nr09

SOCIALISTISK STANDPUNKT

STØ

TTE KR. PRIS 20,-

DEN MARXISTISKE AVIS FOR ARBEJDERBEVÆGELSEN

NR. 9 H 2. ÅRG. H OKTOBER 2002

PRIS KR. 10,-

“Et bedre Danmark”?

- Vælt den borgerlige regering!

Dele af fagbevægelsen har kaldt til demonstration for “Et bedre Danmark” - men hvis vi skal have det, må LO og arbejderpartierne turde mobilisere arbejderklassen og ungdommen seriøst, til samlede protester og en generalstrejke. Så-dan kan vi stoppe de borgerlige og deres

For en arbejderbevægelse på et socialistisk program!

INDHOLD OG LEDER

INDHOLD: Leder

2

Faglig konference

Pædagoger i strejke

4

Arbejdspladsen har ordet

Besparelser er ingen naturlov

3 Danmark rystes af strejker og protester. Pædagoger i byer over hele landet har været foran i protester mod kommunernes planer om forringelser på institutionerne, og andre faggrupper 5 har flere steder været med i kampen.

Dette sker oven på adskillige andre protester og overenskomststridige ar5 bejdsnedlæggelser tidligere på året, bl.a. i forbindelse med deltidsloven – allerede i de første seks måneder af 2002 havde der været langt flere strej-kedage end i hele 2001, og det var altså før pædagogerne m.fl. gik 9 i aktion.

Uretfærdigt skattestop 6 Fornyelse i Soc.Dem.? 7 På spidsen

Hvem vi er

Arbejderklassen - død eller levende? 10 Uddannelsespolitik

12

Arbejderbevægelsens historie del 6 15 Den russiske revolution Overproduktion

Det svenske valg

Ballade i Latinamerika Irak

SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af avisforeningen SOCIALISTISK STANDPUNKT, Poste Restante Nørrebrogade 10 2220 Kbh. N. Tlf.: 21 82 48 14, marxist@marxist.dk Ansv. red.: M. Frederiksen.

2

Protester, strejker og enhed kan stoppe nedskæringerne!

9 Regeringen, der kom til magten på at love “forandring”, har ikke præsenteret andet end forandringer til det værre. Grønthøsterbesparelser på statens udgifter og stramme begrænsninger for kommuners og amters budgetter har ført til den ene forringelse efter den anden. Det har vist sig, at der er meget langt fra, hvad regeringen lover (“ungdommens finanslov”) til, hvad 16 den gør (fortsatte nedskæringer og ingen forbedringer på uddannelserne).

18 Den borgerlige regering har helt fra starten af angrebet arbejderklassen 19 og dens organisationer med tvungen deltid, angreb på ekslusivaftalerne, 20 forslag om statslige a-kasser, indslusningsløn til indvandrere o.l. De 24 ønsker at svække fagbevægelsen så meget som muligt, så de lettere kan få gennemført deres politik. At arbejderne skal bære byrden ved øget arbejdspres og forringede vilkår under kapitalismens krise, er intet nyt fænomen. Det er sket hver gang, kapitalismen er kommet i krise. Men nedskæringer og forringelser kommer ikke, fordi der ik-ke er nok penge – den danske arbejderklasse skaber enorme rigdomme hver dag. Kriser opstår, fordi kapitalisterne og deres repræsentanters mål er at skabe profit

og ikke at skabe bedre forhold for almindelige mennesker.

Med voksende utilfredshed i arbejderklassen og ungdommen understreges endnu engang den krise, der er i arbejderbevægelsens ledelse. Hidtil er der ikke blevet præsenteret et alternativ fra arbejderbevægelsens side. Socialde-mokratiet har været optaget af magt-kampe og “fornyelse”, mens det, der er behov for, er en klar socialistisk ar-bejderpolitik, der kan tackle medlem-mernes og den danske arbejderklasses virkelige problemer med forringelser, pres og nedskæringer.

Ledelsen for fagbevægelsen indkalder til konferen-cer og bruger store ord, men når det kommer til handling, er der ikke meget at hente.

Det er på tide, at ledelsen for den danske arbejderbevægelse lever op til sit ansvar, forener og samler alle protesterne mod regeringens asociale politik og spiller ud med et reelt alternativ.

Fagbevægelsen har kaldt til demonstration under parolen “Et bedre Dan-mark” den 5. oktober - men hvis vi skal have det, kræver det, at LO og arbejderpartierne tør mobilisere arbej-derklassen og ungdommen seriøst, til samlede protester og en generalstrejke, og så vil intet kunne forhindre os i at sende de borgerlige og deres nedskæ-ringer helt derned, hvor peberet gror.

Lad os kæmpe for en optrapning af protesterne, for enhed og samling og for at opbygge en massiv socialistisk tilstedeværelse i arbejderbevægelsen og ungdommens organisationer, der kan udfordre den nuværende ledelses vage kurs.

WWW.MARXIST.DK

FAGLIGT

Faglig konference i Århus den 7. september: “To skridt frem, et tilbage” Tillidsmandsnetværket “Fagligt Ansvar”, som blev dannet den 1. marts i protest mod regeringens massive an-greb på velfærdssamfundet, holdt en konference den 7. september i Århus.

Inden da havde flere af de ledende fag-foreningsfolk truet med at opsige fredspligten (loven om at man ikke må strejke uden for overenskomstsitu-ationer), hvis den borgerlige regering fortsatte sine angreb. Der var derfor lagt op til vigtige diskussioner i Århus, da regeringen jo har fortsat med at skære ned og truet med at fjerne retten til eksklusivaftaler.

få gennemført beslutningen om en aktionsdag. Det blev som ledelsen af tillidsmandsnetværket havde lagt op til, nemlig en demonstration lørdag den 5. oktober og dermed ingen strejker.

Dog blev det trumfet igennem, at der skulle indkaldes til en aktionsdag, hvis regeringen ikke lyttede efter signalet den 5. oktober.

Men skal regeringen væk, må alle kræfter sættes ind, og der må sættes magt bag ordene. Det positive ved kon-ferencen var, at der er en stor gruppe venstredrejede tillidsfolk,

der holder fast ved de oprindelige beslutninger, og som har mod på at kæmpe kampen.

Disse er desværre stadig et mindretal i tillidsmandsnetværket, men ledelsen, som tror, at man kan skræmme rege-ringen ved at holde en masse kon-ferencer, vil ende med at spille fallit. Kun handling bag ordene vil sikre suc-ces. For en landsdækkende general-strejke mod regeringen!

BL (tillidsmand fra København og

Der deltog (ifølge “Fagligt Ansvar”) 826 tillidsfolk på konferencen, som repræsenterede en meget stor del af de danske lønmodtagere. Men ledelsen af dette initiativ, som tæller flere amts-formænd for LO og formanden for Byggefagenes Samvirke i København, mente ikke, at man skulle optrappe modstanden.

Dette førte til, at en lang række tillidsmænd og kvinder tog ordet under debatten og forlangte en aktionsdag den 1. oktober, hvilket vil sige gennem-førslen af landsdækkende strejker. Som formanden for SiD Hillerød sag-de, var der den 1. marts lagt op til aktiv modstand mod regeringen, men nu var det ligesom om, at man tog et skridt tilbage. Hans Nielsen fra Metal Århus kritiserede ledelsen for fagbevægelsen for at ignorere, hvad der bliver sagt på arbejdspladserne, og han sagde, at det var vigtigt, at man satte alt ind for at vælte den borgerlige regering og kæmpede for en arbejderregering, der lyttede til, hvad der blev sagt på ar-bejdspladserne.

Desværre lykkedes det ikke for disse tillidsfolk (og en lang række andre) at

NR. 9 OKTOBER 2002

Fra den store demonstration mod regeringens finanslov den tyvende marts. Christiansborg Slotsplads.

Lad os få handling bag ordene!

Der er masser af grunde til at afholde konferencer. Der er brug for en sam-let kamp mod regeringens politik. Men konferencer er langt fra nok.

Der skal handling bag ordene! Hvis ledelsen for LO virkelig kaldte til gene-ralstrejke, ville de kunne lamme kapitalisterne i Danmark. Alt ville gå i stå, og det ville få selv den mest højreradikale regering til at opføre sig som en artig lille skolepige.

3

FAGLIGT

I strejke mod nedskæringerne!

I adskillige af landets byer har vrede pædagoger og medhjælpere været i strejke i den sidste tid. Det er sket som protest imod, at mange kommuner vil skære ned på dagsinstitutioner og fri-tidstilbud – ifølge pædagogernes fag-forening BUPL er 4 ud af 10 kommu-ner i gang med at gennemføre decide-rede nedskæringer på området.

Det vil bl.a. ramme både normeringerne og åbningstiderne, hvor flere kommuner vil indføre lukkedage eller lukke tidli-gere, institutioner vil blive lukket eller lagt sammen, alt sammen til stor skade for både ansatte, forældre og børnene. Dette kommer oven på længere tids ø-get pres, hvor der f.eks. er blevet pres-set masser af ekstra børn ind på institu-tionerne uden at der er kommet mere personale og de nødvendige ressourcer.

Pædagoger og medhjælpere har været i aktion i byer som Århus, Randers, Horsens, Aalborg, Odense, Assens, Hjørring, Hillerød, Otterup, Skive, Korsør m.fl. I nogle byer i længere tid, i andre kortvarigt.

Forældrene til de børn, der under strejkerne står uden pasning, har i vid udstrækning bakket op om protesterne.

Det er jo også dem, der bliver ramt, når pædagogerne får dårligere forhold.

Besparelserne vil nødvendigvis medføre, at der vil blive mindre tid til hvert barn, og at institutionerne mere bliver til ren opbevaring af børnene.

I både Århus og Randers førte strejkerne og protesterne hurtigt til noget. Der er i byrådene i disse byer indgået forlig uden om de to byers Venstre-borgmestre, som skulle betyde, at de fleste af nedskæringerne på børneområdet er taget af bordet. I Århus har Socialde-mokratiet, SF og Enhedslisten i byrå-det indgået forlig med Dansk Folke-parti, hvor omkring tre fjerd-

4

edele af nedskæringerne er fjernet, men der er stadig store nedskæringer på f.eks. SFO-området og rengøring.

At den så-kaldte venstrefløj indgår i noget, der godt nok indeholder færre nedskæring-er, men alligevel er en stor forringelse, er helt uacceptabelt – især i betragt-ning af den enorme kampvilje blandt pædagogerne, som ville have kunnet bruges til helt at fjerne alle nedskæ-ringerne.

Strejkerne må spredes BUPL’s formand har udtalt, at hun forventer, at protesterne vil sprede sig, men samtidig har BUPL udsendt en udtalelse, der siger: “Vi kan have for-ståelse for, at BUPL’s medlemmer er frustrerede og vrede over de sparefor-slag, der i disse dage præsenteres i mange af landets kommuner. Men vi må på det kraftigste opfordre BUPL’s medlemmer til at genoptage arbejdet og få normaliseret arbejdssituationen på institutionsområdet.”

Godt nok er der tale om overenskomst-stridige strejker, og BUPL ville risike-re at skulle betale bod, hvis de aktivt støttede strejkerne, men dette retfær-diggør på ingen måde BUPL’s hold-ning i sagen. Vreden blandt landets pædagoger er meget

stor, med BUPL-formandens egne ord: “Det er i hvert fald mange år siden, at jeg har oplevet, at pædagogerne er så vrede, som de er nu”. Hvis ikke BUPL skulle gå foran og forene protesterne nu, hvornår skul-le de så? Bodssystemet er kun en trus-sel, sålænge de faglige ledere accepte-rer det. Løsningen er ikke at bukke sig for disse regler, men at udfordre dem med trussel om endnu mere omfattende strejker. Snakken om, at strejkerne er overenskomststridige er helt hen i vejret – hvis forholdene pludselig bliver forringet uden om overenskomsten, skal man selvfølgelig have ret til at strejke imod det.

At de planlagte forringelser i det mind-ste delvist er taget af bordet i nogle byer, viser, at det nytter at kæmpe. Nu må BUPL og PMF (Medhjælpernes fagforening) vise, at de lever op til de-res ansvar, og stille sig i spidsen for landsdækkende, samlede protester og strejker, så forringelserne kan blive lagt på hylden i hele landet.

