nr3

SOCIALISTISK STANDPUNKT

STØ

TTE KR. PRIS 20,-

DEN MARXISTISKE AVIS FOR ARBEJDERBEVÆGELSEN NR. 3 + 1. ÅRG. + AUGUST 2001

PRIS KR. 10,-

FAGBEVÆGELSEN MÅ GÅ FORAN! Terror og individualisme må erstattes af masseprotester, klare krav og enhed.

Kun arbejderklassen kan sætte magt bag kravene i kampen mod øget arbejdspres og ulighed. Arbejdere og unge må presse fagbevægelsen til at gå forrest i kampen.

Læs bl.a. om: „Civil ulydighed“ eller klassekamp s. 2 Göteborg 2001: Volden må ikke overskygge masseprotesterne s. 4 OOg meget mere...

INDHOLD: Leder

2

Københavnske institutioner

3

På spidsen

3

Göteborg

4

Arbejdspladsen har ordet

7

Klassesolidaritet

8

Hvem vi er og hvad vi står for

9

DGS

10

Arbejderbevægelsens historie del 2 11 Kvindespørgsmålet

12

Økonomi

15

Trotskij del 1

17

Hvilken vej fremad for ungdommen?

20

SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af avisforeningen SOCIALISTISK STANDPUNKT, Poste Restante Nørrebrogade 10 220 Kbh. N. Tlf.: 21 94 17 27, marxist_dk@hotmail.com Ansv. red.: M. Frederiksen.

2

“Civil ulydighed“ eller klassekamp Modstanden mod globaliseringen har spredt sig over hele verden. I Seattle, Prag, Nice, Quebec og senest Göteborg, Salzburg og Genova bliver den globale kapitalismes topmøder mødt af store demonstrationer og protester.

De store masseprotester er udtryk for begyndelsen på en ny epoke med voksende utilfredshed med kapitalismens uretfærdighed og udbytning og de store monopolers altdominerende magt over alle dele af verden. Flere og flere arbejdere og unge kan se, hvordan “globalisering”, “frihandel” og “fleksibilitet” kun er et dække for kapitalens jagt på nye markeder og skyhøje profitter på verdens arbejderes bekostning. Denne bølge af anti-kapitalistiske protester er enormt positiv og kan blive begyndelsen til en generel bevægelse mod venstre.

Desværre mærkes disse protester ofte af vold og ballade - som vi så i Göteborg i juni og i Genova i juli, hvor en ung mand blev dræbt. Politi og anarkister mødtes i et voldsorgie, der skæmmede masseprotesterne og mindskede kraften bag dem, idet fokus blev fjernet fra de kæmpe fredelige demonstrationer og kravene. De forskellige regeringer og politiledelser satser bevidst på dette for at ødelægge tilslutningen til protesterne.Vi fordømmer politiets ekstreme brutalitet og brugen af politiprovokatører i demonstrationerne, men tager samtidig skarpt afstand fra individers og smågruppers vold og terror, som kun kan isolere protesten fra arbejderklassen.

Pga. den ekstreme højredrejning, som den traditionelle arbejderbevægelses ledelse står for, tyr mange unge i søgen efter et alternativ til denne slags “løsninger”, og blandt unge på den danske venstrefløj møder man ofte en tro på, at “civil ulydighed”, “aktioner”, “lidt gang i gaden” osv. er vejen frem.

Hvis den “civile ulydighed” var en naturlig del af klassekampen, og et

flertal af de organiserede arbejdere deltog i den, ville vi støtte den. Marxister tager ikke principiel afstand fra nogen som helst kampformer. For os gælder ét: gavner det klassekampen og arbejderklassen, øger det klassebevidstheden og tiltroen til klassens styrke? Hvis 50 “revolutionære” unge laver “civil ulydighed”, blokerer en motorvej eller smider med lagkager, gavner det ingen af disse ting. Hvis en almindelig arbejder overhovedet lægger mærke til en af disse aktioner, hvad skal han så gøre ved det? Isolerede, individualistiske “aktioner” kan i værste fald skræmme folk væk og svække bevidstheden om, at der er brug for organiseret klassekamp. Det mindsker betydningen af massekampen i massernes egen bevidsthed - for hvorfor skal man organisere sig og kæmpe, når der nu er en håndfuld “revolutionære helte”, der gør det for en? Nogle anarkister og venstrefløjsfolk argumenterer med, at det har en stor positiv virkning at angribe symbolerne på kapitalismen, f.eks. en McDonalds-restaurant.

Marxisterne ønsker ikke at slås mod symboler, vi vil angribe selve kapitalismen.

“Globaliseringen” er ikke noget nyt det er den samme gamle kapitalisme i sin mest afskyelige imperialistiske fase. Og når man vil bekæmpe den, må det ske med de samme gamle midler: arbejderklassens organisering og bevidste klassekamp mod alle kapitalens angreb og for den socialistiske omdannelse af samfundet. Marxisterne opfordrer alle arbejdere og unge til at gå med os i kampen for at få bragt den danske arbejderbevægelse tilbage på et socialistisk program, for at få tilbageerobret fagbevægelsen og Socialdemokratiet fra højreledelsen, så den danske arbejderklasse kan få den ledelse, som den har fortjent, og som der vil blive endnu hårdere brug for i den kommende tid.

SOCIALISTISK ST ANDPUNKT STANDPUNKT

Endnu engang optakt til nedskæringer på institutionerne i København Københavns Kommune lægger endnu en gang op til nedskæringer på insti-tutionerne.

Dette sker på trods af, at der allerede er foretaget store nedskæringer på dette område i de seneste år. Kommunen har siden 1998 sparet 2% på institutionerne hvert år, og det har de besluttet at fortsætte med indtil 2005.

Det bliver medskæringer på over 16% i forhold til niveauet i 1998. I år kan institutionerne dog undgå nedskæringerne, da de sparede 4% sidste år.

Dette er et meget smart træk fra kommunen, da der jo er kommunalvalg i november, og alle politikere ved at nedskæringer på daginstitutionerne ikke tiltrækker vælgere.

Samtidig så vi hvad, der skete sidste år, da de forsøgte at skære ned på fritidshjemmene, der gik pædagogerne i kæmpe strejke og vandt.

Politikerne vil højst sandsynligt gerne have, at denne sejr ikke står så klart i

hukommelsen. Politikerne er så ”storsindede” i år, at de eneste nedskæringer, de vil fortage sig, er at lade være med at prisregulere fuldstændigt på fritidshjems- og klubområdet, hvilket faktisk vil sige en besparelse på næsten 2% alligevel. Derudover er der alle bydelsforsøgene, der skal overgå til Københavns kommune 01.01.02. Nogle af bydelene har sparet mere end kommunen og nogen har slet ikke sparet, dette mener politikerne skal reguleres, så alle kommer ned på det samme lave niveau. Det betyder, at en meget lille gruppe ansatte på daginstitutionerne kommer til at stå helt alene.

Sidst men ikke mindst er der overenskomstforhandlinger for alle ansatte i institutionerne til foråret, hvilket nok er en anden god grund til kommunen foretog større nedskæringer sidste år og derfor kan udskyde flere nedskæringer til om et år.

De skulle jo nødigt have kæmpe lovlige strejker og demonstrationer.

Dette bør ikke narre fagforeningerne.

Disse må klart gå imod ikke bare fremtidige nedskæringer men også kræve at de sidste mange års massive nedskæringer tages af bordet.

Disse nedskæringer, som åbenlyst forringer pædagogernes arbejdsforhold, er kommet igennem udenom fagforeningerne og overenskomstforhandlinger, ved at kommunen bare har besluttet det. Derfor må de anses som et brud på overenskomsterne og blankt afvises.

FM

PÅ SPIDSEN - PÅ SPIDSEN - PÅ SPIDSEN - PÅ SPIDSEN I starten af juli kom det frem, at Dansk Arbejdsgiverforening er ved at lægge sidste hånd på et forslag til, hvordan man kan reducere antallet af arbejdsskader og -ulykker. Det foreslås bl.a., at virksomheder, der indfører et „godkendt styringssystem for sikkerhed“, fredes af myndighederne og slipper for besøg af Arbejdstilsynet.

Det, det drejer sig om for DA, er altså egentligt at reducere Arbejdstilsynets rolle. Firmaerne kan sagtens selv klare det med sikkerheden og arbejdsmiljøet - det er nu engang dem, der har bedst forstand på det, og de har jo slet ingen interesser, der gør, at de kunne finde på at se stort på arbejdernes sikkerhed. Når antallet af arbejdsulykker er steget med 15% siden 1994, og en bygningsarbejder bliver dræbt hver måned af at gå på arbejde, så skyldes det jo først og fremmest, at Arbejdstilsynet kommer rendende i tide og utide og forstyrrer, så de kære arbejdsgivere ikke kan få gjort alt det gode ved arbejdsmiljøet, som de så gerne ville.

Ikke uventet har Venstre og de Konservative meldt ud, at de vil gennemføre DA’s forslag, hvis de får regeringsmagten efter næste valg. Det vil Socialdemokratiet ikke - ledelsen er godt tilfreds med det nuværende Arbejdstilsyn, der eksisterer, men ofte ikke gør noget reelt ved problemerne af frygt for at udfordre de store virksomheder.

Når arbejdsgiverne kræver et arbejdsgiverarbejdstilsyn i arbejdsgivernes interesse, så kræver vi socialister det modsatte: et arbejderarbejdstilsyn, der styres af arbejderne selv, og som har beføjelser til at lukke virksomheder, indtil sikkerheden er i orden og forholdene er, som arbejderne på virksomheden demokratisk beslutter, at de skal være. For er der nogen, der har forstand på, hvordan virksomheden skal fungere, er det arbejderne selv. Lad os kæmpe for, at vores parti kommer til at slås for vores krav, ligesom de borgerlige slås for arbejdsgivernes.

NR. 3 AUGUST 2001

3

GÖTEBORG 2001: Volden må ikke overskygge masseprotesterne I 2002 kommer EU-topperne til København, og de vil ligesom i Göteborg blive mødt af massive demonstrationer. Allerede nu må mobiliseringen i arbejderbevægelsen begynde, og i den forbindelse er der mange vigtige erfaringer og konklusioner at hente fra, hvad der skete i Göteborg. Denne artikel er et oversat uddrag af en længere artikel af M. Oscarsson fra de svenske marxisters avis Socialisten.

Massedemonstrationer og en ny venstrebølge Tre kæmpestore demonstrationer blev gennemført under EU-topmødet i midten af juni. 10.000 mod Bush om torsdagen, 20-25.000 mod EU/ØMU om fredagen og måske 10-15.000 mod EU’s politik om lørdagen. Dette var de største demonstrationer i Göteborg siden storkonflikten i 1980 og et udtryk for den voksende utilfredshed blandt unge og lønmodtagere.

I den største demonstration om fredagen var hele venstrefløjen repræsenteret, fra de venstreorienterede i SSU (Socialdemokratiets ungdom), i selve Socialdemokratiet og LO til Vänsterpartiet og de forskellige venstregrupper, samt Nej til EUrörelsen og Miljöpartiet. Dem, der deltog fik følelsen af en voksende opposition mod nyliberalismen. At en ny venstrebølge er i gang, som vil hive arbejderbevægelsen og hele samfundet til venstre.

EU-lederne inde i messehallerne fik endnu en gang lov til at opleve en massiv folkelig utilfredshed mod deres politik. Målet med protesterne blev på den måde opnået, ja deltagerantallet var til og med større end mange havde ventet.

Den første konklusion må derfor være, at demonstrationerne var en sejr.

