1 minute read

Derfor skal du ...: wogge

Det er sundt for krop og sind at bevæge sig. Det er et velkendt faktum. Men du behøver ikke løbe et maraton for at opnå de gode gevinster. Mindre kan sagtens gøre det. Her kommer ‘wogging’ ind i billedet. Men hvad er nu dét?

Tekst STINE TROENSE

Advertisement

Herhjemme er wogging stadig relativt ukendt, men i USA er aktiviteten allerede stor, så mon ikke den også vokser på vores breddegrader? Ordet er en sammentrækning af walking og jogging – og aktiviteten er netop en kombination af gang og roligt løb. I bund og grund handler det om at bevæge sig fremad lidt hurtigere, end du normalt ville gøre, hvis du gik. Børn praktiserer wogging i stor stil. De løber lidt, bliver trætte, går lidt, og så løber de lidt igen. Vi voksne gør det primært, hvis vi er ved at komme for sent til bussen. Men det er en skam, for wogging er en effektiv og skånsom træningsform, som gradvist vænner sener og led til den belastning, det er at løbe. Hører du til blandt dem, som tænker, at løb i hvert fald ikke er noget for dig, så prøv at wogge lidt, næste gang du er ude at gå en tur. Gå i rask tempo, tag nogle løbeskridt, gå igen. Føl dig frem, og find en rytme, der passer dig. Det handler ikke om, at du partout skal løbe. Du skal bare finde glæden ved at bevæge dig fremad. Og wogging er faktisk ret sjovt!

5 GRUNDE TIL AT VÆRE FYSISK AKTIV

• Regelmæssig fysisk aktivitet forbedrer din sundhed, velværefølelse og din livskvalitet. • Fysisk aktivitet er med til at forebygge livsstilssygdomme som hjerte-kar-sygdomme og type 2-diabetes. Det er også en effektiv behandling mod flere kroniske sygdomme. • Fysisk aktive personer er i mindre grad tilbøjelige til at blive ramt af stress og depression. • Smerter i led og muskler kan forebygges og mindskes, når du er aktiv. • Personer, der er regelmæssigt fysisk aktive og har en god kondition, har mindre risiko for at dø for tidligt i forhold til personer, der ikke er regelmæssigt fysisk aktive og har en dårlig kondition.

Tip! Investér i lækkert træningstøj, som du har det godt i. Det gør det mere motiverende at røre sig.

This article is from: