DANMARKS HISTORIE MARTIN CLEEMANN RASMUSSEN THOMAS P. LARSEN ULRIK JUEL LAVTSEN
Lindhardt og Ringhof
274
KAPITEL
Kapitel 15
1945—1991
DANMARK OG DEN KOLDE KRIG Med afslutningen af den anden verdenskrig stod det befriede Danmark i en helt ny sikkerhedspolitisk situation. Arvefjenden Tyskland var blevet knust og den trussel, som på så afgørende vis havde domineret Danmarks sikkerhedspolitik igennem de sidste 100 år var forsvundet. Danmark kunne nu vende sig mod fremtiden – en fremtid, som vel kun kunne blive mere fredelig?
Perioden fra 1945-1991 blev på mange måder en fredelig periode for danskerne, men atomkrigens ragnarok lurede bag horisonten. Allerede få år efter befrielsen trængte den kolde krig sig på og Danmark måtte vælge side imellem Sovjetunionen og USA– imellem Øst og Vest. Den enkelte dansker måtte også vælge. Venstrefløj eller højrefløj – for eller imod? Allieret, neutral eller fjende? Danmark måtte træffe globale valg. Faren for atomkrig betød, at truslen imod Danmark ikke længere nødvendigvis kun kom fra nærområdet. En konflikt på den anden side af jorden kunne være den gnist, som udløste den verdensomspændende krig imellem supermagterne. Skulle Danmark derfor bidrage til at løse konflikter langt uden for landets grænser? Da Sovjetunionen og de kommunistiske regimer i Østeuropa endeligt kollapsede, var den kolde krig overstået. Rigtigt og forkert stod nu i bagklogskabens ubarmhjertige lys og der blev hurtigt kø ved den politiske håndvask. Historien om Danmark imellem Øst og Vest er dog mere kompliceret end som så. Det er meget mere end historien om rigtigt og forkert. Det er historien om en småstat, som ofte spillede en birolle i den store forestilling. Men det er også historien om et Danmark, som konstant forsøgte at manøvrere bedst muligt imellem sine allieredes ønsker og egne interesser. Sidst men ikke mindst er det historien om den danske befolkning i en tid, hvor mange følte at selve landets eksistens stod på spil. En befolkning som følte, at deres liv afhang af de valg, som de traf.
Atombombens ødelæggene kraft fremgår tydeligt af dette billede. Ville Danmark overhovedet kunne undgå den totale ødelæggelse i tilfælde af krig imellem Øst og Vest? (Billedbladet nr. 44 3/11. 1961. ”Sådan møder vi udfordringen”).
Danmark 1945-1949. ”Aldrig mere en 9. april” I årene lige efter befrielsen forudså de færreste, at forholdet imellem de sejrende stormagter skulle udvikle sig således, at man på blot få år på ny stod overfor truslen om en storkrig. I Danmark hørte besættelsen nu fortiden til og bortset fra enkelte undtagelser – bl.a. retsopgøret – fokuserede både politikere og den brede danske befolkning atter på hverdagen og ikke på krigen. Arbejdsløsheden var høj, der var fortsat rationering på mange varer og økonomien led pga. manglende afsætning til de tidligere så store tyske og engelske markeder. De store danske politiske partier koncentrerede sig derfor først og fremmest om at
275
Den kolde krig – centrale begreber En række teorier, doktriner og strategier fik betydning for Danmark under den kolde krig. Nedenfor er et par af disse ganske kort skitseret.
Domino-teorien Denne teori havde som grundidé, at kommunismen spredte sig ligesom domino-brikker vælter hinanden. Dette betød, at var et land først blevet kommunistisk så var der stor sandsynlighed for, at det som en dominobrik ville vælte dets naboland og gøre det kommunistisk. Det var denne udvikling, som amerikanerne bl.a. mente at man så i efterkrigstidens Østeuropa og i Korea.
NCND-politikken gav bl.a. store problemer i det danskamerikanske forhold, da Danmarks atompolitik ikke tillod atomvåben på dansk jord og amerikanerne ikke ville meddele om de havde dem ombord på f.eks. amerikanske krigsskibe, som anløb danske havne.
Dobbeltbeslutningen Denne beslutning blev truffet af NATO i 1979. Den betød, at NATO ville opstille 572 atomraketter i Europa i 1983, som modsvar til de allerede opstillede sovjetiske SS-20 atomraketter. Den dobbelte beslutning bestod i, at NATO også besluttede at opstillingen kunne udskydes hvis der kom nedrustningsforhandlinger i gang. Dobbeltbeslutningen gav stor intern debat og splittelse i NATO, styrkede fredsbevægelserne i Europa og ledte frem mod den danske fodnotepolitik i 80'erne.
Trumandoktrinen (Også kaldet Inddæmningspolitikken eller policy of containment). En amerikansk politik vedtaget i 1947, hvormed man fra Vestens side forsøgte at inddæmme (amr. contain) kommunismen. Denne inddæmning kunne bl.a. ske igennem militær og økonomisk støtte til lande, som var truede af kommunismen. Et eksempel var den amerikanske bistand til Grækenland. Marshallhjælpen udgjorde et vigtig økonomisk element i denne politik.
New look-Strategien (Også kaldet Roll-back) Denne strategi fremkom i 1953 som en kritik af den mere passive Trumandoktrin. Ifølge New Look skulle Amerika gribe mere aktivt ind i en konflikt og rulle kommunismen tilbage. New-look strategien fremkom under præsident Eisenhower, men blev også i varierende grad anvendt af efterfølgende amerikanske regeringer. Et eksempel på New Look er f.eks. det amerikanske engagement i Vietnam.
NCND-strategien (Neither Confirm nor Deny) Denne amerikanske strategi fra 1958 var et forsøg på at holde placeringen af sine atomvåben skjult for fjenden. Den pålagde alle amerikanske militære talsmænd at hverken be- eller afkræfte spørgsmål omkring placeringen af amerikanske atomvåben. Dette gjaldt både overfor allierede og fjender.
276
KAPITEL
Frygten for at en verdenskrig skulle blive udløst ved en fejl eller af en gal person var udbredt i store dele af befolkningen på begge sider af jerntæppet. I sin film fra 1964 ”Dr. Strangelove” lod filminstruktøren Stanley Kubrick en gal amerikansk officer udløse den krig, som alle kontrol-systemer og sikkerhedsprocedurer ellers skulle forhindre. Filmen blev et stort hit i sin samtid og er i dag en klassisker.
løse disse indenrigspolitiske problemer. Udenrigs – og sikkerhedspolitikken, oprustning og alliancer måtte komme i anden række. Der var logik i prioriteringen. Tysklands nederlag i den anden verdenskrig medførte, at Danmark nu for første gang siden De Slesvigske Krige (1848-50 og 1864) kunne trække vejret frit. Danmark blev medlem af det nyoprettede FN (De Forenede Nationer) – afløseren for Folkeforbundet (se kapitel 16), og i dette organ kunne konflikter vel løses fredeligt imellem nationerne? Den internationale udvikling tvang imidlertid hurtigt Danmarks hånd. I løbet af få år blev Sovjetunionen og Amerika – stater som ellers havde været allierede i kampen imod Hitler, fjender. FN viste sig hurtigt ude af stand til at regulere denne konflikt, da begge magter havde plads i Sikkerhedsrådet og derved også vetoret over alle beslutninger – inklusive deres modparts. Årsagerne til den kolde krig og de enkelte begivenheders betydning for dens forløb debatteres fortsat intenst af historikere. Nogle af disse fremfører endda, at den anden verdenskrig blot var en midlertidig borgfred i en kamp imellem kommunismen og de vestlige demokratier, og at denne kamp og den kolde krig startede med den russiske revolution i 1917. De fleste historikere tager dog udgangspunkt i tiden efter den anden verdenskrig. Gensidig mistænksomhed, forskellig ideologi, brudte løfter om demokratiske valg i Østeuropa, Sovjets behov for en stødpudezone og amerikansk angst for yderligere sovjetisk dominans er nogle af de vigtigste årsager, som fremhæves som årsag til det forværrede forhold imellem Øst og Vest. Allerede i 1946 var situationens alvor klar for nogle. Den forhenværende engelske premierminister Winston Churchill advarede i sin berømte tale på det amerikanske Fulton universitet om, at ”Fra Stettin ved Østersøen til Trieste ved Adriaterhavet har et jerntæppe sænket sig på kontinentet. Bag linjen ligger alle hovedstæderne i Central– og Østeuropas gamle lande. Warszawa, Berlin, Prag, Beograd, Bukarest og Sofia. Alle disse berømte byer og deres indbyggere ligger i den sovjetiske sfære, og alle er underlagt, under den ene eller anden form, ikke bare sovjetisk indflydelse, men også i stigende grad kontrol fra Moskva.” I årene derefter fulgte Trumandoktrinen (1947), Marshallhjælpen (1948), Berlinblokaden (1948-1949) og det kommunistiske kup i Prag (1948). Verden var med andre ord ved at blive polariseret. Men hvor stod Danmark? Danmark havde traditionelt ført en neutralitetspolitik igennem mere end 100 år (se kapitel 12 og 16). Særligt Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet havde været varme for-
Tysklandsbrigaden. Som et led i håndhævelsen af besættelsen af det slagne Tyskland stillede Danmark efter lange forhandlinger en styrke på 4000 mand til rådighed for de allierede. Denne Tysklandsbrigade som ankom til Tyskland i 1947 blev i stigende grad betragtet af danske politikere som en svækkelse af forsvaret af Danmark. Hvorfor have soldater i Tyskland, når man manglede dem hjemme? Derfor reducerede man brigaden voldsomt til under 1000 mand og gav den i stedet navnet Den Danske Kommando. Den blev i Tyskland frem til 1958. På det tidspunkt var Tyskland – nu Vesttyskland, ikke længere en fjende, men derimod en allieret. Vesttyskland og Danmark dannede kort efter den fælles NATO-kommando BALTAP. Den tidligere danske arvefjende var nu blevet landets beskytter.
DA N MA R K O G D E N KO L D E K R I G
277
Den kolde krigs magtbalance i 1949 er her skildret i Svikmøllen af Pasternak. Stalin og Truman leder hver deres 'flok'. Stalins er alle ens klædt og holdes på plads med trusler og råben. Lille Tito (dvs. Jugoslavien) har forladt Stalins flok og er nu på vej hen imod de forskelligt klædte unger hos den noget venligere Truman. En del af teksten til tegningen lyder ”Det er jo helt galt med den lille Tito, men værre hvis de andre tænker ditto. Derfor bliver han skældt ud på moskovito”. Danmark går bagerst i Trumans flok med sin lille Royal Air Force-hue og kigger skræmt over på Stalin. (Foto: Svikmøllen 1949).
talere for denne politik. Neutralitetspolitikken havde holdt landet ude af den første verdenskrig, men havde ikke formået at forhindre katastrofen den 9. april 1940, da Tyskland besatte Danmark. Mange mente endda, at det netop var neutralitetspolitikken, som bar hovedansvaret for katastrofen og for den senere så forhadte samarbejdspolitik (se kapitel 13). Danmark havde været et let offer for fjendens overfald, fordi man ikke havde militære forbundsfæller og kun et meget lille forsvar. I efterkrigstidens verden måtte Danmark ikke havne i denne situation igen. ”Aldrig mere en 9. april”, som det hed i samtiden. Spørgsmålet var imidlertid både, hvem man skulle alliere sig imod og hvem man skulle alliere sig med?
Kuppet i Prag og påskekrisen 1948 Det første spørgsmål blev hurtigt besvaret. Den 25. februar 1948 gennemførte sovjetstøttede tjekkiske kommunister et kup imod den demokratiske regering i Tjekkoslovakiet. Endnu et demokrati var faldet i hænderne på Stalin. Den socialdemokratiske statsminister Hans Hedtoft udtalte senere, at ”Kuppet i Prag gjorde et dybt indtryk på mig. Det var højdepunktet af ensretningspolitik i Østeuropa”. Kunne noget tilsvarende ske i Danmark? Det kommunistiske folketingsmedlem Alvilda Larsen udtalte, at hun ønskede tilsvarende for Danmark, som var sket i Prag og det var velkendt, at mange danske kommunister betragtede Sovjetunionen som deres sande fædreland. Sovjet havde selv gode grunde til at være interesseret i Danmark. Landet lå strategisk vigtigt og kontrol med Danmark ville give Sovjetunionen kontrol med ind- og udsejlingen fra Østersøen. Russerne havde forladt Bornholm i april 1946, men de kunne vel komme igen? Frygten for et kup blev ikke mindre af, at Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) stod stærkt i denne periode. Ved valget i oktober 1945 havde kommunisterne fået 18 mandater. En vigtig årsag til denne popularitet var partiets indsats i modstandskampen, men kommunisternes socialpolitik appellerede også til brede dele af ikke mindst arbejderbefolkningen. Kommunisterne rådede også fortsat over store mængder af våben og havde mere end 25.000 aktive og velorganiserede medlemmer i Danmark.
278
DA N MA R K O G D E N KO L D E K R I G
Kunne de ikke anvendes i et kup? Socialdemokraterne holdt øje med kommunisterne ved hjælp af deres egen private efterretningstjeneste Arbejderbevægelsens Informationscentral, men var det nok? Situationen blev ikke bedre af, at Danmark kun rådede over et meget begrænset forsvar. Kritikere sammenlignede hånligt det danske forsvar med en forstærket tivoligarde. Det var en overdrivelse, men hæren selv skønnede, at man i en konfliktsituation maksimalt ville kunne opstille 25.000 mand, hvoraf mange ville være dårligt udrustede og kun nødtørftigt uddannede. I et forsøg på at forbedre denne situation oprettede man i 1949 det statslige Hjemmeværn. Hermed ville man sikre sig den politiske kontrol med de allerede oprettede frivillige hjemmeværnsforeninger, som mange tidligere modstandsfolk havde oprettet og man ville få kontrol over de mange illegale våben. Man vidste dog, at et hjemmeværn langt fra kunne standse en russisk invasion. Frygten for et kommunistisk kup og en russisk invasion kulminerede i påsken 1948 under den såkaldte påskekrise (ikke at forveksle med påskekrisen i 1920), hvor rygter om planlagte sovjetiske angreb udløste invasionspanik og alarmberedskab hos befolkning og dele af landets øverste politiske og militære ledelse, men hvor intet rent faktisk skete. Invasionsangsten sad i blodet på danskerne – det var kun otte år siden den 9. april og kun tre år siden, at landet var blevet frit. Påskekrisen viste dog også, at hvis Danmark skulle sikres imod den kommunistiske trussel, så måtte hjælpen komme udefra.
Nordisk forsvarsunion eller NATO? Det første danske forsøg gik i retning af en fælles nordisk forsvarsunion, dvs. en alliance imellem Danmark, Norge og Sverige. En sådan havde ellers ikke eksisteret siden Kalmarunionen i 1397. Der var mange faktorer, som talte for et nordisk militært samarbejde Alle tre lande hvilede på samme fællesværdier, talte mere eller mindre samme sprog og havde socialdemokratiske regeringer. Den sovjetiske trussel var tæt på alle landene og der herskede stor folkelig og politisk opbakning til et nordisk samarbejde. Da Sverige alene havde en flåde, som var større end Sovjetunionens i 1948 og også besad verdens fjerde største flyvevåben ville en forsvarsunion have reelle militære muskler at spille med. Planerne om en nordisk forsvarsunion strandede imidlertid henover årsskiftet 1948-1949. På trods af de mange gode hensigter kunne de nordiske lande ikke blive enige. Norge ønskede garantier fra amerikanerne om, at en nordisk forsvarsunion ville kunne modtage amerikanske våben. Sverige ønskede derimod at landene holdt sig strengt neutrale og Danmark stod omtrent midt imellem. Var landene for påvirkede af deres erfaringer fra den anden verdenskrig? Efter lange og seje forhandlinger måtte man konstatere, at den nordiske forsvarsunion forblev en umulig drøm. Man kunne drøfte fælles nordiske politiske tiltag, men et fælles militært forsvar var udelukket. ”Hvor er vi henne, når ikke engang brødrefolk kan enes”? spurgte B.T. på vegne af en skuffet offentlighed den. 31. januar 1949. Der viste sig dog hurtigt en anden mulighed – NATO. NATO (North Atlantic Treaty Organisation) var betegnelsen for det amerikansk ledede forsvarssamarbejde for Vesteuropa, som var ved at blive dannet på grundlag af den såkaldte Atlantpagt. Det centrale i alliancen var især den meget vigtige paragraf 5 (den såkaldte ”musketer-ed”) hvor landene betragtede et militært angreb på ét af dem som et angreb på dem alle. Danmark ville derfor ved et medlemskab af NATO få beskyttelse af alliancens andre medlemmer – herunder også beskyttelse af Amerikas atomvåben. Et medlemskab var dog ikke problemfrit. Danmark ville vælge side og blive allieret med Vesten. Landet havde allerede vedtaget at modtage Marshallhjælp i sommeren 1948 (se kapitel 14). Ville et dansk medlemskab af NATO nu provokere russerne til at angribe? Havde NATO overhovedet ressourcer til at komme Danmark til undsætning i tilfælde af et russisk angreb? Ville Danmark i en ny storkrig blive bundet til en konflikt, som landet i virkeligheden kunne undgå, hvis DA N MA R K O G D E N KO L D E K R I G
”Den Røde Fare” truede ikke blot USA og Vesteuropa, men stod ifølge denne illustration fra Billedbladet klar til at angribe Skandinavien. Selvom tegningen er stærkt propagandistisk var det illustrerede angreb på Danmark faktisk ikke så langt fra de sovjetiske planer. (Foto: Billedbladet 15. februar 1949).
279
Kjeld Petersen og Dirch Passer i det første landsdækkende TV og Radio-show i Danmark, 1957. Formålet med de i alt 3 lørdagsshows var, at indsamle penge til at hjælpe ungarske flygtninge fra opstanden i Ungarn i 1956. Der blev i alt indsamlet 13,7 millioner kroner, hvilket var et meget stort beløb. Danmark havde accepteret at modtage 1000 flygtninge, men efter folkeligt pres ændrede man det til 1400. Ungarerne blev generelt mødt af meget stor velvilje fra den danske befolkning. De store shows og de danske stjerner, som optrådte i dem var meget populære. Kjeld Petersen og Dirch passer var sponsorerede af vaskemiddel-firmaet VALO. Derfor udbrød de jævnligt efter deres mange vittigheder under showet ”(H)va' lo… I af?”
