MED OLFERT FISCHER I GOLFEN
Fra fodnoter til udsendelse AF TIDL. UDENRIGSMINISTER UFFE ELLEMANN-JENSEN
D
a korvetten ”Olfert Fischer” i efteråret 1990 satte kursen mod Golfen, var der tale om et afgørende og historisk gennembrud i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det var starten på det, som siden blev døbt ”den aktivistiske udenrigspolitik”, hvor Danmark tog et aktivt medansvar for at skabe sikkerhed de steder, hvor sikkerheden var truet: På Balkan, i Mellemøsten, i Golfen, i Afghanistan, i Libyen – for nu at nævne nogle af de steder, hvor Danmark var med, og hvor danske udsendte deltog i farefulde operationer, som kostede nogen livet. Vi var ikke længere – med et citat fra Jeppe Aakjær – et ”Puslingland der hygger sig i smug”.Vi var, for at citere en amerikansk præsident, et land der ”slog hårdere end sin vægtklasse”. Udsendelsen af OLFERT FISCHER var således et klart brud på den traditionelle danske berøringsangst overfor omverdenen. Jeg ser her bort fra Flådens stolte traditioner fra indsatsen mod barbareskerne for over 200 år siden…
Det blev bemærket ude i verden. I begyndelsen af 1991 var Dronningen på statsbesøg i USA, og fik en meget fornem modtagelse på Arlington Kirkegården i Washington. Præsident George H. W. Bush holdt en varm velkomsttale, hvor han takkede ”lille Danmark” for at have stillet med fregatten OLFERT FISCHER til den fælles opgave at sikre freden i Golfen.Vi var med i det gode selskab – efter en årrække, hvor vi var gledet mere og mere ud. Når udsendelsen af OLFERT FISHER spillede så stor en rolle, skyldes det i høj grad de foregående års skammelige danske optræden overfor vore allierede i NATO. Det var den såkaldte ”fodnoteperiode”. Her er min korte version af, hvad der ligger i det udtryk. Andre kan have andre opfattelser. Men her er min: Forud for regeringsskiftet den 10. september 1982 havde der hersket relativt ro om dansk forsvarsog sikkerhedspolitik. De store, regeringsbærende partier – socialdemokratiet, venstre og konservative – var enige om de store linjer, selv om der var en vis indre uro i socialdemokratiet.
5
