nr43

SOLIDAR

ITETSPR

LÆS INDE I BLADET:

IS KR. 2

0,-

SOCIALISTISK STANDPUNKT DEN MARXISTISKE AVIS FOR ARBEJDERBEVÆGELSEN NR. 43 JUL/AUG 2008 8. ÅRGANG PRIS KR. 10,-

• Strejkerne rystede regeringen - men splittelse gavnede de borgerlige (s. 6) • Hovedaftalen binder arbejderne - nu må den opsiges (s. 7) • Prisstigningerne fortsætter nu må der dyrtidsregulering til! Side (s. 8) • Strejkebølge i Iran ryster regimet (s. 11) • STORT TEMA om Latinamerika - et kontinent i revolution (fra s. 9

Tema om Latinamerika

Socialisme på dagsordenen MARXIST DK

Indhold

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Indhold

- Leder -

Leder

2

På Spidsen

3

Interview

4

Læren af konflikten

6

Rebus

7

Afskaf Hovedaftalen

8

Prisstigninger

9

Racisme

10

Iran

11

Verdensperspekitv

12

In Defence of Marxism

12

Tema om Latinamerika Venezuela

14

Bolivia

16

Cuba

18

Che Guevara

20

Fabriksråd og nationaliseringer 21

SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af avisforeningen SOCIALISTISK STANDPUNKT Degnestavnen 19 st.tv 2400 Kbh. NV. Tlf.: 61 65 10 88 ISSN: 1901-1695 WWW.MARXIST.DK marxist@marxist.dk Ansv.red: F. Ohsten

Enhed for arbejderpolitik - i Danmark og Latinamerika For nylig kunne man høre, at Venstre gerne vil privatisere alle områder inden for sundhed, skoler, børnepasning og resten af det, vi plejer at kalde for velfærdsstaten.

Hvis de kommer igennem med det, vil det sende det danske samfund tilbage til en tid vi kender fra H.C. Andersens fortælling om den lille pige med svovlstikkerne og Jeppe Aakjærs roman Vredens Børn.

Det vil betyde et samfund med ekstrem ulighed, hvor parolen er ”alle for sig selv, og lad fanden tage de sidste”. Det vil være et samfund, hvor arbejderne og deres familier – altså det store flertal i samfundet – skal finde sig i utryghed på alle fronter, og hvor der vil være endnu mere pres på løn og arbejdsforhold end i dag. Det er måske en dejlig drøm for nogle få mennesker på Strandvejen, men for det store flertal er udsigten til et gennemprivatiseret samfund under ledelse af de borgerlige partier og deres bagland i industrien, et mareridt.

For alle aktive unge og arbejdere står det naturligt nok øverst på dagsordenen at vælte den borgerlige regering. I stedet for nedskæringspolitik er det nødvendigt med investeringer i velfærd. For at opnå det, er der brug for samling og enhed i arbejderbevægelsen – der er brug for fælles front imod de borgerlige.

forbindelse er det værd at se på, hvad der for tiden foregår på det latinamerikanske kontinent.

Under den venstreorienterede regering under Chávez i Venezuela er der sket betydelige fremskridt for flertallet af befolkningen. Årevis af nedskæringspolitik er blevet stoppet og nu bliver der investeret i velfærd. Man kan se det på et par kendsgerninger: • Første maj i år hævede præsident Hugo Chávez mindstelønnen med 30 procent for fem millioner arbejdere og 1,2 mio. pensionister. Nu er mindstelønnen i Venezuela den højeste i Latinamerika.

• Landet er det andet land i Latinamerika, der er blevet erklæret fri for analfabetisme af FNs organisation UNESCO. Det første land var Cuba.

• Over 1,2 millioner mennesker, der ikke tidligere havde adgang til lægehjælp, har nu uhindret adgang til sundhedsvæsenet.

• Der er blevet bygget 657 nye skol er og universiteter.

• Millioner af hektar jord er blevet delt ud til fattige bønder.

Men de sociale og økonomiske omvæltninger handler ikke kun om statistik. Det handler om, at milInd imellem er der nogle i arbej- lioner af mennesker nu for første derbevægelsen, der er skeptiske gang opnår ret til uddannelse og og tvivler på, om det kan lade sig et værdigt liv. I særgøre at komme af deleshed har den remed de borgerlige ”Overalt i Venezuela volutionære proces i og deres arbejdsforegår der en Venezuela sat gang giverpolitik.

Der livlig diskussion af, i en bevægelse for er folk der tvivler arbejderkontrol med hvad socialisme på, om det er reavirksomhederne, så listisk at få en ny betyder i praksis,” økonomien kan planpolitik i Danmark, lægges demokratisk hvor kursen bliver og arbejderne selv lagt om. Hvor kursen rettes mod kan vælge direktørerne. Det er en udbygning af den offentlige sektor, proces, der langt fra er afsluttet, højere løn, stop for brugerbeta- men det vigtige er, at det for milling og bedre arbejdsforhold. I den

2 • www.marxist.dk • Jul/Aug 8. årgang nr. 43

Leder

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk lioner af mennesker nu er utænkeligt at vende tilbage til tiden under den borgerlige regering med nedskæringer, privatiseringer, analfabetisme, stigende fattigdom og ulighed.

deres skæbne i egne hænder. Trotskij sagde engang, at en revolution er, når almindelige folk i massevis træder ind på historiens scene for at forandre verden. Det er det, der lige nu sker i Latinamerika. Derfor er begivenhederne i Latinamerika af enorm ”Man kan ikke lave betydning for resten en halv revolution, af verden. Derfor har lige så lidt som man vi i dette nummer af kan gennemføre en Socialistisk Standpunkt en temasektihalv graviditet.” on om Latinamerika.

fundets rigdomme. Hvis de kommer til magten igen, vil de presse deres nedskæringspolitik igennem og tilbagerulle alle de fremskridt, der er blevet gjort. Det kan kun ske gennem diktatur. Derfor er det nu afgørende, at disse folk bliver frataget muligheden for at lave en væbnet kontrarevolution i Venezuela, Bolivia og andre steder. Det kan kun ske ved at ekspropriere kapitalisternes ejendom og begynde at opbygge en demokratisk planøkonomi i Venezuela, Cuba, Bolivia, Ecuador og videre ud.

Den revolutionære proces i Latinamerika forløber naturligvis ikke uden problemer. Den lokale overklasse forsøger i samarbejde med USA at sabotere alle fremskridt og sociale reformer til gavn for arbejderne og de fattige. Desuden er der en fløj inde i arbejderbevægelsen, der tøver og forsøger at holde bevægelsen tilbage. De siger, at man skal passe på ikke at gå for langt og provokere USA til at invadere. Desuden forsøger bureaukrater at sabotere revolutionen indefra. Det er den største trussel imod revolutionen i Venezuela, Bolivia, Cuba og andre steder.

Læren af de senere års store begivenheder i Latinamerika for aktive i Danmark er klar nok: den borgerlige nedskæringspolitik kan stoppes gennem enhed i arbejderbevægelsen på et klassegrundlag, – på grundlag af uforsonlig kamp imod de borgerlige partier og den lille elite af kapitalister, der finansierer dem. En regering med arbejderpartierne kan, hvis den tager kontrollen med de vigtigste dele af økonomien, lynhurtigt tilbagerulle alle de borgerliges ødelæggelser af velfærden og begynde på en opbygning af et socialistisk velfærdssamfund. For, at det kan ske, er der brug for at blive aktiv i arbejderpartierne og ungdomsorganisationerne og kæmpe for arbejderpolitik. □

Overalt i Venezuela foregår der en livlig diskussion af, hvad socialisme betyder i praksis, og hvordan man kan opnå et demokratisk socialistisk samfund.

Millioner af arbejdere og fattige blander sig aktivt i landets politiske liv og deltager i politik. Dette demokratiske leben truer med at afskaffe kapitalismen i Venezuela ved at nationalisere bankerne og de store virksomheder under demokratisk arbejderkontrol.

Det er grunden til, at de høje herrer i Washington og Europa hader den venezuelanske revolution og forsøger at sprede alle tænkelige (og utænkelige) løgne om, hvad der foregår.

Den revolutionære proces er imidlertid ikke begrænset til Venezuela.

Hele Latinamerika er på den ene eller anden måde påvirket af den samme, grundlæggende proces. Det er en proces, hvor almindelige mennesker stiller spørgsmålstegn ved den borgerlige politik og det kapitalistiske system, og almindelige mennesker begynder at bevæge sig for at tage

Man kan ikke lave en halv revolution, lige så lidt som man kan gennemføre en halv graviditet. De borgerlige og arbejdsgiverne vil ikke frivilligt opgive deres privilegier og kontrol over sam-

På Spidsen:Uforbeholdent Her på Spidsen er det kommet os for øre, at socialister og andre fodslæbere ikke vil af med EUforbeholdene. Det er ellers svært at forstå. Særligt foragteligt er det, at Danmark står uden for EUs militære gren. Nu har vi ellers chancen for at komme med på flere lystige krigseventyr nu, hvor det er gået galt i Irak. Vi har selvfølgelig stadig krigen i Afghanistan, men det er langt fra nok.

Frankrigs fremragende præsident Sarkozy, der i øvrigt viser vejen frem for bekæmpelse af fagforeninger og den slags, har netop meddelt, at Frankrig nedtrapper

sit eget militære engagement i Afrika. I fremtiden vil Sarkozy nemlig gerne have, at de franske handelsinteresser i det vestlige Afrika også skal beskyttes af andre end franskmændene og Fremmedlegionen.

De franske handelsinteresser beskæftiger sig med olie, diamanter, guld og værdifulde

mineraler fra krigsområderne dernede.

Og hvor ville det være herligt, hvis også de danske jenser kunne komme ned og give de indfødte en lektion i fri markedsøkonomi sammen med resten af de EUstyrker, som der bliver lagt op til skal ned og sikre de europæiske virksomheder fri adgang til alle Afrikas rigdomme.

Nej, på med hjelmene, drenge – og så af sted til Tchad, den Centralafrikanske Republik og Elfenbenskysten! □

www.marxist.dk • Jul/Aug 8. årgang nr. 43 • 3

Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Røde kammerater SOCIALDEMOKRATIET

Af Majid Atik Røde Kammerater er en Gruppe der er startet på hjemmesiden Facebook. Gruppen prøver at forene alle der kalder sig socialister, på tværs af arbejderpartierne. Vi har interviewet gruppens grundlægger, Jarl Feyling, for at høre mere om projektet.

Hvad er Røde Kammerater?

Røde kammerater er en gruppe som endnu kun eksisterer på Facebook.

Den er lavet i protest imod to ting, på den ene side den liberalistiske regering og på den anden side de socialistiske partier, der desværre til tider modarbejder hinanden i stedet for at arbejde sammen. Socialistiske partier gør mere ud af at få magt, altså få 90 mandater, end de gør af at hjælpe hinanden med det de burde kunne blive enige om, nemlig socialismen.

Det er jo åndssvagt at diskutere petitesser inden for socialismen, når man ikke har indflydelse i Danmark.

Socialismen er en meget bred betegnelse, så det burde vi kunne samarbejde om.

Jeg så for nylig en statistik, hvor man spurgte socialdemokratiske folketingsmedlemmer om de var socialister - og det var faktisk ikke alle der var det. Hvad de så end er, ved jeg ikke, men jeg tror at nogle af dem desværre er blevet magt-demokrater og ikke socialdemokrater der hjælper de svageste i samfundet. Det siger jo noget at et så gammelt arbejderparti har medlemmer i folketinget, der ikke er socialister.

Politik er blevet magt og spin, der er ikke nok politik. Man kan se på TV, hvilke ”politiske” emner der bliver debatteret af de såkaldte eksperter. For mig er det totalt ligegyldigt, hvad Helle Thornings Schmidts mand laver i Rusland og om Lykketoft har skæg eller ej. Hvad har det for eksempel at gøre med arbejdsforholdene for normale mennesker?

Røde Kammerater står for at samle socialismen, det mener jeg ikke at SF, Socialdemokraterne og Enhedslisten gør i øjeblikket - fagforeningerne kan også være et middel til dette.

Det er åndssvagt, at vi kæmper mod hinanden når vi har en modstander, der lige i øjeblikket vil privatisere det offentlige i løbet af to år!

merater. Fordi de her unge socialister mødes som venner, men skilles som modstandere af hinanden.

Hvad er socialisme for dig?

Socialismen for mig er at alle mennesker er forskellige, men stadig lige.

Vi er alle ukrænkelige og vi er alle lige meget værd. Så det kan jo være mange ting.

