nr45

Pris 10 kr. | Solidaritetspris 20 kr. | Vinter 08-09 | 8. årgang

Socialistisk Standpunkt Den marxistiske avis i arbejderbevægelsen og ungdommen

Krise, nedskæringer og ulighed

VÆLT DE BORGERLIGE glas vand.” (bt.dk 28. februar 2008). Ja, der er hårde tider på vej i Danmark, krisen rammer alle hårdt – Lige med undtagelse af den danske overklasse.

Af redaktionen Notat til medarbejdere på plejehjemmet Østervang: ”Der skal skæres ned på smør, ost og mælk. Og så er der dømt nej til saftevand ved sengetid til tørstige beboere. De kan få et

For de fleste arbejderfamilier har de syv år med den borgerlige regering ført til en

hverdag præget af frustrationer og nederlag. Med økonomisk krise ser vi nu en intensivering af de borgerliges angreb.

Den borgerlige regering har sat et loft på offentlig vækst på 0,5 pct. Hvis serviceniveauet i det offentlige skal fastholdes,

kræver det en årlig vækst i det offentlige på ca. 1,3 procent om året. Dette svarer til at skære tre mia. kroner i det offentlige hvert år. Det er blandt andet med dette loft, at regeringen tvinger kommunerne til at skære i velfærden år for år.

Der har aldrig har været så gode forudsætninger for at hæve levestandarden for hele befolkningen. Udviklingen inden for teknologi og videnskab har gjort det muligt for stort set enhver arbejder at producere mange gange mere end en arbejder for bare 50 år siden.

Det enorme potentiale for et samfund med overflod er en stor kontrast til de nedskæringer og angreb på levestandarden, som den normale arbejder oplever i dag.

Enhed i arbejderklassen – den eneste vej frem Selv om det er fabrikschefen der giver ordren, er det altid en arbejder der trykker på knappen og får maskineriet til at køre

(fortsættes side 2)

• Beskat overklassen - udbyg velfærden • Fuld dyrtidsregulering imod inflation • Stop krisen overtag bankerne

FINANSKRISE • 6-7

IMMORTAL TECHNIQUE • 10

PLANØKONOMI • 12-13

www.marxist.dk

2 Socialistisk Standpunkt

nr. 45• Vinter 08/09

Leder

“For at kunne besejre den borgerlige regering må de danske arbejdere have fuld enhed.” (fortsat fra forsiden) Dette gælder overalt i samfundet. Det betyder også, at en samlet arbejderklasse i kamp kontrollerer og kører hele samfundet. Det kan man for eksempel se i en strejke. Når arbejdere strejker, viser de i realiteten, hvem der kører produktionen. De strejkende kan vælge at stoppe produktionen, men de kan også vælge at starte den uden at skabe profit til kapitalisten.

Arbejderne kører samfundet Det så vi blandt andet under storstrejken i 1998. Dengang erklærede arbejdsgiverne lockout på el-området. Men Fagforeningernes Koordinationsudvalg erklærede, at alle med akut behov for en elektriker bare kunne ringe til fagforeningen, hvorefter der ville blive sendt en elektriker. Der var intet behov for arbejdsgivere, aktionærer, ejere eller andre skumle bagmænd. Selv politiet blev nødt til at ringe til fagforeningen og bede om at få benzin med strejkeramt benzintransport.

Under strejken i 1998 lykkedes det arbejderklassen at vinde en sjette ferieuge gennem kamp. Men hvorfor har de seneste års kampe ikke ført til sejr?

Pædagogerne, SOSU’erne, Sygeplejerskerne, Falckredderne og mange andre grupper har kæmpet uden at vinde. Svaret ligger i det

faktum, at det ikke er lykkedes lederne for kampene at sprede kampene og inddrage flere lag af arbejderklassen.

Brug for organisering For arbejderklassen er enhed alfa og omega når den skal i kamp. Bare tænk på, hvordan en strejke ville være, hvis halvdelen af arbejderne arbejdede videre.

Det ville kun betyde fyring til dem der strejker og mere arbejder til dem der er tilbage. På samme måde står arbejderklassen som helhed svagt når den ikke kæmper samlet. Det tillader nemlig at kapitalisterne at isolere den kæmpende gruppe og køre dem trætte.

For at kunne besejre den borgerlige regering må de danske arbejdere have fuld enhed. Dette starter først og fremmest ved at organisere sig i sit parti eller fagforening. Men det er ikke nok. Der er brug for at disse arbejderorganisationer også kæmper sammen. Der er brug for en enhedsfront imod den borgerlige regering.

SF har nøglerolle Hvis arbejderbevægelsen, dvs. fagforeningerne og arbejderpartierne (Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten), lavede et fælles program og fælles organer for handling ville intet

SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af avisforeningen SOCIALISTISK STANDPUNKT Degnestavnen 19 st.tv 2400 Kbh. NV. Tlf.: 61 65 10 88 ISSN: 1901-1695 WWW.MARXIST.DK marxist@marxist.dk Ansv.red: F. Ohsten Redaktionen er afsluttet ultimo oktober 2008

kunne stoppe dem. De ville i virkeligheden kontrollere samfundet.

I dannelsen af et sådan front vil SF og SF-Ungdom spille en nøglerolle.

Organisationerne indeholder de bedste, mest resolutte og konsekvente klassekæmpere i dag. Disse mennesker har vist at de besidder den vilje og handlekraft der skal til for at opbygge enhedsfronten.

Grunden til at de bedste elementer lige netop er medlemmer af SF og SFU er, at disse organisationer åbent har støttet op om arbejderklassens og ungdommens største kampe i den seneste periode.

Brug for aktivitet Det er en vigtig udvikling at de naturlige ledere af arbejderklassens kampe er begyndt at få en politisk orientering. For at bane vejen til sejr må disse personer aktiveres og bevæbnes med et socialistisk program og arbejderklassens bedste traditioner.

SFU har allerede et stærkt værktøj til denne opgave.

Det er organisationens nye principprogram Socialisme er fremtiden! Dette program må spredes og diskuteres i hele ungdommen og arbejderbevægelsen. Med aktiveringen af disse arbejdere på et

socialistisk program vil vejen være banet til dannelsen af en enhedsfront i arbejderbevægelsen imod den borgerlige regering.

SF vil kunne nå ud til titusinder af arbejdere og inddrage dem i kampen, dermed kunne ledelserne i LO, Socialdemokratiet og Enhedslisten også presses til at gå med i enhedsfronten.

De borgerlige vil blive tvunget i knæ i løbet af ingen tid og vil være nødt til at gå af for at undgå at de bliver smidt af.

Et program for kampen En sejr over den borgerlige regering er mulig, men det kræver en resolut kamp. Arbejderbevægelsen må have et fælles program, og en sejr kræver hele arbejderklassens aktive deltagelse.

Derfor må programmet for kampen imod de borgerlige skære lige ind til det, der er vigtigst for arbejderklassen.

• Når de fører landet ud i finanskriser og når de redder hinanden med skatteydernes penge, siger vi: Nationaliser bankerne! Nej til statstilskud til spekulanternes fallitbo!

• Når de skærer i velfærden og samtidig giver skatte lettelser til de rigeste siger vi: Alle nedskæringer må

•

•

•

•

•

rulles tilbage sammen med skattelettelserne til overklassen.

Når de borgerliges vanvittige spekulation fører til prisstigninger for arbejderklassen, siger vi: Fuld dyrtidsregulering så lønningerne følger med prisstigningerne Når de lægger an til massearbejdsløshed og vil have os til at arbejde mere siger vi: Fuld beskæftigelse.

For en 30-timers arbejdsuge med fuld løn kompensation.

Afskaf obligatorisk overarbejde. For ret til pension fra 55 år med en folkepension til at leve af.

Når de sælger ud af velfærden siger vi: Stop udsalget af den offentlige sektor.

Alle privatiseringer må rulles tilbage, og virksomhederne må sættes under ledelse af valgte repræsentanter fra de ansatte og fagforeningerne.

Når de prøver at splitte os på nationale og kønslige linier siger vi: Lige løn for lige arbejde. Hæv lønnen i kvindefagene.

Når de angriber retten til ordentlige uddannelser og vores ret til at være andet end tilbehør til vores maskiner siger vi: Uddannelse til alle. Investér i uddannelse og opret

det nødvendige antal lærepladser.

Programmet skal vise et reelt alternativ, et socialistisk alternativ. At udvande kravene for at få flere med vil have det modsatte effekt.

Det vil kun desillusionere de kæmpende og skubbe dem væk fra aktivitet. Til gengæld vil et konsekvent program hurtigt samle de bedste elementer i arbejderklassen og – gennem dem – den store masse af arbejdere.

Vi opfordrer alle vores læsere til at blive aktive i arbejderbevægelsen og kæmpe for en enhedsfront imod den borgerlige regering. De overnævnte krav er selvfølgelig kun vores forslag. Et rigtigt program kan kun vedtages efter diskussion på alle arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner samt alle afdelinger og andre instanser i arbejderbevægelsen. Et ægte socialistisk arbejderprogram kan kun skabes gennem levende demokratisk deltagelse af hele arbejderklassen.

Kapitalismen viser hver dag mere af sit grimme ansigt. Dette må udnyttes til at mobilisere masserne og give dødsstødet til den borgerlige regering og det forældede system, som de forsvarer.

Krisen kradser – Støt Socialistisk Standpunkt Da Socialistisk Standpunkt første gang så dagens lys i januar 2001, var der en del, der imødekom vores avis med en vis skepsis. “En marxistisk avis i det nye årtusind? – Det holder vist ikke i lang tid!” Men skeptikerne har fået svar på tiltale. Denne specialudgave i større format er en del af en kampagne imod den borgerlige regering, - for en genoprustining af arbejderbevægelsen.

Socialistisk Standpunkt er ikke bare en avis. Støtterne af Socialistisk Stand-

punkt er folk der er aktive i elevråd, fagforeninger, arbejderpartier og på arbejdspladser. Vi mener, at alternativet til krise, krig, nedskæringer og stress er et socialistisk samfund.

Men hvis det skal opnås, må arbejderpartierne bevæbnes med de marxistiske idéer. Idéer, som mange af lederne har erklæret for forældede samtidig med, at de forklarer, hvorfor vi skal acceptere endnu en nedskæring. Men en fremtid med krise, nedskæringer og arbejdsløshed er

ikke acceptabelt. Derfor opfordrer vi dig til at støtte op om vores kamp.

For at udgive en avis er det ikke nok med manges frivillige arbejde. Vi behøver også penge til trykning, papir, computere og lokaler. Socialistisk Standpunkt har ingen rige venner i toppen af arbejderbevægelsen eller erhvervslivet.

Vores eksistens beror udelukkende på den støtte, vi får fra arbejdere og unge.

Derfor anmoder vi DIG om at give et bidrag til vores indsamling!

Beløb kan sættes ind på girokonto: 6003 5326. Hvis du gør det over netbank er det kortnr. 01 Tak for støtten!

Vinter 08/09 • nr. 45

Politik

Socialistisk Standpunkt 3

Socialisme for de rige og markedsøkonomi for de fattige Af Majid Atik

DF – en del af den borgerlige regering Af Majid Atik Mange tror, at Dansk Folkeparti (DF) er et arbejderparti. Sandheden er dog at DF altid har været en solid støtte for den borgerlige regering og den største garant for at regeringen har kunnet udføre sine angreb og nedskæringer, uden at blive væltet.

Selvom de ofte hyler op ”imod” regeringen har de stemt for alle de nedskæringer der er blevet udført under denne regering.

At de ikke har ministertaburetter er i virkeligheden ligegyldigt, alle ved at DF har mindst lige så meget indflydelse i regeringens politik som de Kon-

servative.

Behov for klassepolitik

National splittelse

Virkeligheden er at DF’s politik ikke nytter. De siger, at samfundets problemer skyldtes indvandring, men efter flere år uden indvandring ser vi ingen tegn på at nogen som helst af arbejderklassens problemer er løst. Efterhånden som dette bliver synligt for de fleste vil DF’s indflydelse smuldre, især hvis de traditionelle arbejderorganisationer opstiller et klart alternativ. Arbejderne vil se at de har mere til fælles med polakken på maskinen ved siden af, end med danskeren i direktørstolen.

Dansk Folkeparti er et borgerligt parti, der har som formål at splitte arbejderklassen. Ved at splitte arbejderklassen op på nationalistisk vis er det lykkedes DF at bruge en del af arbejderklassen som grundlag for regeringen og dens nedskæringer.

Men DF kan kun bestå ved to betingelser: 1. En situation hvor pressede leveforhold skubber arbejderne ud i søgen efter løsninger.

2. Hvor der samtidig ikke kommer et klart alternativ fra arbejderklassens traditionelle partier.

Også i økonomien kører regeringen frontalt imod arbejderklassen.

Regeringens liberalisering af lånemarkedet og nationalbankens konstante sænkning af renten i de seneste mange år, har pumpet den spekulative boble på boligmarkedet og det spekulative opsving i økonomien.

