nr25

Socialistisk Standpunkt Indhold

2

Socialistisk Standpunkt nr. 25 er hermed på gaden!

3

Bush i Danmark

4

Aktionærerne forgyldes

6

Angrebene på de butiksansatte må stoppes

7

EU i historisk krise

8

Bolig – har du penge kan du få...

10

Bolivia - Revolutionen vil sejre

12

Planøkonomi eller markedsøkonomi?

14

SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af avisforeningen SOCIALISTISK STANDPUNKT

WWW.MARXIST.DK marxist@marxist.dk Ansv.red: M. Frederiksen

2

Krigsmaskinen

side

Leder - Krigsmaskinen

Degnestavnen 19 st.tv 2400 Kbh. NV. Tlf.: 61651088

Leder

- www.marxist.dk

Anders Fogh Rasmussen kunne knap få armene ned, da George W. B u sh ’ a nko m st til D a n m a rk b le v o ffentliggjort. Vi var en del andre, der ser anderledes på manden, som den danske regering har gjort alt for at tilfredsstille.

Langt størstedelen af den danske befolkning, særligt arbejderklassen og ungdommen, ækles inderligt ved den amerikanske ildvogn, som ruller over Irak. Væmmes ved oliebaronernes kabinet i det hvide hus. Ved den hensynsløshed, hvormed den amerikanske imperialisme fører sig frem i hele verden, ikke mindst i Latinamerika og Mellemøsten. Frastødes ved, at den amerikanske regering i 2005 har sat ikke mindre end 2.482 milliarder kr. af til mi litæ rud gi fte r (d e n stø rste p ost på nationalregnskabet) – et beløb, der er fire gange større end de to næststørste poster, uddannelse og sundhed, tilsammen! Disse fakta er en modbydelighed, som tydeligt viser den amerikanske kapitalismes rå ansigt.

For ikke blot fører Bush-regeringen krig i Irak, hvor mindst 100.000 irake re er b le vet ”b e friet” – altså fra livet. Den amerikanske regering, som repræsenterer den mest aggressive del af de amerikanske kapitalister, fører også en krig på hjemmefronten. Som du kan læse længere inde i avisen, angriber den amerikanske regering sygesikringen, fordi regeringen i verdens rigeste land hellere vil bruge penge på en krig til fordel for kapitalisterne end at sørge for, at folk i USA ikke dør af tuberku-

● www.marxist.dk ● Ju l/A u g 4. Å rg a n g N r. 2 5

lose. Trofaste læsere af denne avis vil også huske, at Bush-regeringen tidligere satte nationalgarden, en slags hjemmeværn, ind mod strejkende havnearbejdere på den amerikanske vestkyst.

Siderne i denne avis ville slet ikke række, hvis vi skulle remse blot halvdelen af Bush-regeringens modbydeligheder op. Vi vil blot nævne, at den danske regering hundrede procent støtter op om den højreorienterede bande i Washington. Dette viser, at den danske overklasse fuldstændig har underlagt sig amerikansk kapitalisme og alle dens påfund. Dette er en skandale, og Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten må gå sammen om et program for en ny regering, der øjeblikkelig stopper dansk deltagelse i B u s h regeringens krigsmaskine og støtter de amerikanske arbejderes kamp for en ny regering med et arbejderparti, der vil føre arbejderpolitik i USA og internationalt. Sammen med et program for genopretning af velfærden, nationalisering af udflytningstruede virksomheder og stop for alle angreb på arbejderklassens levestandard, ville sådan et program lynhurtigt vinde massiv opbakning på de danske arbejdspladser og blandt ungdommen. Aktive i arbejderpartierne, fagforeningerne og i ungdommens organisationer må kæmpe for, at sådan et program, et socialistisk program, bliver taget op i disse organisationer. □

SOLIDAR

Læs inde i avisen:

ITETSPR

IS KR. 2

0,-

SOCIALISTISK STANDPUNKT DEN MARXISTISKE AVIS FOR ARBEJDERBEVÆGELSEN NR. 25 JUL/AUG 2005 4. ÅRGANG PRIS KR. 10,-

ST

- Stop Bush og Fogh!

- Aktionærerne forgyldes - Butiksansatte under angreb - EU i historisk krise - Revolution i Bolivia - Planøkonomi eller markedsøkonomi?

P BUSH!

H IMOD IMPERIALISTISKE KRIGE! H IMOD NEDSKÆRINGER! H ARBEJDERE I ALLE LANDE FORÉN JER! H UD MED BUSH - UD MED FOGH! H FOR VELFÆRD OG SOCIALISME!

MARXIST DK

Indland

www.marxist.dk - Socialistisk Standpunkt

Socialistisk Standpunkt nr. 25 er hermed på gaden!

JUBILÆUM Af Lasse Bertelsen For 4,5 år siden, januar 2001, kom Socialistisk Standpunkt nr. 1 på gaden.

Avisen blev på det tidspunkt udgivet og solgt af en lille gruppe i København. På det tidspunkt var der flere der stillede spørgsmålstegn ved holdbarheden i at udgive en marxistisk avis. I samme periode lukkede LO og Socialdemokratiet deres avis Aktuelt og Enhedslisten lukkede deres avis Weekendavisen Socialisten. Det første år udgav vi 4 numre og siden er det blevet til 6 numre om året. Skeptikerne har hermed fået svar på tiltale.

Socialistisk Standpunkt bliver i dag regelmæssigt solgt i Århus, Hobro, Vejle, Roskilde og Storkøbenhavn i et stigende oplag. De borgerlige medier har mange gange erklæret klassekampen for død. Men til trods for deres dødserklæringer har der været stigende strejkeaktiviteter fra de danske arbejd ere. D e b org erlig e så g erne at M arx’ ideer blev puttet på et museum for utopiske ideer. Ikke desto mindre er der i dag en stigende interesse for ideer der udgør et alternativ til kapitalismen. Unge i dag bliver ikke skræmt væk fra politik ved at høre rædselshistorier fra de stalinistiske lande. Kapitalismen i 2005 er endt i en blindgyde og kan kun tilbyde de fremtidige generationer nedskæringer, fattigdom og udflytning af arbejdspladser.

Netop det er grobunden for Socialistisk Standpunkt succes. Både blandt unge, men også blandt fagligt aktive er der en stigende interesse for ideer der kan udfordre det system, vi har i dag.

Socialistisk Standpunkt har aldrig, og vil aldrig p rø ve, at væ re ”ob jektive”. V i er en marxistisk avis der bygger på Marx, Engels, Lenin og Trotskij. Vi tager konsekvent stilling til begivenhederne i Danmark og verden ud fra arbejderklassens synspunkt. Vi er den eneste avis der argumenterer for at f.eks. udflytning af danske virksomheder bør mødes med et krav om natio-

nalisering. Vi argumenterer mod det voksende bureaukrati i den danske fagbevægelse og højredrejningen i Socialdemokratiet. Vores slogans er arbejderledere på arbejderløn og for en alliance mellem arbejderpartierne på et socialistisk program.

Da titusinder af elever, lærlinge og studerende, samlet i Stop Nu initiativet, gik på gaden i protest mod nedskæringer i 2004 argumenterede vi for at kampen skulle udvides og inddrage arbejdspladser og fagforeninger. Dette var til stor irritation for ledelsen af elevbevægelsen. De mente at én dags kamp var rigeligt, og at man så derefter måtte tale politikerne til fornuft.

Konsekvensen var at en af de største bevægelser blandt elever og studerende endte uden noget resultat.

Socialistisk Standpunkt er ikke bare en avis. Vi er en aktiv organisation der kæmper på vores arbejdspladser, fagforeninger og skoler. Vi diskuterer udviklingen i arbejderbevægelsen og hvordan vi bedst kan udfordre de ledere, der stadig tror på klassesamarbejd e og ”ansvarlig hed ” overfor kap italisterne. Vi ikke, at der i 2005 længere kan være tvivl om, at klassesamarbejde er ensbetydende med løntilbage-

holdenhed, øget arbejdstempo, længere arbejdsdag og flere nedskæringer. At være ansvarlig overfor kapitalisternes profitter er at være uansvarlig overfor de mennesker der har skabt profitterne, nemlig arbejderne. De arbejderledere der har opgivet klassekampen og kampen for socialisme kan i dag kun tilbyde nedskæringer på efterløn, folkepension og dagpenge.

Derfor kan vi love dig at vores avis nr.