Da den danske arbejderbevægelse blev bygget op for mere end 100 år siden, lærte man gennem hårde erfaringer, at kam-pene måtte samles, så man kunne slå til i enhed. Denne elementære lære la-der store dele SK af den faglige ledelse til at have glemt i dag.

Pædagoger over hele landet har strejket og demonstreret.

WWW.MARXIST.DK

FAGLIGT

Arbejdspladsen har ordet Vi har talt med Charlotte Walkusch, pædagogmedhjælper på en skole i Horsens. Horsens kommune har besluttet at spare 68 mio. på det sociale område, heraf 28 mio. på børne- og ungdomsområdet.

“Det kan vi slet ikke acceptere”, siger Charlotte uden tøven. Hun har været meget aktiv i sin fagforening gennem den seneste tid. Begivenhederne i Hor-sens har heller ikke opfordret til passi-vitet. Kommunen bekendtgjorde tidli-gere på året, at de agtede at skære 20 mio. fra børne- og ungdomsområdet. Nu er det steget til 28 mio.

“Min arbejdsplads er speciel i Horsens, for vi bliver ikke skåret på.

Men til gengæld skærer de de fleste andre steder”, siger Charlotte. Hun fortæller, at kommunen har lagt op til, at fyre ca. 60 pædagoger. “Og samtidig vil de sende 35 pædagoger ud i såkaldt jobtræning til halv løn”, fortæller en tydeligt engageret Charlotte. Hun snakker hurtigt og fortsætter: “Man kan jo frygte, at de vil fyre folk, for bagefter at aktivere dem i noget job-træning, hvor de jo skal lave det sam-me, og på den måde spare penge.”

Charlotte kan fortælle om adskillige uhyrligheder i Horsens. Hun fortæller om pædagogerne i helhedsskolen, der bliver tvunget til at tage sig af dele af undervisningen. Hun fortæller om in-stitutionerne for belastede børn, der bliver lukket af kommunen, under på-skud af “en rummelig folkeskole”.

U-den flere penge, naturligvis. Derudover fortæller hun om, hvordan de bor-gerlige forsøger at presse fagforen-ingen til passivitet.

500 til hvert eneste møde”, fortæller Charlotte. Folk har til møderne snakket om strejker, og om det kan betale sig. Tvunget af begivenhedernes gang besluttede de sig. Den 14. august nedlagde alle pædagoger og medhjælpere i Horsens arbejdet.

Hun taler om, at det kunne være fedt, hvis en national arbejdsnedlæggelse for pæda-goger og medhjælpere kom igennem, helst på Folketingets åbningsdag. “Det er jo en festdag for dem, hvor dron-ningen kommer og alt sådan noget”, lyder det.

Imidlertid har de borgerlige, godt flan-keret af lokalavisen, fokuseret på fag-foreningens rolle i strejkerne. Det er nemlig forbudt for en fagforening at opfordre til arbejdsnedlæggelse, når der ikke er overenskomstforhandling-er. Ikke desto mindre bevarer Charlotte engagementet og gnisten.

Fra 19. september vil pædagogerne og medhjælperne i Horsens endnu en gang strejke. Denne gang på ubestemt tid. Når du sidder med denne avis i hånden, vil der sandsynligvis være en eller anden form for afklaring. Sejr, fortsat kamp eller nederlag. Men ved redaktionens afslutning var det ikke OF muligt at sige noget om dette.

Besparelser er ingen naturlov Odenses borgmester Anker Boye udtalte til de strejkende pædagoger i Odense, at “vi får jo ikke flere penge end dem, vi har i dag, så vi må holde hus med dem”. En “ekspert” udtalte i Nyhederne: “Pædagogerne har en dårlig sag, for der skal jo spares, og hvis ikke det skal være på deres område, hvor så?” Men det er ikke en naturlov, at der skal spares! Hvis fagbevægelsen stiller sig i spidsen for samlede protester, vil vi kunne tvinge regeringen til at lave deres ekstremt stramme aftale med kommunerne om. Det danske samfund er rigt. Danske arbejdere produ-cerer mere end nok værdier til at drive et sundt og velfungerende vel-færdssamfund – hvis bare vi selv kunne bestemme over disse værdier, og ikke skulle holde en skrantende kapitalistisk økonomi kørende for enhver pris.

Det er nødvendigt at samle protesterne og udvide dem. Når det lykkes at forhindre besparelser på børneområdet, skal de ikke bare skubbes over på et andet område. Vi kan ikke acceptere nogen forringelser af velfærden. I flere byer har hjemmehjælpere, rengøringsassistenter, lærere og socialrådgivere også sluttet sig til pædagogernes protester, og dette er meget vigtigt.

Vi må kæmpe imod alle regeringens angreb på arbejderklassens arbejds-forhold og velfærd. Der er brug for en fagbevægelse, der konsekvent og aktivt vil kæmpe samlet imod forringelserne!

SK

“Der er mange medlemsmøder i BUPL og PMF for tiden. Der er minimum

NR. 9 OKTOBER 2002

5

INDLAND

Uretfærdigt skattestop Skattestoppet er en central del af den borgerlige regerings politik. Det skal overholdes og videreføres også i den næste regeringsperiode (hvis arbejder-bevægelsens ledelse giver dem lov til at få sådan en).

Regeringen har indgået en aftale med kommuner og amter, som er ekstremt stram og har ført til budgetter ude omkring i landet, som indeholder forringelser på masser af områder. Der er planer om nedskæringer på hjemløse, sindslidende og misbrugere, ligesom uddannelses- og institutionsområdet får hårde tider at føle. Også sygehusene får det hårde pres på amterne at mærke i form af besparelser. Forringelserne “forsvares” med at man jo ikke må hæve skatten, og så må man jo kla-re sig med de penge, der er.

Asocialt Så hvem har gavn af skattestoppet?

I-følge en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd AE er det først og fremmest den rigeste del af samfundet. For det første rammes almindelige arbejdere absolut hårdest af de nedskæringer og besparelser, som er resultatet af regeringens politik, og for det andet betyder fastfrysningen af skatten mest for dem, der har flest pen-ge.

F.eks. betyder en fastfrysning af ejen-domsværdiskatten jo kun noget for dem, der har hus, og jo større hus man har, des større skattelettelse får man. AE har regnet ud, at denne skattelet-telse er 19 gange større for de ti pro-cent rigeste end for de ti procent fattig-ste. Lignende forhold gør sig gældende f.eks. mht. pristalsregulering af vægt-afgiften på biler. Jo større og dyrere bil, jo større besparelse som følge af skattestoppet. Samtidig har regeringen besluttet at inddrage 2,7 mia. kr. fra Landsbyggefonden, som

6

landets lejere betaler til – selvom de borgerlige kal-der det noget andet, er det i praksis en særskat på 5100 kr. til hver eneste lejer i almene boliger!

Alt i alt er skattestoppet altså ikke no-get, som almindelige lønmodtagere får særlig meget gavn af. Der snakkes me-get om lavere skat på arbejde, men der gøres ikke noget ved det – i stedet er skattebyrden i den sidste periode blevet lettere og lettere for virksomheder, aktieejere osv. Selskabsskatten er f.eks. faldet

Anders Fogh er selv mægtig glad for skattestoppet.

helt ned til 28%.

For en skattepolitik til gavn for arbejderklassen!

De fleste danske arbejdere vil gerne betale skat, også forholdsvis meget, for at sikre et ordentligt velfærdssamfund. Men det er absolut urimeligt, så-dan som systemet er skruet sammen nu. En dansk arbejder afleverer for det første det meste af den værdi, han producerer, direkte til sin arbejdsgiver, dernæst trækkes 40-50% i skat, og når han så skal ud at købe ind eller betale regninger, kommer der afgifter og moms oven i det hele.

Afgifter er aso-ciale, idet satsen ikke

stiger i forhold til folks indkomst.

Imens slipper firma-erne billigere og billigere, og de store multinationale, som står med enorme overskud og kæmpeprofitter, smyger sig rask væk helt uden om at betale noget som helst. Der er omkring 1200 selskaber, der opererer i Danmark, men som slet ikke har betalt skat de sidste 3 år. Det anslås, at statskassen på denne måde snydes for op til 40 milliarder kroner årligt.

Socialister går absolut ind for skattestop og skattelettelser for almindelige lønarbejdere. Asociale afgifter, som rammer hårdest på folk med lavere indkomster, skal væk, og skatten på almindelige menneskers løn kan sagtens være meget, meget lavere. Men et generelt skattestop som det, regeringen leverer, som kun gavner de rige og bruges som undskyldning for at smadre velfærden over alt i landet, er der intet godt i. Kapitalisterne og de rige skal ikke have skattestop – de kan sagtens betale langt, langt mere, end de gør i dag. Til dette vil nogle sige: “Jamen, så vil de jo bare flytte deres virksomheder til udlandet, og alle inve-steringer vil gå uden om Danmark”. Meget muligt, men så afslører de jo, hvad det er, der tæller for dem – det er egen vinding og ikke behovet for dan-ske arbejdspladser og en sund økono-misk udvikling i Danmark. Arbejder-bevægelsens svar må være: “Ja, værs-go og smut, men det er os, der har byg-get jeres virksomheder og skabt jeres værdier.

Hvis I ikke vil være med til at sikre velfærden for den danske ar-bejderklasse ved at betale skat, så har vi ikke brug for jer. Vi kan sagtens drive ‘jeres’ virksomheder selv!”

Der er brug for, at arbejderbevægelsen står frem med en klar og offensiv skat-tepolitik, der tagerSK fra de rige og kapi-talisterne og tilgodeser

WWW.MARXIST.DK

INDLAND

Socialdemokratiet: hvilken slags fornyelse er der brug for?

Den sidste tids uro og splittelse i Soci-aldemokratiet har afsløret store pro-blemer i partiet. Magtkamp, udskift-ninger og fornyelse har været på dags-ordenen. Men hvad er det for ændring-er, som Nyrup og partiledelsen har prøvet at få gennemført, og er det vir-kelig det, der er brug for?

Udskiftninger i toppen Nyrup foreslog en udskiftning af folk på centrale poster i partiet – dybest set “for at få hele magten over partiet”, som Berlingske Tidende skrev. Han slog på, at der skulle nye, unge folk ind, men det skulle selvfølgelig være “unge” folk, som støttede ham. Der skulle skiftes ud på partisekretærposten, der skulle nye næstformænd og ny politisk ordfører til.

Men planen gik hurtigt delvist i vasken. Lykketoft afviste at blive afløst som politisk ordfører af Henrik Sass Larsen, og han pegede i stedet på den såkaldte Auken-fløjs kandidat til pos-ten, Frank Jensen. Udskiftningen på næstformandspladserne gik heller ikke som planlagt, da den ene af de to næst-formænd erklærede, at han ikke nød-vendigvis ville gå af. Lige før kongres-sen, som fandt sted 13.-15. september, stillede Klaus Krogsbæk fra LO Århus op som modkandidat mod Nyrups mand Jens Christiansen i kampen om posten som partisekretær.

Nyrups kan-didat sejrede, men Krogsbæk fik ca. en tredjedel af stemmerne.

Selvom 43% af de socialdemokratiske vælgere mener, at Nyrup bør gå af inden næste valg (og kun 42% mener, han bør bli-ve), omfattede udskiftningsplanerne ikke formandsposten. Op til kongres-sen var der ellers blæst nok om for-manden, da flere ledende socialdemo-krater åbent kritiserede ham, og Ritt Bjerregaard endda opgav sin position som ud-

NR. 9 OKTOBER 2002

lændingeordfører i protest mod, at Nyrup ikke klart ville tage stilling for hendes linje over for Karen Jes-persens stærkt højredrejede udtalelser.

“Fornyelse” Forslagene om udskiftninger i ledelsen var kun første skridt. Senere kom Ny-rup så med et oplæg til en omfattende reform af hele partiapparatet. Efter det store valgnederlag i november sidste år, hvor partiet ikke bare mistede rege-ringsmagten, men også positionen som landets største parti målt i stemmer, har ledende socialdemokrater været i tænkeboks for at finde ud af, hvordan man kan vinde de tabte vælgere til-bage. Til det har de fået hjælp af intet mindre end et konsulentbureau, og det kom der en længere plan ud af, hvor-efter strukturen med partiforeninger og kredse bl.a. skal ændres.

