SOLIDAR
ITETSPR
LÆS INDE I BLADET:
IS KR. 2
0,-
SOCIALISTISK STANDPUNKT DEN MARXISTISKE AVIS FOR ARBEJDERBEVÆGELSEN NR. 39 DEC/JAN 2007 7. ÅRGANG PRIS KR. 10,-
• Analyse af valget: 4 år mere med VKO?… Næppe! (s. 4-6) • Juleindsamling (s. 7) • OK08: Krav om løn og arbejdsforhold må forsvares (s. 8-9) • Lærlingenes kamp (s. 10) • EU-afstemning (s. 14) • Pakistan - socialisme eller barbari (s. 15-17) • Revolutionær kunst og surrealisme (s. 18-19)
OPRØR I PAKISTAN
- Kun socialisme er vejen frem
MARXIST DK
Indhold
Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk
Indhold
- Leder -
Leder
2
Valganalyse
4
Juleindsamling
7
På Spidsen
7
OK08
8
Lærlingenes kamp
10
Enhedslisten
11
Arrangement i arbejdermuseet
12
EU-afsteming
14
Krise i Pakistan
15
Verden set med hånden
17
Revolutionær kunst
18
SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af avisforeningen SOCIALISTISK STANDPUNKT Degnestavnen 19 st.tv 2400 Kbh. NV. Tlf.: 61 65 10 88
JULEFRED Den borgerlige regering blev genvalgt, og julefreden har dermed sænket sig over det borgerlige Danmark. Mageligt kan de borgerlige politikere og deres bagland i erhvervstoppen læne sig tilbage i designerstolen og lade kaminilden knitre lystigt i strandvejsvillaen. Men der er lagt i ovnen til andet og mere end gåsesteg for den borgerlige regering og de danske kapitalister.
kapitalisters overlevelse i konkurrence mod mere robuste økonomiske magter) vil regeringen uundgåeligt komme i åben konflikt med velfærdsstaten, og dermed med alle de forbedringer, som de danske arbejdere har opnået gennem kamp siden anden verdenskrig. Uanset de borgerliges fromme juleønsker vil fremtiden bringe dem mere uro og eksplosioner i klassekampen.
De borgerlige økonomer taler åbent om, at opsvinget er ved at slutte. Den prisstigning, der har været på boligmarkedet, og som har drevet et ”forbrugsdrevet opsving” gennem massiv låntagning, er slut. Dødsklokkerne ringer over det såkaldte opsving. Regningen vil naturligvis blive sendt videre til arbejderklassen i form af øget arbejdspres, flere nedskæringer og en tilbagevenden til tidligere tiders arbejdsløshed. Med ønske om en glædelig jul, naturligvis.
Hvad har almindelige danskere fået ud af den seneste periode med ”opsving” og borgerlig politik? Prisen på offentlig transport er ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd steget med 40 procent fra 2001 til 2007. De kommunale budgetter er blevet skåret hvert år. Boligudgifterne er eksploderet på det private marked. Uddannelserne er blevet forringet, og der er blevet færre lærere i folkeskolen i forhold til antallet af elever. Skattestoppet har i virkeligheden betydet et stop for fremskridt i den offentlige sektor. Disse forhold – og flere andre – har givet anledning til massedemonstrationerne 17. maj og 3. oktober i fjor, samt 2. oktober i år. Desuden har vi set store strejker blandt mange offentligt ansatte. Utilfredsheden, der i årevis har ulmet under overfladen, er ved at finde en vej til overfladen.
Det økonomiske rod, der er en følge af kapitalismens anarkistiske natur, vil tvinge regeringen til at forsøge endnu større angreb imod velfærden end vi hidtil har set. Danmark er Skandinaviens ”syge mand”, og er aldeles afhængig af udenlandske banker og kapital. For at redde kapitalisternes profitter (og dermed de danske
ISSN: 1901-1695 WWW.MARXIST.DK marxist@marxist.dk Ansv.red: F. Ohsten
2 • www.marxist.dk • Dec/Jan 7. årgang nr. 39
De offentlige overenskomster er nu til forhandling. Årevis af nedskæringer og ydmygelser kan meget vel eksplodere i en storkonflikt. Der er intet der tyder på, at de offentligt ansatte vil dukke nakken og acceptere et forlig, der – ligesom den nuværende overenskomst – ikke indebærer mærkbar forbedring af reallønnen. Samtidig er den offentlige økonomi under pres af de borgerliges skattelettelser til erhvervslivet og afbetaling af
Leder
Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk gæld til de danske banker og kapitalister. En storkonflikt kan betyde, at Fogh og hans bagland kan få et hedt forår. De borgerliges julehumør har også bredt sig på EU-området. De vil give Danmark en ny EU-forfatning og afskaffe forbeholdene, der står i vejen for det frie europæiske marked. Julegaven hedder øget løntrykkeri og flere privatiseringer. En pakke, der bør byttes, og som du kan læse om andetsteds i avisen. Læs også artiklen om de oprørske tilstande i Pakistan. Mere end 50 års ”uafhængighed” på kapitalistisk basis har ikke løst noget som helst – tværtimod er den elendighed, befolkningen lever under, værre end for generationer siden. Kapitalismens fortsatte eksistens i Pakistan betyder militarisme, fundamentalisme og barbari. I denne sammenhæng spiller den marxistiske tendens i Pakistans Folkeparti (PPP) en vigtig rolle for at vælte generalerne, godsejerne, bankmændene og mullaherne. Nå, men tilbage til Danmark. Midt i den grå valgkamp, hvor politikerne
havde hyr med at trække folk til deres møder, afholdt nærværende avis et kæmpemæssigt arrangement i Arbejdermuseet i København for at fejre den russiske revolution, Lenin og Trotskij. Knap 200 mennesker betalte entre for at deltage. Vi hører, at unge er uinteresserede i politik. Men sandheden er, at de er uinteresserede i nedskæringspolitik, studehandler og borgerlig ”ansvarlighed”. Da den borgerlige regering kom til i 2001 sagde vi på denne plads, at det ikke betød en højredrejning af arbejderklassen. Tværtimod var de borgerliges sejr – ligesom nu – en tiltagende polarisering i det danske samfund. Freden mellem klasserne er forbi. Den danske overklasse er splittet i en fløj, der ønsker at fremstå ”moderat” og venlig over for velfærden, mens man skærer stykke efter stykke. En anden fløj omkring CEPOS og det Konservative Folkeparti ønsker en hårdere konfrontation med arbejderklassen: de ønsker at vende tilbage til de ”gode gamle dage” uden gratis uddannelse, dagpenge, folkepension eller andre ”overflødige luksusgoder”.
Indenfor arbejderbevægelsen er der også en tiltagende polarisering. De ledende lag i arbejderbevægelsen har gjort det til deres fornemste opgave at administrere kapitalismen. Og i den nuværende epoke, hvor der ikke er plads til forbedringer i den kapitalistiske økonomi, betyder det, at man er med til at skære ned på velfærd og arbejdernes levestandard. Men alt er ikke roligt. Formandsvalget i LO, hvor højrefløjens kandidat tabte, er et lille tegn på, hvad der er på vej. Men bevægelsen blandt lærlingene er også værd at lægge mærke til. I arbejderbevægelsen vil en mere tydelig kamp opstå imellem de, der ønsker at være ”ansvarlige” over for kapitalisterne, og de der ønsker at være ansvarlige over for medlemmerne. I denne sammenhæng er det afgørende at opbygge en stærk tendens i arbejderbevægelsen, der vil gøre fagbevægelsen til kamporganisationer og kæmpe for arbejderpolitik i arbejderpartierne. Den avis, du holder i hånden, er et organ for begyndelsen på en sådan tendens. Gå med!
Årets julegaveide nr. 1: Ti dage der rystede verden af John Reed
Den russiske revolution er den største begivenhed i menneskehedens historie. John Reeds bog giver både baggrunden for oktoberrevolutionen 1917 og navnlig en aldeles enestående øjenvidneskildring af disse verdenshistoriske begivenheder i oktober og november. Bogen er på 372 sider og kan købes på www.marxist. dk/butik. Pris: 135 kr.
www.marxist.dk • Dec/Jan 7. årgang nr. 39 • 3
Danmark
Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk
4 år mere med VKO…? Næppe! VALG
Af Lasse Bertelsen For mange arbejderaktivister var valget den 13. november en stor skuffelse. 4 år mere med en borgerlig VKO regering. Men hvis man kigger lidt nærmere på valgresultatet vil man se at de borgerliges valgsejr lang fra er så stabilt som de kunne ønske det.
Snævert VKO flertal Anders Fogh Rasmussen kan nu igen danne en regering med de konservative, støttet af Dansk Folkeparti og et borgerligt mandat fra Færøerne. På den måde sniger de sig lige op på de nødvendige 90 mandater. Det er altså et så snævert flertal som det er muligt. Allerede inden den nye regering trådte til var der alvorlige spændinger indenfor den borgerlige koalition, særligt mellem de konservative og Ny Alliance på den ene side, og Dansk Folkeparti på den anden.
mandater. Men SF’s fremgang med 12 mandater har gjort at arbejderpartierne tilsammen har 72 mandater, 8 flere end ved sidste valg.
krav på hylden og underlægge sig de borgerlige partier, som er dannet af den danske overklasse for at tjene arbejdsgivernes interesser. Et ”bredt samarbejde” betyder i virkeligheden, at arbejderklassens repræsentanter skal samarbejde med arbejdsgivernes repræsentanter. Men begge interesser kan ikke tjenes på samme tid. Enten skærer man ned på velfærden og giver skattegaver til kapitalisterne, eller også gør man ikke. Enten fører man borgerlig politik, eller også fører man arbejderpolitik. Man kan ikke forene ild og vand, og man kan ikke forene grundlæggende klassemodsætninger. Hvis oppositionen nu vil have ”brede forlig” vil det kun gavne de borgerlige, og det vil skubbe oppositionen i retning af nye nederlag.
Arbejderflertal i København Det er tydeligt, at arbejderklassen i de store byer stemmer på arbejderpartierne. I Aalborg Øst fik de tre arbejderpartier tilsammen 49,5 procent af stemmerne. I Århus Nord fik de 52,8 procent og i Odense Øst 52,7 procent. I Københavns Storkreds, hvor over 400.000 stemte, fik arbejderpartierne flertal med 51,9 procent. På Nørrebro og Vesterbro overgik SF tilmed Socialdemokratiet som det største parti. Alt sammen viser det, at arbejderklassen absolut ikke er borgerliggjort. Tværtimod viser tallene, at arbejderklassen i de store byer har en veludviklet klassebevidsthed, men at udviklingen er ujævn i forhold til resten af landet.