25 langt fra vil blive den sidste. Der er i dag et presserende behov for at opbygge et alternativ til de borgerliges ideer. Derfor vil vi med vores lille ”jub ilæ um sudg ivelse” op fordre d ig til at gå med i kampen. Tegn et abonnement, hjælp os med sælge avisen og kom til vores møder. Kapitalismen har nedskæringer, krig og arbejdsløshed på dagsordenen. Det er de borgerlige ideer, der hører til på et museum. Slut op om S ocialistisk S tand p unkt. □

”N ej til E U ” - hvad nu?

Vil du gerne læse en dybere socialistisk analyse EU? Så er blad n r. 2 i serien ”S ocialistisk b ag g ru nd ” lig e n og et for d ig. ”E t altern ativ til d en eu rop æ iske u n ion ” er skrevet af Alan Woods, der er redaktør for de engelske marxisters avis Socialist Appeal. Alan W oods forklarer b å d e E U ’s h istoriske og økonomiske baggrund, de enkelte landes situationer og opstiller et klassemæssigt alternativ til den europæiske union.

Kan læses og/eller bestilles på www.marxist.dk eller bestilles pr. e-mail: marxist@marixist.dk, eller pr. almindeligt brev. Pris: 20 kr.

www.marxist.dk ● Ju l/A u g 4. Å rg a n g N r. 25 ●

3

Socialistisk Standpunkt

Indland

- www.marxist.dk

Bush i Danmark:

G ra n d p e tite D a n o ise ’e n lo g re r FINT BESØG Af Jonas Foldager Så skete det endelig for den lille Hr. Statsminister. Efter flere ynkelige franske visit, med dertil hørende slik hvor solen ikke skinner, gik hans drøm i opfyldelse. Endelig blev han en rigtig statsmand. Han fik lov at stå ved siden af verdens mægtigste mand og spejle sig i hans stråleglans, foran sine undersåtter. Men hvad gør at George Bush jr. vil tage den lange vej over dammen for at klappe den lydige spejderdreng på hovedet? Og hvordan står det til i Bushs hjemland?

U S A ’s m otivation for at invad ere Irak var, og er, åbenlys. Først og fremmest sikring af råstoftilførslen, etablering af en strategisk base i det ressourcerige mellemøsten og indirekte subsidiering og sikring af egen industri, i form af ”g e n op b yg ning sko n trakter” og d e n slags. Men for at besvare ovenstående spørgsmål og spørgsmålet om hvorfor de amerikanske kapitalisters drøm blev til virkelighed for siden at ende i mareridt, må man se på de dybereliggende årsager: Økonomien.

Den kapitalistiske verdensøkonomi har de sidste par år bevæget sig med stadig mere taktfaste skridt mod en krise.

I sådanne situationer viser historien, at al snakken om fred og internationalt samarbejde, som verdenslederne prædiker under fremgangstider, mister de sidste toner af deres hule klang.

Regeringerne bliver tvunget af deres respektive nationale borgerskab til at varetage lige netop deres interesser i deres kamp for at overleve i den internationale konkurrence. Tiden står i protektionismens tegn. Og derfor var det ikke kun et spørgsmål om arrogance da USA gik (næsten) alene i krig og efterlod Europas stormagter (læs Frankrig og Tyskland) råbende og skrigende bag sig. Nej, det var snarere en nødvendighed og endda en tilsigtet nødvendighed, at den imperialistiske krig måtte gå ud over samarbejdet med Europa. Sikret råstofforsyning og ”g enop b yg ning skontrakter” ville, hvis aktionen var gået som planlagt, have givet amerikanske virksomheder konkurrencefordel, og i den internationale konkurrence, hvor de nationale rege-

ringer spiller på deres nationale kapitalisters side, er det nemlig alle mod alle og det er den stærkeste der vinder.

Men hør, vent nu lidt. Var der ikke et par europæiske lande der brød den, for de borgerlige hyklere, hellige europæiske integration? Og var et af disse lande ikke stolte gamle Danmark? Jo, det var det vist, men hvorfor valgte Fogh og co. så at gå med i krig? Det kan ikke have været for at vinde hæder og ære, hvilket i givet fald havde været et dødfødt projekt med en Ubåd og sneplovsudrustede soldater i ørkenkrig. Det var også her et spørgsmål om klingende mønt. Ude ved Langelinie, meget tættere på Christiansborg end man skulle tro, ligger der et ”lille” hus m ed en hvid 7-takket stjerne på det lyseblå flag. Her holder Mærsk, Danmarks største virksomhed, til. Efter det seneste opkøb (der dog har fundet sted for ganske nylig, altså efter krigen) står denne koncern alene for 15% af Danmarks BNP. Et af datterselskaberne laver forsvarsmateriel, et andet er en af de største private fragtpartnere for det amerikanske militær.

Derudover galoperer fragtruterne fra resten af verden til USA i øjeblikket af sted. De økonomiske bånd mellem USA og Danmark er altså ret tætte og derfor også værd for den ynkelige parodi af en statsmand, Anders Fogh, at beskytte og styrke.

N år U S A ’s p ræ sid ent b liver nø d t til at tage på charmeoffensiv i Europa, har det også sine økonomiske årsager.

Den amerikanske økonomi er på randen af en katastrofe. Og i en situation hvor tilbagetrækning fra Irak ikke ligger i den nærmeste fremtid, er det utroligt ubehageligt at sidde som præsident og se en lille mia. dollars om dagen fise ud af statskassen og lige til krigen i Irak.

Hvis den amerikanske økonomi havde været rask og sund, ville der ikke have været nogen problemer. Men den er syg helt ind til marven.

U S A ’s b ud g etund erskud forventes i år

4

● www.marxist.dk ● Ju l/A u g 4. Å rg a n g N r. 2 5

Indland at nå 427mia. dollars. Den samlede amerikanske gæld er på 7,7trillioner dollars, svarende til 26.000 dollars pr. indbygger. Dette skal ses i lyset af at d e sid ste års ”frem g ang ” har væ ret jobløst, baseret på forbrug, forbruget baseret på lån og lånene ofte taget i fast ejendom, der både for privatpersoner og fra det stigende antal spekulanter på det amerikanske ejendomsmarked, er blevet erhvervet med en fuldstændig hen-i-vejret forvisning om at priserne, der på det nærmest er eksploderet, og nu officielt af alle seriøse borgerlige økonomer kaldes for en prisboble af rang, vil blive ved med at stige, fra nu og til al evighed. Læg hertil at det lige netop er det amerikanske forbrug der i øjeblikket er, om end slatne, så alligevel rygraden i verdensøkonomien. Det eneste, der i øjeblikket holder låntagningen og dermed forbruget i gang, er den historisk lave rente. Men det store forbrug har bivirkninger. Reuters CRB-prisindeks der indeholder 17 varer som olie, hvede og metal, steg for nylig til det højeste niveau siden januar 1981. Hvad er så kuren mod inflation? Netop hvad den amerikanske centralbank er i gang med nu, nemlig rentestigninger. Hvis rentestigningerne får virkning, vil det betyde at folk ikke har råd til at forgælde sig som tidligere, og derfor ikke har råd til at købe nyt hus. Endda folk der allerede har hus, finder måske ud af de ikke kan sidde med så store lån som de gør. Det vil betyde hussalg, som betyder faldende priser, som igen vil betyde at spekulanterne vil sælge for at redde hvad reddes kan, forbruget vil rasle ned osv. Efterhånden som man dykker ned i materialet viser det sig at årsag bliver til virkning og virkning til årsag osv. En gigantisk spiral, der desværre ser ud til at gå nedad.

Derfor ville det være rart for Hr. Bush, hvis europæerne gad betale lidt af gildet i Irak, og hvis det er en Europacharm eturne d er skal til…

Men endnu inden krisen officielt kommet, hvem betaler prisen for at de amerikanske kæmpekoncerner kan hive store profitter hjem? Den amerikanske arbejderklasse. Og som om de daglige angreb fra kapitalisternes side på løn og arbejdsvilkår ikke var nok, har Bush travlt med at læsse de øgede militær udgifter (vokset 41% siden 2001 og er nu stø rre end alle and re

www.marxist.dk - Socialistisk Standpunkt

landes militærudgifter tilsammen) og prisen for besættelserne af Irak og Afghanistan over på arbejdernes skuldre. Dette gøres bl.a. ved at skære ca. 45 mia. dollars (af et budget på 329 mia. dollars) af sundhedsprogrammet Medicaid, der betaler for lægebehandling for folk med lavt betalt eller intet arbejde. Og der er ikke fordi der er blevet mindre efterspørgsel efter den slag hjælp til at overleve. Programmet betaler nu for 1/3 af alle fødsler i USA, og siden 2000 er 40% flere kommet med i programmet. De dårligere levevilkår for almindelige arbejdende mennesker og fattige afsp ejles og så i, at 36 m illioner af U S A ’s indbyggere har en madforsyning der kan kaldes usikker – sagt på dansk: de har ikke nok mad.

Puha, det var en ordentlig omgang, godt det er helt ovre i USA, og ikke herhjemme i trygge (men krigsførende) lille Danmark. Det er det lige netop ikke. Tag bare eksemplet med Mærsk.

Den største årsag til deres overskud er som beskrevet ovenfor det store amerikanske forbrug. Det samme gælder for en stor del af andre danske eksportvirksomheder. Men boble på huspriserne har vi da ikke..? jo vi har (se artikel p å sid e 10). D et sam m e gælder for mere eller mindre hele den vestlige verden. Og det er klart, at en

prisboble, der brister i et stort land, vil sende chokbølger gennem hele verden.

Gang på gang når vi dykker ned under overfladen, ser vi de samme kræfter, der bestemmer vores skæbner og påvirker vores liv og verden. Det er ikke overnaturlige guder eller dæmoner, men derimod et modsætningsfyldt økonomisk system, der ikke lader sig styre af nogen, heller ikke en velmenende reformist der i ny og næ ændre på et parameter eller to. Hvis man vil den vilkårlighed og ødelæggelse, der præger vores verden til livs, må man gribe efter tidslens rod, og ikke bare forsøge at pille tornene af den.

Mod Imperialismen – stop Bushregeringens krigspolitik!

For en socialistisk planlagt økonomi til gavn for almindelige arbejdende mennesker i USA, Danmark og resten af verden! □

www.marxist.dk ● Ju l/A u g 4. Å rg a n g N r. 25 ●

5

Socialistisk Standpunkt

Indland

- www.marxist.dk

Aktionærerne forgyldes FINANS Af Frederik Ohsten

Fondsbørs, undtagen banker og forsikringsselskaber. Disse 41 erhvervsmagB land t såkald te ”eksp erter” fra sam fun- nater står tilsammen for omkring en dets top er det på mode at genfortælle tredjedel af dansk erhvervslivs samlede historien om, at velfærden er for dyr, at omsætning. Enskilda Securities siger, at gælden i dansk erhvervsliv er på vej vi m å væ re ”fleksible” og klar til at g å til at forsvinde. En glædelig nyhed kunned i løn. Det er tiderne, siges det. ne man mene. Navnlig, hvis man er en Strenge tider. Og vi må alle gøre vores for, at det samdrægtige Danmark forbliver konkurrencedygtigt. Kuren hedder løntilbageholdenhed, nøjsomhed og besparelser, lyder det i kor fra samfundets top.

Hvis man ikke vidste bedre, skulle man derfor tro, der var tale om en misforståelse, når Dagbladet Børsen, hoforgan for dansk kapitalisme, 25. april beretter om at den danske erhvervstop er ”overkap italiseret” og b liver ”forg yld t”. M en d et er d er ikke.

Selv i samarbejdets og solidaritetens Danmark er der gruppe, der glubsk opsluger en stadig større del af samfundets værdier. Børsen fortæller: ” S elskab er som N ovo N ord isk, Ø K og William Demant kaster styrtende med penge af sig, men i mangel på investeringsmuligheder er enorme summer blevet brugt på at styrke balancen og forgylde aktionærerne. Danske børsselskaber betalte i 2003 i alt 14 mia. kr. i udbytter, en stigning på 16 pct. i forhold til året før, og der blev brugt yderligere 12,4 m ia. kr. p å aktietilb ag ekø b .”

Det er finanshuset Enskilda Securities, der har undersøgt kapitalen hos de 41 største selskaber på Københavns

dierne til sig, som en igle suger blod.

Som en parasit, der ikke spiller en produktiv rolle i samfundets og økonomiens fremdrift. ”S p æ nd livrem m en ind og forb ered jer p å hård e tid er”, lyd er d et fra ig lerne. D e er ikke mætte, skønt de er federe end nogensinde før.

Lenin beskrev i sit mesterværk ”Im p erialism en”, hvord an kap italistklassen er gået fra at basere sig på produktion til i stadig højere grad at basere sig på renter, dividender, emissions-, kommissions- og spekulationsfortjenester. En hurtig mønt i stedet for investering. Det er de danske kapitalisters parole. For eksemp el Ø K ’s finansd irektø r Iq b al Jum ab hoy: ”E nhver aktio næ r ved , at hvis m an har for meget kapital i selskabet, tjener man meget lidt på den kapital, og aktionærerne giver os penge for at lave forretning, ikke for at holde kap ital.”

af de magtfulde aktiebaroner, der med Børsens ord bliver forgyldt.

Hvad vi ser her, er at kapitalejerne suger kapital ud af virksomhederne, ud af produktionen. Ikke fordi de nødvendigBaggrunden for aktiebaronernes gyldne vis er dårlige mennesker, men fordi fest er ifø lg e B ø rsen: ”T årnhø j ind tjeøkonomien fungerer på denne måde. ning, fokus på effektiviseringer og man- Fordi kapitalismen tilskynder til spekulag el p å interessante op kø b sm ål.” tion og belønner parasitterne. Strenge Oversat til dansk betyder det, at profit- tider, javel. Men for hvem?□ terne er vokset gennem stadig hårdere udbytning af arbejdskraften. Og at de danske kapitalister ikke tør investere i ny produktion, men i stedet suger vær-

Den STORE røde sangbog Med 215 forskellige arbejdersange (flere end selveste Arbejdersangbogen!) fra Danmark og resten af verden. Langt de fleste sange er på dansk med klassikere af Oskar Hansen, Jesper Jensen, Arne Würgler, Halfdan Rasmussen, Carl Scharnberg, Allan Rørsanger og Erik Clausen Men hele 33 af sangene er på engelsk med klassikere af blandt andre Joe Hill og John Lennon. Derudover er der klas-

6

sikere af Bertold Brecht, Björn Afzelius og mange andre.

Sangbogen er rigt illustreret, og de 125 sider er sikkert bundet ind, så sangbogen, ligesom indholdet, gerne skulle være langtidsholdbar.

Prisen er kun 70 kr. plus porto, og sangbogen kan bestilles på marxist@marxist.dk eller på tlf. 61 65 10 88

● www.marxist.dk ● Ju l/A u g 4. Å rg a n g N r. 2 5

Indland

www.marxist.dk - Socialistisk Standpunkt

Angrebene på de butiksansatte må stoppes FAGLIGT Af Frederik Ohsten Studerende og andre fritidsjobbere overtager i stigende grad jobbene i landets butikker, og der er stor fare for, at endnu flere ordinære stillinger vil forsvinde. Det viser nye tal, som LO ’s ug eb rev A 4 har offentlig g jort. I forvejen er omtrent hver tredje stilling i detailhandelen en deltidsstilling. ”N år en b utiksansat sig er op , ser vi allerede, at butikkerne i stedet ofte hyrer to fritidsjobbere, fordi fritidsjobb ere er fleksib el og billig arb ejd skraft,” siger HK/Handels formand Jørgen Hoppe til A4.

Det er fuldt forståeligt, at unge studerende, der ikke kan få økonomien til at hænge sammen på en SU, tager et arbejde i studietiden. De gider ofte ikke bekymre sig om faglig organisering eller kamp, fordi de kun skal være på arbejdspladsen og i branchen i en begrænset periode. Men det har den konsekvens, at de udnyttes som løntrykkere af arbejdsgiverne. Dermed bliver mange deltidsansatte unge og fritidsjobbere brugt som en murbrækker mod de butiksansattes arbejdsfor-

hold og levestandard. Det er særlig slemt i sommerperioden, hvor mange unge bliver sæsonansat uden ordentlige forhold. Dette er uacceptabelt, og fagforeningen må kæmpe for, at alle butiksansatte bliver organiseret omkring en kampagne for tålelige arbejdstider og ordentlig løn.

