nr41

SOLIDAR

ITETSPR

LÆS INDE I BLADET:

IS KR. 2

0,-

SOCIALISTISK STANDPUNKT DEN MARXISTISKE AVIS FOR ARBEJDERBEVÆGELSEN NR. 41 APRIL 2008 8. ÅRGANG PRIS KR. 10,-

• Dansk økonomi: Spænd sikkerhedsselen, nu går det nedad (s. 4-5) • OK08: Afvis forliget (s. 6-7) • Rebus (s. 7) • Højrekursen i SUF befæstet (s. 12-13) • Støt Socialistisk Standpunkt (s. 13) • Kenya i krise (s. 14-15) • Marxister og staten, arbejderstaten og det klasseløse samfund (s. 16-20)

OK08 - AFVIS FORLIGET

• Reallønnen må hæves • For en effektiv konflikt • Fagforeningerne må i front

MARXIST DK

Indhold

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Indhold

- Leder -

Leder

2

Dansk Økonomi

4

OK08

6

Rebus

7

SUF

8

Metallærlinge

10

Kampfonden

11

Gymnasieeleverne

12

Kenya

14

In Defence of Marxism

16

Staten

16

SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af avisforeningen SOCIALISTISK STANDPUNKT Degnestavnen 19 st.tv 2400 Kbh. NV. Tlf.: 61 65 10 88 ISSN: 1901-1695 WWW.MARXIST.DK marxist@marxist.dk Ansv.red: F. Ohsten

Konflikt 40 procent; så meget er prisen på offentlig transport i Københavnsområdet steget på seks år.

20 procent; så meget er prisen på brød steget det sidste års tid. Syv procent; så meget er prisen på fødevarer generelt steget det seneste år.

Det er enkelte tal. Man kunne også nævne prisstigningerne på strøm, benzin eller varme. Store stigninger i almindelige menneskers budgetter. Og så kan man nævne de offentlige overenskomstforhandlinger. Der er lagt op til, at de offentligt ansatte skal spises af med en lønstigning på under otte procent over tre år. Desuden kommer diverse tillæg, pension og den slags.

Men der er ingen tvivl om, at det langt fra rækker. Det er særdeles tvivlsomt, om lønstigningerne overhovedet dækker de stigende udgifter, som arbejderklassen oplever.

For de offentligt ansatte, er det især lønnen, der har været i fokus.

Det er forståeligt nok. De lønninger, som sygeplejersker, pædagoger, SOSU’er, kontoransatte og andre offentligt ansatte bliver spist af med, er ikke andet, end en hån.

Det er en hån imod fagligt engagerede mennesker, som hver dag yder en kæmpe indsats. Det er en hån imod de mennesker, der tager sig af vores børn og vores gamle.

Det er en hån imod arbejderbevægelsens stræben efter et velfærdssamfund.

Men lønningerne er ikke det eneste, der betyder noget – selv om de er afgørende. For de offentligt ansatte spiller faktorer som normeringer og arbejdspres også en stor rolle. I løbet af den seneste periode er normeringerne mange steder blevet smadret. Faglært personale er blevet skiftet ud med ufaglært og arbejdspresset er røget gevaldigt i vejret. Disse angreb på arbejdsforholdene er blevet gennemført uden om overenskom-

2 • www.marxist.dk • April 8. årgang nr. 41

sten og uden, at de ansatte har haft lovlig mulighed for at lave faglige aktioner imod forringelserne.

Det viser, at den ”danske model” i praksis er en arbejdsgivermodel, der har afskaffet strejkeretten og tilgodeser arbejdsgiverne på alle væsentlige områder.

De dele af overenskomsterne, der i skrivende stund ligger på bordet, sikrer ikke reallønnen. Overenskomstforslaget sikrer ikke imod yderligere forringelser i normeringerne. Overenskomstforslaget sikrer ikke imod fortsat opskruet arbejdspres og stress. Overenskomstforslaget sikrer ikke imod stopurstyranni. Overenskomstforslaget lever i det hele taget ikke op til de krav, der er blevet rejst på arbejdspladserne.

Det er en skændsel, at mange faglige ledere kan få sig selv til at anbefale et forlig, der i den grad overhører kravene fra medlemmerne. Toppen i den danske fagbevægelse ser det tilsyneladende som sin pligt at være ”ansvarlig” over for arbejdsgiverne i stedet for at holde fast i medlemmernes krav og kæmpe, når det er nødvendigt.

Hvis ikke medlemmernes krav bliver taget alvorligt af ledelsen, må der vælges en ny ledelse, der vil stille sig i spidsen for medlemmerne.

Når de offentligt ansatte kæmper for at forbedre de utålelige vilkår de bliver budt, kæmper de ikke bare imod nogen tilfældige arbejdsgivere. Bag de stramme budgetrammer, står den borgerlige regering og finansminister Lars Løkke Rasmussen. Den borgerlige regering har i løbet af den sidste periode haft en bevidst strategi om at smadre den offentlige sektor for at forberede endnu flere privatiseringer. Det er ingen tilfældighed, men skyldes, at den borgerlige regering repræsenterer de danske kapitalister, der har brug for at finde nye markeder, som de kan tjene profit på.

Leder

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk Kampen for en ordentlig offentlig sektor og ordentlige forhold, er altså en politisk kamp. Det er en kamp for en regering, der repræsenterer arbejderne i stedet for kapitalisterne. En regering, der beskatter bankernes profitter, oliemilliarderne fra Nordsøen og de multinationale selskaber i stedet for almindelige mennesker.

En regering der ruller nedskæringerne på velfærden tilbage og gennationaliserer de privatiserede virksomheder, som for eksempel Post Danmark, DONG, DSB og TDC. En regering der standser al imperialistisk indblanding i fremmede lande og i stedet støtter revolutionen i Venezuela. Kort sagt hænger kampen om overenskomsterne sammen med en kamp om klasseinteresser – om en arbejderregering på et socialistisk program.

Det er værd at bemærke, at de offentlige ansatte aldrig tidligere har været ude i storkonflikt. Uanset om der udbryder konflikt denne gang eller ej, er det klart, at en ansættelse i den offentlige sektor tidligere var ensbetydende med behagelige ar-

bejdsforhold og roligt tempo – i dag er det den stik modsatte situation. De borgerlige hævder gang på gang, at klassekampen er død og at arbejderklassen ikke længere eksisterer. Hertil kan vi kun svare, at det stik modsatte er tilfældet: langt størstedelen af de offentlige ansatte, er blevet en integreret del af arbejderklassen og er flittigt begyndt at tage arbejderklassens traditionelle kampmidler såsom strejke i brug.

I løbet af den sidste periode har vi igen og igen set offentlige ansatte i kamp – for eksempel pædagogstrejkerne i 2006 og SOSU’erne i 2007 – men igen og igen er de blevet ladt i stikken af forbundenes ledere.

Kampene har været spredte uden de faglige ledere har gjort noget for at samle kampene – men grunden til, at man overhovedet har fagforbund er jo netop, at man kun kan vinde kampene ved at stå sammen. Der er brug for, at ledelsen stiller sig i spidsen for kampene i stedet for at gemme sig på forbundskontorerne. Der er brug for, at de offentlige ansattes kampe samles og der er brug for at forbinde

sig med de privatansatte arbejdere.

Arbejderne i den private sektor har klar interesse i en god offentlig sektor, og de har magten til at ramme de danske kapitalister på pengepungen gennem samlede strejker.

De offentligt ansattes kamp er al hæder og ære værd. De kæmper for at bevare resterne af det danske velfærdssamfund. De kæmper for at bevare de goder, som arbejderklassen har tilkæmpet sig under det økonomiske opsving i efterkrigstiden.

De kæmper for retten til en ordentlig barndom i institutionerne. De kæmper for en ordentlig skole, som tager hånd om eleverne og ikke lader nogen tilbage. De kæmper for et ordentligt arbejdsliv uden stress, nedslidning og udbrænthed. De kæmper for ordentlig behandling af sociale klienter. De kæmper for, at der bliver taget god hånd om de syge. De kæmper for en værdig behandling af de ældre på plejehjemmene. De kæmper for anstændighed og menneskeværd imod den borgerlige regerings kyniske nedskæringspolitik. Det er klassekamp i Danmark anno 2008.

Kom til konference 18. april

Klassekampens udvikling og perspektivet for revolution Den 18. april afholder Socialistisk Standpunkt konference om perspektivet for en socialistisk revolution i Danmark og resten af verden. Hovedfokus vil være på diskussionen af det netop udgivne udkast til Dansk Perspektiv 2008. Læs det på www. marxist.dk.

Et perspektiv er for en socialist, hvad pejleinstrumenter er for en styrmand på et skib. Uden en forståelse af periodens generelle karakter, og uden at forberede sig på de begivenheder der er i vente, risikerer man at blive taget på sengen af udviklingen i klassekampen.

Derfor håber vi, at konference vil blive en lærerig oplevelse for alle parter og vi har altid brug for kritik og forbedringsforslag fra arbejdere og unge.

Folk der ønsker at deltage i konferencen den 18. april, bedes kontakte

Socialistisk Standpunkt. Deltagergebyret vil være 60 kr. inkl. frokost og aftensmad (20 kr. uden). Konferencen vil blive holdt på Nørrebro i København. Nærmere information fås ved tilmelding.

Desuden vil der blive holdt en række møder i perioden op til konferencen, hvor dokumentet vil blive diskuteret.

Vi opfordrer alle, der ønsker at tage del i denne diskussion, til at kontakte os og høre mere.

Dagsorden: 11:00 – 12:00 – Indskrivning og frokost 12:00 – 12:30 – Velkomst 12:30 – 15:00 – Verdensperspektiv (oplæg og diskussion) 15:00 – 19:00 – Dansk Perspektiv (oplæg og diskussion) 19:00 – Aftensmad

Køb ”Udkast til Dansk Perspektiv 2008” for 10 kr. på www.marxist.dk/ butik

www.marxist.dk • April 8. årgang nr. 41 • 3

Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Dansk økonomi:

Spænd sikkerhedsselen, nu går det nedad ØKONOMI

Af Jonas Foldager ”Jorden går under! Nej vent – alt er alligevel godt… og dog, det er dommedag!” de har det hårdt, de kære finanseksperter. Den ene dag skulle man tro Jehovas Vidner har infiltreret verdens børser, den næste at de har røget hash. Udsvingene i deres fremtidsudsigter er enorme fra dag til dag, alt efter hvordan markedet har klaret sig på selve dagen. Det i sig selv viser hvor ustabil en periode verdensøkonomien har trådt ind i.

Dansk økonomi er ikke isoleret Den danske økonomi er tæt forbundet til verdensmarkedet. Her spiller den amerikanske økonomi en helt afgørende rolle. Verdens børser følger slavisk de seneste udmeldinger om den amerikanske økonomi. Det sker både fordi USA’s forbrugere har været hele verdens vækstlokomotiv, ved at importere i vilde mængder (dermed er der samtidigt blevet skabt et gigantisk underskud på den amerikanske betalingsbalance. I 2007 var underskuddet på 3.380,1mia kroner, eller hvad der svarer til 5,1 procent

af USA’s BNP. I sig selv en af grundene til den svækkede amerikanske dollar). Men også fordi vi, lige som de fleste andre vestlige lande, grundlæggende står overfor de samme problemer i den danske økonomi. Nemlig enorm privat gæld og et boligmarked på vippen af nedgang. Så når det går nedad i USA, kan vi forvente lignede tendenser i Danmark.

