nr13

SOLIDAR

ITETSPR

LÆS INDE I BLADET:

IS KR. 2

0,-

SOCIALISTISK STANDPUNKT DEN MARXISTISKE AVIS FOR ARBEJDERBEVÆGELSEN NR. 13 H MAJ 2003 H 3. ÅRGANG H PRIS KR. 10,-

Overenskomstforhandlinger 2004: - For en national mindsteløn! “... Der er rigeligt med penge blandt de danske kapitalister til at opfylde kravene fra arbejdspladserne. Det eneste, det kræver, er, at fagbevægelsen tør sætte magt bag or-dene.”

Krig, krise, kapitalisme...

Arbejderbevægelsen må sætte socialisme på dagsordenen!

- Amerikansk soldat overvåger irakere i demon-stration mod USA’s besæt-telse af deres land.

MARXIST DK

Leder og indhold

SOCIALISTISK STANDPUNKT

INDHOLD

Krig, krise, kapitalisme...

Leder s. 2 OK 2004 s. 3 Arbejderklassen og dens ledelse

s. 5

Elevstrejke i Roskilde s. 7 Krigen i Irak - ødelæggelse, besættelse, modstand s. 8 Irak - socialisme er vejen frem s. 10 Ingen dansk deltagelse i besættelsen af Irak! s. 12 Venezuela et år efter kuppet s. 13 Hvad sker der i Afghanistan?

s. 13

Verden i bevægelse

s. 14

Arbejderbevægelsens historie del 8 s. 16 På spidsen

2

Arbejderbevægelsen må sætte socialisme på dagsordenen!

Det nye årtusind skulle ifølge verdens magthavere markere en ny og fredelig verden. Men i stedet ser vi blodige krige, økonomiske kriser og forringelser af vel-færden.

Irak i kaos!

Krigen viser, at der nu kun er én supermagt i verden - USA, og at den står over alle andre lande og institutioner som FN. Den borgerlige danske regering gik selv-følgeligt imod et kæmpe flertal af befolk-ningen og tøvede ikke med at slutte op om den amerikanske imperialismes krig. Nu forsøger de så at få ordrer om gen-opbyggelsen af Irak hjem til danske fir-maer. En opbygning af et land, man selv har været med til at ødelægge.

Krise i økonomien Der går næppe en dag, uden at man hører om nye massefyringer i internationale og danske firmaer. Senest har SAS og Magasin bebudet massefyringer. Øko-nomien er i tilbagegang over hele jorden. Alle fagområder i Danmark kan berette om det samme: dramatisk stigende ar-bejdsløshed. Det er, hvad kapitalismen kan tilbyde arbejderklassen.

SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af avisforeningen SOCIALISTISK STANDPUNKT

Den borgerlige regering er farlig for almindelige mennesker Den borgerlige regering blev valgt på, at den ville sikre hverdagen for almindelige mennesker. Men det var rent fup og teater.

Poste Restante Nørrebrogade 10, 2200 Kbh. N. Tlf.: 21 82 48 14, WWW.MARXIST.DK marxist@marxist.dk Ansv. red.: M. Frederiksen.

Regeringen har siden vist, at ikke kun pladserne i regeringen, men også den førte politik, var forbeholdt den rigeste top af det danske samfund. Især fagbevægelsen har stået for skud. Regeringen har indført en deltidslov, der er en bombe under arbejdsmarkedet, især 37-timers-ugen. Nu vil man fjerne ek-

sklusivaftaler.

Dette er sort arbejdsgiverpolitik.

Skattestoppet har ført til vedvarende besparelser i kommuner og amter, hvilket har katastrofale følger for syge, ældre, børnefamilier, psykisk syge, handicappede osv.

OK 2004 og arbejderbevægelsen Den eneste årsag til, at den borgerlige regering stadigvæk er ved magten, er, at den har fået lov til det. Fagbevægelsen og arbejderpartierne (A, F og Ø) har glimret ved deres mumlen i skægget og forvirrede udfald. Men dette kan på ingen måde fjerne den borgerlige regering, som tilsyneladende er fast besluttet på at fjerne det danske velfærdssamfund.

Klassekampen er ikke slut. Den ene part kæmper bare ikke særlig effektivt. Hvis velfærdssamfundet skal bevares, må ar-bejderbevægelsen vågne op. Den må mobilisere alle sine medlemmer i kampen for en socialistisk politik.

Ved de kommende overenskomstforhandlinger er det nødvendigt, at man vi-ser sin styrke og slås for de krav der bliver stillet på arbejdspladserne, bl.a. en mindsteløn på 110 kr.

Gå med i SOCIALISTISK STANDPUNKT – For en kæmpende arbej-

Kontakt SOCIALISTISK STANDPUNKT, hvis du vil høre mere om, hvad vi står for, og hvordan du kan være med til at arbejde for de socialistiske ideer i arbejderbevægelsen.

WWW.MARXIST.DK

OK 2004

NR. 13 H MAJ 2003

Overenskomstforhandling 2004

- For en national mindsteløn!

Overenskomstforhandlingerne for 2004 nærmer sig nu med hastige skridt. Diskussionerne om, hvilke krav der skal stil-les, har allerede været i gang i et stykke tid. Et af de krav, der har været stillet flere steder, er kravet om en forbedring af mindstelønnen.

Der er ingen tvivl om, at dette krav er et væsentligt krav. En mindsteløn er en sikring mod at blive presset for langt ned i løn. Indenfor mange områder får man mere end mindstelønnen, men der kan ikke være tvivl om, at jo højere mindste-lønnen er, jo nemmere er det at forhandle en bedre timeløn hjem.

Akkord og mindsteløn Indenfor visse fag er der i dag ikke en mindsteløn, bl.a. flere steder inden for byggeriet. I stedet for arbejder man på akkord efter prislister. Men denne afløn-ningsform giver ikke en sikker lønindtægt for den enkelte arbejder.

Går akkorden godt, kan man fristes til at låne til en ny bil o.l., men kommer man ind i akkorder, der går dårligt, kan man pludseligt kom-me i økonomisk uføre, netop fordi der ikke er en mindsteløn. Det er selvfølge-lig uholdbart, at en stor arbejdsgruppe aldrig kan være sikker på, om pengene slår til. Der må en mindsteløn til. Maler-ne har blandt andet rejst kravet om en mindsteløn på 125 kr. i timen.

Skattereform af sociale hensyn?

De borgerlige har gennemført en skattereform, der skulle være for at hjælpe de lavest lønnede. Men denne hjælp mod-tages uden tvivl lidt skeptisk af de lavest-lønnede arbejdsgrupper. Regeringen, som jo består af repræsentanter for de velbjærgede dele af samfundet, bl.a. ka-pitalisterne, har ellers ikke for vane at tænke på lavtlønnede arbejdere, når de gennemfører deres evige nedskæringer i den offentlige sektor.

Regeringen har sagt, at der er for lidt afstand mellem de lavestlønnede, og hvad man kan få som arbejdsløs i bistand eller dagpenge. Det-te gør, at de vil forringe de arbejdsløses forhold og lave en (minimal) skattelet-telse for de lavestlønnede. Men hvis man synes, at kasseassistenter, social- og sundhedsassistenter og lignende ar-bejdsgruppers lønninger minder for me-get om arbejdsløshedspengene, hvorfor hæver man så ikke bare lønnen?

De arbejdsløse vælter på ingen måde i penge - tværtimod. Det er meget svært at klare sig for de lave satser, man får som arbejdsløs. Hvis man virkelig bekymrede sig for de lavestlønnede, ville man kæmpe for en langt højere mindsteløn. Men det eneste, der bekymrer arbejdsgiverne er, hvis de ikke kan få nogen arbejdere til at gå for de sulteløn-ninger, man giver blandt andet kasseas-sistenter. Derfor vil de gerne skære i ar-bejdsløshedspengene, så de bliver næs-ten umulige at leve for. På den måde vil de få folk til at tage de lavtlønnede jobs. Her må arbejderbevægelsen slå hånden i bordet.

Stop den pengemandsklyn-ken! Vi må slås for en mindsteløn, som kan sik-re et ordentligt liv for al-le!