Den borgerlige regering lavede i foråret en ny lukkelov, der tilgodeser arbejdsgiverne, særligt de store supermarkedskæder, som nu kan holde åbent 20 søndage om året. Det er en katastrofe for mange tusinder butiksansattes mulighed for at være sammen med familien. Og de nyansættelser, der skal til for at dække de ekstra åbningstimer, vil ifølge Bruno Christensen, administrerende direktør i konsulentfirmaet Retail Institute Scandinavia, være på deltidsbasis. Til A4 siger han, at der vil komme 3000 nye deltidsstillinger, men ingen fuldtidsstillinger: ”D er vil kom m e end nu flere lø sarb ejdere i detailhandlen. De er billigere og mere fleksibel arbejdskraft, der kan sættes ind på de tidspunkter i løbet af ug en, hvor b ehovet er stø rst,” sig er

han.

Kapitalisternes parole er klar: væk med sikkerhed i ansættelsen, væk med ordentlige arbejdsforhold, og væk med begrænsninger på arbejdstiden.

Arbejdsgiverne i detailhandelen er sammen med den borgerlige regering i gang med en kontrarevolution på butiksgulvet.

Fagbevægelsen må mobilisere imod d en stig end e ”fleksib ilitet”, som g iver utryghed og mod udnyttelsen af unge studerende som løntrykkere. 30 timers arbejdsuge med fuld løn- og personalekompensation vil kunne sikre, at der stadig bliver tid til familien for de ansatte, og dette krav må tages op i HK og resten af fagbevægelsen før næste overenskomstforhandling.

Samtidig må Socialdemokratiet, SF og E nhed slisten kæ m p e for, at S U ’en bliver sat betragteligt i vejret, så studerende ikke behøver at tage ansættelse som løntrykkere for de store monopoler i detailhandelen. □

www.marxist.dk ● Ju l/A u g 4. Å rg a n g N r. 25 ●

7

Socialistisk Standpunkt

Internationalt

- www.marxist.dk

EU i historisk krise EU Af SK EU er i dyb krise. Først sagde et flertal af befolkningen i Frankrig og Holland overbevisende NEJ! til forfatningen, og så brød forhandlingerne om EU's budget for 2007-13 sammen, mens lederne af de forskellige lande skældte ud og anklagede hinanden for at være skyld i hele miseren. Frankrigs præsident Chirac lagde ikke fingre imellem, da han skød skylden for budgetsammenbruddet på Englands Tony Blair, som han anklagede for "national egoisme", fordi han nægtede at opgive den særlige engelske rabat, som giver dem to tredjedele af det, de betaler til EU, tilbage igen. Blair svarede igen på anklagen om manglende "europæisk ånd" ved at sige, at "der ikke er nogen, der ejer Europa".

Der har før været store skænderier om budgettet, uden at det har ført til dyb krise – men nu sker det i en anderledes dårlig økonomisk situation og på et tidspunkt, hvor de høje EU-herres planer for fremtiden lige er blevet spoleret af befolkningen i to lande, som ellers har været helt centrale for EU. Forfatningen er død – længe leve Forfatningen!

For at forfatningen kan træde i kraft, skal alle 25 medlemslande godkende den. Så med to gange Nej, skulle man tro, at den var død og begravet. Men EU-formand Juncker, som ellers havde sagt, at EU var ude i en meget alvorlig krise, sagde på topmødet, at

forfatningen stadig lever og måske kan blive gennemført alligevel. Hans – og andre EU-tilhængeres – argument er, at forfatningstraktaten er et omhyggeligt afbalanceret kompromis, som ikke kan ændres, på trods af de franske og hollandske vælgere, som han har kaldt "forvirred e" og "d årlig t inform ered e".

Derfor erklærede han, at der vil blive en pause i ratifikationsprocessen "for at tillade en bredere debat blandt Europas borgere". Med andre ord, tænk om igen, franskmænd og hollændere!

Selvom de fleste europæiske ledere gerne så dem stemme om den samme forfatning igen, så er dette usandsynligt, da det ville sætte Chirac og Balkenende i en meget svær situation i deres egne lande. Men som The Economist kom m entered e, så "er d et klart, at for Juncker – og Kommissionens og Parlamentets formænd – kan der kun være ét acceptabelt resultat af denne debat: At forfatningen bliver ratificeret." (18. juni 2005) Demokrati?

Til at begynde med troede regeringscheferne, at de let kunne få forfatningen igennem, så hvorfor ikke holde et par folkeafstemninger for at få det til at ligne et demokrati? Der var alligevel ikke nogen, der interesserede sig for forfatningen, og med en massiv propagandakampagne i medierne skulle det ikke være så svært. Men det gik som bekendt ikke helt sådan. De europæiske magthavere undervurderede den sydende utilfredshed, der er i befolkningerne, især blandt arbejderklassen

Jean-Claude Juncker, tidligere EU-formand, hånede franskmændene og hollænderne, efter de havde stemt nej.

– over åbenlyse angreb på levestandarder, pensioner, velfærd osv.

Problemet er, at det franske og hollandske Nej vil være et eksempel til efterfølgelse i andre lande. Afstemninger i Polen, Tjekkiet, Danmark eller England ville sandsynligvis også føre til nederlag for forfatningen. Derfor har vi set en hel stribe af aflysninger af planlagte afstemninger i de forskellige lande. Lederne er tilsyneladende bange for deres egne befolkninger.

Indtil videre ser det ud til, at de europæiske ledere har besluttet at udskyde en reel beslutning. Den aftale, der kom ud af topmødet, var så vag, at det mest var en slags hensigtserklæring.

Medlemsstaterne skal have ret til at definere deres eget tempo til at ratificere forfatningen. Deadlinen var ellers november 2006, men det er droppet til fordel for en "evaluering". Først og fremmest slår teksten fast, at der er brug for en "tænkepause", hvor man kan vinde "borgernes tillid" igen. Med andre ord er der ikke nogen af problemerne, der er blevet løst, og alle de underliggende modsætninger vil komme igen og igen endnu voldsommere i fremtiden.

Nationale modsætninger i forgrunden Uenigheden på topmødet handlede dybest set om økonomi. Chirac krævede, at englændernes rabat blev droppet, mens englænderne langede ud efter landbrugsstøtten, som f.eks.

Frankrig har stor gavn af. Den grundlæggende årsag til sammenbruddet skal findes i de fundamentale økonomiske modsætninger, der findes mellem EU-landene. Disse er blevet skærpet i løbet af årene pga. den langstrakte økonomiske krise i Europa. Derudover fører de forskellige lande vidt forskellige politikker på udenrigsområdet. Irakkrigen, som delte unionen midt igennem, var bare det mest tydelige eksempel på dette.

Før i tiden kunne man altid finde kompromisser, men nu ser vi en mere hård tilgang til tingene. De store lande prøver at tvinge deres vilje igennem med

8

● www.marxist.dk ● Ju l/A u g 4. Å rg a n g N r. 2 5

Internationalt trusler, og de forskellige regeringsledere, som egentlig skulle tale om enhed og det "europæiske projekt" smider om sig med anklager og skældsord – Chirac kaldte f.eks. Englands holdning til budgettet for "patetisk og tragisk".

Den italienske velfærdsminister Roberto Maroni har opfordret til en folkeafstemning om, hvorvidt Italien skal forlade euroen og genindføre liraen. Og allerede før Nej-resultaterne var der i tysk presse forlydender om, at den tyske finansminister og præsidenten for Bundesbank havde diskuteret opløsningen af den monetære union med uafhængige økonomer. Selvom det straks blev tonet ned af de politiske og økonomiske topfolk, så sår den slags spekulationer alligevel tvivl om den fælles valutas fremtid. De svagere lande har lidt under euroen. Før kunne de prøve at komme ud af en økonomisk krise ved at devaluere, men det er umuligt nu, så alle landene må finde en løsning derhjemme, hvilket uundgåeligt betyder deflation og arbejdsløshed. EU er ikke en forbundsstat og ser ikke ud til at ville blive det. Den kan ikke fungere ligesom f.eks. USA, hvor man i tilfælde af krise kan overføre penge fra centralt hold til en stat, der er i vanskeligheder.

I EU ligger en krises byrder på den enkelte stats skuldre. Intentionen er at tvinge alle regeringerne til at opretholde "sunde finanser" gennem den gode gamle metode med nedskæringer og privatiseringer.