4

Men denne sejr formørkes delvist af ballade, stenkastning og brutal politivold, som må fordømmes på det kraftigste. Godt nok skete alt dette ved siden af de store demonstrationer, og kun en mindre del af demonstranterne var indblandet. Men det efterlod alligevel en bitter eftersmag, selv for dem, der selv deltog i masseprotesterne. Dette gælder endnu mere for det billede, som blev spredt til de store masser af arbejdere og unge i Göteborg og resten af landet, og internationalt. I massemedierne dominerer volden, mens de enorme demonstrationer knapt nok nævnes.

En stigende voldsspiral og skarpe skud Volden kronedes med, at tre demonstranter blev skudt ned på åben gade, hvoraf én længe svævede mellem liv og død, en brutal handling, som er helt uforsvarlig og må fordømmes af alle og især af arbejderbevægelsen. Både politiet og den anarkistiske gruppe AFA (Anti-Fascistisk Aktion) i Sverige havde, trods en del udtalelser fra begge sider om det modsatte, forberedt sig på konfrontation og vold.

AFA havde sat plakater op med teksten: “Stop EU-topmødet - Agér, blokér, sabotér!”, og på deres hjemmeside informerede de om brostenene i Göteborg.

Politiet var de første til at bryde den aftale, der var indgået med demonstrationsledelsen om at tale sammen, inden man gjorde noget. Det skete ved aktionen på Hvitfeldtska Gymnasiet om torsdagen. Skolen blev spærret af med containere og ca. 400 personer blev lukket inde, hvoraf mange blev kropsvisiteret. Den grund, der blev givet for det brutale raid var, at AFA og lignende grupper var på skolen og forberedte ballade. Denne politiaktion udløste en “stillingskrig” mellem politiet og demonstranterne, som

fortsatte hele dagen og aftenen. Det blev til voldsomme sammenstød, og 240 personer blev anholdt. Det var denne provokation, som blev starten på al den vold, der skete i weekenden.

AFA fortryder intet Bagefter forsvarer AFA stenkastning og vinduessmadring som politisk metode og hævder iflg. avisen GP 17/6: “Vi har slået politiets angreb tilbage.

Uanset hvad de skriver, uanset hvad andre venstreorganisationer siger, så fortryder vi intet. Vi har gjort det godt”. På en pressekonference 19/6 erklærede AFA, at stenkastningen skete i selvforsvar, og at det er en politisk handling at smadre vinduer hos banker og McDonalds, da de er symboler på den internationale storkapital.

Politiet kræver på deres side flere ressourcer og hårdere love. Dette risikerer at føre til en optrapning af volden mellem politiet og de autonome. Og til at politiet får stadig flere magtmidler, som vil blive anvendt ved alle strejker og demonstrationer, som politiet mener truer ordenen.

Derfor tager vi bestemt afstand fra såvel AFA’s som politiets opførsel.

Den anden konklusion må altså blive, at kampen er blevet skadet og gjort svagere af stenkastningen, politivolden og den voldsomme ballade.

Anarkisternes skæbnesvangre taktik Den konklusion har AFA og visse andre ekstreme anarkistgrupper naturligvis ikke draget. De står for en anarkistisk taktik, som går ud på, at en lille militant gruppe må gå foran den store masse.

V.h.a. beslutsomme og direkte aktioner skal arbejdere og unge vækkes til kamp.

SOCIALISTISK ST ANDPUNKT STANDPUNKT

Selvom medierne næsten kun viste vold, viser dette billede fra fredagens demonstration noget andet.

Pressen bruger de få voldelige elementer til at sætte hele masseprotesten i et dårligt lys.

De regner også med og forbereder sig på, at disse aktioner bliver voldsomme, og denne konfrontation anses også for at have en positiv side, da den fører til, at statens og politiets voldsomme karakter afsløres, hvilket skærper konflikterne i samfundet og drager flere med i kampen. Derfor var det ventet, at politiet ville slå til mod dem, som mistænktes for at ville forstyrre topmødet. Det var heller ikke uventet, at de autonome ville udnytte demonstrationerne til at få beskyttelse og legitimitet, for senere at bryde enheden og besvare den mindste provokation fra politiet, når det passede dem.

Politiet opruster og bliver voldsommere Den anarkistiske taktik modvirker også deres eget formål, i den udstrækning den overhovedet påvirker noget som helst. De mange arbejdere og unge bliver ikke mere politisk bevidste eller drages med i kampen, men de skræmmes væk af volden. Og i de få tilfælde, hvor taktiken virker, så gavner det heller ikke klassebevidstheden, men fører folk til den konklusion, at arbejdernes massekamp ikke behøves, at det er nok, at en lille beslutsom gruppe går i kamp.

Derfor er det bedre, at de får lov til at være for sig selv fra start af, eller at man isolerer dem om man vil. AFA og andre lignende grupper burde have været holdt uden for de fælles demonstrationer.

Konfrontationen med politiet fører helt sikkert til, at politiet bliver voldsommere. Der har anarkisterne helt ret. Men også det gør kampen svagere.

Politiet får en folkelig accept til at tage hårdere metoder i brug, som senere vil blive anvendt ved strejker, demonstrationer og andre protestaktioner.

Dette er også den bedste måde at minimere risikoen for en konfrontation med politiet. Uden massebevægelsens beskyttelse og legitimitet vil disse grupper ikke så let søge konfrontation, og hvis det sker alligevel, vil det bare isolere dem yderligere.

Allerede dagen efter EU-topmødet nedsatte regeringen en arbejdsgruppe om mere effektiv udrustning til politiet, øgede beføjelser til at arrestere og tilbageholde folk i længere tid, og øget ret til at afvise folk ved grænserne.

Nej til “hårdere midler” Alle krav om “hårdere midler” fra politiets side må afvises af arbejderbevægelsen. De gavner kun højrekræfterne og vil næsten kun blive rettet mod de radikale kræfter i samfundet.

At give politiet ret til at tilbageholde folk længere end 6 timer uden anholdelse eller øget mulighed for at arrestere “forebyggende”, er alvorlige indskrænkninger af de demokratiske rettigheder. Det samme gælder kravene om oprustning af politiet.

Vi er også imod at forbyde demonstranter at maskere sig ved lov. Retten til at demonstrere er en grundlæggende demokratisk rettighed, og politiet har allerede alt for stor magt over, hvordan denne ret kan bruges, da der kræves polititilladelse for at demonstrere.

At give politiet flere beføjelser vil skade f.eks. protesterende arbejdere, der beskytter deres identitet af frygt for repressalier fra arbejdsgiverne eller indvandrere, der demonstrerer maskerede uden for deres hjemlands ambassade.

Fortsættes næste side.

NR. 3 AUGUST 2001

5

Demonstrationsledelsen må sørge for orden Ordenen i demonstrationer skal i stedet sikres af dem, der leder og arrangerer dem, og det er også dem, der skal afgøre om man skal have lov til at maskere sig. Hændelserne i Göteborg har vist, at dette spørgsmål må tages meget mere alvorligt.

Hold op med at stryge anarkismen med hårene Den, der vil udvikle en virkelig massekamp og radikalisere arbejderbevægelsen, har derfor ikke råd til at flirte med anarkismen. Selvfølgelig er der forklaringer på, hvorfor utilfredse unge tiltrækkes af disse idéer. De vil slås mod kapitalismen og uretfærdigheden, men de får ikke noget alternativ fra arbejderbevægelsen.

Socialdemokratiets ledelse holder systemet kørende, og SSU er ganske passive og styres af højrefløjen.

Ungvänster er godt nok mere radikale, men er heller ikke særlig aktive. Men netop fordi vi tror, at de fleste anarkister, selv i AFA, egentlig stræber efter et retfærdigt socialistiskt samfund, så har vi ikke tænkt os at holde vores kritik af deres revolutionsromantik og katastrofalt fejlagtige metoder tilbage.

Derfor må vi bekæmpe anarkismens idéer og den indflydelse, som de udøver blandt visse unge. For alle, der bekender sig til de marxistiske idéer, er der intet nyt i dette. Allerede Karl Marx sloges imod anarkisterne på Første Internationales tid i 1860’erne.

Siden da har den marxistiske del af arbejderbevægelsen bestemt afvist anarkismens idé og metode.

Der er brug for en kæmpende og socialistisk arbejderbevægelse Et af de vigtigste midler mod anarkistiske tendenser er, at arbejderbevægelsens ledelse aktivt mobiliserer til kamp mod nedskæringer og forringelser, i stedet for at være med til at gennemføre dem. En massedemonstration, organiseret af

6

arbejderbevægelsen, med mange almindelige arbejdere og med en stærk organisation af demonstrationsvagter, ville fuldstændig overskygge både anarkister og venstresekter.

Massedemonstrationerne i Göteborg er et vigtigt tegn på, at der er en grundlæggende radikalisering i gang, og det kan ingen voldsomheder ændre på. Men det var mest unge, der deltog, eftersom de ofte er de første, der reagerer. Derimod var der ikke mange faglige organisationer, der deltog.

Dette beror delvis på protesternes noget abstrakte krav og på sammensætningen af de organisationer, som stod bag demonstrationerne. Men det beror også på, at den ophobede utilfredshed, der findes blandt arbejderne endnu ikke har udviklet sig til åben kamp, og på at den faglige ledelse ikke vil mobilisere til kamp.

Det vigtigste middel mod anarkismen er, at arbejderbevægelsen ændrer kurs og bryder med kapitalismen.

Anarkistiske tendenser er og har altid været prisen for arbejderledelsens

forrædderi. Så opstår der grupper, som taber tålmodigheden og vil “slå til direkte” mod kapitalismen. Den lavkonjunktur, som nu står for døren vil forandre dette. Når arbejdernes og ungdommens kamp smelter sammen i en fælles kamp for at forandre arbejderbevægelsen og hele samfundet, så vil der blive sat en stopper for anarkisternes og politiets voldsspiral.

Derfor gælder det om at intensivere arbejdet for at forandre Socialdemokratiet, SSU, LO og også Vänsterpartiet, til at blive de organisationer, som det var meningen at de skulle være: kamporganisationer til afskaffelse af det uretfærdige kapitalistiske system og indførelse af et demokratisk socialistisk samfund.

M. Oscarsson, Göteborg.

Hele artiklen og andre om samme emne kan læses (på svensk) på Socialistens hjemmeside:

www.socialisten.nu

For at demonstrationerne i København i 2002 ikke skal ende i kaos som i Göteborg, og for at sikre endnu større deltagelse, er det allerede nu vigtigt at forberede sig.

Der er brug for veldisciplinerede massedemonstrationer med klare krav. Vi er ikke pacifister, men vi tager afstand fra anarkisternes vold og konfrontation med politiet. Det sætter nemlig hele demonstrationen i et dårligt lys i arbejderklassens øjne.

Under forberedelserne må vi derfor insistere på, at der dannes et effektivt demonstrationsværn, primært af fagforeningsfolk, som har hele fagforeningens autoritet i ryggen. F.eks. kunne arbejderne på de store virksomheder true med at gå i strejke, hvis politiet bruger vold. Dette ville være tusinde gange mere afskrækkende for politiledelsen end nok så mange anarkister med brosten. Demonstrationsværnet må fungere både mod provokationer udefra og indefra i demonstrationen. Da alle deltagende organisationer må erklære, at de ikke søger konfrontation med politiet, må folk, der begynder på det alligevel, jo være provokatører sendt ind af politiet (som i de nylige demonstarationer i Barcelona, og i Göteborg), eller uorganiserede folk, der bare ønsker at ødelægge demonstrationen.

