alle de unge tilbydes psykiatrisk screening3 under ophold på sikret
Psykisk sårbarhed og psykiatriske lidelser
institution, og i næsten alle sagerne er der foretaget psykologisk udredning under anbringelsen i tillæg til den pædagogiske observationsrapport4. Den psykologiske udredning er en del af formålet med sikret anbringelse, hvilket også lykkes i langt de fleste tilfælde. De unges diagnoser eller psykiatrinære problemstillinger er velbeskrevet i deres udredninger eller børnefaglige undersøgelser, men det fremgår sjældent af indstillinger eller afgørelser om sikret anbringelse, hvordan behandlingsbehov forventes dækket under sikret anbringelse. Der er tre eksempler på, at det direkte fremgår som et formål med anbringelsen, at
2 Det lave antal kan skyldes, at udredningen ikke er fremsendt, hvis sagen er overdraget til brug i undersøgelsen, før anbringelsen afsluttes. 3 En screening undersøger for tegn på psykiatriske lidelser, hvorefter der kan gennemføres psykiatrisk udredning efter behov. 4 Vi har adgang til den pædagogiske observationsrapport i 15 af de 28 sager.
49
SIdste udvej.indd 49
14.10.2020 11.12
der påbegyndes misbrugsbehandling eller medicinsk behandling af ADHD, uden at det dog er gennemført under den sikrede anbringelse.
Opsamling I dette kapitel har vi kortlagt målgruppen for sociale anbringelser med afsæt i systematisk gennemgang af 28 sager. Kortlægningen viser, at de Socialt anbragte socialt anbragte unge er yngre end de retligt anbragte. Den anbragtes er yngre end alder kan have stor betydning for at forstå grundlaget for og formålet retligt anbragte med anbringelsen, ligesom risikoen for negativ socialisering må forventes at stige, jo yngre man er. Det er for eksempel dokumenteret, at jo tidligere børn stifter bekendtskab med retsvæsenet eller retslignende procedurer, jo mere øges risikoen for kriminalitet (Petrosino et al. 2010). De socialt anbragte er i gennemsnit anbragt i markant længere tid end opgjort af Danske Regioner (2020). Varigheden har betydning for nogle af de negative effekter såsom stempling, negativ socialisering, og at frihedsberøvelse påvirker sundhed og trivsel negativt. I henhold til FN’s Børnekonvention, der foreskriver, at frihedsberøvelse skal være så lempelig og kortvarig som muligt, er det bekymrende, at stort set alle anbringelser planlægges og fastholdes i en varighed på mindst 3-6 måneder. Sikret anbringelse griber forstyrrende ind i et barns hverdagsliv, skolegang og nære relationer, og varigheden af en anbringelse er afgørende for, hvor store brud der opstår som følge af anbringelsen. Det gælder ikke mindst for den gruppe af unge, der anbringes på sikrede og delvis lukkede institutioner gentagne gange i løbet af deres ungdom. I cirka halvdelen af sagerne er eskalerende kriminalitet en væsentlig grund til, at de unge anbringes. Udover skærmning er der således et kriminalpræventivt sigte med anbringelsen. En global FN-rapport konkluderer imidlertid entydigt, at der ingen evidens er for, at frihedsberøvelse virker kriminalpræventivt, tværtimod (Nowak 2019). Det er derfor centralt at undersøge, hvorvidt sikret anbringelse i en dansk sammenhæng øger de unges risiko for kriminalitet og risikoadfærd og herved også reducerer deres mulighed for at profitere af mindre indgribende foranstaltninger. En undersøgelse fra Skotland konkluderer, at de børn, der modtager de mest indgribende foranstaltninger, har en øget
50
SIdste udvej.indd 50
14.10.2020 11.12
risiko for kriminalitet, fordi politi og sociale myndigheder genkender og fastholder dem i det, der betegnes som institutionelle stemplingsprocesser (McAra & McVie 2007). Baseret på 3500 børnesager finder forskerne, at det er mere eller mindre vilkårligt, hvor indgribende en foranstaltning børn tilbydes, men at de børn, der tilbydes de mest indgribende indsatser, også har den højeste risiko for kriminalitet. De konkluderer, at indsatser må være ikke-stigmatiserende og have fokus på at dirigere børn og unge uden om politi og retssystem, og holde dem ude af de mest indgribende indsatser. Lignende fund fremgår af en dansk metaundersøgelse gennemført af SFI (nu VIVE), hvor det fremhæves, at kriminalpræventive tiltag bør være inkluderende og ikke-stigmatiserende for at reducere risikoen for, at de unge tager en problemkategori på sig (Christoffersen et al. 2011). Endelig viser analysen, at størstedelen af de unge har belastende psykiske og psykiatriske vanskeligheder. Undtagen Grenen, der har en særligt sikret afdeling for unge med psykiatrinære problemstillinger, er de sikrede institutioner ikke behandlingsinstitutioner. Der er tale om en krævende og specialiseret opgave, der kan være vanskelig at tilbyde, når målgruppen for sikret