nr35

SOLIDAR

ITETSPR

LÆS INDE I BLADET:

IS KR. 2

0,-

SOCIALISTISK STANDPUNKT DEN MARXISTISKE AVIS FOR ARBEJDERBEVÆGELSEN NR. 35 MAR/APR 2007 7. ÅRGANG PRIS KR. 10,-

• Hvor blev kravene af - stem nej! (s. 4-5) • Overenskomstforlig 2007 Dumpet med et brag (s. 5-6) • Lærlinge - en torn i øjet (s. 7) • Film, kunst og socialisme (s. 9) • Hands off Venezuela skudt i gang i Danmark (s. 13) • Storkonflikten i 1998 (s. 1618) • Højere løn skaber ikke inflation (s. 16-18)

Overenskomst 2007

FRONTERNE ER TRuKKET OP

STEM NEJ! MARXIST DK

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Leder

Indhold

side

Leder:

På spidsen

3

Fronterne er trukket op

Hvor er kravene blevet af

4

Overenskomstforlig 2007 dumpet med et brag

5

OK07 - En torn i øjet på lærlingene

7

Interview om folkeskoleprotester

8

Film, kunst og socialisme

9

Ligestillingen mangler stadig

10

Indsamling - tak for støtten

12

Dem og os

12

Hands off Venezuela skudt i gang i Danmark

13

Nu har Bush øje på iran

14

Verden set med hånden

15

Storkonflikten i 1998

16

Højere løn skaber ikke inflation

19

Den tyske revolution - krisen i 1923

22

Leder

2

SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af avisforeningen SOCIALISTISK STANDPUNKT Degnestavnen 19 st. tv.

2400 Kbh. NV. Tlf.: 61651088 ISSN: 1901-1695 WWW.MARXIST.DK marxist@marxist.dk Redaktionen afsluttet d. 8.03.07, Ansv.red: A. Bülow

2

Den 25. februar skete det. Forhandlerne fra CO-industri, hvis formål det egentligt er at gennemtrumfe de danske arbejderes krav, kom ud med et overenskomstforlig sammen med arbejdsgivernes forhandlere. Forliget lever på ingen måder op til de krav, som arbejderne på gulvet havde stillet igennem deres fagforbund. Hvor er kravet om markante lønstigninger for eksempel blevet af? De 3,5 procent som Dansk Industri nødtvungent har givet fra sig, er der jo ikke meget tilbage af, når man tager højde for inflationen.

lentin Hansen, direktør for Roskilde Bank, som scorer den nette sum af 115 millioner årligt.

Tager man det i betragtning, må man sige, at de danske arbejderes krav er ganske rimelige. Det er derfor brændende nødvendigt at organisere en effektiv NEJkampagne til OK-2007. Nu har arbejdsgiverne vist, at de ikke vil give en del af kagen til os, som producerer alle goderne i samfundet. Så er der kun én vej tilbage: Vi må vise dem, at vi er parate til at sætte magt bag ordene og bruge strejkevåbnet for at få gennemtrumfet disse rimelige krav.

Og hvad med lærlingenes krav om 12 kroner mere i timen? År efter år er de blevet grinet lige op i fjæset, Også på andre fronter har det vist og i år er ingen undtagelse: Sølle sig, at ikke alle er tilfredse med de 4 kroner ekstra, er hvad dette enorme uligheder i samfundet. I overenskomstforlig har kunnet København gjorde en række unge præstere. Med krav om en mini- oprør og tyede til hærværk og samumsløn på 120 kroner, ja endda botage efter, at Ungdomshuset på 130 kroner fra nogle Nørrebro blev ryddet fagforbund, skulle ”Vi må vise dem, at og senere revet ned. man tro, at dette var Vi kan ikke billige vi er parate til at et klart sprog, som sætte magt bag or- ødelæggelse af biler arbejdsgiverne kunne dene og bruge strej- og individuelle slåsforstå. Men ak nej. kampe med politiet, kevåbnet for at få Det nye OK forlig gennemtrumfet dis- men det er altafgøren2007 betyder, at de at forstå, at oprøret se rimelige krav.” mindstelønnen i induvar udtryk for de opstrien hæves fra de nuværende hobede frustrationer hos tusinder 95,15 kr. til blot 103,15 i løbet af 3 af unge. De er frustrerede over en år! kynisk, borgerlig politik, som føres indenfor rammerne af et kapitaliAlt dette sker imens erhvervslivet stisk system, der ikke kan give et har kronede dage. I Børsen kan håb eller en fremtid for arbejderman læse side op og side ned om klassen og ungdommen. dansk erhvervslivs succeser. Erhvervslivet har endda valgt at give I fremtiden vil det afgørende være, flere af deres top-chefer klækkeli- at denne vrede og afmagt som ge lønstigninger. F.eks. fik Hen- tusinder af unge føler, kanaliseres ning Dyremose, formand for ind i arbejder- og elevbevægelsen, Dansk Industri og tidligere TDC og at fokus ikke bliver individuelle chef, en bonus på 29 millioner gadekampe og sabotage, men efter salget af TDC. Hans årsløn derimod massekamp. De tusinder ligger på 70 millioner, men kan af unge som har været på gaden dog ikke hamle op med Niels Va- må tilbydes et revolutionært pro-

● www.marxist.dk ● Mar/Apr 7. Årgang Nr. 35

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Leder

gram, og må kæmpe for at gøre SF, I en tale til nationen har Bush anerEnhedslisten og Socialdemokratiet kendt, at situationen stadig er svær. til ægte redskaber i kampen for en I Irak hører man hver dag om nye ny regering og en ny selvmordsbomber, politik. I den forbindelse ”Som Lenin engang tortur af fanger og er en eventuel overensmassakrer.

Efter bemærkede, så er komstkonflikt en god kapitalismen "Rædsel hårdt pres har Fogh mulighed for også at indset, at de danske uden ende". inddrage ungdommen. tropper må trækkes hjem fra Irak.

Længere ude i verden er der også rav i den. Bush vil nu sende 21.500 Men i stedet vil han nu sende flere ekstra soldater til Irak. Det er ud- soldater til Afghanistan, hvor situatiover de 132.000, som allerede op- onen om muligt er endnu værre. holder sig i landet.

Som man kan læse andetsteds i

På Spidsen: Det kan konstateres, at Anders Fogh er en politiker, der overholder sine løfter. Endnu en gang har han holdt et løfte. Det blev lovet, at de danske tropper i Irak skulle trækkes tilbage, når tiden var inde til det. Når der var opbygget et bæredygtigt demokrati. Vi skal ikke være der en dag længere end nødvendigt, lovede statsministeren i nytårstalen for 2006.

Tilbagetrækningen begrundes med, at irakerne nu kontrollerer to ud af fire provinser i det sydlige Irak, og snart vil kunne overtage kontrollen i Basra, hvor de danske soldater er placeret. At folk stadig dør som fluer, at der er daglige terrorangreb, og at folk generelt lever i dyb fattigdom, betyder intet for demokratiet.

Demokrati er jo en ide, og kan ikke tilsmudses af sådanne jordiske ting.

Her på spidsen glæder vi os over statsministerens tilbagetrækning.

Efter en succesfuld operation i Irak er det på tide at trække sig tilbage. Tilbagetrækningen kommer hverken et sekund for tidligt eller et sekund for sent.

bladet, langer USA nu også hårdt ud efter styret i Iran og truer med angreb på dette land.

Disse konflikter vil uden tvivl betyde mere død, mere lemlæstelse og mere elendighed. Som Lenin engang bemærkede, så er kapitalismen "Rædsel uden ende". Det giver os endnu mere grund til at kæmpe for at gøre en ende på det kapitalistiske system.

Demokrati i Irak

Før invasionen af Irak døde omkring en halv million børn af blokade. Det vigtige her er, at spørge krigsmodstanderne om denne politik skulle fortsætte. Hvor mange børn, ønskede de, skulle blive slået ihjel af blokaden? Er denne politik mere human end at lave en hurtig og vellykket operation, (krig er så voldsomt et ord), der kunne fjerne det ondes rod? At hæve blokaden var jo på ingen måde et alternativ. Det ville have fået det internationale samfund til at tabe ansigt.

Fra fredsbevægelsens side forlangte man, at tropperne, mens man heroisk kæmpede mod terrorister i Fallujja, skulle trækkes tilbage. Prøv at tænke på, hvis man havde trukket soldaterne hjem på det tidspunkt. Hvor katastrofalt det det ville være. Det kan godt være, at besættelsestropperne

pustede lidt til de etniske konflikter for at fjerne lidt af presset fra dem selv, men var besættelsestropperne ikke blevet, så havde Irakerne aldrig fået mulighed for at give os fri adgang til den olie, de så gerne vil give os.

Selvfølgelig er det nye irakiske demokrati ikke uden fejl. Det er blandt andet meddelt i pressen, at der er problemer med, at de irakiske parlamentsmedlemmer ikke møder op til møderne i parlamentet. Men det er ikke anderledes end i Danmark, og så kan det jo ikke være så stort et problem.

At sunnier til sidste valg kun kunne stemme på sunnier og shiaer kun på shiaer osv. er heller ikke et problem. I Danmark stemmer man jo også i sin egen valgkreds, og sjællændere kan ikke bare stemme på jyder - eller omvendt!

www.marxist.dk ● Mar/Apr 7. Årgang Nr. 35 ● 3

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Fagligt

Hvor blev kravene af?

Stem nej til forliget!

OVERENSKOMST Af Lasse Bertelsen I skrivende stund er der stadig flere områder, hvor der endnu ikke er indgået forlig. Til trods for at det er skåret ud i pap, at det danske erhvervsliv aldrig har haft så høje profitter som nu, er resultatet af de indgåede forlig stærkt kritisabelt. Dette har fået en række fagforeninger indenfor industrien og byggefagene til at anbefale et nej.

Kravene er blevet ignoreret Kravene om bedre forhold for skifteholdsarbejdere, bedre minimumsløn, bedre lærlingeløn, generelle lønstigninger osv. er ikke blevet imødegået.

Generelt svarer ”forbedringer” til lidt mere end inflationen.

At, forhandlerne har kunne godtage dette, er en hån mod arbejderne.

Hvis ikke forholdene skal forbedres nu, hvornår så? Hvad når beskæftigelsen ikke, er så god som nu? Vil arbejdsgiverne huske at være lige så ”ansvarlige” som fagbevægelsens top? Det er yderst tvivlsomt. Det er klart, at den gode beskæftigelse ikke

vil vare ved. I øjeblikket er boligboblen ved at briste, aktiemarkederne falder, og internationalt ser situationen heller ikke så god ud. Tværtimod kan man roligt regne med dårligere forhold. Ved at indgå de mangelfulde forlig har toppen af fagbevægelsen dømt arbejderne i Danmark til at sidde fast i de utilfredsstillende arbejdsforhold mange år frem. Dette kan ikke accepteres – forliget må stemmes ned.

De betaler heller ikke skat…

Samtidig med at kravene, der er demokratisk vedtaget på arbejdspladserne, er blevet ignoreret, er det nu kommet frem, at produktiviteten er steget mere, end kapitalisterne turde håbe på. Alle fakta viser en ting: At der er masser af penge. Men arbejdsgiverne mener tilsyneladende, at de skal forblive i deres lommer.

Dem, der har produceret overskuddene – arbejderne, - skal tilsyneladende bare være glade for, at deres løn ikke bliver udhulet af inflation. Det er også kommet frem, at de 20 største virksomheder betaler et minimum i skat.

De absolut rigeste mennesker i det her land har altså den filosofi, at ar-

bejderklassen ved siden af at skabe enorme profitter også skal betale alle skatterne i samfundet.

Arbejdsgiverne har ansvaret for konflikt 3F Kastrup har meddelt, at de allerede nu forbereder sig på konflikt. TiB Kbh. kan heller ikke anbefale forliget, og sådan lyder det fra et stigende antal fagforeninger over hele landet.

Flere områder (inklusiv transport området) har endnu ikke indgået forlig.

Det er tydeligt, at arbejdsgiverne gør hvad de kan for at få forligsmanden til at lave den endelige aftale. Og enhver ved, at det ikke vil betyde væsentlige forbedringer for arbejderne.

Men at nægte at opfylde arbejdernes helt rimelige krav er at lege med ilden. Arbejdsgiverne bærer ansvaret for en mulig konflikt.

Konklusionen må være klar. Vores krav er blevet overhørt! Derfor må der stemmes nej til forligene. HK industri har meddelt, at de ikke kan stå inde for forliget, og at de stemmer nej. Det samme har flere arbejdspladser udtalt. Der er dermed en mulighed for, at der vil udbryde konflikt.