For fremtiden kan “alle blive registreret i partiets kartotek – ikke kun medlemmer”. Der skal startes en såkaldt “Academy-proces”, som er et fint ord, der betyder, at man omgår det alminde-lige partidemokrati ved, at der oppefra udvælges og trænes omkring “30 så-kaldte ressourcepersoner, som skal være spydspidser og forbilleder i det nye socialdemokrati. De skal ikke kæmpe sig vej op i det traditionelle hie-rarki”, som LO’s nyhedsbrev A4 be-skrev det. I det hele går disse interne forandringer især ud på, at der skal mere magt til Nyrup og den højre-drejede partiledelse, så de bedre kan sætte den markedsføringsmæssigt rig-tige kurs, som konsulenterne har an-befalet.

Fokus på politikken – men hvilken politik?

Der skal ifølge planen også sættes gang i en hel række aktiviteter, som skal udvikle partiet. Studiekredse,

der kan sikre politikudvikling, og et nyt idépolitisk tidsskrift er blandt planerne - altså ting, der i sig selv er absolut positive, men som i praksis højst sandsynligt vil blive udnyttet af højrefløjen til at “udvikle” politikken endnu mere mod højre. Der skal også startes en mere aggressiv medlemshvervning, hvor der skal stemmes dørklokker rundt omkring i landet, hvilket absolut også er positivt, men spørgsmålet er, hvad det er for et politisk grundlag, hvervningen finder sted på. Partiet skal fra nu af “markedsføres” under navnet “Socialdemokraterne”, i stedet for “Socialdemokratiet” – angiveligt for at understrege at det er rigtige mennesker, og ikke et stort partiapparat. Men det afgørende er og bliver, hvilken politik disse mennesker arbejder for.

Nyrups topstyrede fornyelse, samt ud-meldingerne om opgør med røde faner, roser og arbejdersange, er blevet mødt med en del kritik, ikke mindst på kon-gressen, hvor flere talte imod de øde-læggende magtkampe og højredrej-ningen. Nogle af de mere kontrover-sielle forslag er blevet trukket delvist tilbage efter de reaktioner, der kom på udspillet Det, Nyrup har foreslået, er ikke en anderledes kurs, men bare et forsøg på at sætte farten op for højrefløjens ødelæggelse af partiet. Det gøres ved topstyrede udskiftninger i ledelsen, udvanding af medlemsdemokratiet, “midtsøgende” dvs. borgerlig politik og forsøg på at gøre op med alle de traditioner og idéer, som minder lidt om, at det er et socialdemokratisk arbejderparti, vi har med at gøre. Hvis der findes nogen større forskel på den såkaldte Nyrup- og Aukenfløj, er det mest et spørgsmål om den hastighed og voldsomhed, udvandingen af socialdemokratismen skal ske med. Den

7

INDLAND ene fløj er ikke meget bedre end den anden, selvom det ikke kan udelukkes, at f.eks. Auken på et tidspunkt nedefra kan presses mere til venstre, end han selv ville. På kongressen langede han ud efter dem, der vil have yderligere højredrejning, og påpegede, at på mid-ten af vejen findes der kun døde fugle og hvide streger – også i politik.

Split-telsen afslører, at der et stort lag af socialdemokrater, som vil forsvare partiet imod højrefløjens fremmarch.

Klaus Krogsbøl blev opfattet som en udfordring af Nyrups linje og som me-re venstredrejet, og at han kunne få så mange stemmer, som han gjorde, selv-om han først stillede op få dage før, viser, at der er en stor utilfredshed.

som i det mindste lader som om, at de vil løse nogle af de store problemer – sådan må mange have tænkt i vrede over partiledelsens forræderi mod vel-færden og den danske arbejderklasse.

En ny tid?

“Fornyerne” i partiet taler om, at vi lever i en ny tid, hvor arbejderklassen ikke eksisterer som før, hvor der ikke

Hvad er der galt?

Men hvorfor var det nu, at Socialdemokratiet tabte valget? Hvis man skal dømme ud fra højresocialdemokraternes planer, må de jo mene, at neder-laget skyldtes, at partiet var alt for venstreorienteret, og at man derfor må bevæge sig mere til højre.

Men denne tanke ligger meget langt fra virkelig-heden.

Den socialdemokratiske regering prøvede at administrere et kapitalistisk system, der ikke længere kan opretholde de reformer, som arbejderklassen har kæmpet igennem. De gennemførte forringelse efter forringelse og stod i spidsen for en “velfærdsstat” med stadig flere fejl og mangler for almindelige arbejdere, og var i høj grad med til at omfordele værdier fra bunden til toppen af samfundet.

De prøvede febrilsk at overbevise os om, hvor godt det hele gik, mens fler-tallet af danske arbejdere og unge kun-ne mærke noget ganske andet i deres hverdag med stress og pres, nedskæ-ringer, ventelister og dårlige forhold.

Når Socialdemokratiet fører sådan en politik, så kan man jo lige så godt stemme på nogle rigtige borgerlige,

8

Man for kan et skifte logo, lige såmen tos- for er brug arbejderparti, set man vil det er politikken, et ansvarligt “folkeparti” meddet “bred kommer an på: borgerlig po-litik appel”.

Problemet er bare, at de tager eller arbejderpolitik. helt fejl. Den danske arbejderklasse le-ver i bedste velgående – den er større end nogensinde før, og klasseskellene

i samfundet er langtfra afskaffet. De er tværtimod blevet voldsomt skærpet i den sidste periode, også under den socialdemokratiske regering.

Der er lige så meget brug for et arbejderparti i dag som nogensinde. Et parti, der se-riøst kan gå op imod de

borgerlige med et alternativ – kamp imod alle ned-skæringer og et omfattende program for genopbygning af velfærdssam-fundet. Det vil kun kunne lade sig gøre gennem et brud med kapitalismens kriser og nedskæringer, gennem arbej-derklassens egen kontrol over økonomi og stat.

Så det er ikke yderligere udvanding af socialdemokratismen, der skal til – tværtimod. Nyrups plan for “fornyelse” er dybest set et forsøg på yderlig-ere tilpasning til borgerlig politik, men valgnederlaget og den borgerlige rege-rings følgende angreb på velfærd og arbejderbevægelse har tværtimod un-derstreget nødvendigheden af en til-bagevenden til et ægte socialistisk pro-gram og arbejderpolitik.

Brug for kamp Hvis Socialdemokratiet skal kunne ud-fordre de borgerlige, er det ikke yder-ligere tilpasning til borgerlige idéer, der er brug for. Al kritikken af regerin-gens “blokpolitik” og råbene på “brede forlig” er snak fra folk, der ikke har et reelt alternativ at komme med selv. Den socialdemokratiske ledelses store problem er, at de dybest set er helt eni-ge med essensen af den politik, som den borgerlige regering fører. Men som vi skrev i en af vores artikler efter valget: “Der er brug for benhård oppo-sition og kamp imod alle regeringens reaktionære tiltag.

Kun en klar klasse-kampslinje på et socialistisk program kan sikre dette.

Det er ikke kun ‘nye ansigter’ og ‘ungt blod’, der er brug for i Socialdemokratiet - det er en ny politisk linje, en tilbagevenden til kamp for arbejderklassens forhold og for opbyggelsen af et demokratisk socialistisk samfund. Det er den eneste linje, der klart kan udfordre den borgerlige regering og give den danske ar-bejderklasse og ungdom et reelt alter-nativ.”

Alle aktive arbejdere og unge i Social-demokratiet og DSU må gå imod Ny-rups forsøg på at styre partiet endnu længere til højre. Svaret på

WWW.MARXIST.DK

PÅ SPIDSEN

PÅ SPIDSEN - PÅ SPIDSEN - PÅ SPIDSEN - PÅ SPIDSEN

Smil til miljøet og miljøet smiler til dig

Reaktionerne på statsminister Anders Fogh Rasmussens tale til FN-topmødet i Johannesburg har været forbavsende. Ekstra Bladet har meddelt, at statsminister Anders Fogh Rasmussens tale ikke vakte begejstring, men at det var en larmende tavshed, der blev reaktionen på talen. Herhjemme har Lars Georg Jensen fra Verdensnaturfonden udtalt til Information, at talen kunne have været skrevet for 15 år siden. Derimod er den franske præsident Chiracs tale blevet mødt med klapsalver og begejstring, fordi den var fuld af visioner. Men her på spidsen må vi undre os over denne modtagelse af Chiracs tale. “Vores hus brænder, men vi ser væk”, skriger han op som en anden domme-dagsprofet. Han siger endvidere, at der er brug for en revolution (sic!), der godt nok kun er økologisk. Men han burde som en god borgerlig vide, at man aldrig skal give folk underlige idéer.

Historien har vist, at det er farligt. Og visionært kan det næppe kaldes.

Her på spidsen må vi så spørge, om Chirac har tænkt sig at skære ned på sit eget og Frankrigs energiforbrug?

Nej, så var det mere vision i Foghs kritik af bureaukratiet omkring topmødet, samt hans ord om at “kun hvis folk har mad til sig selv og deres familier, kan se deres børn gå i skole og vokse op med en virkelig fremtid og møder livet med en følelse af håb, kan de også tillade sig den luksus at tage vare på deres skove, deres vand og deres mad.” (In-formation, 3. sep. 2002) Disse ord har vi sandelig bevist her i Danmark. Her har vi alle dette håb. Og det er godt, at vi har dygtige erhvervsfolk med mod på livet til at passe på miljøet. Uden dem var vi på den. Og her i Danmark og Vesten, er der ingen miljøproblemer, på trods af visse fanatikeres påstande. Det har vidensskabsmanden og for-skeren Bjørn Lomborg selv bevist og påpeget mange gange. Men i jantelovens land bliver de virkeligt visionære selvfølgelig sablet ned.

SJ

Hvem vi er og hvad vi står for SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af en gruppe marxistiske arbejdere og unge, der er aktive i arbejderbevægelsen. Vi mener, at kapitalismen ikke længere kan tilbyde det store flertal andet end nedskæringer, øget arbejdspres, massearbejdsløshed og fattigdom.

Derfor må det kapitalistiske system fjernes og erstattes af en socialistisk planlægning af produktionen, hvilket vil sige, at arbejderklassen overtager de største virksomheder, bankerne, forsikringsselskaberne osv. og kontrollerer og styrer det hele demokratisk efter behov og ikke som nu efter kapitalisternes jagt på profit. Vi deltager i den danske arbejderklasses kamp som en del af den internationale arbejderklasses kamp.

Hvis arbejderbevægelsen satte alle sine kræfter ind og kæmpede for det, ville det være muligt at stoppe alle de borgerliges nedskæringer og kæmpe gode forbedringer igennem. Men ledelsen for Socialdemokratiet og fagbevægelsen undskylder den manglende kamp med, at kapitalisterne aldrig vil gå med til at opfylde kravene.

Til det er marxisternes svar klart: Har kapitalisterne ikke vilje til at sikre en ordentlig tilværelse for arbejderne og ung-dommen, så har arbejderklassen ikke brug for kapitalismen.

Det økonomiske opsving har ikke bragt forbedringer for ar-

NR. 9 OKTOBER 2002

bejderklassen, og nu er kapitalismen igen ved at gå ind i en krise. Den eneste vej frem er derfor at fjerne det kapitalistiske system ved, at arbejderklassen overtager produktionsmidlerne og sætter dem under sin egen ledelse og kontrol. Dette er løsningen på arbejderklassens og ungdommens problemer, og det er hvad arbejderpartierne og fagbevægelsen burde kæmpe for. Vi opfordrer derfor alle arbejdere og unge til at gå med i SOCIALISTISK STANDPUNKTs kamp for at vinde arbejderbevægelsen tilbage på et socialistisk program.

Kontakt Socialistisk Standpunkt og hør mere!

Du kan tegne abonnement på bladet, 6 numre for 60,eller 120,Vi holder jævnligt møder, hvor der diskuteres aktuel politik, situationen i arbejder- og elevbevægelsen og teoretiske spørgsmål fra marxismen. Kontakt os og hør hvornår, hvis du vil være med!

SOCIALISTISK STANDPUNKT, www.marxist.dk Poste Restante Nørrebrogade 10., 2200 Kbh. N.

Tlf.: 21 82 48 14, marxist@marxist.dk

9

TEORI

Arbejderklassen - død eller levende?

Vi hører det dag ud og dag ind. Arbej-derklassen er et forældet ord, som man ikke må bruge mere. Medierne, politi-kerne og forskerne fortæller os, at den-ne betegnelse ikke er korrekt, fordi ar-bejderklassen simpelthen ikke ek-sisterer længere.

