Bredals skibe

BREDALS Skibe

Lad os nu efter den første dags vellykkede modstand se nærmere på Bredals fi re skibe: Det blev foræret til borgerne i Trondheim som

SVENSKE LØVE, der var fl agskib for eskadrechefen Peder Jensen Bredal, hed oprindeligt SVENSKA LEJONET. Som navnet viser, var det et tidligere svensk skib, et såkaldt kompagniskib.

Både den danske og den svenske regering havde oprettet saltkompagnier, der rådede over armerede handelsskibe, som i fredstid drev salthandel og i nordenfjeldske Saltkompagni. Defensionsskibene var

krigstid kunne udlejes til orlogsfl åden.

SVENSKA LEJONET var sammen med SVENSKA LAMMET (der også indgik i Bredals eskadre) og SVENSKA GRIPEN (den GRIBEN Wrangel erobrede i Nyborg havn) blevet beslaglagt i Øresund 13.-14. de 42 saltkompagniets egne søfolk. Lejen var 1400

maj 1657 af en dansk eskadre, altså før 1. juni hvor krigserklæringen kom.

SVENSKE LØVE var på 1000 tons, bar 36 kanoner og havde en besætning på 130 mand; denne var nu

Efter fredslutningen i 1658 blev det tilbageleveret til Sverige. Under Slaget i Køge Bugt 1677 blev det tilbageerobret af den danske fl åde. Det blev beskadiget under storm i 1678.

SVENSKE LAM var også et svensk kompagniskib, beslaglagt som ovenfor nævnt. Det var på 900 tons, bar 30 kanoner og havde oprindeligt en besætning på 115 mand. Efter fredsslutningen i 1658 blev også det tilbageleveret til Sverige. November 1658 kom det atter i dansk besiddelse, efter de svenske styrker ved Trondheim i Norge havde kapituleret. tak for deres indsats i kampen mod de svenske besættelsesstyrker.

SAMSON var et norsk defensionsskib, ejet af Det ejet af norske købstæder eller handelskompagnier. I fredstid sejlede de som armerede handelsskibe, i krigstid kunne de udlejes til orlogsfl åden.

SAMSON var på 600 tons, bar 40 kanoner og havde oprindeligt en besætning på 92 mand - heraf var reduceret pga. sygdom.

rdl. (rigsdaler; på dette tidspunkt samme værdi som kurantdaler) pr. måned.

EMANUEL var også et norsk defensionsskib, ejet af Det islandske Kompagni. Her kender vi navnet på kaptajnen: Mads Madsen, ansat som kaptajn i orlogsfl åden 1645, altså året efter Peder Bredal. Det bar 24 kanoner.

25. juli 1659 lå det som vagtskib på Elben, hvor det blev angrebet af tre svenske skibe. Under hård kamp gik det på grund og blev sprængt i luften af egen besætning.

WRANGEL & BREDAL: Fortsat kamp

Tirsdag d. 2. februar må Wrangel til sin ærgrelse bekende, at de danske skibe nu er iset så langt ud, at de svenske kanoner ikke kan nå dem. Det må have været ham en ringe trøst, at Bredal selv havde indrømmet, at opstod der en storm, var skibene i deres nuværende position fortabt.

Wrangel kan kun erobre skibene, hvis de svære kanoner kommer frem, thi “hvis man ellers trænger frem, skal det koste mange folk, og kun lidt vil blive udrettet”. Han forsøger samme dag at sende fodfolk, ud på bevogtningstjeneste omkring skibene, men kulden gør et længere ophold på isen umuligt. (Tænk på Bredals folk, der må døje den samme kulde uden varmt tøj eller mulighed for at tænde bål! Sandsynligvis tørster de også, hvorimod de næppe har sultet. Kort før svenskernes ankomst modtog Bredal endelig forsyninger i form af 30 tdr. (ca. 3,6 t) saltet kød. Spørgsmålet er, om der er brænde nok om bord til overhovedet at tilberede mad?).

Figur 4. Bredals hovedmodstander, rigsadmiral og feltmarskal Karl Gustaf Wrangel (1613-1676). Wikimedia. Bredal selv har vi ikke noget autentisk billede af. Svenskerne opfører egentlige belejringsværker af gødning blandet med halm, jf. fi gur 18. Jorden er for hård til at kunne graves op. Belejringsværkerne er åbenbart ikke høje nok til at danne værn for Wrangels feltkanoner, da de ikke bringes ud på isen. Wrangel gentager over for kongen, at han har brug for det lovede svære artilleri og for endnu en fodfolksbrigade, hvis skibene skal erobres. Karl Gustav svarer, at skibene skal angribes, eventuelt ved nattetide med fodfolk, som Wrangel bare kan rekvirere. I øvrigt håber kongen, at mangel på drikkelse snart vil tvinge Bredal til overgivelse.

Onsdag d. 3. februar mener Wrangel at kunne notere sig en lille fremgang. Selv om han stadig mener, han kun kan bringe skibene til fornuft med svære kanoner, kan han dog meddele kongen, “at deres isning har jeg dog fra nu af forbudt, så de i nat ikke har iset” - måske er det lykkedes at få belejringsværkerne så tæt på, at svenskerne kan hindre isningen med geværild. Derfor sender Bredal en af sine kaptajner til Wrangel for at bede om en frist på endnu tre dage til at beslutte sig for overgivelse. Det får Wrangel til at bemærke, at “jeg tror, at når de svære kanoner kommer, da skal han (Bredal) nok give op.”

Samme dag sender Frederik III brev til “vore fi re orlogsskibe, som ligger ved Slipshavn”. Kongen opmuntrer dem til mandhaftig kamp, idet han minder dem om deres ed og pligt over for konge og krone.

Hvor stor vægt kongen lægger på at få skibene Af større betydning for hans eskadre har det reddet, fremgår af skrivelsens fortsættelse: “Vi ville været at få at vide, at kongen forventer, der vil Eder derimod forsikre, at vi det igen imod enhver blive indgået våbenstilstand i løbet af to-tre dage. af Eder med forfremmelse og belønning ville vide Derefter vil skibene hurtigst blive undsat med “al at erkende, så I selv skal have ære deraf andre til nødtørftighed”. eksempel.” Samme dag befales lensmanden i Korsør at skaffe Bredal vand fra Sprogø og forsyne ham Dagen efter - 20. februar - modtager Bredal besked med gryn, brød og andre viktualier. Bredal modtager om våbenstilstanden. Hans skibe er reddet fra næppe hverken brevet eller forsyningerne! svensk erobring, men han sidder stadig fast i isen. Torsdag d. 4. februar går uden ændringer i skaffe forsyninger frem til eskadren. situationen, og fredag d. 5. oprinder. Der sker dog 26. februar 1658 sluttes endelig fred i Roskilde. intet denne dag, måske fordi Karl Gustav kommer I fredsslutningens § 11 står der, at de svenske skibe, til Nyborg for at lægge planer for angrebet på der var beslaglagt i Øresund, skulle istandsættes Sjælland. Disse er trods alt vigtigere end fi re og tilbageleveres. Det er nemmere sagt end gjort! fastfrosne orlogsskibe. Med sig har han bl.a. sin SVENSKE LØVE og SVENSKE LAM sidder stadig fast ingeniør, generalkvartermester Erik Dahlberg i isen ved Nyborg og er stærkt beskadigede. (1625-1703), der senere tegner forlæggene til Næste dag forlader Wrangel Nyborg med de fl este af sine tropper. Bredals skibe har overstået den største fare, og de næste to uger sker der ikke meget omkring dem. 19. februar sender Frederik III en ret overfl ødig ordre til Bredal om, at han skal “forholde sig vel og mandhaftigt med de hos sig havende skibe imod fjenden”. Samtidig får lensmanden i Korsør atter ordre om at plancherne i Pufendorfs store værk om den svenske Efter fredsslutningen får Bredal ordre på at søge ind konge – herunder planchen fi gur 18. til Slipshavn. Han beder om at få bolte til at slutte fanger i jern; der har åbenbart været mytteri om bord - ikke underligt når man tænker Figur 5. Eftertidens gengivelse af isningen. Tryk efter maleri af Chr. på, hvad mandskabet har været igennem! Mølsted 1891. Kongelige Biblioteks Online-samling DH0206268. Han får også proviant, men vinteren trækker ud. I april mangler han brød, men da issituationen letter, står han til søs d. 15. april 1658, selv om han mangler proviant. Han håber, at “Gud vil hjælpe ham lykkeligt frem”. 29. april når han København, hvor han modtages med jubel. Som belønning bliver han ekvipagemester på Holmen (leder af udrustningen af skibe) efter at have øvet en af de største bedrifter i dansk

fl ådehistorie.

20. juli udnævnes han til Admiral til Søs (viceadmiral). Sømilitært betød hans indsats kun lidt, moralsk var det et lysglimt i en ellers mørk tid - og hans evne til at få mandskabet til at holde ud og kæmpe under de mest fortvivlende omstændigheder, nogen dansk fl ådeenhed har opereret under, er aldrig siden overgået.

Ubesvarede spørgsmål Vi ved altså noget, men langtfra nok om disse begivenheder ved Nyborg. Tilbage står i hvert fald tre væsentlige spørgsmål:

1. Hvor lå Bredals eskadre egentlig, da svenskerne besatte Nyborg? I havnen? På fjorden? - Det siger traditionen, men i givet fald, hvor? Ved Slipshavn som befalet? Eller i Storebælt som vist på “øjenvidneskildringen”, Pufendorfs planche 71 (fi gur 18)?

2. Hvor langt isede Bredal sine skibe ud? Uden for rækkevidde af de svenske feltkanoner, uden for rækkevidde af selv svært skyts, eller – hvis de ikke allerede lå der - helt ud i Storebælt?

3. Hvad var tabstallene? Hvor store var Bredals tab? Hvor mange af hans mænd døde af de helt umenneskelige strabadser? Hvad var de svenske tab under angrebene på skibene?