Mellemformer – en lydhør pædagogik?

Mellemformerne handler måske ideelt om at få os til at se på det vante på en anden måde? Denne førnævnte didaktiske opmærksomhed er en forudsætning, så vi ikke bare gør det samme, der jo ikke virkede, i en ny, smart indpakning.

Den didaktiske opmærksomhed skal også indeholde en lydhør pædagogik. Jo vanskeligere problemer er, jo mere skal man lytte for at kunne forstå kompleksiteten i dem og løse dem sammen med andre. Denne lydhørhed skal især rettes mod børnene. Får vi deres besyv med i etableringen af mellemformerne? Vi slår derfor i antologien et slag for at gøre alvor af idealet om at inddrage børneperspektivet – altså at gå fra de velmente intentioner til kvalificerede egentlige handlinger, hvilket blandt andet kapitlet om CPS (Collaborative Proactive Solutions) af Lise Bech og Mette Christensen Jensen meget konkret kommer ind på. Måske er CPS som co-teaching, jævnfør Janne Hedegaards kapitel, ikke en mellemform i sig selv, men CPS kan som co-teaching være en vigtig tilgang og ingrediens i en mellemform.1 CPS sikrer den afgørende lydhørhed over for børnene, om hvem det hele skal dreje sig. Lydhørheden viser sig som respekt, oprigtig interesse for barnets stemme, nysgerrighed på og egentlig omsorg for barnet. Vi skal gøre, hvad der står i vores magt, for at få barnet til at lykkes. Lydhørheden og en tilpas ydmyghed i forhold til de professionelles egne evner kan måske være et vigtigt skridt i retning af, at barnet føler sig inkluderet i et udviklingsmiljø, der er præget af psykologisk tryghed (Andersen 2021), og hvor vi hele tiden øver os sammen. Og hvor ”os” altså altid inkluderer barnet og barnets stemme.

1 Bemærk dog, at Børne- og Undervisningsministeriet (2021) i deres vejledning om mellemformer fremhæver netop co-teaching som en mellemform.