Ifølge de borgerlige er klassekampen “stendød”, og vi er kommet forbi den historiske periode, hvor man kan til-lade sig at tale om et “klassesamfund”.

til produktionsmidlerne (fabrikkerne, maskinerne, virksomhederne). I de me-re industrialiserede lande, som f.eks. Danmark, har vi primært to klasser: Den ene klasse består af en meget lille gruppe mennesker, der ejer produk-tionsmidlerne og ansætter folk til at arbejde for at producere produkter, som kan sælges på markedet og skaffe profit til ejeren.

Det er grundlaget for, at dem, der ejer produktionsmidlerne, kan tjene

Alligevel ser vi en borgerlig regering, der fører politik til arbejdsgivernes fordel, og som gang på gang forringer forholdene for den arbejdende befolkning.

Men hvis klassekampen er død, hvorfor bruger de borgerlige så tid på at angribe fagbevægelsen og skære ned på arbejdende menneskers forhold?

Sandheden er, at den borgerlige regering lige præcis gør det, som de benægter eksisterer. De fører aktiv klassekamp, på arbejdsgivernes side, mod arbejderne. Altså eksisterer klassekampen. Men klassekampen er, som ordet i sig selv siger, en kamp mellem klasser. Hvis man erkender, at klassekampen eksister, må man også erkende, at vi stadig har et klassesamfund i Danmark. Derfor er det vigtigt at forstå, hvad en klasse egentligt er.

Hvad er en klasse?

For marxister er en klasse en gruppe mennesker, der har den samme rolle i økonomien, og det samme forhold

10

penge, og derfor er de væ-sentligt rigere end resten af befolkning-en.

Den klasse, der ejer produktionsmidlerne, kalder marxister for kapitalister, fordi de ejer, kontrollerer og lever af den kapital, som arbejderklassen frembringer.

Den anden klasse er det store flertal, som ikke ejer produktionsmidlerne og derfor er nødt til at være ansat hos ka-pitalisterne og sælge deres arbejdskraft til gengæld for en løn. Men bare fordi en arbejder måske får 100 kroner i timen, siger det jo ikke noget om, hvor meget han kan producere på en time. Der kan han måske lave værdier for 150 kr., 200 kr. eller endnu

mere. Men fordi han har indgået en kontrakt med kapitalisten, tilfalder denne forskel kapitalisten - det kaldes merværdi. Det er dybest set det, der er grundlaget for de enorme forskelle der er på rig og fattig, i hele verden.

Den klasse, som sælger sin arbejdskraft til kapitalist-erne for at overleve, kaldes for arbej-derklassen.

Arbejderklassen før og nu Nogle tror, at det kun er folk, der arbej-der på en fabrik, der er en del af arbej-derklassen. Men det er ikke et krav, at man skal gå i blå kedel-dragt for at være ar-bejder. Arbejderklas-sen består af dem, der ikke lever af at eje produktionsmidlerne og udnytte andres ar-bejdskraft, men må sælge deres arbejds-kraft for en løn, og er afhængige af det for at overleve.

Om man bruger en hammer eller en com-puter som redskab i løbet af sin arbejds-dag, om man står på en fabrik, i en børnehave, på et kontor, eller sidder derhjemme, er ligegyldigt i den sammenhæng.

Kapitalisterne bliver pga. deres interne konkurrence nødt til hele tiden at ud-vikle ny teknik, og i takt med det æn-drer arbejderklassens konkrete opgaver sig selvfølgelig også, ligesom store dele af arbejderklassen er blevet beskæftiget i den offentlige sektor, ef-terhånden som arbejderbevægelsen har fået tilkæmpet sig et mere og mere omfattende velfærdssamfund.

WWW.MARXIST.DK

TEORI Men arbejdernes grundlæggende stilling i samfundet røres der ikke ved.

“Middelklasse” At mange arbejdere i dagens Danmark bor i villahus og har både fryser, tv og måske en bil, har fået mange til at konkludere, at så er de “middelklasse”. For det første er det klart, at de fleste arbejdere ikke ejer f.eks. deres hus – det gør banken. For det andet er mid-delklasse en klar definition på det lille mellemlag, der befinder sig mellem ar-bejdere og kapitalister.

Middelklassen r på den ene side små selvstændige, der har et par ansatte, og på den anden side et lille mindretal af højerelønnede kontrollanter, chefer, akademikere osv., som er blevet hævet op over arbejderklassen. Denne grup-pe er ret lille – de selvstændige og bøn-derne, som før i tiden gjorde, at mid-delklassen var stor, bliver hele tiden trængt mere og mere tilbage af de store firmaer. Og mennesker i stillinger, som førhen blev opfattet som “privilege-rede” og over arbejderklassen, bliver også i højere og højere grad udsat for nedskæringer og pres, og deres situation bliver mere og mere sådan, at de også selv må erkende, at de tilhører arbejderklassen. Inden for IT-virksomheder havde mange en vis tro på, at man var noget særligt, så længe det gik fremad for fuld fart, men nu ser vi en sand syndflod af fyringer inden for dette område, og mange må sande, at

de står i præcis de samme forhold som andre arbejdere. Og vejen frem, faglig organisering og fælles kamp, er også den samme, hvad enten man er fabriks-arbejder, pædagog, håndværker eller højtuddannet IT-arbejder.

Kapitalisternes hovedinteresse er, at de kan beholde magten, og skovle en mas-se profit til sig. Defor vil de for hver en pris prøve at splitte og underminere den klasse, der kan true deres magtpo-sition.

Arbejderklassen er lyslevende På trods af al snakken om at “arbejder-klassen ikke findes”, så er fakta, at an-tallet af industriarbejdere i OECD-lan-dene (dvs. de mest industrialiserede lande), er steget fra 112 mio. i 1973 til 113 mio. i 1995.

I ulandene er tallet for industriarbejdere steget fra ca. 285 mio. i 1980 til 407 mio. i 1995! (kilde: labornotes. org). Dertil kommer alle de andre dele af arbejderklassen, som ik-ke er inden for industri, og alle deres børn og familier. Det viser sig hurtigt, at arbejderklassen udgør flertallet i be-folkningen på verdensplan. Og i Dan-mark tilhører det store flertal også ar-bejderklassen – alene LO organiserer 1.449.348 arbejdere (i år 2000). Der-udover kommer arbejdere, der er orga-niserede i andre forbund, eller som ik-ke er organiserede, og alle disses børn og unge.

Marxister har altid lagt stor vægt på arbejderklassens ledende rolle, når det gælder at gøre noget ved kapitalismens uretfærdigheder og bygge et nyt soci-alistisk samfund op. Det er kun arbej-derklassen, der kan lave den socia-listiske revolution og opbygge et sundt samfund. Ingen anden klasse kan klare den opgave.

Hvorfor egentligt det? Det er ikke bare en tilfældig påstand grebet ud af den blå luft - den bygger på arbejdernes rolle i produktionen og det faktum, at deltagelse i den kollektive (sociale) produktion udvikler en socia-listisk (kollektiv) bevidsthed hos arbej-derklassen.

Men hvorfor benægter de borgerlige så, at arbejderklassen eksisterer? Af den ganske simple grund, at de frygter en samlet arbejderklasse. De borgerlige partier er instrumenter for kapitalisterne til at varetage deres interesser.

SOCIALISTISK BAGGRUND 1. “Hvad er Marxisme?” 20 kr.

2. “Et socialistisk alternativ til EU” 20 kr.

3. “Et socialistisk svar på kapitalismens globalisering” 10 kr.

4. “Kampen imod imperialismen” 20 kr.

Kan bestilles på www.marxist.dk, pr.

NR. 9 OKTOBER 2002

Det er arbejderklassen, der er drivkraften i det moderne samfund. Uden arbejderklassen er der intet der kører, alt går i stå. I strejkesituationer får man et tydeligt eksempel på arbejderklassens enorme magt.

Når først arbejderklassen opdager sin egen styrke og er klar til at bruge

KOM MED TIL MØDE! Socialistisk Standpunkt holder jævnligt møder, hvor vi diskuterer aktuel politik, situationen i arbejder- og elevbevægelsen og teoretiske spørgsmål fra marxismen. Vi planlægger også, hvordan vi sammen kan kæmpe for de socialistiske idéer i arbejderbevægelsen og ungdommen.

Kontakt os og hør hvornår, hvis du vil være med!

Der er brug for mange flere, der aktivt slås for at opbygge den socialistiske tendens i arbejderklassens og ungdommens organisationer.

11

UDDANNELSE

“Ungdommens finanslov” – massive angreb på elever og studerende Regeringen har nu fremlagt sit forslag til finanslov for 2003, som de har ud-råbt til “ungdommens finanslov”.

Men det eneste “ungdommelige” i finans-loven er, at der endnu engang bliver skåret ned på uddannelserne.

Den bor-gerlige regering fortæller stolt om de forbedringer, de vil lave på landets ud-dannelser, men “glemmer” belejligt at fortælle, at de penge, der skal bruges til forbedringer nogle steder i uddan-nelsessystemet, tages fra uddannel-serne selv. Der sker altså bare en om-prioritering af midlerne, men ikke en reel forbedring. Det, som regeringen kalder en opprioritering af uddannel-serne, betyder altså bare, at der ikke overordnet skal spares penge.

Alligevel vil elever og studerende op-leve massive forringelser af deres egen hverdag. Regeringens plan er at give lige så mange penge som sidste år, men uden at prisfremskrive, dvs. uden at tage højde for det, som priserne og løn-ningerne stiger. Det betyder, at der fra alle statsuddannelser (universiteter og mellemlange vide-

regående uddannel-ser o.l.) skæres 2,6%, hvilket f.eks. vil sige minimum en besparelse på 75 mio. kr. på undervisningen på univer-siteterne.

Regeringen vil så oprette en pulje på, som skal bruges til “speci-elle” formål, fx lidt til handelsskolerne og til en ny universitetsreform.

Om dette er, hvad der konkret kommer til at stå i den endelige finanslov, er svært at sige. Fx startede regeringen med at spille ud med enorme nedskæringer, som de nu har nedtonet til at være mindre omfattende. Dette er en bevidst taktik fra regeringen, som de også brugte ved sidste års finanslov.

De starter med at melde kæmpe bespa-relser ud, men nedjusterer dem deref-ter, så det ikke lyder så slemt.

Men uddannelsessystemet er i forvejen udsultet, selv en lille besparelse er for meget! Der burde i stedet gives flere penge, så uddannelserne kommer

op på et ordentligt kvalitetsniveau.

De i forvejen elendige forhold for ele-ver og studerende vil altså blive yder-ligere forringet, med denne års finans-lov, og planerne for de næste fem år er endnu flere besparelser.

Et stormfuldt efterår – enhed mellem unge og arbejdere er vejen frem I efteråret kan vi se frem til store pro-tester fra elever og studerende.

Gym-nasieeleverne har allerede lavet lands-dækkende aktioner 5. september, og flere demonstrationer er planlagt, først og fremmest 3. oktober for alle elever og studerende og 5. oktober for elever og studerende, fagbevægelsen, miljø-organisationer, kunstnere osv., imod regeringens politik og finansloven.

Alle disse tiltag er utroligt positive.

Fortsættes på side 14

Arbejderes mulighed for efteruddannelse reduceres kraftigt Nogle af de hårdeste nedskæringer rammer voksne, der tager enkeltfag på VUC. I dag er en række “centrale grundfag” meget billige at deltage i, mens andre “ikke-centrale” fag typisk koster ca. 400 kr. pr fag.

Regeringen vil give amterne mulighed for at kræve op til 900 kr. pr fag på VUC. Og det gælder alle fag.

Med amternes i forvejen stramme økonomi er det ikke svært at gætte sig til, at de fleste vil blive tvunget til at opkræve det høje gebyr.

VUC-Hvidovre blokeres. Store protester har allerede ført til, at man på tre af fagene, dansk, matematik og engelsk på 9. og 10. klassesniveau, slipper med en lavere brugerbetaling. Det betaler sig at kæmpe – men der skal mere til, hvis vi skal helt af med brugerbetalingen.

12

Forslaget rammer især arbejdere med en kort uddannelse, som tager enkeltfag for at efteruddanne sig.