Det amerikanske boligmarked er kollapset. Siden boligmarkedet toppede i andet kvartal 2006 er huspriserne i USA faldet med 10,2 procent. Og bare fra fjerde kvartal 2007 til første kvartal 2008 er huspriserne faldet med hele 5,4 procent (S&P/CaseShiller® Home Price Indices). Antallet af tvangsauktioner eksploderede i første halvår af 2007 med 55procent i forhold til første halvår 2006, og udviklingen fortsætter med 60 procent flere tvangsauktioner i februar 2008 end februar 2007. I alt er der i februar måned 223.651 amerikanske hjem under tvangsauktion. Statistisk betyder det at én ud af hver 557 amerikanske hjem blev sat på tvangsauktion i februar (RealityTrack 13. marts 2008), og effekten af de dårligste lån spreder sig nu til det almindelige lånemarked.

Dollaren i frit fald Ikke bare står dansk økonomi overfor samme sygdom i boligmarkedet som i USA, men også dollarens historiske fald, på grund af USA’s økonomiske problemer, har direkte konsekvenser i Danmark: Allerede nu ser vi de første tegn: Børsen skrev 13. marts 2008: ” Med udgangspunkt i en dollarkurs på 5 kr. skønner A.P. Møller-Mærsk, at 2008 byder på et overskud på 1820 mia. kr. Falder dollarkursen 10 pct., rammes selskabets bundlinje med en negativ effekt på 2 mia. kr.

Dollarkursen er lige nu godt 5 pct. lavere end udgangspunktet for prognosen, og A.P. Møller-Mærsk er derfor allerede 1 mia. kr. bagefter.”

Inden for det sidste år er dollaren faldet 15 procent overfor euroen(og dermed kronen), og knap halvdelen af faldet er sket efter årsskiftet (børsen.dk 18.marts 2008). Og det ser ikke ud til at stoppe her.

Forventningerne snyder På det seneste har der været flere udmeldinger om firmaers forventninger til 2008, der har været knapt så forfærdelige som man kunne frygte.

Men her er der heller ingen hjælp at hente: ”»Forventningerne til 2008 er alt for optimistiske, både hos selskaberne og analytikerne. Det er en situation som ikke kan vare ved. Efter vores beregninger, så skal indtjeningsforventningerne justeres ned med 10 pct. i Europa og Norden og op til 15 pct. i USA…« siger Morten Kongshaug, aktiestrateg i Danske Bank.”

(Børsen 18/3 2008)

Boligboblen i USA er sprunget, dollaren falder og falder, økonomerne farer forvirrede rundt og aner ikke hvad de skal melde ud – krisen truer!

4 • www.marxist.dk • April 8. årgang nr. 41

Det er ord der kommer fra en finansmand (de samme folk der ikke mente der ville komme krise i USA) så vi kan regne med at det er det mest konservative skøn.

Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk Hvad blev der af regeringens ’overophedning’?

I Danmark står vi nu selv på kanten af økonomisk krise, selvom regeringen på det ynkeligste forsøger at overbevise os om at økonomien går for godt, og problemet i virkeligheden er at økonomien er ved at blive ’overophedet’. Sjovt nok passer det fint med regeringens krav om at de offentligt ansatte skal dæmpe deres lønkrav. Men efterhånden er det vist kun regering selv der tror på sine febervildelser.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd skrev bland andet i AErådets prognose, marts 2008: vending i dansk økonomi: ”-Normal konjunkturvending – ikke mangel på arbejdskraftDer har været megen snak om, at det er mangel på arbejdskraft, der har ledt til en halvering af den økonomiske vækstrate fra 3,9 pct. i 2006 til 1,8 pct. I 2007. Vi mener ikke mangel på arbejdskraft generelt har været nogen større vækstbremse for dansk økonomi i 2007, men at udviklingen derimod afspejler en generel afmatning, hvor boligmarkedet, det private forbrug og investeringerne gearer ned i lyset af stigende renter, stagnerende boligpriser og en konjunkturel mætning …”

Men ikke nok med at vi kan se frem til nedgang og alt hvad det medfører af arbejdsløshed osv. Samtidig stiger priserne på alle basale varer. Det skyldes primært de udviklede kapitalistiske landes energiske forsøg på at drive økonomien fremad ved at pumpe ’fiktive’ penge ud i samfundet, blandt andet gennem lån i opskruede boligpriser. Samtidig er særligt den enorme efterspørgsel på energi ikke blevet modsvaret af stigende udbud.

Særligt energiprisstigningerne slår nu igennem prissætningen på andre almindelige varer: ”Ifølge det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks HICP stiger inflationen i Danmark fra 3,0 i januar til 3,3 i februar. Det er den højeste inflation i det tidsrum, det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks er opgjort.” (børsen.dk 19. marts 2008).

En del økonomer siger nu, at vi står over for den værste finansielle krise siden krakket i 1929. Arbejderklassen kommer til at bære byrden.

Det sætter unægtelig de 2,8 procent årlig lønstigning som regeringen vil give de offentligt ansatte over de næste tre år, i et noget andet lys. Det vil sige at de rent faktisk ikke får lønfremgang, men reallønstilbagegang.

Og det oven i en boligkrise, vi kan se frem til vil bringe mange arbejderfamilier på fallittens rand.

1929 rumler i kulissen At tingene faktisk er dødsens alvorlige, er nu svært at benægte, selv for de mest jubeloptimistiske borgerlige økonomer. Senest har den nobelprisvindende økonom Joseph Stiglitz sagt at vi er i den værste finansielle krise siden børskrakket og den store depression i 30’erne (børsen.dk 19. marts 2008).

Ligesom i 1929 har de finansielle markeder de sidste år, været præget af massiv lånefinansieret spekulation. Den sidste periode med næsten konstante stigninger på aktiemarkederne, gav spekulanterne mulighed for at ’geare’ deres investeringer (for flere selskaber med faktor 1 til 30) og på den måde skabe gigantiske kursgevinster ud af selv mindre stigninger. Problemet er at denne gearing nu virker med omvendt fortegn når markederne generelt falder. På den måde kan selv mindre fald fuldstændigt udslette store firmaers aktiver.

Det var bl.a. hvad vi så i 1929, og det er hvad vi ser i dag, og vil se endnu mere af i den nærmeste fremtid. Hvis vi lægger det sammen med tendensen til inflation og et boligmarked der

truer med at bringe millioner af arbejdere verden over i bundløs gæld, så ser det ikke for lyst ud. Det kapitalistisk økonomiske system har spillet fallit.

Økonomien og klassekampen Den økonomiske nedgang vil få effekt på klassekampen. De senere år i Danmark har været præget af fantastiske magtdemonstrationer fra arbejderklassens og ungdommens side, i forsvaret for velfærden. Men stadig har kampene ikke for alvor været ’inde på livet’ af arbejderklassen. Kampene har været for at få del i kapitalisternes fremgang. Parolerne om at der er ’penge nok i statskassen til velfærd’, vil imidlertid hurtigt blive ubrugelige, efterhånden som krisen tager for sig. Kampene vil gå fra de store fælles endagsdemonstrationer, med sang og musik, til en mere bitter stemning. Samtidig vil spørgsmål som retten til arbejde, retten til en løn der ikke udhules af prisstigninger og et sted at bo træde i forgrunden.

Vi står overfor en gammeldags cyklisk krise i den kapitalistiske økonomi. Og resultatet vil være gammeldags klassekamp og polarisering, i endnu højere grad end vi har set indtil nu. Marxisterne vil være klar til at intervenere i arbejderklassens og ungdommens kampe og kæmpe for de socialistiske ideer i arbejder- og elevbevægelsen. For kun de socialistiske ideer kan vise en vej frem, når vi står ansigt til ansigt med kapitalismens fallit. □

www.marxist.dk • April 8. årgang nr. 41 • 5

Fagligt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

OK08: Afvis forliget – for en effektiv konflikt

OK08

Af Frederik Ohsten Den borgerlige regering har dikteret en ramme på 12,8 procent over de næste tre år. Det er langt fra tilstrækkeligt og det er tvivlsomt, om reallønnen er sikret. Dermed ligger ansvaret for en konflikt på arbejdsgivernes skuldre. Alle ved, at de offentligt ansatte er underbetalte og stressede.

Alle ved, at der er behov for lønløft og for bedre forhold. Desværre har en række af de faglige ledere accepteret forlig, der ikke sikrer kravene.

Hvor blev kravene af?

Kravene der er blevet rejst på arbejdspladserne, er blevet overhørt.

Sygeplejerskerne krævede 8.400 ekstra om måneden og SOSU’erne krævede 6.800. Lærerne krævede desuden, at ny løn, som er et ”fedterøvstillæg”, der går til mellemlederne, blev holdt ude af overenskomsten.

Den borgerlige regering har vist, at den ikke er villige til at opfylde de offentligt ansattes rimelige og beskedne krav. Derfor må den presses til det. Desværre har nogle faglige ledere kastet kravene overbord og har indgået forlig, der slet ikke lever op til det, medlem-

merne har krævet. Det er en skandale og disse forlig må afvises. Der må organiseres en effektiv konflikt.

Kampagnen for et nej Det er tydeligt, at medlemmerne ikke er tilfredse med de nuværende forhold og på gulvet er der stor kampvilje for at få opfyldt kravene.

Onsdag den 26. marts holdt BUPL et medlemsmøde i København med 300 deltagere og aftenens største bifald gik til en der sagde, at det er nu, BUPL skal stå fast på kravene.

Utilfredsheden er massiv, men det organiserede udtryk har indtil nu været svagt. Der er ganske vist blevet organiseret nej-kampagne blandt en række afdelinger i 3F og Danmarks Lærerforening. BUPL’s ledelse har godkendt rammen på 12,8 procent.

Dermed har de overhørt kravene fra arbejdspladserne. Det er en skandale. I stedet burde de have gået i konflikt sammen med FOA og Sundhedskartellet.

Men langt den overvejende del af de faglige ledere har vist villighed til at være ”ansvarlige” og ”moderate” – hvilket vil sige at opgive medlemmernes krav. Selv om lederne fra FOA og Sundhedskartellet har gjort det rigtige ved at stille sig i spidsen for en konflikt

6 • www.marxist.dk • April 8. årgang nr. 41

for bedre løn og forhold, så er deres krav om 15 procent stadig meget beskedne, og det er langt fra de krav om kraftige stigninger i reallønnen, som arbejdspladserne fremførte for blot to måneder siden.

De offentlige ansatte har gennem sidste periode gang på gang vist, at de er villige til at kæmpe for bedre forhold. Der har været omfattende pædagogstrejker (særligt i 2006) og strejker blandt SOSU’er i fjor. Det er blot nogle af de tydelige eksempler.

Blandt arbejdere i hele den offentlige sektor har der op til overenskomstforhandlingerne været en stemning i retning af, at det er nu, kravene skal igennem. Det er derfor tydeligt, at der er brug for en ledelse, der vil stå fast og tør stille sig i spidsen for en effektiv konflikt.

I konflikt for halvanden procent?

