64
SLAGET PÅ FÆLLEDEN
Ophævelse af slavehandlen
53
I 1600- og 1700-tallet indledte europæiske lande en intensiv handel med varer fra andre verdensdele, og handelskolonier blev etableret for at støtte landenes handelsinteresser. Samtidig hermed blev der i Amerika koloniseret og opdyrket store områder, der blev styret fra de europæiske kolonilande. I den nævnte perioder blev flere millioner afrikanere sejlet fra den vestafrikanske kyst til Amerika, hvor de blev solgt som arbejdskraft til plantager. Også danske købmænd deltog i slavehandelen, ligesom der var danskere, der ejede plantager i Amerika. Slavehandelen var almindeligt accepteret i Europa, og først i sidste halvdel af 1700-tallet opstod der modstand i bredere kredse. Som det første land indførte Danmark i 1792 en lovgivning, der begrænsede slavehandelen, og i de efterfølgende årtier blev slaveriet og slavehandelen forbudt i stadigt flere lande. I 1848 ophævedes endeligt slaveriet i de danske besiddelser i både Vestafrika og Dansk Vestindien
Prinsensten – et dansk slavefort. Danmark deltog ivrigt i handelen med slaver. Man regner med, at omkring 100.000 afrikanere blev sejlet over Atlanterhavet på danske slaveskibe. Samtidig akvarel.
Historiekanon: Ophævelse af slavehandlen Slaver – indianere eller afrikanere? Fra ca. 1500 til 1800 blev mellem 12 og 15 millioner afrikanere sejlet fra deres hjemland til den nye verden i vest. Den blev nu kaldt Amerika efter en italiener, der havde skrevet en bog om den. De spanske og portugisiske erobrere havde indset, at den lokale befolkning ikke var i stand til at udføre det hårde arbejde på markerne og i minerne. En godhjertet præst, der prøvede at forhindre den brutale behandling af menneskene i den nye verden, foreslog derfor, at man hentede slaver i Afrika og sejlede dem over Atlanterhavet.
OPHÆVELSEN AF SLAVEHANDLEN
Portugiserne havde i mange år sejlet på opdagelse langs Afrikas vestkyst. De vidste, at slaveriet var udbredt i Afrika, og de havde hentet adskillige skibsladninger med slaver til Portugal. Men nu blev transporten af slaver over Atlanterhavet sat i system. De store europæiske lande slog sig ned på Afrikas vestkyst. Her byggede de forter efter aftale med de lokale høvdinge. Forterne havde dybe kældre, der kunne rumme hundreder af slaver. Slaverne blev som regel leveret af de lokale høvdinge. Det var ofte krigsfanger.
De danske kolonier Danmark var også med. Danskerne havde kolonier i tre verdensdele, nemlig Trankebar i Indien, Guldkysten i Vestafrika og tre små øer i Det Caribiske Hav. Det var øerne Sct. Croix, Sct. Thomas og Sct. Jan, der blev kaldt ”De Vestindiske Øer.” Kolonierne blev dels købt, dels oprettet efter aftale med de lokale herskere. Det begyndte med Trankebar i Indien 1620, fortsatte med Guldkysten i Afrika i 1661 og sluttede med De Vestindiske Øer fra 1671-1733.
Slavehandel gennem mere end 100 år. Millioner af afrikanere blev sejlet fra Afrikas vestkyst til Amerika. Slaverne blev indfanget inde i landet og ført ud til de forter, som europæiske lande havde bygget ved kysten. Her sælges slaverne og bliver sejlet ud til de ventende skibe. Maleri af S. Hutchinson, 1790.
65
66
SLAGET PÅ FÆLLEDEN
Skibene lastes. Det var ikke altid let at få de dyre varer om bord, inden skibene satte kursen mod Danmark. Hvor der ikke var en naturlig havn, måtte varerne lastes fra stranden. I små robåde blev de sejlet ud til de ventende handelsskibe og stuvet ned i lastrummene, hvor slaverne havde siddet. Selv om varerne var pakket forsvarligt ind, gik mange tønder tabt, når de små både skulle gennem brændingen ud til de store skibe.
Trekanthandlen Mellem kolonierne i Afrika, De Vestindiske Øer og moderlandet Danmark voksede en givtig handel frem. Fra København sejlede handelsskibe med våben, klæde, redskaber af jern og en mængde billige varer til de afrikanske høvdinge. Ved forterne på Guldkysten blev skibene tømt og lastrummet indrettet, så det kunne rumme så mange slaver som muligt til sejladsen over Atlanterhavet. I Vestindien blev slaverne solgt til de mange plantageejere, der manglede arbejdskraft. Så blev skibene fyldt med sukker, rom, tobak og bomuld. Derefter sejlede de til København.
Adelsmænd og købmænd Denne handel gav stort overskud på de fleste ture. Selv om en del slaver døde under overfarten, indbragte de resterende store summer. Desuden blev rom og sukker solgt videre til andre lande. Så ejerne af de selskaber, der sad på handlen med kolonierne i Vestindien tjente masser af penge.
Danmark
NORDAMERIKA
EUROPA
AFRIKA De dansk vestindiske øer
SYDAMERIKA
Guldkysten
Kort over Trekanthandlen. Danmark spillede en stor rolle i transporten af slaver over Atlanterhavet. Sandsynligvis blev mere end 100.000 slaver bragt til De Vestindiske Øer og andre steder, hvor der var efterspørgsel, inden slavehandlen blev forbudt i 1803. Dertil kom et ukendt antal slaver, der endte på havets bund. De var enten døde undervejs og kastet i havet, eller deres skib var gået ned i en storm. Trekanthandlen var mulig, fordi skibene kunne udnytte havstrømme og vind til en forholdsvis hurtig sejlads mellem de tre verdensdele.
67
Schimmelmanns Palæ i Bredgade, København. Slavehandelen gav gode penge, som blandt andet blev brugt til at bygge en række fornemme palæer og huse i København. Palæet blev opført i 1750’erne. I dag hedder det Odd Fellow Palæet. Huset brændte i 1992, men er nu genopbygget. Samtidigt kobberstik.
HEINRICH CARL VON SCHIMMELMANN (1724-1782) EN DANSK SLAVEEJER En af de købmænd, der blev styrtende rig på handlen med slaver og plantagedriften på De Vestindiske Øer var Carl von Schimmelmann. Han kom til Danmark som en driftig forretningsmand og nåede helt til tops i den danske regering som finansminister. I København slog han sig ned i det nuværende Odd Fellow Palæet i Bredgade, hvor han hver sommer holdt store fester for samfundets spidser. Han fik tilbudt at købe alle statens plantager på De Vestindiske Øer sammen med et raffinaderi i København. Her blev sukkermassen fra De Vestindiske Øer raffineret. Desuden købte han en våbenfabrik. Våbnene herfra blev sendt til Guldkysten som betaling for slaver og anskaffelse af nye. Schimmelmann blev meget rig. Han havde forstået, at de store fortjenester lå i forarbejdelse af råstoffer og videresalg af færdige varer.
Den fornemme slavehandler. Heinrich Carl von Schimmelmann var en rig og mægtig mand. På billedet har maleren vist, hvem der stod bag hans succes – portrættet af hans kone og busten af kongen. Slavedrengen og globussen viser, hvor mange af pengene kom fra. Maleri Lorens de Lønberg 1773.
68
OPHÆVELSEN AF SLAVEHANDLEN
Det var storkøbmænd og adelige, der tjente mest på handEnkelte af dem byggede fornemme huse i København. len. En den nye bydel fra Kongens Nytorv til Østerport. På Især i d Christianshavn byggede rige købmænd store købmandsgårde Christ blev der bygget store pakhuse med plads til de og på havnen h eksotiske varer fra kolonierne. eksotis
Marksla høster sukkerrør. På plantagerne blev slaverne behandlet Markslaver nærmes nærmest som dyr. Pisk og slag var hverdagskost. Der var ingen grund til at beha behandle dem godt, for slaver var billige. En død slave kunne hurtigt erstatte erstattes af en ny. Samtidigt engelsk maleri.
OPHÆVELSEN AF SLAVEHANDLEN
Slavehandlen forbydes Men i Danmark såvel som i andre europæiske lande voksede modstanden mod slaveriet. I 1792 udsendte den danske konge en forordning, der forbød handel med slaver. Danske skibe måtte ikke hente slaver i Afrika og sejle dem til den nye verden. Forbudet trådte dog ikke i kraft med det samme. Plantageejerne på De Vestindiske Øer fik en frist på 10 år, hvorefter de ikke længere måtte købe nye slaver. Meningen var, at de i løbet af de ti år skulle købe så mange slaver, at de kunne blive selvforsynende og i stand til at drive plantagerne mange år ud i fremtiden. Andre lande fulgte efter med tilsvarende forbud mod slavehandlen. England i 1807, Amerika 1808 og Frankrig 1817. Men selv om slavehandlen blev forbudt, fortsatte slaveriet på De Vestindiske Øer længe endnu. Først i 1848, da slaverne endnu en gang gjorde oprør, gav guvernøren dem deres frihed.
En sukkerplantage. På De Vestindiske Øer blev plantagerne drevet af slavearbejdere. De vigtigste produkter var sukker og rom. I midten af billedet ses sukkerkogeriet og sukkermøllen. Til venstre ligger de små hytter, hvor slaverne boede. Samtidigt maleri.
69
70
AFRIKA
Fabeldyr. Fantasien fik frit spil i de historier, der blev fortalt om dyr og mennesker fra fjerne og ukendte lande. Ofte satte man ting sammen, som var kendte fx løvekroppe med menneskeansigter. Eller krokodillers skæl anbragt på noget, der lignede kæmpemæssige grise. Tegninger fra 1600-tallet.
På Udkig: Afrika Myter om Afrika Det kontinent, de fleste slaver kom fra, var Afrika. Et kæmpemæssigt landområde, som stort set var ukendt for de fleste mennesker i Europa. Der opstod mange myter om Afrika. Ganske vist sejlede portugiserne fra omkring 1450 hvert år længere og længere mod syd langs Afrikas kyst. Men de kendte stort set kun kysten. Hvad der gemte sig inde i landet, kunne man kun gisne om. Måske levede der kæmpefugle så store, at de kunne flyve med en elefant i hver klo? Eller kæmpestore krokodiller, der kunne sluge en hel robåd? Gætterierne var mange og fantasifulde, men meget få havde lyst til at begive sig for langt væk fra kysten.
SLAGET PÅ FÆLLEDEN
De store floder Afrika var kendt som det mørke kontinent, fordi man vidste så lidt om det. Der var også gåder, man gerne ville finde svar på. En af dem var spørgsmålet om Nilens kilder. De fleste kendte den store flod, der løb gennem Egypten. Men ingen havde endnu kunnet følge den i hele dens udstrækning. Den udmundede i Middelhavet ved Cairo, men hvor kom den fra? I det hele taget var mange optaget af Afrikas vældige floder. Udover Nilen var det Congo-floden, Niger og Zambezi. Måske var det ad disse enorme floder, at man kunne trænge ind i Afrika? De fire floder skabte berømmelse for hver sin opdagelsesrejsende. Mungo Park sejlede ad Niger så langt, det kunne lade sig gøre. David Livingstone fulgte Zambezi til dens udmunding i Det Indiske Ocean. Henry Stanley kortlagde Congo-floden for den belgiske konge, mens John Speke og hans hjælper James Grant fandt Nilens kilde og fulgte floden et stykke af vejen. Det viste sig hurtigt, at ingen af floderne var sejlbare ret langt ind fra kysten. Det var ikke ad den vej, Afrika kunne koloniseres. 1795 Mungo Park
1840 David Livingstone
1870 Henry Stanley
Røgen, der tordner. David Livingstone var den første europæer, der i 1855 så det kæmpemæssige vandfald på grænsen mellem vore dages Zambia og Zimbabwe. Han opkaldte vandfaldet efter dronning Victoria. De indfødte havde altid kaldt det ‘Mosi-oaTunya’, der betyder ‘røgen, der tordner’. Nutidigt fotografi.
Opdagelsesrejser i Afrika. Skulle man gøre sig håb om at trænge ind i Afrika, var det oplagt at følge de store floder. Håbet var, at de var til at sejle på dybt ind i det store kontinent. Det skulle vise sig, floderne mange steder var fyldt med klipper og store vandfald, så det var nødvendigt at slæbe bådene over lange strækninger, for man igen kunne sejle videre. Samtidig var 1884 klimaet forfærdeligt, folk blev syge, og hele Mødet i Berlin tiden kunne man risikere at blive overfaldet af fjendtlige stammer. Niger-floden Nilen Congo-floden
Zambesi-floden
71
72
AFRIKA
Kort over det ukendte Afrika. Nordafrika havde været kendt i Europa allerede i oldtiden. Afrikas kyststrækninger blev kortlagt af de portugisiske søfarere, der fandt søvejen til Indien i slutningen af 1400-tallet. Som det ses på kortet var det indre af Afrika helt ukendt. De bjerge og floder, der vises, var indtil begyndelsen af 1800-tallet fri fantasi. Kort 1820.
Opdagelsesrejsende og missionærer Afrika var det sidste store kontinent, der endnu ikke var udforsket. Men de første opdagelsesrejsende var begyndt at gennemrejse dele af kontinentet. En del opdagelsesrejsende var samtidig missionærer, der var sendt ud af deres kirke i hjemlandet. På den måde kom både engelske, franske og tyske missionærer til Afrika. Udover at omvende afrikanerne til kristendommen lærte missionærerne det lokale sprog og studerede den lokale historie. De udarbejdede så et skriftsprog, som de kunne bruge til at skrive historien ned og lære afrikanerne at læse og skrive.
At læse eller huske De fleste afrikanske stammer kunne ikke læse eller skrive, før europæerne kom. Derfor fik europæerne det indtryk, at afrikanerne var primitive og dumme. Men afrikanerne havde i stedet for udviklet en fornem tradition med at huske. Hver stamme havde en historiker. Han kunne huske alt, hvad hans forgænger havde fortalt ham om stammen fra de tidligste tider. Selv lagde han til, hvad der skete i hans levetid. Når han blev gammel og mærkede, at han skulle dø, fortalte han historien videre til en af stammens unge. I de skoler, missionærerne oprettede, fik mange afrikanske børn og unge efterhånden lært at læse og skrive. Det var en helt ny verden, der åbnede sig for dem. Missionærerne oversatte Biblen til de lokale sprog. Desuden skrev mange af dem de forskellige stammers historie ned. Det var første gang, afrikanerne kunne læse deres egen historie.
AFRIKA
Kristne missionærer. Samtidig med, at de første beretninger fra Afrikas indre blev kendt, begyndte kristne missionærer at frelse de ”stakkels” hedninge fra overtro og elendighed. De fleste havde ikke særlig stor succes. Alligevel fik de stor betydning. De lærte sig forskellige sprog, de udviklede skriftsprog, og de lærte mange afrikanere at læse og skrive. Stik fra ca. 1860.
Mungo Park 1771-1806 Den første opdagelsesrejsende i Vestafrika var Mungo Park. Han satte sig for at undersøge, hvor floden Niger løb hen, og om man kunne sejle på den. Han brugte Gambia-floden til at sejle over i nærheden af Niger. Ved en lille handelsstation gik han i land. Derefter fortsatte han rejsen til fods gennem ukendte egne. Det var en rejse med vanskeligheder. I fire måneder blev han tilbageholdt af en lokal høvding. Men han slap fri og nåede efter store anstrengelser Niger-floden. Det lykkedes ham at sejle 200 km ned ad floden, før han måtte vende om. Han havde ikke flere penge.
