nr38

SOLIDAR

ITETSPR

LÆS INDE I BLADET:

IS KR. 2

0,-

SOCIALISTISK STANDPUNKT DEN MARXISTISKE AVIS FOR ARBEJDERBEVÆGELSEN NR. 38 SEP/OKT 2007 7. ÅRGANG PRIS KR. 10,-

• Velfærdsrettigheder - et sving til venstre fra Socialdemokraterne (s. 4-5) • Velfærdsdemonstrationer kampen, strejkerne og vejen til sejr (s. 6) • Posten og behovet for en tillidsmandsring (s. 10-11) • Uddannelseskamp (s. 12-13) • Den russiske revolution - opstand, reaktion og revolution (s. 20-21) • Hvad er en revolution? (s.

22-23)

STYRK VELFÆRDEN!

Enhed i arbejderklassen kan vælte Fogh og co.

MARXIST DK

Indhold

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Indhold

- Leder -

Leder

2

På Spidsen

3

Socialdemokratiet

4

Kampen for bedre velfærd

6

Frygt i finansverdenen

7

Offentligt ansatte

8

Postarbejdere

10

Kampen på gymnasierne

12

Nedskæringer på universiteterne 13 Situationen i SUF

14

Revolutionen i Venezuela

15

Verden set med hånden

16

Valg og revolution i Pakistan

17

Trotskijs sidste slægtning

19

Den rusisske revolution del 2

20

Hvad er en revolution?

22

SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af avisforeningen SOCIALISTISK STANDPUNKT Degnestavnen 19 st.tv 2400 Kbh. NV. Tlf.: 61651088 ISSN: 1901-1695 WWW.MARXIST.DK marxist@marxist.dk Ansv.red: F. Ohsten

Fogh på afveje Mere til de rige, og lad fanden tage de sidste. Sådan ser det ud til, at Fogh og hans bagmænd i industrien havde tænkt, da de lavede skattereform. Regeringen så ud til at være uenige med Dansk Folkeparti om spørgsmålet om en topskat, men fandt i sidste ende et kompromis i form af en skattereform, som betyder at de allerrigeste i samfundet får en skattelettelse på 5.000 kroner, imens pensionisten må lade sig nøje med sølle 800 kroner.

arbejderne, vil Socialdemokraterne ikke kunne udgøre et virkeligt alternativ til Fogh.

Tilbage til Fogh. At der er en udbredt mistillid til Venstre skal først og fremmest forstås, som et resultat af utallige nedskæringer på velfærden og deres arrogante stilling overfor de offentligt ansatte.

Da finansminister Thor Petersen i august udtalte, at de offentligt ansatte tjente godt, var det tydeligt, at det var en hån imod de tusinder af SOSU-arbejdere, som i forsommeren gik på gaden for at vise, at de har fået nok.

Meningsmålingerne svinger, men tendensen har i efteråret været, at regeringspartiet Venstre står til en stor tilbagegang. Socialde- Uro i det offentlige mokraterne står til gengæld til en smule fremgang i de fleste under- I årtier har arbejderne i den ofsøgelser. De er kommet frem med fentlige sektor oplevet besparelse en række udspil, blandt andet de på besparelse. Det har betydet at såkaldte ”velfærdsrettigheder”, deres arbejdsforhold er blevet forsom giver en række garantier for ringet år for år, men deres lønninstandarderne i velfærdssystemet ger har ikke fulgt med udviklingen overalt i landet, blandt andet et loft og følger knapt nok inflationen. Da ældreplejere fra på antallet af børn Holstebro i for”Der er brug for, at per pædagog i sommeren gik arbejderne bliver aktive daginstitutioner, i aktion, vandt i deres fagforeninger et maksimum på deres krav om og arbejderpartier og klassekvotienter i en anstændig derinde kæmper for, at gymnasierne, og løn genklang arbejderbevægelsen får så videre. Disse hos titusinder af en ledelse, som vil føre krav bør absoandre arbejdere arbejderpolitik. ” lut støttes op, og i den offentlige hvis de gennemsektor. Pædaføres, vil det være goger, sygehjælpere og buschaufet stort fremskridt i kampen for at fører har alle været ude i mange forsvare og forbedre velfærdssammindre strejkekampe den sidste fundet. tid. Fra flere SOSU-arbejdere, har kravet om 5.000 kroner mere i løn Brug for arbejderpolitik om måneden blevet fremført. Et Problemet er bare, at det ikke kan krav som er yderst rimeligt og som lade sig gøre med velfærdsrettig- arbejderbevægelsen burde sætte heder, hvis Socialdemokraterne alle sine kræfter ind på at få genikke tør hente de fornødne penge nemtrumfet. fra toppen af dansk erhvervsliv, som har tjent godt på det nu- Men arbejderbevægelsen er desværende opsving i økonomien. værre i en sørgelig forfatning. Her Mange arbejdere husker 90’ernes ligger nøglen til at forstå det afgøNyrup-regering, som faktisk satte rende problem i den nuværende gang i mange udliciteringer, skar situation. Ikke fordi medlemmerne i dagpengene og efterlønnen, osv. mangler kampvilje, men fordi leUden en socialistisk politik, som derne gang på gang har valgt forudfordrer kapitalisterne og gavner handling med regeringen frem for

2 • www.marxist.dk • Sep/Okt 7. årgang nr. 38

Leder

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk kamp. Igen og igen har vi set hvordan grupper af strejkende arbejdere – hvad enten det var pædagoger, SOSU-arbejdere, postbude eller andre – er blevet svigtet af de faglige ledere, som har været mere opsatte på forhandlinger og kompromisser.

Dette så senest i fagtoppens skandaløse medvirken i regeringens kvalitetsreform.

skal afgøres af 800 delegerede ved LO’s kongres til oktober, afspejler en begyndende kamp imellem forskellige fløje og tendenser inden for fagbevægelsen. Fremtiden vil uden tvivl byde på mere af den slags, i takt med at flere og flere arbejdere ser behovet for at generobre fagforeningerne som ægte kamporganisationer der tjener arbejderklassens interesser.

Fløjkamp i arbejderbevægelsen

Kapitalismens fremtidsperspektiver: krise og nedgang

I dansk fagbevægelse står man foran et kampvalg til formandsposten i LO. Højrefløjens kandidat Tine AurvigHuggenberger (der har været næstformand i LO siden 1996 og fulgt en højrepolitik), har opbakning fra 10 ud af 17 forbundsformænd. Hun har blandt andet talt positivt om udliciteringer på det offentlige område. Til gengæld har modkandidaten Harald Børsting (nuværende LO-sekretær), som selvom han er meget moderat, trods alt meldt ud imod de værste udliciteringer og forringelser. Han nyder opbakning fra tre forbund, nemlig 3F, FOA og NNF.

Også på andre fronter er der sket ting og sager. I finansverdenen oplevede man et par yderst urolige dage, hvor aktiekurserne faldt voldsomt. den 16. august faldt de danske aktier med 4,3 pct. eller hvad der svarer til ca. 70 mia. kr. Til sammenligning var faldet efter 11. september 2001 kun på 2,3 pct. Det samme så vi over alt i Europa, hvor samtlige 18 markeder var i minus. Dette kan meget vel være forspillet til en omfattende konjunturkrise i den internationale - og danske - økonomi. Selv de fleste borgerlige ”eksperter” taler om at opsvinget nu har nået et punkt, hvor det er ved at blive ”overophedet” - der er simpelt-

Kampvalget til formandsposten, som

hen overproduktion og uafsættelige produkter, hvilket betyder, at kapitalismen er på vej ind i en krise. Dette kan blive endnu en faktor som er med til at radikalisere bredere lag af arbejderklassen og ungdommen.

Alt i alt må man sige at vi går en spændende tid i møde. Situationen i Danmark er langt fra så stabil, som den kan se ud på overfladen. Regeringen står langt svagere nu, end i dens første par år ved magten. Økonomien ser ud til at være ”overophedet” og spørgsmålet er ikke om der kommer en nedtur, men snarere hvornår den indtræffer. I den kontekst kan velfærdsprotesterne 2. oktober, som har de største fagforbunds opbakning, godt gå hen og blive store og kan blive en vigtig trussel imod regeringen. Der er brug for, at arbejderne bliver aktive i deres fagforeninger og arbejderpartier og derinde kæmper for, at arbejderbevægelsen får en ledelse, som vil føre arbejderpolitik. Der er med andre ord brug for en stærk marxistisk tendens i arbejderbevægelsen. □

På Spidsen - Frisk frugt, fitness og fri forsikring Af: Joannes á Stykki Sundhed er oppe i tiden. Man bør spise sundt og holde op med at ryge. Dette budskab kommer fra Folketinget. Som bekendt blev der for nylig vedtaget en ny rygelov i selv samme. Og fra erhvervslivet kommer det samme budskab. Cheferne i Sonfon og Cybercity mener ifølge metroXpress 17/8 at medarbejderne bliver ”sundere og gladere”, når de har frisk frugt og vand, samt fri fitness og forsikring.

En medarbejder udtaler, at vedkommende er tilfreds. ”Det er nemmere at spise sundt, når der er en kæmpe indbydende salatbar i kantinen”, som vedkommende siger. Dog mener vedkommende ikke, at man skal ”tvinges” til at spise sundt. Og ledelsen har meldt, at

man vil gå foran i at spise sundt.

Her på spidsen kan vi kun være enige i dette synspunkt. Hvordan kan man sige nej til en kæmpe salatbar? Og hvorfor brokke sig over en forsikring betalt af arbejdsgiverne? Det skal trods alt være et privilegium at gå på arbejde. Det eneste, der undrer i den sammenhæng er, at det skulle være nødvendigt for ledelsen at gå foran i at spise sundt, droppe smøgerne osv. Så vidt vi var orienteret her på spidsen, har man altid spist sundt i ledelsen i erhvervslivet. De har aldrig været kendetegnet med usund livsstil, druk, grådighed efter fedtet kød, rygning osv. Men der er nogen, der gerne vil fastholde den usunde livsstil.

En sundhedscoach påpeger i metroXpress fra 17/8, at der altid vil

komme nogen, f.eks. fagforeninger og vifte med de røde faner og ligefrem forhindre folk i at være sunde og kunne foretage et frit valg.

Her på spidsen kan vi bare opfordre fagforeningsledelsen til at følge med tiden. De er jo kendt for ikke at kunne holde den slanke linie. Så herfra skal der bare lyde det enkle budskab om at gå på slankekur og droppe de røde seler til kæmpebukserne og sammen med dem de røde faner. Når man kan godkende at arbejdstempoet bør stige af hensyn til produktiviteten, bør man også kunne spise sundt og slanke sig. En sundere livsstil kunne jo føre til endnu større arbejdstempo – og det kan jo kun være til gavn for alle.

www.marxist.dk • Sep/Okt 7. årgang nr. 38 • 3

Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Velfærdsrettigheder – et sving til venstre fra Socialdemokraterne SOCIALDEMOKRATIET

Af Karen Larsen Valg eller ikke valg, rettighedskataloger, skattelettelser eller var det skatteomlægninger? Der sker ikke så lidt på den politiske scene for tiden.

Hele august måned svirrede det på Christiansborg med valgrygter. Alle partier var så godt som sikre på, at Anders Fogh ville udskrive valg på det første pressemøde efter sommerferien, hvor han også ville fremlægge regeringens storstilede skattereform, som vi kommer tilbage til senere. Socialdemokraterne var så sikre på, at valget var lige om hjørnet, at de udgav det såkaldte rettighedskatalog.

Velfærdsrettigheder Rettighedskataloget er en plan for, hvilke rettigheder en hvilken som helst borger i Danmark har. Et slags opslagsværk, hvor man kan slå op, om de velfærdsrettigheder man har, svarer til de, man får.

Det kan f.eks. være på daginstitutionsområdet, hvor der i Socialdemokraternes rettighedskatalog står at man har ret til; 1. Max. 3 børn pr. voksen i vuggestuerne 2. Max. 6 børn pr. voksen i børnehaverne 3. Max. 3 børn pr. voksen i dagplejen 4. Gratis, sund mad i alle vuggestuer og børnehaver 5. Pasningsgaranti uden lukkedage i egen institution – undtagen når formålet er pædagogisk udvikling 6. Ret til pasning af pædagogisk uddannet personale. Mindst 80 pct. af personalet i daginstitutionerne skal være pædagogisk uddannede

Rettigheder som disse er opstillet på en række områder, inden for den offentlige sektor. Det er virkelig positive krav, som vil forbedre velfærden i helt enorm grad, sammen med arbejdsvilkårene for de offentligt ansatte.

Udspillet bryder med regeringens taktik, de sidste mange år, hvor regeringen hvert år har givet kommuner og regioner færre penge, hvilket betød nedskæring efter nedskæring alt efter kommunens økonomi. Hvis rettighedskataloget gennemføres vil der komme nationale standarder, så velfærden ikke alene afhænger af om man bor i en rig eller fattig kommune.

Pres den socialdemokratiske top Det må siges at være et skridt til venstre fra den Socialdemokratiske ledelse, men svagheden er, at de endnu ikke har fremlagt, hvordan rettighederne skal finansieres. På Socialdemokraternes kongres trak ledende Socialdemokrater i land med velfærdsrettighederne, og Helle Thorning Schmidt sagde, at velfærdsrettighederne kan blive udskudt, hvis der kommer en økonomisk lavkonjunktur, men at de vil blive indført indenfor en 10årig periode.

