Vampyr - forløb i medier_læseprøve by Alinea

Andreas Halskov & Henrik Rytter

dox ungdom krig

VAMPYR går i kødet på en af tidens mest populære genrer, der lever en skyggetilværelse på tværs af film og tv. Vampyrfilmen og -serien har udviklet sig over mange år siden dens fødsel i 1896, og den er på mange måder grænseoverskridende.

Bogen er velegnet til undervisning på forskellige niveauer, men henvender sig også til de filmseere, der gerne vil lære mere om vampyrgenren.

Forløb i medier

Bogen indledes med en introduktion til vampyrfilmen som type eller ’genre’, hvorpå den karakteriserer forskellige vampyrtyper og opstiller en konkret analysemodel. Bogen behandler også vampyrfilmens og -seriens tværmediale historie, og den går dybere ned i forskellige værker – fra klassiske vampyrfilm til moderne tv-serier og ukendte perler.

Vampyr

andre bøger i serien:

lindhardt og ringhof

indhold FORORD 4 På sporet af vampyrfilmen 5 Bogens opbygning og formål 6

Vampyrfilmens historie 20 Gamle fortællinger og grumme fyrster – vampyrfilmens

TEMA: VAMPYR 8

forhistorie 21 Fra skrækkelige film til slagkraftige serier 23 Vampyrens kys 25 ”One of us”– Da vampyren blev menneskelig 29 Tv-vampyrerne kommer 30 Vampyrfilmen som shapeshifter 31

Vampyrfilmen som genre 12 GYSETS FEM KATEGORIER 14 Vampyrfilmens fire hovedtyper 15 Vampyrfilmens ikonografi, temaer og karaktertyper 18

Vampyrfilmens historie – en forsimplet oversigt 35 opgaver 36

Den klassiske vampyr 38 Historien om Dracula 39 På sporet af den klassiske vampyr 39 Tro, håb og blodig kærlighed – en næranalyse af Bram Stoker’s Dracula 42 Romantik, stiltræk og metafilm 46 Welcome to the new world – smitten breder sig fra film til tv 52 opgaver 57

den menneskeliggjorte vampyr 58

Den erotiske vampyr 92

Realistiske vampyrer 59

Et pirrende anslag 93

Barberblade, sprøjter og blod – Martin 59

Vamps, blodjægere og sadomasochister: Rise 95

De menneskeliggjorte vampyrer 66

Skurkinden og skuelysten: The Addiction 98

De moderne vampyrer – unge og gamle outsiders 68

Syndens ophøjelse til religion – True Blood 100

opgaver 72

opgaver 106

Teenagevampyren 74

Ud af skyggerne 108

Unge vampyrer og ungdommens kvaler 75

What We Do in the Shadows og vampyrtyperne 109

Det fremmede, det farlige og det fristende – The Lost Boys 76

opgaver 114

Genremarkører i The Lost Boys 78

FORløbsmetro 116

Fra hugtænder til tårepersere – The Vampire Diaries og

LITTERATURLISTE 118

Twilight 82 grænselandet mellem to kropsgenrer 84 Soap-vampyren – The Vampire Diaries 85 Tusmørkefortællinger – Twilight og den moderne emo-vampyr 86 opgaver 89

Billedliste 119

FORORD Den kommer ofte i ly af natten. Som en ubuden gæst dukker den frem af skyggerne og tiltrækker os med sin smittende charme og farlige fascinationskraft. Den er et rovdyr, og den vækker nogle primale drifter i os. Men er man først blevet bidt af den, så er man selv blevet en fange af natten, tvunget til at vandre i skyggerne efter næring fra nye blodholdige ofre. Vampyren er et af de mest sagnomspundne væsner, og vi kender den fra gamle myter, gotiske romaner og klassiske monsterfilm. Men hvad er grundlaget for de moderne vampyrfilm og -serier? Hvordan har genren udviklet og forandret sig, og hvilke typer af vampyrer og vampyrfilm kan vi skelne imellem? Hvordan kan vi forklare de forandringer som er sket i genrens udtryk og popularitet, og hvad bør vi være opmærksomme på, når vi sætter os til rette foran lærredet eller i hjemmebiografen for endnu engang at blive draget af de spidse hjørnetænder, slagskyggerne, blodet og de farlige, fascinerende monstre?

