3 minute read
Skøn tester: Læbebalsam
from Skøn marts 2022
Populær pleje til de udsatte læber
Har det kølige vintervejr sat sig sine spor på dine læber, kan læbepomade være en kærkommen hjælp. SKØNs journalist Nanna Skousbøll har testet fire plejende og populære af slagsen.
Advertisement
Tekst NANNA SKOUSBØLL
NILENS JORD Lip Balm ‘956’, 145 kr. Fås i Matas
Vidste du, at ... du kan modvirke tørre læber ved at trække vejret mere gennem næsen og ved at drikke nok vand i løbet af dagen?
Den skånsomme med et strejf af farve
HVAD HAR DU TESTET? Jeg har testet Nilens Jords parfumefri læbepomade med en diskret lyserød farve. Den indeholder fugtgivende og blødgørende sheasmør samt ingredienser, der lover at give læbefylde og fremhæve din egen unikke læbefarve.
HVORDAN FØLES DEN AT BRUGE? Konsistensen er superlet og blødgørende, og fordi farven også er meget let og naturlig, er den supernem at påføre – også når det skal gå hurtigt på farten. Læberne efterlades bløde og med smuk glans. At de skulle se mere fyldige ud, har jeg lidt svært ved at se dog.
FORDELE/ULEMPER? Skønt, at man får parfumefri pleje og fin farve i ét og samme produkt. Du må dog ikke forvente farvemætning som med en almindelig læbestift.
Psst! Lad endelig være med at fugte læberne med spyt, for spyttets enzymer nedbryder læbernes fedtbarriere og gør dem blot endnu mere tørre.
RUDOLPH CARE Intense Lip Treat, 185 kr. Fås i Matas
Tip! Brug læbebalsam med solfaktor, når du opholder dig i solen, så den udsatte og sarte hud beskyttes mod solens skadelige UV-stråler.
TROMBORG Lip Cure, 15 ml, 160 kr. Fås i Matas
Den cremede og helende
HVAD HAR DU TESTET? Jeg har testet Tromborgs populære Lip Cure med cremet konsistens, og som kommer i en lille bøtte. Med en kombination af macadamianød, sheasmør, aloe vera og E-vitamin lover den at hele, gennemfugte og blødgøre tørre, sprukne læber.
HVORDAN FØLES DEN AT BRUGE? Jeg skal lige vænne mig til den cremede konsistens, der minder mere om en fed øjencreme end en klassisk læbepomade. Men den føles meget skøn og rig at smøre læberne ind i, og efter få dage får den bugt med mine læbers vintertørhed.
FORDELE/ULEMPER? Den indeholder kun rene, naturlige ingredienser, og den cremede formel gør den netop ekstremt velegnet til at pleje og modvirke sprukne læber. At du skal stikke fingrene ned i den lille bøtte, kan virke en smule uhygiejnisk, men så længe du er omhyggelig med din håndhygiejne (og du ikke deler den med andre!), så går det fint an.
Den økocertificerede
HVAD HAR DU TESTET? Jeg har testet Rudolph Cares Intense Lip Treat, som er en parfumefri læbebalsam certificeret med Svanemærket og Ecocert Cosmos Organic. Den lover at komme fugtfattige læber til undsætning med naturlige ingredienser som beskyttende hindbærkerneolie, reparerende lanolin og genopbyggende og blødgørende sheasmør. Desuden sørger F-vitamin for at bevare fugtniveauet og udglatte tørhedslinjer, mens Rudolph Cares vitamin- og mineralrige signaturolie fra acai virker revitaliserende.
HVORDAN FØLES DEN AT BRUGE? Den føles skøn på læberne uden at danne en hinde, som nogle læbepomader godt kan gøre. I stedet er jeg efterladt med velfugtede læber uden tegn på tørhed.
FORDELE/ULEMPER? Her får du en læbebalsam med certifikaterne i orden, så du ved, at den både er skånsom for dig og miljøet. Selve formlen er dog noget vanskelig at klemme ud af tuben, da konsistensen er så rig.
Husk! Huden på læberne er meget tynd og har heller ikke et beskyttende lag pigment som på resten af kroppen. Derfor er den ekstra skrøbelig og tilbøjelig til at udtørre.
ELIZABETH ARDEN Eight Hour Lip Protectant Stick SPF 15, 100 kr. Fås i Matas
Den klassiske med SPF
HVAD HAR DU TESTET? Jeg har testet Elizabeth Ardens ikoniske Eight Hour Lip Protectant Stick med SPF 15 i den transparente udgave. Læbepomaden lover at pleje og beskytte mine læber i op til otte timer med nærende E-vitamin og solfaktor 15.
HVORDAN FØLES DEN AT BRUGE? Jeg elsker, hvor let en konsistens læbepomaden har, når den glider hen over huden. Mine læber føles straks bløde og velfugtede og får en fin glans, men den kommer lidt til kort over for meget sprukne læber, synes jeg.
FORDELE/ULEMPER? At den indeholder SPF 15 og antioxidanten E-vitamin, er en klar fordel, så du kan beskytte læberne året rundt. Og så er den nem at påføre. Den har en snert af den klassiske Eight Hour-duft, så det vil klart dele vandene.