Ved redaktionens slutning var der lagt op til, at en konflikt kan bryde ud den 19. april. 70.000 sygeplejersker, jordemødre, radiografer og andre i sundhedssektoren er klar til strejke.

Sundhedskartellet kræver 15 procent i stedet for de 12,8 procent som arbejdsgiverne ville give. FOAs ledelse har et lignende krav, men spørgsmålet er, om medlemmerne kan se det fornuftige i en konflikt for 1,2 procentpoint.

D e r

Fagligt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk er ingen tvivl om, at der er kampvilje, men det er en alvorlig ting at gå i konflikt og for mange kan det virke unødvendigt og ude af proportioner at gå i kæmpe kamp for 2,2 procent ekstra over tre år. Derfor er de faglige lederes tilbageholdenhed farlig, fordi den kan virke demobiliserende og demoraliserende for medlemmerne.

ningerne vil stoppe – tværtimod.

Højere løn må være oven i prisstigningerne – altså dyrtidsregulering.

Med en dyrtidsregulering, der sikrer at lønnen stiger, når priserne stiger, ville udhulingen af lønningerne blive stoppet, og vi kunne få reelle lønstigninger.

Hvis de faglige ledere ønsker at mo- Kampene må samles bilisere medlemmerne FOA har trukket for ægte forbedringer, ”Kampen for en ordentlig sig fra forhandså må de fremsætte de offentlig sektor er hele lingsfællesskakrav, som arbejdspladarbejderklassens kamp bet KTO for de serne er fremkommet og derfor må de faglige kommunalt anmed. 6000 mere om ledere søge at inddrage satte. Deres bemåneden bør være miarbejderne i den private grundelse var, at nimum. Klare krav og en sektor i en konflikt.”

KTO ikke holdt plan om sejr gennem en tilstrækkeligt fast effektiv konflikt er det, i kravene samt, der skal til for at mobiliat der ikke var sere den enorme utilfredshed der ligen klar plan for, hvordan man skulle ger lige under overfladen. vinde en konflikt. På overfladen lyder det fornuftigt, men samtidig er det For dyrtidsregulering meget farligt at splitte de forskellige En lang række offentligt ansatte har faggrupper ud imod hinanden. Det stemt ja til deres forlig, hvilket bety- kan skabe en situation, hvor det kun der at en konflikt ikke bliver så omfat- er en lille del af de offentligt ansatte tende og dermed heller ikke så stærk der ryger ud i konflikt, mens resten som den kunne være. Men ja’et må går på arbejde. Det er en opskrift på siges at være givet under falske for- nederlag. Arbejderbevægelsens styrudsætninger. Lærerne, de statsan- ke er vores antal; kun gennem enhed satte osv. er blevet stillet historisk er vi stærke. Der er altså brug for, at høje lønstigninger i udsigt. Men en lederne samler kampen om kravene ramme på 12,8 procent over tre år ikke, at faggrupperne bliver splittet. sikrer ikke engang reallønnen. Det sidste halve år har inflationen været Enhed med de private på seks procent på årlig basis. Det betyder, at lønningerne er blevet ud- En konflikt må være effektiv og velorhulet uden om overenskomsten. Og ganiseret, så den borgerlige regering der er intet der tyder på, at prisstig- kan presses tilbage og den økono-

miske ramme kan brydes. En general der skal udkæmpe et slag, ville næppe holde længe, hvis han nøjedes med at sende små, spredte enheder af sted imod en velorganiseret fjende i stedet for at sætte et angreb ind med fuld styrke, hvor det er nødvendigt for at presse fjenden tilbage.

Sådan er det også med faglig kamp.

Arbejdsgiverne ser små, spredte strejker som svaghedstegn, men de er hunderædde for en altomfattende storkonflikt. Ved at gøre konflikten så massiv, som mulig, kan den vindes på kortest mulig tid.

De offentlige ansatte står stærkt, hvis de står samlet. Men den virkelige magt til at tvinge regeringen i knæ og sprænge rammen, ligger hos de privatansatte arbejdere. Ved at udvide konflikten til det private område, bliver den borgerlige regerings bagland i dansk erhvervsliv ramt direkte på pengepungen. Arbejderne i den private sektor har også interesse i velfungerende børnehaver, sygehuse og ordentlig velfærd. Kampen for en ordentlig offentlig sektor er hele arbejderklassens kamp og derfor må de faglige ledere søge at inddrage arbejderne i den private sektor i en konflikt. Hvis hele arbejderklassen står samlet, er der ingen kraft, der kan stå imod og kravene fra arbejdspladserne vil blive opfyldt.

Fasthold kravene – afvis forliget!

Enhed mellem alle faggrupper!

Nej til regeringsindgreb! □

Rebus - gæt og vind gavekort Kan du gætte denne rebus? Så indsend dit svar til rebus@marxist.dk og deltag i konkurrencen om et gavekort på 50 kr. til vores internetbutik på www.marxist.dk/butik.

www.marxist.dk • April 8. årgang nr. 41 • 7

Ungdom

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Højrekursen befæstet i SUF SUF

Af Redaktionen

kvindespørgsmålet på landsmødet.

Landsmødet i Socialistisk Ungdomsfront (SUF) der blev afholdt i påsken, var afgørende. I den seneste periode har det ledende lag i SUF trukket SUF længere og længere til højre i en reformistisk retning, hvor perspektivet om socialisme efterhånden er fraværende fra alle SUF materialer og, hvor SUFs ledelse lydigt følger de reformistiske ledelser i elev- og fagbevægelsen. Det store spørgsmål på mødet var derfor, om det ledende lags magt og reformistiske politik kunne brydes, så SUF kunne vende tilbage til sine revolutionære rødder i form af Minimumsprogrammet og forsvaret for en socialistisk revolution.

Endnu tydeligere har kampen været på spørgsmålet om bevægelsesarbejdet. De seneste mange år, har der været en lang række kampe blandt ungdommen og arbejderklassen, med massive demonstrationer imod nedskæringer i velfærden og angreb på arbejderklassens tilkæmpede rettigheder. Klassekampen har siden årtusindeskiftet været stigende. Men ledelserne for disse bevægelser har gang på gang lukket kampene ned i stedet for at føre dem fremad. Den revolutionære fløj i SUF fremførte på elevkonferencer, tillidsmandsmøder, velfærdskonferencer osv. konkrete forslag til næste skridt i kampene, og et perspektiv for hvordan kampene kunne vindes.

Siden SUF blev stiftet i 2001, har der været en kamp mellem den reformistiske og den revolutionære fløj.

Disse fløje er med tiden blevet udkrystalliseret tydeligere og tydeligere og med eksklusionerne af marxisterne sidste år, blev denne fløjkamp fuldstændig åbenlys. På landsmødet i påsken havde bureaukratiet omkring ledelsen lagt op til det endelige opgør; med lukning af lokalgrupper, censur af debatindlæg, personhetz og lignende.

Men det ledende reformistiske lag i SUF underlagde sig fuldstændig ledelsen i elev- og fagbevægelsen, i stedet for at fremsætte en selvstændig politisk linie. Selv da elever og studerende den 25. september sidste år vedtog en klar plan for den videre kamp efter demonstrationen 2. oktober, sad de ledende SUF’ere i toppen af bevægelsen med hænderne i skødet.

Reformisme eller revolution De politiske temaer for stormødet var kvindekamp og bevægelsesarbejde.

To spørgsmål der gennem tiden har splittet den reformistiske og den revolutionære fløj i SUF. Den reformistiske fløj har på kvindespørgsmålet fremført, at separate kvindegrupper og kønskvotering er vejen frem, og forkastet ethvert klasseperspektiv. Den revolutionære fløj har på den anden side forklaret, at kampen mod kvindeundertrykkelse ikke kan adskilles fra klassekampen, og kun kan vindes gennem arbejderklassens fælles kamp for befrielse.

Og at den eneste løsning internt i SUF er mere skoling til alle medlemmer og på alle spørgsmål. Det lykkedes det ledende lag at få fastholdt SUF på denne reformistiske linie på

Den reformistiske fløjs mantra i SUF har været, at ”arbejde loyalt i bevægelserne”, hvilket har betydet loyalitet overfor ledelsen, uanset om disse har lukket bevægelser og kampe.

Den revolutionære fløj har haft kritiseret denne underlægning under de reformistiske ledelser. Socialisters loyalitet er overfor eleverne og arbejderne, ikke ledelserne!

At agere i ”bevægelserne” er i virkeligheden at agere i den levende klassekamp. Den reformistiske fløj siger i realiteten, at man ikke må fremføre et revolutionært perspektiv i klassekampen.

Et konkret eksempel på dette, er arbejdet i Genstart Danmark, et samarbejde mellem DSU, SFU og SUF samt ungdomsfagbevægelsen. Her rejste de revolutionære perspektivet om, at SUF måtte indgå i dette samarbejde, men med det formål at

8 • www.marxist.dk • April 8. årgang nr. 41

samarbejde bredt med arbejderungdommen om konkrete krav og samtidig komme i kontakt med bredere lag af unge og ikke mindst fremføre et socialistisk perspektiv. Den reformistiske fløjs eneste perspektiv for dette samarbejde er forhandlinger med ledelsen i DSU og SFU, med det formål at kunne få penge fra fagbevægelsen. Dette betyder i praksis en legitimering og et venstreorienteret dække for den reformistiske politik der føres af ledelsen af DSU og SFU. På samme måde har kampen i SUF stået om andre politiske spørgsmål, hvor den revolutionære fløj har fremført, at SUF må støtte revolutionen i Venezuela, at EU ikke kan reformeres indefra og lignende. Men i bund og grund er kampen en kamp mellem reformisme eller revolution.

Reformisme betyder i denne sammenhæng, at man i ord og handling adskiller kampene for de daglige krav fra kampen for et socialistisk samfund. At man ikke forklarer, hvorfor kampen for reformer kun er meningsfuld når den kædes sammen med kampen for en demokratisk planøkonomi – så bliver man i praksis reformist, uanset hvor revolutionær man lyder fra en talerstol. Det er den politik, som det ledende lag i SUF har ført, og det er den, som det nu er lykkedes for dem at trække ned over hele SUF. Med andre ord; det ledende lag i SUF lader SUFs program være et stykke papir, uden nogen relevans for SUF’s konkrete arbejde. Perspektivet om et socialistisk samfund, bliver dermed skubbet fuldstændig til side, SUF giver indtryk af at reformer er det eneste man skal beskæftige sig med, og at al snak om socialisme og revolution er utopisk, noget fjern og abstrakt, og fuldstændig afskåret fra virkeligheden og klassekampen nu og her.

Det betyder, at SUF i praksis ikke længere er et redskab i kampen for et socialistisk samfund.

Udemokratiske manøvrer Gennem hele Landsmødet afviste

Ungdom

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

arbejderklassen eller arbejderklassens ungdom. En revolution kan kun gennemføres af den danske arbejderklasse og udenfor arbejderklassen kan en revolutionær organisation ikke være andet end en sekt yderst ude på venstrefløjen. Med ledelsens reformistiske linje kan SUF ikke spille nogen rolle i den kommende klassekamp. Fra talerstolen sagde flere ledende SUF’ere, at den danske arbejderungdom ikke kan forstå de socialistiske idéer (i forbindelse med forslaget om at nedlægge det eksterne blad).

