nr12

SOCIALISTISK STANDPUNKT

STØ

TTE KR. PRIS 20,-

DEN MARXISTISKE AVIS FOR ARBEJDERBEVÆGELSEN NR. 12 + 3. ÅRG. + MARTS 2003

PRIS KR. 10,-

Ingen krig mod Irak!

Strejker nødvendige, hvis krigen skal stoppes!

Indhold i dette nummer: Leder s. 2, Skattereform s. 3, “Nyt LO” s. 4, LO og Socialdemokratiet s. 5, På Spidsen s. 5, Krigen og Danmark s. 6, Hvem vi er s. 7, Ingen krig mod Irak s. 8, FN s. 9, Et socialistisk kig på USA s. 10, International mobilisering mod krig s. 11, Venezuela s. 12, Nordkorea s. 13, Kvindekamp s. 14, Arbejderbevægelsens historie s. 16, Økonomi s. 18, Angreb på SU’en s. 20

For en arbejderbevægelse på et socialistisk program!

LEDER

Unge og arbejdere i aktion over hele verden!

Kapitalismens krise bliver mere og mere tydelig, både på det økonomiske, politiske og militære plan. Det har vi som socialister påpeget i mange år, men at socialister alene har forstået det, ændrer ikke i sig selv noget. Det vigtige er, når krisen går op for almindelige mennesker, arbejdere og unge.

Og det er, hvad vi ser nu. Protesterne mod kapitalismens konsekvenser bliver større og større og spreder sig fra det ene land til det andet.

Latinamerika i oprør Over hele Latinamerika, fra Brasilien til Venezuela og fra Bolivia til Argentina ser vi befolkningen gøre oprør mod konsekvenserne af kapitalismen.

Det er en proces, der udvikler sig med op- og nedture. Nu er det arbejderne i Venezuela, der fører an, i kampen for bedre forhold. Her viser det sig i al tydelighed, at en revolution kan lade sig gøre. Arbejderne i Venezuela viser vejen frem mod en omvæltning af samfundet. Men som det har vist sig i alle andre fortilfælde i historien, er det nødvendigt med en ledelse for en sådan bevægelse. En ledelse, der kan gå i spidsen for en konsekvent overtagelse af de store firmaer, og sprede denne bevægelse til hele verden.

Protesterne globaliseret Den bevægelse, der er sat i gang, holder sig ikke inden for Latinamerikas grænser. Som Marx forklarede, har kapitalismen en grundlæggende drivkraft til at sprede sig over hele verden.

Som socialister er vi selvfølgelig imod den såkaldte globaliserings konsekvenser i form af sult, nød osv., men samtidig ser vi også globaliseringen som en progressiv udvikling. Globaliseringen har lagt grunden for en ægte global revolution. Tidligere i historien har revolutionære processer primært holdt sig til ét område af verden ad

2

gangen, men det, vi ser nu, er, at protester og bevægelser sker samtidig globalt. Ikke at verdensrevolutionen er lige om hjørnet -revolutioner er en langstrakt proces – men den seneste tids bevægelser viser, at muligheden for en verdensrevolution er til stede.

Den første ægte globale massemobilisering Demonstrationerne mod krigen i Irak d. 15. februar var den første virkelige globale massedemonstration. Mange millioner mennesker gik på gaden i hele verden samtidig for at demonstrere imod krigen. Man kunne hævde, at dette var et tegn på menneskets pacifistiske natur, men som socialister kigger vi efter de bagvedliggende årsager.

I sommers startede en strejkebevægelse i Sydeuropa, som viste sig i generalstrejker både i Grækenland, Spanien og Italien. Senere har vi set tegn på øget strejkeaktivitet – også i Danmark, hvor antallet af overenskomststridige strejker blev fordoblet fra 2001 til 2002, selvom bevægelsen kun er ved at begynde i Danmark. Modstanden mod krigen skal ikke alene ses som en modstand mod en krig, der dræber uskyldige civile, men som et tegn på en begyndende generel modstand mod dette samfund. Mange, der deltog i demonstrationen d. 15. februar, er begyndt at stille spørgsmål ved dette samfunds “logik”, dvs. jagten på profit som altafgørende drivkraft.

Bevægelsen fortsætter Bevægelsen mod krigen fortsætter, men selv en bevægelse med globale massedemonstrationer er ikke nok til at stoppe krigen, og langt mindre til at stoppe dette samfunds vanvid. Som socialister mener vi, at den vigtigste opgave i denne bevægelse er at forklare behovet for socialisme. Det kan lyde, som om vi mekanisk gentager

kravet om socialisme. Men vores krav om socialisme gentager vi, ikke fordi det er nemmest at gentage sig selv, men fordi det bliver mere og mere aktuelt.

Det eneste, der kan stoppe krigen i Irak, er arbejdernes aktive indsats i form af strejker, og det eneste, der kan løse problemerne i Irak, er at arbejderne, med resten af befolkningen bag sig, overtager olien og selv bestemmer, hvad den skal bruges til. Men det er samtidig klart, at USA og resten af verdens statslederes hykleri om demokrati og menneskerettigheder i Irak kun gælder, så længe de selv kan styre landet. Hvis befolkningen i Irak overtog olien, ville der straks blive grebet ind fra det såkaldt “demokratiske” Vesten. Dette viser helt konkret behovet for en verdensrevolution. Og det er det, vi socialister vil blive ved at argumentere for.

Krigen må stoppes – strejker er nødvendige!

Stop imperialisternes krig – klassekrig i stedet!

SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af avisforeningen SOCIALISTISK STANDPUNKT, Poste Restante Nørrebrogade 10, 2200 Kbh. N. Tlf.: 21 82 48 14, WWW.MARXIST.DK marxist@marxist.dk Ansv. red.: M. Frederiksen.

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK

SKA TTEREFORM SKATTEREFORM

Skattereformen - minimal lettelse, store nedskæringer Den borgerlige regerings udspil til ny skattereform er en illusion af dimensioner. Reformen giver skattelettelser for 10,6 mia. kr. og vil i alt berøre omkring 900.000 lønmodtagere. Reformen er blevet kritiseret fra flere sider, bl.a. for at ramme socialt skævt, hvilket den også gør. Arbejdere med en indkomst på 285.000 og alle, der tjener derover, inklusiv direktører o.l., vil få en skattelettelse om året på ca.

5.900 kr., mens de lavest lønnede vil få 1500 kr. mere udbetalt om året (disse tal gælder for 2007, hvor reformen er fuldt gennemført).

fradrag vil betyde, at flere vil “vælge”at få et arbejde. Men som alle arbejdsløse og alle andre, der har frygtet at blive fyret, ved, så “vælger” man ikke selv, om man vil have et arbejde.

I Danmark er det slet ikke muligt over længere tid at gå uden arbejde, med mindre man beskæres kraftigt i indtægt. Arbejdsløshedens størrelse har altså ikke meget med skatten at gøre, men afhænger af antallet af arbejdspladser, dvs. kapitalisternes vilje til at ansætte folk, hvilket igen afhænger af den generelle økonomiske situation.

Med den nuværende udsigt til nedgang i dansk økonomi er det yderst tvivl-

At dette rammer socialt skævt, er tydeligt at se, og hvor stor effekt det får for den enkelte, er svært at få øje på.

De lavest lønnede vil få udbetalt 125 kr. mere om måneden, som selvfølgelig er noget, men ikke meget. De få ekstra penge, lønmodtagerne får, vil til gengæld blive modsvaret markant i form af nedskæringer.

En af forudsætningerne for reformen er, at de offentlige udgifter kun må stige med 0,7% om året indtil 2005, hvorefter de kun må stige med 0,5%.

Enhver, der har været ansat i den offentlige sektor, har børn i børnehave, skole osv., har mærket på deres egen krop, hvad det sidste års skattestop har betydet i form af markant forringet velfærd, øget arbejdspres o.l. Denne skattereform vil betyde yderligere forringelser af velfærden, og det vil alle arbejdere kunne mærke meget mere end selve skattelettelsen.

En anden forudsætning for reformen er, at der de kommende år skal skabes mellem 10.000 og 13.000 arbejdspladser, og der i år 2010 skal være 85.000 flere beskæftigede. Argumentet lyder, at skattelettelser og beskæftigelses-

NR. 12 MAR TS 2003 MARTS

Der er blevet sagt og skrevet meget om kassedamer i forbindelse med skattereformen, men faktum er, at det er minimalt, hvad lavtlønnede vil få ud af det. Til gengæld vil de mærke følgerne i form af flere nedskæringer.

Kritikken af denne reform kommer fra mange sider, og alternative forslag er der masser af; lige fra Socialdemokraternes forslag om finansiering af skattelettelserne via. øget skat på Nordsøolien og virksomheder, til Kommunernes Landsforenings forslag om at skære i offentlige ydelser, så de kun gælder dem, “som virkelig har brug for det”.

Vi går selvfølgelig ind for skattelettelser for alle arbejdere, som må finansieres ved en øget beskatning på virksomheder og Nordsøolie, præcis som Socialdemokratiet foreslår. Men problemet er, at dette ikke er nok og ikke gør op med de grundlæggende problemer.

Arbejdsløshed, nedskæringer, høje skatter osv. vil fortsat bestå så længe langt størstedelen af værdierne, der skabes i det danske samfund, går til den lille gruppe af mennesker, der ejer firmaer og virksomheder. I stedet for at diskutere småjusteringer i skatten, må man i stedet tage fat på de virkelige problemer; den eneste måde, arbejdsløshed og nedskæringer kan fjernes på, er ved en planlægning af økonomien, hvor de ressourcer, der skabes, bruges til velfærd og opfyldelse af menneskelige behov frem for profit.