Vi må stoppe minimalstats tendensen, der bliver tydeligere og tydeligere og i stedet for gøre den socialisti- Den gren af socialisme jeg kan støtte, er demokratisk socialisme, det er ske tankegang, der også derfor jeg ser værdier i andet altid har støttet ”Socialismen for mig end penge, tydeliSocialdemokraer at alle mennesker gere. terne, men Soer forskellige, men cialdemokraterne Der er folk der prøstadig lige. Vi er alle i Danmark er blever at samle, og det ukrænkelige og vi er alle vet til midte-deer en af dem, jeg mokraterne, eller har lyst til at være. lige meget værd.” magt-demokraJeg gerne prøve at terne. De fleste samle socialismen af dem er gode, fra et ikke-parti politisk synspunkt, især i ungdommen. Røde kamme- også inde i partiet, men det er ting i rater prøver derfor at få en politisk vejen mange steder. aktivitet, samling og diskussion om Demokratiet kunne godt være mere socialisme. demokratisk end vores demokrati er nu. Jeg kan ikke se hindringer Hvorfor røde kammerater? for hvorfor den ikke kan være mere Det er et meget godt spørgsmål. Man demokratisk. I Danmark har vi demokan jo melde sig ind i Socialdemokra- krati hvert fjerde år når vi går til valg. tiet, SF, Enhedslisten, SFU DSU, ja De valg bliver styret af professionelle endda SUF og så bare blive aktiv, politikere der planlægger det hele. men problemet er at de til tider kom- Det ikke tilfældigt hvornår der er valg, mer til at modarbejde hinanden ligeså men kun når det er gavnligt for nogle. meget som de prøver at modarbejde Det er et kæmpe spin og mediernes deres reelle modstandere, dem der verden spekulerer i alt muligt. Valgevirkeligt er imod dem. Hvorimod jeg ne kommer til at handle om ting som går ud fra, at de Konservative og ikke er relevante.

Venstre holder meget godt sammen.

Vi har en smart opfindelse der hedVi har haft fælles møder. Jeg var for der internettet, der gør at folk kan eksempel til møde i Genstart Dan- stemme ved at klikke. Man kunne mark hvor de stillede en op fra hvert jo overveje at stemme en gang om parti: Helle Thorning, Villy Søvndal måneden og de folk der går op i og en fra Enhedslisten. Det endte det ville føle at deres stemme gjaldt med at tilhængerne af hvert parti af mere. ikke kun hvert fjerde år, men naturlige årsager støttede deres eget hver måned. Så ville politikerne føle, parti mere end de andre to og det at de skulle forsvare deres politik. førte desværre til en fokusering på ikke bare hvert fjerde år, men hele forskellene internt i stedet på de so- tiden. Så ville de ikke bare side og cialistiske ligheder, som jeg virkelig tale til hinanden, men de ville være håber og tror, der er mange af. Det er tvunget til at tale til dem der stemmer derfor der er et behov for Røde Kam- på dem. I stedet for bare at sidde og

4 • www.marxist.dk • Jul/Aug 8. årgang nr. 43

Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk få ekstremt høj løn i forhold til andre arbejdere. Så ville demokratiet ikke kun virke hvert fjerde år, men hele tiden og det endda på et meget højere plan.

I øjeblikket spiller socialisterne på borgen liberalisternes spil med spin doktorer og professionelle politikere.

Liberalisterne har spillet det spil i lang tid.

Der er mennesker, der dør af kulde i Spørg danskerne hvad de stemmer Danmark fordi de ikke har et sted at uden for et valg, de fleste danskere sove. Det er samfunvil sige at de er dets ansvar at de får et Socialdemokrater, ”Problemet er jo, at sted at sove. Og hvert men danskerne lederen af vores land stemmer ikke på eneste dansker udgør har jo skrevet en bog S o c i a l d e m o k r a samfundet igennem vores stemme. der hedder minimalstat terne fordi de spiller manipulationsog han mener det Uddannelse er også spillet og medievirkeligt.” vigtigt. Og ja, der er spillet. lige undervisning til alle, men vi skal også Hvis du starter betale for alt muligt selv, så det bli- med at sige at du ikke vil spille det ver ikke lige i sidste ende. Socialisme spil og i stedet siger hvad du mener, er lighed for mig, derfor: Hospitaler, så skal du nok bliver valgt. Magt er pleje, Boliger, Mad, uddannelse - alle målet, ikke midlet - og magtmidlet skal have lige muligheder for disse. kommer hvis du har styr på din politik. Det har socialisterne ikke. I øjeblikket viser socialisterne ikke deres Hvilken rolle skal socialister politik. Kom med et alternativ, sig spille i vores samfund og i hvad vi skal gøre, så er jeg sikker på kampene i dag? at magten nok skal komme.

Det, der er behov for, er at man stemmer, og får en ny regering. Det er den rolle, socialisterne skal have. De skal Hvad med strejkerne i det ændre det som folk mener, de skal offentlige? diskutere og forklare deres politik. Det er ikke noget jeg er så meget inde Socialisternes job er at tale logisk i. Men jeg ved at de får en dårligere uden at manipulere. løn end Anders Fogh gør. Det som jeg er meget imod, er privatiseringer

i uddannelsessektoren og hospitaler.

Det er klart, at hvis den bedste sygeplejerske ved, at vedkommende kan få fire gange så meget i løn for at arbejde i det private, så er det jo klart at de strejker, det kan jeg sagtens forstå.

Problemet er jo, at lederen af vores land har jo skrevet en bog der hedder minimalstat og han mener det virkeligt. Og det er jo rigtig godt for de rige for de bliver jo rigere. I Danmark er det bevist!

Jeg synes, at man skulle give statsministeren den laveste offentlige lønning, fordi hvis statsministeren får den samme løn, så ville han have samme interesser som de fattigste.

For lige nu er det jo ikke deres interesser han varetager.

Der var en gammel græker der sagde: en mand kan ikke lede et land hvis han ikke har de samme interesser som befolkningen. Statsministeren varetager ikke hele befolkningens interesser. □

Marxistisk sommerlæsning Lenin og Trotskij hvad de virkelig stod for

Lenin og Trotskijs idéer er uden tvivl de mest fordrejede og bagvaskde idéer i historien. For første gang udgives Alan Woods og Ted Grants mesterværker, som modgår alle angrebene.

Bogen er på 252 sider og kan købes på www.marxist.dk/butik. Pris: 125 kr.

www.marxist.dk • Jul/Aug 8. årgang nr. 43 • 5

Fagligt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Den borgerlige regering blev rystet af konflikten – men reddet af splittelse i arbejderbevægelsen

OK08

Af Frederik Ohsten Alle større styrkeprøver og kampe som arbejderbevægelsen går igennem, må ihærdigt studeres af aktive unge og arbejdere. Det vigtige for en arbejder, der lige er kommet ud af en strejke, er ikke at få at vide, at han er dygtig eller har ”sat dagsordenen”.

Det vigtige er at nå frem til en forståelse af, hvad der var styrker og svagheder i strejken og hvorfor resultatet blev, som det gjorde.

Strejkernes forhistorie I sommeren 2007 var der en stor og imponerende strejkebevægelse blandt SOSU’ere. Disse strejker for højere løn fik stor politisk bevågenhed og de satte i virkeligheden dagsordenen op til valget i november. En meningsmåling viste, at SOSU’erne i snit krævede 6.800 kroner ekstra om måneden og sygeplejerskerne i snit krævede 8.400 kroner ekstra.

teret en ramme på 12,8 procent.

Det vil sige, at de samlede udgifter til løn, pension, tillæg og andre ting i overenskomsten ikke måtte overstige 12,8 procent på de tre år, overenskomsten løber i. Dermed var der lagt op til omkring 600 kroners lønstigning – et beløb, der slet ikke svarede til det, der var kravet på arbejdspladserne og som ikke vil modsvare de stigende priser. Efter årevis med nedskæringer og øget arbejdspres var det et berettiget krav om ordentlige lønstigninger, der kan mærkes.

Prisstigninger æder lønnen op Hertil kommer, at priserne på fødevarer og transport var begyndt at stige kraftigt – og alt tyder på, at prisstigningerne vil fortsætte med endnu større styrke i den kommende tid.

Den officielle inflation var i 2007 på 1,7 procent, men nu er den oppe på 3,2 procent. Det betyder, at lønstig-

ninger på under 3,2 procent reelt er en nedgang.

Men i virkeligheden er det endnu værre. Fødevarepriserne er det seneste år steget med 7,7 procent. Samtidig er priserne på energi ifølge Sydbank med til at trække udgifterne til bolig og transport i vejret. Udgiften til boligen er steget med 4,2 procent det seneste år, mens transportudgifterne i snit er steget med 3,4 procent.

I første kvartal af 2008 steg lønnen for de ansatte i kommunerne med 2,8 procent, viser tal fra Danmarks Statistik. De statsansatte havde en lønstigning på 3,6 procent. Det vil altså sige, at de statsansattes løn kun lige følger med den officielle inflation, mens de kommunalt ansatte arbejdere ganske tydeligt har oplevet en nedgang i reallønnen.

For at sikre, at de ansatte i den offentlige sektor ikke skulle få realløns-

Det er altså værd at huske på, at kravene fra starten var langt højere end de krav, der blev strejket for under konflikten i april-maj-juni i år.

OK08: bægeret flød over Da overenskomsterne for de ansatte i den offentlige sektor skulle forhandles dette forår, var det tydeligt, at der på arbejdspladserne var stor vilje til at kæmpe for højere løn. Lønkravene er kommet i forgrunden efter årevis af nedskæringer i den offentlige sektor.

De borgerlige politikeres arrogance er enorm. År efter år har de hævdet, at det eneste, de ansatte i det offentlige skulle gøre, var at ”effektivisere” deres ”ineffektive” arbejdsmetoder.

Denne ”effektivisering” har ført til lavere normeringer og mindre tid til at tage sig af de mennesker, det drejer sig om.

Op til overenskomstforhandlingerne havde den borgerlige regering dik-

6 • www.marxist.dk • Jul/Aug 8. årgang nr. 43

Den flere uge lange konflikt viste, hvor stor kampviljen er blandt de offentligt ansatte.

Fagligt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk nedgang, var det altså nødvendigt med lønstigninger, der langt overstiger rammen på 12,8 procent over tre år. Selv en ramme på 15 procent, som Sundhedskartellet krævede, ville næppe være tilstrækkelig. For at sikre reallønnen ville det være nødvendigt med omtrent 12 procent over tre år – alene til løn.

Splittelse mellem forbundene De fleste forbundsledere accepterede rammen på 12,8 procent. Også i pædagogernes forbund BUPL gik lederne med på rammen. Det skete efter, at BUPLs hovedbestyrelse først havde afvist et forhandlingsresultat inden for rammen. Pædagogerne stemte med stort flertal nej til det forlig, som deres egne ledere anbefalede. Det var en mistillidserklæring til ledelsen og den skandaløse linje, den har ført.

Hvis alle forbund i den offentlige sektor havde stået sammen om konflikten, havde de strejkende uden tvivl stået stærkere. Men den største svaghed var, at konflikten blev begrænset til det offentlige område og de privatansatte ikke blev inddraget.

Hvis arbejdsgiverne – den borgerlige regering – skal rammes, så kræver det, at man rammer deres bagland i industrien. Det er kun arbejderne i den private sektor, der direkte kan lægge pres på regeringen gennem at lamme den danske produktion. Den-

ne styrke til direkte at konfrontere kapitalisterne, er en enorm styrke, som arbejderbevægelsen besidder, men som ikke blev brugt under konflikten.

dere har kaldt det en sejr, fordi det er klart for alle, at forligene er en særdeles tynd kop te. Medlemmerne har stemt ja til forliget. Men det er ikke fordi, de er begejstrede – tværtimod ”Den vigtigste opgave er det et udtryk for, for alle ærlige og at medlemmerne ikke har tillid til, at klassebevidste arbejdere arbejderbevægeler nu at opbygge en stærk sens ledelse kan tendens i den danske kæmpe de retfærarbejderbevægelse” dige krav igennem.

Den borgerlige regering kunne have været væltet, hvis arbejderbevægelsen havde samlet strejkerne, udvidet dem til den private sektor og hvis arbejderpartierne havde nægtet at udføre den borgerlige regerings diktater i regioner og kommuner. Socialdemokratiet og SF ville blive båret til magten på en bølge af masseprotest.

Strejkens afslutning Strejken sluttede med nogle forlig, der lå meget tæt på den oprindelige ramme på 12,8 procent. Dagen efter Sundhedskartellet havde indgået forlig, havde Berlingske Tidende overskriften ”Strejken er slut – lønnedgang på vej” som kommentar til forliget. Det var en meget præcis overskrift, – de ”lønstigninger” som pædagoger og sundhedspersonale kan se frem til, ligger under prisstigningerne. Det betyder, at reallønnen bliver forringet.

Det er klart for alle, at kravene ikke blev opfyldt. Ingen af de faglige le-

De strejkende har udvist en enorm kampvilje og selvopofrelse. Ingen kan forlange mere af dem. Alle myter om den danske arbejderklasses ”lave klassebevidsthed” eller ”passivitet” må nu være aflivet. Strejken har været udmattende, men de strejkende har ikke lidt et afgørende nederlag.

Tværtimod er arbejdernes klassebevidsthed blevet hævet. Nye eksplosioner i den danske klassekamp er uundgåelige i den næste periode.

Den vigtigste opgave for alle ærlige og klassebevidste arbejdere er nu at opbygge en stærk tendens i den danske arbejderbevægelse, som kan vise en vej frem: en vej der bygger på enhed mellem offentligt ansatte og privatansatte arbejdere, en samlet front imod de borgerlige og for en regering med arbejderpartierne, der vil investere i velfærden i stedet for at skære ned. □

Rebus - gæt og vind gavekort Kan du gætte denne rebus? Så indsend dit svar til rebus@marxist.dk og deltag i konkurrencen om et gavekort på 50 kr. til vores internetbutik på www.marxist.dk/butik.

www.marxist.dk • Jul/Aug 8. årgang nr. 43 • 7

Fagligt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Afskaf Hovedaftalen OK08

Af Marie Frederiksen I den seneste tid er Danmark blev rystet af enorme strejkebølger, hvor sygeplejersker, SOSU’er, pædagoger og så videre, viste en enorm kampvilje.

Men under strejken blev det også klart, at Hovedaftalens regler var en kæmpe bremse for en effektiv kamp.

På strejkemøder og lignende, blev der rejst forslag om at forkaste aftalen, et krav som vi er fuldstændigt enige i.

Hovedaftalen – hvad?

Hovedaftalen er den aftale, der regulerer det danske arbejdsmarked og som går helt tilbage til Septemberforliget fra1899. Hovedaftalen var resultatet af en lang arbejdskamp, der endte med, at arbejdsgiverne anerkendte arbejdernes ret til at organisere sig i fagforeninger. Til gengæld måtte arbejderne så både anerkende arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet samt fredspligten.

Eftersom langt størstedelen af arbejderklassen i dag er organiseret, er hovedaftalens eneste funktion i dag at ligge en bremse på arbejderklassens kampmiddel, nemlig strejken.

Afskaf fredspligten Fredspligt betyder, at der kun må

strejkes, når overenskomsterne skal fornyes. Ligesom arbejdsgiverne kun må benytte sig af lockout ved overenskomstfornyelserne. Alligevel er fredspligten absolut kun til arbejdsgivernes fordel. Enhver arbejder har på egen krop mærket, hvordan arbejdsgiverne hver dag presser på, for at få arbejdstempoet sat i vejret.

Der skal passes lidt flere maskiner, patienter, børn og så videre. Arbejdstempo og lignende, er ikke en del af overenskomsterne og når arbejdsgiverne har retten til at lede og fordele arbejdet, kan de angribe arbejdsforholdene uden, at arbejderne har ret til at gøre noget som helst, - de har jo fredspligt!

den bestemmes af styrkeforholdet mellem klasser. For eksempel under plattedamernes kamp på Den Kongelige Porcelænsfabrik lykkedes det dem at afvise at betale bod, da støtten til deres kamp var stærk nok.

Den danske model er hykleri Hovedaftalen er grundlaget for den så højt besungne danske model.

Men i virkeligheden er den danske model ikke andet, end et skalkeskjul for angreb på arbejderklassen.

Når så arbejderne alligevel protesterer, som vi har set i massivt omfang med for eksempel pædagogerne i Århus, som i 2006 strejkede i fire uger, og SOSU’ernes strejker her i sommers, erklæres strejken for ’’ulovlig’’.

Ifølge den skal parterne selv løse konflikterne og politikerne skal blande sig uden om, men i virkelighedens verden, har skiftende regeringer grebet ind i samtlige storkonflikter siden 1936. Det vil sige, at hvis en konflikt bliver tilstrækkelig stor, så stopper regeringen konflikten. Det betyder i realiteten, at strejkeretten for effektive strejker, er afskaffet, da man hverken må strejke mellem overenskomstfornyelserne og heller ikke må strejke dér, hvis man er mange nok.

Det betyder, at de idømmes bod og ikke mindst, at fagforeningslederne afskriver sig ethvert ansvar for strejken. At der ikke er nogen organisation, der samler kampene, svækker disse strejker enormt. Og selvfølgelig også det faktum, at de strejkende ikke kan få økonomisk støtte under strejken.

Under strejken i det offentlige blev hykleriet endnu tydeligere. Her gemte Fogh sig bag den danske model; parterne skulle selv forhandle en løsning. Her ’’glemte’’ Fogh så belejligt nok at sige, at han jo var den ene part, eftersom det er regeringen der bestemmer kommunernes og regionernes økonomi.

Men en aftale indgås jo som bekendt af to parter, så i virkeligheden kan fagforeningerne opsige aftalen, så de kan gøre det de blev dannet for, nemlig at gå forrest i arbejdernes kampe for løn og arbejdsvilkår.

Og her kom Hovedaftalen endnu engang arbejdsgiverne til undsætning.

Fogh var den ene part i konflikten og det var ham, der måtte presses til at give flere penge, men da han var ligeglad med syge og gamle, måtte der andre boller på suppen end, hvad de offentligt ansatte selv kunne hamle op med. Der var brug for solidaritetsstrejker fra de privatansatte arbejdere – det ville ramme de borgerliges bagland på pengepungen og være et sprog de kunne forstå – men endnu engang kom Hovedaftalen og fredspligten i vejen.

Ingen strejker bør være ”ulovlige”

Henning Pedersen (BUPL) og Mads Lebech (KL) efter forliget, som det reelt var finansministeren, der dikterede.

8 • www.marxist.dk • Jul/Aug 8. årgang nr. 43

En aftale er et stykke papir, men virkeligheden bestemmes ikke af papir. Virkelighe-

Afskaf hovedaftalen!

Afskaf fredspligten! □

Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Prisstigninger - hvad blev der af ”lønfesten”?

PRISSTIGNINGER

Af Toke Nielsen Inflationen har nu nået 3,4 procent.

Et uset niveau siden slutfirserne.

Men ikke nok med det. Det dækker nemlig over at helt basale produkter er steget meget voldsomt, mens mere ”overflødige” varer såsom tøj, elektronik og så videre, er steget i et mere langsomt tempo.

For eksempel er fødevarepriserne 8,8 procent højere for maj i år, end for maj sidste år.

Det dækker blandt andet over stigninger på brød og kornprodukter på 14,2 procent fra maj 2007 til maj i år.

Kød er steget 8,2 procent og mejeriprodukter 16,9 procent.

I samme periode er brændstofpriserne steget med 9,3 procent og prisen på daginstitutioner er steget 4 procent.

”Var det ikke omvendt?”

Dem der stadig kan huske ”snakkeriet” fra overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked i 2007 (OK07) må undre sig: Man var ”ansvarlig” og holdt igen med lønstigningerne, som både vore egne topforhandlere og arbejdsgivernes repræsentanter sagde. Argumentet var blandt andet, at man måtte være tilbageholdne, så der ikke ville komme inflation, altså prisstigninger.

OK 07 gav et elendigt resultat, der kun lige årligt nåede over inflationen i 2007, der var omkring 2 procent. Alligevel skyder priserne på forbrugsvarer, særligt basale nødvendigheder som mad, nu i vejret. Altså er det ikke lønstigningerne der fører til prisstigninger, men omvendt! Ja, man kan næsten se arbejdsgiverne grine hele vejen ned til banken efter at have nydt godt af den ”lille” misforståelse.

En misforståelse, der nu koster arbejderklassen reallønsnedgang.

I år gav overenskomstforhandlingerne på det offentlige område et resultat på mellem 12,8 og 13,3 procent...

Som udgiftsramme over tre år. Altså 4,25 procent om året. Men lønstigningerne i udgiftsrammen er kun på omkring 9 procent over de tre år, det vil sige 2,9 procent om året, - altså 0,5 procentpoint under den officielle inflation.

Tallene taler deres klare sprog: de danske kapitalister er i fuldt sving med at undergrave arbejderklassens hårdt tilkæmpede leveforhold. Den danske og internationale arbejderklasse går en kold tid møde.

Krise Årene siden den milde nedtur omkring årtusindeskiftet, har været præget af massiv udvidelse af kredit for at holde gang i økonomierne i den vestlige verden. Renterne har været historisk lave (i lange perioder i realiteten negative i forhold til inflationen) hvilket har forsaget gigantiske boligbobler. Kapitalfonde og finanskapitalister har scoret milliarder i en sand spekulationsfest på bolig-, aktie- og kreditmarkederne. Alt sammen på arbejderklassens bekostning, der nu sidder tilbage med den største gældssætning i verdenshistorien.

luftkasteller Men udvidelsen af kreditten har, ud over at forværre den kommende krise, fuldstændigt undermineret den internationale og dermed den danske økonomi. Alle disse ”luft-penge” er blevet sprøjtet ud i økonomierne, samtidig med stigende efterspørgsel, og dermed også stigende priser på olie.

At udstede lån for billioner af dollars, euro og kroner i en uendelighed, er det samme som at sætte seddelpresserne på overarbejde, hvis lånene ikke har basis i materielle værdier.

Og når nu boligmarkederne kollapser og aktierne falder, er det lige netop

Fødevarepriserne var 8,8 procent højere for maj i år end for maj sidste år.

realiteterne for den internationale arbejderklasse. Resultatet er stigende inflation. Det er et internationalt problem, der kræver et internationalt svar.

For dyrtidsregulering Arbejderklassen står til at betale prisen for arbejdsgivernes og finanskapitalisternes spekulative orgier de sidste år. Den eneste sikring imod udhulingen af vores løn, er at kæmpe for at genindføre dyrtidsregulering, ligesom under den stærke inflation i halvfjerdserne. Det vil betyde, at lønningerne automatisk reguleres i takt med priserne. Ligeledes må arbejderbevægelsen gå bort fra flerårige overenskomster. Forholdene ændrer sig simpelthen for hurtigt og arbejderklassen sidder tilbage med sorteper. Denne kamp er én af den mest presserende for den internationale arbejderbevægelse nu, hvor vi står på tærsklen til en ny krise i det kapitalistiske system. □

www.marxist.dk • Jul/Aug 8. årgang nr. 43 • 9

Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Racisme splitter arbejderklassen RACISME

Af Simon Henriksen Vi har siden årtusindskiftet set en fremgang for racistiske partier i Europa. Disse højrepopulistiske partier har i høj grad slået sig op på en fjendtlig indstilling over for flygtninge, indvandrere og især muslimer. I Danmark er Dansk Folkeparti vokset ud af tilsyneladende ingenting i slutningen af 1990’erne, og de er blevet en vigtig støttepille for den borgerlige nedskæringsregering. Vi har set, at Dansk Folkeparti har dikteret indvandrepolitikken og er en afgørende part i alle sager for regeringen.

Racisme og højrepopulismen kommer som en kærkommen lejlighed for de borgerlige til at skyde skylden for de mange nedskæringer, på alt andet end systemet. Vi har under det seneste opsving i økonomien ikke set levestandarden hæve sig, men derimod generel stagnation i lønnen og nedskæringer på velfærden. At levestandarden er faldet under et opsving, viser systemets forfald.

DF er et arbejdsgiverparti

har hele tiden sagt, at dette ikke er tilfældet. At regeringer støttet af højrepopulister stadig sidder på magten rundt i Europa, er på ingen måde bevis på, at arbejderklassen er blevet mere racistisk. Støtten til Dansk Folkeparti kommer oven på en krise i arbejderpartierne.

Højrekurs gavner racisterne Socialdemokratiet mistede regeringsmagten i 2001 efter, at Nyrup og de andre ledere havde skåret ned på velfærden og ført valgkamp under parolen ”det går så godt som aldrig før”. Højrefløjen i Socialdemokratiet troede, at man kunne vinde ved at overtage store dele af de borgerliges politik – den såkaldte ”tredje vej”.

Men i stedet fik det mange arbejdere til at føle, at alle partierne er ens og

Ingen af dem varetager arbejdernes interesser.

At socialdemokratiets top har forsøgt sig med en kurs mod midten, har skabt plads for partier som Dansk Folkeparti. Arbejderklassen har ikke set noget perspektiv fra deres egne partier og derfor har nogle i resignation

Dansk Folkeparti prøver at føre sig frem som ”et nyt arbejderparti”, men intet kunne være længere fra sandheden. Dansk Folkeparti er et arbejdsgiverparti. Under de offentligt ansattes strejke nægtede Dansk Folkeparti at åbne for statskassen, så de strejkendes rimelige krav kunne imødekommes. År efter år har Dansk Folkeparti stået bag aftaler om kommunernes økonomi, der har tvunget kommunerne til at skære ned på velfærden. Dansk Folkeparti har også været med i forlig, der har angrebet folkepension, efterløn og SU. De har været med til at afskaffe skolepraktikken og de har været med til at forære olien i Nordsøen til A.P. Møller.

At partier som Dansk Folkeparti får stor opbakning, bliver af medierne fremstillet som, at arbejderklassen er blevet mere racistisk. Marxisterne

vendt sig mod Dansk Folkeparti, fordi de i det mindste påstår, at de vil gøre noget ved arbejdernes problemer – ved at smide indvandrerne ud og forbyde muslimer at udøve deres religion.

Dansk Folkeparti har fået hjælp af medierne, der kører en veritabel hetz imod ”fremmede”. De forsøger at få det til at se ud som om, der er en særlig ”dansk kultur”, som omfatter både arbejdere og kapitalister. De forsøger at få det til at se ud som om, at ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, stemmeret og andre rettigheder er ”kulturelle”, men i virkeligheden er alle disse ting resultater af arbejdernes kamp imod kapitalisterne. De borgerlige har altid stridt imod udvidelser af disse rettigheder – og Dansk Folkeparti er ingen undtagelse.

Racisme er intet nyt for kapitalismen eller arbejderklassen, det er en sygdom som gang på gang dukker op igen. Når kapitalismen får problemer og viser, at den ingen kræft har til at udvikle samfundet, så bruger man racisme til at splitte arbejderklassen.

Racismen må derfor bekæmpes med fælles kamp fra arbejderbevægelsens side imod overklassen. □

Karen Jespersen var i sin tid med til at give udlændinge al skylden for problemerne i Danmark. Dermed var hun med til at dreje Socialdemokratiet til højre, hvilket har hjulpet Dansk Folkeparti og regeringen.

10 • www.marxist.dk • Jul/Aug 8. årgang nr. 43

Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Strejkebølge i Iran IRAN

Af Niklas Zenius Jespersen Når vi hører om Iran i Vesten, er det som regel paranoide rapporter om atomtrussel og et billede af, at Iran er en hel nation af mørkemænd, svage undertrykte kvinder og antisemitiske terrorister. Iran er langt fra en enig nation bag præstestyret og Ahmadinejad. Tværtimod ser vi for tiden en massiv strejkebølge og store protester, der ryster regimet.

Sukkerarbejderne i front De 5000 arbejdere på sukkerfabrikken Haft Tapeh har været imponerende med deres dedikation og radikalitet i deres igangværende strejker og kampe, der i midten af juni havde stået på over en måned. Strejkerne har været så massive, at der for en tid var undtagelsestilstand i den nærliggende by Shush, og regimets specialstyrker er flere gange blevet sat ind imod arbejderne. Arbejderne kræver at få udbetalt løn for tre måneder, som firmaet har tilbageholdt, et stop for de retslige anklager imod arbejderne, fyringen af den mullah der leder firmaet og resten af bestyrelsen og, at firmaets sikkerhedschef, der har tævet og spioneret på arbejderne, også bliver fyret. En demonstration til støtte for arbejderne i Shush havde over 10.000 deltagere (den største i byens historie) og mange fabrikker rundt om i Iran har sendt støtteerklæringer.

Uro på universiteterne Også blandt de studerende er der

stigende utilfredshed med regimet og den generelle økonomiske situation. Det sidste stykke tid, har der været adskillige eksemplet på denne utilfredshed.

Blandt andet da studenter gik op foran Ahmadinejad og rev en plakat af ham i stykker mens de råbte ”død over Ahmadinejad”.

5000 iranske studerende demonstrerer nær Tehran.

Senest er de lærerstuderende på Tarbiyat-e Moalem gået i kamp. Deres krav er simple; bedre kollegier, et stop for chikane fra myndighederne (især rettet mod kvinder, hvis de viser hår under tørklædet) samt en række økonomiske krav. De har været i kamp i et stykke tid nu og den 7. juni samlede de over 5000 studerende til et protestmøde.

Regimet har forsøgt at holde arbejderne og de studerende nede med massiv undertrykkelse. Blandt andet er 1000 arbejdere på Kian Tyre fabrikken blevet kidnappet af specialstyrkerne. En af de protesterende studenters bedstemor er død, som følge af myndighedernes overgreb.

Men de iranske masser er trådt ind på en vej, hvor de er i gang med at

De iranske arbejdere og studenter har brug for vores støtte. Arbejderklassen er stærkest, når den står samlet, - også på tværs af landegrænser! Derfor opfordrer vi til at støtte de iranske arbejderes solidaritetsnetværk (www.iwsn.org) Her kan du også læse meget mere om klassekampen i Iran og aktivt støtte strejkerne og protesterne.

Det iranske regime er splittet mellem to fløje. Den ene fløj ønsker at give indrømmelser og reformer for at redde sig selv. Den anden fløj ønsker at slå hårdt ned på alle former for protest. En sådan splittelse i den herskende klasse, er tegn på, at de er i vildrede og krise.

På vej mod nye eksplosioner

Regimet i krise

Solidaritet med de iranske arbejdere

genopdage de imponerende, revolutionære traditioner, som de iranske arbejdere har.

Protest og arbejdsnedlæggelser er alvorlige ting i Iran. Regimet har forbudt arbejderne at organisere sig og alle strejker og protester er ulovlige.

Men de ekstremt undertrykkende forhold gør, at arbejdernes bevægelser får en meget mere eksplosiv karakter, når de først begynder. Strejkebølgen i Iran viser, at arbejderne er ved at genopdage de revolutionære traditioner fra 1979. Revolutionen dengang blev smadret af den fundamentalistiske kontrarevolution. Men masserne i Iran er godt og grundigt vaccinerede imod fundamentalismen efter knap 30 år med det reaktionære regime.

I fremtiden vil kapitalisterne i Iran ikke kunne redde sig fra arbejdernes revolution ved hjælp af fundamentalisme. □

www.marxist.dk • Jul/Aug 8. årgang nr. 43 • 11

Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Verdensperspektiv 2008 – et perspektiv for international socialisme

Den Internationale Marxistiske Tendens (IMT) har udgivet et diskussionsdokument, som analyserer de vigtigste begivenheder på verdensplan i den sidste periode og peger på en vej frem. Hæftet hedder Verdensperspektiv 2008.

Første del handler om udviklingen i verdensøkonomien og en truende global krise. Der er blevet ophobet enorme modsætninger mellem de forskellige stormagter og klasser, som vil få eksplosive konsekvenser på verdensplan.

Socialistisk Standpunkt er en del af den Internationale Marxistiske Tendens (IMT) der står bag hjemmesiden www.marxist.com. Her kan du blandt andet læse om:

Minearbejder-oprør i Tunesien Siden nytår har minebyen Gafsa i Tunesien været i en tilstand af oprør.

Arbejderne kæmper imod arbejdsløshed, fattigdom og forurening fra minedriften. Mineselskabet Compagnie des Phosphates de Gafsa har svaret ved at støtte sig til Ben Alis despotiske styre og repression. Regimet har pralet med, at Tunesien gennemgår et ”økonomisk mirakel”, men miraklet har kun givet profit for selskaber fra Tyskland, Frankrig og Spanien. Under kampene i Gafsa og andre steder har regimet dræbt en 26-årig arbejder og fængslet adskillige arbejdere og studerende.

Dernæst behandler hæftet udviklingen i Europa, Mellemøsten og Asien.

Revolutionære udviklinger er undervejs i lande som Iran og Pakistan.

Pakistan kan meget vel få æren af at blive det første land til at slå et slag for socialisme og vil tænde revolutionens flamme, som vil sætte både centralasien og subkontinentet i lys lue.

Naturligvis behandler hæftet også den revolutionære udvikling i Latinamerika – især processen i Venezuela, Bolivia og Mexico. Dokumentet

En særlig sektion på www.marxist. com er tilegnet en række artikler, der diskuterer klimaforandringer og en marxistisk tilgang til videnskab.

Blandt kapitalisterne er der forskellige synspunkter, hvilket afspejler deres indbyrdes modstridende interesser. En virkelig løsning på klimaproblemer kan kun opnås gennem international planlægning af økonomien, som kun er mulig på grundlag af socialisme.

Tjekkoslovakiet 1968 – stalinismen i krise I anledning af 40-års jubilæet for den russiske invasion af Tjekkoslovakiet har vi genudgivet en artikel af Alan Woods fra september 1968, som forklarer begivenhederne, der

Debat om klimaforandringer Hvilken indstilling skal socialister tage i forhold til klimaforandringer?

12 • www.marxist.dk • Jul/Aug 8. årgang nr. 43

slutter med en generel opsummering af de aktuelle opgaver for marxisterne på verdensplan og en opfordring til at opbygge den Internationale Marxistiske Tendens.

Dokumentet kan læses online på www.marxist.dk, og snart vil det også findes i en trykt udgave. Kontakt Socialistisk Standpunkt på email: marxist@marxist.dk eller telefon 61 65 10 88. □

rystede de stalinistiske regimer og deres betydning. Artiklen forklarer, hvorfor Sovjetunionen intervenerede og hvordan de tjekkoslovakiske arbejdere stod uden ledere over for en militær invasion.

El Salvador: BPJ går med i IMT I juni afholdt den Folkelige Ungdomsblok (BPJ) deres tredje kongres. De besluttede enstemmigt at gå med i den Internationale Marxistiske Tendens. I den næste periode vil der være valg i El Salvador og der vil åbne sig revolutionære begivenheder, der kan eksplodere, hvis overklassen benytter sig af valgsvindel imod massepartiet FMLN.

Tema:

LATINAMERIKA I REVOLUTION George Bush og de vestlige imperialister ser med forfærdelse og bekymring på begivenhederne i lande som Venezuela og Bolivia.

Det er ingen tilfældighed.

Revolutioner respekterer ikke landegrænser, og der eksisterer nu ikke et eneste stabilt borgerligt regime fra Ildlandet i syd til Rio Grande i nord. I Venezuela fortsætter revolutionen med at tage skridt fremad gennem udbredelsen af nationaliseringer og arbejderkontrol indenfor industrien. Også på resten af kontinentet er der vigtige bevægelser.

Socialismen er blevet sat på dagsordenen af de store bevægelser, som også har afspejlet sig gennem valget af en række venstreorienterede præsidenter. De objektive betingelser for en socialistisk revolution er givet i praktisk talt alle lande i Latinamerika. Derfor har vi lavet denne temasektion om Latinamerika.

God læselyst.

Tema: Latinamerika i Revolution

DEN VENEZUELANSKE REVOLUTION VED EN KORSVEJ Skrevet af Andreas Bülow i Venezuela

Den venezuelanske revolution har næsten varet i 10 år siden Chávez kom til magten i 1998. På trods af den USAstøttede højrefløjsoppositions gentagne forsøg på omstyrte den demokratisk valgte venstreorienterede regering har arbejdere, småbønder og fattige mobiliseret sig gang på gang og reddet regeringen og den revolutionære proces.

Det USA-støttede statskup blev besejret i april 2002, i december 2002 forsøgte arbejdsgiverne en lockout for at standse revolutionen, i 2004 forsøgte de en tilbagekaldelsesafstemning, i 2006 var der præsidentvalg, og ved alle lejligheder er oppositionen blevet besejret af massernes mobilisering.

Uløste problemer Til gengæld er revolutionen nu gået ind i en altafgørende, kritisk fase, hvor nye og mere komplicerede problemer og modsætninger hober sig op. Efter 10 års revolutionære kampe er flertallet af befolkningen – som indtil nu har støttet Chávez – begyndt at blive trætte af mangel på grundlæggende ændringer.

• De mest undertrykte lag i samfundet (de millioner af beboere i fattigkvartererne – de såkaldte barrios), oplever samtidig en række problemer. Et par eksempler: • Kapitalisternes konstante økonomiske sabotage resulterer i mangel på basale fødevarer (mælk, æg, sukker).

• Regeringen er ikke i stand til at løse boligproblemer (udover de elendige huse, er der mange bydele i Venezuela uden vand, el, osv.).

14 • www.marxist.dk • nr. 43

Korruption og nepotisme trives fortsat i bedste velgående i statsapparatet.

Det var disse og andre problemer, som førte til, at Chávez led sit første vigtige nederlag i december 2007 i forfatningsafstemningen, hvor hans forslag blev stemt ned med et lille flertal, men hvor tre millioner af hans kernevælgere udeblev fra stemmeurnerne.

Nye nationaliseringer; arbejderkontrol igen på dagsordenen En vigtig udvikling i de sidste par måneder var en ny vending fra Chávez og hans regerings side fra marts måned, hvor en ny bølge af nationaliseringer begyndte.

Først blev et mejeriselskab, Los Andes, opkøbt, for at løse manglen på fødevarer. Dernæst fulgte cementindustrien.

Men det vigtigste skridt var uden tvivl nationaliseringen af SIDOR. SIDOR er en stor stålfabrik med omtrent 15.000 arbejdere, som ligger i den sydøstlige region Bolívar. Denne fabrik var blevet privatiseret af en tidligere regering i 1997 og var indtil for nyligt ejet af en multinational virksomhed, som udsatte arbejderne for en yderst ekstrem udbytning.

Nationaliseringen var en enorm sejr for arbejderbevægelsen og satte på ny spørgsmålet om arbejderklassens rolle i revolutionen på dagsordenen. Diskussioner om hvordan en ”socialistisk virksomhed” skal styres er nu gået i gang. Arbejderne på SIDOR har i den forbindelse vist et vigtigt eksempel, ved at afsløre arbejdsgivernes forøg på at ødelægge selskabets tekniske udstyr inden statens overtagelse.

Den nye bølge af nationaliseringer er et skridt fremad, men det er ikke nok. Kapitalisterne udøver stadig kontrol med vigtige dele af industrien, fødevarekæden og bankerne. Så længe den kontrol vedbliver, kan de sabotere produktionen og dermed svække regeringen og revolutionen.

Til gengæld er de nye nationaliseringer en god anledning til, at de revolutionære fagforeninger omkring UNT, kæmper aktivt for at udvide fabriksbesættelserne og arbejderkontrollen til andre sektorer.

Desværre er UNT svækket af en række interne splittelser og ledere, der kæmper for deres egne egoistiske interesser uden at forstå behovet for enhed i kampen for at radikalisere revolutionen.

Interne kampe i PSUV Modsætningerne imellem dem der ønsker at radikalisere revolutionen og dem der vil holde den tilbage, har også vist sig tydeligt i det nye socialist parti, PSUV. Dette parti blev startet på initiativ af Chávez i 2007 og omkring 5,5 millioner mennesker meldte sig ind. Det er et historisk antal, som viser de utroligt gunstige forhold, der eksisterer for at indføre socialisme i Venezuela. Men på PSUV’s stiftende kongres i januar-marts 2008 blev det klart, at nogle bureaukratiske dele af partitoppen ikke ønsker socialisme fra neden. Blandt andet indførte de, trods protester fra hundredvis af delegerede, bureaukratiske regler om valg af landsledelsen i PSUV og partiets valg af kandidater til lokale og regionale valg.

Det førte til, at højrefløjen mange steder har sat sig på kandidatposterne til regionsvalgene, som bliver afholdt til november. Til gengæld formåede venstrefløjen på PSUV’s kongres at sætte sit præg på partiets principielle udtalelse, som taler for et brud med kapitalisternes magt og for fælleseje af produktionsmidlerne.

Alt det viser det enorme potentiale, som der er for revolutionære socialistiske idéer inden for PSUV. Langt de fleste af de almindelige medlemmer meldte sig ind, fordi de ser PSUV som et redskab til at fuldføre revolutionen. Problemet er, at dette flertal af revolutionære ikke er organiseret i en klart defineret ten-

Tema: Latinamerika i Revolution

PSUV er med sine omkring 5,5 millioner medlemmer en afgørende faktor i den venezuelanske revolution.

dens, samtidig med at det reformistiske mindretal – bureaukratiet – er organiseret i en (hemmelig) fraktion. Derfor har bureaukratiet indtil nu, sat sig tungt på partiet.

lutionen er gået for langsomt frem. Det var mangel på klare skridt til at løse massernes problemer, som forårsagede, at tre millioner af Chávez’ kernevælgere ikke gad stemme i december.

De interne kampe i PSUV afspejler presset fra de forskellige klasser. Den stiftende kongres varede over to måneder og der var over 1300 delegerede valgt fra landets 20.000 lokalafdelinger. Kongressen var ikke andet end én lang kampplads mellem højre- og venstrefløj, mellem reformisme og revolution.

For nyligt blev der gennemført en interessant meningsmåling om befolkningens holdning til nationaliseringer. 56 procent var for nationalisering af cementindustrien, 33 procent imod. Nationalisering af SIDOR: 53,1 procent for, 30,9 procent imod. På spørgsmålet ”ville De være enig i nationalisering af fødevareindustrien?” (som endnu ikke er blevet nationaliseret), svarede 50,1 procent for, 30,9 procent imod. Samme meningsmåling gav 58 procents opbakning til Chávez, hvis der var valg i morgen.

Læren af december 2007: reformisme eller revolution Nederlaget ved afstemningen om grundlovsændringerne i december 2007 er fortsat genstand for to vidt forskellige fortolkninger. Reformisterne hævder, at det viste det ”lave” bevidsthedsniveau i befolkningen og dermed at landet ikke er klar til socialisme. De foreslår derfor, at man skal søge en bredere alliance med sektorer inden for borgerskabet. Med andre ord: et kompromis med oligarkiet.

En anden fortolkning – marxisternes fortolkning – er, at nederlaget i december viste præcis det modsatte: at revo-

Alt dette viser klart, at problemet ikke er ”lav bevidsthed”. Masserne har igennem 10 år vist en ekstraordinær grad a loyalitet overfor Chávez og revolutionen. Men som Trotskij påpegede: ”masserne kan kun ofre deres i dag, for deres i morgen, indtil en vis grad”.

I november er der regions- og lokalvalg i Venezuela. Det er sandsynligt, at den tendens, som viste sig i december sidste

år, igen vil komme til syne. Der har ikke været en gennemgående udskiftning i partitoppen og mange korrupte guvernører og borgmestre vil være PSUV’s kandidater rundt omkring. Men mange steder vil en mulig sejr til oppositionen eller et genvalg af en korrupt PSUV borgmester blot bane vejen for endnu hårdere klassekamp de næste par måneder.

Alt dette sker i en kontekst med flere og flere provokationer fra imperialismen.

Bush har blandt andet genaktiveret den 4. flåde, som er en enhed, der er specielt beregnet til at overvåge Latinamerika og pleje USA’s interesser i regionen.

De frygter revolutionen, fordi den fortsat er et vigtigt eksempel og inspirationskilde for arbejdere og unge verden over. Men revolutionen kan ikke vare for evigt. Det er nu mere end nogensinde før, afgørende, at revolutionen fuldendes ved ekspropriering af kapitalisterne og opbyggelsen af en socialistisk planøkonomi, som kan spredes til Bolivia, Cuba og Ecuador og dernæst til resten af kontinentet og hele verden.

www.marxist.dk • nr. 43 • 15

Tema: Latinamerika i Revolution

VOLDSOMME KRAMPETRÆKNINGER I BOLIVIA Skrevet af vores korrespondent i Bolivia

Den revolutionære proces i Bolivia udspiller sig med større og større intensitet.

Landet har en lang revolutionær historie.

Man ønsker ikke en nogen sutteklud eller hovedpinepille – folket kæmper for socialisme. Enhver der tvivler på dette skal komme til Bolivia og opleve de barske realiteter.

Blot nogle få hovedlinjer fra maj- juni måned:

4.maj i revolutionens tegn Den 4. maj udspillede der sig de største nationale mobiliseringer nogensinde.

Højrefløjens reaktionære afstemning om en fascistisk autonomi-forfatning blev slået til tælling. Hele Bolivia rungede af kamp; fra de fattige barrios i Santa Cruz, hvor arbejderne var i væbnet kamp med borgerskabets fascistiske bander, til det barske andéshøjland, hvor millioner af arbejdere, unge såvel som gamle fyldte gaderne i Cochabamba, Potosí, Oruro, La Paz og El Alto. Fra alle kanter af dette kæmpe land – 25 gange større end Danmark – lød kravet om fuldførelse af revolutionen, til opfyldelse af de forhåbninger der blev tændt i millioner af bolivianere for få år tilbage, da MAS og Evo Morales vandt en historisk stor sejr i valgurnerne med over halvdelen af stemmerne.

Men ligesom man ikke kan lave en tærte uden først at slå hul på æggene, så kan man heller ikke gennemføre en revolution uden at knuse det gamle mugne systems blodsugere. Det rige nationale borgerskab der sammen med multinationale selskaber kan feste til flotte cocktailparties, mens folket sulter. Evo Morales har sagt det flere gange; ”kapitalismens er menneskehedens største fjende”.

16 • www.marxist.dk • nr. 43

Valgudskrivelse Højrefløjen har festet deres illegale autonomi-forfatningsafstemninger som store sejre. I alle regionerne, Santa Cruz, Pando, Beni og Tarija har de erklæret sig som overvældende sejrherrer. I den internationale presse har det genlydt gang på gang – ”Bolivia splittet, Evo mister støtten i den østlige del af landet”. Og kritikløst har nyhedsbureauerne gengivet højrefløjens talmanipulation, som giver dem 80-90 procents opbakning.

er ved at skide i bukserne over den revolutionære udvikling. Der bliver hentydet til Chavez - skrækeksemplet, som de er bange for Evo vil følge. De bruger al deres energi på at påvirke reformisterne i MAS-regeringen – og klynker om ”at uden juridisk sikkerhed, så mister landet udenlandske investeringer”, men enhver kan kigge på Irak og se at de glubske kapitalister ikke behøver ”sikkerhed” for at kunne foretage investeringer.

Det som Bolivia behøver er; 1) GeneTaktikken fra højrefløjen har været at robre den totale kontrol over naturrestvinge regeringen til et forlig, der kan sourcerne og de privatiserede firmaer; 2) Ekspropriere det namodificere den grundlovgiven”Trotskij sagde at, en bonderege- tionale borgerskab de forsamling ring, der kommer til magten, har fra sin økonomiske og politiske magt og og forhindre to valg; 1) at gå sammen med produktionsmidlergennemførelse arbejderklassen i en revolutionær ne. Give tilbage det af den ”foranalliance, eller 2) være halen på der tilhører folket, d r i n g s p ro c e s” det nationale borgerskab. ” for at frigøre landet som MAS går fra sin afhængighed til lyd for. Men i og sin tilbageståenhed.

Det er disse krav dagene efter 4. maj var det nationale borsom man i Bolivia kender som ”Oktober gerskab tydeligvis mærket og der blev i agendaen”.

Med sit navn fra opstandene senatet vedtaget en lov om en tilbagekaldelseafstemning. Dette blev godtaget af i Oktober 2003.

MAS-regeringen. Landet er derfor blev sendt ud i endnu en valgproces – hvor alle bolivianere den 10. august skal sige Ja eller Nej til fortsættelse af Evo, vicepræsidenten samt alle regionsborgmestre.

Modsætningerne tilspidses Den 1. maj nationaliserede regeringen det store teleselskab Entel og flere oliefirmaer blev frataget kontrollen. Få uger senere tog regeringen kontrol over gas- og oliedistributøren Transredes. På samme tidspunkt kan man i Santa Cruz´ dagblade læse om hvordan den aktuelle konflikt i Bolivia intet har med klassekamp at gøre. Intet kunne være fjernere fra virkeligheden. Det nationale borgerskab ved godt hvilken klasse de tilhører, og de

Racistiske overfald i Sucre Bolivias hovedstad har siden opstande tilbage i november været styret af højrefløjen. Ved Chuquisaca regionens jubilæum, skullle Evo den 24 maj i Sucre overrække ambulancer til kommunerne, men blev forhindret indgang. Landbefolkningen der var taget til Sucre for at modtage deres præsident, Evo Morales, blev tilfangetaget af højrefløjens fascistiske grupperinger af universitetsstuderende, der på den centrale plads i byen tvang mindst 20 bønder til at tage deres tøj af og brænde deres flag “wiphala” og tøj, mens de modtog ydmygelser og slag og spark over hele kroppen. De værste racistiske overfald, der kun vækker min-

Tema: Latinamerika i Revolution

Demonstrationen imod overklassens ”autonomi-afstemning” i Cochabamba samlede en halv million.

der om Sydafrika under apartheid.