Landsmødet i påsken 2008 viste tydeligt, hvordan de ledende lag i SUF drejer SUF ind på en stærk reformistisk kurs og med bureaukratiske metoder forhindrer enhver reel politisk diskussion.

det ledende lag konsekvent at forsvare deres idéer og handling og svare på den politiske kritik fra de revolutionære, der var til stede på stormødet. Enhver politisk kritik blev fra de ledende mødt med latterliggørelse, hetz, personlige angreb og lignende.

Det ledende lag nægtede at svare på kritikken af deres politik.

Men under hele landsmødet fortsatte disse manøvrer. Der var ikke afsat tid til diskussion af nogen af de politiske forslag, især udtalelserne. Debatten om perspektivet for SUF var på fire minutter i alt, to minutter for, to minutter imod – og det var fire minutter, der måtte tilkæmpes.

Uden alle disse bureaukratiske manøvre kan man ikke forstå, hvorfor at SUF har brudt med sit revolutionære minimumsprogram.

I en revolutionær organisation er formålet med et landsmøde eller en kongres at debattere det grundlæggende perspektiv og idéer så åbent og demokratisk, som muligt. Kun med en reel debat af de grundlæggende spørgsmål, kan alle kammeraters niveau hæves og flertallet kan afgøre, hvad det korrekte perspektiv

er og hvordan organisationen går fremad. SUFs landsmøde i påsken var det absolut modsatte.

Den revolutionære fløj må organisere sig SUF er en organisation, der havde et kæmpe potentiale. På bare sekssyv år formåede SUF at samle 1000 unge, der ønskede at ændre verden, bekæmpe kapitalismen og skabe socialisme. Mange er i den seneste tid blevet skræmt væk af ledelsens heksejagt på den organiserede opposition i den revolutionære fløj. Der er stadig mange ægte revolutionære SUF’ere, men desværre har ledelsen formået fuldstændig at ekskludere enhver organiseret revolutionær fløj.

Og enhver, der rejser revolutionære idéer, trues med eksklusion.

SUFs eksistensberettigelse har været det revolutionære socialistiske program, med en korrekt usekterisk orientering til masseorganisationerne og fremførsel af de revolutionære idéer havde SUF et kæmpe potentiale.

SUF er en ung organisation og har ikke nogen rødder eller traditioner i

Det er præcis den samme attitude, som den man finder hos bureaukratiet i resten af arbejderbevægelsen; at arbejderne er dumme, ikke gider kæmpe etc. Og det er præcis den indstilling der gør en til reformist; hvis arbejderne ikke forstår de socialistiske ideer, så nytter det alligevel ikke at kæmpe, så kan de revolutionære i stedet bare lave hvad de selv synes er sjovt som pæne klistermærker og plakater. Men på den måde ændrer man intet, og sandheden er at de danske arbejdere kæmper og udmærket er i stand til at forstå de socialistiske ideer, men at det er bureaukratiet i den danske arbejderbevægelse, der forsøger at holde disse ideer væk fra arbejderne.

Socialistisk Standpunkt har forsvaret SUFs program både i SUF og i resten af arbejderbevægelsen. Vi kæmper for de marxistiske idéer i den danske og internationale arbejderbevægelse. Derfor opfordrer vi alle, der ønsker at diskutere politik, der ønsker skoling, der ønsket at kæmpe for SUFs program, til at gå med i Socialistisk Standpunkt og herigennem kæmpe for de socialistiske idéer i hele arbejderbevægelsen og blandt ungdommen. □

www.marxist.dk • April 8. årgang nr. 41 • 9

Fagligt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Industriens lærlinge rører på sig LÆRLINGE

Af Lasse Bertelsen Onsdag den 5. marts havde Metal Ungdom Hovedstaden Generalforsamling, mødet var delt op i to - et for selve afdelingen og et for de fem sekretariater der udgør afdelingen.

Lærlingene har i de seneste par år været lidt fraværende på klassekampens scene, men på det seneste er der begyndt at komme tegn på, at udviklingen er ved at vende. Blandt andet vedtog denne generalforsamling, enstemmigt, en udtalelse, som viser denne udvikling. Flere af Socialistisk Standpunkts sympatisører var til stede ved mødet og var også med til at stille og forsvare forslaget. Her følger uddrag af den beretningstale, som formand for Industriens Lærlinge i København, Majid Atik, holdt på generalforsamlingen.

Det seneste år har været meget begivenhedsrigt set fra de københavnske metallærlinges øjne. Især lærlingene fra Industrisekretariatet (også kendt som Industriens

Lærlinge - Metal Hovedstaden eller bare Industriens Lærlinge) har været fremme og give en forsmag på, hvad der kan ske, når lærlingene begynder at bevæge på sig som en enhed.

Jeg vil prøve at give et kort overblik over vores aktiviteter i Industrisekretariatet.

Vi besluttede os for at prøve at organisere lærlingene på firmaet AKS. AKS er den største Metal læreplads i København med 32 lærlinge. Desværre er det ikke altid lige sjovt at være lærlinge på AKS. Firmaet bruger nemlig ofte lærlingene som billig arbejdskraft. Det er ikke unormalt at se afdelinger ”Vores krav var ret simple: bedre på AKS, hvor der er flere lærlinge end svende - og forhold og kamp indtil disse bliver så er resten af forholdene heller ikke noget at indfriet.” råbe hurra for.

Året startede hektisk med en udtalelse imod det overenskomst forslag, som vores forbund ellers havde rost til skyerne.

Det var ikke svært for lærlingene at kæmpe imod forslaget, da det ikke sikrede lærlingene mere, end et par kroner i lønstigning og, at forslaget udover det, overhovedet ikke løste nogen som helst af lærlingenes problemer.

AKS Lærlingeklub Desværre blev overenskomsten stemt igennem med nogle få procent, men det betød ikke, at vi stoppede vores faglige arbejde.

Det lykkedes os at samle 24 ud af 32 lærlinge fra firmaet til en stiftende generalforsamling og mødet var præget af stor entusiasme og gejst. Gejst var desværre ikke noget, som ledelsen på AKS havde. De gik omgående i gang med at angribe den nye lærlingeklub.

Rygter, trusler og løgne blev spredt i firmaet og i løbet af kort tid lykkedes det at sætte en stopper for lærlingeklubbens udvikling. Det var dog ikke spildte kræfter, da alle de lærlinge der vidste, hvad der var foregået, er blevet aktive i Industriens Lærlinge og kæmper fortsat for at forbedre lærlingenes forhold - både på AKS og i resten af København.

Demonstrationer, blokader og organisering: Teknisk Skole, nu med kamp på skemaet

Det første

geklubben

nyh

r lærlin edsbrev fo

10 • www.marxist.dk • April 8. årgang nr. 41

på AKS.

2. oktober 2007 gik den danske arbejderbevægelse på gaden for at forsvare velfærden. Vi så det som en god mulighed for at starte et elevråd op på Tuborgvej Tekniske skole.

Forholdene på skolen var elendige, så det var ikke så svært at få opbakning til at starte et elevråd, men det blev ikke den normale slags elevråd man normalt kender. Elevrådet blev i praksis en del af Industriens Lærlinge. Under det første møde besluttede vi, at vi ville slå os til 2. oktober demonstrationen og samtidig kom der et forslag om, at grundforløbs eleverne (dem uden kontrakt) kunne lave en blokade af undervisningen.

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Fagligt

Dette forslag blev taget op i alle klasser og der blev foretaget afstemning.

Langt flertallet af eleverne stemte for forslaget. På selve dagen var der til at starte forvirring. Skolens ledelse kom med trusler og løgne om, at vi ville få folk fyret, men det kunne eleverne godt se igennem. når blokaden først kom i gang var der ikke noget der kunne stoppe den – det var utroligt at se, hvordan alle – uanset køn, hudfarve eller religion - handlede som en enhed for et fælles mål; at forsvare retten til en ordentlig uddannelse.

Skolens elever slog sig derefter til andre elever og lærlinge fra andre skoler og gik samlet ned ad Nørrebrogade – overalt kunne man se vores løbesedler i hænderne på forbipasserende. Vores krav var ret simple: bedre forhold og kamp indtil disse bliver indfriet.

Under og efter bevægelsen blev lærlingene pludseligt taget meget seriøst - af lærerne fordi de havde respekt for, at vi også kæmpede for dem og af ledelsen fordi vi viste, at vi sætter handling bag ordene. Vi vil i fremtiden rapportere om, hvordan denne kamp udvikler sig.

Fremtiden Allerede nu har vi også vist, at vi fortsætter kampen. På den seneste generalforsamling for Metal Ungdom Hovedstaden vedtog vi en udtalelse, hvor vi appellerer til hele arbejderbevægelsen om at støtte vores kamp.

Udtalelsen er delt op i fire krav: 1. En lærlingeløn til at leve af 2. Dyrtidsregulering 3. Strejkeret til lærlinge 4. Lærepladser til alle.

Udtalelsen blev vedtaget enstemmig, men det er ikke kun disse krav der vil komme på dagsordenen for lærlingene. I den næste periode vil kampene i den danske arbejderbevægelse spidse til. De offentlige overenskomster handler også om vores lærere.

Hvis lærerne kommer i konflikt, kan lærlingene spille en stor rolle for at støtte dem og udvide deres kampe.

Generelt set kan man sige, at vi går ind i en ny fase. Den økonomiske

Køb Socialistisk Standpunkts ”Lærlingeprogrammet” for 10 kr. på www.marxist.dk/butik. Som det hedder i indledningen: ”Vores håb er, at denne pjece kan virke som inspiration for fagligt aktive lærlinge, og som et redskab i kampen for lærlingenes forhold, der konkret kan give svar på nogen af de spørgsmål, enhver faglig aktiv lærling stiller sig selv. ”

krise har bidt sig fast i verdensøko- sagt, at vi kun gider feste og drikke nomien og dermed også den dan- – men vi har bevist, at der INGEN anske økonomi. Men det er ikke det dre veje er for aktive lærlinge i fagforeneste der vil ske i eningerne. Imod alle fremtiden. Arbejdsodds har vi arbejdet ”De offentlige løsheden vil stige, overenskomster handler hårdt for at forsvare vi vil se store prislærlingenes interesser. også om vores lærere. stigninger og der Der har været rygter og Hvis lærerne kommer i vil komme hårdere trusler imod os, men vi konflikt, kan lærlingene arbejdspres. Vi har har ikke bukket under spille en stor rolle for at allerede set starog på bare et år har vi støtte dem og udvide ten af det inden for bygget en af de største deres kampe.” byggeriet. Men det aktive lærlinge bestyvil ramme hårdere relser i Danmark med endnu og lærlingene vil være en af op mod 25 aktive lærlinge. Dette har de grupper der rammes hårdest. Der kun kunne ladet sig gøre, fordi vi har vil kun være en løsning for os og det kæmpet indædt for lærlingenes forvil være at kæmpe. hold. Men det stopper ikke her! Vi er ikke bare kommet for at kæmpe - vi Mange har sagt det ikke nytter no- er kommet for at vinde og den tid vil get; at lærlinge alligevel ikke gi- komme tidligere, end vores modstander kæmpe, tage ansvar og lave dere regner med det. □ fagligt og politisk arbejde. De har

www.marxist.dk • April 8. årgang nr. 41 • 11

Ungdom

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

10 år der rystede uddannelsessektoren ELEVKAMP

Af Mikkel Boris, gymnasieelev Igennem de seneste 10 år har de danske gymnasieelever været på barrikaderne utallige gange uden at nedskæringerne er stoppet. Dette beviser, at kampgejsten i den grad har været til stede blandt eleverne og det beviser, at eleverne er interesserede i deres forhold og ikke mindst beviser det, at nedskæringer ikke er noget nyt i uddannelsessektoren. Men de manglende resultater viser også, at der er behov for at gøre kampen mere effektiv.