Mungo Parks anden rejse På sin anden rejse var Mungo Park bede forberedt. Da han den 31. januar 1805 sejlede ud fra Portsmouth var han blevet udnævnt til kaptajn. Han havde adskillige hjælpere med. Senere stødte en lille gruppe soldater til, så Mungo Park stod i spidsen for et selskab på næsten 50 europæere. På denne rejse ville Mungo Park følge Niger helt til dens udløb. Han troede, at et eller andet sted løb den sammen med Congo-floden, og han ville gerne være den første, der fandt det sted. Men anstrengelserne ved rejsen og ukendte sygdomme tog hårdt på europæerne. Da de steg om bord i en flodbåd, der skulle bringe dem ned ad floden, så langt den kunne, var der kun elleve tilbage.
Mungo Park. Den skotske læge Mungo Park rejste i 1795 til Vestafrikas kyst for derfra at trænge ind i landet for at finde Nigerflodens kilder. Hans idé var, at Nigerfloden og Congofloden var et fælles flodsystem. Efter to års rejse måtte han give op og vende hjem til Skotland. Samtidigt tryk.
73
74
AFRIKA
Mungo Parks død Sejladsen ned ad floden blev ikke nogen behagelig rejse. De indfødte, der boede ved Nigers bredder, overdængede båden med pile og spyd. Måske havde de tidligere været udsat for slavejægere. Heldigvis var floden de fleste steder ret bred, så når båden holdt sig til midten af floden, var folkene om bord i nogenlunde sikkerhed. Men enkelte steder snævrede floden ind. Et sådant sted sad båden pludselig fast mellem nogle klippestykker. På land samlede de indfødte sig og skød med buer og pile efter alt, hvad der bevægede sig. Mungo Park indså, at de måtte vælge. De kunne enten blive på båden og én efter én blive ramt af de indfødtes pile og spyd, eller de kunne tage chancen og springe i vandet og måske slippe med livet i behold. De valgte det sidste, men de druknede alle sammen.
Ekspeditionen krydser en flod. I 1803 vendte Mungo Park igen tilbage til Nigerfloden. Denne gang som leder af en større ekspedition. Deltagerne døde som fluer af malaria og dysenteri. Alligevel lykkedes det Mungo Park at følge Nigerfloden mere end 1500 kilometer ind i Afrika. I 1806 druknede Mungo Park i floden under et angreb af fjendtlige indfødte. Samtidigt kobberstik.
SLAGET PÅ FÆLLEDEN
Hjuldamper på Zambezifloden. Afrikas floder skulle være indgangen til Afrikas indre. Desværre viste det sig, at floderne blev spærret af vandfald eller kæmpemæssige klippeblokke i den rivende strøm. Den moderne hjuldamper kunne kun bruges, hvor floderne flød roligt. Tegning 1878.
David Livingstone 1813-1873 Den mest berømte af alle opdagelsesrejsende og missionærer i Afrika var uden tvivl David Livingstone. Som ung læge og missionær blev Livingstone sendt ud for at arbejde blandt afrikanere i det sydlige Afrika. Men det varede ikke længe, før han brugte mere tid på at rejse gennem ukendte dele af Afrika end han tilbragte på missionsstationen. På sin første længere rejse drog han gennem Kalahari-ørkenen og nåede frem til en stor flod, Zambezi. Han mente, at floden måske kunne være en vej for store skibe ind i Afrika. På sin næste rejse fulgte han floden til dens udløb i Det Indiske Ocean. Det viste sig, at floden ikke bare flød stille mod sit udløb. Den dannede en hel del vandfald, der ville være en hindring for al sejlads.
Syg og udmattet. Livingstone tilbragte mange år af sit liv med at udforske det indre af Afrika. Ofte var han syg af malaria eller andre tropesygdomme. Livingstone havde et meget tæt forhold til sine afrikanske hjælpere, der passede og plejede ham under de lange rejser. Farvetegning ca. 1880.
75
76
Slaver under bevogtning. Livingstone skrev en række bøger, som berettede om den slavehandel som arabiske købmænd drev i store dele af Østafrika. Bøgerne var med til at rejse krav i Europa om, at denne handel skulle standses. Man regner med, at den arabiske slavehandel betød, at ca. 10 millioner mennesker blev sendt til de arabiske lande og Indien. Kobberstik ca. 1880.
Overladt til den visse død. Når slaverne var udmattede eller syge, blev de efterladt til de vilde dyr. Livingstones beretninger om arabernes grusomheder fik europæernes øjne op for, at denne handel måtte stoppes. Slavehandelen fortsatte et godt stykke tid ind i 1900-tallet. Samtidigt stik.
Den arabiske slavehandel Undervejs på sine rejser så Livingstone de uhyggelige spor af slavehandelen Trods de europæiske staters afskaffelse af slavehandlen fortsatte den stort set uhindret i Afrika. Nu gik den bare østpå til de arabiske lande. Arabiske købmænd og deres håndlangere drev tusinder af afrikanske slaver ned til kysten De fleste endte på det store slavemarked på øen Zanzibar, hvor de blev solgt og sejlet til de arabiske lande. Livingstone passerede hundreder af afbrændte landsbyer, hvor stanken af brændt kød stadig hang i luften. Andre steder fandt han afmagrede, døde afrikanere, der var blevet efterladt, bundet til et træ, fordi de ikke kunne følge med slavekaravanen. Tilbage i England skrev Livingstone en bog om sine oplevelser med slavehandlens grusomme resultater. Store dele af det indre af Afrika lå øde hen. Her var hele befolkningen blevet overfaldet og slæbt bort for at blive solgt. Krigeriske stammer fik
SLAGET PÅ FÆLLEDEN
våben fra de arabiske købmænd. Så overfaldt de nabostammer og solgte fangerne til købmændene. Fangerne blev bundet sammen i lange rækker. De stærkeste fik en last elfenben, som de skulle bære hele vejen til kysten. Det var en rejse på mere end 1000 km, før karavanen nåede frem. Slaverne blev derefter stuvet sammen i små både og sejlet til øen Zanzibar, hvor de blev solgt til arabiske købmænd.
Find Nilens kilder! Folk i England og de øvrige europæiske lande blev forfærdede over beretningerne om den arabiske slavehandel. Der rejste sig et folkekrav om at standse slavehandlen. Livingstone blev sendt tilbage til Afrika med besked på at samle flere oplysninger om den arabiske slavehandel. Desuden skulle han lede efter Nilens kilder. På sin sidste, store rejse, der begyndte i 1867 og varede resten af livet, gennemrejste Livingstone den centrale del af Østafrika. Han var svækket af sygdom og måtte ofte bæres af sine trofaste afrikanske hjælpere. Da man i lang tid intet havde hørt fra ham, sendte en amerikansk avis en journalist ud for at lede efter ham. Henry Stanley hed han. Det lykkedes Stanley at finde Livingstone i en lille landsby ved Tanganyika-søen. Mødet mellem de to er blevet berømt. Især fordi Stanley, der efter måneders søgen endelig fandt den berømte opdagelsesrejsende, kun kunne fremstamme: „Dr. Livingstone I presume.“ Oversat til dansk: „Dr. Livingstone formoder jeg?“ Formoder? Hvem skulle det ellers være? Det lykkedes aldrig Livingstone at finde Nilens kilder. Men det var der andre, der gjorde.
Stanley møder Livingstone. Da der opstod rygter om Livingstones død, blev den amerikanske journalist Henry Morton Stanley sendt ud for at finde ham. De to mødtes i 1871 ved Tankanyika-søen. To år senere døde Livingstone, og hans lig blev ledsaget tilbage til England af hans trofaste tjener. Kobberstik, 1880.
77
78
AFRIKA
DET SNEKLÆDTE KILIMANJARO Tæt på ækvator ligger Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro. Det rager næsten 6.000 meter op i luften. Egentlig er det en udslukt vulkan. På klare dage kan man se en hvid masse dække hele den øverste del af bjerget. Ingen tvivl om, at det er is og sne. Men i Det Kongelige Geografiske Selskab havde man ikke meget til overs for beretningerne om bjerge med sne på toppen. Ikke så nær ved ækvator. Der var alt for varmt. Det var lige før man beskyldte opdagelsesrejsende, der havde set sneen på toppen af bjerget, for at være svindlere og bedragere. Først i 1871 nåede en englænder toppen. På tilbagevejen tog han en klump is med ned. Da måtte selv de største skeptikere overgive sig.
Kilimanjaro – Afrikas højeste bjerg. Bjerget er en 6000 meter udslukt vulkan dækket af is og sne. Bjerget ligger på grænsen mellem vore dages Kenya og Tanzania. Fotografi.
Speke og Burton London var hjemsted for en meget fornem forening. Den kaldte sig ”Det Kongelige Geografiske Selskab.” Medlemmerne af foreningen støttede ekspeditioner til ukendte steder rundt om i verden. De ønskede svar på det, de kaldte ”geografiske gåder.” Fx: Hvor får Nilen sit vand fra? Er der snedækkede bjerge tæt ved ækvator? I 1856 sendte Det Kongelige Geografiske selskab en ekspedition af sted til Afrika. Den skulle prøve at finde ud af, hvor den vældige flod, Nilen, havde sit udspring. Lederne af ekspeditionen var John Speke og Richard Burton. De var begge officerer fra den engelske hær i Indien. Desværre blev både Speke og Burton syge på rejsen. De nåede dog frem til Tanganyika-søen. De undersøgte søen, men fandt ingen steder tegn på, at en flod havde sit udspring her. Så hørte de rygter om, at der lå en stor sø længere mod nord. De besluttede at finde den, men de var begge stadig syge. Burton var værst medtaget, så han blev tilbage, mens Speke i ildtempo nåede frem til bredden af den store sø. Han var ikke i tvivl, Dette måtte være Nilens kilde. Han døbte søen Victoriasøen efter den engelske dronning. Selv om de to ledere havde aftalt at følges ad tilbage til London og fremlægge deres resultater der, skyndte Speke sig for at komme først frem. Han fik en aftale med Selskabet, så han kunne fremlægge resultatet af rejsen. Uden blusel tog han det meste af æren. Hans beviser for, at Victoriasøen skulle være Nilens kilde, var dog ikke overvældende. Derudover havde han fået en fjende i Richard Burton.
AFRIKA
Speke i London. Opdagelsen af Victoriasøen løste det spørgsmål, som mange opdagelsesrejsende havde været på jagt efter at besvare, nemlig: ”Hvor har floden Nilen sit udspring?” Gennem nogle vandfald i søens nordlige ende begynder Nilen sin lange rejse frem mod Middelhavet. Her ses Speke, mens han taler i Det Kongelige Geografiske Selskab i London. Kobberstik 1858.
