nr48

SOLIDAR

ITETSPR

LÆS INDE I BLADET:

IS KR. 2

0,-

SOCIALISTISK STANDPUNKT DEN MARXISTISKE AVIS FOR ARBEJDERBEVÆGELSEN NR. 48 MA J 2009 9. ÅRGANG PRIS KR. 10,-

• Udtalelser om nationaliseringer (s. 6 og 11) • Landsmøder i SF og SFU (s. 7-9) • Den økonomiske krise (s. 14-15) • Italien - erfaringerne fra en arbejderregering (s. 16-17) • Keynes versus Marx (s. 18-19) • Deres Moral og Vores (s. 20-23) • Hands off Venezuela (s. 24)

Til kamp mod krisen Lad arbejdsgiverne betale

• Sæt gang i offentlige investeringer • Overtag bankerne • Ned med de borgerlige

MARXIST DK

Indhold

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Indhold

- Leder -

Leder

2

På Spidsen

3

Arbejderbevægelsen må vise styrke

4

1. maj hilsen

6

Udtalelse fra Malerne

6

SF

7

SFU

9

DGS

10

OK10

11

Lærlinge

12

Udtalelse fra Metal

13

Verdensøkonomi

14

Italien

16

Keynesianisme

18

Deres moral og vores

20

Hands off Venezuela

24

SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af avisforeningen SOCIALISTISK STANDPUNKT Degnestavnen 19 st.tv 2400 Kbh. NV. Tlf.: 61 65 10 88 ISSN: 1901-1695 WWW.MARXIST.DK marxist@marxist.dk Ansv.red: F. Ohsten

2 • www.marxist.dk • Maj 9. årgang nr. 48

Vi vil ikke betale for deres krise Hver uge bliver tusindvis sendt ud i arbejdsløshed. Hver uge er der store mængder af arbejdere, der bliver påtvunget lønnedgang.

Hvert eneste nye tal for produktion og beskæftigelse melder om yderligere nedgang. Kapitalismens krise bliver ikke udtrykt i marxismens sprog, men i angreb på arbejdernes levestandard, milliard-gaver til bankerne og en uhørt mangel på lærepladser.

pladserne? Arbejdsgiverne nægter hårdnakket at fortælle, hvor pengene er blevet af. Der er brug for at rejse krav om, at virksomhederne åbner alle deres regnskabsbøger, så vi kan få indsigt i, hvor de enorme værdier, arbejderne har skabt, er røget hen.

Det er ikke arbejderklassen, der har skabt krisen. Men kapitalisterne er i fuld gang med at lægge krisens byrde på arbejdernes skuldre. Det Den økonomiske krise er nu altaf- sker blandt andet gennem fyringer, gørende for situationen i Danmark lønnedgang og fjernelse af læreog i resten af verden. Bygnings- pladser. Kapitalisternes repræhåndværkere i massevis går ar- sentanter i den borgerlige regering bejdsløse og industrien følger godt hjælper desuden overklassen med med i den skattelettelser. De ”Firmaer, der er truet af kedelige stamanglende penge tistik. Det er lukning, må tvinges til at i de offentlige kasumuligt at følkommer til at åbne regnskabsbøgerne. ser ge med i de betyde yderligere Lukningstruede seneste tal, angreb på velfærmen et forsigden og nedskærinvirksomheder må tigt skøn lyder ger i den offentlige overtages af staten på, at hver sektor. og drives under tredje murer, De borgerlige fører arbejderkontrol.” maler og tømen benhård klasserer i hovedpolitik til fordel for stadsområdet er arbejdsløs. Og vi har langt fra arbejdsgiverne. Bankerne, der har spillet hasard med samfundets og set bunden af krisen. arbejderfamiliernes økonomi, har Kapitalisterne fik under opsvinget fået stillet en ubegrænset kasselov til at beholde hele kagen for kredit til rådighed. Den ene hjælpesig selv. Borgerlige ”eksperter” pakke er fulgt efter den anden. De og arbejdsmarkedsforskere for- borgerlige nægter konsekvent at klarede med bekymret mine, at vi gribe ind over for de arbejdsgivere, måtte holde igen med lønkravene, der nægter at oprette lærepladser. acceptere nedskæringer på pen- De borgerlige gør alt, hvad de kan sioner, uddannelser og andre vel- for at kompensere for de faldende færdsområder. Hvis ikke, sagde profitter til overklassen ved at give de, ville økonomien gå i krise. Men skattelettelser til de rigeste. Alle på trods af al eftergivenhed fra disse tiltag – og for den sags skyld arbejderbevægelsens ledere, på resten af den borgerlige politik trods af ”ansvarligheden” over for – søger at lægge samtlige af kriarbejdsgiverne, ser vi den værste sens byrder over på arbejderklaskrise siden 1930’erne. sen i form af fyringer, lønnedgang og ringere velfærd, samtidig med, Vi må nu spørge: hvad blev der af at overklassen holdes skadesløs. alle milliarderne, som gik til profit? Det er skamløs overklassepolitik.

Hvad blev der af de enorme overskud, som skulle sikre arbejds- Situationen er alvorlig, og der er

Leder

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk brug for, at arbejderbevægelsen svarer seriøst tilbage. Der må laves en plan for omfattende offentlige arbejder. Det er vanvid, at tusindvis af håndværkere går arbejdsløse mens skoler, biblioteker, plejehjem og andre bygninger forfalder. Finansieringen må findes gennem en nationalisering af bankerne, så de store værdier, som spekulanterne har vist sig ude af stand til at administrere, kan bruges til flertallets bedste.

Firmaer, der er truet af lukning, må tvinges til at åbne regnskabsbøgerne. Lukningstruede virksomheder må overtages af staten og drives under arbejderkontrol. Alle profitter, der er hevet ud af virksomhederne, må konfiskeres, så de kan investeres i ny teknologi og produktion. Kompensation skal kun gives efter beviselige behov.

Der må være demokratisk kontrol med bankerne. Bestyrelserne bør sammensættes på følgende måde: en tredjedel vælges af de ansatte, en tredjedel vælges af fagforeningerne for at repræsentere arbejderklassens

overordnede interesser og en tredjedel vælges af regeringen.

Der er brug for at sikre, at ikke en eneste arbejderfamilie skal miste boligen på grund af en krise, som kapitalisterne og deres system har skabt. Alle spekulationsejendomme må overtages af staten. Kompensation skal kun gives efter beviselige behov.

Ingen af disse krav kan gennemføres under en borgerlig regering, der konsekvent forsvarer arbejdsgivernes interesser. Derfor må arbejderbevægelsen mobilisere for at vælte den borgerlige regering og indsætte en ny regering med arbejderpartierne (S, SF og Enhedslisten). Særligt SF har en vigtig rolle at spille. Den store og glædelige opbakning, som SF nyder, må bruges til at gå i front med et utvetydigt brud med de borgerlige partier – herunder det ærkeborgerlige parti det Radikale Venstre – og igangsætte en politisk offensiv imod regeringen. Der er brug for tillidsmandsmøder, protester og mobilisering fra bunden.

Hvis SF og resten af arbejderbevægelsen viser styrke og mobiliserer på klare krav om, at overklassen skal bære byrden for krisen, er der ingen tvivl om, at arbejderne og ungdommen massivt vil støtte op. Den borgerlige regering vil blive handlingslammet og tvunget til at udskrive valg før tid.

For at det kan lade sig gøre er der brug for et venstresving i arbejderbevægelsen. Der er brug for at kæmpe imod, at arbejdsgiverne udnytter krisen til at angribe velfærd, arbejdspladser og lønninger. Der er brug for en samlet opposition på et klassegrundlag. Der er med andre ord brug for en socialistisk politik i arbejderbevægelsen. □

På Spidsen: Flagdag ”Hip-hurra, det er flagdag i dag.”

Sådan står der på etiketten på bagsiden af bryggeriet Wiibroes guldøl ved navn flagøl. Om det var derfra, at et lyst hoved i Dank Folkeparti fik idéen til en ny flagdag, ved vi ikke, men det er uden tvivl en genial og fremsynet tanke.

Baggrunden er nemlig, at der skal flages for Danmarks militære indsats i udlandet. Hvad enten det drejer sig om de F-16-jagere, som i 1999 bombede boligkvarterer i Beograd, om sneplove i Iraks ørken, eller friske Jenser på jagt efter afghanere i Helmand, så skal der flages. Dannebrog til tops!

Her på spidsen kan vi ikke andet end at fryde os. Vore hjerter svulmede af stolthed, da vi så Dannebrog smælde lystigt på korvetten Peter Tordenskjold ud for

Libanon, der skulle hjælpe det israelske militær imod libaneserne og palæstinenserne. Vi fryder os, når vi hører om, at Absalon er vendt hjem fra Somalia med krigsbytte. Vi kan ikke andet end glæde os, når KFOR-styrkerne i Kosovo endnu en gang har nedkæmpet en massedemonstration og givet de lokale tørt på. Altid med dannebrog højt hævet, med Holger Danske i tankerne og Dronning Margrethe og Prins Henrik i hjertet. Det er sådan noget, der kan give os tårer i øjnene af ren henrykkelse.

Vi kan derfor ikke vente med at hæve Dannebrog og synge ”Kong Christian stod ved højen mast”, når den dejlige dag oprinder den 5. september.

Indtil da må vi nøjes med en flagøl. Skål, Søren Espersen! □

www.marxist.dk • Maj 9. årgang nr. 48 • 3

Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

De borgerlige kan presses tilbage:

Arbejderbevægelsen må vise styrke KLASSEKAMPEN

Af Frederik Ohsten Det kan ikke være gået nogle forbi, at arbejdsgiverne af al kraft forsøger at lægge krisens byrde på skuldrene af arbejderne og deres familier. Overklassen mobiliserer sine kræfter gennem fyringer, såkaldt ”arbejdsdeling”, lønnedgang og så videre.

tigt, at den såkaldte ”rødvinsreform” vil betyde en øget ulighed. Det var den samme kritik fra arbejderbevægelsens side der gjorde at regeringen måtte opgive sine planlagte forringelser af dagpengene.

Klassekampen ændret karakter

I de senere år har vi set, at klasseDen borgerlige regering har i en lang kampen i Danmark har skiftet karakperiode inden Lars Løkke blev stats- ter. Under årene med såkaldt opsving har vi set en række minister stået masseprotester til svagt, og den ”Det momentum, forsvar for velfærene meningssom politisk er blevet den og centrale måling efter den dele af den offentopbygget – særligt anden har spået lige sektor som udsejr til opposiden store tilslutning til dannelse, pension tionspartierne.

SF – må bruges til at og sundhed. Det Den borgerlige skabe et venstresving i kulminerede med regering har ikke strejkerne i det ofarbejderbevægelsen.” været i stand til fentlige sidste år, at gennemføre hvor mange grupsine planlagte per, der ikke tidligere har strejket, angreb på dagpengene og deres greb til arbejderklassens traditionelle skattereform var med til at gøre remetoder med strejke og masseprogeringen endnu mere upopulær end test for at forsvare arbejderne i den i forvejen. Fagbevægelsen og arbejoffentlige sektor imod de borgerliges derpartierne påpegede ganske rigangreb.

I den seneste periode – særligt under indtryk af krisen og de borgerliges gaPå Visteon-fabrikken i England, som leverer komponenter til Ford, har arbejderne forsøgt at besætte deres fabrik.

vepakker til bankerne og åbenlyse arbejdsgiver-politik – ser det ud til, at klassekampen har fået en mere klart politisk karakter. Klassekampen er ikke kun det, der foregår på arbejdspladserne og gennem fagforeningerne. Klassekampen er i lige så høj grad en politisk kamp. Det kan blandt andet ses på, at venstrefløjen i fagbevægelsen forsøgte at indkalde til aktionsdag den 15. maj. Formålet har været klart politisk med et formål om at få en ny regering. Forsøget blev desværre forpurret af fagbevægelsens top.

Brug for mobilisering Det momentum, som politisk er blevet opbygget – særligt den store tilslutning til SF – må bruges til at skabe et venstresving i arbejderbevægelsen. Fagbevægelsen må organisere en aktionsdag i stil med det, der var planlagt til den 15. maj. En fælles aktionsdag kan bruges som et startskud til en bredere kampagne imod den borgerlige regering med mål om at få en ny regering med arbejderpartierne. Det er den eneste måde, hvorpå det kan sikres, at krisen ikke fortsat bliver udnyttet af arbejdsgiverne til at skabe arbejdsløshed, lønnedgang og angreb på velfærden.

Sådan en mobilisering må basere sig på tillidsmandsmøder og fælles aktioner på arbejdspladserne.

Landsdækkende tillidsmandsmøder kan koordinere politiske strejker for at vise arbejderbevægelsens styrke og lægge et maksimalt pres på de borgerlige og deres bagland i industrien.

Store muligheder Den store opbakning til arbejderpartierne – båret frem af tilslutningen til SF – giver arbejderbevægelsen en enestående mulighed for at få

4 • www.marxist.dk • Maj 9. årgang nr. 48

Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

I Sverige har tusindvis af Saab-arbejderne i Trollhättan demonstreret for nationalisering.

gennemført sine krav og tilbagerulle samtlige af de angreb på arbejderklassens levestandard, som de borgerlige har gennemført i løbet af deres over syv år ved magten. For at få hævet dagpengesatserne, investere massivt i sundhed og uddannelse, igangsætte en omfattende plan for offentlige arbejder og renovering samt andre af de krav, der rejses, er det nødvendigt med en arbejderregering, der vil være lige så ansvarlig over for arbejderklassen, som de borgerlige har været over for overklassen.

Parlamentarisk kretinisme Imidlertid lader det til, at den nuværende ledelse i fagbevægelsen og arbejderpartierne har tænkt sig at lade den borgerlige regering sidde regeringsperioden ud. ”Vi har jo ikke flertal i Folketinget,” lyder ræsonnementet. Men det nuværende flertal i parlamentet er kun en del af ligningen. Trotskij forklarede, at ethvert parlamentsvalg kun er et øjebliksbillede af klassernes forhold over for hinanden og stemningen i samfundet. Men virkeligheden og klassekampen fortsætter også efter et valg til Folketinget.

Den ensidige fokusering på den umiddelbare tilstand i Folketinget er desværre meget kendetegnende for lederne af arbejderpartierne. Denne

ensporede måde at tænke politik på, var det, som Lenin kaldte for parlamentarisk kretinisme. Denne tankegang ignorerer fuldstændig, at det nuværende styrkeforhold i Folketinget kun udtrykker et styrkeforhold mellem klasserne, som har rykket sig siden sidste valg. Det nuværende styrkeforhold i Folketinget udtrykker overhovedet ikke de virkelige politiske forhold – alene det, at valget var fra før den økonomiske krise, gør en afgørende forskel.

kræfter på en bevægelse, der virker slatten, vattet og opgivende. Arbejderklassen står over for seriøse udfordringer: lønnedgang, arbejdsløshed, tvangsauktioner og en generel nedgang i levestandarden som følge af krisen i den kapitalistiske økonomi. erfor må svaret også være seriøst og afspejle dybden af de problemer, vi står over for.

Over for lukkede fabrikker er der brug for at reagere med et klart svar: en lukket fabrik må blive en besat fabrik.

Vi har allerede set fabriksbesættelser Der må vises styrke i USA, England og Nordirland. Over Sandheden er, at den borgerlige re- for arbejdsgivernes forsøg på at ødegering sagtens kan presses til at gå lægge arbejdspladserne, destruere af. I Island – et land der ikke er kendt fuldt ud brugbare og nyttige maskiner for klassekamp og revolution – blev samt kaste arbejdere på gaden, kan den borgerlige regering presset til at arbejderbevægelsen kun svare igen gå af på grund af en med fabriksbesætbølge af masseprotelser og krav om test. nationalisering af ”Over for lukkede alle lukningstruede fabrikker er der brug For at mobilisere til virksomheder unfor at reagere med et tillidsmandsmøder, der arbejderkontrol. politiske strejker og klart svar: en lukket fælles aktion fra arfabrik må blive en Brug for venbejderbevægelsens stresving besat fabrik. ” side, er der brug for, ”Jamen hvis vi at ledelsen viser styrfremsætter alt for ke og initiativ. Først og fremmest er der brug for, at ven- radikale krav, så skræmmer vi folk strefløjen i fagbevægelsen (Fagligt væk,” jamrer de parlamentariske Ansvar) viser styrke og holder fast. kretinere. Tværtimod. Resultatet af Ingen arbejdere vil mobilisere deres årevis med højredrejning og ”ansvar-

www.marxist.dk • Maj 9. årgang nr. 48 • 5

Danmark lighed” (over for kapitalisterne, ikke over for arbejderne) kan ses i Socialdemokratiet, som i de sidste mange år har oplevet en miserabel lav opbakning. Det kan ses i fagbevægelsen, hvor medlemmerne er fosset ud i frustration over den ledende linje med ”ansvarlighed”.

Fagbevægelsens bureaukrater er ude af stand til at organisere lærlinge, når deres argument for organisering er, at det er fagbevægelsen, der har sørget for de ”gode forhold”, som lærlingene angiveligt har. Men lærlingene oplever elendige forhold, og vil gerne organisere sig for at kæmpe – hvis altså der er en kampklar ledelse, som det kan ses i Metal Ungdom i Hovedstaden. På samme måde så vi, at det kun var da FOA’s ledelse stillede sig i spidsen for en organiseret konfrontation med arbejdsgiverne under konflikten i fjor, at medlemsflugten blev vendt til sin modsætning.

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk Hvis fagbevægelsen skal stille sig i spidsen for en bevægelse, der kan vælte de borgerlige, er det afgørende at kæmpe for et venstresving i fagbevægelsen.

Den ”ansvarlige” linje har vist sig at være ubrugelig. Svaghed indbyder altid til aggression. Lige nu er der frem for alt brug for, at arbejderbevægelsen står samlet og viser styrke over for de borgerlige og deres politik. En sådan mobilisering til forsvar for klassens krav og levestandard vil ikke blot kunne presse de borgerlige tilbage, men også lægge det nødvendige pres på en ny regering med arbejderpartierne, så bankerne og de store virksomheder bliver nationaliseret under demokratisk kontrol. □

GOD 1. MAJ

Fordelingspolitik er både lønkamp og kamp for offentlig velfærd.

Århus afdeling

Malerne kræver: Stop krisen – Sæt gang i byggeriet Udtalelse fra generalforsamlingen 25. marts hos malernes Fagforening, Storkøbenhavn: Krisen i det danske samfund har ramt byggeriet hårdt. Arbejdsløshedstallene er eksploderet. Nybyggeriet er sat på vågeblus og overalt begrænses byggeriet. Dette samtidig med at den borgerlige regering har indført skrappe begrænsninger for offentligt byggeri og renoveringer.

Den økonomiske krise vil ramme hele det danske samfund hårdt. Økonomer forklarer at krisen vil blive dyb og langvarig. Den borgerlige regering har lagt byrden af krisen på arbejderne. Både gennem den stigende arbejdsløshed og gennem de forskellige krisepakker der skal betales over skattebilletten.

Malernes Fagforening i Storkøbenhavn finder ikke dette acceptabelt.

Krisen er skabt af bankerne der har

lokket tusinder af arbejderfamilier til at sætte sig med dyre lån. Bankerne har sat hele landet i en gældsfælde og lånt penge ud uden garantier. Den borgerlige regering har bidraget til det økonomiske kollaps ved at lovliggøre usikre låneformer. Det må være dem der har skabt krisen der betaler regningen.

