nr26

R GLE MAN

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk Indhold side

Leder

2

Vil boligboblen briste?

3

Socialdemokratiets efterlønsforslag

4

På spidsen

5

Østarbejdere — hvad er løsningen?

6

Den forsømte uddannelse

8

Internationale noter

9

Nordirland — hvilken vej frem?

10

Baskerlandet: kun med et marxistisk program kan det nationale spørgsmål løses

12

Planøkonomi eller markedsøkonomi, del 2

14

Nekrolog: Pierre Broué

15

Venezuela: revolutionen tilspidses

16

Rød festival i Venezuela

17

Interview med Public Enemy

18

SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af avisforeningen SOCIALISTISK STANDPUNKT Degnestavnen 19 st.tv 2400 Kbh. NV. Tlf.: 61651088 WWW.MARXIST.DK marxist@marxist.dk Ansv.red: M. Frederiksen

2

Leder

Hvor skal vi hen, Helle?

Det skortede ikke på rosende ord fra de borgerlige aviser, da Helle Thorning-Schmidt blev Socialdemokratiets formand i foråret. Nu skulle fremgangen være sikret. Nu skulle det være slut med gammeldags ideer (hun nævnede endda de marxistiske ideer) om velfærd og tryghed i alderdommen. Nu skulle Socialdemokratiet være et moderne parti, ligesom de borgerlige.

Nu spørger vi i al beskedenhed: Hvad er resultatet blevet? Den seneste meningsmåling bombede partiet tilbage under 25 procent – det værste siden en katastrofe-meningsmåling i 2000.

Det kan godt være, Helle ThorningSchmidt og folkene omkring hende har gået på smarte universiteter og lært at tale som man gør i de højere kredse, men resultatet af endnu mere højrepolitik står lysende klart: Partiet styrer direkte mod afgrunden.

Helle Thorning-Schmidt blev valgt, skete det på et løfte om, at hun kan ‖slå F og h.‖ M ed fare for at lyd e overdrevent bekymrede for partiets fremtid, vil vi her tillade os at stille spørgsmålet: Hvordan? Endnu har vi ikke hørt nogle forslag fra den nye formand, der kan udfordre de borgerlige.

Med Socialdemokratiets nye forslag om nedskæringer i efterlønnen, fortsætter ledelsen den højredrejede kurs. De siger, det er for at være ‖ansvarlig e.‖ M en over for hvem ? F or de danske arbejdere, der har knoklet et helt liv for kapitalisterne? For partiet, der aldrig nogensinde har fået fremgang på at dreje til højre? Den dystre sandhed er, at de eneste, der n yd er g od t af l ed el se ns ‖ansvarlig hed ‖ er d en d anske overklasse.

Vi hører, at det er for at redde velfærden, at S-ledelsen vil skære på efterlønnen. Man kan nemlig spare 12 milliarder, hvis man afskaffer efterlønnen for alle under 40 år (hvilket ledelsen vil gøre gradvist).

● www.marxist.dk ● Se p /O k t 4. Å rg a n g N r. 2 6

Lad os, i al beskedenhed, foreslå nogle andre steder, hvor man kunne skære ned: Bankerne tjente i 2004 knap 16 mia. – alene på gebyrer. Og regeringen forærer ifølge Økonomisk Ugebrev hvert år 10 mia. til kapitalister, der vil flytte arbejdspladser ud af landet, i form af skattelettelser, eksportstøtte og konsulentbistand. Her, og andre steder i samfundets top, kunne vi godt bruge nogle drastiske nedskæringer.

Helle Thorning-Schmidt siger, at der nu må ro i partiet, og at al uenighed må ophøre. Men så længe ledelsen fortsætter deres vanvittige højrepolitik, vil tusindvis af socialdemokratiske arbejdere være utilfredse. Så længe partiet ikke tør udfordre de borgerlige og fremføre ægte socialistisk politik, vil der ikke komme ro.

Partiets medlemmer må kræve, at kursen lægges om. Det må være slut med at efterabe de borgerlige. De folk, der vil have borgerlig politik, skal nok finde ud af at stemme på de borgerlige. Men hvad hvis man vil have socialdemokratisk politik? Skal man så stemme på Helle? Det er endnu flere blevet i tvivl om på grund af den katastrofale højrekurs. Partiets medlemmer, fagligt aktive og socialistiske arbejdere må kæmpe for, at partiet kommer tilbage på en kurs til gavn for almindelige mennesker og går imod kapitalisterne og deres borgerlige regering.

Hvis Socialdemokratiet fremførte en kampagne for forsvar for velfærden, for forbedringer i arbejdernes levestandard og mod angreb fra arbejdsgiverne, og fremførte sådan en kampagne på landets arbejdspladser er der ingen tvivl om, at de ville møde overvældende tilslutning. Hvis partiet fremførte et program for nationalisering af bankerne og en socialistisk plan for at udrydde arbejdsløshed, nedsætte arbejdstiden og udvide velfærden, ville de bringe håb til de mange arbejdere og unge, der søger et alternativ til de borgerlige.

Indland

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Vil boligboblen briste?

BOLIGER Af Frederik Ohsten Boliger. Boble. For tiden hører vi disse to ord oftere og oftere, og altid i sammenhæng. Alene i Dagbladet Børsen er antallet af artikler om boliger nået op på det højeste i 10 år.

Det er ikke en tilfældighed, men skyldes, at de kapitalistiske strateger er i vildrede over et boligmarked, der er løbet løbsk. Spørgsmålet er ikke længere, om boligboblen vil briste, men hvornår det sker, og hvad konsekvenserne vil blive.

Ifølge Finansministeriet er husholdningernes nettogæld i procent af boligformuen steget fra 37 pct. I 1995 til 78 pct. I 2003. Med andre ord har de danske arbejdere været tvunget til at sætte sig i d yb g æ ld sid en 1990’erne, alene for at få et sted at bo. Dette er sket i en periode med opsving. Så kan vi kun grue for, hvad der vil ske, når en økonomisk nedtur melder sig.

Gælden eksploderer Men i de sidste par år er ondt kun blevet værre. I løbet af de sidste to år er husholdningernes gæld til banker og realkreditinstitutter steget fra godt 1100 mia. kr. til 1400 mia. kr. Det har gjort danskerne til nogle af de mest gældstyngede i hele verden. Måler man gælden i forhold til den samlede økonomi (BNP), er den på 74,3 pct.

Blandt de rige OECD-lande er det kun Holland, der overgår dette.

Allerede i marts udtrykte Børsen bekymring over udsigterne til en boble: ‖E jend om spriserne p å erhvervsejendomme ligger 30-40 pct. over den såkaldte fundamentalværdi, mens huspriserne ligger ca. 30 pct. over. Procentsatserne afspejler de nuværende priser i forhold til, hvad det ville koste at b yg g e n yt.‖ Og til avisen siger en økonom: ‖D er er ing en tvivl om , at d er er en ejendomsboble, der vil få dramatiske konsekvenser for erhvervslivet og sam fund et.‖

ligboble.

Og Boligminister Bendt Bendtsen var for nylig ude og gøre det klart, at de familier, der må gå fra hus og hjem, når boblen brister, ikke skal regne med hjælp fra den borgerlige regering. ‖I D anm ark har m an retten til at b live velhavende, men man har også retten til at g å fallit. D et er folks eg en sag ,‖ har han sagt til Ritzau.

Sådanne udtalelser falder ikke tilfældigt, men fordi borgerskabets strateger er dybt bekymrede, og ikke aner deres levend e råd . ‖A lle for sig selv, og lad fand en tag e d e sid ste,‖ er reg ering ens slagord.

Borgerskabets problem er, at det netop er boligboblen, der har trukket opsving et d e sid ste p ar år. ‖F orbrug sd revet op sving ,‖ kald er d e d et. D et har været muligt at tage kæmpemæssige lån i kunstigt oppustede huspriser.

Mellem 1997 og 2005 er huspriserne i Danmark steget med 58 pct. Og tallet er endnu højere omkring de store byer, særligt i Københavnsområdet. Når dette korthus falder sammen, vil alle de mekanismer, der trak opsvinget frem, blive til det modsatte og trække økonomien endnu længere ned i krisens dynd.

Opsvinget er ustabilt En rentestigning kan starte nedturen.

En beregning fra Handelshøjskolen i København viser, at en typisk familie vil få kappet 13 pct. af budgettet, hvis renten stiger to pct. Derudover kommer de stigende oliepriser, som kan får processen til at accelerere. De danske arbejderfamilier kan altså se frem til at spænde livremmen ind, og mange vil gå fra hus og hjem.

Her må vi tilføje, at i det meste af Europa, og særligt i Tyskland, er den økonomiske situation så miserabel, at

kapitalisterne absolut ikke ønsker en renteforhøjelse, da det også ville ramme industrien og skabe mere arbejdsløshed. Men som man siger – i krig og kærlighed gælder alle kneb. Og bankerne står klar i kulissen til at inddrive pengene.

Bankerne må nationaliseres Det faktum, at mange arbejdere risikerer at blive sat på gaden, hamrer en pæl igennem den småborgerlige myte om, at arbejderne er blevet borgerlige og ikke længere står i modsætning til kapitalisterne, fordi mange har fået hus, bil og kummefryser. I virkeligheden er det bankerne der ejer huset og bilen. Man bebrejder ofte marxisterne, at vi vil afskaffe ejendomsretten. Men for det store flertal er ejendommen allerede afskaffet, eller i det mindste overladt til bankernes nåde.

Sandheden i dag er, at uanset hvad kapitalisterne gør, vil det gå galt. De har ikke råd til at sætte en stopper for gælden, for det vil stoppe det ‖forb rug sdrevne op sving ‖ og kaste økonomien ud i en krise. Og hvis de lader være, vokser regningen sig større, og når krisen sætter ind, vil den være så meget desto dybere.

Problemet er, at økonomien er uden for demokratisk kontrol. Det er nogle få industrimagnater og bankdirektører, der bestemmer om hundredetusindvis af danske arbejdere skal have et job, en bil eller bolig. Hvis de ikke kan finde ud af at køre økonomien, så den går fremad, må de sættes fra bestillingen, og arbejderne må til. Hvis man planlagde økonomien demokratisk efter det fælles bedste, og ikke blot efter nogle enkeltes profitter, ville bobler i økonomien, ligesom arbejdsløshed, nedskæringer, stress og jag, hurtigt blive noget, man kun kunne læse om i historieb ø g erne und er afsnittet ‖D en kap italistiske ep okes forfald .‖ □

Minister: red jer selv For nylig måtte selv Nationalbankens cheføkonom Anders Møller Christensen erkende, at der er fare for en bo-

www.marxist.dk ● Se p /O k t 4. Å rg a n g N r. 26●

3

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Indland

Socialdemokratiets efterlønsforslag:

"V i h a r e n d yb k æ rlig h e d fo r ve lfæ rd ssa m fundet" – o g d e n , m a n e lske r, tu g te r m a n …

SOCIALDEMOKRATIET Af Kasper Siegismund I visse kredse er det blevet rasende populært at være åh-så-ansvarlig. Det kan for eksempel være, når en flok kloge mennesker forklarer os, at nu skal "vi alle sammen" til at arbejde mere og længere. Og her drejer det sig vel at mærke typisk om mennesker, der aldrig nogensinde selv har udført et ærligt stykke arbejde, men har brugt det meste af deres liv på at genere andre og ødelægge tilværelsen for dem, der rent faktisk får samfundet til at køre rundt. Ansvarlighed – og lignende flotte vendinger – er med andre ord en slags kodesprog, som politikere og "eksperter" bruger, når de ikke tør sige, at de vil skære ned og smadre de rettigheder, som arbejderklassen har opnået. Med den "socialdemokratiske" formand Helle Thorning-Schmidts smukke ord: "Når vi starter den her debat om velfærdssamfundet, så handler det om, at vi har en dyb kærlighed for velfærdssamfundet og føler et stort ansvar for det".

Det er jo ren poesi., men hvad er det så for kærlige tiltag, Socialdemokratiets ledelse har foreslået?

Arbejd længere!

Idéen i Socialdemokratiets nye forslag til reform af efterløn og pension er, at man om 10 år starter en gradvis forhøjelse af efterløns- og pensionsalderen, så de efter en årrække bliver på henholdsvis 62 og 67 år (mod 60 og 65 nu). Desuden skal efterlønnen være afhængig af, at man har været medlem af en a-kasse i 38 år (25 i dag), til gengæld skal man ikke længere betale det særlige efterlønskontingent. Helle T-S havde ellers lovet, at Socialdemokratiet ikke ville gå ind for noget, der ville ramme folk over 40, men det løfte bliver brudt med det nye forslag, hvor man skal være over 50 for ikke at blive omfattet af forringelserne.

"Ikke am b itiø st n o k" Selvom der bliver pyntet lidt på facaden med kryptiske udtalelser om, at de

4

penge, der kommer ind gennem forslaget, skal bruges på velfærd (vi tager penge fra velfærd og giver dem til velfærd!?!), så ændrer det ikke ved det faktum, at dette forslag intet har at gøre med socialdemokratisk politik.

Det er ren og skær borgerlig nedskæringspolitik, der skal tvinge mennesker, der i forvejen arbejder alt for meget, til at knokle endnu mere. De ledende lag i partiet gør alt, hvad de kan, for at vise sig som handlekraftige og ansvarlige mennesker, så de kan få nogle gode bestyrelsesposter i det private erhvervsliv, når de engang er trætte af at lege politikere. Helle T-S har da også fået meget ros fra borgerlig side, selvom man i de kredse mener, at der burde gås endnu hårdere til værks. De Konservatives Bendt Bendtsen kalder forslaget "lidt smalt og ikke ambitiøst nok" og vil have et hurtigere indgreb, og Venstre mener også, at man skal se på dagpenge og andre regler på hele arbejdsmarkedet.

De Radikale har lanceret deres eget forslag om total afskaffelse af efterlønnen uden overgangsordninger, for så til gengæld at indføre en særlig almisse i form af en "seniorpension" til folk, der har det meget dårligt. Regeringen afventer dog stadig den såkaldte velfærdskommissions udspil, før de kommer med konkrete planer – men vi kan vist rolig regne med, at det ikke bliver mindre voldsomt end det "socialdemokratiske" forslag. Ældrebyrde?

Når snart sagt alle partier er ved at snuble over hinanden for at være mest ansvarlige på andres bekostning, så skyldes det den kendte myte om "ældrebyrden", som man har opdyrket gennem lang tid. Det påstås, at fordi der i fremtiden vil blive færre unge, der skal forsørge flere ældre, så bryder alting sammen, og der bliver ikke råd til noget som helst, med mindre vi allerede nu skærer det hele væk. Men den forklaring halter

● www.marxist.dk ● Se p /O k t 4. Å rg a n g N r. 2 6

lidt.

Der er titusindvis af mennesker, der går rundt uden arbejde – de venter bare på at få et job, så de også kan være med til at få velfærdssamfundet til at løbe rundt. Men hvad gør regeringen (og hvad gjorde den tidligere regering)? De skaber mere arbejdsløshed ved at skære ned på den offentlige sektor, ved at se passivt til, når store virksomheder flytter produktion til udlandet, ved at forringe folks muligheder for uddannelse osv. Så længe der findes arbejdsløshed, er det direkte bindegalt at tvinge ældre arbejdere, der gerne vil have et velfortjent hvil, til at blive på arbejdsmarkedet endnu længere.

Nedslidning Det er en absurd situation. Samtidig med at masser af mennesker ikke kan få arbejde, er der flere og flere, der bukker under for stress og jag og øget pres på jobbet. Hvis Socialdemokratiet lancerede et forslag om lavere arbejdstid (med fuld løn- og personalekompensation) og i det hele taget gik ind i kampen for bedre arbejdsforhold på landets arbejdspladser, ville mange mennesker måske slet ikke have behov for eller lyst til at gå på efterløn – Helle TorningSchmidt er muligvis ung og smart, men højrepolitikken er en fiasko.

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Indland så kunne det ligefrem være, at det kunne være behageligt at gå på arbejde! Men det ville kræve et brud med den borgerlige linje og den slaviske underkastelse under kapitalismens bud. Kommer dette brud ikke, kan man have nok så mange smarte håndtasker, m en lig e lid t vil d et hjæ lp e…

Helle T-S vil have os til at tro, at der er af ren kærlighed til velfærden, at hun vil skære den væk. I virkeligheden er det åbenlys klassekamp: En erkendelse af, at det kapitalistiske system er ude i en generel nedgangsperiode, hvor der ikke længere kan "spildes" ressourcer på sådan noget som en god alderdom for arbejderklassen.

Hvad skal vi dog med hende Helle?

Da Helle T-S blev valgt som formand for nogle måneder siden, var der en del, der havde store forhåbninger. Nu skete der da noget nyt, og kunne det i

det hele taget gå andet end frem? Og sørme om ikke "fornyelsen" gav en lille smule medvind i meningsmålingerne i et stykke tid. Men det er slut nu: I de seneste målinger ligger støtten til partiet nede på katastrofeniveauet fra valget, og det nye løftebrud og de åbne angreb på velfærden er næppe det, der skal til for at vende udviklingen.

Der må være rigtig mange socialdemokrater, der stemte på T-S i håb om fremgang, som nu står tilbage med en temmelig flov fornemmelse. Der er kongres i partiet i september, og der er det nødvendigt at udfordre ledelsens vanvittige kurs. Nu må det være slut med at føre borgerlig politik! Socialdemokratiet skal føre socialdemokratisk politik, som sikrer et ordentligt samfund for arbejderklassen med arbejde og velfærd til alle, uden evige nedskæringer forklædt som ansvarlige reformer.

Hvad er det, vi ikke har råd til?

Vi må gennemhulle myten om velfærdssamfundets fremtid. Hvis der bliver flere ældre at forsørge, er det ikke nødvendigvis noget problem. Det er det kun, fordi ressourcerne ikke kan udnyttes begavet under et kapitalistisk system. De danske arbejdere er meget produktive. Vi kan sagtens forsørge vores gamle, sikre ordentlige forhold for vores børn, de syge osv. Det kræver bare, at vi selv kan styre og planlægge produktionen og fordelingen af ressourcerne. Dem, som vi ikke har råd til at forsørge, det er nogle helt andre – det er de arbejdsgivere, der lever fedt af vores knokleri, og alle de ansvarlige eksperter og politikere. På dét punkt kunne der godt være brug for nogle drastiske nedskæringer! □

På spidsen:

”O P R O B ” til d e n d a n ske a rb e jd e r PÅ SPIDSEN Af Jonas Foldager I disse for vort land så vanskelige tider har ‖p å sp id sen‖-redaktionen langt om længe indset nødvendigheden af at lægge klassestandpunktet på hylden.

Det samme må den almindelige arbejder gøre. Det er større og vigtigere opgaver i verden end at klynke over lønnedsættelser, fyringer, slagtning af efterløn og pension, stigende leveomkostninger og stress og jag. Vi må alle hjælpe til for at redde velfærdssamfundet.

den nye kursændring ville hjælpe på vælgertilslutningen, men vores formodninger blev jo som bekendt gjort forfærdeligt til skamme. Nu går det jo frem over stok og sten.

H elle T har et slog an : ‖lad os arb ejd e d em (reg ering en) ud af kontorerne‖. P å grund af dette slogans popularitet i arbejderklassen(udtrykt gennem diverse glædesoptog o. lig.) har vi overført det til verdenen uden for Christiansborgs tykke m ure: ‖lad os arb ejd e d em (kap italisterne) ud af kontorern e”. D ette slogan må tages op på alle arbejdspladser. Fjern efterløn, kontanthjælp, Vi må som tænkende mennesker følge folkepension og alle andre offentlige den socialdemokratiske ledelses ydelser! Sæt arbejdstiden i vejret! (asocialdemokraterne) eksempel, hvis Sænk lønnen! Eller endnu bedre, afvi vil have en bid af den massive frem- skaf lønnen og lad os lave frivilligt velgang som deres velfærdsudspil har gørende arbejde for vores respektive givet dem i meningsmålingerne (også arbejdsgivere! Det kan nok være vi ville kend t und er navnet ‖H elle -effekten‖). I tage bosserne på sengen, hvis vi nægstarten må vi, på redaktionen, indrøm- tede at gå hjem fra arbejde, eller nægme, at vi ikke havde den store tiltro til at tede at modtage løn og måske vaskede

hans bil og pudsede hans sko. Ja, så kan det nok være de høje herre ville indse at der ikke var brug for dem, og at de bare kunne køre hjem i deres store (og nyvaskede) biler, til deres strandvejsvillaer og tælle deres penge uden at genere os andre. Så kunne det nok være at velfærdssamfundet ville være sikret.

Asocialdemokraterne har vist os vejen.

Så let kunne det gøres! Hvis almindelige arbejdere bare ville tage sig sammen og lette røven. Nu vil nogen måske sige at den danske arbejderklasse ifølge statistikkerne allerede er den mest effektive pr arbejder, i hele verden. Ja ja, men derfor skal det vel ikke blive en sovepude? Nej, nu må vi være ansvarlige og stå sammen med vores venner i bestyrelseslokalerne og chefkontorerne og yde en indsats for det fælles bedste. Lige som Helle og hend es kum p aner. □

‖P å sp id s e n ‖-redaktionen er på udkig efter et logo - har du en god ide til hvad det skal være? Så send den til marxist@marxist.dk. Det bedste forslag premieres.

www.marxist.dk ● Se p /O k t 4. Å rg a n g N r. 26●

5

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Indland

Østarbejdere - hvad er løsningen?

FAGLIGT Af Lasse Bertelsen Siden EU tillod arbejdere fra Østeuropa at tage arbejde i resten af EU, har der gentagne gange været store nyhedsoverskrifter om lavt betalte polske håndværkere. Men er det virkeligt så stort et problem? Berlingske Tidende bragte den11/8 2005 en artikel, hvor en konsulent i Dansk Byggeri og en økonom i Håndværksrådet kunne fortælle, at invasionen af østarbejdere var udeblevet. Siden 1 maj 2004 havde der ifølge dem kun været 5000 østarbejdere i Danmark.

Illegale forhold Tallene fra Dansk Byggeri og Håndværksrådet er muligvis rigtige nok. Det vil sige, at der er kommet 5.000 østarbejdere lovligt til Danmark. Til det tal er man nødt til at lægge dem, der kommer her til illegalt. Hvor mange det drejer sig om, er det af gode grunde svært at sige noget om. Men over hele landet har fagforeninger, inden for især byggeriet, men også transport, landbrug, industri og restaurationsbranchen, kunnet berette om et væld af sager med underbetalte østeuropæiske arbejdere. Der er opstået et enormt marked, der spekulerer i at

sende østeuropæiske arbejdere til EU legalt og illegalt, hvor de spises af med lønninger på 20-50 kroner, lange arbejdsdage, dårlig forplejning og elendige overnatningsformer. Om det er 5.000, 10.000 eller flere er svært at sige. Men en ting er sikker: Det er et problem! Ingen danske arbejdere kan konkurrere med den slags forhold.

Stod det til arbejdsgiverne, skulle de danske fagforening tage det med ro og lade tiden gå. Heldigvis har de lokale fagforeninger reageret stærkt og iværksat faglige blokader mod brugen af underbetalt arbejdskraft.

Løntrykkeri Fra starten af har det været fagforeningernes holdning, at arbejderne fra øst skulle være velkomne i Danmark – bare de arbejdede efter danske overenskomster. Men det er der, problemet kommer ind. Hvis de får det samme i løn, er der jo ingen ide for arbejdsgiverne i at sende dem herop.

Derfor er det gang på gang blevet afsløret, at østarbejderne arbejder under kummerlige forhold, til en sulteløn og tit må overnatte på arbejdspladserne.

Fra arbejderbevægelsens start har det altid været altafgørende, at sikre at alle fik ordentlige arbejdsforhold gennem fælles kamp. Hvis nogle grupper

ikke har ordnede forhold, vil de kunne bruges som løntrykkere mod resten.

Faren ved det stigende antal østarbejdere i Danmark er, at de vil forringe de rettigheder arbejderbevægelsen har været over hundrede år om at tilkæmpe sig. Hvis der kommer 5.000 arbejdere til Danmark inden for f.eks. byggeriet til en løn, der ligger langt under danske lønninger, er der ingen tvivl om, at det vil have en effekt. Især hvis ikke der bliver sagt stop. Den første dødsulykke blandt arbejdere fra østlandene er allerede sket på et byggeri i Danmark. Illegale arbejdere har også illegale arbejdsforhold.

Brems lønningerne: flere østarbejdere, tak!

At tro at man kan lade som ingenting, og at det ikke vil have nogle betydning, at titusinder lavtlønnede arbejder kommer ind på det danske arbejdsmarked, er naivt.

I den lille arbejdsgiveravis ErhvervsBladet kan man for eksempel læse følgende i lederen 16. august 2005 und er overskriften ‖F lere ø stfolk i b yg g eriet, tak‖: M ang len p å arb ejd skraft giver sig nu direkte udslag i lønudviklingen. Som man kan læse i ErhvervsBladet i dag er lønningerne i byggesektoren i 2. kvartal i år steget med

Den 3. maj blokerede medlemmer af Blik og Rør en byggeplads i Ny Kongensgade i København, hvor 10 -11 uorganiserede polske multi-håndværkere var i gang med at renovere en fredet bygning.

6

● www.marxist.dk ● Se p /O k t 4. Å rg a n g N r. 2 6

Indland 3,3 pct. (..) Tidligere har vi ErhvervsBladet kunnet læse om, hvordan militante fagforeninger i Vvs-sektoren jobber lønnen op med metoder, som balancerer på kanten af det fagretlige system. På den baggrund kan man kun opfordrer bygherrer til i højere grad at invitere østeuropæiske byggefirmaer til at byde på opgaver i Danmark. Selv, når de arbejder under danske overenskomster, kan de levere hurtigere, billigere og ofte bedre end danske byggefirmaer er i stand til. (..) I danske medier kan man jævnligt læse, at invasionen af byggearbejdere fra Østeuropa, ikke bliver nær så stor, som ‖fryg tet, d a E U -udvidelsen med 10 n ye land e tråd te i kraft 1 . m aj i fjor.

I dag må vi formulere det omvendt – invasionen blev ikke nær så stor som ‖ø nsket‖. M en d et ka n held ig vis æ ndre sig.

Med andre ord er arbejdsgiverne ikke i tvivl om konsekvenserne af østarbejderne. Dette er et middel til at bremse d e ‖hø je‖ lø nstig ning er. A t d e m ener, at 3,3 procent er faretruende høje lønstigninger, viser deres iver i at øge deres profitter til trods for, at erhvervslivet gang på gang fremlægger profitstigninger på 30-40 procent om året.

Mafia på strandvejen Størstedelen af det arbejde østarbejderne udfører foregår for velhavende danske overklasse familier, og er styret af kyniske danske pengemænd.

Det betyder lidt billigere priser men især meget større profitter. At det netop er de rigeste i samfundet, der har fund et ud af d enn e ‖n ye fid us‖ g ø r d et endnu mere grotesk. For at direktør familien på Strandvejen kan få en endnu større luksusbåd eller Mercedes, skal fattige arbejdere fra Østeuropa arbejde under slavelignende forhold.

Det har endda været fremme i medierne, at den østeuropæiske mafia var indblandet i at sende arbejdere til vesten og tog penge fra arbejderne for at gøre det. Om man så vil kalde det mafia kriminalitet eller slavehandel, det må være op til en selv. Under alle omstændigheder er det en skandale, som må stoppes.

Faglige blokader Allerede nu er der masser af faglige blokader i gang. Inden for det sidste år er flere kyniske småspekulanter blevet tvunget til at tegne overenskomst ef-

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk ter, at diverse fag er gået i sympati konflikt mod arbejdsgivere, der brugte uorganiseret underbetalt arbejdskraft.

Dette viser den massive magt fagbevægelsen har. Diverse fagforeninger er i gang med en omfattende registrering af brugen af illegal arbejdskraft. D. 30/8 20 05 ivæ rksatte e n fag lig aktionsgruppe i Københavns Lufthavn blokade mod uorganiserede og underbetalte chauffører fra østlandene, der kørte vare til SAS Cargo. I Ålborg har LO Ålborg og Byggefagenes Samvirke i Ålborg dannet Projekt Blokadeberedskab, der kan rykke ud, når der bliver opdaget underbetalt arbejdskraft. Også Byggefagene i Kbh. har lavet et utal af blokader. Dette er uden tvivl vejen frem. Hvis problemet skal stoppes må fagforeningerne op af stolen og ud på arbejdspladserne. De forskellige LO sektioner burde i hver by stå for at koordinere blokaderne, ligesom i Ålborg. Hvis blokader ikke har den nødvendige effekt må blokaderne støttes af strejker.

Avisredaktøren og tømreren Det ville være yderst skadeligt ikke at reagere hårdt mod dette løntrykkeri.

Formanden for TIB Odense Karsten Hønge sagde det på denne måde, da han i tømrernes fagblad svarede på en leder i Politiken, der kaldte fagligt aktive i kamp mod illegale arbejdere og lø nd um p ning for ‖hysteriske kæ lling er‖: - Den skribent, der har begået kragetæerne i lederen, bor sikkert trygt og rart med en fed hyre på solsiden i samfundet. Uden at behøve være bekymret for, hvorvidt hans job kan besættes af en polak til 40 kroner i timen.

Tusindvis af mennesker lever mere udsat med virkningerne af globaliseringen og udvidelsen af EU tæt på kroppen. Vi vil ikke finde os i, at østeuropæiske bagmænd, kyniske arbejdsgivere og bygherrer på den måde udnytter vores østeuropæiske kolleger (… ).P olitiken anb efaler, at fag b evæ gelsen stiller op i kapitulanternes vagtparade, men vi andre ved, at velfærd for almindelige mennesker ikke kommer af sig selv.

International klassekamp Som nævnt har fagbevægelsen fra starten lagt en linje om, at man ikke aktionerer imod arbejderne fra østlandene, men mod de arbejdsgivere der underbetaler dem og spekulerer i de-

res fattigdom. Dette er en yderst korrekt linje. Siden stalinismens kollaps er forholdene for arbejdere i Østeuropa og Rusland blevet meget værre. De kan nu stemme hvert fjerde år, men samtidig har de fået massearbejdsløshed, stigende priser og faldende levevilkår. Når man søger til andre lande for at arbejde, er det ikke for at være usolidariske – det er for at kunne skaffe brød på bordet til familien. Derfor er en del af løsningen på problemet også, at man arbejder for at styrke de østeuropæiske fagforeninger og øge arbejdernes levestandard. I øjeblikket går det meste af fagbevægelsens internationale arbejde ud på, at lære østeuropæiske fagforeninger om hvordan man bliver nogle gode bureaukrater, der er gode til at samarbejde med arbejdsgiverne. Men den linje vil fastholde de østeuropæiske arbejdere (samt alle andre arbejdere) i fattigdom.

Havde den danske arbejderbevægelse haft den linje ved sin start, ville vi stadig render rundt til 10,- kroner i timen og arbejde 11 timer om dagen. Alle de forbedringer der er vundet er vundet gennem kamp. Bare se den 6. ferieuge som krævede en storkonflikt i 1998. Kun ved at ruste alle verdens fagforeninger til at blive kamporganisationer kan der opnås forbedringer.

Kapitlet om østarbejderne er på ingen måde slut. Det er først begyndt. Det er en fin fidus for arbejdergiverne til at trykke lønningerne ned. Derfor må fagbevægelsen og resten af arbejderbevægelsen styrke indsatsen. Der er masser af ressourcer til at føre kampen for lige løn for alle. I stedet for at sidde og hygge med arbejdsgiverne og væ re ‖ansvarlig e‖ forhand lere m å de ansatte i fagforeningerne ud på pladserne og kæmpe. I øjeblikket er det kun nogle fagforeninger der fører an. Men skal kampen vindes må hele apparatet sættes ind. LO sektionerne må true med lokale generalstrejker, hvis ikke denne udbytning bliver stoppet. I sidste ende må LO på banen, hvis problemet fortsætter og true med generalstrejke, så længe problemet ikke bliver løst. Hvis arbejdsgiverne vil underminere vores overenskomster, skal de have lov til at slås for det først. □

www.marxist.dk ● Se p /O k t 4. Å rg a n g N r. 26●

7

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Indland

Den forsømte uddannelse UDDANNELSE Af Jeppe Druedahl

verne og de studerende på samtlige videregående uddannelse, rammes.

Kampen for god og gratis uddannelse har de sidste år været en af de mest intense dele af klassekampen. Sidste års historiske STOP-NU bevægelse, der på aktionsdagen den 5. oktober samlede over 100.000 elever på tværs af alle uddannelser, var et foreløbigt højdepunkt. På mange måder står bevægelsen nu i stampe. Manglen på reelle sejre har fået mange til at miste troen på at kampen for god og gratis uddannelse kan vindes og der er en udbredt usikkerhed om hvordan kampen kan føres videre.

Meget tyder dog på at det meste af ledelsen af elevbevægelsen ikke har nogen som helst ide om hvorledes kampen kan føres videre. Som vi påpegede i nr. 24 af denne avis har D G S ’s sam m enlæ g ning m ed G LO (d e borgerlige gymnasieelevers organisation) medført et skift i taktik, som desværre ikke gavner kampen for god og gratis uddannelse. En taktik som ikke aktiverer, men som passiviserer eleverne. En taktik der trækker DGS væk fra massekamp og over til lobbyisme og ‖ansvarlig hed ‖.

Nedskæringerne fortsætter – hvad med kampen?

Det er dog nødvendigt at fortsætte kampen, for regeringen forsætter dens nedskæringer (se boks nederst på siden). Det må dog gives regeringen at den er retfærdig. Alle behandles ens - der bliver skåret ned overalt, uden undtagelse. Både folkeskoleeleverne, gymnasieleverne, eleverne på de tekniske skoler, handelsskoleele-

Sidste år var planen at indkalde til en stor konference hvor eleverne selv kunne diskutere deres situation og planlægge den videre kamp (det der blev til STOP-NU konferencen). I år er p lanen at ‖afholde en konference med regionsdelegationer og relevante folketingspolitikere i løbet af skolestarten, hvor gymnasiernes situation diskuteres og D G S ’ern e kan frem sæ tte kritikpunkter.‖ (D G S ’s arb ejd splan).

I skrivende stund er det eneste DGS har spillet ud med i det nye skoleår en såkald t ‖seriø s‖ hand ling sp lan (skrevet sammen med skoleelevernes organisation DSE) om hvordan folkeskoleelevers studievalg forbedres. Et for så vidt et udmærket initiativ. Bare ikke hvis det står alene, da det uden reel og aktiv opbakning fra landets elever vil prelle fuldstændig af på regeringen.

Der har endnu intet forlydt om den omtalte konference. Formanden for DGS har endda udtalt: »Vi er bestemt stadig politiske, men har en større bevidsthed om, at vi er stærkere, når vi står sammen - og jo større gruppen er, jo bedre. Vi vil søge fælles målsætninger og udspil og hellere tage diskussioner internt, men vi vil også uden tvivl være uenige med for eksempel handelsskoleeleverne indimellem« (Politiken, 7. august) Mangel på lederskab Denne fuldstændige mangel på lederskab er katastrofal. En ny bevægelse

Nedskæringer i massevis Regeringen indrømmer: færre penge pr. elev i folkeskolen ‖Væksten i elevtallet giver et godt udgangspunkt for at nedbringe udgifterne per elev i folkeskolen, hvilket har været målsætningen i en længere årrække‖. (o rd re t citat fra K om m u n e – og Amtsaftalen som regeringen indgik i juni!)

11.073 mangler stadig praktikplads ‖Trods nye korte erhvervsuddannelser mangler 11.073 unge praktikplads, viser nye tal. Regeringen har ikke styr på situationen, siger 3F.‖ (w w w .3 f.d k). S p e cie lt g å r d e t h å rd t u d o ve r indvandrere.

Den udgiftsneutrale gymnasiereform skaber kaos overalt Der rapporteres om masser af administrativt bøvl landet over.

Elever vælger forkert pga. overdreven specialisering og bliver skuffede. Der mangler efteruddannelse af lærere. Der mangler ressourcer til at indkøbe bøger og andet materiel til nye og ændrede fag.

Finansloven opprioriterer reelt ikke forskning I 1999 brugte Danmark 0,83 pct. af BNP på forskning, i år er det faldet til 0,75 pct. af BNP ifølge regeringens beregninger, og til næste år bliver det 0,76 pct. Ikke imponerende.

Regeringen forslår niveaudeling på de tekniske skoler »Hvis der bliver tale om uddannelser uden alment, bogligt indhold, vil det være et historisk opgør med ungdomsuddannelserne. Så vil vi få et A-hold og et B-hold, der ikke får et videreuddannelsesperspektiv,« sige r P e r H a rd in g M a dse n . (www.eeo.dk)

Der skæres på universiteterne, som samtidig privatiseres endnu mere København og Århus universitet sparer 50 mio. kr. på næste års budget. Desuden skal det i fremtiden være tilladt for universiteterne at tjene penge på deres virksomhed i udlandet.

Klassekvotienterne stiger ‖På knapt hver tiende gymnasium er der i gennemsnit 30 elever i 1. g-klasserne, og 70 procent af gymnasierne har nu gennemsnitligt mellem 27 og 29 elever i klasserne.‖ (P o litike n , 10. august)

Støtten til efteruddannelse beskæres Prisen på meritpædagog ryger op med 64 %, mens meritlæreruddannelsen og div. uddannelser på åbent universitet sættes op med omkring 30 pct.. »Vi skal vænne os til at se uddannelse som en investering«, udtaler Bertel Haarder kynisk.

(Politiken, 27. august)

8

● www.marxist.dk ● Se p /O k t 4. Å rg a n g N r. 2 6

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Indland vil formentlig starte med en aktionsdag , men en enkelt aktionsdag må følges op af en videre plan for fort6sættelse og udvidelse af kampen, hvis nedskæringerne ikke tages af bordet. Det er delvist rigtigt, som ledelsen af elevbevægelsen har forsvaret nedtrapningen af kampen med, at nogle elever og studerende er blevet trætte af at kæmpe. Dette skyldes dog udelukkende at eleverne ikke kan se hvad kampen nytter, hvis man ikke vinder nogle sejre, og ledelsen ikke viser en vej frem. Kampen har pga. manglende lederskab har kørt i den samme rille i mange år.

Utilfredsheden ulmer dog stadig blandt de unge og mangler først og fremmest en udtryksform. De mangler et perspektiv for kamp. Hvis ikke ledelsen giver et sådan perspektiv er der en risiko for at bevægelsen midlertidigt vil stå stille. I Socialistisk Standpunkt mener vi at kunne tilbyde et sådan perspektiv.

Et marxistisk perspektiv Som udgangspunkt er det nødvendigt at se kampen for god og gratis uddannelse som en del af klassekampen.

Arbejdere og kapitalister har ubestrideligt forskellige interesser i forhold til

hvilken uddannelse, der skal prioriteres. Dette ses også i at det er arbejderbevægelsen, der de sidste 100 år har tilkæmpet det uddannelsessystem vi har i dag. Kapitalisterne derimod skriger konstant på specialisering og eliteuddannelse. De har brug for en uddannet arbejderklasse at udbytte, men al ikke direkte arbejdsrelateret uddannelse interesserer dem ikke.

Kritisk og almen dannelse er fremmedord for dem. Dette ses bl.a. i Bertel Haarders forslag om at eleverne på de tekniske skoler for fremtiden skal niveaudeles. Arbejderne har interesser i bred og gratis uddannelse. Det har kapitalisterne ikke.

uddannelse koster penge, og i et kapitalistisk samfund er det ikke politikerne, der bestemmer over økonomien.

De vigtigste økonomiske beslutninger tages derimod på direktionsgangene i de store firmaer. Selvfølgelig kan der opnås reformer inden for det kapitalistiske samfund, men de vil i sin natur altid være midlertidige og trues ved hver evig eneste økonomiske krise.

Kampen for god og gratis uddannelse har altså ingen ende under kapitalismen. Kun den demokratiske planlægning af samfundsproduktionen i det socialistiske samfund kan en gang for alle sikre god og gratis uddannelse for alle.

Elever og studerende står udenfor produktionen og kan derfor ikke presse kapitalisterne direkte. Hertil er en gensidig alliance med arbejderne nødvendig. Kampen for en sådan alliance er nødvendig hvis sejren skal vindes.

Det skal dog ikke være en alliance, der bygger på støtteerklæringer fra toppen, men en alliance der bygger på samlet kamp fra bunden.

Rosa Luxembourg sagde at ‖de revolutionære er de bedste reformister‖.

Dette gælder også på uddannelsesområdet. Det skal dog ikke forstås sådan at de revolutionære er de bedste til at føre reformistisk politik, men at den revolutionære politik er den bedste til at sikre reformer. Kun når kapitalisterne virkelig presses og trues på deres eksistens afgiver de en del af deres magt. Hvis ikke kampen mod nedskæringer kædes sammen med resten af samfundets opbygning, kan kampen for god og gratis uddannelse ikke vindes. □

I sidste ende hænger kampen for god og gratis uddannelse sammen med kampen for den socialistiske omdannelse af samfundet. God og gratis

Internationale Noter Politisk krise i Peru Den upopulære præsident Alejandro Toledo har forsøgt at løse den politiske krise i landet ved at udnævne en ny regering. Derved prøver han at redde det peruvianske borgerskab fra en revolutionær situation, som udspiller sig i Argentina, Bolivia, Ecuador og Venezuela. Toledo har omkring otte procents opbakning i befolkningen, og han er forhadt blandt masserne på grund af, at han har gennemført alle diktater fra USA. Disse tiltag har kun forværret situationen for arbejderne og de fattige, og forbereder nu en revolutionær situation.

TV-prædikant: dræb Chavez Den amerikanske tv-præst Pat Robertson har i sit show opfordret den amerikanske regering til at slå Venezuelas præsident, Hugo Chavez, ihjel for at forhindre, at Venezuela b live r ‖ko m m u n istisk‖. U S A ’s fo rsva rsm iniste r D o n a ld R um sfeld siger, at regeringen ikke er enig med Pat Robertson og henviser til, at snigmord ikke har været officiel amerikansk u d e n rig sp olitik sid e n 1 9 70 ’e rn e . M e n d e t spille r o g så ind , a t e t mord på Chavez ville føre til eksplosion blandt masserne i hele Latinamerika.

A n tise m itter b lan d t d e ”o ran g e” i U krain e Ledende folk fra V ikto r Y u sh che n kos ‖o ra n g e ‖ re g e rin g i Ukraine deltog i juni i en konference i Kiev, der opfordrede til, at alle jøder skal deporteres fra Ukraine, skriver Jewish Telegraphic Agency. Blandt andet deltog Levko Lukyanenko, en af premierministerens tro væbnere. Men på konferencen, der blev afholdt på Ukraines største private universitet (som har en historisk tilknytning til antisemitisme), var der også deltagelse fra kendte antisemitter fra bl.a.

USA og Sverige.

Sådan en forsamling viser råddenskaben i det regime, som vestlig imperialisme forsøger at støtte sig op ad mod den russiske mafiakapitalisme.

Strejke i Senegal De ansatte i sundhedssektoren i Senegal har iværksat en 72-timers strejke imod korte ansættelseskontrakter og for boligtillæg i lønnen. Desuden kræver fagforeningen, at regeringen lever op til et løfte, den underskrev i august, om at forbedre arbejdernes forhold.

www.marxist.dk ● Se p /O k t 4. Å rg a n g N r. 26●

9

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Internationalt

Nordirland – hvilken vej frem?

IRLAND Af Marie Frederiksen I juli besluttede IRA at nedlægge sine våben. Medierne i hele verden jublede; nu kom freden, efter årtier (ja faktisk århundreder) med væbnet konflikt.

Men her efter 30 års væbnet konflikt fra IR A ’s sid e og 35 00 d ø d e hvad er så opnået? Irland er så langt fra samling som aldrig før, og problemerne for arbejderne i både nord og syd er langt fra løst.

Kampen for befrielse er klassekamp Allerede fra starten af befrielsesbevægelsen har der eksisteret to fløje; den borgerligt-nationale og den revolutionære. Den borgerligt nationale var fra starten interesseret i at pleje deres egne interesser; den private ejendomsret og handelsinteresser, og håbede med et selvstændigt Irland at det irske borgerskab kunne frigøres fra dominansen fra engelsk kapital.

Den revolutionære fløj blev i starten repræsenteret af The United Irishmen (”De forenede Irere,”) og W olfe T one, som sagde, at kampen for befrielse kun kunn e kæ m p es og vind es af ‖the m en of n o p rop erty.‖ (‖Mændene uden ejendom,”) Jam es C onnolly vid erefø rte i starten af det 20. århundrede denne klasselinie: De eneste der kan befri

Irland er arbejderklassen gennem sekampen, men den revolutionære kampen for socialisme, de to kan ikke bølge blev desværre stoppet med udadskilles. Arbejderklassen må have bruddet af krigen, arbejderne var trætuafhængighed af de andre klasser. te efter mange års hårde kampe. Men P arolen var ‖en irsk arb ejd errep ublik‖. Connolly var bange for, at den irske Den irske arbejderklasse viste, at de arbejderklasse ikke kunne vente på var parate til at kæmpe for et den europæiske arbejder‖Det var [ICA] en bedre samfund, protestanter arbejdermilits klasse. ICA og the Irish og katolikker side om side. baseret på fagfor- Volunteers (IV, en småborOverfor en revolutionær ud- eningerne – i virgerlig nationalistisk gruppe) vikling i både Irland og Eng- keligheden den planlagde en væbnet opland spillede det engelske første røde hær i stand - Påskeopstanden i b org erskab ‖o ra ng eko rte t‖. verden‖ 1916 . M en IV forråd te i Orangeordenen (en slags sidste øjeblik opstanden, loge for irske protestanter) blev opret- som blev slået brutalt ned. Connolly tet helt tilbage i 1795, som en del af blev taget til fange og slået ihjel. En eng læ nd ernes ‖d el og hersk‖ strateg i, historie man ser gentaget både før og og har lige siden spillet samme reakti- efter i hele befrielseskampens historie; onære rolle. Som modsvar mod hjem- arbejderne og de fattige bønder er mestyret havde orangemænd oprettet gået forrest i kampene, men hvis det en milits med op til 100.000 bevæbne- nationalistiske borgerskab frygter for de mænd, disse blev sluppet løs på sine egne interesser, forråder de bekatolikkerne i nord og illoyale prote- vægelsen; de vil hellere være understanter, og et sandt voldsregimente lagt styre fra England, end fra de irske blev udløst. Som modsvar på denne arbejdere og bønder. vold oprettede de irske arbejdere i 1913 The Irish Citizens Army (ICA, Den individuelle terrors blindgyde ”D en irske borgerhæ r”). Det var en Efter første verdenskrig voksede ararbejdermilits baseret på fagforenin- bejderbevægelsen igen, men den var gerne – i virkeligheden den første røde blevet frarøvet sin revolutionære ledelhær i verden, en hær der også skulle se, og initiativet gik i stedet over til det omvælte kapitalismen og imperialis- republikanske borgerskab. I stedet for men.

Connollys klasseuafhængighed blev politikken nu; arbejderklassen må venOp til første verdenskrig voksede klas- te; med andre ord, arbejderklassens problemer må vente til vi har løst spørgsmålet om grænsen.

Ny bog om Irland! ‖S eriø se revolutionæ re, æ g te m arxister og engagerede republikanere vil læse denne bog med tænksom interesse. De vil g ive d en, d en resp ekt d en fortjen er…

Vi tror fast på at hvis denne bog af Alan Woods starter en proces, hvor Republikanere og Socialister vender tilbage til Connolly og de bedste ideer fra den irske og internationale venstrefløj, så vil den fremtidige kamp for socialisme i Irland tag e et kæ m p e skrid t frem ad‖ Gerry Ruddy, medlem af Irish Republican Socialist Party, i fordordet til bogen Bogen kan bestilles på www.marxist.dk, pr. e-mail: marxist@marixist.dk, eller pr. almindeligt brev. Pris: 120 kr. 135 sider.

Køb den NU

10

● www.marxist.dk ● Se p /O k t 4. Å rg a n g N r. 2 6

IRA blev født som en kombination af ICA og the Irish Voolunteers, så der fra starten var en klassesplittelse tilstede. Splittelsen af Irland havde ikke løst et eneste problem for arbejderne og de fattige bønder, og Sinn Fein og IRA gik voldsomt frem. Op gennem 30’erne stod IR A i sp id sen for en d el arbejderkampe. Efterhånden blev IRA overtaget af stalinisterne, som ledte organisationen væk fra den individuelle terrorisme, hvilket var godt, men ikke til fordel for et revolutionært program, men et reformistisk pacifistisk.

Det betød, at da en revolutionær bølge ramte Irland i 1969 stod de helt uforberedte og uden våben. Men situationen udviklede sig i retning af borgerkrig, og man havde hårdt brug for vå-

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Internationalt ben – først og fremmest for at beskytte katolske områder mod angreb. Man havde brug for en bevæbnet kraft på linie med ICA, men IRA havde ingen våben og tabte meget i de unge revolutionæres øjne.

Splittelse i IRA Borgerskabet i Syd frygtede udviklingen af en revolutionær bevægelse i nord og tog skridt til at aflede bevægelsen på nationalistiske linier – de splittede med vilje IRA, der var for venstreorienteret for dem. De gav kæmpe summer penge til højrefløjen i IRA til at opsætte en rivaliserende organisation; det provisoriske IRA – i modsætning til de officielle. De provisoriske, eller ‖provoerne‖, b lev d annet i januar 1970 og var fanatiske antikommunister. Udviklingen passede borgerskabet i Syd godt, og de støttede dem med alle midler. Til sidst satte briterne hæren ind, og sammen med den herskende klasse i syd smadrede de bevægelsen. Provoerne havde våbnene og voksede derfor hurtigt på bekostning af venstrefløjen. Før 1968 havde IRA ikke haft en rigtig base i Nord, men det fik de nu.

D et p rovisoriske IR A ’s m ål var end nu engang at sætte grænsespørgsmålet før spørgsmålet om social befrielse, og deres taktik var at drive briterne ud med våben. Det har krævet 30 år og 3500 d ø d e for at g ø re d et klart at taktikken er fuldstændig forfejlet. 30 år hvor mange modige unge kæmpere har mistet livet, til ingen nytte. I stedet

Opdelingen af Irland I starten af 1900-tallet intensiveres klassekampen i både Irland og England og borgerskaberne frygter en socialistisk revolution og ser sig derfor nødsaget til at give nogle indrømmelser. Resultatet blev at Irland blev delt med et Nordirland bestående af 6 ud af de 9 oprindelige amter i Ulster (en region i det nordlige Irland). Spørgsmålet om Ulster var vigtigt. Syden var stadig mest landbrug, mens nord havde en stor koncentration af industri og en strategisk vigtig placering for England – to gode grunde til at England gerne ville beholde nord. De fleste protestanter levede i Ulster, mens flertallet af befolkningen i Irland var katolikker.

for at få briterne ud, styrkede provoernes taktik med individuel terrorisme englænderne, og der startede en ond spiral med vold fra begge sider. De protestantiske paramilitære grupper blev styrket og er nu vokset fuldstændig ud af englændernes kontrol. I dag har IRA nedlagt våbnene, Sinn Fein har fuldstændig opgivet det revolutionære perspektiv til fordel for ministerposter i et Irsk parlament, der aldrig er i stand til mødes, og de underskrev i 1998 ”the G o od F rid ay A g reem ent,” der intet nævner om et samlet Irland samlingen af Irland er længere væk end nogensinde før. De Irske arbejdere og bønder må spørge sig selv; hvad nu?

For en arbejderrepublik Den eneste løsning er en tilbagevenden til Connollys ideer; at arbejderklassen er den eneste klasse, der gennem deres kamp for socialisme kan befri og forene Irland.

Blokade i Dublins gader under Påskeopstanden i 1916

Arbejderklassen må befris fra borgerlig nationalistisk indflydelse og den sekteriske opdeling mellem protestanter og katolikker, den eneste måde det kan opnås er ved at fremføre et socialistisk perspektiv.

Kampen for national befrielse er uundgåeligt forbundet med spørgsmålet om arbejderklassens befrielse. De sidste 90 år h ar vist at et ”frit” Irland , er e n illusion under kapitalismen. Det irske borgerskab er fuldstændig afhængigt at det engelske borgerskab – den militære uundertrykkelse er skiftet ud med den økonomiske.

Det meste af venstrefløjen og den republikanske bevægelse har kaldt dette perspektiv utopisk og urealistisk.

Men de har haft masser af tid til at bevise, at det er den individuelle terrorisme der er urealistisk og utopisk – intet er opnået. Andre siger, det er umuligt efter så mange års vold, men en samlet arbejderklasse på tværs af ‖relig iø se‖ skel er ab solut m ulig t, hvilket er set mange gange i historien, senest under generalstrejken i 2003.

Klassekampen er i opgang, både i Irland og England, og der må bygges forbindelser mellem de irske og engelske fagforeninger.

Den væbnede kamp må underlægges den politiske; en væbnet kamp på linie med ICA. Connollys største fejl var at han ikke opbyggede et revolutionært kadreparti, der kunne stå i spidsen for kampen – det er hvad alle ærlige revolutionære der ønsker et frit og samlet Irland, nu må kæmpe for.

For et frit og samlet Irland!

For en Irsk arbejderrepublik i et socialistisk Storbritannien i en socialistisk verden!

www.marxist.dk ● Se p /O k t 4. Å rg a n g N r. 26●

11

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Internationalt

Interview med baskiske socialister

”K u n m e d e t m a rx istisk p ro g ra m e r d e t m u lig t a t lø se d e t n a tio n a le sp ø rg sm å l” BASKERLANDET Af Jeppe Druedahl og Andreas Bülow Hvilke historiske begivenheder og processer er vigtige for at forstå situationen i Baskerlandet i dag?

Baskerlandet var historisk et selvstændigt kongedømme, Naffaroa (Navarra red.), med sit eget sprog og sin egen kultur. Pga. af dets beliggenhed har Baskerlandet altid været truet fra mange sider og er blevet angrebet utallige gange. Især efter Franco-diktaturet kom til, blev undertykkelsen ulidelig.

Franco prøvede faktisk direkte at udrydde den baskiske kultur. Det blev bl.a. forbudt at tale det baskiske sprog, hvilket medførte at det nationale spørgsmål fik endnu større betydning.

E fter arb ejd ernes kam p e i 1970’ern e, forrådte kommunist- og socialistiskpartiet den baskiske arbejderklasse. Dette skabte plads for en national venstrefløj i Baskerlandet, hvilket blev starten på partiet Herri Batasuna (senere bare ”B atasun a ”, red.).

Oprettelsen af ETA, der kom før dette, er dog også vigtig. For omkring 40 år siden var der ingen af de etablerede partier, der gjorde noget for at bekæmpe francoismen. Dette forræderi førte en masse baskiske kræfter sammen, som besluttede sig for at starte den bevæbnede frihedskamp. Som reaktion på dette blev undertrykkelse bare endnu hårdere. Den venstrenationale bevægelse manglede dog et marxistisk program og sejrede derfor ikke, hvilket m ed fø rte at d er sid en 80’ern e har fundet en gradvis demoralisering af masserne sted.

Hvilke former antager undertrykkelsen i dag?

Fx i Naffaroa regionen holder regeringen penge tilbage så der ikke kan undervises i og på baskisk i de offentlige skoler. Denne eneste avis, der var på baskisk er også blevet lukket, under

12

Ivan (tv.) har været medlem af El Militante (Socialistisk Standpunkts søsterorganisation i både Spanien og Baskerlandet) i 2½ år. Mano (th.) har været med i et år.

påskud af at den støttede ETA. Det samme er sket med mange musikgrupper, hvis koncerter fx er blevet forbudt. Ungdommen er faktisk dem der lider mest, fordi de konstant beskyldes for at sympatisere med og støtte ETA. Selv unge der ikke er indenfor den venstrenationale bevægelse, men fx bare er feminister el. lign., beskyldes for at være terrorister.

Hvad er stemningen i Baskerlandet i dag? Er der en kampvilje?

Lige nu er der en udbredt følelse af at alle politikere er ens og folk er blevet mere eller mindre trætte af politik. Det nationale spørgsmål bliver ikke løst.

Traditionelt har Baskerlandet været meget militant, men nu er det for nedadgående, fordi at arbejderbevægelsens organisationer og div. nationalistisk organisationer ikke har kunnet løse det nationale spørgsmål.

I 8 0’erne var d er en stor op g ang i d en nationale venstrefløjsbevægelse. Men nu ser det ud som om at den er for nedadgående. Det nationale venstrefløjsparti har nu foreslået et forhandlingsbord for alle de politiske partier for

● www.marxist.dk ● Se p /O k t 4. Å rg a n g N r. 2 6

at løse det nationale spørgsmål – de tror med andre ord ikke på arbejdernes kamp, fordi de ikke har et marxistisk program Kan ikke I forklare nærmere hvad der er problemet med denne taktik og hvilke alternativer der er?

Generelt set forsvarer ETA og den nationale venstrefløjs bevægelse det samme. Deres taktik er: Først og fremmest national uafhængighed og bagefter socialisme. På den måde kan man sige at stalinismen har sneget sig ind i bevægelsen, fordi de forsvarer ideen om to stadier og fordi de vil samarbejde med borgerskabet for at løse det nationale spørgsmål. Derved kommer d e faktisk til at forsvare ‖socialism e i et land ‖. P ræ cis som stalinisterne g jord e.

Hvad er så vores alternativ? Hvad er marxisternes alternativ? Vi mener at kampen for national frigørelse er uløseligt forbundet med kampen for socialisme. Inden for kapitalismens rammer kan der aldrig blive nogen uafhængighed. Et af de bedste eksempler på dette er Cuba, hvor de har eksproprieret kapitalisterne og afskaffet kapi-

Internationalt talismen. For, for at opnå ægte frihed har den baskiske arbejderklasse nødvendigvis brug for den spanske og franske arbejderklasses hjælp. Og derfor går vi altid ind for retten til national selvbestemmelse, men på et socialistisk program.

Hvordan kommer dette til udtryk i jeres politiske arbejde?

Vi er medlemmer af den national venstrefløjsorganisation Partido Comunista de las Tierras Vascas og arbejder indenfor den og diskuterer vores paroler med de andre medlemmer. Vi skriver artikler og laver en avis. Derudover har vi de sidste måneder hold møder om Cuba, Venezuela og Irland.

Derved tiltrækker vi medlemmer som læser vores artikler og vi er nu ved at skabe os en fast base. Lige nu er vi stadig en lille gruppe, men i fremtiden vil vi blive større. Allerede nu har vi en hvis indflydelse. På den måde får vi flere aktive med i bevægelse til at kæmpe for de marxistiske ideer og den marxistiske tendens.

Mano har derudover i 8 år været medlem af hans lokale byråd for det nu forbudte Herri Batasuna.

Kan i forklare noget om forbudet mod Batasuna?

Den officielle undskyldning er at Batasuna ikke vil tage klar afstand fra E T A ’s aktion er. D et store b askiske borgerlige parti, siger at de er imod forbudet, men at det nu er loven og de d erfor ‖d esvæ rre‖ b liver nø d t til at ud fø re d en. M ed ‖vem od ‖ h ar d e lukket Batsunas lokaler osv.

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk Derved har det været byråds- og amtsrådsvalg, hvor den nationale venstrefløj, ikke har kunnet præsentere en kandidat. Det samme er sket med valg til det europæiske og det spanske parlament samt valg til det baskiske parlament. Store dele af den baskiske nationale venstrefløj har derfor nu søgt ind i det tidligere lille baskiske kommunist partier. PP kræver nu at også dette parti forbudt pga. de også skulle være terrorister. Derved er dette parti vokset.

Før havde den nationale venstrefløj 8 medlemmer af det baskiske parlament, nu har kommunistpartiet 9 medlemmer. Så selvom der finder en demoralisering sted, har folk generelt reageret mod forbudet af Batasuna, ved at trodse det og give kommunistpartiet deres stemmer. Dette har medført at kommunistpartiet næsten er blevet opslugt af den venstrenationale bevægelse, som nu næsten udgør ledelse.

I Danmark er der mange på venstrefløjen der har illusioner til ETA og ser dem som de egentlige forkæmpere for baskisk selvstændig. Hvad er jeres syn på ETA? E T A ’s erklæ red e form ål er at p resse den spanske og franske stat til forhandlingsbordet. De laver attentater næsten hver dag. Statens holdning har dog altid været: Ingen forhandling, kun bekæmpelse af ETA.

Vi er ikke imod attentaterne af moralistiske grund, men fordi de objektivt, stik mod intentionerne, styrker staten.

Problemet er at man godt kan dræbe nogle politikere, men det ændrer ikke systemet. I Rusland dræbte Narodnikkerne zaren, men der kom bare en ny zar. Derfor har staten bare kunne bruge ETA, som undskyldning for at bruge antiterrorlovene mod alle organisationer på den baskiske venstrefløj. Fx er lovene blevet brugt til at kunne overvåge Internettet, mobiltelefoner osv. Efter bomberne i Madrid 11. m arts forrig e år p rø ved e PP og staten at skyde skylden på ETA, for herved at Baskerlandet er delt mellem Spanien og Frankrig skabe en bølge mod ETA.

Disse attentater har altid kun været til borgerskabets forel. Præcis ligesom at Bush har kunnet bruge 11. september som undskyldning for at kunne angribe Afghanistan og Irak, har den spanske reg ering kunne b rug e E T A ’s atte ntater.

ETA manglende sejre har dog medført at ETA har mistet styrke. Staten har nu for første gang godkendt at man kan forhandle med ETA (kun PP stemte ikke for). Men hovedbetingelsen har altid været at ETA først skal afgive deres våben. Det eneste som staten har villet give i indrømmelser er at lukke nogle fanger ud. Men det er jo ret langt fra det krav om nationalbefrielse som ETA blev født af.

Individuel væbnet kamp virker ikke, præcis som vi har set i Irland. Hvad med fx IRA, hvad har de opnået?

Praktisk talt ingenting. Arbejderklassen er endnu mere delt end nogensinde før og et samlet Irland har aldrig været længere væk. Det er derfor marxister ikke støtter denne taktik og siger at den ikke nytter noget som helst.

Hvad er perspektivet for en massebevægelse på et marxistisk program i Baskerlandet?

I 8 0’erne, d a d en na tionale venstrefløjsbevægelse havde meget stor styrke, havde vores tendens meget svært ved at skabe en base inden for bevægelsen, fordi den på dette tidspunkt havde en enorm styrke og lederne en enorm autoritet. Bevægelsen var meget svær at trænge ind i.

Nu står bevægelsen uheldigvis meget svagere. Dette giver dog marxisterne nogle nye muligheder. Nu er det utroligt meget lettere at komme igennem med de marxistiske ideer og det er muligt at bygge en reel marxistisk tendens inde i bevægelsen. Det er dog ikke kun i den nationale venstrefløjsbevægelse, men også generelt i den baskiske arbejderklasse, at det ser ud som om at der er ved at åbne sig muligheder for en massebevægelse.

Men det er kun med et marxistisk program at det er muligt at løse det nationale spørgsmål, sammen med de klassemæssige og sociale problemer. □

www.marxist.dk ● Se p /O k t 4. Å rg a n g N r. 26●

13

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Internationalt

Plan– eller markedsøkonomi? - del 2 ØKONOMI Af SK Planøkonomien i Sovjetunionen Men lad os vende tilbage til citatet fra Socialdemokratiets proncipprogram: er planøkonomi ikke lig med stagnation og fattigdom, og viser erfaringen fra Sovjet ikke, at det vil gå helt galt?

Først må vi have nogle kendsgerninger og tal på bordet: før den store Oktoberrevolution i 1917 var zarens Rusland et tilbagestående, middelalderligt og halvbarbarisk u-land, hvor arbejderklassen kun bestod af under 4 mio. mennesker ud af en samlet befolkning på omkring 150 mio. Desuden blev landet og befolkninegn nærmest totalsmadret under verdenskrigen og i de reaktionæres blodige borgerkrig imod det nye styre. I årene efter revolutionen var der udbredt hungersnød. Ud af dette skabte planøkonomien verdens andenmægtigste land med et enormt industrielt grundlag og et højt kulturelt og videnskabeligt niveau.

Fra 1913 (som var højdepunktet i produktionen før krigen) til 1963 blev den totale industriproduktion 52 gange større (USA : 6 gange, UK: knap 2 gange) og arbejdsproduktiviteten (der er den mest afgørende måleenhed i denne sammenhæng) steg med 1310% (USA: 332%, UK: 73%)! Efter anden verdenskrig var der enorme fremskridt – uden den Marshall-hjælp, der understøttede den meget mindre fremgang i Europa.

Væksten i Sovjet lå i de år på over 10%.

Fra 1945-60 steg stålproduktionen fra 12,25 mio. til 65 mio. tons, olieproduktionen fra 19,4 mio. til 148 mio. tons, kulproduktionen fra 149,3 mio. til 513 mio. tons. I midt-firserne havde USSR overhalet de fleste kapitalistiske lande, og var på mange områder klart nummer et.

Befolkningens levestandard oplevede stadige stigninger, størstedelen havde ting som tv, køleskab, vaskemaskine o.s.v. Huslejen lå fast nede omkring ca.

6 % a f m å n e dsin dkom ste n o g p rise rn e på basale ting som brød lå også fast lavt. Indtil op i 80'erne havde den sidste prisstigning på brød, sukker og de fleste andre madvarer været i 1955, og på kød og mælk i 1962 - sammenlign det med en inflation på 2600% i 1993!

14

Disse tal illustrerer en kendsgerning, der burde sige sig selv: at planlægning er tusind gange mere effektivt end kaos.

Demokrati en absolut nødvendighed Fremgangen i Sovjet kunne imidlertid have været meget større. Den blev forhindret af det undertrykkende stalinistiske bureaukrati, der langsomt begyndte at vokse frem – og de nævnte fremskridt blev opnået med meget spild og enorme omkostninger. I artiklen om Trotskij, som kommer i næste numer af denne avis, kan man læse om denne proces og om trotskijsternes forsøg på at stoppe den. Her må vi blot slå fast, at bureaukrati og manglende demokrati i længden er abslout uforeneligt med planøkonomi. Til sidst måtte bureaukratiet blive en total hindring for videreudvikling af planøkonomien, efterhånden som økonomien blev mere og mere sofistikeret, sammensat og teknologisk avanceret. Det begyndte at ske i 70'erne og det førte i sidste ende til kontrarevolution og forsøg på at genindføre kapitalismen til glæde for en lille gruppe gamle bureaukrater og nyrige slyngler.

For almindelige mennesker har hvert et skridt i retning af kapitalisme imidlertid betydet den ene katastrofe efter den anden, og en total ødelæggelse af produk-

tionsapparat, velfærd, videnskab og kultur i både Rusland og de andre Østlande.

Skal der planlægges fornuftigt og efter den arbejdende befolknings egne behov, er det naturligvis nødvendigt at kende disse behov, og der må være frihed til at udtrykke dem. Kort sagt er ægte demokrati en absolut nødvendighed for en planøkonomi. Det vil ligeledes være nødvendigt med en drastisk nedsættelse af arbejdstiden for at sikre alle arbejdere mulighed for at deltage i demokratiet. Er disse forudsætninger til stede, og bliver udgangspunktet et fremskredent land som Danmark og en udvidelse af den socialistiske planøkonomi til stadig flere lande, så vil de kæmpefremskridt, som planøkonomien vil frembringe, få alt, der tidligere er set, til at blegne i sammenligning. I stedet for kapitalismens kaos med kriser, nedskæringer, arbejdsløshed, høje priser, ulighed og alle de andre "velsignelser" vil vi kunne bygge et samfund, der kan skabe ordentlige forhold for alle mennesker og sikre os alle en harmonisk fremtid.□

Læs første del www.marxist.dk.

af

artiklen

på

Abonnér på

Socialistisk Standpunkt udkommer seks gange om året med artikler om alt fra situationen i den danske og internationale arbejderbevægelse, elevorganisationerne, den politiske situation i Danmark og resten af Verden. Desuden er der længere dybdegående artikler om verdensøkonomi, historie, klassekamp osv. Disse artikler bliver skrevet af folk, der selv dagligt kæmper for at forsvare arbejdere og unges leveforhold.

Prøv et abonnement på Socialistisk Standpunkt for kun 100 kr. eller støttepris 150 kr. for et helt år. Så får du også muligheden for at følge med i den internationale kamp for en bedre verden.

● www.marxist.dk ● Se p /O k t 4. Å rg a n g N r. 2 6

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Internationalt

Hyldest til Pierre Broué NEKROLOG Af Greg Oxley Pierre Broués død har frataget revolutionær marxisme en af dens mest fantastiske repræsentanter. Pierre viede hele sit liv til de undertrykte og udbydttedes sag, og til forsvar for de revolutionære marxistiske ideer.

Som et ungt medlem af det franske Kommunistparti deltog han i den væbnede modstand mod den nazistiske besættelse af Frankrig under Anden Verdenskrig. I 1943 drog Stalin den logiske konklusion af den reaktionære teori om ‖socialism e i et land ‖ og b eordrede Tredje (Kommunistiske) Internationale opløst. Frastødt af den nationalistiske og reformistiske politik, som de kommunistiske partier tog til sig under pres fra det stalinistiske regime i Moskva, vendte Pierre Broué sig mod Fjerde Internationale, som var blevet stiftet i 1938 af den tidligere Venstropposition i den Kommunistiske Internationale, på basis af den ægte marxismes teori og program.

Gennem anden halvdel af det tyvende århundrede gjorde Pierre Broué, som blev en dygtig forfatter og historiker, mere end nogen anden i Frankrig for at genfinde og forklare de virkelige traditioner og ideer fra marxismen, som stalinisterne havde forsøgt at begrave under et bjerg af sladder og forfalskninger. Anskaffelsen, oversættelsen og udgivelsen af Trotskijs værker, var i sig selv en bedrift af enorm betydning. Derudover kom Pierre Broués skrifter om den Kommunistiske Internationales historie og hans monumentale biografi over Leon Trotskij, som er en uvuderlig arv for marxister i dag.

hans lille lejlighed i byens udkant.

Det første møde var et meget mindeværdigt øjeblik for mig. Pierre havde været meget syg i den forudgående periode, og han var forståeligt nok ikke på toppen, hvad angår personlig præsentation. Men han var en person, der gjorde stort indtryk. Han var en flot, høj og elegant mand, som gav et indtryk af anstændighed, integritet og intellektuelt mod.

Indtil relativt kort tid før dette møde havde Pierre meget lidt førstehåndsvid en om T ed G rants og A lan W ood s’ værker. Da han foretog research om den russiske venstreoppositions heroiske kamp mod det stalinistiske diktatur, blev en oversættelse af en artikel af Alan Woods, offentliggjort på La Riposte, bragt til hans kendskab. Dette var en artikel om Valery Sabline, som forklarede den virkelige historie bag film en ‖R ø d e O ktob er‖. D enne artikel fik Pierre til at læse andre artikler på www.marxist.com så da vi mødtes i Grenoble, havde han allerede en klar idé om, hvilke ideer, vi står for.

Pierre var fuld af lovord over for vores internationale tendens. Han var enig med os på alle grundlæggende spørgsmål, sagde han, og han ville arbejde sammen med os. Det blev aftalt, at han skulle møde Alan Woods

så hurtigt som muligt. Uheldigvis blev Pierre endnu mere syg de næste dage. Jeg besøgte ham igen med min kone og kammerat i september, men mødet med Alan Woods kunne ikke finde sted før 9. Oktober 2003.

Dette møde med Alan var den virkelige begyndelse på vores forbund med Pierre Broué. Pierre var i sin hospitalsseng på en afsidesliggende klinik i de smukke bjergegne uden for Grenoble.

Han tog ideer alvorligt og formulerede sine egne med præcision, både på fransk og engelsk. Han var meget entusiastisk om kring vores ‖Le on T rotskij p rojekt‖ for ud g ivelse af T rotskijs stø rste værker på forskellige sprog, og sagde omgående ja til at skrive et forord til den første bog i serien, selvbiografien Mit liv. Alan optog et kort interview med ham, hvor Pierre sendte en varm hilsen til Ted Grant, som dengang var i sit 90ende år. Siden da har Pierre anset sig selv som medlem af vores internationale tendens. Hans blad, Le M arxism e A ujourd ’hui offentliggjorde en række tekster fra www.marxist.com. Og vi var for vores del stolte af hans politiske støtte, samarbejde og venskab.

Jeg besøgte ham sidste gang i april i år. Hans tilstand var betragtelig bedre.

Han var livlig og åndfuld, trak bøger ned fra reolen og gennembladede avisklip for at forklare sine ideer på det ene eller andet punkt. Hans livslange ven og samarbejdspartner, JeanPierre Juy, var også til stede, og ligeledes var Jérôme Métellus fra La Riposte.

Jean-Pierre skrev venligt til mig kort efter Pierres død. Han fortalte mig, at Pierre døde fredeligt på hospitalet, uden smerte. Dette er et forfærdeligt tab, men Pierre Broué vil leve videre i hjerterne hos de, der kendte og elskede ham, og frem for alt i ånden hos den nulevende generation af revolutionære, som nu må bære hans værk videre og bygge støtte for marxismens ideer. Der kan ikke være en mere passende hyldest til denne bemærkelsesværdige mands minde. Socialismens triumf vil også blive hans sejr. □

Jeg mødte første gang Pierre Broué i august 2003. På det tidspunkt boede Trotskijs barnebarn, Esteban Volkov, i mit hjem i Paris i omtrent ti dage på sin vej hjem fra vores internationale konference i Barcelona. For Esteban var det utænkeligt at være i Frankrig uden at besøge sin livslange ven Pierre Broué, og vi tog sammen afsted til Grenoble, hvor vi mødte Pierre i Pierre Broué (1929-2005)

www.marxist.dk ● Se p /O k t 4. Å rg a n g N r. 26●

15

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Internationalt

Venezuela: revolutionen tilspidses VENEZUELA Af Klaus Münster En revolution forudsætter folkets politiske deltagelse på et niveau betydeligt højere end i f.eks. Danmark i dag. For at samfundet kan ændres grundlæggende, og ikke kun i toppen, kræver det at folket tager sagen i egen hånd og ikke overlader det til enkeltpersoner eller den sædvanlige flok bureaukrater. Da jeg var i Venezuela til verdensfestivalen mødte jeg en amerikaner der forklarede mig at der ikke var nogen revolution i gang, højst progressive tiltag og halv-g od e taler fra C havéz’ side, og så desuden en flok soldater fra nationalgarden, der med hjælp fra oliepengene fik lavet lidt af hvert. Ikke at han havde noget imod det, det var bare ikke en revolution.

Men er det rigtigt? Er revolutionen stoppet? Nej, det er den absolut ikke, men det er vigtigt hele tiden at undersøge på hvilket stadie den er, og i hvilken retning, begivenhederne bevæger sig. I længere tid har vi ikke hørt om massedemonstrationer med millioner af Venezuelanere der kæmper mod højrefløjen, eller vilde kampe i gaderne. Grunden er simpel. Højrefløjen er

Ny bog: Den venezuelanske revolution

Bogen kan bestilles på www.marxist.dk, pr. e-mail: marxist@marixist.dk, eller pr. post hos Socialistisk Standpunkt, Degnestavnen 19, 2400 Kbh. NV

Køb den NU

16

så svækket, at de ikke længere er i stand til at stille op med en nævneværdig modstand der fortjener milliondemonstrationer i gaderne (deres sidste d em onstration sam led e ‖op m od tusind d em onstranter‖). S id en ned erlaget for et år siden ved tilbagekaldelsesafstemningen, og de to følgende afstemninger (hvor Chavéz-fløjen har sejret stort hver gang; nu er der kun to stater i oppositionens hænder og de fik kun 20 pct. i kommunalvalgene i starten af august) har oppositionen været så svækket og splittet at dem der har skabt mest oprør i de venezuelanske medier har været oppositionens venner i Washington, der til gengæld har været gjort sig meget bemærket, senest med tv-prædikanten Pat Robertson, der truede Chavéz på livet.

I Venezuela er kampen nu rettet mod den interne kamp, kampen for at uddybe revolutionen, kampen for at vinde over bureaukrater og reformister internt i bevægelsen. Bureaukrater der forsinker og forhindrer revolutionære tiltag, og reformistiske rådgivere og p olitikere d er råd er til ‖forsig tig hed ‖ og at man ikke skal gå for hurtigt frem.

Det er folk som dem der gjorde at stemmeprocenten var så lav ved kommunalvalget – Venezuelanerne gad ikke stemme på reformistiske borgmesterkandidater, men gad på den anden side absolut heller ikke have oppositionen ind. Så derfor gik 80 pct. af stemmerne til den såkaldt bolivariske bevægelse (Chavéz-bevægelsen, der er opkaldt efter frihedshelten Simon Bolivar) men samtidig var der kun 31pct. som gad stemme. Dette er ikke fordi revolutionen er gået i stå, men fordi masserne kun ser Chavéz og nogle få andre politikere, som ægte revolutionære, og er kritiske over for resten.

At revolutionen ikke er gået i stå ses også ved den nuværende debat om arbejderkontrol over fabrikkerne. Selv BBC har opdaget den, og skrev i en artikel d. 19 august om de fine resultater, man har opnået i en af Venezuelas to største aluminiumsfabrikker, ALCASA, hvor produktionen er steget med 11 pct. pga. stærkt øget arbejder-

● www.marxist.dk ● Se p /O k t 4. Å rg a n g N r. 2 6

kontrol og -styring af produktionen og ledelsen generelt. Arbejderne ser det helt korrekt som skridt hen mod den socialisme for det 21. århundrede, som debatten i Venezuela også fokuserer rigtigt meget på. Har man arbejderkontrol (og det er ikke bare på ALCASA, men flere steder) i et land uden revolutionære tilstande? Debatterer man socialisme her og der og alle vegne uden at der virkelig sker store ting og sager i samfundet?

Revolutionen må føres videre Men vil disse revolutionære tilstande vare ved? Vil oppositionen fra nu af og til evighed være nogenlunde fredelige (set i forhold til tidlig ere kup forsø g og lignende)? Siden Chavéz for alvor satte gang i processen med omskabelsen af Venezuela, har han og hele projektet været forhadt af borgerskabet og imperialismen. De har gjort hvad de kan for at sabotere det, og det eneste der afholder USA fra at skyde Chavéz er at de er for bange for følgerne af et ustabilt Venezuela (de er afhængige af en stabil olieleverance), og et eventuelt opsving i revolutionen.

Det farligste tidspunkt for revolutionen, mht. oppositionen, er hvis den skulle stå stille. Hvis man står stille er man ganske enkelt nemmere at ramme.

Washington og oppositionen vil nemmest kunne slå til når masserne ikke deltager i revolutionen og vil ofre alt for at redde revolutionen, en lektion de fik skåret ud i tykt pap under kupforsøget i 2002, hvor masserne besejrede oppositionen i forsvaret for deres revolution. Hvis masserne føler at det bliver bureaukraternes revolution, og at man ikke længere går fremad, hvorfor skulle de så ofre deres liv for den?

Altså er det farligste at stå stille.

Det smarteste er at fjerne magten fra bankerne og rigmændene så hurtigt som muligt, så de ikke saboterer økonomien mere og ikke kan udnytte medierne og de store firmaers magt til at presse Venezuela og revolutionen på alle mulige måder. Ved at tage konkrete skridt mod nationaliseringer og arbejderkontrol flytter man magten over i staten og arbejdernes hænder, for at kunne erstatte kapitalisternes økono-

Internationalt miske diktatur (som de, trods Chavéz sociale reformer, på alle måder stadig har) med arbejderklassens demokratiske styre.

De konkrete skridt tages for tiden af både arbejderklassen og på sin vis af Chavéz. Chavéz har i juli offentliggjort en liste på omkring 1.200 fallerede virksomheder der skal nationaliseres under stærkt øget arbejderkontrol (som CNV og Venepal). Arbejderne

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk har mange steder taget udfordringen op, og fulgt Chavéz´ opfordring til at ø g e d er e s m ed b es t em m e l s e (cog estión) – begge dele skridt mod den socialisme for det 21. århundrede Chavéz og store lag af den bolivariske bevægelse taler om, og kæmper for.

Dette er ekstremt vigtige tiltag i kampen for socialisme, men bør gå videre end ‖b are‖ fallered e virksom hed er og allerede nationaliserede fabrikker.

Bankerne, forsikringsselskaberne, de

største virksomheder og jorden fra de store godsejere bør alt sammen nationaliseres under hhv. arbejder- og bondekontrol. Det er den eneste måde at komme af med Venezuelas 17 % arbejdsløshed, den eneste måde at få de mange millioner fattige ud af fattigdommen på, og den eneste måde at sikre at oppositionen ikke overtager magten.

Viva la revolución!

Rød festival i Venezuela UNGDOMSFESTIVAL Af Klaus Münster I starten af august blev den 16. verdensfestival for unge og studerende afholdt i Caracas, hovedstaden i Venezuela. I løbet af ugen nåede omkring 25.000 unge fra ca. 144 lande at besøge festivalen, der ikke mindede specielt meget om de festivals vi kender i Danmark om sommeren der fokuserer på musik og druk. I Venezuela var politik og verdenssituationen i højsæ d et. U nd er slog anet ‖F or fred en og solidariteten. Vi kæmper mod imperialism en og for solid ariteten,‖ b lev alle sider af verdens politiske situation, mht. menneskerettigheder, krige, fattigdom, solidaritetsarbejde osv., flittigt diskuteret af unge venstreorienterede fra fagforeninger, kommunistiske ungdomsorganisationer, venstrefløjsgrupperinger og studenterorganisationer.

Latinamerika var det bedst repræsenterede kontinent, med omkring 11.000 deltagende, flest fra hhv. Venezuela, Colombia og Cuba. Deltagerne blev bl.a. indlogeret i nationalgardens barakker i Fuerte Tiuna, der er den største kaserne i Caracas, og i nye boligområder i Ciudad Miranda, bygget som en del af Mission Habitación, en af de mange sociale programmer Chavéz har sat i gang.

Politisk set var festivalen mildest talt broget. Nogle delegationer bestod mest af bureaukrater, f.eks. Nordkorea og Vietnam, hvor festivalen holdes næste år andre, typisk små, delegationer bestod kun af det lokale ungdoms-

kommunistparti (der historisk set har været dem der har koordineret festivalerne), og andre igen af progressive socialister der virkelig havde ofret meget for at komme til festivalen, blandt andre flere fra den Colombianske delegation. Andre igen virkede mest som turister. Politisk set var man meget enig e om at råb e ‖V iva C havez!‖ og ‖V iva la revolución!‖ efter stort set hvert indlæg, men ellers kunne forskellene i det politiske indhold være ret så store. Mange stalinister insisterede f.eks. på at revolutionen ikke skulle skrid e frem ad ‖for hurtig t‖ og snakkede for, at man ikke skulle blande sig i, hvordan revolutionen i Venezuela skrider frem, eller komme med gode råd og solidaritet. En af dem der snakkede mest om socialisme var ikke medlemmerne af de såkaldte kommunistiske partier, det var Chavéz i hans tre taler til festivalen, hvor han talte ganske åbent om socialisme, og om at valg et står m ellem ‖socialism e eller b arb ari‖ og om and re p rog ressive tiltag for revolutionen.

Mange revolutionære tog sig tid til at tage et smut forbi marxisternes stand, hvor Socialistisk Standpunkts internationale søsterorganisationer fra hele verden (især Venezuela, Spanien og Italien) havde samlet sig om en fælles platform, der gav flere hundrede kontakter, og hvor marxistisk litteratur blev solgt i store mængder. En stor del af de stande, der var opstillet til festivalen, havde ikke politisk materiale, men kun C D ’er, hatte, p ins, sm ykker og tshirts, så mange var positivt overrasket over mængden af politisk materiale om socialisme og marxisme – præcis den slags litteratur, Chavéz anbefaler at læse.

Efter festivalen var der to spændende møder med Alan Woods, som man kan læse mere om på www.marxist.com (på engelsk).

www.marxist.dk ● Se p /O k t 4. Å rg a n g N r. 26●

17

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Kultur

Interview med Public Enemy ”V i e r lig e g la d e m e d u n d e rtryk ke rens farve - Det er undertrykkelse n , d e r virke lig fo re n e r o s” HIPHOP Af Goran M (Beograd) Igennem tiden er Public Enemy blevet til et verdensomspændende symbol på modstand. Hvordan vil i forklare den globale interesse, der er for jeres musik?

Griff: Det er simpelthen, fordi vi brug er et helt alm en t, ‖fæ lles‖ sp rog , som et gennemgående træk. Ser du, det en person fra Beograd må gå igennem, er en anden fyr måske ved at opleve i St. Louis, og en helt tredje er i gå igennem det i Kina. Så i mange tilfælde kan man tale om en eller to ting, som alle de undertrykte mennesker oplever, og det vi alle basalt set har til fælles, er, at vi alle er undertrykte. Herskere bygger stater for deres egen skyld, ikke for folkenes. Vi har et ordsprog i Amerika, der lyder som følger: ‖I am b ecause w e are , and therefor I am ‖ (Jeg er, ford i vi er, og d erfor er jeg), forstår du. Så nogle af de ting, som Malcolm X talte om for årtier siden, gælder stadig i dag, hvilket er trist, fordi det viser, at tingene grundlæggende ikke har ændret sig synderligt. I dag har undertrykkerne forskellige ansigter, vores undertrykker er måske Den Hvide Mand i Amerika og hele det system, din undertrykker er måske den hvide mands bror, der er her. Men det er den samme undertrykkelse, så vi er ligeglade med, hvilken farver undertrykkeren har; det er undertrykkelsen der virkelig forener os.

De fleste af bandets medlemmer voksede op i tresserne. Hvordan havde de begivenhederne, der fandt sted på gaden på det tidspunkt, indflydelse på jeres forståelse verden og musikken?

Griff: I Amerika var tresserne meget turbulente, meget voldelige og eksplosive år. På den ene side havde du borgerrettighedsbevægelsen og Dr. King, der gjorde tingene på deres må-

18

de, og på den anden side havde du the Black Panther Party eller Nation of Islam , du havde militante organisationer, der prøvede at gøre det klart hvordan og hvorfor vi blev undertrykt.

Har man fulgt med i dette, og betragtet disse ting udvikle sig, så bliver man påvirket af det. Det er umuligt at se folk blive skudt, mens de er dækket af politihunde, og mishandlede folk på gaden, uden at blive påvirket.

Hvordan tror I fremtiden for USA bliver?

Griff: Jeg tror, at Amerika vil få en turbulent fremtid, det bliver et helvede for den næste præsident. Bush har bestemt betingelserne for den næste præsident. Alt hvad Bush gør i dag, vil uundgåeligt give bagslag, og jeg tror, at vi lige så langsomt vil se Amerikas forfald tydeligt. Folket vil rejse sig på dets egen måde, og de vil tage deres land tilbage. Det amerikanske system blev allerede omstyrtet ved det sidste valg. Vi kalder det det sidste udvalg, for Bush blev ikke valgt. Han blev udvalgt af dem, der ønskede, at han skulle være ved magten, fordi det ville gavne deres egen dagsorden. Så alt dette vil på et tidspunkt give bagslag, og jeg er ked af, at rap kunstnerne intet har at sige til det. Unge mennesker lytter til dem, men de taler ikke højt eller kommenterer på noget i denne afgørende tid.

Hvad synes i om hip hoppens nuværende tilstand? Der er en stor kløft mellem det, der sker i gaderne, og det disse rappere taler om i deres sange?

● www.marxist.dk ● Se p /O k t 4. Å rg a n g N r. 2 6

Chuck D.: Vi nægter at være hykleriske

Griff: Nogle mennesker kalder det ―kulturel d istraheren‖. H vis d u ser T V i en tim es tid , vil d u sig e: ‖S e, sorte m ennesker h ar et g od t liv!‖. D u ser biler og kvinder og mad, men virkeligheden er, at vi ikke har noget godt liv.

Flertallet at USA's sorte er fattige, arbejdsløse, sultne og uden hjem. Sådan en fyr, der kører igennem et kvarter p å d en m åd e, m ed ‖b ling -b ling ‖smykker over det hele, ville højst sandsynligt blive bestjålet. Du kan ikke leve dér, og reklamere for den slags livsstil. Nej, det er farligt.

G enop ståelse n af ‖g ang sta rap ‖ var et spyt i ansigt på alle, der havde bygget en kultur op til det punkt, hvor den var respekteret på verdensplan. Multinationale korporationer tog hip hop, og brugte det til at sælge vand, til at sælge sodavand, hamburgers, sneakers, undertøj. De har ingen respekt for kulturen, de bruger den, tygger på den og spytter den ud.

Er i lidt vrede over, at den hvide liberale presse a ffæ rdiged e ”M use -Sick-NHour-Mess-A ge ” som et dårligt alb um ,

Kultur i en afgørende tid for kampen for hip hop, selvom det er tydeligt, at det var et meget vigtigt album set fra dette perspektiv?

Chuck D: Vi var bare meget konsekvente. Muse-Sick-N-Hour-Mess-Age var et meget konsekvent albums, i den forstand at nogle ting måtte siges.

Men det album kom på gaden samtidig med, at Bill Clinton var på vej ind, og der var hele det her aspekt med medierne, der forventede at vi skulle sige noget, der var populært og moderne, og det populære var på det tidspunkt var at være hyklerisk. Det nægtede vi at være.

Griff: N ej, såd an er vi ikke. S er d u, d e gjorde deres job og det var hvad de følte, at de måtte gøre på det tidspunkt, for at afspore hip hoppen. Men der er en ting, du må forstå: sorte mennesker var selv ansvarlige for hip hoppens forfald, ved ikke at respektere at andre steder i verden var ved at åbne op for den kultur. Sorte mennesker svigtede sig selv, men selvfølgelig er den store synder de hvide ivæ rksæ ttere, d er ‖nigg erisered e‖ hip hop. Det er dem, der fik det til at se ud som, at hvis du taler om smykker, lækre kvinder og fester, så bliver du betalt for det. Så længe du ikke taler om noget som helst politisk, så er du helt fin. Man giver udelukkende kontrakter og penge til den slags kunstnere, og viser dem på TV – det er systematisk!

Kan i sige præcis, hvornår dette brud skete?

Griff: H m , hvornår forlod D r. D re N.W.A?

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk blikanske og det demokratiske parti?

Griff: Nej! Der er ikke for fem flade øres forskel. Det er bare forskellige vinger – den samme fugl.

Hvad vil det kræve at få hip hop tilbage til det stadie af bevidsthed, det havde i senfirserne?

Chuck D: En accept af den globale situation. Hvis du ikke ved, hvordan verden ser ud, vil du aldrig være i stand til at komme med en klar, omfattende fremstilling af hip hop. Altså, så længe amerikanerne ikke lærer om verden omkring den, vil den aldrig udvikle sig.

Jeg ser USA som et vakuum lige nu, og … damn! Hvad er det? (Chuck D og resten af gruppen får øje på nogle gamle krigsfly, der står i Beograds lufthavn)… ―Jeg håb er, at d e d er er N A T O -fly, de har skud t ned ‖, sig er nog en b ag erst i lokalet.

Hvordan bidragede det, at sampling blev forbudt, til nedbrydningen af hip hopp en i de tidlig e 9 0’ere?

Griff: H er er vi ig en nø d t til at se til den hvide iværksætters side. Det var et af hans vigtigste kort. Samtidig med, at sampling blev mere og mere brugt, satte hans bror prisen på trommemaskiner op. Så du køber en trommemaskine for at sample, så sampler du, og så bliver du pludselig sagsøgt.

Så nu skal man være meget forsigtig med, hvordan man laver musik. Nu om

dage er det ikke muligt at lave en plade som ”It T akes A N atio n O f M illions T o H old U s B ack”. Det var kunst! Hele ”B om b S qu ad ” lyden, som gjorde Public Enemy verdensberømte, var baseret på samples. Så vi er nødt til at være snu nu. Jeg vil ikke afsløre alle mine produktionsteknikker, men jeg plejer at spille live trommer, optage det, og så sample det – det giver det en varm, rå lyd. Så filtrerer vi det, skjuler ting under musikken, vender det omvendt, der er mange teknikker, vi er tvunget til at bruge.

Der var et rygte om et internationalt dokument, der cirkulerede indenfor F B I fø rst i 90 ’erne, der b eskrev visse hip hop kunstnere som en trussel med Amerikas indenrigssikkerhed. Ved i noget mere om dette?

Griff : Jeg ved ikke noget andet om det. Den er rettet mod de bevidste, progressive kunstnere, der foretager sig noget og inspirere masserne. Hvis man ikke kontrollerer den slags, vil ung d om m en få en hel m asse ‖skø re id éer‖. S å m an har ikke lyst til at have sådan et farligt element blandt folket, hvis ens mål er at kontrollere dem.

Nej, man kan ikke have Public Enemy på gaderne. Så enten slår man Public Enemy ihjel, eller undertrykker ham eller låser ham inde.

M en som Ice T e nga ng sagd e: “Just like any other good monster, they just m ade us stro nger”.

Griff : (latter) Det er rigtigt! Vi dør ikke!

Vi mangfoldiggør os!

Jeg mener, at det var i 92/93, med hele den der Deathrow-ting?

Griff : D et var d er! G enop ståelsen af ‖g ang sta rap ‖ var et sp yt i ansig t p å alle, der havde bygget en kultur op til det punkt, hvor den var respekteret på verdensplan. Multinationale korporationer tog hip hop, og brugte det til at sælge vand, til at sælge sodavand, hamburgers, sneakers, undertøj. De har ingen respekt for kulturen, de bruger den, tygger på den og spytter den ud.

Ser i nogle forskelle mellem det repu-

Public Enemy, et af historiens største hiphopbands

www.marxist.dk ● Se p /O k t 4. Å rg a n g N r. 26●

19