Det har tvunget tusinder af familier til at tage enorme lån som de ingen reel mulighed har for at betale tilbage. De eneste der har gavn af dette er bankerne, boligspekulanterne og resten af den danske kapitalistklasse.

Gigantiske overskud Og hvor meget gavn er det egentlig, at disse damer og herrer har haft af disse tider? Her er nogle eksempler: Danske Bank, der er et af Danmarks største selskaber, havde i 1994 et overskud på 818 mio. kroner. I 1995 var det steget til 3,6 mia. kroner og i 2006

var dette steget til 15.3 mia. kroner. Det vil altså sige, at deres overskud var blevet 20 gange større. Det gik også godt for A.P. Møller gruppen, der også ejer en stor del af Danske Bank.

De fik et overskud på 2,5 mia. kroner i 1997 - i 2007 var deres overskud steget til 18,6 mia.

Omfordeling fra fattig til rig På den anden side er reallønnen for den normale arbejder kun steget med 1,6 procent i gennemsnit siden midten af firserne. Det oplyser Sydbank.

Men den borgerlige regering har ikke ment, at rekord-overskud og lave lønstigninger har været nok. De har for eksempel sat selskabsskatten ned fra 30 til 25 procent. Dette har givet selskaberne 2,2 mia. kroner mere om året.

terne af et økonomisk opsving, som arbejderklassen har skabt. Nu, hvor krisen banker på, er det åbenbart også arbejderklassen, der skal bære byrden for den.

Den borgerlige regering har vedtaget at oprette en fond til at opkøbe finansielle konkursboer. Bankerne skyder de første 35 mia. kroner i fonden, men alt udover dette bliver betalt af staten – det vil sige af den skat, der kommer fra arbejderklassens hårdt tjente løn!

Dette er ikke tilfældigt.

De borgerlige partier repræsenterer kapitalisterne.

Det vil sige den gruppe af mennesker der kontrollerer de største virksomheder og igennem disse, hele økonomien. Alle de angreb, som den borgerlige regering udfører, bygger på disse damer og herres konstante jagt på profit.

Gavebod til bankerne Selv dette har heller ikke været nok. De danske banker har i 20 år høstet frug-

Skattestop er en gavebod til de rigeste Siden den borgerlige regering kom til magten i 2001, har en af deres fornemmeste opgaver været at give skattelettelser til de rigeste i det danske samfund. De har konsekvent ført en klassepolitik, der vil give overklassen flere penge i lommen og lade arbejderklassen betale for opretholdelsen af velfærden.

Af Rasmus Jensen Da den borgerlige regering kom til magten, gjorde de klart, at de ville igangsætte et skattestop. Konsekvenserne har vi allerede set med budgetkaos i kommunerne, som er tvunget til at skære i velfærden, da de ikke må udskrive nye skatter. Skattestoppet er blevet brugt som værktøj til at af-

montere dele af den offentlige sektor.

For den borgerlige regering og det danske erhvervsliv har det dog ikke været nok kun at stoppe skatteudskrivningen. Det har været et krav, at de rigeste i samfundet skulle have lettet byrden fra deres skuldre. Siden 1990’erne er selskabsskatten faldet radikalt fra 34 procent til 25 procent. Sidste år betød let-

telsen af selskabsskatten, at bankerne alene sparede to milliarder kroner.

Ligeledes blev der sidste år givet skattelettelser på indkomster. Den borgerlige regering prøvede at overbevise befolkningen om, at alle ville få glæde af lettelser på mellemskatten, men billedet var et noget andet.

Langt størstedelen af skatteyderne fik stort set ikke noget ud af lettelserne, mens de rigeste sparrede flere tusind kroner om året.

I alt blev der givet skattelettelser for 10 milliarder kroner til de rigeste danskere.

Større ulighed Danmarks rigeste bidrager mindre og mindre til opretholdelsen af velfærden. Den borgerlige regering har, ifølge flere undersøgelser fra

både Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og den Alternative Velfærdskommission, øget uligheden i det danske samfund. Grunden til dette er klar; Kapitalisterne og borgerlige ideologer forsøger at få arbejderklassen til at betale for velfærden, foruden, at det er arbejderne, der producerer den værdi, som kapitalistklassen lever af.

Skattelettelserne er kun for de rige. Arbejdsløse, pensionister, folk på efterløn og syge bliver fuldstændig forbigået. Skattelettelserne indbefatter nemlig kun lønindkomster. Hvis det står til de borgerlige, skal denne udvikling fortsættes.

I både Venstre, Konservative, Liberal Alliance og hos de Radikale er der ret kraftige røster inden i partierne,

som mener, at løsningen på alle Danmarks problemer kan klares med en nedsættelse af topskatten. Flere har nævn at topskatten maksimalt måtte være 50 procent. Dansk Folkeparti har i handling stået for den samme holdning. De har dog konstant forsøgt at give udtryk for det modsatte.

Beskat kapitalisterne – og eksproprier dem!

En stor del af de værdier, som den danske arbejderklasse producere, tilfalder en anden klasse, der ikke har tænkt sig at bidrage til velfærden. Kapitalisterne må bidrage med en meget større del, som både Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten rigtig nok kræver.

Skattelettelserne skal selv-

følgelig gå til arbejderklassen og regningen må betales af kapitalisterne. De værdier der skabes fra Nordsøolien, bankerne, rederierne og resten af økonomien, kunne uden vanskeligheder sikre en kraftigt udbygget velfærd.

Nedskæringer, høje skatter for arbejderklassen og skatterabatter for kapitalisterne vil fortsætte så længe, at de fleste af de værdier der skabes i samfundet, tilfalder en lille gruppe, der ejer virksomhederne. Dette er det grundlæggende problem.

Så længe dette ikke løses, vil man ikke sikre hverken velfærd eller lighed. Kun ved overtagelse og planlægning af økonomien under arbejdernes demokratiske kontrol kan samfundets værdier komme flertallet til gode.

4 Socialistisk Standpunkt

nr. 45• Vinter 08/09

Baggrund

Danmark - et klassesamfund Siden den borgerlige regering kom til i 2001 har den ført en indædt kamp mod arbejderklassens leveforhold.

Den borgerlige nedskæringspolitik er imidlertid ikke en tilfældighed eller et resultat af, at politikerne er ”onde” eller ”uvidende”. Det er et resultat af klasseinteresser.

Af Hanne Mikelsen De borgerlige partier er politiske repræsentanter for en bestemt gruppe i det danske samfund. Nogle ville kalde det ”de riges regering”. Det er ikke tilfældigt, at Mærsk giver de borgerlige partier en million i støtte om året.

De borgerlige partier (Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, De Radikale og Liberal Alliance) får støtte fra bankerne, de store virksomheder og deres organisationer som Dansk Industri og Finansrådet.

På den anden side har vi arbejderpartierne, der får deres penge fra fagforenin-

gerne og er oprettet for at tjene arbejdernes interesser.

Klasser og modsætninger Men hvad er det for noget med klasser? Ifølge de borgerlige er klassekampen “stendød”, og vi er kommet forbi den historiske periode, hvor man kan tillade sig at tale om et “klassesamfund”.

Alligevel ser vi, at den borgerlige regerings politik entydigt gavner bankerne og de mennesker, der ejer de store virksomheder på bekostning af almindelige menneskers forhold. Sandheden er, at den borgerlige regering lige præcis gør det,

som de benægter eksisterer.

De fører aktiv klassekamp, på arbejdsgivernes side, mod arbejderne.

Kapitalisterne For marxister er en klasse en gruppe mennesker, der har den samme rolle i økonomien og det samme forhold til produktionsmidlerne (fabrikkerne, maskinerne, virksomhederne).

I de mere industrialiserede lande, som Danmark, har vi primært to klasser: Den ene klasse består af en meget lille gruppe mennesker, der ejer produktionsmidlerne og ansætter folk til at arbejde for at producere produkter, som kan sælges på markedet og skaffe profit til ejeren. Det er grundlaget for, at dem, der ejer produktionsmidlerne, kan tjene penge og derfor er de væsentligt rigere end resten af befolkningen.

Den klasse, der ejer produktionsmidlerne, kalder marxister for kapitalister, fordi de ejer, kontrollerer og lever af den kapital, som

Arbejderklassen – det store flertal 76 procent af danskerne under pensionsalderen er erhvervsaktive. Af de erhvervsaktive tjener 93 procent til livets ophold gennem lønarbejde. Alene LO organiserede ved udgangen af 2007 1.251.367 arbejdere. Derudover kommer arbejdere, der er organiserede arbejderklassen ger.

frembrin-

Arbejderklassen Den anden klasse er det store flertal, som ikke ejer produktionsmidlerne og derfor er nødt til at være ansat hos kapitalisterne og sælge deres arbejdskraft til gengæld for en løn. Men bare fordi en arbejder måske får 150 kroner i timen, siger det jo ikke noget om, hvor meget han kan producere på en time. Der kan han måske lave værdier for 300 kroner, 400 kroner eller endnu mere. Men fordi han har indgået en kontrakt med kapitalisten, tilfalder denne forskel kapitalisten.

Det kaldes merværdi.

Det er dybest set det, der er grundlaget for de enorme forskelle, der er på rig og fattig, i hele verden. Den klasse, som sælger sin arbejdskraft til kapitalisterne for at overleve, kaldes for arbejderklassen.

Nogle tror, at det kun er folk, der arbejder på en fabrik, der er en del af arbejderklassen. Men det er ikke et krav, at man skal gå i blå kedeldragt for at være arbejder. Arbejderklassen består af dem, der ikke lever af at eje produktionsmidlerne

i andre forbund som FTF (450.000 arbejdere og funktionærer), eller som ikke er organiserede og alle disses børn og unge.

(Kilde: LO, FTF samt Arbejdernes historie i Danmark 1800-2000 af Lars K. Kristensen m.fl.)

og udnytte andres arbejdskraft, men må sælge deres arbejdskraft for en løn og er afhængige af det for at overleve. De ansatte i det offentlige har nu forhold, der svarer til dem, man møder på en fabrik.

Det er arbejderklassen, der er drivkraften i det moderne samfund. Uden arbejderklassen er der intet der kører, alt går i stå.

Uden arbejderklassen er der ingen strøm, ingen transport, ingen produktion.

Kapitalisternes eneste rolle er at eje papirer og udbytte arbejderne. De kan sagtens undværes.

Middelklasse?

De borgerlige er glade for at fortælle os allesammen historier om, at arbejderklassen er død eller i hvert fald, at der ikke særligt mange ”rigtige” arbejder tilbage og vi er ved at blive en stor middelklasse, fordi en del arbejdere har bil, computer og muligvis et hus.

For det første er det klart, at de fleste arbejdere ikke ejer deres hus. Det gør banken – hvilket mange så småt er ved at finde ud af gennem de stigende terminer og flere tvangsauktioner i vente.

Marx om arbejderne Forudsætningen for en kapitalistisk økonomi er, at mennesker bliver delt i folk, der ejer virksomhederne (kapitalister) og folk, der er nødt til at sælge deres arbejdskraft for at kunne betale for husleje, mad, tøj og andre dele af livets ophold (arbejdere). Karl Marx skrev: ”For at forvandle penge til kapital må pen-

gebesidderen altså forefinde den frie arbejder på varemarkedet, fri i den dobbelte betydning, at han, som fri person, råder over sin arbejdskraft som sin vare, og at han på den anden side ikke har andre varer at sælge, han er løs og ledig, fri for alle de ting, han skal bruge for at realisere sin arbejdskraft.” (Karl Marx, kapitalen s.284)

For det andet er middelklasse en klar definition på det lille mellemlag, der befinder sig mellem arbejdere og kapitalister. Middelklassen er på den ene side små selvstændige, der har et par ansatte og på den anden side et lille mindretal af højtlønnede værkførere, chefer, akademikere og så videre, som er blevet hævet op over arbejderklassen. Denne gruppe er ret lille. De selvstændige og bønderne, som før i tiden gjorde, at middelklassen var stor, bliver hele tiden trængt mere og mere tilbage af de store firmaer. For 100 år siden udgjorde de 53 procent af befolkningen, men i dag er de svundet ind til blot 11 procent.

Kamp forude Arbejderne i Danmark har vist, at de er villige til at kæmpe for bedre forhold og forsvare de goder, der blev vundet gennem kamp i efterkrigstiden. I 2007 gik 36,6 arbejdsdage tabt per 1000 arbejdere på grund af strejker – det er det fjerdehøjeste tal i Europa, kun overgået af Spanien, England og Malta. Det oplyser European Industrial Relations Observatory. Dertil kommer storstrejkerne i det offentlige i forsommeren 2008.

Den økonomiske krise vil tvinge kapitalisterne til at fyre folk og angribe arbejdernes forhold. Arbejderne vil blive tvunget til at svare igen. Det er nødvendigt at sætte den borgerlige regering på porten.