Derfor kræver vi en omgående igangsættelse af det offentlige byggeri. Overalt står offentlige bygninger og forfalder. Det må der gøres noget ved – malerne er parate! Mange boliger over hele landet mangler stadig bad og toilet. I 2009 bør dette ikke længere finde sted. Derfor foreslår vi renoveringer af de lejligheder der trænger til det. Samtidig med at mange har svært ved at finde et ordentligt sted at bo står tusindvis af nybyggede boliger tomme fordi de er for dyre.

Disse må overtages af staten og gøres til billige almene boliger.

6 • www.marxist.dk • Maj 9. årgang nr. 48

Vi må protestere mod at staten skal agere kassekredit for bankerne der har skovlet milliardoverskud ind til aktionærerne.

Bankspekulanterne har vist sig uegnede til opgaven. At de konstant beder staten om flere penge har gjort sagen klar. Bankerne må overtages af staten, så de kan drives efter samfundets bedste, i stedet for efter spekulanternes pengelommer.

Vi appellerer til arbejderpartierne Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten om at arbejde for følgende: • Sæt gang i det offentlige byggeri • Sæt gang i renoveringstrængende lejligheder • Nationaliser bankerne

Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

SF: Frem mod socialisme SF

Af Marie Frederik I weekenden 24-25. april i var op od 700 SF’ere samlet til landsmøde i Århus.

Landsmødet var på flere måder historisk. Landsmødet forgår midt under den værste økonomiske krise siden i 30’erne, SF står historisk godt i meningsmålingerne og alt tyder på at SF snarest kommer i regering for første gang.

Udsigterne for SF ser aldeles positive ud; den borgerlige regering står svækket og oppositionen har stået til flertal i flere meningsmålinger på det seneste.

socialistisk principprogram, hvor nødvendigheden af en revolutionær omdannelse af samfundet står beskrevet.

Reformprogrammet rejser en række gode krav om ordentlig velfærd, miljø, offentlige investeringer for at skabe arbejdspladser osv. Der er ingen tvivl om, at SF må have et program for, hvilke reformer partiet vil gennemføre, når det kommer i regering.

Reformprogrammet og socialismen

Problemet med reformprogrammet er, at det er fuldstændig adskilt fra principprogrammet. Som flere ændringsforslag og indlæg i debatten på landsmødet påpegede, nævnes socialisme ikke Det er på den én eneste baggrund, at ”SF har stadig gang i ledelman skal se dissens forslag. kussionerne af et socialistisk Blandt andet ledelsens forslag principprogram, hvor SF Østerbro til både reformnødvendigheden af en havde stillet et program og ny forslag, om at revolutionær omdannelse struktur, som ændre indledvar de vigtigste af samfundet står ningen, for at diskussioner på beskrevet.” gøre det helt dette landsmøde. klart at ”SF’s Diskussionerne mål er stadig gik i mange retat kæmpe for ninger og ser umiddelbart forskellige et socialistisk samfund, hvor demoud. Men i virkeligheden går der en kratiet er konsekvent gennemført på rød tråd igennem hele landsmødet; diskussionen om hvor SF skal hen, alle samfundslivets områder.” Forslaog fra flere sider et forsvar for prin- get fik cirka 30 stemmer ud af omcipprogrammets og SF’s hidtidige kring 350. Den endelige indledning venstreorienterede politik om vel- fik socialismen med, men i udvandet form: ”SF vil med dette reformprofærd, demokrati, fred og socialisme. gram præge samfundets udvikling i en socialistisk retning, hvor solidariSF er stadig et socialistisk tet, bæredygtighed og demokrati er i parti fokus” Reformprogrammets formål var ifølge ledelsen at fremlægge et program Det er virkelig ærgerligt at forslaget for de næste 10-15 år, da princippro- fra SF Østerbro ikke blev vedtaget. grammets mål om socialisme ikke Et reformprogram i sig selv er ikke kan gennemføres indenfor den næ- nok, hvis ikke det kædes sammen ste periode. med principprogrammets mål om socialisme. Socialisme er ikke bare en Vedtagelsen af reformprogrammet dejlig drøm, men en benhård nødhar fået flere borgerlige medier til at vendighed, hvis der skal gennemføerklære, at SF nu ikke længere er et res reformer til gavn for arbejderklasrevolutionært eller socialistisk parti. sen. Reformprogrammet kan nemt Det er ikke rigtigt! SF har stadig et blive en undskyldning for at udskyde

spørgsmålet om hvilke konkrete skridt vi må tage for at opfylde målet om socialisme de næste 10-15 år.

Velfærd og prioriteringer En vigtig del af reformprogrammet omhandler velfærden. Programmet slår fast, at der skal sikres ordentlige daginstitutioner, skoler, sundhedsvæsen, psykiatri osv. og en vigtig tilføjelse til det oprindelige forslag slår fast, at SF arbejder for at ”Der skal ske et stop for tvangsudlicitering og privatisering.”

Alt sammen nogle rigtig gode visioner.

Alle kravene er dog temmelig abstrakte. Flere ændringsforslag rejste kravet om ”gratis tandlægehjælp” frem for ”billigere tandlægebehandling til økonomisk dårligt stillede”, men andre stillede ændringsforslag om gratis daginstitutioner, gratis kollektiv trafik og gratis psykologhjælp.

Ingen af disse forslag blev desværre medtaget i reformprogrammet. I sig selv ser forslagene måske ikke så vigtige ud, reformprogrammet slår jo fast at velfærden skal blive bedre?

Bekymringen rejser sig, når man ser begrundelserne for FU’s afvisning af forslagene som f.eks. at ”gratis tandlægebehandling for alle vil være meget dyrt”. Hvorfor er gratis tandlægehjælp for dyrt? Svaret er, fordi vi står midt i en krise.

Økonomien i krise Økonomien bliver ikke bedre lige foreløbig. Statens udgifter til overførselsindkomster osv. vil stige kraftigt i takt med arbejdsløsheden. Samtidig vil skatteindtægterne falde af samme årsag. Så hvis vi accepterer, at kapitalistklassen har eneret over produktionen, ja så er der ganske rigtigt ikke råd til de forslåede forbedringer. Men ikke nok med det. Så er der ikke råd til forbedringer i det hele taget! Hvis ikke vi vil bryde med kapitalismens rammer, men vælger at administrere den kriseramte økonomi uden at bryde med kapitalisternes råderet over

www.marxist.dk • Maj 9. årgang nr. 48 • 7

Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

industri og finansvæsen, så ender vi med at skære ned. I så fald kan vi ligeså godt lade de borgerlige fortsætte deres nedskæringer og privatiseringer.

Ret og pligt til arbejde Før landsmødet var der rejst en vigtig og berettiget kritik af ledelsens retorik om, at arbejdsløse har ret og pligt til at arbejde. En formulering, der må siges at være mildest talt upassende i en tid, hvor arbejdsløsheden stiger med 1000 om ugen.

Enhver snak om arbejdsløses pligt til at arbejde blev heldigvis fjernet fra reformprogrammet ligesom der er kommet andre vigtige ændringer, så SF’s mål nu er ”fuld” i stedet for ”høj” beskæftigelse, ”uhensigtsmæssig tvang og nidkær kontrol skal væk” og halve dagpengesatser for unge under 25 år skal afskaffes.

I 50 år har SF kæmpet for, at arbejderklassen fik en større del af kagen. I det nye reformprogram er perspektivet om socialisme desværre yderst uklart.

ikke truer med at sende dem ud i bundløs gæld.

Desværre lader det til, at ledelsens SF må stå som forsvarer af arbejdslø- forslag er en ansvarlig politik overfor ses rettigheder, særligt i en situation virksomhedernes konkurrenceevne osv. Det kan jo lyde fornuftigt. Men med masher må vi huske, sefyringer. ”Der er for så vidt ikke noget hvad det er, at reAlle arbejpræsentanterne dere har galt i en ansvarlig økonomisk for disse kræver. interesse i politik, men spørgsmålet er; Arbejdsgiverorgaordentlige ansvarlig over for hvem? En nisationen Dansk forhold for ansvarlig politik er en politik, Industri kræver arbejdsløse.

Jo der sikrer ansvarlige forhold for lønnedgang, øget arbejdsudbud ringere forarbejderklassen.” [læs: arbejdsløsholdene er hed] og markedsfor de argørelse af velfærbejdsløse, den.

Skal SF være ansvarlig overfor jo større bliver frygten for arbejdsløsde danske kapitalister, kommer det hed, og jo bedre kan kapitalisterne til at kollidere frontalt med alle dem, udnytte det til at presse løn- og arsom SF repræsenterer. Nemlig arbejdsforhold. bejdere og unge.

Ansvarlighed?

Ole Sohn sagde på landsmødet, at SF skal være et indflydelsesparti, og at det betyder at tage et ansvar og at prioritere. ”Vi kan ikke få det hele på en gang,” sagde han.

Der er for så vidt ikke noget galt i en ansvarlig økonomisk politik, men spørgsmålet er; ansvarlig over for hvem? En ansvarlig politik er en politik, der sikrer ansvarlige forhold for arbejderklassen. At alle har arbejde, kan få passet deres børn på betryggende vis og har et sted at bo, der

SF i regering I medierne blev landsmødet beskrevet som et møde med stor enighed, og med den enorme fremgang partiet har haft, er der naturligt nok en stor optimisme og opbakning til ledelsens linje.

Mange ledende SF’ere gjorde i debatten om reformprogrammet meget ud af at SF ikke er på vej til højre, men på vej fremad.

Alle SF’ere er vist enige om at vi er på

8 • www.marxist.dk • Maj 9. årgang nr. 48

vej fremad mod regeringsdeltagelse.

Men som én påpegede i debatten skal vi fremad mod socialisme. SF skal i regering ikke for at få ministerbiler, men for at få magt. Ikke magt til at dreje til højre, men magt til at opbygge socialisme.