Sådanne spørgsmål adresseres i VAMPYR – en bog, som forsøger at ind-

kredse og beskrive vampyrfilmen, dens forskellige afskygninger og historiske udvikling på en pædagogisk, men også nuanceret og forhåbentlig underholdende vis.

Vampyren har som mytologisk væsen haft mange forskellige visuelle udtryk, men fælles for dem er de sylespidse tænder. Her en mere slange inspireret udgave fra Ken Russells The Lair of the White Worm (1988)

På sporet af vampyrfilmen VAMPYR går i kødet på en af tidens mest populære genrer, der lever en skyggetilværelse på tværs af film og tv. Vampyrfilmen og -serien har udviklet sig over mange år siden dens fødsel i 1896, og den er et mangefacetteret væsen. Bogen indledes med en introduktion til vampyrfilmen som type eller ’genre’, hvorpå den opstiller forskellige vampyrtyper og en konkret analysemodel. Bogen behandler også vampyrfilmens og -seriens tværmediale historie, og den går dybere ned i værker som Nosferatu (1922), Bram Stoker’s Dracula (1992), The Lost Boys (1987), Martin (1978), The Addiction (1995), True Blood (20082014), Only Lovers Left Alive (2013) og The Strain (2014-). Formålet med bogen er at give en klar men også nuanceret introduktion til vampyrfilm og -serier, herunder at give nogle konkrete anvisninger til, hvordan man kan forstå og behandle vampyrfilm analytisk og historisk.

VAMPYR består af en overordnet og film- og tv-historisk introduktion til

genren, hvor læseren bliver indført i genren og får en forståelse af genrens mytologiske og fortællemæssige rødder samt dens særlige karakteristika på tværs af forskellige former for film og tv-serier. Introduktionen giver nogle konkrete redskaber og forståelsesnøgler til at gå i kødet på vampyrgenren, og den introducerer fire forskellige vampyrtyper eller undergenrer, der fungerer som nogle vertikale snit på tværs af hele film- og tv-historien: • Den klassiske vampyr • Den menneskeliggjorte vampyr • Teenagevampyren • Den erotiske vampyr Disse typer eller undergenrer danner herefter grundlag for forskellige analysekapitler, som dykker dybere ned i nogle konkrete cases, for herved at give læseren en forståelse af genrens mangfoldighed og vampyrens nuancerigdom. Disse analysekapitler skitserer de forskellige undergenrer, og giver eksempler på næranalytisk arbejde i forbindelse med nogle konkrete nedslag. Bogen fokuserer fortrinsvis på tilgængelige værker, men analysekapitlerne forsøger også at komme rundt i genrens afkroge. Også de mørke, mere fortrængte og tabubelagte afkroge af genren. Alle kapitler indeholder:

• Manchetter, som highlighter kapitlets indhold og fokus. • Filmpræsentationer af de mest centrale værker og cases i de enkelte kapitler. • Gloser, der forklarer svære begreber. • Faktabokse, som giver uddybninger og nye perspektiver. • Et afrundende og opsamlende overblik over de vigtigste pointer. • En stribe forskellige opgaver – analytiske, produktive og kreative – som kan udvælges til den enkelte klasse og bruges til at differentiere alt efter behov.

Bogens opbygning og formål VAMPYR giver mange muligheder for at lave undervisningsforløb, der er tilpasset den enkelte klasse og det faglige niveau. Bogens værkpræsentationer gør det let at vælge og mixe forskellige filmværker, og den historiske del i forbindelse med bogens første kapitel indeholder tema- og faktabokse, som man kan skippe eller læse alt efter niveau og interesse.

VAMPYR kan læses på forskellige måder. I et undervisningsforløb om

vampyrfilm og -serier er det oplagt at læse introduktionen efterfulgt af nogle selvvalgte analysekapitler samt bogens afrunding, men også i forbindelse med forløb om horrorfilm, Nordic Twilight, ungdomsfilm eller tv-serier ville det være muligt at inddrage og bruge uddrag fra bogen. Endelig er det også tanken, at bogen kan læses kronologisk fra ende til anden af en læser, som blot måtte have interesse for vampyrfilm og -serier, hvad enten denne interesse måtte være historisk, analytisk eller mere encyklopædisk. Bogen er relativt kort, konkret og anvendelsesorienteret, og således kan det ikke undgås, at dele af vampyrfiktionen underbetones eller gennemgås summarisk. Men VAMPYR forsøger at nå så bredt rundt om og dybt ned i genren som muligt, og det er et bevidst valg i bogen – trods det primære fokus på tilgængelige værker – at komme omkring forskellige nationale og produktionsmæssige afarter af genren. Bogen kommer således vidt omkring – fra franske og tyske stumfilm, til tidlige danske tonefilm, skæve tjekkiske nybølgeproduktioner, billige sleazeog exploitationfilm og moderne amerikanske film- og tv-føljetoner. Det kan nok være, at vi forbinder vampyrfiktion med billige hæfter og kulørte blade, men genren rummer en overraskende stor mangfoldighed og bredde, og den sprænger grænserne imellem art- og mainstreamfilm, høj- og lavkultur.

I bogens sidste del kommer vi med konkrete udspil til, hvordan man kan

tilrettelægge vampyrforløb på både b- og c-niveau.

VAMPYR er del af en serie til mediefag, der viser nye veje til, hvordan man

kan lave tematisk orienterede forløb til undervisningen. Bøgerne henvender sig til mediefagselever på både c- og b-niveau på alle gymnasiale uddannelser. Rigtig god fornøjelse! Henrik Rytter & Andreas Halskov

2 Vampyrfilmen som genre I det følgende kapitel introduceres læseren til, hvordan vampyrfilmen kan forstås som en undergenre, der tilhører horrorgenren. Og hvordan denne undergenre kan inddeles i forskellige kategorier af vampyrfilm alt efter hvilken type vampyr vi har med at gøre. Endvidere ses der historisk på vampyrens udvikling fra folketro og romaner til moderne tv-serier.

Det er forskelligt hvad og hvor meget der skal til for, at noget er en genre, og hvor nogle genrer karakteriseres på baggrund af nogle faste stilgreb, karakterer og miljøer (fx gangster- og westernfilmen), så er andre genrer kendetegnet ved en typisk dramaturgi og de følelser, som de vækker i tilskueren. Melodramaet ender eksempelvis tragisk og har til formål at frembringe tårer, mens komedien typisk ender lykkeligt og har til formål at frembringe latter. Vampyrfilmen låner fra horrorfilmens stilregister, og den har ofte til formål at frembringe en frydefuld skræk i tilskueren (undertitlen på den klassiske vampyrfilm Nosferatu fra 1922 er da rigtignok også “En skrækkens symfoni”), men den adskiller sig fra andre typer af horrorfilm ved netop at fokusere på nogle bestemte karaktertyper og nogle gennemgående, genkendelige visuelle elementer.

Vampyrfilm hører som kategori hjemme i horrorgenren. Horror- eller

gyserfilm tematiserer altid menneskets møde med monstre eller elementer, som kan siges at være ikke-menneskelige/monstrøse. Det handler ofte om mødet mellem det velkendte og naturlige sat over for det som ikke hører hjemme i, hvad vi selv antager er vores egen sunde og normale hverdagsvirkelighed. Horrorfilm har til hensigt at skræmme os på en nydelsesfuld måde, hvor gyselig fascination og afsky på en og samme tid er de følelser vi som publikum udsættes for.

Nogle genrer har et fast stilregister, nogle faste lokaliteter eller en mere eller mindre fast dramaturgi. Vam pyrfilmen kendetegnes derimod ved sine faste karakterer og iko nografi. Billede: Only Lovers Left Alive (2013)

Undergenrerne indenfor horror kan kategoriseres efter, hvor det monstrøse

stammer fra. Mest velkendt på dansk er den danske film- og medieforsker Rikke Schubarts inddeling i fem hovedkategorier i bogen I lyst og død – Fra Frankenstein til splatterfilm (1993) og hun er i øvrigt selv forfatter til vampyrromanen Bid (2008).

GYSETS FEM KATEGORIER • Det videnskabelige gys – spiller på skrækken for de monstre eller den teknologi, som videnskaben har været med til at skabe. Joel Schumachers The Lost Boys (1987) var en af de første teenage vampyrfilm, der både blev markedsført til teenagere og som havde en ny generation af unge skuespillere i de bærende roller. Plakaten viser ingen hugtænder, men i ste det fremvises en cool gruppe, som man kun kan håbe at blive en del af. Og med ordene ”Sleep all day. Party all night. Never grow old. Never Die. It’s fun to be a vampire” blev vægten også lagt på fascinatio nen og drømmen ved at være evigt ungdomme lig, hormonel og sexet. Filmen blev også kendt for at introducere be grebet ’vamp out’, som blev genoptaget i Joss Whedons tv-serie Buffy – vampyrernes skræk/ Buffy the Vampire Slayer (1997-2003)

• Det dæmoniske gys – spiller på den folkelige overtro og overnaturlige væsner. • Det psykologiske gys – spiller på, at det monstrøse findes iblandt os selv. Mennesket og familien er i centrum, og psykopaten er en nærmest fast tilbagevendende karakter. • Teenagegyset – hovedpersonerne er teenagere og filmene omhandler deres udvikling i mødet med død og seksualitet. • Det fysiske gys – kroppen er sat i centrum. Både indholdsmæssigt og via de splattede makeupeffekter. De tre første kategorier (det videnskabelige, det dæmoniske og det psykologiske gys) defineres ud fra om filmens monster stammer fra videnskaben, er overnaturligt/mytologisk eller stammer fra vor egen genkendelige virkelighed. De to sidste kategorier (teenagegyset og det fysiske gys) defineres ud fra lidt andre forudsætninger. Teenagegyset har ofte selv teenagere som målgruppe og sætter fokus på, hvordan teenagere udvikler sig fra unge til voksne i mødet med seksualitet, død og det monstrøse. Det fysiske gys er en mere æstetisk kategori, da den i højere grad betoner kropslig forvandling og ofte har et klart fokus på det visuelle og splattede makeupeffekter.

For vampyrfilmens vedkommende kan den i Schubarts definition næsten

altid indplaceres som en del af det dæmoniske gys, da den centrale vampyr i historien som hovedregel skildres som en karakter med overnaturlige evner og med en eller anden form for mytologisk baggrund. Det er ikke videnskaben, der har skabt vampyrerne. De er ikke psykopatiske karakterer men overnaturlige væsner. Vampyrfilm kan også sagtens være at finde i undergenren

teenagehorror samt være så effektfyldte, at de med rette kan kaldes for splatterfilm og dermed også høre hjemme i det fysiske gys. Det kan give en vis genreforvirring med de mange overlappende kategorier, og vi har derfor valgt at arbejde med og opdele de forskellige vampyrfilm alt efter, hvilken type vampyr vi har med at gøre. Vampyrfilm har nemlig altid en vampyr i en central rolle – enten fordi det er det monster der skal bekæmpes eller fordi det er vampyrens historie, der fortælles. Ingen vampyrfilm uden vampyrer. Men er det faktum etableret, så er det tankevækkende, hvordan vampyrfilm kan være så forskellige både i fortællemåde og tilgang til sine karakterer. Vi har set vampyrer, der både kan være romantiske helte, misforståede teenagere, ekvilibristisk kæmpende actionkarakterer, sociale outsidere eller slet og ret flænsende dræbermaskiner, der kun har til hensigt at udradere menneskeheden. Men vampyren som karakter står altid i et forhold til det menneskelige. Det der skaber dramaet i en vampyrfortælling er forholdet mellem menneske og vampyr. Det er

Christopher Lee som Grev Dracula i Ham mers filmudgave

dér den centrale konflikt ligger gemt og med det også temaer som forholdet mellem liv og (u)dødelighed, mellem drift og følelser, mellem fortid og nutid og ikke mindst det menneskelige over for det monstrøse.

Vampyrfilmens fire hovedtyper Den klassiske vampyr Den klassiske vampyr kunne man også kalde for enten den mytiske eller den gotiske vampyr. Denne type af vampyr ligger i forlængelse af den fremstilling man finder i gamle myter og folkelig overtro eller fra den efterhånden klassiske fremstilling af vampyrgreven, der er nedarvet fra Bram Stokers gotiske roman Dracula fra 1897. Dracula er moderteksten, som alt andet udspringer fra og har været filmatiseret et utal af gange. Den klassiske vampyrtype er en adelig, aristokratisk karakter, og ofte tituleres denne som greve eller baron. Den klassiske vampyr ser på mennesket som en lavere race, og ofte er vampyren mange hundrede år gammel, så handlingen kan både udspille sig i en historisk gotisk setting, som fx et gammelt slot, men også i helt moderne tid. I den originale Dracula-fortælling prøver vampyren at udvide sit territorium fra Transsylvanien ved at flytte til London, og samme historie gentages i en moderne tv-serie som The Strain (FX, 2014-), hvor det er et moderne og genkendeligt New York, som vampyren og hans slæng af hjælpere flytter til.

