nr51

Pris 10 kr. | Solidaritetspris 20 kr. | NovDec 2009 | 9. årgang

Socialistisk Standpunkt Den marxistiske avis i SF, arbejderklassen og ungdommen

Arbejdsgiverne i angreb

De må stoppes

• Forsvar løn- og arbejdsforhold • HCS skraldemændene viser vejen • Samlet kamp imod de borgerlige

HCS er arbejdsgivernes prøvesten • 6

PROFITJAGT Er skyld i den globale opvarmning • 14

Ny BOG: Hvad er marxisme? • 18

www.marxist.dk

Indhold

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Indhold

- Leder -

Leder

2

SF

4

Skraldekonflikten

6

Afindustrialisering

8

Økonomisk juleappel

9

Malerne kræver højere løn

10

På Spidsen: Oprah-land

10

Mellemøsten

11

Kapitalismen og miljøet

14

20 år efter Berlinmuren

16

Hands off Venezuela

19

Ny bog: Hvad er marxisme

20

Hvem vi er

23

Protesterne 6. oktober

24

SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af avisforeningen SOCIALISTISK STANDPUNKT Degnestavnen 19 st.tv 2400 Kbh. NV. Tlf.: 61 65 10 88 ISSN: 1901-1695 WWW.MARXIST.DK marxist@marxist.dk Ansv.red: F. Ohsten

Arbejdsgivernes offensiv må stoppes Når en lærling i dag bliver uddannet, modtager han et brev. Et svendebrev. Han bliver ønsket tillykke og får bevis på, at han er faglært.

Hver anden unge faglærte får også et andet brev sammen med svendebrevet. Dette andet brev er en noget mere kedelig besked. Det er en fyreseddel. Denne eksplosion i ungdomsarbejdsløsheden er en grafisk illustration af, at arbejdsgiverne forsøger at lægge hele krisens byrde over på arbejderklassen. Det er ikke bare vanvittigt – det er også kynisk, snæversynet og fuldstændig uacceptabelt.

De danske arbejdsgivere bruger krisen som undskyldning for angreb over hele linjen. På deres ønskeliste til jul står der lønnedgang, dårligere arbejdsmiljø, ødelæggelse af arbejdsforhold, lavere dagpenge og nedskæringer i den offentlige sektor (bortset fra de milliarder der går til bankpakker og støtte til erhvervslivet!)

pladser over de massive angreb, som arbejdsgiverne har sat ind, særligt efter krisens start. Det er klart blevet illustreret af den kamp, som de tidligere skraldemænd fra H.C. Svendsen A/S har ført. Kampen har været en af de mest bitre i de senere år.

Skraldemændene fra HCS har gjort mere end nogen kunne forvente og har stået som en fantastisk inspiration for resten af arbejderklassen og dens organisationer. HCS’ aktionerende skraldemænd har lært resten af arbejderbevægelsen, at man ikke bare skal bukke og neje for arbejdsgiveren, selvom der er krise, men tværtimod kæmpe.

Hvis lederne af fagbevægelsen udviste bare halvt så meget mod og handlekraft, som skraldemændene fra HCS har gjort, ville arbejdsgiverne have været slået af banen for år tilbage.

Krig på fabriksgulvet

Brug for enhed

Efter at en virksomhed som Vestas i årevis har fået massiv skatteyderbetalt støtte, valgte de at fyre 1900 arbejdere, primært i Lem og Nakskov. Vestas er vel at mærke en virksomhed med overskud – de regner med en forbedring af overskuddet på 11-13 procent. En lignende historie kan fortælles om MAN Diesel, Sauer-Danfoss og utallige andre virksomheder, især indenfor industrien. Hensigten er klar nok: gennem truslen om fyringer forsøger arbejdsgiverne at få arbejderne til at acceptere forringede forhold og dårligere løn. Det er en veritabel krig på fabriksgulvet, og arbejdsgiverne har blæst til offensiv. Der er brug for et modsvar.

Kampen på HCS har givet en lang række vigtige erfaringer. Først og fremmest at arbejdsgiverne er i offensiven og har tænkt sig at udnytte krisen til at smadre arbejderklassens tilkæmpede løn- og arbejdsforhold. Det er en afgørende lektie til alle landets arbejdspladser, der må forberede sig. Denne kamp er blot første slag i en lang krig fra arbejdsgivernes side.

HCS: et eksempel Der ligger en enorm utilfredshed og ulmer på de danske arbejds-

2 • www.marxist.dk • Nov-Dec 9. årgang nr. 51

Samtidig har skraldemændenes kamp afsløret i hvor høj grad, der mangler en organiseret venstrefløj i fagbevægelsen. At skraldemændene har stået med ryggen mod muren så længe og kæmpet en desperat kamp alene, uden at fagbevægelsen – og særligt 3F – har organiseret og sprede kampen, er intet mindre end en skandale. En gruppe på 50 kan ikke klare presset fra den samlede kapitalistklasse uendeligt – heller ikke modige

Leder

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk klassekæmpere som skraldemændene fra HCS.

Hårdt mod hårdt Der er brug for, at venstrefløjen i arbejderbevægelsen samler sig om et klart forsvar for levestandard, arbejdsforhold og rettigheder. Når arbejdsgiverne sætter ind med angreb som fyringer, lønnedgang eller – som i tilfældet HCS – brug af skruebrækkeri for at smadre arbejdsforholdene, må de mødes af en samlet og kampklar arbejderbevægelse. Fagbevægelsen og arbejderpartierne må gøre det klart, at vi ikke kan acceptere, at arbejdspladser skal nedlægges for at nogle få rigmænd kan score en højere profit.

Over for kapitalisternes klagesang om, at de er tvunget til at skære i lønnen eller lukke ned, må der rejses krav, om at regnskaberne åbnes, så det bliver klart, hvilke værdier, kapitalisterne har hevet ud af virksomhederne. Alle disse værdier må føres tilbage og investeres. Hvis kapitalisterne nægter at drive virksomhed til samfundets bedste, må de fratages retten til at drive virksomhed, og virksomhederne må overtages af staten og drives under arbejdernes egen le-

delse og kontrol.

Brug for organisering Sådanne krav rejser ikke sig selv.

Der er brug for, at alle de aktive klassekæmpere, der findes på arbejdspladserne, bliver organiserede.

Den vigtigste faktor, der kan medvirke til at standse arbejdsgivernes offensiv, er en organiseret venstrefløj i fagbevægelsen og arbejderpartierne, med stærke rødder på arbejdspladserne. Men sådan en faktor er på nuværende tidspunkt fraværende.

Det er der brug for at gøre noget ved – især når kampen skal stå om de private overenskomster til foråret.

Arbejdsgivernes offensiv foregår ikke kun på den faglige front, men er i høj grad politisk. Det kan ses på, at det for eksempel er politikerne i kommunerne, der bestemmer, om det er gangster-firmaer som HCS, der skal tage sig af renovation, eller om kommunerne skal lave deres eget renovationsfirma, der kan ansætte de fyrede og sikre ordentlige løn og arbejdsforhold. Men det kan også ses på, at arbejdsgivernes politiske repræsentanter i den borgerlige regering konstant tvinger kommunerne

til at skære ned og udlicitere – følgerne kan ses hos HCS: destruktion af arbejdsforholdene og arbejdernes rettigheder.

Samtidig med, at den borgerlige regering skærer en milliard på uddannelserne og angriber arbejdstilsynet, giver den milliarder til bankerne.

Samtidig med, at den lader skattesnydere, selskabstømmere og mafia-rockere gå fri, sætter den politi ind imod strejkende arbejdere. Den borgerlige regering er en arbejdsgiverregering, og arbejderbevægelsen må kæmpe samlet for, at den bliver erstattet af en arbejderregering, der vil være lige så ansvarlig over for arbejderne, som de borgerlige har været over for overklassen.

For at dette kan ske, er der brug for at kæmpe for en klar klasselinje i fagforeningerne og i SF. Der er brug for, at de bevidste klassekæmpere organiserer sig i SF og kæmper for et venstresving i arbejderbevægelsen.

Vi opfordrer alle, der ønsker dette, til at gå med i Socialistisk Standpunkts kamp for at vinde arbejderbevægelsen tilbage til arbejdspladsernes krav og til et perspektiv om et arbejderstyret samfund – et socialistisk samfund. □

Økonomisk juleappel 2009 har været et begivenhedsrigt år. Krisen har ødelagt mange menneskers illusioner og håb til, at kapitalisme og markedsøkonomi kan sikre alle et værdigt liv. Socialistiske ideer er ved at vinde et ekko.

Det så vi ikke mindst i starten af året, hvor støtter af avisen stillede forslag på de københavnske maleres generalforsamling om blandt andet nationalisering af bankerne hvilket blev enstemmigt vedtaget.

Også på Dansk Metals kongres var en støtter af avisen oppe og tale for en aktiv indsats mod krisen, blandt andet nationalisering af lukningstruede virksomheder. Også ved protesterne omkring Folketingets åbning var støtter af avisen involveret i skolebesættelser og demonstrationer.

En anden ting der er sket i 2009 er SF’s forretningsudvalgt eksklusion af SF’ere, der ”er tilknyttet” avisen. Fra redaktionen undrer vi os meget over beslutningen, der tilsyneladende skulle bero på, at forretningsudvalget ser os som ”en partilignende organisation på linje med kristendemokraterne og det radikale venstre”. Vi vil fortsætte med at arbejde mod beslutningen og opmuntre forretningsudvalget i SF og resten af ledelsen i arbejderbevægelsen til at tage politiske diskussioner åbent og demokratisk.

sen. Hvis det skal lykkes, er vi 100% afhængige af din og andres støtte.

Derfor: brug girokortet i avisen og giv en skærv, stor eller lille, til vores avis.

God jul og fortsat god kamp!

Vi kæmper for, at de marxistiske ideer diskuteres bredt i arbejderbevægelsen i kampen for at vinde arbejderbevægelsen tilbage til et program, der kan forsvare arbejderklassen og ungdommens leveforhold.

Vi har dette år sat et optimistisk mål om at samle 40.000,- kr. ind til avi-

www.marxist.dk • Nov-Dec 9. årgang nr. 51 • 3

Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

SF og valg: Enhed på et socialistisk program KOMMUNALVALG

Af Marie Frederiksen Op til kommunalvalget har LO og arbejderpartierne indgået politiske aftaler i en række byer, blandt andet København og Odense. Det er aftaler om, hvad partierne skal arbejde for i byrådene. Til gengæld støtter LO partierne i kommunalvalgene, nogle steder “blot” med opfordring om at stemme på partierne, andre steder også med penge.

De borgerlige hykler om, at det er at holde vælgerne for nar, mens de selv skovler penge ind fra erhvervslivet.

En alliance mellem fagbevægelse og arbejderpartierne om konkrete krav er absolut den rigtige vej at gå. Men det er afgørende, at aftalerne ikke blot forbliver krav på et stykke papir, men at det også diskuteres hvordan de skal gennemføres.

Hvilke aftaler LO har indgået kommunalpolitiske aftaler med Socialdemokraterne, SF og de fleste steder også Enhedslisten i Århus, Odder, Odense, Svendborg, Faaborg, Langeland, Ærø, København og Randers. Derudover har de indgået en eller flere aftaler

på Vestfyn. I nogle kommuner er der også lokallister med i aftalerne (Arbejderen 23.10.09).

talerne meget på nødvendigheden af ordentlige arbejdsforhold for de kommunalt ansatte som en del af at sikre bedre velfærd.

Aftalerne handler om, at kommunerne skal sikre bedre velfærd, i sko- Erfaringerne fra Randers lerne, for de ældre, handikappede, fattigdommen skal bekæmpes og LO Randers var de første, der tog der skal sikres ordentlige fritidstilbud initiativ til et fælles valgprogram op til alle og lignende. Der skal sikres til kommunalvalget i 2005. Sammen billigere eller gratis kollektiv trans- med Socialdemokraterne, SF og port. Offentlige bygninger, kloaker og Beboerlisten blev de enige om 16 punkter, som der skulle andet skal renoveres, arbejdes for at gennemog der skal bygges ”Det er vigtigt, at føre i valgperioden. Sobillige boliger, og SF’s medlemmer cialdemokraterne vandt derigennem kan man inddrages i borgmesterposten, Beogså øge beskæftigelsen. Der skal også valgkampen. SF er boerlisten fik 3 pladser sikres flere praktik- et parti der bygger og SF kom ikke ind. Men aftalen var ikke i sig selv pladser. på demokrati, og nok. To gange har soEt fokus i aftalerne er det er SF’s styrke.” cialdemokraterne brudt aftalen, blandt andet ved at begrænse udlicii år at stemme for næste tering til et minimum, og aftalerne slår fast, at der skal ses års budget sammen med de borgerpå, om nogen områder skal ”indlicite- lige. Budgettet betyder blandt andet res”, det vil sige rulle privatiseringer nedskæringer på anbringelsesområtilbage. Sådan en politik er i direkte der på 7,5 mio. kroner. modstrid med regeringens politik om at øge udliciteringen af de offentlige Socialdemokraterne forklarer, at det opgaver. Hvis der udliciteres, må det skyldes regeringens stramme økoikke betyde dårligere løn- og arbejds- nomiske politik. Det er et problem, forhold, og overenskomsterne skal som politikerne vil stå overfor i alle overholdes. Derudover fokuserer af- kommuner.