Det eneste konkrete eksempel Helle Thorning gav på finansieringen af rettighederne var at skære i køb af jagerfly. (Jyllandsposten 09.09.07)

4 • www.marxist.dk • Sep/Okt 7. årgang nr. 38

Socialdemokraterne lagde meget vægt på økonomisk ansvarlighed, og åbnede samtidig op for at en skattereform kunne ophæve skattestoppet, men kun hvis et borgerligt parti vil være med. Men det er ikke vejen at gå! Der er ingen tvivl om at en skattereform er nødvendig, men det bliver ikke en de borgerlige kan være enige i.

Rettighedskataloget kommer som et resultat af det enorme pres, der har været blandt de offentligt ansatte med kæmpe protester, om som også må have afspejlet sig internt i partiet.

To veje at gå Socialdemokraterne har altså, som Danmarks største arbejderparti en plan, der hvis den blev gennemført, kunne betyde en betydelig forøgelse i velfærden. Men planen kan realiseres ad to helt forskellige spor.

Enten kan pengene skaffes ved udliciteringer, nedskæringer på andre

Velfærdsrettigheder må siges at være et skridt til venstre for den Socialdemokratiske ledelse, men svaghede er, at de endnu ikke har fremlagt, hvvordan rettighederne skal finansieres.

Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

gen skal jo hente børnene.”

Uligheden i Danmark vokser Finn Kenneth Hasen, forsker ved Center for Alternativ Samfundsforskning (CASA), kan på baggrund af den nye tiårsoversigt fra Danmarks Statistik konkludere at: ”I 1990 sad de rigeste 20 procent af befolkningen på 38,3 procent af den samlede indkomst. I 2005 var de oppe på 42,1 procent. Samtidig er de 20 procent af befolkningen, som har de laveste indkomster gået fra at have 6,4 procent af den samlede indkomst til 5,6 procent. Hvilket er et fald på 12,5 procent. Det betyder, at den økonomiske ulighed nu er lige så stor som i 1965.” offentlige områder, privatiseringer og øgede skatter på arbejderklassen.

Det er den vej, der vil være lagt op til med en socialdemokratisk-radikal regering.

De Radikale har altid stået i de borgerliges lejr, når det kom til skat og alle mulige andre områder, hvor de f.eks. altid har gået ind for at selskabsskatten skal være så lav som muligt.

Den anden vej er at nationalisere de største virksomheder, bankerne og naturressourcerne såsom Nordsøolien, hæve selskabsskatten enormt, genindføre formueskatten. På den måde kan der sikres penge, til at sikre velfærden og samtidig sænke skatten på arbejde.

Et andet problem har været at skaffe ”hænder”. Med et ordentligt arbejdsmiljø kan det enorme sygefravær bringes ned, og med sikring af fuldtidsstillinger frem for deltids, vil man også være nået langt.

Medlemmerne af partiet og fagbevægelsen må presse på for, at det er den sidste vej der vælges.

De borgerlige for de borgerlige Venstre fremlagde også deres fremtidsvisioner i deres stort anlagte skattereform, der skulle give skattelettelser til alle og sikre Danmarks fortsatte konkurrenceevne på det internationale arbejdsmarked frem til år 2015 og hvad det ellers alt sammen hed.

Regeringen og Dansk Folkeparti indgik aftalen d. 4. september, og lod Ny Alliance og De Radikale stå tilbage med en lang næse.

Hvis vi skal se på, hvad det er for skattelettelser, der er blevet tale om, så står det klart, at det er reelle skattelettelser for de rigeste og peanuts til almindelige arbejdere og pensionister.

Således får en kassedame som tjener omkring 250.000 kroner om året en skattelettelse på 1850 kroner om året, det er ca.154 kroner om måneden, mens pensionisten, kun kan se frem til 72 kroner mere om måneden!

De borgerliges skattereform er på alle måder usocial og skandaløs og er med til at forværre den i forvejen voksende ulighed i Danmark. Derudover baserer den sig på den i et kapitalistisk samfund fuldstændig utopiske tanke, at arbejdsløsheden skal holdes under 4 procent indtil 2015, hvilket historisk set er umuligt i en kapitalistisk økonomi.

Børsen skriver i sin kritik af skattereformen, at den er uambitiøs, hvilket viser en splittelse i den borgerlige lejr. Et af formålene med skattepakken skulle være, at den skulle skaffe mere arbejdskraft, fordi arbejdere så vil arbejde mere end de i forvejen gør, så Danmark fortsat kan være konkurrencedygtigt.

Det bliver tydeligt for enhver at regeringen endnu en gang tilgodeser Danmarks rigeste, som det selvfølgelig er deres borgerlige pligt og derfor ingen overraskelse, og at de lader de fattigste sejle i deres egen sø. Skellet mellem almindelige arbejdere og deres arbejdsgivere, er med den ny reform blevet større. Indtil nu er regeringens reform dog heller ikke faldet i god jord hos vælgerne. Den 31. August skrev DR således; ”Kun omkring hver 5. vælger - helt præcist 21, 3 procent - ville sætte kryds ud for Venstre, hvis der var valg i dag.”

En arbejderregering for velfærd De to store partier, Socialdemokraterne og Venstre er begyndt at ruste sig til valg. Ét kan vi være sikre på; Regeringen giver ikke ved dørene, og har ikke ændret sig en døjt. Det er en borgerlig regering, som fører en borgerlige politik til glæde for de færreste.

Socialdemokraterne har en plan, som vil kunne øge velfærden. Vi opfordrer alle til at kæmpe for en arbejderregering på et socialistisk program. En regering der forbedrer velfærden. En regering der sænker skatten på arbejderklassen, der i dag betaler størstedelen af velfærdssamfundet. En regering der ikke hæver de grønne afgifter på almindelige mennesker, men derimod hæver selskabsskatten.

Vi må kæmpe for en regering bestående af arbejderpartierne! □

Arbejderbevægelsen Erhvervsråd (AE) er dog ikke enige i regeringens løsningsforslag, og siger i Børsen; ”Det baserer sig på den myte, at danskernes arbejdstid ligger blandt de laveste i verden. Men kvindernes høje erhvervsfrekvens gør, at arbejdstiden pr. indbygger er meget høj i Danmark. Det sætter grænser for arbejdstiden pr. beskæftiget. Hvis konen går hjemme, kan manden måske godt arbejde til kl. 20. Men de kan ikke begge arbejde til kl. 20. No-

www.marxist.dk • Sep/Okt 7. årgang nr. 38 • 5

Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Velfærdsdemonstrationer - kampen, strejkerne og vejen til sejr VELFÆRD

Af Jeppe Drudahl Klassekampen tager til i styrke. Eller vi har over de sidste år set en blomstrende kamp for velfærd. Det er det samme – kun ordene er forskellige.

Fogh og co. prøver at fremstille sig selv som velfærdens bedste venner.

Godt nok siges det, at ”den man tugter, elsker man”, men alligevel må Foghs ”venskab” med velfærden karakteriseres som ret problematisk.

Overalt ser vi nedskæringer på velfærden. Hjemmehjælperne har ikke tid til at tage sig af de ældre. Sygehusene er propfyldt med patienter.

Skolerne er nedslidte. Regeringen kommer med fine tal og store udregninger for at bevise, at de ikke har skåret ned. Regeringen prøver at skjule, at deres politik er direkte ansvarlig for de forringelser, vi har set de seneste år i kommuner, regioner og staten.

Vi kan kun sige én ting til dem. Få næsen op af jeres papirer og se ud i den virkelige verden! Finansministerens kreative tal-manipulationer må stå for hans egen regning. Arbejdspladser har talt: forholdene er blevet forringet, og det vil ikke blive accepteret!

Demonstrationer Sidste år så vi de store velfærdsdemonstrationer den 17. maj og 3. oktober. En af velfærdsbevægelsens store styrker var og er dens bredde.

Elever, pensionister, lærlinge, studerende og almindelige arbejdere offentlige som private - står skulder ved skulder.

Allerede 17. maj vandt man visse sejre, og nogle af tidslerne blev taget ud af det såkaldte ”velfærdsforlig”.

Man når man bliver lovet tæsk, men i stedet får et velrettet slag i solar pleksus, er der ikke noget at takke for.

Det vedtagne forlig forringede bl.a. efterlønnen ved at skyde efterlønsalderen til 62 år og pensionsalderen til 67 år. Og det i en tid, hvor arbejds-

presset stiger, og folk løber hurtigere og hurtigere.

– det handlede om den danske velfærds fremtid!

Manglen på ledelse

Vejen til sejr

Velfærdsbevægelsens store svaghed har været manglen på lederskab. Ingen af de folk, som vi alle har valgt til at kæmpe for vores interesser i fagog elevbevægelsen, har villet vise en vej frem. Man har indkaldt til store demonstrationer, holdt fine taler, og derefter ladet folk gå hjem og passe sig selv.

Listen over organisationerne bag demonstrationen d. 3. oktober vokser dag for dag. I skrivende stund omfatter den: Dansk Metal, 3F, TIB, FOA, SL, BUPL, DSF, DGS, EEO, PLS m.fl. og Genstart Danmark, som består af arbejderpartiernes ungdomsorganisationer. Den overordnede parole er ”ja til velfærd til alle – nej til skattelettelser”.

Pædagogstrejkerne i Århus, som spredte sig til resten af landet sidste efteråret, viste en anden vej fremad.

De århusianske pædagoger viste en fantastisk kampvilje og strejkede i flere uger uden løn, men deres strejker forblev desværre spredte. Alligevel fik det Fogh til at vakle. Bare et lille skub mere og han kunne være skubbet ned fra ministertaburetten.

Strejkerne faldt nærmest ved et rent tilfælde sammen med demonstrationerne d. 3. oktober. Alligevel lod lederne af arbejderbevægelsen bare bevægelsen løbe ud i sandet. Men mange følte, at bevægelsen ikke kunne vende om. Kampen havde stået på så længe, og folk ville ikke bare vise deres utilfredshed, de ville have alle nedskæringer trukket tilbage.

Men lederne for bevægelsen kom med lange forklaringer på, hvorfor man ikke kunne strejke. At det var imod de fagretslige regler, at det ikke var ansvarligt for samfundsøkonomien, og at der ikke var opbakning til det. Men den virkelige årsag til alle undskyldningerne var, at de udmærket vidste, at bevægelsen kunne eksplodere, hvis strejkerne blev koordineret og ledt. Men det var på ingen måde noget de var interesseret i. For dem handlede det mest om, at virke som om de gjorde noget, samtidig med at de fulgte en strategi, der gik ud på at stoppe bevægelserne.

For de demonstrerende derimod handlede det om børnene, de syge, de gamle og ordnede arbejdsforhold

6 • www.marxist.dk • Sep/Okt 7. årgang nr. 38

Igen skjuler fagforeningsformændene sig bag undskyldninger om de fagretslige regler, og er gået i en stor bue uden om enhver snak om strejker. Sidste år holdt man en stor konference d. 2. september en måned før demonstrationen. Her tog flere støtter af denne avis kravet om strejker op – svaret var, at konferencen ikke kunne beslutte noget. I år har de gjort det lidt nemmere for sig selv og undladt overhovedet at indkalde til en konference.

Regeringen har overhørt utallige demonstrationers krav om bedre velfærd – hvorfor skulle de ikke kunne overhøre en til? Arbejderklassen må sætte magt bag ordene. På venstrefløjen har man hørt den illusion at generalstrejker opstår spontant – nærmest ud af den blå luft – og at der i Danmark slet ikke, modsat eksotiske lande som Frankrig og Italien, er grobund for massestrejker. Sandheden er, at Danmark ifølge OECD er det tredje mest strejkende land, men at strejkerne er spredt.

Denne avis’ linje er krystal klar. Hvis ikke den borgerlige regering imødekommer bevægelsens krav, må der umiddelbart efter demonstrationen d. 3. oktober indkaldes til et nationalt møde for alle arbejdspladser og uddannelsessteder, hvor vejen til sejr må diskuteres. Ideen om en 24 timers generalstrejke må fremsættes.

Kampene må samles. Regeringen må væltes. Velfærden må reddes! □

Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Frygt i finansverdenen - og med god grund

ØKONOMI

Af Jonas Foldager Vi skriver ikke om modsætningerne i dansk og international økonomi for at vise, hvor sofistikerede vi er. Vi gør det, fordi det er nødvendigt. Det er økonomien, der i sidste ende bestemmer, hvad der sker i samfundet.

Er der økonomisk fremgang og råd til, at kapitalens høje herre kan give lidt krummer til den arbejderklasse, der hver dag skaber herrernes profitter, eller er der nedgang? En økonomisk nedgang i et kapitalistisk samfund, som det danske, udvisker med hård hånd ethvert skønmaleri, som kapitalisterne forsøger at male over deres ’samfundssind’ eller ’sociale ansvarstagen’, og fremviser deres ubønhørlige jagt på profit, med arbejderklassen som gidsel.

Spekulation overalt At spekulere for lånte penge er kendetegnende for hele det finansielle marked. Kæmpe kapitalfonde er opståede de seneste år. Deres eneste formål har været at låne ufattelig mange milliarder af diverse banker og så ellers opkøbe værdipapirer og derefter scorer de enorme værdistigninger på denne lånte kapital.

Det kunne lade sig gøre i et aktiemarked, der lod til at forsætte op for evigt, og hvor selv en døv-stum ludoman kunne købe værdipapirer, der siden steg i værdi. For der har nemlig også været en bobble på aktiemarkedet.

Kreditkrisen i USA Faldet i boligpriserne i USA har nu fået indflydelse på den mest rikofyldte del af lånemarkedet.

Det vil sige den del af markedet, der propper forbrugslån ned i halsen, på den laveste del af Aktiekurserne styrtede ned. Blodtrykket op. arbejderklassen, bl.a. ved hjælp af lave ”startren- blev endnu større. Det så man bl.a. ter” der efter 2-3 år automatisk stiger ved, at bankerne blev mindre villige voldsomt. Den del af lånemarkedet til at låne penge til hinanden. Den kaldes i USA for ”subprime-sekto- såkaldte interbankrente, den rente som bankerne låner hinanden penge ren”. til, steg. Det siger noget om finansfolkenes tillid til ”den grundlæggende I lang tid var netop dette markedet økonomi”. det kraftigst ekspanderende i USA, selvom det med 665 milliarder dollars stadigt kun udgør en fjerdedel af det samlede lånemarked. Men omkring foråret begyndt andelen af dårlige betalere i denne del af lånemarkedet at stige markant, efterhånden som boligpriserne i USA begyndte at falde og fordi, at de lave ”startrenter” på ågerlånene, begyndte at udløbe. Det har betydet, at mindst 15 kreditselskaber har erklæret sig konkurs og omkring 50 andre har stoppet udlån eller er lukket helt ned (Bloomberg 7. september).

Liberaliseringerne på finansmarkeder siden 1980 har gjort det umuligt at gennemskue, hvilke banker, der har givet hvilke typer af lån. Det gjorde, at usikkerheden på lånemarkedet

Uro på aktiemarkedet (MSCI-indeks)

Frygten for reseccion eller depression, spreder sig Et fuldstændig kollaps på aktiemarkedet er blevet forsøgt afværget i denne omgang ved, at de amerikanske og europæiske centralbanker satte renten ned og pumpede milliarder af dollars og euro ud på markedet. Man ”løste” altså krisen med de samme midler, som skabte den – kreditgivning uden hold i virkeligheden. Som The Economist skrev inden rentesænkelsen, vil dette bare udsætte krisen og gøre den endnu værre når den kommer.

Krisens grundlæggende årsager, er ikke den alt for store kreditgivning uden hold i virkeligheden. Långivningen er kun krisens udtryksform.

Krisens egentlig årsag ligger i det kapitalistiske system. Under kapitalismen er kriser uundgåelige, fordi produktionen ikke er planlagt, men underlukkende drives af de enkelte kapitalisters evige jagt på profit.

Samtidig med at de holder arbejdernes lønninger nede, pumper de flere og flere varer ud på markedet – der skabes en overproduktion, som ingen kan købe.

www.marxist.dk • Sep/Okt 7. årgang nr. 38 • 7

Fagligt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Stigende huspriser har i en tid muliggjort den enorme låntagning, som har udskudt overproduktionen og holdt profitraterne oppe. Men nu er stigende huspriser vendt til faldende huspriser, og det gør, at alt falder tilbage på forholdene i den virkelige økonomi. Her ser tegnene i sol og måne ikke lovende ud. For at holde hjulene kørende har den amerikanske økonomi brug for at skabe omkring 100.000 jobs om måneden.

Den 7. september blev det offentliggjort, at antallet af beskæftigede faldt med 4.000 i august. Faldet i august var det første fald i fire år.

Hjemme i andedammen Herhjemme taler de begavede hoveder om den grundlæggende sundhed i dansk økonomi, og at krisen derfor aldrig vil ramme os. Arbejdsløsheden er lav, væksten er stabil og profitterne høje. Det kunne til syneladende ikke være bedre.

Men det er kun tilsyneladende. For det første er den samlede privatgæld langt større end i for eksempel USA.

For det andet kan man ikke se Danmark isoleret fra resten af verden.

Faldene på aktiemarkederne er et tydeligt udtryk for dette.

Hertil kommer situationen på det danske boligmarked. Siden 1995 er kvadratmeterprisen på parcel og rækkehuse steget med 206,1 procent. Et imponerende tal. Men det blegner ved siden af ejerlejlighederne, der toppede i tredje kvartal af 2006, med en stigning på 324,5 procent siden 1995. Nu er den tendens imidlertid vendt til et fald på 3,3 procent på årsbasis (tal fra boliga.dk 7. september).

Med andre ord er der massive problemer forude.

Dystre fremtidsudsigter for arbejderklassen Hvad der i disse dag udfolder sig for vores øjne, er en sikker opskrift på massive angreb på arbejderklassen i fremtiden. For at sikre deres profitter vil kapitalisterne udradere alle tidligere rettigheder arbejderklassen har

vundet i opgangstider.

Antallet af boligere til salg er på halvandet år fordoblet fra 300.000 til 600.000. Det er ikke en udvikling der lover langsom udfladning af priserne.

Tværtimod. Og efterhånden som folk ikke kan betale deres lån tilbage, idet den historiske arbejdsløshed bliver en sagablot, vil tvangsauktioner begynde at stige, hvilket igen vil øge udbuddet af billige boliger på markedet, som så igen vil falde i pris.

Det er den fremtid, som den kapitalistiske økonomi lover os. De borgerlige lever med skyklapper for øjnene.

Regeringen forudsiger i deres 2015plan, at arbejdsløsheden de næste 8 år ikke vil komme over 4,2 procent.

Det er fuldstændig urealistisk uden en demokratisk planlagt økonomi.

En økonomi hvor der ikke produceres efter profit, men efter behov.

En økonomi der kan sikre tocifrede vækstrater, uden at ”overophede”, og uden at blive afbrudt af kriser med massearbejdsløshed og elendighed.

En socialistisk økonomi. □

Offentligt ansat

Omsorg på akkord OFFENTLIGT ANSATTE

Af Siri Bertelsen For ansatte i den offentlige sektor; pædagoger, social og sundhedspersonale, sygeplejersker osv. er det tydeligt, at hvis ikke der bliver gjort noget, så har vi ikke et velfærdssamfund i Danmark med uddannelse, pasning og pleje til alle, om en ganske kort årrække.

Arbejdet skal gøres Som ansat på et lokalcenter møder jeg hver dag op på arbejde til sygemeldinger og stres. Når man arbejder med mennesker som er afhængige af, at man møder op på arbejde, kan man ikke bare sige ”Vi har 3 sygemeldinger i dag, så derfor kommer du hverken i bad eller får skiftet dine forbindinger, og du bliver nødt til at blive liggende i sengen til i eftermid-

dag!” Al den daglige pleje skal gennemføres lige meget om du er 2 eller 7 på arbejde, og det siger sig selv, at det ikke kan lade sig gøre. Men hvilket menneske bliver du til, hvis det ikke bliver gjort?

Omsorg på akkord…

Der bliver konstant skåret i budgettet.

Gang på gang skal personalet diskutere, hvordan man kan spare flere penge i det daglige. Der er nærmest forbud mod at bestille vikarer ved sygdom. Det betyder, at når der er sygdom blandt kollegerne, så bliver omsorg og omgang med mennesker reduceret til praktisk pleje på akkord.

Beboerne bliver behandlet som ting, og de ansatte må dag på dag opleve, hvor utilfredsstillende og uforsvarligt deres arbejde har været. Ikke fordi de ikke vil gøre det godt, men fordi de bliver presset.

8 • www.marxist.dk • Sep/Okt 7. årgang nr. 38

Oven i det kommer pårørende, politikerne og medierne. Det bliver sværere og sværere at forsvare sin faglighed - ikke fordi man ikke vil, men fordi man ikke har ressourcer nok.

Med skandaleoverskrifter som ”Ældre må gå i flere uger uden at komme i bad” og ”De gamle ligger i lort hele dagen”, tegner medierne et billede af plejepersonalet som en bunke kyniske dovne kvinder, der bare skal tage sig sammen.

Det er ikke så sært, at sygdomsfraværet inden for branchen er så højt.

Dem der kan klare presset slider sig selv ned på hårdt fysisk arbejde, resten skræmmes væk af et arbejdsmiljø der kan køre enhver i sænk og skyldes årevis af nedskæringer.

… til elendig løn Social- og Sundhedspersonalet er blandt de lavestlønnede i Danmark.

Fagligt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Pædagogstrejkerne i Århus sidste efterår viste vejen frem for alle offentlige ansatte.

Din grundløn som SoSu-assistent ligger efter 10 år i jobbet på omkring 19.000 kr. om måneden. Det svarer til ca. 128 kr. i timen. Ansatte i plejesektoren hører således under en af de lavestlønnede grupper i samfundet, selvom finansminister Thor Pedersen kynisk påstår det modsatte.

Det er ikke løgn, når ens kolleger siger, at det er lysten til at arbejde med mennesker, der gjorde, at de tog uddannelsen. Men lysten alene kan ikke drive værket. Især ikke når der skal mad på bordet, og når familien skal forsørges.

OK08 – kamp kræves De første forhandlinger op til de offentlige ansattes overenskomst 2008 er gået i gang og kravene fra fagforeningerne er: Faglighed, løn og anerkendelse.

Efter oprøret i plejesektoren i sommers har enkelte politikere givet efter for presset og lovet enkelte indrømmelser.

Men det er ikke godt nok. Der ligger et stort pres fra FOAs bagland, hvis ikke der kommer resultater ved den nye overenskomst, der er til at mærke. Men det kræver, at kravene er helt klare, og ikke luftige som de ovenstående, så fagforeningslederne ikke kan løbe fra dem. Der har været krav fremme om en lønstigning på 5000 kr. om måneden på grundlønnen, hvilket er et helt rimeligt krav, der må opfyldes med det samme. Samtidig må der sættes klare krav for normeringen (antal hænder pr. barn, ældre, syge o.l.), samt krav om retten til selv at vælge om man vil have fuldtids- eller deltidsstilling, samt overarbejdsbetaling frem for afspadsering, hvis det er det, man ønsker.

De offentligt ansatte har allerede vist deres vilje til at kæmpe for ordentlig løn og arbejdsvilkår, det er ikke der, problemet ligger. Problemet har været, at ledelsen af fagbevægelsen ikke er gået ind i kampen, men har ladet de enkelte grupper af offentligt ansatte stå alene i spredte kampe.

At arbejdsgiverne (kommuner, regioner og staten) er nervøse, er der ingen tvivl om. Regionerne var således ude og foreslå at staten udskød overenskomstforhandlingerne, med henvisning til at der var “uklarhed” om lønningerne efter Thor Pedersens famøse udtalelser. Det er fuldstændig absurd, at arbejdsgiverne foreslår at udskyde overenskomstforhandlinger fordi de er bange for medlemmerne!

Det må blankt afvises.

Fagbevægelsen må kæmpe Men det kommer ikke af sig selv at fagbevægelsens ledelse går i kamp for deres medlemmer. I Politiken (09.09.07) protesterede formanden for LO, Hans Jensen, over at politikerne blandede sig i overenskom-

sterne. Samtidig advarede han om for høje lønstigninger! Og derudover har vi set starten på, at vores ledere begynder, at skændes med hinanden om hvem der skal have højere løn, i stedet for med arbejdsgiverne.

Vi må gå imod enhver splittelse, alle grupper skal have lønstigninger! Den eneste vej frem er enhed. De offentligt ansatte, må presse deres ledelse til at kæmpe for deres vilkår – med en formand, der advarer mod lønstigninger til egne medlemmer, kan man afskaffe arbejdsgiverne.

Kampen er faglig og politisk Det vil være fuldstændig umuligt for kommunerne at give lønforhøjelser til alle de offentligt ansatte. De er i forvejen enormt presset på budgetterne.

Det er regeringen, der beslutter hvor mange penge, kommuner og regioner får, og derfor kan politikerne ikke andet end at blande sig. Regeringen har valgt ikke at satse på velfærd men i stedet på asociale skattelettelser, så længe de sidder på magten, vil ordentlige forhold for de offentligt ansatte ikke være opnåelig.

Derfor er kampen for bedre løn og arbejdsforhold altså både en faglig og politisk kamp. Hvis ikke de offentligt ansatte skal acceptere nedslidning til en elendig løn og total underminering af velfærden må vi kæmpe, for at ændre vores fagforeninger og partier (S, SF og Ø), så vi kan få en arbejderregering, der sikrer velfærden. Pengene er der, med nationalisering af de største virksomheder, Nordsø-olien og bankerne samt en genindførsel af formueskatten kan velfærden finansieres. □

Der bliver konstant skåret i budgetterne i ældreplejen. Gang på gang skal personalet diskutere, hvordan man kan spare flere penge i det daglige. Ingen føler de kan gøre deres arbejde ordentlig. Men folk bliver ved, selvom det er til en løn på sølle 128 kr. i timen.

www.marxist.dk • Sep/Okt 7. årgang nr. 38 • 9

Fagligt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Interview med danske postarbejdere

For en landsdækkende tillidsmandsring!

POST DANMARK

Af Lasse Bertelsen I 1996 blev det besluttet at Post Danmark skulle gøres klar til privatisering. Perioden efter har budt på talrige forringelser af postbudenes arbejdsforhold hvilket har resulteret i talrige strejker. Socialistisk Standpunkt bringer her et interview med to postbude, Casper fra et postkontor på Københavns vestegn og Jørgen fra Nørrebros postkontor.

Hvordan har udviklingen været de sidste år?

Casper: Jeg tror man skal lede meget længe for at finde et postbud, der vil påstå, at arbejdsforholdene er blevet bedre i den sidste periode. I de snart 5 år jeg har været ansat, tror jeg, der har været 4 omlægninger af distrikterne, og hver gang er der lige lagt lidt ekstra på. Ikke fordi det var ren afslapning for 4½ år siden, men dengang var der da tid til lige at sætte sig ned en gang imellem og slappe lidt af eller spise sin mad stille og roligt, men det er der ikke meget af nu.

På den måde kommer man jo til at presse sig selv mere og mere, når distrikterne bliver større, hvis man altså ikke vil rende rundt til klokken 4 om eftermiddagen. Når det er sagt, så skal det da også med, at det i det store og hele er et udmærket job – det er bare synd, at der skal drives rovdrift på postbudene i den grad.

Jørgen: Post Danmark har brugt mange år på at forbedrede privatiseringen. Blandt andet ved at øge presset og re-

klamemængden. I 2002 blev det et aktieselskab og siden der har nedskæringerne været virkelig hårde.

Hvilke konkrete problemer er der?

at være blevet fundet på af folk, som ikke selv skal ud og lave arbejdet bagefter. Men det hele bunder jo i, at postvæsnet er blevet et foretagende, der skal skaffe profit hjem, i stedet for at være noget, der bare skal fungere til gavn for hele samfundet

Jørgen: Der er en aftale om at ledelsen kan op- og nedmønstre efter hvor meget post der er. Hvis der er Hvad er stemningen blandt postmeget post kan de opmønstre. Vores arbejderne arbejde er målt i tid. Vores grundmønster på Nørrebro er nu blevet Casper: Jeg synes tit, der er sådan sænket med 6 distrikter og om man- en slags munter pessimisme – altså dagen er det sænket man ved, at der med 12. Det er vigtigt ”Derfor må de formulere sker noget lort, men at gøre klart at der her man er ligesom en ny politik og taktik. er tale om henholdsvis vant til det, så man Fagforeningen må 6 og 12 fuldtidsstillinforventer ikke rigtig evaluere på de sidste ger der er forsvundet. års tilbageskridt. De bør noget og bliver ikke Da der er så meget særlig overrasket, benytte klubberne til at udskiftning på grund af formulere en nye politik når ledelsen komde dårlige arbejdsformer med nye sjove og få opbakning blandt hold lægger man ikke tiltag. Mange tager medlemmerne.” umiddelbart mærke til sådan lidt pis på det at der er færre ansathele. Men der er en te. Folk siger op af sig stor utilfredshed, selv og der bliver så bare ikke ansat når man taler indbyrdes. Den skal nye. Men konsekvensen er at hvor bare have et organiseret udtryk der før var 72 distrikter er der nu 66.

Lige omkring da jeg startede var der Jørgen: Der er generel utilfredshed.

Men også en følelse om at hvis man cirka 78. skal strejke skal der være et perCasper: Ud over længere distrikter spektiv med det. På Nørrebro kan vi og en løn, man ikke ligefrem bliver se frem til øgede nedskæringer rig af, så er der jo alle ledelsens ”effektiviseringer”, som sjældent gør Der var strejke på postkontoret i livet lettere for postbude. Købmagergade lige inden somAdresserede reklamer merferien. Hvilke kommentarer er et oplagt eksempel, har I til det? der er blevet indført for nylig. Stangpost, Jørgen: Der var strejke på Nørrebro som man i princip- i forbindelse med Købmagergade. pet ikke må sortere Dagen efter var der en fra fagforop i reolen, er et an- eningen der var ude og sige at man det eksempel, og så det skulle gå tilbage til arbejdet for at fagnye system til at lave foreningen kunne står i en stærkere distrikter med forhandlingssituation i Købmagerga– det har de. Det viste sig bagefter at selv om lavet nogle fagforeningen fik stoppet strejken, så meget un- fik de ikke noget godt resultat. Efter derlige ru- Købmagergade skulle vi skære ned. ter nogle En vigtig pointe er at Købmagergasteder. Alt destrejken blev vundet af Post Dans a m m e n mark, blandt andet ved at de brugte ting, der trusler om at opsige alle hvis de fortb æ r e r satte strejken. Men Post Danmark præg af kunne ikke have vundet hvis alle havde strejket samtidig.

10 • www.marxist.dk • Sep/Okt 7. årgang nr. 38

Fagligt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Stressede medarbejdere ses overalt i Post Danmark - lige fra pakkecentrerne til brevsprækkerne.

Fagforeningen må kæmpe imod nedskæringerne og det forringede arbejdsmiljø.

Der har været flere spredte strejker.

Hvad er erfaringerne?

Casper: Jeg har prøvet at være med, hvor vi strejkede en enkelt dag lokalt.

Sådan en dag, hvor det hele bare var galt, og så endte det med, at folk gik hjem, men det blev aldrig til mere, og så stod man bare med dobbelt arbejde dagen efter. Skal man have bedre forhold, må det spredes til flere kontorer, og helst hele landet.

Og det er jo lige netop det, der er en fagforenings helt grundlæggende opgave – det er det, der er grunden til, at man er organiseret i en fælles organisation i hele landet og ikke bare har lokale klubber. Men ledelsen har indtil videre ikke været villig til noget i den retning, selvom det jo er rimelig indlysende, at det er det, der skal til. Jeg mener – det må da være helt basalt for enhver, at sammen er man stærkest.

Jørgen: Det er også erfaringen fra Købmagergade.

Nedskæringerne vil med garanti ramme andre også – måske bare senere. Vi må bakke hinanden op så de ikke splitter os op mod hinanden. Købmagergade viste at PostDanmark vil gå meget langt for at forringe arbejdsforholdene.

De ville ikke gå på kompromis bare en lille smule – de viste virkelig de-

res magt. Hvis vi skal klare den må vi vise lige så meget magt tilbage – gennem en fælles strejke.

Hvad gør fagforeningen - og kunne den gøre mere?

Jørgen: De holder sig til det fagretslige system. Problemer er bare at det går meget langsomt og at bevisbyrden er svær at opfylde. De skal bevise at arbejdsbyrden ikke er forsvarligt planlagt, hvilket er meget svært. Fagforeningen kan for eksempel ikke føre sag på at tempoet stiger. Hvis man kan nå 200 opgange er der intet i reglerne der forhindrer det. Rent fagretsligt er man sådan set magtesløs. Det betyder at vi ikke kan bekæmpe arbejdsgiverens nedskæringer, da det ikke er imod overenskomsten hvis de gør det.

Hvis de fagretslige regler ikke har forhindret nedskæringer de sidste 10 år er fagforeningens taktik så rigtig?

Jørgen: Nej det er den ikke. Den duer ikke til at forsvare os mod nedskæringerne. Derfor må de formulere en ny politik og taktik. Fagforeningen må evaluere på de sidste års tilbageskridt. De bør benytte klubberne til at formulere en nye politik og få opbakning blandt medlemmerne.

De må sikrer fælles tillidsmandsringe, strejkekasser og rejse et politisk krab om at privatiseringen er en katastrofe. Hvis reel opbakning til strejke er ”ulovligt” ifølge de fagretslige regler må de gøre det i det skjulte. Der kunne for eksempel vælges uofficielle repræsentanter da tillidsfolkene i øjeblikket er bundet på hænder og fødder af et væld af love regler og paragraffer. Vigtigt at der er en valgt gruppe som kan arbejde sammen på tværs af postkontorerne og som kan indkalde til strejker, da tillidsmændene ellers risikere bod.

Der bør dannes et officielt og uofficielt arbejdspladsnetværk. Det er ikke bare lige at gøre det, blandt andet på grund af den store udskiftning og da folk er så pressede. Det er en slags pionérarbejde. Derudover må det kræves at Socialdemokratiet, SF og enhedslisten arbejder for at gennationalisere posten under arbejderkontrol hvilket bør betyde at posten styres af staten, fagforeningen og medarbejderne. Det samme tror jeg kan siges om busserne, DSB, TDC og de andre firmaer der er blevet helt eller delvist privatiseret. □ Læs det fulde interview på www. marxist.dk

www.marxist.dk • Sep/Okt 7. årgang nr. 38 • 11

Ungdom

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Endnu en finanslov med nedskæringer

Gymnasierne må svare igen ELEVKAMP

Af Niklas Boesen Tiden med VK regeringen har allerede været en traumatisk affære for gymnasieeleverne i Danmark. Hvert år er forholdende blevet forringet, og næsten hver år har eleverne svaret tilbage med tusindvis af demonstrerende.

Finansloven 2008 ser ikke ud til, at blive den der gør op med denne tradition. D. 4. september var repræsentanter fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning i dialog med undervisningsminister Bertel Haarder, hvor det blev bekræftet at regeringen har i sinde at skære 1400 kr. pr. elev. 55 mio. Skæres på administration, 12 mio. på indkøb og 22 mio. på pædagogikumkurser. Det bliver altså endnu en år i rækken med forringelser af denne del af ungdommens forhold.

Nu har eleverne fået nok af samtaler og frugtesløse forhandlinger med regeringen.

2. oktober initiativets hjemmeside stopnedsaeringerne.dk skriver: Vil politikerne ikke lytte, samles vi til demonstrationer i Århus og København på Folketingets åbningsda d. 2. oktober. Vis din bekymring! Vær med!

Initiativet består foruden DGS af en række lærlingeforbund, og de andre studenterorganisationer heriblandt EEO, DSF og DSE.

succes i sig selv. Mange store elevprotester med væsentlige potentialer er sivet ud i sandet uden at få stoppet nedskæringerne. STOP NU bevægelsen i efteråret 2004 samlede omkring 2500 unge fra forskellige uddannelser til en konference, hvor man diskuterede bevægelsen, en uges tid efter var 100.000 studerende på gaden. Eleverne havde klart bevist deres kampvilje, alligevel begrænsede DGS ledelsens perspektiv sig til, lokalt arbejde, hvilket hurtigt fordampede, uden vi havde fået nogle af kravene igennem. Et initiativ som det, der samlede sig omkring 2. oktober-demonstrationerne er enormt positivt, men det må bygges fra bunden gennem lokale alliancer mellem elever og arbejdere på offentlige og private virksomheder, og kampene må samles på nationalt plan, med nye protester og strejker, hvis den borgerlige regering ikke vil lytte.

Hvis kan ikke lade denne historie gentage sig, DGS må gå forrest og bringe bevægelsen op på et plan hvor vi kan ryste regeringen ved at lave en plan for, hvordan bevægelsen kan gå videre, hvis kravene ikke bliver indfriet. Sidste år viste pædagogerne i Århus og offentligt ansatte mange andre steder, hvordan man

kæmper. Det var hovedsageligt de offentligt ansattes strejkeaktivitet som gav bevægelsen omkring 3. oktober sin effekt. Arbejdere kan i væsentligt højere grad lamme samfundet, end elevstrejker kan. Samtidig er arbejderne, både i den private og offentlige sektor de studerendes naturlige allierede; de har de samme interesser imod nedskæringer, da de jo selv på sin vis er afhængige af velfærdsamfundet, og langt de fleste studerende er børn af arbejdere.

Det må derfor være logisk med en stærk alliance mellem de organiserede arbejdere og ungdommen, ligesom i Frankrig foråret 2006, hvor man afværgede et angreb på unge menneskers rettigheder på arbejdsmarkedet. På de Københavnske folkeskoler afværgede elever, lærere og forældre i vinters, en nedskæring på 108 mio. kr. Dette ville have betydet at 190 – 200 lærere ville blive fyret. Denne sejr kom netop på grund af det stærke samarbejde. Desværre var det en midlertidig sejr, for nu prøver kommunen at skære igen. Det viser, at det er nødvendigt med en plan for at forsvare tidligere sejre og vinde nye. Kun gennem enhed og fælles kamp kan nedskæringerne tages af bordet. □

Demonstrationen bliver for hvad de selv kalder en ”redningsplan” for uddannelserne bestående af 14 krav.

Kravene handler om bedre studiemiljø, materialer og vejledning, et max på 28 i klasserne og et stop for lærerfri timer, som er ekstremt udbredt på gymnasierne. Alle sammen krav som et udviklet land burde være i stand til at opfylde, og alligevel punkter som i de sidste par år er blevet forringet kraftigt.

Det er selvfølgelig super positivt, at et så mange af ungdommens organisationer er klar til at kæmpe, men en stor bevægelse kan aldrig være en

Gymnasieeleverne har kæmpet i mange år for bedre forhold. Nu må DGS gå forreste og bringe bevægelsen op på et plan, hvor regeringen kan væltes.

12 • www.marxist.dk • Sep/Okt 7. årgang nr. 38

Ungdom

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Færre timer, mindre SU, større gæld

Nedskæringer på universiteterne ELEVKAMP

Af Jeppe Druedahl Vi skal have verdens bedste uddannelsessystem. Vi har verdens bedste uddannelsessystem. Det har den borgerlige regering gentaget igen og igen. Men intet har det nyttet. Tal fra Universiteternes Statistiske Beredskab viser, at bevillingerne pr. studerende er faldet de sidste 10 år i streg.

Den sum penge man i 1997 brugte på at undervise 10 studerende, skal i dag strækkes til undervisningen af 11. Taxametrene, det er den mængde penge universitetet får pr. elev som bliver færdig på universitetet, er faldet med 10 procent .

God og gratis uddannelse er endnu et velfærdsgode i rækken, som den borgerlige regering har skåret og flådet til blods. Modsat andre udsatte grupper har de studerende været langt mindre aktive. DSF (De Studerendes Fællesorganisation) har gang på gang afvist demonstrationer, selvom masser af studerende har deltaget i velfærdsdemonstrationerne.

De sidste måneder har DSF dog kørt en stor kampagne mod brugerbetaling, hvilket er et godt skridt i den rigtige retning. DSF må være en kamporganisation, som kæmper for de studerendes krav og rettigheder.

Mange studerende har fået nok for længe siden. DSF må præsentere et perspektiv for, hvordan kampen bliver til sejr.

Nedskæringerne Universiteterne har de sidste år, været i stand til at udsætte de værste forringelser, fordi de har kunnet leve af deres egenkapital. Nu er der ikke mere egenkapital tilbage. For nyligt har Finansministeriet været ude og kræve, at de statslige uddannelsesinstitutioner gennem ”mere effektive indkøb” skulle spare 231 mio. kr. ud af et indkøbsbudget på 572 mio. kr.

Det vil sige, at man skal spare mere end 40 procent. Det er fuldstændig urealistisk, hvis ikke det skal føre til kraftige forringelser af kvaliteten.

Nedskæringerne har i forvejen ramt hårdt. Fag som tidligere bestod af både forelæsninger og holdundervisning, har nu ingen holdundervisning.

Der er færre kurser at vælge imellem. Mere undervisning ligger om aftenen grundet mangel på lokaler.

Projektgrupper skal være større. Læsesalene er blevet rykket ned i mørke kældre. Og sådan fortsætter det.

Flere steder er der også indført ansættelsesstop. Det har betydet, at 30-40 procent af undervisningen nu udføres af undervisere, der er ansat på kontrakter, som kun løber et semester, altså et halvt år. De har ingen pension eller ret til løn under sygdom og barsel. Oprindeligt var disse kontrakter beregnet til folk, som havde undervisningen som bijob – nu har nogen været ansat på sådanne vilkår i op mod 40 år. Hvad der tidligere var privilegerede jobs, er under kapitalismens forfald, blevet til lønslaveri, som så mange andre jobs.

Brugerbetaling og SU De sidste år har de borgerlige politikere truet med brugerbetaling uden at turde gøre alvor af truslen. I midlertidig er der allerede indført en god portion brugerbetaling af bagdøren.

Mange studerende skal hvert semester bruge over 3000 kr. på bøger.

Værst står det dog til på RUC, hvor man nu selv skal betale, hvis man har valgt forkert og skifter overbygningsfag. Pris: 30-35.000 kroner.

Ydermere har man på RUC afskaffet gruppeeksamen fuldstændigt, hvilket må ses som en stor forringelse af uddannelsen.

De studerende holdes typisk ude af fattigdomsstatistikker, fordi en SU 4.852 kroner før skat ikke kan fremstå som andet end dyb fattigdom. Særligt i en tid med stigende priser på bolig og fødevarer, som udgør en stor del af de studerendes budget. Hvad er den borgerlige regerings løsning på dette problem? At de unge selvfølgelig skal have et job ved siden af studierne på en 15-20 timer om ugen.

Politiken skrev d. 05.06.07 at man fra

ministeriel side har sat krav om at de studerende bruger op til 50 timer på studier om ugen. At forlange at nogen skal have en arbejdsuge på omkring 60 timer er både umenneskeligt og i det lange løb også umuligt.

Men det er virkeligheden. Over de sidste 5 år er SUen faldet med 4,4 procent i forhold til lønudviklingen.

Det har tvunget mange studerende ud i en meget stresset hverdag eller en voksende gæld. Således er tallet af studerende som får psykologisk rådgivning siden år 2000 steget fra 3.174 til 5.209. Siden 2001 er antallet af studerende med en gæld over 250.000 efter endt uddannelse mere end firedoblet.

Det er klassekamp!

Alt dette rammer selvfølgelig dem, der ikke har forældre, som har mulighed for at yde økonomisk støtte. Uddannelse kommer altså udelukkende til at være for dem, som selv kan betale -uddannelse for de rige. Dette er ren klassekamp!

De studerende må allierere sig med resten af elevbevægelsen i kampen mod nedskæringer. Hvad har DSFs svar været? Bl.a. har formandskabet udtalt til Jyllandsposten d. 25.07.07 at muligheden for SU-lån (lån man kan få udover SUen) skal begrænses, så de studerende ikke forgælder sig så meget. Det er en glimrende form for strudsepolitik. Lad os stikke hovedet i busken, så forsvinder problemet nok.

Det er en skændsel. De studerendes kamp må kæmpes – ikke skjules.

DSF må stille krav om en SU, de studerende kan leve af, så de slet ikke behøver at forgælde sig.

Nedskæringerne er ikke bare et angreb på de studerende, men på hele arbejderklassen som har finansieret uddannelsessektoren i Danmark, men som nu ikke længere får mulighed for at kunne sikre deres børn en universitetsuddannelse. Kun en alliance mellem de studerende og arbejderklassen kan sikre uddannelse for alle i stedet for kun de rige. □

www.marxist.dk • Sep/Okt 7. årgang nr. 38 • 13

Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

I alt 29 marxister ekskluderet fra SUF

Behovet for en Venstreopposition SUF

Af Redaktioen I de sidste numre af denne avis har vi beskrevet, hvordan 27 marxister er blevet ekskluderet fra SUF, og siden har SUFs ledelse ekskluderet yderligere 2, med henvisning til deres støtte til herværende avis.

Dette er en fortsættelse af heksejagten på politiske mindretal i SUF, og bekræfter at det ledende lag i SUF desværre forsøger at løse politiske uenigheder med organisatoriske midler.

I kølvandet på eksklusionerne opstod en ny fraktion i SUF, Venstreoppositionen (VO). Men er fraktioner nødvendige, og er det ikke bare med til at fortsætte splittelsen i SUF?

Hvorfor fraktioner I Socialistisk Standpunkt støtter vi oprettelsen af VO. På det stiftende møde blev det slået fast, at VO ikke er startet for at skabe splittelse i SUF, tværtimod. Den nemme løsning ville være at melde sig ud, når man var uenig med flertallet, i stedet for at kæmpe for flertal for de ideer, man mener, er de rigtige, men så ville vi til sidst sidde i 1000 små organisationer.

Fraktioner har altid eksisteret i arbejderbevægelsen både legitimt og ikkelegitimt. En fraktion opstår, når der opstår et politisk mindretal på et eller flere grundlæggende spørgsmål, og betyder at mindretallet organiserer sig om at fremføre deres synspunkter, for demokratisk at vinde flertal for disse.

Fraktioner dannes ikke på ligegyldige ting, men principielle ideologiske spørgsmål. Fraktioner kan være nødvendige i perioder. Det er en utopi at tro, at der ikke vil opstå ideologiske uenigheder i en bred revolutionær organisation, især en der er så ung som SUF. Uenigheder kan, hvis de debatteres demokratisk, være med til at højne alle medlemmers politiske

niveau, samt klargøre organisationens politiske linie. En fraktion kan være medvirkende til, at de politiske uenigheder stilles klart op, så alle kan se, hvad der reelt diskuteres.

Politisk klarhed nødvendig SUF har vist at den kan tiltrække et bredt lag af den radikaliserede ungdom.

Programmet er bredt, hvilket betyder, at unge med meget forskellige ideer tiltrækkes til SUF. Men skal SUF kunne spille en rolle i klassekampen, er det nødvendigt med en politisk klarhed, og det er absolut ikke ligegyldigt hvilken politisk linie, der står i spidsen for SUF. En organisation har altid en politisk linie, lige meget om denne er bevidst eller ej.

De 29 marxister blev ekskluderet af politiske årsager, fordi de fastholdt og kæmpede for, at en marxistisk politik skulle få flertal i SUF. Det førte ofte til en kritik af de ledende lag i SUF. En kritik af at ledelsen ikke har formået at give et klart socialistisk perspektiv til de mange kampe i den seneste tid, men i stedet fulgte LO-toppens linie i velfærdsbevægelsen. En kritik af at flere ledende medlemmer har fremført ideen om at reformere EU, stik imod SUF’s program, som fastholder en revolutionær EU-modstand.

litiske uenigheder i SUF, hvor det organiserede udtryk for et politisk mindretal blev ekskluderet. De der er tilbage, som er enige i kritikken på en række spørgsmål, har nu dannet VO. Ledelsen fortsætter med at bruge organisatoriske midler i stedet for at svare på den politiske kritik.

Nu vil de forbyde lokalgrupper at invitere kammerater fra Socialistisk Standpunkt som gæster til møderne, og nægter at anerkende VO’s ret til at oprette sig som fraktion.

Dette grænser sig til en heksejagt imod enhver, som fremfører kritik af ledelsen eller som forsvarer de revolutionære ideer. Hvis ikke SUF har en klar revolutionær politik, og hvis ikke der er fuld plads til politiske diskussioner, og til at danne fraktioner på ideologiske spørgsmål, (en ret der i øvrigt står beskrevet i SUFs vedtægter), dømmer SUF sig til sin egen politiske død.

Socialistisk Standpunkt er ikke imod SUF. Vi kæmper for et revolutionært SUF, med plads til frie diskussioner.

Vi kæmper for en ægte revolutionær linje i SUF – Nej til reform af EU, for et socialistisk Europa, Nej til underkastelse under LO-toppen i velfærdsbevægelsen, For støtte til revolutionen i Venezuela! □

Eksklusionerne var et udtryk for po-

Læs program, grundlag og meget mere på

www.venstreoppositionen.dk

14 • www.marxist.dk • Sep/Okt 7. årgang nr. 38

Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Venezuelansk fagforeningsaktivist kommer til Danmark VENEZUELA

Revolutionen live

Af Andreas Bülow Fra den 27. september til den 4. oktober besøger Rubén Linares Danmark. Rubén er næstformand for chaufførernes fagforening og medlem af den nationale koordinationskomite i fagforbundet UNT (Union Nacional de los Trabajadores). Derudover er han medlem af PSUV (det nye socialistparti som Chávez står i spidsen for).

Dette vil blive en unik mulighed for at aktive arbejdere og unge i Danmark kan stifte bekendtskab med den venezuelanske revolution. Indtil videre er der planlagt 6 offentlige møder, hvor Rubén vil deltage, så der vil blive rig mulighed for at høre om situationen i landet og ikke mindst om arbejdernes kampe.

Venezuela - et land i revolution Grunden til at Venezuela det sidste stykke tid har været på mange menneskers læber, er ikke blot, at landets præsident - Hugo Chávez - har en meget anti-imperialistisk retorik i sine taler. Hovedårsagen er, at der er en revolutionær proces i gang i Venezuela, hvor millioner af fattige og udbyttede mennesker har rejst sig og er begyndt at deltage i det politiske liv for at ændre samfundet. Den venstreorienterede Chávez-regering og de metoder som den bruger (nationaliseringer, eksproprieringer, nul tolerance overfor imperialismen, etc.), fungerer lige nu som et symbol på denne proces, og det er derfor at USA og de borgerlige, verden over indædt forsøger at vælte den.

De seneste løgne og fordrejninger i mainstream-medierne verden over om, at Chávez skulle være ”totalitær” og ”udemokratisk”, fordi hans regering har besluttet, ikke at forny en licens til en TV-station (RCTV), som støttede kup-forsøget imod ham i april 2002, er endnu et eksempel på det. De borgerlige og USA skyer ingen midler i kampen imod den vene-

zuelanske revolution, og dette kom ikke blot til udtryk i militærkuppet i april 2002, som kun mislykkedes pga. massernes mobilisering imod det, men også i december 2002, med kapitalisternes forsøg på at sabotere økonomien og lockoute arbejderne landet over.

UNT – et revolutionært fagforbund Fagforbundet UNT blev stiftet i august 2003. Det skete fordi det gamle fagforbund CTV var blevet fuldstændigt korrumperet af erhvervslivet og overtaget af bureaukrater, som direkte støttede højrefløjens kupforsøg imod Chávez i april 2002. På mange arbejdspladser havde arbejderne opbygget egne uafhængige fagforeninger, for at forsvare revolutionen.

Da de højreorienterede arbejdsgivere i december 2002 for anden gang forsøgte at vælte Chávez, gik mange arbejdere i aktion landet over. I Caracas var det metroarbejderne som sørgede for at metrotogene kørte videre, på trods af forsøg på at stoppe trafikken. På en af det statsejede olieselskab PDVSA’s afdelinger, i byen Puerto La Crúz, overtog arbejderne styringen af firmaet i omkring 70 dage og forhindrede derved sabotagen.

På samme måde gik hundredvis af arbejdere fra de metalproducerende fabrikker i Guayana, en af Venezuelas industrielle højborge, ind og kæmpede sig fysisk frem til gasreserverne, så de kunne få adgang til de forsyninger, der var nødvendige, for at genstarte fabrikkerne, og som korrupte embedsmænd forsøgte at tilbageholde.

Det var denne bevægelse, som for første gang satte spørgsmålet om arbejderkontrol på dagsorden i den venezuelanske revolution. På baggrund af den, blev behovet for at starte et nyt fagforbund krystalklart.

UNT blev stiftet i august 2003, med et revolutionært program, som bl.a. går ind for socialisme og arbejder-

kontrol.

Situationen i dag Efter Chávez’ store valgsejr i december 2006, med hele 7,3 millioner (sammenlignet med 3,7 mio. ved hans første valgsejr i 1998), har diskussionen om arbejderkontrol for alvor taget fart. Der findes en række fabrikker i Venezuela, som er besat af arbejdere, der kræver at staten nationaliserer virksomhederne og indfører arbejderkontrol.

Dog er der også mange modsætninger. Der er flere funktionærer i staten og i arbejdsministeriet, som ikke mener at arbejderne er modne til selv at lede og fordele arbejdet i en virksomhed. Dette har blandt andet betydet, at man på flere fabrikker har diskuteret hvor meget magt arbejderne egentligt skal have.

Et eksempel er virksomheden Sanitarios Maracay, hvor arbejderne ikke længere ville finde sig i manglende udbetaling af løn og elendige arbejdsforhold og derfor besatte fabrikken og kørte den og udøvede kontrol over den. At fabrikken kunne køre under arbejdernes egen demokratiske kontrol, så nogle i ministeriet som en trussel. Arbejdsministeriet gav støtte til en gruppe korrupte funktionærer, som det lykkedes at kuppe og afskedige fabriksrådet, som arbejderne havde valgt. Denne og andre sådanne begivenheder viser, at debatten om arbejderkontrol stadig foregår i fuldt flor og ikke har nået nogen endelig konklusion.

Samtidig er selve revolutionen spidset til. Efter at Chávez i 2005 anerkendte at han havde taget fejl, ved at tro, at man kunne have finde en mellemvej, mellem socialisme og kapitalisme, og at socialisme er den eneste vej frem, har det udløst en omfattende debat i den revolutionære bevægelse i Venezuela.

Også oprettelsen af det nye forenede socialistparti - PSUV - er en vigtig begivenhed, som har vakt entusiasme hos millioner af mennesker. Faktisk

www.marxist.dk • Sep/Okt 7. årgang nr. 38 • 15

Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

har hele 5,5 mio. mennesker meldt sig ind i det nye parti og til oktober vil den første kongres i partiet løbe af stablen. PSUV er et nyt parti, som Chávez foreslog dannelsen af sidste efterår, og hvis formål er at samle de eksisterende partier og fungere som et redskab til at radikalisere revolutionen og virkeliggøre opbyggelsen af socialisme. Inde i det nye parti vil en række kampe højest sandsynligt blusse op imellem revolutionære og reformister.

Alle de seneste begivenheder i Venezuela viser altså, at revolutionen langt fra er forbi. Til gengæld kan man sige, at den står ved et kritisk punkt, ved en korsvej. Det er nu at den skal defineres; Chávez har vist at han har en vis forståelse for revolutionen og for nødvendigheden af at føre den videre. Han taler om, at man skal kæmpe for socialisme, men de afgørende skridt imod dette, er endnu ikke taget. Skal revolutionen videreføres, må økonomien som det

første nationaliseres. De største og vigtigste virksomheder må eksproprieres og bankerne må nationaliseres hurtigst muligt. Sker det ikke, er det et spørgsmål om hvor længe skansen kan holdes mod imperialisternes konstante pres. Vil revolutionen ende med en sejr til arbejderne og de fattige eller en sejr for kapitalisterne og USA’s interesser?

Øjenvidneberetning Det er med den baggrund i mente, at man skal se Rubén Linares’ besøg i Danmark; som en stor begivenhed.

Det bliver en ekstraordinær chance for at møde en venezuelansk fagforeningsaktivist og høre hans erfaringer fra revolutionen i Venezuela, samt hans bud på hvad fremtiden bringer. Derfor: Forsvar den venezuelanske revolution - støt op om Hands Off Venezuela! □

Økonomisk appel: Hands Off Venezuela er en forening, som ikke har nogen velhavende finansfyrster eller kapitalejere, som støtter vores arbejde og vi modtager ej heller nogen penge fra staten. Vi har kun de penge som arbejdere, lærlinge, elever, studerende, osv. der sympatiserer med revolutionen i Venezuela, giver os. Derfor har vi brug for din hjælp - hvad enten du kan samle penge ind, selv donere eller bare give os en hånd med det praktiske arbejde.

Støt Hands Off Venezuela økonomisk og bliv medlem: se www.handsoffvenezuela.dk

Møder med Ruben Linares: 28. sept.: Workshop på Danmarks Sociale Forum (Halmtorvet, København) 29. sept.: Paneldebat om ALBA på Danmarks Sociale Forum 1. okt.: Offentligt HOV-møde i Århus 2. okt.: Møde arrangeret af SUF-Østerbro (Griffendtfeldsgade 41, København N) 3. okt.: Offentligt HOV-møde i København 4. okt.: Møde for lærlinge i Metal Ungdom Hovedstaden Se præcise tidspunkter og steder på www.handsoffvenezuela.dk

Verden set med hånden - internationale noter -

Mexico Den 7. august samledes hundredvis af unge i samlet protest mod universiteternes ringe optagelse af elever.

Demonstrationen tog sted udenfor IPN’s hovedkontor (Instituto Politecnico Nacional/Det national Politekniske institut), den var af en fredelig sit-in-demonstration, men endte i arrestrationer. Her blev 4 af vore kammerater fra den Internationale Marxistiske Tendens’ mexicanske sektion Militante også arresteret.

Det var en af regeringens seneste hårde tiltag mod vores organisation.

En af disse er også arrestationen af Adán Mejía, som den 17. juli var på vej hjem fra møde i Oaxacas folkeforsamling APPO. Også han er blevet anklaget med usandheder. Alle vores kammerater er nu blevet løsladt, undtagen Adán Mejía. Løsladelserne er en sejr, da det kun er sket efter stort pres fra nationale og ineternationale protestkampegner. Kampen er dog ikke slut endnu, da vi stadig

har en kammerat i fængsel, og otte har stadig grundløse sigtelser hængende over hovedet. Torsdag den 13. september var der international protestdag foran de Mexicanske ambassader verden over, også i Danmark.

Se i øvrigt Mexico-temasiden på www.marxist.dk

Tyskland Tyske jernbanearbejdere og lokomotivførere lammede i sommeren store dele af Tyskland med strejke for højere løn. Arbejderklassens styrke kunne mærkes, da togfører, signalpostarbejdere og andre i nøglepositioner beviste, at de kunne lamme Deutsche Bahn (DB) – Tysklands fortsat statsejede jernbanevirksomhed. Alle vegne, hvor fagligt aktive kom hen og bad jernbanearbejderne nedlægge arbejdet, blev opfordringen entusiastisk fulgt, som om arbejderne havde ventet på en sådan opfordring i lang

16 • www.marxist.dk • Sep/Okt 7. årgang nr. 38

tid. Det er ikke overraskende, da jernbanearbejderes levestandard over de sidste få år er faldet.

På togstationerne viste de fleste passagerer, som var påvirkede af driftsstoppene, der forårsagede lange forsinkelser og kædereaktioner i flere timer efter, sympati med de strejkende. En meningsmåling viste, at 71 % af alle tyskere støttede strejkerne. Privatisering af jernbaner har ført til en katastrofe i England, hvor både de ansattes forhold og passagerernes sikkerhed er blevet ofret for aktionærernes profitter. □

Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Interview med pakistansk parlamentsmedlem Manzoor Ahmed

Valg, islamisme og revolution PAKISTAN

Af Janus Buch Situationen i Pakistan er spændt til bristepunktet. Siden militærkuppet i 1999 har Perez Musharraf siddet ved magten. Men regimet er i dyb krise og presses fra alle sidder. Vi bringer her et interview med Mannazor Ahmed, som er revolutionær marxist og medlem af det pakistanske parlament for Pakistans Folkeparti (PPP), der er arbejderklassens traditionelle parti i Pakistan. Manzoor er en del af partiets marxistiske fløj, som bl.a. udgiver The Struggle og er en del af den Internationale Marxistiske Tendens. Interviewet blev lavet i starten af august 2007.

Hvordan vil du beskrive situationen i Pakistan?

I Pakistan står det ringe til på stort set alle fronter. På den økonomiske front går det ringere for arbejderklassen og de pakistanske masser end nogensinde før. På trods af at landet har en vækst, der ligger på omkring 6-7 procent, øges forskellen mellem

rig og fattig konstant. Det økonomiske spørgsmål i Pakistan er, som alle andre spørgsmål, først og fremmest et klassespørgsmål. På trods af den økonomiske vækst skaber det ikke øget velstand for arbejderklassen.

Ifølge en rapport fra Verdensbanken lever 74 procent af den pakistanske befolkning nu under fattigdomsgrænsen. Paradoksalt nok er det samtidig med, at der i Pakistan nu er over 100.000 milliardærer. [Der bor ca. 160 mio. mennesker i Pakistan, red.].

På den sociale front har reaktionen mange steder vind i sejlene. Vi ser selvmordsangreb rettet mod civile, mod militæret og sågar attentatforsøg på Musharrafs eget liv. Mange steder har de islamiske fundamentalister den politiske kontrol og selvom Musharraf forsøger at kontrollere dem, støttes de af dele af militæret.

Det store problem på den politiske fløj, er manglen på repræsentanter for arbejderklassen i parlamentet.

Selvom parlamentet intet har med demokrati at gøre og bare er et pseudoparlament uden nogen reel indflydelse, er det stadig noget, de pakistanske masser ser til og derfor et vigtigt arbejdsområde for de revolutionære.

Det er de virkelige forhold som pakistanerne lever under. Det er den reelle situation og det er det vigtigste bevis på, at Pakistans problemer kun kan løses gennem de revolutionære marxistiske ideer.

Hvordan arbejder du som revolutionær i parlamentet?

Manzoor Ahmed

Det, der adskiller de revolutionære fra reformisterne, er først og fremmest ideerne. Vi har ingen illusioner om, at

vi kan ændre forholdene for de pakistanske masser igennem parlamentet, og slet ikke i et pseudoparlament som det pakistanske. Men selvom det er utrolig svært at få noget vedtaget, kan man via lovforslag og resolutioner mod eksempelvis angreb på fagforeninger, mod privatiseringer, mod ulovliggørelsen af studenterforeninger, til støtte for strejkebevægelser og arbejderkampe osv. bruge parlamentet, til at fremføre en revolutionær linje. For os er det altså en måde at forbinde massernes kampe og krav med de revolutionære ideer og behovet for en revolution.

Som parlamentsmedlem har man desuden mange flere muligheder end normalt, for offentligt at komme ud med sin politik. Det kan være ved taler i parlamentet, på opfordring og invitation fra fagforeninger, fra forskellige demonstrationer og strejkebevægelser osv. Men det, der i sidste ende adskiller mig, som revolutionær, fra reformisterne i parlamentet er de løsninger og svar på folks problemer, som jeg giver. Svar der kun kan gives hvis man står fuldstændigt klar på de revolutionære marxistiske ideer.

Hvad er Musharrafs rolle?

Musharraf er ret svag, men som bonapartist [diktator som prøver at hæve sig over klasserne og spille dem ud mod hinanden] spiller han i virkeligheden bare sin rolle. Han er i gang med at angribe alt fra de statslige institutioner, henover de store politiske partier til parlamentet. Et godt eksempel på disse angreb der samtidig viser, hvor svagt Musharraf står, er hans afsættelse, eller forsøg på samme, af en højesteretsdommer i marts sidste år.

Selvom vi også vil smadre statens institutioner, kan vi ikke støtte dette.

Det er en anarkistisk metode. Endnu er vi ikke et alternativ, der kan lede en revolutionær bevægelse i Pakistan, og da slet ikke gå forrest i omdannelsen af det pakistanske samfund, til et socialistisk samfund og gå i gang med at smadre statens institutioner.

www.marxist.dk • Sep/Okt 7. årgang nr. 38 • 17

Historie Nogle venstrefløjstendenser støtter en fælles front med islamisterne, på den antiimperialistiske front – hvad mener du om det?

Dette er en virkelig skandaløs holdning. Støtter man dem, støtter man selvmordsbombere, drab på civile, drab på mange af vores kammerater og deres familier.

Men selv hvis man analyserer situationen objektivt, må man spørge sig selv: Hvem er islamisterne? Hvem er Osama Bin Laden? De er skabt af amerikansk imperialisme og støttet med våben, for at tjene dens interesser. Både i parlamentet og i mange regioner i Pakistan støtter islamisterne Musharraf, der på ingen måde er antiimperialistisk. Hvordan skulle de kunne være antiimperialister? De har et had-kærlighedsforhold til imperialismen, og de kan forråde os, arbejderklassen og de pakistanske masser, hvornår det skal være. Det har historien vist gang på gang. Og det første de gør, når de tilslutter sig reaktionen, er at smadre de revolutionære bevægelser og dræbe de revolutionære. Derfor er det er kriminel

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk linje at have, som enkeltperson eller som politisk tendens.

Hvad er perspektivet for det valg, der er planlagt senere på året, og for Pakistan i det hele taget?

Valget bliver utrolig vigtigt. Jeg stiller op til genvalg indenfor Pakistans Folkeparti, og jeg regner med at blive genvalgt. Overordnet set støtter vi Benazir Bhutto (tidligere premierminister og leder af PPP), men vi stiller samtidigt krav om, at hun ikke går i alliance med hverken Musharraf eller islamisterne, så hun kan bruge dem som undskyldning til at angribe arbejderklassen. Hvis hun kommer til magten, vil imperialisterne forsøge at bruge hende mod islamisterne, men også bruge hende til at angribe arbejderklassen i Pakistan, og selvom masserne i Pakistan lige nu har store forhåbninger til Benazir Bhutto, vil de hurtigt finde ud af, at hun ikke er i stand til at løse Pakistans problemer, medmindre hun bryder med imperialisterne, islamisterne og Musharrafog fører en socialistisk politik til gavn for arbejderklassen.

90 året for den russiske revolution!

2007 markerer årsdagen for en række vigtige begivenheder. Det er 90-året for den russiske revolution, hvor de russiske arbejdere og bønder tog magten under ledelse af Bolsjevikkerne.

Men 2007 er også 75-året for den russiske revolutionære, Leon Trotskijs besøg i Danmark – hans sidste offentlige tale inden hans død.

Disse to vigtige begivenheder markeres ved et stort arrangement d. 7. november i Arbejdermuseets festsal. Her vil Esteban Volkov (Trotskijs barnebarn), som i dag bor i Mexico holde en tale om Leon Trotskijs kamp mod det stalinistiske bureaukrati i Rusland.

Den anden taler til arrangementet vil være den engelske marxist Alan Woods, som vil fortælle om den russiske revolution. Udover at være forfatter til en lang række bøger er han også redaktør for den internationale marxistiske hjemmeside www.marxist.com.

Læs meget mere og tilmed dig arrangementet på:

www.oktobter1917.dk

18 • www.marxist.dk • Sep/Okt 7. årgang nr. 38

Vi er den største fraktion indenfor PPP, og vi vil kunne bruge det, at Benazir er kommet til magten, til betydeligt at styrke vores organisation og til at styrke ideerne, så vi kommer tættere på, at få en kvalitet og en kvantitet, der gør os i stand til at lede en massebevægelse.

Hvis reaktionen bliver ved med at vinde frem, som den gør nu, vil det uden tvivl blive efterfulgt af en revolution i en nær fremtid. De revolutionære kræfter vil vinde frem, og masserne vil finde ud af, at islamismen ikke er en løsning på problemerne. Det er kun revolutionen, der kan løse Pakistans problemer, og når den kommer, vil det ikke kun have betydning i Pakistan, men også i Indien, Sri Lanka, Nepal og specielt i Afghanistan og Iran samt hele mellemøsten, fordi landene er tæt forbundne. Både gennem økonomien, men mere vigtig også igennem arbejderklassen.

Udfaldet af valget og udviklingen i Pakistan i den nærmeste fremtid er yderst vigtig både for den Internationale Marxistiske Tendens og for verdensrevolutionen generelt. □

Historie

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Esteban Volkov besøger Danmark

Trotskijs sidste slægtning TROTSKIJ

Af Karen Larsen Den 7. november er 75-årsdagen for Leon Trotskijs sidste offentlige tale. Leon Trotskij, stod i spidsen for den russiske revolution og senere bekæmpelsen af det truende og voksende stalinistiske bureaukrati i Rusland efter revolutionen i 1917.

Hans kamp mod Stalin medførte, at han, da Stalin kom til magten, blev fredløs. Denne sidste offentlige tale, blev holdt i København, til et møde arrangeret af DSU. Trotskij var på det tidspunkt forment indrejse i mange lande, og hans familie var ligesom han, forfulgt af stalinister i hele verden.

Trotskij endte som bekendt sine dage i eksil i Mexico, hvor han blev myrdet af en stalinistisk agent i sit eget hjem i 1940. I dette hjem boede også hans barnebarn Esteban Volkov på 14 år.

Esteban Volkov blev sendt til Mexico for at bo hos hans bedstefar, efter hans halvsøster blev sendt i koncentrationslejr. Forinden var Estebans mor forsvundet i Berlin, mens hun var indlagt for en nervesygdom, Esteban var da syv år gammel. Hans far blevet arresteret af stalinister i Rusland og formegentligt skudt, man hørte i hvert fald ikke fra ham efter arrestationen. Det skete for længe siden, og Esteban husker ham ikke.

Huset i Mexico, som i dag er omdannet til et museum til minde om Trotskij, måtte holdes under skarp bevogtning. Dedikerede kommunister, som forstod situationens alvor og som støttede Trotskijs kamp, tog til huset i Mexico og hjalp med at beskytte Trotskij og hans sidste familiemedlemmer.

I Rusland foregik en decideret udrensning. Alle de som Stalin kunne se en potentiel trussel i, blev anklaget for at ville snigmyrde Stalin og de andre sovjetledere, ødelægge landet og for at konspirere med efterretningstjenesterne i på skift England, Frankrig, Japan og Tyskland. De

blev også beskyldt for at være i hemmeligt forbund med Hitler og den japanske kejser for at stjæle sovjetisk territorium.

kendte Trotskij, og er også Trotskijs sidste nulevende slægtning. Når han kommer til København d. 7. november i år, vil det være en enestående mulighed for at få den sandfærdige Svindelprocesserne blev fulgt af en fortælling om Trotskijs sidste år, og omfattende udrensning, der berørte om det liv Trotskij og hans familie millioner. Mange var tvunget til at leve på blev henrettet grund af stalinisternes ”Esteban Volkov blev uden rettergang, sendt til Mexico for at bo forfølgelser og udrensfordi de nægtede ninger. hos Trotskij, efter hans at vidne falsk. halvsøster blev sendt i De anklagedes Vores læsere opfordres koncentrationslejr.” tvungne tilståeltil at deltage i mødet, ser var det eneste som er arrangeret af grundlag for processerne og dom- Socialistisk Standpunkt. De praktimene. Det var kun Trotskij, der var ske informationer omkring mødet, uden for Stalins rækkevidde, og ham er at finde andetsteds i avisen. □ kunne man ikke lukke munden på.

I Mexico var man klar over, at Trotskij stod øverst på alle verdens stalinisters liste over, hvem de helst så myrdet. Det var derfor heller ingen overraskelse, da der d. 24. maj 1940 trængte stalinister ind i hjemmet og gennemførte et skudattentat. Mirakuløst overlevede alle medlemmer af familien.

Læs mere om mødet på www.oktober1917.dk

Esteban slap med et skudhul i foden. Men det var klart, at man ikke ville kunne holde skansen i al evighed, desværre var der ikke andre muligheder for at flygte, og Trotskij blev slået ihjel den 20. august samme år. En begivenhed, som Esteban ligeledes husker levende.

Esteban Volkov er et af de sidste nulevende mennesker, som Esteban Volkov er den sidste af Trotskijs slægtninge. D. 7. novvember i år kommer har til København for at tale til et møde i anledningen af den russiske revolutions 90 år.

www.marxist.dk • Sep/Okt 7. årgang nr. 38 • 19

Historie

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

- Den russiske revolution - del 2 af 2 -

Opstand, reaktion og revolution HISTORIE

Af Ashkan Elmi “I revolutionens tid lærer millioner og atter millioner mennesker hver uge mere end ellers på et år i det sædvanlige søvnige liv” - Lenin.

Efter revolutionen i februar 1917 var det tid at gøre status. Hvad havde man opnået? Man havde styrtet zaren, javel. Men hvad med håbene om frihed, fred, brød og jord? I stedet for frihed så man tilbagevenden til zartidens vilkårlighed. Bønderne blev stillet for retten, hvis de overtog godsejernes jord. Der genindførtes dødsstraf for soldater ved fronten. I stedet for fred så man en fortsættelse af krigen. Brødet måtte arbejderne kigge i vejviseren efter. Hungersnøden vendte tilbage i 1917. Samtidig med at de russiske kapitalister scorede en fed profit på krigsmateriel, herskede der en uhørt elendighed blandt folket. Inflationen eksploderede, flere blev fyret, og der var ingen varer i butikkerne.

Og så var der jorden. Den beholdt godsejerne. Bøndernes kongresser vedtog gang på gang resolutioner om, at godsejernes ejendomsret til jorden var uretfærdig og måtte anses for røveri. Regeringen kom med

fine hensigtserklæringer. Men alt, de gjorde var at trække sagen i langdrag, naturligvis med håb om at bøndernes krav ville blive glemt før eller siden.

Mensjevikkerne og de socialrevolutionære, som støttede regeringen, havde altså valgt side. For krigen, for godsejerne, mod bønderne, mod arbejderne. Også i Bolsjevikpartiet var der dele af ledelsen – bl.a. Stalin og Kamenev – der mente, at revolutionen var borgerlig, og at man ikke skulle kæmpe for, at arbejderne tog magten sammen med de fattige bønder. De stod for en linje med samarbejde med regeringen, så da Lenin kom tilbage fra eksil i april, måtte han kæmpe for at bevæbne partiet med det korrekte revolutionære perspektiv.

Opstand i juni og juli Den nye offensiv mod tyskerne kostede mange menneskeliv. For at vise det russiske folks opbakning til det nye regime og krigen, arrangerede mensjevikkerne og de socialrevolutionære demonstration 18. juni. Demonstrationen blev fyldt med hundrede tusinder af arbejdere, deriblandt bolsjevikkerne. Men til arrangørernes store fortrydelse støttede

arbejderne ikke deres paroler. Arbejderne gik på gaden med paroler som “ned med de ti kapitalistministre”, “ned med offensiven” og “al magt til sovjetterne”. Dette var en stor skuffelse for de reformistiske ledere. Episoden viste med al tænkelig tydelighed, hvor langt disse ledere var fra arbejderne.

Arbejderne i Petrograd var opsatte på at gå videre og lave en opstand.

Anarkisterne opfordrede til dette, og 3. juli gik de i demonstration imod den provisoriske regering. Bolsjevikkerne mente, at man skulle holde sig tilbage fra en opstand i Petrograd, fordi det var for tidligt, og resten af Rusland endnu ikke var med. Men anarkisterne (og nogle provokatører fra fascistiske bander) opmuntrede arbejdernes revolutionære stemning og forsøgte at organisere en opstand.

Bolsjevikkerne gik, trods deres modstand mod planerne om en tidlig opstand, med i demonstrationen og forsøgte at holde orden på gemytterne, så det ikke endte med en dødsdømt opstand. Delinger af hæren deltog i demonstrationen. Faktisk var der i Petrograd kun én eneste deling af hæren, der var loyal over for regeringen. Den angreb demonstrationen, men blev jaget på flugt.

Regeringen indkaldte i denne situation soldater fra fronten til at nedkæmpe oprøret. Efter nedkæmpelsen kørte hæren og fascistiske bander rundt for at forfølge arbejdere. Lenin måtte gå under jorden, og bolsjevikkernes blad blev forbudt. Trotskij, som var vendt hjem til Rusland fra Amerika 17. maj 1917, og som med det samme tilsluttede sig bolsjevikkerne, protesterede mod, at der ikke var arrestordrer mod ham, da han fuldt ud støttede Lenins position. Myndighederne indså deres fejl og arresterede ham.

Kornilovs kontrarevolution

Demonstrationen d. 18. juni skulle have været til støtte for krigen. I stedet blev gaderne fyldt med paroler som “ned med offensiven” og “al magt til sovjetterne”.

20 • www.marxist.dk • Sep/Okt 7. årgang nr. 38

Overklassen så undertrykkelsen af bolsjevikkerne som et signal til at ”genskabe ro og orden”. De reaktionære støtter af det gamle zarstyre

Historie

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Arbejderne i Petrograd var i juli 1917 opsatte på at gå videre og lave en opstand. Det mislykkedes.

ledelse. Nu skulle man forberede en væbnet opstand mod regimet. Kamenev og Zinovjev forlod partiet i protest mod beslutningen.

havde længe organiseret sig i det skjulte. De ønskede, at ”en stærk mand” skulle komme og sætte arbejderne og soldaterne på plads. Denne stærke mand var General Kornilov.

En kold og hensynsløs militærmand.

Planen var, at provokatører skulle udgive sig for at være bolsjevikker og lokke arbejderne til at gøre oprør.

Kornilov skulle så ”befri” Petrograd med loyale styrker, der især bestod af kosakregimenter.

Lederne af bolsjevikkerne mødtes for at diskutere situationen. Konklusionen blev, at der skulle dannes en forsvarskomite af sovjetpartierne, som sammen skulle mobilisere regimenterne, der støttede revolutionen, for at forsvare Petrograd. Dette ændrede alt. Fra da af blev det tydeligt, at bolsjevikkerne var det eneste resolutte revolutionære parti. Tre dage efter vandt bolsjevikkerne flertal i Petrogradsovjetten.

General Kornilovs kup endte i en farce. Flere af de tropper, der skulle ankomme, kom ikke, da jernbanearbejderne saboterede jernbanerne.

Flere tog med tropper, der støttede Kornilov, ankom på mystisk vis til de forkerte destinationer efter at jernbanearbejderne havde fiflet med sporskiftene. Telegrafisterne sørgede for, at Kornilovs ordrer ikke kom videre, samtidig med at de telegraferede alle

hændelser til Petrogradsovjetten.

Bolsjevikkerne sendte hundredvis af agitatorer ud til tropperne for at forklare dem, hvad de var ved at blive brugt til. Det førte til, at regiment efter regiment forlod deres poster. Regimentsofficerer vidste pludselig ikke, hvor deres soldater var henne.

Kornilovs kontrarevolution endte i et ydmygende nederlag. Dette skyldtes udelukkende Forsvarskomiteens enestående arbejde, og her har bolsjevikkerne en stor del af æren.

Ved at foreslå en forsvarsalliance og gøre et enestående arbejde i at organisere forsvaret, overbeviste de et stort antal arbejdere og soldater om at de var den ledende kraft i revolutionen. Herefter fik sovjet efter sovjet flertal af Bolsjevikker.

Begivenhederne gik nu slag i slag.

Den 20. oktober begyndte de militære forberedelser til opstanden. I dagene herefter var der massemøder, hvor arbejderne sluttede op om bolsjevikkerne. 23. oktober gik de sidste to militære delinger i Petrograd over på sovjetternes side. 24. oktober forsøgte regeringschefen Kerenskij at få bolsjevikkerne arresteret. Men ordren blev ikke efterkommet. Ingen lyttede længere til ham. Den 7. november klokken to om morgenen starter revolutionen i Petrograd. Klokken 15 holdt Lenin en tale i Petrogradsovjetten, den første tale siden han blev tvunget i skjul i juli. Klokken 23 startede den anden alrussiske Sovjetkongres, som har flertal for at al magten skal overgå til sovjetterne.

Revolutionen er en realitet.

Den russiske revolution viser, at socialisme og arbejdermagt er konkrete ting, der kan lade sig gøre. Også selv om ledelsen af arbejderbevægelsen i dag påstår det modsatte. En eneste succesfuld arbejderrevolution et sted i verden kan vise sig at gøre udslaget. □

Oktoberrevolutionen Flere og flere af de betydningsfulde sovjetter støttede op om bolsjevikkerne. De fik flertal i blandt andet Petrograd og Moskva. Den 10. oktober fremsatte Lenin en resolution, der blev vedtaget af Bolsjevikpartiets

Lenin, der samme med Trotskij ledte den russiske revolution.

www.marxist.dk • Sep/Okt 7. årgang nr. 38 • 21

Teori

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Hvad er en revolution?

REVOLUTION

Af Frederik Ohsten Revolutionen er det ukendtes værk.

Kald det et godt værk eller et ondt værk, eftersom du stræber mod fremtiden eller mod fortiden. Den synes at være de store begivenheders og samtidig de store personligheders værk, men den er i virkeligheden en resultant af begivenhederne. Begivenhederne kræver ind, og menneskene betaler. Begivenhederne dikterer, og menneskene skriver under.

- Victor Hugo Uanset om man er tilhænger eller modstander af en socialistisk revolution, kommer man ikke uden om, at revolutioner og pludselige omvæltninger er en vigtig del af historien, og fortsat spiller en afgørende rolle i at bestemme skæbnen for millioner af mennesker. Den franske revolution i 1789-93 ændrede verdenshistoriens gang, ligesom den russiske revolution gjorde det i 1917. I dag ser vi revolutionen i Venezuela, som langt fra er afgjort, men ikke er mindre betydningsfuld af den grund.

Borgerlige politikere, redaktører og andre ”kloge” hoveder forsøger med jævne mellemrum at overbevise os om, at revolutioner er en forfærdelig ting. Enten siger de, at det ikke kan lade sig gøre, men hvis det kan lade sig gøre, er det ensbetydende med blodbad og rædsel.

Disse borgerlige mennesker har tilsyneladende glemt, hvordan kapitalismen og det borgerlige demokrati blev født. Det skete netop gennem revolutioner, der skånselsløst omvæltede de gamle samfund, afsatte den feudale adel og henrettede kongelige statsoverhoveder. Den amerikanske revolution, som løsrev USA fra britisk overherredømme og lagde grundstenene til en kapitalistisk udvikling af USA, var en særdeles blodig affære, der kostede mange menneskeliv. Men det får ikke nogen af vores politiske modstandere til at hævde, at den amerikanske revolution var en fejltagelse eller en forbrydelse – hvil-

ket den absolut heller ikke var. Det samme kan siges om de borgerlige revolutioner i England, Frankrig eller Tyskland.

Revolutionær af nødvendighed For at se hvorfor, at det overhovedet er nødvendigt at tale om revolutioner, kræver det, at vi først lige ser på den videnskabelige socialismes metode. Friedrich Engels indleder sin epokegørende pjece ”Socialismens udvikling fra utopi til videnskab” med følgende ord: ”Den moderne socialisme er efter sit indhold først og fremmest et resultat af iagttagelsen, dels af de klassemodsætninger, der i der nuværende samfund hersker mellem besiddende og besiddelsesløse, mellem kapitalister og lønarbejdere, dels af det anarki, der hersker i produktionen.”

Marx og Engels kritiserede nådesløst de utopiske socialister, som baserede deres ide om socialisme på eviggyldige moralske sandheder. For dem var revolutionen en historisk nødvendighed. Marx viste, at produktionens mere og mere omfangsrige samfundsmæssighed på den ene side og arbejderklassens forarmethed på den anden side kun kunne føre til arbejderklassens overtagelse og demokratiske planlægning af produktionsmidlerne.

Reform og revolution Marx viste samtidig, at denne overtagelse kun kunne tage form af en gennemgribende social revolution.

Hvis ikke man bryder med den borgerlige ejendomsform og sønderslår den borgerlige stat, vil alle ”socialistiske” tiltag, være som dråber i et stort kapitalistisk hav, og forsvinde i takt med at de kapitalistiske udviklingslove sætter sig igennem. Derfor var der behov for en grundlæggende ændring.

De socialdemokratiske partier i Europa var til at begynde med alle revolutionære, men nogle af lederne begyndte på et tidspunkt at tale om,

22 • www.marxist.dk • Sep/Okt 7. årgang nr. 38

at man ikke behøvede at vælte det kapitalistiske system – hvis blot man gennem strejker og forhandlinger fik tilkæmpet tilstrækkeligt mange reformer til gavn for arbejderklassen, ville man en gang i fremtiden forhandle kapitalisterne væk, fabrikkerne ville blive arbejdernes ejendom og socialismen ville dermed være opnået.

Disse tanker dækkede i virkeligheden over ledernes ønsker om at komme til at administrere kapitalismen og – mod rigelig belønning – at hjælpe arbejdsgiverne med at holde arbejderne i ro.

Den endelige spaltning mellem reformistiske og revolutionære skete ved første verdenskrig, hvor de reformistiske ledere af arbejderbevægelsen løb fra alle tidligere løfter og støttede deres nationale borgerskaber i den imperialistiske krig. De revolutionære socialister stod derimod fast på en internationalistisk linje, og nægtede at støtte en krig, hvor arbejdere på tværs af nationale grænser dræbte hinanden i kapitalisternes evige jagt på større markeder, flere ressourcer og mere magt.

Ikke imod reformer Men selve ideen om reformisme og gradvis udvikling kan ved første øjekast virke meget mere ”praktisk” og ”nem” end revolution og voldsomme omvæltninger. Revolution er aldeles ikke en nem ting, den kræver stor opofrelse, og store kraftanstrengelser. Revolutionens vej er altid sidste udvej – arbejderne bliver først revolutionære, når de er overbevist om, at ingen reformvej er mulig.

Marxister er ikke revolutionære, fordi vi er imod reformer. Vi støtter altid forbedringer af arbejderklassens vilkår, og marxister deltager i fagforeninger, elevråd, politiske partier og andre organer, og kæmper der for forbedringer. Men vi fremhæver, at de reformer, som arbejderklassen har tilkæmpet sig, altid vil være midlertidige og vil blive angrebet igen, så længe økonomien fungerer på kapitalistisk grundlag. Hvem kan hævde andet?

Siden 1970’erne er den velfærd, der

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Teori

blev opbygget i efterkrigstidens opsvingsperiode blevet angrebet igen og igen. Ikke fordi politikerne er onde (selv om de borgerlige altid vil føre nedskæringspolitik), men fordi kapitalismen siden 1970’erne ikke har været i stand til at udvikle samfundets produktivkræfter.

Det eneste rigtige forsvar for reformer er altså en revolutionær afskaffelse af kapitalismen og indførelse af en demokratisk planlagt økonomi under arbejdernes kontrol.

Massernes rolle For mange som kalder sig revolutionære socialister i dag er ideen om Hvad en revolution er, er også aktuelt i dag. Eksempelvis i Venezuela. ”revolution” dog noget meget abstrakt. Ideen lige revolutioner i Frankrig, USA og mien i Danmark må begyndes med om revolution forbindes ikke med Tyskland, det var tilfældet i den russi- nationaliseringen af de 200 største den konkrete kamp, men er noget ske revolution i 1917, og det er tilfæl- virksomheder og herefter brede sig man kan snakke om 20-30 år ude i det i dag i revolutionen i Venezuela. til resten af samfundet. fremtiden.

Overgangskrav Spontanitet og ledelse Trotskij sagde, at det vigtigste træk ved en revolution er massernes di- Men den revolutionære bevidsthed Det kendetegnende ved alle revolurekte indblanding i historiske begi- kommer ikke af sig selv. Det er de tioner er massernes enorme energi revolutionære socialisters opgave at og spontane indtræden på scenen. venheder. vise, hvordan de problemer folk har Netop i revolutionære perioder bliver I normale perioder står staten over i deres hverdag hænger sammen spørgsmålet om arbejderklassens lesamfundet, og historien bliver be- med nødvendigheden af en revolu- delse af afgørende betydning. Der er stemt af ”specialister” på hvert deres tion. Når arbejderklassens krav ek- masser af eksempler på revolutioner, felt – konger, ministre, bureaukrater, sempelvis er bedre velfærd til alle, hvor arbejderne og de fattige er gået parlamentarikere og andre. Men på må dette gøres til et overgangskrav i gang med at overtage magten, men kritiske tidspunkter, hvor den normale ved at vise, at dette kun kan opnås hvor ledelsen har holdt igen, tøvet elsamfundsorden ikke længere er tåle- ved at inddrage kapitalisternes profit- ler øvet direkte forræderi. Tyskland lig for masserne, bryder de de bar- ter, som de har tjent på vores alles 1919-23, Spanien 1936, Pakistan rierer, der adskiller dem fra det politi- arbejde. I første omgang må kravet 1969, Chile 1973 og Iran 1979 er ske liv. Folk, der aldrig plejer at læse være højere skat på kapitalisternes nogle kendte eksempler. andet end sportssektionen i avisen, profit, men det næste skridt er egenfejer deres normale politiske repræ- tlige nationaliseringer, som ikke bare Arbejderklassen kan ikke opfinde en sentanter til side og skaber gennem inddrager den sidste rest af kapitali- ledelse med de nødvendige evner deres egen indblanding grundlaget sternes profit, men også gør op med under revolutionen. En dygtig ledeldet kapitalistiske systems tåbelighe- se må forberedes og trænes i årevis, for et nyt politisk system. før den kan gøre sig håb om at klare der og spild af ressourcer. revolutionens eksamen. Derfor er det Grundlaget for denne indblanding fra massernes side på den politiske Anarkisterne forestiller sig, at man afgørende for socialister at deltage scene er en generel opfattelse af, at kan springe direkte ind i det perfekte aktivt i opbygningen af den marxistitingenes tilstand er utålelig, og at det samfund. Men som Marx forklarede, ske tendens i arbejderbevægelsen, eksisterende systems fortsatte eksi- vil det være et overgangssamfund for på den måde at forberede sig på stens ikke kan forenes med en tålelig mellem kapitalisme og det han kaldte de store opgaver, som der ligger i kommunisme. Dette overgangssam- kommende sammenstød og revolutilværelse for det store flertal. fund kaldes typisk socialisme. En tioner i Danmark og på verdensplan.

Dette var tilfældet i de store borger- demokratisk planlægning af økono- □

www.marxist.dk • Sep/Okt 7. årgang nr. 38 • 23

SOCIALISTISK STANDPUNKT HVEM VI ER

HVAD VI STÅR FOR

SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af en gruppe marxistiske arbejdere og unge, der er aktive i arbejderbevægelsen. Vi mener, at kapitalismen ikke længere kan tilbyde andet end nedskæringer, øget arbejdspres, massearbejdsløshed og fattigdom.

Derfor må det kapitalistiske system fjernes og erstattes af en

• En national minimumsløn på 130 kr., gældende for alle inklusiv lærlinge, arbejdsløse og studerende.

socialistisk planlægning af produktionen, hvilket vil sige, at arbejderklassen overtager de største virksomheder, bankerne, forsikringsselskaberne osv. og kontrollerer og styrer det hele demokratisk efter behov og ikke som nu efter kapitalisternes jagt på profit. Vi støtter og deltager i den danske arbejderklasses kamp som en del af den internationale arbejderklasses kamp. Vi mener at det er vigtigt at være internationalt organiseret - for det er kapitalisterne. Vi har søsterorganisationer i bl.a. Venezuela, Nigeria, Pakistan, England, USA, Rusland, Spanien, Sverige, Italien osv.

• Genindførelse af dyrtidsreguleringen samt fuld dagpengeregulering, så inflationen ikke udhuler lønnen.

SOCIALISTISK STANDPUNKT deltager i den daglige kamp og støtter de krav, der stilles på arbejdspladserne og uddannelsessteder (se “HVAD VI STÅR FOR”).

• Lige løn for lige arbejde – ingen diskriminering pga. køn, race osv.

Hvis arbejderbevægelsen satte alle sine kræfter ind og kæmpede for disse krav, ville det være muligt at kæmpe dem igennem. Men ledelsen af fagbevægelsen undskylder den manglende kamp med, at kapitalisterne aldrig vil gå med til at opfylde kravene.

• Strejke- og aktionsret til lærlinge, funktionærer og alle andre arbejdere.

Til det er marxisternes svar klart: Har kapitalisterne ikke vilje til at sikre en ordentlig tilværelse for arbejderne og ungdommen, så har arbejderklassen ikke brug for kapitalismen! Det økonomiske opsving har ikke bragt forbedringer for arbejderklassen, og nu er kapitalismen igen ved at gå ind i en krise. Den eneste vej frem er derfor at fjerne det kapitalistiske system ved, at arbejderklassen overtager produktionsmidlerne og sætter dem under deres ledelse og kontrol. Dette er løsningen på arbejderklassens og ungdommens problemer, og det er hvad arbejderpartierne og fagbevægelsen burde kæmpe for.

Vi opfordrer derfor alle arbejdere og unge til at gå med i SOCIALISTISK STANDPUNKT’s kamp for at vinde arbejderbevægelsen tilbage på et socialistisk program.

• Nationalisering af alle udflytningstruede arbejdspladser under de ansattes ledelse og kontrol

• Stop for alle afgifter og skatter, der udhuler arbejdernes lønninger. For et ordentligt, solidarisk skattesystem, der tilgodeser arbejderklassen og beskatter kapitalisterne.

• 30 timers arbejdsuge med fuld løn- og personalekompensation, det er den eneste vej væk fra arbejdsløsheden.

• Afskaffelse af bodssystemet – ingen indgreb i strejke- og aktionsretten.

• Ægte demokrati i arbejderbevægelsen. Ingen privilegier til vores ledere – arbejderledere på arbejderløn.

• Fjernelse af alle nedskæringer på velfærden.

• Kamp imod alle forsøg på yderligere afmontering af velfærdssamfundet.

• Nej til nedskæringer og privatiseringer i den offentlige sektor: Udbyg den offentlige sektor med flere midler og mere personale, under de ansatte og brugernes egen demokratiske ledelse og kontrol.

• Ordentlige boliger der kan betales til alle.

• Fri adgang til ordentlig uddannelse for alle og de økonomiske muligheder for det.

Kig ind på WWW.MARXIST.DK Kontakt: marxist@marxist.dk, tlf.: 61 65 10 88

Jeg vil gerne høre mere om SOCIALISTISK STANDPUNKT og inviteres til et møde.

Jeg vil abonnere på SOCIALISTISK STANDPUNKT (6 nr. for kr. 120,- / Solidaritetspris kr. 150,-).

Navn: Post nr.:

Adresse:

By:

Telefon nr.:

Sendes til: SOCIALISTISK STANDPUNKT, Degnestaven 10, st. tv., 2400 København NV.