SOCIALISTISK ST ANDPUNKT STANDPUNKT

ARBEJDSPLADSEN HAR ORDET SOCIALISTISK STANDPUNKT har til denne udgave af Arbejdspladsen har ordet valgt at interviewe et postbud, om arbejdsforholdene o.l. Daniel har arbejdet som fuldtidspostbud i ½ år på Østerbro posthus.

teams som forsøg på nogle posthuse.

I slutningen af 2002 er det meningen at alle postgrupper i Danmark skal være selvbærende teams. (Dvs. at en gruppe omdelere selv plan-lægger arbejdet, og også dækker hinanden ind ved sygdom).

Hvordan er jeres arbejdsforhold, og har de ændret sig?

Daniel svarer: Nu har jeg jo kun været postbud et halvt år, men de postbude der har været ansat i lang tid, siger at der hele tiden bliver strammet op.

Arbejdstiden er reelt blevet længere, da ledelsen lægger mere arbejde oveni, hvilket giver kortere tid til pauser. Vi skal lave mere på den samme tid, samtidig med at der er kommet mere og mere overarbejde.

Daniel synes dog umiddelbart godt om mere ansvar til de enkelte postbude: Umiddelbart er det et sympatisk initiativ, man fjerner mellemlederne og giver ansvaret over til gruppen. Men reelt set betyder også dette initiativ en arbejdstidsforøgelse, da det er meget svært for os at indkalde ekstra postbude, hvis nogen i gruppen er syge, og vi så selv skal gå ud med det ekstra post. Ledelsen giver ikke os kompetencen i virkeligheden, og det øger måske afstanden til ledelsen, da der kommer til at mangle et led, siger Daniel spørgende. Men det er svært at sige når vi ikke selv har prøvet det.

Lige nu forbereder Post Danmark sig på år 2003, hvor postmarkedet i Danmark skal liberaliseres og åbnes for andre selskaber end Post Danmark.

Dette bruger ledelsen som et argument for mange rationaliseringer og nedskæringer. Derudover prøver de en masse forskellige metoder af, for at se hvilke der er mest effektive. Et eksempel på dette er, at ledelsen forsøger at indføre nogen nye reoler til at sortere posten i. Disse reoler er inddelt på en anden måde, hvilket ledelsen mener burde betyde, at sorterearbejdet tager kortere tid, og de giver os så mere post at gå med. Så i virkeligheden betyder de nye reoler en arbejdstidsforøgelse, tillidsmændene er gået stærkt imod. For 3-4 år siden indførte man et system, der hed stangpost, hvilket betyder, at en del af posten var sorteret i forvejen af en maskine. Disse maskiner krævede store investeringer.

Ledelsen regnede med at postbudene kunne spare 45 minutter hver dag på sorterearbejdet, som de kunne bruge til at gå med post. Men systemet fungerede ikke, og investeringerne kan ikke gøres om, de 45 minutter skal altså spares på omdelerne selv. Derfor har man bl.a. indført selvbærende

NR. 3 AUGUST 2001

Kunne du forestille dig at være postbud fx 10 år frem?

Det kommer an på hvordan postvæsenet ser ud om 10 år. Det skal jo udliciteres i 2003 og det gøres muligvis til et aktieselskab. Et tysk postselskab har vist planer om at opkøbe store dele af Post Danmark.

Som Post Danmark ser ud nu, er det en god arbejdsplads med en god kammeratskabsfølelse. Men hvis man ser 10 år tilbage, kan jeg ikke forstå, hvordan de gamle postbude har holdt gejsten efter alle de omstillinger. Men fagforeningen kan godt se de problemer der ligger, og det ser ud til, at de prøver at gøre noget ved dem. Hvis den reelle selvbestemmelse opretholdes – ikke nødvendigvis ved selvbærende teams – giver arbejdet nogle muligheder, som der ikke er meget andet ufaglært arbejde der giver.

Det er nødvendigt at kunne tilrettelægge arbejdet selv hvis man skal kunne holde fysisk til arbejdet i 10 år.

Postarbejdet er et arbejde med meget stor nedslidning.

Hvad er dit forhold til fagforeningen?

Daniel pointerer, at han selvfølgelig er medlem, derudover siger han: For et par år tilbage var postbudene i to fagforeninger, fordi der både var tjenestemænd og postarbejdere. Post Danmark har ikke ansat tjenestemænd i 5 år, og de vil gerne afskaffe disse (især pga. udliciteringen). Disse to fagforeninger er blevet lagt sammen til én under SiD. Det har givet nogle vanskeligheder, især for tjenestemændene, da de jo skal til at være overenskomstansatte, og de skal have kompensation for de goder, de mister ved det. De to fagforeninger er inde i en omstillingsperiode lige nu, og det virker som om, det er lidt svært.

Hvad synes du principielt om sammenlægningen?

Jeg synes, at det er godt. Jo stærkere man står som fagforening, jo bedre.

Før stod vi splittede overfor arbejdsgiverne, og de kunne bruge denne splittelse til at spille de to grupper ud mod hinanden. Jeg ser frem til, at vi får en stærk organisering af postarbejderne.

Hvis du kunne sige noget til ledelsen af Post Danmark, hvad skulle det så være?

De skal være opmærksomme på, at udbringningen af post er en vital del af samfundet. Og de må forstå, at det ikke kun er erhvervslivet, der er vigtige. Den udlicitering der skal ske i 2003, der er en konsekvens af et EU direktiv imod monopoldannelse, medfører at Post Danmark er bange for at miste erhvervskunderne. Derfor tilgodeser Post Danmark erhvervskunderne, når de rationaliserer, men det betyder, at de glemmer de almindelige mennesker, og det er altså også vigtigt for dem at få post. I stedet for burde Post Danmark gå imod liberaliseringen og udliciteringen. Det gør de jo nok ikke, men jeg håber, at fagforeningen vil kæmpe imod. FM

7

Klassesolidaritet eller ”race”solidaritet Fra tid til anden dukker diskussionen om indvandrer og flygtninge op i medierne, som regel startet af Dansk Folkeparti eller andre højrepopulister. Desværre er Socialdemokratiet ikke gået specielt imod mange af de ting der er blevet sagt, men har i stedet prøvet at overgå hinanden med udtalelser og forslag, den ene mere sindssyg en den anden (den øde ø bl.a.).

Som socialist må man først og fremmest se på det ud fra et klassestandpunkt, hvorfor er der procentvis flere unge indvandrere der begår kriminalitet end der er unge danskere (selv om det slet ikke er så slemt som medierne gør det til).

Mange politikere forfalder til den lette løsning, nemlig at skyde skylden på deres kultur. Ifølge dem skulle islam som religion mene at det er ok at begå kriminalitet imod ikke-muslimer fordi de er ”vantro”. Selvfølgelig kan man nok finde nogle fundamentalister der mener at det skulle være ok, men som enhver der har gidet at beskæftige sig bare en lille smule med problemet ved er det kun en lille procentdel af befolkningen i den ”muslimske verden” der har denne holdning. Det ville være det samme som at sige at alle i den ”kristne” del af verden tror at jorden snart går under fordi der er mange kristne sekter der mener dette, altså fuldstændigt uden hold i virkeligheden.

Først og fremmest må man se på de sociale forhold, der er procentvis mange flere indvandrere der lever under dårlige sociale forhold end der er danskere og dårlige sociale forhold skaber mere kriminalitet. Blandt danskere der lever under samme forhold er der også megen kriminalitet, denne side af sagen er der desværre mange politikere og folk i medierne der ”glemmer”.

8

Som socialist må man som tidligere nævnt se det ud fra et klassestandpunkt, hvem har man mest tilfælles med? De ”danske” kapitalister som man gang på gang må kæmpe mod for at få den mindste lønstigning eller forbedring af arbejdsforholdene. Eller indvandrere der også slås med arbejdsløshed, dårlige arbejdsforhold og problemer med at få økonomien til at hænge sammen. For mig er der ikke megen tvivl og at der heller ikke er det for kapitalisterne er let at se ud fra hvilke partier de støtter, bl.a. kan man i Dansk Folkepartis regnskab for 1998 se at rederiet A.P. Møller støttede dem med over 20.000 kr, præcis hvor meget ved man ikke da partierne kun har pligt til at oplyse hvem der støtter dem med over 20.000 kr og ikke hvor meget de støtter med. A.P. Møller støtter dog ikke kun Dansk Folkeparti f.eks. gav de ved valget i 1998 Fremskridtspartiet 100.000 kr i støtte.

Ud fra dette er det altså let at se at de store firmaer har en vis interesse i at beholde den opdeling i ”danskere” og ”fremmede” som disse partier står for.

Og dette er selvfølgeligt meget naturligt, det har altid været i kapitalisternes interesse at splitte arbejderklassen over forskellige ting for så er det lettere at presse lønningerne, lade være med at forbedre arbejdsforholdene o.s.v. Den gamle filosofi med ”del og hersk” er bestemt ikke død!

Derfor må den eneste løsning være at arbejderklassen må stå samlet på tværs af ”race” og andre skel imod kapitalisterne. For først når arbejderklassen styrer produktionen uden hensyn til profit vil man kunne opbygge et samfund hvor der er nok til alle og ikke bare en lille klike af kapitalister.

Højrekræfterne har altid modtaget støtte af kapitalisterne. F.eks. fik Fremskridtspartiet 100.000 af A.P. Møller i ‘98 og Dansk Folkeparti får ukendte store beløb.

Hvad er marxisme?

Læs om marxismens grundidéer.

Bestil pamfletten „Hvad er Marxisme“ hos Socialistisk Standpunkt nu!

AT

SOCIALISTISK ST ANDPUNKT STANDPUNKT

Hvem vi er og hvad vi står for SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af en gruppe marxistiske arbejdere og unge, der er aktive i arbejderbevægelsen. Vi mener, at kapitalismen ikke længere kan tilbyde andet end nedskæringer, øget arbejdspres, massearbejdsløshed og fattigdom.

Derfor må det kapitalistiske system fjernes og erstattes af en socialistisk planlægning af produktionen, hvilket vil sige, at arbejderklassen overtager de største virksomheder, bankerne, forsikringsselskaberne osv. og kontrollerer og styrer det hele demokratisk efter behov og ikke som nu efter kapitalisternes jagt på profit.

Vi støtter den danske arbejderklasses kamp som en del af den internationale arbejderklasses kamp.

SOCIALISTISK STANDPUNKT deltager i den daglige kamp og støtter de krav, der stilles på arbejdspladserne, som f.eks.: - National minimumsløn på 100 kr. i timen, gældende for alle inklusiv lærlinge, arbejdsløse og studerende.

- Genindførelse af dyrtidsreguleringen samt fuld dagpengeregulering, så inflationen ikke udhuler lønnen.

- Stop for alle afgifter og skatter, der udhuler arbejdernes lønninger. For et ordentligt, solidarisk skattesystem, der tilgodeser arbejderklassen og beskatter kapitalisterne.

- 30 timers arbejdsuge med fuld lønog personalekompensation – den eneste vej væk fra arbejdsløsheden.

- Lige løn for lige arbejde – ingen diskriminering p.g.a. køn, race o.s.v.

- Afskaffelse af bodssystemet – ingen indgreb i strejke- og aktionsretten.

- Strejke- og aktionsret til lærlinge, funktionærer og alle andre arbejdere.

- Ægte demokrati i arbejderbevægelsen. Ingen privilegier til vores ledere – arbejderledere på arbejderløn.

- Fjernelse af alle nedskæringer på velfærden. Kamp imod alle forsøg på yderligere afmontering af velfærdssamfundet.

- Nej til nedskæringer og privatiseringer i den offentlige sektor – udbyg den offentlige sektor med flere midler og mere personale, under de ansatte og brugernes egen demokratiske ledelse og kontrol.

- Ordentlige og betalelige boliger til alle.

- Fri adgang til ordentlig uddannelse for alle og de økonomiske muligheder for det.

STØT SOCIALISTISK STANDPUNKT! I en tid med øget arbejdspres, gentagne privatiseringer, dårlig sikkerhed og truende krise er det altafgørende med et modsvar. Arbejderbevægelsens ledelse har afskrevet socialisme og klassekamp og mener, at arbejderne tålmodig skal lægge ryg til det øgede pres. SOCIALISTISK STANDPUNKT kæmper for at genoplive arbejderbevægelsens kamptraditioner. Udgivelsen af denne avis beror udelukkende på frivillig indsats fra arbejdere og unge. Vi behøver derfor din hjælp til at samle ind til en kopimaskine, for den er dyr.

Så giv et bidrag på SOCIALISTISK STANDPUNKTs gironr.: 60 03 53 26 NR. 3 AUGUST 2001

Hvis arbejderbevægelsen satte alle sine kræfter ind og kæmpede for disse krav, ville det være muligt at kæmpe dem igennem. Men ledelsen for Socialdemokratiet og fagbevægelsen undskylder den manglende kamp med, at kapitalisterne aldrig vil gå med til at opfylde kravene. Til det er marxisternes svar klart: Har kapitalisterne ikke vilje til at sikre en ordentlig tilværelse for arbejderne og ungdommen, har arbejderklassen ikke råd til kapitalismen. Det økonomiske opsving har ikke bragt forbedringer for arbejderklassen, og nu er kapitalismen igen ved at gå ind i en krise. Den eneste vej frem er derfor at fjerne det kapitalistiske system ved, at arbejderklassen overtager produktionsmidlerne og sætter dem under deres egen ledelse og kontrol. Dette er løsningen på arbejderklassens og ungdommens problemer, og det er hvad Socialdemokratiet og fagbevægelsen burde kæmpe for.

Vi opfordrer derfor alle arbejdere og unge til at gå med i SOCIALISTISK STANDPUNKTs kamp for vinde arbejderbevægelsen tilbage på et socialistisk program.

[ ] Jeg vil høre mere om SOCIALISTISK STANDPUNKT ! [ ] Jeg vil abonnere på SOCIALISTISK STANDPUNKT ! (4 nr. 40,-, støtte 80,- ) Navn: ____________________________ Adresse:___________________________ __________________________________ Sendes til: SOCIALISTISK STANDPUNKT, Poste Restante Nørrebrogade 10., 2200 Kbh. N.

9

DGS kan ikke være upolitisk I marts afholdt Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) Landsmøde. Her blev der vedtaget en ny arbejdsplan, ny bestyrelse, samt meget andet.

Arbejdsplanens hovedprioriteter er to kampagner; en antiracistisk skolestartskampagne, der skal foregå i samarbejde med Erhvervsskolernes Elevorganisation (EEO), Landsorganisationen for Handelsskoleelever (LH) og Danmarks Elevorganisation (DEO) samt en ”nej til nedskærings”kampagne i november. Derudover er der en række andre områder i forhold til gymnasierne som DGS vil tage fat på. Disse indebærer bl.a.

- Folketingsvalget samt kommunalog amtsvalget: Her vil DGS føre en offensiv kampagne sammen med de andre elev- og studenterorganisationer, inklusiv de borgerlige, for at få sat uddannelsespolitik på dagsordenen, med fokus på levevilkår og boligproblemet.

- Lærernes overenskomst: I foråret 1999 fik gymnasielærerne en overenskomst, der åbnede op for en række nedskæringer. De nedskæringer der indtil videre er foretaget er sket på de sociale aktiviteter, såsom studieture og introture. Derudover indgik en decentralisering af overenskomstforhandlingerne, der betød at det bliver lettere for amterne at skære ned.

Gymnasielærerne skal i foråret 2002 forhandle ny overenskomst. Det ser ikke ud til de store nedskæringer i denne omgang, men det ser samtidig heller ikke ud til at lærernes fagforening GL, vil kæmpe imod decentraliseringen, der skader både lærere og elever.

- Undervisningsmiljøloven: Folketinget har for nylig vedtaget en undervisningsmiljølov, der ikke indeholdt nogle konkrete forbedringer for

10

gymnasieeleverne (eller andre elever og studerende), og som ikke afsatte nogle midler til forbedringer. Arbejdsmiljøet på gymnasierne trænger gevaldigt til en forbedring, men der sker i øjeblikket intet. DGS vil arbejde for at uddanne elever i arbejdsmiljøuddannelsen (§9-uddannelsen), samt lave en håndbog i rettigheder i samarbejde med GL. Disse områder er af stor vigtighed for gymnasieelevernes vilkår, og kampagnerne kan sagtens blive gode og progressive. Men de kan alle tillægges forskelligt indhold, alt efter hvilken politisk overbevisning man har. I dette tilfælde først og fremmest hvilken politisk overbevisning DGS’ bestyrelse har, og i tilfældet med antiracisme kampagnen også hvilken politisk overbevisning bestyrelserne for EEO, LH og DEO har.

DGS må tage et politisk standpunkt Desværre findes der i DGS og især i DGS’ bestyrelse en tendens til ikke at ville bekende sin politiske holdning.

Et af DGS’ principper er at være tværpolitisk, hvilket bliver slået fast i vedtægterne, men at være tværpolitisk betyder ikke at man er upolitisk. Det

er umuligt at være upolitisk i forhold til uddannelsespolitik. Hvis man siger, at man ikke har en holdning til et spørgsmål, er det en stiltiende accept af hvad der foregår, hvilket i høj grad også er politisk. Den generelle holdning i DGS er, at det tværpolitiske skal tolkes som at man ikke må være partipolitisk. Dette er for så vidt et udmærket princip, da det er vigtigt, at DGS kan tage stilling i de enkelte sager, til hvem der vil være samarbejdspartnere.

Men hvis man ser på DGS principprogram, er det tydeligt at i langt de fleste tilfælde, er det på venstrefløjen, at DGS kan finde støtte for sine principper, og det må DGS og dens bestyrelse stå ved. Ellers betyder det, at gymnasieeleverne bliver stukket blår i øjnene og tror, at en borgerlig regering vil føre en politik med forbedringer for eleverne, hvilket historien viser at den ikke vil.

Derudover er det nødvendigt at være politisk, hvis man vil ændre på gymnasieelevernes vilkår. Man bliver nødt til at forklare, hvorfor der kommer nedskæringer, og hvordan disse undgås.

Gymnasieelever til demonstration.

SOCIALISTISK ST ANDPUNKT STANDPUNKT

Hvis ikke dette gøres, vil kampen blive en endeløs kamp, uden nogensinde at komme særlig langt.

Grunden til gymnasieelevernes problemer, nedskæringerne, racismen osv. grunder i kapitalismen, og kampen kan kun endelig vindes ved at kapitalismen erstattes af socialisme.

Flertallet af gymnasieeleverne i dag er ikke socialister, og DGS kan derfor ikke være socialistisk. Men hvis gymnasieeleverne nogensinde skal blive socialister, er det nødvendigt, at nogen står frem som socialister og forklarer hvad grunden til problemerne er samt løsningen på dem, og socialister er de eneste, der reelt kan forklare disse ting.

DGS kan altså ikke tage et socialistisk standpunkt før der er flertal for dette, men det er nødvendigt, at dette flertal kommer. Flertallet kommer ikke ved, at venstrefløjen går ind og kupper DGS, hvilket der har været snak om i flere omgange. Flertallet kommer i stedet ved, at de gymnasieelever der er socialister og de forskellige socialistiske ungdomsorganisationer, kæmper for at få flertal på de forskellige gymnasier for et socialistisk program, hvilket betyder at de står klart frem med deres holdninger.

For at kunne gøre dette er det nødvendigt med en venstreopposition i DGS, der står klart frem med gymnasieelevernes konkrete krav, forklarer hvad problemerne skyldes og hvordan de løses, og som står for en klar klassepolitik, hvor samarbejdet med arbejderklassen er den eneste måde hvorpå problemerne kan løses.

Derudover må alle i en sådan venstreopposition vise, at de er parate til at kæmpe for selv den mindste forbedring for gymnasieeleverne, også selvom det er surt slid, da det er den eneste måde hvorpå, man kan få tillid til sin person og opbakning til ideerne.

For en socialistisk ungdom og et socialistisk DGS! FM

NR. 3 AUGUST 2001

Arbejderbevægelsens historie del 2 Dette er anden del af en række artikler om arbejderbevægelsens baggrund. Socialistisk Standpunkt bringer dem som modsvar mod LOs nye historiebøger som fremlægger arbejderbevægelsens historie som fredelige forhandlinger mellem arbejdere og kapitalister. De har, sikkert med vilje, nedtonet de massive kampe som var (og er) arbejderbevægelsens styrke.

Internationalens start og slaget på fælleden Den Internationale ArbejderAssociation (1. Internationale) stiftet i London i 1864 vandt stor til slutning over hele verden. I Danmark var det en tidligere Løjtnant som arbejdede indenfor postvæsnet der fangede internationalens ideer først. Hans navn var Louis Pio. Allerede inden havde Internationalen haft kontakt til en gruppe i Danmark og det var sandsynligvis gennem denne gruppe at Louis Pio blev medlem af internationalen.

Den 21. maj 1871 udkom ”Socialistiske Blade, nr. 1” og nr. 2 udkom d. 12. juni. Bladene var skrevet af Pio og fik i løbet af kort tid stor succes.

Dette gjorde at Internationalens tilhængere i Danmark den 21. juli samme år kunne starte ugeavisen Socialisten som i løbet af kort tid fik 2-3000 abonnenter (Berlingske havde til sammenligning 9000 abonnenter).

Pio skrev til Internationalen og Karl Marx i september og 15 oktober blev den danske sektion af internationalen officielt oprettet. Hele dagen igennem tilsluttede forskellige organiserede faggrupper sig Internationalen.

Derefter tog man på en rundrejse i landet med Poul Geleff og fik hurtigt oprettet afdelinger i de største byer. 7 måneder efter den danske sektion af Internationalens oprettelse havde den mere end 6000 medlemer. Dette viser

den stigende bevidsthed blandt arbejderne. 1871 var også det år de parisiske arbejdere rejste sig mod kapitalisterne i Frankrig og indførte Pariserkommunen. I 9 uger styrede arbejderne Paris indtil oprøret brutalt blev nedkæmpet. Ikke desto mindre forblev Pariserkommunen et eksempel til inspiration for arbejderne over hele Europa.

28. september 1871 nedlagde 250 arbejdere på Burmeister og Wain arbejdet. Dette førte til et ekstranummer af Socialisten og et møde hvor overskuddet skulle gå til de strejkende.

Den 9. april 1872 nedlagde 402 murersvende i København arbejdet i kampen for en 10 timers arbejdsdag. Socialisten (som i samme måned begyndte at udkomme som dagblad) støttede denne kamp. 1 maj indkaldte Internationale til et støttemøde for murerne og dagen efter indkaldte man til et folkemøde den 5. maj.

Internationalens fremgang blev ikke bare fulgt at arbejderne men også af kapitalisterne og politiet. Disse var nervøse for udbredelsen af de revolutionære ideer blandt de danske arbejdere. Politiet sendte spioner ind til internationalens møder som så rapporterede til politidirektøren der viderebragte oplysningerne til justitsministeren. Denne (A. F. Krieger) undlod dog at skride ind før op til folkemødet i fælledparken. Af frygt for en arbejderopstand ledt af den danske sektion af en revolutionær internationale forbød man mødet.

Dagen inden folkemødet var der igen møde i Socialistens lokaler. Her talte Pio for at trodse forbuddet og gennemføre mødet. Han fremførte at betjentene og husarerne også var fra arbejderklassen. Få timer efter dette blev Pio og de to andre medlemmer af redaktionen Poul Geleff og Harald Brix arresteret og fængslet.

11

Da rygtet om dette blev spredt mødtes kredsformændene fra de forskellige fag i Socialistens lokaler der var bevogtet af politiet. Her blev de enige om at aflyse mødet.

Til trods for dette mødte ca. 20.000 arbejdere op på fælleden.

Men det samme gjorde 140 betjente, styrker fra infanteriet, artilleriet og 1500 garderhusarer. Disse prøvede at forhindre arbejderne i at komme frem til fælleden. Det resulterede i voldsomme kampe som siden er blevet kaldt slaget på fælleden. Husarerne red frem mod arbejderne og slog dem med den brede side af deres sabel. Arbejderne svarede igen med at kaste med brosten og snustobak mod hestene. 74 husarer og 23 betjente blev såret af stenkast og flere hundrede arbejdere. Til sidst lykkedes det staten at nedkæmpe Danmarks første større arbejderopstand og sætte arbejderbevægelsen midlertidigt tilbage.

Dette var ilddåben på Internationalen og den danske arbejderbevægelse.

BL I næste nummer af SOCIALISTISK STANDPUNKT vil vi bringe endnu en artikel om arbejderbevægelsens historie.

Kvindekønnets historiske udvikling - En måde at forstå kvindens rolle i dag Hvorfor er kvindekønnet undertrykt i dag? For at forstå dette er det nødvendigt at kigge på kvindekønnets historiske udvikling. I sidste nummer af Socialistisk Standpunkt satte vi fokus på ligestilling, med særligt henblik på ligeløn. Vi vil i de kommende numre, som i dette, tage en række spørgsmål vedrørende kvinder op.

Men for at kunne forstå undertrykkelsen af kvinder, og først og fremmest hvordan vi fjerner den, er det nødvendigt, at forstå hvordan den er opstået. Derudover er det nødvendigt med en historisk forståelse, så man kan gå imod, argumenterne om at kvindernes undertrykkelse er bestemt af naturlige, religiøse eller lignende grunde.

Undertrykkelsen af kvindekønnet opstod med fremkomsten af klassesamfundet Ligesom al anden udvikling er kvindekønnets udvikling tæt forbundet med udviklingen af produktionen. Måden hvorpå et samfund producerer, bestemmer i høj grad hvordan resten af

Slaget på Fælleden var den danske arbejderklasses ilddåb.

12

samfundet er indrettet. Så for at forstå kvindekønnets udvikling må man forstå hele samfundets udvikling, samt vekselvirkningen mellem produktionen og i dette tilfælde kvindens rolle.

Urkommunismen Helt tilbage i menneskehedens historie levede menneskene i et ”urkommunistisk” samfund. Menneskene levede i stammer, hvor alle i stammen blev betragtet som familie. Produktionen og stammens ejendom var fælles. Der var fri kønslig omgang mellem medlemmerne af en stamme, hvilket medførte at man kun med bestemthed kunne afgøre den kvindelige moder til et barn og ikke faderen. Det betød, at arvelinien var i moderens linie (modsat i dag hvor den er i faderlig linie), det gav samtidig kvinden en væsentligere rolle i huset samt en høj agtelse. Efterhånden som samfundet udviklede sig fandt nogle stammer ud af at fri kønslig omgang, der også betød fri kønslig omgang mellem blodsbeslægtede, medførte indavl, og at hvis stammen undgik dette, blev den stærkere end de andre stammer.

Ifølge Darwins evolutionslære overlever de stærkeste, og dette var også tilfældet her. Lige så langsomt blev kødelig omgang mellem blodsbeslægtede afskaffet i flere og flere led, fordi det gjorde stammen stærkere. Måden hvorpå, man undgik kønslig omgang mellem blodsbeslægtede, var at omorganisere stammerne. Dette gjorde man ved, at mændene i en stamme måtte gå ud af stammen og blive en del af andre stammer, kvinderne forblev i stammen.

Kvinderne kunne også gå ud og finde mænd i andre stammer. Dette medførte, at kvinderne fik den største betydning i stammerne, som var opbygget demokratisk med valgte

SOCIALISTISK ST ANDPUNKT STANDPUNKT

høvdinge, der kunne afsættes.

Derudover havde kvinden ret til børnene. Dette betød dog ikke at kvinderne arbejdede mindre, tværtimod.

Efterhånden som produktionen udviklede sig og undergravede urkommunismen, passede de gamle familieformer med fri kønslig omgang ikke længere ind.

Parringsfamilien Parringsægteskabet begyndte at opløse urkommunismen, efterhånden som man begyndte at tæmme husdyr og oprette hjorde, hvilket medførte uanede rigdomme og dermed helt nye samfundsforhold. Ejendommen, der på dette tidspunkt hovedsageligt bestod af hus, klæder, smykker og redskaber til at erhverve føde, begyndte at gå fra at tilhøre stammen til evt. at tilhøre stammens overhoved, og der opstod en form for privatejendom. Derefter blev agerdyrkning, metalbearbejdning, kvægavl og væveri opfundet, hvilket ændrede samfundet grundlæggende. For første gang i menneskehedens historie kunne menneskelig arbejdskraft producere mere, end der var nødvendigt til overlevelse, den kunne altså producere et overskud. Dette betød opfindelsen af slaveriet. Tidligere når man besejrede en anden stamme, blev mændene enten dræbt eller optaget i stammen, kvinderne blev gift eller optaget med deres børn. I og med at arbejdskraften havde fået købs- og bytteværdi fik de tidligere så let opnåelige hustruer det også.

Hjordene og andre rigdomme, der hastigt voksede, overgik til at være familiens privatejendom, hvilket medførte en rystelse af samfundet bygget på parringsægteskabet og den moderlige arvelinie. Parringsægteskabet gav et nyt element i familien ved siden af den beviseligt kødelige moder, nemlig den beviseligt kødelige fader. Arbejdsdelingen i familien var at manden jagede og havde de dertil nødvendige redskaber, han ejede disse

NR. 3 AUGUST 2001

og tog dem med i tilfælde af skilsmisse.

Kvinden samlede bær osv. og dyrkede senere mad, stod for forarbejdningen og beholdt i tilfælde af skilsmisse sit husgeråd osv. Ifølge skik og brug kom manden også til at eje det nye produktionsmiddel, slaverne, og senere også kvæget og hele husholdningens ejendom. Pga. de overleverede slægtskabsformer kunne hans børn ikke arve ham. Arvelinien var på moderens side, og de oprindelige love gjorde at stammen arvede stammeslægtninge, mandens børn tilhørte imidlertid ikke hans stamme, men deres moders.

I takt med at rigdommene steg medførte det hovedsageligt to ting: 1. manden fik en vigtigere position i familien end kvinden. 2. en tilskyndelse til at manden benyttede denne styrkede stilling til at omstøde den kvindelige arvelinie i børnenes favør. Moderretten blev omstødt, hvilket var en af de mest afgørende revolutioner som menneskeheden har oplevet. Dette behøvede dog ikke at berøre nogen mennesker, da det bare betød at de mandlige efterkommere skulle blive i stammen, mens efterkommere af kvindelige medlemmer skulle udelukkes og overgå til en anden stamme. Denne omstyrtelse af moderretten var kvindekønnets verdenshistoriske nederlag. Manden tog styret i hjemmet, kvinden blev nedværdiget, kuet, gjort til en slave af hans lyster og til et rent og skært redskab til børneavl. Den første virkning af mandens oprettede herredømme viser sig i den patriarkalske familie, der er en af mellemformerne mellem parringsægteskabet og monogamiet. Kendetegnet ved denne var et antal fri og ufri personer under familieoverhovedets faderlige myndighed. Dette gjorde konen (kvinden) til den øverste tjenestepige, og manden havde fuldstændig råderet over kvinden, også hendes liv.

Denne fuldstændige råderet opstod for at få sikkerhed for kvindens troskab, og altså for faderskabet til børnene.

Monogamiet Monogami vil sige et ægteskab mellem to personer, og betyder i ordets egentlige betydning troskab fra begge parter. Dette var dog kun tilfældet for kvindens vedkommende. Det monogamiske ægteskab opstod på baggrund af mandens ønske om fuldstændig sikkerhed for, at det var hans børn, der arvede ham. Det adskiller sig fra parringsægteskabet ved en langt større fasthed, ægteskabet kan ikke længere opløses efter begge parters forgodtbefindende, det er nu kun i reglen manden, der kan opløse det og forstøde sin hustru. Ægteskabet var ikke begrundet i kærlighed men fornuft og økonomi. Det var privatejendommens sejr over den oprindelige naturlige fællesejendom. Enkeltægteskabet er første gang i historien, et køn undertrykker et andet. Dette falder sammen med den første klassedeling i samfundet og undertrykkelsen fra mandens side af kvinden, med én klasses undertrykkelse af en anden.

Ved siden af enkeltægteskabet udviklede prostitutionen sig, og monogamiet holdt ikke i virkeligheden.

Det største fremskridt i enkeltægteskabets udvikling skete med tyskernes indtræden i historien. Monogamiet var ikke fuldt udviklet hos tyskerne, højst sandsynligt pga. fattigdom. Hos tyskerne var kvinderne højt agtede og havde meget indflydelse også i offentlige anliggender. Det nye monogami udviklede sig som en blanding af monogamiet i det romerske imperium efter dets fald og tyskernes.

Mandens herredømme blev mildere i formen og gav kvinden en, i det mindste udadtil, langt mere fri og agtet stilling. Først dette gav muligheden for det første sædelige fremskridt, nemlig den nye tids individuelle kærlighed mellem kønnene, som var et ukendt fænomen i hele den tidligere verden.

Selvom den individuelle kærlighed udviklede sig under monogamiet, betød det ikke at kærligheden først og fremmest udviklede sig mellem ægtefæller. Den udviklede sig nærmere uden for ægteskabet, og ægteskabet

13

hos alle herskende klasser vedblev at være, hvad det hele tiden havde været, en fornuftssag ordnet af forældrene.

Disse ægteskaber betinges i høj grad af de pågældendes klassestilling, også selv om det virker, som om det er et frit valg. De pågældende har frit valg inden for deres egen klasse. Dette fornuftsægteskab slår ofte om i grov prostitution for begge parters vedkommende, mest almindeligt for pigen, der sælger sit legeme en gang for alle til slaveri.

Arbejderklassens monogami Kærlighed kan kun blive reglen i ægteskabet hos de undertrykte klasser, altså arbejderklassen, hvad enten det er officielt anerkendt eller ej. Hos arbejderklassen mangler ethvert grundlag for det klassiske monogami.

Der mangler enhver ejendom, til hvis bevarelse og nedarving monogamiet og mandens herredømme blev skabt, og her mangler derfor også enhver tilskyndelse til at gøre mandens herredømme gældende. Endnu vigtigere er det, at midlerne til det mangler. Efter industriens fremkomst, der tvang kvinderne til at arbejde, er grunden trukket væk under den sidste rest af mandens herredømme i hjemmet. At den stadig i nogle tilfælde foregår skyldes nedarvede traditioner samt den moral der gør sig gældende hos borgerskabet og derved overføres til andre klasser i samfundet.