”Tilbage til oktober agendaen”.

Under kampråb som dette gik over 50.000 arbejdere fra El Alto i march mod USA ambassade i den sydlige zone af La Paz. Dette foregik den 9 juni i protest mod racismen og at USA giver asyl til Goni og hans ministre, der i oktober 2003 var ansvarlige for de mere end 80 dræbte. Under den militante march blev der gang på gang råbt ”vi skal vende tilbage til ”Oktober agendaen”.

USA’s ambassadør i Bolivia, Goldberg, var USA særlige udsending i Jugoslavien og Kosovo, hans opgave i Bolivia er nu den samme, at opsplitte landet for at forsvare imperialismens interesser. Kun ved brug af knipler og store mængder gas lykkedes det politiet at forhindre en besættelse af ambassaden. Få timer efter så regeringen sig nødsaget til fyre Politidirektøren for ikke at gøre sig uvenner med de sociale bevægelser fra El Alto.

Valget er klart – arbejderklassen må fuldføre revolutionen Valget er nu på vej, og i denne situation kan regeringen blive tvunget til at tage en drejning til venstre, for at vinde opbakning. Det er vigtigt at støtte Evo i valget, og ikke hans fascistiske opposition, men det er klart at kun en politisk og uafhængig intervention fra arbejderklassen kan føre revolutionen til sejr.

Trotskij sagde at en bonderegering der kommer til magten har to valg; 1) at gå sammen med arbejderklassen i en revolutionær alliance, eller 2) være halen på det nationale borgerskab. Regeringen fortsætter med at legitimere den imperialistiske ødelæggelse og udnyttelse af landet og dets rigdomme. Inflationen er galoperende og sultelønningerne for millioner af arbejdere rækker ikke længere.

landet, fra fabriksarbejderne, skolelærerne, minearbejderne til landbefolkningen.

I denne skæbnesvangre situation for Bolivia er læren fra Nicaragua i 80’erne fundamental – et land der ikke fuldførte revolutionen. Revolutionære processer er som krampetrækninger fra en alvorlig sygdom: organismen ender med at slå sygdommen ned eller ender med at dø, men denne feber kan ikke vare måneder eller år i individets krop.

Presset på regeringen vokser. Ved forskellige manøvrer har den forhindret eller fået udskudt forskellige strejker over hele

www.marxist.dk • nr. 43 • 17

Tema: Latinamerika i Revolution

EFTER CASTROS EXIT, - HVAD NU? Skrevet af Laura Tolsrup

Den 19. februar 2008 erklærede Fidel Castro, at han ville gå af som Cubas præsident. Dette kom 19 måneder efter, han havde gennemgået en stor maveoperation og siden da, ikke havde vist sig i offentligheden. Siden Castro bekendtgjorde sin tilbagetrædelse, har medierne været fyldt med en masse snak om det onde og brutale diktatur, mens den store sociale fremgang i Cuba efter revolutionen slet ikke er blevet nævnt.

Demokratiske gribbe Straks efter Castros bekendtgørelse sagde George W. Bush, at dette kunne blive begyndelsen på vejen mod demokrati i Cuba og det kunne lede til frie og retfærdige valg. Han bekendtgjorde, at USA ville hjælpe det cubanske folk med at realisere ”frihedens velsignelser”, og der kan man så spørge sig selv, hvilke velsignelser, der her er tale om. For hvis ”frihedens velsignelser” er lig med den type velsignelser, USA har påført det irakiske og afghanske folk, vil cubanerne nok helst være fri!

De lader alle sammen til at være frygtelige demokratiske, når det handler om

Cuba, men i virkeligheden er de som en flok gribbe, der blot venter på at kunne kaste sig over landet. Det virkelige mål er at afskaffe det økonomiske system, som har været i landet siden revolutionen, og erstatte det med kapitalisme.

Mens Bush insisterer på at bibeholde handelsblokaden, er der andre dele af både det amerikanske og det europæiske borgerskab, som taler for at ophæve den og åbne op for handelskanaler i forhold til Cuba, men har denne gren af borgerskabet andre interesser og hensigter?

Svaret er nej. De forstår bedre end Bush, at den bedste vej til at genindføre kapitalisme i Cuba, er at ophæve handelsblokaden, begynde at handle, fylde landet med kapital oglade processen gå sine egne veje.

Imperialisterne håber på åbning For nyligt foreslog Financial Times, at Cuba skulle gå mod den kinesiske model. Det ville betyde, at der kunne blive åbnet op for kapitalismen samt, at handelsblokaden skulle ophæves.

Den kinesiske model ville betyde, at der

blev åbnet op for kapitalisme i Cuba, men at der stadig ville være en politisk styring af økonomien, men Fidel Castro er en hindring for denne vej. Efter Sovjetunionens kollaps tog han til Kina, og han brød sig ikke om, hvad han så.

Selvom han pga. økonomiske omstændigheder har været nødt til at åbne op for private investeringer, har han altid modsat sig ethvert skridt mod fuldt udbygget kapitalisme, hvilket også er årsagen til at borgerskabet hader ham – de hader den revolution, som han symboliserer. Måske skulle man minde dem om, hvordan det stod til i Cuba før revolutionen: den amerikansk støttede diktator Fulgencio Batista styrede landet for de amerikanske imperialister, som brugte landet som deres private forlystelsespark, mens cubanerne led under svære forhold.

Med revolutionen blev der sat en stopper den umenneskelige og uværdige behandling af det cubanske folk. Revolutionen muliggjorde udviklingen af et gratis sundhedssystem, der øgede den forventede levealder til et niveau svarende til i de mest avancerede kapitalistiske lande, den sikrede gratis uddannelse til alle, og den gav cubanerne værdighed. Samtidig fjernede revolutionen det snyltende borgerskab og de multinationale selskabers dominans. De liberale siger, de vil kæmpe for demokrati i Cuba, men det, de vil kæmpe for, er privatisering af sundhedssystemet, uddannelsessystemet og andre statsejede goder, og de vil kæmpe for de multinationale selskabers ret til at plyndre Cuba og føre landet tilbage til tiden under Batista.

Fidel er i live og stadig indflydelsesrig

Imperialismen prøver at bruge Castros exit til at genindføre kapitalisme på Cuba

18 • www.marxist.dk • nr. 43

Men imperialisterne ved også, at så længe Fidel Castro er i live, vil han have stor indflydelse, selv om han er pensioneret og han vil aldrig tillade dem at realisere deres planer med Cuba. Derfor er de liberale begyndt at interessere sig meget

Tema: Latinamerika i Revolution for Fidel Castros bror, Raul Castro, der bureaukratiet. Det vil kunne medvirke er blevet overdraget ledelsen af landet. De til at undgå at bureaukratiet vokser sig håber at finde en åbning for kapitalismen stå stort og magtfuld, som det har gjort hos ham og har noteret sig, at mens han i Cuba. har ageret præsident siden Fidel blev syg, har han opmuntret cubanerne til åbent Cuba er central i Latinamerika at diskutere manglerne ved systemet i Som det ser ud nu, sker der en generel Cuba, som blandt lederne af systemet venstredrejning i Latinamerika, med omtales som kommuniVenezuela som stisk. Det har rejst fordet land, hvor ”Den cubanske revolution ventninger hos imperiarevolutionen er listerne og de cubanske repræsenterer en trussel længst fremme. mod kapitalismen og emigranter i Miami om, Men vi har også at dette bliver begyndel- derfor vil de amerikanske set revolutionære sen på genindførelsen af bevægelser hos imperialister ødelægge kapitalisme i Cuba, men masserne i BoliCuba!” selv samme Raul Castro via og på samme har udtalt, at den enemåde er masserne ste måde, hvorpå Cuba kan overvinde i Ecuador begyndt at røre på sig. Derudde udfordringer der venter og sikrer de over så vi en kæmpe mobilisering af massociale fremskridt, som revolutionen har serne i Mexico mod valgsvindel, hvor tre medført, er gennem socialisme. millioner mennesker var på gaden. Med andre ord, eksisterer betingelserne for en Revolutionen må spredes revolution i hele Latinamerika og det ved Det er vigtigt at forstå, at de problemer, borgerskabet. Cuba er stadig et forbillede Cuba har haft specielt efter Sovjetunio- for masserne over hele Latinamerika, og nens fald, ikke skyldes statens eje af pro- derfor vil imperialisterne knuse den cuduktionsmidlerne. Problemerne ligger i banske revolution, da den stadig repræhøj grad i, at revolutionen er isoleret i ét senterer idéen om, at markedsøkonomi land. Socialisme i ét land er ikke muligt, ikke er det eneste økonomiske system, vi det var ikke muligt i det store Sovjetuni- kan forestille os. onen, hvordan skulle det så være muligt i lille Cuba? Pga. isolationen var Cuba Hvis revolutionen i Cuba bryder samnødt til at læne sig op ad stalinisterne i men, som det skete i Rusland, vil det Sovjetunionen, hvilket førte bureaukra- have en yderst demoraliserende effekt. tiske tendenser med sig. Og med sovjets Ikke kun på arbejdere, unge og bønder i hele Sydamerika, men også på verdenskollaps blev øen endnu mere isoleret. plan. Desuden ville det være fatalt for Derfor er løsningen ikke den kinesiske den cubanske befolkning, der med Haiti model. Den eneste løsning på proble- som nærmeste nabo, er et skrækeksempel merne i Cuba er derimod at sprede re- på hvad kapitalismen tilbyder messerne; volutionen til hele Latinamerika og der- her lever folk af jord, som følge af fødenæst til resten af verden. På den måde varemangel og er samtidig et af de mest vil Cuba komme ud af sin isolation og voldelige og farlige steder på jorden at vil kunne påbegynde opbyggelsen af so- opholde sig. Omvendt vil en genrejsning cialisme. Samtidig med, at revolutionen af den cubanske revolution og en sejr for spredes, må der på Cuba oprettes ægte revolutionen i Venezuela, virkelig være arbejderdemokrati, som Lenin og Trots- noget, som kunne sætte præg på verdenskij forsvarede i Sovjetunionens første år. situationen.

Cubas arbejdere må kunne vælge dels deres politiske ledere, men også alle em- På nuværende tidspunkt deltager Cuba bedsmænd i staten, som må kunne afsæt- mere og mere på verdensmarkedet. Det tes igen, hvis de misbruger deres magt i er vi ikke imod, for efter Sovjets sammenbrud, har det lille land ingen andre

muligheder. Men statens kontrol med økonomien og handlen er af yderste vigtighed.

Status quo er ingen løsning Den cubanske revolution repræsenterer en trussel mod kapitalismen og derfor vil de amerikanske imperialister ikke handle med Cuba – de vil ødelægge Cuba! Hvis de var lidt klogere i Det Hvide Hus, ville de ikke blokere Cuba, men derimod optrappe handelen og på den måde hjælpe borgerskabets kontrarevolutionære kræfter inde i landet. Men de gør præcis det modsatte af, hvad deres ideologi kræver af dem. Dette skyldes selvfølgelig frygten for den cubanske og venezuelanske revolution. Det er denne frygt, der gør, at deres politik i forhold til Cuba er totalt usammenhængende.

Det store pres, som de amerikanske imperialister har lagt på Cuba, har ikke kun ophidset de cubanske masser, men også ført til splittelse i Cubas ledelse. En gren vil gøre indrømmelser over for de amerikanske imperialister og gå mod kapitalisme, mens en anden, med Castro i spidsen, vil kæmpe imod kapitalismen.

En opretholdelse af status quo er ikke i massernes interesse; de vil have forbedret levestandard, rettigheder og en genrejsning af revolutionen. Derfor må der kæmpes imod bureaukratiet og korruptionen, som er de virkelige årsager til, at de kapitalistiske tendenser vokser. Castro er meget populær i Cuba og det er bureaukratiet ikke. Kun de cubanske masser kan for alvor, gennem virkeligt arbejderdemokrati, bekæmpe både de kapitalistiske og de bureaukratiske tendenser og gennemføre socialisme i landet.

George Bush og de cubanske kontrarevolutionære emigranter i Miami siger; ”ned med Castro og hans diktatur”, men det siger vi ikke. Castro kæmper imod kapitalismen, og det gør vi også. Vi siger ”ned med korruptionen og det spirende borgerskab”. Vi burde angribe imperialismens agenter i Cuba, som ødelægger planøkonomien og i stedet sprede revolutionen og gennemføre socialisme!

www.marxist.dk • nr. 43 • 19

Tema: Latinamerika i Revolution

CHE - MENNESKET OG MYTEN Skrevet af: Karen Larsen

Alle kender portrættet af den langhårede argentiner med baret på hovedet og et intenst udtryk i øjnene. Billedet af Ernesto ”Che” Guevara er berømt i hele verden og trykt i millioner af eksemplarer og i alle tænkelige afskygninger. Billedet af Che Guevara virker som et symbol på oprør og ønsket om forandring.

Og det er ikke uden grund, at portrættet af Che Guevara indtager en sådan position. Ches liv er en fascinerende historie.

Mange har skrevet kortere eller lidt længere bøger om Ernesto Guevara, men ingen har nogensinde gjort det så grundigt, som John Lee Andersons i hans biografi om Che Guevara. Det over 700 sider store værk er en detaljeret beskrivelse, der følger hovedpersonen fra vugge til grav.

Da Che som ung medicinstuderende rejser ud i for at opleve Latinamerika på motorcykel, har han ingen anelse om, hvordan hans liv skal forme sig. Hans møde med fattige og undertrykte indianske folk i især Bolivia, giver ham lysten til at forandre kontinentet.

Che Guevara forstod meget tidligt, at det var nødvendig at gøre op med systemet - kapitalismen - men hvad et betød og hvad der skulle komme i stedet, stod ikke klart for ham. Hans store interesse for at læse, bragte ham til værker af blandt andre Marx, Engels, Lenin og Trotskij og med tiden, mens han endnu rejse rundt i Latinamerika på må og få, blev han overbevist socialist. Som den måske eneste af guerillakrigerne som gik i land på Cuba, var det med det perspektiv om, at Cuba skulle blive socialistisk.

Guerillakampen imod Batistas regime på Cuba lykkedes blandt andet på baggrund af det samtidige høje antal strejker blandt byernes arbejdere og deres støtte til kampen. Cuba fik en ny regering bestående af folk fra Guerillaen samt andre cubanere.

I biografien forklarer John Lee Anderson,

20 • www.marxist.dk • nr. 43

at Che Guevara i løbet af kampene, hvor han havde tilbragt mange timer sammen med Fidel Castro og de andre guerillaer, havde forklaret hans synspunkt og argumenteret for socialisme. Blandt andet på baggrund af disse diskussioner og især den cubanske befolknings ønske om et samfund uden undertrykkelse og med ordentlige forhold for alle, gik den ny regering i gang med at omdanne Cuba i retning af en socialistisk stat.

Dog skulle der gå ni måneder før end Fidel Castro erkendte, at omdannelsen af Cuba havde en ’’socialistisk karakter’’.

i bogen ”Che Guevara” alligevel gjort et ærligt forsøg. Det er en biografi, som helt og holdent er koncentreret omkring personen og et forsøg på at forstå hans tankegang og hans baggrund for at handle, som han gjorde. Der er lavet interviews med alle nulevende som har været i kontakt med Che Guevara og forfatteren har gennemtrævlet alt materiale, som han har kunnet få fingre i.

Som leder af nationalbanken havde Che en hovedrolle i den proces. Men Che syntes, ifølge ham selv, at det gik for langsomt med opbyggelsen af socialisme og kom også til den konklusion, at Cuba, selv med støtten fra Sovjetunionen, ikke ville kunne overleve, hvis ikke revolutionen også bredte sig til andre lande

I Bolivia var der på det tidspunkt, ikke grundlag for en guerilla, hvilket bogen viser meget klart i sin skildring af de bolivianske bønders modtagelse af Che Guevara og hans mænd. En revolution i landet ville sandsynligvis slet ikke kunne gennemføres ved hjælp af en guerillakrig og led derfor nederlag.

Det var årsagen til, at Che forlod Cuba og forsøgte at starte nye guerillabevægelser. Først i Congo og derefter i Bolivia, hvor han blev taget til fange og skudt af den bolivianske hær i alliance med CIA.

John Lee Andersons biografi er ikke politisk og søger heller ikke at være det, men danner et billede af en person, som har betydet meget for verdenshistorien. Enhver som ønsker at forandre verden og, lige som Che, ønsker en socialistisk verden, må studere de klassiske marxistiske værker for at kunne analysere verden og dermed ændre den.

John Lee Andersons biografi er et godt og veldokumenteret værk, bygget på tre års intensiv og grundig research. Det kan være svært at sætte sig ind i et andet menneskes handlinger, speciel, hvis man ikke har mulighed for at tale med vedkommende: John Lee Anderson har

Det er en anbefalelsesværdig bog, som tegner et billede af en ærlig revolutionær med et oprigtigt ønske om at ændre verden. Samtidig med, at Ches skæbne blev, som den gjorde, sætter den, uden at behandle emnet, uundgåeligt også spørgsmålstegn ved Ches om måder og handlinger for at ændre samfundet på, var de rigtige.

”Che Guevara - biografien om mennesket og myten” af Jon Lee Anderson. Forlaget Sohn 2007. Sider: 743. Pris: 399 kr.

Tema: Latinamerika i Revolution

FABRIKSRÅD OG NATIONALISERINGER – ARBEJDERKLASSEN MÅ ORGANISERES -

Skrevet af: Jeppe Druedahl

I de sidste par måneder er spørgsmålet om arbejderkontrol og fabriksråd for alvor igen kommet på dagsordenen i Venezuela. Chavez’ nationaliseringer af de afgørende dele af cementindustrien, mælkeproducenten Los Andes og den 15.000 mand store stålfabrik SIDOR er vigtige skridt fremad, som må værdsættes af alle socialister verden over.

Svar på økonomisk sabotage Nationaliseringerne kom som et svar på den udbredte økonomiske sabotage, kapitalisterne længe har udøvet i Venezuela. I forsøget på at underminere den bolivariske revolution har såvel nationale som internatioanle virksomheder afskåret almindelige venezuelanere fra basale fødevare såsom mælk, korn, kød og æg.

Manglen på cement har også umuliggjort boligbyggeri.

derne må vide, hvad der sker i virksomheden, deltage i beslutningerne”. Og han konkluderede: ”Arbejderklassen og folket må være frontfigurer i denne sociale proces”.

Den eneste revolutionære klasse Den venezuelanske revolution har varet i næsten 10 år uden, at kapitalismens rammer endeligt er blevet brudt og opbygningen af socialisme påbegyndt.

Mange har villet basere revolutionen på de fattige i slumkvartererne, mellemlagene og bønderne. Fokus har især været på de kommunale råd og de ”bolivariske cirkler”, som har fået stor økonomisk og politisk støtte fra den venezuelanske stat, men som ikke har været i stand til at organisere et alternativ til den borgerlige stat.

Det afgørende problem i den venezuelanske revolution i dag er, at arbejderklassen ikke er Chavez annoncerede alorganiseret og ”Det afgørende problem lerede i januar 2007 genderfor ikke er i i den venezuelanske nationaliseringen af alle stand til at genrevolution i dag er, at privatiserede selskaber, nemføre revomen siden da er det gået arbejderklassen ikke er lutionen. Det sløvt for sig på trods af organiseret og derfor ikke er ikke tilfælpres fra mange virksom- er i stand til at gennemføre digt, at Marx heder under arbejderog Engels i Det revolutionen. ” kontrol. De seneste naKommunistitionaliseringer markerer ske Manifest derfor på mange måder et vendepunkt skrev, at ”alle de klasser, som i dag står og glæden har været stor på mange af fa- overfor bourgeoisiet, er det kun prolebrikkerne. Eksempelvist festede tusinder tariatet, der er en virkelig revolutionær af arbejdere i gaderne, da nationaliserin- klasse”. gen af SIDOR blev offentliggjort.

For marxister er idéen om klasser af afEndnu vigtigere er det dog, at Chavez gørende betydning. Et nyt samfund kan samtidig har talt om, at der må dannes ikke skabes af gode intentioner alene, der ”arbejderråd” eller ”socialistiske råd” på må sættes magt bagved ordene. I sidste fabrikkerne; altså en form for fabriksråd. ende er et hvilket som helst samfund Efter nationaliseringen af Los Andes ud- baseret på, at der måde, hvorpå produktalte han således: tionen finder stede. Derfor afhænger forskellige gruppers magt også af, hvilkee ”Arbejderråd må dannes, socialistisk råd, forhold de står i og til de midler (jord, for at omdanne fabrikken indefra. Arbej-

fabrikker, kontorbygninger) der produceres med.

Det er baggrunden for, at de fattige, som hulter sig igennem dagen på samfundets absolutte bund, mellemlagene og bønderne, der begge til en hvis grad er deres egne arbejdsgivere, ikke kan spille samme rolle i revolutionen som massen af arbejder, der hver dag må sælge deres arbejdskraft til en kapitalist.

Arbejderklassens magt De kommunale råd er uden tvivl fyldt af energiske og hårdt kæmpende revolutionære, men er plaget af en meget blandet social sammensætning og fraværet af et egentligt magtfundament, da de i hovedsagen tager udgangspunkt i slumkvartererne, hvor der udover ”almindelige” fabriksarbejdere især bor småhandlende, lumpenproletarer, arbejdsløse og folk fra den uformelle økonomi. Mange steder er det således lykkedes borgermestre og andre bureaukrater at styre de kommunale råd gennem korruption og afpresning.

Situationen er her en helt anden med arbejderklassen. Arbejderklassen er en langt mere ensartet størrelse og har i og med dens afgørende rolle i produktionen, den alt afgørende magt. Uden arbejderklassen er der ikke et hjul, der drejer, eller en pære der lyser i hele Venezuela.

Arbejderklassen har således magten til at stoppe produktionen fuldstændig.

Hvad skal de fattige, bønderne og mellemlagene stille op når kapitalisterne indfører boykot og nægter dem eksempelvist mad? De står magtesløse. Arbejderklassen derimod kan overtage styringen med produktionen og vise, at kapitalisterne er fuldstændig unødvendige og faktisk direkte skadelige med deres evige jagt på profit, frem for fælles demokratisk planlægning.

Fuldstændigt ligesom, at arbejdersovjet-

www.marxist.dk • nr. 43 • 21

Tema: Latinamerika i Revolution terne (russisk for råd) kun var så stærke under den russiske revolution i 1917 på grund af fabriksrådene på fabrikkerne, kan de kommunale råd kun styrkes gennem en organisering af arbejderklassen.

Arbejderne kan ikke tage magten alene, men de må være den første hest i spandet. Uden at vinde støtte fra de fattige i byerne, mellemlagene og bønderne, som måske samlet set udgør 50 procent af den venezuelanske befolkning, har revolutionen ikke store chancer.

Fabriksråd som organisator Fabriksråd kan åbenlyst spille en afgørende rolle i organiseringen af arbejderklassen. Gennem fabriksrådene vil arbejderne første lære, at de sagtens selv kan køre fabrikken og dernæst vil de generaliserer dette til at gælde hele økonomien.

Det vil, som Trotskij forklarede i “Overgangsprogrammet”, være som ”en skole i demokratisk planlagt økonomi”.

Under kapitalisternes lockout i 2002-03 så vi, hvordan arbejdere på stribe overtog fabrikker. Det vurderes, at omkring 1200-1300 fabrikker siden da, er blevet besat og overtaget, efter at ejerne har lukket dem.

En af de vigtigste er ventilfabrikken IN-

VEVAL, som kom under arbejderkontrol i april 2005 og som blev nationaliseret fuldt ud i oktober 2007. I dag styres fabrikken af et demokratisk valgt arbejderråd på 32 mand og alle arbejdere fra præsidenten til ham, der renser toiletter, får den samme løn. I stedet for at tilfalde en tilfældig kapitalist, er det altså nu hele samfundet, som får del i det overskud, der skabes på INVEVAL.

Markedets love En vigtig erfaring fra INVEVAL er dog også begrænsningerne i arbejderkontrol og fabriksråd under kapitalismen. Det afgørende har været at skaffe råmaterialer, som de er blevet nægtet mulighed for at købe af en række kapitalistiske virksomheder.

Men grundlæggende er problemet, at alle fabrikker, uanset graden af arbejderkontrol, under kapitalismen må adlyde markedets love og derved sænke omkostningerne (herunder lønomkostningerne) mest muligt for at kunne konkurrere på markedet.

Her til kommer, at det borgerlige statsapparat stadig fungerer intakt i Venezuela i dag og igennem mange kanaler direkte og indirekte bekæmper arbejderkontrollen. Afdelinger af det statsejede

olieselskab PDVSA har således nægtet at købe færdiglavede ventiler fra INVEVAL og man har undladt at ekspropriere den smelter, der tidligere var tilknyttet INVEVAL, som kunne løse en del af råmateriale problemerne, Kun hvis fabrikkerne er del i en demokratisk socialistisk planøkonomi under en arbejderstat, kan arbejderkontrollens fulde potentielle udnyttes. Det er flere gang set i historien, hvordan, at isolerede fabrikker under arbejderkontrol med tiden er blevet omdannet til ægte kapitalistiske virksomheder. Man så det i Jugoslavien under Tito, hvor man gjorde op med den centrale planlægning og overgik til kun at planlægge de allermest centrale investeringer. Vi har set det i Kina for nylig, hvor de bureaukrater, der tidligere diktatorisk styrede ”fabriksrådene”, i dag er blevet kapitalistiske ejere af fabrikken.

Præcis som på Cuba i dag, var argumentet, at den centrale planlagte økonomi ikke fungerer og der derfor må indføres en markedsmekanisme; heraf idéen om markedssocialisme.

Men ingen af disse steder var eller er problemet den centralt planlagte økonomi.

Den private ejendomsret fører ikke til andet, end mangel på planlægning, fokus på profit frem for brugsværdi samt øget ulighed og spild. I Venezuela i dag er det sågar kun 50 procent af produktionsapparatet, der er taget i brug. Resten lader kapitalisterne står ubenyttet hen. Problemet har derimod været manglen på ægte arbejderkontrol. Trotskij forklarer i hans mesterværk ”Revolutionen Forrådt”, at en planøkonomi har brug for demokrati, som den menneskelig krop har brug for ilt.

I starten var planøkonomien i Sovjetunionen, især med de første 5 års planer, uhyrlig effektiv. Aldrig før eller siden har man set et land på så kort tid udvikle sig fra et tilbagestående semifeudalt samfund, til et samfund med teknologi, der på visse områder overgik de avancerede kapitalistiske lande.

Festende arbejdere efter nationaliseringen af SIDOR.

22 • www.marxist.dk • nr. 43

Tema: Latinamerika i Revolution Men desto mere sofistikeret økonomien blev, desto mere blev bureaukratiet en lænke om arbejderklassens fødder. Kommandosystemet kunne ikke styre hver eneste detalje i en voksende kompleks økonomi, hvor antallet af varer og led i produktionen voksede dag for dag. I 1983 blev der således produceret 12 millioner forskellige varer i Sovjetunionen.

Bureaukratiet gik fra at være en relativ lænke på udviklingen af produktivkræfterne til at blive en absolut lænke. Det var en uundgåelig udvikling.

Ægte arbejderkontrol og nationalisering Den marxistiske tendens i Venezuela, CMR, er den eneste politiske tendens, som i en kamp, som den på INVEVAL, har fremsat kravet om ægte arbejderkontrol og nationalisering. Uden arbejderkontrol er en nationalisering intet værd, men uden nationalisering er arbejderkontrol ikke muligt på længere sigt.

Derfor går marxisterne stærkt imod de anarkistiske og syndikalistiske idéer om, at arbejderne som et alternativ til nationalisering og arbejderkontrol, selv skal opkøbe fabrikkerne og danne kooperativer. Lokalt ejerskab ændrer ikke på den kapitalistiske ejendomsform, hvad end virksomheden ejes af 12, 250 eller 1 mand. Kravet om nationalisering er derfor uundgåeligt. Kooperation vil altid kun være en midlertidig løsning.

Fagforeningernes rolle Samtidig med al dette, må man dog heller ikke glemme fagforeningernes rolle.

Fagforeningerne står på ingen måde i modsætningen til fabriksrådene, som nogen på den venezuelanske venstrefløj prøver at sige. Marxisterne forsvarer fagforeningerne og kæmper inde i dem for en militant og revolutionære politik. Hovedopgaven for det største fagforbund i Venezuela, UNT, er at blive et redskab i arbejdernes hænder til at tage magten.

Selv om dele af det reformistiske bureaukrati i den venezuelanske stat prøver at bruge kunstig arbejderkontrol, hvor fabrikkerne i virkeligheden styres af udpe-

gede bureaukrater, til at svække fagforeningerne, må UNT alligevel rejse kravet, da det er en altafgørende mulighed for organisering af arbejderklassen.

UNTs opgaver

Masseforsamlinger og offentlige møder må indkaldes, hvor end det er muligt på fabrikkerne. Der må opstartes fabriksråd og arbejderklassen Efter julidagene i den centrale opgaver i ska”Kun gennem russiske revolution belsen af socialisme og arbejdernes kontrol overvejede Lenin, om revolutionen må disdet var muligt, at baaf fabrikkerne og kuteres. UNT behøsere den revolutionæbøndernes kontrol af ver ikke vente på den re opstand direkte på jorden er det muligt nationale regering til fabriksrådene i stedet at bygge socialisme i at ekspropriere disse for sovjetterne, som i virksomheder. FagforVenezuela.” højere og højere grad eningerne, som er en var blevet bureaukradel af UNT, må alletiseret. For marxister rede nu besætte de omtalte fabrikker og er der ingen skemaer for revolutioner. I igangsætte produktionen.

Rusland 1917 blev det sovjetterne, som blev det fundament, hvorpå revolutio- Kun gennem arbejdernes kontrol af fanen blev lavet. Men det er ikke en histo- brikkerne og bøndernes kontrol af jorrisk lov. Tværtimod var en af baggrun- den er det muligt at bygge socialisme i dene for den tyske revolutions nederlag Venezuela. Det gælder både for den prii 1923, at de tyske kommunister under vate sektor, hvor kapitalisterne hersker råd fra Stalin ikke forstod behovet for og den offentlige sektor, hvor bureaukrafleksibilitet og herunder fabriksrådenes terne hersker. rolle. Derfor prøvede de at baserer revolutionen på sovjetter, mens disse uden Spørgsmålet om revolutionær taktik kan fabriksråd, ingen magt havde. ikke afgøres på forhånd. I Venezuela spiller både de kommunale råd, fabriksråMarxisternes program dene, fagforeningerne og socialistpartiet Marxisternes linje er, at alle nationalise- PSUV, hver især sin rolle. Men kun arrede industrigrene må ledes af forsam- bejderklassen har magten til at gennemlinger, som består af henholdsvis: 1/3 føre revolutionen og derfor må den orarbejdere fra industrien som gennem ganiseres. industriens fagforeninger kan stå vagt om arbejdernes interesser på jorden og Som den venezuelanske marxist Yonnie udnytte deres kreativitet, viden og evner. Moreno for nylig konkluderede i en arti1/3 arbejdere som vælges gennem den kel på www.marxist.com: nationale fagforeninger og repræsenterer “Ved at udvide arbejderrådene, koordihele arbejderklassen. Den sidste 1/3 skal nerer og bygge dem baseret på UNT fagkomme fra arbejderstaten og repræsenteforeninger på hver eneste fabrik og i hver rer den planlagte produktion. eneste by og region, vil det i samarbejde Men al dette er uden betydning uden med de kommunale råd være muligt fabriksråd på de enkelte fabrikker, som at skabe strukturerne for en ny revolukun kan skabes nedefra. Dette burde tionær stat, en arbejderstat, der sammen derfor være UNTs hovedopgave. Kravet med de organiserede samfund, vil være i må være, at Chavez nationaliserer alle de stand til at erstatte den stat, vi har arvet virksomheder, der er i krise, er blevet luk- fra den Fjerde Republik med dens buket ned eller er i konflikt samt dem, som reaukrati, som udgør en dødelig trussel saboterer økonomien og derved skaber for den venezuelanske revolution. Det mangel på fødevarer og byggematerialer. er den eneste vej til at bygge socialisme De omtalte seneste nationaliseringer må i Venezuela.” ses som et første skridt.

www.marxist.dk • nr. 43 • 23

SOCIALISTISK STANDPUNKT HVEM VI ER SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af en gruppe marxistiske arbejdere og unge, der er aktive i arbejderbevægelsen.

Vi mener, at kapitalismen ikke længere kan tilbyde andet end nedskæringer, øget arbejdspres, massearbejdsløshed og fattigdom. Derfor må det kapitalistiske system fjernes og erstattes af en socialistisk planlægning af produktionen, hvilket vil sige, at arbejderklassen overtager de største virksomheder, bankerne, forsikringsselskaberne osv. og kontrollerer og styrer det hele demokratisk efter behov og ikke som nu efter kapitalisternes jagt på profit. Vi støtter og deltager i den danske arbejderklasses kamp som en del af den internationale arbejderklasses kamp. Vi mener at det er vigtigt at være internationalt organiseret - for det er kapitalisterne. Vi har søsterorganisationer i bl.a. Venezuela, Nigeria, Pakistan, England, USA, Rusland, Spanien, Sverige, Italien osv.

SOCIALISTISK STANDPUNKT deltager i den daglige kamp og støtter de krav, der stilles på arbejdspladserne og uddannelsessteder (se “HVAD VI STÅR FOR”).

Hvis arbejderbevægelsen satte alle sine kræfter ind og kæmpede for disse krav, ville det være muligt at kæmpe dem igennem. Men ledelsen af fagbevægelsen undskylder den manglende kamp med, at kapitalisterne aldrig vil gå med til at opfylde kravene.

Til det er marxisternes svar klart: Har kapitalisterne ikke vilje til at sikre en ordentlig tilværelse for arbejderne og ungdommen, så har arbejderklassen ikke brug for kapitalismen! Det økonomiske opsving har ikke bragt forbedringer for arbejderklassen, og nu er kapitalismen igen ved at gå ind i en krise. Den eneste vej frem er derfor at fjerne det kapitalistiske system ved, at arbejderklassen overtager produktionsmidlerne og sætter dem under deres ledelse og kontrol. Dette er løsningen på arbejderklassens og ungdommens problemer, og det er hvad arbejderpartierne og fagbevægelsen burde kæmpe for.

Vi opfordrer derfor alle arbejdere og unge til at gå med i SOCIALISTISK STANDPUNKT’s kamp for at vinde arbejderbevægelsen tilbage på et socialistisk program.

HVAD VI STÅR FOR • En national minimumsløn på 130 kr., gældende for alle inklusiv lærlinge, arbejdsløse og studerende.

• Nationalisering af alle udflytningstruede arbejdspladser under de ansattes ledelse og kontrol • Genindførelse af dyrtidsreguleringen samt fuld dagpengeregulering, så inflationen ikke udhuler lønnen.

• Stop for alle afgifter og skatter, der udhuler arbejdernes lønninger. For et ordentligt, solidarisk skattesystem, der tilgodeser arbejderklassen og beskatter kapitalisterne.

• 30 timers arbejdsuge med fuld løn- og personalekompensation, det er den eneste vej væk fra arbejdsløsheden.

• Lige løn for lige arbejde – ingen diskriminering pga. køn, race osv.

• Afskaffelse af bodssystemet – ingen indgreb i strejke- og aktionsretten.

• Strejke- og aktionsret til lærlinge, funktionærer og alle andre arbejdere.

• Ægte demokrati i arbejderbevægelsen. Ingen privilegier til vores ledere – arbejderledere på arbejderløn.

• Fjernelse af alle nedskæringer på velfærden.

• Kamp imod alle forsøg på yderligere afmontering af velfærdssamfundet.

• Nej til nedskæringer og privatiseringer i den offentlige sektor: Udbyg den offentlige sektor med flere midler og mere personale, under de ansatte og brugernes egen demokratiske ledelse og kontrol.

• Ordentlige boliger der kan betales til alle.

• Fri adgang til ordentlig uddannelse for alle og de økonomiske muligheder for det.

Kig ind på WWW.MARXIST.DK Kontakt: marxist@marxist.dk, tlf.: 61 65 10 88

Jeg vil gerne høre mere om SOCIALISTISK STANDPUNKT og inviteres til et møde.

Jeg vil abonnere på SOCIALISTISK STANDPUNKT (6 nr. for kr. 120,- / Solidaritetspris kr. 150,-).

Navn: Post nr.:

Adresse:

By:

Telefon nr.:

Sendes til: SOCIALISTISK STANDPUNKT, Degnestaven 19, st. tv., 2400 København NV.