En kamp mod regeringen Kommunernes økonomi dikteres af regeringen, der år for år har dikteret nedskæringer. Kravene om forbedringer kan derfor ikke gennemføres uden en kamp mod regeringens politik. Som de skriver i aftalen i Odense: ”Forudsætningen for den gode by er, at vi kan fastholde en sund økonomi i Odense kommune, hvor indtægter og udgifter på driftsbudgettet skal hænge sammen. Så vi, på sigt, undgår dramatiske nedskæringer i budgettet.

Samarbejdet mellem de politiske partier og fagbevægelsen skal også bruges til at lægge pres på regerin-

4 • www.marxist.dk • Nov-Dec 9. årgang nr. 51

Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Læs flere marxistiske analyser af hvordan SF styrkes i forbindelse med kommunevalget og vi kommer nærmere principprogrammets mål om demokratisk socialisme på:

www.marxist.dk gen i sager af fælles interesse.

Eksempelvis for at lette grebet om kommunernes økonomi og i arbejdsmarkedspolitikken.”

Og det er ikke bare et spørgsmål om økonomi, men også for eksempel en kamp imod regeringens krav om at en vis del af kommunens budget skal være udliciteret. Som de strejkende skraldemænd fra HCS viser, så er spørgsmålet at udliciteringer afgørende, hvis man vil sikre både ordentlig service og ordentlige forhold for de ansatte.

klart og tydeligt melde sin klassebasis ud. Når skraldemændene i HCS strejker, må SF med det samme bakke op. Når regeringen hysterisk råber op om, at det er udemokratisk, at LO støtter arbejderpartierne, må SF forklare, at det tværtimod er yderst demokratisk og absolut nødvendigt.

Den borgerlige regering modtager enorme støttebeløb fra dansk erhvervsliv og fører klart arbejdsgiverpolitik, de fremlægger bare ikke denne politik.

Toppen af dansk erhvervsliv er utrolig lille og deres interesser kolliderer Venstre har allerede sagt, de har op- frontalt med arbejderklassens. LO givet at vinde borgmesterposterne i har omkring en million medlemmer, de største byer, med familier udog det er da også gør det en stor ”En kommune med bekvemt for dem del af den voksne hvis arbejderpar- arbejderflertal må nægte at danske befolktierne kan gengennemføre regeringens ning.

Arbejdernemføre deres klassen dannede nedskæringspolitik og politik. Hvis ikke netop partier fordi i stedet fremlægge et arbejderpartierne de indså, at de program for at udbygge og fagbevægelhar brug for politisen fører en konvelfærden, rulle ske repræsentansekvent kamp ter. Arbejderklasprivatiseringerne tilbage, imod regeringen, sen er arbejderbygge billige boliger og ender de med at partiernes eneste sænke arbejdsløsheden.” se ud som om at styrke, men de de er ansvarlige kan kun opretholfor regeringens de opbakningen arbejderfjendtlige politik. Det betyder hvis de også fører en politik til gavn samtidig, at arbejderpartierne risi- for arbejderklassen, det vil sige imod kerer at tabe næste Folketingsvalg. nedskæringer og privatiseringer.

Mange vil tænke: hvorfor stemme på arbejderpartierne hvis de skærer ned Basen må mobiliseres og privatiserer?

SF må føre sin valgkamp på de store arbejdspladser, involvere medlemSF’s styrke er arbejderklasmer og andre arbejdere og unge i sen kommunen. Efter valget er det afgøDet er vigtigt, at SF’s medlemmer rende at denne mobilisering fortsætinddrages i valgkampen. SF er et ter – det er partiets eneste styrke parti der bygger på demokrati, og mod den borgerlige regering. det er SF’s styrke. Derudover må SF

En kommune med arbejderflertal må nægte at gennemføre regeringens nedskæringspolitik og i stedet fremlægge et program for at udbygge velfærden, rulle privatiseringerne tilbage, bygge billige boliger og sænke arbejdsløsheden. De allerede indgåede aftaler er et rigtig godt skridt i denne retning. Ved hver vigtig beslutning må arbejderklassen i kommunen inddrages. Byrådet må indkalde til demonstrationer, møder og om nødvendigt strejker for at gennemføre politikken. Men det kræver, at byens arbejdere ikke bare inddrages for syns skyld, men reelt inddrages i beslutningerne og kampen for at gennemføre programmet.

Enhed på et socialistisk program Kommunevalget må bruges som springbræt til at starte en kampagne mod den borgerlige regering for en arbejderregering. Ligesom i Norge må alliancen mellem LO og arbejderpartierne udbygges. Det er helt korrekt at skabe enhed om en række konkrete krav, men diskussionen af hvordan vi skal betale for disse krav, må også startes nu.

I det fælles skatteudspil fra S og SF Fair Forandring lægges partierne op til, at erhvervslivet og de rigeste skal betale en større del. Men desværre er forslaget langt fra nok i sig selv.

Der er underskud på mere end 90 milliarder kroner i statskassen. Underskuddet vil vokse de næste år, i takt med at arbejdsløsheden stiger.

Lederne i S og SF vil fastholde skattestoppet og kun øge udgifterne på nogle få udvalgte områder i kommunerne. Men det er ingen løsning – tværtimod. Der er ingen vej uden om at kræve, at erhvervslivet og de rige betaler endnu mere. Og ikke mindst at fremlægge en plan for hvordan der sættes gang i produktionen. Enhed må bygges på enhed om fælles krav og ret til, at hvert parti fremlægger sin egen strategi for at opnå disse krav.

SF må fremlægge er program for at overtage de største virksomheder og banker, så produktionen kan sættes i gang og planlægges til det fælles bedste, og så alle kan ansættes til ordentlige vilkår. □

www.marxist.dk • Nov-Dec 9. årgang nr. 51 • 5

Fagligt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Skraldekonflikten:

Nok er nok

SKRALDEKONFLIKTEN

Af Marie Frederiksen og Reinout Bosch Alle steder har arbejdsgiverne brugt krisen til at angribe løn- og arbejdsforhold med truslen om fyring. Renovationsfirmaet HCS har også angrebet løn- og arbejdsforhold og det er nu endt i en strejke, der har varet i mange uger. Skraldestrejken er tydeligt et led i en koordineret indsats fra arbejdsgiverne om at knække arbejdernes selvtillid. Der er ingen tvivl om, at den næste periode byder på endnu hårdere angreb på løn- og arbejdsforhold.

HCS viser, hvad arbejdsgiverne ønsker; at kunne ansætte folk uden overenskomster og uden at overholde arbejdsmiljøloven. Det er, hvad strejken i virkeligheden handler om; et forsvar for de rettigheder som arbejderbevægelsen har tilkæmpet sig siden sin start! Hvis arbejdsgiverne lykkes med at knække de strejkende skraldemænd, er det bare første skridt. De vil forsøge at bruge samme metoder på den ene arbejdsplads efter den anden. Strejken har derfor betydning for alle arbejdere.

For ordentlige arbejdsforhold Konflikten har været længe undervejs. Skraldemændene har de sidste mange år været bekymret for deres sikkerhed, når de arbejdede. Der har manglet sikkerhedssko, ordentligt tøj og sikkerhedsudstyr til at rengøre bilerne. ”Det er jo virkelig giftigt det der skrald, det løber ud af vognene, de er helt utætte,” som en af de strejkende forklarede. Til at rengøre vognene indvendigt har de ansatte fået udleveret dragter, der ikke er vandafvisende, og man bliver gennemblødt af snask, når man arbejder der.

Dette er kun et ud af mange steder, hvor HCS overtræder loven. De har lige nu omkring 40 sager ventende på sig i arbejdsretten, og Arbejds-

tilsynet har omkring 200 sager om HCS.

Respekt og dialog Men dråben, der fik bægeret til at flyde over, og skraldemændene til at sige, at nok er nok, var ifølge de strejkende, at ledelsen havde kommunikeret ud til skraldemændene, at der var blevet lavet en aftale mellem dem og tillidsmanden om, at det var i orden at tage farligt arbejde. En sådan aftale har bare aldrig fandtes, og tillidsmanden Ronni Larsen måtte selv sende beskeder rundt til hans kolleger om, at dette altså ikke passede. Skraldemændene holdt derefter fagligt møde, hvor de bedte ledelsen om at forklare, hvorfor man havde kommunikeret noget forkert ud. ”Var ledelsen bare kommet og havde forklaret hvorfor, havde der aldrig været en konflikt,” fortæller Ronni Larsen. I stedet valgte ledelsen ikke at tage dialogen men fortalte, at man allerede havde meldt ud, at dette var en overenskomst stridig arbejdsnedlæggelse.

At disse forhold ikke tidligere har udløst konflikt skyldes den manglende organisering, der tidligere har været gældende. Hvis der dengang var nogen, der råbte op, blev de trynet eller fyret. Efter konflikten er startet, har alle de involverede skraldemænd dog forstået vigtigheden af organisering, og alle har nu meldt sig ind i 3F.

Skruebrækkeri undergraver overenskomsten Skraldemændene blev fyret efter 3 ugers strejke og i stedet blev der sat et andet firma til at køre ruterne.

Problemet er, at det firma, de satte til at køre i stedet for HCS, er et underfirma til HCS, der kører med skruebrækkere fra et vikarbureau. ”Det er helt uacceptabelt, at det på den måde stadig er HCS, der ligger og kører affald. Det virker som om,

6 • www.marxist.dk • Nov-Dec 9. årgang nr. 51

der har været en underhåndsaftale, og det kan vi naturligvis ikke leve med. Samtidig ved vi, at de underbetaler, og at der ikke bliver arbejdet på overenskomstmæssige vilkår.” siger Ronni Larsen. ”Det er fuldkommen forrykt, alt, hvad vi har kæmpet for, får de ikke, sikkerhedssko, arbejdstøj... ingen ting. Når de møder op får de bare en vest og bliver bedt om at sætte sig ind i bilen,” fortæller en anden af de strejkende.

Og her snakker vi vel og mærke om en bil beregnet til to, hvor der sidder fire mennesker mast sammen.

I starten handlede strejken ”bare” om HCS, men nu har den fået en langt bredere betydning. Hvis fagbevægelsen accepterer, at arbejdsgiverne bare kan fyre arbejdere, der protesterer, og i stedet ansætte virksomheder, der ikke overholder overenskomster og arbejdsmiljøregler, undergraver det alt, hvad fagbevægelsen har tilkæmpet sig. Arbejdsgiverne bruger HCS som en prøvesten. Kommer de igennem med det her, så vil det sprede sig som ringe i vandet.

Blokade De strejkende skraldemænd lavede en blokade af Vest- og Amager forbrændingen og nægtede at lukke HCS’ vogne ind. Blokadevagterne stillede sig i vejen for de ankommende biler og bad chaufførerne om at vende om og køre væk. Dette skete også det meste af tiden. Politiet fik til opgave, at sikre at nogle af vognene kunne køre igennem. Det var tydeligt at politiet var sat ind til at gennemføre arbejdsgivernes ønsker. Flere gange anholdt de tillidsmand Ronni Larsen, bl.a. på et tidspunkt hvor politiet godt vidste han skulle deltage i et møde med Glostrups borgmester. Det er en skandale, at en valgt tillidsmand arresteres for at snakke med folk, der agerer skruebrækkere.

Fagligt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Der er ingen tvivl om, at angrebene på løn- og arbejdsforhold først lige er startet. Arbejdsgiverne snakker konstant om at ”genoprette konkurrenceevnen”. HCS viser, hvad de ønsker; at smadre alt hvad arbejderklassen har tilkæmpet sig af overenskomster og arbejdsmiljølove.

Hvis strejken er isoleret vil den uden tvivl lide nederlag. Den eneste måde, arbejderklassen kan tilkæmpe sig rettigheder, er ved mobilisering.

Resten af arbejderbevægelsen må følge skraldemændene fra HCS’s enestående eksempel. Kampen vindes ikke over dyre middage med arbejdsgiverne, men på gaden, gennem strejke, blokader og demonstrationer. Når hele arbejderbevægelsens grundlag angribes, som det er tilfældet på HCS, må hele arbejderbevægelsen mobilisere til forsvaret af arbejderklassens grundlæggende rettigheder. Sejren er inden for

rækkevidde, hvis arbejderbevægelsens ledere tør gå forrest og mobilisere arbejderbevægelsens enorme styrke.

SF må arbejde for at kommunerne indliciterer skraldet HCS er ansat som privat virksomhed af de fire kommuner, der også ejer Vestforbrændingen. Alle partiafdelinger i de tre arbejderpartier, især i de ramte kommuner, må diskutere skraldemændenes strejke og gøre indliciteringen af skraldet til en del af valgprogrammet til kommunalvalget.