Spekes anden rejse Efter endnu en rejse, var der dog ingen tvivl. Denne gang rejste Speke sammen med en ung officer, James Grant. Undervejs besøgte de to mænd et stort kongerige, der lå ved Victoriasøen. Det hed Buganda og blev styret af en enevældig konge, kabakaen. De to opdagelsesrejsende behøvede kongens tilladelse for at kunne rejse videre. Men Kongen lod dem vente i flere måneder, før de fik tilladelsen. Mens Grant ville besøge endnu et kongedømme satte Speke kursen mod Nilen. Han fulgte floden tilbage til dens udspring. Det viste sig at være den nordlige del af Victoriasøen. Her begynder den vældige flod, idet den forlader søen gennem en række små vandfald. Speke fulgte floden, der løb mod nord. Han fandt Grant på et aftalt sted, og sammen fortsatte de to mænd og deres hjælpere langs floden. Det var deres mening at følge den til en engelsk handelsstation, der lå længere nede ad floden. Men mangel på forsyninger gjorde, at de forlod Nilen og tog en mere direkte vej til den lille by.
Buganda – et stort rige i Afrika. Speke og Grant gjorde store øjne, da de kom frem til Buganda. Kongen, kabakaen, regerede med hård hånd, men landet var rigt, og hans embedsmænd sørgede for, at hans undersåtter ikke led nød. Samtidig tegning.
79
80
AFRIKA
Afrikanernes syn på de opdagelsesrejsende. Livingstone viste på mange måder, at han var ven med afrikanerne. Andre opdagelsesrejsende, som fx Stanley, så ned på afrikanerne og behandlede dem nærmest som slaver. I vore dage står der statuer af Livingstone ved Victoriafaldet, mens statuer af Stanley blev væltet og ødelagt, da kolonierne blev til selvstændige lande. Nutidigt fotografi.
Speke og Grant havde endeligt fastslået, at Nilen har sit udspring i den nordlige ende af Victoria-søen. Det er dog kun den ene gren af Nilen, der begynder her. Den kaldes Den Hvide Nil. I Kartoum løber den sammen med den anden gren, der kaldes Den Blå Nil. Den har sit udspring højt oppe i Etiopiens Bjerge.
Hvorfor blive opdagelsesrejsende? Det kan være svært at forstå, at så mange mænd ville sætte deres liv på spil for at finde ud af, hvor en bestemt flod begyndte eller endte. Eller om de højeste bjerge ved ækvator var dækket af sne. En opdagelsesrejsende opgav frivilligt sit magelige liv i Europa og drog af sted til ukendte egne for at kortlægge områder, hvor ingen europæer tidligere havde været. Utallige farer lurede på ham. Fjendtlige indfødte kunne overfalde og dræbe ham. Uvillige høvdinge kunne tilbageholde ham i månedsvis, hvis de mistænkte ham for at undergrave deres magt. Ukendte sygdomme kunne tappe kræfterne af enhver for til sidst at tage livet af dem. Vilde dyr lurede overalt. Utallige insekter gjorde rejsen til en prøvelse med deres stik og bid. Mange sygdomme, blev spredt af insekter, fx malaria. Så det var med livet som indsats, at en opdagelsesrejsende begav sig af sted.
AFRIKA
Afrika 1914. De opdagelsesrejsende åbnede Afrika for de europæiske lande. I løbet af mindre end 50 år var hele Afrika blevet til kolonier. Kun to lande var selvstændige, nemlig Liberia i Vestafrika og Etiopien i Østafrika.
Motiver For nogle af dem var det berømmelsen, der var drivkraften. Der var stadig mange uopdagede områder og ”geografiske gåder” i verden. At være den første europæer, der fandt Nilens kilder eller ”opdagede” et kæmpemæssigt vandfald kunne gøre den opdagelsesrejsende berømt længe efter sin død, som det skete for John Speke. Nogle blev dybt skuffede, når rejsens resultater ikke svarede til forventningerne. Fx glemte Richard Burton aldrig, at han blev svigtet af Speke, der tog hele æren for deres opdagelser. Andre blev drevet af ønsket om at gøre noget for afrikanerne. Det var ofte missionærer, som viede deres liv til at omvende afrikanerne til kristendommen og give dem skolegang og uddannelse. Ind imellem drog de på lange rejser ind i det ukendte Afrika, som fx David Livingstone. Endelig var der eventyrerne. Folk der var trætte af deres liv i Europa eller Amerika og som søgte spændingen i det mørke Afrika. For nogle førte det til berømmelse og død, andre kunne pludselig tjene store summer ved den nye livsstil, fx Henry Stanley.
81
82
AFRIKA
Kongressen i Berlin. For at undgå, at ‘kapløbet om Afrika’ udviklede sig til konflikter og krige mellem de europæiske lande, indkaldte den tyske kansler, Bismarck, til et møde i Berlin. Her fordelte man Afrika imellem sig. Afrikanerne var selvfølgelig ikke med. De var ikke civiliserede nok til at kunne træffe den slags beslutninger mente man. Samtidigt kobberstik.
Hvad betød de mange opdagelsesrejser? Fra slutningen af 1700-tallet og hundrede år frem blev Afrika gennemrejst og kortlagt af de opdagelsesrejsende. I samme tidsrum var europæerne i færd med at underlægge sig hele verden som kolonier. Det gjorde de, fordi de havde den overbevisning, at, jo mere land, en stat regerede over, jo stærkere var staten. Gennem deres rejser banede de opdagelsesrejsende vejen for, at Afrika som det sidste kontinent blev koloniseret af de europæiske lande. Især England og Frankrig var aktive, og de to lande delte det meste af Afrika mellem sig.
Kongressen i Berlin 1884-85 For at ikke de europæiske lande skulle bruge våbenmagt mod hinanden, indkaldte Tysklands kansler dem til et møde i Berlin, hvor de kunne aftale delingen af Afrika i ro og fred. Da mødet var forbi, var der stort set kun to små stykker af Afrika, der ikke blev styret af Europa. Resten blev delt mellem de europæiske lande. Grænserne mellem forskellige områder blev trukket, så de gavnede europæerne mest muligt. Mange steder blev der blot trukket en streg efter en lineal. Men den betød, at tusinder af afrikanere pludselig befandt sig i et land, hvor de ikke følte, de hørte til. Andre steder var adgangen til floder, regnskov, savanne eller bjerge afgørende for, hvilken kolonimagt, afrikanerne kom til at tilhøre.
Befriede slaver. Det var svært at standse de arabiske slavehandlere dybt inde i Afrika. I stedet ødelagde man slavemarkederne på øen Zanzibar og jagtede slaveskibene, så snart de forlod Afrikas kyst. Her ses 322 befriede slaver på det engelske krigsskib ”Daphne”. Samtidigt foto.
Slavehandelen ophører Delingen af Afrika mellem de europæiske lande førte dog én god ting med sig: den åbne arabiske slavehandel ophørte. Engelske krigsskibe patruljerede havet ud for Afrikas østkyst for at sikre, at afrikanere ikke blev sejlet til de arabiske lande og solgt der. Slavemarkedet på Zanzibar blev lukket. De mange overfald på fredelige landsbyer for at skaffe slaver hørte også op. Efterhånden fik de europæiske lande skabt ro i deres nye kolonier. Der var kun lidt modstand mod de nye Herrer. Koloniernes befolkninger indordnede sig.
SLAGET PÅ FÆLLEDEN
83
84
SLAVERIET I DAG
Udkig til: Slaveriet i dag
Handel med kvinder. Prostitution er en kæmpe forretning, hvor bagmændene tjener millioner og atter millioner. Hvert år regner man med, at omkring 250.000 kvinder kommer til Vesteuropa i denne handel med mennesker. Kampagnefotografi.
Trods de mange år, der er gået, siden de europæiske lande forbød slavehandlen og ophævede slaveriet, fortsætter det – også i vore dage. I dag har slaveriet blot fundet andre former, end da slavehandlere slæbte afrikanske fanger til Zanzibar og fik dem solgt på markedet. Eller de blev lænket til stolperne i europæernes slaveskibe og sejlet til Amerika.
Handel med kvinder Den værste form for slaveri i dag er måske, når unge piger bliver lokket fra deres hjem i fattige lande til Europa og Amerika for at arbejde, men som for sent opdager, at arbejdet er prostitution. Bander af hensynsløse mænd tvinger pigerne til at prostituere sig med trusler om vold eller hævn på pigernes familie. Alene og uden pas eller papirer er pigerne lette ofre for denne form for slaveri. Først når de har tjent mange penge til deres voldelige bagmænd kan de gøre sig håb om at vende hjem igen. Indtil da holder bagmændene deres pas og papirer. Hvis pigerne trods truslerne henvender sig til det lokale politi, risikerer de udvisning til hjemlandet. Så er de for alvor i fare, for der er ingen beskyttelse at hente.
SLAVERIET I DAG
FNs arbejde I vore dage er det forbundet af nationer, FN, der fører an i kampen mod slaveri. De fleste lande har underskrevet FNs resolution mod slaveri i alle former. Den blev vedtaget allerede i 1948. Derudover har de tilsluttet sig FNs konvention om børnearbejde i 1956. Men selv om landene har lovet at bekæmpe slaveriet, er det meget få lande, der lever op til løfterne. FN kan ikke gribe ind i de enkelte lande, men må opfordre landene til selv at tage affære.
Gældsslaver Der er mange måder at holde mennesker i slaveri på. I nogle lande ejes jorden af enormt rige godsejere. De lejer jorden ud til bønder, der må betale en stor del af høsten i afgift. Hvis høsten slår fejl, er bønderne nødt til at skylde godsejeren. Han beregner så høje renter, at bønderne ikke kan betale lånet tilbage, selv om de arbejder for ham resten af livet. Derfor fortsætter gælden til deres børn og børnebørn.
Børnearbejde Man regner med, at der i dag er ca. 10 millioner børn, der arbejder fuld tid på en fabrik i stedet for at gå i skole. Børnene får en ussel løn, der er ikke noget, der kan beskytte børnenes sikkerhed på arbejdspladsen. Mange får arbejdsskader, som gør
Gadebarn i Indien. Det er svært at komme børnearbejdet til liv, da mange fattige familier har brug for de få penge, børnene kan tjene, for at overleve. Flere og flere lande gør dog nu en stor indsats for at få børnene i skole, så de kan få en fremtid, hvor de ikke bliver udnyttet på alle mulige måder. Nutidigt fotografi.