Vinter 08/09 • nr. 45

Politik

De borgerlige arbejder systematisk for at udsulte det offentlige sundhedsvæsen og støtte de private sygehuse, så aktionærerne kan tjene penge.

Af Karen Larsen De offentlige sygehuse lider, ligesom alle andre sektorer, under regeringens brutale nedskæringspolitik.

Servicen er blevet dårligere og dårligere over de sidste mange år og de ansatte på sygehusene løber hurtigere og hurtigere i et forsøg på at holde trit med det stigende arbejdspres.

Strejker viser frustrationen Den foreløbige kulmination på de elendige forhold viste sig i forårets strejker bland de offentligt ansatte. I strejkerne førte arbejderne en brav kamp for at få en løn, der bare tilnærmelsesvist modsvarer det enorme arbejdspres, de hver dag udsættes for.

De ansatte på flere af landets sygehuse var ude i langvarig konflikt. Konflikten handlede om højere løn

De borgerlige gambler med sundheden

men den medførte også, at der på arbejdspladserne blev sat spørgsmålstegn ved regeringens politik på sundhedsområdet som helhed.

Efter strejkerne blev de i forvejen lange ventelister på sygehusene endnu længere.

Det var vand på de borgerliges mølle.

Bevidst strategi Det har hele tiden været regeringens strategi at føre midler fra det offentlige over i det private. Således er regionernes udgifter til privathospitaler steget fra 80 millioner i 2002 til hele 572 millioner i 2007.

Selv om den borgerlige regering ikke har ligget på den lade side, med hensyn til privatiseringer af den offentlige sektor, har de Konservative langt fra fået nok.

Jakob Axel Nielsen, den konservative sundhedsminister, erklærede ifølge Danmarks Radio således: ”I dag

udgør de private hospitaler under to procent, men for mig er det ikke afgørende, om de vokser til ti, tyve eller halvtreds procent”.

Dyre privatiseringer Privatiseringer er ingen billig fornøjelse. For hver 75 øre det offentlige ville have brugt på et sygehus i det offentlige, betaler man 1 krone til et privat sygehus for at udføre det samme. Det er med andre ord 25 procent dyrere for staten at udførte en operation på et privat sygehus, end det er at lave det samme på et offentligt.

Dertil kommer, at de private sygehuse ikke har samme forpligtelser som de offentlige til at forske og uddanne nyt personale.

Alle erfaringer med privatiseringer af det offentlige

viser, at det fører til dårligere service og højere priser.

Man behøver blot at nævne den offentlige transport og forsøgene med at udlicitere driften af børnehaver.

Privatisering vil sige, at der skal være en kapitalist, som uden at arbejde skal tjene en masse penge på at drive et sygehus. Det værste eksempel på et privatiseret sundhedsvæsen finder vi i USA, hvor der bruges forholdsvis flere penge på

der med fine titler vil levere dokumentation for, at et produkt har den ønskede effekt, at jorden blev skabt af Gud, at kriminalitet er genetisk bestemt, at sorte er mindre intelligente end hvide eller, at det er nød-

sundhed, men hvor servicen er ringere end i de fleste lande i Europa og sågar også nogle ulande. Det sker netop fordi, der er nogle få mennesker, som tjener millioner og milliarder på at drive hospitaler.

En arbejderregering for bedre sundhed Der er ikke brug for, at et nyt lag af uproduktive kapitalister skal tjene penge

på andres ulykke. I stedet må den borgerlige regering smides på porten og erstattes af en arbejderregering, som vil føre en politik til fordel for det store flertal af arbejdere, unge og gamle.

Der er brug for massive investeringer i den offentlige sektor, så ventelisterne kan blive bragt ned, og alle kan være sikre på en hurtig, effektiv og gratis behandling på et offentligt sygehus.

Læger og sygeplejersker kæmper hver dag en hård kamp for at holde sygehusvæsenet i live

Det borgerlige propaganda-maskineri såkaldte ”eksperter”, der er villige til, med bekymret mine, at fortælle os, at alle Mere ulighed og mindre bevelfærdstiltag, som blev skatning af de rige. Sådan oprettet i 1960’erne, må kan man sammenfatte konafskaffes. De siger, at tiden klusionerne på den endeløse er løbet fra ”luksudgoder” række af ”undersøgelser”, som folkepension, offentsom den ultra-borlige sygehuse, sikring gerlige ”tænketank” CEPOS kommer “Sjovt nok er det altid folk med af reallønen og andre ting. Vi taler her om sådyre villaer og luksusbiler, der med. Gruppen blev dannet i 2005 for fortæller os andre, at der skam kaldte fremtidsforskere, arbejdsmarkedsforskere at modarbejde den ikke er råd til velfærd.” samt andre højt profileoffentlige sektor og rede akademikere. nedlægge velfærdsSjovt nok er det altid staten. vendigt at skære ned på folk med dyre villaer og velfærden og sænke skatten luksusbiler, der fortæller ”Videnskab” til salg for de rige. Det sidste er os andre, at der skam ikke Ligesom alt andet under ka- det, CEPOS har specialise- er råd til velfærd. Sjovt nok pitalismen, er ”videnskab” ret sig i. er det altid de velbjærgede, en vare. Rapporter, der beder med forblommede ord viser det, man ønsker, kan ”Eksperter” – i hvad? fortæller, at lønnen er for bestilles mod betaling. Og høj og at dagpengene skal respektable mænd og kvin- Udover CEPOS er der altid skæres ned. Sjovt nok er det Af Frederik Ohsten

Socialistisk Standpunkt 5

altid folk med bløde hænder og behagelige forhold, der kræver, at arbejdstiden bliver sat i vejret og at efterlønnen bliver afskaffet.

Overklassens advokater Så vidt vides har der aldrig været en strejke, uden at såkaldte arbejdsmarkedsforskere med streng mine formaner arbejderne om at være ”realistiske” og opgive kampen for ordentlige forhold. Det er næppe en tilfældighed, at Dansk Arbejdsgiverforening i foråret betalte halvanden million til at ansætte to højreoriente-

rede arbejdsmarkedsforskere på Københavns Universitet. Tværtimod er det et bevis på, at denne form for ”videnskab” absolut ikke har noget med videnskab at gøre, men alt at gøre med klassekamp.

CEPOS er et perfekt våben i den borgerlige regerings hænder.

6 Socialistisk Standpunkt

nr. 45• Vinter 08/09

Krise

Kapitalisternes profitjagt Den igangværende finanskrise er en katastrofe for menneskeheden. Aldrig har vi vidst mere om verden omkring os, aldrig har vi haft større muligheder for at skabe et paradis på jord. Men det eneste kapitalismen kan byde på, er den største krise i årtier. Måske siden 1930’erne.

Aktiemarkederne er kapitalismens humørbarometer.

Går de op, vidner det om, at de kapitalistiske investorer har tiltro til fremtiden.

Går de ned, er udsigterne mere dystre. I ugen fra den 6. oktober til den 11. oktober oplevede vi ifølge Wall Street Journal de største aktieprisfald i verdenshistorien. Samlet set er mere end 14.000 milliarder kroner nu forsvundet fra aktiemarkederne.

Aktieprisfaldene ramte ikke kun i et land eller i en sektor. Over hele verden og i alle brancher var der prisfald. Ingen undtagelse.

Hvad der startede med at være en finanskrise, er nu ved at blive en fuldstændig regulær økonomisk depression. En depression der vil betyde massearbejdsløshed, tvangsauktioner og nedgang i arbejderklassens levestandart.

Det mærkes også af almindelige arbejdende og unge overalt i verden, hvor truslen om tvangsauktion og fyring, stiger dag for dag.

Hvorfor kom krisen?

Arbejde er værdi Dette økonomiske perspektiv, som de danske marxister har fremsat i blandt andet ”Program til forsvar for velfærd” fra 2005, bygger på den marxistiske teori om det kapitalistiske samfund. For at forstå kapitalismen, må det slås fast, at kapitalismen er et uplanlagt system. Der er ikke nogen, som på forhånd planlægger, hvad der skal produceres, til hvem og til hvilke priser.

Under kapitalismen bestemmes en vares værdi af den mængde samfundsmæssigt nødvendigt arbejde (den gennemsnitlige arbejdstid), der kræves for at producere den. Det er grundsætningen i Marx’ økonomiske lære. Arbejdskraften er en speciel vare, fordi den, som den eneste, er i stand til at producere værdi.

Hver dag producerer arbejderne en mængde produkter. En del af den værdi arbejderne producerer, får de selv i form af løn, resten går til kapitalisterne i form af merværdi (profit). Kun gennem arbejderes ubetalte arbejde får kapitalisten sin profit. Arbejderne kan altså ikke købe deres fulde produkt tilbage og der er derfor en tendens til overproduktion under kapitalismen.

Overproduktion

Gældsbobler Processen er dog langt fra så mekanisk som beskrevet ovenfor. Mange flere forhold spiller ind. I 1960’erne kunne man udskyde krisen ved at øge det offentlige forbrug og på den måde skabe øget efterspørgsel og udskyde overproduktionen, fordi kapitalisterne, grundet gældsætning, kunne komme af med sine produkter. Det

Boligboble I denne omgang har arbejderne dog ikke forgældet sig indirekte gennem staten, men direkte igennem boligmarkedet. I løbet af de sidste ti år er boliglånene i Danmark steget med over 1000 milliarder kroner. Det svarer til 60 procent af, hvad der produceres i løbet af et år i Danmark.

Ved at gældsætte arbejderklassen har kapitalistklassen altså været i stand til kunstigt at øge efterspørgslen, hvorved de har været i stand til at styrke deres egen profitrate for en tid, undgå overproduktion og holde økonomien oven vande.

Beregninger af den britiske marxist Michael Roberts viser, at den egentlige profitrate begyndte at falde i 1997, men spekulationsbobler verden over har givet det indtryk, at profitraten var høj. I virkeligheden var de høje profitter uden hold

Spekulation Det danske boligmarked er bestemt ikke enestående.

Næsten overalt i den udviklede kapitalistiske verden er boligmarkederne steget helt ekstremt og arbejderklassen har gældsat sig som aldrig før.

Under kapitalismen har der altid været en tendens til spekulation. Det ligger i selve kernen af det kapitalistiske system, hvor der investeres og produceres for at skabe profit og ikke for at opfylde behov. Dermed bliver det pludselig logisk at investerer i varer eller aktiver (værdipapirer og lignende) bare fordi prisen på dem går op, da man så håber på at sælge dem videre til en endnu højere pris dagen efter.

I den seneste periode er den kapitalistiske spekulation tilmed blev styrket af en række politiske tiltag. Vi har allerede nævnt de nye former for boliglån, hvor bland andet de såkaldte 110 procents lån, der har givet mulighed for at tage låne i de fremtidige forventede

prisstigninger, har ført til en styrket efterspørgsel. Gentagne rentenedsættelser fra den amerikanske centralbank har også gjort penge ”billige” og pustet til spekulationen.

Al denne spekulation har skabt en masse fiktive værdier, som marxister kalder for fiktiv kapital.

Fiktiv kapital Også helt almindelige forbrugerkredit har styrket skabelsen af fiktiv kapital.

Den amerikanske forbrugerkredit er således siden 1990 steget fra 8.000 til 26.000 milliarder dollars.

Siden 1999 er den danske forbrugerkredit (målt lidt mere snævert) vokset med 50 procent fra 14 til 21 milliarder kroner. Andelen af lån uden sikkerhed er samtidig gået fra 60 til 87 procent heraf.

En anden bidragsyder til mængden af fiktiv kapital har været aktiemarkederne, som er steget enormt og nu har en værdi af 250.000 milliarder kroner. Mest eksplosivt er det dog gået til på derivatmarkedet, hvor der handles med væddemål om blandt andet fremtidige aktiepriser, som er steget fra 250.000 milliarder kroner i

Tvangsauktioner på vej

Indeks

I USA, hvor krisen først kom op til på USAs nuværende niveau, skal om- (Kilde: Danmarks Statistik og S&Poverfladen, har tvangsauktionstallene kring 2.000 danske familie sættes på Chiller.) været stigende de sidste måneder. gaden hver måned.

Alene i september måned blev mindst 100.000 familier sat på gaden.

Det amerikanske og danske boligmarked Samlet set er det danske boligmar350 350 ked steget endnu kraftigere end det Danske boligpriser amerikanske, men er noget bagefAmerikanske boligpriser ter og er derfor første lige begyndt 300 300 at falde (se figur). Allerede nu stiger tvangsauktionstallene dog foruroli250 250 gende og lå for september måned på 300.

Fuldstændig ligesom i den ameri200 200 kanske sub-prime skandale er store dele af den danske arbejderklasse blevet tvunget til at tage afdragsfri150 150 og rentetilpasningslån for at få tag over hovedet. Så der er ingen tvivl 100 100 om, at antallet af tvangsauktioner også vil stige i Danmark. Skal vi op 2008

2007

2006

2005

2004

2003

2002

2001

2000

1999

1998

1997

1996

I sidste ende kan kapitalisten derfor ikke sælge sine varer til de priser, han kræver og begynder at producere til lagre. Men det er ikke profitabelt i længden og derfor begynder kapitalisterne at fyre deres arbejdere. Det gør dog bare arbejdernes købekraft endnu mindre og forværre krisen, så der må fyres endnu flere arbejdere.