Forslaget er asocialt, idet direktørfruen nok skal skaffe penge til sine fag, mens det kan knibe mere for den ufaglærte KAD-kvinde. Det vil fastholde endnu flere i det job, de nu engang er i.

WWW.MARXIST.DK

UDDANNELSE Hvis elever og studerende skal vinde kampen, må de først og fremmest stå

Folkeskolerne – flere i klasserne, dårligere rengøring…

Den aftale, som regeringen lavede med amterne og kommunerne i sommers, har lagt op til heftige forringelser på folkeskoleeleverne. De massive nedskæringer, som først og fremmest vil betyde flere elever i klasserne og dermed mindre tid til lærerne til at tage sig af den enkelte elev, vil øge risikoen for, at endnu flere vil blive tabt på gulvet.

Da regeringen indgik aftalen med amterne og kommunerne, opsagde den samtidig folkeskoleforliget. Normalt kan et sådant forlig kun opsiges af de parter i Folketinget, der har indgået det, men det bekymrede ikke regeringen.

De gjorde i aftalen op med stamklassebegrebet, så der nu kan dannes hold på op til 60 elever. Argumentationen er, at der så både skal laves undervisning i små og store grupper, så der bliver plads til gruppearbejde o.l., men når det er besparelser, der ligger til grund for en sådan beslutning om ny pædagogik, er det ikke det, der sker, tværtimod hæver det bare klassekvotienten.

Over de næste 6-7 år regner man med ca. 50.000 flere elever i Folkeskolen, og regeringens mål er, at det ikke må koste flere penge. Det betyder, at selvom det samlede beløb til skolerne ikke beskæres, er der sket en voldsom

for-ringelse, hvis man ser på ressourcer pr. elev.

Gymnasierne – voldsomme forringelser og protester

Amterne er gennem aftalen med regeringen pålagt at spare ca. 300 mio. kr., og disse besparelser må ikke ske på ældreplejen, sygehusene og vejene, altså er der kun gymnasierne tilbage. Det har ført til et utal af besparelser, hø-jere klassekvotienter, aflysning af studieture, mindre tid til sociale arrangementer, såsom lektiecaféer o.l., mindre rengøring, øget brugerbetaling osv. Samtidig snakker regeringen om i højere grad at erhvervsrette gymnasierne.

Dette førte til voldsomme protester blandt gymnasieeleverne, der aktionerede 5. september. Hvis nedskæringerne

NR. 9 OKTOBER 2002

13

UDDANNELSE sammen på tværs af uddannelsesret-ninger, og samlet gå imod alle ned-skæringer på enhver uddannelse.

Men det er ikke kun elever, der rammes – også alle ansatte på landets uddannel-sesinstitutioner; lærere og administra-tivt personale rammes, deres forhold forringes i samme takt som elevernes. Men hvis kampen virkelig skal være effektiv, er det nødvendigt for elever og studerende at gå i fælles kamp med hele arbejderbevægelsen. Det er først og fremmest arbejderklassens børn, der rammes af nedskæringer, elever med ressourcestærke forældre har større mulighed både fagligt og økono-misk hjælp hjemmefra, og de rige kan bare sende

deres børn i privatskoler. Samtidig er det arbejderklassen, der driver dette samfund. Hvis arbejderne protesterer, kan samfundet sættes fuld-stændig i stå. Hvis ledelsen for arbej-derbevægelsen var villig til reelt at kæmpe mod disse nedskæringer, ville man kunne presse regeringen til at tage alle angreb af bordet.

Det er absolut muligt at fjerne nedskæ-ringerne, men det kræver enhed mel-lem unge og arbejdere, og et perspektiv om, at kampen skal fortsættes efter de-monstrationen 5. oktober, indtil kra-vene opfyldes.

skal tages af bordet, må kampen fortsættes og udvides.

Handelsskolerne – blev lovet penge, “slipper” med mindre besparelser Handelsskolerne er en af de uddannelser, der er blevet skåret kraftigst de sidste år. Sidste år lovede Venstre i valgkampen flere penge til handelsskolerne, hvilket de ikke har opfyldt, tværtimod. I stedet har regeringen valgt også at spare på dette område. Som “trøstepræmie” er skolerne blevet lovet en del af den pulje, regeringen vil lave, men ikke nok til at dække de sidste års nedskæringerne, altså slipper handelsskolerne med mindre besparelser end de andre uddannelser, men de burde i stedet tilføres mange penge, for at komme op på et nogenlunde niveau. Handelsskolerne, der er selvejende, kæmper med store underskud, hvilket har ført til absurde

Nationale standarder udhules–klasseforskel-lene øges Både den sidste og i endnu høje-re grad den nuværende regering har forsøgt at lægge ansvaret for besparelser fra sig, ved at lave “decentralisering”.

Decentrali-sering betyder, at de enkelte kommuner, amter og skoler næs-ten selv kan bestemme, hvad de vil bruge deres penge til. Prin-cippet er sådan set i sig selv me-get godt, men i praksis betyder det, at de bare decentralt skal prioritere nedskæringer, og på den måde også får ansvaret for dem. Samtidig betyder det, at kvaliteten fra kommune til kom-mune, amt til amt og skole til skole svinger. I fx rige kommu-ner bliver der flere penge til folkeskolerne end i fattige, det bety-der, at nogle får en meget bedre uddannelse end andre.

Vi må kræve nationalt fastsatte mini-mumsstandarder og penge

situ-ationer, såsom at eleverne nogle steder selv gør skolen ren for at få råd til bøger.

tidig kæm-per eleverne med mangel på lærepladser og dårlig sikkerhed.

De tekniske skoler – milliardbesparelser

Forringelser på universiteterne

De tekniske skoler lider ligesom handelsskolerne under flere års massive nedskæringer, sidste år blev der sparet ca. 800 mio. kr. Regeringens plan er, at de tekniske skoler skal lægges sammen med AMU-centrene, så man på den måde skal spare yderligere 1 mia. over de næste år i administration.

Men er-hvervsskoleelevernes organisation mener, at dette er fuldstændig urealistisk, og at det vil føre til reelle nedskæringer på selve uddannelsen. Sam-

Også universiteterne skal spare. I forvejen sidder mange studerende i vindueskarme under forelæsninger, en del undervisning er skåret væk, høj brugerbetaling osv. Udover nedskæringer har regeringen snakket om en ny styrereform af universiteterne, som vil gøre dem endnu mere udemokratiske. Hvor det nu primært er undervisere og studerende, der officielt bestemmer, vil regeringen have erhvervslivet ind. Demokratiet nu er langt fra optimalt, da det i høj grad drejer sig om at prioritere nedskæringer, men svaret på dette er ikke en

14

WWW.MARXIST.DK

HISTORIE

Arbejderbevægelsens historie del 6

Første verdenskrig

Den første verdenskrig var kulminationen på de kapitalistiske staters ind-byrdes konkurrence efter nye mar-keder. Danmark holdt sig uden for kri-gen og erklærede sig selv neutral. Men under en verdenskrig i en verden med verdenshandel osv. kan dette ikke lade sig gøre. De danske kapitalister spandt da også guld ved at handle med de krigsførende lande og fedte for begge sider. Samme indstilling så vi under anden verdenskrig, hvor kapitalisterne tjente millioner på at forsyne nazister-ne med diverse produkter. De havde på ingen måde nogen skrupler ved det-te. De bekymrede sig ikke om den dan-ske stat og da slet ikke om arbejderne. For dem drejede det sig om profit.

Det danske handelskompagni ØK for-sikrede både England og Tyskland (der stod for hoveddelen af den danske eks-port) om, at vi var venligsindede, og det førte til eksplosion af indtjeningen for dansk industri. I 1914 var industri-ens bruttoindkomst 259 millioner kr., i 1918 474 mill.

Skibsfartens indtæg-ter femdobledes under krigen, og fragt-raterne tidobledes. Rederiaktierne fire-dobledes i samme periode. Samtidig brugte kapitalisterne krigen som en undskyldning for at gennemføre dras-tiske nedskæringer på arbejderklas-sens levestandard. Fra 1914 til 1917 faldt arbejdernes realløn med 14%. Dette skyldtes især kraftige prisstig-ninger, som det lykkedes kapitalisterne at presse igennem. Fødevarepriserne steg fra 1914 til 1917 med 55%, og dette ramte selvfølgelig arbejderne hårdest. Også arbejdsløsheden voksede og var i 1918 helt oppe på 18%.

Det vil sige, at næsten hver femte ar-bejder ikke havde job.

Dette voksende skel mellem kapitalis-

NR. 9 OKTOBER 2002

ter og arbejdere førte til en kæmpe util-fredshed blandt arbejderne.

Socialdemokratiet havde haft den ene succes efter den anden og voksede sig større og større. Dette gjorde, at flere støttede den forsonlige tone, lederne havde, og indskrænkningen af kravene til kun at gælde umiddelbare og dag-lige spørgsmål. Men dette var langt fra alle. I Socialdemokratisk Ung-domsforbund var den revolutionære linje den førende, og her kritiserede man ledelsen af Socialdemokratiet (bl.a. Stauning) for at hjælpe kapita-listklassen med at beholde magten. Blandt andet indtrådte Stauning i 1916 som kontrolminister i den borgerlige regering. Dette førte til kæmpe pro-tester fra SUF og venstrefløjen i fag-bevægelsen.

Men på Socialdemokra-tiets kongres samme år gik ni tien-dedele ind for deltagelsen i regeringen.

Dette førte til, at Gerson Trier trak sig ud af partiet med ordene “…hvis jeg, der som ung vendte den borgerlige Samfundsopfattelse og Politik Ryggen og stillede mig paa Socialismens Grund, ikke i min ældre Alder uden min gode Vilje skal komme til at staa midt i et nyt borgerligt Parti, maa jeg træde ud af Socialdemokratiet”.

Dette førte til følgende kommentar fra Lenin i Rusland: “…Korrespondenten for den socialistiske avis i Bern meddeler, at oppositionen mod ministerialismen i Danmark var repræsenteret ved Ger-son Trier og redaktør I. P. Sundbo. Tri-er forsvarede i en strålende tale de re-volutionært-marxistiske synspunkter og gik, da partiet besluttede at deltage i ministeriet, både ud af hovedbesty-relsen og ud af partiet, idet han erklæ-rede, at han ikke ønskede at være med-lem af et borgerligt parti. I de sidste år har det ‘socialdemokratiske’ parti på

ingen måde adskilt sig fra borger-lige radikale. En hilsen til kammerat G. Trier! ‘Det går fremad’. Huysmans (sekretær for det Internationale Socia-listiske Bureau, informationsorgan for 2. internationale) har ret – fremad til en tydelig, klar politisk ærlig, for soci-alismen nødvendig adskillelse mellem revolutionære marxister, repræsen-tanterne for det revolutionære pro-letariats masser, og det imperialistiske bourgeoisis Plekhanov-Potresov-Huysmans’ske forbundsfæller og agenter, der har et flertal af ‘lederne’, men som ikke er repræsentanter for de underkuede massers interesser, men for et mindretal af privilegerede arbej-dere, der er gået over på bourgeoisiets side”.

(Udv. værker bind 6, side 209) Disse debatter foregik også i resten af verden. Lederne af de forskellige Soci-aldemokratiske partier havde overalt svigtet den revolutionære linje om at nægte at deltage i kapitalisternes krig, og det lagde grunden for splittelse og dannelse af nye revolutionære strøm-ninger med udgangspunkt i de gamle masseorganisationer. Havde de soci-aldemokratiske ledere været tro mod beslutningerne på de internationale kongresser i 1910 og 1912, kunne den internationale arbejderbevægelse have lammet hele krigsindustrien og brugt krigen som eviggyldigt bevis på kapi-talismens fallit. Dette kunne have ført til afskaffelse af kapitalismen på ver-densplan. Men som bekendt fandt dette ikke sted. Kun i Rusland vandt den revolutionære fløj til sidst flertal, og gennem revolutionen satte man stop for russiske arbejderes deltagelse i massemyrderierne. Den russiske revo-lution, ledet af Lenin og Trotskij, var en inspirationskilde for unge og arbej-dere over hele verden, også i Danmark.

BL

15

HISTORIE

Den russiske revolutions 85-årsdag Første del Nu nærmer vi os 85-årsdagen for den russiske Oktoberrevolution, og i den anledning bringer vi her første del af en artikel om revolutionens historie.

Der er perioder i verdenshistorien, der repræsenterer afgørende vendepunkter. Vi lever selv i en sådan periode.

Ligegyldigt om man er tilhænger eller modstander af den russiske Oktober-revolution, så kan der ikke herske tvivl om, at denne begivenhed ændrede ver-denshistoriens kurs på en hidtil uset måde. Hele det tyvende århundrede var domineret af Oktoberrevolutionens konsekvenser.

Dette faktum er aner-kendt af selv de mest konservative kommentatorer og dem, der er fjendt-lige over for revolutionen.

Igennem tre generationer vendte for-svarerne for kapitalismen deres utæm-mede vrede imod Sovjetunionen. Ingen tricks og kneb var for nedrige i deres forsøg på at tildele Oktoberrevo-lutionen og planøkonomien et mildt sagt blakket ry. Stalinismens forbry-delser blev endog meget nyttige i denne kampagne. Finten var at identificere socialisme og kommunisme med det bureaukratiske og totalitære regime, der voksede ud af revolutionens isola-tion i et tilbagestående land. Men al sådan snak er grundløs. Styret, som Oktoberrevolutionen indsatte, var hverken totalitært eller bureaukratisk, men derimod det mest demokratiske styre, der endnu er set på Jorden. Det var et styre, hvor millioner af almin-delige mænd og kvinder smed deres undertrykkere og udbyttere på porten og i det mindste påbegyndte omdan-nelsen af samfundet i socialistisk ret-ning Det er ikke svært at forstå hadet til Sovjetunionen, der deles af alle dem, hvis karrierer, salærer og profitter

16

af-hænger af den eksisterende samfunds-orden, der baserer sig på rente og pro-fit. Men det har ikke noget at gøre med Stalins totalitære regime.

Deres ube-grænsede fjendskab til Sovjetunionen var ikke baseret på nogen kærlighed til frihed, men derimod nøgne klas-seinteresser. De hadede ikke USSR på baggrund af de dårlige ting, men for alt, hvad der var positivt og progres-sivt. De var ikke imod Stalins diktatur, der var nyttigt for dem i deres forsøg på at bekæmpe socialisme i Vesten. De var imod de nationaliserede ejen-domsformer, der efterhånden var det eneste tilbage fra Oktoberrevoluti-onens fremskridt.

Dette var farligt for kapitalismen.

Revolutionen afskaffede den private ejendomsret til produkti-onsmidlerne.

Revolutionen startede et eksperiment, der beviste, at det er mu-ligt at køre samfundet uden kapita-lister, jordejere og pengeudlånere.

Anden Internationale og første verdenskrig Anden Internationale blev stiftet for at varetage traditionerne fra Marx og Engels. I 1912 forsamledes ledere fra socialistiske og socialdemokratiske partier verden over til Anden Interna-tionales kongres. Dette var i en periode med massiv oprustning og forberedel-se til det, der skulle blive første ver-denskrig.

På kongressen blev det vedtaget, at man under ingen omstændigheder ville støtte krigen, men derimod holde fast i linjen fra Marx, Engels og Det Kom-munistiske Manifest.

Man besluttede at holde fast i, at arbejderne ikke skulle i krig for at forsvare en kapitalistisk stat, men derimod angribe kapita-lismen på tværs af landegrænser.

Da første verdenskrig brød ud i

1914, havde de socialdemokratiske ledere åbenbart glemt alt om deres løfter fra to år tidligere. I hvert fald støttede næsten hvert eneste socialdemokra-tiske parti krigsbevillinger og ud-sendelsen af arbejdere i krig mod andre arbejdere. Kun i to lande var dette ikke tilfældet. I Serbien og i Rusland. Netop i Rusland var Socialdemokratiet split-tet mellem de revolutionære, bolsje-vikkerne (som betyder flertalsfolkene) og de reformistiske mensjevikker (som betyder mindretalsfolkene). Bolsjevik-kerne gik imod krigen. Lenin, der stod i spidsen for bolsjevikkerne, fastholdt, at arbejderne skulle vende våbnene mod kapitalisternes generaler i stedet for hinanden.

I krigens første tid var det ikke populært i Rusland (eller nogen andre steder) at tale imod krigen. Bolsjevikkerne fik korporligt tæv flere gange, når de fremførte deres paroler.

Men som tiden gik, og tabstallene, ar-bejdsløsheden og inflationen voksede, da voksede også tilslutningen til bolsje-vikkerne. Arbejderne begyndte at strej-ke for bedre forhold, hvilket zaren sva-rede på ved at sende de strejkende arbejdere ud til fronten. I stedet hentede man bønder fra landet ind som arbejds-kraft på fabrikkerne.

Disse bønder lå traditionelt under for kirkens overtro og var, til at starte med, ikke venligt stemt over for bolsjevikkerne og de socialistiske idéer.

Men som krigen skred frem, måtte flere og flere sande, at zaren var komplet ude af stand til at løse selv de mest basale problemer for arbejderne og bønderne. For slet ikke at tale om sol-daterne.

Det, at man havde sendt de mest politisk bevidste arbejdere til fronten,

WWW.MARXIST.DK

HISTORIE be-gyndte at give bagslag.

Langs fronterne fik parolerne om fred, brød og jord større og større sympati.

Revolutionen i februar På kvindernes internationale kampdag, 8. marts (23. februar efter gammel russisk tidsregning), var der demonstration i Petrograd, arrangeret af de socialistiske partier. Ingen partier, heller ikke bolsjevikkerne havde plan-

nen. Zarens ministre blev arresteret af arbejdere og soldater.

Efter zarens afgang lå magten reelt i hænderne på arbejderne og soldaterne. Der blev dannet sovjetter (“råd”) lige-som under den første, fejlslagne revo-lution i 1905, samtidig med at der kom en foreløbig (provisorisk) regering.

Den provisoriske regerings opgave

knust.

Under februarrevolutionen i 1917 blev der dannet tonsvis af nye sovjetter. Ar-bejderne organiserede sig mere eller mindre spontant og instinktivt.

Ingen forklarede, hvordan arbejderne skulle organisere sig. Men de gjorde det gen-nem sovjetterne - på baggrund af man-ge års dyrekøbte erfaringer, der alle ledte til samme konklusion: Kun gen-nem enhed mod

Under februarrevolutionen styrtede de russike arbejdere og bønder zaren, og som det ses på billedet røg der også et monument for den gamle zar Alexander III med i købet.

lagt strejker. Men de kvindelige tekstilarbejdere fra Vyborg-distriktet tog selv affære og startede en strejke. På andre fabrikker nedlagde arbejderne også arbejdet efter opfordring fra tekstilarbejderne. 90.000 strejkede mere eller mindre spontant. Dagen efter gik over to hundrede tusinde i strejke i Pe-trograd. Deres paroler krævede brød, fred og zarens afgang.

Uroen bredte sig i hele Rusland, og zaren opløste parlamentet, som havde eksisteret som en slags “demokratisk” dække for hans styre. Men da var slaget allerede tabt. Overalt var der demonstrationer. Arbejdernes deltagelse var massiv. Zaren blev tvunget af tro-

NR. 9 OKTOBER 2002

var at formulere et grundlag for et bor-gerligt demokrati, som vi kender det i Danmark. Det var altså allerede fra starten en uholdbar situation med to forskellige slags magtorganer side om side.

Sovjetterne Arbejderne, bønderne og soldaterne havde allerede i 1905 fundet sammen og dannet råd, der skulle repræsentere dem. Dette blev kaldt sovjetter. Den første sovjet blev dannet i Petrograd.

Dannelsen af den første sovjet var en milepæl i arbejdernes kamp for bedre forhold. Zaren og hans embedsmænd var ikke sene til at anerkende betydningen af enhed mellem arbejdere, bønder og soldater. Sovjetten blev

undertrykkerne kan kampen vindes.

Arbejderne var bevidste om, at zaren skulle styrtes. De var ligefrem ovenud opsatte på det. Men til at begynde med satte de deres lid til, at liberalisterne, mensjevikkerne og det småborgerlige parti de Socialrevolutionære kunne sikre dem bedre forhold og stoppe krigen. Hvilket alt sammen selvfølgelig skulle ske gennem et borgerligt parlament.

Men parlarmentet og den provisoriske regering skulle varetage Ruslands in-teresser som kapitalistisk stat. Gennem de næste par måneder måtte arbejderne sande, at det hverken betød bedre for-hold eller en afslutning på

17

TEORI

Overproduktion - kriser fordi der er for meget Den krise, verdensøkonomien nu er på vej ind i, er en klassisk overproduk-tionskrise. Marx forklarede i sin tid den kapitalistiske økonomis kriser som en følge af overproduktion. De fleste kriser siden har været overprodukti-onskriser.

Overproduktionen viser, hvor fuldstændig grotesk det kapitalistiske sam-fund er. Ifølge FN lever 1,2 mia. men-nesker i absolut fattigdom (for under 1 $ om dagen). Der lever 4,4 mia. (ca 2/3 af verdensbefolkning) i de ex-kolo-niale lande. 30% af disse har ikke rent drikkevand og 25% ingen bolig. Nu i Sydafrika står millioner overfor hun-gersnød, ikke fordi der ikke er mad, men fordi de ikke har råd til at købe den. Også i Vesten begynder krisen at kradse. Flere og flere bliver arbejdslø-se, og der skæres ustandseligt ned på velfærden, altså

på de svageste; børn, syge og gamle, samtidig med at ar-bejdspresset på arbejderne forøges til det ekstreme.

Mens børn sulter i Afrika og flere og flere over hele verden får sværere og sværere ved at dække deres daglige be-hov, er der store lagre af varer; mad, telefoner, medicin osv, som ikke bliver brugt. Mens masser af mennesker står uden tag over hovedet, går bygnings-arbejdere arbejdsløse rundt, og dyre kontorbygninger, der er blevet bygget, står tomme. Kapitalismen virker eks-tremt ulogisk, men der er en forklaring på galskaben.

Hvorfor kommer der overproduktion?

Overproduktionen opstår som følge af kapitalismens natur. En overproduktionskrise kommer, fordi kapitalismen bygger på profit (overskud). En kapi-

talist investerer, fordi han kan få et overskud. Den eneste måde, han kan få et overskud er, fordi han har folk til at arbejde for sig.

En arbejder er måske på arbejde 8 ti-mer om dagen, her producerer han værdier for lad os sige 1000 kr., men hans løn er fastsat til 500 kr. for en 8 timers arbejdsdag. Dvs. at der er 500 kr. tilbage, hvoraf der skal afbetales maskiner og husleje mm., resten går til kapitalisten. Der produceres altså værdier for 1000 kr, men arbejderen kan kun købe værdier for 500 kr.

Og selvom kapitalisterne ofte har et stort luksusforbrug, kan de trods alt ikke opsuge al denne overskydende produk-tion. Det betyder, at der på et tidspunkt bliver et lager af varer, der ikke kan afsættes (borgerlige økonomer kalder det overkapacitet). Dette lager bliver på et tidspunkt så stort, at kapitalister-ne må sætte priserne ned for at komme af med det, men det betyder også, at det ikke længere giver profit at inves-tere. De svageste virksomheder går under, og tusindvis af arbejdere fyres. Dette betyder igen, at endnu færre har penge til at købe for,

Mens millioner af mennesker lever i dyb fattigdom og ikke har adgang til basale fornødenheder, havde verdens 225 rigeste i 1998 en samlet formue på over 1000 milliarder dollars. Det svarede til den årlige indtægt for de fattigste 2,5 milliarder mennesker i verden. Det vil sige, at verdens 225 rigeste ejede li-geså meget som 40%. af verdens befolkning.

Her til højre ses Bill Gates, der bestemt har sit på det tørre.

18

WWW.MARXIST.DK

INTERNATIONALT og der kan sælges endnu mindre, der startes altså en ned-adgående spiral.

I en sådan situation får staten færre indtægter, færre skat-teindtægter fra arbejdere og virksom-heder og flere udgifter til arbejdsløse. Staten er altså mere eller mindre tvun-get til at skære ned.

Den økonomiske udvikling svinger mellem krise og opsving. Så længe ka-pitalismen er i stand til at udvide mar-kederne og finde nye investerings-områder, kan opsvinget fortsætte. Det er derfor, der er en konstant kamp for markeder i nye områder, Sydøstasien, Kina, Rusland o.l. Problemet opstår, når disse markeder også begynder at producere og lede efter nye markeder.

