nr47

SOLIDAR

ITETSPR

LÆS INDE I BLADET:

IS KR. 2

0,-

SOCIALISTISK STANDPUNKT DEN MARXISTISKE AVIS FOR ARBEJDERBEVÆGELSEN NR. 47 APR 2009 9. ÅRGANG PRIS KR. 10,-

• SF til historisk landsmøde (s. 4-6) • SFUs landsmøde: Sæt gang i Danmark med et socialistisk program (s. 7) • Kapitalismen virker ikke (s.

8-9) • Kan Obama redde kapitalismen? (s. 14-15) • Det kommunistiske manifest (s. 16-17) • Den iranske revolution (s.

18-20)

Bekæmp

Arbejdsløshed SF må kæmpe for nationaliseringer

MARXIST DK

Indhold

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Indhold

- Leder -

Leder

2

På Spidsen

3

SF

4

SFU

7

Kapitalismen virker ikke

8

DGS

10

Månedens klassiker

11

Studenterplatform

11

Ungdommen

12

Obama

14

Det kommunistiske manifest

16

Den iranske revolution

18

Kapitalismen i krise: der er behov for et socialistisk alternativ

SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af avisforeningen SOCIALISTISK STANDPUNKT Degnestavnen 19 st.tv 2400 Kbh. NV. Tlf.: 61 65 10 88 ISSN: 1901-1695 WWW.MARXIST.DK marxist@marxist.dk Ansv.red: F. Ohsten

2 • www.marxist.dk • Apr. 9. årgang nr. 47

Liberalismens ideologiske fader Adam Smith havde en teori om, at ”markedets usynlige hånd” er det bedste redskab til at regulere økonomien. Ifølge denne teori vil markedskræfterne altid sørge for den bedst mulige fordeling af ressourcer og arbejdskraft. Det skulle give grundlag for fremgang og lykke.

Altså i teorien. Virkeligheden ser noget anderledes ud, for nu at sige det på jysk.

profitter. Danske Bank havde for eksempel i 2007 et overskud på over 19 milliarder kroner – vel og mærke efter skat og efter udbetaling af mega-bonusser til bankens direktion.

Da profitterne væltede ind og slog alle rekorder, fik kapitalisterne lov til at beholde hele kagen for sig selv. De borgerlige politikere sagde, at der ville komme inflation og økonomisk krise, hvis nogle af På Lindø er de holdt op med at lave pengene blev brugt på velfærd elcontainerskibe. I Frederikshavn ler højere løn. Krisen kom som behar de indstillet produktionen af to- kendt alligevel – på trods af stagtaktsmotorer. I Holstebro og Rød- nerende lønninger, der kun knap ding skal de standse produktionen følger med prisstigningerne. Men af svinekød. nu, hvor profitOveralt er terne er væk, kræ”I den kommende der fyringer. ver kapitalisterne, periode vil større lag af Overalt er der at deres tab skal produktion, dækkes af alle os arbejderklassen finde der bliver lagt andre gennem ud af, at forsvaret for stille. Det er statsligt tilskud og levestandarden kun kan bankpakker. Det er ikke fordi, lade sig gøre ved at der lige pludhykleri i verdensselig ikke er bryde med kapitalismens klasse. arbejdskraft rammer og kæmpe for en Det er ikke arbejtil rådighed. socialistisk omdannelse derklassen, der har Det er ikke skabt krisen. Men af samfundet.” fordi, der lige kapitalisterne er pludselig ikke er behov for skibe eller svinekød. i fuld gang med at lægge krisens Det skyldes alene, at produktionen byrde på arbejdernes skuldre. Det er i hænderne på en lille gruppe af sker blandt andet gennem fyringer, kapitalister, som kun tager hensyn lønnedgang og fjernelse af læretil profit i stedet for samfundets be- pladser. Kapitalisternes repræsentanter i den borgerlige regering hov. hjælper desuden overklassen med Den økonomiske krise er nu alt- skattelettelser. De manglende afgørende for situationen i Dan- penge i de offentlige kasser kommark og i resten af verden. Byg- mer til at betyde yderligere angreb ningshåndværkere i massevis går på velfærden og nedskæringer i arbejdsløse, og industrien følger den offentlige sektor. godt med i den kedelige statistik.

Det er umuligt at følge med i de Der er et brændende behov for et seneste tal, men et forsigtigt skøn svar fra arbejderbevægelsen. Vi lyder på, at hver 3. murer, maler ser allerede lønnen rasle drastisk og tømrer i hovedstadsområdet er ned i byggeriet. Vi ser, at arbejdsfordeling i industrien presser learbejdsløs. vestandarden tilbage. Frygten for Intet tyder på, at denne vanvittige fyringer er til stede overalt. Tusindtendens vil vende lige foreløbig. vis af arbejderfamilier har udsigt De danske kapitalister har haft til tvangsauktioner og en bundløs en række fede år med enorme gæld.

Leder

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk Slagteriarbejderne i Holstebro formulerede det paradoksale ved denne situation: den borgerlige regering laver den ene pakke efter den anden til bankerne og deres venner i overklassen. De eneste ”pakker”, som arbejderklassen får, er fyldt med regninger for gaverne til overklassen – og muligvis en fyreseddel. De borgerlige fører en benhård klassepolitik til fordel for kapitalisterne.

SF og Socialdemokratiet står stærkt for tiden. Det betyder, at der er mulighed for en regering med arbejderpartierne. I særdeleshed er der brug for, at den store fremgang til SF bliver brugt til at sikre en politik, der vil lægge byrden for krisen på skuldrene af de, der har skabt den – kapitalisterne.

Ledelsen i SF har flere gange peget på, at de ønsker en regering sammen med de Radikale. Men på trods af al den ”humanistiske” facade (som ikke forhindrede dem i at være med til at afskaffe skolepraktikken for eleverne på de tekniske skoler) er de Radikale et parti, der til enhver tid varetager

den danske overklasses økonomiske interesser.

Hvis en regering mellem SF og Socialdemokratiet ikke formår at tilbagerulle nedskæringerne og stoppe krisen ved at lade arbejdsgiverne betale, vil det miskreditere begge partier, og det kan bane vejen for, at de borgerlige igen kan vende tilbage.

Dette må ikke ske. Derfor er der brug for, at et regeringssamarbejde sker på et klart program om ansvarlighed over for arbejderklassen og et opgør med kapitalisternes magt over økonomien.

I stedet for redningspakker til bankerne, må staten have fuld kontrol med banksektoren. For at sikre, at almindelige mennesker kan få ordentlige lånemuligheder, må banksektoren overtages af staten og underlægges demokratisk kontrol. Spekulanterne skal ikke gå fri – tværtimod.

Tusindvis af arbejdere oplever enten fyringer, arbejdsfordeling eller lønnedgang. Ingen af delene er i orden.

For at sikre, at der fortsat bliver pro-

duceret gode varer og bygget boliger i Danmark, må de største virksomheder blive offentlig ejendom under demokratisk kontrol. De 200 største virksomheder bør nationaliseres som første skridt i en demokratisk planlægning af økonomien. Det er den eneste vej til at sikre arbejdspladser og lønninger.

I den kommende periode vil arbejderbevægelsen blive presset hårdt. Arbejderne vil blive tvunget til at svare igen. Hvis der lige nu er en midlertidig følelse af stilstand er det alene fordi arbejderbevægelsens ledere ikke viser en vej frem. Vi bliver præsenteret for et ”siciliansk tilbud” om enten arbejdsløshed eller lønnedgang, som om det var en naturlov. I den kommende periode vil større lag af arbejderklassen finde ud af, at forsvaret for levestandarden kun kan lade sig gøre ved at bryde med kapitalismens rammer og kæmpe for en socialistisk omdannelse af samfundet. □

På Spidsen: Enhed frem for alt Det er almindeligt kendt, at politikere, bureaukrater og andre hædersmænd nede i EU er blandt de bedst betalte på kontinentet. Og hvor er det velfortjent. De har netop sat sig for at redde Europas økonomi. For at gøre det har

de begået en genistreg, der får de krumme agurker til at blegne af skam.

kunne blive enige om, at bankerot er noget værre noget. De burde få en lønforhøjelse á la AIG!

EU’s ledere mødtes nemlig for nylig. Disse genier kom frem til den ultimative redningsplan: de vil ganske enkelt ikke have, at et EU-land går statsbankerot!

De har udtrykt sig i skarpe vendinger og udtrykkeligt forklaret det: næh-nej, det der med bankerot kan der ikke være tale om! Lande som Grækenland, Østrig og Irland, der er tæt på at gå fallit, kan godt tro om igen. Hvordan det lige præcis skal sikres i praksis er lederne ganske vist ikke blevet enige om. Men hvor var det fantastisk, at de

Ved redaktionens slutning havde lederne fra de 20 største økonomiske magter – det såkaldte G20 – endnu ikke afholdt deres møde i London. Det var den 2. april. Men vi vil gerne sætte en statskasse på højkant i et væddemål: på baggrund af denne succeshistorie, der overgår alt siden München 1938, kan det ganske enkelt ikke gå galt. Vi vædder på, at de også er i stand til at nå til samme epokegørende enighed som i EU. Det der med statsbankerot, det kan vi ikke lide. Enighed frem for alt. □

www.marxist.dk • Apr. 9. årgang nr. 47 • 3

Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

SF til historisk landsmøde SF

Af Marie Frederiksen I april måned afholder SF Landsmøde. Det bliver på mange måder et historisk møde; SF har aldrig haft så stor fremgang og er nu utrolig tæt på regeringsmagten.

En regering med SF er nu en reel mulighed, faktisk en stor sandsynlighed. At SF kan komme i regering, er en kæmpe mulighed for at få stoppet den borgerlige regerings arbejdsgiverpolitik og få gennemført SFs program, til forsvar for det store flertal.

Men samtidig er dansk økonomi, sammen med resten af verdens økonomi, inde i den værste økonomiske krisen siden 1930’erne.

Det rejser også alvorlige problemer for en fremtidig arbejderregering og ikke mindst for SF.

Svag borgerlig regering I den seneste tid har vi set en svækket borgerlige regering. Den var ikke i stand til at gennemføre angrebene på dagpengene, og trods skattereformens store angreb, er den ikke lige så hård som de ønskede. De danske kapitalister og deres organisationer som DA og DI lufter i stigende grad deres utilfredshed med de borgerliges manglende evne til at gennemføre de angreb på arbejderklassen, som de danske kapitalister finder nødvendige.