Og sådan fortsætter det.

I artikelserien ”Marxistisk Kriseteori” forklarede vi for nylig, hvordan kapitalisterne ikke selv kan forbruge denne overproduktion og det egentlige problem, er en tendens til, at profitraten falder og kapitalisterne derfor stopper sine investeringer.

I alle tidligere samfund var kriser forårsaget af mangel, grundet dårlig høst, krig eller naturkatastrofer. Under kapitalismen kommer de på grund af overflod. Det er vanvittigt.

1995

De borgerlige økonomers forklaring på krisen har været mange. For meget regulering. For lidt regulering.

Nogle siger redningsplanerne vil virke, andre siger de er ligegyldige. Nogle siger, at den virkelige økonomi har det godt, andre siger bankerne er grundlæggende sunde. Forvirringen er total. Faktum er, at tilbagevendende kriser er indbygget del af det kapitalistiske system.

Marxisterne forklarede allerede i slutningen af 1990’erne, at den økonomiske krise var på vej, fordi det så dårligt ud med både væksten i produktiviteten,

som har været konstant faldende de sidste 30 år, og den grundlæggende profitabilitet.

i virkeligheden, uden baggrund i den virkelige producerende økonomi, men produkter af spekulation.

Indeks

Af Jeppe Druedahl

udskød problemerne, men det løste ikke nogen af dem.

Tværtimod forstærkede det blot modsætningerne.

Konsekvensen var en eksplosivt voksende offentlig gæld og stigende inflation, hvilket forværrede og forlængede krisen i 1970’erne.

Vinter 08/09 • nr. 45

Socialistisk Standpunkt 7

Krise

er skyld i finanskrisen Den store depression Den nuværende krise er blevet sammenlignet med den store depression. Og der er mange ligheder. Ligesom nu var der i 1920’erne både spekulative bobler på aktie- og boligmarkedet. Faktisk er bob-

lerne på aktiemarkedet dengang og nu meget tæt på hinanden i størrelse, selv om det kom mere pludseligt under den store depression (se figuren).

Dow Jones under den store depression og nu 550

550

1999 til ufattelige 2.750.000 milliarder kroner i dag.

Alt det skal sættes i forhold til, at der i verden årligt produceres varer til en værdi af 250.000 milliarder kroner. Det vil sige, at derivatmarkedet er ti gange større.

Der er altså blevet pumpet for milliarder kroner af fiktiv kapital ind i det kapitalistiske system og kun sådan har det kunne holde sig oppe. Men før eller senere kan fattige arbejdere ikke betale af på deres gæld, virksomhederne tjener ikke den profit, som deres aktiekurs kræver eller lignende.

Gæld skal altid betales tilbage og det med renterne.

Finanskrise Selv om der i skrivende stund allerede har været stagnerende økonomisk vækst og stigende arbejdsløshed, har krisen først og fremmest taget form som en finanskrise, som har ført til utallige bankkrak. At krisen er startet i finanssektoren skyldes lige præcis, at opsvinget har været bygget på gæld.

Det var da boligpriserne i 2006 så småt begyndte at falde, at bankerne, som tjente fedt på renterne fra boliglån, fik problemer, da flere og flere ikke kunne betale af på deres lån. Det gik langsomt op for flere og flere, at der var en bobel på boligmarkedet og fremtiden ville byde på en del, som ikke ville kunne betale af

500

Nu

450

450

400

400

350

350

300

300

på deres lån. omvendt.

250 Ligesom alle andre kaAlle de redningsplaner 200 pitalister kan finanskapi- som har været fremsat talisterne i længden kun få indtil nu, har været med det 150 profit gennem udbytningen erklærede formål at redde 100 af arbejderen på arbejds- bankerne. Milliardbeløb efpladsen. De får dog denne ter milliardbeløb er blevet 50 profit gennem rentebeta- smidt efter dem i form af 1912 / 1990 linger fra såvel gældsatte kortsigtede lån. Den 9. okarbejdere som kapitalister. tober 2008 havde den ameRente er en afledt form af rikanske centralbank FED ske så meget sagt. På verindustriel profit og kan ikke sådanne udestående lån for densplan er regningen dog leve uden den.

923 milliarder kroner. allerede oppe i billionklasDen normale opfattelse Men det har knapt nok sen. Det vil uden tvivl hjælaf bankers arbejde er, at kunne mærkes på marke- pe bankerne med at holde de sætter folks indskud i derne. Næste skridt var snuden oven vandet. arbejde ved at låne dem ud derfor egentlige rentenedMen hvor kommer alle til andre. Men det betyder sættelser, hvilket ECB (den de penge fra? Heller ikke også, at bankerne har væ- europæiske centralbank), dét står klart endnu. Når ret videreformidlere staten bruger penge, af den fiktive kapital så kan det finansie“Der er altså blevet pumpet og ved, at folk stillede res på to måder: For for milliarder kroner af fiktiv den som sikkerhed (for det første kan skatten kapital ind i det kapitalistiske eksempel et hus med blive hævet, men det overvurderet pris), vil bare formindske system og kun sådan har det lånte bankerne billigt købekraften i samkunne holde sig oppe.“ ud til både arbejdere fundet og få de induog kapitalister, hvilket strielle kapitalister til er en vigtig mekanisme at slå bremsen endnu for, hvordan den fiktive ka- FED (den amerikanske cen- hårdere i, fordi de ikke kan pital påvirker den virkelige tralbank), Bank of England opretholde deres profitrate. økonomi. og flere andre, blandt andet Republikanernes modstand Krisen tager til gik sammen om i begyn- mod hjælpepakken i den Som usikkerheden delsen af oktober. De mest amerikanske Kongres kan spredte sig i takt med bank- vidtrækkende tiltag har væ- delvist ses som et forsvar krakkene i løbet af 2008, ret direkte opkøber af ban- fra de industrielle kapitalistrammede bankerne deres ker og aktiver. Selvfølgelig ster mod gaver til kapitaliudlånskrav og satte renter- med fuld kompensation til sterne på Wall Street. ne op. Når der er en krise ejerne.

For det andet kan staten og fiktiv kapital forsvinder, lade seddelpressen køre, bliver penge et sikkert og Ingen redning, ingen men det vil bare føre til inattraktivt aktiv, hvorfor at plan flation og dermed i sig selv prisen på det, renten, sti- Ingen kender endnu prisen udhule planernes effekt. For ger. Stigende renter har en for disse hjælpepakker, da økonomien som sådan er stærkt negativ virkning på de er et virvar af lån, ga- der altså heller ikke meget økonomien. Hvor bankerne rantier, forsikringer, opkøb redning i redningsplanerne. før var med til at tilføje sy- med henblik på videresalg stemet købekraft, var det nu og lignende. Så plan er må- Løsningen på krisen

250 200 150

Index, 100 = 1912 eller 1990

Panikken på børserne viser, at kapitalisterne ikke tror på deres eget system.

Index, 100 = 1912 eller 1990

500

Den store depression

100 1929 / 2007

I sidste ende er der kun en måde, hvorpå kapitalisterne kan ”løse” krisen. Og det er ved at smadre alle de ”overskydende” produkter og endda dele af produktionsapparatet. Det betyder lukninger af virksomheder og fabrikker. Det betyder massearbejdsløshed og udhulning af arbejderklassens leveforhold. Kun ved at gøre dette kan profitabiliteten hæves igen og kun sådan kan det kapitalistiske system leve videre. Sådan er det sket ved hver eneste krise de sidste 200 år.

Al snak om ”nyøkonomi” eller om en tredje verden mellem kapitalisme og socialisme må forstumme.

Kapitalisme har altid ført til krise og ulighed. For marxisterne er det en sørgelig sandhed, som nu bekræftes nok engang.

Kapitalistiske kriser er et paradoks. De skyldes ikke, at fabrikkerne pludselig ikke virker eller, at arbejderne pludselig er ude af stand til at arbejde. De skyldes udelukkede, at det ikke er profitabelt for kapitalisterne, som ejer fabrikkerne, at ansætte arbejdere til at arbejde i dem.

1932 / ?

50

Det må høre op. Marxister ved, at der ikke findes en ”endelig” krise i kapitalismen. Men så længe kapitalismen får lov til at fortsætte, vil det være arbejderklassen, der gang på gang må lægge ryg til de tilbagevendende kriser. Kapitalisterne kan altid købe sig fri af krisen, så længe arbejderklassen får regningen.

Vi har alle muligheder for at skabe et paradis på jorden.

Hvis al den moderne teknologi, hele verdens produktionsapparat, blev sat til at arbejde for det store flertals bedste og ikke et forsvindende lille mindretals profit, kunne kriser og menneskelig elendighed blive et fortidslevn. Men kapitalismen forgår ikke af sig selv. Det kræver en bevidst handling fra samfundets store flertal, nemlig arbejderklassen, en bevidst omvæltning. Derfor må kampen for en socialistisk politik på dagsordenen i arbejderbevægelsen.

Kun denne kan organisere kampen imod kapitalismen og kun med en socialistisk politik. □

8 Socialistisk Standpunkt

nr. 45• Vinter 08/09

Politik

Bankernes regering byrer på disse udlån, som udgør bankernes profit.

De borgerliges kæledægger

Den borgerlige regering har gjort alt, hvad den kan for at hjælpe bankerne med at skovle milliarder ind. I 2007 havde finanssektoren et overskud på over 55 milliarder kroner. Nu har de fået en borgerlig statsgaranti på 3000 milliarder.

Af Jan Nielsen Efter at have betalt gyldne honorarer til ledere og bestyrelsesmedlemmer havde de største finansselskaber i 2007 tilsammen et overskud på over 55 milliarder kroner.

Tre af de ti største virksomheder i Danmark kommer fra finanssektoren.

Parasitadfærd Men hvor kommer alle disse penge fra? Hvad er det, disse selskaber producerer?

Svaret er intet. De tjener penge på at have penge. Så forrykt er det. Siden 2000 er den samlede kreditgivning steget med 97,5 procent og ligger nu på 5261 milliarder kroner. Det er renter og ge-

Den borgerlige regering har i samarbejde med deres venner i finansverdenen gang på gang hjulpet bankernes parasitvirksomhed. Det er blandt andet sket gennem en række liberaliseringer af markedet for boliglån, hvor de i 2003 åbnede op for afdragsfrie lån og herefter er der også kommet nye lånetyper såsom flexlån og pauselån.

Det hjalp til at puste boblen på boligmarkedet op og tvang endnu flere arbejdere ud i alt for dyre lån.

Også liberaliseringen af andelsboligmarkedet og angrebet på almennyttige lejligheder har gjort lånemarkederne endnu større.

Et stort skridt blev taget i 2007, hvor bankerne også fik lov til at udbyde boliglån med sikkerhed på op til 70 procent af boligen. Desuden har de afskaffet begrænsningerne på afdrags-

former og løbetider. Den borgerlige regering har med andre ord aktivt arbejdet for at skabe den nuværende situation.

Socialisme for de rige – kapitalisme for de fattige Det endelige bevis på, at den borgerlige regering og finanssektoren er som ærtehalm, kom med den såkaldte redningsplan fra oktober, som sikrer, at alle banker, der er truede af krak, vil blive opkøbt og derved reddet fra konkurs. De overtagelser, som de borgerlige lægger op til, går ud på, at staten skal overtage tabene og de profitable dele af bankerne kan blive solgt til finanskapitalisterne. Det er – med den amerikanske forfatter Gore Vidals ord – socialisme for de rige og kapitalisme for de fattige.

Der blev gjort meget ud af, at indskud på over 300.000 kroner nu også dækkes af statsgaranti. Men hvor mange er det lige som har over 300.000 kroner stående på deres konto? For mange svarer det til mere

Kapitalisterne må betale for velfærden De sidste år er velfærden blevet dårligere og dårligere. Nu må de rige virksomhedsejere til lommerne.

Vi kan ikke længere acceptere, at forholdene på sygehusene, skolerne og plejehjemmene er så elendige at en ordentlig service er umulig.

Af Jeppe Druedahl Den samlede Finanslov er hvert år på ca. 800 milliarder kroner. 4/5 går til velfærd i form af skoler, sygehuse, miljøbeskyttelse samt social beskyttelse i form af overførsler.

Hvem betaler gildet?

Størstedelen af de 800 milliarder kommer fra arbejderklassens lønninger og forbrug. Kun sølle 16 procent af skatteindtægterne kommer fra skat af ejendom, formue og pension samt selskabsskat. (se boks) Hvis velfærden skal for-

bedres og beskatningen af reelt arbejde sænkes, må de rige virskomhedsejere altså tvinges til at gribe i lommerne. Og de har råd. Efter betaling af lønninger til direktører, bestyrelsesmedlemmer og så videre samt afskrivninger og fradrag på gæld (profit til finansielle kapitalister), havde de danske virksomheder (eksklusiv post, telekommunikation og lufttransport) i 2006 et skattepligtigt overskud på 224,6 milliarder kroner.

(Danmarks Statistik).

Ingen spareplan SFs finansordfører Ole Sohn forslog i sensom-

meren en ”spareplan” på 13,4 milliarder kroner, som skulle skaffe flere penge til velfærd. De fleste af forslagene rammer de rigeste i samfundet, men eksempelvis var der også forslag om gebyrer ved udeblivelse fra planlagt operation og undersøgelse. For det første er 13,4 milliarder kroner peanuts i den større sammenhæng. For det andet er der ingen grund for socialister til at gå og lappe på kapitalismen, når pengene til velfærd ligger i kapitalisternes lommer.

SFs fremgang bygger lige præcis på klare udmeldinger om bedre velfærd. Ikke spa-

end en årsløn før skat.

Regningen til bankerne lyder på 35 milliarder kroner, - altså meget mindre end deres profit i 2007 og de skal tilmed betales over 2 år. Der er altså tale om, at de borgerlige udsteder en blankocheck til finansbaronerne imod, at bankerne betaler et beløb, der i den store sammenhæng er ubetydeligt.

Regningen for denne gave bliver sendt videre til os andre via skatten.

35 milliarder kroner er sølle 0,7 procent af bankernes samlede udlån. Bankerne skal altså ikke tabe særligt mange penge, før skatteyderne skal punge store milliardbeløb ud for bankernes spekulation og grådighed.

Overtag bankerne Denne krise viser klart, at der er behov for en fuldstændig nationalisering af banksektoren uden kompensation til finansfyrsterne, så økonomien kan underkastes demokratisk planlægning. Den borgerlige regering viser klart, at de ikke er andet end finanskapitalisternes forlængede arm. Arbejderbevægelsen må klart afvise alle de borgerlige redningsplanker til finansfyrsterne. Den borgerlige regering må sættes fra bestillingen og erstattes af en arbejderregering, der vil stoppe dette cirkus.

Statsgaranti på 3000 milliarder Bankernes samlede indskud er på 3000 milliarder og det er det beløb, som den borgerlige regering nu har udstedt

reforslag. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har beregnet, at man ved at rulle skattelettelser, den borgerlige regering har givet til erhvervslivet, tilbage, let kan skaffe 12 mia. kr.

Nordsøolie og formueskat SFs formand Villy Søvndal har snakket om hårdere beskatning af nordsøolien, desværre er det ikke blevet til en konkret del af SFs finanslovsforslag. Beregninger har ellers vist, at det kan give 45 milliarder kroner, hvis bare skatten hæves til samme niveau som i

en garanti for. Omtrent halvdelen af indskuddene kommer fra udlandet. Det svarer til 600.000 per dansker.

Norge.

Derudover må der øjeblikkeligt indføres skat på formuer og gevinster opnået ved spekulation (aktier, boliger etc.) Også de allerstørste indkomster må beskattes meget hårdere. I dag er der 250.000 direktører og topledere med månedslønninger på over 50.000 kroner. På den måde kunne der uden problemer skaffes milliarder af kroner til bedre velfærd.

Kapitalisterne tjener på vores arbejde hver eneste dag. De må betale for vores velfærd.

Statens skatteindtægter 2006 Skatter i alt: 808 mia. kr.

Personskatter: 383 mia. kr. (47 pct.)

Selskabsskat: 71 mia. kr. (9 pct.)

Skat af ejendom, formue og pension: 55 mia. kr. (7 pct.)

Afgifter: 271 mia. kr. (34 pct.)

Anden skat: 29 mia. kr. (4 pct.)

(Kilde: Danmarks Statistik)

Vinter 08/09 • nr. 45

Socialistisk Standpunkt 9

Politik

Regeringen angriber lejerne

Forsvar den almene boligsektor Mens regeringen har lovliggjort og blåstemplet bankernes gældsfælder, der nu har fanget titusinder af arbejderfamilier med ejerboliger, har de på den anden side angrebet den almene boligsektor.

Af Lasse Bertelsen En del af regeringens strategi for at ødelægge de almene lejeboliger var at lave en lov i 2002, der gjorde det muligt for beboerne selv af købe deres bolig. Den borgerlige regering (hvoraf selvsagt ingen bor i alment byggeri) mente, at salg af almene boliger ville ændre beboersammensætningen og på den måde være med til at undgå ghettodannelser.

Dette argument er helt ude i skoven, og sandsynligvis har den borgerlige regering fremstammet argumentet i et dårligt forsøg på at skjule den virkelig hensigt med deres forslag: Nemlig at beskære andelen af alment byggeri til fordel for ejerboliger.

Heldigvis har lejerne afvist dette i næsten alle de boligafdelinger, hvor det har været oppe til afstemning. Og dermed er regeringen forslag endt som en stor fiasko. Lejerne og boligselskaberne har forklaret, at et salg af almene boliger kun ville ske i de velfungerende afdelinger og på den måde ville forstærke ghettodannelser.

Nej til nedrivning af boliger Netop den borgerlige regerings bekymring for ghetto dannelser er slående. Men kunne fristes til at tro, at bekymringen stammer fra ministrenes egne boligområder, som er rene ghettoer af velbjergede og stenrige mennesker, der har slået sig ned i områder, der er støvsuget for folk med sociale problemer.

Når de borgerlige politikere så en søndag formiddag sidder over brunchen i deres liebhaver bolig og læser i Berling’eren om sociale problemer i Odense, Århus

eller København, så er det klart, at det må komme som et chok for dem. Og derfor er det muligvis forståeligt, at de i panik udslynger ord som “sælg det, riv det ned!”

Men til trods for at det er forståeligt, at virkelighedsfjerne mangemillionærer

det dreje sig om at løse de sociale problemer.

Lejerne må selv betale nybyggeri Men regeringens angreb på den almene sektor stopper ikke her. Den har vedtaget en lov, der betyder, at penge

“Den borgerlige regerings sabotage af byggeri af lejeboliger har haft meget alvorlige konsekvenser.” ikke kan forstå problemerne i den almene sektor, så er det, de foreslår, ikke desto mindre dybt skadeligt.

Vil man de sociale problemer til livs, hjælper det selvfølgelig ikke at rive boligområder ned. Hvis man river et boligområde ned, så skal de beboere jo så flytte et andet sted hen. Så i stedet for at løse de sociale problemer så flytter man det. Men det kan jo være lige meget.

til opførsel af nye almene boliger skal komme fra Landsbyggefonden i stedet fra staten. Den politik betyder, at regeringen vil have fjernet 10 milliarder fra Landsbyggefonden fra 2002 og frem til 2010. Alle lejere er med til at betale

Indvandrerkvoter er racistisk Hvis man virkelig vil løse de sociale problemer i boligområderne, så drejer det sig om at føre en politik, der sikrer alle uddannelse og arbejde.

Flere steder er snak om ghettodannelse direkte forbundet med andelen af indvandrere i området.

Men dette er dybt racistisk.

Fordi man er indvandrer eller efterkommer af indvandrere, er det langt fra sikkert, at man skulle have et socialt problem. I det hele taget er det, at snakke om fordelingen af sociale problemer i boligområderne en falliterklæring. I stedet må

Denne mælkeko har i en menneskealder hverken fået pasning eller foder, kun malkningen er aldrig forsømt.

til landsbyggefonden. Pengene kommer især fra de boligafdelinger, der er ældre end 30 år, og som har betalt lånene på byggeriet. I stedet for huslejenedsættelser går huslejen nu til landsbyggefonden, der kan betale pengene tilbage igen til boligafdelingerne, når de skal renoveres, for på den måde at sikre at boligerne forbliver moderne og attraktive.

Reelt stop for nybyggeri Regeringens politik betyder altså, at det er lejerne selv, der betaler for nybyggeri af almene boliger. På den måde betaler den del af befolkningen, der har den laveste indkomst hele regningen.

Samtidig har regeringen indført et maksimumbeløb for nybyggeri.

Effekten af det har været et reelt stop for nybyggeri af almene boliger. Hvor der i 2002 blev givet 6.000 tilsagn om at bygge almene boliger i København, blev der sidste år kun givet 200 tilsagn.

Hvor den almene sektor i firserne stod for halvdelen af nybyggeriet i Køben-

“Hvor der i 2002 blev givet 6.000 tilsagn om at bygge almene boliger i København, blev der sidste år kun givet 200 tilsagn.” havn, udgør det i dag kun omkring 5 procent. Dette er klare konsekvenser af den borgerlige regerings politik. Samtidig har regeringen gjort alt for at forhindre Københavns kommunes planer om at sikre billige boliger.

Genstart det almene byggeri Den borgerlige regerings sabotage af byggeri af lejeboliger har haft meget alvorlige konsekvenser.

Ved at beskære den almene sektor er endnu flere arbejderfamilier blevet tvunget til at skulle ud og købe en bolig, de reelt ikke har haft råd til. På den måde har regeringens politik været med til at puste mere luft i boligboblen, hvilket kun har gavnet de store banker.

Samtidig vil det være med til at få endnu flere arbejdere til at finde sig i øget ar-

bejdspres og stress af frygt for ikke af kunne betale afdragene til bankerne.

Krisen på boligmarkedet er nu ved at tvinge tusinder af familier ud af deres ejerboliger, fordi de er blevet tvunget til at tage usikre lån.

Den eneste vej ud af dette må være sikring af billige og gode almene lejeboliger kombineret med en plan, der holder arbejderfamilier skadefri for de ågerrenter bankerne har presset ned over deres hoveder. Samtidig må de tusinder af spekulationsejendomme, der står tomme overtages af staten og gøres til almene lejeboliger. Dette kan kun lade sig gøre ved at kæmpe for at vælte den borgerlige regering og erstatte den med en arbejderregering på et socialistisk program.

10 Socialistisk Standpunkt trafik.

Trafikselskaberne vil skære hver 5. busrute væk. I Hovedstadsområdet er billetpriserne steget med over 50 procent under den borgerlige regering.

Af Frank Andersen Prisen på dagligvarer steg fra 2000 til 2008 med 17 procent. Prisen på 2-zoners busbillet i hovedstadsområdet steg i samme periode med 67 procent. En så drastisk stigning viser, at den borgerlige regering bevidst forsøger at undergrave den kollektive

Under den borgerlige regering er størstedelen af støtten til offentlig transport blevet skåret væk. Trafikselskaberne meddelte tilbage i august, at de ville skære 10 procent af busruterne væk.

De mangler 500 millioner til at drive busserne for og det vil regeringen ikke give.

Det svarer til omtrent en procent af det beløb, de borgerlige uden tøven ud-

nr. 45• Vinter 08/09

Politik

Kollektiv trafik:

Katastrofekurs

skrev til Roskilde Bank.

I Danmark er støtten fra det offentlige nu 30 procent af udgifterne til kollektiv trafik. For ti år siden betalte det offentlige 50 procent.

Det gør, at Danmark ligger på andenpladsen i Europa over brugerbetaling på offentlig transport.

Bortforklaringer De borgerlige har forsøgt at bortforklare nedskæ-

ringerne gennem stigende oliepriser og lønninger til chauffører og togpersonale.

Men det hænger ikke sammen. Danmark eksporterer olie og er mere end selvforsynende. Man skulle tro, at et olieeksporterende land bliver rigere, når olieprisen er høj. Men det gælder ikke, når olien er foræret bort til A.P. Møller.

Argumentet med lønningerne holder heller ikke.

Hvilken chauffør har fået en lønfremgang på 67 procent de sidste otte år? Det er der ingen, der har.

Overklasse-politik Manglen på muligheder for

På grund af for dårlige forhold har chaufførerne gang på gang været tvunget til at gå i strejke.

offentlig transport og de stigende priser, rammer især de familier, der ikke har råd til en bil samt unge og ældre, der er afhængige af den offentlige transport. Desuden bliver folk, der ikke lige har råd til en lejlighed i centrum, hårdt ramt. Direktøren på Strandvejen klarer sig fint i sin Jaguar, uanset om bussen kører eller ej.

Den borgerlige udsultning af den offentlige trafik rammer altså arbejderklassen,

mens de rige kan være ligeglade.

En arbejderregering, der overtog bankerne, ville snildt kunne investere et tocifret milliardbeløb i den offentlige trafik og sikre billig – endda gratis – og god transport. Under den borgerlige regering er den offentlige transport reduceret til en aflyst afgang med en udtjent bus.

Miljøet rammes Siden 2003 har 31 millioner passagerer fravalgt busserne. Til gengæld er flere blevet presset til at købe en bil, fordi mulighederne for offentlig transport er for ringe. Konsekvensen for miljøet er klar: der bliver udledt mere CO2, og luften i de større byer er blevet dårligere.

Støtter revolutionen i Venezuela Interview med Immortal Technique Af Hands off Venezuela

Hvad mener du om den bolivariske revolution?

Det er vigtigt at se den bolivariske revolution i dens historiske kontekst.

Da Simón Bolívar væltede spanierne, flyttede ejendommen sig fra rige hvide europæere til rige hvide europæere, - ikke meget blev ændret. Så selv om den bolivariske revolution befriede en stor del af Latinamerika, medbragte den ikke de forandringer, den lovede.

Hvad er dit syn på Chávez?

Jeg mener Chávez’ styrke ligger i de ting, han gør, mens hans svaghed ligger i, at han tillader sine fjenders regeringer at lokke ham til at komme med forskellige ytringer. I virkeligheden taler meget af det, der er opnået i Venezuela, for sig

selv.

For dem der ejer medierne, er det ikke et spørgsmål om, hvad der er godt for folket, men hvad der er godt for dem. De snakker om, at de bliver nødt til at vælte Chávez, fordi han er skadelig for folket, n,år han i virkeligheden kun er skadelig for dem. Han er ikke til skade for de fattige folk, han giver penge til gennem sociale programmer, men for rige, hvide individer, hvis familier har ejet ressourcerne siden koloniseringen.

Da jeg var i Venezuela oplevede jeg, at mens der i USA kun er en eller to tvkanaler, der er ekstremt kritiske overfor præsidenten, var det sådan i Venezuela med alle kanalerne. Medierne i Venezuela er styret af højrefløjen, højreorienterede cubanere og terroristgrupper, der før har angrebet Venezuela.

Interviewet med Immortal Technique blev foretaget af aktivister fra den danske del af den internationale kampagne Hands off Venezuela.

Kampagnen står for solidaritet med revolutionen og går imod imperialistisk indblanding.

Interviewet er også optaget på video og kan ses på www. handsoffvenezuela.dk.

Der foregår en livlig debat om socialisme i Venezuela – hvad er din holdning til det?

Jeg mener, at debatten om socialisme burde finde sted meget oftere. I USA snakker vi om socialisme som noget, der er kommet og gået. Jeg mener, at socialisme aldrig har eksisteret. Mange regeringer har sagt, de har haft socialisme, når det i virke-

ligheden var et militærdiktatur.

Hvad med nationaliseringer?

Når din regerings interesser er kontrolleret af en anden regering, som udnytter dine ressourcer, mener jeg, nationalisering er en nødvendighed. Nogle siger, at nationalisering hindrer vækst ved at begrænse konkurrencen. Jeg mener,

at når den konkurrence, du begrænser, er konkurrence om, hvem der udbytter dig, så burde al konkurrence af den slags begrænses.

Hvad er din holdning til revolutionen i Latinamerika?

Jeg skal snart til Columbia, som er USAs koloni, som resultat af deres støtte til paramilitære styrker. Folk skyder skylden på Chávez

for de venstreorienterede regeringer i for eksempel Bolivia og Ecuador, men de er et produkt af de forhold, der eksisterer der. Revolution kommer, når folk er blevet så udbyttede, så undertrykte, at de er klar til at risikere anarki for at få et bedre samfund for deres børn.

Vinter 08/09 • nr. 45

Socialistisk Standpunkt 11

Ungdom

En revolutionær generation Ungdommen i dag kaldes generation ”fucked up” og lignende. Men det, der er ”fucked up”, er de forhold, som ungdommen er blevet budt siden de startede i vuggestuen; nedskæringer, pres og manglende fremtidsudsigter.

Forhold der fører til frustrationer, men også til kamp for at ændre ikke bare forholdene, men hele samfundet. klasse. Samtidig fører skolernes årligt faldende budÅret 2000 var i mange år getter til at færre og færre et symbol for håb og frem- elever kan få hjælpelærere skridt. Mange generationer eller andre former for speså året som en milepæl for ciel hjælp til deres problemenneskeheden. Et årtusin- mer. På den måde kan små de hvor udviklingen inden problemer vokse sig store.

Ifølge Københavns Læfor videnskab og teknologi rerforening mener over 75 ville sætte menneskeheden procent af lærerne i Køfri til at udfolde sig ad nye benhavns Kommune ikke, uudforskede veje. at de kan give de rigtige tilMen otte år inde i det nye bud til elever med sproglige, årtusinde tegner der sig et dystert billede for fremti- faglige eller adfærdsmæsden. Dette gælder i lige så sige problemer. 61 procent høj grad i Danmark som i af lærerne mener ikke, at resten af verden. Den ty- de kan udføre differentiedeligste og mest sensitive ret undervisning på grund barometer for dette er ung- af ressourceproblemer, for mange elever i klassen, at dommen. problembørnene tager ressourcerne og at de fysiske En ungdom med rammer er for dårlige. nedskæringer Det er en ond cirkel, som Den nuværende generation reelt binder lærernes opaf unge er blevet formet mærksomhed på de værst under specielle omstændig- stillede børn, og de par stykheder. Hele deres opvækst ker der reelt har en chance har været fulgt af et system for selv at lære stoffet. Der i fremskreden forrådnelse. er ingen tvivl om, at lærerne Denne generation har ikke strækker sig til det yderste. oplevet nogen reelle for- I Middelfart har Danmarks bedringer af velfærden.

Lærerforening lavet en unFra vugdersøgelse, gestuen, til der viser, at b ø r n e h a - “I 1990’erne var der 20 procent af ven og op i et loft på 28 elever i lærerne har folkeskolen hver gymnasieklasse. haft brug for har dagens antidepressiv Nu har 46 procent unge, hvert medicin eller af 1. g klasserne eneste år psykologhjælp oplevet den over 28 elever.” inden for de ene forværseneste par år. ring af deResultatet er res forhold efter det andet. en ond cirkel, hvor flertallet af eleverne ikke får den Folkeskolerne presset støtte og opmærksomhed, I folkeskolen klager flere som de har brug for. og flere lærere over hvordan flere og flere opgaver skal Pres på alle fronter udføres på den samme tid De samme historier høog med flere elever i hver rer man om alle andre Af Rasmus Jensen

dele af de unges liv. I 1990’erne var der et loft på 28 elever i hver gymnasieklasse. Nu har 46 procent af 1. g klasserne over 28 elever. På handelsskolerne er det endnu værre. Mange år med taxameterstyring og nedskæringer har ført til, at der i 2005 var 34 elever i hver klasse i gennemsnit.

Ifølge Landssammenslutningen af Handelsskoleelever er de fleste klasselokaler kun bygget til 24 elever.

På de tekniske skoler foregår undervisningen ofte med maskiner og udstyr, der for længst er forældet og udgået fra den produktion, som lærlin-

gene skal deltage i til dagligt. Desuden er andele af lærerfri timer eksploderet i alle dele af uddannelsessystemet.

Håbløs fremtid under kapitalismen Den borgerlige regering har konsekvent ført en politik, der støt men sikkert har undergravet forholdene for unge mennesker. Men ikke nok med det. De har også undergravet deres forhold i fremtiden.

Ud over nedskæringer i uddannelsessektoren er der også skåret i mulighederne for sociale ydelser for unge uden arbejde. I den næste periode, hvor der er økonomisk krise og stigende arbejdsløshed på dagsordenen, vil dele af ungdom-

men blive ramt hårdt.

Stigende frustrationer

Ungdommen går forrest

De seneste år har vi fået en Frustrationerne har over en forsmag på, hvad fremtiden længere periode hobet sig vil bringe. Ungdommen er op og er begyndt at komme gået forrest i kampen mod op til overfladen i forskelli- den borgerlige regering. ge enkeltepisoder med vold Det er dem, der har mærket og hærværk. De borgerlige forringelser og nedskærinpolitikere forsøger at forklare disse hændel“De seneste år har vi fået ser som løsrevet fra de en forsmag på hvad fremtimaterielle forhold. Men de gør det kun for at den vil bring. Ungdommen dække over det kapier gået forrest i kampen talistiske systems fallit. mod den borgerlige regeVolden, optøjerne og ring. “ den hærværk, som hver dag udbasuneres i pressen, kan kun forklares på baggrund af arbejdsløs- ger. Radikaliseringen blandt hed, fattigdom, og social og bredere og bredere lag af etnisk diskrimination, der er ungdommen har været mere blevet ophobet i årtier. og mere udpræget. GymnaEn ny rapport fra OECD sieelever, folkeskoleelever, om ulighed i forskellige lan- lærlinge og universitetsstude konkluderer, at ” børn derende har i demonstratioog unge [i Danmark, red.] ner gået forrest og kæmpet har nu 25 procent større mod de borgerliges nedskæsandsynlighed for at blive ringspolitik. fattige end befolkningen I begyndelsen af marts som helhed.” Denne gene- 2007 så vi tusindvis af unge rations unge vil ligeledes mennesker spontant gå på opleve at have lavere leve- gaden da politiet ryddede standard end deres for- Ungdomshuset. Det var et ældre. Dette vil have oprør, der gav udtryk for en stor effekt på ungdommens ophobede ungdommens frustrationer over den benbevidsthed. hårde borgerlige politik, som ikke levner noget håb for frem-

tiden for ungdommen og arbejderklassen.

Ungdommen må organisere sig med arbejderklassen Oprøret havde ikke et organiseret udtryk, som kunne kanalisere den vrede og utilfredshed, disse mennesker havde. Grunden til dette var, at arbejderbevægelsen ikke viste nogen reel vej frem Bredere og bredere lag af ungdommen vil miste troen på en sikker fremtid under kapitalismen. De vil bevæge sig igen og igen, og de vil bevæge sig for at ændre samfundet. Men for at kampene skal nytte og ikke få karakter af individuelle kampe, må ungdommen organisere sig i studenterbevægelse, fagbevægelse og i arbejderpartierne. Arbejderklassens og ungdommens eneste våben er enhed og massekamp.

Trotskij skrev i Overgangsprogrammet: ”Kun ungdommens friske begejstring og kampånd kan sikre de indledende sejre i kampen; kun disse sejre kan få de bedste elementer i den ældre generation til atter at betræde revolutionens vej. Sådan har det altid været, således vil det fortsat være.”

12 Socialistisk Standpunkt

nr. 45• Vinter 08/09

Baggrund

Planøkonomi - et system uden kriser og ulighed At der er ting i verden, der ikke fungerer, er næppe en nyhed for nogen. Krige, udbredt hungersnød på og en verdensøkonomi, der kun bliver holdt oppe af centralbankernes saltvandsindsprøjtninger. Da Roskilde Bank brød sammen i juli, sagde borgerlige økonomer, at problemet var dårlig ledelse. Med fortsættelsen af finanskrisen er det blevet klart, at det er systemet, der er problemet og at der er behov for et nyt.

Af Reinout Bosch Vi bliver ofte stillet over for den påstand, at på trods af markedets fejl går udviklingen den rigtige vej. Dette bliver underbygget med flotte tal og mange farvede grafer, der skal vise os, at økonomien går fremad.

Denne fremgang gælder dog kun for samfundets rigeste lag. De gevinster der er blevet skabt, er usynlige for almindelige arbejdende mennesker. Og forskellene vokser. Den gennemsnitlige administrerende direktør i USA tjente i 1970 40 gange så meget som en gennemsnitlig arbejder. I 2000 tjente han 400 gange så meget.

Ikke kun i USA er dette eksempel gældende, men også de danske arbejdere må spørge sig selv, hvorfor vores skoler og hospitaler kun er blevet dårligere i en tid med højkonjunktur. At skoler forfalder og lønnin-

ger stagnerer, er ikke noget tilfælde. Det er den logiske konsekvens af det kapitalistiske samfund.

Det samfund, vi har i dag, bliver drevet fremad af en konstant søgen efter profit. Dette skyldes ikke, som nogen hævder, at de mænd og kvinder, der sidder i toppen af erhvervslivet, er grådige. Det skyldes, at de bliver nødt til at skaffe profit, hvis ikke deres virksomheder skal gå neden om og hjem. Det er nødvendigt for en virksomhed konstant at investere i forbedringer for at optimere produktionen. Gør de ikke det, vil de blive udkonkurreret af andre virksomheder, der kan lave samme produkter til en lavere pris. For at holde priserne nede og profitterne oppe skæres der ned i arbejdernes løn og arbejdsmiljø.

Krise Når vi som nu ender i kriser,

er i krise. Det betyder kun, at aktiehandlerne regner med, at dette sker. Først da vil arbejderne virkeligt blive ramt.