Kun arbejdernes ægteskab er monogamisk i ordets egentlige betydning (ikke i historisk betydning), fordi konen har fået retten til skilsmisse tilbage og utroskab ikke længere er ”nødvendigt”, da parterne kan gifte sig af kærlighed og ikke fornuft.

Jurister finder at den forbedrede lovgivning med hensyn til ligestilling, burde fjerne enhver form for klage fra kvinderne, hvis bare den blev gennemført konsekvent. De moderne civiliserede lovsystemer anerkender at ægteskabet for at være gyldigt skal være, en fra begge sider frivilligt

14

indgået overenskomst, og at begge parter skal være stillet ens med hensyn til rettigheder og pligter. Dette argument er det samme, der bruges overfor arbejderklassen i forhold til deres overenskomster med arbejdsgiverne. Arbejderens overenskomst skal være frivilligt indgået af begge parter, hvilket den betragtes som, hvis bare den er frivillig på papiret. Men de forskellige parters stilling i samfundet giver den ene mere magt end den anden, hvilket viser, at det er deres økonomiske stilling der bestemmer og ikke loven. Arbejderens økonomiske stilling tvinger ham til at give afkald på ligeberettigelsen, det kan loven ikke gøre noget ved. Med hensyn til ægteskabet, og alle andre områder hvor kvinder indgår en tilsyneladende frivillig overenskomst, er loven sket fyldest så snart de pågældende formelt har bevidnet deres frivillighed på papiret, men dette betyder ikke at den er frivillig, og at begge parter i praksis har lige rettigheder og pligter. Den særlige karakter af mandens herredømme over konen i den moderne familie og nødvendigheden af og metoden til at tilvejebringe fuldstændig social ligestilling, bliver først klar når de to er fuldstændigt juridisk ligestillede. Det vil vise sig at den første betingelse for kvindens frigørelse er genindførelsen af hele kvindekønnet i samfundsproduktionen.

en del af samfundsproduktionen, men blev et privat anliggende, og kvinderne dermed var fjernet fra den samfundsmæssige produktion.

Uligheden mellem mand og kvinde i ægteskabet , som vi har overtaget fra tidligere samfund er altså ikke årsagen til men virkningen af kvindens økonomiske undertrykkelse. Det er altså de økonomiske forhold der har bestemt kvindens stilling, og ikke hendes stilling der har bestemt økonomien.

FM

Denne artikel er først og fremmest skrevet på baggrund af afsnittet om familien fra Engels’ ”Familiens, privatejendommens og statens oprindelse”, og her kan også findes mere dybdegående information.

Derudover udgiver SOCIALISTISK STANDPUNKT en mere dybdegående gennemgang af kvindens historiske udvikling i den nærmeste fremtid.

Det sidste af denne gennemgang gælder først og fremmest for vesten, der har udviklet sig længst i forhold til kvindens frihed og ligestilling. Det viser sig altså, at kvindens stilling i dag er betinget af den historiske udvikling, herunder i høj grad familiens udvikling. Kvindens undertrykkelse opstod med indførelsen af privatejendommen, der først og fremmest tilhørte manden, og dermed nødvendigheden af en beviseligt kødelig fader. Den skete da menneskeligt arbejde kunne producere et overskud og der på den baggrund opstod et klassesamfund. Og kvindens nederlag skete først og fremmest da det huslige arbejde ikke længere var

SOCIALISTISK ST ANDPUNKT STANDPUNKT

Introduktion til marxistisk økonomi Beskrivelsen af den kapitalistiske økonomi og dens virkemåde har gennem tiden indtaget en central plads i marxismen.

Marxister ser produktionen og det økonomiske liv som grundlaget for, hvordan samfundet er indrettet. Så hvis arbejdere og unge vil forstå det samfund, de lever og arbejder i, og kæmpe for at ændre det, er det nødvendigt at vide noget om, hvordan økonomien fungerer - hvorfor kommer der mere stress og øget pres, hvorfor er der arbejdsløshed, hvorfor kommer der økonomiske kriser, hvordan bliver arbejdsgiverne rige, tjener profit osv.

Arbejdere, der kæmper for retfærdige krav, mødes ofte af arbejdsgivernes “eksperter”, der fortæller dem, at økonomien er sådan og sådan skruet sammen, så derfor kan de lige så godt opgive deres krav. F.eks. dukker der jævnligt artikler op i aviserne om, at lønstigninger fører lige lukt til inflation, og at arbejderne derfor ikke skal kræve så meget - det sker gerne, når overenskomstforhandlingerne er i gang. De borgerlige “eksperters” opgave er at tilsløre den udnyttelse, arbejderklassen udsættes for under kapitalismen, og “bevise” kapitalismens overlegenhed. Vil man holde hovedet koldt i deres strøm af “teorier” og bekæmpe disse “teoriers” indflydelse i arbejderbevægelsen, må man stå klart fast på den marxistiske forståelse af det kapitalistiske samfund og dets økonomi. Denne artikel vil forsøge at give en kort indføring i marxismens grundlæggende økonomiske teori.

Kapitalismens forudsætninger Det kapitalistiske samfund er et klassesamfund, der bygger på den lille klasse af arbejdsgiveres ejendomsret til fabrikkerne, virksomhederne, maskinerne osv. og deres udbytning af det store befolkningsflertal, arbejderklassen. Den første betingelse for at

NR. 3 AUGUST 2001

kapitalismen kan eksistere, er at der findes en stor klasse af besiddelsesløse arbejdere - det betyder ikke, at de ikke kan eje en cykel eller et køleskab, men at de ikke er ejere af produktionsmidler, dvs. de bygninger, maskiner osv., som man skal bruge i produktionen. Derfor er arbejderen nødt til at sælge det, han har - dvs. hans evne til at arbejde, hans arbejdskraft - til en arbejdsgiver, en kapitalist. Kapitalistklassen er den klasse, der har koncentreret produktionsmidlerne i sine egne hænder, og som i kraft af det kan ansætte arbejdere til at drive produktionsmidlerne og lave varer, som kapitalisten kan tjene penge på.

Nogle mener, at “arbejderklassen ikke findes mere” - angiveligt fordi andelen af industriarbejdere er mindre end før.

Men om man står ved et samlebånd eller sidder bag en computer er for så vidt ligegyldigt - det, det handler om, er det forhold man har til produktionsmidlerne og om man får sin indkomst ved lønarbejde.

Historisk set er denne tilstand langtfra blevet opnået på fredelig vis - bønder blev tvunget væk fra landet, de blev berøvet alle eksistensmidler, så de blev nødt til at gå ind i de tidlige kapitalisters fabrikker og blive lønarbejdere.

Denne adskillelse mellem arbejder og produktionsmiddel er grundlaget for kapitalismen, og den kan ikke overkommes for arbejderklassen som helhed under kapitalismen. I vore dage kræver det enorm kapital at købe f.eks. en fabrik med moderne maskiner - lige gyldigt hvor længe en arbejder sparer op, kan han aldrig selv blive kapitalist.

For arbejdere er lønnen blot et middel til at overleve - til at betale huslejen, mad, tøj og få hverdagen til at hænge sammen.

Arbejderklassen har altså ikke nogen individuel vej til bedre forhold - vejen frem ligger i sammenhold og fælles kamp imod arbejdsgiverne for bedre vilkår.

Varer og værdi Umiddelbart ser det ud, som om at ting bliver produceret for at tilfredsstille folks behov - og selvfølgelig er ethvert samfund nødt til at gøre dette. Men under kapitalismen er produktionen en vareproduktion, dvs. at ting bliver først og fremmest produceret for at blive solgt og derved give kapitalisten profit. Jagten på profit er kapitalismens drivkraft og det er den kapitalistiske produktions altoverskyggende funktion.

Alle varer har en brugsværdi for folk, de skal være brugbare for nogle, ellers kunne de ikke blive solgt. Hvad folk har brug for, er imidlertid et vidt begreb, og kapitalisternes reklamefolk er eksperter i at skabe behov, hvor der ikke var nogen før. Men alle varer har også en bytteværdi (også bare kaldet værdi), dvs. en vare har en vis værdi i forhold til andre varer, som den byttes imod,som oftest med penge som mellemled. Hvad er det der afgør denne værdi? Hvad er det, alle varer har til fælles og som gør, at man kan sætte dem i bytteforhold til hinanden?

Det eneste, der går igen i alle varer, er at de på den ene eller den anden måde er produkter af menneskeligt arbejde.

Der er brugt arbejdskraft på at fremstille varen, og vi kan sige, at der er lagt så og så mange timers arbejdskraft i en vare, og det er det, der bestemmer dens værdi. En vare, der har taget 1 time at producere er dobbelt så meget værd som en vare, der har taget en halv time at lave. De råmaterialer, der skal bruges, regnes med på samme måde. Hvis læderet til en sko har taget 1 time at lave, og selve skoen så tager 2 timer at lave, så har det taget 3 timer i alt - råmaterialerne repræsenterer blot arbejdskraft, der er brugt tidligere. På samme måde med de maskiner, der skal bruges. En maskine har en vis værdi afhængig af den tid, det har taget at lave den, men

15

hver gang den bruges, bliver den slidt, og afskrives med en tilsvarende værdi - dvs. den overfører bare sin værdi til den nye vare, måske en halv times værdi i tilfældet med skoen. Så i alt vil skoen have taget 3½ time at producere.

Karl Marx blev født den 5. maj 1818 i Trier i Tyskland.

Han viede sit liv til arbejderklassen, dens organisering og dens politiske program.

Derudover må man regne med, at faglært arbejdskraft tilfører en vare mere værdi end ufaglært - fordi der tildligere er brugt mere tid på at producere den faglærte arbejdskraft i form af uddannelse, øvelse osv.

Desuden må man ikke tro, at alt det her med den brugte arbejdstid betyder, at en vare bliver mere værd, bare fordi man gør sig langsom om at lave den.

Hvis man laver en vare med forældede maskiner f.eks. og derfor er tyve timer om den, så vil man finde ud af at man på markedet kun kan få det samme for den som for en tilsvarende vare produceret på en bedre udstyret fabrik med moderne maskiner, hvor det måske kun har taget én time. Så for at være helt præcis må man sige, at en vares værdi er afhængig af mængden af samfundsmæssigt nødvendigt arbejde, som er lagt i varen - dvs. den tid, det tager at lave varen vha. samfundets gennemsnitlige teknik med gennemsnitligt kvalificeret arbejdskraft.

Varens pris Denne værdilov bestemmer altså varens værdi, og det er den, der styrer varens pris. Som udgangspunkt er varens pris det samme som værdien, men i praksis er prisen altid over eller under værdien. Denne stigen og falden skyldes forskellige påvirkninger, fra de store kapitalistiske monopoler, og fra udbud og efterspørgsel. Hvis der er mange varer af en bestemt slags på markedet og ikke så mange, der vil købe dem, vil prisen falde under værdien, og hvis der modsat er få varer, men mange der vil have dem, så vil prisen stige. Mange borgerlige økonomer mener, at udbud og efterspørgsel er det eneste, der bestemmer en vares pris, men de kan ikke forklare,

16

hvorfor priserne altid svinger om et bestemt niveau. Hvad det niveau er, bliver ikke afgjort af udbud og efterspørgsel, men af den mængde arbejdskraft, der er brugt på varen. En lastbil vil f.eks. altid være dyrere end en blikspand.

næste dag, og så børnene kan vokse op og blive til en ny generation af arbejdere. Hvor meget dette rent faktisk er, varierer fra sted til sted, og med tiden, og med hvor meget arbejderklassen selv har formået at tilkæmpe sig.

Merværdi og profit Også når vi kommer til profitten, har de borgerlige økonomer mange sjove forklaringer. Nogle mener f.eks., at kapitalisterne får profit ved at købe billigt og sælge dyrt. Det lyder måske umiddelbart fornuftigt, men det er det ikke. Det kunne forklare, hvordan én kapitalist kunne få profit, nemlig ved at snyde alle de andre på den måde, men det kan ikke forklare, hvordan kapitalistklassen som helhed tjener profit. Der er ikke nogen kapitalist, der kun sælger ting, han skal også først købe ting, maskiner osv. - dvs. det han ville tjene ved at sælge dyrt til nogle andre, ville han tabe igen, når han skulle købe noget af disse.

Men bare fordi en arbejder skal have måske 100 kr. i timen for at opretholde en normal levestandard, betyder det jo ikke at han kun kan lave værdier for 100 kr. i løbet af den time. Når arbejderen indgår sin kontrakt med kapitalisten, giver han kapitalisten lov til at bruge hans arbejdskraft i et bestemt tidsrum til gengæld for en bestemt betaling. Men arbejdskraften har den unikke egenskab, at det er den eneste vare, der kan producere ny værdi ud over dens egen værdi. Det er derfor kapitalisten overhovedet vil købe den.

Marxister ser profitten som en integreret del af den kapitalistiske produktion. Det er det, der er formålet med produktionen og det opnås ved kapitalistens udnyttelse af arbejderens arbejdskraft.

Arbejdskraft er en vare, der styres af de samme regler som andre varer.

Dens værdi bestemmes af den tid, det tager at “producere” den - dvs. det der skal til for at arbejderen og hans børn osv. kan leve og være sund og rask så han kan arbejde for kapitalisten igen

At en arbejder får 100 kr. i timen forhindrer ham ikke i at producere værdier for 200 eller 1000 kr. i timen.

Forskellen mellem hans løn og det, han producerer i alt, kaldes merværdien, og den tilfalder kapitalisten i kraft af at det er ham, der ejer fabrikken. Ud af merværdien skal kapitalisten så måske betale f.eks. leje til en anden kapitalist, der ejer lokalerne, og renter til en tredje kapitalist, der har lånt den første pengene til at købe maskiner for - og resten er så kapitalistens profit.

Merværdi og profit er altså ikke andet end arbejderklassens ubetalte arbejdskraft.

SOCIALISTISK ST ANDPUNKT STANDPUNKT

Konstant kapital og variabel kapital De produktionsmidler, der bruges i produktionen, kaldes konstant kapital - det er maskinerne og råmaterialerne.

Ordet konstant bruges, fordi de ikke tilfører ny værdi, de overfører blot deres værdi til den nye vare. Hvad angår råmaterialer er det helt tydeligt, at de bliver forbrugt, men går igen i det færdige produkt. Det samme gælder maskinerne, der langsomt men sikkert bliver slidt ned - deres værdi bliver dagligt mindre, men den forsvinder ikke. Den overføres til den nye vare, der bliver produceret på dem.

Men der er altså ikke tale om ny værdi, kun den samme værdi, som er lagt i maskinerne af de arbejdere, der har lavet dem.

Arbejdskraften kaldes derimod variabel kapital, fordi den kan tilføje ny værdi til varen.

Merværdirate og profitrate Arbejderklassens arbejde kan deles i to dele: nødvendigt arbejde, dvs. den del som er nødvendig for at dække lønnen, og merarbejde, dvs. det arbejde der bliver lavet ud over hvad lønnen kræver og som danner grundlag for merværdien og profitten.

Merværdiraten er forholdet mellem merarbejdet og det nødvendige arbejde, dvs. mellem merværdien (M)

og lønudgifterne, dvs. den variable kapital (V). Altså M / V. Merværdiraten viser tydeligst udbytningsgraden.

Profitraten er derimod merværdien i forhold til alle kapitalistens udgifter, altså både i forhold til variabel og konstant (K) kapital, dvs. M / K+V. Profitratens tendens til at falde Nu er det sådan, at der på kapitalismens “frie” marked finder en benhård konkurrence sted mellem de forskellige kapitalister. Under pres fra konkurrenterne er alle kapitalister tvunget til hele tiden at revolutionere produktionsmidlerne og øge produktiviteten - altså udvikle og bruge ny teknologi og nye maskiner osv. Men det betyder, at K, den konstante kapital, stiger. Derfor er der i kapitalismen en tendens til, at profitraten falder. Hvis K’et i regnestykket M / K+V bliver højere, må resultatet (profitraten) blive mindre.

Arbejdsdagen For at holde profitraten oppe må kapitalisten altså hele tiden prøve at øge merværdiraten (altså hæve M og sænke V i regnestykket), dvs. øge merarbejdets andel af arbejdsdagen i forhold til det nødvendige arbejde. Det kan han gøre på flere måder: ved at forlænge arbejdsdagen, enten direkte eller gennem forskellige tricks som nye

skiftehold, gøre arbejderne mere “fleksible” osv. (nu arbejder en ud af tre SID’ere f.eks. mere end 37 timer om ugen, en ud af ti endda mere end 48). Ved at øge produktiviteten, så lønomkostningerne dækkes hurtigere (dvs. ved øget pres). Ved at afvise lønstigninger eller forsøge at skære ned.

Kapitalisten gør ikke alle disse ting, fordi han nødvendigvis er ond, men fordi logikken i det kapitalistiske system gør, at han bliver nødt til det.

Arbejdere og kapitalister har fundamentalt modsatte interesser: Hvis profitten skal stige, går det ud over arbejdernes fohold og deres andel af produktionen, hvis lønnen skal stige, går det tilsvarende ud over merværdien og dermed kapitalistens profit.

Kampen om overskuddet af produktionen er klassekampen, og den må kæmpes indtil grundlaget for kapitalisternes udbytning, nemlig selve det kapitalistiske system, kan fjernes helt og grunden lægges til en ny socialistisk orden, hvor hele samfundet ikke skal styres af kapitalisternes profitjagt, men hvor arbejderklassen selv demokratisk råder over produktionen og overskuddet til alles fælles bedste.

SK

LEON TROTSKIJ - HANS LIV OG VÆRK 1.del Leon Davidovitsj Bronstein blev født 7. november 1879.

I 1896 kommer han i kontakt med en gruppe med tilknytning til de såkaldte “narodnikker” - d.v.s. “de folkelige” det var en russisk bevægelse, der baserede sig på bønderne og “folket” samt brug af individuelle terroristaktioner. Bl.a. lykkedes det dem at myrde zar Alexander II i 1881, hvilket dog kun førte til øget undertrykkelse og forfølgelse.

NR. 3 AUGUST 2001

Men efterhånden som han læste store mængder af politisk litteratur og i praksis så, at narodnikkernes taktik ikke virkede, vendte han sig til den fremvoksende industriarbejderklasse og marxismen. Han var medgrundlægger af “det Sydrussiske Arbejderforbund” i 1897, og producerede sammen med andre unge revolutionære talrige løbesedler til de lokale fabrikker for at organsiere og opildne arbejderne til kamp. Det lykkedes så godt, at den unge Bronstein blev arresteret 28. januar 1898, og tilbragte

de næste to år i fængsel. I 1900 bliver han sammen med mange andre socialister sendt i eksil til Sibirien, men han flygter - bl.a. ved hjælp af et falsk pas, hvor han kalder sig Trotskij - det var navnet på en af vagterne under fængselsopholdet, og det bliver fra nu af hans kaldenavn.

Iskra I Sibirien var der en livlig diskussion om politiske spørgsmål blandt de forviste, og Trotskij deltog ivrigt og forsvarede marxismen mod anarkistiske

17

og reformistiske strømninger. Han hører om Lenin, der i eksil i London udgiver Iskra (“Gnisten”) med det formål at samle de ægte marxister blandt de russiske socialdemokrater.

Trotskij tager til London, og Lenin får ham hurtigt med i det politiske arbejde på Iskra og foreslår ham endda som redaktionsmedlem, hvilket dog afvises af andre redaktionsmedlemmer, der frygter at komme i mindretal over for Lenin og Trotskij. Der var allerede uoverensstemmelser i redaktionsgruppen mellem på den ene side folk, der var blevet trætte efter den lange eksilperiode med små diskussionsgrupper, og på den anden side Lenin, der ønskede at skabe et rigtigt revolutionært parti og derfor en øget grad af disciplin og effektivitet.

Kongressen i 1903 Disse modsætninger brød ud i lys lue på partikongressen i 1903. Lenin ønskede at samle de forskellige socialistiske grupper til ét parti, og for at stramme op på effektiviteten foreslår han bl.a. at reducere antallet af medlemmer af Iskras redaktion.

Dette førte til strid og splittelse, da mindretallet, mensjevikkerne (“mindretalsfolk”) ikke ville affinde sig med flertallet, bolsjevikkerne (“flertalsfolk”). Trotskij støttede i denne sag mensjevikkerne, og det har stalinisterne siden brugt til at “bevise” at

Leon Trotskij, revolutionær helt.

18

Trotskij var en fjende af leninismen.

Men i 1903 var den politiske forskel mellem mensjevikker og bolsjevikker endnu ikke trådt frem - det skete først i årene efter i spørgsmålet om revolutionen: skulle man samarbejde med de liberale borgerlige eller stå for arbejderklassens selvstændighed? Da det spørgsmål kom frem, brød Trotskij klart med mensjevikkernes samarbejdslinje og forblev formelt uafhængig af begge fraktioner indtil 1917.

Revolutionen i 1905 I begyndelsen af 1905 blev Rusland rystet af masseuro og strejker, da krigen med Japan forværrede befolkningens allerede dårlige forhold. Den revolutionære bevægelse spredte sig over hele landet. Ud af kampene blev der dannet arbejderråd, sovjetter, og Trotskij blev valgt til formand for sovjetten i Petrograd. Han spillede en stor rolle under 1905-revolutionen og var utrolig populær blandt arbejderne i Petrograd. Defor blev han også arresteret sammen med de andre medlemmer af sovjetten og endnu engang sendt i eksil i Sibirien, da den revolutionære bevægelse blev slået ned. Og endnu engang flygtede han fra Sibirien.

Den permanente revolution Revolutionen skærpede endnu mere modsætningerne mellem mensjevikker og bolsjevikker. Mensjevikkerne mente, at den russiske revolution ville være en borgerlig revolution, og derfor skulle arbejderklassen ikke prøve at tage magten, men blot støtte det “progressive borgerskab”. Denne “totrins”-teori skyder spørgsmålet om socialisme langt ud i fremtiden og har intet med marxisme at gøre. Allerede Marx forklarede, at de tyske kapitalister af frygt for arbejderklassen var ude af stand til at slås reelt imod feudalismen og adelen. Dette var også Lenins og Trotskijs holdning.

Lenin forklarede, at det russiske borgerskab ikke var arbejdernes allierede, men derimod ville stå på zarismens og reaktionens side imod arbejderne. Og Trotskij stod for det

samme: “Hvis man ser på de direkte og umiddelbare opgaver, er den russiske revolution “borgerlig”, men hoveddrivkraften i denne revolution er arbejderklassen, og revolutionens metode vil være arbejderklassens.” Og videre skriver Trotskij om “den permanente revolution”: “I et økonomisk tilbagestående land kan arbejderklassen tage magten før end i lande med en mere fremskreden kapitalisme.

Den russiske revolution skaber omstændigheder, hvorunder magten kan overgå til arbejderklassen, før de borgerlige liberale politikere har haft mulighed for at vise deres evner som statsmænd.” Og videre: “I lande med en forsinket kapitalistisk udvikling, især i de koloniale og halvkoloniale lande, betyder den permanente revolution, at demokrati og national frigørelse kun kan opnås gennem arbejderklassens diktatur som leder af den undertrykte nation, først og fremmest bondemasserne... Når arbejderklassen er kommet til magten som leder af den demokratiske revolution, kommer den hurtigt og uundgåeligt til at stå over for opgaver, der kræver indgreb i den kapitalistiske ejendom for at kunne løses. Den demokratiske revolution vokser direkte over i den socialistiske revolution og bliver derved permanent” Dette var Trotskijs perspektiv - langt fra et mensjevikkisk perspektiv - og det fik Lenins tilslutning i 1917 i de berømte aprilteser, og det blev strålende bekræftet samme år af Oktoberrevolutionen selv. Årene op til første verdenskrig Trotskij opholder sig op til krigsudbruddet i Europa, mest i Østrig, senere i forskellige Balkanlande.

Overalt deltager han i den lokale arbejderbevægelse og skriver artikler til den socialistiske presse rundt omkring i verden. I disse år prøver han fleregange at forene de stridende fløje i partiet, f.ek.s på en konference i 1912. På det tidspunkt er Lenin og bolsjevikkerne kommet til den konklusion, at det er nødvendigt at bryde helt med mensjevikkerne for at sikre et parti, der kunne udvikle sig i

SOCIALISTISK ST ANDPUNKT STANDPUNKT

overensstemmelse med det trin, klassekampen var nået til - det var mensjevikkerne en forhindring for.

Senere erkendte Trotskij åbent sin fejltagelse: at han havde troet på at forsone de to strømninger, der senere kom til at stå åbent fjendtligt over for hinanden i revolutionen. Det er fra denne periode, at stalinister hiver citater frem, der skal vise, at Lenin og Trotskij var fjender, men man kan ikke basere sig på løsrevne citater fra en ophidset debat - man må se på praksis under revolutionen: Hvad gjorde og sagde Lenin og Trotskij, da det virkelig galdt?

Verdenskrig og revolution Da krigen bryder ud i 1914, kommer Lenin og Trotskij igen politisk tættere på hinanden. De mener begge, at de socialdemokratiske partiers støtte til krigen og deres eget lands regering i de fleste lande betyder, at den socialistiske Internationale er brudt sammen. De arbejder begge for at bygge en sammenslutning af alle ægte revolutionære internationalister, med udgangspunkt i en konference i den schweiziske bjergby Zimmerwald, hvortil Trotskij skriver manifestet.

I begyndelsen af 1917 befinder Trotskij sig i USA, men da nyhederne om februarrevolutionen og zarens fald når frem, vender han tilbage til Rusland. Den nye provisoriske (midlertidige) regering er ude af stand til at løse nogen af befolkningens alvorlige problemer ( at skaffe fred og brød, og jord til bønderne), og samtidig eksisterer arbejderrådene side om side med regeringen. Lenin og Trotskij kommer til samme konklusion: arbejderklassen må føre revolutionen videre og tage magten. I en periode arbejder Trotskij med en gruppe omkring sig, og Lenin foreslår en sammenslunting af denne gruppe med bolsjevikkerne.

Det sker, og på partikongressen i august 1917 bliver Trotskij valgt ind i centralkomitéen.

NR. 3 AUGUST 2001

Oktoberrevolutionen Trotskij, der var enormt populær blandt arbejderne i Petrograd p.g.a. sin rolle i 1905-revolutionen, blev 6. oktober valgt som formand for sovjetten i Petrograd. Gennem hårdt arbejde og tålmodig forklaring og fordi de var de eneste, der kunne vise en vej frem for arbejderne, har bolsjevikkerne nu fået flertal i sovjetterne.

Centralkomitéen beslutter at starte opstanden, og som formand bliver det Trotskij, der leder magtovertagelsen i Petrograd. Opstanden spreder sig hurtigt til de andre industricentre i landet. På revolutionens ét-årsdag indrømmer Stalin selv: “Alt det praktiske arbejde i forbindelse med at organisere op-standen blev udført under kammerat Trotskijs direkte ledelse, som formand for Petrogradsovjetten. Det kan med sikkerhed siges, at Partiet først og fremmest står i gæld til kammerat Trotskij for at garnisonen så hurtigt gik over på sovjettens side og for den effektive måde, arbejdet i den militære revolutionære komité blev organiseret på.”

Fortsat fra s. 20 Enhed på et socialistisk program Mange venstreorienterede sekter gentager stalinisternes politik fra 30erne og kalder Socialdemokratiet for klasseforrædere. Dette er en stor fejl.

Socialdemokratiet har gennemført en reel borgerlig politik, hvilket har ført til katastrofale forhold for hundrede tusinde af arbejdere. Dette skal man selvfølgelig kritisere og samtidig gøre klart at den eneste løsning er en socialistisk politik. Det er ledelsen for socialdemokratiet der er ansvarlige for højredrejningen, og det er deres højredrejning man sobert må kritisere. Men kalder man Socialdemokratiet for klasseforrædere og nægter at arbejde sammen med dem, er det det samme som at vende ryggen til størstedelen af den danske arbejderklasse, der stadig ser Socialdemokratiet som et bolværk mod de borgerlige partier.

Selve Oktoberrevolutionen var en temmelig ublodig affære. Bolsjevikkerne havde enorm opbakning, og der var så godt som ingen modstand.

Problemerne begyndte først i årene efter: den gamle herskende klasse indledte en blodig borgerkrig for at tilbageerobre magten og fik hjælp af 21 hære fra forskellige kapitalistiske lande. Det var en hård tid for den unge sovjetstat, der var smadret efter første verdenskrig og desuden blev ramt af hungersnød og anden elendighed. I disse svære tider var Trotskij i front overalt. Først som udenrigsminister i den nye regering, så indtil 1925 som krigskommisær. Der står han i spidsen for at opbygge den Røde Hær fra så at sige ingenting. Størstedelen af 1920 tilbringer han i et militært særtog, der kører fra frontafsnit til frontafsnit, så han kan lede indsatsen.

Trotskij spillede en enorm rolle i revolutionen og i den efterfølgende kamp for at befæste og sikre den unge arbejderstat imod fjenderne.

SK Fortsættes i næste nummer.

Dette splitter kun. Den eneste vej frem er et samarbejde mellem alle arbejderungdommens organisationer – også DSU. DSU har til trods for deres ledelse stadig flere ungarbejdere end SFU, Rød Ungdom og SUF tilsammen. Marxister ser det som deres klare mål at samle arbejderklassen på et socialistisk program.

SUF bør gøre det samme.

En samlet arbejderungdom vil være utrolig stærk – det vil blive en inspirationskilde for resten af arbejderklassen. Det vil kunne blive starten på en organiseret opposition i arbejderbevægelsen. Med andre ord med den rette politik og metode vil SUF kunne blive virkelig revolutionær. Dette kræver en seriøs organisation, der kan leve op til sit program, og i praksis kan vise en vej frem for arbejderungdommen.

BL

19

SOCIALISTISK ST ANDPUNKT STANDPUNKT SOCIALISTISK ST ANDPUNKT STANDPUNKT DDen marxistiske avis for arbejderbevægelsen Den marxistiske avis for arbejderbevægelsen og ungdommen

STØTTEPRIS KR. 20,-

NR. 3 AUGUST 2001

Hvilken vej fremad for ungdommen?

Den borgerlige presse har travlt med at erklære den danske ungdom for forkælet, ugidelig og egoistisk.

Man kalder ungdommens problemer for luksus problemer og gør klart, at ingen unge egentlig gider at kæmpe for noget. Toppen af arbejderbevægelsen bruger ungdommen som undskyldning for at fjerne alle kamptraditioner fra fagforeningerne og socialdemokratiet.

Politiken kunne den 1. maj i år oplyse, at halvdelen af alle unge ikke vidste hvad 1. maj gik ud på. Men der var bare et problem i denne version af sandheden. Fælledparken myldrede af unge. At over halvdelen af alle unge ifølge Politikens undersøgelse vidste, hvad 1. maj drejer sig om, er da positivt. Vidste flere eller færre unge for ti eller tyve år siden, hvad 1. maj gik ud på? Sikkert ikke.

om deres kamptraditioner. I stedet gør de nu alt for at udviske dem.

Modsætninger i DSU I Danmarks Socialdemokratiske Ungdom har der de sidste 10 år været en kraftig højre drejning – ikke mindst opmuntret af ledelsen for Socialdemokratiet. DSU har på næsten alle områder været bannerfører for højredrejningen i Socialdemokratiet.

Man har “moderniseret” socialismen, så man nu ønsker markedsøkonomi med en begrænset velfærdsstat. Med andre ord et kapitalistisk samfund.

Ungdommen i Danmark er hverken forkælet eller egoistisk. Rent faktisk har både gymnasieelever, handelsskoleelever og lærlinge i de sidste år været aldeles aktive og protesteret mod forringelser.

Ungdommen bruges som undskyldning for højredrejning Hvorfor er aviserne så interesserede i at få ungdommen til at fremstå som passive? Af den simple grund at ellers ville ungdommen ikke passe ind i det billede, pressen tegner om et gnidningsløst samfund, hvor det at være solidarisk og socialistisk er ”yt”. Og hvorfor bruger fagbevægelsen ungdommen som forklaring på, at de nu ikke skal kæmpe mere, men bare servicere medlemmerne (hvad end det betyder)? Fordi at de udmærket ved, at en aktiv arbejderungdom vil kunne opildne resten af arbejderklassen.

Havde ledelsen af fagbevægelsen ønsket en aktiv ungdom, ville de vel undervise lærlingene og ungarbejderne

20

Forsiden af første nummer af SUF’s blad Ravage.

I DSU har der været flere tilfælde af debat mellem unge faglige arbejdere og unge studerende fra DSUs højrefløj. Dette er et udtryk for modsætningen mellem at være ”ansvarlige socialdemokrater”, hvilket vil sige at man støtter nedskæringer, og så at stå på arbejdspladserne og se konsekvenserne.

Desværre mangler der en stærk opposition i DSU, som baserer sig på et socialistisk program.

SUF må vinde arbejderungdommen Socialistisk Ungdoms Front er navnet på en ny organisation, som er en sammenlægning af unge fra enhedslisten og det tidligere Rebel. Denne organisation vil kunne komme til at spille en rolle blandt ungdommen. Men kun hvis den følger en rigtig politik og metode. At organisationen allerede nu består af en masse unge mennesker, der ser sig selv som socialister og revolutionære, er en god ting.

Men for virkelig at være revolutionær og socialistisk må man vide, hvordan verden hænger sammen, og ikke mindst hvordan man ændre den.

Marxister mener, at den eneste måde man kan lave en revolution og få socialisme, er ved, at arbejderklassen overtager produktionsmidlerne. Marxister mener, at arbejderklassen er endnu stærkere og større i dag og stadig den absolut eneste revolutionære klasse.

Med andre ord må unge, som ønsker revolution, komme i kontakt med arbejderklassen og genopruste arbejderne med de marxistiske ideer – hvilket i virkeligheden vil sige arbejderklassens internationale generaliserede erfaringer. Det tidligere Rebel manglede dette. Hvis SUF skal gøre sig nogen forhåbninger om at spille en revolutionær rolle, må den vinde lærlingen og ungarbejderen.

Dette kræver en seriøs organisation, der ser det som sit formål at deltage i alle sider af arbejdernes kamp, der kæmper for selv den mindste forbedring og afviser selv den mindste nedskæring.

Fortsættes på s. 19

SOCIALISTISK ST ANDPUNKT STANDPUNKT