EU gået i stå Så længe det gik godt med økonomien – med god vækst og udvikling i verdenshandelen – kunne de forskellige europæiske lande blive enige om at arbejde sammen og integrere deres økonomier stadig mere for at opbygge en blok mellem de europæiske kapitalister imod deres konkurrenter på verdensmarkedet, imod de tidligere kolonier i den tredje verden og imod arbejderne i de forskellige europæiske lande. Og med optagelsen af 10 nye medlemslande i 2004 så det ud, som om der var gang i en uafvendelig be-

www.marxist.dk - Socialistisk Standpunkt vægelse i retning af et forenet Europa.

Men den nuværende krise viser, at modsætningerne hele tiden har været der, og alt tyder på, at udvidelsesprocessen er gået i stå.

Men det er ikke sandsynligt, at EU vil falde fra hinanden. De europæiske lande bliver nødt til at holde sammen i et vist omfang for at klare sig mod USA og Japan på verdensmarkedet.

Men det vil blive en meget mere ustabil situation med skiftende alliancer og voldsomme sammenstød. Og internt i de forskellige lande er vi også kommet til en ny periode: Ingen af landene kan sige sig fri for problemer på det økonomiske, sociale og politiske plan, og i land efter land ser vi utilfredshed og protester.

For Europas Forenede Socialistiske Stater!

Når marxister går imod EU og forsøget på at gennemføre en reaktionær forfatning, og når vi hilser de franske og hollandske Nej'er velkommen, så er det ikke ud fra et snæversynet, nationalt synspunkt. Når vi griner af EUledernes problemer og forgæves forsøg på "enhed", er det ikke fordi vi selv er imod europæisk enhed – tværtimod. Men det afgørende spørgsmål er: Enhed på hvilket grundlag? I teorien ser "det europæiske projekt" meget rart og logisk ud, men problemet er, at det kapitalistiske system hverken er rart eller logisk. Vi er for et

forenet Europa, for nationalstaten har for længst udspillet sin rolle og er blevet en hindring for videre udvikling.

Men vi vil ikke have den kapitalistiske union med en masse bureaukrater i Bruxelles, som folk i Europa med god grund ser på med stor mistro. Vi har ofte kaldt EU en reaktionær utopi, og det er der god grund til. På kapitalistisk grundlag er et forenet Europa utopisk, fordi der er dybe interessekonflikter mellem kapitalisterne i de forskellige lande, som konkurrerer om markeder og indflydelse.

Men i den grad det lykkes dem midlertidigt at komme ud over modsætningerne og opnå større integration, betyder det bare mere magt til de store europæiske monopoler og banker på bekostning af almindelige arbejdere. Derfor er det ikke bare en utopi, men en reaktionær en af slagsen.

Vores modstand mod bankernes og monopolernes Europa betyder ikke, at vi støtter den slags "national selvstændighed", som nogle EU-modstandere står for.

National selvtilstrækkelighed har slået fejl alle steder, hvor det er prøvet, og det vil gå endnu værre i den moderne epoke, hvor alt dikteres af verdensmarkedet. At stå uden for EU på kapitalistisk grundlag løser ikke de problemer, som arbejdere og unge slås med. De to store forhindringer for udviklingen af samfundet er den private ejendomsret til produktionsmidlerne og nationalstaten. Så alternativet til det kapit alistisk e EU er ikk e "uafhæ ng ig hed ", hvor vi allig evel skal følge kapitalismens regler, men Europ as F orened e S ocialistiske S tater. □ Artiklen er baseret på en længere artikel af Maarten Vanheuverswyn, som kan læs es på engelsk på www.marxist.com Læs også "Et socialistisk alternativ til EU" i serien Socialistisk Baggrund.

www.marxist.dk ● Ju l/A u g 4. Å rg a n g N r. 25 ●

9

Socialistisk Standpunkt

Indland

- www.marxist.dk

Bolig – har du penge kan du få...

BOLIGER Af Marie Frederiksen I de seneste år har vi set en eksplosiv stigning i prisen på en bolig, især i byområderne På de sidste 10 år er priserne steget med 200% i København og på Frederiksberg. Især ejerboliger er steget i pris, men også andelsboligerne er steget, og at leje et værelse i fx København er svært til under 20003000 kr. Der mangler akut billige boliger, men samtidig snakker regering om at rive almennyttige boliger ned eller gøre dem til ejerboliger. Det bliver altså sværere og sværere at få et sted at bo i storbyerne hvis man ikke har kontakterne, tegnedrengen og forholdet til bankrådgiveren i orden.

Ekstreme prisstigninger Prisen på ejerboliger er steget 15% fra april sidste år til april i år. Men dette er et gennemsnit. Flere steder i landet stiger priserne slet ikke, og andre steder falder de, hvilket betyder at den gennemsnitlige stigning dækker over helt enorme stigninger andre steder primært i Københavnsområdet. Et hus i København koster nu i snit 3,6 mio. kr. Et beløb, som de fleste må kigge langt efter. Prisen for en kvadratmeter storkøbenhavnsk bolig er nu i snit 25.7 72 kr. D et er d a og så et b elø b d er betyder at flere og flere må flytte længere og længere væk fra København, hvis de vil have hus og have mens deres børn vokser op. Og der er ingen tegn på at prisstigningerne stopper.

Prisstigningen var i april på 15% og i maj på 17%. Men ikke kun ejerboligerne er steget, også andelsboligerne stiger i pris. Det er dog stadig langt billigere at bo i andels- end i ejerbolig, hvilket betyder at efterspørgslen er fuldstændig ude af trit med udbuddet.

D erfor har d e fleste ”g am le” and elsforeninger lukket ventelisterne og med mindre du kender en, der kender en kan du vente 20-30 år på at få en andelsbolig.

Stavnsbånd og skel At priserne nogen steder stiger enormt mens de i mange andre dele af landet falder stavnsbinder i realiteten folk til deres boliger. I områder med høj arbejdsløshed o.l. falder priserne. Mel-

10

lem 4. kvartal 2004 og 1. kvartal 2005 er priserne faldet i 93 af landets kommuner – hvilket vil sige i en tredjedel af landet. De, der i forvejen ejer et hus i et af disse områder, har svært ved at flytte efter et job fordi de taber penge på deres gamle hus, hvis de skal flytte til et af de områder hvor priserne er steget. Samtidig bliver det sværere at blive boende i storbyerne med en almindelig indkomst. Offentligt ansatte har svært ved at betale en bolig i fx København og en faglært arbejder skal arbejde dobbelt så mange timer i København som i provinsen for at betale sin husleje. Mange arbejdere flytter altså ud, for at konkurrere om de i forvejen få jobs mange steder i provinsen.

Billige boliger til alle Der er altså drastisk behov for at der bygges billige boliger til alle. Boliger som ikke kræver et kæmpe lån i banken, altså leje- og andelsboliger. Ritt Bjerregård fra Socialdemokraterne har i sit valgprogram op til valget om overborgmesterposten i København annonceret et program for 5000 boliger til 5000 kr. Dette ville klart være et skridt på vejen, og et brud på den hidtidige socialdemokratiske boligpolitik i København, hvor en del af boligmanglen skyldes et byggestop op igennem 90’erne. M en d et er ikke nok, d er er brug for mange flere almennyttige boliger. I Århus har bl.a. venstreborgmesteren Louise Gade lanceret en plan for at udstede flere byggegrunde – ikke en løsning, der rækker langt for dem, der ikke har et par millioner til at bygge et hus. Regeringens politik er den stik modsatte. Der har været forslag fremme om at almennyttige boliger skal laves til ejerboliger og huslejeloven er liberaliseret, så bolighajer kan renovere ejendomme og derefter kræve enorme huslejestigninger.

Borgerlig løsning på boligmangel: Bomb ghettoen!

Samtidig har regeringen foreslået at ghettoer eller bebyggelser med risiko for ghettodannelse skulle rives ned. Et fantastisk eksempel på regeringens log ik; ind vandrere og and re ”sociale p roblem er” klum p er sig sam m en i ghettoer, så lad os rive dem ned så

● www.marxist.dk ● Ju l/A u g 4. Å rg a n g N r. 2 5

løser problemet sig nok! Men hovedproblemet er at der mangler almennyttige boliger og hele regeringens politik har som mål at så mange boliger som muligt gøres til ejerboliger, så der bliver færre og færre steder at bo for dem der ikke kan købe en bolig. Argumentet om at man fjerne ghettodannelser ved at rive dem ned, er så absurd at det kan virke decideret skræmmende at det nu tilsyneladende er en kommende del af regeringens boligpolitik. Jo mere almennyttigt bioligbyggeri man river ned, jo tættere vil de folk, der har sociale problemer blive presset sammen i det resterende alment nyttige boligbyggeri. Frem for at bremse ghettodannelse vil de borgerliges forslag fremme ghettoer. Spørgsmålet er em den virkelige intention med forslaget at fastholde boligmanglen så priserne på det private marked bliver ved med at stige.

Sort børs Med de sidste års enorme prisstigninger og politikere der intet gør ved boligproblemet er der startet en ond spiral. Når priserne på ejerboliger stiger og de almennyttige boliger i stigende grad laves om til ejerboliger betyder det at den eneste sikkerhed man reelt kan få er at eje en bolig – hvordan skal man ellers kunne komme ud på boligmarkedet når man engang skal flytte.

Derudover åbner det op for et kæmpe sort marked med mange penge under bordet for en andelslejlighed – og hvis du selv har betalt penge under bordet er de røget ud i den blå luft hvis ikke du også kræver penge når du engang skal sælge.

At gå fra hus og hjem Men derudover betyder de fortsatte prisstigninger en forventning om at det fortsætter i det uendelige. Økonomer og ejendomsmæglere klapper begejstret og laller glade videre. Men for et par måneder siden var et par førende borgerlige økonomer ude og advare om denne jubeloptimisme. De sagde at de nye låntyper kunne blive et problem og at huspriserne var 40% overvurderede. Prisstigningerne har gjort at det er svært for mange at betale et almindeligt lån af, og vi har i den seneste tid set en stigning i alle mulige

Indland

typer af lån; afdragsfrie lån, lån med fleksibel rente osv. I øjeblikket er renten historisk lav, og det kan gøre det fristende at låne til en fleksibel rente, i håb om at den holder sig nede. Hvis man har et lån med fleksibel rente og renten pludselig stiger skal der ikke meget til i en i forvejen stram økonomi, før korthuset vælter. Det samme gælder, måske i endnu større grad hvis huspriserne kollapser. Næsten en fjerdedel af lånene er nu afdragsfrie lån, men hvis man har et afdragsfrit lån og huspriserne pludselig falder sidder man efter ti år med en endnu større gæld end man oprindeligt tog. Og den eneste måde lånet kan betale sig er hvis man regner med at ens indtægt vil stige betragteligt efter ti år, men ingen ved hvordan lønudviklingen, arbejdsløsheden o.l. ser ud til den tid.

Det er klart at jo mere priserne stiger, jo større bliver problemet bare på længere sigt. Der forberedes et kæmpe krak i fremtiden hvor utallige familier må gå fra hus og hjem. Ikke mindst førstegangskøber står i en umulig situation. Med flere årtiers ventetid på almentnyttige boliger og andelsboliger er familier der skal have et sted at bo tvunget til at købe. Eller sagt mere præcist: De er tvunget til at købe et hus eller en lejlighed, der er 40 % overvurderet og sidde i ekstrem gæld resten af livet med udsigt til at de får lov til at beholde gælden, men at husets værdi snart vil halveres! Men ikke kun førstegangskøber har et problem.

Gældssætningen i de danske husstande er fordoblet inden for de sidste 10

www.marxist.dk - Socialistisk Standpunkt

år. Det betyder at mange familier har taget øget lån i deres bolig som jo er steget i værdi. På den måde har man været med til at holde hjulene i gang i Danmark ved at kunne købe nye køkkener, toiletter og f.eks. en bil. Men som tidligere nævnt er lånene taget i boliger der er 40 % overvurderede.

Dermed er det ikke kun førstegangskøberne der sidder i saksen. Også de husejere der har ladet sig vildlede af ejendomsmæglerne (som er styret og ejet af bankerne) sidder nu i en voldsom gæld. De er blevet lokket til at tage store lån i deres hus med ord som at renten vil forblive lav og at priserne vil blive ved med at stige. Sandheden er at alt dette snart vil få en ende med katastrofale følger i kølvandet.

Bankerne er de store vindere Men hvorfor fortsætter udviklingen så ufortrødent? Det er klart at nogen har en interesse i at priserne fortsætter deres himmelflugt og at de almennyttige boliger forsvinder. Interessen ligger først og fremmest hos bankerne og finanskapitalen – nogle kræfter, som kan sno regeringen om deres lillefinger. Jo større lånene er jo større er gevinsten for banken, og jo mere kan de kræve af folk. Man hører fra tid til anden den påstand at de danske arbejdere er blevet borgerlige fordi de ejer et hus, men dette er fuldstændig absurd – i virkeligheden er det de danske banker der ejer langt størstedelen af de danske boliger, og fortsat tjener kæmpe profitter på folks behov for et

sted at bo. Det er også bankerne, der har lokket arbejderfamilier til at sætte sig i en bundløs gæld. Når der kommer nedgang i økonomien vil det få katastrofale konsekvenser. Bankerne har de sidste år haft gigantiske milliardoverskud. Disse overskud er blevet betalt af de danske arbejdere, der i dag betaler hovedparten af deres løn af i lån og må vende hver femøre, der bliver tilbage. Dette er kapitalens logik.

Det er på tide, at arbejderbevægelsen stopper dette vanvid. Bankprofitterne må bruges til at sikre gældssanering af alle arbejderfamilier der er bragt i håbløs gæld. Bankernes kyniske spil med at lokke folk i ekstrem gæld har afsløret bankerne som det, de er. Iskolde finanskapitalister. Hvorfor skulle op mod en million arbejderhjem ruineres for deres profitters skyld. Svaret er en nationalisering af bankerne så deres milliarder kan bruges til gældssaneringer og igangsætning af nyt byggeri.

Løsningen på problemet er ikke at flere og flere kommer til at blive slaver af banken for at eje deres egen bolig og dermed øge bankernes profitter yderligere. Fagforeningerne og arbejderpartierne må fremsætte et program for opførsel af nok almennyttige boliger af alle typer, så alle kan få et sted at bo til en pris der er til at betale.

www.marxist.dk ● Ju l/A u g 4. Å rg a n g N r. 25 ●

11

Socialistisk Standpunkt

- www.marxist.dk

Internationalt

Bolivia - Revolutionen vil sejre BOLIVIA Af Jorge Martin Efter tre ugers kamp der havde antaget revolutionære dimensioner, har Bolivia nu en ny præsident og arbejderne og bønderne diskuterer hvordan kampen skal fortsættes.

9. juni p rø ved e p arlam entets p ræ sident (formand), Vaca Diez, at få parlamentet til at vælge ham som præsid ent for rep ub likken efter M esa’s afgang. En regering ledet af Vaca Diez ville have betydet at sætte hæren ind for at g enop rette ”ord en”.

Mesa-regeringen havde vist at den var fuldstændig ude af stand til at stoppe arbejderne og bøndernes i stigende grad radikaliserede bevægelse. Strejkebevægelsen havde spredt sig fra El Alto og La Paz til andre regioner og vejblokader var blevet opsat mere end 100 sted er p å land ets vejne t.

8. juni i El Alto havde arbejdernes masseorganisationer og indbyggere etableret en Folkeforsamling, der truede med at blive et organ for arbejdermagt og et alternativ til kapitalisternes styre. Den herskende klasse forberedte sig på at kassere Mesa og bruge hæren til at sætte en stopper for mobiliseringerne.

Mesa og lederen af MAS (bevægelsen for socialisme) foretrak præsidenten for Højesteret Rodriguez som erstat-

ning for præsidenten. Argumentet for Rodriguez er at han ville have en retslig forpligtigelse til at indkalde til hurtige valg. Dette alternativ nævnte hverken den grundlovgivende forsamling (som M A S led erne h ar p ræ senteret som vejen frem) eller nationaliseringen af olie og gas (som har været bevægelsens hovedkrav). Mesa forstod, at det ville kunne forværre krisen yderligere at bruge hæren mod folket og at det kunne få de mere moderate dele af bevægelsen til at støtte en strategi for arbejdermagt.

For at forhindre indsættelsen af Vaca Diez, der havde flyttet parlamentet til d et ”sikrere” S ucre (væ k fra d e rad ikaliserede arbejdere og bønder i la Paz), forenede alle dele af bevægelsen sig for at blokere Sucre og forhindre at det skete.

Denne manøvre gjorde masserne endnu mere rasende og gav fornyet styrke til bevægelsen.

Til demonstrationen i La Paz samme dag var der en stærk tilstedeværelse af fabriksarbejdere. Lederen af La Paz fabriksarbejder-sammenslutningen, F rancisco Q uisp e sag d e: ”hvis d er ikke er nogen nationalisering vil vi fortsætte mobiliseringen. Nationalisering er den eneste vej fremad for at skabe flere arbejdspladser, og at slutte den

sult og lidelse der slår os ihjel. Den eneste løsning for os arbejdere er at tag e m ag ten” (eco noticiasb olivia.com ).

En af bevægelsens karakteristika, især i La Paz og El Alto, har været præcis denne miskreditering af ikke bare denne ene eller anden borgerlige politiker, men af hele det borgerlige demokrati.

Da mødet i Parlamentet skulle starte var der en kæmpe mængde folk i gaderne udenfor Sucre. Efter et stykke tid blokerede masserne også lufthavnen og lufthavnsarbejderne gik også med i strejken, så medlemmerne af parlamentet (der måtte flyve dertil, fordi alle hovedvejene var blokeret) ikke kunne forlade Sucre uden tilladelse fra masserne. Mødet blev suspenderet. Om eftermiddagen kom nyheden om at en minearbejderne var død i et sammenstød med hæren, da hæren havde prøvet at fjerne en vejblokade. Spændingerne steg endnu mere.

Vaca Diez tog af sted for at gemme sig i en militærbarak, mens parlamentsmedlemmerne tog tilbage i sikkerhed på deres hoteller. Magten var i virkeligheden i gaderne og landet blev oversvømmet med rygter om et militærkup.

Om aftenen kollapsede forsøget på at indsætte Vaca Diez som præsident

Begravelsen af de døde minearbejdere samlede tusindvis af demonstranter i Sucre.

Foto: Indymedia Bolivia

12

● www.marxist.dk ● Ju l/A u g 4. Å rg a n g N r. 2 5

Internationalt

www.marxist.dk - Socialistisk Standpunkt

Folkeforsamlingen, der er valgt af masserne, må tage magten i Bolivia og gennemføre revolutionen uden om det borgerlige parlament

endelig. Minearbejderens død havde radikaliseret bevægelsen så meget at indsættelsen af Vaca Diez ville have betydet en væbnet opstand. På et meget kort møde trådte Vaca Diez tilbage og Rodriguez blev valgt som præsident. Masserne havde faktisk gennemtvunget deres ret til veto mod enhver af parlamentets beslutninger gennem massemobiliseringer i gaderne.

Men bevægelsen kunne have gået meget videre, hvis ikke lederne af MAS havde givet deres støtte til denne borgerlige manøvre. MAS lederne udsendte straks en appel for at hæve vejblokaderne og slutte strejkerne, og dette blev gennemført i de områder hvor de havde den stærkeste indflydelse. Rodriguez modtog støtte fra den amerikanske ambassade, arbejdsgivernes sammenslutning og den katolske kirke. Lederne af El Alto COR, Patana og El Altos lærersammenslutning svarede med det samme at ”kam p en er for natio nalisering af hydrocarbonerne, ikke for at udskifte d en en e klovn m ed en and en” og d e sagde at de ville fortsætte kampen.

Den 10. juni besluttede en hasteforsamling i El Alto at fortsætte kamp en. ”E l A lto har allered e op levet d enne slags politisk overgang da Mesa erstattede Losada og fortsatte med at bestemme til fordel for de multinationale og rige. Vi vil ikke begå den sam-

m e fejl m ed R odrig uez” sag d e A lvarez, leder af La Paz by-lærere.

På dette og lignende møder for arbejdere og bønder blev det besluttet at give Rodriguez en frist for at nationalisere gassen, men alle steder var der en bevidsthed om ikke at lade sig narre endnu engang.

Det er muligt at den strategi som MAS lederne foretrækker, med at give den nye præsident noget tid, umiddelbart vinder mest opbakning blandt masserne. Den strategi har mediernes støtte, den katolske kirke osv. og den autoritet som Morales stadig besidder, specielt udenfor La Paz og El Alto, og blandt vigtige dele af masserne (kokabønderne, de kooperative minearbejdere) og til sidst den naturlige følelse af træthed blandt de mere radikale dele, der på samme tid er dem der har været ude længst.

M en R od rig uez’ rolle er a t afled e arbejderne og bøndernes massebevægelse væk fra revolutionære mobiliseringer på gaderne ind på det borgerlige demokratis sikrere terræn.

Men denne gang er det dog tvivlsomt om der vil komme en langstrakt proces som den tidligere med Mesa (der formåede at blive ved magten i 18 måneder). Det vil højst sandsynligt blive en kortere proces. Ikke som i oktober 2003 hvor b evæ g elsens fokus var imod salget af gassen til Chile, var

bevægelsens krav denne gang klarere, skarpere og med et meget højere politisk indhold; nationaliseringen af gassen og olien. Masserne har allerede gennemgået erfaringen med at have en revolutionær bevægelse afsporet ind i parlamentarisk politik, og har set at dette ikke virker. Ideen om behovet for en arbejder- og bonderegering har nu sunket dybe rødder i bevidstheden hos brede lag af arbejdere og bønder. Rodriguez vil være ude af stand til at tilfredsstille massernes krav. Han vil højst, i en kort periode kunne udskyde kampen.

Det næste slag kan blive et afgørende.

Folkeforsamlingerne må gives et indhold og der må være en bevidst arbejderklassestrategi for at splitte hæren og politiet. Masserne af arbejdere og bønder må tilegne sig de politiske lære af denne fase af kampen. Opgaven er nu at bygge en organisation, der er i stand til at lede masserne til sejr næste gang, på basis af de mest avancerede revolutionære aktivister. Med lederen af minearbejderne Zubietas ord : ”V i m å fortsæ tte m ed at b ygg e denne parallelle regering med det mål at bygge vores egen magt og indsætte en arbejder og bonderegering. Desværre har det der har manglet været en revolutionær ledelse indenfor organisationerne i El Alto i stand til at udvikle forståelsen af, at vi bliver nødt til at b estem m e over os selv”. □

www.marxist.dk ● Ju l/A u g 4. Å rg a n g N r. 25 ●

13

Socialistisk Standpunkt

- www.marxist.dk

Teori

Plan– eller markedsøkonomi? - del 1 PLANØKONOMI ´ Af SK I Socialdemokratiets principprogram kan man finde følgende udsagn: "Derimod viser al erfaring, at planøkonomi og formynderi betyder stagnation og fattigdom." Der er ingen yderligere forklaring på denne påstand, og der er ingen argumentation. Det forudsættes åbenbart, at alle med det samme accepterer denne beskrivelse af planøkonomi som korrekt uden videre. Det er da også denne holdning, man sædvanligvis opfostres med i historiebøger, i skolerne, i medierne og så videre.

fattigste 3 mia. mennesker i verden har. I beyndelsen af 1800-tallet var forskellen i indkomst mellem verdens rigeste og fattigste lande 3:1, i 1900 var den 10:1, i 1973 44:1, og i 1 99 7 så m eg et som 72 7 :1 ! S elv i Danmark, som altid fremstilles som "verdens mest lige samfund," sidder de 10% rigeste familier f.eks. med 26,6% af den samlede indkomst (1997-tal. I 1 99 0 lå d et på 2 5 ,7 % ), og efter skat er det 24,0% ( i 1990 var det kun 22,0% - d.v.s. mellem ’9 0 og ’97 b lev d er om ford elt fra lavindkomstfamilier til de rigere familier).

Marxisterne deler ikke denne holdning. Dag efter dag kan man se, hvordan det i virkeligheden er kapitalismen, der hæmmer udvikling, forårsager nedskæringer, forringelser og usikkerhed og dømmer millioner af mennesker over hele verden til ulidelig fattigdom. Samtidig afslører et kig på historien, at planøkonomien i f.eks. Sovjetunionen rent faktisk medførte enorme fremskridt og netop viste en vej væk fra fattigdom og dårlige livsvilkår. Det er især nu, under de sidste over ti års forsøg på at genindføre kapitalisme og markedsøkonomi i Rusland og Østeuropa, at den almindelige, arbejdende befolkning i de lande har oplevet stagnation, fattigdom, arbejdsløshed, ødelæggelse af sundhedssystemet, uddannelsessystemet o.s.v.

