6
KARRIERE
Af Helle Sindal
SÅDAN FORBEREDER DU DIG Vejen til en udbytterig udviklingssamtale med din leder går via din egen grundige forberedelse. Karrierekonsulent i Finansforbundet Camilla Bylling Lang har en stribe råd, som du kan tage udgangspunkt i
1
SÆT TID AF TIL FORBEREDELSE Som medarbejder kan du ikke vide, om din chef ser alt det gode, du gør i dit daglige arbejde, eller kender til dine karrieremæssige ambitioner. Derfor er din egen forberedelse til samtalen afgørende for et godt resultat. Indstil dig på, at du har medansvar for at sætte spot på dine vigtigste resultater, styrker og ambitioner. Det gælder ikke mindst, hvis udviklingssamtalerne på din arbejdsplads mere er en løs snak end et fast koncept, der sikrer, at I kommer hele vejen rundt om. Tip: Forberedelsen til MUS er en del af din arbejdstid, så sørg for at afsætte tid til det i din kalender i god tid.
2
KIG TILBAGE Find data, så du kan beskrive, hvordan du lever op til dine mål, udfylder dine jobfunktioner og bidrager til de forretningsmæssige resultater. Din kalender og din indbakke er oplagte steder at kigge, når du skal have overblik over, hvad du har lavet det seneste år. Hvis du har været engageret i mange forskellige opgaver og projekter, er det en god idé at udarbejde et oversigtsskema over dem alle. Udvælg de mest centrale og medbring en håndfuld gode, konkrete succeshistorier sammen med eksempler på positiv feedback fra nogen, du har arbejdet med. Tip: Find inspiration på Finansforbundet.dk. Øvelserne ’Mine succeshistorier’ og ’Mine styrker’ tager hver cirka 30 minutter at gennemføre. Med dem er du godt i gang med at indsamle relevant data til din MUS.
3
TJEK DIN TRIVSEL Udover at stille skarpt på de opgaver, du har løst med succes, er det vigtig, at du betragter dine arbejdsopgaver med fokus på din motivation. Hvis du motiveres af det, du laver, er der større sandsynlighed for, at du trives i arbejdet. Vi har forskellige præferencer for, hvilke typer arbejdsopgaver, vi finder glæde i at engagere os i. Så hvad skal der til, for at du går glad på arbejde? Forbered dig, så du kan give din leder et klart billede af, hvor du finder størst motivation og engagement i dine arbejdsopgaver. Men også hvis der er opgaver, der dræner dig for energi og motivation. Især hvis du har mange af dem. Tip: På Finansforbundet.dk kan du finde det digitale refleksionsværktøj ’Tjek din arbejdsglæde’. Med det kan du på 10 minutter lave en måling af din opgaveglæde, som du kan tage udgangspunkt i under samtalen med din leder.