Dagpenge garanti mod løntrykkeri Dagpenge og kontanthjælp er en forsikring mod at blive arbejdsløs, en forsikring arbejderbevægelsen altid har kæmpet for. Men det er også en forsikring mod at blive presset alt for lavt ned i løn. Fik man

3

OK 2004

SOCIALISTISK STANDPUNKT

ikke penge som arbejds-løs, ville arbejdsløshed være en endnu større katastrofe for arbejder-familier, end det er i dag. Det ville be-tyde, at man ville finde sig i dårligere lønninger og arbejdspres af frygt for arbejdsløshed. Derfor må arbej-derbevægelsen kræve, at dagpengene er til at leve af. Kapitalisterne skaber arbejdsløshed i deres jagt på profit.

Det kan ikke være arbejderne, der skal betale prisen. Dagpengene må derfor være lig med mindstelønnen.

Samtidig må alle for-ringelserne af dagpengesystemet trækkes af bordet.

Lad kapitalisterne betale for arbejdsløsheden – ikke arbejderne.

For en national mindsteløn!

I det hele taget er alle arbejdsgrupper, der får en lav løn, en trussel mod solidariteten i arbejderbevægelsen. Vi vil ik-ke acceptere nogen gruppe, som kan bruges af arbejdsgiverne som løntrykkere. Derfor må der kæmpes for en na-

tit lade være med at tage en uddannelse, fordi han ikke kan forsørge familien for den lave SU. Men uddannelse bør være en menneskeret.

Derfor må SUen være lig med en mindsteløn, der er til at leve af.

tional mindsteløn, der er til at leve af, og som gælder alle, også arbejdsløse, lær-linge og andre.

Også de studerende burde få en SU, der svarede til den nationale mindsteløn.

I dag er det stadigvæk de riges børn, der boltrer sig på universiteterne, mens ar-bejdernes børn ikke kan klare uddannel-serne, fordi SUen er så lav at de må ar-bejde ved siden af de hårde studier.

De riges børn kan i mange tilfælde bare få penge fra mor og far. En arbejder vil

OK 2004 De kommende overenskomstforhandlinger finder sted i en tid, hvor fagbevægelsen mister medlemmer.

Flere og flere spørger, hvad de skal med en fagforening, som konstant fin-der undskyldninger for ikke at kæmpe for medlemmernes krav. OK 2004 er derfor en vigtig chance for fagbevæ-gelsen til at vise, at den stadigvæk vil kæmpe. Men for at sikre dette er det nødvendigt, at så mange som muligt igen bliver aktive i deres fagforeninger og presser deres ledelse til at gå i offensiv-en.

Der er rigeligt med penge blandt de danske kapitalister til at opfylde kravene fra arbejdspladserne. Det eneste, det

MARXIST.DK HAR FÅET NYT UDSEENDE! Siden Socialistisk Standpunkt startede, har de marxistiske ideer fået mere og mere opmærksomhed. De borgerlige medier bruger ufattelig mange kræfter på igen og igen at erklære marxisme og klassekamp for døde fortidslevn.

Men sandheden er, at det er kapitalismen og de borgerlige, der er fortidslevn. Det imperialistiske overfald på Irak og besættelsen af landet viser med al tydelighed, at Lenin havde fuldstændig ret, da han sagde, at kapitalisme betyder krig.

Særligt ungdommen har over hele verden vist, at de ikke er tilfredse med kapitalismen. Overalt er der bevægelse mod krig, nedskæringer og dårlige forhold. Det kapitalistiske samfund er aldeles ude af stand til at løse de problemer, som ungdommen og arbejderne i dag står over for. Mange søger svar og forklaringer. De forklaringer tilbyder marxismen. Og ikke nok med det. Marxismen forklarer, at arbejderne må tage sagen i egne hænder og selv bygge et demokratisk socialistisk samfund.

I en periode med skærpede modsætninger mellem arbejderne over for kapitalisterne og deres borgerlige regering,

4

er det af afgørende betydning, at de marxistiske ideer kommer ind i arbejderbevægelsen. Hvis ikke arbejderne skal lide nederlag, må de bevæbne sig med de bedste kamptraditioner fra den internationale arbejderbevægelse.

Arbejderbevægelsen har for længe haft ledere, hvis kampvilje ikke rakte længere end til frokostbordet. Mange arbej-dere er utilfredse med det og ønsker arbejderbevægelsen tilbage på et socialistisk program, der for alvor kan udfordre de borgerlige.

Derfor går det fremad for Socialistisk Standpunkt, bl.a. får vi flere og flere besøgende på vores hjemmeside. Den er nu blevet udsat for en ordentlig omgang og har fået helt nyt udseende. Kig selv ind på WWW.MARXIST.DK og se! Som den opmærksomme læser vil have opdaget, er også vores blad blevet udsat for en række ændringer i layoutet.

Vi opfordrer alle, der sympatiserer med vores ideer og mål om demokratisk socialisme, til at kontakte os og være med til at opbygge den marxistiske tendens i arbejderbev-

WWW.MARXIST.DK

Arbejderbevægelsens ledelse

NR. 13 H MAJ 2003

Arbejderklassen og dens ledelse Marxister tillægger spørgsmålet om le-delsen af arbejderbevægelsen stor betyd-ning. Dette spørgsmål anser vi som alt-afgørende for, hvordan klassekampen udvikler sig. Men hvorfor egentlig det?

Når arbejdere og unge engagerer sig i kampen mod forringelser og for et bedre samfund, og når folk begynder at udvikle en bevidsthed om, at noget må ændres, så støder de til stadighed ind i den enor-me hindring, som arbejderbevægelsens ledelse i dag er blevet til. Derfor er det vigtigt at forstå, hvad dette problem bun-der i, hvad ledelse i virkeligheden bety-der, og hvordan vi kan få en ledelse, som tager arbejderes og unges problemer al-vorligt og vil kæmpe for vores krav.

Ledelse og klasse Som så mange andre spørgsmål så er spørgsmålet om ledelse også et klasse-spørgsmål. Borgerskabet har brug for en helt anden type ledelse end arbejder-klassen. Borgerskabet har brug for ledel-se primært af to årsager.

For det første fordi det skal kunne lede og fordele ar-bejdet, dvs. sætte arbejdstempoet op, sørge for at holde styr på arbejderne og udnytte arbejdskraften bedst muligt. For det andet så består borgerskabet af en mængde forskellige konkurrerende indi-vider. Uden en eller anden form for le-delse, ville de bekrige hinanden og smad-re hinanden sønder og sammen – dette ses i nogle lande med et meget, meget svagt statsapparat.

Arbejderklassens behov for ledelse udgår fra nogle helt andre behov end borgerskabets, og derfor må dens ledelse nødvendigvis også se helt anderledes ud. Arbejdere er ikke stærke som individer. Her snakker vi ikke om fysik eller personlighed, men om styrke til at ændre samfundet. Arbejdere har kun styrke som kollektiv, dvs. som en forenet klasse. Selvom samfundet forsøger at

opdrage folk til at leve individualistisk, så er bor-gerskabets “individualisme” helt ander-ledes end arbejderklassens.

Folk inden for borgerskabet opnår deres fulde indi-viduelle udvikling i konkurrence med an-dre, ved at konkurrere dem ud af marke-det. For arbejdere er sagen helt ander-ledes. Som individ kan man ikke opnå permanente lønstigninger, sikkerhed, velfærd og så videre. Kun gennem ar-bejderklassens fælles kamp, som en samlet klasse, kan almindelige arbejdere gøre en forskel og ændre deres egne levevilkår.

Arbejderklassens ledelses opgave er derfor at udbrede kampen og gøre den dybere. At inddrage så mange som muligt i beslutningerne og i kampen for at ændre samfundet. Til det er det nødvendigt med erfaringer, som indeholder pro-gram, taktik, idéer og perspektiv.

Den ledelse, som arbejderklassen har brug for, er ikke en ledelse, der skal komman-dere og bestemme alting. Den ledelse, der er brug for, er derimod en ledelse, som kan forene klassen, og som har de nødvendige erfaringer, der kan lede den til sejr.

Får arbejderklassen den ledelse, som den fortjener?

Nogle vil mene, at ledelsen i arbejderbevægelsen afspejler arbejdernes aktivitet. Det vil sige, “at arbejderklassen får den ledelse, som den fortjener”. Men dette udsagn forenkler i virkeligheden et spørgsmål, som er langt mere komplekst.

I artiklen “Klassen, partiet og ledelsen” forklarer Trotskij, hvorfor spørgsmålet slet ikke er så simpelt: “Der findes en gammel talemåde fra det evolutionistiske og liberale historiesyn: Ethvert folk får den regering, det fortjener. Historien vi-ser imidlertid, at ét og samme folk i løbet af en relativ kort periode kan få meget forskellige regeringer (Rusland, Italien, Tyskland, Spanien osv.), og

desuden at rækkefølgen af disse forskellige rege-ringer overhovedet ikke går i én og sam-me retning: fra enevoldsmagt til frihed, som tilhængerne af den liberale udvik-lingslære troede. Hemmeligheden bag dette er, at et folk består af fjendtlige klasser, og at klasserne selv består af forskellige og delvist modstridende lag, som kommer under forskellige ledelser; desuden kommer ethvert folk under ind-flydelse af andre folkeslag, som selv be-står af klasser.

Regeringer udtrykker ik-ke den systematisk voksende ‘moden-hed’ hos et ‘folk’, men er et produkt af kampen mellem forskellige klasser og de forskellige lag inden for én og samme klasse, og endelig effekten af ydre fak-torer - alliancer, konflikter, krige osv. Dertil kommer, at en regering, når først den er blevet oprettet, kan bestå meget længere end det styrkeforhold, som skabte den.

Det er netop ud af denne modsætning, at revolutioner, statskup, kontrarevolutioner osv. opstår”.

Det er til en vis grad rigtigt, at hvis arbej-dere var mere aktive, så ville arbejder-bevægelsens ledelse måske også se an-derledes ud, end den gør i dag. Men for det første er selve ledelsen og den politik, som den fører, en væsentlig årsag til manglende aktivitet – så man kan også omvendt sige, at hvis arbejderbevægel-sens ledelse så anderledes ud, så ville arbejderne være mere aktive. Og pro-blemet er også, at arbejderbevægelsens ledelse ikke kun reflekterer arbejdernes aktivitet, men i lige så høj grad borger-skabets aktivitet.

Den ledelse, som fin-des nu, er stærkt præget af fremmede klasseinteresser.

Den består af bureau-krater, som er dybt præget af arbejds-givernes idéer. Disse folk vil hellere indgå kompromisser og forhandle end at kæm-pe for deres medlemmers interesser. De baserer sig i højere grad på dem, som er passive, frem for dem, der er aktive. I mange fagforeninger kigger folk under-ligt på

5

Arbejderbevægelsens ledelse

SOCIALISTISK STANDPUNKT fundet, fortjener ikke en ledelse, som gang på gang svigter dem. Bureaukratiet i den danske arbejderbevægelse ny-der godt af privilegier og lever på bekost-ning af bevægelsen og ikke for at styrke den. De vil ikke længere kæmpe arbej-dernes sag, og de har ikke i sinde at lave et effektivt forsvar for velfærdsstaten. For dem var det nok at lave en “folke-fest”, når det, der virkelig var brug for, var en generalstrejke, der kunne tvinge de borgerlige tilbage.

Derfor er det nødvendigt at smide dem ud. Men der er ikke nok i sig selv, der er stadig brug for en ledelse.

Der er brug for kundskaber som taktik, program, perspektiv og idéer. Der er brug for nogle, der tager erfaringerne videre og på baggrund af dem viser en vej fremad. En ledelse kan ikke opstå spontant, men må opbygges og trænes gennem mange kampe og må uddannes i teorier for at forstå, hvordan kapitalismen fungerer.

en, hvis man siger, man vil være fagligt aktiv. Ledelsen i fagbevægelsen vil hellere bare have en “service-orga-nisation”, og lederne i Socialdemokratiet vil lave partiet om til en “valgorganisation”, som kun er aktiv hver fjerde år under valgkampen. Denne nuværende ledelse står i stærk modsætning til almin-delige arbejdere, som i deres dagligdag oplever øget arbejdspres, stress, dårlig sikkerhed, arbejdsløshed osv. og derfor har brug for en kollektiv organisation til at føre deres kampe.

Derudover så har denne ledelse gang på gang ført arbej-derne til nederlag i alle de store kampe.

Dette har naturligvis sin effekt på arbejderes bevidsthed. Disse nederlag fører til, at mange bliver desillusionerede og holder op med at deltage i politik i en periode. Men bevidsthed er noget, som altid er under udvikling. I takt med at kapitalismen på verdensplan viser hvor

6

meget den har spillet fallit, så vil flere og flere arbejdere endnu engang komme til at indse, at det er nødvendigt at gå til kamp for at ændre samfundet.

Smid bureaukraterne på porten – opbyg en alternativ ledelse!

De danske mænd og kvinder, der hver dag står op om morgenen og går på arbejde for at skabe alle værdierne i sam-

Marxismen er ikke bare nogle tilfældige ideer. Det er et sæt af erfaringer, som danner grundlaget for en teori, der for-klarer kapitalismens udvikling og nød-vendigheden af et socialistisk samfund.

Den altafgørende opgave for arbejdere og unge, der vil ændre samfundet, er at uddanne sig selv i disse idéer, og skabe en opposition, der kæmper for dem inden for arbejderbevægelsen.

Andreas Bülow

- LO’s formand og næstformand snakker med journalister på den ekstraordinære kongres ‘03.

WWW.MARXIST.DK

Elevstrejke

NR. 13 H MAJ 2003

Elevstrejke i Roskilde!

Den 4. april samledes små 500 elever og studerende til demonstration på torvet i Roskilde. Demonstrationen var arran-geret af elever fra Amtsgymnasiet i Ros-kilde (AiR), men tiltrak elever og stude-rende fra stort set alle uddannelsesinsti-tutioner i byens omegn.

Demonstrationen bød på både musik og talere og spontane paroler fra “bøger - ikke bomber” til “regimeskifte

starter hjemme”. Demonstrationens overordne-de parole var en appel til alle danske ar-bejdere om en 24 timers generalstrejke mod regeringens støtte til krigen i Irak.

På AiR var eleverne gået sammen om en fælles strejke fra kl. 10.00. Eleverne havde planlagt og mobiliseret strejken gennem skolens elevråd. Der blev mo-biliseret blokadevagter, der skulle

holde lærerne udenfor klasselokalerne, så de ikke kunne indberette nogen af eleverne som fraværende, imens de var til demon-stration.

En begivenhed som i Roskilde er et godt eksempel på, at danske elever og studerende endelig tager tråden op efter deres sydeuropæiske kammerater og lader sig inspirere af de store bevægelser, vi har set i lande som f.eks. Spanien. Samtidig bliver der gjort op med en misforståelse, der ellers syntes at have groet sig fast i brede kredse af elev- og studenterbevægelsen: At elever og studerende ikke må beskæftige sig med andet end uddannelsespolitiske spørgsmål.

Elev- og studenterbevægelsen skal sikre sine medlemmers interesser, ligesom fagbevægelsen skal sikre sine medlem-mers interesser. Men elever og stude-rende har altså interesser, der rækker langt ud over uddannelsespolitiske spørgsmål. Som elev er man selvfølgelig også interesseret i, om resten af velfær-den er i orden, om man kan få et or-dentligt job med en ordentlig løn, når man engang skal ud på arbejdsmarkedet, og f.eks. om ens irakiske kammerater skal bombes sønder og sammen.

I fremtiden må elev- og studenterbevægelsen, sammen med fagbevægelsen, i langt højere grad stille krav til alle sider af det omgivende samfund og kæmpe for en bedre verden for sine

Tilmeld dig Socialistisk Standpunkts nyhedsliste og få besked, hver gang vi opdaterer vores internetside!

- Fra anti-krigsdemonstration i København.

Kig ind på WWW.MARXIST.DK og meld dig til!

7

Irak-krigen

SOCIALISTISK STANDPUNKT

Krigen i Irak

Ødelæggelse, besættelse, modstand Under hele det amerikansk-engelske an-greb på Irak er vi blevet udsat for en sand syndflod af propaganda. Men da angrebstropperne gik ind i Bagdad, og Saddam-regimets dage var ved at være talte, nåede løgnene nye højder.

Oplys-ningerne om de enorme civile tab blev færre og færre, og i stedet fik vi billeder af glade irakere, der jublede over at væ-re blevet “befriet”.

“Befrielsen” Uden tvivl er de fleste irakere lykkelige over, at Saddams brutale styre er faldet sammen. Men at påstå, at et folk, der i mere end 10 år har været udsat for de mest umenneskelige sanktioner med op mod en million døde til følge, og som er blevet bombet og har fået deres land ra-seret, som har mistet venner og familie – at påstå, at de nu skulle juble

og byde dem, som har været skyld i alle disse li-delser, velkommen, det er simpelthen ab-surd. Hvad vi har set af “jubelscener” på tv, er intet andet end amerikansk isce-nesættelse. Tag et kig på de gamle op-tagelser af ægte folkelig jubel efter befri-elsen fra nazisterne – der kan man se tusinder og atter tusinder af mennesker, der danser i gaderne, omfavner soldater-ne og glæder sig. Det har intet at gøre med de optagelser, vi nu får vist af små grupper af irakere, der under nøje ame-rikansk overvågning gør, som der bliver sagt.

8

Besættelse Krigen er ikke slut endnu. Det indledende angreb og erobringen af landet er gennemført, men nu ligger der en langvarig besættelse forude. Hvad det er der tæller for erobrerne, og hvad det var der

- Irakere i demonstration mod den amerikanske besættelse af deres land.

En anden del af den amerikanske iscenesættelse har været de omfattende plyndringer. I flere aviser (bl.a. Information, 19/4) har der været rapporter om, at plyndringerne i vidt omfang blev star-tet på direkte opfordring fra de ameri-kanske styrker, med det formål at skabe mest muligt kaos, som så skulle retfær-diggøre besættelsestroppernes fortsatte tilstedeværelse.

- Amerikansk soldat tager sig kærligt af et par irakere.

blevet ramt af “vildfarne” amerikanske bomber og skud. Den virkelige verdens krig med blod, død og ødelæggelse stemmer dår-ligt over ens med billedet af de rene a-merikanske befriere, der kun lader deres retfærdige vrede ramme de onde…

Krigens ofre Al snakken om humanisme og at man ville undgå civile mål, er blevet afsløret som det, det var. Bagdads hospitaler var på sammenbruddets rand pga. de store antal civile sårede, og store dele af landet ligger smadret hen. Det er svært at få fat på tabstal, og det bliver ikke bedre af, at de tv-stationer og journalister, der har prøvet at rapportere ærligt fra krigen, “beklageligvis” alle sammen er

lå bag angrebet, blev lynhurtigt klart.

Det irakiske folks problemer blev der ikke tænkt på – der gik meget lang tid, før besættelsesmagterne gjorde noget ved vand- og madforsyningen, som de selv havde smadret. Til gengæld var de utro-ligt hurtige til at sikre sig olieområderne og få dem op at køre igen. Det virkelige formål med krigen har aldrig været det irakiske folks ve og vel, at indføre demo-krati eller det, der ligner. Det har hele tiden været et spørgsmål om at sikre den amerikanske kapitalismes kontrol med området, både militært og økonomisk.

Amerikanske firmaer har allerede fået lovning på fede kontrakter til genopbygningen af alt det, som deres egen hær har smadret. Det kan nemt blive en me-get god forretning.

WWW.MARXIST.DK

Irak-krigen

NR. 13 H MAJ 2003 Og her har USA endelig fundet noget at bruge FN til. Alle de andre lande kan gennem FN få lov til at betale for oprydningen – penge lige i lommen på de amerikanske firmaer.

“Masseødelæggelsesvåben” Det afgørende påskud for an-grebet var som bekendt, at man ville ind og fjerne a l l e S ad-dams såkaldte “masseødelæg-gelsesvåben”.

Dem har man imidlertid ikke set noget til. For det første må man formode, at hvis den gale mand fra Bag-dad virkelig havde alle disse våben, så ville han også have brugt dem, da hans styre var ved at falde – men det skete ikke.

Og for det andet så har amerikanerne nu haft lang tid til at finde våbnene – efter eget ud-sagn havde de jo allerede beviser på, at de var der, så man må formode, at det skulle være en smal sag lige at finde dem frem. Men nej – intet er de kommet frem med. Og skulle de til sidst komme og si-ge, at nu har de endelig fundet noget, så vil det jo unægtelig være let at tro, at CIA vil have haft en finger med i spillet og har placeret våbnene selv. Hele “masseødelæggelsesvåben”-farcen var bare et dække for den virkelige hensigt med angrebet.

“Kujoner”?

Der var aldrig tvivl om udfaldet af denne krig. Den amerikanske imperialisme har verdenshistoriens største og mægtigste krigsmaskine, så det er absolut ikke no-get under, at det er lykkedes dem at ind-tage Irak.

Det, der er slående, er den hårde modstand, som de har mødt under hele krigen. En af de amerikanske hærledere sagde på tv, at irakerne var “kujoner” – men er der nogen, der er kujoner, så er det dem, der gemmer sig bag den mest

moderne højteknologi, som bomber u-skyldige mennesker fra luften af, og som så oven i købet benægter det bagefter.

Modstanden fortsætter Men problemerne er kun lige begyndt for besættelsesmagterne. Modstanden mod besættelsen er voksende, og jo mere amerikanernes forsøg på at indsætte et “demokratisk” styre viser sig bare at væ-re et nyt, amerikansksindet diktatur uden interesser for den almindelige be-folkning, og jo flere ubehagelige eksemp-ler der kommer på erobrernes under-trykkelse af det irakiske folk, jo større vil modstanden blive, og den direkte kamp vil kunne begynde igen.

I den nuværende epoke er krige uundgåelige, og de vil opstå med jævne mellemrum. At bede kapitalisterne om fred er ligesom at prøve at overtale en menneskeædende tiger om, at den skal spise græs. Den eneste måde, krigene kan forhindres på, er ved at afvæbne kapitalistklassen, og det kan kun ske med revolutionære midler. Modstanden mod krigene må laves til en massebevægelse

Kapitalismens blindgyde Imperialisternes jagt på udenlandske markeder, råstoffer og indflydelsesområder vil ikke stoppe med Irak. Knap var de gået ind i Bagdad, før de begynd-te at tale om Syrien. Denne situation er et udtryk for den blindgyde, som kapitalismen befinder sig i på verdensplan, og som tvinger de store kapitalistiske lan-de til at slås for hvert eneste marked som hunde, der kæmper om et kødben.

Besøg MARXIST.DK og MARXIST.COM!

Følg med i situationen i Irak!

Både på vores danske og internationale internetside vil der løbende blive opdateret med artikler om den spændte situation.

9

Irak-krigen

SOCIALISTISK STANDPUNKT

Irak – socialisme er vejen frem USA’s indtog i Irak har været utrolig uro-ligt. Det har været præget af plyndringer, fortsatte kampe og generelt kaos. Det er resultatet af, at Saddam Husseins re-gime blev væltet af en udenlandsk be-sættelsesmagt, og ikke af irakerne selv. Mange mener, det ville have været en umulig opgave for irakerne selv at vælte “deres” diktator.

Derfor var det nød-vendigt, at USA sammen med Stor-britannien gik ind og besatte landet, me-ner de. Men sådan en holdning er his-torieløs og passer ikke med virkelig-heden.

Da masserne i Jugoslavien rørte på sig, tog det mindre end et døgn, før Milosevic blev tvunget tilbage.

Et andet eksempel er Iran. I 1970’erne var shahens diktatur det hårdeste og mest undertrykkende i regionen. Shahen rådede over en kæmpe hær og en brutal politistyrke. På overfladen virkede det uovervindeligt. Men alligevel kollapsede det helt, da først masserne gik i aktion. Desværre blev revolutionen overtaget af islamiske fundamentalister, som henret-tede de revolutionære

tropper, så de kunne slå opstanden ned.

Det sid-ste USA ønsker i Irak er en folkelig op-stand, hvor irakerne selv tager kontrollen med olierigdommene og selv tilrettelæg-ger produktionen demokratisk.

Fredsbevægelsen Mange velmenende og venstreorienterede har under krigen mod Irak slået til lyd for, at man burde “stoppe krigen” og lave “fred”. For det første er det uklart, hvad der ligger i begrebet “fred”.

Hvis det er kapitalisternes fred til at ud-

- Irakiske børn leger i udbombede ruiner.

Massernes magt Da NATO bombede Jugoslavien for tre år siden, opnåede de ikke at vælte Milo-sevic. To måneders hårde bombarde-menter af Beograd medførte ikke nogen politisk ændring.

Det var først, da de jugoslaviske arbejdere selv tog affære, at der skete noget.

10

arbejdere.

Der er mange flere eksempler på, at masserne sagtens kan kaste rådne og undertrykkende regimer af sig. Og der er lige så mange eksempler på, at USA absolut ikke ønsker dette. Da shia-muslimerne i Sydirak gjorde oprør under golfkrigen i 1991, åbnede amerikanerne en korridor til Saddam Husseins

nytte arbejdere, til at skære ned og til at ødelægge miljøet, lige så tosset de vil, så er det så som så med „freden“. Kapitalismen dømmer hver dag millioner af mennesker til nød og elendighed.

Omkring 800 mio. mennesker lever på sultegrænsen, og halvdelen af planetens befolkning lever for under to dollars

WWW.MARXIST.DK

Irak-krigen

NR. 13 H MAJ 2003 om dagen. Samtidig med at lidt over 400 su-per-rige milliardærer ejer det samme, som halvdelen af Jordens befolkning. Og det bliver værre dag for dag.

Levestan-darden i et f.eks. et land som Pakistan er i dag nede på samme niveau som for 150 år siden. Hvis det er “fred”, så er der noget rivende galt.

Folk i fredsbevægelsen har også tidligere slået til lyd for, at man måtte “stoppe krigen”. På overfladen et radikalt og vidtgående krav. Men desværre uden en forståelse af, hvad krig er for en størrel-se. Krigen lod sig ikke forhindre af mas-seprotesterne, og slet ikke af de små in-dividuelle “direkte aktioner”. Og hvorfor ikke? Fordi kapitalismen ikke havde råd til at undgå denne krig.

I en periode med nedgang i verdensøkonomien og generel utilfredshed, er det vigtigt for Washington at slå fast, at absolut ingen skal få sjove ideer om at sætte sig op imod det amerikanske kapi-talistiske imperium. Og samtidig er det essentielt for de amerikanske kapita-lister, at olieforsyningerne foregår sik-kert, stabilt og til lave priser.

For at vinde nye markeder og nye profitter griber kapitalismen til våben. Af den grund kan spørgsmålet om krig eller fred ikke isoleres fra det omgivende samfund, fra politik og klassespørgsmål.

ved at afvæbne kapitalisterne og deres hære. Dette vil aldrig ske ved frivillige forhand-linger og små symbolske aktioner.

Det kræver, at arbejderbevægelsen sæt-ter sig i spidsen for at afskaffe ka-

Læs marxisternes internationale manifest mod krigen!

Læs eller bestil en trykt udgave på vores internetside!

Så længe kapitalismen eksisterer, vil der komme nye krige igen og igen.

Den eneste måde at stoppe krig på er

- Mens vandforsyningen var nede, måtte irakere tage til takke med, hvad de kunne få. Amerikansk tank på patrulje.

11

Irak-krigen

SOCIALISTISK STANDPUNKT

Ingen dansk deltagelse i besættelsen af Irak!

Ingen danske soldater til Irak!

På den måde har den borgerlige Foghregering gjort Danmark til deltager i en blodig krig med tusinder af civile ofre og en uretfærdig besættelse af et fremmed folk. Danske soldater skal være med til at holde en besat befolkning i ro og sikre profitterne til de amerikanske selskaber, som sidder og trækker i trådene.

DF’s imperialistiske drømme Danske firmaer har også store forhåbninger til “genopbygningen” af Irak.

For hvorfor skal de ikke også have lidt ud af det? Dansk Folkeparti har i denne sag afsløret sig som det internationale stor-borgerskabs leflende skødehund – deres højtbegavede og umådeligt charmeren-de talsmand Peter Skaarup har slået fast, at nu har Danmark været med til krigen, så skal “vi” sørme da også have noget for besværet. Og i tvavisen tilbød han storsindet, at Danmark da sagtens kan overtage kontrollen med et af de administrative områder, Irak eventuelt skal inddeles i. Idéen bag er klar nok: “Vi skal satme ikke ha’ nogen perkere heroppe, men vi vil da hjertens gerne ned og holde dem på plads og suge penge ud af dem – så ka’ de lære det, ka’ de!” Hvem ved – måske kunne vi få sendt Pia Kjærsgård med som tropsfører…

Det kan ikke passe! Den danske arbejderbevægelse må kræve tilbagetrækning af al dansk støtte til USA’s besættelse af Irak. Alle danske soldater må hjem igen! De skal ikke risikere livet for at score penge til rige amerikanske kapitalister!

Krigsmodstanden Socialdemokratiet var ellers (stort set) imod krigen, men synes nu, at det er i orden at sende en dansk besættelsesstyrke af sted, også uden FN’s godkendelse. SF derimod synes kun, at besættelse og udplyndring af et andet land

Danmark har som bekendt bidraget heroisk til felttoget mod Irak – med en kor-vet og den snart sagnomspundne u-båd Sælen. Så nu hvor det indledende an-greb er overstået, styret er faldet, og “det nye Irak” skal bygges op under streng amerikansk kontrol til glæde for olie-baroner og andet godtfolk, så skal Dan-mark selvfølgelig også være med!

Re-geringen har lovet at sende soldater ned som en del af de fremmede styrker, der skal holde Irak besat.

- Offer for amerikansk, danskstøttet, “humanitær” bombe.

12

- Anders Erobreren.

er o.k., hvis FN har sagt god for det.

Men hvis der er noget, som hele Irakkonflik-ten har vist, så er det, at FN er absolut ubetydeligt – og i det omfang, det spiller en rolle, så er det en dårlig rolle, som USA’s forlængede arm. Med eller uden FN-godkendelse må hele arbejderbevæ-gelsen gå ind i kampen mod besættelsen af Irak. Helt ind på venstrefløjen er der opstået tvivl blandt nogle – er det nu klogt at kræve, at USA trækker tropperne ud? Vil det ikke bare blive kaos, og kan ira-kerne nu klare sig selv? På den måde har de plyndringer, som USA har iscene-sat for at retfærdiggøre deres tilstede-værelse, altså haft en vis virkning, men vi må ikke lade os narre!

Ikke ét øjeblik kan vi acceptere, at en imperialistisk magt holder et fattigt og udbombet land besat. Den danske arbej-derbevægelse må sætte alle midler ind på at kræve den danske deltagelse stop-pet, og vi må give fuld støtte til arbejdere og unge i Irak i deres kamp for at smide de fremmede invasionsstyrker på por-ten.

Kasper Siegismund

WWW.MARXIST.DK

Venezuela og Afghanistan

NR. 13 H MAJ 2003

Venezuela et år efter kuppet Den 13. april samledes flere hundrede tusinde mennesker på Bolivar Avenue i Venezuelas hovedstad Caracas. De fej-rede et-årsdagen for den folkelige op-stand, der stoppede det reaktionære kup imod præsident Chavez, kun to dage ef-ter at det var begyndt.

Den 11. april havde den såkaldte “Demokratiske Koordinering”, som er i opposition til præsident Chavez, indkaldt til en demonstration, som skulle mindes dem, der døde 11. april sidste år.

Det er der to ting at sige om: For det første, at de er gennemførte hyklere, i og med at langt størstedelen af de dræbte var på Chavez’ side og blev dræbt af oppositionsfolk. For det andet at deres opbakning er forsvindende lille.

Demonstrationen var blevet opreklameret med daglige annoncer i massemedierne, som alle sammen støtter op-positionen. Den var lagt stort an, og der var sat scene og højtalere og det hele op, men det blev så stor en fiasko, at oppositionens egne medier ikke engang turde at rapportere fra dagen! Hvis bare der havde været et par tusinde, kunne de have prøvet at fremstille det som hundrede tusinde eller en million, men der kom nærmest slet ikke nogen!