det forblev neutralt? Spørgsmålene var mange og kritikken af et NATO-medlemskab var stor – ikke mindst fra Danmarks Kommunistiske Parti, Det Radikale Venstre, men også internt i Socialdemokratiet. Kommunisterne var de mest bramfrie i debatten og påberåbte sig Sovjetunionens fredelige motiver. Kommunistpartiets folketingsmedlem Merete Nordentoft er et godt eksempel. Hun sagde, at ”Jeg vil til det sidste protestere imod, at Danmark skal indrulleres som forpost for den kapitalistiske aggression imod Sovjetunionen”. Den Radikale formand Jørgen Jørgensen er derimod en god kilde til den mere afdæmpede radikale kritik af et dansk NATO-medlemskab. Han fremførte, at ”Neutralitetspolitikken har hidtil ført til at vi er kommet igennem to verdenskrige, ikke uden mén, men dog således at vi står som et frit og uafhængigt land. Nu siger man, at Danmarks neutralitetspolitik er helt forandret. Det er sagt tidligere, når militære alliancer har været på tale. Men bagefter kunne alle se, at det var til Danmarks lykke, at de ansvarlige myndigheder trods stemningerne alligevel fulgte den fastlagte kurs. Statsminister Hans Hedtoft, som også havde sine forbehold talte imidlertid på flertallets vegne, når han udtalte at ”Skulle vi i Danmark virkelig i den nuværende verdenssituation kunne tage ansvaret for at lade landet henligge uden forbundsfæller og uden værn, Danmark et åbent og værgeløst offer for den stormagt, der under et eller andet påskud fandt på at besætte os? Det tror jeg ikke”. Efter en hård debat præget af lyden fra demonstrationer på Slotspladsen foran Folketinget lå resultatet imidlertid fast. Danmark tilsluttede sig NATO med stemmerne 119 for og 23 imod. Den 4. april 1949 kunne Danmark derfor sammen med 11 andre lande undertegne Atlantpagten og tiltræde sit medlemskab af NATO. Efter mere end 100 års neutralitetspolitik havde Danmark valgt side. NATO-medlemskabet skulle på godt og ondt følge Danmark igennem hele den kolde krig og på afgørende vis præge landets sikkerhedspolitik frem til og med vor egen tid.
Allieret med forbehold – dansk sikkerhedspolitisk balancegang 1950-1991 Forsvarsdebatterne i 50'erne skulle hurtigt komme til lægge grundlaget for Danmarks politik under den kolde krig. Denne politik, som skulle trække spor helt op til de såkaldte fodnoter i 1980'erne og også kan spores i Danmarks deltagelse i Golfkrigen 1991 (se kapitel 16),
280
DA N MA R K O G D E N KO L D E K R I G
Korea-krigen og Jutlandia 1950-1953 I slutningen af juni 1950 angreb det kommunistiske Nordkorea dets nabo Sydkorea. I et forsøg på at forhindre et sydkoreansk nederlag sendte amerikanerne hurtigt store styrker af sted for at slås på Sydkoreas side. I FN var Sovjetunionen i januar 1950 trådt ud af Sikkerhedsrådet i protest over, at det kommunistiske Kina efter sejren i den kinesiske borgerkrig ikke måtte overtage det nationalistiske Kinas plads i rådet. Denne situation gjorde det derfor muligt for Amerika at få vedtaget, at en FN-styrke under amerikansk ledelse blev sendt af sted til Korea for at drive Nordkorea tilbage. Krigen blev hurtigt meget blodig med mange dræbte, og situationen blev yderligere forværret, da Kina i oktober gik ind i konflikten. Ved flere lejligheder overvejede den amerikanske øverstkommanderende general Douglas MacArthur, at anvende atombomber imod de kommunistiske styrker, men præsident Truman og den politiske ledelse i Washington afslog. Efterhånden vendte krigslykken til FN-styrkernes fordel og en våbenhvile i 1953 fastsatte grænsen imellem Syd – og Nordkorea til at gå ved den 38. breddegrad. Krigen havde på det tidspunkt kostet omtrent 2,5 millioner mennesker livet – heraf 54.000 amerikanere. Krigen medførte en voldsom oprustning i både Øst og Vest. Der er aldrig erklæret en fred og de to landes grænse udgør fortsat den mest militariserede grænse i verden.
I januar 1951 sejlede det danske hospitalsskib Jutlandia til Korea for at behandle syge og sårede civile og soldater. Oprindeligt havde amerikanerne presset på for at få Danmark til at sende soldater. Med udsigten til en verdenskrig imellem Øst og Vest ønskede Danmark dog ikke, at svække sit forsvar ved at sende soldater til den anden side af kloden. Det lykkedes derfor for Danmark, at overbevise amerikanerne om, at et hospitalsskib skulle udgøre det danske bidrag. Jutlandias mission var ikke helt let for selvom Røde Kors havde ansvaret for skibet var det underlagt FNs (dvs. reelt Amerikas) styring i krigszonen. Det gav rod i kommandoforholdene. Lægerne og sygeplejerskerne ombord var desuden civile og havde ikke noget speciale i krigskirugi. På trods af disse problemer gennemførte Jutlandia tre togter til Korea i perioden fra 1951-1953. I den periode behandlede Jutlandias læger og sygeplejersker 4.981 FN-soldater og mindst 6000 civile koreanere. I 1985 udgav Kim Larsen sin sang om Jutlandia. Åbningsstrofen ”Det var i 1949 eller ca. deromkring…” viser, at man nok skal være varsom med at bruge sangen som historisk kilde til Korea-krigen, men Kim Larsen bragte alligevel med sin sang et næsten glemt stykke Danmarkshistorie ind i den almindelige danskers bevidsthed. Jutlandia 1952. Det danske hospitalsskib var på mange måder også et udtryk for den udvikling, som var sket inden for det krigsmedicinske felt. Ud af de mere end 10.000 patienter, som blev behandlet på skibet døde blot 29! Årsagerne var mange. Hurtig helikopter-evakuering fra slagmarken og forbedrede operationsprocedurer betød meget. Den vigtigste årsag var dog nok lægevidenskabens nye mirakelmedicin – penicilin!
KAPITEL
281
var en vanskelig balancegang imellem det militært nødvendige og det politisk mulige. På den ene side skulle forsvaret af Danmark sikres og alliancepartnerne stilles tilfredse. Omvendt skulle man ikke tirre russerne unødvendigt, forsvarsudgifterne skulle holdes nede og vælgernes ofte kritiske holdning til NATO og atomvåben skulle tilgodeses. Den danske historiker og koldkrigsforsker Paul Villaume har brugt udtrykket, at Danmark var ”allieret med forbehold” til at dække denne særlige danske sikkerhedspolitiske balancegang. Spørgsmålene om amerikanske NATO-baser i 1953, atomvåben i Danmark i 1957-58 og fodnotepolitikken igennem 1980'erne er gode eksempler på denne balancegang, og de vil derfor blive behandlet nærmere.
Amerikanske NATO-baser i Danmark? I 1949 havde Sovjetunionen udviklet sin egen atombombe og Amerika havde derfor ikke længere monopol på dette altødelæggende våben. Sovjetunionen var også NATO langt overlegen i forhold til konventionelle styrker med mere end 2 millioner sovjetiske soldater i Østeuropa imod NATOs ca. 700.000. Korea-krigen viste at en konflikt kunne bryde ud når og hvor som helst. Det var med andre ord nødvendigt for NATO at opruste hurtigt, hvis man ville standse et eventuelt russisk angreb mod Europa. Hvorfor ikke placere amerikanske baser og atomvåben i NATO-landene – herunder også i det udsatte og militært svage Danmark? Umiddelbart virkede det som en logisk konsekvens af Danmarks udsatte stilling og ringe forsvarsevne, at opruste og forstærke landet. Det skulle dog hurtigt vise sig ikke at være så enkelt. Stalin var død i marts 1953. Mange spurgte sig om det måske betød nye og mildere toner fra Moskva? Eller ville russerne blive endnu mere aggressive og ville amerikanske baser i Danmark så provokere yderligere? Ville baserne rent faktisk kunne udløse et angreb imod Danmark? Hvordan ville den civile danskers forhold være til amerikanerne? Hvornår skulle amerikanerne trækkes hjem igen? Hvad kostede baserne og hvem skulle betale? Spørgsmålene var mange og debatten i Danmark blev ikke mindre af, at der var folketingsvalg i 1953. De borgerlige partier var generelt positive overfor baserne. Socialdemokratiet, som var i opposition ville derimod have det NATO-kritiske Radikale Venstre med som partner i en kommende regering. Meningsmålinger viste en markant modstand i befolkningen overfor amerikanske baser. Ville et 'ja' til NATO baser koste socialdemokratiske og radikale stemmer? Der var med andre ord både indenrigspolitiske og udenrigspolitiske overvejelser i spil. Efter den socialdemokratiske sejr ved valget i slutningen af 1953 meddelte Danmark, at ”man i den nuværende situation” takkede 'nej' til NATO-baser i landet. Danmark var altså allieret, men tog sine forbehold. Man afviste ikke muligheden for at få baser i fremtiden, hvis situationen ændrede sig. Omvendt sendte Danmark et signal til russerne om, at landet ikke udgjorde noget NATO-opmarchområde for et evt. kommende angreb på Sovjetunionen. Sidst men ikke mindst tilgodeså man flertallet af befolkningens holdning og undgik de værste indenrigspolitiske problemer.
Nej tak til atomvåben – i hvert fald i Danmark Behovet for sikkerhedspolitisk balancegang blev atter aktuelt i februar 1957, da NATO tilbød at donere missilsystemerne Honest John og Nike-Hercules til Danmark. Missilerne var kortrækkende og defensive våben, men de kunne udrustes med atomsprænghoveder. Danmark blev allerede beskyttet af NATOs atomvåben, men havde ikke nogen af disse våben på sit område. Skulle Danmark have atomvåben? Atter engang blev sagen genstand for stor politisk debat og mange af argumenterne fra base-sagen fra starten af halvtredserne (se ovenfor) kom atter på banen. Atter var der
282
DA N MA R K O G D E N KO L D E K R I G
Ville russerne angribe Danmark? Dette spørgsmål var naturligvis helt centralt for både militære – og politiske beslutningstagere under den kolde krig. Ny forskning og ikke mindst adgangen til de tidligere lukkede arkiver hos mange af Warszawa-pagtens medlemslande viser, at der eksisterede omfattende planer for militære operationer imod Danmark. Disse angrebsplaner ændrede sig over tid i løbet af den kolde krig og blev løbende tilpasset den militære, teknologiske og politiske udvikling i Warszawa-pagten. Grundelementerne var dog baseret på den sovjetiske doktrin om offensiv krigsførelse. Danmark udgjorde den nordlige flanke i et sovjetisk angreb imod Centraleuropa. Derfor skulle Danmark erobres hurtigt fra både det nordlige Tyskland og ved hjælp af landgangsoperationer i Østersøen. Tropperne som skulle angribe Danmark bestod af både sovjetiske, østtyske og polske styrker. Warszawa pagten ville dermed sikre sin centralfront imod flankeangreb fra NATO, og samtidigt selv få mulighed for at komme ud af Østersøen og angribe NATO i flanken og true alliancens forsyningslinjer fra Amerika. Man ville anvende atomvåben i stor stil imod både militære og civile mål. Dokumenter for Warszawa-pagtens øvelser – f.eks. den såkaldte SEVER-73, viser en tildeling på 110 atomvåben til den sovjetiske Østersøflåde. Arkivmaterialet dokumenterer, at en stor del af disse skulle anvendes imod Langelandsfortet, lufthavnene Karup og Aalborg, skibskoncentrationer i Kattegat og ved Ærø, samt havneanlæg i det øvrige Danmark. En anden øvelse – Lato-57, gav ikke mindre end 57 atomangreb til den såkaldte Kystfront til anvendelse imod større europæiske byer herunder Rotterdam, Bruxelles, København og Odense. Danmark ville med andre ord ifølge disse øvelser blive udsat for et omfattende atomangreb inden de sovjetiske enheder indledte deres konventionelle angreb. Det er vigtigt at pointere, at arkivmaterialet viser at de sovjetiske planer altid tog udgangspunkt i at Warszawa-pagten initialt var blevet angrebet af NATO. Der er således væsentlig dokumentation, som understøtter at de sovjetiske planer var defensive.
Denne tolkning er dog også blevet skarpt kritiseret. Kritikerne fremfører, at denne defensive tendens var et led i den kommunistiske indoktrinering og sort-hvide optik, og at det altid var fjenden som angreb først i teorien. Planerne var derfor reelt offensive. Til at understøtte denne tolkning kan det fremføres, at Sovjetunionen og Østblokken ved flere lejligheder, f.eks. i Ungarn i 1956, Prag i 1968 og Afghanistan i 1979, påberåbte sig at deres militære intervention var defensiv – også selvom den kolde krig gentagne gange viste at virkeligheden var en anden.
Warszawa-pagtens øvelseskort over operation Val-77 – invasionen af Danmark. Er en øvelse en fredelig operation eller er den forberedelsen til et rigtigt angreb?
KAPITEL
283
Statsminister Jens Otto Krag og Sovjetunionmens leder Nikita Krushtjov, juni 1964. Selvom Danmark var en småstat var landet langt fra uinteressant for Sovjetunionen. I 1957 lagde ministerpræsident Nikolaj Bulganin direkte pres på statsminister H.C. Hansen igennem en personlig brevveksling. I 1964 var Krushtjov på et kort charmebesøg i Danmark og besøgte bl.a. Dalum Landbrugsskole for at studere dansk landbrug. Krushtjovs landbrugspolitik var på det tidspunkt slået totalt fejl, og Cubakrisen havde svækket ham indadtil. Imens han var på besøg i Danmark forberedte flere af hans modstandere et magtskifte. Fire måneder efter sin hjemkomst fra Danmark blev han kuppet af Leonid Breshnev.
valg. 43 % af befolkningen var imod atomvåben i Danmark og kun 12 % for. Men var det en acceptabel holdning? Erik Seidenfaden fra avisen Information skrev, at ”Vi forsøger, at smyge forpligtelserne af os og det har rettet Sovjetunionens lys mod Skandinavien som hjemsted for NATO-kædens svageste led (…)Forsvaret af Danmark er (generelt) baseret på atomgengældelsesvåbenets tilstedeværelse hos vore allierede, hvilket vi ikke har noget imod. At slå moralsk kors for os over for atomvåben er derfor hykleri”. Sagen blev heller ikke mindre politisk af, at Sovjetunionens ministerpræsident Bulganin i flere personlige breve til den danske stats- og udenrigsminister H.C. Hansen advarede mod følgerne af en placering af amerikanske atomvåben i Danmark. I december 1957 endte hele sagen dog med, at Danmark meddelte NATO, at man godt ville opstille missilbatterierne, men uden sprænghoveder ”under de nuværende forudsætninger”. Danmark ville også bygge lagre til opbevaring af atomsprænghoveder, men disse skulle stå tomme ”under de nuværende forudsætninger”. Danmark afslog med andre ord at modtage atomvåben på dansk jord, men havde åbnet en sikkerhedspolitisk kattelem for fremtidig opstilling, hvis forholdene skulle ændre sig. Sovjetunionen udtrykte ikke overraskende tilfredshed. Forbuddet mod atomvåben skulle ligesom det danske nej til amerikanske baser bestå under hele den kolde krig og blev officiel politik for både borgerlige – og socialdemokratiske regeringer. Undtagelsen var dog
284
DA N MA R K O G D E N KO L D E K R I G
Grønland, hvor amerikanerne med stiltiende dansk accept fra 1957 stationerede atombevæbnede bombefly og opbevarede atomsprænghoveder.
1980'ernes fodnotepolitik Den forsigtige kurs som havde præget den danske deltagelse i NATO-samarbejdet siden alliancens grundlæggelse i 1949 tog en usædvanlig drejning i løbet af 1980'erne. Baggrunden var den periode, som er blevet kaldt ”den anden kolde krig”, som blev indvarslet allerede i midten af 1970'erne med en begyndende afkøling af forholdet mellem de to supermagter, USA og Sovjetunionen. Situationen forværredes, da Sovjetunionen i 1979 invaderede Afghanistan, og NATO vedtog dobbeltbeslutningen, dvs. stillede et ultimatum til Sovjetunionen om at fjerne en række nye og moderne mellemdistanceraketter vendt mod Vesteuropa – ellers ville man fra NATOs side modernisere sit eget arsenal af mellemdistanceraketter. Beslutningen skabte en del debat og folkelig modstand i de vesteuropæiske lande. I Danmark førte den til et sammenbrud i den konsensus, som mere eller mindre havde hersket vedrørende dansk udenrigspolitik. Dermed indledtes en fase med en splittet dansk sikkerhedspolitik, som var præget af konfrontation overfor NATO og som fortsatte frem til den kolde krigs ophør i slutningen af 1980'erne. Hvad angik spørgsmålet om opstilling af mellemdistanceraketterne, søgte man fra den danske socialdemokratiske regerings side i 1979 at få udskudt beslutningen, men blev afvist af NATO-partnerne. Danmarks lave forsvarsbudgetter begyndte nu også at udløse protester. Man talte ligefrem i den internationale presse om “Danmarkisering” i forbindelse med lande som søgte at slippe så billigt som muligt fra bidraget til det fælles NATO-forsvar. Måske kan man sige, at Danmarks integration i NATO på dette tidspunkt ikke var stærkere konsolideret, end at det køligere internationale klima og de deraf følgende øgede NATO-krav til alliancens medlemmer, genoplivede den danske bekymring for at provokere Sovjetunionen unødigt. I hvert fald er det karakteristisk for dansk sikkerhedspolitik i 1980'erne, navnlig på atomvåbenområdet, at det blev vigtigt at indtage særstandpunkter i forhold til den officielle NATO-politik. Dette blev for alvor tydeligt da Schlüter- regeringen kom til magten i 1982. Her indledtes en bemærkelsesværdig periode i dansk sikkerhedspolitik, hvor det såkaldte “alternative flertal” i folketinget i en række tilfælde forpligtede den NATO-venlige borgerlige regering til at placere danske “fodnoter” på NATO-beslutninger. Det alternative flertal pålagde regeringen at arbejde for en nordisk atomvåbenfri zone, for et stop for atom-prøvesprængninger, for en pagt om ikke-første-anvendelse af atom-våben o. lign. Det interessante ved denne politik var, at den borgerlige regering i mere end 20 tilfælde i løbet af perioden frem til 1988 accepterede at handle imod sin egen politik. Derved kom den til at varetage en dansk sikkerhedspolitik med en hidtil uset grad af uafhængighed overfor NATO. Uffe Ellemann-Jensen (Venstre), der som udenrigsminister i perioden måtte varetage den danske fodnotepolitik har senere i sine erindringer beskrevet perioden som udtryk for et dansk indenrigspolitisk spil, hvor socialdemokraterne søgte at bruge sikkerhedspolitikken til at vælte den borgerlige regering: ”Nu havde socialdemokraterne selv smidt regeringsansvaret fra sig, og da de opdagede, at vi andre rent faktisk var i stand til at håndtere de problemer, de var løbet fra, blev de ondsindede og prøvede at skubbe os ned af taburetterne med alle midler.” (Her citeret fra: Uffe Ellemann-Jensen: "Fodfejl". Gyldendal 2004, s. 128-129). Man kan dog også opfatte perioden som udtryk for en ”demokratisering” af dansk sikkerhedspolitik i kraft af folketingets store indflydelse i perioden. Den bemærkelsesværdige periode afsluttedes dog i 1988, hvor regeringen udskrev valg på spørgsmålet om procedurerne ved anløb af amerikanske flådefartøjer, som muligvis havde atomvåben med. Resultatet blev en ny, borgerligt ledet regering, men nu med det NATO-kritiske Radikale Venstre med i regeringen. Det alternative flertal på det sikkerhedspolitiske område var dermed elimineret. DA N MA R K O G D E N KO L D E K R I G
285
Virkelighed og design. Atomkrigens våben vakte både rædsel og inspiration. På billedet til venstre ses den karakteristiske paddehat fra en atomprøvesprængning. På billedet til højre den i teksten omtalte atombombebadedragt. (Billedbladet nr.14 7/4 1953.)
De ovenstående gennemgange af den danske politik viser Danmark, som en allieret med forbehold. Men hvorfor accepterede de andre NATO-lande – og ikke mindst Amerika – denne danske balancegang, som dybest set skete på deres bekostning og imod deres egen politik?
Aflytning, overvågning og Grønland – Danmarks trumfer under den kolde krig Danmark lå som allerede nævnt strategisk vigtigt ved ud– og indsejlingen til Østersøen. Danmark var derfor også en såkaldt frontlinjestat, dvs. et land, som lå i forreste linje overfor russerne og deres allierede DDR (Østtyskland) og Polen i Warszawa-pagten (oprettet i 1955). Danmarks geografiske beliggenhed betød med andre ord, at en række særlige militære – og sikkerhedsmæssige forhold gjorde sig gældende. Disse forhold var de NATO-allierede selvfølgelig ikke blinde overfor. ”Fodnoternes” danske indenrigspolitiske baggrund var også velkendt hos NATO. Danmark havde dog også fordel af, at kunne levere en ekspertise indenfor overvågning af skibstrafik og aflytning af Warszawa-pagtens radiotrafik via Danmarks lytteanlæg på bl.a. Bornholm. Disse oplysninger gjorde det muligt at kigge russerne i kortene og gjorde derved NATO i stand til bedre at reagere. Da russerne sejlede missiler til Cuba i 1962 og derved udløste Cuba-krisen blev missilerne opdaget ved det sovjetiske skibs gennemsejling igennem dansk farvand. Viceadmiral Jørgen Bork udtalte efter den kolde krigs afslutning, at ”Vi kendte alt til hvad der foregik i danske farvande, der var ingen passager – hverken neddykkede eller åbne – vi ikke havde tjek på.” Under den sovjetiske invasion i Tjekkoslovakiet i 1968 kunne Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) ved hjælp af aflytning notere, at det trak op til sovjetisk væbnet indgriben mere end 1 måned før selve invasionen. FE kunne også på baggrund af signaltrafikken konstatere, at konflikten ikke var led i en Øst-Vest konfrontation. Derfor udsendte FE flg. til stabe og Udenrigsministeriet ”Den militære aktivitet giver ikke anledning til at tro, at denne aktivitet skulle være rettet mod NATO-området”. NATOs generaler og politikere kunne derfor sove roligt om natten, selvom sovjetiske kampvogne rørte på sig.
286
DA N MA R K O G D E N KO L D E K R I G
Det mest betydningsfulde kort, som Danmark havde på hånden lå dog langt fra Danmark. Det var Grønland. Et kig på en globus viser tydeligt hvor centralt Grønland ligger imellem de to supermagter. Igennem størstedelen af den kolde krig var Grønland derfor et højtprioriteret område for NATO, hvilket ledte til at man var villig til at give Danmark indrømmelser på andre områder. Grønlands strategiske betydning med flybaser og overvågning var velkendt i samtiden. Det var imidlertid kun kendt af en absolut snæver inderkreds af toppolitikere i Danmark, at amerikanerne havde atomvåben deroppe indtil flystyrtet ved Thule Airbase i 1968. Allerede samme år gik amerikanerne væk fra at have atomvåben på Grønland bl.a. efter dansk pres. Nedstyrtningen havde vist, at det kunne udvikle sig til en politisk varm kartoffel. Vigtigere var det dog nok, at den teknologiske udvikling nu overflødiggjorde den økonomisk dyre atomare bombeflystyrke. Missilerne var nu så udviklede og præcise, at de kunne overtage bombeflyenes rolle. Grønlands vigtigste værdi blev fra 1968 at fungere som base for radarovervågning af Sovjetunionen – en rolle som fortsatte indtil afslutningen af den kolde krig.
Atommarch, Vietnambevægelse og venstre- og højrefløjsaktivisme Under den kolde krig oplevede Vesten og ikke mindst Danmark, at den almindelige befolkning i stigende grad engagerede sig i den sikkerhedspolitiske debat. Demonstrationer og folkeligt pres var naturligvis ikke ukendt i danmarkshistorien, men ingen anden periode så en politisk mobilisering af så mange almindelige danskere som den kolde krig. For størstedelen af den danske befolkning havde den umiddelbare følelse efter besættelsen været en lettelse over, at landet var sluppet uden alt for store tab og ødelæggelser. Med den kolde krig og ikke mindst risikoen for en altødelæggende atomkrig begyndte denne lettelse dog i stigende grad at slå over i ængstelse hos mange. Den magtesløshed som atomkrigen stillede det enkelte menneske i blev i stigende grad klar. I 1953 beskrev Billedbladet med humor, hvorledes en amerikansk modeskaber havde designet en atombombebadedragt formet som en paddehattesky: ”Det er virkelig lykkedes ved hjælp af flødeskums-lette stoffer, at overføre den champignon-formede sky til den klædelige badedragt. Om dennes virkning er lige saa afvæbnende som A-bombens, foreligger ingen depecher om”. I 1961, altså blot 9 år efter, var holdningen til atombomben meget mere dyster. Med et illustreret kort over København (se kortet ved indledningen til dette kapitel) og virkningen af en 50 megaton bombe hed det: ”Hvis bomben f.eks. eksploderer på Rådhuspladsen opstår der i centrum et 2 km bredt og 100 m dybt krater. Inden for en afstand af 6 km omkommer alt levende. Inden for 11 km: alle, der ikke opholder sig i beskyttelsesrum dræbes. Inden for 16 km: samtlige bygninger ødelægges totalt. Inden for 25 km: alle træhuse antændes. Helt op til 56 km borte vil heden kunne forårsage bygningsbrande. Varmebølgen er på ca. 200 gr.” Denne risiko for total tilintetgørelse og følelsen af at atomkrigen var lige om hjørnet forstærkede gradvist den folkelige modstand imod atomvåben og imod forsat oprustning fra 50'erne og frem til den kolde krigs afslutning. Modstanden kunne måles i store dele af Vesteuropa og også i Danmark og spillede som beskrevet ovenfor en betydelig rolle i de danske forbehold i forbindelse med bl.a. spørgsmålene om NATO-baser og atomvåben på dansk område. I 1960 organiserede en gruppe af danske aktivister – såkaldte græsrødder – efter engelsk forbillede, organisationen ”Kampagnen mod Atomkraft” og senere ”Kampagnen imod Atomvåben”. Ved den første atommarch gik man fra Holbæk til København forbi de opstillede missilbatterier ved Holbæk og Tåstrup. Mere end 5000 mennesker deltog. Ud over marcherne lavede man happenings, pjecer og deltog aktivt i debatten om den danske sikkerhedspolitik og flere og flere deltog. Fra 1970'erne gik bevægelserne i stigende grad også ind i miljøkampen. Miljø-bevægelsen Greenpeaces forsøg på at blokere amerikanske sandsynligvis atombevæbnede krigsskibes indsejling til Københavns havn i 1980'erne er et DA N MA R K O G D E N KO L D E K R I G
287
Danmark og Grønland Danmarks og Grønlands historie har været forbundet siden 1600-tallet, hvor man fra dansk side sendte en række handelsekspeditioner til øen mod nord. Kontakten systematiseredes i 1700-tallet, hvor den norske præst Hans Egede startede missionsvirksomhed på Grønland og egentlige kolonisteder blev anlagt langs øens vestkyst. I 1921 inddrog Danmark hele Grønland under sit styre, hvilket blev bekræftet ved den Internationale domstol i Haag i 1933. Under anden verdenskrig og besættelsen af Danmark indgik den danske gesandt i Washington, Henrik von Kaufmann, en aftale med USA om amerikansk beskyttelse af Grønland mod at amerikanerne fik lov til at anlægge militærbaser på øen. Disse baser viste sig efter krigens afslutning at være af central strategisk betydning for amerikanerne. Grønland er placeret tæt ved den amerikanske østkyst og midt på luftruterne mellem den amerikanske østkyst og Europa. Da den danske regering efter krigens afslutning gav udtryk for, at man ønskede at genvinde fuld suverænitet over Grønland, blev det klart, at amerikanerne havde andre planer. Med indledningen af den kolde krig flyttede USA's interesse mod nord til Thuleområdet, hvor man ønskede at nye, udbyggede baser skulle indgå i det amerikanske atomforsvar.
288
KAPITEL
Fra området ved Thule kunne langtrækkende atombevæbnede bombefly fra den amerikanske Strategic Air Command (SAC) nå Sovjetisk territorium på kort tid og en base ved Thule kunne også fungere som nødlandings – og forsyningsbase for SAC. I 1951 indgik Danmark og USA derfor en ny Grønlands-overenskomst. Med denne fik amerikanerne vide beføjelser til at opstille militære anlæg på Grønland, hvilket blev fulgt op samme år med anlæggelsen af Thulebasen. I 1953 blev anlægget udvidet og man byggede omfattende radaranlæg til overvågning af sovjetisk territorium i 1958-1961. Da de danske myndigheder ønskede at holde den grønlandske befolkning adskilt fra det amerikanske personel valgte Danmark at flytte lokalbefolkningen til en nyanlagt boplads godt 100 kilometer væk. En sådan beslutning, der blev taget hen over hovedet på de berørte grønlændere lignede meget ”klassisk” kolonimagtspolitik, og beslutningen er senere blevet stærkt kritiseret. I 2003 pålagde Højesteret den danske stat at udbetale erstatning til de forflyttede. Søndag den 21. januar 1968 styrtede et amerikansk bombefly ned ved Thule med 4 brintbomber ombord. Thulesagen blev hurtigt et ømtåleligt emne for både
B-52 bombefly på Thulebasen 1968.
Danmark og USA, fordi Danmark officielt ikke tillod atomvåben på sit territorium – hverken til lands, til vands eller i luften. Grønland var derfor også officielt omfattet af dette. Bag kulisserne havde Danmark imidlertid med det såkaldte H.C. Hansen Papir i 1957 bevidst valgt at se igennem fingre med de amerikanske atomvåben på Grønland. Men det var en statshemmelighed – officielt var der ingen atomvåben i Danmark, på Grønland eller nogen anden del af riget! Dette betød også, at de danske og grønlandske arbejdere som ryddede op efter flystyrtet og blev udsat for stråling ikke kunne få erstatning. H.C. Hansen Papiret blev først afsløret i 2005. Fra 1969 ophørte amerikanerne efter dansk pres med at have atombomber på eller i luften over Grønland. På det tidspunkt var bombeflyene også militærteknologisk forældede. Thulebasen og den danske accept af de amerikanske strategiske interesser på Grønland blev et vigtigt aspekt under den kolde krig for det danske medlemskab af NATO. Den danske imødekommenhed med amerikanske baser, overvågningsanlæg og atomvåben på Grønland har således kunnet kompensere for traditionelt lave for-
“Vort hjem, du danske jord“. I denne satire-tegning har Villa Grønland fået nye beboere, imens det danske ægtepar har været ude. Uncle Sam er flyttet ind på overetagen. Tegneren lader ikke til at forholde sig til spørgsmålet om hvor grønlænderne er henne!
svarsbudgetter og afvisning af atomvåben på dansk jord. Fra 1960'erne begyndte dele af den grønlandske befolkning at tale for en større grad af selvstyre for Grønland. Bevægelsen førte i 1979 til etableringen af det grønlandske Hjemmestyre. Et centralt punkt i forhandlingerne var spørgsmålet om Grønlands undergrund, der rummer en række råstoffer. Netop Grønlands naturressourcer har gjort en række internationale mineselskaber og investorer interesseret i landet. Det stadigt voksende økonomiske potentiale i strategiske råstoffer kan give Grønland et økonomisk grundlag for en eventuel fremtidig fuld løsrivelse og selvstændighed fra det danske rigsfællesskab. KAPITEL
289
Golfkrigen ”Operation Desert Storm” 1990-1991. Da den kolde krig var i sine dødskramper brød en ny konflikt løs. Krigen blev i tv skildret som en nærmest klinisk konflikt, hvor vestens high-tech styrker og præcisionsbombardementer nærmest uden militære tab overlegent besejrede en gammeldags og konventionel styrke udrustet med sovjetiske våben. På billedet overflyver amerikanske jagerfly oliekilder sat i brand af en flygtende irakisk hær. Ville en væbnet konflikt under den kolde krig være endt på samme måde? Var krig nu blevet klinisk med få civile og militære ofre, og kunne fremtidens konflikter forklares på et kortbord i et tv-studie?
eksempel på dette. Spørgsmålet om atomkraft og atomvåben gled fra midten af 1960'erne dog i stigende grad over i en ny sag som tiltrak endnu flere – Vietnambevægelsen. Baggrunden var den stigende kritik af den amerikanske krig i Vietnam. Med tv-billeder af dræbte og sårede civile og billeder som skildrede den moderne krigs ødelæggende kraft blev Vietnambevægelsen meget hurtigt anti-amerikansk. Bevægelsen fik dog også et bredere sigte som protestbevægelse med fællesskab, musik, seksuel frigørelse, nye levemåder og stoffer. Mange aktivister var med i flere bevægelser, og der var en flydende dagsorden af sager, som man ville gøre op med. I en tale ved en fredsmarch i 1968 kunne forfatteren Ebbe Kløvedal Reich, der var én af de centrale skikkelser inden for ungdomsoprøret i Danmark, formulere det på denne måde: ”Vores Vietnam, det er at få Danmark ud af NATO. Vores Vietnam, det er at kæmpe for det virkelige demokrati, dagliglivets demokrati. Vores Vietnam, det er at få sprængt de hemmelige kartoteker. Vores Vietnam, det er den langvarige kamp mod militarismen i os selv og hos os selv”. I begyndelsen blev bevægelsen mødt af modstand og hovedrysten fra størstedelen af politikere og befolkning i Danmark. Amerika var Danmarks allierede og man ønskede ikke fra dansk politisk side at skade det dansk-amerikanske forhold. Per Hækkerup, som var tidligere udenrigsminister og socialdemokratiets politiske ordfører nægtede at skrive under på en bred politisk appel omkring amerikansk bombestop imod Nordvietnam i 1967 med ordene ”Det ville være et spark over skinnebenet på USA” . Et tilsvarende eksempel på dansk modvilje imod kritik af USA fandt sted i 1970. Dette år besøgte den radikale statsminister Hilmar Baunsgaard USA og mødtes bl.a. med præsident Nixon. Et besøg som medførte omfattende kritik – ikke mindst fra Baunsgaards eget radikale bagland. Modstanden imod Vietnamkrigen nåede dog også snart de højeste politiske kredse i Danmark. Ved sin åbningstale i oktober 1972 som nyudnævnt statsminister krævede Anker Jørgensen fra Folketingets talerstol, at USA trak sig ud af Vietnam, og ved årsskiftet 1972-1973 udtalte udenrigsminister K.B. Andersen, at den amerikanske krig i Vietnam kunne få Danmark til at overveje sin stilling i NATO. Kort efter kom det amerikanske bombestop i Vietnam imidlertid. Derved kom det dansk-amerikanske forhold atter ind i rolige vande. Her blev det indtil den danske
290
DA N MA R K O G D E N KO L D E K R I G
fodnotepolitik atter skabte bølgegang igennem 80'erne mod afslutningen af den kolde krig. Selvom den folkelige aktivisme rakte bredt var den alligevel i særlig grad rodfæstet på den politiske venstrefløj af dansk politik. Det betød imidlertid ikke, at den danske højrefløj ikke engagerede sig. Som et spejlbillede på de ovennævnte bevægelser opstod der et modtryk fra især borgerlige ungdomspolitiske kredse. Her rejste man krav om atomvåben til Danmark, om indførelse af atomkraft i Danmark, om støtte til antikommunistiske stater og fra 1979 fik man med den sovjetiske invasion af Afghanistan sin egen pendant til Vietnamkrigen. Selvom den danske højrefløj aldrig formåede at opnå en så stor folkelig forankring som venstrefløjens protestbevægelser, så formåede man alligevel at skabe opmærksomhed omkring f.eks. de sovjetiske krigsforbrydelser i Afghanistan. Ikke mindst brugen af de såkaldte legetøjsbomber som lignede legetøj, men reelt var sprængminer overbeviste mange almindelige danskere om, at den sovjetiske krig var ligeså brutal og hård imod civilbefolkningen, som den amerikanske Vietnam-krig havde været.
Afslutningen af den kolde krig Den danske fodnotepolitik havde i løbet af 1980'erne ledt til et anstrengt forhold til flere af landets allierede. Danmark var imidlertid blot en lille brik i det store spil og spillet var ved at være slut, selvom det var de færreste i samtiden, som var klar over det. Igennem den første halvdel af 1980'erne skete der en gradvis intern svækkelse af Sovjetunionen og diktaturerne i Østeuropa. I marts 1985 kom Mikael Gorbatjov til magten, som Sovjetunionens generalsekretær og øverste leder. Med sine reformer på både det politiske og økonomiske område – Glasnost og Perestrojka – satte han opløsningstendenser i gang, som snart kom ud af kommunistpartiets kontrol. Da låget først var løftet for kritik af bl.a. levevilkår og korruption indenfor magtapparatet fulgte øgede krav fra befolkningerne om politisk forandring, flere partier og fri bevægelighed. De kommunistiske regimer måtte snart sande, at da ånden først var ude af flasken, kunne den ikke, som tidligere proppes tilbage igen. Forandringerne og opløsningen stak nu for dybt og var bl.a. forankret i stærke nationale ledere, som Polens Lech Walesa og Ruslands Boris Jeltsin, der så deres egne fordele i kommunismens sammenbrud. De østeuropæiske regimer kollapsede derfor indefra på overraskende kort tid i slutningen af 80'erne. Berlinmuren faldt den 9. november 1989 og ved årsskiftet 1991-1992 opløstes Sovjetunionen. Danmark kunne ligesom det meste af den øvrige verden drage et lettelsens suk. Næsten et halv århundrede i atomkrigens skygge så nu ud til at være overstået. Det havde været en brydningstid for Danmark – både for dets politik, men også for dets befolkning. Landet havde atter klaret sig igennem en vanskelig periode. Den kolde krig lå nu bagude. Forude lå nye udfordringer med globalisering, terror og en aktivistisk udenrigspolitik, som skulle sende danske soldater i krig langt fra koldkrigens fronter.
DA N MA R K O G D E N KO L D E K R I G
291
Sport, kultur, og venskabsforeninger Under den kolde krig blev sport, kultur og venskabsforeninger en del af den ideologiske slagmark. Ikke mindst de olympiske lege blev et symbol på dette. I 1980 valgte USA sammen med mange andre lande, at boykotte OL i Moskva som reaktion på den sovjetiske invasion af Afghanistan. Danmark valgte imidlertid at deltage på trods af stor modstand fra ikke mindst de borgerlige partier. Den officielle holdning fra Danmarks Olympiske komite var, at idræt og politik i Danmark traditionelt var adskilt fra hinanden. Man besluttede dog, at landet under indmarchen ikke skulle bære Dannebrog, men derimod blot den olympiske fane og at nationalsangen ikke skulle spilles. Danmark havde også indenfor sportens verden formået at udstikke sin egen kurs i de stores spil. Venskabsforeninger havde traditionelt eksisteret i Danmark fra omkring århundredeskiftet. Under den kolde krig fik ikke mindst den nordiske venskabsforening Norden stor folkelig tilslutning. Dog opstod der også en del venskabsforeninger som rettede sig mod befolkningerne i diktaturerne bag jerntæppet. Fra dansk side blev de primært drevet af aktivistiske venstreorienterede
292
KAPITEL
græsrødder, hvorimod de i Østlandene var direkte statsstyrede og underlagt streng politisk kontrol. Mange af de dansk-baserede organisationer modtog finansiel eller anden støtte fra deres respektive venskabslande i Øst. Venskabsforeningerne gav mange danskere en mulighed for kortere ophold i Østlandene, f.eks. pionerlejre i Østtyskland eller på venskabsbesøg i Sovjetunionen. Ikke så få danskere som besøgte Østlandene fandt venner eller af og til ægtefæller på den anden side af jerntæppet. Selvom diktaturerne anvendte venskabsforeningerne af rent propagandamæssige hensyn, så var foreningerne også med til at give mange danskere et mere humant billede af 'fjenden i Øst' end koldkrigsretorikken normalt gav mulighed for.
Daværende formand for VU (Venstres Ungdom) og senere dansk statsminister Lars Løkke Rasmussen (her bevæbnet med Kalashnikov) fotograferet i Afghanistan, 1988. For at støtte de antikommunistiske oprørsstyrker (de såkaldte Mujahedins dvs. Hellige Krigere) startede borgerlige gymnasieelever en pengeindsamling i 1988. Indsamlingen var tænkt som alternativ til ”operation Dagsværk”, som de mente støttede venstreorienterede oprørsgrupper og regimer. I alt lykkedes det at indsamle 600.000 kr. Lars Løkke Rasmussen tog selv til Afghanistan og overrakte pengene, hvor dette billede blev taget. Efter Sovjetunionens tilbagetrækning fra Afghanistan deltog mange hellige krigere i den efterfølgende borgerkrig i Afghanistan. Nogle gik også ind i terrornetværk, som f.eks. Al-Qaeda eller fundamentalistiske bevægelser – eksempelvis Taleban. Begge bevægelser er idag Danmarks fjender.
Kilder
DANMARK OG DEN KOLDE KRIG
Uddrag af Winston Churchills ”Sinews of Peace”-tale, 5. marts 1946 I denne berømte ”jerntæppe-tale”, opridsede Englands tidligere premierminister Winston Churchill den situation, som Øst – og Vest nu stod overfor. Talen blev holdt på Fulton universitetet i Missouri, USA. Winston Churchill var på tidspunktet for talen ikke længere regeringsleder, men kun leder af det konservative parti, som nu befandt sig i opposition. Blandt tilhørerne til Churchills tale var USA's præsident Harry S. Truman. Kilderne nedenfor kan med fordel danne baggrund for en drøftelse af hvorledes samtiden opfattede stemningen og truslen imod Danmark i den tidlige del af den kolde krig. Hvem var fjenden? Hvad var truslen? Var Danmark i stand til at værne om egen sikkerhed? Hvorledes prægede frygten for invasion eller kup det politiske og militære handlemønster? ”En skygge er faldet hen over de skuepladser, som så nylig blev oplyst af den allierede sejr. Ingen ved, hvad SovjetRusland og dens kommunistiske internationale organisation har til hensigt at gøre i den nærmeste fremtid, eller hvor grænserne er – hvis der er nogen – for deres ekspansive omvendelsestendenser. Jeg nærer stor beundring og agtelse for det tapre russiske folk og for min krigskammerat marskal Stalin. Der er i Storbritannien en dyb sympati og velvilje – og jeg tvivler ikke om, at der også er det her – for alle de russiske folkeslag og en vilje til at holde fast ved et vedvarende venskab gennem alle de mange stridigheder og tilbageslag. Vi forstår det russiske behov for at sikre sine vestlige grænser ved at fjerne enhver mulighed for tysk aggression. Vi byder Rusland velkommen til at indtage sin berettigede plads blandt verdens ledende nationer. Vi byder dets flag velkommen på havene. Frem for alt hilser vi konstante, hyppige og voksende kontakter mellem det russiske fok og
vort eget folk på begge sider Atlanten velkommen. Men det er min pligt – thi jeg er sikker på, De ønsker jeg skal sige tingene, som jeg ser dem – at stille Dem visse kendsgerninger for øje om den nuværende stilling i Europa. Fra Stettin i det baltiske til Trieste i det adriatiske område har et jerntæppe sænket sig gennem kontinentet. Bag denne linie ligger hovedstæderne i alle Central- og Østeuropas gamle stater. Warszawa, Berlin, Prag, Wien, Budapest, Beograd, Bukarest og Sofia, alle disse berømte byer og folkene rundt om dem ligger i, hvad jeg må kalde Sovjetsfæren, og alle er de under en eller anden form underkastet ikke blot sovjetindflydelse, men en meget høj og i mange tilfælde voksende grad af kontrol fra Moskva. Alene Athen – Grækenland med dets udødelige berømmelse – er i stand til frit at bestemme sin fremtid ved valg under britisk, amerikansk og fransk tilsyn. Den russisk kontrollerede polske regering er blevet opmuntret til at gøre vældige og uretfærdige overgreb mod Tyskland, og massefordrivelser af millioner af tyskere finder nu sted i en hård og uhørt skala. Kommunistpartierne, som var meget små i alle disse østlige stater i Europa, er blevet hævet til en fortrinsstilling og til en magt langt ud over deres antal og søger overalt at vinde den absolutte kontrol. Politiregeringer har taget overhånd næsten overalt, og således er der, bortset fra Tjekkoslovakiet, intet virkeligt demokrati. Tyrkiet og Persien er begge dybt bekymrede og foruroligede ved de krav, som stilles dem og ved det pres, som udøves af Moskvaregeringen. I Berlin har russerne gjort forsøg på at opbygge et kommunistlignende parti i deres zone af det besatte Tyskland ved at give særlige begunstigelser til grupper af venstreorienterede tyske ledere. Ved slutningen af kampene sidste juni trak de amerikanske og britiske styrker sig tilbage mod vest efter en tidligere aftale i en dybde på omkring 150 miles på en front, der var nær de 400 miles, i den hensigt at lade vore russiske allierede besætte dette store territorium, som de
vestlige demokratier havde erobret. Hvis Sovjetregeringen nu egenmægtigt prøver at bygge et pro-kommunistisk Tyskland op på deres områder, vil dette føre til nye alvorlige vanskeligheder i den britiske og amerikanske zone og vil give de besejrede tyskere mulighed for at stille sig selv til auktion mellem Sovjet og de vestlige demokratier. Hvilke slutninger der end kan drages af disse kendsgerninger – og det er kendsgerninger – så er det sikkert ikke det befriede Europa, vi kæmpede for at bygge op. Heller ikke er det et Europa, som rummer væsentlige elementer til en holdbar fred. Verdens sikkerhed kræver en ny enhed i Europa, som ingen nation for stedse skal holdes uden for. Det er ud fra stridigheder mellem de stærke nærbeslægtede folk i Europa, at den verdenskrig, vi har været vidne til, er udsprunget. To gange i vor levetid har vi set USA imod deres ønske og deres traditioner, imod argumenter, hvis vægt det er umuligt ikke at forstå, blive draget ind i disse krige af uimodståelige kræfter, tidsnok til at sikre sejren for den gode sag, men kun efter at skrækkelige blodbade og ødelæggelser har fundet sted. To gange har USA sendt adskillige millioner af dets unge mænd over Atlanten for at søge krigen, men nu kan krig ramme enhver nation, hvor den end måtte bo, mellem aften og morgengry. Det er sikkert, at vi må arbejde målbevidst for en stor fredeliggørelse af Europa inden for FNs rammer og i overensstemmelse med dens pagt. Det føler jeg er en åbenbar politisk opgave af særdeles stor vigtighed. Der er andre grunde til ængstelse foran det jerntæppe, som ligger gennem Europa. I Italien er kommunistpartiet alvorligt hæmmet, fordi det må støtte den kommunistisk oplærte marskal Titos krav på tidligere italiensk territorium i bunden af Adriaterhavet. Ikke desto mindre står Italiens fremtid på vippen. Endvidere kan man ikke tænke sig et genfødt Europa uden et stærkt Frankrig. Gennem hele mit offentlige
DA N MA R K O G D E N KO L D E K R I G
293