Markedets anarki

Markedet er grundlæggende anarki. Der er ingen, der har sat en kurs og ingen der ved, i hvilken retning vi går. kan ingen borgerlige øko- Spørger du en virksomhedsnomer fortælle os, hvorfor. ejer, om han planlægger sin Vi fik at vide, at det skyld- produktion, vil han svare: ja tes dårlig styring i en enkel selvfølgelig. Det ville være bank. Da den amerikanske helt forrykt, hvis ikke afdestat ugen efter nationalise- lingerne på den samme virkrede tre af verdens største somhed snakkede sammen banker, måtte man modvil- om, hvad de laver. Det ville ligt gå ud og sige, at det var betyde, at afdelingerne enten lavede dårlig stydet samme ring af en “Markedet er grundeller lavede hel økonolæggende anarki. Der ting, der misk seker ingen, der har sat en ikke kunne tor. Sandkurs og ingen der ved, i bruges. På heden, hvilken retning vi går.“ en skofasom økobrik ville nomerne den ene ikke tør side af fabrikken lave sko indrømme er, at det er dårlig i størrelse 42 og den anden styring af en hel økonomi.

Selv om aktiehandlere side kun producerede gummister nogle penge på den mistøvler i størrelse 33. Det nuværende krise, vil det siger selvfølgeligt sig selv, at være arbejderklassen, der denne virksomhed hurtigt trækker det hårdeste læs. ville gå fallit.

Den produktion der sker Aktiemarkedet er blot en inden for normale virksomstor spekulationsbørs for heder, er planlagt meget fremtidsforudsigelser. At nøje for, at intet skal gå til aktiemarkedet nu går nedad, spilde, hverken i materialer betyder ikke, at økonomien eller i arbejdskraft. De pro-

blemer, vi ville se på en fabrik uden planlægning, viser sig også ude i samfundet.

Der er et kæmpe spild af materialer og arbejdskraft og der bliver kun produceret, hvad folk har råd til at købe, ikke hvad der er brug for.

Hvad der derfor er brug for, er en økonomi, hvor styringen ikke overlades til tilfældigheder og profit. En økonomi der er planlagt.

Planøkonomi Planlægger man økonomien, må man stille sig selv tre spørgsmål; hvad er der brug for? Hvor har vi den nødvendige teknologi? Og hvor har vi mulighederne for at producere det nødvendige?

Af borgerlige økonomer bliver en nødvendighed og hvad der købes ofte fremstillet som det samme spørgsmål. De hævder, at markedet er den ultimative regulator og at hvad folk har brug for, bliver produceret så snart der bliver brug for det. Ser vi dog ud i virkeligheden bliver det klart at mange mennesker i Danmark har brug for at tandlægehjælp uden at have råd til at få det. For slet ikke at snakke om det akutte behov for aidsmedicin fra virksomheder, der oversvømmer markedet

med Viagra. I det tilfælde at markedets regulator virker, reagerer den ekstremt langsomt. Er der på markedet en mangel på korn, vil bønder på grund af de stigende priser blive opfordret til at så mere. Det tager dog et helt halvt år før at det der bliver sået kan høstes. Hvad der sker med den almindelige borger, der sulter, snakkes ikke om.

For at kunne producere må vi vide, hvor den nødvendige teknologi befinder sig. Hele samfundet bør få adgang til de forskningsresultater, der foreligger.

Der er ingen grund til at vi skulle producere noget med forældede metoder.

Når vi ved hvordan, må vi gå videre til den virkelige planlægning. Hvor har vi fabrikker, der kan producere det efterspurgte, hvor har vi arbejdskraften og hvor har vi råstofferne.

Der er ingen grund til at producere sko, hvis ikke folk har brug for dem. Det ville i dagens samfund betyde, at arbejdere på den pågældende skofabrik skulle fyres for at holde profitten oppe. Under en planøkonomi ville man kunne omdirigere denne arbejdskraft til en sektor, der havde brug for denne. Vigtigst af alt er dog at man laver et samar-

Vinter 08/09 • nr. 45

Planøkonomiens forbedringer i Sovjet I skolebøger og fjernsynsprogrammer får vi altid at vide: se på Sovjet, der gik det galt! Ingen vil benægte, at der i Sovjet skete en masse forfærdelige ting. Men på trods af manglende demokrati og dårlig styring lykkedes det at skabe gigantiske fremskridt.

I 1917 da oktober revolutionen blev gennemført i Rusland var det et land der byggede sig på landbrug. Analfabetismen var skræmmende høj og på de få fabrikker der fandtes havde arbejderklassen ingen uddannede ledere eller teknikere. Fra 1913 (som var højdepunktet i produktionen før første verdenskrig) til 1963 blev den totale industriproduktion 52 gange større (USA : 6 gange, UK: knap 2 gange) og arbejdsproduktiviteten (der er den mest afgørende måleenhed bejde, der strækker sig ud over konkurrencens snævre bånd. Ingen konkurrence om arbejdskraft, for vi ved alle, at der både er brug for maskinarbejdere og skolelærere. Ingen grund til at tilbageholde ressourcer indtil priserne er steget, for folk skal nok få deres løn. Det vil betyde at man vil kunne levere skinnerne og bjælkerne til togbanen samtidigt og derved kan få arbejdet til at flyde meget lettere.

Planlægning er dog ikke noget der bare vil komme til at flyde af sig selv. Det handler ligesom i en virksomhed om at sætte sig nogle mål. Nogle mål der konkret vil kunne forbedre levestandarden for den almene befolkning.

Selvfølgeligt skal der være logik bag de krav, man stiller, og måden, de bliver opfyldt på. Det nytter jo ikke at opnå kravet om 10.000 nye sko, hvis de alle er i samme størrelse.

Kooperativer Det bringer os ind på styringen af produktionen og styringen af planlægningen.

Mange har gennem tidens løb argumenteret for arbejdereje af virksomhederne uden en planlagt økonomi.

De mener at virksomheder i dag kører dårligt og udnytter deres ansatte, fordi

Socialistisk Standpunkt 13

Baggrund

i denne sammenhæng) steg med 1310% (USA: 332%, UK: 73%) Befolkningens levestandard oplevede stadige stigninger, størstedelen havde ting som tv, køleskab, vaskemaskine osv.

Ingen inflation Huslejen lå fast nede omkring ca.

6% af månedsindkomsten. Det lyder jo ikke dårligt hvis man tager i betragtning at mange mennesker i dag betaler mere end en tredjedel af deres indkomst til husleje. Indtil op i 80’erne havde den sidste prisstigning på brød, sukker og de fleste andre madvarer været i 1955 og på kød og mælk i 1962.

Efter murens fald kunne man så forvente at den fantastiske kapitalisme ville skabe et bedre liv for den almindelige arbejder i

en lille magtelite sidder i toppen. Var det så enkelt, ville man gennem historien mange gange have opnået en bedre verden.

Kooperativer (arbejderejede virksomheder) er også underlagt konkurrencens love og vil også blive nødt til at sætte alt til siden for at skaffe profit. De vil blive nødsaget til at sætte tempoet op, lønnen ned og sætte miljøet til siden vil de kunne konkurrere med andre virksomheder.

Styring For både at sikre at økonomien bliver planlagt må der være en klar fordeling inden for en virksomhed. Virksomhedens bestyrelse bør vælges demokratisk så de udgør en tredjedel fra forskellige steder i samfundet.

1/3 fra virksomheden, 1/3 fra fagforeningen, 1/3 fra staten. Hver af disse dele vil kunne varetage forskellige interesser.

I stedet for blot at ytre en anklage om, hvor udemokratisk det er at arbejderne ikke har 100% kontrol over en virksomhed, bør man gennemtænke de konsekvenser dette ville kunne have. Hvis det kun var arbejderne fra en enkelt virksomhed, der kontrollerede den, ville de have meget lidt viden om hvilke behov,

Rusland. Til sammenligning med disse små prisstigninger under det stalinistiske styre var inflationen i 1993 efter kapitalismens indførsel på 2600%. Selv da inflationen i løbet af 90’erne faldt, formåede den ”nye” økonomi ikke at indfri nogle af sine mange løfter. Rusland døjer stadig med massiv arbejdsløshed og stigende forskelle mellem rig og fattig. Alt dette kommer bedst til udtryk ved at Ruslands befolkning i dag drikker den samme mængde vodka som hele Sovjets befolkning før 1992.

Den demokratiske nødvendighed At Sovjetunionen kollapsede, er dog ikke et tilfælde. I stedet for at sige: Det gik ikke, ærgerligt.

der fandtes i samfundet. De ville kun producere ud fra deres egne krav. Ved at forbinde en virksomhed med fagforeningen sørger man for, at det ikke kun er den enkelte virksomheds arbejdere, men alle faggruppens arbejderes interesser der bliver hørt. Det vil sikre fælles standarder for alle virksomheder og en mulighed for at lære af hinanden på tværs af virksomheds grænser.

At repræsentanter for den socialistiske stat skal være tilstede er ikke et øn-

Må vi spørge os selv, hvad gik galt?

I Sovjets første år skete der en uset bureaukratisering af staten.

En lille gruppe af mennesker samlede en masse magt på deres egne hænder. Meget lig situationen som den havde været før revolutionen. Det er klart, at det er umuligt for en lille klike af mennesker at kende alles behov.

Lenin opstiller i ’Staten og revolutionen’ fire betingelser for en sund arbejderstat.

• Frie demokratiske valg til enhver post • Mulighed for at tilbagetrække sin kandidat • Ingen bureaukrat må få højere løn end en almindelig arbejder • Ikke en stående hær, men et bevæbnet folk Ingen af disse betingelser blev i Sovjet unionen mødt. Ud over nævnte betingelser skal alle regnskaber være åbne og alle skal være uddannet i at forstå dem.

ske om kontrol men en vilje til planlægning. Hvordan skal en stat være i stand til at planlægge, hvis ikke den ved præcist, hvad virksomhedernes kapacitet er. Og hvordan skal en virksomhed producere, hvis ikke den ved hvilke behov, der findes.

Planøkonomi i Danmark i dag Ønsker man at forandre den danske økonomi må man tage fat på de største steder først. Nationalisér de

Dette gør, at det ikke kun er en lille gruppe højtuddannede mennesker, der er i stand til at forstå planlægningen, men, at alle kan deltage i den proces. Arbejdstiden må nedsættes drastisk så alle har tid til at være med i den demokratiske proces. Allerede ved at sikre arbejde til alle, vil dette være en mulighed. Men i takt med, at produktionen udvikler sig, vil man i stigende grad have mulighed for, at folk kan deltage på lige vilkår til bestyrelsen af fabrikken og planlægningen. Som Lenin udtrykte det ”den socialistiske stat, må være en døende stat” en stat der er i gang med at opløse sig selv inde fra ved, at alle deltager i statens styring.

Skal en planøkonomi fungere må den planlægges centralt, men styres fra bunden. Både i fabriks åd og i lokalråd. Fra disse steder vil det være muligt at planlægge arbejdstider og betingelser men også behovet for biografer eller tandlægeklinikker.

200 største virksomheder i Danmark. Derved vil man have lagt ca. 1 mio. arbejdere ind i planlægningen.

Ud over disse 200 virksomheder viser finanskrisen os hvor vigtigt det er at have kontrol over bankerne. For hvis bankerne har lånt alle statens penge ud til lukrative firmaer, er der ingen penge til forbedringer.

Planøkonomien må ikke være et eksempel samfund, men må omfatte alt. Det nytter ikke noget at skabe små mønster samfund til

forbillede for resten af verden. Planøkonomien skal være international og omfatte en hver industri.

I forhold til 1917 har vi mere teknologi, er vi højere uddannet og vigtigst af alt har vi mange flere erfaringer. Mulighederne for planøkonomi i Danmark er derfor bedre end nogensinde før.

Den venezuelanske papirfabrik Venepal blev nationaliseret af Chavéz i 2004 og er nu under arbejderkontrol.

14 Socialistisk Standpunkt

nr. 45• Vinter 08/09

Internationalt

Endeløs krig og katastrofe Krigen i Afghanistan er på alle måder en katastrofe. Besættelsen er forhadt i befolkningen og højtstående officerer erkender nu, at det er umuligt at vinde.

Af Niklas Zenius Jespersen For den borgerlige regering og Dansk Folkeparti er det ikke bare nok at forværre og ødelægge vilkårene for os her i Danmark. Nej, de skal også ud og ødelægge det for alle andre. Siden den borgerlige regering trådte til i 2001, har Danmark haft en såkaldt ”aktiv” udenrigspolitik. Men hvad vil det sige? Efter terrorangrebet den 11. september 2001 var Danmark mere end villig til at følge Bush og gå i krig med Afghanistan. Et land der aldrig har gjort Danmark noget.

Officielt indledte USA krigen med det formål at befri det afghanske folk fra fundamentalisternes styre.

Det er fuldstændigt klart, at perioden under Taleban-styret og dets allierede, al-Qaeda, var ganske forfærdeligt for befolkningen. Men det var ikke noget, der tidligere havde generet Danmark, USA eller andre Nato lande.

Faktisk havde Nato og USA været allieret med al-Qaeda og Taleban under krigen i Afghanistan mellem de progressive sovjetstøttede regeringer og fundamentalisterne i 1980’erne. De blev finansieret og trænet af den amerikanske efterretningstjeneste CIA og Saudi Arabien i slutningen af 70’erne og 80’erne.