I alle de ramte kommuner er der socialdemokratiske borgmestre. Derfor er det desto vigtigere, at de socialdemokratiske partimedlemmer og SF og Enhedslisten lægger pres på kommunalrådet. Ingen borgmester fra et arbejderparti bør sætte politiet ind mod strejkende arbejdere, tværtimod er det arbejderpartiernes pligt at

Særaviser Denne artikel er skrevet i slutningen af oktober på et tidspunkt, hvor konfliktens udfald endnu var ukendt. Socialistisk Standpunkt har udgivet en række særaviser om konflikten, og avisen har taget initiativ til oprettelse af Socialistisk Standpunkts faglige støttegruppe, der er et netværk af fagligt aktive til støtte for arbejdernes kampe for ordentlige forhold. Kontakt os på tlf.

61 65 10 88 og vær med i netværket.

gå forrest i støtten til strejkende arbejdere.

SF har tidligere, blandt andet under de offentligt ansattes strejke, støttet strejkende arbejdere. Succesen må gentages. SF’s plads er forrest i kampen for skraldemændenes og hele arbejderklassens tilkæmpede rettigheder. SF’s ledelse og alle partiafdelinger må lægge en plan for, hvordan de kan støtte strejken, for eksempel ved at lave indsamlinger, offentlige møder om strejken for at brede opbakningen til kampen osv.

Socialistisk Standpunkt opfordrer skraldemændene og alle andre, der støtter strejken, til at melde sig ind i SF, og derigennem kæmpe for, at SF fremlægger en plan til for sammen med Socialdemokraterne og Enhedslisten at indgå en aftale i alle kommuner om at indlicitere skraldet.

• Støt skraldemændenes strejke!

• Forsvar overenskomsterne – 3F og LO må aktivt bakke strejken op!

• Spred strejken – indkald til nationalt tillidsmandsmøde!

• ’Indliciter’ skraldet og alle andre privatiseringer!

Støttebeløb kan indsættes direkte på skraldemændenes egen konto 5326 0520169 i Arbejdernes landsbank. □

www.marxist.dk • Nov-Dec 9. årgang nr. 51 • 7

Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Kapitalisternes afindustrialisering:

Plan for udvikling af industrien nødvendig INDUSTRIEN

Af Jonas Foldager De danske kapitalister har erklæret arbejderklassen krig. Fyringerne er eksploderet, særligt indenfor industri og byggeri. Men de seneste måneders fyringer der er kommet under krisen, er i virkeligheden kun storoffensiven fra arbejdsgiverne i en større krig imod den organiserede fagbevægelse, der er foregået over de sidste årtier.

Kapitalisterne vil forsvare profitter De forrige års opsving blev båret af arbejderklassen. Gennem en veritabel krig på fabriksgulvet gennemtvang kapitalisterne højere arbejdstempo, produktivitet og arbejdstid, for at bevare deres profitrate. Den økonomiske krise tillader nu ikke længere kapitalisterne at bevare profitter gennem at fastfryse reallønnen, accelerere produktionen og sende flere vare på markedet. Hvis kapitalisterne i Danmark skal gøre sig håb om at bevare deres profitter må det blive på bekostning af arbejderklassen. Det kræver at de udfordrer fagforeningerne – arbejderklassens kollektive forsvar.

Industriarbejderne er fagbevægelsens rygrad Dansk arbejderbevægelse har stolte traditioner. Lige stemmeret, forsamlingsfrihed, foreningsfrihed, ytringsfrihed osv.. Alle disse rettigheder, der i dag ses som basale er vundet af arbejderklassen igennem historien. Herudover kan nævnes en lang række rettigheder som 37 timers arbejdsuge, 6 ugers årlig ferie, barsel osv. Det er rettigheder der er vundet gennem arbejderklassens kamp. En kamp der er blevet organiseret igennem arbejderbevægelsen. Og den danske arbejderklasse er velorgani-

seret. Den primære kerne i arbejderbevægelsen har traditionelt set altid været de faglærte industriarbejdere.

Den hemmelige krig Kapitalisterne vil ikke tolerere denne mægtige modpart i form af den organiserede arbejderklasse. Det kapitalistiske systems generelle nedgang i de sidste årtier tillader ikke længere at kapitalisterne kan give arbejderklassen indrømmelser i form af reformer. De kræver derfor deres uindskrænkede magt over deres ejendom: arbejderklassen. De kræver at de bliver herre i eget hus og får uindskrænket magt til at diktere løn- og arbejdsforhold. Men samtidig har de indset, hvor farligt det er at udfordre en stærk fagbevægelse frontalt. I de sidste årtier har kapitalisterne derfor ført en stille kamp imod denne forhindring for kapitalisterne, mod selve kernen i fagbevægelsen: industriproletariatet.

Det er en kamp hvor der ikke høres pistolskud og sabelraslen, men den kan spores i tørre statistikker. Kampen er foregået ved en gradvis afindustrialisering af landet. Et kunstgreb som det lykkedes Thatcher at lave i England i 80’erne. For hvis du kvæler industrien, kvæler du fagbevægelsen.

Stadigt færre arbejder i industrien Igennem mange år har vi set en stadig overførsel af kapital fra industriproduktion til serviceerhvervene. Set fra et samfundsperspektiv er dette en fatal udvikling. Stigende velstand kommer naturligt nok fra øget produktion af værdier. Ikke ved at servicere hinanden. En øget brug af reklamer og konsulenter bidrager ikke til at gøre samfundet rigere. Det samme gælder handel og spekulation med værdipapirer. Det er nemlig, som or-

8 • www.marxist.dk • Nov-Dec 9. årgang nr. 51

det antyder: papir. Altså ingenting.

Det er den seneste boligbobble et glimrende eksempel på. Tværtimod er disse sektorer parasitter på den egentlige produktion af værdier som ligger primært i industrien.

At kapitalisterne er fuldstændig ude af stand til at udvikle industrien i Danmark, selv under et opsving, fremgår af handelsbalancen, hvor im-/eksport af industrivarer gav et sølle plus på 7,5 milliarder i 2003, men gennem årene, under opsvingets vildeste fase, faldt støt til et underskud i 2008 på 42,1 milliarder i 2008.

I industrien som helhed var der i 1966 604.138 ansatte. I 2004 var dette tal faldet til 392.847. Et fald på 35 procent. Det er sket samtidig med at det samlede antal lønmodtagere i perioden er steget fra 1.948.171 til 2.564.253 (Danmarks statistik).

Så det er altså en bevægelse der er foregået over et stykke tid.

Produktionens andel af økonomien falder Der raser med andre ord en krig imod arbejderbevægelsens livsnerve. Antallet af beskæftigede giver dog ikke det fulde billede om hvilken vej økonomien bevæger sig. Ligeså vigtigt er industriens andel af økonomien. I 1990 udgjorde sektoren ”Råstofudvinding, industri og energi” 459.985mio kroner (i 2000-priser) og 28,2 procent af den samlede værdiskabelse. I 2008 var dette tal steget til 571.807mio. En stigning på 39,6 procent. Men samtidig var denne sektors andel i den samlede produktion faldet til 24,7 procent. Altså et fald på 3,5 procentpoint. Over den samme periode på knapt 20 år er sektoren ”Handel mv., transport og kommunikation” steget med 94,2 procent og gået fra en andel på 18 procent til 20,5 procent af den samlede økonomi. Det samme gælder

Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Ifølge Danmarks Statistik er det kun 72 procent af kapaciteten i industrien, der udnyttes i dag. Og det tæller ikke engang lukkede virksomheder med. Eksempelvis lukkes Lindøværftet, som er Danmarks største skibsværft, frem mod 2012.

sektoren ”Finansiering mv., boligbenyttelse, udlejning og forretningsservice” der er gået fra en andel på 21,6 procent til 26,6 procent af økonomien i perioden (Danmarks Statistik).

Med andre ord: kapitalisterne er i gang med at smadre industrien i Danmark, til fordel for en økonomi baseret på service og spekulation.

De vil forsøge at slippe for den besværlige produktion og i stedet leve af at spekulere. Samfundets bedste rager dem ikke en høstblomst. Så kan arbejderklassen i stedet blive ansat som frisører, rengøringsfolk og sikkerhedsvagter, der kan tage sig af kapitalisternes velbefindende.

Socialistisk plan nødvendig Danmark har (så længe det varer) et nogenlunde moderne produktionsapparat og dygtige arbejdere der kan betjene det. Men der er behov for en plan for udvikling af industrien, i modsætning til kapitalisternes afvikling.

Det kræver massive investeringer og uddannelse. Det kræver en national plan. Kapitalisterne og deres politiske repræsentanter i den borgerlige regering og de borgerlige partier hverken kan eller vil lave en sådanne plan. Derfor er det en opgave for en fremtidig arbejderregering.

Mulighederne er der Krisen er et mareridt for arbejderklassen. Og det på et punkt i historien hvor vi har alle muligheder for at skabe et rigt samfund, med arbejde og velfærd til alle, ikke bare i Danmark, men internationalt, men kun hvis arbejderklassen overtager samfundets ressourcer.

Nationalisering af bankerne og forsikringsselskaberne sammen med de 200 største virksomheder er et fuldstændigt uundværligt skridt for at befri produktivkræfterne fra deres lænker.

Ifølge Danmarks Statistik er det kun 72 procent af kapaciteten i industrien, der udnyttes i dag, og pilen peger kraftigt nedad, på grund af begrænsningerne i markedet. Dvs. at der rundt regnet kunne skabes 25 procent flere værdier ved at gennemføre en socialistisk planlægning af produktionen, allerede inden man investerer i udvikling af produktionsmidlerne.

Derudover vil en socialistisk planlagt økonomi muliggøre arbejderkontrol med staten og industrien. Det vil give et enormt skub til arbejderklassens opfindsomhed. Enhver forstandig arbejder ved i dag, at under kapitalisme vil ethvert forslag til effektivisering af produktionen ramme arbejderne som en boomerang, i form af fyringer og

øget arbejdspres. Ved en socialistisk planlagt produktion vil enhver produktivitetsstigning komme arbejderne og hele samfundet til gode.

Ved at reinvestere en stor del af overskuddet fra industrien, fratrukket hvad der skal gå til udbygning af velfærden, vil årlige vækstrater på 1020 procent være fuldt ud mulige.

Det vil danne grundlaget for en sænkning af arbejdsugen til 35 timer og inden for en overskuelig fremtid 4-5timers arbejdsdag og en firedages arbejdsuge. Ved hjælp af disse tiltag kan hele befolkningen inddrages i politik og give arbejderklassen den nødvendige tid til at styre stat og industri.

Alt dette er ikke en fjern fremtid. Et sådan potentiale ligger implicit i den moderne teknologi om det så er IT-, nano- eller robot-teknologi.

Men i dag, under kapitalismen, betyder indførsel af morderne teknologi og effektiviseringer, kun fyringer og øget arbejdspres for arbejderklassen. Under en socialistisk planlagt økonomi vil enhver produktivitetsforbedring betyde mere fritid og større overflod. □

www.marxist.dk • Nov-Dec 9. årgang nr. 51 • 9

Fagligt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Malerne i København vil have høj mindsteløn Malerne

med til forbundet.

Af Lasse Bertelsen En enig generalforsamling hos malerne i Storkøbenhavn vedtog den 21. oktober et krav om 170,- kr. i timen som mindsteløn. Dette fandt sted efter en længere debat af et forslag fra malerne hos SBM, som var støttet af en lang række tillidsfolk fra malerfirmaer i Storkøbenhavn. Forudgående havde bestyrelsen i fagforeningen vedtaget en række krav, da malernes hovedforbund havde fremskudt afleveringen af krav. Dette blev kritiseret på generalforsamlingen, hvor det blev nævnt, at uden demokratiske diskussioner risikerede forhandlerne at forhandle krav, der ikke havde den nødvendige opbakning. Formanden kunne dog forklare, at de krav, generalforsamlingen vedtog, ville komme

Efter, at forslagsstillerne havde trukket et forslag omhandlende skurforhold, kom de resterende forslag til afstemning og blev enstemmigt vedtaget. Forslagene handler udover mindstelønnen på 170,- kr. om en forhøjelse af akkordprislisten på 20 procent for at forhindre yderlige fald i akkordfortjenesten. Derudover forslås en stigning af lærlingenes løn på 20 procent, betalt transport for lærlinge, samt at lærlingen ikke skal betales af akkorden men af mester det første år af læretiden i stedet for det første halve år som nu.

Derudover blev kravet om en 35 timers arbejdsuge med fuld løn- og personalekompensation vedtaget for på den måde at kunne give arbejde

til flere af de arbejdsløse kollegaer.

Arbejdsløsheden blandt malerne i København forventes at stige til over 20 procent.

Blandt kravene var også en række krav, der skulle sikre både fagforeningen og de faglige klubbers ret til at besøge arbejdspladser, samt at alle medlemmer af fagforeningen en gang om året fik betaling for at komme til informationsmøde i fagforeningen i arbejdstiden.

Formanden udtrykte også støtte til et mundtligt forslag fra repræsentanten for malerne i SBM om at starte en kampagne på arbejdspladserne omkring de krav, der blev stillet på generalforsamlingen for på den måde at skabe størst muligt pres på arbejdsgiverne. □

På Spidsen: Oprah-Land Den folkelige talkshow-milliardær Oprah Winfrey var dette efterår en tur i Danmark. Og hvor var vi dog mange, der frydede os. Det var næsten ligeså storslået, som da Obama var i København og lukkede Kastrup Lufthavn. Oprah lukkede ingenting, men hun åbnede alle vore hjerter. Og hvor var det dog dejligt. Oversvømmende glæde og inderlig lykke.

Hun så, hvordan den typiske dansker bor: i en lejlighed til 6,5 millioner på Stokhusgade i det indre København. Genkendelsens glæde kunne dårligt være større for alle os, der bor i det glade land, som Oprah uden tøven kaldte for ”verdens lykkeligste”. En ubekymret oase. Her er ingen arbejdsløse.

Ingen depressioner. Ingen fattigdom. Ingen mangel. Ingen bolignød. H.C. Andersen kunne dårligt have beskrevet den sande lykke bedre. Men det kunne Oprah.

En gennemsnitsdanskers ydmyge bolig.

Nu skal det ikke være ukritisk alt sammen. Her på spidsen går vi skam til biddet, når der er noget, der er værd at gå efter. Og vi mener – sagt i al venskabelighed – at Oprah godt kunne have nævnt nogle af de problemer, vi trods alt har. Med fodslæbende socialistiske brokkehoveder, strejkende skraldemænd og andre, der gør

10 • www.marxist.dk • Nov-Dec 9. årgang nr. 51

livet surt for de gennemsnitlige danskere, der bor på Stokhusgade og får besøg af Oprah. Men vi vælger at se positivt på livet. Vi er jo trods alt lykkelige her i det lykkeligste af alle Oprah-lande. □

Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Mellemøsten: Revolution og kontrarevolution MELLEMØSTEN

Af Frederik Ohsten Når vi til daglig hører om Mellemøsten i medierne, er det som regel forfærdende, rædsomme begivenheder. Vi hører om, at Iran er en ny atom-trussel, om katastrofer og myrderier i Palæstina, om kvindeundertrykkelse i Saudi Arabien og så videre. Men går vi bag om overfladen, tegner der sig et billede af en region, hvor der er dynamit i fundamentet, og hvor klassekampene truer med at vælte de korrupte regimer, som den vestlige imperialisme støtter sig på i regionen.

Iran De revolutionære begivenheder i Iran i sommeren gik hele verden rundt.

Massebevægelsen kom bag på både de reaktionære mullaher samt imperialismens strateger i Washington, Paris og London. Denne avis har tidligere peget på, at der var revolutionære begivenheder på vej. De iranske arbejdere og unge hader det rådne, fundamentalistiske kapitalistiske regime. De har sat sig i bevægelse for at gøre op med regimet, og begivenhederne i sommeren var blot begyndelsen på den iranske revolution. Større slag er endnu i vente.

har taget de første skridt i retning af et opgør med det kapitalistiske mullah-regime. Men de har stadig brug for at gøre sig mange erfaringer og prøve forskellige ledere og politiske tendenser af, før processen kan afsluttes.

I skrivende stund er der roligt på overfladen i Iran – men kun på overfladen. Det er karakteristisk for den begyndende revolutionære proces i en diktaturstat som Iran, at masserne bruger enhver sprække, der åbner sig, til at udtrykke utilfredshed igennem. Det var tilfældet med Ahmadinejads modkandidat til præsidentvalget Mousavi, som slet ikke er i opposition til regimet, men alligevel blev samlingspunkt for protesten, og det var tilfældet, da masserne gik på gaden den 18. september.

På den såkaldte Quds-dag den 18. september – som er en mærkedag, regimet har indført – gik titusindvis af

regimets modstandere på gaden. De berygtede basij-bøller var på forhånd blevet kørt ind til Teheran for at slå ned på oppositionen, og de angreb flere demonstranter. Det bemærkelsesværdige er, at politiet i de fleste tilfælde forholdt sig ”neutralt”, skred ind og skilte regimets bøller fra demonstranterne. Det viser, at regimet ikke engang kan stole på sit eget politi!

Splittelse i regimet Den 2. oktober blev en stor fodboldkamp på Azadi Stadion i Teheran brugt af tilskuerne til at råbe ”død over diktatoren” i stedet for slagord imod modstanderens hold. Det hele blev vist på statsligt tv. Det er karakteristisk, at slagordet om ”død over diktatoren” i stigende grad ikke blot er rettet imod præsident Ahmadinejad, men også imod den øverste leder, Ayatollah Khamenei.

Da Ahmadinejad og den fløj, han tilhører (det konservative præsteskab og Revolutionsgarden) gennemførte valgsvindel i sommer, havde de ikke regnet med, at det ville medføre nogen reaktion blandt masserne. Men de ophobede frustrationer blandt almindelige iranere var ved at eksplodere. Utilfredsheden samlede sig bag den ”reformistiske” kandidat Mousavi.

Trotskij forklarede, at en revolution er, når almindelige mennesker bevæger sig på massiv skala for at tage deres skæbne i egne hænder. Det er denne proces, vi har set begynde i Iran. Processen er endnu ikke afsluttet – tværtimod. De iranske masser

Den 18. september gik titusindvis af modstandere af det iranske regime på gaden, selvom regeringen på forhånd havde truet dem med bål og brand.

www.marxist.dk • Nov-Dec 9. årgang nr. 51 • 11

Internationalt Den iranske revolution står og falder med arbejderklassens organiserede indtræden på scenen. Indtil videre har arbejderklassen kun deltaget i processen i mindre grad, og især de studerende har været i front. I 1979 blev shahens diktatur væltet, da arbejderne iværksatte en generalstrejke. Dengang blev revolutionen efterfølgende halshugget af mullahernes kontra-revolution og krigen mod Irak, men i dag er den iranske befolkning godt og grundigt vaccineret imod fundamentalisme.

Palæstinenserne Alle ser i retning af Barack Obama efter en løsning på konflikten i Mellemøsten. Faktisk ser folk i retning af Obama efter en løsning på alverdens problemer. Han fik Nobels Fredspris, selv om det eneste, han har gjort, er at sende flere soldater til Afghanistan.

Obama har lovet at trække USA ud af Irak. For at gøre det må USA slå en

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk handel af med Syrien og Iran. I dette spil er palæstinenserne blot en enkelt skakbrik, der sagtens kan ofres.

Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas er blevet fuldstændig miskrediteret blandt palæstinenserne som en lakaj for Israel. Under Israels massakre på 1400 palæstinensere i Gaza i december-januar forbød han demonstrationer på Vestbredden imod Israels aggression, og hans USA-trænede militærkorps arresterede adskillige venstrefløjsledere og udleverede dem til Israel. Almindelige palæstinensere er fortvivlede over tilstanden. Israel fortsætter sin skånselsløse blokade imod Gaza.

Hamas Hamas har opnået en vis popularitet på grund af, at de har stillet sig i spidsen for palæstinensernes frihedskamp. Men Hamas’ lederes taktik er en blindgyde. De forsøger i virkelig-

heden blot den samme taktik, som mislykkedes for PLO i 1980’erne.

Den såkaldte ”væbnede kamp” med primitive Qassam-raketter imod Mellemøstens stærkeste og mest brutale militærmaskine kan aldrig opnå noget.

Hamas’ ledere har derfor forsøgt sig med forhandling. Men hver gang er de blevet afvist af de israelske generaler. Hamas’ ledere har endda tilbudt en 30-årig våbenhvile og en de facto anerkendelse af staten Israel.

Men de israelske generaler har ikke givet en eneste indrømmelse. Derfor har alle forhandlinger været dømt til at slå fejl. Det eneste realistiske alternativ til PLO-ledernes udsalg af palæstinensernes rettigheder og Hamas’ fejlslagne ”væbnede kamp” er en revolutionær mobilisering af palæstinenserne med en appel til den israelske arbejderklasse om solidaritet på tværs af etniske forskelle. Modstanden mod den israelske impe-

Strejker og fabriksbesættelser i Egypten Den 18. oktober besatte 1200 tekstilarbejdere deres fabrik i byen Mahalla i Nildelta-området. Arbejdernes krav om udbetaling af en bonus, regeringen har lovet, blev indfriet.

Det kom i kølvandet på en bølge af strejker og fabriksbesættelser, der er taget til i styrke siden august. I næsten alle tilfælde har arbejderne gennem kamp opnået en hel eller delvis indfrielse af deres krav.

12 • www.marxist.dk • Nov-Dec 9. årgang nr. 51

Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk rialisme må baseres på klasselinjer, og de palæstinensiske masser må bevæbnes, så det ikke kun er nogle få ”modige” krigere, der kan forsvare palæstinenserne – hvilket ikke er noget forsvar.

Vejen frem Ingen kan tvivle på, at almindelige palæstinensere har ydet overmenneskelige ofre i løbet af de sidste mange år. Men store ofre og kraftanstrengelser nytter ikke, hvis ledernes taktik i kampen for befrielse er forfejlet.

Uudholdelige afsavn har blandet sig med frustrationer, kamp og gentagne nederlag og forræderier fra lederne.

PLO’s ledere solgte ud af samtlige nationale rettigheder, da de skrev under på Oslo-aftalen i 1993. Det gav mulighed for, at Hamas kunne vokse.

Det er klart, at hverken PLO’s eller Hamas’ taktik har virket. Der er behov for, at den palæstinensiske kamp for befrielse organiseres på klasselinjer og forbindes med arbejderklassens kampe i de omkringliggende lande – i første omgang Egypten, Israel og Jordan. Det kræver et socialistisk perspektiv og en ny linje i PLO’s organisationer, i første omgang i PFLP.

Egypten: regimet i krise Egypten er – sammen med Iran – et afgørende land i regionen. Det er det folkerigeste arabiske land, og landet råder over en stor industri og en enorm arbejderklasse.

Egypten er det land – næst efter Israel – som modtager den største militære hjælp fra USA. Diktatoren Hosni Mubarak er en af USA’s vigtigste allierede i den arabiske verden. Landet har været i undtagelsestilstand siden 1981, men på trods af regimets undertrykkelse er arbejderne begyndt at røre på sig og truer regimet. Egypten er siden december 2006 blevet rystet af gentagne strejkebølger. Regimet er i en dyb social krise, hvor selv grupper som er en integreret del af statsapparatet (som for eksempel skatteopkræverne) har været ude i store og omfattende strejker i et land, hvor uafhængige fagforeninger og strejker er forbudt.

Regimet i Egypten er en af Vestens ”alliancepartnere” – hvilket i praksis

vil sige USA’s lakaj. Det er et modbydeligt og undertrykkende regime, hvor aktivister, der kræver demokrati, systematisk bliver arresteret og tortureret. Fagligt aktive bliver forfulgt.

Seksuelle overgreb er dagligdag i Mubaraks fangehuller. På trods af undertrykkelsen og brutaliteten er regimet ikke i stand til at holde protesterne nede.

Arbejderklassen i Egypten En egyptisk vittighed siger, at landet kun har fem organiserede grupper: Statsapparatet, sufi-grupperne, det Muslimske Broderskab, den ortodokse kirke og fodboldklubben Al-Ahly.

Men de gentagne strejker har gjort, at organiseringen blandt de egyptiske arbejdere er blevet styrket enormt.

Ligesom de russiske arbejdere og bolsjevikkerne benyttede sig af tsarens statsstyrede ”fagforeninger” før den russiske revolution, så har de egyptiske arbejdere været i stand til at bruge regimets ”fagforeninger” til at gennemføre strejker og fabriksbesættelser. Men der er også tegn på, at enkelte uafhængige fagforeninger er ved at opstå ganske åbent.

De 27.000 arbejdere på tekstilfabrikken Ghazl al-Mahalla i Nildelta-området har flere gange besat fabrikken, og de har formået at vinde forskellige krav – lige fra højere løn til afskedigelse af ”fagforeningens” leder, der var korrupt og gik imod arbejdernes krav.

Klassekampen har været klart tiltagende i de senere år. En interessant ting er, at det især er de kvindelige arbejdere – navnlig i tekstilindustrien – der har været i front. Demonstranterne synger revolutionære, pan-arabiske og kommunistiske sange, som ellers ikke er blevet hørt offentligt siden 1970’erne.

En revolutionær region Mellemøsten er en eksplosiv region.

Klassekampen er ved at blusse op til overfladen overalt: masseprotester i Iran, fabriksbesættelser i Egypten, slum-oprør i Algeriet, studenterkampe i Tunesien, en stor uafhængigheds-bevægelse i det sydlige Yemen, samt en række strejker i Jordan og Irak er blot symptomer på en under-

Ny arabisk marxistisk avis Den Internationale Marxistiske Tendens (som Socialistisk Standpunkt er tilknyttet) er begyndt at udgive en arabisksproget avis. En gruppe marxister i Marokko, som også står bag hjemmesiden www.marxy.com, har netop sendt første udgave af deres avis på gaden. Avisen kan downloades i pdf-format på www.marxist.com.

liggende uro og eksplosiv stemning, der er ved at finde vej til overfladen.