SF vil i regering for at gennemføre helt konkrete forbedringer af velfærden, samt en sikring af arbejdspladser. Men uden kontrol med de vigtigste dele af økonomien kan en arbejderregering ikke sikre vækst, arbejde og velfærd. Og man kan ikke kontrollere, hvad man ikke ejer. Ændringsforslaget om en nationalisering af bankerne blev stemt ned. Men nationalisering, først og fremmest af banksektoren, men også de andre vigtige dele af økonomien bør være helt centrale i et reformprogram for en kommende arbejderregering.

De diskussioner, der allerede har viste sig i det små på landsmædet, med for eksempel forslagene om gratis tandlægehjælp, vil rejse sig tusindfold, når SF deltager i en regering. □

Ungdom

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

SFU diskuterer nationaliseringer SFU

Af Rasmus Jensen I påsken holdt SFU landsmøde. I lyset af den økonomiske krise, en svag borgerlig regering og udsigten til en snarlig regering med SF’s deltagelse, var grunden lagt til en diskussion af, hvad SFU’s perspektiv og svar skal være til ungdommen.

Den stigende radikalisering og venstredrejning i ungdommen har tydeligst vist sig i SFU. SFU er nu Danmarks største politiske ungdomsorganisation. Og grunden er simpel.

SFU har klarest opstillet et alternativ mod den borgerlige regering, der gennem mere end syv år har angrebet ungdommen og arbejderklassen.

Det samme gør sig gældende for SF.

Hvilke svar skal der gives på krisen?

Vi står nu i begyndelsen af en helt ny periode. En periode med en økonomisk krise, der vil få afgørende konsekvenser for klassekampen og derfor også for SFU. Vi vil i den kommende tid se en hastigt stigende arbejdsløshed, som først rammer unge arbejdere og lærlinge. Vi vil se flere angreb på arbejderklassens og ungdommens tilkæmpede rettigheder.

Det er derfor vigtigt, at man i SFU får diskutere, hvilke svar der gives på krisen.

Sæt gang i offentlige investeringer

Til landsmødet havde landsledelsen udsendt et forslag til et økonomisk papir, som skulle lægge grunden for den økonomiske politik. Udkastet fra landsledelsen giver det svar på krisen, at man skal igangsætte offentlige investeringer i byggeri og renovering af skoler, sygehuse og infrastruktur, så arbejdsløse håndværkere kan komme i arbejde og ansætte flere i den offentlige sektor.

Det lyder jo som rigtig gode forslag, men hvordan skal dette gennemføres? I udkastet til det økonomiske papir, står der ikke noget direkte svar.

Klasseperspektiv Som en socialistisk ungdomsorganisation er det ikke nok at konstatere, at vi nu har en økonomisk krise og så levere et svar der hedder, at vi kan regulere os ud af det. En socialistisk ungdomsorganisation må først og fremmest forklare, at krisen er skabt af kapitalismen og er en indbygget del af det kapitalistiske system. Man må have et klart klasseperspektiv, der forsvarer arbejdere og unge i en situation, hvor kapitalisterne vil have dem til at betale for deres systems fallit.

Til landsledelsens udkast er der kommet en lang række ændringsforslag og flere af dem uddyber lige præcis disse punkter. En række SFU’ere fra Århus har stillet et forslag, der gør det klart, at krisen er skabt af kapitalismen. Det bliver slået fast, at det er

arbejderne, der kommer til at betale for kapitalismens krise.

Nationalisering af banker og olie To andre forslag tager spørgsmålet om nationaliseringer op. SFU’ere fra Helsingør foreslår, at finanssektoren skal nationaliseres. Kapitalisterne har vist, at de ikke er i stand til at drive bank. Hvis økonomien skal styres demokratisk og efter samfundsinteresser og ikke profithensyn, så må bankerne nationaliseres.

Det andet forslag om nationalisering er også kommet fra nogle SFU’ere fra Århus. De foreslår, at Nordsøolien nationaliseres og ikke bare beskattes højere. Hvorfor skal private tjene styrtende med penge på ressourcerne i undergrunden? Hele gevinsten fra Nordsøolien burde bruges til at gennemføre planen om øgede offentlige investeringer.

SFU kan sætte gang i Danmark med et socialistisk program mod krisen Kapitalismens krise kan ikke løses gennem reguleringer og ved blot at øge de offentlige investeringer. Man kan ikke kontrollere hvad man ikke ejer, og størstedelen af økonomien er styret af private individer, som kun har deres eget profithensyn for øje. Derfor må et klart svar fra SFU være: • Lukningstruede virksomheder må nationaliseres og køres videre til fordel for hele samfundet.

• Bankvirksomhed må drives af staten.

En planlagt økonomi baseret på nationaliserede virksomheder (de 200 største) under arbejderklassens kontrol vil kunne sikre arbejde til alle, investeringer i skoler, sygehuse og infrastruktur og ordentlige leveforhold til alle.

Kriser er skabt af kapitalismen og den eneste løsning for arbejdere og unge er socialisme. □

På landsmødet diskuterede SFU blandt andet nationalisering af bankerne.

www.marxist.dk • Maj 9. årgang nr. 48 • 9

Ungdom

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

DGS: Nyt program uden krav DGS

Af Simon Henriksen, gymnasieelev Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) holdt landsmøde i weekenden 24. til 26. april. Der var i forvejen lagt op til et spændende møde, da DGS skulle tage stilling til ledelsens forslag om nyt principprogram, der ville fjerne alle konkrete krav fra DGS’ program. Derudover havde ledelsen foreslået strukturændringer ved at overgå til individuelt medlemskab (i stedet for nu med kollektivt medlemskab gennem elevrådene). Ud over disse ting var der også et kampvalg om formandsposten.

Klare krav blev lagt på hylden Diskussionen om principprogrammet var den største politiske dis-

kussion, da det nye forslag til principprogram var en klar forvanskning af programmet. DGS er elevernes kamporganisation, så derfor er det nødvendigt at have klare krav til uddannelsen. Klare krav som højst 24 elever i klasserne og ingen brugerbetaling blev i det nye forslag erstattet ned tomme floskler og hensigtserklæringer.

Et program uden krav er en færdig opskrift på, at DGS’ ledelse kan forholde sig passivt, satse på forhandlinger med politikerne og demobilisere eleverne i en situation, hvor en ny regering med arbejderpartierne er en reel mulighed. Men forhandlinger – også med en eventuel ny regering – er kun effektive, hvis man på forhånd viser styrke med klare krav og massemobiliseringer. Det nye program blev vedtaget på DGS landsmøde (ca. 20 stemte imod), så nu er ele-

Udtalelse: Vi vil ikke betale for jeres krise Denne udtalelse fra elevrådet på Christianshavns Gymnasium blev stillet som forslag til DGS’ landsmøde.

Den økonomiske krise har ramt hele verden, også Danmark, det betyder stigende arbejdsløshed, fabrikslukninger osv. Krisen kommer også til at betyde angreb på uddannelsessystemet og resten af velfærden.

I mange år er der blevet skåret ned på uddannelserne; klassekvotienterne er steget, skolerne forfalder og brugerbetalingen stiger. DGS mener, det er helt forkert, at håndværkere går arbejdsløse, mens skolerne forfalder, at arbejdsløsheden stiger, mens klassekvotienterne gør det samme og billige boliger er en mangelvare.

Der er desperat brug for massive offentlige investeringer. Regeringen giver bankerne milliarder af kroner i garantier og skattelettel-

ser til de rigeste, mens de gang på gang påstår, at der skal skæres ned på velfærden, fordi der ikke er råd. DGS vil kæmpe for, at det ikke er almindelige arbejdende mennesker og velfærden, der skal betale for krisen.

Offentlige investeringer koster penge. DGS mener, at det er dem, der har tjent styrtende de seneste år, mens det offentlige er blevet udsultet, dem som har skabt krisen, der skal betale; finansspekulanter, arbejdsgivere og storaktionærer. I stedet for at kaste milliarder af skattekroner ind i bankerne, må bankerne nationaliseres, så pengene i samfundet kan kontrolleres demokratisk til det fælles bedste.

DGS vil arbejde for et samarbejde med resten af elevbevægelsen og fagbevægelsen i at bekæmpe ethvert forsøg på at få unge, arbejdere og ældre til at betale for krisen.

10 • www.marxist.dk • Maj 9. årgang nr. 48

vernes konkrete krav blevet droppet.

Ledelsens forslag nedstemt Der skulle også tages stilling på mødet om DGS ville skifte til individuelt medlemskab, hvilket ville splitte de lokale og landsdækkende kampe fra hinanden og gøre eleverne ukampdygtige. Dette forslag endte heldigvis med at falde. Dette spørgsmål blev også afgørende i formandsvalget, da den ene kandidat, Bjarke Dahl fra Metropolitanskolen var imod. Han endte med at blive valgt på baggrund af kampen mod individuelt medlemskab.

En gruppe marxistiske elever var med til at stille et forslag under diskussionen om arbejdsplanen. I ledelsens arbejdsplan stod der at der ikke skulle være samlede protester mod den nye finanslov. Forslaget om at DGS skulle lave massemobilisering imod finanslovens nedskæringer faldt desværre.

Brug for et kampklart DGS Elevrådet på Christianshavns Gymnasium havde stillet en udtalelse (se boks). Ledelsen nægtede imidlertid at debattere udtalelsen og sagde, at det var det forkerte forum at tage den op i. men hvis ikke DGS’ landsmøde skal tage op, hvordan gymnasieelevernes problemer i løset af den økonomiske krise skal løses – hvem skal så? Udtalelsen faldt, men selv om der ikke var debat, var der alligevel 10-15 elever, der stemte for.

DGS går en turbulent periode i møde, hvor den borgerlige regering vil lade krisen gå ud over de unge og arbejderne. Derfor må DGS være klar til hårde kampe mod regeringens overklassepolitik. DGS må tage elvernes krav op fra gymnasierne, og være elvernes kamporganisation ved at mobilisere eleverne til samlede protester sammen med resten af studenter og arbejderbevægelsen. Dette er DGS’s eneste eksistens grundlag, og det er denne rolle, der er brug for at DGS spiller. □

Fagligt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

OK10: En mindsteløn på 150!