Nedskæringernes enorme konsekvenser Hvis man lægger mærke til forholdene på de danske gymnasier, så forstår man også protesterne; slidte bøger, geografiske kort fra det tidligere århundrede, klassekvotienterne er løbet løbsk, lærerne må løbe hurtigere og hurtigere grundet stress og dårligere administration. Dette er dagligdag for eleverne og det ser ikke ud til at stoppe her. Siden starten af 1980’erne er gymnasierne – ligesom resten af uddannelsessektoren – blevet udsultet kraftigt.

Nogle gymnasier kan snart blive nødt til at indføre brugerbetaling på kopiering og teksterudlevering for bare at få økonomien til at hænge sammen.

Men, hvad værre er, så kan gymnasierne ikke engang være sikre på, at det er de sidste nedskæringer. Med det seneste finanslovsforslag lå buddet på 1 procent nedskæringer, altså ca. 200.000 kr. på hver skole. Regeringens tal er ikke modregnet inflation, så reelt er nedskæringerne langt værre.

De seneste nedskæringer svarer til de penge skolerne bruger på videreuddannelse af lærerne. Dog endte nedskæringerne ”kun” på en halv procent og en forsikring om, at de kommer tilbage i 2009. Noget DGS’ ledelse kalder en sejr.

Derfor må man spørge sig selv – hvorfor kommer disse nedskæringer år for år? Og hvad skal der gøres for at de ikke gennemføres?

Hvad må der gøres?

Gymnasieeleverne har gennem kamp siden 1960’erne opbygget DGS som deres organisation. DGS skal derfor være en organisation, der forsvarer elevernes interesser.

Det lave fremmøde til demoen den 4. marts 2008 skyldtes, at DGS i de sidste par år ikke har fremlagt et perspektiv for kampen mod nedskæringer, men bare har indkaldt til endagsdemonstrationer. Der er brug for en plan.

12 • www.marxist.dk • April 8. årgang nr. 41

Men DGS’ ledelse mener, at halveringen af nedskæringerne er en sejr og har derefter afblæst de kampe der skulle have været. Ude på skolerne er en halvering af nedskæringerne ikke en sejr og derfor må kampen fortsættes.

I en længere periode har det været kutyme at nøjes med endagsdemonstration og spredte nedlæggelser. Historien har vist, at dette ikke er nok til at vinde kampe imod den borgerlige regering. Hvis regeringen gang på gang kan regne med en endagsdemonstration og et farvel, så er det ikke en trussel imod dem mere og de kan gøre som de vil.

Derudover skal man ikke tage elevernes support på slotspladsen for givet år efter år, hvis de ikke ser et formål med det. Eleverne skal se at det hjælper at komme. Derfor bør DGS mobilisere ved, først at oplyse eleverne (tage ud på skoler og holde foredrag samt sende politisk materiale ud til skolerne) derefter skal eleverne involveres. Der kan oprettes strejkeråd på de enkelte skoler, som koordinerer strejkerne på gymnasierne og sender repræsentanter.

Der må indkaldes til nationale møder over hele landet, hvor eleverne kan diskutere og lægge linjen for kampen. Der skal koordineres nationale strejker i samarbejde med lærerne. Man må huske på, at det er på den måde, vi tidligere har vundet kampe.

Men hvis vi ikke følger bare noget af det her, så risikerer vi en demonstration som den 4. marts, hvor kun 1500 mennesker mødte op. Man må endelig ikke tro, at eleverne er ligeglade, det er kun udtryk for, at der gennem mange år har manglet et perspektiv for at vinde kampen fra DGS’ ledelses side. Mange elever føler, at det er ligegyldigt at protestere, hvis der ikke er et klart perspektiv fra ledelsen om, hvordan man vinder kampen.

Ungdom

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk Kampen under kapitalismen I den kapitalistiske økonomi er økonomiske kriser uundgåelige, de skabes, da arbejderne ikke får det de producerer i løn og derfor ikke kan købe det, de producerer. Derfor bliver bankerne nødt til at låne dem penge de reelt ikke har. På den måde opbygges en boble, som sidst springes i en krise. Det er netop den krises begyndelse vi står i lige nu. En økonomisk krise vil betyde, at staten får færre indtægter, fordi kapitalisterne fyrer mange ansatte. Staten mister altså skatteindtægter og må bruge flere penge på understøttelse, fordi kapitalismen er i krise. Derfor passer det ikke, når Socialdemokratiets formand Helle Thorning-Schmidt på talerstolen prædiker om, at økonomien er god. Tværtimod vil de næste år også byde på nedskæringer, fordi økonomien vil blive dårligere.

Sådanne økonomiske kriser rammer jo ikke kapitalisterne, men arbejderne og deres børn. Den borgerlige regering har derfor ingen interesse i uddannelse til alle. De er kun interesserede i at uddanne lige præcis det, som arbejdsgiverne har brug for. De borgerlige ønsker desuden en mindre offentlig sektor og skattelettelser

til overklassen.

Der må altså indføres en demokratisk planlagt økonomi, hvis vi ikke vil kæmpe hvert år, derfor bør dette også være i perspektivet, når vi skal undgå nedskæringerne.

DGS tilbage til eleverne DGS er elevernes organisation og derfor må DGS gøre, som eleverne siger. Det er ikke DGS’ opgave udelukkende at diskutere med uddannelsesordførerne på Christiansborg, men hovedopgaven er derimod at samle og videreføre kampene til sejr, ellers bliver gymnasierne aldrig involveret i hinandens kampe.

Det med at være involverede i hinandens kampe, er en vigtig kamp, for jo større noget e,r jo større er kraften. Hvis vi ser på, hvem der står i sammen situationer – så er det vores medstuderende (folkeskoleeleverne, tekniskskoleelever og eleverne fra handelsskolerne) men ikke nok med det, bør vi samarbejde med arbejderne. Det er arbejderbevægelsen, der gennem kamp har opnået fremskridt i retning af uddannelse for alle. Det er arbejderklassen, der i modsætning til arbejdsgiverne, har interesse i fri ud-

dannelse til alle. Og det er arbejderne, der gennem deres organisationer og aktioner (f.eks. strejker) har magten til at kæmpe imod den borgerlige regering og dens angreb.

Vi står i en periode, hvor vores forhold ser ud til at blive forværret yderligere og derfor må vi allierer os med dem af vores interesse. Derfor kan vi også sagtens allierer os med partier.

Partier der kan være i vores interesse, i elevernes interesse. DGS kan ikke være upolitisk. DGS må vælge side sammen med arbejderklassen og dens organisationer og partier i modsætning til de borgerlige, der aldrig har bestilt andet, end konstant at skære ned og angribe elevernes forhold. Derfor var det også en fejl at lægge sig sammen med den lille borgerlige organisation GLO, som nu har fået indflydelse på DGS’ linje.

Derfor er nedskæringer en politisk ting og DGS har indtil videre taget et politisk synspunkt i at kæmpe imod nedskæringer og derfor bør vi samarbejde med de partier og organisationer, der har samme holdning. På den måde vinder vi også kampene og det er derfor DGS er der! □

Støt Socialistisk Standpunkt Kampfonds mål på 35.000!

2008 markerer den 7. årgang for udgivelsen af Socialistisk Standpunkt.

Da det første nummer af Socialistisk Standpunkt udkom i januar 2001 var det på baggrund af den ene avislukning efter den anden i arbejderbevægelsen. Både ’Aktuelt’ og Enhedslistens ugeavis ’Socialisten’ måtte dreje nøglen om. Dermed fik de privatejede borgerlige aviser endnu mere frit løb. Mange af de borgerlige medier er ejet af multinationale mediekoncerner og hvis nogle tror på objektiv dækning af arbejderklassens kampe, vil de nok blive skuffede.

Socialistisk Standpunkt er en marxistisk avis, skrevet af arbejdere og unge aktive i arbejderbevægelsen.

Vi har som mål at rapportere fra de

kampe unge og arbejder står i. Samtidig er vi den eneste avis i Danmark, der konsekvent forsvare de marxistiske idéer og som forklarer de marxistiske idéer i artikler i vores avis.

Derudover bringer vi artikler fra hele verden skrevet af marxister i Venezuela, Pakistan, USA, England etc.

Hvor der siden murens fald (og allerede inden) har været en vigende og defensiv holdning blandt tidligere venstrefløjsfolk, har Socialistisk Standpunkt holdt fast i en klar socialistisk klassekampslinje. Vi påstår ikke, at vi er objektive, tværtimod. Vi har valgt side med arbejderklassen og ungdommen. Derfor opfordrede Socialistisk Standpunkt i 2006 til, at lederne af velfærdsprotester burde

samle protesterne i en generalstrejke. Vi har agiteret mod ethvert samarbejde med de borgerlige partier (inklusiv det radikale venstre) og nødvendigheden af, at arbejderpartierne bekæmper de borgerlige med et socialistisk program.

Vores mål er at samle 35.000 kr. ind til vores kampfond i løbet af 2008.

Derfor opfordrer vi alle der har muligheden til at støtte Socialistisk Standpunkt, til at gøre det. Både store og små beløb er velkomne. Hvor de borgerlige medier har mange milliarder bag deres ryg, er Socialistisk Standpunkt 100 procent afhængig af støtte fra vores læsere og sympatisører.

www.marxist.dk • April 8. årgang nr. 41 • 13

Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Krisen i Kenya – kapitalismens barbariske konsekvenser KENYA

Af Adam Ring Kenya er et land, der i den seneste tid har været i de internationale mediers søgelys som følge af den politiske krise, der opstod efter præsidentvalget i december 2007, hvor Kenyas præsident Kibaki snød sig til magten ved massiv valgsvindel. En politisk magtdeling mellem Kibaki og oppositionens leder Odinga, er nu en realitet. Pga. de etniske uroligheder der har hærget landet, har den politiske krise indtil videre kostet over 1000 mennesker livet. Kenya er i nyere tid blevet set som et afrikansk mønsterland med ”demokrati” og markedsøkonomi. Kenya opnåede formelt selvstændighed i 1963, men de grundlæggende problemer i Kenya er dog forsat ikke blevet løst.

Selv om den engelske kolonimagt forlod landet i 1963, er Kenyas politik gennem en lang årrække blevet dikteret af IMF og Verdensbanken.

Et nyt opblomstrende borgerskab er opstået, som konsekvens af dette.