I Iran ser vi, at der mangler en ledelse, der kan føre bevægelsen fremad.

En hel generation af klassekæmpere blev fysisk udryddet under mullahernes kontrarevolution. Det, der nu er brug for, er en tendens med rødder på arbejdspladserne, som kan forbinde de lokale kampe og lede en kamp imod regimet. I et land som Egypten er der en enorm faglig militans, men der mangler en politisk kraft – et socialistisk parti, der baserer sig på arbejdernes bevægelse og krav. Et masse-arbejderparti i Egypten vil hurtigt kunne udfordre det rådne regime og blive et referencepunkt for klassekamp i hele Egypten og resten af den arabiske verden.

Det mest karakteristiske ved processen i hele Mellemøsten og Nordafrika er, at arbejderklassen i stigende grad er på vej ind på scenen. I alle lande er der en dyb følelse af, at samfundet står i en blindgyde, og at der er brug for radikale ændringer. I den kommende periode vil hele regionen blive rystet yderligere af klassekamp. Den revolutionære bølge, som vi nu ser i Latinamerika, er godt på vej til at slå ind over kysterne i Persien, Mesopotamien, Levanten og Nordafrika. Det vil ændre verdenshistoriens gang. □

www.marxist.dk • Nov-Dec 9. årgang nr. 51 • 13

Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Kapitalisme og miljøet - Profitjagt skaber den globale opvarmning KLIMA

Af Jesper Dahl I december afholder FN klimatopmøde i København. Repræsentanter fra omkring 180 lande vil samles og gennemgå mulighederne for at skære i udledningen af drivhusgasser. Alle er enige om, at mødet er meget vigtigt.

Men desuden er de fleste enige om, at der sandsynligvis ikke kommer særlig meget ud af det. Altså udover fine ord.

Selvom de fleste regeringer har opgivet at benægte klimaforandringerne, så betyder kapitalismens drivkraft – jagten på profit – at alle de store planer vil falde sammen, hvis ikke det kaotiske kapitalistiske system erstattes af et samfund, som operer på grundlag af det fælles gode. Forhandlingerne i København handler i bund og grund mere om, hvordan at de forskellige konkurrerende imperialistiske lande kan slippe billigst, end om miljø, global opvarmning og bekymring og menneskers ve og vel.

”Miljøisme” Mange miljøorganisationer hævder, at de hverken er højre- eller venstreorienteret, fordi miljøproblemerne sætter sig ud over de traditionelle problemer som klasser og skellet mellem rig og fattig. Det er noget sludder. Miljøproblemerne er rigtig nok af vital vigtighed for alle, der bor på jorden, men de er frembragt af det kapitalistiske system.

Global opvarmning kan potentielt udrydde hundredtusindvis af mennesker og gøre store dele af kloden ubeboelig. Men vent lige et øjeblik; kapitalisterne lever da også her på jorden. Er det i deres personlige interesse at smadre den? Nej. Men for at konkurrere effektivt på markedet bliver kapitalisterne nødt til at se stort på miljøet. Ellers overlever deres virksomheder ikke. Ydermere har de rigeste råd til at beskytte sig mod alle konsekvenserne af den globale

opvarmning, mens at både den tiltagende tørke og de hyppigere oversvømmelser allerede nu fordriver og direkte dræber fattige og arbejdere i tusindvis.

Engels og miljøet Sådan her forklarer marxister miljø ødelæggelser: ”De enkelte kapitalister, som behersker produktion og omsætning, kan kun bekymre sig om den mest umiddelbare nyttevirkning af deres handlinger… De spanske plantere på Cuba, som nedbrændte skovene på skråningerne og med asken fik gødning nok til én generations højst rentable kaffetræer - hvad vedkom det dem, at de tropiske regnskyl bagefter skyllede det nu ubeskyttede jordlag ned, så kun den nøgne klippe blev tilbage? Under den nuværende produktionsmåde kommer fornemmelig kun det første, håndgribelige resultat i betragtning, når det gælder naturen og også samfundet; og så undrer man sig endda over, at de fjernere eftervirkninger efter de herpå indstillede handlinger er af ganske anden, i regelen ganske modsat karakter; at harmonien mellem tilbud og efterspørgsel slår over i sin polære modsætning. (Engels, Arbejdets rolle ved abens forvandling til menneske).

Problemet er, at den kapitalistiske produktionsmåde ikke tager højde for samfundets behov; at der ikke er nogen planlægning af og bekymring om miljøproblemer i en ikke planlagt økonomi som den kapitalistiske..

Miljøødelæggelser Miljøproblemer bliver sædvanligvis fremstillet som et sammenstød mellem mennesker og naturen. Mange miljøorganisationer argumenterer for, at vækst er dårligt, fordi at det altid gør skade på naturen. Og den grundlæggende opgave derfor er at stoppe folk fra at udplyndre det miljø, som de i sidste instans er afhængige af.

14 • www.marxist.dk • Nov-Dec 9. årgang nr. 51

Faktisk er vækst ikke altid ”beskidt”, det forbruger ikke altid flere resurser. For eksempel øgede de i Japan over 10 år deres produktion med 46 procent, mens de samtidig forbrugte 6 procent mindre energi. (Boyd and Ardill - The greenhouse effect, New English Library, 1989).

Miljøorganisationerne glemmer et afgørende led i årsagskæden. Problemet er ikke mennesket mod miljøet, forstået som var vi isolerede Robinson Cruso’er. Mennesket interagerer med miljøet i henhold til en specifik produktionsmåde; i henhold til måden hvorpå vi organiserer os for at få det daglige brød.

Den kapitalistiske produktionsmåde er uplanlagt. Når al produktion i samfundet afhænger af de enkelte kapitalisters beslutninger baseret på profithensyn, så bliver der overhovedet ikke taget højde for miljøødelæggelser i produktionen, der intet tæller i regnskaberne. Det er derfor ideen om, at markedet behandler miljø ”efficient” er latterlig. ”Man kan sætte skel mellem menneskene og dyrene ved bevidstheden, religionen og hvad ellers man lyster. De begynder selv at adskille sig fra dyrene, så snart de begynder at producere deres livsfornødenheder, et skridt, der er betinget af deres legemlige organisation [dvs. produktionsmåden]. Idet menneskene producerer deres livsfornødenheder, producerer de indirekte selve deres materielle liv.” (Marx og Engelsk, ”Den tyske ideologi”) Ved i arbejdsprocessen i højere og højere grad at mestre naturen i stedet for bare at tilpasse sig til den, kan mennesker ændre naturen og derved forbedre sine leveforhold. Med kapitalismen udvikling af produktivkræfterne gælder det i højere grad end nogensinde før. Derfor er risikoen for at jorden smadres også endnu større. Jorden er det eneste hjem vi får og derfor har vi ikke råd til, at det er

Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

anarkistiske markedskræfter og jagt på profit, som bestemmer, hvordan vi behandler den. Løsningen er ikke at være imod vækst, der er afgørende for at sikre det store flertal et bedre liv, men at sikre at denne vækst ikke kommer på bekostning af miljøet.

Global opvarmning Lad os være konkrete. Den største fare, som verden i dag står over for, er sandsynligvis global opvarmning.

Klimaændringer er et bedre navn, da det ikke er alle dele af kloden, som ifølge forudsigelserne vil blive varmere. Der er en udbredt konsensus blandt videnskabsmænd om, at klimaforandringer finder sted.

Hvis du googler ”global opvarmning”, får du nok den modsatte oplevelse.

En af de prominente hits er www.globalwarming.org, som afviser ideen om klimaændringer. Den støttes af Cooler Heads Coalition, og opdateres af Competitive Enterprises Institute. Vi ved, hvor de kommer fra!

Olieindustrien bruger enorme summer penge på at skabe forvirring. De køber videnskabsfolk, som du ville købe en KitKat. Tilbage til fakta. For det første bliver jorden som sådan varmere. For det andet skyldes dette delvist menneskelige aktiviteter - og vi ved ikke hvor meget. Jorden er altid gået gen-

nem varmere og koldere perioder (istider), men flere og flere drivhusgasser, hvoraf den vigtigste er CO2, pumpes op i den øvre atmosfære. De virker som et drivhus eller et tæppe på den måde, at de lader varme fra solen komme ind, men de fanger den i atmosfæren. Så jorden bliver varmere. Videnskaben er kompleks.

Som kritikkerne siger, ville liv på jorden ikke være mulig, hvis al varmen forsvandt. Men især siden 1980’erne er jorden blevet varmere i et hurtigere tempo end nogensinde før. Og vores udledning af drivhusgasser fra afbrænding af fossile brændstoffer har skylden.

Statistikkerne ser ikke så ekstreme ud – en samlet stigning i temperaturen på 0,6-0,7 pct. i det 20. århundrede. Men over halvdelen af denne stigning har fundet sted de sidste 30 år, og kan delvist tilskrives menneskelig aktivitet. Det har allerede ført til tørker, udryddelse af arter og et stigende havspejl, hvilket har ført til lokale oversvømmelser og menneskelig tragedie. Det bliver værre.

Hvor skal vi gå hen?

Allerede i 1997 mødtes de kapitalistiske magter i Kyoto og indgik en meget vag aftale om, at sænke stigningen i udledningen af drivhusgasser.

Men alle var enige om, at Kyoto ikke kunne løse problemet. Det kunne allerhøjst være et første skridt. Men

hvad er der sket? Absolut intet. Eneste ærlige mand var sjovt nok Georg Bush, som officielt trak USA ud af Kyoto-aftalen. Resten af de kapitalistiske regeringer undlod i stilhed simpelthen bare at overholde aftalen.

I Danmark har den borgerlige regering ført et felttog mod de sparsomme grønne tiltag, som den socialdemokratiske regering tog i 1990’erne.

De seneste fem år har antallet af nye vindmøller eksempelvis været på det laveste niveau i 30 år (Danmarks Vindmølleforening). Som krisen begyndte, har regeringen prøvet at bruge klimaspørgsmålet til at fjerne fokus fra arbejdsløshed, lønnedgang og generel tilbagegang. Historien har været, at vi alle er skyld i den globale opvarmning, når vi tager for lange varme bade, tager bilen på arbejde eller glemmer at slukke for lyset.

Sandheden er, at det er de store virksomheder, som står bag langt den største del af CO2-udledningen.

Det er her, det egentlige problem ligger. Men hagen ved det hele er, at demokratiet ikke gælder inden for virksomhedens fire vægge. For at vi kan komme klimatruslen til livs, må demokratiet derfor udvides til også at dække økonomien. Så kan der demokratisk lægges en plan for hvad, der skal produceres hvordan, således at vi bruger de ressourcer, vi har, bedst muligt. □

www.marxist.dk • Nov-Dec 9. årgang nr. 51 • 15

Historie

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

20 år efter Berlinmurens fald BERLINMUREN

En deform arbejderstat

Af Reinout Bosch

DDR (Den Tyske Demokratiske Republik) var aldrig som Sovjetunionen en ægte arbejderstat. Sovjetunionen blev grundlagt som en union af sovjetter, det russiske ord for råd. Målet var at skabe et samfund, der også i demokrati skulle overgå de kapitalistiske lande, hvor de vigtigste beslutninger om beskæftigelse og produktion træffes på direktionsgangene bag lukkede døre.

“Og derfor har vi i dag besluttet at indføre en ordning, som gør det muligt for enhver DDR-borger at rejse ud via DDRs grænseovergange” ”Hvornår?” råber en journalist ”Så vidt jeg ved, træder det… er det straks?”, politbureaumedlem Günter Schabowski nikker De næste dage følger billeder af østtyskere, der med iver hamrer og banker løs på muren, der siden dens opførsel havde stået som symbol på det jerntæppe, som siden 1961 havde afskåret øst fra vest. På tyveårsdagen for murens fald ser vi tilbage på denne skelsættende begivenhed, som det, der sluttede sovjetæraen.

Begivenheden (genindførelse af kapitalisme i Østtyskland og de andre stalinistiske lande) var et nederlag for arbejderklassen i hele østblokken.

Men fordi bureaukratiet efter Lenins død tog magten, og smadrede alle demokratiske traditioner fra oktoberrevolutionen, udviklede planøkonomien i Sovjetunionen aldrig sit fulde potentiale. På grund af det manglende demokrati kunne økonomien kun udvikle sig til et vist punkt. Derfor stagnerede landets økonomi op gennem 60erne og gik senere i recession.

DDR havde aldrig oplevet rådsdemokrati, men blevet grundlagt som en deform arbejderstat, hvor det stali-

16 • www.marxist.dk • Nov-Dec 9. årgang nr. 51

nistiske bureaukrati fra dag ét havde magten. Ikke desto mindre var den østtyske planøkonomi den drivende faktor i udviklingen af DDR som et industriland. DDR blev verdens niendestørste økonomi. Der var fuld beskæftigelse, ingen inflation, boliger til alle og en enorm udvikling af økonomien efter Anden Verdenskrigs altomfattende ødelæggelser.

Planøkonomiens sejre I det meste af østblokken og Sovjet havde planøkonomien ført store forbedringer med sig. Dette gjaldt også for DDR. Men hele østblokken var endt i en blindgyde i 1980’erne. Økonomierne var gået i stagnation eller recession, fordi en planøkonomi umuligt kan overleve i den stalinistiske karikatur. Trotskij har engang sagt, at en planøkonomi har brug for demokrati, som et menneske har brug for ilt. Ved Sovjets fald blev dette bevist. Systemet led en langsom kvælningsdød.

Historie

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk Fra revolution til kontrarevolution Selv i dag er der blandt østtyskere en udbredt respekt for den sociale sikkerhed, som fandtes i DDR. Protesterne op til Berlinmurens fald var faktisk ikke rettet mod det økonomiske system, men mod magthaverne og for indførsel af demokratiske reformer. Der var flere faktorer, der var afgørende for, at protesterne eskalerede så meget.

I Sovjet var Gorbatjovs projekt Glasnost (åbenhed) blevet sat i gang og sovjetiske dagblade som Sputnik offentliggjorde gennem 1988 afslørende artikler om Sovjetstatens løgne, hvoraf nogle var meget uheldige for ledelsen i SED (det østtyske kommunistparti). For at stille sig i opposition til Sovjets åbenhed lagde DDR sig den 4. juni på linje med det stadig mere autoritære Kina.

I sommeren 1989 åbnede Ungarn sin grænse mod Vest. Billederne af ungarske soldater der trak et stykke af jerntæppet til side førte til en strøm af østtyske migranter, der tog til Vesttyskland. For at dæmme op for dette indførte den østtyske stat et rejseforbud til Ungarn og for at forhindre østtyskere i at nå Ungarn gjaldt rejseforbudet også til Tjekkoslovakiet (der grænser op til begge lande).

Krav om rådsdemokrati Gennem hele landet tog protesterne til i styrke i løbet af efteråret. På universiteterne begyndte de studerende at kræve indflydelse. På Humboltuniversitetet blev der arrangeret et massemøde, hvor det blev vedtaget at gå ind for rådsdemokrati og udgive den første frie avis.

De krav, som de studerende og demonstranterne fremlagde i starten, var krav om en udvidelse af demokratiet og en afskaffelse af toppens privilegier. De studerendes hovedkrav var indførslen af Ratedemokrati, rådsdemokrati. Og på gaden hørtes der taler om at indføre demokratisk socialisme. Før November 1989 var der ingen, der snakkede om muligheden for en markedsøkonomi.

Hvad der udviklede sig i efteråret 1989 var en ægte revolution til for-

bedring af arbejderklassens leveforhold og politiske frihed. Magten lå i folkets hænder, det eneste der manglede var en bevidst ledelse, der kunne føre bevægelsen til sejr, og indføre demokrati og pressefrihed.

I stedet for en sådan ledelse fik den østtyske arbejderklasse amerikanske medier og nationalistisk propaganda. I stigende grad vandt kravet om nedrivning af muren og genforening frem. Men det var på ingen måde afgjort, hvor revolutionen skulle ende.

Den kinesiske løsning Ligesom i Polen, Tjekkoslovakiet og Ungarn var det simple reformkrav, som blev fremsat. Ikke desto mindre begyndte regimet at slå ned på demonstranterne. I månederne op til d.

9. november var der flere sammenstød mellem politi og demonstranter.

Bureaukrater i regimets top begyndte at tale om en ”kinesisk løsning” i og med, at protesterne fortsatte. Løsningen, der blev refereret til, var den samme som de kinesiske stalinister havde brugt ved massakren på den himmelske fredsplads tidligere samme år. En nedslagtning af demonstranterne uden nåde.

Regimet var dog bange for at bruge disse metoder og blev presset til at give indrømmelser. Stalinisterne i Berlin var ikke bedre mennesker end deres forgængere, der beordrede indsættelsen af militæret i Ungarn i 1956 eller i Prag foråret 1968. De var simpelt hen svagere. I 1950’erne og 1960’erne gik den bureaukratisk kommandoversion af en planøkonomi stadig fremad. SED var med andre ord så pressede af befolkningen, at den ”kinesiske løsning” ikke længere var en mulighed.

Indførslen af demokrati ville betyde enden på deres privilegerede stilling i samfundet, mens en ægte revolution ville kunne betyde deres død. Pest eller kolera i bureaukratiets øjne. Så for at rede deres egne skind valgte de at åbne grænserne, og prøvede at kontrollere masserne gennem mindre indrømmelse. De prøvede som mange gange før at komme med reformer fra oven for at undgå en revolution fra neden.

Genforening/anneksion Genforeningen, der fulgte, betød helt nye ejendomsforhold for østtyskerne. De tidligere statsejede virksomheder blev privatiseret til vesttyske kapitalister og østtyske bureaukrater.

I DDR blev alle fabrikker kaldt “folks egne fabrikker”, de var fællesskabets ejendom og skabt gennem DDR’s 40-årige historie. Efter valget blev der oprettet et nyt regeringsagentur, Treuhand, hvis hovedopgave var privatisering. Ifølge nogle beregninger ejer vesttyskere og udlændinge nu op mod 97 procent af alle aktiver i øst. Hvad der skete i DDR var systemets fuldkomne kollaps. DDR blev annekteret af Vesttyskland.

Privatiseringer og arbejdsløshed Fra knapt at kende arbejdsløshed mødte DDR-borgerne nu vestens ”herligheder”. Med bølgen af privatiseringer fulgte også en syndflod af fyringer. Fabrikker, der året før havde fungeret fint til samfundets bedste, var nu ude af stand til at opnå de profitter, som deres nye ejere forlangte.

I ”kemitrekanten” Leuna-Halle-Bitterfeld, der før murens fald havde beskæftiget 100.000, er der nu kun 10.000 job tilbage. Den arbejdsløshed, der fulgte, er vedholdt til i dag.

Arbejdsløsheden i Østtyskland var i 2007 på knap 20 procent, og i nogle regioner oversteg den 25 procent.

Det er et dystert udgangspunkt i en krisetid.

De forandringer som de østtyske demonstranter i novemberdagene 1989 håbede på er langt fra opnået. De håbede på mere indflydelse i deres hverdag. Men fik i stedet deres sikre hverdag taget fra sig. I stedet for mere indflydelse på deres arbejdsplads blev fabrikken lukket og de måtte stille sig i arbejdsløshedskøen.

Kapitalismen vil ikke være i stand til at byde nogen arbejdere den sikkerhed, som de higer efter. Kun en demokratisk planøkonomi kan virkeligt garantere arbejdspladser, mere velfærd og social sikkerhed. Dette kræver en ny omvæltning, der gør Tyskland socialistisk. □

www.marxist.dk • Nov-Dec 9. årgang nr. 51 • 17

Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Nyt fra Hands off Venezuela HoV

Af Niklas Zenius Jespersen (HoV) Hands off Venezuela er den danske del af en international kampagne, der forsvarer den venezuelanske revolution og viser solidaritet med venstrebølgen i Latinamerika. Vi har for tiden gang i en række kampagner. En del er begrænset til Danmark, mens andre er en del af en internationale Hands off Venezuela bevægelse.

Vi er også blevet inviteret ud og tale på flere skoler. På Det Fri Gymnasium havde en gruppe venstreorienterede elever inviteret os ud til at tale og på Christianshavns Gymnasium viste vi filmen ”The Revolution will not be televised” foran en stor elevskare, da eleverne dagen før folketingets åbning besatte skolen i protest mod nedskæringer. Hvis du er interesseret i at få en taler ud til din skole, studiegruppe, forening eller partiafdeling, så skriv til os.

Solidaritet med fyrede fagforeningsledere I forlængelse af vores arbejde med besatte fabrikker og fagforeninger modtog vi en besked fra fagforeningen SINGETRAM på Mitsubishis fabrik i byen Barcelona i det nordlige

Meld dig ind!

Individuelt medlemskab koster 75 kr. om året. For organisationer koster det mellem 200 og 5.000 kroner om året alt efter størrelse og økonomi.

Kontakt os og meld dig ind på www. Handsoffvenezuela.dk eller hov.denmark@gmail.com.

Venezuela. SINGETRAM er en vigtig fagforening i Venezuela og en af vores samarbejdspartnere og har i længere tid været involveret i en række arbejdskampe. Derfor forsøger arbejdsgiverne nu at fyre en række arbejdere, heriblandt 11 fagforeningsledere. der er som modsvar igangsat en kampagne både i Venezuela og internationalt i samarbejde mellem Hands Off Venezuela internationalt og den Internationale Marxistiske Tendens (imt), imod fyringerne. Vi har i Danmark indsamlet en række underskrifter fra fagforeningsledere og aktive på den danske venstrefløj i et forsøg på at presse arbejdsministeriet til at erklære fyringerne for ulovlige. Du kan se mere om kampagnen og deltage i den på vores hjemmeside.

Møde: Venezuela og miljøet Revolutionen i Venezuela har ikke blot skabt enorme forbedringer for den fattige befolkning.

Den har også skabt en hel ny bevidsthed og ansvarsfølelse for miljøet og klimaet. Venezuela fører en politik, der kombinerer sociale forbedringer med en aktiv miljøindsats.

Kom og hør mere, diskuter og bliv inspireret op til Klimatopmødet i København. Mødet vil være mandag den 30. november kl.

19-21 på den venezuelanske ambassade, Toldbodgade 31, 3. th., København K.

Solidaritet med Honduras Den 21. september vendte Honduras’ afsatte præsident, Manuel Zelaya, tilbage til Honduras. Han var den 28. juni blevet afsat ved et militærkup, fordi den traditionelle overklasse frygtede hans inddragelse af det fattige befolknings flertal i den demokratiske proces. Mens befolkningen strømmede ud i gaderne for at forsvare deres præsident, angreb kupjuntaen den brasilianske ambassade, hvor Zelaya opholder sig. Mange steder i hovedstaden kom det til kampe mellem de fattige arbejdere og militæret, flere stedet blev militæret endda nedkæmpet og fravristet kontrollen med bydelene.

Situationen er stadig anspændt og der er brug for fortsat solidaritet med Honduras’ befolkning. Derfor afholdt Hands Off Venezuela en demonstration d. 26. september til støtte for kampen for demokrati og social retfærdighed i Honduras, demonstrationen var en del af en række internationale aktionsdage imod militærkuppet, arrangeret af Hands Off Venezuela internationalt. Vi er ligeledes blevet medlemmer af HondurasNetværket. Et netværk af danske NGO’er, fagforeninger og ulandsorganisationer, der kæmper imod mili-

18 • www.marxist.dk • Nov-Dec 9. årgang nr. 51

tærkuppet i Honduras.

ALBA folkemøde i december I anledning af Klimatopmødet i København i december er der en stor chance for, at flere af statslederne i ALBA samarbejdet kommer til Danmark, blandt andre Hugo Chávez.

ALBA er en samling af de lande der står i spidsen for den nye venstrebølge i Latinamerika, blandt andet Venezuela, Cuba, Bolivia, Nicaragua, Honduras og Ecuador. I den anledning er en række danske venstrefløjsorganisationer i gang med at arrangere et folkemøde den 17. december i Valbyhallen, hvor præsidenterne og statslederne kan tale om den latinamerikanske revolution Hands Off Venezuela er en del af arrangørgruppen og vi støtter samtidigt op om det alternative klimatopmøde og den folkelige demonstration den 12. december. Du kan læse mere om initiativet og hvordan du kan blive aktiv på www.alba-alternativ.com. □

Teori

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Ny bog:

Hvad er marxisme?

MARXISME

Af Marie Frederiksen ”Eftersom socialismen er blevet en videnskab, må den også dyrkes som en videnskab, dvs. studeres” (Engels, Forbemærkninger til »Den tyske borgerkrig«) Vi befinder os i en af de mest turbulente periode i verdenshistorien. Der er ustabilitet på alle niveauer; socialt, politisk, økonomisk, kulturelt.

Den nuværende krise er ikke blot en krise i økonomien men en grundlæggende krise i kapitalismen som samfundssystem. En krise, der også viser sig indenfor alle samfundsvidenskaberne, der ikke er i stand til at forklare det, der finder sted for øjnene af os. Efter Berlinmurens fald og Sovjetunionens kollaps lovede borgerskabets teoretikere os fred, harmoni og evig fremgang. I stedet står vi i den dybeste krise siden depressionen i 1930’erne, der foregår brutale krige i Afghanistan, Irak og utallige andre steder på kloden og antallet af folk i verden der sulter, er nu nået over 1 milliard!

at forstå samfundet kan man ændre det. Enhver, der ønsker at forandre verden, må studere de marxistiske ideer, og tilegne sig en bevidst filosofi som modsætning til den herskende klasses filosofi.

Marxismen som videnskab De marxistiske ideer er ikke dumpet ned fra himmelen. Marxismen er en videnskab, fordi det er en undersøgelse af de materielle forhold, og uspringer fra et nøje studie af den materielle virkelighed.