FM Abonner på Socialistisk Standpunkts nyhedsbrev.

somt, om der overhovedet vil blive skabt flere arbejdspladser, snarere det stik modsatte. Hvis antallet af beskæftigede falder, må skattereformen finansieres på andre måder, og den eneste måde – hvis ikke virksomhedsskatten sættes markant op – er ved endnu flere nedskæringer i den offentlige sektor.

Få besked hver gang vi opdaterer vores internetside med aktuelle artikler og baggrundsstof.

Klik ind på WWW.MARXIST.DK!

3

NYT L O? LO?

Hvad er der nyt ved “Nyt LO”?

LO har afholdt ekstraordinær kongres 7.-9. februar. Dette har ifølge LO’s formand Hans Jensen været en stor succes. Nu kalder man LO for Nyt LO. En af de nye ting er et nyt værdigrundlag. Her nævner man, at man blandt andet skal være med til at sikre det individuelle medlems interesser. Men for medlemmet på arbejdspladsen kan det måske være lidt svært at se, hvad der er det nye. Og med god grund. Når fagbevægelsen altid har kæmpet for solidaritet og sammenhold, er det vel netop for at sikre det individuelle medlems interesse. Så det eneste nye i det er vel bare, at det bliver skrevet ned i værdigrundlaget. Og det er da også fint nok.

Fagbevægelsens krise Men man kan spørge sig selv, om det er det, der skal til. Fagbevægelsen har oplevet en massiv medlemstilbagegang. Hvorfor? Nogle siger, at det er, fordi danske lønmodtagere har det så godt, at der ikke længere er noget for fagbevægelsen at kæmpe for. Men det-

te kan kun komme fra folk, som ikke har deres daglige gang på arbejdspladserne. Her er der masser af problemer.

Fagbevægelsens top kontra medlemmerne Jamen, hvordan kan fagbevægelsens top så gå rundt og sige, at det hele er så godt? Fordi de har fjernet sig alt for langt væk fra medlemmerne. Deres lønninger kan slet ikke sammenlignes med arbejdernes, og derfor er det jo nemt for dem at lulle sig selv i søvn.

Og det er netop det, der er skyld i hele miseren. På arbejdspladserne oplever man nærmest, at man er til besvær, hvis man kontakter fagforeningen om et problem. Og ved overenskomstforhandlingerne oplever man gang på gang, at ledelsen af fagbevægelsen godkender elendige forlig. Der er ikke noget at sige til, at medlemmerne er lede og kede af en fagbevægelse, der hellere vil til fine møder med arbejdsgiverne end at sætte benene på en arbejdsplads.

Fagbevægelsens krise er afstanden mellem medlemmerne og ledelsen.

Dette er en meget dårlig situation. Det betyder, at arbejdsgiverne får minimal modstand og næsten frit kan skrue tempoet op. Når medlemmerne så ikke får opbakning fra fagbevægelsen, er der desværre nogle, der drager den forkerte konklusion og siger: Når de er ligeglade med mig, så er jeg da også ligeglade med dem, FARVEL! Men det er ikke for sjov, at vi har en fagbevægelse. Den er det eneste håb, arbejdere kan have om at få sat en stopper for det øgede arbejdspres.

Løsningen er ikke at forlade fagbevægelsen, men at erobre den tilbage til medlemmerne igen. Vi vil ikke have højt betalte slipsedrenge, der er ansvarlige over for firmaledelserne. Vi vil have nogle, der kæmper for og forsvarer vores interesser.

Nyt LO Men LO’s kongres gjorde intet i den retning. En fornyelse af LO, der ville have en effekt, ville være følgende: Stop pamperiet – arbejderledere på arbejderløn. Opsig hovedaftalen – forsvar retten til at kunne strejke for bedre forhold. Mulighed for at trække valgte tilbage, hvis de svigter deres bagland.

LO har al mulig berettigelse. Men som en kamporganisation, der fører medlemmernes kamp. Ikke i fine kontorer, men på arbejdspladserne. Den nuværende regering har fået frit spil alt for længe. Den er slet ikke bange for fagbevægelsen. Det er på tide, at den bliver opdraget lidt. LO burde indkalde til en 24 timers generalstrejke mod angrebet på eksklusivaftalerne og deltidsloven. I stedet for at forlade fagbevægelsen bør alle arbejdere og tillidsfolk presse fagbevægelsen til igen at kæmpe for deres interesser.

BL

4

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK

PAR TISTØTTE/SPIDSEN ARTISTØTTE/SPIDSEN

LO og Socialdemokratiet På LO’s nyligt afholdte ekstraordinære kongres blev der bl.a. taget beslutning om at droppe LO’s økonomiske støtte til Socialdemokratiet, som årligt har været på omkring otte millioner kroner. Der lægges op til, at LO nu skal kunne samarbejde mere med andre partier, og derfor skal den direkte tilknytning til et bestemt parti stoppes. I det nye “fagpolitiske grundlag” hedder det bl.a., at “behovet for at kunne agere bredt politisk har været stigende”, at “det er vigtigt at udvide fagbevægelsens samarbejdsrelationer med afsæt i et nyt værdigrundlag”, og at “fagbevægelsen har behov for at kunne indgå i bredere politisk samarbejde, end tilfældet har været hidtil”.

Hvad der forstås ved “bredere samarbejde”, er ikke helt klart. Betyder det, at fagbevægelsen skal samarbejde og føre politik sammen med de borgerlige partier som Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti m.fl.? Hvis man ser på rækken af fagforeningsfjendtlige forslag, som regeringen og dens støtte-

På spidsen: Ud med Slendrian!

I pressen har det været diskuteret meget, hvordan man kan fjerne en slem fyr ved navn Slendrian fra gymnasierne. Han ødelægger nemlig fagligheden. Socialisten Christine Antorini skrev i arbejderbladet MetroXpress, at det kunne være spændende, hvis gymnasieelevernes organisation DGS tog kravet om kæft, trit og retning seriøst og var villig til “skabe seriøsitet om det at være elev”, som hun skrev, i stedet for at lade Slendrian få frit spil. Men der er andre, der allerede har fået jaget Slendrian

NR. 12 MAR TS 2003 MARTS

parti har lanceret bare siden sidste valg, kan man hurtigt se det absurde i den idé. Fagbevægelsen har nu som før brug for at have et politisk udtryk – dvs. et arbejderparti, som kan kæmpe for arbejderklassens krav på det politiske plan. Det kan man aldrig bruge et borgerligt parti til. De fører åbent kapitalisternes politik, og de får da også økonomisk støtte af arbejdsgiverne og deres organisationer.

Når det er sagt, så bliver det også klart, hvorfor mange medlemmer af fagbevægelsen oprigtigt er meget trætte af forbindelsen til Socialdemokratiet, og af at deres kontingent bliver brugt på dette parti: Socialdemokratiets ledelse har i den sidste periode ført ren borgerlig politik med nedskæringer og andet skidt og har intet gjort for at repræsentere fagbevægelsens medlemmer.

Og hvorfor give penge til Socialdemokratiet, når det fører en politik, der er i direkte modstrid med arbejderklassens interesser? Det ønske, som mange almindelige medlemmer har om væk. F.eks. Post Danmark A/S har ikke noget problem med Slendrian.

Tværtimod! Post Danmark A/S har i en reklame meddelt, at mesterspionen Franz er sendt ind i Post Danmark, forklædt som plakatrør. Formålet er at finde ud af, hvordan det kan være, at Post Danmark har EU’s hurtigste postdistribution. Og derved finde ud af, hvad der er med Post Danmarks organisation, der skaber seriøsitet om det at være postbud.

Her på Spidsen er vi dygtige journalister og vi har fået fat på Franz, efter at vi fandt ham på fersk gerning, forklædt som postjakke. Franz kunne oplyse, at Post Danmark har indført det bedste kontrolsystem,hvor postbudet

at kappe alle politiske og økonomiske bånd mellem fagbevægelsen og Socialdemokratiet, er absolut forståeligt men det vil bare ikke løse problemet.

Hvis Socialdemokratiet skal på ret kurs og komme til at føre en socialistisk arbejderpolitik, som medlemmerne af den danske fagbevægelse vil have gavn af, nytter det ikke noget, at de fagligt aktive forlader partiet.

Jo mere man bryder forbindelsen mellem parti og fagbevægelse, jo mere får bureaukraterne i toppen frit spil til at gøre, som de vil.

I stedet for at trække støtten tilbage og bryde båndene burde fagforeningerne oversvømme Socialdemokratiet med deres medlemmer og med det flertal i ryggen starte en kamp imod den nuværende ledelse og dens borgerlige politik og for en socialistisk arbejderpolitik.

SK

er under kontrol med effektive scannere, der kontrollerer postbudet hele tiden. Endvidere har Post Danmark sat lønnen ned, og hvis man skal have lidt ekstra, så må man påtage sig ekstra opgaver. Endvidere har postbudene fået ekstra opgange.

Tag den, Slendrian!

Men noget tyder på at Franz samarbejder med den borgerlige regering, da man vil indføre Post Danmark-modellen i gymnasiet. Her på spidsen må vi som gode socialister bakke op Christine Antorinis appel til DGS. Man kommer jo ikke sovende til noget her i livet. Hverken som Postbud eller gymnasieelev.

SJ

5

KRIGEN OG D ANMARK DANMARK

Nej til dansk krigsdeltagelse!