Den menneskeliggjorte vampyr Det kendetegnende for den menneskeliggjorte vampyr er, at karakteren i højere grad ligner almindelige mennesker, er ikke-aristokratisk og har samme type af problemer som os. Ofte er der tale om excentriske outsiderkarakterer, der prøver at passe ind i et menneskestyret samfund, der hverken har plads til eller forståelse for dem – så temaer som fremmedgørelse eller fremmedhad ligger lige for. Men selv om vampyrerne har genkendelige hverdagsproblemer, bevarer de altid et strejf af noget fremmedartet, når de prøver selv at skabe en identitet inden for rammerne af en moderne virkelighed. Det kunne fx være teenagekarakteren i Martin (1978), der ikke engang selv aner hvad han reelt er. Eller som vampyren Eli i Lad den rette komme ind (2008, Låt den rätte komma ”Vampyren” Martin i George A. Romeros klassiker af samme navn, der, som pla katen antyder, kunne være din nabo.

in), der er fanget i en meget ung piges krop og prøver at se hvordan hun kan passe ind, eller som hos vampyrfamilien der er på evig flugt i vampyrroadmovien Near Dark (1987). Teenagevampyren Der er en flydende grænse imellem den menneskeliggjorte vampyr, den erotiske vampyr og teenagevampyren. Også teenagevampyren slås nemlig med nogle hverdagsagtige, universelle problemstillinger, og den spirende seksualitet er samtidig ét af de mest uomgængelige ungdomstemaer. Men når disse temaer knyttes til teenagevampyren er problemerne og det seksuelle dog specifikt knyttet til overgangen fra ung til voksen. Teenagevampyren er ofte fanget i en kompleks og forvirrende ungdomsverden. Film og tv-serier med teenagevampyrer vil typisk berøre nogle klassiske temaer fra ungdomsfilmen og -serien:

Nogle produktioner blander elementer fra ungdomsfilmen med træk fra vampyrfilmen og andre grufulde, overnaturlige genrer. Her bliver vampyren et billede på den spirende seksualitet og de for budte og farlige drifter. Denne kobling finder teenagerne i Richard Wenks vampyrkomedie Vamp (1986), da de i jagten på en stripper får hænderne fulde i en natklub fyldt med vampyrer.

Den umulige kærlighed, personlige konflikter og intriger, det svære liv som outsider eller mobbeoffer, uskyldstabet og transformationen fra barn til voksen. I enkelte tilfælde (jf. Twilight-filmene) kan man ligefrem tale om vampyrtemaet og -miljøet som et fremmedartet og fascinerende klædestykke, som man blot har lagt ned over en ellers traditionel ungdomsfilm. Den erotiske vampyr Selv om alle vampyrer kan siges at repræsentere nogle tabubelagte forhold, og næsten alle vampyrfilm rummer undertoner af sex, så er den erotiske vampyr også en hovedtype i sig selv. I film og tv-serier som fx The Vampire Lovers (1970) og True Blood (HBO, 2008-2014) bliver de seksuelle antydninger og vampyrens seksuelle tiltrækningskraft gjort til eksplicitte elementer, som synligt træder frem og bliver en selvstændig attraktion. Tv-serien True Blood viser meget ofte nøgenhed og tematiserer samtidig den tabubelagte sex og seksualitet.

Danske Jytte Stens gaard som den erotiske vampyr Carmilla i Jimmy Sangsters Lust for a Vampire (1970).

Den erotiske vampyr overskrider ofte moralske og seksuelle grænser, og

den erotiske vampyrfilm føjer sig ikke for censurregler og klassiske filmnormer. Her vises alt direkte og lige op i ansigtet på publikum, og den farlige vampyr skildres som dragende, seksuel og sært tillokkende. Faren og afmagten er formentlig en del af tiltrækningskraften. De fleste vampyrfilm og –serier vil i sagens natur blande træk fra flere af de forskellige undertyper, og de færreste film kan i den forstand klart placeres i kun én af de ovennævnte kategorier. Filmen Fright Night (1985) blander eksempelvis teenagevampyrfilmen med den klassiske vampyrfilm, idet vi følger en gruppe unge mennesker midt i en af livets vigtigste overgangsfaser, og eftersom vores hovedperson får en ny nabo (helt som i de tidlige vampyrfilm, hvor vampyren flytter til et nyt sted og udser sig nye ofre). Forførelsesscenen, hvor vampyren frister den unge pige, peger desuden i retning af den erotiske vampyrfilm, idet vi ser hans hænder, der i nogle forskudte normalperspektiver glider op under pigens kjole. Den unge og jomfruelige pige fristes, og da hun falder til jorden afslører hendes ansigtsudtryk den følelse af skam, som fristelsen har efterladt i hendes ellers rene sind. I efterfølgeren Fright Night Part II (1988) får vi et lille element af den realistiske vampyrfilm, idet vi ser vores hovedperson til en psykolog, der forklarer hændelserne fra den første film som udtryk for hans forvrængende og forstyrrede sind.

Vampyrfilmens ikonografi, temaer og karaktertyper Der findes mange forskellige typer af vampyrfilm og -serier, og vampyrgenren har ikke så mange faste genrekoder som western- eller gangsterfilmen. Overordnet kan man dog sige, at vampyrfilmen låner fra horrorgenrens stilregister, og brugen af low-key-belysning og modlys, ekspressive lys-skyggevirkninger, kælkede linjer og uhyggelig (ikke-)diegetisk lyd og musik finder man derfor ofte i vampyrfilm og -serier. Det samme gælder brugen af subjektivt kamera og den for horrorgenren så typiske vekslen imellem suspense (vi aner, hvad der vil ske) og surprise (vi overraskes, når vampyren pludselig dukker frem). Hertil kommer nogle mere eller mindre faste ikonografiske elementer – altså genkendelige visuelle fremstillinger og rekvisitter – der foruden flagermus (som én af vampyrens klassiske forvandlingsformer), vampyrens kappe og hugtænder også inkluderer en gammel gotisk borg, et spejl (der viser offerets angst og fascination, men også, at vampyren ikke har et spejlbillede), en træpæl, et krucifiks, en kiste, hvidløg og selvfølgelig rigelige mængder af BLOD. Karaktertyperne kan variere fra film til film, fra serie til serie, men nogle traditionelle karakterer, som alle er til stede i Bram Stokers Dracula-roman, inkluderer: vampyren (Dracula), der ofte søger at skjule sin identitet, vampyrens hjælper (Renfield), det uskyldige offer (Lucy) og vampyrjægeren (Van Helsing), der ofte nedkæmper eller overvinder vampyren.

Karaktererne og de ikonografiske elementer er relativt genkendelige og

særegne for vampyrfilmen, og de fleste vampyrfilm og -serier tematiserer forhold såsom: • liv og død • skyld og uskyld • dyd og seksualitet • det rene og det inficerede/syge • det rationelle og det irrationelle • det fremmede og det genkendelige • den udefrakommende ondskab vs. den ondskab, som findes i os alle.

Christopher Lee kæmper i Blodsugeren Dracula (1968, Dracula Has Risen From the Grave) i sin kiste en kamp for at fjerne træpælen fra sit bryst, mens blodet sprøjter og vampyrtænderne er blottede. Faste ikono grafiske elementer fra vampyrfilmen.

Analyse af vampyrfilm

• Hvilken stil har filmen valgt? Lægges der i højere grad vægt på horror

Når man analyserer vampyrfilm, bør man se

genrens koder, hvor vi bevæger os rundt

på følgende elementer, der alle kan supplere

i et metaforisk univers med mange faste

den mere gængse dramaturgiske og filmtekni

genreelementer eller ikonografi, eller

ske analyse:

trækker filmens stil i retning af en mere realistisk måde at fortælle sin historie på?

• Hvilken type vampyr har vi med at gøre? Ligger synsvinklen hos vampyren eller er

• Hvilke temaer forbindes med ’vampyrismen’?

det set fra menneskenes perspektiv?

Er det fx temaer som sygdom og smittefare

Kan man tale om, at vampyrkarakteren

eller en overgangshistorie om den farlige

passer ind i en af de nedenfor nævnte fire

bevægelse fra ung til voksen? Ligger fokus

hovedtyper eller som en blanding af disse?

på det seksuelle eller erotiske eller snarere

- Den klassiske vampyr

på det overnaturlige og uhyggelige?

- Den menneskeliggjorte vampyr - Teenagevampyren - Den erotiske vampyr