Arbejderpartierne i fremgang
”Bredt samarbejde” gavner de borgerlige
De faste læsere af denne avis vil vide at vi kæmper for en arbejderregering bestående af arbejderpartierne Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten. Vi mener at en koalition af de tre partier vil være den eneste vej til at bevare velfærden. Enhedslisten mistede 2 mandater og har nu kun 4 og socialdemokraterne mistede 2
Få dage inden valget begyndte ledelsen af Socialdemokratiet at erklære at de ikke ville have noget imod en regering med partier hen over midten. Det vil sige en koalition med socialdemokraterne, de radikale, Ny alliance og de konservative. Sådan en regering ville betyde, at socialdemokraterne måtte lægge alle velfærds-
Socialdemokratiet må bryde med de borgerlige Socialdemokraterne lagde ellers ud med 29 krav om forbedringer af den offentlige sektor. Dette var alle gode krav. Men at forestille sig at man ville kunne få bare et af kravene igennem sammen med de borgerlige midterpartier og de konservative er en illusion. At foreslå en sådan bed regering var det samme som at sige at man var parat til at sælge ud af alle socialdemokraternes krav. De fleste arbejdere kan godt huske Nyrup-regeringen der samarbejde med de radikale. Det var en regering der
Arbejderpartiernes stemmeandel de sidste 50 år 53 50 47 44 41 38 35 2005
2000
4 • www.marxist.dk • Dec/Jan 7. årgang nr. 39
1995
1990
1985
1980
1975
1970
1965
1960
1955
Note: Som arbejderpartier regnes S, SF (1960-), DKP (1960-88), VS (1968-88), FK (1987-88) og Ø (1990-).
Danmark
Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk var med til at skære ned på vigtige områder som for eksempel efterløn og dagpenge. Men hvis man ønsker borgerlig politik, så stemmer man da bare på de borgerlige. En regering bestående af socialdemokratiet og de radikale vil ikke kunne garantere bedre velfærd. De radikale er et borgerligt parti. Selvom de på nogle punkter fremstår mere humane end de andre borgerlige partier så er deres økonomiske politik en opskrift på forringelser af velfærden. Hvis socialdemokratiet skal fremstå som et reelt alternativ til den borgerlige regering må de bryde samarbejdet med de radikale.
Sekterisme er ingen løsning Valget viste også tydeligt, at strategien med at ”trække Socialdemokratiet til venstre”, samtidig med at man selv står uden for partiet, ikke virker i praksis. Det er umuligt at få en anden regering, hvis ikke Socialdemokratiet er med. Og hvis en regering med Socialdemokratiet i spidsen ikke bare skal være en ny ”Nyrup-regering”, så kræver det, at der kommer en ledelse i partiet, som rent faktisk vil føre en politik til gavn for den danske arbejderklasse – en politik, der peger i retning af demokratisk socialisme. Men det sker ikke af sig selv. Derfor er der brug for, at arbejderne bliver aktive i deres partier – ikke mindst Socialdemokratiet – og kæmper for arbejderpolitik. Alle ”genveje” uden om arbejderklassens traditionelle partier fører ud over en afgrund.
SF imidlertid nu vil følge en linje om ”brede forlig”, det vil sige samarbejde med de borgerlige, og dermed en blåstempling af nedskæringspolitik, så vil det give et sikkert nederlag til SF næste gang. Enhedslisten vil blive behandlet andetsteds i avisen.
Midterpartierne i krise De radikale mistede otte mandater og har nu kun ni. Valget har altså været en katastrofe for partiet. Ny Alliance fik kun fem mandater. Inden valget så det ud til at partiet ville få langt større tilslutning og at de nye folketing ville have en stærk midte. Men resultatet blev det modsatte. Midten er svækket. Dette er meget positivt, da disse partier altid har haft til formål at binde Socialdemokratiet til de borgerlige partier og til at legitimere den borgerlige nedskæringspolitik. Valgresultatet valget bevidner om at flere og flere bliver opmærksomme på at der er to veje i dansk politik. Den borgerlige vej og arbejderpartiernes vej.
Dansk Folkeparti – et nedskæringsparti Dansk Folkeparti fik en svag fremgang. Dette kan virke paradoksalt da de har været med til at
støtte alle den borgerlige regerings angreb på velfærden. Men de har snedigt forsøgt at fremstille dem selv som ”den lille mands beskytter”. Hver gang der har været lagt op til nedskæringer har de sørger for at fjerne en lille del af forringelserne for at fremstå som tilhængere af velfærden. Men virkeligheden er, at de sidste 6 års udsultning af velfærden er sket med Dansk Folkepartis stemmer. DF har en strategi, der går ud på at splitte arbejderklassen på flest mulige måder. De spiller danske arbejdere ud imod indvandrere, og de spiller forskellige faggrupper ud imod hinanden i den offentlige sektor ved at kræve, at de andre skal betale for lønfremgang til for eksempel sosuassistenter. Når mange stemmer på partiet er det fordi de i det mindste ved, at Dansk Folkeparti gør lidt for dem, de påstår at repræsentere. Hvorimod folk husker, at Nyrup regeringen løb fra flere valgløfter. Dansk Folkepartis fremgang beror udelukkende på ledelsen af socialdemokratiets tidligere svigt. Men en stemme på DF er en stemme for en fortsættelse af de borgerliges afvikling af det velfærdssamfund som det har taget arbejderklassen mange årtier at bygge op. Hvis ledelsen af socialdemokratiet klart brød med de borgerlige og
SF’s fremgang Hvad angår SF, så formåede partiet at fordoble sine mandater ved at stille op på et klart forsvar for velfærden. Hvis de tre arbejderpartier var gået sammen om et fælles oplæg for at forbedre velfærden kunne SF’s fremgang have bredt sig til de andre arbejderpartier. Fremgangen til SF skyldes, at partiet for mange fremstår som en klar og ufortrøden forsvarer for velfærden. Hvis Det politiske budskab, der blev overrumplet af parti- og personfnidder.
www.marxist.dk • Dec/Jan 7. årgang nr. 39 • 5
Danmark
Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk
indgik en alliance med de to andre arbejderpartier om en politik, der fjernede de sidste 20 års nedskæringer, så ville Dansk Folkeparti hurtigt kunne reduceres til en lille håndfuld.
griber ind vil andre kommuner følge trop og hæve skatten i deres kommuner for at undgå at skulle skære mere ned. Alt taler derfor for at regeringen vil gribe ind på en eller anden måde.
Regeringsindgreb på vej
Overklassen kræver flere nedskæringer
Flere borgerlige aviser har givet de kommende offentlige overenskomstforhandlinger som del af grunden til at Anders Fogh udskrev valg i utide. Indenfor alle fag er der store forventninger om at det gigantiske lønslæb der er indenfor det offentlige vil blive mindsket gennem kraftige lønstigninger. Men dette går direkte imod den borgerlige regerings planer om at mindske de offentlige udgifter. Dansk Arbejdsgiverforening presser på for at den borgerlige regering skal gennemføre hårdere angreb på velfærden. Meget taler derfor for at der kan komme konflikt på det offentlige område. Og at regeringen vil gribe ind. Det vil afsløre den borgerlige regering. Nemlig at de er overklassens regering, og at overklassen ikke ønsker et velfærdssamfund.
Kommunal konfrontation Samtidig har en lang række kommuner brudt regeringens aftale med Kommunernes Landsforening og hævet skatten. Årsagen til dette er, at økonomien i kommunerne ikke hænger sammen på grund af regeringens stramme politik. Hvis regeringen ikke
Dagen efter valget bragte dagbladet Børsen, hoforganet for dansk kapitalisme, en række udtalelser fra erhvervsledere, der gjorde det klart, at toppen i dansk erhvervsliv ønsker flere og hårdere angreb på velfærden. De borgerlige har haft regeringsmagten i seks år, og de har haft nedskæringer på programmet. Men disse nedskæringer har langt fra været tilstrækkelige for den danske overklasse. Der er altså lagt op til en hårdere konfrontation mellem overklassen og arbejderklassen i den næste periode. Det vil give ny uro og åbne en eksplosiv klassekamp.
Uro forude Der er ikke lagt op til en fredelig tid, med ro på arbejdsmarkedet og politisk stabilitet. Tværtimod. Vi vil komme til at se demonstrationer og strejker og en ekstrem svag borgerlig regering. Og der vil næppe gå 4 år før vi skal til valg igen. De danske arbejdere er ikke blevet højreorienterede, tværtimod er problemet, at der har manglet en klar opposition, som kunne indgyde arbejdere og unge
selvtillid til egne kræfter og præsentere et klart alternativ til den borgerlige nedskæringspolitik.
Arbejderpartierne må genindtages Det altafgørende er kampen for at vinde arbejderpartierne tilbage til arbejderklassen. At presse ledelserne af arbejderpartierne, især socialdemokratiet, til at føre arbejderpolitik. Og hvis de ikke vil det, kæmpe for at skifte ledelserne ud med nogle der vil. Hvis arbejderpartierne fik en ledelse som virkelig ønskede at forsvare velfærden ville de kunne få massiv vælgertilslutning. Men det vil kræve et brud med alt samarbejde med de borgerlige partier. Og det vil kræve at de er parate til at bryde med det kapitalistiske system. Opsvinget i økonomien er ved at nå sit højdepunkt og meget taler for en afmatning af økonomien. Prisen for det vil blive betalt af arbejderne og ungdommen gennem flere forringelser og arbejdsløshed. Et reelt forsvar for velfærden er ensbetydende med en kamp for kontrol over økonomien. Ved at overtage de 100 største virksomheder, banker og forsikringsselskaber under arbejderklassens ledelse og kontrol vil man kunne garantere velfærd for alle. Det er den linje der må kæmpes for i arbejderpartierne hvis vi skal slå de borgerlige. □
Årets julegaveide nr. 2: Lenin og Trotskij hvad de virkelig stod for
Lenin og Trotskijs idéer er uden tvivl de mest fordrejede og bagvaskde idéer i historien. For første gang udgives Alan Woods og Ted Grants mesterværker, som modgår alle angrebene. Bogen er på 252 sider og kan købes på www.marxist.dk/butik. Pris: 125 kr.
6 • www.marxist.dk • Dec/Jan 7. årgang nr. 39
Danmark
Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk
Socialistisk Standpunkt har brug for DIN støtte 2007 har været et begivenhedsrigt år. Ved folketingets åbning den 2. oktober var omkring 100.000 arbejdere og unge på gaden i protest mod de fortsatte forringelser af velfærden. Af frygt for en mulig storkonflikt på det offentlige område udskrev den borgerlige regering valg i utide. Valget gav tilbagegang for regeringspartierne og fremgang for arbejderpartierne. Desværre kan den borgerlige regering fortsætte, men det er på et meget spinkelt grundlag. 2007 har været endnu en cementering af, at klassekampen stadig er sprællevende. Faktisk mere sprællevende end i mange år. Og det er bestemt ikke ved at slutte. En konflikt på det offentlige områder og et
eventuelt regeringsindgreb vil ikke gå stille af sig. Ude i verden rører arbejderklassen også på sig. I Frankrig er der strejker og demonstrationer. I Pakistan er militærdiktaturet rystet af kæmpeprotester.
holde tale. Næsten 200 dukkede op. I den forbindelse genudgav vi John Reeds Ti dage der rystede verden samt bogen Lenin og Trotskij – hvad de virkelig stod for af Ted grant og Alan Woods. Under valget udgav vi en særavis.
Socialistisk Standpunkt er den marxistiske avis i arbejderbevægelsen. Vi kæmper mod den borgerlige regering og for en ny linje i arbejderbevægelsen – en socialistisk linje. 7. november organiserede vi et kæmpearrangement i Arbejdermuseet i forbindelse med 90 året for den russiske revolution og 75 året for Leon Trotkijs berømte Københavnertale. Trotskijs barnebarn Esteban Volkov og den engelske marxist Alan Woods var inviteret til at
Socialistisk Standpunkt kæmper for de socialistiske ideer blandt ungdommen og i arbejderbevægelsen. Men dette kan kun lade sig gøre så længe et stort antal mennesker yder en indsats. Med at sælge avisen, arrangere møder, udgive bøger, intervenere på tillidsmandsmøder, fagforeningsgeneralforsamlinger osv. Desværre koster al denne aktivitet penge. Derfor anmoder vi om din støtte. Vi har et mål om at samle 35.000,- kr. ind. Men dette kan kun lade sig gøre med DIN hjælp. Derfor: brug det vedlagte girokort og giv din støtte til de socialistiske ideer. □
På Spidsen - Kommunernes boligspekulation Af: Nikolaj Andersen På Spidsen har erfaret, at der siden 2002 er sket en støt stigning i antallet af familier, der bliver sat på gaden i Danmark. Det har affødt en heftig debat om, hvordan det mon kan være. Socialdemokraternes boligordfører, Bjarne Laustsen, mener, at det er en konsekvens af regeringens start- og kontanthjælpsloft. På den anden side af gærdet står den nye ”velfærds”-minister Karen Jespersen, som mener, at der ikke er dokumentation for Bjarne Laustsens udtalelser. I stedet mener hun, at folk der bliver sat på gaden, skam har penge nok, men bare ikke er så gode til at administrere dem. Givetvis bruger de, de mange penge på at finansiere et liv i sus og dus, i stedet for at betale husleje. Derfor afviser Karen Jespersen også enhver snak om at røre ved
kontanthjælpsloftet, og henviser i stedet til, at kommunerne må gribe ind, før familierne bliver sat på gaden, og hjælpe dem med at aflægge deres dyre vaner. Et andet problem i denne sammenhæng kunne være, at lejlighederne i de største byer i Danmark simpelthen er for dyre at bo i, men også det argument skyder Karen Jespersen ned. Kommunerne har skam masser af billige lejligheder til rådighed, de har bare ikke været så gode til at sætte folk ind i dem, lyder det. Her På Spidsen kommer det som en stor overraskelse, at landets kommuner tilsyneladende har billige, tomme boliger stående til højre og venstre, og på redaktionen er man
begyndt at mistænke Kommunernes Landsforening for boligspekulation, for at presse prisen på ejerlejligheder i vejret. Hvorom alting er, vil vi her på redaktionen ikke holde os for gode til at komme med et velmenende råd til ministeren, da problemer som disse jo ikke løser sig selv. Man kan da bare bygge en lejr, med højt hegn og store sovebarakker, hvor disse familier kan bo. Det burde være muligt at finde en ø et eller andet sted i landet til formålet. Men det er af afgørende betydning, at lejren bliver meget stor, da man med rimelighed kan forvente at den snart også vil blive nødt til at huse landets studerende og andre lavindkomstgrupper, såsom offentligt ansatte. □
www.marxist.dk • Dec/Jan 7. årgang nr. 39 • 7
Fagligt
Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk
OK08: Løn og arbejdsforhold må sikres OFFENTLIGT ANSATTE
Af Marie Frederiksen Forhandlingerne om overenskomster for op mod 875.000 offentligt ansatte er i gang. Men allerede før forhandlingerne reelt gik i gang, er OK08 blevet omgærdet med spænding, og rygterne fyger om, at der er lagt op til storkonflikt i foråret. Med de sidste mange års nedskæringer på skoler, plejehjem, administrationen, politiet osv. er det på tide, at der sikres ordentlige forhold for de offentligt ansatte, både løn og arbejdsvilkår.
Lønnen skal op Hovedkravet er højere løn. Hen over sommeren strejkede sosu-assistenterne landet over med det helt rimelige krav om højere løn. Sosu-assistenterne kræver 6800 kr. mere om måneden, sygeplejerskerne 8400 kr. ifølge en undersøgelse foretaget af Analyse Danmark blandt 1090 offentligt ansatte. De ”kloge” arbejdsmarkedsforskere har allerede skudt kravene i sænk, ”det er fantasikrav, der er fuldstændig uden for rækkevidde”, siger Flemming Ibsen, arbejdsmarkedsforsker til Ugebrevet A4. Men arbejdsgiverne; kommuner, regioner og staten ser ikke ud til at ville give efter sådan lige. I kommunernes budgetter for 2008, der er ramme sat
af regeringen, er der kun indlagt en lønstigning på 3,1 procent, hvilket giver en sosu-assistent godt 600 kr. mere i løn om måneden - meget langt fra kravet. Derudover kræver de øget fleksibilitet og lokal lønfastsættelse – alt sammen store angreb, som blankt må afvises.
De faglige ledere må gå forrest med klare krav Efter strejkerne i sommer meldte mange af de faglige ledere ud, at de kæmpede for en højere løn på mange tusinde kroner om måneden. Det fik de ”kloge hoveder” op ad stolene, og de startede straks med beskyldninger mod fagtoppen for at være ansvarlige for en kommende storkonflikt. Ifølge arbejdsmarkedsforskerne, der helt klart går arbejdsgiverne ærinde, er det de faglige lederes opgave, at holde medlemmerne forventninger så langt nede som muligt, med andre ord, at være arbejdsgivernes mand/ kvinde i fagbevægelsen. ”Det er helt tydeligt, at der er kommet uorden i forventningsstrukturen. De ledende fagforeningsfolk har gjort det fuldstændig umuligt at nå et forlig. Men det er formentlig meningen, fordi de mener at få mere ud af en konflikt,” siger Flemming Ibsen. Om det er grunden til, at fagtoppen trækker i land er ikke til at sige, men faktum er, at de tidligere så bastante udmeldinger, nu udvandes. Nu lyder kravene fra fagtoppen på ”markant højere løn”, og ”mindst lige så meget
De offentlige ansatte sakker bagud De privatansatte fik som bekendt ikke meget i lønstigninger i OK07. Højt sat er deres lønstigningen på 4 procent i år.. Højt sat er en offentlig ansats løn omkring 23.000 kr. pr. mdr. En lønstigning på 4 procent svarer til 920 kr. om måneden. De lavtlønnede får dog kun omkring 18.000 kr. om måneden, de ville få 720 kr., altså ikke engang 19.000 kr. om måneden.
8 • www.marxist.dk • Dec/Jan 7. årgang nr. 39
som de privatansatte fik”. Men det er slet ikke nok. Og slet ikke når man tager i betragtning, at inflationen er på omkring 2 procent om året, hvilket æder halvdelen af de privatansattes lønstigning At de offentligt ansatte ved OK05, kun fik 5,64 procent i lønstigning over de tre år, mens prisudviklingen forventedes, at blive 5,6 procent – altså en reallønsfremgang på 0,04 procentpoint. Og derudover at priserne er eksploderet på bolig og offentlig transport, der udgør en stor del af en arbejderfamilies udgifter. Kravet må være helt klart; minimum 5000 kr. mere om måneden, hvert af årene. De offentligt ansatte må holde deres ledere fast på, at kræve et fast beløb og ikke udflydende krav om ”højere løn”.
Nej til nedskæringer De sidste 10-20 år mindst er der blevet skåret ned på den offentlige sektor, pædagogerne skal passe flere børn, sygeplejersker og læger skal tilse flere patienter, og have dem liggende på gangene, ansatte i ældreplejen skal løbe hurtigere, og sådan kunne man blive ved. Faktum er, at der år efter år er blevet skåret ned, så flere og flere offentligt ansatte bliver syge og mange går ned med stress, og de fleste går hjem fra arbejde hver dag og føler de har gjort et utilstrækkeligt stykke arbejde. Der mangler i den grad flere penge til den offentlige sektor, til investeringer, løn og flere ansatte. Samtidig har især den borgerlige regering indført ydmygende minut-tælleri. Som det er nu forhandles løn og arbejdstid hver 3 år, mens politikerne så kan skære ned de andre år, uden at de offentligt ansatte lovligt kan gøre noget ved det. Arbejdsforhold, såsom antal ansatte, bør blive en del af overenskomsten. Fagforeningerne må kræve, at nedskæringerne trækkes tilbage, og at der i stedet gives flere penge.
Fagligt
Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk Et politisk spørgsmål Den borgerlige regering, der jo desværre blev genvalgt, fralægger sig ethvert ansvar. De påstår hårdnakket, at de ikke vil blande sig i overenskomsterne, da ”det er op til arbejdsmarkedets parter”. De fortier belejligt, at de selv er den ene part i ”arbejdsmarkedets parter”, nemlig arbejdsgiverne. De er direkte arbejdsgivere for alle de statsansatte, og de bestemmer økonomien i både kommuner og regioner. Derfor er der ingen vej uden om at kræve flere penge fra Folketinget, hvis lønnen skal hæves og arbejdsforholdene forbedres. Arbejderpartierne har lovet højere løn, og også Dansk Folkeparti har sagt, at de vil give flere penge til især plejepersonalet. Det betyder, at der i teorien er et flertal for højere løn i Folketinget. Men en ting er teori, noget helt andet er praksis. DF har fulgt den borgerlige regering i tykt og tyndt og reddet deres skind hver gang det var nødvendigt. Det er meget tvivlsomt, at de vil få regeringen til at falde ved at kræve højere løn. Deres strategi er at splitte de forskellige faggrupper ud mod hinanden, ved at love penge til f.eks. plejepersonalet. Vi må gå imod ethvert forsøg på at splitte os op, og spille de forskellige grupper ud mod hinanden. Den eneste løsning er enhed.
Den eneste vej frem er kamp Som vi har set utallige eksempler på, er de offentligt ansatte parate til at kæmpe for ordentlige forhold og en velfærd, der kommer alle arbejdere til gavn. Sidste efterår førte de århusianske pædagoger an i 4 ugers ulovlig strejke, og denne sommer var det især sosu-assistenterne, der gik på gaden. Der er enorm opbakning i den danske arbejderklasse til kravene, hvilket bl.a. blev bevist ved de 3 store velfærdsdemonstrationer inden
De offentlige ansatte sakker bagud Selvom Danmark vedtog en ligelønslov i 1976, har kvinderne lige siden fået i gennemsnit 15 procent mindre i løn end mændene. Det er skidt for alle arbejdere, fordi det generelt presser lønningerne. ”Hver gang en privat ansat mand tjener 100 kr., så er der kun 81 kr. til den offentligt ansatte kvinde med samme uddannelseslængde.” (www.FOA.dk). To tredjedele af de offentligt ansatte er kvinder. Skal ligelønnen gennemføres skal lønningerne i OK08, som man kan se, hæves med ca. 25 procent.
for det sidste halvandet år. Det er altså ikke kampgejsten, der mangler. Vi har også set, hvordan strejkerne har presset regeringen, bl.a. med udskrivelsen af valget lang tid før nødvendigt af frygt for en storkonflikt. Den borgerlige regering kunne have været væltet flere gange det sidste år, hvis fagbevægelsen og arbejderpartierne var gået i spidsen for kampene, og havde samlet og koordineret dem. Det bedste forhandlingsmiddel er truslen om konflikt, derfor må al akti-
vitet fra fagbevægelsen top rettes ind på at forberede en storkonflikt. En storkonflikt blandt de offentligt ansatte vil have kæmpe magt, og vil med lethed kunne få opbakning blandt de privatansatte. Og det er absolut nødvendigt! Arbejderne i den private sektor har en mindst lige så stor interesse i en ordentlig velfærd, og de har den virkelige magt at sætte bag deres ord. Derfor må der også allerede nu appelleres til arbejderne i den private sektor, om at gå med i en evt. storkonflikt. Det vil kunne få stat, regioner og amter til at give efter for kravene. - 5000 kr. mere om måneden hvert år - Nej til lokal lønfastsættelse - Flere penge til velfærd – træk nedskæringerne tilbage - Enhed blandt alle offentligt ansatte - Forbered storkonflikt, pres arbejdsgivern -Enhed mellem arbejdere i den offentlige og den private sektor □
De strejkende pædagoger sidste år rystede Fogh. Forberedes storkonflikten kan kravenes presses igennem.
www.marxist.dk • Dec/Jan 7. årgang nr. 39 • 9
Fagligt
Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk
Lærlingenes kamp LÆRLINGE
Af en metallærling ”Lærlinge er egoistiske og kun interesseret i bajere, biler og balfaldera!” Det har i mange år været mantraet for en del ledere i arbejderbevægelsen. De har sagt, at den eneste måde at aktivere lærlingene i fagforeningerne er ved at arrangere gokart ture og julefrokoster. Men den seneste tid har vist det, som marxisterne altid har sagt - det eneste der holder lærlingene tilbage, er netop de ledere, der ikke længere tror på arbejderklassen og ungdommens evne til at kæmpe og at træffe beslutninger. Så når lærlingene er begyndt at røre på sig, er det på trods af disse mennesker og ikke på grund af dem.
Forholdene og kampen At der er utilfredshed blandt lærlingene, burde ikke overraske læseren. Lærlingelønnen (ca. 50 kroner i det første år) gør det i sig selv utroligt attraktivt at udbytte lærlingene. Det er trods alt billigere at hyre en lærling end en arbejdsmand. Og de tekniske skoler er ikke mere moderne end de forhistoriske lønninger: Gamle maskiner, slidt og ubrugeligt udstyr, lærerefri timer, angreb på skolepraktikken ordningen (SKP) og mangel på overblik, er alle forhold, der tærer på elever og lærer. Taxametersystemet har reelt set omdannet skolerne til private virksomheder, der kun tænker på at få elever igennem maskineriet, og dermed penge i kassen, i stedet for at uddanne fremtidens faglærte arbejdere.
Metal Ungdom På Metal Ungdoms årsmøde i starten af november fortalte lærlinge fra hele landet de samme historier: Pres på arbejdspladsen og forfald på skolen. Men der var også en klar forståelse for nødvendigheden af at organisere sig og kæmpe - ikke kun igennem fagforeningerne, men også politisk i arbejderpartierne. Det viser en enorm høj bevidsthed. Den 2. oktober gik tusinder af arbej-
dere på gaden til forsvar for velfærden. De københavnske lærlinge arrangerede en fantastisk karavane bestående af lærlinge og elever fra flere tekniske skoler. På Tuborgvej Tekniske Skole arrangerede eleverne en skoleblokade og på mange andre skoler var der arrangementer og stor tilslutning. I demonstrationen var der mange politiske diskussioner om kampen og vejen frem. Lærlingene gik på gaden for Lærlingene er utilfredse. Det burde ikke overraske når lærat vinde bedre forhold. lingelønnen det første år er ca. 50 kroner i timen. Derfor ville de også fortsætte kampene. En marxistisk opposition Desværre var lederne af bevægelsen ikke villige til at gøre det samme. Hvis vi skal vinde nogen som helst Bevægelsen blev lukket ned ligeså forbedringer igennem, kræves det, at snart Slotspladsen var tømt og siden vi er organiserede i stærke organisationer. Vi har nemlig kun én styrke: har vi ikke hørt noget til den. enhed. Så vi aktive lærlinge og ungarbejderes opgave er at opbygge voDemokratiet i vores organires faglige organisationer. Men det sationer halter kan kun ske ved, at de almindelige Så selvom lærlingene gerne vil kæm- lærlinge og ungarbejdere i praksis pe er det svært. For eksempel er kan se at fagforeningerne beslutsomt hele Metal Ungdom organiseret som kæmper deres sag. Det vil sige, at et udvalg i Dansk Metal og på Me- der kræves en helt anden politik end tal Ungdoms årsmøde må man kun ”gokart og bajere”. vedtage et ”inspirations program”, der kan ”inspirere” Dansk Metals le- Derfor må der dannes en opposition delse. Det vil sige, at Metal Ungdom, i ungdomsfagbevægelsen, der med i realiteten skal spørge Metal ledel- samlet kraft kan tale de aktive lærsen om lov, hver gang den vil gøre linge og ungarbejderes sag inde i vonoget. Det var også Metals ledelse, res organisationer. En opposition der der, blandt andre, var med til at be- vil kæmpe for demokratiet i fagbeslutte, at kampen den 2. oktober ikke vægelsen og indflydelse til lærlinge skulle fortsættes, selvom lærlingene og ungarbejdere. En opposition der gerne ville. vil kæmpe for, at ledelsen af vores fagforeninger gør deres opgave og Det kan altså være frustrerende for udbreder de nationale kampe til alle lærlinge, når man på den ene side lærepladser og skoler og samtidig kæmper mod regeringen og arbejds- forener dem igennem de nationale giverne for bedre forhold og på den organisationer. En opposition der anden side skal skubbe på toppen kan slås for at arbejderbevægelsen af sin fagforening, for at få lov til at vender tilbage til sine rødder som kæmpe. kamporganisationer for arbejderklassen. En opposition der kan vise vejen til sejr - kort sagt: en marxistisk opposition. □
10 • www.marxist.dk • Dec/Jan 7. årgang nr. 39
Danmark
Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk
Enhedslisten - færre stemmer trods øget klassekamp ENHEDSLISTEN
Af Jeppe Druedahl og Karen Larsen På trods af øget klassekamp og radikalisering af unge og arbejdere gik Enhedslisten tilbage ved valget, og nåede kun lige over spærregrænsen med 2,2 procent. Det var det dårligste resultat siden partiet kom i Folketinget i 1994 og en tilbagegang på mere end en tredjedel siden sidste valg. Enhedslistens fremførte umiddelbart en masse gode krav i valgkampen, hvor de tog fat på emner som miljø, EU og Irak-krigen. Især på de sidste to områder, var der mulighed for at fremføre et alternativ til alle andre partier. Efter de store protestbevægelser og radikaliseringen de seneste år, må mange i Enhedslisten nu spørge sig selv, ”hvorfor gik vi ikke frem, i stedet for tilbage?”.
Hvis skyld? De borgerlige medier og en del i Enhedslisten har forklaret det dårlige valgresultat med Asmaa Abdol-Hamid. I medierne blev Asmaa fremstillet som en rabiat fundamentalistisk muslim, fordi hun bærer tørklæde og ikke vil give hånd til mænd. Der er ingen tvivl om, at denne hetz, viser at racismen eksisterer i bedste velgående i Danmark. Men Asmaas kandidatur kan dog ikke forklare Enhedslistens dårlige
resultat. Problemet var, at mange, der ellers har stemt på Enhedslisten, ikke følte de havde fået et klart svar på Enhedslistens politik på spørgsmålet om religion og socialisme. Da der kom blæst om Asmaa indkaldte Enhedslistens ledelse til ekstra-ordinært årsmøde i stedet for at give de mange tvivlere et klart svar. Andre har givet medierne skylden; Enhedslisten er blevet ignoreret, og valget har ikke handlet om politik, men om bogstavleg. Det er rigtig nok. Men sådan er betingelserne, det er det borgerlige demokrati. Et revolutionært parti kan ikke være afhængig af de borgerlige medier.
Ud med vagthunden Et brugt argument For at stemme på Enhedslisten var, at Folketinget har brug for en ”vagthund”. Men en vagthund løser ikke problemer med stress på arbejdspladsen, nedskæringer eller krig og miljø. Kapitalismen kan ikke løse nogen af de problemer, som arbejdere og unge står overfor, derfor kan parlamentet heller ikke løse problemerne. Det er den indsigt, der får folk til at blive socialister. Og det er også den indsigt, der må være grundlaget for en revolutionær socialistisk valgkamp.
stisk alternativ, til både den siddende regering og ledelsen i resten af arbejderbevægelsen. Enhedslistens program forklarer, hvordan produktionsmidlerne må nationaliseres, for at få råd til rigtig velfærd, og hvordan der må indføres arbejderkontrol på alle virksomheder, for en demokratisk styring af produktionen. Det er dette perspektiv, der burde have været fokus i valgkampen. En valgkamp er en fantastisk mulighed for at komme ud til tusinder af mennesker og i konkrete vendinger forklare programmet. Præcis som Folketingets talerstol må bruges, ikke til at stille kritiske spørgsmål, men som talerstol for kampen for et socialistisk samfund. Et socialistisk parti må bruge en valgkamp til at hæve bevidstheden blandt det store flertal, vinde opbakning på arbejdspladserne, opbygge en stærk base, der samtidig gør partiet fuldstændig uafhængig af de borgerlige medier, og pengene fra Folketinget. Vigtigst af alt er valgkampen kun en del af det konstante arbejde, med at kæmpe sammen med kolleger, klassekammerater osv. et koordineret arbejde, hvor de socialistiske ideer fremlægges. Stemmetallene viste, at der er et potentiale for Enhedslisten, der f.eks. på Nørrebro fik over 12 procent af stemmerne. Men skal Enhedslisten for alvor gå frem og have en eksistensberettigelse, må partiets kandidater fremsætte et konkret alternativ til den nuværende borgerlige regering, der kan appellere til arbejderklassen og medlemmerne af de to andre arbejderpartier, Socialdemokraterne og SF om en arbejderregering på et socialistisk program. □
For et socialistisk alternativ Hovedproblemet for Enhedslistens valgkamp var manglen på et sociali-
www.marxist.dk • Dec/Jan 7. årgang nr. 39 • 11
Danmark
Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk
Knap 200 i Arbejdermuseet:
Revolutionen fejret med manér DEN RUSSISKE REVOLUTION
Af Frederik Ohsten Arbejdermuseet lagde 7. november hus til et arrangement, der hyldede den russiske revolution. Anledningen var 90 års jubilæet for revolutionen, samt 75 året for Trotskijs besøg i København, hvor han holdt sin sidste offentlige tale. Knap 200 mennesker mødte op for at høre de to talere, Trotskijs barnebarn Esteban Volkov, samt den britiske marxistiske historiker Alan Woods. Den entusiastiske stemning viste sig også i salget af politisk litteratur og materialer. I boden blev der solgt bøger, pjecer og aviser for 3.500 kroner. Interessen for mødet havde også vist sig i pressen. Nyhedsavisen bragte 7. november et interview med Esteban Volkov i anledning af revolutionens jubilæum, og på mødet var der et russisk tv-hold til stede for at rapportere om fejringen af revolutionen, Lenin og Trotskij.
Esteban Volkov Efter en kort velkomsttale blev ordet givet til Esteban Volkov, Trotskijs barnebarn og eneste nulevende slægt-
ning. ”For 75 år siden hørtes stemmen fra den mand, der sammenkaldte den røde hær og ledte den russiske revolution. Den stemme høres ikke mere, men Trotskij var et eksempel, man stadig kan følge. Kun bevæbnet med de marxistiske ideer og en lille gruppe kammerater rejste han sig imod det mest brutale diktatur: Stalins bureaukratiske diktatur, der forrådte revolutionen.” ”Minderne om min bedstefar strækker sig fra 1931. Da jeg var fem år tog jeg fra Rusland til Trotskijs eksil på den tyrkiske ø Prinkipo. I 1933 mødtes jeg kort med min mor i Berlin. Hun kunne ikke komme tilbage til Sovjetunionen på grund af Stalins diktatur og var tvunget til at blive i Hitlers Tyskland. Det fik hende til at tage livet af sig selv.”
Trotskijs kamp imod stalinisme I 1935 kom Esteban Volkov til Paris, hvor han boede hos Trotskijs søn Leon Sedov. Stalins agenters heksejagt og mord på trotskisterne påvirkede bevægelsen. Stalinisterne fik også ram på Leon Sedov.
”Stalinismen gjorde indhug i vores rækker gennem mord. Leon Sedov blev forgiftet, da han lå på hospitalet. Trotskijs sekretær Rudolf Clement blev bortført, parteret og smidt i en flod. Andres Nin blev torteret og myrdet i Spanien.” Esteban Volkov flyttede kort før anden verdenskrigs udbrud til Mexico for at bo sammen med Trotskij. ”I begyndelsen af 1940 var der i pressen en enorm kampagne med løgne og bagvaskelse rettet imod Trotskij. Trotskij, der aldrig manglede humoristisk sans, sagde: de er ved at skifte pennen ud med maskinpistoler.”
Mordet på Trotskij Det første angreb på huset fandt sted i maj 1940, da 20 stalinister, bevæbnede med maskinpistoler, trængte ind på området, hvor Trotskij og Esteban Volkov boede. ”De affyrede 200 skud fra tre vinkler ind i Trotskijs soveværelse. Ved et mirakel overlevede Natalia Sedova og Trotskij. De to første skud var ikke rettet nogle steder hen, og Natalia reagerede hurtigt og fik Trotskij hevet ud af sengen, ned på gulvet og over i soveværelsets sydvestlige hjørne.” Esteban Volkov husker, at Trotskij var euforisk over at have overlevet attentatet, men samtidig var sikker på, at hans dage var talte. Han var overbevist om, at Stalins agenter før eller siden ville få ram på ham. Det fik de den 20. August.
”I mine 80 år har jeg aldrig mødt nogen, der som Trotskij havde en urokkelig tro på menneskehedens socialistiske fremtid. Det var ikke en religiøs overtro, men et produkt af hans personlige erfaring, der indeholdt en af de vigtigste begivenheder i menneskehedens historie, den russiske revolution, som demonstrerede, at en anden verden er mulig.” Salen fyldtes langsomt. Ikke bare med mennesker. Også med revolutionær energi og glæde.
12 • www.marxist.dk • Dec/Jan 7. årgang nr. 39
Danmark
Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk Esteban Volkov sluttede sin tale med at citere en passage fra Trotskijs politiske testamente: ”Min tro på en kommunistisk fremtid er i dag endnu stærkere end i min ungdom. Livet er skønt. Må de kommende generationer rense det for alt ondt, undertrykkelse og vold og nyde det fuldt ud.” Esteban Volkovs tale blev modtaget med et bifald, der varede to minutter, og i pausen gav mange tilhørere udtryk for deres beundring for både Esteban Volkov og Trotskij, og sagde, at talen var meget bevægende.
Frygt for revolution Dernæst fik Alan Woods ordet. ”Den russiske revolution er den største begivenhed i menneskehedens historie. De sidste 18 år har der kørt en enorm, hadefuld kampagne imod ideen om revolution og socialisme. Men det, der mislykkedes i Sovjetunionen var ikke socialisme, men en monstrøs, bureaukratisk karikatur af socialisme.” Alan Woods forklarede, at der blandt såkaldt ”objektive” historikere og borgerlige ideologer findes et had imod revolutioner generelt. For eksempel er det moderne Frankrig skabt af en stor revolution, men den franske overklasse gør alt den kan for at gemme mindet om revolutionen væk. De er bange for, at de unge generationer vil søge en revolutionær vej, og denne frygt er velbegrundet. Det, som disse professorer og andre ”kloge” mennesker siger, er at arbejderne ikke er kloge nok til at drive samfundet. Alan tilbageviste denne myte ved at henvise til Venezuela, hvor der lige nu foregår en revolution. Her svarede arbejderne på arbejdsgivernes lockout ved at overtage produktionen og drive virksomhederne – og de arbejderdrevede virksomheder er mere effektive end under kapitalisternes kontrol.
Ikke et kup Alan Woods forklarede, at sovjetterne var særdeles demokratiske organer og er et bevis for arbejderklassens kreativitet og skaberevne. Under nor-
Den russiske revolutions ideer er i live selv 90 år efter.
male forhold er arbejderklassen ikke indblandet i politik. Men under overfladen syder uro og frustration. Alan Woods henviste til det, som Trotskij kaldte revolutionens molekylære proces. Den siger, at langsomme og gradvise ændringer under overfladen resulterer i pludselige eksplosioner. De borgerlige lyver om revolutionen, og præsenterer oktoberrevolutionen som et kup. Men Alan Woods forklarede, at sandheden er, at bolsjevikkerne vandt flertal i sovjetterne, som repræsenterede arbejderne, bønderne og soldaterne. Alan Woods opfordrede tilhørerne til at læse John Reeds skildring af revolutionen i den mesterlige bog ”Ti dage der rystede verden”. Desuden anbefalede han Trotskijs ”Den russiske revolutions historie”, som han kaldte et mesterværk.
Planøkonomi mere effektivt Alan Woods forklarede, at den magtovertagelsen i oktober dermed fandt sted, da bolsjevikkerne havde vundet det politiske flertal i befolkningen, og ni tiendedele af arbejdet på den måde var udført. Revolutionen trak Rusland ud af første verdenskrig og gav jord til bønderne. Alan Woods forklarede, at planøkonomien, som revolutionen etablerede i Rusland, er overlegen i forhold til ”det frie marked”, og at de økonomiske resultater i Sovjetunionen, på trods af den bureaukratiske dege-
nerering under det stalinistiske bureaukratis diktatur, bekræfter dette. Rusland var det mest tilbagestående land i Europa, men på få årtier blev det en stormagt med et højt kulturelt, industrielt og videnskabeligt niveau. Det, som de borgerlige ikke kan tilgive Sovjetunionen, er den nationaliserede planlagte økonomi, som viste at det er muligt at køre samfundet uden kapitalister, godsejere og banker.
Afsyngning af Internationale Alan Woods sluttede sin tale med at sige, at revolutionen er i live i dag. ”Stalin troede, at han slog Trotskijs ideer ihjel, da Trotskij blev myrdet. Men man kan ikke myrde en ide, hvis tid er kommet. Ideerne fra Marx, Engels, Lenin og Trotskij lever i dag. Den nye generation vil gå i kamp, og den leder efter en ide, metode og et banner. Kun Marx, Engels’, Lenins og Trotskijs ideer kan tilbyde en vej til et nyt samfund, et socialistisk samfund. Fremad til den socialistiske revolution!” Mødet sluttede med afsyngning af Internationale, og mange af deltagerne viste interesse for at høre mere om Socialistisk Standpunkt og gav udtryk for deres glæde over, at der findes en marxistisk tendens i Danmark, der arrangerede et møde af denne kaliber og klart forsvarer den russiske revolution. □
www.marxist.dk • Dec/Jan 7. årgang nr. 39 • 13
Internationalt
Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk
EU-forfatningen
– en trussel mod arbejderklassen EU
Af Toke Nielsen
og dermed fjernet fagforeningernes mulighed for at kræve den sænket.
I oktober 2004 underskrev EU’s stats- og regeringschefer en ”Traktat om en forfatning for Europa”. Siden da blev forfatningen forsøgt indført, men efter den blev nedstemt ved folkeafstemninger i Frankrig og Holland er den blevet ”revideret” og denne gang er politikerne fast besluttet på at undgå folkeafstemninger. De borgerlige prøver på at affeje debatten ved ordkløveri om at det ikke er en forfatning eller grundlov, men en hel speciel ”forfatningstraktat”, dog uden at fortælle hvad forskellen skulle være.
De såkaldte ”minimumsstandarder” betyder, at man forsøger at overføre de dårligste forhold i unionen til andre EU-lande. Hermed ikke sagt at vi går ind for hovedaftalen, som gang på gang har undermineret den danske arbejderklasses kamp, ved at indskrænke strejkeretten, men hvis det danske arbejdsmarked skal styres af virkelighedsfjerne slipsedrenge i Bruxelles med Polen som forbillede og for hvem 80 år anses for en realistisk tilbagetrækningsalder så går det da først helt galt!
EU en borgerlig institution
Fagbevægelsen og arbejderpartierne må kræve en folkeafstemning om forfatningen. En folkeafstemning burde være en selvfølge ved så vigtige spørgsmål, men for de borgerlige politikere er demokrati kun et helligt princip når man skal holde lange taler, men når det komme til praksis, fjerner de det så snart det kommer på tværs af deres baglands interesser.
EU har fra sin start været et instrument til at hjælpe arbejdsgiverne med at forøge deres profitter og lave deres angreb på arbejderklassen. EU blev dannet af Vesteuropas kapitalister som en blok imod konkurrence fra USA og Japan og som fælles blok imod den europæiske arbejderklasse. Med det indre marked blev de sikret fordele når de skal handle overgrænser eller endnu vigtigere når de skal transporte billig arbejdskraft. De fire ”friheder”, betyder kun frihed for øget ubytning af den europæiske arbejderklasse og de store staters frihed til at diktere de mindre.
Kæmp for en folkeafstemning
For et socialistisk Europa Kampen mod EU og kampen for socialistisk
En fællesgrundlov Fra de danske arbejdsgiveres politiske repræsentanter er der kommet meget propaganda der forsøger at få det til at ligne ”endnu en EUtraktat”, men det er helt klart at dette er en forfatning eller retter sagt en grundlov. EU forfatningen anerkender Danmarks ret til at reguler visse områder igennem arbejdsmarksaftaler dog sætter den en tidsfrist på hvornår disse skal være i overensstemmelse med forfatningen(!), men EU forsøger at gøre arbejdsdagens længde til et lovgivningsspørgsmål
14 • www.marxist.dk • Dec/Jan 7. årgang nr. 39
Det siger EU-forfatningen: • Flere områder bliver overstatslige, det vil sige, at beslutninger om militær, politi og retspolitik kan træffes centralt i Bruxelles i stedet for i medlemsstaterne • EU-landene skal opruste deres militær og bidrage til den fælles EU-hær. Forsvarsforbeholdet har indtil videre forhindret dansk deltagelse. • EU får beføjelse til selv at udvide de områder, EU bestemmer over. Det kan forhindre flere folkeafstemninger. Kilde: Folkebevægelsen mod EU
arbejderdemokrati kan ikke adskilles, for så længe at arbejdsgiverne og pengefyrsterne sidder på den økonomiske og politiske magt så længe vil de gør alt for at øge deres profiter på bekostning af verdens arbejdere og fattige. Det gælder uanset om de sidder i Bruxelles eller København. Et nej til traktaten løser derfor ikke det grundlæggende problem. Det kapitalistisk system har ingen interesse for lokaldemokrati kun profit, det bekymrer sig ikke om almindelige mennesker, kun erhvervslivet og bankdirektørerne. Den eneste løsning er at kæmpe imod kapitalismen, EU og det borgerlige skindemokrati for et socialistisk Europa i en demokratisk socialistisk verden. Nej til EU-forfatningen og fjernelse af forbeholdene! Nej til et kapitalistisk Europa – for et Europa styret af arbejderklassen! □
Internationalt
Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk
Pakistan - socialisme eller barbari PAKISTAN
Af Jeppe Druedahl I disse dage, uger og måneder skrives der historie i Pakistan. Pakistan har i mange år været et af de mest ødelagte og hærgede samfund på jordens overflade. Med den militær undtagelsestilstand den 3. november blev det sidste skalkeskjul for demokrati og frihed revet bort. Samtidig bevæger masserne i en hidtil uset målestok. Den pakistanske arbejderklasse er stærk og brænder med et håb om forandring. Det var de tre millioner mennesker, som mødte op for at modtage tidligere premiereminister Benazir Bhuttos tilbagevenden til landet den 18. oktober, et levende bevis på. Folk kunne have set hende bedre på en tv-skærm, men i stedet kom der busser og andre køretøjer så langt fra som Kashmir og de fjerneste egne af Pustoonkhwa for at deltage i demonstrationen. De måtte bare ”være der”, være en del af en bevægelse, hvor de kunne udtrykke deres sorg og afsavn, hvor de kunne vise deres vilje og beslutsomhed for at kæmpe for ændringen af det system og det samfund, som styrer deres liv.
Kolonialismen aske Pakistans historie er præget af krige, kup og fattigdom. Ifølge Verdensbanken lever 78 procent af de 160 millioner pakistanere for under 2 dollars om dagen, og det tal er stigende trods flere års økonomisk vækst, 68 procent har sygdomme på grund af fattigdom og 54 procent af alle børn går ikke i skole. Hertil kommer store prisstigninger på fødevarer og massiv kvindeundertrykkelse. Siden Pakistans dannelse i 1947 har der været 4 succesfulde militærkup. Det seneste i 1999, hvor general Musharraf tog magten. CIA beskriver Pakistan som en ”føderal republik”, men det er vist en historie fra et varmere land. Der har godt nok været
afholdt valg også under Musharraf. Som altid prøver den herskende klasse at tildække sit brutale styre med demokratiets slør. Her dog et meget tyndt og gennemsigtigt slør. Valgene har på ingen måde været frie og fair og undertrykkelsen af for eksempel fagforeningerne har været stor.
Den permanente revolution Det er helt tydeligt at det pakistanske borgerskab ikke er i stand til at sikre hverken demokrati eller udvikling og fremgang. De kan ikke løse det nationale spørgsmål i bl.a. Kashmir eller sikre nationens enhed – flere steder er der borgerkrigslignende tilstande. De kan ikke sikre jord til bønderne, men fastholder feudallignende forhold. Det pakistanske borgerskab er helt afhængig af både de gamle feudalherrer og imperialismen for at holde sig ved magten. Pakistan er et glimrende eksempel på teorien om den permanente revolution, Trotskij udviklede i starten af sidste århundrede. Han forklarer, at de tidligere koloniale lande, er kommet for sent ind på historiens scene. Borgerskabet i et land som Rusland i
1905 og Pakistan i dag, kan ikke løse de opgaver som i Vesten blev løst gennem de borgerlige revolutioner, fordi de på den ene side er tæt forbundet med feudalherrerne og imperialismen og på den anden side frygter de arbejdende masser. Trotskij forklarede, hvad der blev virkeligheden i Rusland 1917, nemlig at det kun er arbejderklassen, der kan gennemføre disse demokratisk nationale opgaver, ved at tage magten, men at de ikke vil stoppe der, men gøre revolutionen til en social revolution. Altså i den forstand en permanent revolution. Det er lige præcis hvad der er brug for i Pakistan i dag. Lenin opstillede fire betingelser for en revolution, hvis den skulle lykkes. 1. Splittelse i den herskende klasse 2. En svajende middelklasse 3. En kampvillig arbejderklasse 4. En revolutionær ledelse Lad os se lidt nærmere på om de er
www.marxist.dk • Dec/Jan 7. årgang nr. 39 • 15
Internationalt opfyldt i dag i Pakistan.
Imperialisme og splittelse i staten USA har støttet diktatur på diktatur i Pakistan, og at de nu råber op om, at Musharraf skal afholde de lovede valg i januar, er så hult, at det runger. Pakistan er af stor strategisk betydning for USA. De er uundværlige som allierede i forhold til krigen i Afghanistan, og er derudover en atommagt. USA vil gøre alt i deres magt for at forsvare deres interesser i Pakistan. Men den pakistanske stat er splittet. I det vestlige medier beskrives situationen som en politisk krise, hvor problemet er ”demokrati”, manglen på ”magtdeling” eller lignende. Men sandheden er, at den sociale krise gør det umuligt at lede Pakistan på kapitalistisk basis. Dommerne, der gjorde modstand med Musharrafs brud på forfatningen, agerer her rollen, som den intelligente del af den herskende klasse, der ved, at alle diktaturer må retfærdiggøres ideologisk, og forfatningens ”upartiskhed” derfor må opretholdes. På den anden side står de religiøse fundamentalistiske kræfter i hæren og efterretningstjenesten, som efter at have været skabt af amerikanerne til brug mod Sovjet i Afghanistan i 1980’erne, nu delvist har vendt sig mod den amerikanske imperialisme. De har gennem efterretningstjenesten forsøgt attentater mod Mushar-
Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk raf, som de ønsker afsat, pga. hans alliance med USA. Det er altså en dybt splittet herskende klasse, vi ser i Pakistan i dag. Ingen af grupperingerne i den herskende klasse vil dog kunne skabe et bare nogenlunde stabilt Pakistan, eller løse nogen af de problemer landet står overfor. Problemet er netop ikke et problem i styreform, men et grundlæggende problem med kapitalismen. Lenins anden betingelse er, at middelklassen skal være i røre og svaje mellem revolution og kontrarevolution. I Pakistan er middelklassen fuldstændig fremmedgjort fra den herskende klike. Dette afspejles delvist i advokaternes protester, selvom bevægelsen indeholder modsigende elementer.
Bhutto, PPP og arbejderklassen Der er stærke arbejderklassetraditioner i Pakistan. Landet blev dannet som modsvar mod den revolutionære bølge, der rejste sig i Indien mod den britiske kolonimagt i 1946-47. For at aflede revolutionen, forlod briterne Indien, og delte landet op, som et evigt brændemærke til subkontinentets folk. Igen i 1968-69 var der en fantastisk revolutionær bølge, som varede i 138 dage. I kølvandet på revolutionen blev de eneste frie valg i Pakistans historie afholdt, hvilket viser, at det kun er gennem pres fra arbejderklassen, at den herskende klasse giver indrømmelser.
De tre millioner, der modtog Bhutto viser, at den pakistanske arbejderklassse har et brændende håb om forandringer.
16 • www.marxist.dk • Dec/Jan 7. årgang nr. 39
Den største arv fra revolutionen er Pakistans Peoples Party (PPP), som med Zulfiqar Ali Bhutto (Benazirs far) i spidsen fik regeringsmagten. I regeringen gennemførte Bhutto massive nationaliseringer, men samtidig foretog han
en demokratisk kontrarevolution, hvor det kapitalistiske system blev opretholdt. Men fordi han ikke gik hele vejen, kunne revolutionen ikke holde, og et militærkup fandt sted, hvor Bhutto blev henrettet. Fra cellen skrev han, at han først nu havde lært, at der fandtes ingen mellemvej mellem kapitalisme og socialisme. Det er på den baggrund, at man skal forstå den fantastiske modtagelse Benazir Bhutto fik i oktober. Det skete på trods af, at hun gentagne gange har forrådt masserne. For nylig erklærede hun sågar ”fuld støtte” til NATO i Afghanistan og slog fast, at ”Pakistan vil blive ved med, at være USA’s tætte allierede”, hvis hun kommer til magten. Det er vigtigt at forstå, hvilken rolle imperialisterne lader Bhutto spille. Det sås fuldstændig klart i 1986, hvor der i slutningen af det brutale Zia-diktatur opstod en bevægelse af revolutionær karakter. Bhutto blev fløjet ind, og fik en modtagelse i tråd med den hun fik i år. Hun indrømmede selv dagen efter, at hun kunne have taget magten. Men i stedet indgik hun en række aftaler med militæret og den amerikanske imperialisme, og fik overdraget den kapitalistiske styrepind i 1988. Bevægelsens ebbede derefter ud, og hun blev væltet.
Kampen i masseorganisationerne Velkomsten til Benazir Bhutto viser med al tydelighed, Ted Grants perspektiv om masseorganisationerne. Han forklarede hvordan masserne, når de begynder at bevæge sig, først gør det gennem deres traditionelle masseorganisationer. PPP opstod ud af revolutionen, og dets stiftende program fra 1973 er et socialistisk program. Så selvom det er klart at Benazir ikke har tænkt sig at bryde med kapitalismen og imperialismen og gennemføre masserne krav, er det PPP der samler masserne omkring sig. 18. oktober gik masserne på gaden med krav om ”brød, husly og tøj”, og Benazir blev presset til også at fremføre dette krav. Kampen om masserne er en kamp,
Internationalt
Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk der kommer til at foregå i de traditionelle masseorganisationer. Ted Grant forklarede, at stiller marxisterne sig udenfor masseorganisationerne, overlader man masserne til lederne af disse, der gang på gang har forrådt. Der er ingen vej uden om arbejderklassen, og dennes organisationer. De pakistanske marxister repræsenteret i The Struggle er vokset i styrke og indflydelse i de seneste år præcis gennem arbejde i PPP, med bl.a. et parlamentsmedlem Manzoor Ahmed. De har nu en stærk tilstedeværelse i enhver region, enhver nationalitet og enhver vigtig by.
Perspektivet for revolution
kan med deres korrekte orientering og voksende styrke, spille en afgørende rolle. De revolutionære marxistiske kræfter i Pakistan er stadig små, men de eksisterer i kimform som den kommende revolutionære ledelse af masserne. Trotskij definerede en revolution, som når proletariatet træder ind på historiens scene. I de seneste år har der været en stigning i klassekampen i Pakistan, med vigtige strejker såsom strejken blandt telekommunikationsarbejderne, en national strejke i PIA (Pakistan Airways), og på WADA, hvor arbejderne har truet med at lukke for elektricitetsforsyningen til hele Pakistan.
Lenins to første betingelser er klart opfyldt, med splittelse i staten og de store advokatdemonstrationer i løbet af det sidste år.
Strejkerne er af stor symptomatisk vigtighed. De viser genopvågningen af det mægtige pakistanske proletariat, som midlertidigt blev afsporet af undtagelsestilstanden.
Den revolutionære ledelse er også under hastig udvikling. The Struggle
Men arbejderklassen er endnu ikke trådt ind på scenen som en selv-
stændigt handlende klasse Hvad vi ser nu er en krise i den herskende klasse, hvilket åbner op for en revolutionær situation, men som stadig er i et meget tidligt stadie. Velkomsten af Bhutto viser, hvad der udvikler sig under overfladen. Bhutto og imperialismen vil gøre, hvad de kan, for at aflede revolutionen ad demokratiske kanaler. Men det kan meget vel fejle. Hvad der præcis sker nu er åbent, højst sandsynligt kommer Benazir til magten, men det slutter ikke bevægelsen, tværtimod. Kommer Benazir til magten, vil masserne kræve, at deres krav opfyldes; brød, tøj, og husly. Det kan Benazir eller nogen andre ikke give under kapitalismen, der er ingen mellemvej mellem socialisme eller barbari. □
Verden set med hånden Myanmar
- internationale noter -
I de sidste par måneder har vi set folket i en del lande gøre op med deres respektive systemer. I Myanmar kæmpede folk i august og september mod et råddent militærstyre, som på grund af dets lave økonomiske niveau, satte priserne op på olie, diesel, gas og benzin. Myanmar er så pressede, at der ikke engang er kommet et statsbudget siden 2003. Ved de kæmpe prisstigninger gik masserne på gade. At man satte prisen op på benzin med 500 procent, var dråben der fik bægeret ti at flyde over. Den økonomiske kamp blev hurtigt en politisk kamp mod det diktatoriske militærstyre. Denne krise er kun, en forsmag på den forestående krise for kapitalisme.
Succes til International kampagne I Pakistan indførte diktator general Musharraf undtagelsestilstand, som vi også bringer en artikel om i denne avis.
Mange aktivister protesterede mod undtagelsestilstanden, og mange tusinde blev i den forbindelse arresteret. Bl.a. mange fagforeningsfolk fra Pakistan Trade Union Defence Campaign (PTUDC), og ikke mindst formanden, marxisten og parlamentsmedlem for PPP, Manzoor Ahmed. Så snart han var arresteret, blev en international solidaritetskampagne startet. Efter et par dage blev Manzoor og størstedelen af de arresterede løsladt igen. Men kampen mod diktaturet er langt fra slut.
Frankrig: strejker og oprør At valgsejren til den højreorienterede Sarkozy i Frankrig i foråret ikke betød en stilstand i klassekampen, har vist sig til fulde i løbet af november 2007. Sarkozy blev valgt på at gennemføre hårde angreb på arbejderklassen og dens tilkæmpede rettigheder. Sar-
kozy lancerede i november et frontal angreb på bl.a. pensionerne, hvilket førte til omfattende strejker blandt jernbanearbejderne, studerende og andre. Efterfølgende er de unge, primært indvandrere, i forstæderne begyndt igen at protestere, i et oprør der ligner det i 2005. Klassekampen er altså langt fra slut.
Finland: lønstigning på 28 procent I Finland truede sygeplejerskerne med at sige kollektivt op, hvis ikke lønnen steg markant. Det førte til lønstigninger på 28 procent! □
www.marxist.dk • Dec/Jan 7. årgang nr. 39 • 17
Teori
Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk
Revolutionær kunst og surrealisme KUNST
Af Alan Woods Dette er et uddrag af en artikel om kunst, surrealisme og revolution, som blev skrevet i anledning af 40året for Andre Bretons død. Andre Breton prøvede at forbinde kunst med revolutionær politik, var en af de mest iøjnefaldende repræsentanter for den litterære surrealisme, og samarbejdede i en periode med Leon Trotskij. I dag, hvor det kapitalistiske system er endt i en blindgyde, har krisen i systemet, forårsaget af den ekstreme senile degenerering, konsekvenser for alle livets aspekter og ytringer. Produktivkræfterne stagnerer, arbejdsløshed og lav beskæftigelse berører millioner, og uligheden stiger til et uhørt niveau. Krig og terrorisme er ikke længere undtagelser, men normen. Elementer af barbari er begyndt at vise sig i selv de mest velstående og ”civiliserede” lande, som vi så det for nyligt i New Orleans [orkanen Katrina, red.]. Det kapitalistiske systems fortsatte eksistens truer med at undergrave selve civilisationens
og kulturens fundament. Hvordan skulle kunst og litteratur i en verden som denne forblive upåvirket? Ideen om at forbinde kunst med revolution – en ide først fremsat af Breton og Trotskij – bibeholder derfor dens fulde vitalitet og sandhed. Surrealisme udtrykker et modsætningsfyldt (ulogisk) syn på virkeligheden. Den prøver at udtrykke de elementer af vold og grusomhed, der lurer under den borgerlige civilisationens tynde fernis. Det borgerlige samfunds høflige manerer og ”gode smag” er faktisk kun en facade, der skjuler den frygteligste lidelse, udnyttelse og undertrykkelse. Surrealismen sønderriver det høflige hykleris slør, og afslører den grimme og frastødende virkelighed, der ligger bagved den. Paradoksalt nok er det Salvador Dali, der var en krybende forsvarer for status quo, tilhænger af den politiske højrefløj, beundrer af Hitler og Franco, monarkist og lakaj for det rige establishment, som oftest forbindes med denne revolutionære skole. Luis Bunuel derimod var en ægte revolutionær. Han blev fyret for at lave en ateistisk film, som Dali typisk nok tog afstand fra.
Andre Breton (1896-1966) prøvede at forbinde kunst med revolutionær politik.
Ulig Dali var Bunuel imod etablissementet, religionen og kirken. Politisk stod han tæt på anarkismen - den overbevisning der måske mest nøjagtigt afspejler surrealismens syn på verden. Men med Breton kom surrealismen også tæt på marxismen. I 1937 skrev han et fælles manifest med Trotskij, kaldet ”Manifestet for en uafhængig revolutionær kunst”. Det bibeholder sin fulde gyldighed i dag. I den surrealistiske kunst er der også andre elementer: ideen om at alt er forbigående, ustabilt og omskifteligt. Det er grunden til, at død og metamorfose [forvandling] spiller en så central rolle i surealismen. Her ser vi tilstedeværelsen af en grund-
18 • www.marxist.dk • Dec/Jan 7. årgang nr. 39
læggende dialektisk ide: ideen om konstant forandring, hvor ting bliver til deres modsætning, og hvor modsætninger ligger grunden for alting og hvor ting aldrig er, hvad de ser ud til at være. Surrealismen forsøger, som navnet antyder [”sur” betyder ”over” på latin], at gå udover overfladen, at trænge igennem det tilsyneladende og gribe fænomenets essens. Som modsætning hertil er det kolde, fantasiløse nordeuropæiske sind tildækket af en lang tradition for empirisk tankegang tilfreds med ”det givne”, med ”tingene som de er”. Men ”tingene som de er”, viser sig ofte at være noget helt andet end, hvad de ser ud til. Ja, surrealismens verden er en underlig verden, hvori “normale” ting og forhold står på hovedet. Men i virkeligheden er det kapitalismen, der gør et hvert naturligt forhold til dets modsætning. Kapitalismen har ifølge sin natur en irrationel og modsætningsfyldt karakter. Disse modsætninger kan på en smart måde udtrykkes i den surrealistiske kunst. Men de kan kun løses gennem en virkelig socialistisk revolution. Hvad er kunstnerens rolle i det nutidige samfund? Det er lettere at sige, hvad det ikke er. Det er ikke en virkelig kunstners rolle at forblive på sidelinien imens de store kampe om menneskehedens fremtid og sjæl udkæmpes. Kunst som adskiller sig selv fra samfundet og er ligeglad med dets skæbne, kan aldrig stræbe efter storhed. En sådan kunst sygner blot hen i historiens lavlande og udløb. Den kan aldrig nå højdepunkterne. En sand kunstner kan ikke være ligeglad med andre mænd og kvinders skæbne. Han eller hende er i sin natur revolutionær. Tryghedsnarkomaner og nikkedukker, som er tilfreds med at følge almenheden, vil aldrig skabe kunst og litteratur af betydning. Kunsten har til opgave at tale direkte, heftigt og modigt imod undertryk-
Teori
Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk
Et af Dalis malerier. Salvador Dali er en af de mest kendre repræsentanter for den surrealistiske skole.
kelse, udnyttelse, løgne og hykleri i alle deres udtryk. Den må pege på muligheden for et bedre liv og en bedre verden. Det er lige meget om, budskabet mangler klarhed, at det er ufuldendt og mangelfuldt, og at det kun behandler denne eller denne enkelthed. Kunst er ikke politik eller videnskab. Den har sin egen identitet, og taler med sin egen stemme. Mens kunsten indtager en lidenskabeligt holdning til de store spørgsmål, menneskeheden står overfor, må den altid være tro mod sig selv. Det er muligt for kunsten at være partipolitisk og revolutionær uden at degenere til ren propaganda. Kunst må være fri fra alle indskrænkelser. Den må ikke vedkende sig nogen herre, hvad enten det er kirken eller moskeen, staten eller storkapitalen. Kunstneren må være fri til at følge hans eller hendes egne følelser og overbevisning. En sådan kunstnerisk frihed er uforenelig med det kapitalistiske regime, hvor banker og monopolerbestemmer alting, fra produktionen af trøjer til produktionen af musik, billeder og litteratur, ud fra interessen for profit. Kunsten vil kun blive fri i et samfund, hvor alle mænd og kvinder er frie, og hvor forholdet til penge erstattes af virkelige forhold til mennesker, dvs. socialismen. Kun i et samfund baseret på den demo-
kratiske og harmoniske planlægning af produktivkræfterne kan mænd og kvinder opnå rationel kontrol over deres liv og skæbne. Kun i et sådan samfund vil kunsten endelig skille sig af med slaveriets åg og opnå status som menneskelig kunst. Trotskij skrev engang: “Hvor mange Aristoteles’er vogter svin? Hvor mange svinevogtere sidder på troner?” Ved at nedbryde skellet mellem mentalt og manuelt arbejde vil socialisme en gang for alle åbne de døre, der engang spærrede for folkets adgang til kunst, videnskab, kultur og regeringsførelse. Det vil betyde en ny renæssance, som vil overskygge alle bedrifterne i det antikke Athen og det 15. og 16. århundredes Firenze. Udviklingen af kunstens fulde potentiale er uforeneligt med alle former for ensidethed, herunder national ensidethed. Surrealismen var en ægte international bevægelse, og afspejler tilstedeværelsen af fælles følelser og dilemmaer på verdensplan. Den foregreb allerede den fremtidige undervikling af en ægte verdenskultur og verdenskunst under socialismen. Europas store kulturelle arv har, ansigt til ansigt med yngre, mere dynamiske rivaler, for længst nået en blindgyde, der afspejler den europæiske kapitalisme lange forfald.
Hvad vil blive den nye socialistiske kunsts natur? Det er umuligt at sige, og det er ikke op til os at belære fremtidige generationer. Kunsten vil altid adlyde dens egne iboende love, love som ikke svarer til forudfattede teorier, men afspejler hver generations behov og ønsker. Men én ting kan vi være sikre på. Der vil ikke være mangel på forskellighed. Hundreder af forskellige tankeskoler vil konkurrere og diskutere i en lidenskabelig demokratisk skole, der ikke bare vil involvere en håndfuld æstetiske snobber, men millioner af mennesker. Ud af dette vil der opstå en ny og overlegen kultur, der vil overgå alt, hvad vi hidtil har set. Det er den fremtid, som vi kæmper for. Og det er i denne kamp, at nutidens kunstnere må indtage deres retmæssige plads – i frontlinien i kampen for socialisme. Vi vil slutte med et citat fra BretonTrotskij manifestet: “Vores mål: Kunstens uafhængighed – for revolutionen. Revolutionen – for kunstens fuldstændige frigørelse!” □
www.marxist.dk • Dec/Jan 7. årgang nr. 39 • 19
SOCIALISTISK STANDPUNKT HVEM VI ER SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af en gruppe marxistiske arbejdere og unge, der er aktive i arbejderbevægelsen. Vi mener, at kapitalismen ikke længere kan tilbyde andet end nedskæringer, øget arbejdspres, massearbejdsløshed og fattigdom. Derfor må det kapitalistiske system fjernes og erstattes af en socialistisk planlægning af produktionen, hvilket vil sige, at arbejderklassen overtager de største virksomheder, bankerne, forsikringsselskaberne osv. og kontrollerer og styrer det hele demokratisk efter behov og ikke som nu efter kapitalisternes jagt på profit. Vi støtter og deltager i den danske arbejderklasses kamp som en del af den internationale arbejderklasses kamp. Vi mener at det er vigtigt at være internationalt organiseret - for det er kapitalisterne. Vi har søsterorganisationer i bl.a. Venezuela, Nigeria, Pakistan, England, USA, Rusland, Spanien, Sverige, Italien osv. SOCIALISTISK STANDPUNKT deltager i den daglige kamp og støtter de krav, der stilles på arbejdspladserne og uddannelsessteder (se “HVAD VI STÅR FOR”). Hvis arbejderbevægelsen satte alle sine kræfter ind og kæmpede for disse krav, ville det være muligt at kæmpe dem igennem. Men ledelsen af fagbevægelsen undskylder den manglende kamp med, at kapitalisterne aldrig vil gå med til at opfylde kravene. Til det er marxisternes svar klart: Har kapitalisterne ikke vilje til at sikre en ordentlig tilværelse for arbejderne og ungdommen, så har arbejderklassen ikke brug for kapitalismen! Det økonomiske opsving har ikke bragt forbedringer for arbejderklassen, og nu er kapitalismen igen ved at gå ind i en krise. Den eneste vej frem er derfor at fjerne det kapitalistiske system ved, at arbejderklassen overtager produktionsmidlerne og sætter dem under deres ledelse og kontrol. Dette er løsningen på arbejderklassens og ungdommens problemer, og det er hvad arbejderpartierne og fagbevægelsen burde kæmpe for. Vi opfordrer derfor alle arbejdere og unge til at gå med i SOCIALISTISK STANDPUNKT’s kamp for at vinde arbejderbevægelsen tilbage på et socialistisk program.
HVAD VI STÅR FOR • En national minimumsløn på 130 kr., gældende for alle inklusiv lærlinge, arbejdsløse og studerende. • Nationalisering af alle udflytningstruede arbejdspladser under de ansattes ledelse og kontrol • Genindførelse af dyrtidsreguleringen samt fuld dagpengeregulering, så inflationen ikke udhuler lønnen. • Stop for alle afgifter og skatter, der udhuler arbejdernes lønninger. For et ordentligt, solidarisk skattesystem, der tilgodeser arbejderklassen og beskatter kapitalisterne. • 30 timers arbejdsuge med fuld løn- og personalekompensation, det er den eneste vej væk fra arbejdsløsheden. • Lige løn for lige arbejde – ingen diskriminering pga. køn, race osv. • Afskaffelse af bodssystemet – ingen indgreb i strejke- og aktionsretten. • Strejke- og aktionsret til lærlinge, funktionærer og alle andre arbejdere. • Ægte demokrati i arbejderbevægelsen. Ingen privilegier til vores ledere – arbejderledere på arbejderløn. • Fjernelse af alle nedskæringer på velfærden. • Kamp imod alle forsøg på yderligere afmontering af velfærdssamfundet. • Nej til nedskæringer og privatiseringer i den offentlige sektor: Udbyg den offentlige sektor med flere midler og mere personale, under de ansatte og brugernes egen demokratiske ledelse og kontrol. • Ordentlige boliger der kan betales til alle. • Fri adgang til ordentlig uddannelse for alle og de økonomiske muligheder for det.
Kig ind på WWW.MARXIST.DK Kontakt: marxist@marxist.dk, tlf.: 61 65 10 88
Jeg vil gerne høre mere om SOCIALISTISK STANDPUNKT og inviteres til et møde. Jeg vil abonnere på SOCIALISTISK STANDPUNKT (6 nr. for kr. 120,- / Solidaritetspris kr. 150,-). Navn: Post nr.:
Adresse:
By:
Telefon nr.:
Sendes til: SOCIALISTISK STANDPUNKT, Degnestaven 10, st. tv., 2400 København NV.