Den seneste periode har vist os, at den borgerlige regering er fuldstændig afhængig af et samarbejde med arbejderbevægelsens ledere.

Den frygter, med rette, at gennemfører den angreb på arbejderne uden i hvert fald lederne af Socialdemokraterne, så taber de næste valg.

valgkamp i luften, og et valg før tid er meget sandsynlig. SF er gået voldsomt frem, fordi de i den seneste periodes kampe, er blevet set som dem, der klarest har forsvaret kravene fra arbejdspladserne og skolerne. Regeringen står svagt, men i stedet for at svække regeringen yderligere, fører SF-ledelsens linje om ”ansvarlighed” til at styrke regeringen. Når ledelsen i SF er ansvarlige overfor regeringens forslag, bliver den medansvarlig for regeringens politik. I stedet må SFs ledelse forklare. hvordan den borgerlige regering angriber arbejderne og organisere kampen mod denne politik. SFs stigende opbakning kommer ikke på grund af ledelsens ”ansvarlighed” overfor de borgerlige, men på trods af den.

Bryd med de radikale Den første forudsætning for at kunne føre en klar oppositionspolitik, er at bryde med de borgerlige partier.

Ledelsen i SF har gang på gang pointeret, at de Radikale skal med i en fremtidig regering. Men selv om de radikale umiddelbart kan lyde som et ”humanistisk” parti, så er de i bund og grund et borgerligt parti, når det kommer til det afgørende; den økonomiske politik. Det vil blive endnu mere tydeligt i takt med, at krisen uddybes.

De radikale kritiserede regeringens skattereform for ikke at være vidtgående nok, altså fra højre, og det samme gjaldt deres kritik af finansloven.

De radikale har gennem tiden været brugt af højrefløjen inden i arbejderbevægelsen som undskyldning for ”ikke at gå for langt”. Det vil sige ikke at føre en politik, der kunne true de danske kapitalister. I Socialdemokratisk ledede regeringer, var der altid ”hensynet til de Radikale”.

Der er allerede nu en stemning af

4 • www.marxist.dk • Apr. 9. årgang nr. 47

De Radikale har altid været hårde modstandere af at lade SF deltage i en regering, og det er først nu, hvor de ser det som deres eneste chance for overlevelse, at de åbner sig over for SF. Men de Radikale er nu kun reduceret til en skygge. Når krisen og klassekampen skærpes, sker der en stigende polarisering i to lejre med modstående interesser. Alle partier tvinges til at vælge side i klassekampen. De Radikale vil altid vælge arbejdsgivernes side.

SFs fremgang og de Radikales tilbagegang viser, at der absolut ikke er nogen grund til at give nogen indrømmelser til de Radikale. I stedet for at tage ”hensyn” til de Radikale, og deres opbakning på mellem to og fire procent i meningsmålingerne, må arbejderpartierne fremsætte et fælles regeringsprogram.

Skal en arbejderregering med SF gennemføre en politik til gavn for arbejderklassen, kan det ikke ske uden et brud med alle de borgerlige partier, herunder også de Radikale.

Det er SFs opgave at opstille klasseskellene så klart som muligt, ikke at mudre dem til.

Arbejderregering på et socialistisk program Målet for SFs regeringsdeltagelse må være at danne en regering til forsvar for arbejderklassens vilkår og rettigheder. Et klart program for en fremtidig arbejderregering fra arbejderpartierne, vil nemt kunne opnå flertal uden de Radikale.

Borgerskabet har før brugt den mulighed at få en regering bestående af arbejderpartierne til magten, sammen med et borgerligt parti som de Radikale, når krisen kradser og en borgerlig regering er svækket. For-

Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk målet er, at arbejderpartierne gennem en krisepolitik vil miskreditere sig selv, og dermed bane vej for en endnu mere højreorienteret regering end den nuværende borgerlige regering.

venstrefløjen i Socialdemokratiet, hvor det overvældende flertal ønsker regeringssamarbejde med SF frem for de Radikale.

Nyrup-regeringen i 1990’erne angreb dagpengene, forringede efterlønnen, greb ind i storkonflikten og privatiserede i massivt omfang. Det betød, at især Socialdemokraterne, men også de andre arbejderpartier, der fungerede som parlamentarisk grundlag, blev miskrediterede i en hel periode, der først er ved at være slut nu.

Ledelsen i SF har fremsat en række forslag på det seneste, som man må gå ud fra, viser noget om, hvilken politik de mener, SF skal føre i en fremtidig regering. Begrundelsen er da også for en lang række af forslagene, at SF skal være ”regeringsparate”.

Højrefløjen, som nu sidder i ledelsen for Socialdemokratiet, ønsker ikke at bryde med kapitalismen og derfor også klynger de sig til de Radikale.

SF må forklare, at de vil i regering med Socialdemokraterne, men på et program til forsvar for arbejderklassen og med udbygning af velfærden.

En regering der lægger byrden for krisen på arbejdsgivernes skuldre, også selv om det kræver en nationalisering af bankerne og de største virksomheder. Afviser højrefløjen i Socialdemokratiet et regeringssamarbejde med SF på den baggrund, vil det føre til en styrkelse af SF og

Reformprogrammet

Et af de vigtigste forslag ledelsen er kommet med, er reformprogrammet, hvor ledelsen rejser en række visioner om grøn vækst, mere velfærd, regulering af finanssektoren og en global retfærdighed.

Reformprogrammet er af nogle blevet fremlagt som en erstatning for det nuværende principprogram. Ifølge blandt andet næstformand Jacob Nørhøj er begreber som kapitalisme, socialisme, revolution og klasse, og dermed principprogrammet, forældede.

Begrundelsen fra ledende SF’ere for reformprogrammet er, at socialisme ”ligger langt ude i fremtiden” og der er

brug for et program for partiets politik de næste ti år. For dele af ledelsen i SF er socialismen altså noget, der kommer engang ude i en tåget fremtid. Desværre indeholder reformprogrammet ikke en politik, der fører os tættere på socialismen. Tværtimod!

Internationale spændinger I reformprogrammet lægges der vægt på FN, opbyggelsen af internationale institutioner, regulering finansmarkederne og lignende.

Intentionen i programmet er god nok, men programmet overser fuldstændig den virkelige situation på globalt plan. Verdensøkonomien står i sin værste krise siden 1930’erne og dagligt øges spændingerne mellem stormagterne, der kæmper om de samme markeder og om at eksportere arbejdsløshed og fabrikslukninger til nabolandene. Hvordan skulle landene kunne blive enige i en sådan situation?

I stedet vil vi se øget protektionisme og flere krige.

Regeringer verden over fører en politik for at ligge krisens byrde på arbejderklassen; blot fordi de sætter sig

www.marxist.dk • Apr. 9. årgang nr. 47 • 5

Danmark sammen i internationale institutioner, begynder de ikke at føre en progressiv politik.

Den eneste form for internationalt samarbejde, der kan vise en vej ud af krisen og sikre fred og fremgang er arbejderklassens internationalisme i kampen for socialisme.

Økonomisk ansvarlighed Det centrale i den økonomiske politik, som ledelsen i SF har fremlagt i blandt andet vækstpakken og skatteudspillet er at sætte gang i offentlige investeringer, øgede grønne afgifter, regulering og øget beskatning af erhvervslivet.

I den nuværende krisesituation er det helt afgørende at fremlægge vækstpakker og forslag om øgede offentlige investeringer. Men vækstpakker og offentlige investeringer løser ikke på nogen måde krisen. Et eller andet sted skal pengene komme fra.

Enten skal staten gældsætte sig, hvilket betyder, at skatteydere, det vil især sige arbejderklassen, skal betale tilbage de næste mange år, som vi har set det med gælden fra 1970’erne. En anden mulighed er grønne afgifter, som er en utrolig usolidarisk skatteform, da arbejderfamilierne betaler uforholdsmæssigt meget mere end en Strandvejsfamilie. Eller skal pengene komme fra kapitalisterne. Det er helt rigtigt at lade arbejdsgiverne betale for krisen. Men det er også klart, at kapitalisterne aldrig vil tillade, at der for alvor røres ved deres profitter. De vil svare igen med massiv sabotage af økonomien, produktionsstop, trussel om udflytning af arbejdspladser og al slags snyd. Skal byrden for krisen lægges på kapitalisterne, kræver det en regering, der er parat til at bryde med kapitalisternes magt over økonomien og nationalisere de vigtigste dele.

Med andre ord er der brug for et socialistisk program, lige netop det, der står beskrevet i principprogrammet.

Reformer og revolution Det er en udbredt fordom, at marxismen kun er en kamp for en revolution, og at den står i modsætning til kampen for reformer.

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk Marxisme har intet at gøre med ”rene hænders politik”. Uden den daglige kamp for at forsvare vores fremskridt og erobre nye, ville socialisme være umuligt. For Marx, Engels, Lenin og Trotskij var kampen for reformer en pligt, men de behandlede de opnåede reformer som led i kampen for en grundlæggende omdannelse af samfundet og forklarede, at så længe kapitalismen eksisterer er enhver reform midlertidig og under konstant trussel. SF må fremsætte daglige krav og kæde disse sammen med kampen for socialisme. Formålet med principprogrammet er at få arbejderne til at indse, at det kan og skal blive dem, der styrer samfundet, økonomien og staten.

Men, vil reformisten indvende, det store flertal er ikke socialister, masserne er endnu ikke modne, de forstår ikke vores program. Korrekt, vil vi svare. Det store flertal af arbejderklassen ser endnu ikke behovet for en socialistisk omdannelse af samfundet. Det vil sige en nationalisering af de vigtigste dele af økonomien, så der kan skabes en planøkonomi under arbejdernes demokratiske ledelse og kontrol.

Men i kampen for at forberede indførslen af socialisme er første skridt at overbevise arbejderne og unge – startende med de mest politisk bevidste lag – om behovet for et revolutionært brud med det kapitalistiske system.

En revolution er, når masserne i massivt omfang begynder at handle bevidst for at ændre deres liv og i sådan en situation ændrer bevidstheden sig med enorm hast. Det er først her, at det socialistiske program vil blive konkret for det store flertal.