På trods af den økonomiske vækst som Kenya har oplevet de seneste år, har masserne i Kenya ikke oplevet, at deres levevilkår er blevet forbedret. Protesterne der brød ud som følge af den omfattende valgsvindel, er udtryk for stigende frustration over regeringens neoliberale politik, som har ført til social elendighed og i stigende grad racemæssig opdeling og marginalisering af etniske grupper i samfundet.

tionens leder Odinga indsat som lan- Det internationale samfunds dets retmæssige præsident. Den ef- hykleri terfølgende vold har kostet over 1000 Der er ingen tvivl om, at Vesten, med mennesker livet og 300.000 er blevet USA i spidsen, sidder trækker i tråjaget på flugt fra deres hjem. Volden dene, når det kommer til situationen har i stigende grad båret præg af et- i Kenya. På trods af, at præsidentniske sammenstød mellem Kenyas to valget skete på et klart uacceptabelt største befolkningsgrupper, kikuyuer grundlag, jf. den omfattende valgsvinog luoer. Præsident Kibaki tilhører ki- del, forsøger USA og EU med FNs kuyu-stammen, mens oppositionens hjælp at stable en koalitionsregering leder Odinga er fra luo-stammen. mellem Kibaki og Odinga på benene.

Netop dette faktum er De er udmærket klar blevet brugt af begge over situationens alvor, ”Det er kun ledere til bevidst at - men, hvor er kravene spille på det etniske arbejderklassen, som om frie og fair valg fra det kan stå i spidsen tilhørsforhold, der har internationale samfunds for en socialistisk været medvirket til, side blevet af? Hvor er revolution i Kenya.” at urolighederne er opråbene og fordømeskaleret. melserne af de brutale Hverken Kibaki eller Odinga har gjort noget for at bremse de etniske uroligheder. Dette har ført til en voldspiral uden ende, som har taget karakter af stammekrig mellem henholdsvis kikuyuer og luoer. Situationen i Kenya kan lede tankerne tilbage på den blodige borgerkrig i Rwanda i 1994, som førte til etniske udrensninger mellem hutuer og tutsier og samlet set kostede op mod en million menneskeliv.

Hverken Kibaki eller Odinga repræsenterer en vej frem for Kenya. De repræsenterer begge to en fløj af den kenyanske overklasse, som baserer sig på korruption og udplyndring af landets fattige – i god forståelse med de vestlige imperialistiske magter.

Valget Den 27. december blev valget i Kenya afholdt. Det hele så ud til at forløbe fredeligt, lige ind til det endelige valgresultat blev offentliggjort. Kibaki havde ifølge de kenyanske myndigheder vundet valget, men det stod med det samme klart, at der var foregået massiv valgsvindel. Spontant brød kæmpe demonstrationer ud rundt om i hele landet, med krav om præsident Kibakis øjeblikkelige afgang..

Demonstranterne krævede opposi-

14 • www.marxist.dk • April 8. årgang nr. 41

etniske nedslagtninger?

Hvor er resolutioner i FN der fordømmer Kibakis valgsvindel?

Der er ingen tvivl om, at USA og EU gerne forsat ser Kibaki på præsidentposten. Kibaki har stået for en økonomisk neoliberalistisk politik og har samtidig modtaget massiv støtte fra Vesten. Kofi Annan er af FN blevet indsat som fredsmægler. Der er blevet iværksat en fredsplan, hvis første punkt er at stoppe den etniske vold omgående. Dette er fine ord, men er ikke blevet opfulgt af reel handling.

Odingas støtter, er fra det internationale samfunds side blevet opfordret til at nedtone deres vrede og bevare roen. Dette er det eneste FN og det internationale samfund kan tilbyde

Afrikas gæld Kenyas udenlandsgæld anslås til ca. 9.000 mio. dollars. Landet bruger omkring 40 pct. af statens budget på at betale renter på gælden til imperialisterne.

Ifølge Verdensbanken modtager Afrika hvert år 13.000 millioner dollars i nødhjælp, men på samme tid giver Afrika 15.000 millioner dollars tilbage i tilbagebetaling af gæld. Det afrikanske kontinent er blevet omlagt til at eksportere kapital til den udviklede verden. På nuværende tidspunkt overstiger hele kontinentets gæld mere end 300.000 millioner dollars.

Kilde: www.commondreams.org og Verdensbanken.

Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

de borgerlige forsvarer. Men vi har fået nok af disse ”praktiske” løsninger.

Årtiers afrikansk uafhængighed på kapitalistisk basis har ikke ført til andet end nød og elendighed

Odingas tilhængere: ”vent og bevar roen!”

Det må stå klart for alle, at FN ikke kan spille nogen progressiv rolle i Kenya, men blot bliver brugt som et instrument for de imperialistiske lande til at kontrollere den politiske situation i landet. Mens Kibaki og Odinga forhandler, forsætter de etniske myrderier dag for dag. Odingas tilhængere er utålmodige og vil se handling. De ønsker på ingen måde, at Odinga skal indgå i en koalitionsregering med Kibaki, som har svindlet sig til magten. Men FNs hjælp kommer Kibaki belejligt. Nu kan han fortsætte på præsidentposten i endnu en periode, men den politiske situation i Kenya er stadig yderst spændt og massernes krav om forandring vil ikke stilne hen.

Kapitalismen i Kenya har spillet fallit Den politiske krise i Kenya viser med alt tydelighed de barbariske konsekvenser af kapitalismen.

Kapitalismen har vist sig ikke at kunne løse problemerne, som masserne i Kenya står over for. Den har vist sig ikke at kunne give arbejde til millioner af mennesker, som er dømt til at leve i Nairobis slumkvarterer. Helt basale problemer som tøj på kroppen, mad på bordet og et hus at bo i, er problemer som millioner af kenyanere hver dag konfronteres med. Det er tyde-

ligt, at kapitalismen i Kenya ikke er i stand til at sikre folks basale behov, men blot er underlagt nogle få virksomheders interesser.

Borgerskabet har haft adskillige årtier til at vise, hvad det kan udrette i Kenya - og se, hvor det er endt! På kort tid er det afrikanske udstillingsvindue over kapitalismens lyksaligheder blevet ødelagt og erstattet af udbrændte landsbyer og maltrakterede lig. Tragedien hænger over hovederne på millioner af uskyldige mænd, kvinder og børn. Skeptikere, kynikere og ”realister” vil sige, at idéen om arbejderenhed, er umulig. Men det, der er umuligt er at skabe en anstændig fremtid under kapitalismen, et samfund der ødelægger alt menneskeligt og anstændigt og som tvinger menneskeheden ned på et dyrisk niveau.

Mennesker der bliver behandlet som dyr, vil opføre sig som dyr.

Nogle siger, at det socialistiske alternativ er utopisk. Socialisme betyder et samfund baseret på menneskelig solidaritet i stedet for nogle få kapitalisters jagt på profit. Det er denne profitjagt, der er ansvarlig for den elendige tilværelse, som millioner af fattige i Afrika og andre steder lever under. Det er de velstående kapitalister i New York og London samt deres lokale repræsentanter af Kibakitypen, der har røvet Afrikas rigdomme og dømt millioner af mennesker til slaveri, fattigdom og etnisk konflikt.

Det er det ”praktiske” samfund, som

Lenin understregede, at det nationale spørgsmål til syvende og sidst, er et spørgsmål om brød. Et af de centrale problemer er også økonomisk.

Den økonomiske vækst i Kenya kan ikke følge med den samlede befolkningsvækst, som er en af de hurtigt voksende i Afrika. Kapitalismen er ude af stand til at sikre et menneskeligt liv for befolkningen i Kenya og resten af Afrika. Men er kenyanerne dømt til en evighed i barbari?

Naturligvis ikke! Der er en kraft, der kan forhindre det og denne kraft er den internationale arbejderklasse.

Udplyndringen af Afrikas ressourcer kan stoppes gennem en afskaffelse af nogle få banker og virksomheders magt over verdensøkonomien. Dette kan opnås gennem en socialistisk revolution i de vestlige imperialistiske lande.

Arbejderklassen i Kenya er så småt begyndt at røre på sig. I 2003 var der en bølge af strejker rundt omkring i landet med krav om mere i løn og bedre arbejdsvilkår. Dette viser et klart revolutionært potentiale hos den kenyanske arbejderklasse.

Derfor må arbejderklassen spille en selvstændig rolle, fuldstændig uafhængig af borgerlige ledere som Kibaki og Odinga.

Det er kun arbejderklassen, som kan stå i spidsen for en socialistisk revolution i Kenya. Opbygningen af et revolutionært parti er derfor nødvendigt for at vinde kampen. Et revolutionært parti, som kan samle arbejderklassen uafhængig af etnisk tilhørsforhold og som bygger på klassesolidaritet.

Karl Marx sagde: ”Arbejderne har intet fædreland”. Det samme er gældende for arbejderne i Kenya og på resten af det afrikanske kontinent.

Arbejderklassen kan kun overleve ved at opbygge solidaritet over landegrænser. Massernes kamp i Kenya må derfor kædes sammen med kampen internationalt! Arbejdere i alle verdens lande, foren jer! □

www.marxist.dk • April 8. årgang nr. 41 • 15

Teori

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Socialistisk Standpunkt er en del af den Internationale Marxistiske Tendens (IMT) der står bag hjemmesiden www.marxist.com. Her kan du blandt andet læse om:

Præsidentvalget i USA Krigene i Irak og Afghanistan fortsætter og de koster næsten 275 mio. dollars om dagen. Situationen på hjemmefronten byder på stigende arbejdsløshed og en begyndende økonomisk krise, særligt i finanssektoren og på boligmarkedet. De amerikanske arbejdere står over for at vælge, hvilket af de to overklassepartier, der skal have magten. Men denne periode med krise vil tvinge flere folk til at sætte spørgsmålstegn ved systemet.

Arbejderbevægelsen i Rusland Medvedev blev som ventet valgt til Ruslands nye præsident - men ingen russere har tillid til systemet.

Kommunistpartiet vinder frem. Den omfattende valgsvindel er især rettet mod Kommunistpartiet og ikke mod de upopulære liberale partier, som alligevel kun har få procents opbakning. Arbejderne er begyndt at røre på sig, blandt andet har arbejderne på Ford-fabrikkerne vundet en vigtig sejr. Den kommende periode vil byde på skærpet klassekamp i Rusland.

Verdensperspektiv 2008

nale situation. Den stigende politiske og sociale turbulens i Europa, USA, Latinamerika, Mellemøsten og Asien analyseres. Der lægges særligt vægt på revolutionen i Venezuela og den eksplosive situation i Pakistan. Dokumentet opfordrer til at opbygge den Internationale Marxistiske Tendens i alle lande.

Desuden kan du læse aktuelle analyser om den internationale økonomiske krise, strejkebevægelsen i Tyskland, Israels aggression i Gaza, marxistisk kongres i Mexico og meget andet.

IMT har udgivet et diskussionsdokument, der analyserer den internatio-

Marxister og staten arbejderstaten og det klasseløse samfund

STATEN

Hvad er en stat

Af Marie Frederiksen

Der har eksisteret stater under de fleste samfundsformer, og en stat er ikke én fast defineret størrelse. Men Engels forklarer grundlæggende, at staten opstod samtidig med, at der opstod ulighed og dermed klasser.

Når nogen havde mere end andre, havde de brug for at beskytte dette, og de dannede derfor grupper af væbnede mænd, til forsvar af deres ejendom. Og det er sådan Engels i bund og grund definerer en stat; grupper af bevæbnede mænd.

Spørgsmålet om staten og revolutionen har altid været et vigtigt, og meget omdiskuteret, emne blandt revolutionære - mellem marxister og anarkister, reformister og revolutionære. En korrekt forståelse af staten, dens rolle i det nuværende samfund og i det socialistiske er afgørende for alle ærlige socialister.

Lenin forklarer i sit mesterværk Staten og Revolutionen alle disse ting, desværre har mange på venstrefløjen enten ikke læst, ikke forstået eller med vilje fordrejet Lenins ideer.

Der er derfor brug for at gå tilbage og genlæse klassikerne, men samtidig forstå dem i det nuværende samfund.

Men det er klart, at en staten i vores samfund ikke fremstår som sådan, men fremstår som andet og meget mere. Marx forklarede, at forskellige samfundsformer defineres af deres produktionsmåde; slavesamfund, feudalisme, kapitalisme osv. og til hver produktionsform hører der en form for stat til. At stater så

16 • www.marxist.dk • April 8. årgang nr. 41

kan se meget forskellige ud i f.eks. forskellige kapitalistiske samfund er en anden sag. Det afgørende er, at staten forsvarer samfundets produktionsmåde, i det kapitalistiske samfund er det den private ejendomsret til produktionsmidlerne, som det jo også står så fint i den Danske grundlov. Staten i ethvert samfund er den herskende klasses stat, der forsvarer deres interesser.

I de fleste lande i dag, og ikke mindst Danmark, ser de fleste mennesker ikke til hverdag staten som en ”gruppe af bevæbnede mænd”, eller som kapitalisternes stat. For arbejdere er staten til hverdag de tusinder af statsansatte og politikere, der laver love og regler, skoler, hospitaler, børnehaver osv.

Det er kun i helt særlige tilfælde, at det bliver tydeligt, at staten i bund

Teori

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk og grund er bevæbnede mænd; som når politiet sættes ind mod de strejkende under påskestrejkerne i 1985, eller når rådmand i Århus Kommune Louise Gade foreslår at sætte politiet ind mod protesterende forældre, bedsteforældre og pædagoger i efteråret 2006. Ligesom det kun i glimt er tydeligt, at den danske stat er kapitalisternes stat, som når den nærmest forærer Nordsøolien væk til Mærsk, når den går i krig i Irak for at sikre dansk erhvervsliv gode ordrer og når den trækker lovforslag tilbage efter trusler fra kapitalisterne om at flytte deres produktion til udlandet.

Engels forklarede, at fordi samfundet er spaltet i uløselige klassemodsætninger, så er en magt, der øjensynligt står over samfundet, og som skal dæmpe konflikten nødvendig. Staten kan hæve sig over klasserne i perioder, og staten kan for at dæmpe klassemodsætningerne give indrømmelser til den ene klasse mod den anden. Men staten er fortsat et instrument for klasseherredømmet for at sikre den private ejendomsret til produktionsmidlerne, al det andet som hospitaler, skoler osv. er goder, som arbejderklassen har formået at tilkæmpe sig gennem tiden, men som det er en evig kamp at forsvare mod nedskæringer.

Som marxister kæmper vi for alle disse forbedringer af velfærden, ligesom vi kæmper for ethvert demokratisk krav, men vi forklarer samtidig, at så længe den borgerlige stat eksisterer, vil det være kapitalisternes interesser, der tilgodeses ikke arbejderklassens.

Læren af Pariserkommunen; den borgerlige stat må sønderslås I 1871 i Paris tog arbejderne for første gang nogensinde magten og oprettede Pariserkommunen, indtil den blev brutalt nedslagtet. Pariserkommunen var den eneste begivenhed, der fik Marx og Engels til at ændre noget i det kommunistiske manifest.

De tog udgangspunkt i virkeligheden, og pariserkommunen viste både hvordan den borgerlige stat fungerer, og hvilken stat arbejderklassen må sætte i stedet.

Før kommunen blev nedslagtet, opstillede de parisiske arbejdere det skelet for den fremtidige socialistiske stat, som vi stadig kan lære af.

Samtidig nåede de at indføre en lang række sociale tiltag, såsom stemmeret til kvinder, afskaffelse af natarbejde blandt bagerne, eftergivelse af gæld optaget indenfor den seneste periode.

Hovedlæren af Pariserkommunen for Marx var, at ”arbejderklassen ikke uden videre kan overtage den færdige statsmaskine, og sætte den i bevægelse for sine egne formål”, og det var også det, der blev rettet i det Kommunistiske Manifest. Denne rettelse er blevet forvansket af reformisterne i arbejderbevægelsen, der siger, at det betyder, at staten gradvist må laves om.

Men det forholder sig lige omvendt.

Marx mente tværtimod, at arbejderklassen måtte sønderslå den borgerlige statsmaskine, og ikke bare sætte sig i besiddelse af den.

Et godt eksempel på dette kan ses i Venezuela i dag, hvor arbejderne gang på gang har givet præsident Chavez mandat til at indføre socialisme, men hvor store dele af statsapparatet saboterer dette. Så længe det gamle statsapparat får lov at eksistere vil det stadig virke for kapitalisternes interesser. Den eneste løsning er at sønderslå denne stat og sætte en anden i stedet.

Arbejderstaten Pariserkommunen viste ikke bare, at den borgerlige stat må sønderslås men også fremtidens statsform. Det er ud fra Pariserkommunens erfaringer, at Lenin opstillede sine fire teser for en arbejderstat: • Ingen stående hær, men et bevæbnet folk • Alle embedsmænd skal vælges og være afsættelige til hver en tid • Arbejderløn til alle embeder • Alle statsopgaver skal gå på tur – når alle er bureaukrater er ingen bureaukrater

Den afgørende forskel på en arbejderstat og alle tidligere statsformer er, at for første gang vil staten være flertallets stat og ikke mindretallets.

Marx og Engels kaldte denne statsform for proletariatets diktatur, en frase der klinger faretruende af undertrykkelse. Begerebet ”proletariatets diktatur” er siden brugt som argument imod marxismens statsteori, men i virkeligheden er det meget enkelt.

Når Marx siger proletariatets diktatur, så mener han det som modsætning til broegrskabets diktatur. Borgerskabets diktatur betyder ikke andet end at staten er kapitalisternes stat, ligesom proletariatets diktatur betyder at staten er arbejderklassens stat. Forskellen er at borgerskabet udgør det lille mindretal, mens arbejderklassen udgør det store flertal. Proletariatets diktatur betyder altså arbejderklassens demokrati, det mest omfattende demokrati nogensinde, fordi det for første gang i verdenshistorien vil være flertallets demokrati.

Alle hidtidige statsformer har været mindretallets stat, for at beskytte mindretallets privilegier, hvad enten det var slaveejernes, feudalherrernes, kongens eller som nu kapitalisternes.

Efter revolutionen er der brug for en stat til at udvikle produktionen hurtigt og effektivt, så mangel kan fjernes hurtigst uligt, og så arbejdstiden med det samme kan sættes ned. Når staten er arbejderklassens stat, må den også styres af arbejderne, og det kan kun lade sig gøre hvis arbejdstiden øjeblikkeligt sænkes. Så længe der er mangel, er der brug for en stat til fordeling, og også til at undertrykke det lille mindretal af kapitalister.

Et eksempel på en arbejderstat så vi i Rusland efter revolutionen i 1917, hvor arbejdere, bønder og soldater organiserede deres magt gennem råd (heraf ordet sovjet, der betyder råd på russisk). Gennem sovjetter på fabrikker, lokalområder, soldaterdelinger, landdistrikter osv. valgtes repræsentanter til regionale og nationale sovjetter og herigennem organiseredes arbejderdemokratiet.

Efter revolutionen opstod der borgerkrig og 21 udenlandske hære invaderede landet. Rusland var isoleret

www.marxist.dk • April 8. årgang nr. 41 • 17

Teori og tilbagestående og produktionen kunne ikke udvikles hurtigt nok. Det gav plads for den bureaukratiske degenerering under Stalin, og betød at arbejderstaten også degenererede fuldstændig.

Forskellen på et borgerligt demokrati og et arbejderdemokrati er at et borgerligt demokrati fungerer efter parlamentarismen, hvilket betyder at ”folket” hver 4-6 år kan sætte et kryds og dermed bestemme hvem der skal undertrykke dem den næste periode, mens embedsmændene udgør en privilegeret stand, der aldrig stilles til ansvar for deres handlinger.

I et arbejderdemokrati skal alle funktionærer og embedsmænd vælges og til hver en tid kunne afsættes – de der vælges som repræsentanter skal samtidig udføre opgaverne og stilles til ansvar for dette. Samtidig må ingen repræsentanter modtage en løn højere end en arbejder, så der ikke udvikler sig et privilegeret lag i toppen af samfundet. I en periode kan det dog være nødvendigt at give nogen specialister en højere løn for at fastholde dem, men selv i Sovjetunionen, hvor højtuddannede var en akut mangelvare, accepterede de ikke større forskelle end 1:4 under Lenin, og bolsjevikkerne måtte ikke modtage mere end en arbejder.

Staten dør bort Men så snart staten bliver flertallets begynder dens funktioner at forsvin-

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk de, og i takt med at klasserne forsvinder, dør staten bort. Staten bliver altså ikke afskaffet, men dør bort takt med at den bliver overflødig, efter nationaliseringen af produktionsmidlerne. Når produktionen planlægges og det tekniske niveau hæves kan al nød og mangel afskaffes, det betyder at al kontrol bliver overflødig og staten kan dø bort.

Den socialistiske stat er altså allerede kun en halv-stat. Dette faktum er i sig selv nok til at afvise stalinisternes påstande om, at Sovjetunionen var socialistisk eller kommunistisk, i Sovjet døde staten ikke bort, tværtimod voksede den. En revolutionen gennemføres af de mennesker, der er nu, ikke som anarkisternes drømme om revolutionen, ”når mennesket er anderledes”, derfor vil der stadig revolutionen være brug for administration, og en form for autoritet.

Men i arbejderstaten vil det være arbejderklassen, det vil sige flertallet, der demokratisk fører kontrol med produktionen, staten og alle embedsfunktioner. Det gør statsembedsmændene til folk der udfører arbejderklassens ordrer, ansvarlige, afsættelse og beskedent lønnede opsynsmænd og bogholdere.

Dette fører af sig selv til, at alt bureaukrati efterhånden dør bort, at der efterhånden skabes et system, der ikke har noget at gøre med lønslaveri, hvor de stadig simplere funktioner som tilsyn og afregning skiftevis

udføres af alle, bliver til en vane og endelig ophører med at være særlige funktioner for et særligt lag af mennesker. Kapitalismens udvikling har allerede lagt grunden for at dette kan ske i stor skala. Indenfor alle større virksomheder kan de gennem IT teknologi administrere og styre enorme mængder informationer.

Når vi siger, at staten dør bort, siger vi også, at demokratiet dør bort. Det kan måske for nogen se ud som om, at vi mener, der skal bryde en samfundsordningen frem hvor princippet om mindretallets underordning under flertallet ikke længere skal gælde.

Men demokrati er ikke lig mindretallets underordning under flertallet.

Demokrati er en stat, der anerkender mindretallet underordning under flertallet, hvor den ene klasse bruger tvang overfor den anden, og vi mener at al form for systematiseret tvang skal afskaffes. Dette kan kun afskaffes i det omfang, som mangel afskaffes, i takt med at produktionen demokratisk udvikles.