Den danske regering med Anders Fogh i spidsen står fast på sin støtte til USA’s krigsforberedelser. Fogh skrev for nylig sammen med statslederne fra England, Italien, Portugal, Spanien, Tjekkiet og Ungarn en fælles erklæring om, at “Europa og Amerika må stå sammen”. Dermed mente de, at Europa skal gøre, som USA siger og støtte op om forsøget på at afvæbne Saddam Hussein med alle midler. De ønsker, at FN skal gøre lige sådan.

Den danske regering har lovet både en ubåd og et par håndfulde danske soldater til hjælp i en kommende krig, og selvom det er småting i sammenligning med de enorme styrker, USA og England vil sætte ind, er det alligevel en vigtig markering, som vil betyde direkte dansk deltagelse i krigen.

“Nyttige idioter” Vi må sige klart nej til alle former for dansk deltagelse eller støtte i en kommende krig mod Irak, hvad enten det er med eller uden FN-opbakning. Efter den enorme anti-krigsdemonstration i København den. 15. februar, hvor op imod 40.000 mennesker gik på gaden i en massiv afvisning af krig, havde Fogh kun hånlige ord til overs. Han beskyldte krigsmodstanderne for at være Saddams “nyttige idioter” – men så godt som alle danske krigsmodstandere er også modstandere af det irakiske styre, og talerne til demonstrationen understregede også dette. Benævnelsen “nyttig idiot” må være forbeholdt en regering, der blindt følger den amerikanske imperialismes aggressive fremfærd for at sikre egne interesser.

Den danske arbejderbevægelse må udvise solidaritet og aktiv støtte til det irakiske folk i deres kamp såvel imod den amerikanske imperialisme som

6

mod Saddam Husseins diktatoriske styre. Danske soldater skal ikke rodes ud i en blodig krig, der kun er i de amerikanske imperialister og oliebaroners interesse. Hvis vi skal have en effektiv bevægelse mod krigen, er det

nødvendigt at knytte anti-krigsbevægelsen sammen med arbejderbevægelsen. Demonstrationer mod krigen er godt, men ikke nok - kampen mod krigen må optrappes med arbejdsnedlæggelse. Opbygning af anti-krigsgrupper på skoler, arbejdspladser og i lokalområderne er vejen frem. Som socialister må vi vise, hvordan krig og udbytning hænger sammen med kapitalismen, og at en løsning kun kan findes gennem arbejderklassens kamp internationalt.

SK

Europæisk krigsmodstand Ikke alle regeringer i Europa følger samme kurs som Fogh-regeringen.

Især Frankrig, Tyskland og Belgien har markeret sig som modstandere af USA’s planer. Ikke fordi de franske eller tyske kapitalister er de store fredselskende humanister, men fordi det indtil videre er sådan, de bedst kan forsvare deres interesser. F.eks. har Frankrig forhandlet sig til gode kontrakter med det irakiske styre, som de ikke vil sætte over styr i en krig.

Men når det kommer dertil, at krigen er helt uundgåelig, er det sandsynligt, at de vil foretrække at støtte alligevel for ikke at blive ladt helt uden for fordelingen af “gevinsterne”. Både den franske og tyske regering er også grundigt bekymrede over den sociale og økonomiske situation i deres lande, og de er usikre på, hvad en krig vil få af følger – og hvordan den vil påvirke en befolkning, der allerede er massivt imod krigen.

Det franske kommunist- og socialistparti har spillet en sørgelig rolle i denne sag, idet de i vidt omfang har nøjedes med at bakke op om præsident Chiracs “krigsmodstand”. Men socialisters krigsmodstand er ikke den samme som de franske kapitalisters. Det er socialisters opgave at afsløre motiverne bag de hjemlige kapitalisters politik og vise, at det er den samme imperialistiske grådighed, der ligger bag både den amerikanske krigslyst og den franske tilbageholdenhed. Krigsmodstanden må have et klart klassegrundlag – socialister har ikke én politik i fredstid og en anden i krig, og vi kan aldrig slutte fred med vores “egne” kapitalister over for en ydre modstander. Læs mere om den franske krigsmodstand på www.marxist.com i Greg Oxleys artikel “The causes of the Franco-American conflict and the policy of the French left on the war in Iraq”.

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK

HVEM VI ER

SOCIALISTISK ST ANDPUNKT STANDPUNKT avis for arbejderbevægelsen HvemDDen vi marxistiske er og hvad vi står for SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af en gruppe marxistiske arbejdere og unge, der er aktive i arbejderbevægelsen. Vi mener, at kapitalismen ikke længere kan tilbyde andet end nedskæringer, øget arbejdspres, massearbejdsløshed og fattigdom.

Derfor må det kapitalistiske system fjernes og erstattes af en socialistisk planlægning af produktionen, hvilket vil sige, at arbejderklassen overtager de største virksomheder, bankerne, forsikringsselskaberne osv. og kontrollerer og styrer det hele demokratisk efter behov og ikke som nu efter kapitalisternes jagt på profit. Vi støtter og deltager i den danske arbejderklasses kamp som en del af den internationale arbejderklasses kamp.

SOCIALISTISK STANDPUNKT deltager i den daglige kamp og støtter de krav, der stilles på arbejdspladserne, som f.eks.: - National minimumsløn på 100 kr. i timen, gældende for alle inklusiv lærlinge, arbejdsløse og studerende.

- Genindførelse af dyrtidsreguleringen samt fuld dagpengeregulering, så inflationen ikke udhuler lønnen.

- Stop for alle afgifter og skatter, der udhuler arbejdernes lønninger. For et ordentligt, solidarisk skattesystem, der tilgodeser arbejderklassen og beskatter kapitalisterne.

- 30 timers arbejdsuge med fuld løn- og personalekompensation, det er den eneste vej væk fra arbejdsløsheden.

- Lige løn for lige arbejde – ingen diskriminering p.g.a. køn, race o.s.v.

- Afskaffelse af bodssystemet – ingen indgreb i strejke- og aktionsretten.

- Strejke- og aktionsret til lærlinge, funktionærer og alle andre arbejdere.

- Ægte demokrati i arbejderbevægelsen. Ingen privilegier til vores ledere – arbejderledere på arbejderløn.

- Fjernelse af alle nedskæringer på velfærden. Kamp imod alle forsøg på yderligere afmontering af velfærdssamfundet.

- Nej til nedskæringer og privatiseringer i den offentlige sektor: udbyg den offentlige sektor med flere midler og mere personale, under de ansatte og brugernes egen demokratiske ledelse og kontrol.

- Ordentlige og betalelige boliger til alle.

- Fri adgang til ordentlig uddannelse for alle og de økonomiske muligheder for det.

Hvis arbejderbevægelsen satte alle sine kræfter ind og kæmpede for disse krav, ville det være muligt at kæmpe dem igennem.

Men ledelsen for Socialdemokratiet og fagbevægelsen undskylder den manglende kamp med, at kapitalisterne aldrig vil gå med til at opfylde kravene.

Til det er marxisternes svar klart: Har kapitalisterne ikke vilje til at sikre en ordentlig tilværelse for arbejderne og ungdommen, så har arbejderklassen ikke brug for kapitalismen.

Det økonomiske opsving har ikke bragt forbedringer for arbejderklassen, og nu er kapitalismen igen ved at gå ind i en krise. Den eneste vej frem er derfor at fjerne det kapitalistiske system ved, at arbejderklassen overtager produktionsmidlerne og sætter dem under deres egen ledelse og kontrol. Dette er løsningen på arbejderklassens og ungdommens problemer, og det er hvad arbejderpartierne og fagbevægelsen burde kæmpe for.

Vi opfordrer derfor alle arbejdere og unge til at gå med i SOCIALISTISK STANDPUNKTs kamp for at vinde arbejderbevægelsen tilbage på et socialistisk program.

[ ] Jeg vil høre mere om SOCIALISTISK STANDPUNKT og inviteres til et møde! [ ] Jeg vil abonnere på SOCIALISTISK STANDPUNKT! (6 nr. for 60,- / 120,- ) Navn: _____________________________________________________________ Adresse:____________________________________________________________ Sendes til: SOCIALISTISK STANDPUNKT, Poste Restante Nørrebrogade 10., 2200 Kbh. N. NR. 12 MAR TS 2003 MARTS

7

KRIG I IRAK

Ingen krig mod Irak!

Endnu engang sætter de imperialistiske og kapitalistiske interesser en krig i gang. Igen er det mod et af verdens fattige folk, fordi de bor i de rigeste olieområder, som kun gavner landets præsident, nemlig Saddam Hussein.

Tørsten efter krigen har ventet længe nok. Det er en krig, der blev planlagt af USA’s præsident, længe før han kom til magten. Han havde allerede dér ansat folk ,der skulle arbejde under og efter krigen i Irak. Det var ligesom en personlig sag for Bush at vælte Saddam og sikre de amerikanske kapitalister olieområderne, for han brugte nemlig krigen som et fremtidigt mål i sin valgkamp. Han sagde bl.a. “vi vil vinde krige”.

Det kunne ikke passe bedre med tiden efter den 11. september, hvor USA fik omverdenens sympati og støtte i “kampen mod terrorisme”. Kampen mod terrorisme skulle starte i Afghanistan, hvor man formodede, at fjenden befandt sig. Man ødelagde hele landet, som i forvejen var i en elendig forfat-

ning, totalt. Men det lykkedes ikke USA at fange fjenden, nok fordi det ikke var den reelle løsning. Så nu må de fortsætte med endnu en krig: Irak har ingen gode venner, folket lider i forvejen, og Saddam producerer “ulovlige våben”, besidder gode olieressourcer og med dem påstår man fra USA’s side, at han støtter USA’s fjende. Der kan altså ikke være bedre årsager til at starte en krig. Og desuden skal det amerikanske folks ønsker om at stoppe terroren opfyldes, og dermed narres de. Selv om flere eksperter gang på gang har bevist, at Irak intet har med fundamentalister og terroristerne fra 11. september at gøre, bruger de det alligevel som påskud, sammen med de dobbeltmoralske anklager om masseødelæggelsesvåben og en absurd påstand om, at USA vil “indføre demokrati”. Men se bare på Afghanistan – hvor meget demokrati er der blevet indført der?

hver deres interesser i krigen. Endnu engang vil fattige folk lide og dø pga. imperialisternes stræben efter rigdom og kontrol, og endnu engang vil der være flygtningestrøm og social elendighed og økonomiske kriser. Vi må mobilisere hele ungdommen og arbejderbevægelsen mod denne krig og dens følger! Ingen krig mod Irak!

BN

Læs marxisternes internationale manifest mod krig i Irak!

Det er udgivet som et særnummer af Socialistisk Standpunkt, som kan bestilles via www.marxist.dk, hvor en online-udgave også kan findes.

De forskellige kapitalistiske lande, der står sammen bag USA’s blodtørst har

Endnu engang vil fattige folk lide og dø pga. imperialisternes stræben efter rigdom og kontrol.

Saddams diktatur kan ikke fjernes af et amerikansk angreb, men kun gennem den irakiske arbejderklasses kamp og aktiv solidaritet fra den internationale arbejderbevægelse.

8

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK

INGEN TIL TR O TIL FN! TILTR TRO

Kan FN forhindre krig?

I anti-krigsbevægelsen findes der folk, der appellerer til FN om at “forsvare freden”. Men selvom dette i teorien skulle være FN’s formål, nytter det ikke alverden. FN er ikke en neutral dommer, men bare et forum for kapitalistiske magter. Af og til kan de komme frem til aftaler om sekundære spørgsmål, men når det gælder fundamentale spørgsmål, kan de ikke gøre det store. De steder, hvor FN har grebet ind, som i Korea og Congo, har det spillet en åbent kontrarevolutionær rolle.

Selv med en FN resolution er den hellige grav ikke velforvaret, for selvfølgelig gælder de samme magt- og interesseforhold i FN som i den øvrige virkelighed. De større og økonomisk og militært stærke lande er derfor i stand til at lægge et pres på mindre og fattige lande, således at disse stemmer taktisk for at opretholde handelsaftaler o.l. Også kriser mellem de kapitalistiske lande slår ud i konflikter i FN, som man aktuelt ser det nu, hvor USA

og England på deres side taler stærkt for at starte krigen mod Irak, mens f.eks. Frankrig og Tyskland indtil videre har afvist at give deres støtte til en militær intervention.

Som i alle andre forhold er de kapitalistiske stater interesserede i at styrke deres egne magtpositioner, og hvis midlet til dette er krig, kan selv ikke FN forhindre det.

SR

FN er opbygget på en måde, der sikrer de fem lande, der var verdens fem største magter i 1945 (USA, Frankrig, England, Rusland og Kina), permanent repræsentation i Sikkerhedsrådet, der er organisationens højeste myndighed og f.eks. træffer afgørelse om, hvorvidt FN giver mandat til en krig i Irak. Udover de fem permanente medlemmer, vælger FN’s generalforsamling 10 medlemmer for en toårig periode. Kun hvis sikkerhedsrådet giver sin støtte, er det tilladt for et medlemsland at gå i krig.

FN’s våbeninspektører i aktion.

Men udviklingen har dog vist, at FN ikke er i stand til at forhindre krig.

Hvis en stat ser tilstrækkeligt med fordele til at gå i krig og har den fornødne magt, er FN ikke i stand til at hindre dette, hvad man tydeligt så i 1999, hvor USA igennem NATO bombede Kosovo, uden at vente på den FN resolution der officielt var nødvendig.

NR. 12 MAR TS 2003 MARTS

Udsendelsen af våbeninspektørerne var kun en foranstaltning for at narre verden, mens amerikanerne fortsatte med at opbygge deres styrker i Golfen. Det har ikke noget som helst med masseødelæggelsesvåben at gøre. Lige meget hvad irakerne gør, vil de blive bombet og invaderet.

9

SOCIALISTER OG USA

Et socialistisk kig på USA USA er den største og mægtigste supermagt i historien. Og USA’s fremfærd ude i verden, der bestemt kan siges at være til mere skade end gavn for almindelige mennesker, har skabt en generel modvilje mod dette land.

En anti-amerikanisme, der blandt andet førte til de tragiske begivenheder 11. september 2001.

Marxister er modstandere af anti-amerikanisme. Socialister er imod al chauvinisme og nationalisme, der sår splid og had mellem verdens befolkninger.

Det betyder imidlertid ikke, at man dermed kan undskylde forskellige regeringers, firmaers og hæres handlinger, der har forfærdelige konsekvenser.

Men det er en stor fejl, man begår, hvis man forveksler den herskende klasse i et land med dette lands arbejdere og fattige.

sikre deres job og levestandard. Nu er fyringsrunderne i fuld gang, og 90’ernes optimisme er erstattet af mistro.

Revolutionær historie Den amerikanske historie er fuld af klassekamp og revolution. Selve dannelsen af USA var resultatet af en revolutionær borgerkrig, hvor man smed den engelske kongemagt ud. I stedet satte man en republik, der i sin samtid var den frieste overhovedet, og en kæmpe inspiration til den franske revolution. Hele bølgen af borgerlige re-

volutioner i Europa i 1800-tallet blev startet på den anden side af Atlanten.

Ligeledes fik man under borgerkrigen smadret de reaktionære slavestater i syd ved massiv oprejsning i arbejderklassen. Kapitalistklassen prøvede til det sidste at opnå kompromis, men blev tvunget i kamp af de militante arbejdere i Nordstaterne.

Faktisk er nogle af de hårdeste arbejdskampe i arbejderbevægelsens historie udkæmpet i USA. Og massevis

Eksplosion Den 11. september 2001 var et dramatisk vendepunkt i den amerikanske historie. Med ét blev det umuligt for almindelige amerikanere at forestille sig, at det, der sker i udlandet, ikke kommer dem ved. En generel følelse af utryghed og angst greb den nationale psykologi. Pludselig fremstod verden som et fjendtligt og truende sted at være. Lige siden den famøse dato har amerikanerne prøvet at finde meningen med en verden, der er i stand til at producere sådanne rædsler.

Dette markerer indgangen til en ny periode i USA. En periode, hvor en grundlæggende skepsis sammen med krig og nedgang i økonomi og levestandard sætter dagsordenen. En eksplosiv dagsorden.

Arbejderne i USA har op gennem 90’erne accepteret mere overarbejde og pres på jobbet, fordi de troede, det ville

10

Massiv anti-krigsdemonstration i Los Angeles.

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK

PR OTESTER MOD KRIG PRO af traditioner inden for arbejderbevægelsen stammer fra dette land. Den mest markante er nok 1. maj, der blev udnævnt til international kampdag efter henrettelsen af 15 fagforeningsaktivister i Chicago i 1886.

Den amerikanske historie er rig på revolutionære personligheder som Thomas Jefferson, Joe Hill, Jack London og John Reed. De sidste tre var aktive socialister, der har organiseret og kæmpet med de amerikanske arbejdere.

Situationen i dag I dag står arbejderne i USA over for store udfordringer. Opsvinget er slut, hvilket blev markeret af firmaer som Enrons og WorldComs kollaps. Overalt i det amerikanske samfund ser man nu fyringer og opblomstring i klassekampen. I sommeren 2002 satte Bush nationalgarden ind mod havnearbejderne på Vestkysten, da de var i storkonflikt.

Hele den ustabile situation i det amerikanske samfund falder sammen med

forberedelserne til en krig mod Irak. I skrivende stund har der været et utal af protester, senest en demonstration i San Fransisco med over 200.000 deltagere.

Et problem for de amerikanske arbejdere er, at der ikke er nogen partier, der taler deres sag. Ydermere er der mange, der ikke er organiseret i fagforeninger. Det gælder især indvandrere fra Latinamerika, der udnyttes som billig arbejdskraft og som løntrykkere. Men det har altid været sådan i amerikansk historie, at når først de underste lag af arbejderklassen rører på sig og organiserer sig, så bliver de nogle af de mest offensive klassekæmpere. Det skete i 1800-tallet, i 1930’erne og i 1950’erne. Men der er stadig ingen, der tager arbejdernes sag op på politisk plan. De to partier, der er altdominerende i amerikansk politik, er som bekendt republikanerne og demokraterne.

Ingen af de to partier repræsenterer arbejderne. De er bygget op af kapitalister, der bliver støttet af de store er-

hvervsbosser, og de tjener konsekvent disses interesser. Derfor arbejder marxisterne i dag på at opbygge et arbejderparti med base i fagforeningerne.

Da man i sin tid byggede det engelske Labour-parti var det helt essentielt, at det var fagforeningerne, der stod bag partiet. Det samme gælder for USA i dag.

USA er det rigeste land i verdenshistorien. Samtidig er det et land, hvor folk dør af sygdomme, alene fordi de ikke har råd til lægehjælp. Hvor arbejdere i hobetal tvinges til en nomadetilværelse i kummerlige campingvogne, fordi kapitalisterne ikke magter at planlægge produktionen. Og det er klart dét land i verden, der fører den mest aggressive udenrigspolitik. De objektive muligheder for et retfærdigt samfund er til stede i overmål. Så snart de amerikanske arbejdere indser deres fælles kræfter, er kapitalismens dage på verdensplan talte.

OF

Massive demonstrationer imod krig over hele verden!

Den 15. februar demonstrerede folk over hele verden imod den forestående krig mod Irak. Ifølge CNN var 110 millioner på gaden verden over, men det er umuligt præcist at afgøre. Her følger et udpluk af de demonstrationer, der fandt sted i verdens storbyer.

Tunesien De arabiske regimer slår hårdt ned på deres egen befolkning, der demonstrerer mod myrderierne på deres broderfolk i Irak. Politiet blev sat ind mod en demonstration i byen Sfax 270 kilometer fra Tunis. De skred hårdt ind, og der meldes om adskillige sårede og mange anholdelser. Demonstrationen var organiseret af fagforeninger og oppositionspartier.

Spanien Mere end 7 millioner var i demonstration på de spanske gader den 15. februar. I Spanien har der været mange store protester, strejker og demonstrationer de sidste par år. Det startede med generalstrejken i Galicien i 2001. Så kom 18. marts sidste år, hvor 1 million demonstrerede i Barcelona mod krig og kapitalisme under EU-topmødet; 300.000 i Madrid mod regeringens forringelser af arbejdernes rettigheder; 3 millioner på gaden i forbindelse med generalstrejken 20. juni, hundrede tusinder i protest mod regeringens håndtering af Prestige-skandalen, 500.000 i Barcelona imod regeringens planer om en omlægning af Spaniens næststørste flod... Og sådan kunne man blive ved. Denne gang var protesterne imidlertid meget politiske. Folk er ved at indse, at regeringen er ligeglade med almindelige mennesker og opfører sig som Bush’s kæledægge. I Madrid demonstrerede over 2 millioner. Ligeså i Barcelona, hvor man for fjerde gang på to år oplevede en demonstration med mere end en million deltagere.

Fortsættes på side 19 .

NR. 12 MAR TS 2003 MARTS

11

VENEZUELA

Venezuela – nu eller aldrig!

Venezuela er et af de mange lande i Latinamerika, hvor der for alvor sker vigtige begivenheder for tiden. Siden Venezuelas præsident Hugo Chavez d.

23. november 2001 gennemførte en lovpakke, der øgede statens indflydelse i økonomien, har borgerskabet forsøgt at vælte Chavez, som nyder stor opbakning blandt størstedelen af befolkningen.

Det seneste års udvikling i Venezuela viser klassesamfundets sande ansigt.

Borgerskabets vilje til, med eller uden loven, at fjerne de elementer i samfundet, der forsøger at hindre deres fuldstændige dominans. Mediernes funktion som propagandaskyts for den herskende klasse, der internationalt viser et fuldstændigt omvendt billede af protesterne mod Chavez og de protester, der har været mod ham.

Kuppet i april Den primære konflikt mellem borgerskabet og Chavez og hans tilhængere har taget udgangspunkt i oliespørgsmålet. Det var da også en “strejke” i Venezuelas olieindustri, der ledte op til kuppet mod Chavez d. 12. og 13. april 2001. Selve kuppet kom efter en anti-Chavez-demonstration d. 11. april, hvor borgerskabet endnu en gang var på gaden for at protestere mod Chavez. Demonstrationen blev mødt af en massiv moddemonstration af Chavez-tilhængere, der ifølge udenlandske medier skulle have skudt ind i anti-Chavez-demonstrationen. I virkeligheden viser rapporter dog, at det var snigskytter fra tagene, der skød på Chavez-tilhængerne. Kort efter kuppet blev Chavez genindsat efter enormt pres fra landets masser. Klasseinteresserne bag kuppet var tydelige. Det første, den nye præsident, der i øvrigt var en rig forretningsmand, gjorde, var at ophæve den lovpakke, der skulle øge

12

statens indflydelse i økonomien og forbedre massernes levestandard.

Imperialismen og medierne Herhjemme og i udlandet blev medierne straks kørt i stilling efter kuppet, overskrifter som “Tilbagevenden til demokrati” var en stil, som bl.a. et spansk dagblad kørte. Også under borgerskabets “strejke” i olieindustrien blev det betegnet som en generalstrejke, og som om det var arbejderklassen, der strejkede mod Chavez. Intet kunne være længere fra sandheden.

Derimod viser mediernes måde at dække hændelserne i Venezuela soleklart, hvad det er, det vestlige borgerskab, med USA i spidsen, er interesseret i.

Ligesom krigen mod Irak er der også stærke amerikanske olieinteresser involveret i konflikten i Venezuela.

Inden kuppet i april foregik der mange møder mellem arbejdsgiverforeningen og den amerikanske ambassade.

Hvad sker der nu?

I december startede den borgerlige opposition en “generalstrejke”, hvor olieindustrien iværksatte en kampagne for at smadre Venezuelas økonomi, så Chavez ville blive presset. “Generalstrejken” kom dog hurtigt på tilbagetog. Den startede med at blokere og stoppe for alt olieudvinding. Kaptajnerne på olietankerne strejkede, alle overordnede var i aktion for at vælte Chavez. Der gik dog ikke længe, før det lykkedes Chavez at få åbnet for et af olieraffinaderierne igen. Nu er alt stort set i gang igen, men der er stadig sektorer, der strejker; de store butikker, McDonalds, Burgerking, øl- og cigaretfirmaerne, så disse ting er svære at skaffe. De små butikker i de fattige kvarterer har dog åbnet igen.

I flere områder af olieindustrien har arbejderne modarbejdet den såkaldte

generalstrejke ved selv at organisere produktionen. Dette er utroligt vigtigt, da standsningen af olieindustrien blev brugt af borgerskabet til at miskreditere Chavez. At arbejderne selv er i stand til at organisere en så stor industri – olieselskabet PDVSA er et af verdens 50 største selskaber – viser, hvor lidt arbejderne har brug for kapitalisterne. Dette må ikke kun ske i olieindustrien, men også på andre områder. Hvis de forbedringer, masserne håber på, skal blive til virkelighed, er det det, der skal til.

For en anden generalstrejke!

Borgerskabet har for alvor vist sine tænder, nu er det tid til at vise dem, hvad arbejderklassen kan! Arbejderklassen kan ikke fortsætte med at nøjes med Chavez’ bløde håndtering af det venezuelanske borgerskabs aggressioner, ikke alene mod ham, men mod hele arbejderklassen i Venezuela. Nok er han en ærlig mand og vil sikkert kun det venezuelanske folk det bedste, men det er bare ikke nok. Der er brug for, at kampen rykker ud fra parlamentet, ikke kun ud på gaderne, men også på arbejdspladserne – det var borgerskabet, der meldte krig, så skal de også få det.

Kun en bevidst indblanding fra masserne og deres organisationer kan sætte borgerskabet ud af spil. Arbejderklassen må erobre magten og danne et værn, der kan forsvare sig mod det blodlystne borgerskab, og en gang for alle sætte en stopper for det kapitalistiske system og starte opbygningen af socialismen i Venezuela og hele Latinamerika.

SM Læs mere om den igangværende kampagne “Fingrene væk fra Venezuela!” på www.marxist.dk.

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK

NORDK OREA NORDKOREA

Krisen i Nordkorea I den seneste tid har der været krise i forholdet mellem USA og Nordkorea.

Georg Bush har udnævnt Nordkorea som en del af “ondskabens akse” sammen med bl.a. Irak. I de borgerlige medier får man at vide, at Nordkorea er et aggressivt land, der har atomvåben. I den sidste tid er konflikten tilspidset, idet Nordkorea har meldt sig ud af NPT, som er en ikke-spredningsaftale om atomvåben. Endvidere har Nordkorea smidt FN’s våbeninspektører ud af landet og truet med, at USA ikke er det eneste land, der kan foretage “forebyggende” angreb, men at det kan Nordkorea sandelig også finde på.

For de borgerlige medier er det endvidere vigtigt at fortælle, at der sidder et socialistisk styre ved magten i Nordkorea - hvilket ikke er rigtigt.

Lidt historie Efter at Koreakrigen afsluttedes i 1953, blev der ikke underskrevet en fredsaftale mellem USA og Nordkorea, men kun en våbenhvile. Formelt set er der således stadig krig mellem USA og Nordkorea. USA har haft en stor hær stationeret i Sydkorea. Nordkorea har også en kæmpehær på ca. 1 mio. mand. Efter krigen var der rimelig stor økonomisk fremgang i Nordkorea.

Men i de seneste 7 -10 år har der været stor økonomisk krise i Nordkorea, der har haft stor hungersnød som følge flere år træk.

I 1994 blev der lavet en rammeaftale mellem USA og Nordkorea. Aftalen gik ud på, at USA skulle bygge nogle reaktorer. Nordkorea skulle så lukke nogle af de gamle reaktorer. Men USA overholdt ikke aftalen og byggede ikke nye letvandsreaktorer. Nordkorea har et stort energiproblem, som regimet prøver at løse ved at opstarte sit eget atomprogram.

NR. 12 MAR TS 2003 MARTS

Den aktuelle krise Som nævnt er Nordkorea udnævnt til at være en aggressiv magt. Men det er ikke helt rigtigt. Nordkorea har ikke invaderet noget land siden Koreakrigen. USA har i samme periode angrebet over 200 gange forskellige steder i verden. I Korea har man en tradition med at føre en form for “aggressivt” diplomati. En specialist i koreanske forhold, David Wall, udtaler også til Information (17 februar, 2003), at “alle fremlægger de værst tænkelige scenarier for at lægge alle muligheder åbne”. Ifølge nordkoreanske medier har de trukket sig ud af NPA, fordi det er styret af USA. Colin Powell har været i nabolandene for at få dem til at lægge “pres” på Nordkorea. Men sandheden er, at USA er en aggressiv magt, som må stoppes, så de ikke bomber Nordkorea.

Nordkorea socialistisk?

Som sagt prøver de borgerlige medier at beskrive regimet i Nordkorea som socialistisk eller kommunistisk. Dette på trods af at marxismen ikke engang er den officielle ideologi i Nordkorea.

Det er derimod juche-ideologien, som Nordkoreas første leder, Kim il Sung udviklede. Juche-idelogien er meget nationalistisk og går ud på, at Nordkorea skal være selvforsynende på mange områder. Trotskij forklarede, at man ikke kan skabe socialisme i ét land, og for at en planøkonomi skal kunne fungere, må der være arbejderdemokrati. Og det er der ikke meget af i Nordkorea. I Nordkorea er produktionen nationaliseret, men med en lille klike bureaukrater, der har diktatorisk magt, dvs. en degenereret arbejderstat.

Juche-ideologien er en ikke-marxistisk ideologi. Den repræsenterer det herskende nordkoreanske bureaukratis interesser. Situationen i Nordkorea viser

klart, at denne idelogi har spillet fallit.

Internationalisme og arbejderdemokrati er eneste vej frem. Men Nordkorea har stadig en nationaliseret økonomi, og det er en grund til, at de borgerlige kritiserer lukketheden og den groteske kultdyrkelse af Kim il Sung og hans søn Kim Jong Il. Styret forsøger at give sig selv en religiøs autoritet.

Men lignende kultdyrkelse foregår også omkring andre regimer i området, f.eks. omkring den thailandske konge, uden at de borgerlige medier siger noget om det. At styret i Nordkorea er en dybt degenereret arbejderstat, kan også ses af, at styret ønsker en genforening med Sydkorea under overskriften “et land, to samfundssystemer”.

Man søger ikke samarbejde med den sydkoreanske arbejderklasse for at få væltet regimet i Sydkorea. Det er, fordi Kim Jong Il & co. er bange for at blive styrtet af deres egen arbejderklasse, da de ikke kan levere demokratiske forhold.

Socialisme vejen frem Nordkorea er som sagt en af de mest lukkede økonomier, og regimet er isoleret. Men det forsøger alligevel at sprede juche-ideologien gennem forskellige aktiviteter - som sker i forskellige venskabsforeninger med Nordkorea rundt omkring i verden. Som marxister må vi klart bekæmpe jucheideologien, fordi den er reaktionær og nationalistisk. Juche er klart imod den socialistiske internationalisme og det socialistiske demokrati.

Løsningen for arbejderklassen i Korea er at styrte magthaverne i begge lande.

I Nordkorea er økonomien nationaliseret. Opgaven der er at skabe rigtigt arbejderdemokrati. I Sydkorea må dette ske ved,at arbejderne fjerner kapitalisterne fra magten og indfører arbejderdemokrati.

SJ

13

KVINDEKAMP

Ligestilling anno 2003 – kvindekamp er stadig klassekamp Kampen for bedre forhold for kvinder er og bliver en central del af kampen for et bedre samfund. Trods mange års kamp er det stadig ikke lykkedes kvinder at opnå samme forhold som mændene. For at kunne løse kvindernes problemer er det nødvendigt med en forståelse af, hvorfor kvinder står over for problemer som lavere løn end mændene, uberettigede fyringer ved barsel o.l., og hvorfor vi endnu ikke har opnået ligestilling. Kvindens situation i dagens samfund må ses i sammenhæng med den kendsgerning, at samfundet er delt i klasser, og befrielsen af kvindekønnet fra undertrykkelse hænger nøje sammen med afskaffelsen af denne klassedeling.

8. marts er kvindernes internationale kampdag – en dag med mange traditioner. Traditioner der desværre er ved at dø hen, men som bør tages op igen.

Traditioner for at kæde kvindernes kamp sammen med arbejderklassens kamp for et socialistisk samfund, hvor alle former for undertrykkelse kan ophæves.

Hvorfor er kvinder undertrykt Det er ikke en naturlov, at kvinder er undertrykte. Det ligger hverken i ge-

nerne, den kvindelige “natur” eller i “en mandlig trang til dominans”. I ursamfundets stammer var mænd og kvinder ligestillede. Kvindens arbejde med at passe børn og ildsted, samle vegetarisk føde, tilberede mad o.l. var mindst lige så vigtigt for stammens overlevelse som mandens jagt, og det var i lange perioder den eneste måde til opretholdelse af livet. Dengang var familien opbygget på en helt anden måde end i dag, og der var kønslig omgang mellem flere af stammens medlemmer. Moderen var derfor den eneste sikre forælder til børnene, og det var dermed også igennem kvinden, at arvelinjen blev bestemt. Samtidig var det i mange stammer kvinderne, der bestemte hvilke mænd, der skulle optages, eller “smides ud”.

Med fremkomsten af nye redskaber til jordbrug og husdyrhold, opstod der større rigdom og dermed mulighed for ulighed. Det gamle lige samfund blev rystet, og det samme blev forholdet mellem mænd og kvinder. Den nye rigdom i husdyr og slaver stammede fra mandens arbejdsområde, og derfor kom den nye privatejendom til at være mandens ejendom. Samtidig betød dette, at arvelinjen kom til at gå gennem

manden, da det nu var “hans” rigdom.

Det var det, Engels kaldte “kvindekønnets verdenshistoriske nederlag”.

Kvindekønnet kom til at stå uden for den produktion, der blev anset for værdifuld. Denne situation fortsatte i mange hundrede år, og der begyndte først at blive rokket ved den med den industrielle revolution, hvor kvinden blev en nødvendig arbejdskraft, og især senere da kvinder i stort tal kom ud på arbejdsmarkedet under opsvinget.

Dermed blev den første materielle grund lagt for kvindekønnets befrielse fra århundreders undertrykkelse.

Kvinderne i dagens samfund – langt fra ligestilling Kvindernes indtræden på arbejdsmarkedet rejste en hel række andre spørgsmål om kvindernes forhold i samfundet. Forskellige kvindebevægelser blev startet med forskellige formål, såsom valgret, ligeløn, barselsorlov o.l. Gennem arbejderklassens kamp for bedre forhold blev en del af disse krav indfriet. Men på trods disse kampe har kvinder stadig ringere forhold end mænd.

Kvinder har ofte spillet en afgørende rolle i revolutioner.

Her ses en fremstilling af kvindernes berømte march mod Versailles under den store borgerlige revolution i Frankrig.

14

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK

KVINDEKAMP Mellem 1965 og 1975 blev løngabet (lønforskellen) mellem ufaglærte mænd og kvinder i Danmark reduceret fra 27% til 15%. I 1976 vedtog Folketinget ligelønsloven, alligevel har løngabet været mere eller mindre konstant siden. Løngabet er i dag for kommunalt ansatte 15%, for statsansatte 10,7% og for privatansatte 21,9%.

Der er altså stadig lang vej endnu, før ligeløn er opnået. Samtidig er der også en lille overvægt af kvinder blandt de ledige og blandt de fattigste.

Trods utallige love er det også stadig primært kvinder, der går på barsel.

Dette skyldes bl.a. at lønnen under barsel kun er en del af den løn, man får under arbejde. Da det i langt de fleste familier er manden, der har den højeste løn, kan det være svært at få budgettet til at løbe rundt, hvis ikke hele hans indtægt kommer ind. Ud over disse økonomiske problemer er der alle problemerne med overfald, fremstilling af kvinder som seksuelle objekter o.l.

Forskere, politikere osv. kommer med en række begrundelser for disse uligheder. De argumenterer med, at kvinderne er dårligere til at forhandle, at kvinder ikke har interesse i lederstillinger, at kvinder søger ind i “kvindefag”, og at kvinder er en ustabil arbejdskraft. Men disse argumenter holder ikke i længden. Kvindernes problemer bunder først og fremmest i kapitalismens behov for en splittet arbejderklasse og for en reservehær af billig

Bestil Socialistisk Standpunkts nye pjece om kvindekamp!

Læs bl.a. mere om, hvordan undertrykkelsen af kvinder er opstået, hvorfor kvindekamp er klassekamp, og hvorfor marxisters holdning til kvindekamp ikke er det samme som feminisme. Bestil via www.marxist.dk!

NR. 12 MAR TS 2003 MARTS

arbejdskraft. Der er altså god grund til stadig at kæmpe for bedre forhold for kvinderne.

Kvindernes internationale kampdag I 1910 samledes den 2. kongres for Internationales kvindelige socialister i København. Her besluttede man at gøre 8. marts til arbejderkvindernes internationale kampdag. På denne dag skulle der gøres specielt opmærksom på kvinders arbejdsvilkår, og hvordan man kan forbedre dem ved kamp for socialismen.

Dagen d. 8. marts blev valgt som minde om 119 kvindelige tekstilarbejdere, der var ansat på en bomuldsfabrik i New York. Den 8. marts havde kvinderne besat fabrikken i protest mod elendige arbejdsvilkår, men ejeren satte ild til fabrikken, og arbejderne brændte inde.

Efterhånden som den industrielle udvikling og kapitalismen tog til, blev kvinderne en større og større del af arbejdsmarkedet, og dermed arbejderklassen.

8. marts har i flere omgange været startskuddet til sociale omvæltninger, fx i Rusland i 1917. Her blev kvindernes internationale kampdag startskuddet til februarrevolutionen, hvor arbejderne, både mænd og kvinder, indså, at deres problemer ikke kunne løses uden kamp for en socialistisk revolution.

Genopliv den socialistiske kvindekamp Ligesom der er et utal af forklaringer på den manglende ligestilling, er der også et utal af forslag til metoder i kampen for bedre forhold for kvinderne. De fleste af disse er lige så ubrugelige som forklaringerne.