Inden for det offentlige er det også let at få øje på penge, der bruges unødigt: f.eks. udgifter til militær og afbetaling af gæld til rige kapitalister, der har for meget i forvejen (i 1999 var den samlede offentlige gæld på 639,7 mia. kr., eller 52,6% af årets BNP). Det "frie" marked, hvor konkurrerende enkeltkapitalister kæmper om at tjene mest muligt profit, fører til dobbeltarbejde og en masse unødige udgifter: konkurrerende firmaer, der i stedet for at samarbejde bruger millioner på at lave den samme forskning og udvikling, på reklamer, der skal lokke os til at købe netop deres produkt, på lobbyister, der skal tale deres firmas sag over for regering og forskellige organisationer, på sagførere til de sager, der uundgåeligt opstår under konkurrence o.s.v., o.s.v.

Unødvendigt spild Det kapitalistiske økonomiske system – baseret på det "frie" marked og privat ejendomsret til produktionsmidlerne – er kendetegnet ved et enormt spild af de ressourcer, som bliver brugt. Rige menneskers overforbrug af luksusvarer er kun et af de mest tydelige eksempler på dette – og de har virkelig pengene til det: på verdensplan har de rigeste 447 milliardærer en samlet indkomst, der er større end, hvad de

Et andet slående eksempel på spild er den enorme spekulation, der finder sted på verdens børser og valutamarkeder: hver dag flyttes mere end 1800 mia. dollars rundt på markederne med det ene formål at gøre rige finansfyrster rigere i stedet for at bruge disse ressourcer på nyttige ting, som verdens befolkning har behov for. For under kapitalismen er "behov" aldrig nok – her gælder det at "har du penge, så kan du få; har du ingen, så må du gå," og dø

14

● www.marxist.dk ● Ju l/A u g 4. Å rg a n g N r. 2 5

af sult om nødvendigt. Derfor ser vi det absurde, at man i f.eks. Europa har kæmpe lagre af mad, og landmænd, der bruger deres korn som brændstof, mens millioner af mennesker i verden ikke har nok at spise.

Arbejdsløsheden Når man ved, hvor mange ting der rent faktisk er brug for i verden – ikke bare blandt sultende i Afrika, men lige så meget i et land som Danmark i form af boliger, nye skoler, bedre hospitaler o.s.v., o.s.v, så er det allerstørste spild i kapitalismen alle de ressourcer, der kunne bruges, men som ikke bliver brugt. Overalt i verden er der arbejdsløshed – det er en vanvittig sygdom, som kapitalismen er kronisk inficeret med. Selv under perioder med "opsving", som i den sidste periode i f.eks. Danmark, er der på trods af regeringens optimisme alt for mange ledige. Det første man skal gøre, er at droppe de officielle, glade tal, og til antallet af officielt arbejdsløse lægge alle dem, der er på orlov, kontanthjælp og de aktiverede dagpengeberettigede: så var arbejdsløsheden i 1994 på 22,6% af arbejdsstyrken og i 1999 på 16,1%.

Det er under et opsving – det er det bedste, kapitalismen kan præstere nu!

Hvorfor er der arbejdsløshed?

Arbejdsløshed er et af de mest iøjnefaldende og absurde træk ved kapitalismen, og derfor prøver borgerlige og reformister konstant at bortfoklare den ved at skyde skylden på alt muligt: det er de arbejdsløse, der er dovne og arbejdssky, aktiveringsindsatsen er for ineffektiv, understøttelsen er for høj og motivationen til at arbejde for lav, siger de. Påstanden om, at arbejdsløse selv er skyld i arbejdsløsheden, er arrogant og nedladende, og findes vel kun hos folk, der ikke selv har haft arbejdsløsheden tæt inde

Teori på livet. Tvangsaktiveringspolitikken med "lær-at-stå-op-om-morgenen"kurser m.m. hører til i samme kategori. Hvordan man end vender og drejer den, står det fast, at det ikke er de arbejdsløse arbejdere, der har fyret sig selv eller undlader at ansætte sig selv – i kapitalismen er det kapitalisterne, der står for disse ting, så ansvaret for arbejdsløsheden ligger ene og alene hos dem.

Det er blot endnu et udtryk for kapitalismens fallit. Derfor må det også være et klart krav fra arbejderbevægelsen, at arbejdsløse økonomisk må kompenseres fuldt ud, når de udelukkes fra et arbejdsmarked, der ikke står til rådighed for dem. Dette er et krav, der kan samle alle arbejdere – med og uden arbejde – fordi en hær af arbejdsløse på sultebudget er en stor trussel mod bevægelsens kampkraft og stilling i kampen mod arbejdsgiverne.

Kapitalismen virker ikke Dette er blot nogle eksempler på, at kapitalismen har spillet fallit, men der er masser af andre: er toget forsinket om morgenen? – så er det nok fordi der åbenbart ikke er nok penge i at sikre ordentlig offentlig transport, og der er jo også nogle, der skal tjene penge på biler og benzin. Sådan er kapitalismens logik. Bliver vi syge af maden og bliver køerne gale? – så er det fordi konkurrencen på markedet og jagten på profit gør det umuligt at tænke på vores og dyrenes vel. Er der krige og strid mellem folkene i verden? – så er det fordi forskellige kapitalistiske stater kæmper om indflydelse, magt og markeder. Og sådan kunne man fortsætte og fortsætte – kapitalismen virker ganske enkelt ikke, og det får flere og flere ubehagelige konsekvenser. Og alle problemerne vil blive yderligere forværret, når kapitalismen igen dykker ned i en af sine tilbagevendende kriser. I det Kommunistiske Manifest skrev Marx og Engels: "Under handelskriserne bliver en stor del af ikke blot af de fremstillede produkter, men også af de tilvejebragte produktivkræfter regelmæssigt øde-

www.marxist.dk - Socialistisk Standpunkt lagt. Hvad vi møder i kriserne, er en social epidemi, som ville have forekommet alle tidligere epoker at være rent vanvid – den epidemi, der hedder overproduktion." Arbejderklassen sælger sin arbejdskraft til gengæld for en løn, men den produktion, de leverer, er mere værd end lønnen – forskellen tilfalder kapitalisten. D.v.s. at arbejderen ikke kan købe alle de varer, kapitalisten skal have afsat. Sålænge kapitalisterne kan investere i nye ting og finde nye markeder, kan det gå fremad med opsving, men det når altid sin grænse på et tidspunkt. Så brænder kapitalisterne inde med vare og må skære ned, fyre folk, firmaer går under og krisen sætter ind. Det er det, der er ved at begynde at ske lige nu med de før så populære it-virksomheder, der fremlægger dårlige resultater og forventinger på stribe, og de store fald på verdens børser: vi er på vej ind i endnu en af kapitalismens evindelige kriser, og noget tyder på, at det bliver en hård tur.

Vejen frem er en demokratisk planlagt økonomi Hvis man vil gøre op med alle disse store problemer én gang for alle, er det nødvendigt at tage fat om ondets rod. Kapitalisterne og deres repræsentanter i diverse regeringer har haft masser af tid til vise, hvad

de kan – og løse problemerne kan de i hvert fald ikke. Det er ved at være på tide, at arbejderklassen tager sagen i egen hånd, smider kapitalisterne på porten og sætter sig selv i spidsen af samfundet. Så kan man afskaffe kapitalismens kaos og det "frie" markeds vilde opog nedture (se bare på børserne verden over lige for øjeblikket). I stedet for kapitalisternes private profitjagt kan man opbygge et velfungerende socialistisk samfund baseret på arbejderklassens egen overtagelse og styring af de største virksomheder, jorden, bankerne, fordelingen o.s.v. Når produktionen ikke længere skal indrettes efter, hvor meget en tilfældig enkeltperson kan tjene, så kan man sætte sig ned og på demokratisk vis planlægge hvad der skal laves, hvordan og til hvem. Er der brug for plejehjem og skoler? – jamen, så bygger vi da nogle. Er der folk der mangler et sted at bo? – så bygger vi da også det. Vil vi sikre ordentlige arbejdsforhold? – det vedtager vi da bare og fører ud i livet. Sådan vil man kunne sige og gøre, når det er arbejderklassen selv, der styrer samfundet og økonomien.

Dette er et genoptryk af en artikel fra 2001. Læs sidste del af artiklen på www.marxist.dk - eller i næste nr. af avisen. □

Interesseret i mere teori?

[NB: Siden er stadig under konstruktion, men kan i sin nuværende form til en vis grad også bruges]

Besøg WWW.MARXISTER.DK www.marxist.dk ● Ju l/A u g 4. Å rg a n g N r. 25 ●

15