anbringelse er meget bred. 19 ud af 28 unge er udredt psykiatrisk, inden de anbringes, uden at det i afgørelsen eller handleplanen eksplicit beskrives, hvordan deres behandlingsbehov skal varetages under anbringelsen. Den sikrede anbringelse skal imødekomme et akut behov for skærmning, men skal samtidig leve op til formålsparagraffen for servicelovens kapitel 11, hvoraf det fremgår, at kommunen har ansvar for at sikre alle børns trivsel, sundhed og adgang til uddannelse, herunder en særlig forpligtelse på at sikre kontinuitet i relationer. De forskelle, vi har beskrevet, kan ikke betragtes isoleret, men som sårbarheder der i forening får betydning for, hvordan anbringelsen opleves og risikerer at påvirke barnet negativt. At være ung pige med psykiske vanskeligheder skaber således nogle særlige vilkår og betingelser for at være anbragt, ligesom det kræver en særlig pædagogisk indsats at skabe tryghed for en 12-årig, der er mentalt retarderet. Hvor- Effekten af vidt den sikrede anbringelse har gavnlig effekt, afhænger blandt andet anbringelsen af, hvordan der tages hensyn til de forskelle, der kan være i en meget
51
SIdste udvej.indd 51
14.10.2020 11.12
blandet målgruppe, og de sårbarheder, der opstår for børn og unge i særligt udsatte positioner. Sat lidt på spidsen kan man sige, at de unges centrale vanskeligheder, forstået som kriminalitet, misbrug og psykisk sårbarhed, kun i begrænset omfang adresseres gennem en sikret anbringelse. Frihedsberøvelse virker ikke kriminalpræventivt, og de sikrede institutioner tilbyder ikke misbrugsbehandling eller specialiseret psykiatrisk behandling. Så hvad er årsagen til, at de unge anbringes, og hvilke forventninger har forvaltningen til anbringelsen? Det undersøger vi i næste kapitel, hvor vi analyserer de beslutningsprocesser og rationaler, der fører til en sikret anbringelse.
Referencer Bengtsson, T.T. (2012b). Boredom and action — Experiences from youth confinement. Journal of Contemporary Ethnography, 41(5): 526-553. Bowden, F. & I. Lambie (2015). What makes youth run or stay? A review of the literature on absconding. Aggression and violent behavior, 25: 266-279. Center for Folkesundhed og Kvalitetsudvikling (2014). Det sociale indikatorprogram for sikrede institutioner. Landsrapport 2014. Region Midtjylland. Århus: CFK: Folkesundhed og Kvalitetsudvikling. Christoffersen, M.N., Olsen, P S. & K.S. Vammen m.fl. (2011). Tidlig identifikation af kriminalitetstruede børn og unge. København: SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Danske Regioner (2020). Statistik 2019 for de sikrede institutioner. København: Danske Regioner. Ejrnæs, M. & M. Gørtz (2017). Anbringelser i tal – hvor mange, hvorfor og hvordan, I: I.M.L. Svendsen (red.). Den svære beslutning: En antologi om beslutninger om anbringelse af børn og unge – hvornår, hvorfor og hvordan. København: Professionshøjskolen Metropol. Henriksen, A. (2017). Confined to care: girls’ gendered vulnerabilities in secure institutions. Gender & Society, 31(5): 677-698.
52
SIdste udvej.indd 52
14.10.2020 11.12
Justitsministeriet (2014). Udviklingen I kvinders kriminalitet de seneste 30 år. Justitsministeriets Forskningskontor. Nowak, M. (2019). UN Global Study on Children Deprived of Liberty. Geneva: United Nations. McAra, L. & S. McVie (2007). Youth justice? The impact of system contact on patterns of desistance from offending. European journal of criminology, 4(3): 315-345. Petrosino, A., Turpin-Petrosino, C. & S. Guckenburg (2010). Formal system processing of juveniles: Effects on delinquency. Campbell Systematic Reviews: 1-88.
SIdste udvej.indd 53
14.10.2020 11.12
Hvad gør man, når en 13-årig stikker af fra sit opholds sted? Hvad stiller man op, når en 14-årig afviser behand ling af et eskalerende misbrug? Hvis et barn eller en ung er til fare for sig selv eller andre, kan sikret anbringelse være nødvendigt for en kortere periode. Denne bog handler om de svære beslutninger, der er forbundet med at anbringe, og om de unges oplevelser af at blive anbragt på sikret institution. Sidste udvej bidrager med den nyeste viden om forskning og praksis inden for sikret anbringelse og belyser de unges oplevelser og samarbejde med sagsbehandler. Den kommer også med en række konkrete anbefalinger, så ungeperspektivet sikres, og den sikrede anbringelse tilpasses de unges behov. Bogen henvender sig til sagsbehandlere, pædagoger og studerende, der søger viden om det socialfaglige arbejde med udsatte unge og tvangsmæssige beslutninger. Bogen er også relevant for ansatte på sikrede og delvis lukkede døgninstitutioner, beslutningstagere og andre professionelle, der har berøring med unge i udsatte positioner.
Sidste_Udvej_Omslag_03.indd 1
09.10.20 11.29