Ligesom arbejderkvindernes internationale kampdag er gjort til en generel kvindedag, er store dele af kvindekam-

pen gjort til en kvindekamp uden klasseperspektiv. Men kampen for bedre forhold for kvinder vindes ikke gennem borgerlige krav om flere kvindelige ledere eller toppolitikere. Borgerlige feminister argumenterer for, at hvis kvinder får kvindelige forbilleder inden for fx erhvervslivet, vil det ikke bare give en ledelse “med et kvindeligt ansigt”, men også give mod til kvinder i deres daglige kamp. Men dette afspejler intet andet end disse kvinders egne ambitioner om at nå toppen og gøre karriere og kan på ingen måde bruges i kampen for generelt bedre vilkår for arbejderkvinder. Der findes ikke virksomhedsledelse med et kvindeligt ansigt, arbejdsgivere er arbejdsgivere, og for dem handler det om profit og kapitalens interesser, og en kvindelig ledelse vil stadig medføre, at arbejderkvinder undertrykkes.

I den anden grøft af feminismen er den venstreradikale, der lægger skylden på manden. Men dette er lige så forkert.

Ved at argumentere på denne måde fremstilles kønsopdelingen og undertrykkelsen som naturgivet og derfor noget, der ikke kan ophæves. Men som beskrevet ovenfor er kvindeundertrykkelsen ikke naturgivet, men et produkt af samfundsforholdene, dvs. klassedelingen.

Den eneste måde, kvinder og mænd kan stoppe undertrykkelsen af kvinder på, er ved at bekæmpe al undertrykkelse. Først og fremmest den undertrykkelse, der sker i det kapitalistiske samfund af alle, der må sælge deres arbejdskraft, både mænd og kvinder.

Den eneste måde undertrykkelse for evigt kan afskaffes er gennem en fælles kamp mellem mænd og kvinder, gennem arbejderes kamp mod kapitalisterne, en kamp for et socialistisk samfund. Kvindekampen må tilbage i fagbevægelsen og arbejdernes partier.

Kvindekamp er stadig klassekamp!

FM

15

HIST ORIE HISTORIE

Arbejderbevægelsens historie del 7

Revolutionære bølger Den første verdenskrig var et chok for den internationale arbejderklasse. Omkring 10 millioner blev myrdet af bomber, gas og maskingeværskugler. Som beskrevet i tidligere artikler var ledelsen af 2. Internationale gået imod beslutninger på flere internationale kongresser og støttede “forsvaret for fædrelandet”.

Med andre ord havde de medvirket til at sende millioner af arbejdere ned i de mudrede skyttegrave, med sult, sygdomme, lemlæstelse og død til følge.

Som altid var det arbejderne, der skulle være kanonføde for kapitalisternes krig. Dette førte til en massiv bølge af oprør, opstande og revolutioner over hele verden. Den bølge blev forstærket endnu mere af revolutionen i Rusland.

I Ungarn, Finland, Østrig, Italien og Tyskland var der revolutionære opstande.

I Danmark (de dele der tilhørte Tyskland) var der i forbindelse med den tyske revolution udråbt arbejderråd i store dele af Sønderjylland blandt andet Haderslev, Åbenrå og Als. Desværre var de internationale revolutionære kræfter ikke stærke nok til at fuldføre den internationale revolution, som også blev saboteret af den gamle reformistiske ledelse. Men overalt var der røre i arbejderbevægelsen. Også i Danmark.

I takt med at Socialdemokratiet tog det ene skridt efter det andet for at holde sammen på den borgerlige stat, begyndte flere og flere at spørge: Hvad blev der af forsvaret for arbejdernes interesser?

Fra 1914-17 var reallønnen faldet 14%, arbejdsløsheden var i 1918 på 18%, og i 1922 var der 19.000 hjem-

løse. Blev en familie ramt af arbejdsløshed, kunne det ofte ske, at man ikke længere kunne betale huslejen og derfor også måtte se sig selv smidt på gaden. Samtidig (som nævnt i del 6) havde Socialdemokratiet ofret sine politiske standpunkter for at “værne om nationen” og sikre “borgfreden” for den radikale regering med Zahle i spidsen.

Det fik tusindvis af arbejdere til at lede efter andre idéer. Det havde syndikalisterne, som fik massiv opbakning for deres klassekampslinje.

Stormen på børsen En fastelavnsmandag i februar 1918 indkaldte syndikalisterne til demonstration i protest mod arbejdernes dårlige forhold. Man havde inden demonstrationen spredt rygter om, at man ville besøge Kødbyen og selv sørge for mad til de sultne arbejdsløse. Dette betød, at store politistyrker blev udkom-

En arbejderfamilie er blevet sat på gaden.

16

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK

HIST ORIE HISTORIE manderet derhen. Men det var ikke Kødbyen, men tværtimod Børsen, der var målet for denne protest. Oprindeligt slår man katten af tønden for at jage det onde væk (man puttede en sort kat i tønden!), men disse vrede arbejdere mente tilsyneladende denne fastelavnsmandag, at det onde var at finde et andet sted: På Børsen! Og der blev der så slået til Søren eller rettere til pengemænd, som håndfast fik at vide, hvad udsultede arbejdere mente om disse spekulanter. Det endte med, at politiet kom disse “stakler” til hjælp og arresterede løs. Blandt andre arresterede man syndikalisten Christian Christensen, til trods for at han slet ikke havde været med. Demonstrationen var ledet af blandt andet B&Wsmeden Anders Fritszner og Poul Gissemand.

I fængsel med arbejderne!

Mange af disse arbejderledere måtte i det “demokratiske” Danmark betale deres faglige aktivitet med fængselsstraffe. Anders Fritzner skrev følgende fra fængslet til sin kone:

Af mit sind de tanker som af tvivlen kom.

Kære Emma; disse vers er skrevet i et fængsel, I en stund hvor mindet særligt trængte på; Og i disse stille timer steg min længsel efter dig – og børnene de kære små.

Slaget på Grønttorvet Den 7. november 1918 samledes over 50.000 arbejdere til demonstration på Grønttorvet for at få løsladt deres fængslede kammerater. Marie Nielsen holdt hovedtalen og truede med at udvide protesten til en 24 timers generalstrejke, hvis ikke de politiske fanger blev løsladt. Ugen efter mødtes man igen. Men denne gang havde statsmagten besluttet at få sat en stoppe for disse revolutionære begivenheder.

Med alle betjente på gaden, de omkringliggende kaserner i beredskab samt tropper kørt ind i togvogne parat til at gribe ind, ville man nu slå arbejderne tilbage.

Kære Emma; når i ungdoms overmod jeg fråded Og i trods bød hele verden op til strid; Ej du gammelmands-forsigtighed mig rådet, Du med glæde deltog i min ungdoms strid.

Det var uden tvivl et lidt nervepirrende syn for kapitalisterne at være vidne til titusinder af vrede arbejdere under ledelse af revolutionære inspireret af den russiske og tyske revolution. Der skul-

Kære Emma; rendte tit mod mur jeg panden blodig, Voldte end min færd dig stundom sorg og savn, Altid stod du ved min side kæk og modig, Aldrig tålte du en skygge på mit navn.

DEN STORE RØDE SANGBOG!

Kære Emma, ofte når tungsindig jeg var blevet, Træt af kampen, pint af verdens falske dom, Kom du til mig, og med kærtegn fik du drevet,

NR. 12 MAR TS 2003 MARTS

le ikke tages nogen chancer. Forsøg på revolution skulle nedkæmpes! Hæren blev dog aldrig sat ind. Men kæmpet blev der – i flere timer. Over 150 demonstranter og 100 betjente blev såret. Et stort antal demonstranter blev arresteret, blandt andre Marie Nielsen, der blev idømt halvandet års fængsel for at have opfordret de væbnede styrker til mytteri og omstyrtning af samfundsordenen. Se, sådan var arbejderbevægelsens pionerer, revolutionære og kun harmfulde overfor dem, der holdt arbejderne tilbage for at blive “respekteret” af kapitalisterne. Som Marie Nielsen selv sagde, da hun i februar 1918 forlod Socialdemokratiets hovedbestyrelse i protest mod højredrejningen: “Det er ikke visse partirammer, jeg har elsket og tjent, men derimod den klasse, jeg tilhører… Jeg føler, jeg har min plads, hvor der kæmpes, og ikke hvor der handles og sjakres”.

BL I de næste numre kan du læse mere om Marie Nielsen, syndikalisterne, starten på DKP og påskekrisen i 1920.

Læs de tidligere afsnit i denne serie på WWW.MARXIST.DK!

Bestil Socialistisk Standpunkts “Den Store Røde Sangbog”, som indeholder 215 af de absolut bedste røde sange.

Sangbogen koster 60,- kr. (plus evt. porto) og kan bestilles gennem Socialistisk Standpunkt, marxist@marxist.dk, tlf. 21824814.

17

ØK ONOMI ØKONOMI

Økonomien 2003 – hvad er udsigterne?

Sidste år ved denne tid skrev vi, at økonomien var inde i en generel nedgangsperiode internationalt set, og at Danmark selvfølgelig ikke ville gå fri af denne afmatning og krise. Vi påpegede, at der tværtimod allerede var mange tegn på begyndende krise.

I modsætning til dette skrev de fleste “økonomiske eksperter” i Danmark i det meste af 2002 om, hvor godt Danmark havde klaret den internationale krise, og at det nok skulle gå. Men her i begyndelsen af 2003 lyder der andre toner. “Den økonomiske afmatning har ramt Danmark hårdere, end man hidtil troede”, har Nordea f.eks. skrevet i en analyse af dansk og international

økonomi, hvor de advarer om, at der for første gang siden 1993 er fare for økonomisk recession.

