Kritisk tilgang

Hvert kapitel indeholder et kritisk blik på mellemformer og på skribentens eget faglige ståsted. Det er et bevidst krav fra vores side, da vi ikke ønsker at fremstille mellemformer som løsningen på alt eller som andet end det yderst komplekse og endnu ufærdige begreb, det er.

Ofte kan det nemlig umiddelbart virke nemmere og måske fristende at præsentere hurtige snuptagsløsninger. Planer, der har svarene på alt i en lineær forståelse fra A til B. Men virkeligheden er jo en anden. Vi bliver klogere undervejs, og den komplekse virkelighed overrasker os altid, hvorfor planer også skal vurderes på deres evne til og mulighed for løbende refleksion og tilpasning. Det er måske det vigtigste i løsningen af de moderne og komplekse velfærdsproblematikker, som inklusion er en del af. Der er ikke én løsning i forhold til inklusion, og mellemformer er heller ikke løsningen alene. Vi må – for eksempel via aktionslæring – kvalificeret og kollektivt afprøve mulige løsninger, tage ved lære af erfaringerne og prøve noget nyt i en revideret udgave.

Inden I kaster jer ud i mellemformer, kan det være en god idé at drøfte disse spørgsmål med jeres kollegaer (Sunesen 2021):

Hvad nødvendiggør mellemformerne? 1. Hvilket behov opfylder mellemformerne? 2. Er de målrettet børnenes eller de professionelles behov?

Hvem bestemmer mellemformernes målgrupper, deres indhold og deres organisering? 1. Hvilken proces leder til, at man bliver et mellemform-barn? 2. Hvordan og af hvem bestemmes det, hvad børnene skal lære i dem? 3. Ud fra hvilke kriterier bemandes mellemformerne?

På hvilke måder adskiller mellemformerne sig fra helt almindelig undervisningsdifferentiering? 1. Er mellemformer noget helt andet end det, som foregår på resten af institutionen eller skolen? 2. Opretholder eller udvikler mellemformer institutionens eller skolens pædagogiske praksis? 3. Bidrager mellemformer egentlig ikke til at opretholde et bestemt syn på, hvad almindelig undervisning er, og hvad det ikke er? Bidrager mellemformer – sikkert modsat intentionen – ikke til en forsnævring af normalitetsforståelser og dermed til logikker om, hvem der kan deltage, og hvem der ikke kan deltage i skolens undervisning, sådan som den finder sted i den helt almindelige klasse?

Er mellemformer et udtryk for inklusion eller eksklusion – eller for noget helt tredje? 1. Etableres mellemformer med et inkluderende sigte? 2. Er mellemformen den mulighed, som man vælger at gøre brug af i de tilfælde, hvor der ikke er mulighed for at tilbyde eleven en plads i en specialklasse eller på en specialskole? Altså er en mellemform en lightudgave af et segregeret tilbud?