OK10

Af Lasse Bertelsen Overenskomstforhandlingerne i 2010 bliver utrolig vigtige. Den økonomiske krise har betydet et koordineret angreb fra arbejdsgiverne. Overalt prøver arbejdsgiverne at presse deres ansatte til at løbe hurtigere og gå ned i løn. Arbejdsgiverne prøver at presse os til at gå ned i løn ved at bruge truslen om fyringer. Dette må blankt afvises. De sidste mange år har arbejdsgiverne scoret enorme summer, - nu må de give noget tilbage til arbejderne!

Arbejdsdeling med fuld lønog personalekompensation!

Flere steder er der indført arbejdsfordeling. Dette er på en måde en solidarisk ordning ved, at arbejderne deler arbejdsløsheden imellem sig.

Men på den anden side er det dybt problematisk, at det kun er arbejderne, der skal bære byrden med arbejdsløshed på deres skuldrer. I stedet må arbejdstiden sættes ned med fuld løn- og personale kompensation.

På den måde er det arbejdsgiverne, der betaler for den krise, som de selv har skabt.

Hæv mindstelønnen!

Denne avis har gentagne gange ved forrige overenskomstforhandlinger talt for nødvendigheden af, at overenskomsterne har gode grund- og minimumslønninger. Men toppen af fagbevægelsen har fortalt, det ville være bedre, hvis dele af overenskomsterne blev forhandlet lokalt.

Dette har til dels givet godt resultater på flere arbejdspladser. Men det har kun kunnet ske, fordi der var et opsving og mangel på arbejdskraft. I dag, hvor ordrebøgerne er halvtomme og mange kollegaer er blevet fyret, er situationen en anden. Nu ser vi mange af lokalaftalerne enten ender i nulløsninger eller i lønnedgang. Her er det vigtigt at slå fast, at en nulløsning betyder reallønsfald på grund af inflationen. Derfor må et helt centralt krav være, at der ved denne over-

enskomst kommer et betydeligt løft i grund og minimumslønninger. 150 kroner i timen vil sikre en nogenlunde rimeligt økonomi.

En løn til at leve af Også lærlingenes løn, trænger til et alvorligt løft. Lærlingelønningerne i dag er hverken til at leve eller dø af.

Sådan har det været de sidste 50 år, hvis ikke længere. At dét stadig kan finde sted, er uacceptabelt. Lærlingene må organisere sig i deres lærlingeklubber og gennem dem kræve, at LO Ungdom indkalder til nationalt møde for alle lærlinge og ungarbejdere som startskuddet for en effektiv kampagne for en løn til at leve af, praktikpladser til alle og retten til at strejke.

For en landsdækkende OKkampagne Nogle vil spørge, om det er muligt at presse arbejdsgiverne under en økonomisk nedtur. Svaret til det, er klart ja. Men det kræver, at der allerede nu startes en kampagne, der sætter arbejdspladsens krav på dagorden.

Den 5. marts holdt en række fagforeninger en konference, hvor der skulle formuleres krav til en ny overenskomst. Det er ikke et sekund for tidligt at starte med kampagnen. Men

hvis vi vil have noget igennem, må arbejdspladserne vise styrke. En konference bør ikke ligge på en arbejdsdag, som den gjorde den 5. marts.

På den måde vil det især være fagforeningsansatte, der kommer. Hvis det skal rykke noget, må kampagnen tage udgangspunkt i arbejdspladserne. Hvis vi skal have væsentlige forbedringer hjem ved OK-2010, må vi være parate til at sætte handling bag ordene. Hvis arbejdsgiverne gør modstand (hvilket de kommer til at gøre), så må arbejdspladserne være parate til at bruge strejkevåbnet under forhandlingerne, så de ved, vi mener det seriøst.

OK 2010 kampagnen er meget vigtig. Topforhandlerne fra forbundene forspildte en enestående chance for at sikrer ordnede forhold ved sidste forhandling i 2007. Kun gennem en aktiv kampagne fra arbejdspladser over hele landet, kan vi gøre os håb om at presse arbejdsgiverne.

• Mindsteløn på 150 kroner • 32 timers arbejdsuge • Fuld strejke til alle – inklusive lærlinge □

Kun gennem en aktiv kampagne fra arbejdspladser over hele landet kan vi gøre os håb om at presse arbejdsgiverne.

www.marxist.dk • Maj 9. årgang nr. 48 • 11

Fagligt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

”Den eneste løsning er at kæmpe” Interview med Majid Atik, formand for Metal Ungdom Hovedstaden LÆRLINGE

Af Frederik Ohsten Hvad er de vigtigste udfordringer for lærlingene i øjeblikket?

tages af staten og bruges til billige boliger.

Hvad er Metal Ungdoms vigtigste opgave i lyset af den økonomiske krise?

Der er mange problemer, men der er nogle, der står lidt mere frem end Krisen giver alle lærlingenes problede andre. Især vil jeg gerne frem- mer en akut karakter. Arbejdsgiverne hæve arbejdsløsheden. Lige nu ser vil bruge krisen til at slå endnu hårvi, at arbejdsløsheden stiger kraf- dere ned på os. tigt, og mange lærlinge får en fyreDet er altid sådan, at svaghed inviseddel sammen med svendebrevet. terer modparten til øget aggression.

Det er et stort Hvis vi bare baserer problem, at os på forhandlinger mange bliver ”Det er altid sådan, uden mobiliseringer uddannet til at svaghed inviterer og organisering bag arbejdsløshed. modparten til øget klare krav, så vil det 25 procent af bare få arbejdsgiaggression. Hvis vi bare alle lærlinge verne til at angribe har ikke noget baserer os på forhandlinger endnu hårdere. job, når de er uden mobiliseringer og færdiguddanDen eneste løsning organisering bag klare nede. er at kæmpe. Men krav, så vil det bare få når man kæmper i Et andet pro- arbejdsgiverne til at angribe krisetid er det endblem, der hænnu sværere at vinde endnu hårdere.” ger sammen end i tider med opmed arbejdssving, hvis man står løsheden, er isoleret, og hvis man bare kæmper manglen på lærepladser. Antallet af på de enkelte arbejdspladser. Ja, lærlinge, der ikke kan få en læreplads er steget fra ca. 800 sidste år til omkring 8000 i år.

man kan endda sige, at det er sværere også for enkelte faggrupper. Vores opgave lige nu er derfor at samle så bred en opbakning som muligt.

I har udarbejdet et nyt program for jeres arbejde i hovedstaden. Hvad går det ud på?

Det er korrekt. I programmet tager vi de problemer op, der er af mest akut karakter. Ikke bare for alle lærlinge, men også for alle unge og arbejdere.

Blandt andet kravet om nationaliseringer til at bekæmpe arbejdsløshed og sikre, at arbejderne bliver holdt skadesløse for en krise, som arbejdsgiverne har skabt.

Men et program er ikke nok i sig selv.

Hvis man ikke har folkene til at sætte handling bag, kan det hele være lige meget. Derfor er det også en vigtig opgave at opbygge Metal Ungdom som kamporganisation med aktive på alle landets største virksomheder.

Til at opnå det mål har vi planlagt et agitationskursus, der skal uddanne flere ledere og agitatorer således at vores nuværende kerne i metalungdom hovedstaden bliver større og

Hvis jeg skal sige noget mere, så vil jeg gerne fremhæve den udbredte udnyttelse af lærlinge som billig arbejdskraft i stedet for at give dem den nødvendige uddannelse. Vi ser, at mange steder, hvor der bliver fyret svende, bliver lærlingene sat til at overtage svendenes arbejde. Det er fuldstændig uacceptabelt.

Et problem, som alle lærlinge kender til, er manglen på boliger. Den trange boligsituation gør det svært at få en bolig, når lærlingelønnen er så lav, som det er tilfældet. Blandt andet derfor kræver vi i Metal Ungdom Hovedstaden 10 kroner ekstra i timen til lærlingene. Desuden kræver vi, at alle spekulationsejendomme over-

”Krisen giver alle lærlingenes problemer en akut karakter. Arbejdsgiverne vil bruge krisen til at slå endnu hårdere ned på os.”

12 • www.marxist.dk • Maj 9. årgang nr. 48

Fagligt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk mere kampberedt.

Du siger, at fagligt arbejde er forbundet til politik. Hvordan det?

Der er alle mulige regler – blandt andet om forholdene på de tekniske skoler – som bliver politisk bestemt.

Derfor gør vi også meget for at forbinde vores arbejde med arbejderpartiernes ungdomsorganisationer – DSU, SFU og SUF. Hver gang vi holder arrangementer, inviterer vi disse organisationer til at deltage.

Er det ikke svært at mobilisere, hvis man stiller for vidtgående krav?

Nogle siger, at man ikke skal have for store mål. Men det er nødvendigt at have seriøse og overordnede mål.

Man kan ikke mobilisere på små mål.

På teknisk skole ville ingen have gået med vores kamp, hvis det bare var for bedre planlægning på den enkelte skole. Det havde virket urealistisk, fordi der ikke er tilstrækkeligt med ressourcer på den enkelte skole. Det er et større politisk problem Lærlingene kunne se, at de mindre mål om enkelte forbedringer kun bliver realistiske i en større kamp, hvor alle står sammen. □

Metallærlinge kræver nationalisering af lukningstruede virksomheder Metal Ungdom Hovedstanden vedtog på deres generalforsamling i apirl følgende resolution: Danmark er ramt af den internationale krise. Udsigterne er dystre. Økonomer regner med, at det vil blive den værste krise siden krigen, eller endda den økonomiske depression i 1929. Ca. 500.000 vil modtage en fyreseddel i løbet af de kommende år. Det stiller arbejderbevægelsen overfor alvorlige spørgsmål, som har været trængt lidt i baggrunden de sidste år. Spørgsmål som massearbejdsløshed, manglende lærepladser, ubetalelige boliger, tvangsauktioner osv.