Nogle såkaldte “marxister” har ment, at kapitalismen vil bukke under i en endelig krise, men dette er ikke

rigtigt. Konsekvensen af en krise er, at firmaer bukker under og kapital ødelægges. Kapitalismen er altid i stand til at kom-me ud af en krise igen, når tilstrækkelig mange virksomheder er bukket under, lagrene af varer er væk osv., så kan økonomien igen gå fremad – på arbej-derklassens bekostning og ved at læg-ge grunden for endnu dybere kriser i fremtiden.

Kapitalismen kan kun fjer-nes ved arbejdernes bevidste kamp for at omstyrte systemet.

Alle kan få mad nok Det groteske i hele denne situation er, at krisen kommer, ikke fordi der er for lidt mad, medicin og andre varer, men fordi arbejderne og de fattige i den tredje verden ikke har penge til at købe dem. Så mens man mangler mad, vand, skoler og hospitaler bliver flere og flere arbejdsløse. Som

Det svenske valg - sejr!

Nu er valget overstået, og vi har slået de borgerlige.

I starten af valgkampen havde Soci-aldemokratiet en forholdsvis ven-streorienteret tone, og man talte om at udfordre de borgerliges planer for privatiseringer og forringelser. Partiets stemmeandel i menings-målingerne lå omkring 45%. Men det ændrede sig, da Göran Persson og co. begyndte at føre noget, der mest lignede en præsidentkampag-ne, hvor alt pludselig handlede om Göran, og ikke om partiet. Når han nu, sjældnere og sjældnere, talte om reformer, tilføjede han altid: “Hvis økonomien tillader det…” Denne drejning mod højre kom hurtigt til udtryk i meningsmålingerne. Folk kunne ikke længere se forskel på Socialdemokratiet og den borgerlige blok, og partiets stemmeandel faldt kraftigt. Det så ud til, at partiet ville tabe valget.

NR. 9 OKTOBER 2002

I valgkampens sidste uge blev partiledelsen derfor tvunget til at tage et skridt til venstre i deres retorik. Nu begyndte dem, som før havde sagt, at de ville stemme på Venstrepartiet i pro-test, at vende tilbage. Den polarisering mellem Socialdemokratiet og de bor-gerlige, som blev følgen af dette, er en stor del af grunden til sejren. Men på trods af den skærpede retorik vir-kede det ikke som om, at Göran Pers-son var så glad, da det en overgang så ud til, at partiet ville få flertal sammen med Venstrepartiet.

En venstrevind blæser i Sverige.

Val-get var frem for alt en mistillidserklæring til højrefløjens hovedløse politik.

At Venstrepartiet tabte en tredjedel af sine vælgere, skyldtes, at det blev opfattet som en kopi af Socialdemokratiet. Og hvorfor stemme på kopien, når man kan få originalen?

socialister er det dette galimatias, vi går imod.

Vi kæmper for et samfund, hvor produktionen planlægges efter, hvad der er behov for, og ikke efter om kapitalister kan tjene profit. Hvis dette blev gjort, ville der sagtens være råd til en ordentlig levestandard til alle men-nesker i verden.

The Economist (en førende borgerlig økonomisk avis) indrømmer dette: “Hvis alt uddeltes, ville alle have mad nok”. Der produceres masser, men de fattige kan ikke købe, hvilket betyder, at der ødelægges store mængder af mad. I et socialistisk samfund vil en øget produktion føre til øget levestan-dard og kortere arbejdstid, i stedet for sult, øget arbejdspres og arbejdsløs-hed.

FM

Der er nu store forventninger til Socialdemokratiets politik.

Hvis ikke den socialdemokratiske ledelse begynder at føre en rigtig arbejder-politik, så vil det få konsekvenser. Politikerleden vil vokse, den interne opposition i partiet vil stige ligesom i 1994-97, men på et højere niveau. Det yderste højre gik også frem i mange kommuner – hvis den social-demokratiske ledelse fører højre-politik, vil vi efter næste valg risi-kere at få højrepopulister i riksdag-en!

Partiet vil ikke komme til at føre radikal arbejderpolitik af sig selv.

Nu må vi presse ledelsen til at holde valgløfterne. Den socialdemokra-tiske ledelse vil komme til at føre nye nedskæringspakker frem, i takt med at den økonomiske krise bliver dybere. Vi må være klar til dette, og presse partiet til venstre gennem kamp på vores arbejdspladser, i skolerne, på gader og stræder og og-så internt i arbejderbevægelsen. Det er nu, kampen

19

INTERNATIONALT

Ballade i Latinamerika Den seneste tid har været præget af store begivenheder i hele verden.

La-tinamerika er langt fra nogen undtagelse. Fra nord til syd er området præget af uro og store rystelser.

Urolighederne i Argentina i december sidste år sendte hele verden et signal om kapitalismens enorme ustabilitet, om hvor påvirket de forskellige landes økonomier er af hinanden.

Kuppet i Venezuela beviste ikke bare, at borgerskabet må have have kontrol over statsapparatet, men også at de er parate til at sætte demokratiet ud af kraft til fordel for denne interesse.

Dødspatruljerne i Colombia vidner om borgerskabets “moral” i en presset si-tuation - mord og undertrykkelse er midler, de flittigt bruger for at opretholde kapitalismen i Colombia.

Latinamerika var førhen hjemland for masser af indianere. Det var præget af en flot natur med masser af regn-skov og rent drikkevand. I dag er india-nerne døde, regnskoven fældes (en fod-boldbane i sekundet) og drikkevandet er forurenet af industrien, specielt olie-ledningerne har ført til kæmpe for-urening.

Under kapitalismen tvinges kapitalisterne, pga. konkurrencen, til konstant at producere deres varer billigere og billigere. Det gør, at de har en utro-lig stor interesse i at få billige råvarer og billig arbejdskraft. Begge dele er at finde i Latinamerika. Derfor er USA så interesseret i at styre kontinentet – ligesom de vil styre resten af verden, så tingene udvikler sig i deres favør.

Imperialismens rolle USA’s interesse har de udtrykt flere gange gennem historien. Mange steder er USA gået ind og støttet

20

borger-skabet i forskellige latinamerikanske lande, når USA’s interesser og adgan-gen til markedet var truet.

I Chile støt-tede de Pinochets militærkup mod den demokratisk valgte socialist Allende, fordi kobberminerne blev nationali-seret, og de ikke kunne tillade en ud-vikling i retning af en arbejderstat. I Venezuela hjalp de med i det mislyk-kedes forsøg på at vælte Chavez, pga. hans oliepolitik og faren for, at mas-serne skulle presse ham endnu længere mod venstre.

USA er involveret i ufattelig mange udemokratiske foretagender i Latinamerika, der ene og alene skal sikre den herskende klasses interesser, nem-lig: billige råvarer, billig arbejdskraft og nye markeder.

Den amerikanske imperialisme, og den nationale kapitalisme i de forskellige lande, har ikke medført andet end elen-dighed og dårlige forhold for den latin-amerikanske arbejderklasse.

Arbejds-løsheden er utrolig høj i Latinamerika - flere steder over 20%. Det er forkas-teligt at se på arbejdsløsheden, og så samtidig tænke på, hvor meget hele kontinentet trænger til at blive bygget op og udviklet. Der er så meget, der skal gøres, så mange ting der skal la-ves og opbygges, men som der ikke er profit i, hvorfor det så heller ikke bli-ver lavet pga. kapitalismens “logik”.

Den verdensomspændende økonomis-ke krise rammer i høj grad også Latin-amerika. Investorerne svigter, mens inflationen og arbejdsløsheden stiger.

Mange i de latinamerikanske lande har været arbejdsløse i lang tid. Der findes ingen ordentlige understøttelses-ordninger i de fleste lande i Latiname-rika, folk er dømt til fat-

tigdom, hvis de ikke kan få et arbejde.

Det fører til mange sociale problemer, mange er på druk, mange børn bliver gadebørn og prøver at tjene til dagen ved at pudse sko – samtidig holder de sulten væk ved at sniffe lim.

Kapitalismen har ansvaret Alle disse problemer er skabt af kapitalismen. Det er kapitalisternes jagt på profit, billig arbejdskraft og råvarer samt markeder, der gør, at det virker umuligt at løse de store problemer.

Ar-bejderne kan ikke lønnes ordentlig i den tredje verden, hvis kapitalisterne skal holde deres profitter oppe, og samtidig kunne sælge forholdsvis billigt til befolkningerne i den vestlige verden. Når en af kapitalismens indbyggede kriser tager til, bliver de pro-blemer, Latinamerika har kæmpet med i mange år under kapitalismen, blot forværret.

Socialisme er løsningen Hvis man sultede, frøs eller var i krig i de gamle indianersamfund i Latinamerika, kunne man ikke stille det helt store op. Det var hele stammen, der led, og man kunne ikke gøre ret meget andet end at forsøge at gøre produk-tionen mere effektiv, hvis man ville have det bedre. Nu er det anderledes, industrien er udviklet nok til at sørge for velfærd og overflod til alle. Det e-neste, der sidder i vejen, er en mino-ritet, der ejer og styrer det hele, nemlig kapitalisterne og godsejerne.

Den eneste måde at komme videre på er, at arbejderne sætter sig i spidsen for de andre undertrykte lag i samfundet, småbønderne og de fattige på landet og i byerne, og tager magten, sætter kapitalisternes profitdrifter ud af spil, danner deres egen arbejderstat og på demokratisk vis planlægger pro-duktionen. Ikke bare i ét land

WWW.MARXIST.DK

INTERNATIONALT

Kapitalismens konsekvenser for Argentina...

Argentina – men i en sammenslutning af socialistiske ar-bejderstater i hele Latinamerika.

Fortsættes på side 22 Op til jul sidste år skete der en række bemærkelsesværdige begivenheder i Argentina. Folket var i oprør, økonomien var i laser og politikerne var ude af stand til at gøre noget, hverken ved det ene eller det andet. Den ene præsident efter den anden kom i løbet af kort tid til uden at kunne gøre noget.

Argentina er et eksempel på hvor galt det kan gå under kapitalismen. Argentina havde optaget e-normt meget gæld, og økon-

NR. 9 OKTOBER 2002

omien havde og har det stadigt meget dårligt. Den 19. december 2001 holdt daværende præsident, Fer-nando de la Rua, en tale på TV. Inden da havde økonomien været i problemer i længere tid, og Ar-gentina fulgte af den grund IMF’s standardopskrift for økonomier med finansielle problemer.

Det såkaldte fri-markedsprogram var slået helt fejl. Det havde lagt bunden for enorm util-fredshed i befolkningen, og efter præ-sidentens TV-tale strømmede Buenos Aires’ folk spontant ud på gaderne, mens de sang og larmede med potter og pander. Næste morgen samledes folk på Plaza de Mayo. Politiet be-gyndte at slå ned på fredelige demon-stranter, og folk nægtede at forlade pladsen.

Nogle begyndte at plyndre butikker og McDonalds-restauranter, og smadrede ruderne på mange uden-landske

banker. Optøjerne og plynd-ringerne varede ved i to dage, ind til den 21., hvor præsident de la Rua gik af. Over 30 blev dræbt i løbet af optøj-erne. Folk havde et fantastisk sammen-hold, et utroligt mod og sidst, men ikke mindst, var de fulde af vrede over de konsekvenser, den kapitalistiske økonomi havde ført med sig.

Der er et eksempel på en kvinde, der fortsatte med at protestere på Plaza de Mayo, selvom hun havde mistet storetåen, ved at en politi-hest var redet over hende.

Siden december har arbejderklassen, specielt arbejdsløshedsbevægelsen, protesteret voldsomt mod styret. Blokader af veje, store demonstrationer og andre protester har ført til grov vold fra politiets side. Der er sendt et klart signal om massernes utilfredshed. Men

21

INTERNATIONALT Det er den eneste måde, man kan få alle i arbejde på, og standse og forsøge at vende den forfærdelige sociale rut-sjetur, som mange har taget, og skabe en fremtid for alle.

Sejrer revolutionen først et sted i La-tinamerika, vil den lægge bunden for flere revolutioner, et socialistisk Latin-amerika og ikke mindst vil den vise et eksempel for arbejderklassen i hele verden.

SM det er ikke nok at sende signaler, arbejderklassen må tage magten og sætte kapitalismen ud af spil, det er den eneste vej frem og den eneste løsning på problemerne i Argentina.

Venezuela Den 12. april i år fandt et militærkup sted i Venezuela, men pga. uenigheder internt i hæren, og først og fremmest pga. massernes modstand, holdt kuppet ikke længere end 1½ døgn. Det var borgerskabet, der svarede på præsident Chavez’ oliepolitik og truende bevægelse i masserne med et kup støttet af USA. Chavez er uden tvivl en ærlig mand, der ønsker at handle i sit lands og folks interesse. Hans hensigter er gode. Men gode hen-sigter er ikke nok, hverken i poli-tik eller i livet generelt.

Pro-blemet er, at Chavez ikke er mar-xist, og at han har en tendens til at være inkonsekvent.

Det kan blive fatalt i en situation, hvor styrkeforholdet er så ustabilt. Hvis Chavez var marxist, ville han appellere til masserne hen over hovedet på nationalforsam-lingen. Oprettelse af aktions-komitéer på alle fabrikker, olie-raffinaderier og

22

Colombianske soldater på patrulje i det urolige land.

kaserner er den eneste vej frem, hvis revoluti-onen skal forsvares, og de kon-trarevolutionære styrker afvæb-nes. Arbejderklassen må bevæb-nes, så den kan forsvare sig mod nye kup.

Colombia Colombia har i mange år været præ-get af borgerkrig. Guerillastyrker på den ene side og paramilitære dødspatruljer støttet af USA på den anden side. Sidste år blev mere end 170 fagforeningsaktivister dræbt for deres faglige engagement – deri-blandt tillidsmænd for arbejdere fra Coca Cola. I august kom en ny og meget højreorienteret præsident til magten i Colombia. Hans navn er Alvaro Uribe og hans baggrund er utrolig sort. Alvaro blev guvernør for Antioquia-provinsen i ‘95, og den blev under Alvaros ledelse et laboratorium for dødspatruljer.

Dødspatruljer, der rykker ud til tje-

neste for multinationale selskaber som de store bananselskaber eller Coca Cola. Disse dødspatruljer terroriserer nu hele Colombia. Fagligt aktive bliver skudt, hele arbejdspladser bliver truet til at melde sig ud af deres fagforening osv. Dødspatruljerne er borgerskabets fascistiske våben til at opretholde dets magt. Trods løgne, mord og terror er der en utrolig stor modstand mod kapitalismen og regeringen i Colom-bia. Der er flere forskellige guerilla-grupper, heriblandt FARC. FARC fører kamp på samme måde som Che Guevara, og kontrollerer store områder af landet. Hvad Che ikke forstod og FARC ikke forstår, er ba-re, at en guerillakrig baseret på bøn-derne i bjergene ikke kan føre til en sund arbejderstat og socialisme.

FARC burde bruge deres engagement ved at arbejde fagligt på fabrikkerne og organisere, mobilisere og bevæbne arbejderklassen i byerne - det er den eneste vej til socialismen. Guerillakrig kan ikke føre til andetWWW.MARXIST.DK end et bureaukratisk styre,

INTERNATIONALT o-ver, at Saddam Hussein efter mere end ti år efter Golfkrigen stadig sidder på magten i Bagdad. Ikke fordi de har no-get imod diktatorer – han er sådan set deres gamle ven – men fordi han er en diktator, der ikke lige gør, hvad de vil have. Hverken det militære nederlag i Golfkrigen eller blokaden eller de se-nere bombardementer har haft nogen virkning på ham. Tværtimod så har det styrket hans stilling. Flertallet af irakere hader ham givetvis, men de hader den amerikanske imperialisme endnu mere.

Imperialistisk dominans USA’s politik går ud på at sikre de a-merikanske imperialisters prestige og almagt i verden. De har misbrugt folks chok og sorg over terrorangrebene i USA til at fremme deres egne strate-giske og økonomiske interesser over hele verden. De kan ikke tillade, at no-get land udfordrer imperialismen og de multinationale selskabers absolutte dominans på hele kloden.

Et angreb på Irak vil være en advarsel til folk over hele landet – “se hvad I kan vente jer, hvis I sætter jer op

imod os!”

Nej til dansk krigsdeltagelse Efter at det kom frem, at Danmarks største selskab A.P. Møller havde ind-gået kontrakt med USA om forsyningsskibe i forbindelse med et eventuelt angreb på Irak, skyndte ministre i den borgerlige regering sig straks at udtale støtte til USA’s fremfærd. Men A.P. Møller skal ikke bestemme dansk udenrigspolitik! Vi må sige nej tak til alle former for dansk eller fælleseuro-pæisk deltagelse eller støtte i en kom-mende krig. Den danske arbejder-bevægelse må udvise solidaritet og aktiv støtte til det irakiske folk i deres kamp såvel imod den amerikanske im-perialisme som mod Saddam Husseins diktatoriske styre.

Socialistisk føderation Vi kan ikke tro på at USA er “demokratiets forsvarer”, sådan som de yn-der at fremstille sig selv. Bush, som blev præsident vha. svindel og snyd, skal næppe tale om demokrati.

Han og de amerikanske imperialister øn-sker blot at indsætte en anden

Gamle venner, blodig krig i hele verden må yde solidaritet og støtte til denne kamp, samtidig med at vi kæmper for at opnå det samme mål i vores egen del af verden.

SK

Både de amerikanske og engelske imperialister støttede førhen det blodige diktatur i Bagdad. De var parate til at forsyne det med våben og penge, så længe det tjente deres formål – det skulle nemlig være en modvægt til Iran, som indtil Iraks invasion af Kuwait var hovedfjen-den i det område.

I årtier har Eng-land og USA ikke alene støttet Sad-dam Hussein og bevæbnet ham, men rent

NR. 9 OKTOBER 2002

faktisk forsynet ham med nøjagtig de ødelæggelsesvåben, de nu hyklerisk hævder at ville øde-lægge for menneskehedens skyld. De spillede en stor rolle i opbygnin-gen af Iraks biologiske arsenal, til brug imod Iran. Først da Saddam som følge af visse fejltagelser fra det amerikanske diplomatis side, besluttede at indtage Kuwait i 1990, ændrede de holdning. Pludselig fandt de ud af, at han var en diktator, et u-menneskeligt monster, som førte krig mod sit eget folk. Alt dette var et for-søg på at skabe modstand mod Irak og forberede befolkningen på en krig. Dette havde absolut ingenting at gøre med forsvaret af “stakkels lille Ku-waits” suverænitet, men var dikteret af, at USA ikke kunne tillade Saddam at få

diktator, det skal bare være en, der følger deres ordrer. De tænker ikke på den irakiske befolknings ønsker.

Heller ikke FN vil kunne løse denne konflikt - de har aldrig kunnet løse en større interna-tional konflikt.

Flere gange er FN ble-vet brugt som dække for imperialistisk aggression, og USA gør også nu, hvad de kan, for at få støtte til deres angreb. FN danser, som USA spiller, og gør de ikke det, er de amerikanske imperialister bedøvende ligeglade – så klarer de den bare selv. Så FN kan vi ikke sætte vores lid til.

Det eneste, der kan fjerne diktatoren i Bagdad og skabe et ordentligt samfund, er det arbejdende folk i Irak selv. Kun gennem organiseringen og mobiliseringen af den irakiske arbejderklasse og hele det arbejdende folk, til omstyrtelse af regimet og selve kapitalismen, kan man løse de store problemer, der hærger hele området.

Sådan kan man lægge grunden til opbygning af en socialistisk arbejderstat som del af en socialistisk føderation i Mellemøsten. Arbejderbevægelsen kontrol over Kuwaits olie, for det ville have givet ham en altdominerende magt i den Persiske Golf – og derfor ville han blive en trussel mod Amerikas vigtigste allierede i området, Saudi Arabien og de andre reaktionære feudale monarkier i Golfen. Ved at ba-sere sig på disse reaktionære arabiske regimer og de andre vestlige magters kapitalinteresser i den arabiske olie lykkedes det midlertidigt for Washington at sammensætte en ustabil “koalition”, som fungerede som et dække over deres brutale aggression under Golfkrigen. Som sædvanligt i krig blev hele propagandamaskineriet rullet frem for at lyve, bedrage og manipulere med befolkningens holdning til krigen. Især i Vesten blev der

23

24

WWW.MARXIST.DK

NR. 9 OKTOBER 2002

25

26

WWW.MARXIST.DK

NR. 9 OKTOBER 2002

27

SOCIALISTISK STANDPUNKT SOCIALISTISK STANDPUNKT DDen marxistiske avis arbejderbevægelsen Den marxistiske avis forfor arbejderbevægelsen

WWW.MARXIST.DK

NR. 9 OKTOBER 2002

NEJ TIL BUSH’S KRIG MOD IRAK! USA’s raslen med sablen over for Irak tager stadig til. Et eventuelt angreb kan komme snart, selvom der også er in-tern splittelse i den amerikanske ledelse og mellem deres allierede.

Akti-ve i arbejderbevægelsens og ungdom-mens organisationer må være parat til at opbygge modstanden imod endnu en krig, hvor den ameri-kanske imperialisme vil søge at undertvinge et andet land. Socialister går imod USA’s krigseventyr og afslører det ekstreme hykleri, der ligger i deres propaganda.

Saddam Hussein er en blodig og korrupt diktator, som ikke tjener det irakiske folks interesser.

Men amerikanske bomber og soldater kan aldrig fjerne ham og opbygge et bedre samfund. Det kan kun organisering og mobilisering af den irakiske arbejderklasse og hele det arbejdende folk, til omstyrtelse af regimet og selve kapitalismen og opbygning af en soci-alistisk arbejderstat som del af en soci-alistisk føderation i Mellemøsten.

Massivt hykleri De amerikanske imperialister taler me-get højt om “slyngelstater” og “masse-ødelæggelsesvåben”, som angiveligt skulle gøre Irak til en stor trussel mod hele menneskeheden.

Men for milli-oner af mennesker over hele verden står det klart, at verdenshistoriens fø-rende slyngelstat er og bliver selve den amerikanske imperialisme. De har en lang stribe

24

af blodige krige på samvit-tigheden, ligesom de har stået for mas-sive ødelæggelser og drab og støtte til diktatoriske regimer og militærkup.

Mht. masseødelæggelsesvåben, er der ingen sikre beviser på, at Irak har kun-net opbygge den slags efter ødelæggel-sen af deres kapacitet

under golfkri-gen, og desuden er der ikke noget land, der har mere af den slags end USA selv. Der er tale om massivt hykleri.

Og snakken om at fjerne Saddam Hus-sein for det irakiske folks skyld er lige så tom: Hvordan kan man tro, at USA, som har været skyld i tusinder og atter tusinder af irakiske børns død som følge af blokaden, pludselig bekymrer sig om den irakiske befolknings ve og vel? Amerikanske og engelske fly har jævnligt bombet i Irak. Lige op til års-dagen for den 11. september angreb hundreder af engelske og amerikanske fly irakiske luftforsvarsanlæg uden for den såkaldte flyveforbudszone. Angre-bet

var rettet mod en kommandocen-tral for luftforsvaret og en militær landingsbane 150 kilometer vest for Bagdad. Englænderne og amerikanerne har påstået, at en af deres patruljer i flyveforbudszonen blev angrebet, men det hele virker mest som en planlagt provokation. Angrebet var det 35. luft-angreb, som den engelsk-amerikanske koalition har udført i år.

Men påstan-den om, at dette bare var en normal hændelse i flyveforbudszonen, er ren vrøvl.

Det er indlysende, at den seneste militære operation var en uprovokeret aggression og en planlagt provokation. At det var irakisk luftforsvar, der var målet, taler for sig selv. Det er netop den slags an-greb, man ville forvente som del af forbe redelserne til en invasion.

Det er delvist et forsøg på at svække Iraks forsvar, som allerede er skadet. På den anden side var målet klart uden for flyveforbudszonen, og det var helt klart et forsøg på at provokere irakerne til militær modstand, hvilket så kunne tjene som undskyldning for en invasion.

Hvorfor vil USA angribe Irak?

Sidste september erklærede Bush krig mod en unavngiven fjende – ikke en krig mod nogen specielt, men imod alle, der på en eller anden måde opfattes som en trussel mod amerikanske interesser. Den virkelige grund til USA’s fjendtlighed over for Irak er, at USA’s herskende klasse er rasende Fortsættes på side 23

WWW.MARXIST.DK