Fædre Sønner Mødre Døtre by Alinea

ns Je

20 ul

Pi a

Ro m er

p ru

06 07 er on g ss da gt ul en e G . B ari sT M na ine tr Ka

Ch Lo n r Pe istia e A er n bu Hu Do ra ltb rph s er g

Ka rl ra Ov St e K rid n sb au er sg g år d

tekster fra 2000-tallet

e rg

Jø

dt Ai y ie ffe ar la ev M G sl n ja ya ør lse d Na a N e H O ar r in on æ lga ted ist L dkj Pi ols e An tin as R S n Jo

At Ch he Pe ris na F Ka ter tin ar M tin Hø a H rok a Ib ja ka jru ess hza Pe en Lee My p elh d ol t Ai er Mo La Jo dt dt H nd n ne , K . O ru gv s nu le p ad tz se on n og M oe st ru p

O Ya liv h ia y co Has No a H b sa rd as Sk n e s yg Pr nh an ge eis of bj ler er g

n n se se us om sm Th Ra lrik n ør n U re Sø

Lindhardt og Ringhof

a ul

Redaktion

Men find selv ud af det. Vi er jo ikke din far.

Kathrine Storm & Stefan D. Emkjær

s Ur

Man kan angribe teksterne kronologisk – enten via forfatternes fødsels år eller via teksternes udgivelsesår – og se på, hvordan forældrebilledet ændrer sig over tid. Man kan vælge at angribe teksterne tematisk og følge spor som forældresvigt, opgør eller social arv. Man kan også gå genremæssigt til værks og lade de næsten allestedsnærværende selv biografiske og autofiktive tendenser styre læsningen.

Litteraturen er ikke kun er en platform for en homogen middelklasse – nye stemmer fra nye miljøer er kommet til, og denne demokratisering fortæller Erik Svendsen blandt meget andet om i sin indledning.

tto

Stefan D. Emkjær er cand.mag. i historie og dansk. Han har tidligere været redaktør på bl.a. Fem års litteratur 1998-2002, Fem års litteratur 2000-2004 samt Fem års litteratur 20052009 (Systime).

Kathrine Storm er cand.mag. i dansk og filosofi. Hun har tidligere bl.a. været redaktør på antologien Generation kan selv (Tiderne Skifter, 2010).

Vi kan dog sige så meget, at relationerne mellem generationerne sjældent har været så brogede – bl.a. måske på grund af svækkede for ældreautoriteter og høje skilsmisserater. Det ses i litteraturen som en søgen efter, hvor man hører til.

ns Ha

Denne antologi samler en række tekster fra 2000-tallets centrale forfatterskaber, der alle kredser om familierelationer og forholdet mellem forældre og deres børn. Hvad teksterne afspejler om de moderne familierelationer, lader vi være op til læsernes analyse.

Fædre sønner mødre døtre

d en Bl

tekster fra 2000-tallet

Fædre sønner mødre døtre

07 10

20 Bj

n n se se us om sm Th Ra lrik n ør n U re Sø

Ka rl ra Ov St e K rid n sb au er sg g år d

08 er on g ss da gt ul en e G . B ari sT M na ine tr Ka

At Ch he Pe ris na F Ka ter tin ar M tin Hø a H rok a Ib ja ka jru ess hza Pe en Lee My p elh d ol t Ai er Mo La Jo dt dt H nd n ne , K . O ru gv s nu le p ad tz se on n og M oe st ru p

5 Ro m er

Pi a

Ch Lo n r Pe istia e A er n bu Hu Do ra ltb rph s er g

e rg

Jø

O Ya liv h ia y co Has No a H b sa rd as Sk n e s yg Pr nh an ge eis of bj ler er g

p ru

tto

a ul

dt Ai y ie ffe ar la ev M G sl n ja ya ør lse d Na a N e H O ar r in on æ lga ted ist L dkj Pi ols e An tin as R S n Jo

s Ur Ja

d en Bl

ns Ha

ns Je

Fædre sønner mødre døtre tekster fra 2000-tallet

Redaktion

Kathrine Storm & Stefan D. Emkjær Indledning

Erik Svendsen

Lindhardt og Ringhof

Indhold Indledning 4 Demokrati, nye familieformer og ny litteratur

Tekster 16 Lone Aburas: fra Føtexsøen (2009) 22 Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup: fra Frit flet (2014) 26 Naja Marie Aidt: fra Sten saks papir (2012) 34

Jonas T. Bengtsson: fra Submarino (2007)

Jens Blendstrup: fra Gud taler ud (2004)

Christian Dorph: fra De sidste mange år har det handlet om børn (2009)

Athena Farrokhzad: fra Vitsvit (2014, SV: 2013)

Kristina Nya Glaffey: fra Padder og krybdyr (2012)

Katrine Marie Guldager: fra Et sted i verden (2014)

Katrine Marie Guldager: fra Lysgrænsen – en psykoanalyse (2007)

68 Interview med Yahya Hassan. Tarek Omar: Digter: Jeg er fucking vred på mine forældres

generation (2013) 75

Yahya Hassan: fra Yahya Hassan (2013)

Christina Hesselholdt: fra Lykkelige familier (2014)

Peer Hultberg: fra Brev (2009)

Peter Højrup: fra Island (2014)

103 Lone Hørslev: fra Jeg ved ikke om den slags tanker er normale (2012) 106

Katinka My Jones: fra Mælkelykken (2014)

110

Pia Juul: Rosas mor fra Dengang med hunden (2005)

113 Hans Otto Jørgensen: fra Hestenes øjne (2008) 120

Karl Ove Knausgård: fra Min kamp 1 (2010, NO: 2009)

130 Maja Lee Langvad: fra Hun er vred (2014)

138

Iben Mondrup: At eje fortællingen om sig selv (2014)

145

Asta Olivia Nordenhof: fra det nemme og det ensomme (2013)

153

Peter H. Olesen: fra Hver dag er et comeback (2014)

157

Ursula Andkjær Olsen: fra Det 3. årtusindes hjerte (2012)

168 Stine Pilgaard: fra Min mor siger (2012) 174 Hassan Preisler: fra Brun mands byrde (2013) 180 Bjørn Rasmussen: fra Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet (2011) 188

Jonas Rolsted: fra Flex Death (2012)

193

Knud Romer: fra Den som blinker er bange for døden (2006)

200

Jacob Skyggebjerg: fra Vor tids helt (2013)

206 Sara Stridsberg: fra Darling River (2010) 218 Søren Ulrik Thomsen: fra Rystet spejl (2011)

billedkunst 25 Denis Dailleux: Islam and his mother (2013) 45 Tracey Moffatt: Something More 1 (1989) 89

Jane Jin Kaisen: The Andersons (2015)

119 Nicholas Nixon: The Brown Sisters (1975 og 2010) 137

Zhang Xiaogang: Bloodline: Big Family – Father and Son (2001)

167

Per Morten Abrahamsen: Kvinde med 5 børn (1996)

205 Sally Mann: The New Mothers (1989) 221 Elizabeth Peyton: Michelle and Sasha Obama Listening to Barack Obama at the Democratic National Convention August 2008 (2008)

222 Kildeliste

Demokrati, nye familieformer og ny litteratur

Erik Svendsen er lektor i litteratur og medier på RUC. Han har blandt andet udgivet Hvordan det? Om glæden ved tekstanalyse (1994), Kieslowskis kunst (1996), Det Nye. Sonderinger i dansk litterær modernisme (1998), Medier (2005), Litterære livliner. Kanon, klassiker, litteraturbrug (2011), RealismerModernismer (2011), Kampe om virkeligheden. Tendenser i dansk prosa 1990-2010 (2015) samt Radioverdener (2015) og har bidraget til Danske Digtere i det 20. Århundrede I-III (2000-02) og Dansk Litteraturs Historie. 1960-2000 (2007). Erik Svendsen er også litteraturanmelder på Jyllands-Posten.

I den seneste tids danske og nordiske litteraturudkommer mange titler, og der findes mange tendenser på kryds og tværs, mellem genrer og mellem litteratur og andre udtryksformer: der udsendes bøger med tegninger/ fotografier som ligestillet materiale, og via internettet og skærme kan tekst kombineres med tegnefilm, levende billeder eller lyd. Når litteraturen får stadig flere tekniske muligheder for udfoldelse, sker der en demokratisering af det litterære udtryk. Ikke mindst internettets blogs og de sociale medier appellerer til nye brugere.

Demokrati og frihed Der er rigtig mange mennesker – for at sige det mildt – der anvender bruger understøttede digitale platforme til at ytre sig om snart sagt hvad som helst. Det betyder ikke, at alle, der skriver opdateringer eller kommentarer på Face book og lignende steder, er forfattere, men det betyder, at flere mennesker i dag bliver vænnet til at bruge det skrevne udtryk – ofte med et mere eller mindre løst forhold til kravene om en regelret skriftlig fremstilling. På den måde er den skrivende offentlighed blevet udvidet. Nu diskuterer folk ikke kun i avisspalterne, det sker også spontant og uden redaktionel indblanding på hjemmesider og gennem de sociale medier. At flere skriver sætter sig også igennem i litteraturen. Samtidslitteraturen er blevet mere rummelig: folk med anden etnisk baggrund end dansk bliver repræsenteret, folk fra sociale lag, der tidligere sjældent fik en litterær stemme, kommer nu frem, ligesom skildringer af heteroseksuel orientering bliver sup pleret med tekster, hvor begæret går andre veje. Individets dannelsesproces er en kompliceret affære, og lettere er den ikke blevet i en nyliberalistisk tid, der hylder den individuelle frihed. Frihed og demokrati har det med at følges ad. Men frihed trækker også andet med sig: rodløshed, usikkerhed, øget ulighed. Samtidslitteraturen har rod i længsler efter frihed. Men også i frihedens bagsider. Den er spraglet, men væsentlige dele af den har påfaldende fælles træk. Det er her, at den umiddelbart uoverskuelige mængde titler og forfat tere kan blive lidt mindre uoverskuelig: Der er temaer og emner som mange forfattere skriver om, og en af de oplagte røde tråde i virvaret ligger i denne bogs tekstudvalg, der fokuserer på skildringer af og en kritisk stillingtagen til familien, til relationen mellem forældre og børn, til forhold mellem søskende, til den kønsdannelse som følger med opdragelsen. Selv om forfatterne bærer meget forskelligartede familiehistorier og har vidt forskellig kulturel bagage,

skriver de gerne om det nære, herunder de mennesker som de familiært er rundet af. På godt og ondt.

Autofiktion Det er ikke nogen nyhed, at mange forfattere bruger egne oplevelser, som bearbejdes kunstnerisk og dermed tilsløres det biografiske. Samtidig med at læseren indimellem kan lokkes til at tro, at teksten er helt autentisk. I snart mange år har der været en tendens i litteraturen til, at forfatterne skriver autofiktion, dvs. man kombinerer det digtede med det selvoplevede (auto). En tendens der har nogle fællestræk med reality-tv, der er kommet for at blive. Der spilles roller i reality-tv, i litteraturen kan forfatteren påkalde sig retten til at udnytte kunstneriske friheder. Når stadig flere skriver om deres private liv på internettet og på de sociale medier, er det oplagt, at forfatterne vælger autofiktionen, men det betyder også, at tilsløringsmekanismerne bliver endnu mere subtile. At kravene til hvordan det private og intime liv skildres skærpes. Når så mange forfattere skriver om familiære og det nære livs oplevelser, hænger det sammen med to forhold der peger i hver deres retning. Nemlig på den ene side dette at medieoffentligheden og ikke mindst web 2.0-kulturen har åbnet for en ny demokratiseret direkthed i kommunikationen, på den anden side har vi i snart mange år levet i et samfund der hylder en ironisk at titude. De to forhold er hinandens modsætninger, og hvis vi kan tale om en ny inderlighed i litteraturen, går det ikke at fortrænge den ironiske fortid. Ironien kan blandt andet gemme sig i reservationen over for at kaste sig ud i endnu en drøm om den store kærlighed. Familien er jo ikke hvad den har været – hvis den nogensinde har været det!

Familien og skilsmisse På den ene side kan man sige, at litteraturen demonstrerer, at familien ved varende udgør en vigtig dimension i et menneskes liv, på den anden side kan man konstatere, at familieformerne har udviklet sig. I dag er det mere end svært at sige, hvad der er ’den normale familie’. Hvad vi ved med sikkerhed er, at mange ægteskaber i Danmark opløses: 46% for at være nøjagtig. Det faktum smitter ikke overraskende af på litteraturen, hvor skilsmisseerfaringer gerne dukker op (se i denne bog fx Lone Hørslev, Christina Hesselholdt og

Peter Højrups bidrag). En skilsmisse er typisk en meget sammensat oplevelse, men den er ikke ensbetydende med, at folk flygter fra familien. Ofte resulterer den i, at mange kommer til at arrangere sig med pap-søskende/forældre. På den måde får mange en større familie. Men der er også mange, som bliver tabt i spillet om familien.

Venskab som familie Dét kan være en forklaring på, hvorfor venskaber i dag spiller en så vigtig rolle. Vennerne kan fungere som erstatning for den ramponerede familie; fæ nomenet er slået massivt igennem i tv-kulturen. De to HBO-serier Sex & The City og Girls skildrer moderne kvindelige venskabsgrupper og Entourage var en mandlig pendant. Helt ud i titlen markerer Friends, der kørte i ti år fra 1994 til 2004, hvordan en lille gruppe jævnaldrende i årevis udgør et stærkt netværk, som giver den enkelte et solidt fundament i tilværelsen. Serien er både sjov, opbyggelig og forsonende, hvor den danske Sjit Happens mest bare er fjollet. For et voksende antal af unge og snart midaldrende er vennerne ved at være det vigtigste sociale omdrejningspunkt; Christina Hesselholdts forfat terskab har mange kvaliteter, og det er blandt andet velegnet til at illustrere, hvordan venskabsrelationer i dag kan fungere som et uundværligt socialt kit. Symptomatisk hedder forfatterens seneste roman Lykkelige familier (2014), og den handler primært om, hvordan hovedpersonen Camilla plejer omgang med sine venner. Litteraturen er et privilegeret medium velegnet til at fortælle om de van skeligheder, der ligger i de nye og gamle familier. Lignende oplevelser kan man som antydet finde skildret i medierne – fra Friends til Gift ved første blik – men i litteraturen får de et særlig skarpt udtryk. På den måde er litteraturen et spejl, der kan vise hvordan tilværelsen ser ud, men den kan også bruges til at omskrive den, til at protestere imod tingenes tilstand.

Nye eller konstante forældrerelationer På den ene side kan man sige, at en lang række af teksterne handler om gam melkendte konflikter i familien: det kan være sorgen over at miste forældre, et nødvendigt opgør med eller løsrivelsen fra forældreautoriterne: et hverdagsligt ’urdrama’ (som kan opleves som absurd som i Frit Flet-teksten fra Aidt, Knut

zon og Moestrup) eller det kan fx være graviditetsoplevelser. På den anden side har disse almene oplevelser altid en konkret historisk karakter. Fader rollen er ikke den samme ned igennem historien; Peer Hultbergs tekst viser sønnens anstrengte forhold til en moder, mens Sara Stridsbergs tekst snarere viser, hvordan faderen glider fra plejerroller til at være en slags hjælper, når datteren folder sin trang til erotiske eventyr ud. Hultbergs dreng er underkuet og har det ambivalent med sin moder, mens Stridsbergs kvindelige figur nær mest har sin fader som en kammerat. Det sidste kan ligne en ideel forbindelse, men den for hurtigt voksne er også en forsømt pige. Ligestilling mellem barn og forældre er ikke nødvendigvis lig med et demokratisk fremskridt. Stine Pilgaards figur har ud fra ganske andre forudsætninger end Strids berg en afslappet distance til moderen. De to slås verbalt om den rette for tolkning af det ene og andet, og måske har moderen ret, når hun erklærer, at ”sandheden er opreklameret”: man siger det, der kan virke passende i en konkret situation og om det er den pure sandhed gør så mindre. Når det drejer sig om menneskelige relationer er der ikke noget, der hedder den objektivt korrekte udlægning. Pilgaards tekst er kærlig ironisk, hvor Hultbergs er smer telig ironisk grænsende til det spydige. Begge er uafklarede, men Pilgaards figur lader sig ikke gå på af den emsige moder, mens sønnen Peer svinger voldsomt fra had til kærlighed. Pilgaard synes emotionelt afklaret, illusionsløs, hvor Hultbergs figur virker såret på livstid. De historiske forskelle er også iøjnefaldende, hvis vi et øjeblik inddra ger et par populære samtidsromaner, nemlig Hanne Vibeke Holsts autofiktive roman Knud den store og Jakob Ejersbos posthume romantrilogi fra Afrika: Liberty, Eksil og Revolution. Den første skildrer en fader som prøver at tilpasse sig de nye tider, som velstandssamfundet kom til at markere, men når man er barn af nøjsomhedens landlige verden blev prisen for moderniseringen høj. Ejersbos romaner kan i den sammenhæng læses som et efterspil til de frigørel sesdrømme som fulgte med velstandssamfundet: 1968-generationen afviklede autoriteter, men det betød også, at de ikke havde travlt med at være forældre. Katrine Marie Guldagers tekst fra den selvbiografiske Lysgrænsen hænger hi storisk sammen med Ejersbos opgør med de frigjorte forældres skalten og valten med børnene. Hans Otto Jørgensens tekst om en ung mand på vej ud af sin landbofa milie ligger historisk og mentalt tættere på Hanne Vibeke Holsts roman end Ejersbo og Guldager: set med nutidsbriller kan Jørgensens tekst ligne en skil

dring af et meget gammelt Danmark, men man skal såmænd ikke så langt ned i landets historie, før Jørgensens kvaler med at komme fri af familien og den strenge religion var dagligdag for mange, der drømte om andre måder at leve på. Frigørelsen fra det gamle er ikke nogen let sag for Jørgensens unge mand; den marginaliserer ham, samtidig med at han straffer sig selv mentalt, fordi han har lyst til at bevæge sig ud i verden. Af andre historiske grunde er det en helt anden konflikt, der er på spil hos Knud Romer: her er moderen omfattet med megen sympati, og hun formår at skabe en næsten tryg enhed på trods af omverdenen, der på alle leder og kan ter chikanerer den lille, udsatte familie. Forfatteren vender den traditionelle frigørelsesidé på hovedet, for her handler det om at bevare de familiære rød der, mens det er omverdenen, man skal bryde radikalt med. Skyggerne fra den tyske besættelse var lange, og Romers roman handler også om, at fordomme og fejlslutninger kan ødelægge mennesker. En lang række af teksterne drejer sig om forældreautoriteter, som er under forvandling. Jens Blendstrup skildrer på den ene side faderfiguren som en op højet Gud, men på den anden side er autoriteten tragikomisk lidt til en side. Skildringen er på en og samme gang kærlig, solidarisk og distanceret. Blend strups faderfigur kan tilsyneladende ikke gøre for sit fald, mens Guldager kri tiserer sine forældres generation for at svigte børnene, fordi de fik travlt med at realisere deres egne frigørelsesidéer. I dag kan 1970’ernes erotiske frihed synes langt væk; i dag er det snarere karrieren, der får forældrene til at gå egne veje og på den konto svigte børnene. Man kan så diskutere, hvad man vil foretrække: tidligere tiders patriarkal ske former med kæft, trit og retning eller de antiautoritære familieformer, der i vid udstrækning overlader det til den enkelte at finde ud af, hvordan livet skal leves og hvordan man kan skabe sig i det sociale spil. Fordi man ideolo gisk hylder frihed, betyder det ikke automatisk, at børnene lærer at forvalte de mange friheder. Kravene til hvordan man skaber sit liv er i dag mere subtile end de var tidligere, hvor det i høj grad handlede om at tilpasse sig de tradi tionelt givne roller.

Fødsel og død Graviditet er selvfølgelig en unik oplevelse, som forbinder kvinder på tværs af historiske forskelle, men det er måske ikke noget tilfælde, at motivet dukker

op i flere aktuelle tekster. Forklaringen hænger ikke kun sammen med den eksistentielle situation, men kan måske også kobles til et mere eller mindre udtalt ønske om at råde bod på de kvaler, som man selv har oplevet. Gravi ditet er i sagens natur livsbekræftende, en tilstand der sætter spørgsmålstegn ved hele eksistensen. Hos Ursula Andkjær Olsen afstedkommer tabet af et foster et sorgarbejde, der bringer digteren i dialog med en litterær sangskat og eventyr der forvandles til mareridt og giver en erkendelse af, at selv det tabte er en del af moderbilledet: ”Alle kar er forbundne”. Hos Kristina Nya Glaffey drejer spørgsmålet om moderskabet sig derimod om de mentale overvejelser et lesbisk par må gøre sig, for selv om vi i Danmark lever i en demokratisk æra, skulle outsidere som lesbiske forældre jo nødig falde udenfor. Spørgsmålet om hvordan man klarer tabet af forældrene er naturligvis en individuel sag, men hvis autoriteten har svigtet eller på anden måde gjort livet surt for barnet, som måske ikke længere er noget barn, vil processen næppe blive let. Knausgaards tekstuddrag skildrer, hvor splittet en voksen mand føler sig, når han skal indstille sig på at leve uden faderen som absolut ikke har været en eksemplarisk variant af en sådan. Der svinges emotionelt mellem en cool attitude og en grådlabil udsathed. Fortrængte følelser kommer op til over fladen, og Knausgaards mand har svært ved at holde distancen og kontrollere sig selv. Hultberg og Knausgaards tekster handler begge om mere eller mindre forfærdelige forældre, som det ikke desto mindre er vanskeligt at komme fri af. Den døde fortid sidder stadig fast inde i bevidstheden, og hos Aidt kan selv det at arve faderens brødrister starte en lavine. De kaotiske følelser resulterer i en vekselvirkning mellem sympati og antipati; det er ikke noget tilfælde, at det sammensatte forhold til faderen gentages i de voksne børns relation. Tho mas svinger i sin oplevelse af den aldersmærkede søster: ”Et øjeblik føler han en stikkende ømhed for den brede, vuggende krop, der drejer om hjørnet og forsvinder. Så afsky. Så ømhed igen”. Der er mere besindelse i forhold til fadertabet at spore hos Peter H. Olesen, mens Jonas Rolsteds tekst er endnu mere springende og kaotisk end Aidts er. Fremstillingen kan se systematisk ud, men det er ikke let at se den indre logik i rækkefølgen. Teksten angiver da også, at man skal undersøge intervallerne, det der ligger i mellemrummene, mellem tonerne. Den sprække fx der på den ene side viser, at sønnen ikke er lig faderen, men på den anden side at sønnen er meget optaget af, hvor meget han fysisk ligner faderen og denne igen sin fader. Familiehistorien rummer mange brud, men den rummer også kontinuitet.

Asta Olivia Nordenhof har det ganske anderledes med sine afdøde for ældre, moderen i særdeleshed. Man kan næppe påstå, at jeg’ets opvækst har været præget af ro, renlighed og regelmæssighed endsige materiel luksus, men ikke desto mindre forsvarer Nordenhof solidarisk og på ny-feministiske præ misser sin moder. Det harmer, at moderen følte sig ydmyget, og i protest imod den behandling moderen fik af omverdenen, taler jeg’et en indigneret stemme frem: ”jeg skulle ha sagt:/ det er ingen ret at ødelægge dig”. Nordenhof rehabi literer sin underklassemoder, og teksten får den fraværende moder til at gen opstå; den døde moder er stadig en del af Nordenhofs jeg, som taler inklude rende til dette fraværende ’du’, og på den måde skaber digtet en dialog mellem liv og død, mellem nutid og fortid. Denne mekanisme, trangen til at komme tæt på den afdøde, viser sig også i skildringen af faderen, der kunne være bru tal over for moderen. Midt i mareridtet kan jeg’et imidlertid i glimt identificere sig med sin fader; måske lykkes det kunststykke, fordi Nordenhofs jeg mener ”de elskede hinanden”, eller måske er den konstatering en drøm, det ligger til børn at have. Forsvaret for begge forældre – trods deres åbenbare svigt – vidner om en ny variant af politisk bevidst litteratur, der vil række ud over det private. I 1970’erne blev det et slagord at ’offentliggøre det private’ som mange læsere kunne genkende; i 2014 derimod er der ikke mange tegn på en solidarisk klassetænkning, til gengæld kan en litterær tekst (på print eller på internettet) appellere til et affektivt fællesskab mellem forfatter og forskellige læsere som sjældent opfatter sig som klasserepræsentanter. Søren Ulrik Thomsens tekster handler også om det affektive, men her be tyder forældrenes bortgang, at nu er der noget af jeg’ets historie, som mister sine rødder. Der er ikke længere nogen til at fortælle om, hvordan jeg’et var som barn, hvilke oplevelser han var vidne til og de oplevelser, som forældrene viderebragte. Dermed mister han et korrektiv til eller et perspektiv på sin egen historie. Der er ikke længere nogen, der har kendt jeg’et som et barn. Som midaldrende, forældreløs er det endelig på tide at leve op til rollen som en voksen.

De demokratiske stemmer fra de marginaliserede Asta Olivia Nordenhofs tekst repræsenterer sammen med Jacob Skyggebjerg, Yahya Hassan og Jonas T. Bengtsson stemmer fra en underklasse, som er un

derrepræsenteret i litteraturen, der langt overvejende skrives (og læses) af middelklassen. Hvor man fx i 1930’erne kunne læse mange tekster, der hyl dede arbejdernes indbyrdes solidaritet, som kunne fungere som civilsamfun dets selvorganiserede sikkerhedsnet, der skal man i dag lede længe efter noget tilsvarende. Vel er der et statsligt system som skal sikre, at folks tilværelse formelt set kan hænge nogenlunde sammen, men den nære sociale opmærk somhed har trange kår, paradoksalt nok samtidig med at vi har travlt med at pleje venskaber. Bengtssons mandlige karakter vil helst skjule sit stofmisbrug, og han forsøger efter bedste evne at være en god fader. Stofferne behersker imidlertid hans krop og de besætter hans bevidsthed, hvilket betyder at barnet svigtes. Hos Skyggebjerg derimod har hovedperson lært at leve voksenlivet, og han virker socialt velfungerende, men gensynet med den småforfaldne fader viser, at sønnen i forbløffende grad ligner sin fader, der på ingen måde er en autoritet eller et forbillede. Romanen lyder den ironiske titel Vor tids helt. Er Bengtssons faderfigur uegnet til rollen? Er teksten en lang advarsel imod, at en stofmisbruger kan påtage sig rollen som opdrager? De samme anfægtende spørgsmål kunne man stille til Asta Olivia Nordenhofs tekst. Men selv om den sidstnævnte åbenlyst pointerer afsavn, er der noget forsonende i fremstillingen. Peer Hultberg derimod forsøger at skrive sig frem til en form for forsoning, men her synes vrede og forbitrelse at vinde fortolkningskampen. Det der skulle være et møde bliver en afsked. Forskellen mellem Nordenhofs og Hultbergs attitude kan på godt og ondt hænge sammen med afviklingen af den autoritære familie: Hultbergs figur er blevet strengt opdraget, og den mentale undertrykkelse sidder godt fast inde i krop og sjæl, hvorimod Nor denhof til trods for forældrenes fatale mangel på autoritet mener, at familien (ikke mindst mormoderen!) har givet datteren en livsstyrke. Attituden er en helt anden hos Yahya Hassan, der i et avisinterview er klærer ”Jeg er fucking vred på mine forældres generation”. Oprøret retter sig meget oplagt imod den strengt opdragende fader, som Hassan hurtigt distan cerer sig fra. Sønnen kommer på kant med de sociale myndigheder, men det betyder dog, at han er i en form for dialog med det danske, hvorimod faderen bliver overhalet, fordi han sætter omverdenen i parentes. Hassan formår at rette sin vrede udad, og han får overskud til at kritisere de gammeldags un dertrykkende familieformer. Hellere oprør end isolation. Forskellen mellem den unge mand Hassan og den unge kvinde, svenske Athena Farrokhzad, er bemærkelsesværdig. Helt konsekvent indskriver kvin

den sine forældres og brødres kommentarer til det ene og andet. Selv i skrift billedet bliver det tydeligt, hvor meget familien fylder i kvindens verdensbil lede. Hvor Hassan råber sin vrede ud, der vælger Farrokhzad en helt andet fremstillingsform: hun citerer (tit formentlig forvrængende!) de mennesker, hun er tæt på, og på den måde er hun indirekte i sit angreb på den begræn sende familie, som også har sine kvaliteter. Farrokhzads tekster er mere ambivalente end Hassans. De er mindre ud basunerende, mindre frigjorte. Hvor drengen Hassan slår dørene op til verden, der viser Farrokhzad, hvor svært det er at finde sin egen (kvinde)stemme, når man er opvokset i et patriarkat. Hassan kan se en åben verden, Farrokhzads verden derimod fremstår som klaustrofobisk. De to forfatteres tekster handler om deres respektive kulturelle baggrunde og om mødet med det modernise rede, frigjorte Norden, men de handler også om kønsforskelle, som de prakti seres i den moderne kultur.

Den konstruerede identitet Der er meget langt fra den verden, Katrine Marie Guldager er vokset op i, til den som Yahya Hassan kæmper med. De er begge en del af vores danske virkelighed. Danske familieerfaringer strækker fra Hans Otto Jørgensen, Peer Hultberg til Stine Pilgaard og hvis vi havde en dansk pendant til Athena Far rokhzad. Mennesker med forskellige kulturelle baggrunde og etnicitet rummer ikke den samme historie om familieformerne under opbrud; Yahya Hassans oplevelser med de skælvende autoriteter svarer ikke til dem, man finder hos Hassan Preisler. Men begge forsøger at leve med flere identiteter. Hvor kompliceret integrationen i den herskende hvide kultur er, handler flere tekster om. Endnu mere intrikat bliver det selvfølgelig, hvis den seksuelle orientering også er afvigende, som tilfældet er hos den lesbiske, adopterede Maja Lee Langvad. Hun er i den grad vred og adresserer sin vrede (i øst og vest), men det betyder ikke, at hendes egen position selv er frelst og bedrevi dende. Den krænkede stemme er fuld af selvmodsigelser. Selv om der bliver talt med store bogstaver, så er der ingen lette løsninger rundt om hjørnet: ”Hun er vred over, at hun er både koreansk adopteret og lesbisk. Som om det ikke er nok at være enten koreansk adopteret eller lesbisk”. Litteratur kan bruges til at spidsformulere den kompleksitet, der er kommet for at blive i den moderne tilværelse. Der er ingen lette løsninger i sigte. Heller ikke for Bjørn

Rasmussen, der som Langvad og Farrokhzad både eksperimenterer i form og indhold. For Langvad (og flere andre i udvalget, fx Farrokhzad, Preisler, Aidt, Knutzon og Moestrup) er identitet til forhandling. Den har ikke nogen es sens, er ikke givet på forhånd. Man er selv med til at konstruere den, samtidig med at man kan vælge flere identitetsskabeloner. Identitet er blandt andet et spørgsmål om sprog, om at blive italesat som kvinde, som mand eller som en krydsning af flere køn som tilfældet er i Bjørn Rasmussens tekst. Den kan forekomme ufremkommelig, tæt og afvisende over for læseren. Men den rum mer på den anden side nogle bemærkninger, der kan forklare den springende fremstilling af tid og rum. Snart er den unge mand det handler om 10, så er han 12, 13, 15 eller 17 år, men nedslagene følger ikke nødvendigvis en kro nologisk orden: ”jeg har ingen perspektiv i min skrift” som der står. Helheden falder fra hinanden, tilbage står nogle øjebliksbilleder: ”jeg kan ikke tage det store billede på mig, jeg ved knap, hvad det lille billede forestil ler, på den måde er der næppe tale om en frigørelse. Snarere en lille pøl af mudder. Sand, grus, lerjord, hvad, skorpe og skred. Da jeg var ti, bad Gud mig om at få alle mine øjeblikke til at holde hinanden i hænderne. Jeg har aldrig brudt mig om bønner, jeg har aldrig brudt mig om Gud. Instrukser derimod, jo det”. Hans Otto Jørgensens religiøse anfægtelser er fortid i Rasmussens uni vers. Gud fornægtes. Til erstatning for den strenge religiøse fader har Rasmus sens jeg så en svaghed for en autoritær, bydende ridelærer. En noget mere lokal Gud. Rasmussens biologiske forældre spiller ikke nogen rolle. Han har derimod en plejemoder og får på den konto brødre, uden at han knytter sig til dem. Distancen til dem der skulle sørge for det nære ligger i sproget, i brugen af familien som et abstrakt fænomen: ”Familien er konkret, familien er utilsigtet blind, dette ved vi. Familien er til for at minde den lille om, at der findes en rod, og roden gør ondt og roden gør godt, og roden skal værnes om, det er en pligt, og rodens lokalitet skal værnes om, flaget hejses”. Det lyder alt sammen lettere sjofelt, når man tænker på historiens homoseksuelle spor, men ud over det erotiske er det også bemærkelsesværdigt, hvordan der gøres nar af trangen til at blive rodfæstet, noget som vi typisk mener man bliver i kraft af det køn og den familie, man er en del af. Sådan er det ikke hos Bjørn Rasmussen, der i samme passage som det just citerede lader jeg’et fyre denne bredside af mod normaliteten: ”jeg opponerer mod dekorationen af de nyfødte; her er dit køn,

dit navn, dit flag og din familie, må du kvæles i dit opkast, må du blive sendt væk”.

Repræsentationer af familien Er Bjørn Rasmussens tekst uforståelig, fordi den ligger så langt fra dansk nor malidentitet og normal heteroseksuel orientering? Den har uanset hvad man svarer en vigtig pointe, som man også finder i Iben Mondrups kronik om det at skrive autofiktion, nemlig at der ikke er en objektiv sandhed med to streger under, når det handler om at repræsentere mennesker – døde eller levende, opdigtede eller virkelige. Det forfatterne skaber (og det minder vældig meget om det, som vi alle sammen rummer inde i vores hoved) er billeder af andre, vores fortolkning af hvordan man selv og andre opførte sig, reagerede og følte. Men ingen kan tage patent på, hvordan det virkelig var. End ikke historikerne. Forfatterne skriver gerne med basis i deres egne oplevelser, men disse kan sag tens være fejlagtige, mangelfulde. Den erkendelse må betyde, at det er vigtigt at lytte til andre, læse hvad andre mener om møder mellem mennesker. Der ligger en øvelse i praktisk demokrati i litteraturen.

Lone Aburas

Fra

Føtexsøen

(2009)

Lone Aburas (f. 1979) har skrevet tre romaner, og Føtexsøen er hendes første. Den handler om hovedpersonen Lene, der er vokset op i Høje Taastrup sammen med sin egyptiske far og danske mor. Lene har taget orlov fra universitet og begynder at arbejde i Føtex for at få tid til at skrive en roman. Undervejs hører vi også om Lenes barndom og ungdom.

Vi sad i frikvarteret og hørte Informer med Snow på ghettoblasteren, da Rashid og Tahir pludselig kom hen til mit bord og spurgte, hvad det egentlig var, min far havde gang i med den pølsevogn? Var han ikke muslim eller hvad? Jeg for talte dem, at min far jo aldrig selv spiste de pølser, han solgte, så vel var han da muslim. Men hverken Rashid eller Tahir lod til at blive særlig beroligede. Faktisk var det, som om de blev endnu mere oprørte over min fars dobbelte identitet, og de fortsatte med at udspørge mig: Om min far overhovedet over holdt bede- og fastereglerne, sådan som Gud Den Almægtige og Ærefulde havde foreskrevet det i Koranen. Jeg mumlede noget om, at man vel kunne være muslim på så mange måder, men at jeg helt ærligt ikke vidste særlig me get om det. Jeg så ud i klassen og håbede, at ingen havde hørt vores samtale. Ingen lod til at have bemærket noget. De fleste var optaget af at tale om festen på fredag, som skulle holdes i en eller anden ungdomsklub ved navn Snaken, og som vistnok lå et eller andet sted ude i Brøndby Strand. Rashid og Tahir ville i hvert fald overholde reglerne. Piger og sprut er ikke alt, som de sagde. “Vil I så aldrig nogensinde drikke en øl i hele jeres liv?” kunne jeg ikke lade være med at spørge. De rystede begge to på hovedet. “Aldrig?” sagde jeg og så vantro på dem. Tahir sagde, at rigtige muslimer hverken drak alkohol eller spiste svinekød. “Det ville være det samme som at være vegetar og så alligevel spise kød,” påstod han. Rashid gav ham ret. Det var der ikke meget mening i. “Så skal I vel heller ikke med til festen på fredag?” spurgte jeg. “Vi går til arabisk om lørdagen,” sagde Tahir. Jeg påpegede, at festen jo også var på fredag. “Ja, men vi skal tidligt op. Rashids onkel kommer og henter os i sin Ford lørdag morgen,” sagde Tahir, og de begyndte begge to at grine ved tanken om onkelens vrag af en Ford. “Men er det ikke også lidt svært at være til fest uden at drikke?” spurgte Rashid, da de havde grinet af. Jeg sagde, at det måtte man da selv om. Rashid kiggede på mig, som om jeg ikke var rigtig klog. “Hvad?!” sagde jeg. “Tror du virkelig, at jeg drikker, bare fordi nogen siger, at jeg skal? Det bestemmer man da selv.”

ns Je

20 ul

Pi a

Ro m er

p ru

06 07 er on g ss da gt ul en e G . B ari sT M na ine tr Ka

Ch Lo n r Pe istia e A er n bu Hu Do ra ltb rph s er g

Ka rl ra Ov St e K rid n sb au er sg g år d

tekster fra 2000-tallet

e rg

Jø

dt Ai y ie ffe ar la ev M G sl n ja ya ør lse d Na a N e H O ar r in on æ lga ted ist L dkj Pi ols e An tin as R S n Jo

At Ch he Pe ris na F Ka ter tin ar M tin Hø a H rok a Ib ja ka jru ess hza Pe en Lee My p elh d ol t Ai er Mo La Jo dt dt H nd n ne , K . O ru gv s nu le p ad tz se on n og M oe st ru p

O Ya liv h ia y co Has No a H b sa rd as Sk n e s yg Pr nh an ge eis of bj ler er g

n n se se us om sm Th Ra lrik n ør n U re Sø

Lindhardt og Ringhof

a ul

Redaktion

Men find selv ud af det. Vi er jo ikke din far.

Kathrine Storm & Stefan D. Emkjær

s Ur

tto

Kathrine Storm er cand.mag. i dansk og filosofi. Hun har tidligere bl.a. været redaktør på antologien Generation kan selv (Tiderne Skifter, 2010).

ns Ha

Fædre sønner mødre døtre

d en Bl

tekster fra 2000-tallet

Fædre sønner mødre døtre