Profit motiv til krigMen når ”krigen mod terror” kun var en undskyldning, hvad er så den reelle årsag til krigen? Præcis som

Kosovo: Humanitær besættelse?

Den borgerlige regering sender fortsat tropper til Nato-styrkerne i Kosovo.

Her udliciterer og privatiserer Natos militære regime med Den Internationale Valutafonds hjælp rask væk alle rester af velfærd, hvad dette så end har at gøre med fredsbevarende missioner.

Nato puster fortsat til etniske konflikter for at retfærdiggøre deres egen tilstedeværelse som fredstropper i en konflikt de selv var med til at starte, da de hjalp til opløsningen af Jugoslavien.

Kosovo er ikke et fredeligt sted. Der er ofte hårde kampe mellem demonstranter og Natostyrker og politi, hvor demonstranter kaster med håndgranater og skyder med automatvå-

ben, mens Nato styrker svarer igen med kampvogne og maskingeværer.

På en enkelt dag blev 70 demonstranter og 60 FN og Nato tropper sårede, flere alvorligt. Årsagen til disse uroligheder skal først og fremmest findes i de sociale forhold. Under planøkonomien og føderationen var disse spændinger i bero og trådte i baggrunden, fordi folk havde arbejde, tryghed og en fremtid. I dag er arbedsløsheden i Kosovo på 40 procent (60 procent for unge). Kapitalisterne de etniske og nationale forhold som undskyldning præcis ligesom Dansk Folkeparti og regeringen bruger flygtninge og indvandre som syndebukke i Danmark.

med regeringens angreb på den danske velfærd, har angrebene på andre lande og befolkninger også et ”højere” formål, nemlig profit. Sandheden er, at fundamentalisterne ikke længere tjente USAs interesser. De stod i vejen for USAs plan om at bygge en olierørledning igennem Afghanistan og de bekæmpede vestlig imperialistisk tilstedeværelse.

Kort sagt stod de i vejen for den amerikanske kapitalismes ønsker om mere profit og udvidelse af deres marked og ”interesseområder”. Af samme grund støttede mange andre lande USAs krig. De ønskede ligeledes deres andel af krigsbyttet. Mærsk var hurtig til at tilbyde Bush sin assistance ved at stille skibe til rådighed for transport af tropper, benzin og materialer til krigen. De danske kapitalister og den borgerlige regering opfører sig som en skødehund overfor sin ”herre” i Washington.

Natos allierede: narkobaroner og banditter USA ønskede et nyt regime og fandt nye allierede i den

såkaldte ”Nordlige Alliance”. Betød det en forbedring af forholdene for den almindelige afghaner? Nej. Den Nordlige Alliance havde før siddet ved magten.

Da deres styre dengang blev væltet af Taleban, skete det under jubelscener i hele landet, lige indtil Taleban viste sit sande ansigt og myrdede løs.

Dybest set består den Nordlige Alliance nemlig ikke af andet end krigsherrer, narkobaroner, almindelige slyngler og korrupte stammeledere. Dødsstraf er stadig almindelig i Afghanistan. Landets nuværende præsident Karzai er tidligere højt ansat i et olieselskab og tidligere CIA agent.

Den afghanske befolkning er stadig plaget af krig, korruption, fattigdom og kvindeundertrykkelse og i alle vigtige spørgsmål, er det Nato landene, især USA og Storbritannien, der bestemmer. Antallet af civile dræbte er enormt og skal tælles i titusindvis. Store dele af befolkningen er tvunget til at producere opium (som ifølge Der Spiegel udgør 53 procent af landets BNP) og betale bestikkelse til Taleban eller politiet for at overleve.

Den afghanske befolkning lider hårdest under denne krig, ligesom de har lidt under de mange andre krige i Afghanistan. Vi hører tit om, at nu er 70 eller

100 Taleban-soldater blevet dræbt af besættelsestropperne. I virkeligheden er det i de fleste tilfælde civile, der er blevet dræbt i missilog bombeangreb fra Natostyrkerne. Reuters, FN og den Afghanske regering har bekræftet, at USA og Nato lyver om, hvem det er, der er blevet dræbt i disse angreb.

Kanonføde for kapitalisterne Men også soldaterne og befolkningen fra besættelsesmagterne lider. Mindst 920 soldater fra besættelsesmagten er dræbt, heraf mindst 540 fra USA, 120 britiske og 18 danske soldater. Det gør Danmark til det medlem af besættelsesmagten, der har mistet flest soldater i forhold til befolkningens størrelse.

Der er også rapporter om mange soldater, der begår selvmord efter, de er vendt hjem - som konsekvens af deres oplevelser. Yderligere tusinde af andre soldater, nødhjælpsarbejdere og lignende er blevet sårede eller har fået post-traumatisk stress syndrom af deres oplevelser i krigen. Tusindvis af familier er mærket af krigen og hundredvis af mødre, fædre, børn og kærester har for evigt mistet en af deres kære.

Krigen er tabt Og hvordan er det så, at krigen skrider frem? Er Taleban ved at tabe? Nej, Tværtimod. Taleban har trukket sig tilbage til bjergene og ørkenerne, hvor mange af dem oprindeligt kommer fra og derfra udkæmper de en guerillakrig, som Nato ikke kan vinde.

Vreden over de mange civile dræbte og imperialisternes udplyndring af landet breder sig og forsyner Taleban med en konstant række af nye rekrutter. Dette er efterhånden begyndt at gå op for imperialisterne.

Den britiske brigadegeneral Mark Carleton-Smith sagde for nylig til The Times, at en militær sejr over Taleban var umulig. Nu snakker diverse politikere åbent om, at erkende nederlaget og slå en handel af med Taleban.

Kapitalismen er problemet Hvor skal fremtiden for Afghanistan så ligge, hvis situationen skal forbedres?

Under den revolutionære Taraki-regering i 1970’erne og det relativt progressive sovjet-allierede regime under Amin i 1980’erne skete der enorme

Vinter 08/09 • nr. 45

Socialistisk Standpunkt 15

Internationalt

i Afghanistan forbedringer for befolkningen. Kvinder kunne stemme til valgene og få en uddannelse. Der blev bygget veje, skoler og hospitaler og civilisationen begyndte at sprede sig i det tilbagestående land.

I de fleste afghaneres øjne står denne periode stadig som den lykkeligste tid i Afghanistans plagede historie.

Men det var fundamentalisterne, der, i fællesskab med USA og Saudi Arabien, satte en stopper for det. Fundamentalisterne baserede sig på de tilbagestående landområder og stammeledere (i modsætning til regeringen der først og fremmest baserede sig på folk i byerne).

Dette viser en klar ting. Den eneste vej ud af tilbageståenhed er et totalt brud med kapitalismen.

Når en stalinistisk inspireret bureaukratiseret planøkonomi kunne forbedre

Juma Gol er en 10-årig pige fra Helmand-provinsen, hvor de danske styrker er stationeret. Hun mistede sin arm i et Nato-bombardement. Nu bor hun sammen med sin far (til højre) i en flygtningelejr i Kabul. forholdene så markant, hvad ville en ægte demokratisk planøkonomi og et socialistisk demokrati så ikke kunne gøre for Afghanistans befolkning? Klassekampen, kampen mod imperialismen samt den socialistiske og kommunistiske bevægelse har en stolt historie i Afghanistan.

Det er disse ”værktøjer” de afghanske arbejdere, unge, fattige og bønder igen må tage i brug, hvis de for alvor skal vinde deres frihed.

FN løser ikke krig Der er en udbredt opfattelse, at løsningen på krig er et stærkere FN. Men FN er ikke en organisation af helgener, der altid, set ud fra et principielt synspunkt, vil stoppe uretfærdighed og krig.

I sidste ende består FN ikke af meget mere end de lande, der sidder i det og i særdeleshed i sikkerhedsrådet. Skulle regeringerne i Rusland, USA, Kina, Storbritannien og Frankrig sætte en stopper for krig? De er alle uden undtagelse involverede enten direkte eller indirekte i krige rundt om i verden.

FN er med til at opretholde den militære besættelse af Kosovo.

FN legitimerer krigen i Afghanistan. FN støttede Pol Pot og dermed massemord mod millioner af cambodjanere i 1970’erne. Det var FN,

der stod bag blokaden imod Irak, hvilket kostede over to millioner børn livet.

Det er sandt, at FN oprindeligt erklærede, at Irak krigen var ulovlig og ikke ville støtte den, men de var på ingen måde i stand til at forhindre den. I dag støtter FN besættelsen af Irak.

Hvad løsning er der i et FN der ikke kan forhindre de krige, det er imod, og som faktisk støtter og står bag mange forfærdelige krige og besættelser?

Kapitalismen har ingen løsninger på krig og imperialisme. Den er selve grobunden for krigene i dag. Det er kun arbejderne, der kan stoppe krig gennem strejker og stop for transport af krigsmateriel samt ved at vælte de imperialistiske regeringer på hjemmefronten.

Hvem er Socialistisk Standpunkt?

Socialistisk Standpunkt er en marxistisk avis, der udgives af elever, lærlinge og arbejdere, der er aktive i arbejderbevægelsen.

Socialistisk Standpunkt mener, at kampen mod den borgerlige regering må være øverst på dagsordenen for arbejderbevægelsen. Kampen mod den borgerlige regering er en kamp imod nedskæringer og privatiseringer, krig, miljøødelæggelse og racisme.

Enhed i arbejderbevægelsen er en forudsætning for at kunne vælte den borgerlige regering; der er brug for et alternativ. Ikke enhed på bekostning af kravene, men en enhed omkring en socialistisk politik, et fælles handlingsprogram imod den borgerlige politik.

Konkret opfordrer vi alle, der ønsker at vælte den borgerlige regering til at gå ind i SF og SFU, og derigennem arbejde for at skabe enhed mellem arbejderpartierne, Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten for en anden regering; for en arbejderrege-

ring på et socialistisk program.

I de tidligere år har der været et opsving i økonomien, men det er ikke kommet almindelige mennesker til gode.Nu er økonomien på vej ind i en alvorlig nedtur, og arbejdsgiverne og deres borgerlige partier vil angribe velfærden endnu hårdere og presse endnu mere arbejdskraft ud af arbejderne for en lavere realløn.

Socialistisk Standpunkt kæmper for at arbejderbevægelsen går samlet imod forringelserne af arbejderklassens og ungdommens rettigheder.

Socialistisk Standpunkt deltager i den daglige kamp, og støtter kravene fra arbejdspladserne (se nedenfor) Nogle mener, at disse krav er urealistiske. Men hvis LO, med støtte fra de tre arbejderpartier Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, gik til kamp for disse krav ville det være muligt at kæmpe dem igennem.

Kapitalismen er et anarkisk system, hvor der ikke produceres efter menneskelige behov eller en rationel plan, men efter et lille mindretals jagt

• Alle nedskæringer i den offentlige sektor må rulles tilbage sammen med skattelettelserne til overklassen.

• Fuld dyrtidsregulering, så lønningerne følger med prisstigningerne.

• Fuld beskæftigelse. For en 30-timers arbejdsuge med fuld lønkompensation. Afskaf obligatorisk overarbejde.

• For ret til pension fra 55 år med en folkepension til at leve af.

på profit. Det skaber ubalancer, ulighed og tilbagevendende kriser med angreb på velfærd og tilkæmpede rettigheder. Der er behov for at styre de vigtigste dele af økonomien efter en demokratisk plan. Men man kan ikke styre hvad man ikke ejer, derfor må arbejderklassen overtage de 200 største virksomheder, forsikringsselskaber og banker under deres egen ledelse og kontrol.

Socialistisk Standpunkt afholder med jævne mellemrum diskussionsmøder om indholdet af vores avis, vejen frem for arbejderbevægelsen og marxistisk teori. Vi opfordrer alle der ønsker at kæmpe for de marxistiske ideer i arbejderbevægelsen til at kontakte os, og sammen med os arbejde for et socialistisk program i arbejderbevægelsen.

Kontakt os: Telefon: 61 65 10 88 E-mail: marxist@marxist.dk

• Stop udsalget af den offentlige sektor. Alle privatiseringer må rulles tilbage, og virksomhederne må sættes under ledelse af valgte repræsentanter fra de ansatte og fagforeningerne.

• Lige løn for lige arbejde. Hæv lønnen i kvindefagene.

• Stop for finanskriser, spekulation og gældsfælder.

Bankerne må overtages af staten. Nej til statstilskud til spekulanternes fallitbo som Roskilde Bank • Uddannelse til alle. Investér i uddannelse og opret det nødvendige antal lærepladser.

n e d r æ f l e v ken over

s i p r e g n i v rgerlige s

!

M E D P O T S De bo

e s l e g æ v e b r e d j e b r a t e l k i m t a i l s o n p e e r g o i F rl e g r o b n e imod d

Beskat overklassen - udbyg velfærden Fuld dyrtidsregulering imod inflaton Stop krisen - overtag bankerne Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk