WILLEMOES-klassen - fra idé til virkelighed

FRA IDÉ TIL VIRKELIGHED WILLEMOES-klassen

ET KORT HISTORISK TILLØB

I1960 rådede Søværnet over 14 motortorpedobåde fordelt på 2 klasser, GLENTEN-klassen med 8 både, bygget i 1941/45 og FLYVEFISKEN-klassen med 6 både, bygget i 1954/55. Den ældste klasse, GLENTEN-klassen, var gamle tyske torpedobåde fra 2. verdenskrig, og var i 1960 udtjente.

Derfor planlagde Søværnet bygningen af 2 nye klasser, til erstatning for GLENTEN-klassen. Der blev bygget 4 torpedobåde af FALKEN-klassen og 6 både af SØLØVEN-klassen, men allerede da stod det klart, at også FLYVEFISKEN-klassen snart ville stå for en udfasning, og derfor skulle der gøres noget. Tilblivelsesprocessen af en ny klasse kræver en meget grundig forberedelse, ikke kun af praktisk karakter, men også politisk, dels skal der skabes strategisk og operativ forståelse for den nødvendige investering, og dels så skal pengene jo findes. Så allerede så tidligt som i slutningen af 1960-erne iværksætter Søværnet en række studier, med henblik på, at fastlægge kravene til en ny klasse.

Under ledelse af kommandørkaptajn Svend S.v.F. Kieler, som var chef for torpedobådseskadren, og hans nærmeste skibschefer, blev der nedsat en slags uofficiel arbejdsgruppe, og hurtigt gik arbejdet i gang - en ny skibsklasse skulle fødes.

P566 HEJREN

(Fotos: Forsvarsgalleriet) P500 FLYVEFISKEN

Den svenske SPICA-klassen.

SPICA-klassen var en stor inspirationskilde for arbejdsgruppen, under udviklingen af WILLEMOES-klassen. Det er let at få øje på lighederne, de 2 klasser imellem. (Tegning: Marcus Ross)

Overvejelserne var mange. Skulle det være planebåde med meget høj fart, men begrænset sødygtighed, eller skulle det være deplacementsbåde med lavere fart, men større sødygtighed? Hvilken fremdrivning skulle anvendes, dieselmotorer eller gasturbiner? Skulle de være på træ-, aluminium-, glasfiber- eller stålskrog? Hvordan skulle de udrustes? - og meget, meget mere.

Tidligt i processen havde man dog et godt øje til den svenske SPICA-klassen, som levede op til mange af de krav som arbejdsgruppen havde, men som også levede op til den teknologiske udvikling, samt udviklingen blandt vores allierede i NATO (Sverige var dog ikke med i NATO, hvilket i øvrigt gav nogle udfordringer i processen).

Forholdende i de danske farvande var vigtige parametre i udviklingsarbejdet, og der blev f.eks. udarbejdet tabeller, hvor man holdt sødygtighed op mod vejr - og vindforhold, for at beregne den operative konsekvens. Bådene skulle kunne holde søen længere end vores hidtidige torpedobåde, og (næsten) uanset vejrlig, så skulle alle skibets funktioner kunne betjenes, hvilket stillede store krav til udstyr og materiel.

Ny teknologi blev svaret på mange af de krav, som arbejdsgruppen stillede til den nye klasse, f.eks. elektronisk plot, radarstyret kanon, nyt navigationssystem, etc. I 1967 nedsættes der så en officiel ”Arbejdsgruppe Søværnskommandoen” (AG SVK) med deltagelse fra Søværnets operative kommando, Søværnets tekniske institutioner og Orlogsværftet, som skulle beskrive typekravene til den nye klasse.

Projektet blev navngivet ”TB-68” - arbejdet med udviklingen af den ny skibsklasse var nu officielt gang.