Efterhånden som samfundet vokser over i kommunisme, vil nødvendigheden af at anvende tvang mod mennesker forsvinde, fordi der vil være nok til alle og fordi mennesket vil vænne sig til at overholde elementære regler for kollektivt liv uden tvang og underordning. Engels taler om, at en ny slægt, der er vokset op under nyere friere samfundsforhold, vil være i stand til at kaste staten fra sig.

Pariserkommunen i 1871 var i Marx og Engels’ øjne en af de vigtigste erfaringer for arbejderklassen, da den viste, at der borgerlige stat må ødelægges fuldstændigt.

18 • www.marxist.dk • April 8. årgang nr. 41

Teori

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk Polemik med anarkisterne En del ærlige socialister og revolutionære, især unge, kalder sig selv anarkister, og det er sådan set forståeligt. Især siden starten af 1970’erne er ledelsen af arbejderpartierne rykket til højre, ingen taler længere om det statsløse og klasseløse samfund, men snarere om hvordan nedskæringerne bedst kan fordeles. Mange føler en afsky overfor hele det politiske ”spil”, hvor den ene politiker er svær at adskille fra den anden, hvor arbejdere og unges liv og behov aldrig er på dagsordenen, og en del af dem der afskyr alt dette, vælger så at kalde sig anarkister.

Marxister er ikke enige med anarkisterne, men vores uenighed er ikke den samme som den reformistiske ledelse af arbejderbevægelsen fremsætter. Vi er enige med anarkisterne i endemålet; et samfund uden stat, uden klasser, uden undertrykkelse, med ægte frihed for alle er mulig.

Men spørgsmålet som enhver der ønsker et statsløst og klasseløst samfund må spørge sig selv er hvordan når vi dette samfund?

Marxister kritiserer ikke anarkister for at ville afskaffe staten, men for at de vil gøre det fra den ene dag til den anden. Det kan man ikke. Staten dør først bort med klassernes forsvinden – og de forsvinder ikke fra den ene dag til den anden.

Kapitalisterne bliver ikke afskaffet fra den ene dag til den anden, de vil ikke frivilligt og uden videre give deres magt og privilegier fra sig. Derfor er der brug for en stat efter revolutionen, en arbejderstat, hvor arbejderklassen der er det store flertal kan holde kapitalisterne nede, og sørge for at de arbejder for føden ligesom alle os andre.

At ville afskaffe staten fra den ene dag til den anden er at sige, at arbejderne skal holde sig fra at bruge magt og organisere denne for at kunne bryde borgerskabets modstand – altså med andre ord – holde sig fra at lave revolution.

Trotskij sagde i forbindelse med den spanske revolution, at anarkismen er som en hullet paraply i regnvejr, lige

netop ubrugelig når man har allermest brug for den. Under den spanske revolution viste det sig tydeligt, hvad anarkismen i praksis betyder.

I Katalonien udgjorde anarkisterne organiseret i CNT den absolut dominerende kraft inden for arbejderbevægelsen. Arbejderne i Katalonien stod i 1936 med magten i hænderne og den borgerlige præsident for regionen, Companys sagde til anarkistiske militssoldater og repræsentanter: ”I har vundet, og alt er i jeres magt.

Hvis ikke I behøver mig eller ikke vil have mig som præsident af Katalonien, da må I sige mig det nu!”

Men en leder af CNT forklarede efterfølgende: ”Vi kunne have gået selv, påtvunget vores vilje fuldstændigt, erklæret Generalitat [regionsregeringen] for lukket og sætte folkets virkelige magt i stedet, men vi troede ikke på diktaturet når det blev udøvet imod os, og vi ønskede det ej heller når vi selv havde muligheden for at udøve det på andres bekostning. Gerneralitat måtte blive, med præsident Companys i spidsen.”

De antiautoritære siger, at al autoritet skal afskaffes og at det er revolutionens første opgave. Men Lenin spørger retorisk: har disse folk nogensinde set en revolution? Det er afgjort den mest autoritære sag, der findes, hvor en del af befolkningen påtvinger en anden del sin vilje, med hjælp af geværer o.l. Problemet med pariserkommunen var, at den ikke benyttede denne autoritet stærkt nok. Enhver arbejder ved at autoritet og disciplin er nødvendig, hvis man skal vinde en kamp. I en strejke må alle arbejdere underlægge sig flertallets diktatur, skruebrækkere accepteres ikke.

Anarkister vil afskaffe autoriteten, før de produktionsforhold, der har skabt autoriteten, er afskaffet. Mange af dem der i dag kalder sig anarkister, gør det ud fra de rigtige forudsætninger, at de er frastødt af både højreog venstre reformisternes fuldstændig manglende revolutionære indstilling til staten. Men i praksis kommer de til at spille en kontrarevolutionær

rolle.

Det kommunistiske samfund Man kan ikke sige hvor lang tid der går før staten dør bort, det er proces der kan tage kortere eller længere tid alt efter de omkringliggende forhold. Men man kan fastslå på hvilket grundlag den kan dø bort, altså på hvilket grundlag den fremtidige kommunisme kan udvikles.

Vi kæmper for et kommunistisk samfund, hvor der ikke længere findes klasser eller en stat. Et samfund hvor al undertrykkelse er forsvundet, hvor ingen lider nød, hvor penge er overflødige fordi alle kan få hvad de har brug for.

Grundlaget for enhver arbejderstat er en nationalisering af de vigtigste dele af økonomien. Virksomhederne må fravristes kapitalisterne, og produktionen må i stedet planlægges demokratisk af arbejderklassen.

Gennem en demokratisk plan kan produktionen sættes op, og ethvert grundlag for ulighed fjernes. Gennem en planøkonomi kan arbejdstiden sættes ned, hvilket er en afgørende forudsætning for at arbejderne rent faktisk kan styre staten. Det er på det grundlag at kommunismen kan opstå.

Når der kan produceres nok til alle, når ingen behøver at frygte om de kan få hvad de har brug for, når en ny generation er opvokset uden frygt for fremtiden, så begynder klasserne at forsvinde, og statens funktioner forsvinder. I et kommunistisk samfund vil folk ikke blive tvunget til at arbejde et bestemt antal timer, skellet mellem ånden og håndens arbejde vil blive ophævet folk vil kunne uddanne sig, og udvikle deres interesser, hvad enten det er at spille musik, lave kunst, se film, osv. Det vil også ændre forhold mellem mennesker, for første gang vil menneskelige relationer være frigjort fra al bekymring om mangel på ressourcer.

Det er her vi kan gå over til det kommunistiske samfund, hvor vi med Engels’ ord går fra ”nødvendighedens rige til frihedens rige”. Det er først her at mennesket for alvor bliver frit til at udvikle alle aspekter af livet. □

www.marxist.dk • April 8. årgang nr. 41 • 19

SOCIALISTISK STANDPUNKT HVEM VI ER SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af en gruppe marxistiske arbejdere og unge, der er aktive i arbejderbevægelsen.

Vi mener, at kapitalismen ikke længere kan tilbyde andet end nedskæringer, øget arbejdspres, massearbejdsløshed og fattigdom. Derfor må det kapitalistiske system fjernes og erstattes af en socialistisk planlægning af produktionen, hvilket vil sige, at arbejderklassen overtager de største virksomheder, bankerne, forsikringsselskaberne osv. og kontrollerer og styrer det hele demokratisk efter behov og ikke som nu efter kapitalisternes jagt på profit. Vi støtter og deltager i den danske arbejderklasses kamp som en del af den internationale arbejderklasses kamp. Vi mener at det er vigtigt at være internationalt organiseret - for det er kapitalisterne. Vi har søsterorganisationer i bl.a. Venezuela, Nigeria, Pakistan, England, USA, Rusland, Spanien, Sverige, Italien osv.

SOCIALISTISK STANDPUNKT deltager i den daglige kamp og støtter de krav, der stilles på arbejdspladserne og uddannelsessteder (se “HVAD VI STÅR FOR”).

Hvis arbejderbevægelsen satte alle sine kræfter ind og kæmpede for disse krav, ville det være muligt at kæmpe dem igennem. Men ledelsen af fagbevægelsen undskylder den manglende kamp med, at kapitalisterne aldrig vil gå med til at opfylde kravene.

Til det er marxisternes svar klart: Har kapitalisterne ikke vilje til at sikre en ordentlig tilværelse for arbejderne og ungdommen, så har arbejderklassen ikke brug for kapitalismen! Det økonomiske opsving har ikke bragt forbedringer for arbejderklassen, og nu er kapitalismen igen ved at gå ind i en krise. Den eneste vej frem er derfor at fjerne det kapitalistiske system ved, at arbejderklassen overtager produktionsmidlerne og sætter dem under deres ledelse og kontrol. Dette er løsningen på arbejderklassens og ungdommens problemer, og det er hvad arbejderpartierne og fagbevægelsen burde kæmpe for.

Vi opfordrer derfor alle arbejdere og unge til at gå med i SOCIALISTISK STANDPUNKT’s kamp for at vinde arbejderbevægelsen tilbage på et socialistisk program.

HVAD VI STÅR FOR • En national minimumsløn på 130 kr., gældende for alle inklusiv lærlinge, arbejdsløse og studerende.

• Nationalisering af alle udflytningstruede arbejdspladser under de ansattes ledelse og kontrol • Genindførelse af dyrtidsreguleringen samt fuld dagpengeregulering, så inflationen ikke udhuler lønnen.

• Stop for alle afgifter og skatter, der udhuler arbejdernes lønninger. For et ordentligt, solidarisk skattesystem, der tilgodeser arbejderklassen og beskatter kapitalisterne.

• 30 timers arbejdsuge med fuld løn- og personalekompensation, det er den eneste vej væk fra arbejdsløsheden.

• Lige løn for lige arbejde – ingen diskriminering pga. køn, race osv.

• Afskaffelse af bodssystemet – ingen indgreb i strejke- og aktionsretten.

• Strejke- og aktionsret til lærlinge, funktionærer og alle andre arbejdere.

• Ægte demokrati i arbejderbevægelsen. Ingen privilegier til vores ledere – arbejderledere på arbejderløn.

• Fjernelse af alle nedskæringer på velfærden.

• Kamp imod alle forsøg på yderligere afmontering af velfærdssamfundet.

• Nej til nedskæringer og privatiseringer i den offentlige sektor: Udbyg den offentlige sektor med flere midler og mere personale, under de ansatte og brugernes egen demokratiske ledelse og kontrol.

• Ordentlige boliger der kan betales til alle.

• Fri adgang til ordentlig uddannelse for alle og de økonomiske muligheder for det.

Kig ind på WWW.MARXIST.DK Kontakt: marxist@marxist.dk, tlf.: 61 65 10 88

Jeg vil gerne høre mere om SOCIALISTISK STANDPUNKT og inviteres til et møde.

Jeg vil abonnere på SOCIALISTISK STANDPUNKT (6 nr. for kr. 120,- / Solidaritetspris kr. 150,-).

Navn: Post nr.:

Adresse:

By:

Telefon nr.:

Sendes til: SOCIALISTISK STANDPUNKT, Degnestaven 10, st. tv., 2400 København NV.