Prøveprogrammet

P549 WILLEMOES Prøveprogrammet

P549 WILLEMOES, der var den første enhed færdigbygget, gennemgik et omfattende prøveprogram, som skulle give et solidt billede af bådens formåen, samt udstyret og mandskabets udholdenhed under alle forhold.

De andre enheder indgik også i prøveprogrammet, efterhånden som de blev færdigbygget, f.eks. måtte BREDAL lægge spanter til chokprøver, hvor man detonerede sprængstof i forskellige afstande til båden, for at se, hvad den kunne holde til, f.eks. under beskydning. I alt blev der udsejlet 2.805 sømil i WILLEMOES´ prøveperiode, eller hvad der svarede til ca. 1/3 af et års sejlads for en torpedobåd. Først blev selve platformen gennemtestet (skibsskrog og maskineri), hvorefter udstyret, efterhånden som det blev monteret, blev testet. De meget omfattende og værdifulde målinger, på snart sagt alt ombord, blev opsamlet og indgik i den løbende udvikling og forædling af klassens både. Der blev sejlet under alle vejrforhold, både i magsvejr og i meget dårligt vejr, og bådene bjergede sig flot, om end der var ting der skulle rettes og justeres, som ved alle andre nybygninger.

P541 BREDAL under værftsophold - set fra hækken. Man ser tydeligt de 3 skruer, og de 3 lukkede udstødningsporte til gasturbinerne. Bemærk, at der kun er 2 rorblade, som er placeret mellem skruerne. Dette afstedkom store problemer under prøvesejladserne med WILLEMOES, hvor båden pludseligt slog voldsomt ud til bagbord, selvom rorene stod midtskibs. Årsagen var, at rorene ”ventilerede” - altså trak luft ind, og dermed mistede båden styreevne. Dette blev imødegået ved at lave rorbladene større samt ved, at forlænge skibsbunden agterud ved påsvejsning af en trimklappe. Som et lille kuriosum skal nævnes, at ingen i øvrigt vidste hvorfor Orlogsværftet havde ændret Lürssen Værftets oprindelige anbefaling om 3 rorblade, én ud for hver skrue!

(Foto: Forsvarsgalleriet)

Man opnåede, med den nye klasse, den sødygtighed som man havde ønsket sig, inden byggeprogrammet blev iværksat. Båden var stabil, både med og mod søerne, og i bølger op til 3 meters højde.

Med søen tværs rullede den en del, og særligt ved lav fart. Dette kunne få indflydelse på anvendelsen af kanonen, medens resten af våbensystemerne ikke var berørt heraf.

En fart på MCP (MCP = Maximum Continuous Power) 33-34 knob kunne opretholdes i betydelig sø. Med svær sø ret ind agter kunne det være nødvendigt at mindske farten. Topfarten var højere, men var afhængig af vejret (høj - og lavtryk, luftfugtighed, etc.). Gasturbinerne var meget driftssikre, og på 3 gasturbiner/skruer kunne man sejle alle farter mellem 0 - 38 knob. På 2 gasturbiner/skruer farter mellem 0 - 25 knob og på én gasturbine/skrue farter mellem 0-15 knob.

Klassen 10 skibe kunne sejle MCP på alle 3 gasturbiner i op til 10 timer, inden tankene var tomme. Dette var en væsentlig forbedring ift. SØLØVEN-klassens gasturbinebåde som blev ”meget tørstige” efter kun 7-8 timers sejlads, for MCP.

Gasturbine bådenes ”uudslukkelige tørst” vil blive behandlet yderligere, senere.

(Foto: nephotography.dk - Jens Erik Pedersen)