Væksten I lyset af dette negative syn på den økonomiske udvikling har flere analytikere nedjusteret deres skøn over den økonomiske vækst. Nordea nedjusterede vækstprognosen for 2003 fra 1,9% til 1,5%, og senere igen til 1,1%, mens kom med forudsigelser om den laveste vækst i 10 år og 10.000 flere arbejdsløse resten af året.

Danske Bank nedjusterede forventningerne fra 2,5% til 1,9%, og Finansministeriet fra 2,2% til 1,8%. Nordeas

økonomer udtalte til TV-avisen 23/1, at de danske kapitalister var tilbageholdende med investeringerne, at der kom flere fyringer og en periode med betragtelig lavvækst, som yderligere trues af udsigten til krig i Golfen.

2003 bliver et svært år for bankerne.

Hver tiende bank har underskud, og økonomien begynder for alvor at klemme både store og små erhvervskunder.

Bankerne har kortsigtede kreditter for 28 mia. kr. på højkant hos firmaer, der er truet af konkurs, hvilket er langt flere end sidste år (ifølge en undersøgelse lavet af JP).

Der er god grund til bekymrede miner på verdens børser.

18

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK

ØK ONOMI ØKONOMI Arbejdsløsheden Ledigheden i Danmark er stigende.

Der er kommet 19.000 flere arbejdsløse på 2 år, hvor regeringens mål ellers var at få 85.000 flere i arbejde inden 2010. Ifølge Jyllandsposten melder industrien for første gang i flere år ikke længere om mangel på kvalificeret arbejdskraft. Flere og flere almindelige mennesker vil komme til at mærke på egen krop, at økonomien ikke har det så godt. HK har markant flere sager, hvor medlemmer får problemer med at få løn eller feriepenge udbetalt pga. konkurs i deres firma.

Antallet af sager i HK er steget med 14% på bare ét år, og langt den største stigning er i den slags konkursrelaterede sager. Et andet tegn på, at folk mærker krisen nærme sig, er, at formanden for Storkøbenhavns Samvirkende Handelsforeninger forventer, at julen 2002 vil vise sig at have været

den dårligste i 10 år med hensyn til salg (når de får lavet statistikken færdig).

Dystre udsigter Ifølge den samme Nordea-økonom, som blev citeret før, er der intet, der kan trække den danske økonomi i gang, med mindre udviklingen vender internationalt set. Men det er der ikke meget, der tyder på lige foreløbig.

Danmarks største eksportmarked, Tyskland – som burde være den europæiske økonomis drivkraft – ligger nummer sidst mht. vækst i Europa, f.eks. var væksten i 2002 kun på 0,2%.

USA’s økonomi, som er den egentlige drivkraft i verdensøkonomien, kører også i slæbegear – USA lider ifølge den fremtrædende økonom Stephen Roach fra investeringsbanken Morgan Stanley stadig under den økonomiske krise, og sidste års vækst kalder han

“latterlig lav”. Han mener, ligesom flere andre, også, at det vil puffe økonomien endnu længere ud i krise, når USA går i krig i Irak.

Perspektivet for den økonomiske udvikling i verden og Danmark er altså stadig præget af dystre udsigter og en generel tendens til, at flere arbejdere vil få de negative følger at mærke i deres egen hverdag.

SK Denne artikel er et uddrag af opdateringen af “Dansk Perspektiv”, som blev vedtaget på Socialistisk Standpunkts kongres i februar/marts. Hele dokumentet kan bestilles hos Socialistisk Standpunkt, og vil snart være tilgængeligt på vores internetside.

Massive demonstrationer imod krig over hele verden, fortsat fra side 11 Israel Demonstrationen i Tel Aviv var ikke imponerende sammenlignet med dem i de europæiske hovedstæder. Men situationen i Israel gjorde, at det alligevel var en særdeles opsigtsvækkende begivenhed. 2.000 demonstrerede, hvilket var flere end arrangørerne havde turdet håbe på. Den store svaghed ved demonstrationen var fraværet af fagforeninger. Men demonstrationen er et tegn på, at der er ved at ske ændringer under overfladen - selv i Israel. Østrig Forud for 15. februar havde der været store bevægelser i ungdommen for at mobilisere. Det viste sig i antallet af demonstranter. De 30.000 deltagere var meget mere, end arrangørerne havde regnet med. Tilstede var blandt andet jernbanearbejderne, som har besluttet at nægte at fragte våben gennem Østrig.

USA I New York demonstrerede omkring en halv million (ikke de 100.000, som aviserne skrev). Byens borgmester havde på forhånd nægtet demonstranterne ret til at passere FN’s hovedkvarter. I stedet fik de i sidste øjeblik tilladelse til en stillestående demonstration. Men undervejs i demonstrationen blev det klart, at folk ikke ville stå stille. På trods af politiets blokade af gaderne, hundredvis af anholdelser og generel chikane genlød den store bys gader af råbene “Hvis gader? - vores gader!” Der var i alt omkring 200 demonstrationer over hele landet. Selvom regeringen gør hvad den kan for at ignorere det, er der stor modstand mod krigen i USA. 100.000 demonstrerede i San Fransisco, 50.000 i Los Angeles og 10.000 i Philadelphia.

Italien Det officielle tal lyder 650.000 demonstranter. Men alle, der var med, kan se, at det er en dårlig joke. Demonstrationen strakte sig 10 kilometer gennem Roms gader. De mest tiljublede talere var dem, der havde et internationalt udgangspunkt og et klassestandpunkt. Da Rosy Mendez, der repræsenterer indvandrerorganisationer i Rom talte om, at man burde kæde modstanden mod krigen sammen med modstanden mod Berlusconi-regeringen, blev hun mødt af overvældende klapsalver.

NR. 12 MAR TS 2003 MARTS

19

SOCIALISTISK ST ANDPUNKT STANDPUNKT SOCIALISTISK ST ANDPUNKT STANDPUNKT DDen marxistiske avis for arbejderbevægelsen Den marxistiske avis for arbejderbevægelsen

WWW.MARXIST.DK

NR. 12 MARTS 2003

Angreb på ungdommen – SU’en står igen for skud Siden den borgerlige regerings tiltrædelse for lidt over et år siden synes der at være indledt et regulært angreb på de unge. Regeringen har talt om “ungdommens finanslov” og hævdet, at deres politik skulle give ungdommen større valgfrihed og flere handlemuligheder. Dette skulle tilmed kunne lade sig gøre, samtidigt med at der blev gennemført massive nedskæringer på området, eller hvad regeringen kalder en effektivisering. Der er dog ikke nogen tvivl om, at politikkens konsekvenser for de unge er langt fra ordene i den fine retorik. Hvad vi har fået, er nedskæringer på vores uddannelser, hvad der har betydet en forringelse af arbejdsmiljøet, højere klassekvotienter, større brugerbetaling, forringede tilbud mht. valgfag osv. Ud over disse konkrete forringelser presses ungdommen konstant af borgerlige forslag, såsom den nye universitetsreform og forslag om strammere disciplin gen-

20

nem fraværsreglementet på gymnasierne. Disse forslag sigter på at genindføre elementer af den sorte skole og mindske demokratiet for elever og ansatte. Dette rammer specielt børn og unge fra økonomisk pressede hjem.

SU i skudlinien Disse angreb mod ungdommen har senest medført en fornyet debat om SU’en. Pressen har over en kam fremstillet ungdommen som en doven og ugidelig gruppe, der fører en kostelig tilværelse på statens regning og bruger alt for mange år i uddannelsessystemet. Endnu engang har fokus primært været koncentreret om den hjemmeboende SU – de såkaldte cafépenge, der ønskes reduceret eller helt afskaffet. Yderligere har der været tale om at indføre adfærdsregulerende SU på de videregående uddannelser, f.eks. således at de unge, der starter direkte efter en ungdomsuddannelse, belønnes.

Nej til omfordelinger Der kan kun ske ændringer i SU’en, hvis partierne bag det såkaldte SU-forlig, der rummer hele SU-systemet, bliver enige om at åbne det igen. Hvis dette sker, er alle former for SU altså åbne for ændringer, hvilket rummer en stor fare for nedskæringer under en borgerlig regering. Selv hvis nedskæringer undgås, er det vigtigt, at vi unge er solidariske og går imod omfordelinger indenfor den samlede pulje. Vi må gå imod, at en hårdt tiltrængt stigning i SU’en til studerende med børn finansieres ved at afskaffe den hjemmeboende SU, som er en stor nødvendighed for mange elever og studerende, og vi må arbejde for, at elev- og studenterbevægelsen indgår i en fælles kamp for en SU, der er til at leve af overalt i uddannelsessystemet.

Uddannelse for alle SU’en blev oprindeligt indført af Socialdemokratiet for at afhjælpe den sociale arv og give alle lige mulighed for at uddanne sig. Selvom SU’en aldrig har udgjort en reel indtægt svarende til en lønindkomst, har den spillet en uhyre vigtig rolle i opbygningen af velfærdsamfundet. Men i et kapitalistisk samfund er den også uhyre udsat for angreb i en situation som nu, hvor der hersker udpræget økonomisk usikkerhed, og den borgerlige regering klipper en hæl og hugger en tå for at finansiere sit skattestop og den nye skattereform.

Kampen for en SU, der er til at leve af, er derfor også kampen for et andet samfund. For kun i et socialistisk samfund, hvor økonomien er demokratisk planlagt og ikke rammes af gentagne kriser, kan vi for alvor gøre op med den sociale arv og sikre uddannelse for alle.

SR

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK