nr28

SOLIDAR ITETSPR IS KR. 2 0,-

SOCIALISTISK STANDPUNKT DEN MARXISTISKE AVIS FOR ARBEJDERBEVÆGELSEN NR. 28 JAN/FEB 2006 6. ÅRGANG PRIS KR. 10,-

LÆS INDE I BLADET: Kampen for velfærd Velfærdskommissionens nedskæringsforslag og arbejderbevæglesens svar - eller mangel på samme. (s. 4) Metal Ungdom: Til kamp for internt demokrati Det er nødvendigt med et stærkt og demokratisk Metal Ungdom. (s. 9) USA - Stigende utilfredshed Krig, Katrine og korruption. Bush’ popularitet daler og strejker spreder sig. (s. 16) Derudover bl.a. om: Pædagogik (s.3), Venezuela (s.13) og den tyske arbejderbevægelses historie (s 18).

- Aktiekurserne stiger -

MARXIST DK

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk Indhold

side

Leder

2

Pædagogikken under angreb!

3

Til kamp for velfærden

4

Private pensioner – en glideba6 ne Forringede forhold på universi8 teterne Metal Ungdom – Til kamp for internt demokrati!

9

Dem har vi godt nok ikke været 11 heldige med...

På spidsen

12

Venezuela

13

USA – Stigende utilfredshed

16

Internationale noter

17

Tyskland: fra revolution til kontrarevolution – del 1

18

SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af avisforeningen SOCIALISTISK STANDPUNKT Degnestavnen 19 st.tv 2400 Kbh. NV. Tlf.: 61651088 WWW.MARXIST.DK marxist@marxist.dk Ansv.red: M. Frederiksen

2

Leder Leder:

Afvis velfærdskommissionens angreb: Arbejderpartierne må bryde med de borgerlige og føre arbejderpolitik De politiske kandestøberier er en sælsom størrelse. Først nedsatte regeringen en ”velfærdskommission”, som bestod af folk, der er erklærede modstandere af velfærdssamfundet.

Dernæst kom kommissionen så med rapporten, og så afviste statsminister Anders Fogh i december at gennemføre de 43 angreb på velfærden, som velfærdskommissionens rapport bestod af. Han vil ”kun” gennemføre to ”hovedspor”: angreb på pension og efterløn samt en særlig ”startløn” til indvandrere, som ligger under mindstelønnen. Lige pludselig fremstår disse uhyrlige angreb som ”moderate” og ”tilbageholdende”!

ger på velfærden. I stedet burde de være ansvarlige over for arbejderne, men det kræver at ledelsen bryder med bankerne og aktionærernes magt over den danske økonomi.

Sagen er, at den borgerlige regering kan slippe af sted med at sende indvandrere ud som løntrykkere og angribe vores ret til en tålelig alderdom efter et hårdt arbejdsliv, hvor vi har skabt kæmpeprofitter for arbejdsgiverne. Det er en skandale. Skam og skændsel over arbejderpartierne, der lader de borgerlige slippe af sted med dette bedrageri!

Medgivet, det kan ind imellem være svært at se, hvordan Helle ThorningSchmidts ”ansvarlige” nedskæringer kan feje de borgerlige af banen. Men det må ikke give grund til pessimisme. Det må være signal til alle arbejdere og unge, om at der skal kæmpes! Arbejderpartierne, særligt Socialdemokratiet, er blevet kidnappet af folk, der har mere til fælles med kapitalisterne end med almindelige arbejdende mennesker. Det må være slut nu! Hvis den nuværende ledelse ikke vil føre arbejderpolitik, må der en ny ledelse til. Der er brug for, at arbejderpartierne fører arbejderpolitik. Der er brug for en kæmpende opposition i arbejderbevægelsen. Der er brug for, at den borgerlige regering bliver væltet og erstattet af en arbejderregering på et socialistisk program.

Meningsmålinger viser gang på gang, at folk i Danmark er stærkt imod alle angreb på pensioner, og der er også et solidt flertal imod at skære i efterlønnen. Arbejderne er klar over, at de dagligt skaber kæmpe værdier, men problemet er, at disse værdier kommer en lille minoritet til gode. Vi hører, at der er opsving. Men i stedet for at blive brugt på velfærd, går disse værdier til de danske kapitalister, til aktionærerne, spekulanterne og regeringens venner på direktionsgangene.

Det burde være nemt at være i opposition. Arbejderne er allerede imod de borgerliges angreb. Men ledelsen af vores egne partier, med Socialdemokratiet i spidsen, har slet ikke udfordret de borgerlige. I stedet har de forsøgt at være ”ansvarlige” over for de borgerlige og arbejdsgiverne. De har foreslået ”ansvarlige” nedskærin-

● www.marxist.dk ● Jan/Feb 6. Årgang Nr. 28

Al denne ”ansvarlige” politik har kun ført til, at endnu flere arbejdere vender arbejderpartierne ryggen. Socialdemokratiet og de andre arbejderpartier er ikke dannet for at føre borgerlig politik! De mennesker, der ønsker borgerlig politik, skal nok finde ud af at stemme på de borgerlige.

Arbejderpartierne må præsentere en politik, der kan udfordre de borgerlige og deres nedskæringer.

Vi opfordrer alle, der sympatiserer med dette til at kontakte os og være med til at kæmpe for de socialistiske ideer i arbejderbevægelsen.

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Fagligt

Pædagogikken under angreb!

PÆDAGOGIK Af Jeppe Krommes-Ravnsmed (pædagogmedhjælper) Indenfor hele det pædagogiske arbejdsfelt har man måttet sande, at Anders Fogh, Bertel Haarder og resten af det parlamentariske flertal i folketinget mener det alvorligt, når de siger, at de fører værdikamp. De fører nemlig i denne sammenhæng, en kamp mod de pædagogiske værdier; retfærdighed, udvikling i centrum, tid og råd til omsorg og ligestilling – selve det pædagogiske indhold og grundlag.

Pædagogisk praksis er både overvejelsen over, hvad børn skal lære og opdrages til, men også overvejelsen over, hvordan og på hvilken måde, det skal ske.

Den linje regeringen fører, lægger vægt på test, udenadslære og langt mindre tid til leg.

De har lavet gennemgribende ændringer af pædagoguddannelsen. Fremtidens uddannelse kommer til at lægge ensidigt vægt på, at man skal være en slags førskolelærere, der hovedsageligt skal forberede børnene på de mange års skolegang, der venter forude. Men der er andet i livet end skole. Og enhver kan se, at børn ikke behøver at blive undervist for at lære at tale, gå og lege. I stedet bør de studerende uddannes til at udvikle børn, ældre, unge og dem midt i mellem.

Velfærdskommissionen og heldagsskolen Regeringens velfærdskommission har forsynet Fogh, Haarder og deres fæller med en række skyts til yderligere forringelser. Bl.a. foreslår kommissionen, at børnene de tre første år i folkeskolen, skal tilbringe meget længere tid på undervisningsbænken, end tilfældet er nu. Helt konkret vil de gøre Skole ’Fritids’ Ordningen (SFO) obligatorisk og lægge op til at den bruges som rum for lektielæsning og ekstraundervisning, i stedet for boldspil og klatring i træer.

Desuden snakker kommissionen om at specialisere læreruddannelsen og lægge større vægt på evaluering af såvel børnene som den enkelte skole.

Hele ideen med test afspejler deres idé om at se børnene som fremtidige produkter til gavn for erhvervslivet. De skriver selv også meget rammende: ”Evaluering er ikke kun relevant for undervisningssektoren, men er i forhold til en lang række offentlige serviceydelser forudsætningen for at kunne afgøre, om man ”får nok for pengene”.”

Vi befinder os i en tid, hvor modeordene hedder ”effektivitet” og ”dokumentation”. Disse business-ord sniger sig ind på pædagogområdet.

Både på uddannelsen og på de pædagogiske arbejdspladser. Men disse ord passer dårligt ind i det pædagogiske

arbejde, fordi man ikke arbejder med ting, der kan måles og vejes. Der arbejdes med mennesker og menneskelige værdier.

Pædagogikkens begravelse…

Vi skal sammen kæmpe for at fastholde og udvikle de pædagogiske værdier. De Pædagogstuderendes Landssammenslutning (PLS) har igennem længere tid stillet sig i spidsen for denne kamp. Den 29 november samledes over 2000 pædagogstuderende fra hele landet på Christiansborg slotsplads, hvor de ”begravede pædagogikken”.

Det var ikke, som man ellers kunne få indtrykket af, en komplet sørgmodig manifestation, men tværtimod en virkelig positiv demonstration fuld af sang, livsmod og vilje til at fortsætte og udvide kampen for de pædagogiske værdier og et andet samfund. Udover at kunne mærke følgerne af regeringens værdikamp, så oplever ansatte indenfor det pædagogiske område også konsekvenserne af forringede normeringer m.m. Der er rigeligt at kæmpe for.

Dette må være det først skridt i kampen for en genoplivning af pædagogikken. Det er en sag som de pædagogstuderende ikke kan klare alene. Både pædagogernes fagforeningerne og resten af fagbevægelsen må índdrages i kampen og sætte magt bag ordene.

Det gælder vores børn og derfor vores alles fremtid! □

Billeder fra de pædagogstuderendes demonstration d. 29. november på Christiansborgs Slotsplads.

www.marxist.dk ● Jan/Feb 6. Årgang Nr. 28 ● 3

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Indland

Til kamp for velfærden - Velfærdskommissionen nedskæringer må afvises af arbejderbevægelsen VELFÆRD Af Frederik Ohsten og Jeppe Druedahl Hvis der var nogle, der troede, at den forsamling højreorienterede økonomer, der kalder sig ”Velfærdskommissionen”, er en flok ”uvildige eksperter”, så må alle illusioner være brudt nu.

Velfærdskommissionens rapport, der udkom i december, er et 46 siders langt dokument, der ikke indeholder andet end rendyrket borgerlig nedskæringspolitik og gaver til arbejdsgiverne og de rige.

Anders Fogh ynder at fortælle, at klassekampen er død. Men efter at have læst rapporten fra Velfærdskommissionen, som den borgerlige regering nedsatte for at komme med forslag til, hvor man kunne skære på velfærdsstaten, kan man ikke være i tvivl om, at det ikke er andet end borgerlig klassekamp.

Ungdommen under angreb Velfærdskommissionens foragt for unge mennesker kender ingen grænser. På side otte i deres rapport kalder de SU’en for ”café-penge”. De vil fjerne SU’en for hjemmeboende elever i ungdomsuddannelserne. Hvad skal disse unge gøre? Forældrene mister jo børnechecken, når ungerne fylder 18, og så har de fleste familier et problem. Enten må de unge tage erhvervsarbejde for at finansiere deres uddannelse, eller også må man have en far eller mor, der sidder i en tryg og vellønnet stilling. Vi gætter på, at Velfærdskommissionens børn ikke skal ud og arbejde i stedet for at passe skolen. Dette forslag er et frontalangreb på arbejderklassens ret til at få en uddannelse. Arbejderbevægelsen har altid kæmpet for uddannelse til alle, og de økonomiske muligheder for det. Nu er det tid at kæmpe igen.

færdskommissionen kræver også, at der indføres brugerbetaling for kandidatuddannelserne (forslag 24). Hvis man ikke klare uddannelsen på de normerede år eller ikke kommer i arbejde efterfølgende, skal man i form af lån betale 15.000 pr. semester og ens SU, hvilket med renter hurtigt løber op og lægger en endnu større byrde på de børn af arbejderklassen, der har overskud og ressourcer til at tage en videregående uddannelse.

Velfærdskommissionen fokuserer også meget på at få de unge hurtigere igennem uddannelsessystemet, ” uden at det sker på bekostning af uddannelseskvalitet og –niveau ” (s. 5), som de skriver. Dette viser helt klart at de ser uddannelse, som uddannelse for erhvervslivet. For dem handler det ikke om bredde eller kritisk dannelse – dvs. uddannelse for at forbedre folks liv – men om specialisering og slavesind.

Arbejdsløse jaget vildt Dagpengene går heller ikke ram forbi, når de højreorienterede økonomer er på nedskæringstogt. Deres forslag nummer otte går ud på, at dagpengeperioden skal forkortes fra fire til to et halvt år.

Under kapitalismen er det enkelte ka-

Men det stopper ikke her. Vel-

4

● www.marxist.dk ● Jan/Feb 6. Årgang Nr. 28

pitalister, der ejer produktionsmidlerne (maskinerne, pc'erne osv.) og derfor leder og fordeler arbejdet. Det er med andre ord kapitalisterne, som bestemmer hvem, der har arbejde og hvem der må gå rundt uden mulighed for selv at kunne tjene til dagen og vejen.

Ansvaret for arbejdsløshed ligger derfor ikke hos den enkelte arbejdsløse, men hos kapitalisterne og det kapitalistiske system, der har brug for og imod al fornuft skaber en gruppe af arbejdsløse løntrykkere på kanten af arbejdsmarkedet.

Dagpengene er i sig selv en ringe trøst i forhold til et arbejde. Men der er dog en rettighed der er blevet tilkæmpet som svar på kapitalisternes fyringsrunder i deres jagt på højere profitter. Og dagpengenes størrelse gør det nemlig lige netop muligt at overleve uden i al for høj grad at blive løntrykker, hvilket også sikre enheden i arbejderklassen.

At Velfærdskommissionen vil forkorte dagpengeperioden er altså et klasseeksempel på sort borgerlig tænkning og vil føre til lavere lønninger overalt på det danske arbejdsmarked, da truslen om fyring vil blive endnu grummere.

Ligeledes forslår velfærdskommissionen at kontanthjælpen skubbes ud på

Indland et sidespor og erstattes af den såkaldte basisydelse (forslag 9). Basisydelsen kommer til at ” udgøre 60 pct. af de maksimale dagpenge ” (s. 14), hvilket umiddelbart er det samme som kontanthjælp, ” men skal som dagpengesatsen ikke indeholde særlige forsørgertillæg eller være afhængig af familie- og formueforhold. ” (kap. 8, s.

47). Dvs. at fx en enlig mors overførelsesindkomst vil falde fra 80 ptc. til 60 ptc. af de maksimale dagpenge. Endnu et tiltag der gør udsigten til arbejdsløshed endnu mere afskrækkende og fysisk uudholdeligt.

Arbejd til du dør!

Inden for den sidste periode har der været omfattende strejkebevægelser og generalstrejker i Frankrig, Belgien, Østrig og Tyskland mod arbejdsgivernes angreb på pensionsrettighederne.

Nu kommer den europæiske bølge af angreb på ældre arbejdere også til Danmark.

Velfærdskommissionen foreslår, at folkepensionsalderen hæves med én måned om året. I øjeblikket kan man gå på pension, når man fylder 65, men fra 2013 skal man altså være 65 år og én måned, i 2014 skal man være 65 år og to måneder, og så videre. Der er ikke sat nogen grænse på, hvornår, det stopper.

Over hele Europa er kapitalisternes parole; ”Arbejd til du dør!” De vil skære alle pensioner væk ved at lade arbejderne falde om foran maskinerne.

Dette er et klart eksempel på at det kapitalistiske system, ikke tager hensyn til mennesker. Det eneste kapitalisterne tager hensyn til er beregningerne for, hvordan de kan udnytte os mest muligt. En af de vigtigste faktorer for hvor meget vi kan udnyttes er hvor længe vi arbejder, både hver dag og set over et helt liv. Det er hvad Marx kaldte forøgelsen af den absolutte merværdi.

Ud over angrebene på pensionen, må efterlønnen, ganske forventeligt, også stå for skud. Velfærdskommissionen foreslår, at man ”udfaser” efterlønnen i en periode mellem 2009 og 2028. Når velfærdskommissionen påstår at efterlønsordningen hovedsagligt benyttes af folk ” uden nævneværdige helbreds-

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Indvandrerne som syndebukke Indvandrerne har Velfærdskommissionen også set sig sure på. For det første skal der indføres et pointsystem. Det skal sammen med en integrationstest, som allerede er gennemført, skal sikre at dårligt uddannede indvandrere, ikke kommer til landet. Selv folk med den ”fornødne” erhvervserfaring og uddannelse skal tilmed kunne stille bankgaranti.

Pointsystemet skal forfærdeligvis også bruges til at regulere hvor stor en bankgaranti, man skal stille for at få familiesammenføring. Har du penge kan du få din kæreste til landet, men har du ingen så må han/hun gå.

Udover de direkte angreb på indvandrere og deres menneskelige rettigheder, bruges de også som und-

skyldning for angreb på hele den danske arbejderklasse.

Velfærdskommissionen vil oprette nogle såkaldte oplæringspladser, hvor indvandrere på visse betingelser, men på lovligvis, skal ansættes til UNDER mindstelønnen (forslag 19). Herved vil indvandrede uundgåeligt komme til at måtte slide sig op i dårligt betalte job og samtidig virke som løntrykkere på resten af arbejdsmarkedet. Dette forslag er på alle måder en ikke-løsning på det problem at arbejdsløsheden blandt indvandrere er urimelig høj. Arbejdsløsheden blandt indvandrere skyldes nemlig anarkiet i den kapitalistiske produktion og kapitalisternes interesser i at opdele arbejderklassen i grupper, hvor de kan bruge den ene som løntrykkere mod den anden.

problemer ” (s. 10) er det en lodret løgn. Undersøgelser har gang på gang vist at de fleste, der går på efterløn gør det pga. nedslidning skabt af det pres og stres, der er en direkte konsekvens af kapitalisternes evige jagt på profit

ansætte folk i fornuftigt arbejde, kan der ikke blive tale om, at folk, der har knoklet i mange år og skabt tonsvis af profitter til de danske kapitalister, må udsætte deres velfortjente pension og prøve at få noget ud af deres sidste leveår.

Ældrebyrden er en borgerlig løgn Velfærdskommissionen påstår at det er en ”samfundsnødvendighed”, at vi arbejder længere og skræmmer med ”ældrebyrden”. Ældrebyrden er dog en borgerlig løgn opfundet udelukkende for at retfærdiggøre nedskæringer. Vi lever i et rigt samfund og de små ændringer, der sker i forholdet mellem folk i og udenfor den arbejdsdygtige alder de næste 40 år, betyder ingenting i forhold til kapitalisternes kæmpe profitter. At arbejdere, der efter 35-40 år på arbejdsmarkedet, er psykisk og fysisk nedslidte gerne vil på pension, er på ingen måde grådigt og urealistisk, men derimod nærmere beskedent.

Gaver til erhvervslivet Nu skulle man jo tro, at alt i Velfærdskommissionens rapport drejer sig om nedskæringer. Men der er nogle, der får en gave. Det er arbejdsgiverne og de rige. Velfærdskommissionen foreslår, at selskabsskatten, som allerede er blevet sænket adskillige gange, sænkes igen. Fra 28 til 25 pct. Desuden skal beskatningen på aktieudkast lempes (forslag 23). Det er gaver, der er milliarder værd. Det er borgerlig omfordeling; der tages fra arbejderne, de unge og de arbejdsløse, og der deles milliardgaver ud til de, der allerede er milliardærer, og som lever af andre menneskers arbejdskraft.

Derudover må vi heller ikke glemme de over 800.000 mennesker, der er på en eller anden overførselsindkomst.

Menneske hvor af langt de flest både kan og vil udfylde vigtige arbejdsopgaver i dette samfund. Så længe, de danske arbejdsgivere ikke gider at

Skatten ned på arbejde Velfærdskommissionen forslår også at personskatten lempes. Konkret forslår de at mellemskatten fjernes og topskattegrænsen sættes op til 400.000 kr.

I gamle dage stod, der i de socialde-

www.marxist.dk ● Jan/Feb 6. Årgang Nr. 28 ● 5

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk mokratiske programmer at ” arbejdet er kilden til al værdi, og arbejdets udbytte bør derfor tilfalde dem, som arbejder ” (Princip-program, vedtaget på kongressen i 1913) og som socialister går vi selvfølgelig ind for at skatten på arbejde skal ned. At fjerne mellemskatten og sætte grænsen for topskat op, er dog på ingen måde at sænke skatten på regulært arbejde. Derimod er det bare en kæmpe skattelettelse til de rige.

Under kapitalismen er der en fuldstændig uretfærdig og ineffektiv ulighed i indkomst, dette skyldes det økonomiske modsætningsforhold mellem arbejdere og kapitalister. Kapitalisterne tjener deres penge ved at vi andre arbejder for dem. Vi sælger vores arbejdskraft til dem - de scorer kassen på vores arbejde. Sådan er rollefordelingen i det kapitalistiske samfund, Derfor er det, fuldstændigt vanvittigt at give skattelettelser til dem der ikke skaber værdier i samfundet, men lever af vores produktion. Det mindste man kunne forlange af de parasitter der snylter på vores arbejde var, at de

betalte for den fælles velfærd over skatten.

Privatiseringer og nedskæringer Ifølge de borgerlige er det skrækkeligt synd, at aktionærerne ikke får del i skattekronerne. Derfor vil de tvinge endnu flere ting ud i udlicitering og privatisering. For eksempel foreslår Velfærdskommissionen, at ”det årlige statstilskud til kommunerne gradvist sættes ned, så kommunerne har en tilskyndelse til løbende at gennemføre effektiviseringer.” Dette skulle øjensynligt være med til at nedbryde ”mentale” barriere for den ”nødvendige” udlicitering og privatisering Desuden vil Velfærdskommissionen sætte krav til alle leder i det offentlige om, at de sætter flere opgaver i udbud hos private firmaer. Dermed kan private virksomheder som ISS få endnu flere profitter, og aktionærerne kan få råd til mere kaviar. Vi andre kan se frem til en offentlig sektor, der falder mere og mere fra hinanden, og et arbejdsklima på offentlige arbejdspladser, der stadig bliver værre.

Indland Fremover skal der penge på bordet, når vi går til lægen eller bliver indlagt på sygehuset. I hvert fald hvis det står til Velfærdskommissionen. De foreslår brugerbetaling på op til én procent af ens årsindkomst.

Dette er et frontalt angreb på arbejdernes ret til god og gratis sundhed. I forvejen er der blevet skåret så meget ned i sundhedsvæsenet, at det efterhånden er en joke. Men de borgerlige mener jo at kunne regulere alt ved ”udbud og efterspøgsel”, så hvis man skal betale for at være syg eller brække benet, så kan man jo bare lade være! ”Valget er frit”, som regeringens slagord lyder.

Arbejderbevægelsens svar - en tynd kop te Man skulle tro, at disse så voldsomme angreb ville få selv højrelederne af fagbevægelsen og socialdemokratiet op af stolene for i hvert fald symbolsk at mane til kamp mod nedskæringer.

Der skete nærmere det modsatte. LO er fx gået fuldstædig med på velfærdskommissionens påstand om at der er

Private pensioner – en glidebane PENSION Af Silas Møller Boesen

gøre sig berettiget til at modtage efterløn.

Når velfærdskommissionen siger pensionsreformer, betyder det, som på så mange andre områder, i virkeligheden nedskæringer. Kommissionen forslår en gradvis, men fuldstændig afskaffelse af efterlønnen samt en hævelse af pensionsalderen fra 65 år til 68 år over en 30-årrig periode, fra 2010 til 2040.

Socialdemokraterne taler meget om at sikre lavt uddannede med mange år på arbejdsmarkedet. De ønsker som en del af dette en højere grad af ”Robin Hood”-politik. Altså en politik, hvor de stærkeste arbejdere, finansierer de dårligere stilledes pension.

Regeringen har stillet sig yderst positiv over for forslaget og selv Socialdemokraterne har fremlagt et forslag, der ikke er meget bedre. Det store arbejderparti forslår en gradvis hævelse af efterlønsalderen til 62 år og at folkepensionen hæves til 67 år.

Samtidig forlænges den tid, den enkelte skal have været på arbejdsmarkedet til 32 år for personer under 30 år og til 38 år for personer under 24 år. Dette vil i fremtiden betyde, at det for mange med en længeværende uddannelse, og folk, der er startet lidt sent på en kortere, vil blive umuligt at

6

Lavt uddannede folk er uden tvivl urimeligt hårdt ramt og ”Robin Hood”politikken kan på overfladen virke sympatisk, men den kan på længere sigt få meget negative konsekvenser.

Velfærdssamfundet eksisterer udelukkende på basis af en massiv folkelig opbakning. Denne brede opbakning er netop vundet fordi velfærden kommer alle lag af samfundet til gode. Det er måske de svageste, der er mest afhængige af velfærden, men i høj grad også de bedre stillede, der har haft ressourcerne til at forsvare den og kæmpe for den.

For 30-40 år siden var det bandlyst at

● www.marxist.dk ● Jan/Feb 6. Årgang Nr. 28

tale om ændringer af folkepensionen og den offentlige forsørgelse. Siden fulgte gradvise ændringer og korrektioner i forhold til indkomst. Det medført, at mange ressourcestærke har set sig nødsaget til at sikre sig gennem private opsparinger. Herigennem har man fået en situation, hvor en stor gruppe forestiller sig at de altid kan være uafhængige af de offentlige ydelser, og pludselig kommer forringelser, der også rammer de dårligst stillede, på tale.

Dette er en glidebane, der nu også har nået angreb på helt grundlæggende rettigheder! Arbejderbevægelsen må ikke tillade disse angreb, men forsvare hver en stump af den tilkæmpede velfærd!

Lad ikke den stærke arbejder betale for den svag og lad ikke ”omsorg” for de svage bruges som undskyldning for nedskæringer på vores alles velfærd – lad virksomhedsejerne og de rige betale tilbage, hvad de har stjålet fra alle arbejdende mennesker! □

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Indland brug for nedskæringer. ”Jeg er helt enig med velfærdskommissionen i, at vi skal gå i gang med at løse fremtidens udfordringer med det samme. På den måde kan vi lave nogle fornuftige ændringer gradvist og nænsomt, så befolkningen ved, hvad de kan regne med mange år fremover. Det vil skabe den største tryghed i fremtiden”, siger LO’s formand Hans Jensen i en pressemeddelelse, hvor han efterfølgende billiger at pensionsalderen sættes op og beskriver det som ”fornuftigt”.

Hvilken ”fornuft” det er Hans Jensen har må guderne vide!

Først længere nede tør LO komme med en spæd kritik af velfærdskommissionens hårde angreb på efterlønnen og forkortelsen af dagpengeperioden. Disse vage udmeldinger er en skamplet i den danske arbejderbevægelses historie og en uværdig form for opførelse for hvad, der burde være arbejderklassen kamporganisation.

Ydermere skaber det en fare for at arbejderklassen lulles i søvn og aldrig når at vågne op, inden Anders Fogh får omsat velfærdskommissionens forslag til konkrete love.

Socialdemokratiet har under overskriften ” Velfærdsrapport er en blandet landhandel” indtaget den samme defensive holdning og pointerer, at de også ”går ind for en gradvist højere tilbagetrækningsalder”. Hvordan kan et arbejderparti bare gå ind for det sådan rent principielt? Hvis de lagde vægt på, at det var en ”samfundsnødvendighed” og at de var tvunget til det, kunne det undskyldes med, at de var blændet af deres tro på at kapitalismens rammer ikke kan overskrides.

Uden dette bliver det en fuldstændig perspektivløs udtalelse. En reformi-

stisk parti, der af princip går ind for kontra reformer, kan enhver se er i alvorlig krise.

Fogh holder igen Mange havde regnet med, at vi, når velfærdskommissionen endelig kom med sit udspil, skulle se Fogh officielt gå fra at være julemand til i en eller anden grad at være den hulemand han er. Foghs strategi ser dog ud til at have været mere langsigtet og indtil videre sidder hulemanden Fogh stadig inde i hulen.

Knapt var velfærdskommissionen kommet med deres forslag før, at Fogh ”lukkede” debatten med udmeldingen om at regeringen alligevel ikke vil sige noget om deres syn på velfærdsreformer før slutningen af januar, når Globaliseringsrådet udkommer med deres rapport. Ydermere udtalte Fogh at debatten kun skulle handle om ”to hovedspor”: ”Det drejer sig om at få flere, specielt indvandrer, ind på arbejdsmarkedet samt gradvist at få hævet tilbagetrækningsalderen”.

Oppositionen rejste straks kravet om at alle dele af rapporten skulle diskuteres. Diskussioner forsvarer dog ikke velfærden. Kravet burde have været en helt klar afvisning af alle velfærdskommissionens angreb én gang for alle. Som det står nu, vil regeringen nemlig sandsynligvis indføre en masse milde angreb og ligegyldigheder, der bare står godt i pressen, inden for de to hovedspor, mens en masse af velfærdskommissionens lavt profillerede forslag på andre områder gradvist listes ind af bagdøren. Fx sættes dagpengeperioden måske ikke ned, men basisydelsen indføres og aktiveringsreglerne strammes. Selvom Fogh ikke udadtil præsenterer store liberale visi-

- Arbejde til alle – 30 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation - Stop for alle nedskæringer på den offentlige sektor. Nedskæringerne må rulles tilbage!

- Gratis uddannelse til alle – og de økonomiske muligheder for det!

- Nej til pensionsangreb. For retten til en ordentlig alderdom!

oner, gennemfører han dem i virkeligheden i små skridt af gangen.

Afslør de borgerlige – et socialistisk perspektiv På trods af flere års gentagne nedskæringer og voksende ulighed fremstår Fogh stadig for mange som, hvis ikke ”velfærdens” ven, så i hvert fald heller ikke dens fjende. Dette er en direkte konsekvens de reformistiske arbejderpartiers reformløse politik.

Selv Enhedslisten har ikke været i stand til at præsentere et reelt socialistisk alternativ, men har bare påtrængende sagt at der er råd.

Når arbejderpartierne ingen reelle politiske svar på de problemer (reelle som forestillede) som arbejdere står overfor, virker borgerlige populistiske partier som Dansk Folkeparti tiltrækkende.

Velfærdskommissionens forslag er et forslag om at bombe velfærden tilbage til 1950’erne. De taler om tilbagegang, hvor der burde være fremgang. Det skyldes, at kapitalismen som økonomisk system har nået sin grænse, og ikke længere kan gå fremad. Men hvis kapitalismen ikke kan sikre velfærden for almindelige mennesker og et ordentligt liv for det store flertal, så er kapitalismen ikke noget for os. I stedet vil vi have en demokratisk planlagt økonomi, hvor det store flertal, arbejderne, selv tilrettelægger, hvordan ressourcerne skal bruges. Det er tusind gange mere rationelt end det kapitalistiske nedskæringsvanvid.

Fagbevægelsen og arbejderpartierne må føre en kampagne for forsvar af velfærden og for, at velfærden udbygges. Kravene for en sådan kampagne bør som minimum være:

- Nationaliser de 200 største virksomheder. Lad kapitalisternes milliardprofitter betale velfærden!

- Ned med den borgerlige regering – for en arbejderregering på et socialistisk program!

- For enhed i arbejderklassen. For en høj mindsteløn og mod racistisk diskriminering på arbejdsmarkedet!

www.marxist.dk ● Jan/Feb 6. Årgang Nr. 28 ● 7

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Uddannelse

Forringede forhold på universiteterne - Protesterne må samles UNIVERSITETERNE Af Rasmus Jensen Vi har i snart mange år hørt på den borgerlige regerings tomme snak om at styrke de danske universiteter. Men hvad er der i realiteten sket?

Efter hver finanslov er det blevet fremlagt, som om at universiteterne var sikret guld og grønne skove. Man må som forventet konstatere, at dette ikke er tilfældet. I stedet er det blevet sværere for bestyrelserne og rektorerne at administrere de slunkne budgetter uden at løbe ind i problemer. Det er klart, at det ikke er muligt at få de færre midler til at slå til på længere sigt, og nu, hvor en større nedskæringsoffensiv står for døren, er grænsen nået.

Der er ingen grund til at tro, at det er småting, som er på tegnebrættet. Både RUC og Københavns Universitets bestyrelser har valgt at ansætte nye, knapt så nedskæringskritiske rektorer, som vil kunne føre nedskæringspolitikken ud i livet.

Forringelse af SU’en og brugerbetaling Men det er ikke kun universiteterne som institutioner, der bliver presset økonomisk. De studerende har gennem flere år været vidne til en debat blandt borgerlige politikere og erhvervslivet, om at de studerende har haft det for godt, og at SU’en har været for høj, og at de unge så hurtigt som muligt skal komme igennem uddannelsessystemet. Nu ser det imidlertid ud til, at det ikke mere kommer til at blive ved tale, men at det bliver ført ud i realiteten. Med regeringens Velfærdskommissionen, bestående af reaktionære økonomer og erhvervsledere, og deres anbefalinger, har de nu et ”værktøj” til at bedrive storhugst i de studerendes i forvejen urimeligt lave SU. Konkret kommer det til at betyde, at man får en lavere SU, hvis ikke man fortsætter på en videregående uddannelse straks efter en endt gymnasial uddannelse.

Ikke nok med at man risikerer at få en l a -

På Københavns Universitet har nedskæringerne bevirket, at budgettet er blevet slanket med 3 % om året de sidste 10 år, men de enkelte fakulteter har indtil nu kunne undgå store ”forstyrrelser” ved at tære på deres opsparinger. Disse er imidlertid ved at være brugt op, og nu må nedskæringerne finansieres ved egentlige forringelser så som færre undervisnings- og vejledningstimer, større undervisningshold og færre og dårligere bygninger.

Konkret er man tvunget til at skille sig af med ca.

55.000 m2 bygninger de næste par år, og på flere fakulteter har der været dikteret ansættelsesstop, som sandsynligvis kommer til at omfatte hele universitetet.

Disse besparelser afslører Foghregeringens snak om at forbedre forskning og uddannelserne som tom snak.

8

● www.marxist.dk ● Jan/Feb 6. Årgang Nr. 28

vere SU. Regeringens velfærdskommission ønsker tillige at øge brugerbetalingen for at studere ved universiteterne drastisk. Brugerbetalingen er i dag på et helt uacceptabelt niveau. De fleste studerende bruger hvert år flere tusinde kroner på undervisningsmaterialer, men med kommissionens forslag vil de studerende komme til at betale 170.000 kr. for kandidatuddannelsen (de sidste to år) på universiteterne, og man vil efterhånden overveje at hæve dette beløb yderligere.

I dag er de fleste studerende nødsaget til at have et arbejde ved siden af fuldtidsstudiet for at få den slunkne studenterøkonomi til at hænge sammen.

Dette skyldes blandt andet de grotesk høje priser på både værelser, kollegier, ungdomsboliger og anden husly, studerende kan komme i nærheden af.

Hvis forringelserne af SU’en og den øgede brugerbetaling bliver ført ud i livet, hvilket alt tyder på, er det et frontalangreb på alle studerende. De fleste vil blive tvunget til at tage store studielån for at kunne gennemføre deres studie, og disse vil følge dem mange år efter

Den 15. december besatte de RUC-studerende deres universitet i protest mod regeringens planer om at afskaffe gruppeeksamen.

Fagligt endt uddannelse.

Det er også klart, at dem det kommer til at ramme hårdest, er dem, der ikke har forældre med akademisk baggrund, eller som ikke har mulighed for at yde økonomisk støtte. For denne gruppe vil det selvfølgeligt blive sværere at tage beslutningen om at påbegynde på et universitetsstudie, hvis man nærmest skal lægge penge på bordet for at starte.

Uddannelse kommer med disse nedskæringer udelukkende til at være for dem, som selv kan betale. Dette er ren klassekamp!

De studerende og deres organisationer må protestere Selv om der i mange år er blevet serveret nedskæringer i universiteternes budgetter, har studerende og de ansatte ved de danske universiteter været bemærkelsesværdigt stille og har ikke protesteret. De sidste par måneder har der dog været optræk til at utilfredsheden med forringelserne har nået en grænse.

På Københavns Universitet er der

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk startet et initiativ, som har til hensigt at får trukket nedskæringerne på 3 % tilbage, og Studenterrådet ved Københavns Universitet har igangsat en underskriftindsamling mod forringelserne af SU’en. På RUC har der tillige været protester, men disse har været rettet imod afskaffelsen af gruppeeksaminerne, som Bertel Haarder har ønsket skulle føres ud i livet.

Der er ingen tvivl om, at man vil se flere protester, men for at undgå at disse ikke bare dør ud, og at folk bliver desillusionerede over at der ikke sker noget, må kampen samles og koordineres. Det nytter ikke noget og have spredte protester, når det grundlæggende problem er det samme, nemlig de borgerliges konstante angreb.

Men nu hvor angrebenes konsekvenser begynder at kunne mærkes, og hvor det begynder at stramme til for både ansatte og studerende, må deres organisationer samarbejde og få rettet en effektiv protest mod de borgerlige og deres forringelser af universiteterne. Derfor må Studenterrådene og

Magisterforeningen, som organiserer akademikerne, kæmpe en aktiv kamp og stille de samme krav som modsvar til nedskæringerne:

• • • •

For en god og gratis uddannelse En SU man kan leve af Billige ungdomsboliger Flere økonomiske midler til universiteterne • Studenterrådene og Magisterforeningen må kæmpe sammen mod forringelserne

Hvis kampen skal vindes må de studerende også alliere sig med resten af elev- og arbejderbevægelsen. Nedskæringerne er ikke bare et angreb på de studerende, men på hele arbejderklassen som har finansieret uddannelsessektoren i Danmark, men som nu ikke længere får mulighed for at kunne sikre deres børn en universitetsuddannelse. Kun en alliance mellem de studerende og arbejderklassen vil kunne sikre uddannelse for alle i stedet for kun de rige.

Metal Ungdom – Til kamp for internt demokrati!

METAL UNGDOM Af Jonas Foldager De fleste der bare følger lidt med, ved at forholdene for studerende ikke har det for godt, og har været, og bliver til stadighed, udsat for alvorlige angreb.

Men i virkeligheden er der en hel gruppe unge under uddannelse, som gang på gang bliver glemt. Og det er endda en gruppe unge der for langt størstedelens vedkommende er organiseret i fagforeningerne, nemlig lærlingene.

Ud af denne gruppe er en del af os organiseret i Dansk Metal og derved Metal Ungdom. Dansk Metal er en af de stærke fagforeninger i Danmark, men alligevel hører vi ikke meget til lærlingenes forhold.

Der er masser at kæmpe for Heller ikke når Dansk Arbejdsgiverforbund spiller ud med, at den i deres øjne himmelråbende, fuldstændige ude af proportioner høje lærlingeløn kan være en årsag til at virksomhederne ikke tager nok lærlinge ind. Ja, lærlinge får en løn der er over SU’en.

Men, vi går på arbejde mindst 37 timer om ugen og producerer produkter vores mester kan tage svendepris for. Så er det da virkelig også urimeligt at vi går til hvad der nogenlunde svarer til en halv mindsteløn i startløn. Og lad os samtidig huske på at mange lærlinge har udgifter til bolig, mad, forsikringer og måske endda bil, da industriarbejdspladserne bliver flyttet til provinsen. Dette resulterer i at de fleste lærlinge må tage overarbejde, et ekstra arbejde, eller fuske, tage lån eller hvad ved jeg, for at holde skindet på næsen. For lærlinge er en arbejdsuge på over 45 timer derfor ikke ualmindelig.

Derudover er der alle de lokale problemer, med at ens mester sætter én til at lave samlebåndsarbejde eller feje eller andet idiotarbejde, således at man ikke får noget ud af sin uddannelse.

Når arbejdsgiverne skal vælge mellem billig arbejdskraft nu eller godt uddannede arbejdere i fremtiden er det desværre ofte den første løsning arbejdsgiverne vælger. På den måde oplever mange lærlinge at de ikke bliver ud-

dannet godt nok.

Hos mange mindre mestre er det også ofte et problem at mester og hårdt pressede svende behandler lærlingene som deres personlige tjenere der skal rydde op og gør rent efter dem, og alvorlig chikane er heller ikke ualmindeligt.

Så alt i alt har lærlingene inden for Dansk Metal (ligesom alle andre lærlinge) kraftigt brug for en stærk organisation, der også selvstændigt fra svendene kan kæmpe for lærlingenes forhold og sætte fokus på problemerne.

Lærlingene har ikke stemmeret!

Imidlertid har vi et kæmpe problem i Metal Ungdom i dag. Lærlingene i Metal Ungdom har i dag, i år 2006, ikke ret til at udtale sig om noget som helst. Til Metal Ungdoms årsmøde for nylig kunne vi lærlinge ikke fremsætte forslag til udtalelser om hvad Metal Ungdom skulle mene. Vi kunne ikke vælge delegerede til Dansk Metals Kongres. Vi kunne ikke vælge vores

www.marxist.dk ● Jan/Feb 6. Årgang Nr. 28 ● 9

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk egen ledelse! Vi kunne kun fremsætte ideer til Ungdomssekretæren, der er ansat af forbundet, som så vælger de ideer ud han synes er gode, eller retter dem til efter forgodtbefindende. Herefter kan han så tage dem op i hovedbestyrelsen og så må de vælge hvad de finder passende for lærlingene at beskæftige sig med.

Samtidig med at ledelsen af Dansk Metal fratager lærlingene enhver chance for at kunne gøre en forskel, undre de sig over hvorfor der er så få der gider være aktive i Metal Ungdom eller i det hele taget organiseret i Metal.

Ingen smutvej For langt størstedelen af lærlingene er fagforeningsmedlemskabet reduceret til ikke at være andet end en rudekuvert en gang om måneden. Og hvis det er størrelsen på regningen der bliver afgørende for hvilken organisation man vælger, ja så er det klart at de gule, strejkebrydende fagforeninger står til at vinde. Men en mindre regning hver måned ændre ikke ved behovet for, at kæmpe for forbedringer for lærlingene.

Men hvordan får vi en organisation der tager os alvorligt, tager vores problemer op og arbejder på at få svendene i Dansk Metal til at bakke os op?

Der er desværre ingen smutvej til at skabe en seriøs lærlingeorganisation.

Det vil kræve hårdt arbejde. Det kræver at vi lærlinge går ind i vores lokale afdelinger af Metal Ungdom og kæmper for en anden linje. En linje for internt demokrati og ordentlige løn- og arbejdsforhold, i stedet for udelukkende at beskæftige os med Go-cart turneringer og andre fritidsaktiviteter.

Kun aktive medlemmer kan skabe en stærk lærlingeorganisation. Ingen fuldtidsansatte kan erstatte aktive medlemmer. Men første skridt på vejen, er kampen for retten til at mene noget i Metal Ungdom, kampen for demokrati i vores egen organisation.

ger kun af såkaldte ”ungdomsudvalg” under direkte kontrol af Dansk Metals afdelinger. For at vi kan få en stærk lærlingeorganisation der kan kæmpe for vores krav, er det klart at det er nødvendigt med selvstændige lærlingeklubber ude i lokalafdelingerne med stærke bånd til Metalafdelingerne. Der er lærlingene der bedst kender de problemer lærlingene står over for.

Derfor må det også være lærlingene der selvstændigt bestemmer Metal Ungdoms politik. Desuden vil en stærk base af selvstændige lærlingeklubber være den eneste garanti for at ledelsen (som bør vælges demokratisk) udfører den politik lærlingene demokratisk beslutter, og at kampagner og lignende får den nødvendige styrke og gennemslagskraft.

I de fleste andre fagforbund er det i det mindste muligt for deres ungdomsorganisationer at vedtage politikker demokratisk. Så vidt jeg ved, er Dansk Metal en af de eneste fagforeningr der ikke tillader sine lærlinge nogen reel indflydelse på deres egen organisations politik og holdninger!

Uden demokrati er vores faglige organisationer ikke andet end en tom skal.

Det er og bliver medlemmerne, der er fagbevægelsens styrke. I sidste ende er det spørgsmålet om hvor mange der kan mobiliseres til protester og strejker der afgør fagbevægelsens styrke. Men uden demokrati og indflydelse, ingen aktive medlemmer. Og uden

Selvstændige lærlingeklubber en nødvendighed På nuværende tidspunkt eksisterer der ikke selvstændige lærlingeklubber. Derimod består Metal Ungdoms lokalafdelin-

10

● www.marxist.dk ● Jan/Feb 6. Årgang Nr. 28

Fagligt aktive medlemmer, ender vi op med en ledelse af fagbevægelsen der ikke har kontakt med medlemmerne og som derfor uundgåeligt vil komme ud af trit med medlemmernes krav. Demokratiet må kæmpes igennem fra bunden. På den måde kan vi lærlinge opbygge en stærk lærlingeorganisation der tager dens medlemmer seriøst og kæmper for deres krav!

Stil krav på Metal kongressen Til september skal der afholdes den treårlige kongres i Dansk Metal. Der er kun igennem denne myndighed at vi kan vinde vores krav om demokrati igennem. Med demokrati mener vi: 1) Selvstændige lærlingeklubber, 2) Årsmøder for Metal Ungdom skal kunne vælge en ledelse, 3) Kun lærlinge i Metal Ungdom skal have stemmeret, 4) Metal Ungdom skal have en repræsentant i forbundets hovedbestyrelse.

Men allerede nu må vi gøre alt for at tage spørgsmålet om demokrati op i så mange lokalafdelinger af Dansk Metal, som muligt. Jo flere lokalafdelinger der på deres generalforsamlinger tager spørgsmålet om internt demokrati i Metal Ungdom op til kongressen, jo større er presset for at det bliver vedtaget. For det er som sagt desværre ikke udelukkende op til lærlingene hvilken organisation vi har. Vi er afhængige af at svendene, på de lokale generalforsamlinger, bakker op om vores krav om demokrati, og tager det med på kongressen. Derfor er det en pligt for alle metallærlinge der ønsker en kæmpende lærlingeorganisation, at arbejde for at svendene tager vores krav videre til kongressen!

• Lærlingenes organisationer tilbage til lærlingene! - til kamp for demokrati i arbejdernes organisationer!

• For en kæmpende fagbevægelse!

• For et kæmpende Metal Ungdom!

Fagligt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Dem har vi godt nok ikke været heldige med...

POST DANMARK Af SK "Det tager kun ti timer at dele post ud, men vi vil så gerne have, at det tager lidt længere." Sådan siger en af mine kollegaer tit, når ledelsen i Post Danmark lancerer endnu et forslag, der skal gøre livet lidt mere surt for overarbejdsplagede postbude. For når man arbejder i posten, er det ikke bare ganske almindelige nedskæringer og øget pres, man skal lægge ryg til – nej, alt for tit er det også en kamp imod et nærmest grænseløst idioti, som forsinker og besværliggør arbejdet og gang på gang beviser, hvor ubrugelige arbejdsgivere egentlig er til det, de skulle forestille at lave, nemlig lede og fordele arbejdet, så tingene kører.

De ubrugelige arbejdsgivere Lad os tage fat på et aktuelt eksempel: På posthusene rundt omkring i landet finder der for tiden omlægninger af ruterne sted – på en helt ny måde. Nu skal ruterne ikke planlægges af folk, der ved noget om at køre med post, men af en computer, der ved noget om det, som computere nu engang ved noget om – nemlig mere eller mindre hjernedødt at følge et system, som er blevet lagt ind i maskinen af nogle mennesker, som højst sandsynligt aldrig har været postbude.

Resultaterne er selvfølgelig forskellige fra posthus til posthus, og jeg kan kun tale om min egen arbejdsplads. Vi har en rute mindre end før omlægningen – altså én mindre til at lave arbejdet – og hvis man troede, at computere var logiske, så kan man godt tro om igen.

Det umiddelbare indtryk er, at maskinen har taget alle vejene i byen, blandet dem godt og grundigt, og så sat dem mere eller mindre tilfældigt sammen og derudover tilrettelagt hver rute sådan, at man skal bruge mest muligt tid på at køre frem og tilbage og føle sig dum. Det er selvfølgelig lidt overdrevet – det er trods alt ikke alle de nye ruter, der er idiotiske, men der er godt nok mange tossede eksempler.

Man starter lidt på en vej, og i stedet for at afslutte den og de andre veje, som ligger lige ved siden af, så skal man til at køre hen i den anden ende

af byen, tage nogle opgange der, og så vende tilbage til den første vej bagefter – sådan er det for eksempel på en af ruterne. Der er et meget stort antal veje, som er splittet op mellem mange ruter, og det gør det også meget vanskeligere for ankomstsorteringen, som skal sortere posten op til de enkelte ruter – og det har vi brevbærere selv gjort i det sidste halvanden års tid. Ruterne er fyldt med små og større fejl, som ikke er blevet rettet, før omlægningen trådte i kraft.

set ingen af ruterne, der minder om de gamle ruter. Man har virkelig rystet bøtten, og det er nok helt bevidst, for når ruterne ser helt anderledes ud, er det svært at se, om man har fået noget ekstra på. Og så er det også en del af Post Danmarks generelle idé om at alting skal omstilles og forandres hele tiden. Det er den fjerde omlægning på 2-3 år hos os. Vi skal være fleksible og omstillingsparate: Med andre ord bøje nakken og hoppe og springe for en hvilken som helst skør idé, de høje herrer måtte få.

På mange ruter har computeren også en umådelig trang til at få os til at kryd- Et andet eksempel på dette er stangse veje. I stedet for at tage en villavej posten, som der for et års tid eller to hen ad den ulige side, for eksempel, siden blev gjort et stort nummer ud af. og tilbage ad den lige, så vil den helle- En del af de små breve bliver som re have, at vi krydser frem og tilbage, bekendt sorteret og sat i omdelingsorog så nede for enden kan man køre den på en maskine, og det er jo godt hen til den næste vej og også krydse nok, for så er det hurtigere at sortere op i reolen. Men frem og tilbage den "Det tager kun ti timer at dele hvis det stod til den kære ledelanden vej.

Den tager post ud, men vi vil så gerne ha- se, skal den slet ve, at det tager lidt længere." ikke sorteres så bare ikke op, når man hensyn til, at det jo kan være, at der er trafik på kører villa/rækkehuse. Det er meninvejen, og at det i det hele taget i næ- gen, at man skal køre med den sepasten alle tilfælde er vanvittigt irriteren- rat i en lille særlig taske, der sidder på de at køre på den måde. Og for en styret, og så tager man så både post afløser, som måske ikke er helt fortro- derfra, fra den store fronttaske med lig med, hvor hvert enkelt husnummer den post, man selv har sorteret, og så ligger, og hvor postkassen er placeret, selvfølgelig reklamer fra siderummet i er det endnu værre – total forvirring. fronttasken eller fra sidetasken, plus Og tænk på alle de kantsten man skal eventuelt en lokalavis eller andet sjovt. op og ned af på en dag med slud og Det er temmelig tosset af flere grunde.

For det første er der masser af fejl i sjap og is. den maskinsorterede post. Breve, der Nu er det jo ikke negativt alt sammen. ligger i forkert rækkefølge, eller som er til en anden rute En af pointerne eller med elektroen nisk udlægning skulle være, at ruterne blev mere udlignet, så vi alle sammen kan have det lige godt/ dårligt.

Men hvor meget der rent faktisk er udlignet, er der ingen der kan se, I sne og slud - post skal ud... for der er stort

www.marxist.dk ● Jan/Feb 6. Årgang Nr. 28 ● 11

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk helt anden by. For det andet er det besværligt og tidskrævende at tage post mange steder fra, og i det hele taget er det temmelig dumt at flytte kontorarbejdet ud af kontoret og ud i regnvejr, for eksempel. For de fleste mennesker, der kører med post, er det fuldstændig indlysende, at det er 100% vanvid at køre sådan, og der er nok en del, der har spurgt sig selv, om der mon ikke er tale om en overtrædelse af alkoholpolitikken, for den idé kan da kun være udklækket i stærkt beruset tilstand. Der er da heller ingen, der gør det sådan hos os nu.

Men da idéen først blev introduceret, var der flere uger med pres og trusler om, at nu skulle man altså gøre sådan, og der var ingen vej uden om, "metodefasthed" og bla bla bla. Så meget for "selvbærende teams" og medbestemmelse, som Post Danmark snakker så meget om. Det er heldigvis gået i sig selv nu, eftersom der simpelthen ikke var nogen, der gjorde det, ligesom det også gik med et andet krav, som vi blev mødt med for et halvt års tid siden.

Når vi selv skulle lægge reklamer sammen til onsdag-torsdag, måtte vi ikke længere bruge en af reklamerne som omslag for de andre. Nu skulle de bare lægges oven på hinanden. Igen en metode, som måske nok ville spare et par sekunders arbejde under reklamesammenlægningen, men som til gengæld ville skabe besværligheder og irritation ude på ruten, når alle reklamerne rutscher rundt mellem hinanden. Det hårde ved at være postbud er jo selve omdelingen, så det gælder om at sørge for, at forarbejdet inde i huset

Fagligt

er gjort ordentligt, så det bare kører derudaf, når man først er ude på ruten. Men gang på gang oplever man, at arbejdet bliver saboteret af ledelsen.

Hvor er fagforeningen?

Hvor er vores fagforening henne i alt det her? Ja, det er et godt spørgsmål.

Det er ikke meget man hører til den til daglig. Hvad angår tidligere ruteomlægninger – dvs. typisk nedskæringer i bemandingen – så har det hos os meget været tillidsmanden, der har stået for det (altså før de fik maskinen til det). Vi har haft møder, hvor han har stået sammen med arbejdslederen og forsvaret, at der skulle lægges mere på ruterne. I fagbladene skriver de godt nok meget om overarbejdsproblemer, men man har i virkeligheden accepteret det, i og med at der ikke er blevet gjort noget ved det. Det ville ellers være en forholdsvis simpel ting at gøre. Hvis fagforeningen ville samle de spredte protester og strejker, som med jævne mellemrum bryder ud rundt omkring på lands postcentre, kunne man i det mindste begynde at stille nogle krav, som ledelsen ville blive nødt til at tage alvorligt. Men det sker næppe, før de faglige ledere bliver presset hårdt nedefra.

Det kan tit være svært at gennemskue, hvornår der ligger udspekuleret profithunger bag postledelsens tiltag, og hvornår det bare er udslag af ren og skær mangel på begavelse. Sandheden er nok, at det som oftest er en fæl blanding. En flok tåber, der har alt for meget magt over andre menneskers liv og bruger den til at berige sig

selv og deres kumpaner. Folk, der benytter sig af postvæsnet som afsendere eller modtagere, må gøre sig klart, at når det trods alt fungerer rimelig godt, så er det på trods af ledelsen.

Hvis den fik det, som den ville, så ville antallet af fejl og forsinkelser være meget større. Heldigvis er de fleste postbude ikke idioter. De fleste lader bare være med at køre med stangen separat, og vi skal ikke bruge mange halve minutter, før vi finder ud af at køre ruterne på en anden måde, end vi får besked på. Men det er en kamp op ad bakke. Der kommer jævnligt nye tiltag.

Der skal hele tiden spares, der skal presses mest muligt arbejde ud af de ansatte og flere gebyrer osv. ud af kunderne, samtidig med at servicen forringes. Hverken postbude eller brugere af postvæsnet kan være tjent med den udvikling, der er i gang med privatisering og friere konkurrence.

Postomdeling er en væsentlig samfundsopgave, som en flok stjernetosser ikke skal kunne sidde og score kassen på. Arbejdsgiverklassen demonstrerer gang på gang med al ønskelig tydelighed, at de ikke magter at styre noget som helst. Man skal ikke være smålig – hvis bare de kunne finde ud af at få tingene til at glide og føre samfundet fremad, så kunne man da sådan set godt unde dem deres millionindtægter og golfbaner og hvad ved jeg. Men problemet er, at de ikke en gang kan finde ud af at drive noget så forholdsvis simpelt som et postvæsen – for slet ikke at tale om et helt land. Det job ligger meget bedre i arbejderklassens hænder. □

På spidsen: Smil i 2006 Vi har i Danmark i dag brug for folk,

ejerne behøves ikke at frygte at

problemer med rengøringen på Rigs-

som med skarpe øjne kan øje på pro-

skatten stiger. Når værdien på boli-

hospitalet. 300 døde. På et år. I

blemer og løse dem.

På en rigtig

gen. Stiger. For vi har skattestop. I

Danmark. Med velstand. Med skatte-

måde. Et smil i dagligdagen. I det

Danmark Sagde Anders. I nytårstal-

stop. Men heldigvis har vi overskud.

nye år. Det positive pust over landet.

sen. Det er dog ikke oplyst om le-

Sagde Anders Fogh. Til at tænke på

Anders Foghs nytårstale var sådan

jerne, kan modtage højere boligstøt-

andre end os selv.

et pust. I talen glædede han sig over

te, hvis lejen stiger. Med skatte-

politikerne også problemet.

danske soldaters hjælp til fred i

stop. Det er heller ikke oplyst om

rigtig måde. Ikke ved at ansætte

Irak. Gravfred.

hospitalspatienter

flere rengøringsfolk. Men med et

I Danmark har vi velstand. Sagde

frygte. I Danmark. Med skattestop.

Anders Fogh. I nytårstalen. Bolig-

Der er dog meddelt i B.T., at der

12

● www.marxist.dk ● Jan/Feb 6. Årgang Nr. 28

har

noget

at

Derfor løste

smil i det nye år. En smiley.

På en

Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Arbejderkontrol, nationaliseringer og socialisme - Revolutionen i Venezuela tager nye skridt fremad VENEZUELA Af Andreas Bulöw - Venezuela Revolutionen i Venezuela befinder sig nu på et kritisk punkt. Efter at oppositionen – der ledes af de rige magthavere - flere gange er blevet banket tilbage af massernes bevægelse (som fx ved folkeafstemningen i august 2004), er processen nu begyndt at koncentrere sig om de indre modsætninger i bevægelsen og ikke mindst om hvad der er vejen frem for at fuldføre revolutionen.

2005 blev året hvor præsident Chavez for første gang proklamerede at revolutionen havde et socialistisk indhold og at det var nødvendigt at diskutere hvad socialisme betyder i det 21. århundrede. Men 2005 var også året hvor de første nationaliseringer af ubenyttede fabrikker fandt sted, som en direkte konsekvens af arbejdernes egne kampe fra neden. Samtidig var 2005 også året hvor der på en række virksomheder blev udviklet avancerede former for arbejderkontrol med produktionen.

Valg til parlamentet I December 2005 var der valg til parlamentet, hvilket medførte en overvældende sejr til de kræfter der støtter revolutionen, som opnåede samtlige sæder i natio-

nalforsamlingen. Valget blev godkendt af internationale observatører. Til gengæld var stemmeprocenten helt nede på 25%. Forklaringen er ikke at folk fulgte oppositionens demagogiske opfordringer til valgboykot, men derimod at flertallet af venezuelanerne ikke anså valget for en særlig vigtig begivenhed og at de fleste mente, at slaget allerede var vundet. Der havde ikke været nogen som helst mobilisering op til valget fra de bolivariske organisationers side. Traditionelt set er parlamentsvalg i Venezuela altid blevet afholdt samtidig med præsidentvalg og er blevet totalt overskygget af dette.

Den lave stemmedeltagelse skal også forstås som en dyb mistillid til mange af de politikere som stillede op til parlamentet, også dem der udadtil klæder sig i de bolivariske farver. Mange af dem anser masserne nemlig for at være en del af det bureaukrati, som de ønsker at gøre op med.

Bureaukrati – noget der skal smides ud!

Mange af de mest bevidste aktivister i den bolivariske bevægelse er meget bekymrede over fremkomsten af hvad de ser som et bureaukrati, en ”indre fjende” i bevægelsen. Mange embedsmænd, politikere og endda ministre i regeringen – der udadtil kalder sig

”revolutionære” – har i virkeligheden ikke har den mindste tiltro til massernes evne til at ændre samfundet. For denne skare af bureaukrater, er revolutionen begyndt at gå lige lovlig langt og derfor saboterer de den indefra på alle mulige måder og opbygger et hierarki med særlige privilegier, korruption, osv. De almindelige aktive i bevægelsen ser med afsky på dette bureaukrati. De betragter det som noget fremmed – noget der ikke hører til i revolutionen og noget som må drives ud i en fart.

Mange aktive i bevægelsen er begyndt at diskutere hvad der kan gøres for at stoppe dette bureaukrati. En god del af dem er nået frem til denne konklusion: Den eneste rigtige garant for at stoppe bureaukratiets fremdrift er igennem arbejder- og folkedemokrati fra neden, optrappe opbygningen af fagforeningerne, forsamlingerne i bykvartererne, studenterdemokratiet på universiteterne, osv.

Nationaliseringer og arbejderkontrol I slutningen af 2004 førte arbejderne på papirmøllen Venepal en hårdnakket kamp for at bevare deres arbejdspladser. Fabrikken var blevet efterladt ubenyttet af ejerne og hundredevis af arbejdere stod i fare for at miste deres job. De krævede derfor at Chavezregeringen nationaliserede fabrikken under arbejdernes egen kontrol.

Aluminiumsfabrikken ALCASA, der beskæftiger over 3000 arbejdere, blev nationaliseret sidste forår. Nu er det en af de fabrikker med den mest udbyggede arbejderkontrol. Man har sågar oprettet sin egen reserve af arbejdere, der har modtaget militær træning og som er kampklare til at forsvare revolutionen. Dette er et initiativ som de arbejdervalgte ledere af virksomheden har forklaret med at ”arbejderkontrollen på ALCASA skal ikke ses isoleret fra samfundet, men derimod som en del af revolutionen.”

www.marxist.dk ● Jan/Feb 6. Årgang Nr. 28 ● 13

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk Nationaliseringen af Venepal i januar 2005 igangsatte en lavine af arbejderkampe og regeringen gik i gang med at undersøge omkring 1100 virksomheder som stod ubenyttede hen. Nationaliseringerne er fortsat, bl.a. med nationaliseringen af CNV-fabrikken i Los Teques.

Men også indenfor de virksomheder som allerede er statsejede, er arbejderne begyndt at rykke på sig. Chavez-regeringen igangsatte i foråret udviklingen af det såkaldte cogestión, et program for at indføre arbejderdeltagelse i kontrollen med produktionen. Men mange steder har arbejderne opfattet dette – ikke blot som deltagelse i beslutningerne, men som arbejderkontrol over produktionen, hvor arbejderlederne vælges og ikke modtager mere i løn end en normal ansat arbejder. Denne arbejderkontrol er stadig ikke fuldt udviklet, men allerede nu har man brugt den til f.eks. at underligge virksomhedernes budget arbejderkontrol og stoppe korruption.

Bevægelsen er blevet styrket af to stormøder for virksomheder under arbejderkontrol. Det ene af dem var et nationalt, venezuelansk møde, mens det andet var en sammenkomst af fabrikker under arbejderkontrol i hele Latinamerika, som blev afholdt i dagene 27.-29. Oktober i Caracas, med støtte fra den venezuelanske regering.

Ved åbningen af dette møde proklamerede Chavez to nye nationaliseringer og gjorde det klart at det ikke kan accepteres at kapitalisterne lader produktionsmidlerne stå ubenyttet hen. I den afsluttende resolution, som blev vedtaget af de godt 400 tilstedeværende arbejder-repræsentanter, som en slags konklusion på mødet, blev det bl.a. slået fast at ”Vi ønsker at avancere til arbejdernes totale kontrol over økonomien for at underligge den planlægning i hele folkets tjeneste.” Udtalelsen sluttede med et inspirerende og klart anti-kapitalistisk kampråb: ”De lukker, vi åbner fabrikkerne. De røver jordlodderne, vi besætter dem. De laver krigene og ødelægger nationerne, vi forsvarer freden og den suveræne integration imellem folkeslagene.

De splitter, vi forener. For vi er arbejderklassen, for vi er menneskehedens nutid og fremtid. Vi opfordrer alle til at

14

fortsætte denne kamp, udvide den og at vi mødes endnu engang i det kommende år for at uddybe enheden og kampen som vi fører sammen med hele arbejderklassen og befolkningerne imod menneskehedens fælles fjende. ¡Venceremos! [Vi vil sejre!]”

Socialisme i det 21. Århundrede Efter at Chavez i starten af 2005 offentligt indrømmede at han havde taget fejl ved at tro at revolutionen kunne gennemføres inden for kapitalismens rammer og opfordrede til at diskutere hvad socialisme betyder, er dette blevet hoveddiskussionen i alle afkroge af landet, i alle bykvarterer, fagforeninger, bolivariske cirkler, osv.

Ordet socialisme betyder noget vidt forskelligt for forskellige lag i samfundet; De reformistiske bureaukrater snakker om ”Zapateros socialisme”, med henvisning til den socialdemokratiske regering i Spanien. Men for mange af de almindelige aktive i bevægelsen betyder socialisme et grundlæggende andet økonomisk system, hvor befolkningen har indflydelse på de vigtigste beslutninger.

Førhen var der mange aktive i Venezuela, bl.a. præsident Chavez, som sagde at bolivarianisme ikke havde noget at gøre med socialisme og at der måtte findes en ”tredje vej” imellem kapitalisme og socialisme. Men efter at Chavez ved World Social Forum i Indien i februar åbnede denne diskussion, er der kommet en enorm tørst iblandt masserne og især de aktive i bevægelsen, for at lære mere om socialisme og om de erfaringer som den socialistiske bevægelse har gjort sig siden Marx. Det som er mest bemærkelsesværdigt ved denne debat er et næsten fuldstændigt fravær af fordomme og en ærlig og oprigtig stræ-

● www.marxist.dk ● Jan/Feb 6. Årgang Nr. 28

Internationalt ben efter nye ideer og teorier.

Chavez og masserne ”Den der venter på en ´ren´ social revolution skal aldrig leve til at se én. En sådan person hylder i ord revolutionen, mens han viser at han lige præcis ikke forstår hvad en revolution er” Lenin Der er mange på venstrefløjen i Europa som ikke har forstået forholdet imellem Chavez og masserne. Nogle er endda gået så langt som til at påstå at der ikke er en revolutionær proces i Venezuela fordi den angiveligt er startet fra præsidentens skrivebord. Ifølge disse hårdnakkede sekterikere skal en revolution altid følge et forudbestemt mønster – og passer den ikke ind i dette mønster er det ikke en revolution.

Dette holder naturligvis ikke vand.

Revolutionen er ikke startet fra Chavez hånd. Det er sandt at Chavez som individ har givet processen et bestemt udtryk, men det er massernes bevægelse fra neden som gang på gang har accelereret situationen. Det var tilfældet i både april 2002, da kuppet blevet nedkæmpet og i december-januar 2002-3, da arbejderne stoppede arbejdsgivernes sabotage-lockout ved at genåbne fabrikkerne under arbejderkontrol. Og igen var det tilfældet ved den enorme valgsejr ved folkeafstemningen i August 2004, da millioner af mennesker organiserede sig for at drive en aktiv valgkampagne i bykvartererne, arbejdspladserne og skolerne og på den måde stoppe kontrarevolutionens forsøg på at vælte Chavez.

Men grunden til at Chavez er populær og grunden til at masserne gang på gang er gået i aktion for at redde hans

Chavez taler ved en antiimperialistisk tribunal ved ungdomsfestivalen i august

Internationalt regering, er at han er den første som har givet dem et håb og en stemme.

En politiker som på modig vis har afslået imperialismens diktater og har forsøgt at stoppe korruptionen og udligne ulighederne i landet igennem en række reformer og lovændringer. Derfor er han elsket af masserne og hadet af imperialismen.

Men dette betyder ikke at masserne ikke har en kritisk sans over for præsidenten. Et godt eksempel er da han i maj 2004 – efter pres fra USA og oppositionen - udskrev folkeafstemningen om tilbagekaldelse af hans mandat. Her var der en enormt kritisk holdning iblandt de mest aktive i bevægelsen, som så dette som en indrømmelse til magthaverne.

Chavez har i løbet af det sidste år bevæget sig stærkt imod venstre. Dette er dels et resultat af en bevægelse fra neden, men også Chavez egne ærlige forsøg på at fremme sine idealer og rykke bevægelsen fremad. Forholdet imellem Chavez og masserne er dialektisk og modsætningsfyldt. Præsidenten bliver påvirket af begivenhedernes gang – massernes bevægelse reflekteres i udviklingen af hans ideer.

Men samtidig stimulerer han også bevægelsen med sine egne tiltag og ideer. Et godt eksempel er debatten om socialisme i det 21. århundrede. Der var intet pres for at han skulle åbne denne debat – det var ham selv der åbent gik op og indrømmede at havde begået en fejl ved at tro at revolutionen kunne gennemføres indenfor kapitalismens rammer og at det måtte diskuteres hvordan socialisme skal se ud i det 21. århundrede, hvilket som nævnt har udløst en omfattende debat i hele landet.

Men alt dette er imidlertidigt ikke en garant for at Chavez med al sikkerhed vil drive bevægelsen imod afskaffelsen af kapitalismen. Det er stadigvæk en helt åben situation og kan bevæge sig i mange retninger. I sidste ende vil det afgørende element blive organiseringen af en revolutionært socialistisk organisation iblandt masserne, især arbejderklassen.

Ungdommen rykker Et andet karakteristisk træk ved udviklingen af revolutionen er at ungdom-

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk men er begyndt at komme med. Førhen var elev- og studenterbevægelsen domineret af en blanding af maoister der var imod den revolutionære proces og højreorienterede, m.v. Men nu er en række nye organisationer begyndt at springe frem. En af dem er den landsdækkende Frente Francisco Mirando som på landsplan har været oppe på over 35.000 aktive unge som arbejdede i sociale projekter til forsvar for revolutionen. Men også på de enkelte universiteter sker der ting og sager. Et eksempel er Barquisimieto hvor en vigtig elevkamp for adgang til ikke-optagede studerende på det pædagogiske institut, vandt en delvis sejr i sommers. Ved en række studentervalg har venstreorienterede kræfter desuden vundet sejre på uddannelsesinstitutioner rundt om i landet

lande. Sålænge dette system, som sikrer en lille mindretals eneret til at udnytte alle kontinentets ressourcer, er der ingen vej ud af den ekstreme fattigdom og håbløshed som millioner af venezuelanere lever i.

Trotskij forklarede engang at ´masserne kun kan ofre deres i dag for deres i morgen, op til et vist punkt´. En revolutionær proces kan af sin natur ikke vare for evigt. Før eller siden må spørgsmålet om magten blive løst.

Hvis den private ejendomsret til produktionsmidlerne forbliver i hænderne på kapitalisterne, vil de være i stand til at sabotere økonomien og massernes mest fundamentale problemer vil ikke blive løst.

Den revolutionære optimisme i Venezuela kan dø ud, hvis folk ikke kan se nogen udvej.

Også arbejderungdommen er begyndt at røre på sig. I Caracas er en konflikt i fulde drøn på medicin-distributørfirmaet RACE, hvor langt hovedparten af arbejderne er under 30 år. Denne konflikt handler om retten til en fri, uafhængig fagforening, hvilket arbejdsgiverne har nægtet og har ageret ved at fyre tre af de kammerater der organiserede fagforeningen på denne arbejdsplads. Dette er en konflikt som stadig er i gang og som er yderst vigtig for arbejdernes egen organisering.

Dette var præcis hvad der skete i Nicaragua i 80erne, hvor sandinisternes ledere aldrig tog det endelige opgør med kapitalismen og derfor måtte se til imens oligarkiet ødelagde økonomien og smadrede landet med en blodig borgerkrig. Dette var et direkte resultat af ideen om en ”blandingsøkonomi”, hvor kapitalen angiveligt skulle kunne leve side om side med elementer af nationaliseret ejendom. Dette betød at den revolutionære flamme blev slukket og desillusioner og inaktivitet ødelagde håbet om forandring. Kapitalismen blev opretholdt med dens brutale og umenneskelige tilværelse for millioner.

Chancen var med andre ord blevet forspildt.

Revolutionen er fortsat i fare Det er tydeligt at disse bevægelser har en mærkbar effekt på den revolutionære proces. Det der er karakteristisk ved enhver revolution er den massive bevægelse fra neden som fejer alt til side og åbner vejen for massernes involvering i det politiske liv. De to vigtigste udviklinger i det sidste år er at arbejderklassen for alvor er kommet ind i kampen som en samlet kraft og at der er blevet åbnet en debat om socialisme. De to elementer viser at den venezuelanske revolution går fremad og har udviklet sig på et meget avanceret stadie. Dette er begivenheder som alle aktive i arbejderbevægelsen må følge med den yderste opmærksomhed.

Den venezuelanske revolution er en direkte konsekvens af kapitalismens fallit på verdensplan. Dette system udbytter på nådesløs vis befolkningerne i de koloniale og semi-koloniale

Dette må vi ikke lade ske igen. Det er nødvendigt med en stærk marxistisk organisation i Venezuela som forbinder de kampe og bevægelser som finder sted iblandt masserne og ophober og opsummerer den erfaring som den revolutionære bevægelse har gjort sig og forsyner den med et klart program og en ideologisk orientering.

Således er det ikke blot muligt at bekæmpe bureaukratiet, men også at færdiggøre revolutionen ved at afskaffe kapitalismen og opbygge en socialistisk planøkonomi. □

Se mere på: www.handsoffvenezuela.org

www.marxist.dk ● Jan/Feb 6. Årgang Nr. 28 ● 15

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Internationalt

USA – Stigende utilfredshed USA Af Klaus Münster og Louise Wilk-Zerahn Situationen i USA har siden anden verdenskrigs afslutning haft afgørende betydning på verdenssituationen. Som verdens største økonomi og verdens største militærmagt er det afgørende for Danmark, såvel som resten af verden, hvordan USA svinger politisk.

Efter katastrofen i New Orleans oplever George Bush nu de laveste meningsmålinger nogensinde. Mange amerikanere drog konklusioner efter Katrina, og det fortsætter. Seneste eksempel på røre er Transport strejken i NewYork. Situationen i USA begynder at forandre sig ikke kun i befolkningen, men også den amerikanske økonomi viser at tingenes tilstand må forandres.

USA har tidligere haft en meget militant arbejdertradition, med store strejker og demonstrationer, bl.a. minearbejderne og jernbanearbejderne har i 20’erne og 30’erne været ude og gå forrest med Wildcat-strejker. Staten har så svaret igen meget hårdhændet med at hyre mange strejkebrydere, politibetjente og andre agenter, som f.eks. de kendte Pinkerton-detektiver, til at slå ned på disse strejker.

Som middel i klassekampen har den herskende klasse i USA lige nu meget kontrol over medierne, og får konsekvent neddroslet sager så det ikke får alt for stor betydning for præsidenten især.

Men kontrol over medierne er ikke alt.

Nogen ting vil ud. F.eks. var det ret svært at tie stille med orkanen Katrina der ramte USAs golfkyst i slutningen af august.

Orkanen Katrina ødelagde mere end blot huse, dæmninger og menneskeliv. Selve illusionen om verdens rigeste land som et land der hjælper sine egne, blev ødelagt. Regeringen havde først skåret ned på de lokale ingeniørtroppers (der skulle stå for at holde dæmningerne i stand) bevillinger, for derefter at være mere end langsomme med at komme de lokale til hjælp, og især meget langsomme med at hjælpe dem der ikke kunne komme ud af byer som New Orleans ved egen hjælp. Pengene havde de brugt i Irak.

Dette meget konkrete link mellem Irak og de lokale forhold gjorde mange folk vrede, og de efterfølgende historier om oliebaroner der udnyttede folks pressede situation til at sætte oliepriserne højt op, forsikringsselskaber der snød og bedragede kunderne for milli-

oner af dollars og så endelig den meget langsomme, og for nogle udsigtsløse pga. deres økonomiske situation, genopbygningsproces, har tilsammen gjort stemningen endnu mere presset.

Nu ramte orkanen jo ikke hele USA, men store dele af USA er blevet påvirket af den. Den har været dråben der fik bægeret til at flyde over for mange, der altid har oplevet spredt utilfredse i deres hverdag, måske med dårlige arbejdsforhold, måske med de nedskæringer på f.eks. pensions- og sundhedsforsikringsordningerne der har været, krigen i Irak, eller noget andet. Sagerne har akkumuleret sig, helt op til Katrina. Derefter var det nok.

Utilfredse amerikanere Regeringen og kapitalismen trådte på folk der lå ned i forvejen, og siden er meningsmålingerne styrtdykket. F.eks. lavede Pew Research en måling der spurgte om folk ville stemme på en præsident med samme eller anderledes politik end Bush ved næste valg.

69% ville have en helt ny politisk linje, kun 25% ville beholde den nuværende. Og en anden meningsmåling viser at 49% af de voksne amerikanere mener at deres egen tillid til den nuværende administration i det Hvide Hus har været faldende på det seneste, mens kun sølle 2% synes at deres tillid til regeringen har været stigende.

New York lammet Alt i alt en eksplosiv stemning, hvilket vi også så komme til udtryk ved de seneste strejker i New York, hvor hele byens offentlige transportsystem blev lammet, da alle transportarbejderne i december gik i strejke i USA's største offentlige transportsystem, noget de ikke havde gjort i 25 år. Deres fagforeningsledere fik dem dog sendt på arbejde igen efter få dage, uden større resultater. Men strejker som denne er noget man vil se mere til, da det er arbejderklassens stærkeste våben mod de nedskæringer der følger af krigen i Irak og USA's dårlige økonomi.

New Yorks transportarbejdere strejker under parolen: "We Move NY. Respect Us!"

16

● www.marxist.dk ● Jan/Feb 6. Årgang Nr. 28

Hver gang Bush laver nedskæringer eller fejlhåndterer en katastrofe som

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Internationalt Katrina, eller jo dårligere det går med krigen i Irak, jo mere falder tilliden til regeringen og systemet som helhed. Den Amerikanske drøm om den lille mand, der kan kæmpe sig frem hvis bare han vil, er ved at falde sammen, og folk ser mere og mere at selv hårdarbejdende arbejdere ikke kommer frem. Det meste er styret af nogle store monopoler der holder resten af befolkningen nede. En stemme på demokraterne eller de grønne vil ikke ændre dette.

De økonomiske rammer og klassekampen er grundlaget for alle politiske tiltag. Lige nu ser vi klart at Bushregeringen er mere end bundet af kapitalisterne, hvilket derved også sikrer højreorienteret politik.

Demokraterne opstiller ikke noget nævneværdigt alternativ til den nuværende linje, ligesom de Grønne på ingen måde formår at opstille en

konkret og reel politik for hele den amerikansk arbejderklasse. Begge partier fører i bund og grund borgerlig politik, der ville have været meget godt for 100 år siden, men som på ingen måde løser hverken gælds-, bolig- eller arbejdsløshedsproblemer for den amerikanske arbejderklasse.

De konklusioner, bl.a. Katrina lagde vejen for, bør ikke blot stå alene hos den enkelte amerikaner. Der er brug for, at arbejderne organiserer sig mere, og at fagforeningerne bryder deres traditionelle støtte til demokraterne, og giver nogle konkrete perspektiver, som tager udgangspunkt i arbejdernes hverdag, i form af et kæmpende arbejderparti. Et arbejderparti der ikke går i de store firmaers interesse, men som tværtimod bryder med den kapitalisme, der lige nu trækker USA længere og længere ned i et økonomisk sort hul. □

Indsamling: 20 kr.

Kampfonden: 23.0 r.

Pakistan: 2.573 k Indsamlingen til vores kampfond har igen i året været en succes Med et resultat på et godt stykke over målet på 20.000 kr. er vi tilfredse.

Dette flotte resultat skyldes en masse flotte birdrag fra hele landet.

Ikke mindst en kæmpe julefrokost i København gjorde at vi kom nærmere på målet. Derudover er der også kommet afgørende bidrag for bl.a. Vejle og Roskilde.

Alle disse bidrag gør at vi nu står endnu stær-

kere og at vi kan fortsætte og udvide vores arbejde. Derfor skal der lyde et stort tak til alle som har været med til at give bidrag, samle penge ind og arrangere julefrokoster m.m.

Vi er også glade over beløbet til den særlige jordskælvsindsamling til kampagnen for forsvar af de pakistanske fagforeninger, PTUDC. Det vil være med til at sikre at der også igennem vinteren vil være forsøg på at få nødhjælp ud til de ramte områder.

INTERNATIONALE NOTER Bush stopper bistanden til i Irak I det kommende budgetforslag, som George Bush fremlæger for Kongressen til februar, fremgår det, at USA vil indstille sin støtte til genopbygningen af Irak. Ud af de oprindelige 18 milliarder dollar vil kun halvdelen blive brugt på selve genopbygningen. Den resterende halvdel er hovedsagligt blevet brugt på kampen mod oprørere. I fremtiden vil regningen for genopbygningen blive sendt videre til andre lande. Blandt disse er ironisk nok Irak selv, der derved atter må bøde på baggrund af USA. Bolivia - socialistisk præsident valgt Ved det fornyeligt afholdte parlamentsvalg i Bolivia, blev Evo Morales i spidsen for MAS den helt store vinder med hele 51 % af stemmerne. Hermed kan Bolivia føjes til listen over sydamerikanske lande, der ønsker socialisme, og den røde alliance landene imellem forstærkes. Den store valgsejr giver Morales politisk magt til bl.a. at nationalisere Bolivias store naturgasreserver samt at gennemføre nogle af de lovede forbedringer og hård tiltrængte sociale reformer.

Transportarbejderstrejke i New York Højere løn, sygeforsikring og bedre pensionsvilkår er de helt basale krav som de ca. 33.000 transportarbejdere er gået i strejke for at opnå.

Under sloganet ”We Move New York. Respect Us" kæmper arbejderne fælles for at få forbedringerne gennemført. På trods af et milliard overskud påstår bosserne at der ikke er råd til at indfri arbejdernes rimelige krav. I en sådan situation skinner det amerikanske samfunds klassekarakter tydeligt igennem. Overklassen benytter alle tænkelige midler for at stoppe strejken og holde arbejderne nede. Fra at udstille dem i medierne som værende usolidariske og uamerikanske henover trusler om bøder og sagsanlæg, til et forsøg på at forbyde dem at forhandle deres løn kollektivt. Disse angreb har dog kun styrket bevægelsen og arbejderne står fast. "No contract, no work!"

www.marxist.dk ● Jan/Feb 6. Årgang Nr. 28 ● 17

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Historie

Tyskland: fra revolution til kontrarevolution – del 1 TYSK ARBEJDERHISTORIE Af Ditte Lysgaard Tyskland havde før 2. verdenskrig Europas og 2. Internationales største arbejderbevægelse og verdens stærkeste revolutionære masseparti. Alligevel fejlede den tyske revolution.

Spørgsmålet om, hvordan dette kunne ske, er vigtigt for alle, der ønsker at forstå, hvordan man ændrer verden, og dynamikken i en revolution. Vi bringer her første del af en artikelserie om Tysklands arbejderbevægelse, den tyske revolution og fascismens fremkomst.

I 1800-tallet var Tyskland et stærkt feudalpræget rige hovedsageligt bestående af bønder og småbyer og uden støre klassebevidsthed eller arbejderbevægelse. Fødselsraten voksede voldsomt i de fattige provinser og dette gjorde, at et stadig stigende antal jordløse bønder måtte bryde op og søge ind mod byerne. Forholdene her var ringe, og den store arbejdsstyrke medførte kummerlige arbejds- og lønforhold, mens udnyttelsen af det voksende proletariat gav storfabrikanterne ufattelig rigdom. Proletariseringen af den tyske befolkning, og de dårlige leveforholdforhold, gav samtidig grobund for et helt nyt samfundsbillede og socialistiske samfundskritikere begyndte allerede i 1830’erne at forme ideer til et kommunistisk samfund.

Situationen optrappes Da der i 1848 udbrød revolution i Paris var den tyske befolkning desperate efter bedre forhold, og af frygt og ude af stand til at fastholde magtfordelingen så de regerende fyrster sig nødsaget til at udnævne en demokratisk, liberal regering. De tyske arbejdere mildnedes ved udsigten til det nye borgerlige demokrati, politiske flygtninge som Marx og Engels vendte tilbage til Tyskland og begyndende socialistiske, liberale og kristelige arbejderforbund opstod. De liberale, der frygtede en revolution, stod i klar opposition til socialisterne og den interne splittelse førte til et militærkup ledet af de preussiske generaler og adelen. Al arbejderorganisering blev i 1854 forbudt, de tidligere regenter vendte tilbage og belønnede de liberale med begrænset indflydelse.

Modgangen og den efterfølgende økonomiske krise medførte en øget selvbevidsthed hos arbejder-klassen, og arbejderne indså, at en selvstændig bevægelse uden indblanding fra hverken de konservative eller liberale var nødvendig. Den socialdemokratiske arbejderbevægelse blev den største da den som den eneste altid forsvarede arbejdernes interesser mod kapitalisterne.

Wilhelm Liebknecht

Den socialdemokratiske arbejderbevægelse stod stærkere end nogensinde, da Bismarck i 1878 - under påskud af kejser- og statsbeskyttelse - vedtog de såkaldte socialistlove. Partiet blev officielt nedlagt, hetzen mod fagforeningerne steg, og enkeltpersoner risikerede udvisning.

Marx forklarede, at en stat dybest set ikke er andet end et instrument for én samfundsklasses herredømme over andre klasser. Dette gøres ved hjælp af domstole, militær og politi. Selvfølgelig kan der være al mulig andet tilknyttet staten, for eksempel arbejdsløshedsunderstøttelse, men disse ting er kun et udtryk for, at arbejderne har presset kapitalisternes stat til at yde disse ting (og ikke så lidt ofte får arbejderne selv lov at betale for velfærdsgoder gennem skat). Den klasse, der har magten over statsapparatet, bruger den ivrigt, når den ser sine interesser truet. Således også i Tyskland, da kapitalisterne følte, at Socialdemokratiet kunne gå hen og blive en alvorlig trussel mod deres magt og profitter.

Socialdemokratiet overlevede dog v.h.a. vedholdende tillidsmænd, udenlandsk asyl, hemmelig presse og dyg-

Billede af den tyske nationalforsamling 1848.

18

● www.marxist.dk ● Jan/Feb 6. Årgang Nr. 28

Historie tig organisatorisk illegal aktivitet, og da forbudet ophævedes i 1890 ophørte havde partiet – udover et navneskift til Sozialdemokratische Partei Deutschlands (SPD)- fået massiv fremgang fra ca. 500.000 til 1,5 mio. stemmer. Rent bevidsthedsmæssigt var socialistlovene nærmest som sendt fra himlen: arbejderne var gennem fjendskabet til det undertrykkende statsapparat blevet radikaliseret og bekræftet i Marx’ analyse af statsmagten. I årene efter førte partiet med August Bebel og Wilhelm Liebknecht i spidsen med en langt mere marxistisk politik end tidligere. Ophævelsen af lovene var derfor heller ikke en anerkendelse af partiet, men en accept af hvad der ikke kunne ignoreres.

Fra revolution til reformisme Anden internationale voksede sig kæmpestor i 1890’erne. Man havde et revolutionært program, men organisationans vækst fandt sted i en periode med økonomisk opsving.

Derfor var det muligt at få bedre forhold for arbejderne inden for kapitalismens rammer, og lederne af Socialdemokratiet gik i praksis væk fra at være revolutionære, fordi de mente, at det var tilstrækkeligt at fokusere på de daglige krav. De mente, at man gradvist kunne tilkæmpe sig reformer, og derigennem vælte arbejdsgiverne og kapitalismen af pinden. Det er det, man kalder for reformisme. De talte stadig om socialisme i 1. maj-taler og andre festlige lejligheder, men i praksis var de gået væk fra ideen om et nyt samfund.

Lederne af Socialdemokratiet havde behagelige positioner i toppen af arbejderbevægelsen, og de mente, at det ikke længere var nødvendigt at ændre samfundet grundlæggende, man kunne nøjes med at forhandle med arbejdsgiverne og de borgerlige politikere. Socialdemokratiets ledere fjernede sig mere og mere fra arbejderne, og fik mere og mere til fælles med kapitalisterne. Dette var kun muligt på grund af, at økonomien gik fremad, og kapitalisterne kunne give indrømmelser for at holde arbejderne i ro. Snart skulle dette ændre sig.

Første verdenskrig Anden Internationale blev stiftet for at varetage traditionerne fra Marx og Engels. I 1912 forsamledes ledere fra

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

USPD kongres

socialistiske og socialdemokratiske partier verden over til Anden Internationales kongres. Dette var i en periode med massiv oprustning og forberedelse til det, der skulle blive første verdenskrig.

På kongressen blev det vedtaget, at man under ingen omstændigheder ville støtte krigen, men derimod holde fast i linjen fra Marx, Engels og Det Kommunistiske Manifest. Man besluttede at holde fast i, at arbejderne ikke skulle i krig for at forsvare en kapitalistisk stat, men derimod angribe kapitalismen på tværs af landegrænser.

Da første verdenskrig brød ud i 1914, havde de socialdemokratiske ledere åbenbart glemt alt om deres løfter fra to år tidligere. I hvert fald støttede næsten hvert eneste socialdemokratiske parti krigsbevillinger og udsendelsen af arbejdere i krig mod andre arbejdere. Kun i to lande var dette ikke tilfældet. I Serbien og i Rusland. I den socialdemokratiske gruppe i den tyske rigsdag var det kun Karl Liebknecht (Wilhelm Liebknechts søn), der fra starten talte imod krigsbevillingerne.

Flertallet i SPD’s ledlse valgte de at erklære krigen for ”en forsvarskrig” og indgik borgfred med de borgerlige og den forhadte kejserlige statsmagt.

Dette betød ikke bare at SPD lagde navn til masseslagtning, besættelse af neutrale lande og fortsættelsen af krigen mod den nye socialistiske union, men også at både partiet og fagbevægelsens ledelse distancerede sig fra medlemmerne ved at virke som de borgerlige og arbejdsgivernes marionet. De valgte side sammen med tysk

imperialisme i stedet for med arbejderklassen. Dette betød ikke bare en reel godkendelse af Bernsteins reformisme, men også et split i partiet. Resultatet af svigtet udeblev da heller ikke, og partiets venstrefløj samt pacifisterne, der gik mod krigen og det ryggesløse samarbejde med de svorne hovedfjender, splittede i 1917 ud og grundlagde Unabhängige Sozialdemokratische Partei Deutschlands (USPD).

Blandt grundlæggerne af USPD var Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg, som stod samtidig i spidsen for den revolutionære marxistisk orienterede organisation, Spartakusforbundet.

Organisationens medlemmer havde indtil nu arbejdet i Socialdemokratiet for en mere revolutionær international orienteret politik, men ved 1. verdenskrig stod det klart at de stridende holdninger i SPD ikke kunne forenes. Denne splittelse var ikke blot begrænset til Tyskland; I hele Anden Internationale blev partierne splittet mellem ”socialchauvanisterne”, som Lenin kaldte dem, der valgte side for krigen, og socialisterne, der gik imod at sende arbejdere i krig mod hinanden for imperialisternes ønske om kolonier og nyer markeder. Splittelsen var fundamental, og har præget arbejderbevægelsen lige siden. Krigen var brudt ud, men snart skulle Europa rystes af masseopstand og revolution. Det kan du læse mere om i næste nummer af Socialistisk Standpunkt.

www.marxist.dk ● Jan/Feb 6. Årgang Nr. 28 ● 19