I de sidste mange år har arbejdsgivere og finansfolk fået historiske overskud, men når økonomien nu går ned, vil det hive tæppet væk under arbejdsgiverne og lade arbejderne betale.

Krisen vil også ramme arbejderungdommen herunder metallærlingene.

Arbejdsgiverne vil bruge krisen til at spille arbejderklassen ud imod hinanden, og på den måde ødelægge de forhold, vi tidligere har vundet.

Derfor er det endnu mere vigtigt, at vi lægger ekstra vægt på enhed i arbejderbevægelsen imod arbejdsgivernes angreb.

Vi i arbejderbevægelsen kan ikke se passivt til, at arbejdsgiverne og finansfolkene får smidt vores skattepenge i nakken samtidig med, at arbejdere og unge bliver fyret og må gå fra hus og hjem. Vi mener derfor, at følgende problemer og løsninger må tages op og diskuteres i fagforeninger og arbejderpartier.

Truende massearbejdsløshed: Der må igangsættes offentligt byggeri og restaurering af skoler, hospitaler, plejehjem osv. Brugen af nationaliseringer må udbredes, fra kun at omhandle banker, som f.eks. Roskilde Bank, til også at omfatte lukningstruede virksomheder. Kompensation for overtagelse bør kun ske efter beviseligt behov. Spørgsmålet om store arbejdspladser skal lukkes, mener vi ikke bør være op til enkelte arbejdsgiveres velvilje eller mangel på samme. Det er et samfundsspørgsmål.

Mangel på praktikpladser: I takt med krisens udvikling falder antallet af lærepladser. I realiteten smadrer den økonomiske krise ungdommens muligheder for at blive faglærte arbejdere. Skolepraktikordningen (SKP) må derfor kraftigt udvides, så alle unge der begynder på en erhvervsuddannelse har mulighed for at gennemføre den. SKP bør ikke, som det kan være tilfældet i dag, være en ”andenrangs-uddannelse”. Der må

derfor tilføres de nødvendige midler til de tekniske skoler, både til maskiner og lærere, som i årevis er blevet udsultede. Derudover må der indføres kvoteordninger for hvor mange lærlinge en virksomhed må skal have i forhold til antallet af svende.

Ubetalelige boliger: Det er meget svært at opdrive betalelige lejeboliger, særligt i de større byer. Samtidig står tusindvis af bolig og erhvervsejendomme tomme rundt om i landet, fordi ingen har råd til at købe dem.

Disse må staten fratage spekulanterne og omdanne til billige almennyttige boliger.

Metallærlingene foreslår: • Igangsæt offentligt byggeri og renovering • Nationaliser lukningstruede virksomheder • Lærepladser til alle - genindfør SKP’en og styrk de tekniske skoler og indfør kvoteordninger for virksomhederne • Omdan tomme spekulationsbygninger til billige, almennyttige boliger • Fuld enhed i arbejderbevægelsen - imod arbejdsgivernes angreb

www.marxist.dk • Maj 9. årgang nr. 48 • 13

Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

En krise uden mening

200 millioner arbejdsløse ØKONOMI

Af Jasper Dahl Kapitalismen er et system, hvor der produceres for profit. Hvis ikke kapitalisterne tjener penge, vil de ikke igangsætte produktionen. Det hvad end det gælder biler eller AIDS-medicin. Derfor kommer der kriser hver gang mulighederne for at tjene profit, går ned. Den krise vi ser nu, er den ottende siden 2. verdenskrig. Under opsvingene har arbejdsgiverne scoret kassen, men hver gang er det arbejdsklassen, som med arbejdsløshed, tvangsauktioner og lønnedgang har måttet betale for krisen.

Det vi har nu, er dog ikke bare en almindelig cyklisk krise. Siden starten af 1990’erne er den ene spekulative boble efter den anden blevet pustet op. Verdens aktiemarkeder er vokset seks til syv gange så hurtigt som verdensøkonomien. Da krisen begyndte, var mængden af boliglån på verdensplan ifølge The Economist oppe på 100.000 milliarder kroner.

Arbejdsløsheden eksploderer Et sådan kunstigt spark til efterspørgslen var med til at mildne kriserne i hele perioden. Men nu er luften ved at sive uden af det spekulative boble. Det, som forstærkede opsvinget, forstærker nu i endnu højere grad krisen. I første omgang ramte krisen bankerne, men det var kun et forvarsel. Det viste sig hurtigt, at der også var tale om en krise i den virkelige økonomi.

Og hele verden blev ramt. Over 85 procent af alle de udviklede kapitalistiske lande har nu haft to kvartaler i træk med negativ vækst. Under krisen i 1970’erne var det kun 40 procent. Det har haft katastrofale følger for verdenshandlen, som lige nu falder med 25 procent om året.

Krisen bliver lagt på arbejderklassens skuldre. Siden slutningen af 2007 er der officielt blevet 20 millioner flere

arbejdsløse. Det bringer verdens officielle arbejdsløshed op på over 200 millioner. Det er næsten hver ellevte i arbejdsstyrken. ILO spår, at arbejdsløsheden kan nå op på 230 millioner i år.

Det er ikke bare et spild af økonomiske ressourcer for samfundet som helhed, det er også en katastrofe for den enkelte arbejdsløse. I USA taler man for tiden om ”one strik and out”.

Bliver man først arbejdslø, ryger huset på tvangsauktion, og så går det ellers videre nedad.

deres evige jagt på profit, ikke kunne bekymre sig mindre om samfundets bedste.

Positive tegn?

Den nuværende krise er gentagende gange blevet sammenlignet med den store depression (se boks). Siden 1945 har den gennemsnitlige krise varet 10 måneder. Den nuværende krise begyndte formelt i slutningen af 2007 og har indtil videre varet 16 måneder. Men der er stadig langt op til de 43 måneder, som den store depression varede.

En krise uden mening

På det seneste har man i medierne Vi har set masser af kriser i verdens- talt om positive tegn. Det vil være historien med nød, sult og elendig- mere præcist at sige mindre negatihed til følge. Før kapitalismen var ve tegn. Bankernes tab har været lidt de uundgåelig og i den forstand na- mindre end først ventet. Huspriserne turlige, fordi de var forårsaget af na- falder ikke lige så hurtigt som tidliturkatastrofer med gere. Især har fejlslagen høst og der været me”Krisen bliver lagt på dødelige sygdomseget tale om, at arbejderklassens skuldre. aktiepriserne i pidemier. De kapitalistiske kriser kommarts og april Siden slutningen af 2007 mer tilsyneladende gik lidt op. er der officielt blevet 20 ud af det blå. millioner flere arbejdsløse. Men det gjorde Det er de samme de også gentaDet bringer verdens mennesker, med de gange officielle arbejdsløshed op gende samme evner og under den stopå over 200 millioner. Det re depression. de samme maskiner, som før produFaktisk var er næsten hver ellevte i cerede afgørende der betydelige arbejdsstyrken. ” produkter, som der længerevarener brug for, der nu de opsving på bliver sendt hjem. I USA er det såle- aktiemarkedet (se figur). Det altafgødes kun 69,3 procent af maskinerne, rende er ikke at forveksle aktiemarder nu er i brug. For bare et år siden kedet med den virkelige økonomi. var det 79,8 procent Ifølge OECD har Det styres af vidt forskellige love. Akvarelagrene ikke været større de sid- tiemarkedet er udelukkende et stemste 20 år. ningsbarometer.

Problemet er altså, at der er for mange arbejdere, så der må fyres. Der er for mange maskiner, så nogen må sættes i stå. Der er for mange varer, så de hober sig op i lagre. Der er overproduktion af arbejdere, maskiner og varer. Det er en vanvittig form for krise. Det giver ikke mening for samfundet som helhed. Den giver kun mening for kapitalisterne, som i

14 • www.marxist.dk • Maj 9. årgang nr. 48

Den nuværende optimisme er sandsynligvis ikke andet end de rene drømmerier. At bankerne er blevet reddet af at have fået milliarder forværret, er måske ikke den største overraskelse. Der er blevet lavet vækstpakker til en værdi af over 10.000 milliarder kroner. Det svarer til seks gange Danmarks samlede produktion. Hertil kommer historisk

Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk lave renter og turbo på seddelpresseren.

Vækstpakker Aldrig tidligere har man set så store vækstpakker og økonomiske indsprøjtninger. Den nuværende krise vil derfor uundgåeligt få en anden karakter end alle tidligere kriser. I bund og grund er alle tiltagene dog ikke andet end en forsættelse af det gældsboom, som var med til at udsætte krisen. Den offentlige gæld i den avancerede kapitalistiske verden forventes at stige fra 75 procent i 2007 til 100 procent af BNP i 2010.

Pointen er, at det ikke ændrer på den manglende profitabilitet. Profitabiliteten kan kun forbedres gennem angreb på arbejderklassens leveforhold og ødelæggelse af produktionsmidler og varer. Begge ting får kapitalisternes omkostninger til at falde.

Hertil kommer, at luften endnu langt fra er gået ud af de spekulative bobler. Boligpriserne er stadig 24 procent over niveauet fra 2000, hvor boligboblen allerede var pustet godt op.

Den offentlige gæld som opbygges lige, skal betales af før eller senere.

Og det med renter. Og hvem kommer til at betale? Skatteyderne - det vil sige arbejderklassen. Ellers kræver det enorme nedskæringer på velfærden. Det går også ud over arbejderklassen.

Kapitalisterne er gavmilde. Arbejderne kan selv vælge. Vil de slås i gulvet med det samme, eller vil de kvæles stille og roligt?

Krisens længde Det er umuligt at spå om krisens præcise styrke og længde. Men der er stor fare for, at vi kun har set begyndelsen. Et af fareelementerne er protektionisme. Desto dybere krisen bliver, desto stærkere bliver kapitalisterne krav om beskyttelse fra deres nationalstater. De fleste vækstpakker indeholder allerede protektionistiske tiltag og eksempelvis har den amerikanske centralbank lade dollaren falde. Det gør den amerikanske eksport billigere og giver derfor konkurrencefordele til amerikanske kapitalister.

Den store depression Dow Jones dengang og nu i uger efter toppunktet:

Det, der gjorde den store depression stor, var især dens længde.

Den begyndte i sommeren 1929 og fortsætte indtil marts 1933.

Altså 43 måneder. Herefter var der fremgang indtil maj 1937 før, at krisen igen tog til. Den blev først afbrudt af den forfærdelige krig i 1939-45. Ødelæggelsen af blandt andet Europa, skabte på absurd vis muligheden for store og profitable investeringer, hvilket lagde grundlaget for det store efterkrigsopsving.

Især Kina har brokket sig højlydt over dette. Den amerikanske udlandsgæld er nu på over 60.000 milliarder kroner. Det er især kineserne sammen med private olieformuer, som ligger inde med amerikanske dollars. Hvis de først begynder at sælge ud, kan dollaren kollapse. Kollapser dollaren, kollapser verdenshandlen. Tidligere var penge noget værd, fordi de kunne byttes med guld i centralbanken.

Nu er penge kun noget værd, fordi vi forventer, at vi kan bruge dem i morgen.

Det er bare endnu et uplanlagt og ustabilt element i den kapitalistiske økonomi.

Samfundsmæssig produktion De to vigtigste forudsigelser Marx og Engels gjorde i Det Kommunistiske Manifest var koncentrationen af kapital og skabelsen af et verdensmarked. I 1848 menes det, at den største fabrik havde 5.0006.000 ansatte, mens Wal-Mart i dag har over en million ansatte.

Mange varer har i dag været på flere kontinenter, før de når forbrugerne.

Produktionen er blevet samfundsmæssig. Lige fra forskerne på niversitetet til arbejderne på gulvet, fra råstofferne i minerne til infrastrukturen og butikkerne.

Den grundlæggende modsætning i kapitalismen er, at produktionen er samfundsmæssig, men at den kun bliver igangsat, hvis en kapitalist kan tjene penge på det. At produktionen er samfundsmæssig, men at ejendomsretten er privat. Det kommer særligt til udtryk i krisens overproduktion.

Modsat tidligere samfundskriser er kapitalismens kriser ikke uundgåelige. De er skabt af det kapitalistiske samfund. Og de vil forsvinde med det kapitalistiske samfund.□

www.marxist.dk • Maj 9. årgang nr. 48 • 15

Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Italien: stigende polarisering og krise i arbejderbevægelsen ITALIEN

Af Frank Andersen Den politiske situation i Italien bliver til stadighed mere absurd. Premierministeren er åbenlyst korrupt og det ledende borgerlige parti har lagt sig sammen med nyfascisterne i Alleanza Nazionale. Der er ikke længere et eneste parti i parlamentet, som har rødder i arbejderbevægelsen.

Socialdemokratiske, socialistiske og kommunistiske partier er ganske enkelt blevet udraderet fra den parlamentariske scene.

Økonomisk krise Italien er kendt for sin gode mad, sin mode-industri og luksusbiler som Ferrari. Men salget af Ferrari-biler er ifølge Wall Street Journal faldet med 22 procent i forhold til sidste år. Hele Italiens økonomi er hårdt ramt af krisen i den internationale kapitalisme.

Fra den 12. december sidste år til 12. januar i år mistede Italien 900.000 arbejdspladser. Alene bilfabrikanten Fiat – der står for 12 procent af Italiens samlede økonomi – fyrede 58.000 arbejdere i denne periode.

Reaktion fra arbejderne Der har været adskillige store strejker i de første måneder af 2009. Blandt andet har der været store bevægelser blandt arbejderne i bilindustrien.

500.000 arbejdere demonstrerede den 13. februar. En ny rapport viser desuden, at der bliver varslet i gennemsnit to til tre strejker i det offentlige transportvæsen i Italien - om dagen. Det kommer oven på en periode med stigende klassekamp i Italien.

Der har været adskillige generalstrejker og massedemonstrationer i de senere år.

Politisk radikalisering til højre I en situation med stigende polarisering i samfundet og hvor arbejderne tydeligvis ikke har tænkt sig at lade

levestandarden blive bombet tilbage for, at kapitalisterne kan redde sig skadesløse gennem krisen, hvordan kan det da være, at Berlusconi blev genvalgt? Det spørgsmål er der mange aktive på venstrefløjen i hele Europa, der stiller sig.

Berlusconi repræsenterer den italienske overklasses mest radikale, aggressive og stupide fløj. De ”nøjes” ikke med at skære ned på uddannelserne og angribe arbejdernes rettigheder i forhold til sikkerhed i ansættelsen og retten til at strejke. De har indført en række rabiate tiltag, som går langt ud over de ”almindelige” borgerlige angreb. Italiens indenrigsminister Roberto Maroni fra partiet Liga Nord har for eksempel indført en lov, som registrerer alle romaer (sigøjnere) i Italien, og som omfatter deres fingeraftryk. Det gælder også børnene.

Kommentatorer på store borgerlige aviser i hele Europa taler desuden om, at selve det borgerlige demokrati i Italien er truet af Silvio Berlusconis ændringer af landets grundlov. Disse ændringer vil blandt andet betyde, at regeringen får større kontrol over anklagemyndigheden og domstolene – meget belejligt for Berlusconi, der personligt er sølet ind i mafia-aktiviteter.

Venstrefløjen i krise Svaret på, hvordan det kan være, at arbejderpartierne står historisk svagt, skal findes i den tidligere periode, hvor venstrefløjen indgik i regeringskoalition. Ved valget i april sidste år led den italienske venstrefløj sit største valgnederlag nogensinde. En koalition med fire partier (hvoraf det største var Rifondazione Comunista, PRC) fik tilsammen sølle 3,1 procent af stemmerne. Den italienske spærregrænse på fire procent betød, at alle partierne i koalitionen røg ud af parlamentet.

Ved de to foregående valg (til par-

16 • www.marxist.dk • Maj 9. årgang nr. 48

lamentet og senatet) i 2006 fik PRC alene henholdsvis 5,8 og 7,4 procent.

Altså uden en koalition med andre partier. Samlet set gik arbejderpartierne 75 procent tilbage fra 2006 til 2008. Det er et historisk kollaps.

Claudio Bellotti, der er ledende medlem af FalceMartello, den marxistiske fløj i PRC, forklarer, hvordan sådan et kollaps kunne finde sted: ”Det var et resultat af venstrefløjens tab af troværdighed under de to år med centrum-venstre regering – to år med konstant ydmygelse for disse politiske kræfter.”

Reformismen virker ikke PRC’s højredrejede ledere har forsøgt at opløse partiet i en koalition uden et kommunistisk eller socialistisk program. Den såkaldte ”regnbue-koalition”, hvor partiet indgik i regering under Romano Prodi, var et led i denne proces. Lederne har i mange år – især siden østblokkens kollaps for 20 år siden – ikke haft en klar kurs. De har systematisk udvandet programmet og bevæget sig væk fra idéen om socialisme. I stedet har de forsøgt at virke ”ansvarlige” (overfor de borgerlige og overklassen i stedet for arbejderne!) og ”regeringsduelige”. Denne kurs, der har stået på i årevis, har forberedt den nuværende krise.

Et ekstremt eksempel på, hvor langt visse ledere i arbejderbevægelsen er gået til højre, findes i det tidligere socialdemokratiske parti. Partiet er blevet nedlagt, og lederne er gået sammen med et borgerligt parti om at danne et borgerligt midterparti, det Demokratiske Parti.

Regeringsdeltagelse uden klart program gav bagslag Den såkaldte centrum-venstre regering kom i sin tid til magten efter fem års Berlusconi-styre. Regeringen blev valgt på baggrund af et massivt ønske om forandring. Men efter to

Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk år var status absolut negativ. Regeringens basis – arbejderne og ungdommen – var desillusionerede over regeringen. Centrum-venstre regeringens finanslove gav store summer og skattelettelser til virksomhederne og overklassen. Men der blev stort set intet gjort til gavn for arbejderklassen. Tværtimod hævede de pensionsalderen og forsøgte at sænke folkepensionen.

Claudio Bellotti forklarede situationen i et interview i 2008: ”Arbejderne og de unge gav (i 2006, red.) deres stemmer til venstrefløjen og forventede ændringer. Men ingen af den borgerlige regerings angreb blev tilbagerullet af arbejderpartierne, da de var i regering. Af denne grund er venstrefløjen nu miskrediteret, og den generelle stemning er, at man ikke kan stole på nogen. Det førte også til forvirring og krise i nært sagt alle venstrefløjs-organisationer, særligt i PRC.”

Fløjkamp i PRC Efter det katastrofale nederlag til arbejderpartierne opstod der enorme diskussioner inde i PRC. Højrefløjen havde sagt, at deres linje med ”ansvarlighed” inden for kapitalismens rammer og en nedtoning af partiets mål om socialisme ville give fremgang.

De sagde, at det ville give succes at deltage i en

regering uden et socialistisk program for planlægning af Italiens finanssektor og de største virksomheder. Men det modsatte viste sig at være tilfældet. I stedet for fremgang og succes blev resulteret tilbagegang, kollaps og miskreditering.

Dette miserable nederlag til PRCledelsens politiske linje førte til, at partiets højrefløj tabte fløjkampen på den efterfølgende kongres. Deres planer om at opløse partiet led skibbrud på grund af modstand fra medlemmerne, der klart så den opportunistiske politik som ansvarlig for partiets nederlag.

I stedet bliver partiet nu ledet af forskellige grupper på venstrefløjen i partiet. Den marxistiske fløj FalceMartello, der er den italienske del af den Internationale Marxistiske Tendens (samme tendens som Socialistisk Standpunkt tilhører), har under pres fra PRC’s medlemmer fået en plads i partiets forretningsudvalg. Her kæmper Claudio Bellotti for at partiet bliver opbygget på arbejdspladserne og baserer sig på arbejdspladsernes krav.

