Antologiens formål og målgruppe

Med denne antologi ønsker vi at bidrage til at formidle den forskning, viden og de foreløbige erfaringer, der er med mellemformer. Derved kan vi yderligere kvalificere de mange spændende pædagogiske forsøg, der sættes i gang landet over i spændingsfeltet mellem almen- og specialpædagogikken.

Denne viden skal bruges til at realisere visionen om mellemformer, netop til gavn for de involverede børn og professionelle, således vi ikke står slukørede tilbage samme sted i forhold til inklusion nogle år ud i fremtiden og taler om mellemformer som endnu et indholdstomt hurraord i rækken af mange inden for det pædagogiske felt. Hurraord, der lovede mere, end de kunne holde, blandt andet fordi vi ikke var enige om, hvad de betød.

Komplekse problemstillinger i den offentlige sektor som for eksempel inklusion har nemlig brug for visioner, viden og vedholdenhed (Winther Nielsen 2021). Vi kan ikke hoppe fra tue til tue med nye tiltag, inden vi reelt har set virkningen af de seneste tiltag. Vi skal have en vision (øget inklusion), som vi vedholdende arbejder med over flere år på et solidt vidensgrundlag, for at skabe egentlige forbedringer.

For at skabe forbedringer, og ikke bare forvirrende forandringer, skal vi sørge for, at vi faktisk skaber noget nyt og ikke bare videreføre det gamle og uvirksomme i en ny ”smart” forklædning. Mellemformer må ikke blive en ”specialklasse light”, som Rasmus Alenkær argumenterer i sit kapitel. Ligeledes må mellemformerne heller ikke blive en politisk og økonomisk spareøvelse, som Danmarks Lærerforening (2021) skriver i deres principper for mellemformer:

Der er eksempler på kommuner, som, inspireret af andre kommuners tilbud, opretter et tilsvarende tilbud uden at inddrage de lokale praktikere i den konkrete udmøntning. Samtidig er disse tilbud tit en såkaldt lightudgave, altså tilbud, hvor der for eksempel ikke er tilbudt samme efter- og videreuddannelse til lærerne eller på anden måde er sparet på resursetildelingen.

I antologien er der som eksempel to kapitler, det ene af Jan Sejersdahl Kirkegaard, det andet af Karin Lykke – om Aarhus Kommunes forsøg på