Men et socialistisk parti må forberede sig allerede nu, ved at vinde de mest bevidste lag af arbejderklassen og ungdommen.

En kamp om ideologi Klassekamp er en kamp på flere fronter. Det er kampe om stemmerne til Folketings- og kommunalvalg, demokratiske rettigheder og sociale forhold. Alle disse fronter er vigtige, men en afgørende facet af klassekampen er den ideologiske kamp. Det er et

6 • www.marxist.dk • Apr. 9. årgang nr. 47

aspekt, der desværre er blevet voldsomt forsømt i SF i de seneste år.

Borgerskabets ideologer gik i offensiven efter Sovjetunionens kollaps og deres idéer har formået at trænge ind, selv i dele af arbejderbevægelsen.

En afklaring af ideologiske spørgsmål er afgørende for en afklaring af alle de spørgsmål, der rejser sig i den konkrete kamp. Uden teori, mangler partiet et pejlemærke. De borgerlige prøver at angribe SF for at være socialister og marxister, men når de gør det, angriber de partiets styrke, ikke dets svaghed.

Skal SF fastholde og udbygge sin fremgang, kræver det en tilbagevenden til de grundlæggende idéer i marxismen. Det helt afgørende på alle de spørgsmål, der rejser sig i partiet, er at fastholde et klasseperspektiv.

Store muligheder Den næste periode åbner enorme muligheder for SF og som sagt også nye udfordringer. På landsmødet skal der behandles forslag til ny struktur.

Det afgørende er at fastholde og ikke mindst udbygge de kanalerne mellem ledelsen, partiafdelingerne og medlemmerne ude på arbejdspladserne og skolerne. SF i regering vil rejse en masse spørgsmål løbende, det er helt afgørende, at partimedlemmerne bevarer deres demokratiske kontrol med partiets politik. Det vil også sige, at Folketingsgruppen og de eventuelle ministre må underlægges den demokratiske valgt ledelse af partiet.

Kapitalismen har vist, at den ikke er i stand til at sikre fremgang for det store flertal, og flere og flere er ved at indse det. Det giver SF en enestående mulighed for i den kommende periode at komme i regering og gennemføre sit program om et socialistisk samfund. Det kræver, at partiet ikke vakler, men holder fast i sit socialistiske marxistiske grundlag og på den baggrund bygger partiet med stærke forankringer på arbejdspladserne, skolerne og lokalområderne. □

Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

SFUs landsmøde:

Sæt gang i Danmark med et socialistisk program SFU

Af Rasmus Jensen

ledelsen ikke med mange konkrete svar på, hvordan og på hvilket program.

I påskeferien afholdes SFUs årlige landsmøde. SFU er vokset enormt Et socialistisk svar og er med over 3.000 medlemmer Men der er brug for et klart perspekblevet Danmarks største politiske tiv for, hvordan SFU kan bekæmpe, ungdomsorganisation. Det afspejler at krisens konsekvenser tørres af på den radikalisering vi har set blandt ungdommen og arbejderklassen. ungdommen og giver et kæmpe potentiale. Det sker på et tidspunkt, Som vi også forklarer andet steds hvor kapitalismen er gået ind i den i denne avis, er SF og SFUs krav værste krise siden 1930’erne. Krisen om øgede offentlige investeringer et og dens konsekvenser vil få afgøren- skridt i den rigtige retning. Men den de betydning for nuværende klassekampen økonomiske og vil få flere og ”Man kan ikke kontrollere, krise er en flere unge og arklassisk overhvad man ikke ejer, og så bejdere til at stille produktionslænge de vigtigste dele af spørgsmålstegn krise, som ved hele det kaøkonomien er på private Marx forklapitalistiske syhænder, kan politikerne rede det. Den stem. Det er med kan ikke løses ikke bestemme, om dette scenarie, at gennem reder skal sættes gang i SFU går til landsgulering eller møde. produktionen...” offentlige inve-

SFU og krisen SFUs ledelse slår i både forslag til perspektiv- og handlingsplan (PHP) og den nye kampagne ”Skub gang i Danmark” fast, at krisen er helt afgørende, og at den vil have store konsekvenser for mange almindelige mennesker.

Ifølge ledelsen står vi nu overfor en benhård klassekamp, som SFU vil kunne spille en afgørende rolle i.

Kampagnen rejser gode og klare krav om, at der må sikres lærepladser og arbejdspladser, blandt andet ved at sætte gang i det offentlige byggeri.

PHP fokuserer på en lang række begivenheder det næste år. hvor SFU har en kæmpe mulighed for at komme ud og forklare det socialistiske program; EU-parlamentsvalget, kommunalvalg, skolestartskampagne og klimatopmødet. Desværre kommer

steringer, men er en indbygget del af kapitalismen. Kapitalismen har vist at det ikke kan skabe arbejdspladser og bedre velfærd for det store flertal. En plan for offentlige investeringer kan kun være første skridt i en plan for at staten overtager de vigtigste dele af økonomien.

Man kan ikke kontrollere, hvad man ikke ejer, og så længe de vigtigste dele af økonomien er på private hænder, kan politikerne ikke bestemme, om der skal sættes gang i produktionen, at virksomhederne skal tage lærlinge, og at erhvervslivet skal betale meget mere i skat uden at blive mødt med alvorlig sabotage. I ledelsens forslag mangler der fuldstændig et socialistisk perspektiv.

dan EU i virkeligheden ikke er skabt for at tilgodese arbejderklassen, men derimod kapitalisterne. Vores modsvar til EU må være; for Europas forenede socialistiske stater. I kommunalvalgene må SFU forklare, hvordan SF i kommunerne må bryde med de borgerlige, også de Radikale, og i stedet føre en hårdnakket kamp imod den borgerlige regering og deres nedskæringspolitik.

SFU må kæde de daglige kampe sammen med programmet for socialisme.

SFU skal naturligvis støtte SF, men det forhindrer ikke, at SFU fører deres egne kampagner og med egne ord forklarer, hvorfor SFU kæmper for et socialistisk program, også i EU-parlamentsvalgene, kommunalvalgene og så videre.

Klassekampen Det er ikke nok, at iagttage, at krisen er der.

I den kommende periode vil klassekampen blusse op, og SFU må forberede sig på denne situation. Ledende SFU’ere har stået i spidsen for en lang række af ungdommens kampe, blandt andet i ledelsen for DGS. Desværre har vi også set, hvordan der ikke er sket meget på det seneste; der er sket et skift i retning af små ”spektakulære” aktioner frem for massemobilisering. Men massemobilisering og en alliance med arbejderklassen er det eneste våben, ungdommen har. Hvis ledelsen i SFU mobiliserer alle sine mange tusinde medlemmer på et klart socialistisk program imod nedskæringer, imod krisen, for lærepladser og arbejdspladser, kan der opbygges en massiv bevægelse, for kampviljen er der. □

EU-parlamentsvalget giver SFU kæmpe mulighed for at forklare, hvor-

www.marxist.dk • Apr. 9. årgang nr. 47 • 7

Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Arbejdsløsheden eksploderer og økonomien falder sammen:

Kapitalismen virker ikke KRISEN

Af Frederik Ohsten Den økonomiske krise bestemmer nu alt. Situationen på verdensplan er uløseligt forbundet til markedsøkonomiens krise. Ting som de borgerlige økonomer havde lovet, var fortid, står nu på dagsordenen. De taler åbent om muligheden for statsbankerot i lande som Østrig eller endda USA (foruden en række østeuropæiske lande som Letland og Ukraine).

De taler åbent om, at Euroen kan kollapse. De taler om massearbejdsløshed og den første samlede nedgang i verdens økonomi siden Anden Verdenskrig.

Falske løfter Hvis nogle læsere kan huske omtrent tyve år tilbage i tiden til omkring Berlin-murens fald og Sovjetunionens kollaps, så vil de erindre, at vi blev lovet en gylden fremtid under kapitalismen. De borgerlige sagde, at det kapitalistiske system nu havde sejret endegyldigt, og at økonomien fra nu af ville gå fremad til evig tid. Massearbejdsløshed ville aldrig igen blive

aktuelt. Alle ville blive lykkelige.

I dag er der intet tilbage af disse illusioner. Selv de borgerlige økonomers forsikringer om, at ”vi har lært af tidligere” og nu er i stand til ”at styre uden om en dyb krise” har vist sig i bedste fald at være de rene drømmerier. Disse herrer og damer, der har lange universitetsuddannelser bag sig, er grundigt uddannet i borgerlig økonomisk teori. Alligevel kan de intet forklare. De har intet forudset. Årsagen er egentlig ret enkel: deres teori er forkert. Det vender vi tilbage til.

Arbejderne er under pres Lad os først se på situationen for de danske arbejdere. Allerede i januar steg andelen af 3F-medlemmer uden arbejde til over 10 procent. Nu er den endnu højere. I byer, hvor store, vigtige arbejdspladser er lukket (for eksempel Odense og Holstebro), er ledigheden tårnhøj. Blandt bygningsarbejderne er situationen katastrofal.

Ordreindgangene for virksomheder i industrien faldt med 17 procent fra

november sidste år til januar. Det viser tal fra Danmarks Statistik. Men det var blot begyndelsen. Alle arbejdere i industri, transport og handel kan mærke krisen.

Arbejdsgiverne kræver lønnedgang Fyringerne hænger som en trussel over hovedet. Arbejderne bliver præsenteret for et ”siciliansk tilbud” om at gå ned i løn, hvis ikke de vil fyres.

Det har vi allerede set i SAS og på en række mindre virksomheder rundt om i landet. Blandt bygningsarbejdere er lønnedgang allerede en realitet. Men lønnedgang har ikke forhindret fyringer, og yderligere lønsænkninger vil heller ikke stoppe fyringerne.

De arbejdere, der er gamle nok til at huske krisen i 1970’erne og de magre år i 1980’erne ved, at nok så mange gange med lønstop og lønnedgang ikke forhindrede hverken fyringer eller for den sags skyld voldsomme prisstigninger. Når arbejderne får færre penge til at købe varer for, så er der endnu færre til at købe de ting, som virksomhederne producerer, hvilket igen vil gøre krisen værre.

Derudover er der det rent logiske aspekt: under årene med opsving fik vi at vide, at hvis der blev stillet for store krav om lønforbedringer, så ville økonomien ”overophede” og gå i stykker. Men nu er der kommet krise – ikke på grund af arbejdernes berettigede krav om forbedringer, men på grund af kapitalisternes jagt på profit.