85
86
SLAVERIET I DAG
dem invalide for resten af deres liv. Men deres løn er afgørende for, om familien kan overleve, så de bliver ved. En del børn tvinges også ind i prostitution. Især gadebørn er udsatte. De har intet sted at bo og er nemme ofre for nutidens slavehandlere, der med gyldne løfter lokker dem til at sælge sig selv.
EU griber ind For at formindske handlen med kvinder, vil EU føre en kampagne i alle medlemslande. Den går ud på at ramme bagmændene og beskytte kvinderne. Lovene skal give strenge straffe til bagmændene. Medlemslandene skal simpelt hen finde dem, anklage dem og dømme dem. Måske er det lettere for et politisk organ som EU at gøre noget ved problemet.
Børn syer tæpper. I mange ulande er der ingen love, som beskytter børn mod at blive udnyttet. Selv meget små børn bliver udsat for hårdt arbejde, usunde arbejdsforhold og lange arbejdstimer. Nutidigt fotografi.
87
Stikord
A
H
N
Aboriginer 17, 18, 19, 30, 31, 32 Australien 8 Ayers Rock (se Uluru)
Herremand 7 Heiberg, P. A. 42,43
Nybyggere 50, 51
S I
B Bastillen 34, 35 Batavia 22 Berlinerkongressen 82 Boomerang 20 Børnearbejde 84
Indianere 50, 51 Indianerkrige 50, 52, 53
K
D
Kanaler 12 Kilimanjaro 78 Kolonialisme 46 Kolonier 29, 48, 65 Kolonikrige 52 Kolonisering 24, 25, 46, 52 Kvindehandel 84
Dampe, Jacob 44, 45 Drømmetid 17
L
E
La Salle 52 Livegne 40 Livingstone, David 75-77
C Cook, Jamees 22-25
Eksport 12 Enevælde 37-41
Fabeldyr 70 Fangekoloni 30 Frihedsstøtten 8 Fæstebønder 7, 8
T Tasmanien 32 Teselskabet i Boston 55 Trekanthandel 66 Træhest 7
U M
F
Schimmelman, Heinrich 67 Slaveri 66, 69 Slavehandel 64, 65, 69, 76, 82 Solkongen 36 Spindemaskine 11, 13 Stavnsbåndet 6, 7, 8, 9 Straffefanger 26, 27, 28, 48 Struensee 42 Sydland 16 Sygdomme 14
Massakrer 54, 55 Mississippi 52 Mosi-oa-Tunya 71
Uluru 18 Uafhængighedserklæring 57, 58
V
P
Versailles 36, 37 Vestindiske Øer 68, 69
Peter den Store 39 Park, Mungo 71-74
W Washington, George 60
Udkig fra historiekanon 1700-tallet
Claus Buttenschøn og Olaf Ries © 2013, Alinea, København – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont Kopiering fra denne bog er kun tilladt ifølge aftale med Copy-Dan. Forlagsredaktion: Anne Lisbeth Olsen Forlagets billedredaktion: Nina Fabian og Anne Lisbeth Olsen Grafisk tilrettelægning: Susanne Gamsgaard Omslagslayout: Susanne Gamsgaard Kort: Susanne Gamsgaard Trykkeri: Livonia Print 1. udgave, 1. oplag 2013 ISBN: 978-87-23-04745-8 Kort lærerguide kan downloades på www.alinea.dk
Billedfortegnelse Alineas arkiv: 8, 11øth, 13ø, 16, 17, 18ø, 22n, 23, 24-25n, 26, 29, 30, 31, 35n, 36, 37, 38, 39, 40, 42n, 48, 52, 54ø, 55, 64, 76, 79, 80, 82, 83 Frederiksborg museet: 67n Det Kongelige Bibliotek: 7n, 42ø, 44, 47 C.G.A. Oldendorp, 67ø Jonas Haas/Müllers Pinakotek, 70 Library of Congress: 56, 57, 58, 59, 62, 63 Metropolitan Museum of Art: 60, 61 National Library of Australia, Canberra: 28ø The National Maritime Museum, London: 66 S. Hutchinson Photos.com: 11n, 12, 13n, 14 Gustave Doré, 20n, 21, 27, 34, 35ø, 51 71 Inna Felker, 75, 77, 78 Javaman Polfoto: 10 Bettmann, 11ø, 50n, 53, 54n the Granger Collection, 15 SSPL/Science Museum, 84 Privateje: 43 Vilh. Rosenstand, 46, 73, 74 Rigsarkivet: 44-45n, 65, 68, 69 Scanpix: 18-19n Bridgeman Art Library/©National Library of Australia, Canberra, Samuel Thomas Gill, 1846, 19ø Bridgeman Art Library/©National Library of Australia, Canberra, Joseph Lycett, 1817, 20ø Bridgeman Art Library/ National Gallery of Australia, Canberra, Benjamin Duterrau, 1837, 25ø Bridgeman Art Library/The Stapleton Collection, 28n, 32 Rex Nan Kivell Collection/© National Library of Australia, Canberra, 33, 49 Bridgeman Art Library, 50ø Chicago Historic Museum, 72 Statens Museum for Kunst: 6 Crovent Camphuysen ca. 1650, 7ø Jens Juel, 1797, 9 Jens Juel, 1795, 41 Karl Gustav Pilo, 1726 Niels Peter Stilling: 37, 45ø UN Photo Library: 85, 86 Universitetsbiblioteket Vrije Universiteit: 22ø