Torpedoskydning (TORPEX) og minelægning (MINEX

(TORPEX) Torpedoskydning

Min karriere som reservetorpist startede lidet flatterende. Vi stod ud fra Holmen i rigtigt fint vejr der i foråret 1980 for at anløbe Torpedostationen Kongsøre for ombordtagning af en øvelsestorpedo. På vej mod Kongsøre, og da jeg blev vagtfri, så gik jeg vanen tro straks på buffen, for at sikre mig hvile og søvn.

På et tidspunkt så vågner jeg ved, at jeg føler et vist ubehag, jeg slår det hen og forsøger at sove videre, men ubehaget fortsætter, og jeg kan mærke, at båden er urolig og bevæger sig på en måde, som jeg aldrig havde mærket før. Da vandet begynder at løbe sammen i munden på mig, går det op for mig, at jeg er ved at blive søsyg. Jeg står ud af køjen for at gå på toilettet, men døren er låst. Nu er gode råd dyre, så jeg søger febrilsk et andet toilet, også det er låst. Nu er mulighederne ved at være opbrugte, og risikoen for at brække mig et tilfældigt sted i båden, og blive fuldstændig til grin, var overhængende. Jeg tager en hurtig, men absolut ureglementeret beslutning, og lukker lugen op ud til dækket, for evt. at foretage det nødvendige der. Her går det op for mig, at vi slet ikke sejler, men ligger solidt fortøjet ved kajen på Kongsøre Torpedostation.

Men båden lå og kørte op og ned i fortøjningerne, og det var det min mave døjede med at klare. Jeg hoppede hurtigt i land, maven artede sig igen, og jeg undgik at blive skaffepausernes lystige omdrejningspunkt. Jeg havde hverken før eller siden tendens til at blive havgal.

Ombordtagning af torpedo. Oprindeligt var WILLEMOES-klassen udstyret med 4 torpedorør. Da bådene fik Harpoon Missiler i 2 ramper agter med op til 4 missiler i hver rampe, blev de to bagerste rør afmonteret, men kunne monteres igen, hvis behovet skulle opstå. Derfor var der også 2 reservetorpister ombord, hvoraf jeg var den ene. (Foto: nephotography.dk - Niels Erik Pedersen)

Røret er drejet ud over siden - klar til affyring! Ved håndtering af torpedoerne, var man normalt iført ZETA mundering (gummitøj). Drivmidlet var farlig hydrogenperoxid/ZETA (en brintoverilteforbindelse), som gav den en næsten usynlig boblebane. (Foto: Lars H. Herbst)

Der var 2 typer torpedoer, en tysk og en svensk, begge var 53,3 cm. Torpedoerne var trådstyrede, hvilket betød, at de kunne styres fra en pult i O-rummet. Skød man forbi, kunne torpedoen vendes igen. Ladning var på næsten 250 kg, farten var ca. 45 knob og distancen ca. 20 kilometer. Øvelsestorpedoerne var uden ladning, men var i stedet forsynet med et lys i spidsen. Når der blev øvet, så hang der altid en helikopter i luften, som kunne følge torpedoen og meddele, hvor den endte sin færd. Dette foregik lettest efter mørkets frembrud. Torpedoen blev så samlet op igen og genbrugt - det var dyre sager.

”Fisken” er i vandet!

Torpedoen kunne afskydes fra styrehuset eller fra selve torpedoen. Der stod altid en torpist klar ved hvert rør, hvis affyringen kiksede fra styrehuset, og det skete ind imellem! Da vi sendte vores torpedo afsted, kunne den ikke affyres fra styrehuset, men måtte udløses fra selve torpedorøret ved at slå på en ”hammer”, der sad øverst på røret og som kunne ud løse slagbolten til krudtladningen. I både torpedorøret og i torpedoen sad der en trådrulle med hver ca. 10 km tråd, disse blev koblet sammen med en ”sommerfugl”, en lille metalplade, som stod lodret i vandet og som ydede så meget modstand, at tråden rullede ud fra begge trådruller. Dette betød, at trækket i tråden blev væsentligt formindsket.

(Foto: nephotography.dk - Niels Erik Pedersen)

Da man projekterede torpedobådene, valgte man, af besparelses- og pladsmæssige hensyn, ikke at montere trykluft aggregat til affyring af torpedoerne, som man havde det i de fleste andre af Søværnets enheder.

I stedet blev de affyret med en krudtladning. Ladningen lignede et almindeligt granathylster, bare uden granaten. Desværre så fungerede denne affyringsform ikke helt optimalt, ofte blev tråden brændt over, eller der opstod andre problemer, f.eks. at trykket ikke var stort nok til at få torpedoen ud af røret. Senere fik man styr på disse udfordringer.

Torpedoerne kunne stilles til at sprænge på forskellig vis og i forskellige dybder, og bedst var det hvis den kunne bringes til sprængning lige under kølen på målet.

(MINEX) Minelægning

Orange øvelsesminer i kasteaggregat.

Hvis alle 4 torpedorør blev afmonteret, så kunne en torpedobåd medtage 20 bundminer. Hvis de 2 forreste torpedorør ikke blev fjernet, kunne man medbringe 12 miner. Disse miner var, for deres tid, ret avancerede og kunne indstilles til at sprænge på forskellig vis.

Kastemetoden var simpel, man frigjorde minen i ”vuggen”, og den gled ud over siden, godt hjulpet af sted af et skub med foden. Jeg var på minehold 2 jf. fordelingssedlen.

Foto: nephotography.dk - Niels Erik Pedersen)