Lærlingene bliver ramt

Kun under kapitalismen står maskiner ubrugte hen, mens tusinder går arbejdsløse.

8 • www.marxist.dk • Apr. 9. årgang nr. 47

Det går så voldsomt ned ad bakke med nye praktikpladser inden for bygge-anlæg området, at man skal tilbage til 1980’erne for at finde samme nedtur. Tal fra Undervisningsministeriet viser, at der i 2008 blev indgået knap en fjerdedel færre ud-

Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk dannelsesaftaler alene inden for 3Fs område i byggeriet i forhold til året før. Et fald fra 1.684 til 1.280 unge.

Den krise, som overklassen har skabt, betyder altså, at massevis af unge ikke kan få sig en uddannelse.

Det er et vanvittigt spild af gode ressourcer.

Verdensomspændende krise For alle tænkende mennesker er det klart, at der må gøres noget drastisk for at stoppe den nuværende økonomiske katastrofe. Finansminister Lars Løkke Rasmussen siger, at han håber, at økonomien vil vende i løbet af i år. Men det er et fromt ønske uden hold i virkeligheden.

Over hele verden har regeringerne hævdet, at deres land ikke ville blive ramt af den globale krise. I Brasilien sagde Lula, at det var en amerikansk krise, der ikke ville påvirke Brasilien.

I Rusland hævdede Putin, at Rusland ville klare sig. I hele Europa hævdede lederne det samme om deres eget land. Men alle lande – selv de største og mest magtfulde – er underlagt verdensmarkedet. Her går Danmark ikke fri, selv om de borgerlige har forsøgt at lyve om det, indtil virkeligheden har indhentet dem.

For eksempel er det kommet frem, at Nationalbanken har mistet 4,5 milliarder kroner, da den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers krakkede.

Krisen har klassekarakter Da bankerne kom i problemer, stillede den borgerlige regering omgående en statsgaranti på 3000 milliarder for (især udenlandske) indskud i bankerne, der overstiger 300.000 kroner. Da det ikke var nok, stillede de borgerlige 100 milliarder af statens penge til rådighed for deres venner i bankerne.

Når det er arbejdere i byggeri eller industrien, der er i problemer, er der derimod ingen hjælpepakker. De borgerlige har med andre ord travlt med at redde de, der har skabt krisen og lægge byrden over på arbejderklassen. Men det er disse arbejdere, der har skabt de eksorbitante profitter, som bankerne og resten af overklassen høstede i tiden med opsving. Ar-

Marx’ teorier er nøglen til at forstå den nuværende krise.

bejderbevægelsens svar må være, at hele krisens byrde må lægges på skuldrene af kapitalisterne, som har skabt krisen. Arbejderne må holdes skadesløse.

Udfordring for arbejderbevægelsen Hvordan kan krisen stoppes? Denne tilstand af vanvid, der betyder, at duelige arbejdere skal gå ledige mens maskinerne står stille og der trænges til nye, billige boliger og renovering af offentligt byggeri, skal standses. Det er den opgave, arbejderbevægelsen står over for.

Kapitalisterne og deres politiske repræsentanter har vist sig at være meget klassebevidste i dette spørgsmål. De er skiftet fra deres sædvanlige ”overlad alt til markedet”-ideologi til deres nye parole om, at ”staten må redde bankerne”. Dette skifte har de foretaget lige så let, som man skifter skjorte. Da profitterne væltede ind, skulle de overlades til kapitalisterne selv, og når der er krise kræver de, at arbejderne betaler. Hvis arbejderbevægelsens ledelse førte en politik, der var blot halvt så klassebevidst, ville overklassen få gevaldige problemer.

Hvor er udgangen?

Krisen kan standses på to måder.

Enten bliver der ”renset ud” i de ”overskydende” produktionsmidler og produkter indtil det igen kan betale sig for kapitalisterne at investere. Det betyder massearbejdsløshed og lavere levestandard. Dette kan midlertidigt udsættes ved at staten – som nu – pumper penge ud i systemet. Men det er uden dækning og vil kun skabe inflation. Efter en tur i karrusellen vender vi tilbage til udgangspunktet. Det er en løsning, hvor arbejderklassen betaler. Men der er en anden løsning, hvor byrden bliver lagt på kapitalisterne.

Hvis arbejderne skal holdes skadesløse, er det nødvendigt at nationalisere bankerne og de store virksomheder. Det vil gøre det muligt at igangsætte en demokratisk planlægning af finans, industri og byggeri.

Det er den løsning, som arbejderbevægelsen må tage op. Det er den løsning, som marxisterne fremfører i SF, i fagbevægelsen, på skoler og andre steder. Det er det, der kan sikre en fremtid med et anstændigt liv for alle. □

www.marxist.dk • Apr. 9. årgang nr. 47 • 9

Ungdom

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

DGS: Forsvar programmet DGS

Af Simon Henriksen Under det seneste opsving af økonomi, har de borgerlige gang på gang prædiket om en uddannelse i topklasse og udtalt, at viden er Danmarks bedste råstof. Igennem de syv år, de borgerlige har været ved magten, har de skåret ned på den gymnasielle uddannelse. Det kan ses tydeligt på, at der er kommet flere elever i klasserne. I 1990’erne var der et loft på 28 elever i hver gymnasieklasse. Nu har 46 procent af 1.g klasserne over 28 elever. Gymnasieelevernes organisation DGS oplyser desuden, at ungdomsuddannelserne skal spare 312 millioner årligt. Selv under et opsving blev der altså skåret i velfærden, selv om der bliver givet skattelettelser til de rigeste i samfundet. Det viser de borgerliges sande tilgang til ungdommens forhold.

Ledelsen passiv DGS er på vej imod endnu et år med kampe. Allerede i februar blev der fra DGS’ side mobiliseret til en samlet demonstration for hele studenterbevægelsen den 26. februar. Regeringens skattekommission foreslog regeringen at skære SU’dn fra seks år til fire år. Det var et direkte angreb på det gratis uddannelsessystem, og ville betyde, at elever fra arbejderklassen ikke ville kunne tage en uddannelse til for eksempel gymnasielærer, ingeniør eller læge.

pene og indkalde til stormøde, hvor eleverne kan diskutere den fremtidige kamp. Heldigvis blev forslaget om at skærer i SU’en taget af bordet, men vi mener på ingen måde, dette var en sejr for DGS, men må bruges som et skridt på vejen mod bedre velfærd.

DGS holder stormøde den 25. til 27. april. Her skal eleverne blandt andet diskutere ledelsens nye forslag til principprogram. I dette principprogram er alle DGS’ stående krav fjernet, og skiftet ud med tomme fraser om et bedre samfund, hvor der er plads til alle. Marxisterne mener, at DGS må have et stærkt principprogram med konkrete krav, som kan bruges i kampen for bedre uddannelse og velfærd. DGS er en kamporganisation, og derfor er der brug for konkrete krav til velfærden.

Krisen og gymnasieeleverne Danmark står overfor langvarig økonomisk krise. Nedturen vil uundgåeligt betyde, at staten kommer til at mangle penge. De borgerlige vil uden tvivl udnytte krisen til at skære yderligere i velfærden.

DGS må være klar til at kæmpe imod fremtidige forringelser. Derfor er det ærgerligt at se, at flere og flere elever føler, at DGS ikke er deres organisa-

tion og i virkeligheden ikke ved, hvad der foregår.

Ledelsen i DGS lægger meget vægt på deres parlamentariske arbejde, og det er da også positivt, hvis vi kan gøre uddannelsen bedre den vej. Men DGS må først og fremmest bygge på gymnasierne og sørge for, at kampene diskuteres af elverne.

Hvis DGS ikke bliver opbygget med solide rødder på skolerne, som en organisation der er i stand til at organisere masseprotest, så bliver det umuligt at opnå noget i forhandlinger med politikerne.

Alliancen mellem DGS og fagbevægelsen må forstærkes. Arbejderklassen er i stand til at ramme de borgerliges bagland i industrien direkte gennem strejker. Samarbejdet må udbygges lokalt, så vi sammen kan kæmpe for et bedre samfund. Byrden af krisen må lægges på overklassen og velfærden må udbygges.

For et stærkt DGS! Forsvar DGS’ program!

For en alliance med arbejderbevægelsen! □

Derfor opfordrede DGS’ ledelse til skolebesættelser og til demonstration den 26. februar med hele studenterbevægelsen. Marxisterne synes dette er positivt, men desværre hjalp DGS’ ledelse overhovedet ikke gymnasierne. Der blev ikke sendt nogle materialer ud om kampen, skolerne blev ikke hjulpet med besættelser, og der manglede et perspektiv for kampen efter demonstrationen.

Stormøde i DGS Vi har før i denne avis forklaret, at for at vinde kampene, kan man ikke stoppe efter en endags demonstration, men, at man må fortsætte kam-

Modstanden mod SU-nedskæringerne i februar viste, at kamplysten blandt eleverne er stor.

10 • www.marxist.dk • Apr. 9. årgang nr. 47

Ungdom

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Månedens klassiker Enhver parole og ethvert program bestemmes af den metode, som ligger til grund. Den rigtige metode er vejen til det korrekte program og de mest effektive paroler. Den vigtigste arv vi har fra Marx og Engels er deres filosofiske metode; den dialektiske materialisme.

Desværre færdiggjorde ingen af dem et værk om deres metode.

Udover bøgerne ”Anti-Dühring” (Engels) og ”Den tyske ideologi” (Marx og Engels) er hæftet ”Ludwig Feuerbach og udgangen på den klassiske tyske filosofi” derfor den vigtigste fremstilling af selve den dialektiske materialisme.

Marx tog udgangspunkt i den tyske filosof Georg Hegels’ dialektik. Ligesom Ludwig Feuerbach kritiserede han Hegel for med sin idealisme at vende det hele på hovedet. Marx ville redde Hegels revolutionære dialektiske metode fra det reaktionære filosofiske system, som Hegel endte med.

”Den hegelske filosofis sande betydning og revolutionære karakter lå netop i, at den (…) een gang for alle gjorde ende på den definitive karakter, man tilskrev alle den menneskelige tænknings og handlings resultater. Den sandhed, som det gjaldt om at erkende i filosofien, var hos Hegel ikke mere en samling færdige dogmatiske sætninger, som kun skulle læres udenad, når man først havde fundet dem; sandheden lå nu i selve erkendelsesprocessen, i den langvarige historiske udvikling af videnskaben, der stiger opad fra lavere til stadig højere erkendelsestrin (…)”

Engels ser i denne pjece nærmere på Marx’ historieopfattelse som en evigt foranderlig proces, og hvordan vi kan forstå begreber som tilfældighed, nødvendighed og sandhed. Marx’ ”Teser om Feuerbach” fra 1845 er med som tillæg. □

Hæftet kan købes i internetbutikken på www.marxist.dk til 10 kr.

Politisk platform på Christianhavns Gymnasium ELEVKAMP

Af elev på Christianhavns Gymnasium I en tid hvor krig, ulighed, nedskæringer og klimaproblemer er en del af alles hverdag, er det helt naturligt at stoppe op og tænkte over tingene.

Det er blevet mere normalt at undres, og diskutere det der sker omkring os.

At, der er en stigende interesse for politik blandt landets unge, ses tydeligt på medlemstallene i landets ungdomspartier. Især SFU er gået gevaldigt frem og har nu over 3000 medlemmer. På Christianshavn Gymnasium var vi nogle elever, der har været aktive i blandt andet elevrådet, DGS og de seneste års kampe mod nedskæringer. Vi kunne se, at det ikke var nok ”bare” at diskutere uddannelsespolitik, og vi besluttede

at oprette en politisk platform. Platformen er et åbent debatforum styret af elever, hvor der er mulighed for at diskutere politik i alle afskygninger, men os, der har startet den, er socialister, fordi vi mener, at socialismen er det eneste, der i sidste ende kan stoppe nedskæringer, krige og økonomiske kriser. Møderne starter med et oplæg, som redegør for det pågældende emne, og dermed giver alle det samme udgangspunkt for diskussionen. Platformen er for alle, og der bliver diskuteret alt fra finanskrisen til konflikten i Gaza og den borgerlige regerings nedskæringspolitik.

Der er blevet diskuteret på kryds og tværs, men fælles for alle diskussioner er en stigende utilfredshed med uddannelserne og samfundet mere generelt. Især finanskrisen har fået

mange unge til at åbne øjnene op og stille spørgsmålstegn ved hele det kapitalistiske system. Når vi gymnasieelever år efter år kæmper for bedre forhold og mod nedskæringer, bliver vi mødt af det samme svar, nej. Men når bankerne spørger om hjælp åbnes statskassen og milliarderne vælter ud. Dette er et kæmpe paradoks, som har fået flere elever til at snakke om nationaliseringer og planøkonomi.

Ideen om en politisk platform, hvor elever frit kan diskutere politik, har spredt sig til bl.a. Det fri gymnasium og Roskilde Gymnasium. Vi opfordrer alle andre gymnasieelever til at oprette lignende initiativer på deres skoler. □

www.marxist.dk • Apr. 9. årgang nr. 47 • 11

Ungdom

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Vend ungdommens kamp til sejr UNGDOMMEN

Af Mikkel Boris Ved det økonomiske opsving efter Anden Verdenskrigs slutning formåede arbejderklassen organiseret i fagforeningerne, og Socialdemokratiet at sikre danskerne en række velfærdsgoder; heriblandt god og gratis uddannelse til alle. Folkeskoler, gymnasier, tekniske skoler, handelsskoler og universiteter blev sikret høj kvalitet helt op til starten af 1980’erne.

Men derefter har der været gentagne forringelser med gentagne svar fra ungdommen. Skattekommissionens forslag om at beskære SU-perioden medførte med det samme en række store protester. Også lærlingene har været på gaden med krav om flere lærepladser i en tid, hvor alle unge er under pres på grund af deres forhold.

Uddannelserne På folkeskolerne erfarer eleverne gamle undervisningsmaterialer, slidte skoler med ubrugelige - og i flere tilfælde - sundhedsskadelige klasselokaler, stressede lærere, der er tvunget til at løbe hurtigere og hurtigere, dårligere rustet personale (grundet lærernes dårlige løn og arbejdsforhold) og højere klassekoefficienter.

Det samme gælder gymnasieeleverne og handelsskoleeleverne. På nogle gymnasier er der endda udsigt til brugerbetaling på kopieringsafgifter og forbedringer på skolerne fås ofte ved hjælp fra fundraising.

Lærlingene De tekniske skoler er ligeså blevet kraftigt beskåret. Lærerfri timer er blevet dagligdag, mens maskiner og andre undervisningsmaterialer er forældede og i ringe stand. Lærlingelønnen er, for de fleste, ikke til at leve af - med mindre man tager dobbeltarbejde – et problem, da en uddannelse kræver ligeså meget tid som et fuldtidsjob. Lige som i 1980’erne og 1990’erne er der stor mangel på lærepladser. Det har vi været forskånet for de sidste år, men nu er manglen vendt tilbage. Flere tusinder af lærlinge står i kø efter en læreplads, især i byggefagene er der sket et drastisk fald. Dette fik over 200 lærlinge på gaden den 6. marts, hvor de krævede, at regeringen skulle genindføre SKP-ordningen samt at presse arbejdsgiverne til at skabe flere lærepladser.

Universiteterne og SU På universiteterne ser det heller ikke anderledes ud. Der er blevet færre undervisnings- og vejledningstimer, større undervisningshold og dårligere bygninger.

For nylig foreslog skattekommissionen, at SUperioden skulle skæres fra seks til fire år. Dette forslag er midlertidigt taget af bordet, men det viser tydeligt, at SU’en er en torn i øjet på overklassen. Problemet er, at SU’en i forvejen er al for lav. Det eneste eventuelle forringelser ville resulterer i, ville være,

12 • www.marxist.dk • Apr. 9. årgang nr. 47

at færre ville kunne gennemføre et studie og de studerende ville være tvunget til at tage endnu flere arbejdstimer ved siden af studiet.

Dette er med til at begrænse studiemulighederne for børn af arbejderfamilier yderligere, og en kæmpe blokade for bekæmpelsen af den sociale arv. I stedet burde SU’en svare til mindstelønnen, så alle har økonomisk mulighed for at tage en uddannelse.

Boliger På grund af de lange ventelister til kollegier og ungdomsboliger har mange unge været nødt til at få forældrene til at købe en lejlighed til dem. Ofte må unge bo stuvet sammen i små lejligheder, for at kunne betale afdragene. Dette er ikke acceptabelt. Med den lave SU og lærlingeløn betyder de nuværende huslejer på kollegierne, at det er meget svært at få økonomien til at hænge sammen. Hvilket igen gør, at mange studerende må tage studielån, og allerede tidligt har stiftet gæld. Derfor bør det være et krav, at der kommer flere ungdomsboliger, der er til at betale, så man ikke er tvunget ud på det private marked.

Arbejdsløshed I de sidste år har der været en lav arbejdsløshed. Men dette er slut nu.

Allerede nu er ungdomsarbejdsløsheden steget mere end den generelle arbejdsløshed. Det er desværre helt normalt, at unge og nyudlærte er de første, der får fyresedlen. Den stigende arbejdsløshed må og skal bekæmpes. Der er ikke nogen logik i, at unge mennesker (eller nogen i det hele taget) skal sættes ud på et sidespor, mens resten af arbejdsmarkedet knokler og slider. Der er mere end rigeligt brug for alle hænder.

Hvis man fjernede de sidste 15 års nedskæringer i den offentlige sektor,

Ungdom

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

ville det være med til at skabe masser af jobs. Samtidig må lukningen af industriarbejdspladser stoppe, da behovet for renovering ikke er blevet mindre af krisen. Tværtimod bliver de større og større. Denne udvikling kan blandt andet stoppes ved, at lukningstruede virksomheder nationaliseres og de arbejdsløse sættes i arbejde.

Kriminalitet og fattigdom I den seneste periode har store dele af København været præget af bandekrig. Det har fået regeringen til at fremkomme med en række racistiske foranstaltninger, hvor kriminelle indvandrere kan smides ud af landet.

Forslaget kommer fra den samme regering, der passivt lader rockernes åbenlyse mafiavirksomhed fortsætte.

Men bandekriminalitet og kriminalitet i det hele taget, opstår på grund af social fattigdom. Hvis alle fik den nødvendige uddannelse og et arbejde, ville kriminaliteten styrtdykke, da behovet for den, ville falde. Samtidig med, at kriminaliteten stiger, har der været talrige nedskæringer på det sociale forebyggende arbejde.

De borgerlige har større interesse i at splitte befolkningsgrupper ud imod hinanden end i at forhindre sociale problemer.

Ungdommens organisationer må kæmpe Ungdommen har masser af ting at

kæmpe for. Til det, har ungdommen gennem tiden skabt stærke organisationer såsom DGS, DSF, SFU, DSU og så videre. Kort efter, at den borgerlige regering kom til magten, startede SFU, DSU, SUF og en række faglige ungdomsorganisationer et samarbejde kaldet Genstart Danmark – alt sammen for at forstærke ungdommens kampe. Dette var et skridt fremad imod et samarbejde med restens af arbejderbevægelsen, der har tilkæmpet sig de rettigheder, unge har og som direkte kan ramme arbejdergivere og staten på pengepungen under en velfærdskamp. Det handler ikke om at arbejde for bedre forhold for en bestemt befolkningsgruppe på bekostning af en anden.

Det handler om alles bedre forhold.

De unges forhold blev ikke forbedret, da der var opsving i økonomien, og der er ingen tvivl om, at de vil blive forringet under den økonomiske krise. Derfor må arbejdere og unge alliere sig, - ikke kun for at undgå nye nederlag, men for at vinde sejre og skabe bedre forhold i et samfund. De rige har længe skummet fløden på bekostning af arbejderne og deres børn.

Til det må lærlingene og ungarbejderne rejse krav om, at LO Ungdom begynder at fungere som en rigtig landsdækkende kamporganisation, i stedet for nu, hvor aktiviteten de fleste steder er meget lav. Så de kan samarbejde med de

udannede arbejderes organisationer og elevbevægelsens eksisterende organisationer til kampen for alles bedre velfærd. Sammen står vi stærkest.

Eksplosioner De enorme frustrationer, der er opbygget under overfladen hos de unge, vil finde flere forskellige udtryk i den kommende periode. Vi har allerede set eksplosive begivenheder, massemobiliseringer og kampe i lande som Frankrig, Italien og Tyskland.

I Grækenland blev 40 politistationer angrebet af vrede 15-årige, efter politiet havde myrdet en teenager. Det karakteristiske ved alle bevægelserne (herunder også begivenheder i Danmark omkring for eksempel angreb på SU) er, at tilsyneladende ”små” begivenheder eller enkelte nedskæringer kan antænde store eksplosioner. Det kan kun forklares ud fra de underliggende frustrationer.

Den kommende periode i Danmark vil igen byde på pludselige eksplosioner og mobiliseringer. Den revolutionære energi i ungdommen kan gennem massemobiliseringer give inspiration til arbejderklassen. Det er det, de borgerlige frygter allermest.

Det har de god grund til. □

www.marxist.dk • Apr. 9. årgang nr. 47 • 13

Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Kan Obama redde kapitalismen?

USA

Af Socialist Appeal, USA Det kapitalistiske system lider sandsynligvis i øjeblikket under den værste krise i dens historie. Ifølge Geroge Soros, milliardær investor og åbenhjertig analytiker af systemet han forsvarer, desintegrerer det verdensomspændende finansielle system og der er ingen mulighed for en løsning på krisen i den nærmeste fremtid. Han mener, at turbulensen i virkeligheden er værre end under den Store Depression, og at den nuværende krise ligner kollapset i Sovjetunionen. For nylig sagde han under et foredrag på Columbia University: ”[Kapitalismen] opstod som en respirator og den er ligger stadig i respirator. Der er intet tegn på, at vi er nær bunden.”

Obama kaldte det en “dommens dag.” Paul Volcker, tidligere formand for Federal Reserve og toprådgiver for præsident Barack Obama, sagde til det samme foredrag: ”Jeg husker intet tidspunkt, måske ikke engang under den Store Depression, hvor tingene gik så hurtigt ned ad bakke, og med en sådan ensartethed rund om i verden, som nu.”

Krak og nedtur I 2007 fandt der sammenlagt tre bankkrak sted. Sidste år var der 25.

I skrivende stund er 13 krakket i de første uger af 2009. Kæmpemæssige ”for-store-til-at-krakke-banker” såsom Citigroup og Bank of America, kan meget vel blive de første til at blive nationaliseret efter, at trillioner af skattedollars ikke har formået at rette banksektoren op. Den nationale gæld er nu på over 10 trillioner dollars. Aktiemarkedet er faldet til niveauet fra 1997.

Indekset for de amerikanske boligpriser faldt 18,2 procent i løbet af de sidste tre måneder af 2008, i forhold til samme periode et år tidligere, er

det, det største fald i dets 21-årige historie. Priserne er nu på niveauer, der ikke er set siden tredje kvartal i 2003. Hundreder af tusinder har mistet deres hjem, og hundreder af tusinder mere vil uden tvivl følge efter.

Ud af de 52 millioner amerikanske husejere med lån, skylder 13,8 millioner eller 27 procent, mere væk end deres hjem er værd. Det er som om, at informationsteknologien eller bygge-opsvinget aldrig har fundet sted – bortset fra de trillioner i opsparinger og investeringer som almindelige arbejdere har tabt, mens milliardærer blev endnu rigere.

Flere i fagforening

lisme overhovedet bliver diskuteret, et billede på tiden – og de farer som kapitalismen står overfor.

Og det er her Barack Obama kommer ind i billedet. Kapitalisterne, i regeringen repræsenteret af demokrater og republikanerne, er også blevet rystet i deres selvtillid. De er usikre på, hvordan de bedst fortsætter. Nogle mener, at markedet skal have lov til at ”tilpasse sig,” mens andre er fortalere for keyensianistisk indgriben og en ny ”New Deal.” Men mens de måske nok er uenige om, hvordan økonomien bedst kommer på fode igen, er de enige i deres forsvar for det kapitalistiske system som et hele.

I øjeblikket er der en følelse af chok, Kapitalistisk forfald mistro, frygt og depression. Men det vil ikke vare for evigt. Der er en dyb- Ikke én eneste gang vil du høre Obadegående tvivl til det selv samme ma, Bush, Biden, Cheney, Clintonsystem, som er i spil. Med tiden vil familien eller resten sætte spørgsfrygt og frustration blive forvandlet til målstegn ved selve systemet. De er vrede og et ønske om at gøre noget også klar over, at de sociale konseved det. Vi ser allerede en stigning i kvenser af krisen kan komme uden al antallet af organiserede i fagforenin- deres kontrol. De har derfor valgt den bedste mand, de gerne i takt med, kunne finde til at arbejderne beObama kommer til magten jobbet: Barack gynder at forenes i en tid med kapitalistisk Obama. for sammen at kæmpe imod virkforfald. Hans opgave er Obama kommer somhedsejernes at beskytte et rådnende til magten i en tid angreb. Og som et system, hvis historiske med kapitalistisk lyn fra en klar himforfald.

Hans opgave er udtømt. mel, blev en ameriopgave er at bekansk virksomhed skytte et rådnenbesat for første de system, hvis gang siden 1930’erne som var en tid historiske opgave er udtømt. Kapimed kolossalt oprør og åbne kampe talismen er ophørt med at spille en mellem klasserne. progressiv rolle for den overvejende masse af menneskeheden. Den har Illusioner allerede udført dens historiske opgaMange har illusioner til Obama og ve: at lægge det materialistiske funhans modstand mod krig. Men i reali- dament for socialismen. Vi vil bygge teten eskalerer han krigen i Afghani- på den teknologi og arbejdsprodukstan og øger angrebene i nabolandet tivitet, som menneskeheden har opPakistan. Selv Newsweek proklame- nået under kapitalismen, for at bygge rede ”Nu er vi alle socialister.” Og et nyt samfund uden udbytning og selv om deres forståelse af socia- baseret på fælles interesser for det lisme intet har at gøre med egentlig store flertal af arbejderklassen. socialisme, er det faktum, at socia-

14 • www.marxist.dk • Apr. 9. årgang nr. 47

Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Illusionerne til Obama er store. Men det kapitalistiske system har udspillet sin positive rolle.

Obama angriber Venezuela Mange har oprigtige illusioner til Obama. Men ironisk nok ser forholdene ud til at blive endnu værre under Obama end de var under Bush.

Det er fordi, det ikke handler om den ene eller den andet enkeltperson, men systemet han eller hun forsvarer. På alle vigtige politiske spørgsmål er Obama ikke meget anderledes end Bush. Hans udenrigspolitik er en fortsættelse af Bill Clintons; en mere udspekuleret indgangsvinkel, med forsøg på forhandlinger før der tages magt i brug. Det er ingen tilfældighed, at Hillary Clinton blev valgt til udenrigsminister.

Obama har fortsat Bush’ aggressive holdning til den venezuelanske revolution og beskylder Hugo Chavez for at have ”forhindret fremskridt i regionen” og for at ”eksportere terrorvirksomhed.” Han går ikke ind for en øjeblikkelig afslutning på krigen i Irak, eskalerer i realiteten krigen i Afghanistan og øger samtidig angrebene på nabolandet Pakistan. Hans ønske om en tilbagetrækning af tropperne i Irak er ikke fordi, han er imod imperialistisk krig som sådan, men fordi det amerikanske militær er overbebyrdet og må have en mulighed for at omgruppere sig og forberede sig på den næste uundgåelige krig.

Ingen indgreb overfor overklassen Hans økonomiske redningspakke hjælper nogle få sociale nøgleydelser, men er mest rettet mod at støtte bankerne og de store virksomheder – de samme forbrydere, der forsvarer det selv samme system, som ledte til dette rod til at begynde med.

I spørgsmål om indvandring støtter han på ingen måde amnesti til de millioner af indvandrere og deres støttere, som demonstrerede for to år siden. I stedet går han ind for øget kontrol ved grænserne og fortsatte razziaer og udvisninger. Han støtter ikke et landsdækkende, skattefinansieret, socialt sundhedssystem som gratis kan hjælpe alle. Han går ikke ind for et foreløbigt forbud mod at sætte folk på gaden. Han støtter ikke nationalisering af bankerne og nøgleindustrierne, så de kan bruges i arbejderklassens interesse. Kort sagt vil han ikke tage nogen seriøse midler i brug overfor det kapitalistiske system. Han vil måske nok bremse denne eller hine exces, men hans grundholdning er, at selve systemet skal bevares intakt.

der at ”samle brikkerne.” De forstår instinktivt at det kun er en håndfuld af mennesker i toppen, som tager de beslutninger, der påvirker os alle. På bussen, i køen i supermarkedet, på posthuset, under fodboldkampen, i kirken, på baren og rundt om middagsbordet, diskuterer amerikanerne politik og økonomi i et omfang, der ikke er set i årtier. Når alt kommer til alt er de arbejdsløse amerikanere ikke ”dovne” eller ” ude efter almisser.” Realiteterne er, at kapitalismen ikke engang kan give millioner af villige og duelige arbejdere et arbejde med nogenlunde løn og vilkår. Ej at forglemme anstændige boligforhold, uddannelse og sundhedsvæsen i verdens rigeste land. Dette er en domsfældelse over systemet.

Det er blot begyndelsen til begyndelse på et grundlæggende skifte i, hvordan amerikanske arbejdere – ja, de samme arbejdere som stemte på Bush og støttede Irakkrigen – forstår og forholder sig til det samfund, de lever i. Det åbner for klare revolutionære udsigter i fremtiden. □

Arbejderne drager konklusioner De amerikanske arbejdere begyn-

www.marxist.dk • Apr. 9. årgang nr. 47 • 15

Teori

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Det Kommunistiske Manifest - mere aktuel end nogensinde MARXISME

Af Jonas Foldager ”Et Spøgelse gaar gennem Europa – Kommunismens Spøgelse.” Sådan starter indledningen til et af de mest geniale værker den internationale arbejderbevægelse har set.

Skrevet for over hundrede år siden, forbløffer Det Kommunistiske Manifest sin læser med sin simple, men knivskarpe fremstilling af dels det borgerlige samfund, men også arbejderklassens og kommunisternes position i denne og deres mål.

Kapitalismen var progressiv I Manifestet forklarer Marx, hvordan udviklingen af det moderne kapitalistiske samfund, skete som resultat af udviklingen af produktionskræfterne, under det gamle samfund (feudalsamfundet). Men udviklingen stødte hurtigt mod den mur som feudalsamfundets utallige begrænsende love, by og regionale grænser, toldbarrierer osv. udgjorde. Feudalsamfundets spændetrøje på produktionsmidlerne måtte springes. Og det blev de.

De borgerlige revolutioner, der bragte

den nuværende herskende klasse til magten, var nogen af de mest voldsomme, historien har set. Hundredetusinder døde i kamp mod monarkiets lænker. Og de sejrede. Udviklingen havde overhalet det gamle samfund. I stedet for enevælden og dens enorme bureaukrati, ødselhed og altomklamrende kirke, trådte nu den enkeltes frihed, fornuftens rige og den industrielle revolution.

Men for de laveste lag i samfundet, hvad der skulle blive til den moderne arbejderklasse, betød den enkeltes frihed ikke andet end frihed fra sin egen jod, sine egne produktionsmidler, frihed fra at kunnet brødføde sig selv og til i stedet at sælge sin arbejdskraft, som bonden før solgte sit kvæg.

Småborgerskabet Manifestet behandler det kapitalistiske samfunds opståen og den stadige inddeling af befolkningen i to primære uforsonlige klasser: Bourgeoisiet og proletariatet, eller borgerskabet og arbejderklassen, om man vil.

Den stadigt stigende opdeling af hele

befolkningen i disse to stridende klasser er ikke en udvikling, der stoppede efter Marx. Tværtimod. Han kunne iagttage, hvordan småborgerskabet, altså bønderne og mindre købmænd, håndværksmestre osv. der ejede sin egne produktionsmidler, altså jorden og redskaberne, til stadighed blev trængt tilbage. Bønderne blev fravristet deres jord, deres produktionsmidler af større og mere effektive jordbrug.

Den samme udvikling kan iagttages i enhver mindre by i Danmark. Den selvstændige købmand med sin kolonialhandel bliver med tiden erstattet eller presset ind i en af de store kæder for ikke at tale om at blive helt udkonkurreret af de gigantiske varehuse.

De offentligt ansatte der i tidligere tider nød respekt og agtelse som embedsfolk, hævet over almindelige arbejdere, som for eksempel skolelæreren i den lille landsby, der var en autoritet, og sad i god og sikker livstidsstilling, er nu reduceret til en ganske normal lønarbejder. En lønarbejder der hver dag oplever større arbejdspres, får ringere løn end privatansatte faglærte arbejdere og er næsten sunket ned under den almindelige faglærte arbejders sociale status. Også de er presset ned i arbejderklassen og på grund af deres sociale position, har taget den traditionelle arbejderklasses organisations- og kampformer til sig.

Modsætninger i kapitalismen Kapitalismens sejr har på trods af alle de liv den har kostet, betydet enorme fremskridt. Men inde i det kapitalistiske samfund selv har modsætningerne vokset siden dens fødsel. Moderne virksomheder producerer til hele samfundet, og opfylder altså et samfundsmæssigt behov, for eksempel sko, potter, pander eller industrimaskiner. Kunne ejerne af virksomheden, kapitalisterne ikke afsætte disse vare til resten af samfundet, så vil selv bjerge af fx sko i

16 • www.marxist.dk • Apr. 9. årgang nr. 47

Teori

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk kapitalistens baghave ophøre med at være værdier. Det er kun i kraft af, at den kapitalistiske produktion er samfundsmæssig at den skaber værdi for kapitalisten, at den kan omsættes til alle vares konge: penge.

Og heri ligger hovedmodsætningen: produktionen er samfundsmæssig, men ejerskabet er privat. Det vil sige at det ikke er samfundet der bestemmer hvad og hvordan der skal produceres efter en plan for hvad der er brug for, men enkeltpersoner der afgøre hvad samfundet har brug for.

Hvordan afgør de det? Efter hvad de kan tjene profit på.

Kapitalistisk krise En anden afgørende modsætning, som er særligt tydelig i disse krisetider, er modsætningen mellem at arbejderen sælger sin arbejdskraft, og i løbet af sin arbejdsdag producere en større værdi end han eller hun får tilbage i løn. Sådan skabes profitten for kapitalisten, der i ro og mag kan sidde på sit kontor imens arbejderne får hans formue til at vokse.

interesser. De opstiller ingen særlige principper, som de vil tilpasse den proletariske bevægelse efter.

Men hvis størstedelen af samfundet er arbejdere, der producere en større værdi end de får igen i løn, hvem skal så købe alle de ting de producerer?

Her har vi årsagen til den nuværende krise. Det kapitalistiske samfundssystem er det første i historien hvor størstedelen af befolkningen igen og igen synker ned i krise og trues af fattigdom fordi der er for mange vare, for mange værdier, for mange forbrugsgoder. Det er komplet hul i hovedet. Det er kapitalisme.

Kommunisterne adskiller sig kun fra de andre proletariske partier ved, at de på den ene side i proletarernes forskellige nationale kampe fremhæver hele proletariatets fællesinteresser, som de fremhæver uafhængigt af nationalitet, og gør disse interesser gældende, og på den anden side ved, at de på de forskellige udviklingstrin, som kampen mellem proletariat og bourgeoisi gennemløber, stadig repræsenterer hele bevægelsens interesse.

Marx og kommunisterne

Af alle landes arbejderpartier er kommunisterne altså i deres praksis den mest resolutte del, den del, der driver de andre fremad; teoretisk har de det forud for proletariatets øvrige masse, at de har indsigt i den proletariske bevægelses betingelser, forløb og umiddelbare resultater.”

I Manifestet forklarer Marx at arbejderklassen, proletariatet, er den eneste konsekvente revolutionære klasse, der kan skabe et samfund uden klasser, uden undertrykkelse og nød.

Kommunister adskiller sig kun fra resten af arbejderklassen i kraft af de er de mest bevidste dele af arbejderklassen. Som han selv skriver: ”I hvilket forhold står kommunisterne til proletarerne som helhed? Kommunisterne er ikke et særligt parti, som står i modsætning til de andre arbejderpartier. De har ingen interesser, der ikke også er hele proletariatets

Altså, derfor stiller marxisterne sig ikke sekterisk uden for resten af arbejderbevægelsen. Derfor studerer marxisterne teori. For at lære af tidligere kampe og kunne vi se en vej frem i arbejderklassens daglige kampe og endelig i kampen for sin frigørelse.

Marxisterne forudså krisen Læseren der går i gang med sit studie af manifestet vil hurtigt opdage, at det kommunistiske manifest er en lige venstre til alle de ”moderne”, ”realistiske” og ”ansvarlige” levebrødspolitikere, der i årevis har snakket om at klassesamfundet og kapitalismens tilbagevendende kriser var fortid, men som nu står fuldstændigt ideologisk afklædte overfor den nuværende krise. Marxisterne kunne forudsige krisen. Hvorfor? Fordi marxisterne har den gevaldige fordel der ligger i den marxistiske teori og metode.

Ovenstående artikel yder ikke manifestet retfærdighed, da det er umuligt at presse al den al den viden det kommunistiske manifest besidder ind på så få sider. Lad det derfor være en opfordring herfra til selv at læse manifestet. Arbejderbevægelsen har et magtfuldt våben til at forstå den politiske og økonomiske situation vi står i, og til effektivt at bekæmpe borgerskabets forsøg på at lade arbejderklassen betale for krisen. Det våben er marxismen. Kun ved at studere teori kan vi lære af fortidens sejre og nederlag. Og det kommunistiske manifest er en af de bedste indgange til den marxistiske teori.

www.marxist.dk • Apr. 9. årgang nr. 47 • 17

Historie

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Historien giver os nye muligheder

Den iranske revolution IRAN

Af Karen Larsen Mellemøsten er for mange lig med tildækkede, undertrykte kvinder og fanatisk religiøse mørkemænd. Men det billede, der bliver fremstillet i de vestlige medier, fortæller langt fra hele sandheden. Arbejderklassen i Mellemøsten er enorm og har lige som den danske arbejderklasse traditioner for at kæmpe mod den undertrykkelse og de elendige forhold, som magthaverne byder den.

Massernes revolution For 30 år siden, i februar 1979, fandt den iranske revolution sted. I medierne over hele verden fremstilles begivenheden som et værk udført af Ayatollah Khomeini, som siden den iranske revolution, er, af mange, blevet betragtet som dens leder.

At Ayatollah Khomeini kunne vende hjem til Iran fra sit eksil i Paris og fremstå som en leder af revolutionen,

var imidlertid udelukkende et produkt af arbejdernes kampe. Da han, efter at Shahen, (daværende konge over Iran) var flygtet, blev inviteret tilbage til Iran, var det udelukkende med det formål: at holde arbejderklassen tilbage for at undgå en socialistisk revolution i et nøgleland i Mellemøsten.

strejkebevægelse. Strejkerne blev organiseret af arbejderråd, der på farsi hedder shura. Det var altså ikke den islamiske bevægelse, der stod i spidsen for revolutionen, men arbejdernes egne organer. Denne bevægelse udviklede sig til en generalstrejke med over halvanden million arbejdere.

Millioner mod Shahen

Den 10. februar blev Shahens såkaldte Udødelige Garde sendt ind mod flyvevåbenets teknikere. Under disse sammenstød åbnede flyvevåbenets teknikere for våbenlagrene, og befolkningen i det arbejder-dominerede sydøstlige Teheran blev bevæbnet. Den Udødelige Garde blev besejret, og bevæbnede arbejdere tog kontrollen med syv politistationer.

Dagen efter blev flere politistationer, SAVAK-stationer og en kaserne overtaget. Shahens palads, radio- og tv-stationerne blev også overtaget.

De politiske fanger blev løsladt, og den israelske ambassade blev gjort til palæstinensisk ambassade. Da

Massemobiliseringerne, med millioner af deltagere, frem til 1979, viste endnu engang arbejderklassens styrke, når den står samlet. Mellem oktober 1977 og februar 1978 var der mange ulovlige demonstrationer for demokratiske rettigheder. Derefter var der i slutningen af 1978 store bevægelser af studerende. I årene frem til revolutionen var der fremvokset en enorm og magtfuld moderne arbejderklasse i Iran.

Regimet vælter I september 1978 var der en massiv

18 • www.marxist.dk • Apr. 9. årgang nr. 47

Historie

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk hæren erklærede, at den ikke ville forsvare shahens regime, røg dette tilsyneladende almægtige monarki i historiens skraldespand.

Arbejdernes organisering Arbejderne viste deres vilje til at organisere sig selv og kampen, ved at besætte fabrikker og fortsætte med at producere under arbejdernes kontrol igennem fabriksrådene som arbejderne organiserede. Også landbefolkningen var en del af bevægelsen og overtog jorden. De studerende var ligeledes en vigtig del af kampen og rund omkring opstod der socialistiske og marxistiske studiegrupper.

Var den iranske revolution blevet gennemført, er der ingen tvivl om, at situationen i hele Mellemøsten havde været en anden. En socialistisk stat i Iran, ville blot være den første i en række af socialistiske stater i hele regionen og dermed det første skridt mod en socialistisk føderation i Mellemøsten.

”Kommunisternes” taktik og bedrag Men i stedet for en gennemførsel af revolutionen, fik arbejderne endnu en forbrydelse fra et stalinistisk ”kommunistisk” parti. Tudeh var navnet på det traditionelle iranske arbejderparti, som på det tidspunkt var et masseparti med millioner af aktive medlemmer. Det var derfor også partiet, som burde have ledt den iranske revolution som en socialistisk revolution. Men Tudehs ledelse havde et perspektiv om at arbejderne i Iran endnu ikke ”var modne” til en revolution, og at målet i stedet måtte være en ”demokratisk revolution” – altså en borgerlig revolution, hvorfor partiets ledere så til det ”progressive borgerskab” som dem arbejderbevægelsen måtte støtte.

Ledelsen og præstestanden På trods af, at der ikke fandtes nogen progressiv borgerlig klasse i Iran, insisterede Tudeh på, at man skulle finde et ”progressivt borgerskab”, som man kunne støtte. Det forklarer, hvorfor de tildelte ayatollaherne rollen som ”progressive”. Og hvorfor lederne af Tudeh gav Ayatollah Khomeni lov til at fremstå revolutio-

nens og arbejderklassens leder.

Den islamiske præstestand havde i mange år været på kant med Shahen på grund af jordfordelingen, som de var utilfredse med. Den begyndte derfor at tale om modstand mod Shahen i moskeerne og gav derved arbejderklassen en stemme. I manglen på ledelse og organisering af en opposition nedefra, i arbejderklassen og Tudeh, fandt arbejderne og de fattige deres kamp udtrykt gennem moskeerne.

Byernes fattige Industrialiseringen af Iran ødelagde de før-kapitalistiske produktionsformer, men samtidig betød udviklingen, at millioner af mennesker blev fordrevet fra landsbyerne og ind i byernes slumkvarterer, uden arbejde og i ekstrem fattigdom.

Dette lag af fattige i byerne kan følge arbejderklassen, hvis arbejderbevægelsen står stærkt og kæmper på et klart program for at ændre samfundet og skaffe arbejde til alle gennem planlægning af økonomien. Da arbejderbevægelsens ledelse ikke viste en vej fremad, men i realiteten underlagde sig borgerlige ledere som Ayatollah Khomeini, kunne disse radikale elementer misbruges af de kontrarevolutionære mullaher.

Helliges mænds forbrydelser Den revolutionære stemning i arbejderklassen, havde givet Ayatollaherne magten. Men Ayatollaherne var klar over, at denne stemning hurtigt kunne blive en fare for dem, hvis de lod den komme ud af kontrol. Derfor blev revolution hurtigt afløst af Ayatollahernes kontrarevolution.

Så under dække af at forsvare revolutionen, gennemførte Ayatollaherne en systematisk kontrarevolution, destruerede al arbejdermagt, alle arbejderrettigheder og gradvist gennemførte et despotisk regime, hvor kapitalismen overleve og hvor alle demokratiske rettigheder blev tilsidesat.

da det nye islamiske regime følte sig stærkt nok og simpelthen forbød Tudeh. Tudeh-ledelsens stadietaktik om ikke at gennemføre revolutionen og holde masserne tilbage, førte i sidste ende til, at de selv og arbejdernes organisationer blev tilintetgjort, og masserne måtte ligge under religiøse undertrykkere.

De iranske arbejdere kom til at betale dyrt for Tudeh-ledelses politik. Mange ærlige aktivister fra arbejderklassen har måttet lide under tortur eller mord i Ayatollahernes fængsler. Arbejdernes egne organisationer, som blev opbygget under bevægelsen, er blevet smadret og tilintetgjort.

Nye kampe, nye muligheder Hvor Ayatollaherne dengang kunne gennem sig bag et slør at progressivitet, er det i dag tydeligt for enhver, at det islamiske regime er reaktionært.

Hele den Islamiske præstestand er forhadt af arbejderklassen og ungdommen.

Blandt den iranske arbejderklasse og i særdeleshed den iranske ungdom, er der en voksende utilfredshed.

Især ungdommen, som udgør over halvdelen af Irans over 70 millioner store befolkning, er aktiv. De er vokset op efter revolutionen og gør nu modstand mod det regime, der undertrykker befolkningen.

Iran står endnu engang overfor en revolutionær oprejsning. Styrkeforholdet ændrer sig til fordel for arbejderne og alle undertrykte lag. Denne ændring i styrkeforholdet til fordel for arbejderne betyder, at arbejderklassen i Iran ikke er besejret og stadig kæmper imod det kapitalistiske system for at opnå sine krav. Den Iranske revolutions tragedie var, at der ikke fandtes nogen gruppe af marxister blandt arbejderne eller studerende, der kunne have forberedt sig på begivenhederne. Ved at studere og lære af historien, kan den nye generation af arbejdere og unge forberede sig på den kommende periode.

Historien giver nye muligheder. Muligheder som ikke må forspildes. □

Den bevægelse som startede i 1977 og som i 1979 ledte til, at Shahen blev væltet, overlevede ind til 1981.

Dette blot for at blive smadret i 1983

www.marxist.dk • Apr. 9. årgang nr. 47 • 19

SOCIALISTISK STANDPUNKT HVEM VI ER

Socialistisk Standpunkt er den marxistiske tendens i SF og arbejderbevægelsen. Socialistisk Standpunkt er en marxistisk avis der udgives af elever, lærlinge og arbejdere, der er aktive i arbejderbevægelsen.

Socialistisk Standpunkt mener, at kampen mod den borgerlige regering må være øverst på dagsordenen for arbejderbevægelsen. Kampen mod den borgerlige regering er en kamp imod nedskæringer og privatiseringer, krig, miljøødelæggelse og racisme.

Enhed i arbejderbevægelsen er en forudsætning for at kunne vælte den borgerlige regering; der er brug for et alternativ. Ikke enhed på bekostning af kravene, men en enhed omkring en socialistisk politik, et fælles handlingsprogram imod den borgerlige politik.

Konkret opfordrer vi alle, der ønsker at vælte den borgerlige regering til at gå ind i SF og SFU, og derigennem arbejde for at skabe enhed mellem arbejderpartierne, Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten for en anden regering; for en arbejderregering på et socialistisk program.

I de tidligere år har der været et opsving i økonomien, men det er ikke kommet almindelige mennesker til gode.

Nu er økonomien på vej ind i en alvorlig nedtur, og arbejdsgiverne og deres borgerlige partier vil angribe velfærden endnu hårdere og presse endnu mere arbejdskraft ud af arbejderne for en lavere realløn.

Socialistisk Standpunkt kæmper for at arbejderbevægelsen går samlet imod forringelserne af arbejderklassens og ungdommens rettigheder. Socialistisk Standpunkt deltager i den daglige kamp, og støtter kravene fra arbejdspladserne (se nedenfor) Nogle mener, at disse krav er urealistiske. Men hvis LO, med støtte fra de tre arbejderpartier Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, gik til kamp for disse krav ville det være muligt at kæmpe dem igennem.

Kapitalismen er et anarkisk system, hvor der ikke produceres efter menneskelige behov eller en rationel plan, men efter et lille mindretals jagt på profit. Det skaber ubalancer, ulighed og tilbagevendende kriser med angreb på velfærd og tilkæmpede rettigheder. Der er behov for at styre de vigtigste dele af økonomien efter en demokratisk plan. Men man kan ikke styre hvad man ikke ejer, derfor må arbejderklassen overtage de 200 største virksomheder, forsikringsselskaber og banker under deres egen ledelse og kontrol.

Socialistisk Standpunkt afholder med jævne mellemrum diskussionsmøder om indholdet af vores avis, vejen frem for arbejderbevægelsen og marxistisk teori. Vi opfordrer alle der ønsker at kæmpe for de marxistiske ideer i arbejderbevægelsen til at kontakte os, og sammen med os arbejde for et socialistisk program i arbejderbevægelsen.

• Alle nedskæringer i den offentlige sektor må rulles tilbage sammen med skattelettelserne til overklassen.

• Fuld beskæftigelse. For en 30-timers arbejdsuge med fuld lønkompensation. Afskaf obligatorisk overarbejde.

• Fuld dyrtidsregulering, så lønningerne følger med prisstigningerne.

• Stop udsalget af den offentlige sektor. Alle privatiseringer må rulles tilbage, og virksomhederne må sættes under ledelse af valgte repræsentanter fra de ansatte og fagforeningerne.

• Stop for finanskriser, spekulation og gældsfælder. Bankerne må overtages af staten. Nej til statstilskud til spekulanternes fallitbo som Roskilde Bank • For ret til pension fra 55 år med en folkepension til at leve af.

• Lige løn for lige arbejde. Hæv lønnen i kvindefagene.

• Uddannelse til alle. Investér i uddannelse og opret det nødvendige antal lærepladser.

Kig ind på WWW.MARXIST.DK | Kontakt: marxist@marxist.dk, tlf.: 61 65 10 88

Jeg vil gerne høre mere om SOCIALISTISK STANDPUNKT og inviteres til et møde.

Jeg vil abonnere på SOCIALISTISK STANDPUNKT (6 nr. for kr. 120,- / Solidaritetspris kr. 150,-).

Navn: Post nr.:

Adresse:

By:

Telefon nr.:

Sendes til: SOCIALISTISK STANDPUNKT, Degnestaven 19, st. tv., 2400 København NV.