Denne fiasko kommer efter det nederlag, som oppositionen led i decemberjanuar, da de gennem lockout og sabotage prøvede at skabe kaos i landet for at vælte Chavez. Oppositionen består primært af arbejdsgiverne, bankfyrsterne og bureaukratiet i olieselskabet PDVSA – med aktiv støtte fra de ame-rikanske storkapitalister, og de er meget imod Chavez’ forsøg på at lave refor-mer til fordel for den almindelige befolk-ning.

Men også denne engang lykkedes det folket og især de almindelige oliearbejdere, som tog olieproduktionen i egne

hænder, at stoppe den udemokratiske opposition. Siden har oppositionen været dybt splittet og reelt ude af stand til at handle.

Men på den modsatte side – blandt dem, der støtter den revolutionære proces – er situationen en helt anden.

Massedemonstrationen den 13. april oversvømmede Caracas med røde flag, og der var glæde og festlighed. Masserne har stor selvtillid nu, hvilket bl.a. af-spejles i sloganet “enhver den 11. har en 13.” Det ville imidlertid være for let-sindigt at tro, at reaktionen er helt død og begravet. De har lidt et stort neder-lag, men overklassen vil bestemt ikke frivilligt opgive sin kamp for at bevare sine privilegier og positioner.

Så længe man ikke tager fat ved ondets rod og helt fjerner arbejdsgivernes ret til at styre økonomien, vil de stadig kunne slå igen.

forvirring mht. revolutionens mål, som findes især i bevægelsens ledelse.

Den eneste måde at forsvare den revolutionære proces på er ved at gøre den dybere, at udvide demokratiet fra det politiske til det økonomiske område.

Og der må arbejderklassen spille den leden-de rolle.

Oliearbejderne har vist, at de venezuelanske arbejdere selv kan styre et af verdens 50 største firmaer. Arbejderklassen kan sagtens køre landet under sin egen demokratiske ledelse og kontrol. Hvis den venezuelanske revolution skal forsvares, må den gå i retning af socia-lisme.

Efter en artikel af Jorge Martin i Venezuela

Den revolutionære bevægelses største svaghed er stadig på den ene side mangelen på et landsdækkende, demokratisk organ, der kan koordinere de revolutionære organisationer og generalisere erfaringerne, og på den anden side den

Hvad sker der i Afghanistan?

Mens der bliver snakket så meget om Irak og USA’s “befrielse” af det irakiske folk, er det nok værd at se på, hvordan det går i det sidste land, som den amerikanske hær “befriede”.

Afghanistan efter Taliban er ifølge menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch blevet til et rædselsstyre, som ikke adskiller sig meget fra Ta-liban. Lokale krigsherrer har taget kontrol med store dele af landet vha. pen-ge fra USA. Den religiøse fundamentalisme er tilbage, pigers adgang til skoler osv. er truet igen – kort sagt al snakken om befrielse og demokrati i Afghanistan gennem amerikanske bomber og invasion var lige så hul, som det er tilfældet i Irak. Kilder nær FN’s menneskerettighedskommission har ifølge svensk tv peget på, at USA modsætter sig, at de rapporterede overgreb i Afghanistan udsættes for internationale undersøgelser.

13

Verden i bevægelse

SOCIALISTISK STANDPUNKT

Verden i bevægelse Under den nuværende globaliserede ka-pitalisme er alle lande endnu mere afhængige af hinanden end de var førhen, og alle lande følger mere eller mindre en eller anden form for samme røde tråd. Krakker et lands økonomi, har det indflydelse på andre lande, der så igen har indflydelse på deres samarbejdspart-nere og konkurrenter. Der er ikke ét land i verden, der kan sige sig fri for verdensøkonomiens og det verdensomspændende markeds dominans.

Selvom globaliseringens konsekvenser er grumme og forfærdelige, er globaliseringen alligevel, på en måde, progressiv.

Globaliseringen har knyttet så tætte for-bindelser landene imellem, at vi for før-ste gang ser en virkelig global krise, hvil-ket i virkeligheden gøder jorden for pro-tester verden over på mere eller mindre samme tidspunkt, og sidst men ikke mindst er det grundlaget for den socialis-tiske revolution i hele verden.

14

Godt nok ser protesterne ikke ud til at være rettet mod det samme – på overfladen. Men i virkeligheden skyldes alle protesterne det samme, nemlig en kold og kynisk kapi-talisme, der prioriterer en rig minoritets profitinteresser højere end almindelige menneskers basale behov.

Kæmpe radikalisering verden over Hvis vi skulle nævne hele rækken af be-tydningsfulde og vigtige begivenheder det sidste stykke tid, ville det fylde mere, end denne avis tillader, men af de vig-tigste kan vi nævne: Oprør og besæt-telser af fabrikker i Argentina, revolution og kontrarevolution i Venezuela, en lang række mindre oprør i Latinamerika, i Eu-ropa har der været store strejker i Spa-nien, Italien, Grækenland, Tyskland og England. I DK har vi også været vidner til

radikalisering og kamp. De studerende har været på gaden flere gange, pædagogerne har strejket, der var lige ved at opstå konflikt ved overenskomstforhandlingerne sidste forår osv. Den sidste måned er antikrigsbevægelsen så for alvor opstået; med over 110 mio. på gaden verden over den 15. februar har man slået verdensrekorden i deltagere i demonstrationer på samme tid.

Om ens parole er “Færre elever i klas-serne!”, “Stop privatiseringen af drikke-vandet!”, “Stop krigen!”, “Ingen racister i vores gader!” osv., så er de i virkelig-heden forskellige udgaver af samme pa-role, nemlig: “STOP KAPITALIS-MENS PLYNDRING AF MENNES-KENE OG NATUREN!”.

- Det er nemlig i bund og grund netop kapitalismen, der forårsager alle disse problemer!

WWW.MARXIST.DK

Verden i bevægelse

NR. 13 H MAJ 2003 Selvom der til tider ikke sker noget i ens eget land, må man forstå, at klassekampen er en modsætningsfyldt udviklingsproces; en proces, hvor forskellige ting indvirker på hinanden og resultatet af processerne. At der f.eks. i Danmark er flere, der går ind for krigen, end der er i Spanien, afspejler ikke, at danskere bedre kan lide krig – det viser bare, at de danske masseorganisationer ikke har forstået deres opgave og ikke har mobiliseret og informeret imod krigen.

Masseorganisationerne må stille sig i spidsen for radikaliseringen Det, som vi ser gang på gang, er at massernes bevidsthed overgår massernes organisationers vilje til at lede. Herhjemme har gymnasieeleverne strejket i Roskilde og mange andre byer og protesteret mod krigen i Irak, mens ledelsen i DGS har nægtet at tage stilling til krigen! Det samme er tilfældet i en række fagforeninger, der dog har meldt ud, at de er imod krigen, men alligevel vil de ikke handle imod krigen.

Michael Styrk

Det vigtigste at forstå er den blindgyde, kapitalismen befinder sig i på verdensplan.

Modsætningerne hober sig op og forbereder en meget eksplosiv situation. Massernes stemning kan ændre sig hurtigt og svinge vildt til venstre på et vist tidspunkt, når krisen udvikler sig.

Fra “Verdensperspektiv 2002 - Perspektiv for verdensrevolutionen”.

Dokumentet “Verdensperspektiv 2002 Perspektiv for verdensrevolutionen” kan bestilles for 10,- via www.marxist.dk eller på tlf. 21824814.

Siden 1945 har der ikke været noget, der kan sammenlignes med den nuværende situation med global ustabilitet – en kombination af krig og krise. I lang tid var det kapitalistiske system inde i et kraftigt opsving, med fuld beskæftigelse og stigende levestandard i de fremskredne kapitalistiske lande og relativ stabilitet i staternes forhold til hinanden. Nu er verdensøkonomien på vej ind i den første samtidige nedgang siden 1974. Denne situation er ikke set før, hvilket vækker dyb bekymring blandt kapitalens strateger.

Fra “Verdensperspektiv 2002 - Perspektiv for verdensrevolutionen”.

15

Arbejderbevægelsens historie

SOCIALISTISK STANDPUNKT

Arbejderbevægelsens historie del 8

Kamp efter første verdenskrig Tiden efter første verdenskrig var meget turbulent. Overalt var der oprør, revolutioner og kontrarevolutioner. I Danmark samlede de mest militante arbejdere sig i den syndikalistiske bevægelse, der hav-de eksisteret i Danmark siden 1910 un-der navnet Fagoppositionens Sammen-slutning, FS (se del 5 i denne serie).

Marie Nielsen, der i 1916 havde forladt hovedbestyrelsen af Socialdemokratiet i protest mod den reformistiske linje, dan-nede i foråret 1918 Socialistisk Arbej-derparti sammen med bl.a. sadelmager-en Thøger Thøgersen, Martin Andersen Nexø og Christian Rassow.

Marie Nielsen Det er absolut ikke i alle historiebøger, at man kan finde navnet Marie Nielsen.

Dette til trods for at hun var en virkelig revolutionær pionér, eller måske netop derfor. Hun var skolelærer og havde fra sin ungdom været med i Socialdemokratisk Ungdomsforbund. Hun kæmpede blandt andet for kvindernes ret til ligestilling og stemmeret. Hun var glø-dende socialist og med i spidsen i arbej-dernes kamp. Dette førte til, at hun i november 1918 blev idømt halvandet års tugthus på grund sit politiske arbejde. Hun var blandt andet redaktør af SAP’s blad klassekampen i en periode.

Efter hun kom ud af fængslet i påsken 1920, tog hun straks til 3. Internationales ver-denskongres som delegeret fra Danmark. Da hun kom hjem, var hun blandt stifterne af Danmarks Kommunistiske Parti. Hun blev senere ekskluderet af DKP pga. forsvar af Trotskij og kritik af Stalin. Hun forblev revolutionær soci-alistisk kvindeforkæmper til sin død i 1951.

Ungsocialdemokraterne starter DKP Socialdemokratisk Ungdomsforbund holdt kongres i Slagelse i 1919. Her be-sluttede man, at man ville ophæve

16

sam-arbejdet med Socialdemokratiet, med mindre det stoppede samarbejdet med de borgerlige partier, den såkaldte borg-fredspolitik. Dette havde ledelsen af So-cialdemokratiet dog ikke nogen inten-tioner om at gøre, hvilket førte til, at SUF indkaldte til en ny kongres i Frede-ricia i november 1919, hvor de beslutter at danne Danmarks Venstresocialistiske Parti, DVP sammen med SAP og partiet Uafhængigt Socialdemokrati, der senere viste sig at være finansieret af kapitalis-terne, blandt andet ØK. Da 3. Internati-onale vedtager sine 21 optagelsesbetin-gelser i 1920, skifter DVP ifølge disse betingelser navn til

- Marie Nielsen

Danmarks Kommu-nistiske Parti.

Murerne går konkurs Tiden efter første verdenskrig var absolut en hård tid med fattigdom og massearbejdsløshed. I de fattige kvarterer hærgede den ene sygdomsepidemi efter den anden. I slutningen af 1918 brød den spanske syge ud, og den slog 4.200 kø-benhavnere ihjel. Næsten alle ofrene var fra de overfyldte arbejderkvarterer.

Men arbejderne havde på ingen måde tænkt sig passivt at lade stå til.

Blandt mange andre havde murersvendene i København stillet krav om 8-timers arbejdsdag. Da arbejdsgiverne afviste dette, besluttede murersvendenes

generalforsamling, at man ville indføre den engelske uge, lige meget om arbejdsgiverne ville være med eller ej.

Den engelske uge betød, at man i stedet for at arbejde fra 6-17 alle ugens dage (und-tagen søndag) gik hjem kl. 12 om lør-dagen. Med en arbejdsuge som ellers var på 56,4 timer må man vel sige, at dette var tiltrængt. Murerne startede ak-tionen april 1918 og blev derefter idømt den ene bod efter den anden af den fag-lige voldgift. I august skulle der falde endelig dom i arbejdsretten.

Murerne kunne se, hvor det bar hen og følte sig derfor pludseligt grebet af omsorg for de ældre murersvende. De forærede al deres ejendom, værdipapirer og penge til stiftelsen for de ældre murersvende, og i september 1918 måtte kongens fo-ged erklære fagforeningen for konkurs.

Kamp for 8-timersdagen Men dette var absolut ikke enden på det. I februar stiller den nyvalgte formand for murerne i København, syndikalisten Christian Rassow, krav til mestrene om øjeblikkelig indførelse af 8-timersdagen. Dette skete, efter at De Samvirkende Forbund, DSF, havde følt sig presset til at overtage kravene for en lavere ar-bejdstid. Men da de først var nået til forhandlingsbordet, begyndte de at fire på kravene. Og så følte murerne altså, at de måtte skride til handling. De fik stor opbakning fra de andre byggefag, der blev mødt med lockout fra arbejdsgi-vernes side. Dette satte en stor kampag-ne i gang for at støtte de lockoutede ar-bejdere. Mange steder gik arbejdere med i strejken. Til sidst genoptog DSF forhandlingerne, og på grund af byg-ningsarbejdernes og smedenes kamp lyk-kedes det at presse arbejdsgiverne til at indføre 8-timersdagen fra 1. januar 1920. En del fag var dog ikke med i for-liget, bl.a. sømændene, kuskene og landarbejderne. Men bygningsarbejderne havde fået en 8-timersdag, og man Lasse Bertelsen fik samtidig en lønstigning på 82% i

WWW.MARXIST.DK

På spidsen

NR. 13 H MAJ 2003

På Spidsen - På Spidsen - På Spidsen - På Spidsen - På Spidsen

Guds kærlighed

Religion er oppe i tiden. Som et bidrag til debatten blev der lige før påske uddelt hæftet “Hjertesager”, hvor det “enkelt” og “troværdigt” forklares, hvad kristen-dom er. Det er dog ikke et “læreskrift”, men alligevel et skrift, man kan “lære noget af”.

indsigt i forholdene.

Men Kirken kan også hjælpe arbejdere, der lider under et stadigt hårdere arbejds-pres. Et af kirkens tilbud er, at man kan få en snak præsten. Endvidere er guds-tjenesten et “vidunderligt fristed i en ef-fektivitetsplaget hverdag”, og så får den også en til at føle sig “lille”.

En ting, som arbejdsgiverne næppe vil beklage, når der skal effektiviseres.

Endvidere får man at vide, at “Gud er kærlighed”. Kær-ligheden til arbejdsgiverne lader sig i hvert fald ikke fornægte.

skal der gives, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har.

Men mine fjender dér, som ikke vil have mig til konge, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne”. (Lukas, kapitel 19, vers 26 og 27)

Joannes a Stykki

Efter disse vise og krystalklare ord skulle man tro, at man havde fået nok at vide. Men som søgende mennesker er det godt at læse mere end ét skrift.

Så vide-re til Politiken. Kirkeminister Tove Fer-go udtaler til avisen, at vi har “brug” for præster som Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti. Et menneske, som klart er troværdigt i sin tro. Og hans politik på bl.a. flygtninge- og indvandrerområdet kan hurtigt bekræfte én i, at “Gud er kær-lighed”.

Biskoppen i Københavns Stift erklærer i hæftet, at “mange spørger i disse år om, hvad kristendom er”. Svaret på hvad kristendom er, har både præster og læg-folk - bl.a. en chefkonsulent og en læge – prøvet at give. Her På Spidsen er vi videbegærlige, så vi kastede os med be-gejstring over dette hæfte.

I hæftet får man bl.a. at vide, at tro er en “bevæ-gelse”, som altid er “på vej tilbage til sit udgangspunkt”. Endvidere får man at vide, at man tror, fordi man “mødte et menneske, som var troværdigt i sin tro”.

En central del i kristendommen er, at en-hver ligesom kannibaler får del i Jesu legeme, når man spiser det tørre brød.