Før Marx og Engels var der folk, der kaldte sig socialister, men de var, hvad Marx og Engels kaldte, utopiske socialister. Utopiske fordi de ikke tog udgangspunkt i samfundets modstridende kræfter funderet på materielle forhold, men i stedet mente, at kampen om socialisme handlede om ”den gode ide”.

Marx og Engels var de første, der forklarede, at samfundets grundlag

er hvordan vi sørger for at få mad på bordet, tag over hovedet og tøj på kroppen. Menneskehedens historie er, forklarede de, en klassekampens historie.

Da mennesket begyndte at kunne producere mere end nok til lige at overleve, opstod ulighed og dermed klasser og staten. At et lille mindretal kunne fritages fra den daglige kamp for overlevelse, og i stedet hellige sig studiet af filosofi, fysik, matematik osv. var et kæmpe fremskridt. Efterhånden som teknikken og videnskaben udvikledes, ændrede mennesket også måden, som den producerede sine livsfornødenheder på. Det betød, at klasserne også ændrede sig over slavesamfund, til feudalsamfund og nu kapitalismen.

Kapitalismen betød kæmpe fremskridt indenfor teknik og produktionen. Enhver kapitalist er på grund af konkurrencen konstant tvunget til at producere hurtigere, bedre og billigere end de andre. Det har udviklet

Alle, der forsøger at forstå verden og finde løsninger på problemerne, efterlades uden svar. De borgerlige ideologer og eksperter kan ikke svare på noget. Marx og Engels forklarede i det Kommunistiske Manifest, at ”En tids herskende ideer har altid kun været den herskende klasses ideer”.

Har man ikke en bevidst filosofi, så overtager man automatisk den herskende klasses ideer. Kapitalisterne fører et ideologisk felttog mod arbejderklassen. De har professorer, eksperter osv. til at forsvare deres interesser. Og i skolerne, fjernsynet og aviserne bombarderes vi konstant med deres ideologi; at kapitalismen er det eneste rigtige system, at det handler om at ”arbejde sig op” og ”enhver er sin egen lykkes smed”.

Marxismen er arbejderklassens og alle undertryktes videnskab. Kun ved

Karl Marx (1818-1883) og Friedrich Engels(1820-1895)

www.marxist.dk • Nov-Dec 9. årgang nr. 51 • 19

Teori produktionsmidlerne i en sådan grad, at vi nu er nået et niveau, hvor vi kan producere nok til, at ingen behøver at lide nød. Produktionen har nået hidtil usete højder og er, med Marx’ ord, blevet samfundsmæssig, forstået på den måde, at produktionen kræver hele samfundets involvering; bare tænk på hvor mange forskellige arbejdere, fra hvor mange forskellige steder, der har været inde over at producere enkeltdelene til for eksempel en computer. Det betyder samtidig, at mængden af produkter er vokset enormt.

På den måde har kapitalismen lagt grunden til et samfund, hvor ingen behøver at lide nød, hvor menneskeheden med Engels’ ord kan gå fra ”nødvendighedens rige ind i frihedens rige”, det vil sige et socialistisk samfund.

Til trods for at kapitalismen i starten udviklede produktionsmidlerne, er systemet nu blevet en lænke på produktionen. Der eksisterer fuldstændig anarki i økonomien, patenter og konkurrence betyder, at teknologiske opfindelser holdes hemmelige, nye maskiner betyder i dag øget arbejdsløshed i stedet for lavere arbejdstid osv. Ikke mindst er kriserne et indbygget tilbagevendende fænomen, hvor vi har den absurde situation, at kriserne opstår ikke af mangel, men af overproduktion; ikke fordi folk ikke har brug for varerne, men fordi de ikke har råd til at købe dem. Mens mere end 1 milliard sulter, fyres millioner og atter millioner.

Kapitalismen har samtidig skabt sine egne banemænd, arbejderklassen.

Den klasse der udgør det store flertal, som rystes sammen af produktionen, og som kun kan opnå fremskridt ved at stå sammen. Det er arbejderklassen, der skaber værdierne, men under kapitalismen er det de enkelte kapitalister, der tilegner sig en god del af disse værdier, fordi de ejer fabrikkerne, maskinerne, bankerne osv. En socialistisk revolution går i bund og grund ud på at fratage kapitalisterne deres private ejerskab over produktionsmidlerne, og i stedet lade dem, der skaber værdierne, arbejderklassen, demokratisk bestemme hvad og hvordan der skal produceres.

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk De utopiske socialister før Marx og Engels kunne ikke være andet end utopister, da kapitalismen ikke var tilstrækkelig udviklet. Det blev Marx og Engels’ opgave at forklare kapitalismens udvikling og dermed sætte de socialistiske ideer på videnskabelig grund.

Marxismens tre kilder og bestanddele Lenin forklarer i sin artikel ”Marxismens tre kilder og bestanddele”, at marxismen består af tre dele: marxistisk filosofi også kaldet dialektisk materialisme, historisk materialisme og økonomi.

De marxistiske teoretikere, primært Marx, Engels, Lenin og Trotskij har skrevet om de mest forskelligartede emner. Nogle fakta er muligvis forældede; vi er heldigvis nået længere indenfor naturvidenskaben, arkæologien osv. i de sidste 150 år. Men læser man for eksempel det kommunistiske manifest, må man forbløffes over, hvor godt det passer på i dag.

Faktisk beskriver det langt mere det nuværende samfund end kapitalismen på Marx og Engels’ tid. ”Marx’ lære er almægtig, fordi den er rigtig. Den er udtømmende og harmonisk, den giver menneskene en sluttet verdensanskuelse, uforenelig med al overtro, al reaktion, al retfærdiggørelse af borgerlig trældom.”

(Lenin, Marxismens tre kilder og bestanddele) Dialektikken er læren om udvikling.

Den dialektiske materialisme tager fat på den materielle verden og ser den i sin udvikling, sin konstante forandring gennem modsætninger.

Den historiske materialisme overfører denne erkendelse af naturen til det menneskelige samfunds historie.

Marx forklarede hvordan den historiske udvikling følger dialektikkens love, og ikke bare er rent kaos eller Guds vilje. Klassekampen er grundlaget for og drivkraften i den historiske udvikling. Med produktivkræfternes vækst opstår der ud af een form for samfundsliv en anden og højere form for samfund. Den marxistiske økonomi forklarer, hvordan de økonomiske strukturer i det kapitalistiske samfund fungerer. Hvordan kapita-

20 • www.marxist.dk • Nov-Dec 9. årgang nr. 51

listerne køber arbejdernes evne til at arbejde, dvs. deres arbejdskraft.

Arbejderen tilfører gennem sit arbejde ny værdi til varerne, det som Marx kaldte merværdi. Kapitalisterne tilegner sig denne merværdi, og det er grundlaget for en udvidelse af deres kapital. Modsætningen mellem kapital og arbejde er kapitalismens grundlæggende modsætning.

Engels forklarer bl.a. i Anti-Dühring, hvordan menneskets tilegnelse af viden foregår som en opadstigende spiral, der aldrig slutter. Vores viden i dag bygger på al den tidligere viden.

Marxismen kan ikke erstatte et studie af de enkelte grene af videnskaben af fysik, af historien, af biologien osv.

Både den viden vi har indoptaget og omarbejdet i vores nuværende viden, og den, vi har forkastet som fejlagtig, har bragt os tættere på en mere korrekt forståelse af virkeligheden. Det er en uendelig proces, fordi vi aldrig kan vide alt, der er at vide i hele verden. ”Enhver tankeafbildning af verdenssystemet er og forbliver faktisk begrænset, objektivt af den historiske situation og subjektivt af ophavsmandens legemlige og åndelige tilstand.”

(Engels i Anti-Dühring)

Stalinismens forvanskning af marxismen Når unge mennesker skal afskrækkes fra at blive socialister eller læse Marx’ tekster, får de smidt udviklingen i Sovjet i hovedet: ”Se hvad der skete i Sovjet, marxismen fører til diktatur”.

Den russiske revolution i 1917 var den største begivenhed i menneskehedens historie, hvor arbejderklassen for første gang tog magten og begyndte på opbyggelsen af et socialistisk samfund.

Men revolutionen fandt sted i et meget tilbagestående land og blev isoleret. Revolutionens mest fremtrædende ledere, Lenin og Trotskij, gjorde det begge helt klart, at den eneste måde den unge sovjetmagt kunne overleve og udvikle sig til socialisme, var, hvis revolutionen spredte sig til de mere udviklede kapitalistiske lande. Det skete ikke. Den revolutionæ-

Teori

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Køb den nu! rxisme?

Hvad er ma

443 siders me? x ismarxisme rren a m r e d a v H forældet ten irrelevant,

Hvad er

en For ikke-hajer indeholder mar xismeni ermarxismen et, var foræld gang at vide, at kelig var død og Vi får gang på bogen men virintroduktionstekster xis deligt, ar ty m er is flere om et hv D d. Men n igen og igen? eller endda dø ideer. gt at angribe de trer dibestanddele: di e” en ød dv ”d nø sse marxismens filosofi, ke det vel ik er bange fo g har magten, at dem, der i da historieforståelse og økonomi. er den Mar xismen, ell ke ideer dem? arbetis ud xis ar ev m bl rst de r fø mer på de ideer, de e et Hvorfor skræm vn en na er sid e, år m 150 socialisdem endgrave der gerne lidt. Ddybere merevil videnskabelige For Fr rich Engels for ag for dens ied dl un gr og x ke ar tis M re man marxistiske jdet af Karl kaner ar assen det teo en. bejderkllæse cialismklassikere r giv gt samfund – so mar xistiske ideesåsom: neskeli en m r fo rm Det Kommunistiske Manifest fo jere t kamp for en hø rifter, der bred sk er ov tre r de (Marx/Engels), Overgangsprogrammet un aterialisme, dele falder ind m nd isk sta kt be ale tre di s – Mar xismen (Trotskij), og økonomi (Lenin), Den DiastorieforståelseAprilteserne set er �loso�, hi tisk økonomi. xis ar m og e m lis lektiske Materialismes ABC (Trotskij), ria ate m k ris histo r af ar xistiske tekste ke mden klassisog e Ludwig Feuerbach tyske kk ens ræ g lan mar xismfilosofis en til er r ld ne ho io de kt in du g tro Denne bo udgang otskij, samt inArbejdets rolle ved aben Tr og (Engels), n ni Le Mar x, Engels, le. til menneske (Engels), Løn, pris tre bestanddeudvikling at studere e, der ønsker re all ire e sp in liger og er og profit (Marx) og masser af flere tekster. yd pe æl til er at hj den ansporer Bogens formål håbet om, at en. rd ed ve m re e er nd ra rm fo mar xismen næ handling for at mindst til aktiv studier og ikke

Vi er allerede i julehumør og sælger den for

sølle 200 kr.

Udgivet af:

Bestil nu på www.marxist.dk/butik eller ringtlf.:til 61 65 10 88 10 88 61 65 @marxist.dk |

marxist Kbh. NV 19 st. tv., 2400 Degnestavnen

re bølge der fulgte den russiske revolution, bl.a. revolutionen i Tyskland i 1918/19 led nederlag. Nederlaget skyldtes især manglen på en revolutionær ledelse, og det efterlod den russiske revolution isoleret. Det er på den baggrund man må forstå, hvordan bureaukratiet kunne vokse frem i Sovjet og med Stalin i spidsen tage magten. Stalins sovjet havde intet at gøre med marxisme eller socialisme.

Stalins bureaukratiske styre udgjorde en kontrarevolution i revolutionen.

Marxismens mål er et kommunistisk samfund, hvor alle ”yder efter evne og nyder efter behov”. Det kræver et samfund, hvor produktionen er så udviklet at uligheden og klasserne er forsvundet, og hvor staten derfor også er døet bort. Planøkonomien i Rusland skabte en enorm udvikling af teknologien, produktionen og leveforholdene og viste det enorme potentiale, der er i en planøkonomi.

Men den russiske økonomi nåede aldrig op på siden af de mest udvik-

E? M S I X R A M

or iginaltekster af Introduktioner til og n og Trotskij Marx, Engels , Leni

SOCIALISTISK

lede kapitalistiske lande. Uligheden og staten voksede og der blev skabt et uhyrligt diktatur. Uden demokrati kunne planøkonomien ikke overleve, og til sidst kollapsede Sovjetunionen.

Sovjet var aldrig socialistisk, men en degenereret arbejderstat.

Enhver herskende klike har brug for et ideologisk dække for sit forehavende. Det stalinistiske bureaukrati klædte sin kontrarevolution i marxistiske gevandter. Stalinismen destruerede sovjetdemokratiet, forfulgte og dræbte tusinder af mennesker i marxismens navn. Stalinismen reducerede marxismen til et livløst dogme, tilpasset bureaukratiets behov, hvor kritik og selvstændig tænkning blev anset for kontrarevolutionært og straffet derefter. Stalinisterne forfalskede historien, som det passede dem. Stalinismens forvanskning af marxismen har miskrediterede den i flere generationer.

STANDPUNKT

Kamp imod reformismen Men stalinismen var ikke alene om at isolere marxismen.

Socialdemokratierne blev stiftet i slutningen af 1800’tallet. De startede som revolutionære partier, der byggede på de marxistiske ideer.

Partierne blev født i en periode, hvor kapitalismen gik fremad, og det tillod kapitalisterne at give en række indrømmelser især til de øverste lag af arbejderklassen og deres repræsentanter i fagbevægelse og partier.

På den baggrund opstod ideen om, at det var muligt at ændre samfundet gradvist. Gennem reformer kunne man skabe et socialistisk samfund.

Med andre ord var en revolution ikke nødvendig.

De reformistiske ideer kom i problemer, da kapitalismen gik i krise. Lige pludselig var der ikke længere råd til reformer, tværtimod blev arbejdernes rettigheder angrebet. Men i efterkrigsopsvinget fik de reformi-

www.marxist.dk • Nov-Dec 9. årgang nr. 51 • 21

Teori

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

stiske ideer en fornyet autoritet. På baggrund af arbejderklassens kamp opnåede arbejderklassen i de mest udviklede lande et semiciviliseret liv med pension, ferie o.l.

Opsvinget nåede dog sin afslutning i starten af 1970’erne. Kapitalismen havde ikke, som nogen påstod, overkommet sine modsætninger, men cyklussen med kriser og opsving vendte tilbage. Der var ikke længere råd til reformer, og arbejderklassens rettigheder, arbejdsforhold og velfærd kom under angreb. De reformistiske ledere for arbejderklassen udspillede sin historiske rolle, men fortsatte med at stå i spidsen for arbejderbevægelsen.

De nuværende ledere af arbejderbevægelsen forsvarer det kapitalistiske system og fortæller arbejderne, at vi må være ”realistiske”, at ”det er nødvendigt at skære ned for at bevare velfærden” osv. Kapitalismen er ikke længere i stand til at sikre fremgang for det store flertal.

Kampen mod kapitalismen er også en kamp imod de reformistiske ideer i arbejderbevægelsen.

Hvad det kommer an på er at forandre verden ”Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den.” ”Marx, Teser om Feuerbach).

For marxister er det at forstå verden ikke målet i sig selv men blot forudsætningen for at kunne forandre den.

Marxismen er ikke en teori adskilt fra verden, men en teori beregnet på direkte indgriben i verden omkring os, i klassekampen.

Historien skabes af kamp mellem klasser. En kamp, der foregår, hvad enten vi vil det eller ej. Trotskij forklarer, at en revolution er, når masserne træder ind på historiens scene for at forandre deres skæbne.

Vi er igen trådt ind i en periode med revolutioner og kontrarevolutioner.

Latinamerika er grebet af en revolutionær bølge og i sommers gik de iranske masser gå på gaden og startede den iranske revolution. Overalt ser vi klassekampen bryde ud i lys lue.

Det karakteristiske ved de seneste års

kampe har været det enorme tomrum af ideer. Stalinismen og reformismen har spillet fallit, og de ægte revolutionære ideer, marxismen, har endnu ikke opnået en styrke, der kan udfylde dette tomrum.

Marx forklarede, at ideer først bliver en materiel kraft, når de fanger massernes bevidsthed. Flere og flere arbejdere og unge søger efter ideer.

Den økonomiske krise har for alvor fået tørsten efter marxistisk litteratur til at blusse op; salget af Marx’ mesterværk Kapitalen er for eksempel steget markant og i den udgives nu som manga-tegneserie også i Danmark.

Marxismens kritikere, selv indenfor arbejderbevægelsen, kalder marxismen for forældet. Hvad, der er forældet, er et samfund, hvor alle muligheder for at skabe et paradis på jord er til stede, men hvor alle rigdommene i stedet går til de få. Kapitalismen har spillet fallit. Det må erstattet af et socialistisk samfund. Det vil være første gang i historien, at mennesket ikke skal bruge størstedelen af sin energi på at skaffe brød på bordet.

Det vil være et samfund, hvor menneskets virkelige potentiale kan frigøres. Det vil være et samfund med en enorm opblomstring i kulturen, videnskaben, kunsten.

Kapitalismen bryder ikke sammen af sig selv. Det kræver arbejderklassens bevidste indgriben. Arbejderklassen har gang på gang bevæget sig for at ændre samfundet. Men selv den mest stålsatte kampvilje og selv det største mod sikrer ikke sejren alene. Det afgørende element er en ledelse med en korrekt metode, strategi og taktik, som baserer sig på arbejderklassens generaliserede erfaringer, dvs. marxismen. Den kan ikke opfindes i kampens hede, men må opbygges allerede nu.

Det er opgaven for alle, der ønsker at ændre verden; at studere, at kæmpe og at organisere større og større lag af arbejderklassen.

Vladimir Lenin (1870-1924) og Leon Trotskij (1879-1940)

22 • www.marxist.dk • Nov-Dec 9. årgang nr. 51

”Lad kun de herskende klasser skælve for en kommunistisk revolution.

Ved den har proletarerne kun deres lænker at tabe. De har en verden at vinde.” (Det kommunistiske Manifest) □

Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Hvem vi er Socialistisk Standpunkt er den marxistiske tendens i SF og arbejderbevægelsen. Socialistisk Standpunkt er en marxistisk avis der udgives af elever, lærlinge og arbejdere, der er aktive i arbejderbevægelsen.

Socialistisk Standpunkt mener, at kampen mod den borgerlige regering må være øverst på dagsordenen for arbejderbevægelsen. Kampen mod den borgerlige regering er en kamp imod nedskæringer og privatiseringer, krig, miljøødelæggelse og racisme.

Enhed i arbejderbevægelsen er en forudsætning for at kunne vælte den borgerlige regering; der er brug for et alternativ. Ikke enhed på bekostning

af kravene, men en enhed omkring en socialistisk politik, et fælles handlingsprogram imod den borgerlige politik.

Konkret opfordrer vi alle, der ønsker at vælte den borgerlige regering til at gå ind i SF og SFU, og derigennem arbejde for at skabe enhed mellem arbejderpartierne, Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten for en anden regering; for en arbejderregering på et socialistisk program.

I de tidligere år har der været et opsving i økonomien, men det er ikke kommet almindelige mennesker til gode.Nu er økonomien på vej ind i en alvorlig nedtur, og arbejdsgiverne og deres borgerlige partier vil angribe velfærden endnu hårdere og presse endnu mere arbejdskraft ud af arbejderne for en lavere realløn.

Socialistisk Standpunkt kæmper for at arbejderbevægelsen går samlet imod forringelserne af arbejderklassens og ungdommens rettigheder. Socialistisk Standpunkt deltager i den daglige kamp, og støtter kravene fra arbejdspladserne (se nedenfor) Nogle mener, at disse krav er urealistiske. Men hvis LO, med støtte fra de tre arbejderpartier Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, gik til kamp for disse krav ville det være muligt at kæmpe dem igennem.

• Alle nedskæringer i den offentlige sektor må rulles tilbage sammen med skattelettelserne til overklassen.

• Fuld dyrtidsregulering, så lønningerne følger med prisstigningerne.

• Stop for finanskriser, spekulation og gældsfælder. Bankerne må overtages af staten.

Nej til statstilskud til spekulanternes fallitbo som Roskilde Bank • For ret til pension fra 55 år med en folkepension til at leve af.

Kapitalismen er et anarkisk system, hvor der ikke produceres efter menneskelige behov eller en rationel plan, men efter et lille mindretals jagt på profit. Det skaber ubalancer, ulighed og tilbagevendende kriser med angreb på velfærd og tilkæmpede rettigheder. Der er behov for at styre de vigtigste dele af økonomien efter en demokratisk plan. Men man kan ikke styre hvad man ikke ejer, derfor må arbejderklassen overtage de 200 største virksomheder, forsikringsselskaber og banker under deres egen ledelse og kontrol.

Socialistisk Standpunkt afholder med jævne mellemrum diskussionsmøder om indholdet af vores avis, vejen frem for arbejderbevægelsen og marxistisk teori. Vi opfordrer alle der ønsker at kæmpe for de marxistiske ideer i arbejderbevægelsen til at kontakte os, og sammen med os arbejde for et socialistisk program i arbejderbevægelsen. □

Kontakt os: Brev: Socialistisk Standpunkt, Degnestavnen 19, st. tv., 2400 København Nordvest Tlf.: 61 65 10 88 E-mail: marxist@marxist.dk

• Stop udsalget af den offentlige sektor. Alle privatiseringer må rulles tilbage, og virksomhederne må sættes under ledelse af valgte repræsentanter fra de ansatte og fagforeningerne.

• Lige løn for lige arbejde. Hæv lønnen i kvindefagene.

• Uddannelse til alle. Investér i uddannelse og opret det nødvendige antal lærepladser.

• Fuld beskæftigelse. For en 30-timers arbejdsuge med fuld lønkompensation. Afskaf obligatorisk overarbejde.

www.marxist.dk • Nov-Dec 9. årgang nr. 51 • 23

Socialistisk Standpunkt

Udgives af avisforeningen Socialistsik Standpunkt Degnestavnen 19 st.tv 2400 Kbh. NV. Tlf.: 61 65 10 88 ISSN: 1901-1695 www.marxist.dk marxist@marxist.dk

Den marxistiske avis i SF, arbejderklassen og ungdommen

Elever i besættelse og protest ELEVKAMP Af en elev på Christianhavns Gymnasium Under den borgerlige regering har finansloven hvert år budt på nedskæringer i uddannelsessektoren, og 2009 skulle sjovt nok vise sig ikke at være en undtagelse. Den borgerlige regering vil skære en milliard på uddannelserne. Gymnasierne skal spare mere end 82 millioner. Til sammenligning blev der i år brugt 100 mia. på en bankpakke til samfundets top, og næste år vil der blive brugt 22,8 mia. på militæret. Det er altså et spørgsmål om prioritering.

Det var på denne baggrund, at der var protester den 6. oktober. Jeg vil fortælle lidt om, hvad der skete på mit eget gymnasium, Christianshavns Gymnasium (CG) i København.

Besættelse af Christianshavns Gymnasium Brugerbetaling, overfyldte klasser og lærere uden efteruddannelse er efterhånden blevet helt normalt på vores skole. Derfor var det ikke overraskende, da 83 procent af skolens elever stemte for at deltage aktivt i en besættelse af skolen i protest mod nedskæringerne. Under besættelsen blev der holdt forskellige politiske debatter, en paneldebat med folketingets partier, vist film, lavet folkekøkken, malet bannerer og meget andet.

Næsten 600 elever deltog i besættelsen. Både blandt elever og lære er der bred enighed om, at besættelsen var en stor succes. Det er selvfølgelig i sig selv meget godt, men det, der

egentlig er relevant ved historien, er, hvorfor så mange mennesker gik med i en politisk kamp.

Grundlæggende set kan det forklares af to grunde. Kampen var hele vejen igennem politisk. Der var ikke nogen, der var i tvivl om, hvorfor vi besatte og hvad vi kæmpede for/imod. Derudover var rigtig mange elever involveret og havde indflydelse på besættelsen. Det var altså ikke elevrådet eller nogle få strejkeledere, der førte en politisk kamp og besatte gymnasiet men alle eleverne.

6. oktober – Hvad nu?

Den 6. oktober var der indkaldt til stor demonstration for elev - og studenterbevægelsen samt ungdommens fagbevægelse. I København deltog ca.

20.000, og på landsplan ca. 30.000.

Bevægelsens ledere udråbte demonstrationen til at være en stor succes, og DGS kalder det en sejr, hvilket ikke giver nogen mening. Ingen af bevægelsen krav er blevet opfyldt, og besparelserne er ikke trukket tilbage.

Mange unge forlod demonstrationen, selvom de var ankommet med deres skole i samlet flok. Men da elevbevægelsens ledere tog over og anførte demonstrationen i stedet for de lokale ledere på skolerne, så faldt det politiske niveau, og mange havde svært ved at se formålet og seriøsiteten.

Kampen må føres videre og spredes.

Som erfaringerne fra CG viste, kan

det godt lade sig gøre at mobilisere mange flere end man gjorde den 6. oktober. Ungdommen er klar til at kæmpe, men det kræver, at kampen bliver gjort politisk, og eleverne bliver involveret. Der må indkaldes til et fællesmøde for gymnasierne, hvor den videre kamp skal diskuteres. På CG har vi besluttet at mødes med andre københavnske gymnasier for at diskutere vejen frem. Noget af det vigtigste er, at eleverne allierer sig med arbejderbevægelsen – det vil sige fagforeningerne, de store arbejdspladser og arbejderpartierne. Det er de eneste kræfter, der reelt kan sætte magt bag ordene om stop for de borgerliges angreb.

Vi har prøvet at tage første skridt. Nu er der brug for at organisationerne – blandt andet DGS – går forrest i kampen. Der er brug for en samlet front imod den borgerlige regering, der har vist, at den kun vil skære ned på vores forhold. Der er brug for en ny regering med en socialistisk politik. Derfor er der også brug for, at eleverne organiserer sig i SFU for at kæmpe for, at elevernes krav bliver taget op af SF og de andre arbejderpartier. □

www.marxist.dk