Strejkevåbnet er og bliver arbejderklassens stærkeste våben. I 1998 blev der stemt nej, og der kom et regeringsindgreb, der var under al kritik. Men året efter blev den 6 ferieuge indført. Af den eneste grund at arbejdsgiverne ikke turde risikere en ny konflikt. Erhvervslivet har haft chancen for at sikre ro på arbejdsmarkedet. Det er endnu engang bevist, at arbejderne ikke kan få noget uden at kæmpe for det.

Nødvendigt at koordinere fra

Det danske arbejdsmarked siges at være roligt, men virkeligheden er en anden.

Her fra Bryggeriarbejdernes blokade af Hans Knudsens Plads og Lyngbyvejen i København i sympati med buschaufførerne under HT-konflikten i 1984.

4

● www.marxist.dk ● Mar/Apr 7. Årgang Nr. 35

dag et Men der er masser af penge i strejkekasserne. Derfor har arbejderne intet at frygte. Til gengæld vil kapitalisterne miste milliarder hver dag. I 1998

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk tog det ikke mere end 10 dage før, at arbejdsgiverne hylede op om, hvor skadeligt det var for økonomien, at der var strejke. Derfor har arbejderne alt at vinde. Nu må nej kampagnen spredes ud til så mange arbejdspladser som muligt.

Hvis konflikten kommer, må der arrangeres effektive blokader mod eventuelle skruebrækkere. Og det er meget vigtigt, at der holdes nationale tillidsmandsmøder, der kan planlægge hvilke tiltag, der skal tages til at gøre konflikten så effektiv som mulig, samt at der dannes lokale tillidsmandsringe, der kan koordinere aktiviteterne lokalt.

Regeringsindgreb bør mødes med optrapning af strejkerne Der er også en chance for, at regeringen vil gribe ind. I forvejen er de lovlige muligheder for at strejke så begrænsede, at et regeringsindgreb reelt betyder, at arbejderne i Danmark ikke har strejkeret. Et regeringsindgreb vil være en hån imod alle de arbejdspladser, som har stillet krav til overenskomsten. Når kravene er ble-

Fagligt

vet overhørt, er den eneste mulighed at stemme nej. Den sidste rest af demokrati, der er på arbejdsmarkedet, er muligheden for at kunne forkaste overenskomsten. Hvis der så kommer et regeringsindgreb, vil selv denne lille rest blive fjernet. Et eventuelt regeringsindgreb bør på ingen måde accepteres.

Den borgerlige regering kan vedtage nok så mange indgreb, men hvis de strejkende fortsætter, vil indgrebene ikke hjælpe noget. I stedet for at stoppe strejken burde det være signalet til at sprede den. Et regeringsindgreb er en trussel mod alle danske arbejdere, deriblandt arbejderne i den offentlige sektor. Ved et regeringsindgreb bør de gå med i strejken. Dette vil være en så stærk bevægelse, at arbejdsgiverne og deres regering vil blive tvunget i knæ.

Regeringen er svag Men det hører også med til fortællingen, at regeringen på ingen måde sidder så fast i sædet, som den har gjort før. Protesterne mod forringelserne af velfærden rystede regerin-

gen. 4.500 strejkende pædagoger skabte panik i regeringen. Pædagogerne strejkede i en måned. De fik ikke løn og blev idømt bod. I alt har de altså mistet 2 måneders løn. Det er et eksempel til efterfølgelse! Men hvis regeringen gik i panik over 4.500 strejkende i Århus – hvad vil der så ikke ske, når 600.000 på det private arbejdsmarked konflikter. Og hvis konflikten spreder sig til resten af arbejdsmarkedet. Regeringen vil være aldeles handlingslammet. Ungdommen har også været på gaden i et enormt omfang under velfærdsprotesterne. De har vist, at de ikke er bange for at gå på gaden. Med andre ord vil et eventuelt regeringsindgreb kunne sætte landet på den anden ende.

Stem NEJ Det er nu det gælder! Hvad hjælper det, at vi stiller krav, hvis de bliver overhørt? Skal vi finde os i at løbe hurtigere og hurtigere uden at få noget for det? Aldrig!

Stem NEJ til forligene

Fakta om overenskomst 2007

Dumpet med et brag sige går hen til frokostbordet og fylder tallerknen helt op til randen, så vil lønmodtagerne, der kommer bagefDa der den 25. februar blev indgået ter, også gerne fylde mere på tallerkforlig for industrien, var der efterføl- nen.". Derfor skulle man umiddelbart gende ikke mangel på gode ord og tro, at forhandlerne så havde gjort lovpris fra fagtoppens side. Thorkild deres arbejde godt og sikret tilstrækE. Jensen fra Dansk keligt på arbejdernes tallerMetal var tilfreds. Ej Udtalelse fra LSG ken. heller SF's formand Skychefs i KøbenVilly Søvndal mangle- havns Lufthavn: De rå fakta de rosende ord: "Det ”Skifteholdsarbejderne Men hvad er det rent faker godt, at man har har fået det, der svarer tisk, at denne overenstil et klap i røven med fået etableret retten til komst kommer til at betyde en våd Berlinger” uddannelse i en særlig for de 240.000 industriarfond", konstaterede bejdere? Og hvad med de han. I en udtalelse til dagbladet Infor- andre brancher - som næsten alle mation, den 28.december 2006, hav- sammen får kopieret aftalen på indude selv samme Thorkild E. Jensen striområdet? I år var et af de mest ellers sagt, at: "Når topchefer så at markante krav på tillidsmandsmøder,

OVERENSKOMST Af Andreas Bülow

konferencer og møder om overenskomstkravene, at mindstelønnen skulle have et ordentligt hak opad.

Nogle forbund krævede 120 kroner, andre hele 130 eller 140. Men hvad er resultatet så blevet? Mindstelønnen stiger med tre kroner i år. I både 2008 og 2009 får den yderligere et løft på 2,5 kroner. Det betyder, at mindstelønnen i 2010 vil ligge på sølle 103,15 kroner!

Er man under 18 år, er det endnu værre. F.eks. stiger lønnen for unge under 18 i Hotel og Restaurationsbranchen, over de tre år med henholdsvis 1,70 kroner, 1,45 og 1,45 og lander på 59,40 kroner i timen! På lærlingeområdet ser det heller ikke for godt ud. Med en i forvejen helt

www.marxist.dk ● Mar/Apr 7. Årgang Nr. 35 ● 5

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Fagligt

urimeligt lav lærlingeløn, skulle man Deltidsparagraffen forringes mht. tro, at kravet fra de fleste ungdoms- timegrænsen, der nedsættes fra 15 til forbund om 10-12 kroner mere i ti- 8 timer og fjernes helt for efterlønnemen (per år) ville være til at opnå. re mm. Det betyder mere deltidsarbejde med deraf følMen aftalen på industriomgende undergravning rådet giver en stigning i Enig bestyrelse i 3F af fuldtidsstillinger. gennemsnit på 3,5 procent Kastrup: årligt, hvilket svarer til sølle ”Arbejdsgiverne har tilsyneladende ikke fattet, Tillidsrepræsen2-4 kroner mere pr. år. at de i den her tid må hoste op med væsentligt mere. De er sluppet alt for billigt og derfor begynder vi nu at forberede os på først en afstemning og dernæst en konflikt”

Skifteholdsarbejde Forholdene for skifteholdsarbejdere vedbliver med at være elendige. Det til trods for, at arbejdere fra næsten alle større virksomheder med skiftehold har krævet bestemmelser, der begrænser skifteholdsarbejde, og som i det mindste forbedrer arbejdsvilkårene gennem blandt andet lavere arbejdstid. Men her er der intet at komme efter i den nye overenskomstaftale.

Knap en krone i timen, bliver lagt som tillæg for skifteholdsarbejde, og det ser ikke ud til, at arbejdsgiverne har været villige til at flytte tidspunktet for, hvornår tillæggene skal udløses.

De vil heller ikke være med til at skære ned på arbejdstiden for skifteholdsarbejdere.

tanter Der har været mange krav om, at tillidsrepræsentanterne skulle have flere rettigheder, men ikke i form af flere penge. Det er imidlertid hvad de får med det nye TR-honorar, som kompenserer for fagligt arbejde i fritiden.

Det vil sætte en stopper for kravet om at få den fornødne fri tid, betalt af arbejdsgiveren. Det betyder også en urimelig forskelsbehandling, da honorarets størrelse er afhængig af, hvor mange man repræsenterer. Rent bortset fra det, kan det friste nogen til at tage jobbet for pengenes skyld.

Fagbevægelsen må på alle områder kæmpe for at alle arbejderledere får det samme i løn som de kollegaer der har valgt dem.

Uddannelsesfond – eller ud-

set er en skandaløs aftale, som vil give arbejdsgiverne en endnu større del af kagen de næste tre år.

I 3F`s Industrigruppe anbefaler et stort flertal i gruppebestyrelsen forliget. Men samtidig udtrykte mange tvivl om, hvorvidt det kan lade sig gøre at få medlemmerne til også at stemme ja, skriver Fagbladet.

Flere og flere fagforeninger er gået sammen i tillidsmands-initiativet OK2007, bl.a. 3F i Silkeborg, som er ved at igangsætte en omfattende NEJkampagne. Med en overenskomst, der på alle måder ignorerer kravene fra arbejdspladserne, er det absolut muligt at få dette arbejdsgiver-forlig kastet i skraldespanden.

STEM NEJ! Tue Tortzen på vegne af 3F Frederiksborg ”Forliget ligger alt for langt fra de krav, der er rejst fra medlemmerne og fra 3F`s repræsentantskab. Vi krævede mindstelønnen hævet med 5 kroner i timen pr. år, men tilbydes 2,66 mere i timen pr. år. Følger vi forliget vil mindstelønnen i 2010 være 103,15 kr. Det kan vi ikke være bekendt. Det fastholder de lavtlønnede som fattige i et rigt samfund, og det kan vi ikke være bekendt”

Spredte sukkerknalder dannelsesfup Der er få forbedringer i overenskomI de borgerlige medier er overens- sten, f.eks. at pensionen stiger med komsten blevet fremstillet som ”en 1,2 procent så den når op på 12 prosikring af fremtiden”. Et eksempel er cent (hvoraf 1/3 er betalt af arbejderkompetencefonden. Et ne) og der er tilføjet en Fællestllidsmand Thor Pederbredt udsnit af medier Erik Jacobsen, tilbestemmelse, der sikrer, at sen på Siemens Windpower ”Det er at tage pis på os, når de vil har påstået, at industriar- lidsmand på teglmænd kan tage en større give knap en krone i tillæg for arbejderne med overens- værket Wienerberdel af barselsorloven. Udbejde på skiftehold. Det ser ikke komstforliget får ret til 2 ger A/S over at folkepensionen er ud til, at arbejdsgiverne har været ugers efteruddannelse ” Der er ikke meget blevet udhulet samtidig villige til at flytte tidspunktet for, til os i overenskomårligt. Virkeligheden er med, at fagbevægelsen hvornår tillæggene skal udløses. sten. Vi arbejder på en helt anden. Aftalen er, forhandler private pensioDe vil heller ikke være med til at toholdsskift. Det, der at virksomhederne skal ner hjem til medlemmerne, skære ned på arbejdstiden for bliver lagt på tillægindbetale 260 kr. pr. get, er pebernødder. må det siges, at de her ting skifteholdsarbejdere” medarbejder i 2007, og Vi havde hellere set, er mindre detaljer. Fagbeherefter det dobbelte i at der var blevet vægelsens forårene fremover, til den slået en time af ar- handlere har med Jan Mathisen, næstformand i 3F Hotel såkaldte kompetence- bejdstiden for aften- vilje lagt al vægt og Restauration København: fond. Herefter kan indu- holdet” på de små detal- ”Vi har fuld beskæftigelse. Der mangler striarbejderne så søge jer, som aldrig arbejdskraft, og lønmodtagerne skaber de denne fond, der med de har været hoved- største værdier i årtier. Den situation har lave satser ikke vil komme til at buge kravene fra lønarbejderne. vores forhandlere slet ikke udnyttet til at få indfriet blot nogle af forventningerne fra af penge, om at få maksimalt 2 ugers På den baggrund prøver de arbejdspladserne. Det nærmer sig en kataefteruddannelse at sælge forliget som et fremskridt, selvom det reelt

6

● www.marxist.dk ● Mar/Apr 7. Årgang Nr. 35

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Fagligt

OKOK-07 – en torn i øjet på lærlingene!

OVERENSKOMST Af Jonas Foldager (lærling) Det er ikke en hemmelighed, at lærlingelønningerne i Danmark er lave.

Faktisk er det utrolig svært for lærlinge at få hverdagen til at hænge sammen, betale huslejen, osv. Tilmed har vi rent juridisk set ingen strejkeret, så når der er noget, vi vil protestere over, er det forbudt for os at aktionere.

Vi var derfor mange, der havde håbet på, at overenskomst 2007 ville vende op og ned på det. Metal Ungdom havde bl.a. stillet krav om 12 kroner mere i timen (pr. år) og 3F Ungdom, som bl.a. organiserer murerlærlingene, har krævet 10 kroner mere. Dette ville give et tiltrængt skub i den rigtige retning og tænker man på erhvervslivets rekordoverskud, burde det være helt rimeligt.

Vore kære forhandlere fra COIndustri har i midlertidig solgt fuldstændigt ud af lærlingenes krav igen i år. Rent faktisk ligger de op til, at stigningen i lærlingelønnen skal være mindre end ved OK-2004. Dengang blev den på 4,6 procent i gennem-

snitligt pr. år, ved denne overenskomst kun 3,5 procent, hvilket svarer til en lønstigning på sølle 2-4 kroner pr. år (afhængig af fag).

Hvis arbejdsgiverne forsøger at give os svendenes arbejde, må vi sige klart fra. Vi står sammen i arbejdet, og vi vil også stå sammen i en konflikt. Vi må tage ud på alle tekniske Dette er en total skandale. Og oven i skoler og vedtage støtteresolutioner i købet har man ”glemt” vores krav om alle lærlingeklubber, for at forklare en fri strejke- og aktistorkonflikts betydonsret for lærlinge. ning. Vi må deltage i Med andre ord er Det er altafgørende, at vi alle tillidsmandsmøformår at sprede budvores krav blevet der, og argumentere skabet om, hvad vi fuldstændigt ignorefor at strejken optrapkæmper for, til andre ret. pes indtil sejr.

Lærlingene

må

dele af ungdommen – f.eks. til folkeskoleelever, gymnasielever, osv.

gå forrest Derfor er det nødvendigt allerede nu, at organisere en kampagne for at få stemt forliget ned.

Det er nødvendigt, at lærlingene går forrest i denne sammenhæng, og at vi i alle lærlingeklubber gør et aktivt stykke arbejde for at overbevise vore kollegaer – også svendene – om at stemme nej.

Ydermere må vi som lærlinge gå aktivt ind i en eventuel konflikt. Vi udgør en vigtig del af fagbevægelsen, og selvom vi officielt ikke har ret til at strejke under en konflikt, må vi være med til at organisere blokader overfor mulige skruebrækkere.

Som lærlinge har vi også en ekstra udfordring i forhold til en mulig storkonflikts opbakning i resten af ungdommen.

Det er altafgørende, at vi formår at sprede budskabet om, hvad vi kæmper for, til andre dele af ungdommen – f.eks. til folkeskoleelever, gymnasielever, osv. Jo flere som bakker os op, jo sværere får arbejdsgiverne ved at vinde.

Nu har dem ved forhandlingsbordet vist, at det ikke giver resultater. Det er nødvendigt at bruge strejkevåbnet, til at presse indrømmelser ud af arbejdsgiverne!

Det er os, som er de mange – enhed skaber styrke!

Lærlinge har den sidste tid været mere og mere på gaden. For eksempel under STOP-NU (til højre). Der har også været en række aktioner.

Bl.a. er Bertel Harder blevet muret inde (ovenfor) i protest mod mangel på praktikpladser.

www.marxist.dk ● Mar/Apr 7. Årgang Nr. 35 ● 7

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Ungdom

Interview med Rebecca – en folkeskoleelev i front for kampen mod nedskæringer FOLKESKOLEN Af Mikkel Boris Vi følger her op på de sejrrige protester mod nedskæringerne på folkeskolen blandt lærere, elever og forældre i februar i København. Derfor mødtes vi med Rebekka Ingemann Madsen, fra 9. klasse på Randersgade skole på Østerbro, der stod i spidsen for protesterne. Hun er desuden medlem af SUF (Socialistisk Ungdomsfront) og sidder i styrelsen for DSE (Danske Skoleelever).

Hvad skete der under bevægelsen?

Op til den store konflikt havde der allerede været en masse nedskæringer i kommunen på over 100 mio. kr.

Det havde været planlagt, så selv om det var forfærdeligt, vidste man det godt. Men så kom det frem, at der skulle skæres yderligere 108 mio. kr. i det sidste halve år af 2006, pga. underskuddet i Børne- og ungdomsafdelingen. Lærerforeningen sagde; det går ikke! Vi ville miste en masse lærere, og det ville bl.a. betyde, at undervisningen blev dårligere.

Hvad skete der så?

Folk var meget utilfredse. Da jeg så foreslog, at vi kunne blokere skolen, var alle 400 procent med. Man kunne se de konkrete nedskæringer; vi ville miste to-lærerordningen, og der ville ikke blive nogen lejrskoler: det var det, der afgjorde det.

Vi blokerede om fredagen. Torsdag besluttede vi på et møde, at møde klokken 6.00 næste morgen for at gøre klar, hvor alle dukkede op - også de rigtige rødder fra 7., 8. og 9. kom.

I løbet af dagen, hvor vi blokerede, havde vi planlagt et program, hvor vi bl.a. lavede kampsange o.l. Grunden til, at blokaden gik så godt, var, at det var planlagt.

Du skulle have holdt en tale til demonstrationen; hvad ville du have

8

sagt?

At det var en kæmpe sejr, at forældre, elever og lærere kunne skabe en forenet front. Tidligere var det meget eleverne eller lærerne, der stod alene og protesterede. Her stod vi sammen som en forenet gruppe. Det var også derfor, nedskæringerne blev taget af bordet så hurtigt; Borgerrepræsentationen indkaldte til hastemøde på en søndag. Det blev trukket tilbage, fordi de var bange. Når lærerne og forældrene er med til at planlægge en demonstration, så er der virkelig krig; det er et træk, der ellers ligger til ungdommen.

Hvad hvis de ikke havde trukket nedskæringerne tilbage?

Hvis ikke de havde trukket nedskæringerne tilbage efter demonstrationen, havde der været brug for en opfølgning. Måske skulle man have været blevet ved med at blokere skolerne, hvis det havde ligget i kortene, men ellers holde samlede møder og lave én til demonstration, march eller lignende, og f.eks. underskriftindsamlinger, selvom det ikke har virket så meget før.

Hvordan tror du, fremtiden ser ud for folkeskolen i København?

Der mangler stadig 20 mio. kr., som Børne og Unge forvaltningen skal finde. De siger, det ikke går ud over skolerne, og at de skal findes i administration. Men det kunne godt tænkes, at der kommer nogle nedskæringer; selvfølgelig ikke så meget som 108 mio. kr., men det kan godt betyde noget alligevel. Det ville være forfærdeligt, hvis nedskæringerne bare flyttes fra

● www.marxist.dk ● Mar/Apr 7. Årgang Nr. 35

folkeskolen over på andre områder.

Hvis de f.eks. flyttes over på daginstitutionerne eller ældreplejen, kunne man godt forestille sig sympatiaktioner fra eleverne.

Kan elever og lærere gøre noget for at undgå nedskæringerne fortsætter?

Vi har nu fundet ud af, at man kan gøre en hel masse ting. Det har givet den viden, at man har magt, hvis man gør noget, og det giver mod på at gøre noget igen. Politikerne har set, at vi sidder ikke bare på sidelinien og ser til. I lang tid var ældreområdet tys-tys området, som man ikke kunne skære ned på. Måske kan folkeskolen også blive det. Men det kræver, at vi handler, hver gang vi oplever optræk til nedskæringer.

Kan man gøre noget på lang sigt?

Der må ske et regimeskift. Vi må af med den liberale regering og have en venstreorienteret regering. De vil sætte uddannelsen højere end den nuværende regering. Regeringen taler om, at vi skal være verdens bedste, men det passer jo slet ikke, med den politik de fører.

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Kultur

Film, kunst og socialisme FILM Af Jeppe Druedahl

skab, og som bare konstaterer, kan aldrig blive stor kunst.

ves som underholdning - ikke som kunst. God underholdning helt bestemt, men ikke mere.

Så har vi været igennem endnu en Kunst som en vare award-sæson i filmens verden. Film- I sin oprindelige forhistoriske form var Alan Woods modbeviser i hans dybselskaberne har fejret sig selv, og har kunsten tæt knyttet til produktionen. degående artikel ”Kunst og klassebrugt milliarder af reklamekroner. Poesien blev skabt, fordi det mulig- kampen” på fornem vis den ellers Filmåret har endnu en gang været gjorde viderebringelse af viden og udbredte påstand om, at ”arbejdere præget af, om ikke samfundskritiske, lærdom. De græske vaser var ikke ikke er interesseret i kultur”. Gang på så samfundsdebaterende film (Blood bare kunstværker, de var i udgangs- gang ser man, hvordan at kunsten Diamond, The Last King of Scotland punktet også fødevarebeholdere. I blomstrer i revolutionære perioder, og og Letters from Iwo Jima). At kendis- dag er kunst blevet taget ud af hver- hvordan almindelige mennesker viser ser som Leonardo DeCaprio, George dagen, og er blevet noget fremmed- interesse for kunst og kultur, og forClooney, Client Eastwood m.fl. plud- artet for de fleste almindelige arbej- skellige kunstneriske ideer diskuteres selig beskæftiger sig med politiske dende mennesker og unge. på livet løs på hvert eneste gadehjøremner, og de store profitorienterede ne. filmselskaber producerer sådanne Rigtig kunst er i dag mindretallets film, er uden tvivl en afspejling af in- privilegie. Det kunst resten af os må Efter en hård arbejdsdag derimod har tensiveringen i den globale klasse- nøjes med, er derimod blevet kom- man normalt ikke overskud til at sætkamp, som giver sig mercialiseret. Kunst er te sig ind i store kunstneriske ideer. ”Klassekamp er kultur- blevet en vare som alt Samtidig passer en standardiseret udslag i alle sociale kamp, og parolen må klassers bevidsthed. andet. Film er bogsta- film med et skud action, lidt dåselatvære den 30-timers ar- velig talt blevet en milli- ter og nogle speciel effects også perbejdsuges øjeblikkelige ardindustri. Alene de fekt ind i filmselskabernes endeløse For mig personligt har indførelse.” mange af de store Os10 største film havde i profitjagt. car film dog også haft 2006 i USA biografinen underliggendde håbløshed til fæl- tægter på over 2 mia. dollars (se ta- I disse overenskomsttider, hvor vigtig les. Tydeligst kommer det frem i Ba- bel). økonomi end er, kæmper socialister bel, som vandt Golden Globe for bedikke bare for flere brødkrummer, men ste film. Filmen beskriver på flot ma- Intet er godt nok for arbejderogså arbejdernes ret til kunst og lerisk vis menneskelig tragedie på klassen kunstnerisk udfoldelse. At det på den flere kontinenter. I henhold til titlen anden side hænger direkte sammen Der er få gengangere på listen over (babelstårnet) har mange set mangmed økonomiske spørgsmål, ses de mest indtjendende (og derfor mest lende kommunikation, som ophavet åbenlyst af, at fri kunst er en umuligsete film) og listen over Oscartil disser tragedier. Dybere graves der hed under det nuværende arbejdsnomineringer. De mest sete film har ikke. pres. Klassekamp er kulturkamp, og én afgørende ting fælles, som til dels parolen må være den 30-timers aradskiller dem fra Oscar-filmene: de Letters from Iwo Jima viser også, bejdsuges øjeblikkelige indførelse. kan mest af alt udelukkende beskrimed visse referencer til nutiden, hvad fanatisk patriotrisme, her i form af Samlet indtejning i den japanske facisme, kan føre til af Nr. Film USA i $ rædsler. Det bliver ved denne konstatering. Der er intet fremadrettet perPirates of the Caribbean: Dead 423.315.812 spektiv.

1 Man's Chest (Buena Vista) 244.082.982 2 Cars (Buena Vista) Men lad os omskrive Marx: 241.670.000 3 Night at the Museum (Fox) ”Kunsterne har fortolket verden, men 234.362.462 4 X-Men: The Last Stand (Fox) det det handler om, er at forandre 217.536.138 5 The Da Vinci Code (Sony) den”. Kunst behøver ikke være parti200.081.192 6 Superman Returns (WB) politisk. Det kan ikke kræves af 195.330.621 7 Ice Age: The Meltdown (Fox) kunst, at den logisk ræsonerer og 194.033.061 8 Happy Feet (WB) fremsætter klare paroler. Det er der166.720.794 9 Casino Royale (Sony) imod politikkens opgave. Men kunst 162.310.711 10 The Pursuit of Happyness (Sony) uden et egentlig fremadrettet bud2.279.443.773 Top 10 i alt:

www.marxist.dk ● Mar/Apr 7. Årgang Nr. 35 ● 9

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Danmark

Ligestillingen mangler stadig!

KVINDEKAMP Af Rasmus Jeppesen og Louise WilkZerahn

skuddet der var grundlaget for undertrykkelsen af kvinden.

Kampen for ligestilling er langt fra vundet. Selvom Danmark i over 30 år har haft formel ligeløn, er kravene om ligestilling på arbejdsmarkedet, i hjemmet og i et hvert andet aspekt af vores liv stadig lige så aktuelle. Det borgerlige demokrati har vist, at det ikke kan ligestille kønnene. Som samfundet ser ud nu, er det altså ikke givet, at kvindeundertrykkelsen langsomt vil mindskes, snarere tværtimod.

Situationen i dag På papiret skal arbejdsgiveren give ligeløn til mænd og kvinder, men i de fleste tilfælde får kvinden mindre i løn, på trods af at hun laver det samme arbejde. Fra politisk hold bliver der sagt flotte ord om ligestilling, men ikke gjort særlig meget ved problemet. Man kan bare se på barselsområdet hvor der forsøges med forskellige lappeløsninger, som ikke løser den grundlæggende realitet, at familien mister flere penge ved at have manden længere på barsel. Der vil ikke blive lighed i hjemmet før man giver familierne reelle muligheder for at dele opgaverne ligeligt.

Vi må konstant kæmpe for at bevare og udvide de fremskridt, der er gjort, men den lange tids stilstand på området viser os også, at der må tages andre metoder i brug end dem rødstrømperne i sin tid førte an. Der må radikale ændringer til. For at afskaffe kvindeundertrykkelsen må vi grundlæggende forstå, hvordan den er opstået.

Begyndelsen på kvindeundertrykkelsen Klassesamfundet er ikke noget, der altid har eksisteret, men opstod først for omkring 6000 år siden. Det skete i slaverimperierne som Mesopotamien, Egypten, Grækenland og Rom. Før disse samfunds opståen levede mennesker i ”primitive kommunistiske samfund”, hvor produktionen var baseret på samler/jæger økonomien.

Det vil sige at mænd, pga. deres fysiske styrke, var dem der gik på jagt og skaffede fødevarer på den måde.

Kvinder samlede rødder, bær og andet spiseligt de kunne finde.

Det var mandens arbejdsområder, der langsomt begyndte at skabe et overskud, som lagde grundlaget for ulighed mellem mennesker. Samfundet blev delt op i klasser. Med klassernes opkomst, kom derfor også undertrykkelsen af kvinderne. Kort kan man sige, at det var den manglende rolle i produktionen af over-

10

Den økonomiske magt mænd får i form at lønforskellen, er grunden til undertrykkelsen i mange hjem. Det forhold handler hverken om kønnenes natur eller egoisme. Det handler om den økonomiske virkelighed familierne befinder sig i. I dag kræver det to indkomster at kunne betale husleje

og sørge for resten af husholdningen.

Derfor er kvinder tit dybt afhængig af mandens løn, og kan sagtens komme ud i økonomiske vanskeligheder, hvis de bliver skilt. Et eksempel på det er f.eks. delingen af pensionen ved skilsmisse.

Lige siden kvindernes indtræden på arbejdsmarkedet har ledigheden blandt kvinder været højere end blandt mænd. Det har skabt et pres på kvinderne, og derfor er der mange, der accepterer at gå ned i løn, for overhovedet at kunne få et job. Kvinder bliver altså ofte brugt som løntrykkere på samme måde som f.eks. indvandrer.

Den ulige løn mellem mænd og kvinder er et redskab for kapitalisterne til at skabe splid og konflikt i arbejderbevægelsen, på arbejdspladsen og i hjemmet. Mandlige arbejdere har således heller ingen interesse i kvindeundertrykkelsen.

I Danmark, hvor de fleste kvinder er

Her skulle have været bragt en ligelønsstatistik, som skulle have været udgivet januar 2007. Indtil videre har regeringen dog udskudt udgivelsen med omkring 2 år, og prøver derved at holde løngabet mellem mænd og kvinder skjult.

● www.marxist.dk ● Mar/Apr 7. Årgang Nr. 35

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk på arbejdsmarkedet har det skabt en situation, hvor vi ikke bare arbejder ét job, men 1,5-2 fordi arbejdsfordelingen i hjemmet ifølge flere undersøgelser stadig minder meget om, den vi kender fra 50’erne, selvom det er blevet bedre. Uden det arbejde ville samfundet ikke kunne fungere, så selvom kapitalismen kræver kvinden på arbejdsmarkedet, er der ligeså meget brug for hende til at udføre en masse ”gratis” arbejde i hjemmet.

Flere af disse huslige opgaver burde det offentlige tage sig af, ligesom det eksempelvis tager sig af børnepasning.

8. marts – en kampdag!

Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts er en dag hvor opmærksomheden rettes imod undertrykkelsen af kvinder på arbejdet, såvel som i hjemmet. Ideen går helt tilbage fra 1910 og 8. marts har været fast dag.

Dagen blev opfundet af kvinder fra 2.

Internationale og endelig besluttet på et møde i København (på Jagtvej 69, på Nørrebro, i det der senere blev kendt som Ungdomshuset).

8. marts blev valgt, fordi det var den dag, kvindelige arbejdere i tekstilbranchen i New York blev brændt inde under en strejke. Denne dag er fuld af traditioner, som desværre er ved at dø hen. Bevægelsen i 70’erne var med til at adskille kvindekampen fra klassekampen, for trods parolen ”kvindekamp er klassekamp” var den organiseret udenfor arbejderbevægelsen, og det blev en isoleret enkeltsag.

I stedet for at organisere en modstand med fagforeningerne, fokuserede man på at skabe kvindefællesskaber, der skulle styrke den enkelte.

Men det er en illusion at tro, at det borgerlige demokrati kan være den progressive kræft til at fremme ligestillingen, når kapitalisterne får meget mere ud af uligheden mellem kønnene.

I kampen for kvindefrigørelse, og menneskets frigørelse i det hele taget, må rammerne for begge køn sprænges. Det er en kamp, som er vigtig for alle arbejdere, både kvinder

Danmark

og mænd. Det er en kamp, der kræver enhed, og det nytter derfor heller ikke at adskille den fra resten af arbejderbevægelsen kampe, men derimod at integrere den deri.

Kvindekamp er klassekamp Det er noget af et paradoks, at flere kvinder end mænd går på videregående uddannelser, men at man stadig finder flest mænd på ledende poster overalt i samfundet. At tro at positiv særbehandling er våbnet som kunne løse dette problem, som man f.eks. prøver på i Sverige, er fejlagtigt og naivt.

En kvindelig leder er ikke mindre undertrykkende end en mandlig, og eksemplet udstiller fuldstændig de borgerlige feministers manglende forståelse for arbejderkvinders situation. De har jo også opnået, hvad de ville. De såkaldt ”bløde værdier” løsner ikke op for systemets undertrykkelse, men skaber illusioner, der svækker arbejderklassen.

Slavementaliteten som stadig hersker i vore dages samfund, skal erstattes af en bevidsthed om, at ingen er højere end andre, at vi alle er lige meget værd. Men mentaliteten kan ikke ændres før de materielle forhold ændres. Med en socialistisk revolution, hvor størstedelen af produktionen vil blive eksproprieret, vil der være mulighed for forbedringer med det samme. Lønforskellen vil forsvinde, opgaver i hjemmet rykkes i højere grad ud i det offentlige, og med bl.a. teknologiske fremskridt vil man generelt kunne sætte arbejdstiden ned.

Kvinder vil da få endnu større mulighed for aktivt at deltage i de demokratiske processer i samfundet. Men frigørelsen sker ikke med et slag, men vil ske ved overgangen til det klasseløse samfund.

Ingen af disse ting sker dog, hvis kvinden står alene med denne kamp.

Fagforeningerne og arbejderbevægelsen traditionelle organisationer må få kvindens ligestilling på dagsordnen og gøre det til en del af arbejdende mænd og kvinders kamp for bedre forhold. I sidste ende er det en kamp for at forandre systemet som undertrykker både arbejdende mænd og kvinder, og kun tilgodeser dem, som har magten og pengene.

Derfor: Gå med i kampen for kvindens frigørelse OG socialistisk revolution – de er uadskillelige. En sejr i klassekampen er den eneste vej frem.

Kvindekamp er klassekamp!

Læs eller bestil pjecen ”Marxisme og kvindens frigørelse” (Socialistisk Baggrund nr. 5) på www.marxist.dk

www.marxist.dk ● Mar/Apr 7. Årgang Nr. 35 ● 11

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Danmark

Indsamling

Tak for støtten Op mod årsskiftet opfordrede vi læsere og sympatisører til at støtte Socialistisk Standpunkt gennem vores juleindsamling. Vi havde et optimistisk mål om at samle 25.000,- kr. ind. Men resultatet blev endnu bedre.

I alt nåede vi op på 29.453,50 kr.

derfor på, at en konflikt kan være under opsejling. Socialistisk Standpunkt vil gennem aktive arbejdere og lærlinge gøre vores for, at der bliver stemt nej og for at presse lederne af fagbevægelsen til at kæmpe medlemmernes krav igennem.

Det er vores hidtidige rekord!

I næste nummer af Socialistisk Standpunkt vil vi løfte sløret for et større arrangement, som finder sted i Arbejdermuseet i forbindelse med 90året for den russiske revolution, arrangeret af Socialistisk Standpunkt.

Man kan roligt glæde sig.

Med de penge er avisen godt klædt på til 2007. Men som situationen ser ud nu er der da også al mulig grund til at klæde den marxistiske avis i den danske arbejderbevægelse godt på.

Det i skrivende stund indgåede industriforlig er en ren og skær skandale, der på ingen måder lever op til de krav, der er blevet stillet. Meget tyder

rangeret forskellige lokale indsamlinger. Mange tak.

Indsamlingen er et vigtigt skridt fremad. Men man kan også støtte vores avis ved at abonnere på den. Det koster kun 100,- kr. for et år. På den måde er man sikker på at modtage avisen, hvis man ikke lige møder den lokale avissælger.

Endnu engang tak for støtten.

At vi har kunne nå det flotte resultat skyldes udelukkende bidrag fra vores læsere samt de mange, der har ar-

DEM De gule fagforeninger (som er købt og betalt af arbejdsgiverne), herunder Kristelig ”Fagbevægelse”, angriber fagbevægelsens eksklusivaftaler ved diverse domstole.

De påstår at kæmpe for ”foreningsfrihed”, for arbejdernes ret til selv at vælge fagforening.

Arbejdsgivernes betalte presse fortæller tårevædede historier om almindelige arbejdere, der er blevet presset ud af deres arbejde af deres kolleger. Bare fordi de stikker dem i ryggen. Bare fordi de splitter hele virksomheden ved at gå imod flertallets beslutning om at organisere sig i en rigtig fagforening, hvor der trods alt findes en rest af strejkeret, og i stedet organisere sig hos de gule skruebrækkerorganisationer.

De tre største frisørkæder; Kjær-gruppen, Stender og Hos Peter tager arbejdsgivernes heroiske kamp et skridt videre, og inviterer Kristelig ”Fagbevægelse” ind i deres saloner for at hverve medlemmer.

&

OS Samtidig fortæller frisørernes arbejdsgivere (i et ledigt øjeblik, hvor de ikke er travlt optaget af deres glorværdige kamp for den enkelte arbejders ret til selv at vælge fagforening) at frisørerne skal melde sig ud af LO-forbundet Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund, så de kan komme ind under en ”overenskomst” konstrueret af Kristelig ”Fagbevægelse”… ellers står de til fyring. De 400 frisører der arbejder for de tre kæder, trues med lockout af deres arbejdsgivere. Organiserede frisører ringer grædende til deres forbund, fordi de trues direkte på deres levebrød. Alt sammen for at arbejdsgiverne kan få presset arbejderne ind i en ”fagforening”, der forhindrer medlemmerne i at strejke!

12

● www.marxist.dk ● Mar/Apr 7. Årgang Nr. 35

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Internationalt

Hands Off Venezuela skudt i gang i Danmark VENEZUELA Af Rasmus Jensen (HoV) Onsdag den 14. februar blev solidaritetskampagnen Hands Off Venezuela skudt i gang i Danmark, ved et offentligt møde i kulturhuset ”Bygningen” i Vejle.

Hands Off Venezuela er en international solidaritets kampagne, som blev startet efter den reaktionære oppositions kupforsøg mod Hugo Chávez i 2002. Formålet er at forsvare den bolivariske revolution i Venezuela og gå imod imperialismens forsøg på at intervenere i Venezuela. Revolutionen i Venezuela er en spændende proces, hvor millioner af mennesker er blevet involveret i politik, hvor arbejdere har besat fabrikker og drevet dem videre under egen kontrol og hvor folk i det hele taget er begyndt at tage stilling til sammfund omkring dem..

I hele landet har man haft stor succes med at samle arbejdere og unge om-

kring kampagnen. Man har modgået de borgerlige mediers løgne om Chávez og den revolutionære bevægelse.

Møder over hele landet I løbet af februar har der været afholdt en række Hands Off Venezuela -møder rundt omkring i landet. Andreas Bülow, som har boet over et år i Venezuela og arbejdet i den revolutionære bevægelse som journalist for den marxistiske avis El Militante, har holdt oplæg om baggrunden for revolutionen, kuppet i 2002, arbejdsgiverlockouten i 2002-2003, valgene og folkeafstemningerne i 2004, 2005 og senest den 3. december 2007. Derudover har han givet en aktuel analyse af situationen og fremsat et perspektiv for, hvordan revolutionen må vindes.

Det første møde i Vejle var arrangeret i samarbejde med den lokale afdeling af Socialistisk Ungdomsfront (SUF). Med 20 deltagere var mødet præget af entusiasme og flere af de

Gå med i den verdensomspændende kampagne

Læs mere på: www.handsoffvenezuela.dk Vejle

København

Roskilde

fremmødte gav udtryk for, at de gerne ville være med til starte kampagnen op. Et par dage senere blev et andet succesfuldt møde afholdt med 12 deltagere i Aalborg.

Den 17. februar var der arrangeret et større seminar i Verdenskulturcenteret i København. Der var to oplægsholdere fra Internationalt Forums América-gruppe, som gav en øjenvidneberetning fra Venezuela. Derefter gav Pelle Dragsted, international sekretær i Enhedslisten, et oplæg om den politiske situation i landet og gav sine visioner for revolutionens fremtid. Til sidst holdt Andreas Bülow et oplæg om fabriksbesættelser og revolutionære fagforeninger.

Seminaret var en stor succes. Der var gode diskussioner af perspektivet for revolutionen, og mange af de ca.

50 fremmødte skrev sig på en liste for at blive kontaktet, når der sker noget nyt i kampagnen. Blandt de fremmødte var både danskere, chilenere, columbianere og også den venezuelanske ambassadør. Der har efterfølgende været lignende arrangementer i SUF-afdelingen i Albertslund og der har været et offentligt møde i Roskilde, med 20 deltagere, videofremvisninger og livlig debat.

Gå med i Hands Off Venezuela Hands Off Venezuela er en åben solidaritetskampagne, som for alvor bliver startet op i Danmark i løbet af foråret. Alle som vil være med til at udbrede kendskabet til den venezuelanske revolution og forsvare det venezuelanske folks ret til at bestemme over deres eget liv uden indblanding fra imperialistiske magter, er velkomne til at kontakte kampagnen på hov.denmark@gmail.com. Den gejst og vilje som vi har oplevet i forbindelse med møderækken, viser at den venezuelanske revolution er en inspiration for mange mennesker. Det er så meget desto vigtigere at forsvare den.

www.marxist.dk ● Mar/Apr 7. Årgang Nr. 35 ● 13

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Internationalt

- Nederlag i Irak -

Nu har Bush øje på Iran IRAN Af Frederik Ohsten På trods af alle benægtelserne bliver det mere og mere klart, at Washington har fremskredne planer om et angreb på Iran. Herværende avis har tidligere fremført, at en amerikansk invasion af Iran er udelukket. Iran har en stærk hær, der tæller over en halv million soldater, og invasionsstyrker vil blive mødt af et folk, der er klar til at kæmpe til døden, hvis en invasion skulle komme på tale. USA ville let kunne få en blodtud i Iran, ligesom Israel fik det i Libanon i sommers.

Derfor er en invasion udelukket. Men luftangreb er en anden sag.

Israel og USA er opskræmte over udsigten til et atombevæbnet Iran.

Og saudierne er om muligt endnu mere i panik. Golfstaterne bevæbner sig til tænderne ved udsigten til en væbnet konflikt med Iran. Saudi Arabien købte i februar nye kampfly, missiler, kampvogne og andet isenkram for 283 milliarder kr. – eller hvad der svarer til 25 Storebæltsbroer. Kliken omkring George W. Bush råder ham

åbent til ”first strike” mod Iran. Det er ganske sandsynligt, at sådan et angreb bliver udført inden længe – enten direkte af USA, eller ved hjælp fra Israel.

USA er ved at tabe krigen i Irak, og de forsøger at skyde skylden på ”udenlandsk indblanding” (nej, ikke fra USA, men fra Iran). Men den irakiske opstand vil fortsætte med at tildele besættelsesmagten svære tab – uanset om Iran blander sig i Irak eller ej. Irans præsident Ahmadinejad forsøger for sin part at læne sig op ad det iranske folks antiimperialistiske instinkt i et forsøg på at redde mullahernes reaktionære regime, der er dybt upopulært blandt iranerne.

Teheran har lært af Irak Efter invasionen af Irak blev det klart for alle, at hvis man skal have en garanti mod et amerikansk angreb, gøres dette bedst med masseødelæggelsesvåben. Irak var dybt forkrøblet efter de barske sanktioner, og landets militær var i en elendig forfatning. Som alle bøller slår USA kun på de svage, der allerede ligger ned. Nordkorea praler højlydt af sine atomvåben, men her er kun verbale protester fra USA – og absolut ingen planer om et militært angreb. Så den eneste garanti, Iran lige nu kan opnå imod angreb, er at anskaffe sig kernevåben. Dette er muligvis moralsk forkert, men militærstrategisk set er det ganske logisk.

Målet med invasionen af Irak var, at plyndre landet – det samme formål som enhver anden imperialistisk krig. Den nye olielov for Irak, der er skrevet af et amerikansk konsulentfirma, forbere-

14

● www.marxist.dk ● Mar/Apr 7. Årgang Nr. 35

der det juridiske grundlag for, at udenlandske (læs: amerikanske) oliebaroner kan stjæle Iraks enorme olieressourcer – hvis ellers de kan få lov af modstandsgrupper, der saboterer olieforsyningen.

Bush: en færdig mand Sandheden er, at George W. Bush er en færdig mand i det Hvide Hus. Over 3000 amerikanske soldater er døde i Irak, og USA har brugt mere end 300 milliarder dollars. Midtvejsvalget i USA var et knusende nederlag til Bushs Irak-eventyrpolitik, og nu er den herskende klasse i USA bekymret over udsigten til en fortsættelse af denne politik. Den mere realistiske fløj af USA’s kapitalistklasse forsøgte med den såkaldte ”BakerHamilton” rapport at få Bush til at ændre kurs. Gruppen bag rapporten anbefalede, at man så sandheden i øjnene, at krigen er tabt for USA’s vedkommende, og at de må forsøge at alliere sig med Iran og Syrien for at holde et minimum af ro for de amerikanske interesser, når USA trækker sig ud af Irak.

Fra den amerikanske imperialismes synspunkt var dette ikke noget dårligt råd. Men George Bush og hans klike af højrefløjsfanatikere ville ikke lytte, og han optrapper i stedet. Dette bringer minder om Nixon, der også nægtede at acceptere nederlaget i Vietnam. Resultatet blev, at han blev væltet, af de enorme protester der byggede sig op i USA, og hvor de amerikanske kapitalister brugte den såkaldte ”Watergate-skandale” til at vælte ham af pinden. Et lignende exit for Bush er ikke udelukket. Utilfredsheden hober sig også op i USA i dag, ikke kun mod de tusinder af ligposer, men også utilfredshed med den økonomiske politik, elendige arbejdsforhold og senest skandalen om de uhumske militærhospitaler.

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk Krigen må stoppes af arbejderne Et angreb på Iran kan få katastrofale konsekvenser over hele mellemøsten, og det helvede, der nu er hverdag i Irak kan brede sig til Syrien og Iran – for ikke at tale om, hvad et iransk gengældelsesangreb vil koste den israelske arbejderklasse eller de saudiske masser.

En krig mellem USA og dets allierede på en ene side – og Iran (og muligvis Syrien) på den anden vil ikke have ét eneste progressivt atom i sig, og sådan en krig må undgås. Den eneste garanti imod, at sådan en krig bryder ud, er, hvis de amerikanske imperialister bliver afvæbnet af arbejderne i USA. De amerikanske arbejdere har

Internationalt

ikke råd til at sende deres sønner i døden for Bush og hans olie-venner, og de har heller ikke råd til at poste milliarder og atter milliarder ud på kapitalisternes krigseventyr, mens de sociale problemer i USA forbliver uløste.

Krig eller ej – både i Iran og USA er der opbygget store modsætninger.

Ahmedinejad sidder usikkert, hvilket kan ses på vigtige strejker som i Teheran-busselskabet Vahed og på det seneste valg, der gav støtte til ”reformisterne”. Også i USA lurer den politiske eksplosion under overfladen, og en krig – muligvis endda kombineret med en politisk skandale á la Watergate – kan meget vel få hele processen til at eskalere.

Fakta • USA’s militærbudget udgjorde i

2007 532,8 milliarder dollars. Det svarer til 53 procent af statsbudgettet.

• De to næststørste poster på statsbudgettet – sundhedsvæsenet og uddannelsessystemet – tilsammen 110 milliarder dollars.

• Antallet af virkelig fattige amerikanere steg med 26% mellem år 2000 til 2005.

• Medianindkomsten i USA i husholdninger i familier i den arbejdsdygtige alder, justeret for inflation, er faldet fem år i træk.

Kilde: Wikipedia og Center for Arms Control and non-Proliferation.

Verden set med - internationale noter Af Kim Molbech Guatemala: Fagforeningsleder brutalt myrdet Den 15. januar blev lederen af havnearbejdernes fagforening i Quetzal, Pedro Zamora, angrebet og skudt ned af bevæbnede lejemordere, da han var på vej hjem efter at have hentet sine børn. Zamora stod i spidsen for fagforeningens forsøg på at stoppe privatiseringen af havnen i Quetzal, landets største og vigtigste, og havde sammen med andre aktivister været udsat for trusler og chikane. De resterende medlemmer af fagforeningens ledelse fortæller, at de efter mordet på Zamora har modtaget dødstrusler, og bliver fulgt af fremmede, når de forlader deres hjem.

International Trade Union Confederation (ITUC) og International Transport Workers Federation (ITF) har fordømt mordet, og kræver en fuld undersøgelse af dette seneste eksempel på fagforeningsundertrykkelse i Guatemala. Havnens ledelse har tidligere sendt bevæbnet politi efter fagfore-

ningens ledere, og mistanken om at den er involveret i drabet kræves også undersøgt. “Dette grusomme drab vækker minder om de mørkeste dage i Guatemalas årtier af borgerkrig”, udtaler ITUC’s generalsekretær Guy Ryder, “…dette mord var planlagt og overlagt og havde til hensigt at sende et signal til dem, der tør stå frem og forsvare grundlæggende rettigheder”.

Guinea: Generalstrejke mødt med vold En generalstrejke i Guinea tog en drastisk drejning, da en planlagt fredelig demonstration i hovedstaden Conakry den 17. januar først blev mødt med rigtige kugler og tåregas fra sikkerhedsstyrkerne, og senere blev angrebet af politiet, der skød gummikugler mod de demonstrerende.

Guinea’s to største fagforeninger the Guinean Workers Union og The National Confederation of Guinean Workers indledte den 10. januar en generalstrejke, den tredje indenfor et år,

med krav om forbedrede levevilkår for befolkningen. Fagforeningerne peger på, at regeringen er skyld i landets økonomiske problemer og kræver, at præsident Lansana Conte træder tilbage. Conte kom til magten ved et kup i 1984, og har afvist at overdrage magten til en overgangs regering.

Strejken har lammet det vestafrikanske land, og har udløst gadekampe, hvor over 100 har mistet livet. Regeringen har svaret igen med et forbud mod offentlige protester, og bevæbnede soldater patruljerer nu i gaderne. Generelstrejken fortsattes dog, og som svar herpå indførte regeringen undtagelsestilstand. Conte prøvede at standse bevægelsen ved at udnævne en ny premierminister. Men det var først, da han i andet forsøg udnævnte Lansana Kouyate, at generelstrejken indtil videre er blevet

www.marxist.dk ● Mar/Apr 7. Årgang Nr. 35 ● 15

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Historie

Klassekampen i Danmark

Storkonflikten i 1998 STORKONFLIKT Af Marie Frederiksen I 1998 var op mod en halv million danske arbejdere fra den private sektor i strejke i 11 dage. Storkonflikten lammede Danmark og viste, at når arbejderne går i strejke, går det danske samfund i stå. I eftertiden er storkonflikten i borgerlige medier o.l. blevet fremstillet som ”dengang da danskerne hamstrede gær”. Men storkonflikten var meget mere end gærhamstring.

Storkonflikten i 1998 var en af de største konflikter nogensinde i Danmark, hvis ikke den største. I forbindelse med overenskomsten i år henvises der mange steder til storkonflikten i 1998 og andre, men det er sjældent, at der tegnes et reelt billede.

Hvad skete der?

Forhandlingerne om overenskomsten i 1998 lignede på mange måder et klassisk forhandlingsforløb. Godt nok var der problemer, og forhandlingerne blev sendt til Forligsmanden, som flere gange udskød konflikten, men i sidste ende nåede parterne til et forlig.

Men derfra gik det ikke ”som det plejer”. I fagforeningerne skal et forhandlingsforlig til afstemning blandt samtlige medlemmer, og for første gang siden 1956 stemte medlemmerne nej, trods alle fagtoppens anbefalinger!

Dermed var storkonflikten en realitet fra d. 27 april. Konflikten løb i 11 dage, indtil regeringen greb ind og stoppede konflikten.

Hvorfor brød konflikten ud?

Når de borgerlige skal forklare, hvorfor strejker bryder ud, begrunder de det ofte med, ”socialistiske ballademagere” eller ”urealistiske forventninger”. Storkonflikten i 1998 forklares således med, at Poul Nyrup udskrev

16

valg midt i overenskomstforhandlingerne, og at dette var med til at opskrue forventningerne blandt arbejderne, så de stemte nej. Det er en meget overfladisk forklaring, og det er ikke rigtigt; hvorfor skulle folk stemme nej, til et forlig de synes var godt?

Hvis man vil forstå, hvorfor en konflikt bryder ud, må man se på de underliggende Børsen d. 20. m arts 199 processer.

8 En vigtig faktor man må undersøge, er den økonomiske udvikling.

Fra 1973 og frem ændrede den danske økonomi sig; væksten blev lavere, arbejdsløsheden var konstant høj og reallønsstigningerne faldt. Men i årene op til storkonflikten gik økonomien lidt fremad, arbejdsløsheden faldt og virksomhedernes profitter steg enormt.

I 1997 havde den danske industri for fjerde år i træk en stigning på mellem 15 og 20 procent, og aktionærernes udbytte steg med 43 procent fra 1996 til 1997 (Jyllandsposten 07.05.98).

Men arbejderne mærkede ikke meget til denne fremgang; reallønnen stagnerede med en gennemsnitlig årlig vækst på 1,1 procent mellem 1993 til år 2000.

Ud fra den betragtning er det ikke så mærkeligt, at arbejderne mente, at det var på tide at få del i kagen. Man skal dog passe på ikke at drage en lige linie mellem den økonomiske udvikling og klassekampen – det er et komplekst samspil, hvor flere faktorer spiller ind.

Den danske model?

Når arbejdsmarkedet diskuteres hen-

● www.marxist.dk ● Mar/Apr 7. Årgang Nr. 35

vises der ofte til den såkaldte ”danske model”. Men det må siges, at være et yderst udflydende begreb.

Det skal betegne den måde som lønog arbejdsforhold reguleres på i Danmark. Det indebærer en høj organisationsgrad, nationale overenskomster, fredspligt mellem overenskomstforhandlingerne, og retten til konflikt når overenskomsterne udløber.

Ifølge den danske model er det arbejdsmarkedets parter, der selv regulerer arbejdsmarkedsforhold, uden indblanding fra politikerne. Men dette er en myte. Politikerne har ofte vedtaget love vedrørende arbejdsmarkedet, f.eks. vedtog skiftende regeringer i 1970’erne utallige lønpolitiske indgreb og fastfrysning af dyrtidsportioner (penge der blev udbetalt oveni i lønnen, når priserne steg).

Men politikerne har også grebet ind i næsten samtlige store konflikter, siden den Socialdemokratiske Stauning regering lavede det første indgreb i 1933.

Det blev også virkelighed i 1998, hvor den nyvalgte Socialdemokratiske regering med stemmer fra Venstre og Konservative greb ind efter 11 dages konflikt. I langt de fleste regeringsindgreb er mæglingsforslaget blevet ophøjet til lov, men i 1998 blev det til lidt flere fridage til arbejderne. Til gengæld afskaffede regeringen så sygeskatten, så det reelt ikke kostede arbejdsgiverne flere penge. (At der blev lagt lidt ekstra oveni hatten skyldtes nok primært den nært forestående afstemning om Amsterdamtraktaten, som politikerne meget gerne ville have et ja til).

Indgrebene betyder i realiteten, at strejkeretten er afskaffet for den dan-

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk ske arbejderklasse. De må ikke strejke mellem overenskomsterne, som vi så det i efteråret med pædagogernes strejker, men når de rent faktisk må strejke som i 1998, så ender strejken med, at regeringen griber ind, og ophæver det mæglingsforslag, som de har forkastet, til lov. Hvad er så formålet med fagforeninger og strejker?

Det viser, at den faglige og den politiske kamp ikke kan adskilles, og at det var fuldstændig hul i hovedet at LO kappede båndene til Socialdemokratiet i 1995.

Klassesamarbejde Storkonflikten i 1998 beviste med al tydelighed Trotskijs udtalelse, at ”menneskehedens krise er en krise i arbejderklassens ledelse”. Lederne af den danske arbejderklasse har bevæget sig fuldstændig væk fra deres medlemmer, og er mere interesserede i fredeligt samarbejde med arbejdsgiverne end i at forsvare og kæmpe for deres medlemmers interesser. Deres høje lønninger, behagelige jobs og udsigten til bestyrelsesposter har gjort deres liv mere lig arbejdsgivernes end manden og kvinden på gulvets.

Historie

Fagbevægelsens ledere er mere bekymrede for ”samfundsøkonomien” end deres medlemmer. LOs formand Hans Jensen udtalte således om OK97; ”Jeg tror godt, at medlemmerne kan forstå, hvorfor stigningen i lønnen er blevet så meget mindre sammenlignet med tidligere. Vi har i fagbevægelsen accepteret en lav lønstigningstakt for at fremme beskæftigelsen og øge konkurrenceevnen.” (Weekendavisen, 24.01.97) En politik allerede fastslået i 1987, hvor fagbevægelsens ledelse indgik en aftale med den borgerlige regering og arbejdsgiverne om at holde lønningerne nede, en aftale der først blev opsagt efter regeringsindgrebet i storkonflikten i 1998.

Før forhandlingerne om overenskomsten i 1998 startede tog forhandlerne fra både fagforenings- og arbejdsgiversiden på en fælles udlandsrejse, for ”at ”vejre stemningen”. Herefter startede forhandlingerne. De blev fremstillet som utrolig komplicerede og blev gang på gang udskudt. Men dette er et spil for galleriet, der foregår til de fleste overenskomster, senest her i 2007, hvor de fleste for-

handlinger alligevel ender med forlig.

De lukkede døre og forhandlinger dag og nat tjener et formål; at fremstille resultatet som det absolut bedst opnåelige. Rammen er aftalt på forhånd, så hvor svært kan det være?

Under konflikten gjorde de faglige ledere intet for at organisere strejken.

Men helt absurd blev det først, da fagbevægelsens ledere efter regeringsindgrebet protesterede mod det; ikke fordi de mente, politikerne skulle blande sig udenom, men fordi det gav arbejderne mere end det oprindelige forslag, fordi det så ville underminere deres autoritet som forhandlere!!!

Men i 1998 var det for første gang i 42 år arbejderne, der stemte nej til et forlig, som deres ledere anbefalede. I 1985 var det forhandlerne i både DA og LO, der forkastede forliget, før det havde været til afstemning; fagforeningstoppen er altså ikke almægtig.

Arbejderne har magten Hvad strejken viste, var, at det er den danske arbejderklasse, som kører samfundet. Arbejderne bestemmer, om hjulene kører, om benzinen leve-

Faneborg foran DA under storkonflikten i 1998, som var en af de største konflikter i Danmark, hvis ikke den største. www.marxist.dk ● Mar/Apr 7. Årgang Nr. 35 ● 17

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Historie res, om børnehaverne rengøres osv.

Under konflikten hylede de borgerlige og arbejdsgiverne hysterisk op om, at arbejderne bragte samfundet i fare.

Men det var ikke andet hyklerisk snak. Det var f.eks. arbejdsgiverne, der truede med at lockoute supermarkeder. Men svaret var, at så ville Coop’s butikker holde åbent, så folk kunne få mad. På samme måde opsatte fagforeningerne et udvalg til at tage sig af ansøgninger om fritagelse fra strejken; de besluttede således, at al vigtig medicin skulle bringes ud, at ambulancer skulle have benzin osv.

Også på andre områder sørgede fagforeningerne for, at ingen skulle lide nød. F.eks. besluttede elektrikerne fagforening, at hvis nogen havde akut brug for hjælp, så skulle de bare ringe til elektrikernes fagforening, så skulle de nok sende elektrikere af sted.

I virkeligheden viser det arbejdermagt i sin kim-form – det viser, at kapitalisterne er aldeles overflødige i vores samfund, netop derfor er arbejdsgiverne også hunderædde ved udsigten til strejker. At, det er arbejderne, der har kontrollen i samfundet, er således tydeligt; selv politiet måtte ansøge udvalget om benzin til deres biler. Men dette eksempel viser også, at det absolut ikke er arbejderne, der ønsker at ramme ”borgerne”, men tværtimod arbejdsgiverne der er fuldstændig ligeglade.

Da konflikten blev stoppet af regeringsindgrebet, var det bl.a. på baggrund af en heftig hetz, der beskyldte arbejderne for at være dyremishandlere, fordi nogle stakkels kyllinger ikke kunne slagtes. Men sandheden var, at hele problemet ligger i den måde, som kyllinger produceres på, som industrivarer og ikke levende væsener; de stopfordres, så de skal slagtes nærmest på klokkeslæt, for at deres ben ikke skal knække under deres eksplosivt voksende kropsvægt. Man kan derfor med ret spørge; hvem er de reelle dyrplagere? Og man skulle da også mene, at kapitalisterne havde lært lektien; allerede ved generalstrejken i 1956 blev de stakkels kyllinger brugt som undskyldning for at stoppe strejken!

18

Strejken viser, at det er arbejderne, som driver alle samfundets funktioner.

Men den virkelige grund til, at regeringen greb ind, skal ikke findes blandt de stakkels kyllinger, men blandt kapitalisterne, både i Danmark og verden over. De udenlandske kapitalister havde truet med, at varede strejken i mere end 10 dage, ville de trække deres investeringer ud, hvilket ville have store konsekvenser for de danske kapitalister. Og ganske rigtigt konflikten fik lov at vare 11 dage.

Strejken viser, at arbejderne potentielt har magten, men også kun potentielt, uden en ledelse kan arbejderne ikke vinde kampen. Det var lige præcis, hvad der skete i 1998.

Der er brug for en virkelig ledelse I storkonflikten i 1998 spillede LOtoppen ingen rolle overhovedet. Konflikten blev i stedet kørt af fagforeningsinitiativet, sammensat af flere ”røde” fagforeninger, der også havde organiseret nej-kampagnen. Kampagnen budskab var kravet om den 6. ferieuge, og det var også kravet under storkonflikten, et krav som langt fra blev opfyldt af regeringsindgrebet.

På dagen for regeringsindgrebet blev der holdt et stort tillidmandsmøde med 1000 deltagere, her var det tydeligt, at også fagforeningsinitiativet ønskede at stoppe strejken, ligesom kommunisterne havde gjort det i 1985. Stemningen på mødet var, at indgrebet var uacceptabelt, siden det ikke gav den 6. ferieuge, som var

● www.marxist.dk ● Mar/Apr 7. Årgang Nr. 35

kravet. Da en ung lærling derfor rejste sig på mødet og sagde, at den nationale koordinationskomite af tilllidsmænd havde ansvaret for at tage den effektive ledelse af bevægelsen, at fastholde strejken og kæmpe mod regeringens indgreb med en generalstrejke, kom hele mødet i kog og begyndte at råbe; generalstrejke, generalstrejke!

Men som det er set før, fik dirigenterne manøvreret uden om afstemninger af konkrete forslag og strejken ebbede efter et par dage ud. Problemet var, at der ingen alternativ ledelse var, der kunne gå i spidsen. Venstrefløjen havde hverken vist en vej frem under konflikten; den fremsatte ingen forslag til hvordan strejken kunne udvides til også at omfatte f.eks. den offentlige sektor, og da regeringsindgrebet kom, havde den heller ingen alternativer. Under hele konflikten holdt den sig i stadig kontakt med LO-toppen, der havde vist sig ude af takt med sine medlemmer.

Storkonflikten viste, at den danske arbejderklasse har en utrolig magt, en magt der kan bruges til at få alle krav igennem og ændre samfundet grundlæggende. Men skal denne magt bruges, skal der en ledelse til.

Det er derfor den første afgørende opgave; at opbygge en ledelse, der kan udfordre den nuværende ledelse, og stå i spidsen for arbejdernes kampe.

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Teori

Højere løn skaber ikke inflation ØKONOMI Af Lasse Bertelsen Det har så vidt vides aldrig kunne lade sig gøre at have en overenskomstforhandling, som ikke er blevet mødt med et hylekor bestående af kapitalister, borgerlige politikere, såkaldte vismænd, borgerlige økonomer og medier. Forhandlingerne her i 2007 er på ingen måde en undtagelse. Endnu engang har de travlt med at forklare de alvorlige plager, der vil ramle ned over landet, hvis arbejderne får mere end et par kroner ekstra i lønningsposen.

Lytter man lidt efter deres skingre røster, kan man næsten spore en anelse desperation. Men inden man lader sig overbevise af disse (af sig selv erklærede) ”kloge hoveder”, bør man lige stoppe op. Ifølge dem selv kommer deres advarsler af en dyb bekymring for samfundets ve og vel.

Deres ”objektive analyser” gør, at de ikke har andet valg end at mane til ”besindighed”. Men blandt arbejderne på arbejdspladserne er der en sund skepsis mod disse eksperter. Af en

eller anden grund er det altid de mest velhavende folk i toppen af samfundet, der pædagogisk prøver at forklare arbejderne, at der ikke er råd til, at de får nogle forbedringer.

Der er masser af penge I 2007 kan alle se, at der blandt ejerne af virksomhederne (kapitalisterne) er masser af penge. De sidste 10-15 år har det ene rekordoverskud fulgt det andet. Det har blandt andet ført til, at direktørerne har modtaget gigantiske lønstigninger, bonusser og aktieoptioner. At sige, at der ikke er råd i en situation, hvor toppen af samfundet vælter sig i penge, er altså åbenlyst løgn.

Dette er nemt at gennemskue. Derfor har kapitalisterne ansat veluddannede økonomer med fine universitetsgrader til at komme med mere raffinerede påstande. Ikke desto mindre er disse påstande lige så lidt i tråd med virkeligheden, som påstanden om at der ikke er råd. Et af kapitalisternes vigtigste argumenter er, at stigninger i lønnen, fører til stigende priser – altså inflation. Det kunne

umiddelbart lyde logisk. Når arbejdere får højere lønninger, kan de købe mere, og dermed kan kapitalisterne sætte priserne op. Men så enkelt er det ikke. Marx forklarede for længe siden, at lønstigninger ikke skaber inflation, det kommer vi tilbage til om lidt.

Udbud og efterspørgsel kan ikke forklare priserne Kapitalisterne hævder, at deres øgede lønomkostninger bliver lagt på prisen. Derfor hævder de, at arbejderne ikke får noget ud af lønstigninger. Men det er forkert. Marx forklarede for mange år siden, at priserne på varer er afhængige af den tid, det har taget at producere dem. Med andre ord af den samlede mængde arbejdskraft, der er lagt i en vare. De kapitalistiske økonomer hævder derimod, at priserne bestemmes af udbud og efterspørgsel. Det er kun til dels rigtigt, da det ikke kan forklare, hvorfor at priserne altid svinger omkring et bestemt beløb. En dåse flåede tomater vil altid være billigere end en computer. Hvorfor? Fordi det har taget længere tid at producere en computer end en dåse flåede tomater. Prisen er med andre ord afhængig af den tid, det tager at producere varen.

For at en kapitalist kan producere en computer, skal han bruge en masse dele. De dele betaler kapitalisten, der producerer computere, andre kapitalister for at producere. Derudover skal han bruge en maskine, der kan sætte delene sammen, samt en arbejder til at bestyre maskinen. Men de forskellige dele er også produceret af arbejdere, og det samme gælder for maskinen.

Stigningen i pengemængden spiller modsat lønstigninger en stor rolle i skabelsen af inflation.

Grundlæggende bestemmes en vares pris altså af den tid, det har taget at producere delene, maskinen, og den tid som det tager arbejderen at

www.marxist.dk ● Mar/Apr 7. Årgang Nr. 35 ● 19

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Teori sætte delene sammen. En pris udgøres altså af udgifter til råmaterialer, maskiner og lønninger. Men hvor kommer så profitten til kapitalisten fra? Han kan ikke mindske udgifterne til råmaterialerne eller maskinerne.

De er nødvendige for at producere en computer. Altså er det kun på arbejderens arbejdskraft, at kapitalisten kan tjene penge.

Et eksempel For at få profit må kapitalisterne holde arbejdernes lønninger længere nede, end den nye værdi (merværdi), arbejderen skaber. Hvis man trækker udgifterne fra de forskellige dele og maskiner væk, producerer en arbejder på 8 timer måske 1 computer.

Udgifterne til delene og maskinen udgør for eksempel 1.600 kr. Ved at sætte det sammen har arbejderen produceret en computer på 8 timer.

Værdien af hans 8 timer udgør for eksempel 200,- kr. pr. time. Det giver 1.600,- på 8 timer. Computerne har altså en værdi svarende til 3.200,- kr.

Men arbejderen får ikke 200,- i timen.

Lad os sige han får 100,- kr. Altså har kapitalisten haft en udgift på 1.600,til maskiner og råmaterialer samt 800,- til lønninger. Altså en samlet udgift på 2.400,-. Dermed kan kapitalisten skrabe 800,- til side til sig selv.

Det er det beløb, Marx kalder merværdi. Altså den værdi arbejderen skaber, men som han ikke selv får i løn.

Af den merværdi skal kapitalisten betale leje af fabrikslokalet og renter på lån. Resten ryger i kapitalistens lomme som profit.

Højere løn betyder lavere profitter Kapitalisten kan ikke bare hæve og sænke priserne, som han har lyst til.

Han er i konkurrence med andre kapitalister, og hæver han prisen mere end de andre, vil han ikke sælge noget. Hæver alle kapitalisterne prisen på et marked, vil det give dem en ekstraprofit, hvilket vil tiltrække andre kapitalister, og i sidste ende vil prisen falde tilbage til sit oprindelige niveau igen. Hvis arbejderne i Danmark ved en overenskomstforhandling får 10%

20

mere i løn, (hvilket ville være absolut rimeligt), kan kapitalisterne ikke bare hæve prisen med 10%, da de så vil blive udkonkurreret af udenlandske kapitalister. Hvis man kigger på det overstående eksempel, vil det betyde, at arbejderne nu vil få 880,- kr. for en dags arbejde, mens kapitalisten nu kun vil kunne hive 720,- kr. ind til sig selv. Altså fører lønstigninger ikke til højere priser, men lavere profitter til kapitalisterne.

Men hvad skaber så inflation?

Der er mere end et forhold, der skaber inflation. I en kapitalistiske økonomi fungerer handel ved, at man bruger penge som betalingsmiddel.

Før i tiden byttede man varerne direkte og uden brug af penge, men de fleste er nok enige om, at det ville være for besværligt, hvis man skulle have 4 høns med i Netto, hver gang man skulle købe ind. Derfor har man opfundet penge. En hundredekroneseddel koster måske 2 kroner at producere. Men staten har fastlagt, at en sådan lap papir har en værdi svarende til 100,- kroner.

Inflation kommer, når stigningen i pengemængden ikke svarer til stigningen i varemængden. Det svarer til at have et papir, der giver dig ret til et stykke af en banan. Når du kommer hen til manden med bananen, står der en til, der også har et papir, som giver personen ret til et stykke af bananen. Altså kan man få en halv hver. Hvis man så forestiller sig, at skumle personer finder på at lave flere af de her papirer, så vil man umiddelbart tro, at et stykke papir giver ret til en halv banen. Men når du kommer hen til manden med bananen, står der for eksempel 3 andre.

Altså repræsenterer dit papir nu kun værdien af en kvart banan. Det er en meget simpel forklaring af inflation.

Men ganget op mange gange er det den samme proces, der foregår på samfundsniveau.

Olsen banden, røde kufferter og inflation Der er mange faktorer i det kapitalistiske system, der er med til at få pengemængden til at stige. Penge-

● www.marxist.dk ● Mar/Apr 7. Årgang Nr. 35

mængden udgøres ikke kun af pengesedler og mønter. Det er nok mest i gangsterfilm og Olsen banden, at rige folk render rundt med store pengebeløb i røde kufferter.

De fleste pengeoverførelser ordnes i dag over computeren og telefonen.

Når AP Møller koncernen har udkonkurreret endnu et firma, og opkøber det, sker det ved at flytte rundt på nogle cifre på forskellige konti. I 80’erne var det meget populært at betale med cheks, i dag er de næsten helt erstattet af kreditkort. Mange betaler deres regninger over internettet. Med andre ord bliver mængden af rigtige pengesedler mindre, og er i stedet erstattet af andre betalingsformer. Det betyder, at når man låner penge i banken, så skal man ikke hen med en stor kuffert. I stedet overfører de et beløb til ens konto, som man så selv overfører til en anden konto.

Kapitalisterne låner også penge i banken. For at kunne producere er de nødt til at investere i maskiner og råvarer. Derfor er de nød til at låne penge i banken. De er også nød til at betale arbejdernes løn, selvom de måske endnu ikke har solgt alle de varer, som arbejderne har produceret. I tidernes morgen lånte bankerne de penge ud, som andre havde sat ind i banken. Men med tiden er det blevet muligt at låne penge ud, som banken reelt ikke har, så længe banken har en vis pengebeholdning.

Bankerne tjener penge på at låne penge ud – så jo flere de kan låne ud, jo bedre er det for banken. De skal bare være sikre på, at deres pengebeholdning er stor nok, hvis nu flere end normalt af de folk, der har penge i banken, ønsker deres penge udbetalt. Det behøver ikke umiddelbart at skabe inflation, hvis lånene bliver investeret i reel produktion, (stigningen i pengemængden svarer til stigningen i varemængden). Men det er klart, at det er meget farligt at låne penge ud, som reelt ikke eksisterer.

Forbrugslån Hvor langt, bankerne er parate til at gå i jagten for at indkassere renter på

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Teori

udlån, kan blandt andet ses med forbrugslånene. Der var engang, hvor bankerne krævede garantier for at låne penge ud, men nu kan man låne 200.000 – selv hvis man er i Ribers eller lignende. Det er dybt uansvarligt. Det betyder, at mange tusinder overlever på lån, som de aldrig vil kunne betale tilbage. Renterne alene er med til at fordoble lånene i løbet af få år.

Boligboble Som nævnt er der mange faktorer indenfor kapitalismen, der skaber inflation. For eksempel er de stigende huspriser med til at skabe millionformuer ud af ingenting. At huse, der i 1990 kostede 400.000 i dag, koster 2,6 mio. er et tydeligt tegn på en prisboble af format. Penge skabt af spekulation. Et andet eksempel er, at man kan købe lejligheder og huse, før de er bygget. Man belåner altså værdien i en lejlighed, der ikke eksisterer.

Aktier Spekulation i aktier og obligationer er et andet område, hvor penge skabes ud af den blå luft. Et godt eksempel er IT-sektoren i slutningen af 1990erne, hvor aktierne oplevede historisk høje stigninger. Igen var de borgerlige økonomer fremme og snakke om IT-miraklet. Men i 1998 styrtdykkede aktierne - fordi de ikke repræsenterede nogen reel værdi. Det sørgelige ved det hele er, at de nu er ved at nå samme niveau.

Pointen er, at aktiemarkederne opererer med gigantiske summer, men de repræsenterer ikke på nogen måder en reel værdi.

Statsgæld Statsgælden har tidligere været en betydelig kilde til inflation. I 1970erne og 1980erne optog de forskellige stater massive lån for at finansiere underskuddene på statens budgetter.

Måden, man har gjort det på, var ved at sælge obligationer. På den måde lånte man penge fra de store banker og kapitalister, som tjente styrtende med penge på ordningen. Men på verdensplan har man siden 1990erne

I starten af 1920’erne havde man i Tyskland en så voldsom hyperinflation, at pengene blev mindre værd time for time og man til sidst kunne fyrre med dem.

satset massivt på at bringe underskuddene ned. Det er foregået ved massive angreb på arbejdernes tilkæmpede rettigheder. På den måde har arbejderne betalt prisen.

Inflationen er kapitalistisk Det er blot nogle eksempler på ting, der er med til at skabe inflation. Det er kapitalisterne og deres system, der må holdes ansvarlige - og på ingen måde arbejderne. Kapitalisternes påstand om, at det er høje lønninger, der skaber inflation, er uden sammenhæng med virkeligheden. Enhver, der tager sig ulejligheden med at sammenligne lønstigninger og inflationsstigninger, vil se, at der på ingen måder er en automatisk sammenhæng. De borgerlige økonomer fremhæver tit 1970erne og 1980erne, men her steg lønningerne meget for at følge med inflationen - ikke omvendt. Selv visse borgerlige økonomer anser dette for et statistisk faktum.

Det er forkasteligt, at kapitalister truer arbejderklassen til at holde igen med lønninger under truslen om inflation.

Det er den kapitalistiske økonomi, der skaber inflation. Den voksende boligboble forbereder en økonomiskekatastrofe for mange danske arbejderfamilier. Der er lagt op til, at arbejderklassen endnu engang skal betale prisen for et system, der ikke virker. Det er ikke holdbart.

I stedet må sættes et samfund, der ikke tvinger flertallet til nedgang i levestandarden, for at et lille mindretal skal blive endnu rigere. Som bruger værdierne i samfundet, til det hele samfundet demokratisk beslutter, de skal bruges til. Det kan kun være et socialistisk samfund, hvor de største virksomheder, banker og forsikringsselskaber er underlagt arbejderklassens demokratiske ledelse og kontrol.

www.marxist.dk ● Mar/Apr 7. Årgang Nr. 35 ● 21

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Historie

- Den tyske revolution -

Krisen i 1923 TYSK ARBEJDERKAMP Af Simon Bruun (Denne artikel er en del af en artikelserie om tysk arbejderhistorie. De foregående afsnit kan læses på www.marxist.dk) Tysklands nederlag i den første verdenskrig fik en lang række omfattende konsekvenser for det tyske folk.

Krigens sejreherrer viste hurtigt deres bestialske gangstermoral, og tog på bedste imperialistisk vis hver deres bid af kagen for at udrydde enhver form for konkurrence fra deres i forv ej en bl ø d en d e m o d s ta n der . ”Fredsaftalen” i Versailles 1919 var ikke andet end simpelt imperialistisk rapseri, som skulle få fatale politiske, sociale og ikke mindst økonomiske konsekvenser for et Tyskland, der allerede lå ned.

De tyske kolonier blev delt mellem Italien, Frankrig, Belgien, Japan og Storbritannien, der tog størstedelen, men også selve Tyskland blev sønderrevet. Frankrig fik området Alsace -Lorraine med en befolkning på to millioner og ikke mindre end en tredjedel af den tyske jernproduktion.

Ligeledes blev den tyske hær reduceret til 100.000 mand, en hær der øjensynligt blev ladt tilbage som de allieredes forsikring mod en tysk revolution på linje med den russiske fra 1917.

Frankrig besætter Ruhrdistriktet I maj 1921 krævede de allierede desuden fuld tilbagebetaling for, hvad der var mistet under krigen. Tilbagebetalingen blev en umulig byrde for den tyske økonomi, og allerede i januar 1923 faldt Tyskland bagud i betalingen. Indenfor få dage blev 60.000 franske tropper under ledelse af general Degoutte sendt ind for at besætte Ruhrdistriktet. Ruhrdistriktet udgjorde den industrielle rygrad i Tyskland. 80 procent af Tysklands

22

stålproduktion samt 71 procent af kulproduktionen var samlet i Ruhrområdet.

Det gik ikke ubemærket hen. En national modstand spredte sig som løbeild over landet. I Berlin alene demonstrerede 500.000. Regeringen så sig presset fra neden til at organisere en ”passiv modstand”. Ruhrs arbejdere blev opfodret til at føre en ikkesamarbejdspolitik med den franske besættelsesmagt. ”Arbejd langsomt”kampagner, strejker og sabotage blev brugt mod besættelsesmagten, der svarede igen med 10.000 udvisninger i løbet af 6 måneder. Kamplysten bredte sig gennem det centrale Tyskland i takt med, at levestandarden efterhånden sammen med økonomien styrtdykkede, og inflation blev til hyperinflation.

Prisen på et brød i 1918 var 0,63 mark – i januar 1923 var det 250 mark. Herefter eskalerede inflationen yderligere til den nåede usandsynlige højder. I juli 1923 kostede et brød 3465 mark, i september 1,5 million, og da inflationen var på sit højeste i november 1923, kostede et brød 201.000 millioner mark.

Hyperinflationen betød også, at arbejderne skulle skovle penge op i en trillebør for at betale for et brød. Ligeledes oplevede de, at deres løn var værdiløs, nærmest før den blev udbetalt. Borgerskabet tjente derimod kæmpe summer på spekulation i den værdiløse valuta. De tog kæmpe lån og betalte først tilbage, når pengene var næsten værdiløse Småborgerskabet var i oprør over den desperate situation, og vendte nu blikket mod arbejderbevægelsen.

KPD-lederne tøver Hele denne kamp, der brød ud som en national modstandskamp mod den franske besættelsesmagt, udviklede sig nu til klassekamp og endda den voldsomste i Tysklands historie. Den

● www.marxist.dk ● Mar/Apr 7. Årgang Nr. 35

31. marts 1923 forsøgte 53.000 arbejdere at standse de franske vogne med madforsyninger. Episoden endte med 13 dræbte og 40 sårede. 13. april overtog arbejderne i byen Mulheim rådhuset, og oprettede et arbejderråd og forsøgte at oprette en arbejdermilits. I maj blev Tyskland så ramt af en massiv strejkebølge med krav om regeringens afgang. De tyske arbejdere vendte sig nu i større og større grad mod Kommunistpartiet (KPD) i forhåbning om, at de ville tage lederskabet. Muligheden for revolution i Tyskland viste sig nu klart, men desværre fulgte Kommunistpartiets ledere ikke trit med den objektive situation, og benægtede, at det var muligt med arbejdermagt på grund af ”manglende revolutionær vilje”, en fatal fejltolkning af hvad der faktisk gærede under overfladen.

I august var inflationen så massiv, at priserne reelt set fordobledes med kun få timers mellemrum. Spontane strejkebevægelser, der omfattede omkring 3 millioner, kulminerede i en generalstrejke i Berlin, der hurtigt spredte sig gennem landet. Målet med bevægelsen blev hurtigt at vælte den siddende regering, hvilket lykkedes for de tyske arbejdere. Kommunisterne var nu tvunget til at forholde sig til situationen, og ledelsen tog til Moskva for råd og vejledning om, hvordan partiet skulle forholde sig over for et kommende oprør. Trotskij pressede på for, at partiet fastlagde en dato for opstanden for at sikre den revolutionære proces' udvikling, men flere af hans forslag blev forkastet af Kommunistpartiets ledelse. I stedet valgte de at følge rådene fra Stalin, Bukharin og Zinoviev om, at partiet skulle være ”tilbageholdende” og holde sammen på enhedsfronten med Socialdemokratiet i stedet for at forberede sig på en ny revolutionær bølge og planlægge en opstand, hvor magten kunne overgå til arbejderne.

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Historie

Tidligere var ledelsen af KPD – efter en diskussion i den Kommunistiske Internationale – korrekt gået væk fra den ultra-venstre taktik, de havde ført i marts 1921. De var gået over til systematisk arbejde i fagforeningerne og parlamentarisk arbejde for at vinde opbakning fra masserne til det kommunistiske program. Men efter den første krise blev afværget, faldt lederne i en anden grøft og underordnede sig de socialdemokratiske ledere, der af al kraft prøvede at redde kapitalismen i Tyskland fra en socialistisk revolution.

Kongressen i Chemnitz Mens de tyske arbejdere gjorde sig klar til kamp, og kommunistpartiets væbnede grupper talte mere end 100.000 arbejdere, fortsatte inflationen, og i september valgte den tyske regering at bøje sig for det tyske borgerskab, der tabte penge, og kræve den franske besættelse af Ruhrdistriktet standset. For at sikre sig mod anti-kommunistiske tiltag besluttede Kommunistpartiet at indtræde i delstatsregeringer, og hjemvendt fra Moskva gik de i regering med de lokale socialdemokrater i 2 delstater. Det bifaldt den centrale regering dog ikke, og efter at have krævet, at arbejderne skulle nedlægge de våben, som Kommunistpartiets væbnede grupper var i besiddelse af, sendte de tropper ind, hvor kommunisterne sad i regering.

Som modtræk blev der indkaldt til fagforeningskongres i Chemnitz, hvor et forslag om generalstrejke blev fremlagt af kommunisten Brandler.

Men den socialdemokratiske minister Gaupe blev rasende og truede med, at socialdemokraterne ville forlade mødet, hvis forslaget blev sat til afstemning. I et forsøg på at bevare enheden efter Gaupes farcelignende optræden trak Brandler forslaget, og måtte opgive planerne om generalstrejke og opstand. Da udfaldet af mødet synes klart, blev kommunister sendt ud for at standse deres kammerater fra at starte den halvplanlagte opstand og generalstrejke.

Uheldigvis nåede de ikke altid frem i tide, og i Hamburg kæmpede hundredvis af arbejdere således mod poli-

Kommunisterne fik overvældende støtte fra arbejderne på baggrund af krisen i 1923, og man forberedte sig på en opstand. Desværre kapitulerede ledelsen af KPD, under rådgivning fra Komintern-lederne Zinoviev, Bukharien, Stalin og Radek, og nægtede at tage et opgør med ledelsen for Socialdemokratiet.

Det førte i oktober til udbredt demoralisation, hvilket lagde grunden for facisternes hærgen. Foto fra antifascistisk demonstration i Dresden , juni 1923.

tiet i adskillige dage, før opstanden blev slået ned.

Kommunistpartiet havde endnu engang fejlet i en revolutionær situation.

Dette skyldtes utvivlsomt, at partiet frygtede en gentagelse af arbejderklassens splittelse i 1921, og derfor gik på kompromis med Socialdemokratiet. Men da massernes orientering skiftede, fastholdt partiets ledere den gamle taktik, (som var udarbejdet til at modgå Kapp-kuppet i 1921 og bryde partiets isolation, men ikke var egnet til en revolutionær opstand), og dermed overgik initiativet til borgerskabet, da arbejderne og det desperate småborgerskab blev skuffede over den mislykkede revolution.

Trotskij forklarede desuden nederlaget som et resultat af manglende handlekraft. Som konsekvens af at have gemt sig i Socialdemokratiets skygge, havde Kommunistpartiet ikke

vist arbejderne vejen frem, men i stedet distanceret sig fra dem. Partiet havde handlet som under fredstider og ikke som en kamporganisation, ligesom afvisningen af at sætte en dato for opstanden var en voldsom fejlvurdering: ”Opstand er et håndværk. Værket kræver et klart sigte, en præcis plan og en tidsplan. Det vigtigste var dog dette: i god tid at sikre den præcise taktiske drejning mod magtens erobring. Og dette blev ikke gjort. Dette var den største og mest fatale fejltagelse.” Trotskij.

Vejen var lagt for konsolidering af den tyske kapitalisme, og dermed for Hitlers vej til magten. Det kan du læse mere om i næste nummer af Socialistisk Standpunkt.

www.marxist.dk ● Mar/Apr 7. Årgang Nr. 35 ● 23