liv har jeg arbejdet for et stærkt Frankrig, og jeg har aldrig tabt troen på dets bestemmelse, selv i de mørkeste timer. Jeg vil heller ikke miste troen nu. Imidlertid er kommunistiske femtekolonner i et stort antal lande, langt fra de russiske grænser og over hele verden blevet genoprettet, som arbejder i fuldstændig enighed og absolut lydighed mod de direktiver, de får fra kommunistcentret. Med undtagelse af det britiske Commonwealth og i USA ... udgør kommunistpartierne eller femtekolonnerne en voksende udfordring og fare for kristen civilisation. Dette er dystre kendsgerninger for alle at meddele på en sejrsmorgen, vundet ved et så glimrende våbenbroderskab og for frihedens og demokratiets sag; men vi ville handle meget uklogt ved ikke ærligt at se dem i øjnene, mens tid er. (…) Efter hvad jeg har set til vore russiske venner og allierede under krigen, er jeg overbevist om, at der ikke er noget, de beundrer så meget som styrke og intet, for hvilket de har mindre respekt, end svaghed, især militær svaghed. Af den grund er den gamle lære om en magtbalance usund. Vi har ikke råd til, hvis vi kan undgå det, at arbejde med snævre spillerum og derved friste til en styrkeprøve. Hvis de vestlige demokratier står sammen, nært forbundne gennem principperne i FN-pagten, vil deres indflydelse på at fremme disse principper være umådelig, og ingen vil sandsynligvis krænke dem. Men hvis de splittes eller svigter deres pligt, og hvis disse altafgørende år får lov at slippe os af hænde, så kan i sandhed en katastrofe overgå os alle ... Lad ingen undervurdere det britiske imperium og Commonwealths blivende magt. Fordi De ser 46 millioner på vor ø plages af vanskeligheder med deres føde, hvoraf de kun frembringer halvdelen, selv i krigstid, eller fordi vi har besvær med at starte vor industri og eksport igen efter seks års lidenskabelig krigs anstrengelse, tro så ikke, at vi ikke skal komme igennem disse mørke år, som vi er kommet igennem kampens berømmelige år, eller at De om et halvt århundrede fra nu af ikke vil se 70 eller 80 millioner briter spredt over kloden og forenet i forsvaret af vore traditioner, vor livsform og af de ting i verden, som De og vi tager i forsvar. Hvis befolkningen i det engelsktalende Commonwealth føjes til
294
De forenede Staters med alt, hvad et sådant samarbejde omfatter i luften, på havet, over hele kloden og i videnskab, i industri og i moralsk styrke, så vil der ikke være nogen skælvende, usikker magtbalance, der frister til ærgerrighed eller eventyr. Tværtimod – der vil være en overvældende garanti for sikkerhed. Hvis vi trofast holder fast ved FNs pagt og går frem i sindig og nøgtern styrke, idet vi ikke søger nogen andens land eller skatte, ikke søger at lægge en egenmægtig kontrol på menneskers tanker, hvis al britisk moralsk og materiel styrke og overbevisning forenes med Deres i broderlig forening, så vil vejen til fremtiden være klar, ikke blot for os, men for alle, ikke blot for vor tid, men for det kommende århundrede.” Bay, Svend Aage: "Kilder til belysning af forholdet mellem Sovjetunionen og vestmagterne 1945-1955." Gyldendal 1965
NATO's artikel 5 om gensidig assistance i tilfælde af et medlem angribes (den såkaldte musketer-ed) ”Deltagerne er enige om, at et væbnet angreb mod en eller flere af dem i Europa eller Nordamerika skal betragtes som et angreb mod dem alle, og ..., at hvis et angreb finder sted, skal hver af dem ... bistå den eller de således angrebne deltagerlande ved straks, hver for sig og i forståelse med de øvrige deltagerlande, at tage sådanne skridt, derunder anvendelsen af væbnet magt, som hver af dem anser for nødvendige for at genoprette og opretholde det nordatlantiske områdes sikkerhed”.
(Uformel) meddelelse fra Danmarks statsminister H.C. Hansen til den amerikanske ambassadør Val Peterson, 16. november 1957 Denne meddelelse (kendt som ”H.C. Hansen papiret”) fra Danmarks Statsminister H.C. Hansen var en tilbagemelding på en fortrolig amerikansk henvendelse i forbindelse med spørgsmålet om de amerikanske atomvåben på Grønland. Med sit både kryptiske og undvigende svar gav den danske statsminister, i strid med forbuddet imod atomvåben på dansk
DA N MA R K O G D E N KO L D E K R I G
område, reelt amerikanerne frie hænder til at have disse på Grønland. ”Under Deres besøg her for et par dage siden kom de med en række bemærkninger angående den mulige opbevaring af forsyninger af en særlig art til forsvaret af Grønland. Vi forstod at Deres regering ikke så noget problem i denne sag, som ifølge dens overbevisning var dækket af aftalen af 27. april 1951, ifølge hvilken hver regering vil tage de nødvendige eller passende forholds-regler i forhold til deres forpligtelser på Grønland og den amerikanske regering har lov til at opbevare forsyninger, kræver for forsvaret af området etc. Og alt materiel, forsyninger etc. skal derfor kunne føres ind i Grønland uden inspektion. De præsenterede ikke nogen konkret plan for en mulig opbevaring, ej heller stillede De noget spørgsmål ang. den danske regerings holdning til en sådan. Jeg tror ikke, at Deres bemærkninger giver anledning til nogen kommentarer fra min side.” DUPI's Grønland under den kolde krig, (1997), bilagsbind, s. 301.
Uddrag af udenrigsminister (og senere statsminister) Jens Otto Kraghs dagbog, den 25. august 1959. Ovenstående kilde og den danske dobbeltsidede politik var i Danmark kun kendt af en snæver politisk og militær kreds. Nedenstående kilde antyder, at man i samtiden var fuldt ud klar over sagens alvor og den risiko for store konsekvenser, som dette indebar. Jens Otto Kraghs udnævnelse til statsminister ledte ikke til nogen ændring af forholdet omkring Grønland og de amerikanske atomvåben. Hvorfor? Disse kilder, som først blev kendte for offentligheden i 2005 kan også danne basis for en drøftelse af Danmark som småstat og landets vanskelige balancegang. ”Betænkelig v. H.C's, Svenningsens stiltiende given grønt lys for US atomvaabens oplagring på Grønl. – i Nov 57. De har ingen reg.s beslutning bag sig og intet er meddelt udenrigspol. nævn. Jeg har sagt til H.C., at vi bør bringe det i orden i.f.t. reg. og nævn. Han vil overveje det. Vanskeligheden er de forløbne
to aar. Kunne jeg maaske i Wash. søge oplysning om hvad faktisk er sket og forelægge de derved fremkomne nye oplysninger. […]” DUPI's Grønland under den kolde krig, (1997), bilagsbind, s. 304.
Uddrag fra tale af Ebbe Kløvedal Reich i forbindelse med demonstration imod Vietnamkrigen. ”Vores Vietnam, det er at få Danmark ud af NATO. Vores Vietnam, det er at kæmpe for det virkelige demokrati, dagliglivets demokrati. Vores Vietnam, det er at få sprængt de hemmelige kartoteker. Vores Vietnam, det er den langvarige kamp mod militarismen i os selv og hos os selv”. Politisk Revy, nr. 103, juni 1968, s. 12
Demonstration mod krigen i Vietnam. København, 1968 DA N MA R K O G D E N KO L D E K R I G
295
dannelse og forandring
Denne bog er en rigt illustreret danmarkshistorie, der dækker perioden fra oldtiden til globalisering og indvandrerdebat i 00’erne. Der er kilder til alle kapitler.
Ulrik Juel Lavtsen Lektor på Københavns VUC i fagene religion, historie og oldtidskundskab.
Martin Cleemann Rasmussen Cand.mag. i historie og russisk. Tilknyttet Hærens Officersskole samt leder og konsulent på historiske og militærhistoriske rejser. Forfatter til “Magt eller afmagt? – Jeltsin, Forsvarsministeriet og de militære grupperingers mål og midler i Rusland 1993-1999”, samt medforfatter til “Hær officerer i 300 år”.
Fra Danmarks oldtid er jernalderen vægtet med en længere fremstilling, som inkluderer nye, skriftlige kilder. Der er skrevet særlige kapitler dels om perioden 1940-1945 og dels om Danmark og Østeuropa. Disse kapitler giver nye vinkler til undervisningen i hhv. besættelsestiden og Danmark under den kolde krig. Bogens EU-stof behandler betydningen af Danmarks medlemskab siden optagelsen. Perioden efter murens fald er behandlet i temaer som indvandringens historie, ytringsfrihed og terrorisme, Danmark og Europa samt Danmark som international aktør. Bogen slutter med et kapitel om historisk metode, der også rummer en værktøjskasse med gode redskaber til eleverne.
Martin Cleemann Rasmussen Thomas P. Larsen Ulrik Juel Lavtsen
Jægerstenalder Bondestenalder Bronzealder Ældre jernalder
Førromersk jernalder Romersk jernalder Yngre jernalder Ældre germansk jernalder Yngre germansk jernalder Vikingetid
2000–500 f.Kr. 500 f.Kr.–400 e.Kr. 500 f.Kr.–0 400 e.Kr.–793 e.Kr. 400–600 e.Kr. 600–793 e.Kr. 793–1050 1050–1536
Reformation og renæssance
1536–1660 1660
Oplysningstiden i Danmark
1720–1814
Guldalderen
1802–1850
Industrialiseringen Junigrundloven Det moderne gennembrud
1840– 1849 1870–1900
Septemberforliget
1899
Systemskiftet
1901
Kvinders valgret til Rigsdagen
1915
Første verdenskrig
1914–1918
Kanslergadeforliget
1933
Anden verdenskrig
1939–1945
Den kolde krig
1947–1991
Det senmoderne eller postmoderne
1960’erne–
Jordskredsvalg, oliekrise og EF-medlemskab
1973
Berlinmurens fald
1989
Terrorangrebet mod New York og Washington
2001
Muhammedkrisen
Lindhardt og Ringhof
1–400 e.Kr.
4000–2000 f.Kr.
Middelalder Enevældens indførelse
www.lru.dk
13.000–4000 f.Kr.
Historisk tid
danmarkshistorie
danmarks historie
tidslinje
Forhistorisk tid
Thomas P. Larsen Lektor i historie og religion på Egedal gymnasium og hf. Har læst historie, religions- og musikvidenskab.
danmarkshistorie
forfatterne
Finanskrise
2005/06 2007