Og som vampyrer skal man drikke Jesu blod. Dog erklærer en læge, at tanken om at spise Jesu legeme og blod er ham “fremmed”. Som læge har man jo en vis

Men hvis man skal blive klog på troens bevægelse, skal man “tilbage til kilderne”, som der står i hæftet. Og kilden i denne sag er som bekendt Bibelen.

Der-for kastede vi os over Bibelen for at fin-de et par gode eksempler på Guds kær-lighed fra Gamle og Nye Testamente, som her videregives til alle: “Du må ikke bringe dig i familie med dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig”. (Femte Mose bog, Kap. 7, vers 3 og 4) Og et Jesus-citat fra Nye testamente: “Jeg siger jer: Enhver, som har, til ham

Bestil Socialistisk Standpunkts “Den Store Røde Sangbog”, som indeholder 215 af de absolut bedste røde sange. Pris 60,- kr. (plus evt. porto). Marxist@marxist.dk, tlf. 21824814.

17

Kampen om arbejdsdagen

SOCIALISTISK STANDPUNKT

Kampen om arbejdsdagen Trods alle mulige regler for fastsættelse af arbejdsdagens længde, ferielove osv. fortsætter kampen om arbejdsdagen.

Marx skrev sin bog Kapitalen i midten af forrige århundrede, og vi får ofte for-talt, at både klassekampen og Marx’ teo-rier er forældede. Men de grundlæggende forhold i vores samfund er ikke ændret, selvom levestandarden tydeligt er blevet forbedret siden, i og med at arbejderklassen har organiseret sig og kæmpet for bedre forhold.

Lønnen er prisen på arbejdskraften Marx forklarer, at en arbejder må sælge sin arbejdskraft til kapitalisten for en løn, som svarer til prisen på arbejdskraften. Arbejdskraften er en vare ligesom

andre varer i et kapitalistisk samfund.

Prisen på denne vare – lønnen – svarer til det, der skal til for at reproducere arbejderen. Det betyder det, der skal til for, at han eller hun kan gå på arbejde igen næste dag og alle andre dage, indtil hun skal pensioneres.

Ligeledes skal arbejderens familie repro-duceres, hvilket betyder, at der selvfølge-lig skal være penge nok til, at børnene kan gå i skole o.l. og selv kunne varetage et arbejde, når de er blevet voksne. Det er klart, at i dag tjener en arbejder mere, end hvad der strengt taget er nødvendig til livets opretholdelse.

Marx forklarer, at lønnen selvfølgelig er afhængig af styrkeforholdet mellem arbejder og ar-bejdsgiver, og arbejderne

i Danmark har kæmpet sig til en højere løn end eksi-stensminimum.

Lønnen er, hvad arbejderen får for at gå på arbejde, men det svarer ikke til, hvad en arbejder skaber af værdi. Når man fx bygger et hus, bliver huset en vis sum penge værd, men ikke alle disse penge udbetales som løn, nogle af pen-gene er overskud, som går til ham, der har investeret i huset.

Marx kalder den værdi, som arbejderen ikke får i løn, for merværdi. Huset er bygget af arbejderne, værdien i huset er altså skabt af disse, men de får kun en del af værdien udbetalt.

- Postarbejder ved en af de nye “kamreoler”, som Post Danmark A/S indfører.

Der er tale om en ny og hurtigere metode til at sortere post på, men det kommer ikke postarbejderne til gode. I et fornuftigt samfund kunne man bruge nye teknikker og metoder til at lette presset på arbejderne, men sådan skal det ikke være! Der lægges ekstra på distrikterne, og postarbejderne får nye opgaver. Færre arbejdere skal lave det samme arbejde. På den måde bruges de nye redskaber til at mindske den del af dagen,som går til at dække lønnen, ganske som Marx beskrev for lang tid siden.

18

WWW.MARXIST.DK

Kampen om arbejdsdagen

NR. 13 H MAJ 2003 Kampen om arbejdsdagen Marx beskriver kampen om arbejds-dagen som en kamp mellem kapitalis-terne og arbejderne om længden af ar-bejdsdagen. På Marx’ tid kunne arbej-dere, inklusiv børn, risikere at skulle ar-bejde al den tid, de ikke brugte på at so-ve – dvs. næsten hele døgnet. Den slags arbejdsdage er heldigvis for det store flertals tilfælde afskaffet i Danmark.

Kapitalistens ønske om at forlænge ar-bejdsdagen opstod, fordi, når arbejderne arbejdede længere, men til den samme løn, ville den arbejdstid, hvor der blev skabt overskud til kapitalisterne være længere, og de ville så få et større over-skud.

Nogle af argumenterne fra kapitalisterne var - dengang som nu - behovet for pro-fit. En “respektabel” fabriksejers argu-ment for overarbejde var ifølge Marx i Kapitalen: “Hvis De [en fabriksinspek-tør] tillader mig, at der hver dag bliver arbejdet blot ti minutter ekstra, så vil De på et år putte 1000 £ i min lomme”.

I dag har vi indført begrænsninger på arbejdsdagens længde for at sikre, at ar-bejderne ikke nedslides for hurtigt.

Men det betyder ikke, at kampen om arbejds-dagen er slut.

Kampen om arbejdstempoet Selvom de fleste nu har en fastsat arbejdslængde, foregår der stadig en kamp om, hvor hurtigt arbejdstempoet skal væ-re. Det er kampen om, hvad Marx kal-der “relativ merværdi”.

Det er klart, at hvis en arbejder arbejder dobbelt så hurtigt til den samme løn, skal hun arbejde kortere tid for at tjene sin løn ind, og overskuddet til kapitalisten bliver derfor større. Det er en kamp, som ustandseligt fortsætter, hver dag hvert minut på arbejdspladser landet over. Både ved at beskære pauser, indføre ak-korder, hurtigere systemer, teknikker og metoder eller andet lignende.

Sang om merværdi Jeg står op om mor’nen og går hen på mit job, jeg laver noget, og jeg får min løn.

Men det, jeg laver, er mere værd end det, jeg får.

Hvordan sku’ nogle men’sker ellers blive rig, ud’n at lave no’et?

man bliver nedslidt og endda på, hvor længe man lever, alt efter hvilken branche man arbejder indenfor. Hvis arbejdstempoet sættes op, så man nedslides hurtigere, medfører det for det første umennes-kelige vilkår, men samtidig betyder det, at lønnen er for lav. Prisen på arbejds-kraft er som beskrevet ovenfor, hvad det koster at reproducere en arbejder, og hvis en arbejder nedslides før „tid“, bør lønnen selvfølgelig stige tilsvarende.

Udbytningen er sværere at få øje på I middelalderens feudalsystem var udbytningen (udnyttelsen) nem at se. En bonde arbejdede et vist antal dage på sin egen mark, og et vist antal dage for herremanden. I begyndelsen af industri-aliseringen var udbytningen stadig for-holdsvis tydelig – hvis arbejdsdagen blev sat op med to timer til den samme løn, så tjente kapitalisten værdi for to timers mere arbejde.

Men udbytningen bliver stadig sværere at se med det blotte øje. Når kampen gælder arbejdstempoet, altså hvor hurtigt man arbejder, bliver kampen en kamp om hvert enkelt sekund.

Nogle er mere værd end det, de får, andre bruger mere, end de er værd.

Penge alene skaber ingen værdier.

Penge skaber penge, papir, papir.

Tekst: Jesper Jensen Melodi: Benny Holst

Nogle mener, at Marx’ begreber om merværdi er “svævende” begreber, der ikke kan bruges på virkeligheden, men disse begreber kan absolut observeres i virkeligheden.

Det kræver ikke andet end at gå ind og se i virksomhedernes regnskaber, eller spørge enhver arbejder, der de seneste år har oplevet hurtigere arbejdstempo, uden tilsvarende lønstigninger. Sådan er virkeligheden – en kamp om arbejds-dagen – en kamp mellem to klasser, dem, der må sælge deres arbejdskraft,

SOCIALISTISK BAGGRUND NR. 5 Marxisme og kvindens frigørelse Ny pjece om kvindekamp - læs bl.a. om, hvordan undertrykkel-sen af kvinder er opstået, hvorfor kvindekamp er klassekamp, og hvorfor marxisters holdning til kvindekamp ikke er det samme som feminisme.

Der er stadig forskel på, hvor hurtigt

19