Klassekamp forude Udfordringen for Rifundazione Communista i dag, sammen med andre mindre kræfter på venstrefløjen er, at synke dybere rødder blandt arbejderklassen, at basere sig på klassekamp, at give en stemme til den bevægelse, der udfolder sig og opbygge en tilstrækkelig masse til, at partiet kan blive et referencepunkt for arbejderklassen og for en ny, offensiv kamp fra arbejdernes side.

De kommende eksplosioner vil ryste Berlusconi og de italienske kapitalister, - og i denne situation er det afgørende med et stærkt PRC, der kan præsentere et socialistisk alternativ til kapitalismens krise. Det kan kun lade sig gøre, hvis partiet baserer sig på en klar klasselinje – på marxismen – og synker rødder på arbejdspladserne gennem at organisere de bedste elementer på et marxistisk program for at finde en revolutionær vej ud af krisen. □

www.marxist.dk • Maj 9. årgang nr. 48 • 17

Teori

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Marxisme versus keynesianisme ØKONOMISK TEORI

Af Frederik Ohsten Den nuværende krise har elimineret tiltroen til markedsøkonomien hos brede lag, der aldrig før havde overvejet at tænke på økonomi. Folk, der tidligere kun læste sportssektionen i avisen, er begyndt at diskutere den økonomiske krise, og hvad man kan gøre for at rette økonomien op. Det er heri, at krisens måske vigtigste betydning ligger: den har rystet bevidstheden hos alle klasser og lag i samfundet, og gamle sandheder er blevet slået i stykker.

De borgerlige har sadlet om Tidligere advarede borgerlige økonomer og ideologer stærkt imod alle statslige indgreb i markedet. Det var, sagde de, ”unaturligt” for staten at blande sig i ”det frie initiativ”. Den offentlige sektor, sagde de, skulle holde sig til de allermest nødtørftige opgaver og lade bankerne og kapitalisterne klare resten. Markedets ”usynlige hånd” ville ordne alt til det bedste. Sådan sagde de indtil for ganske nylig. Nu er tonen en ganske anden.

Nu kræver bankdirektører og store aktionærer højlydt, at staten skal gribe ind i økonomien. Da der var opsving skulle staten lade profitterne være i fred. Men når der er krise forlanger overklassen, at staten går ind og dækker deres tab med penge, som arbejderklassen har betalt i skat.

Den amerikanske centralbank lader nu seddelpresserne køre for fuld skrue for at pumpe penge ud i systemet og dække bankernes tab. De har nu dækket tab for et beløb, der svarer til en tredjedel af USA’s samlede økonomiske aktivitet i løbet af et år.

Alene den 18. marts gav Centralbanken 300 mia. dollars til bankerne. Det er 10 gange så meget, som det ville

koste at udrydde al sult på verdensplan.

skudsfinansiering” før eller siden ville tjene sig selv ind. Ideen var, at staten ville sætte gang i den økonomiske aktivitet og skabe en ”multiplikatorefArbejderbevægelsens ledere fekt”, som gjorde, at arbejderne, der i vildrede fik ansættelse på projekter, som staLederne i toppen af arbejderbevæ- ten finansierede, ville få penge melgelsen er som sædvanlig nogle af lem hænderne til forbrug. Det ville de mennesker, der har forudset al- igen give en hånd til producenterne lermindst. De forudså ikke den øko- af forbrugsvarer, skabe flere arbejdsnomiske krise, fordi deres grundlæg- pladser, og sådan ville det fortsætte. gende økonomiske teori er importe- Stigende beskæftigelse og produkret fra borgerlige økonomer. Og i dag tion ville give staten flere indtægter er de ude af stand til at præsentere i form af skat, og dermed ville regeet økonomisk proringen blive i gram, der adskiller stand til at be” De nationaliseringer, sig grundlæggentale for lånet. marxisterne står for, er en de fra de borgerliges. ekspropriation af de vigtigste Penge, kredit eller offentlige dele af økonomien for at investeringer Keynesianiskunne planlægge økonomien bliver ikke me ud fra rationelle hensyn i skabt i et tomMange ledere i arrum. Det må stedet for profit.” bejderbevægelsen opnås gennem argumenterer for, skatter ved at at krisen kan løses skære ind i kapitalisternes profitter gennem øgede offentlige investerineller arbejdernes levestandard, elger og mere regulering af bankernes ler ved underskudsfinansiering, som forretninger. Deres teori henter de fra keynesianisterne foreslår. Problemet den borgerlige amerikanske økonom med sådan en underskudsfinansieJohn Maynard Keynes, som lavede ring er, at den efter en tur i rundkørssine teorier i 1930’erne. len vender tilbage til udgangspunkKeynes mente, at kapitalismen ska- tet. Hvis staten bruger penge, som ber kriser på grund af manglende den ikke har, og sætter nationalbanefterspørgsel i økonomien. Løsnin- kens seddelpresser på overarbejde gen var, mente Keynes, at nogen gik (som det lige nu sker i USA), vil det ud og brugte penge for at opkøbe uundgåeligt sænke pengenes værdi varerne og holde produktionen kø- og skabe inflation. I stedet for at løse rende. Den eneste, der kunne gøre krisen, gør det kun tingene værre. det, var staten. Hvor skulle pengene komme fra? Det ville ikke fungere at sætte skatterne i vejret, for det ville blot give folk endnu færre penge at forbruge for, og efterspørgslen ville stadig være lav. Keynes ”løsning” var derfor, at staten skulle bruge penge, den ikke havde. Altså skulle staten låne penge.

Underskudsfinansiering Keynes mente, at denne ”under-

18 • www.marxist.dk • Maj 9. årgang nr. 48

Keynesianismens konsekvenser: inflation og nedskæringer Sandheden er, at Keynes’ politik ikke har virket. Den blev fuldstændig miskrediteret efter krisen i 1970’erne.

Resultatet af ”regulering” på kapitalistisk basis blev en enorm inflation, og at den offentlige sektor i de vestlige lande i årtier måtte holde igen med investeringer i velfærd for at kunne

Teori

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

betale af på gælden fra dengang.

Nedskæringerne i det offentlige i 1980’erne og senere var ikke ”reguleringens” modsætning – men en direkte konsekvens af, at staten havde sat sig i bundløs gæld for at ”regulere” kapitalismen. Arbejderbevægelsens ledere, der førte an i denne politik, bærer ansvaret, og lige nu er de på vej til at gentage samme katastrofale kurs på et højere plan.

Kapitalistisk krise Problemet med kriser i kapitalismen handler ikke bare om manglende efterspørgsel – om markeder. Det handler om manglen på profitable markeder. Det kan muligvis skabe et marked for kapitalisterne, hvis der kommer penge ud i stystemet. Men det giver ikke kapitalisterne grund til at investere i produktion. En stigning i profitterne må nødvendigvis ske på bekostning af arbejdernes levestandard det ene eller det andet sted.

Underskudsfinansiering fjerner ikke klassekampen.

Merværdi Vi står i en klassisk overproduktionskrise. Overproduktionskriser er en indbygget del af kapitalismen. Det skyldes grundlæggende, at der under kapitalismen produceres efter profit i stedet for rationel planlægning. For at få profit må kapitalisterne holde arbejdernes lønninger længere nede

end den nye værdi arbejderen skaber. Hvis man trækker udgifterne fra de forskellige dele og maskiner væk producerer en arbejder på otte timer måske en enkelt computer.

Udgifterne til delene og maskinen udgør for eksempel 1.600 kr. Værdien af hans otte timer udgør for eksempel 200 kroner per time. Men arbejderen får ikke 200 kroner i timen. Lad os sige han får 100 kroner. Altså har kapitalisten haft en udgift på 1.600 kroner til maskiner og råmaterialer samt 800 til lønninger. Altså en samlet udgift på 2.400 kroner. Dermed kan kapitalisten skrabe 800 kroner til side til sig selv. Det er det beløb Marx kalder merværdi. Altså den værdi arbejderen skaber, men som han ikke selv får i løn. Al klassekamp handler grundlæggende set om, hvor stor en del af den nye værdi, der skal gå til arbejderklassen i forhold til kapitalisterne.

Kapitalistisk anarki Købekraften i samfundet kan midlertidigt hæves gennem kredit og lån. I den tidligere periode så det ud som om, at dette kunne lade sig gøre for evigt. Boligpriserne blev ved med at stige, og alle kunne låne enorme summer uden sikkerhed. Men det har blot udskudt den uundgåelige krise, og bankernes tøjlesløse spekulation har blot gjort krisen endnu værre.

tionskapaciteten i industrien i Danmark uudnyttet. Det oplyser Danmarks Statistik. Tusindvis af maskiner står stille. Tusindvis af arbejdere går ledige. Bygninger skal renoveres og bygges samtidig med at håndværkere går arbejdsløse. Det er vanvid.

Men det er den måde, kapitalismen fungerer på. Keynesianismen tilbyder ingen løsning ud over endnu større gæld, samt en enorm inflation. Det er en utopi at forestille sig, at en regulering af kapitalismen til arbejderklassens bedste kan lade sig gøre.

Brug for en plan De borgerliges nationaliseringer sker for at redde kapitalisterne. De nationaliseringer, marxisterne står for, er en ekspropriation af de vigtigste dele af økonomien for at kunne planlægge økonomien ud fra rationelle hensyn i stedet for profit.

På grundlag af en socialistisk plan er det fuldt ud muligt at udnytte det fulde potentiale i produktionen, sætte alle bygningsarbejdere i arbejde, investere i ny forskning og udvikling, og dermed bære samfundet fremad.

For at det kan lade sig gøre, er der brug for, at SF og resten af arbejderbevægelsen klart bryder med kapitalismens rammer og borgerlige ideer som keynesianisme. □

I øjeblikket er 20 procent af produk-

www.marxist.dk • Maj 9. årgang nr. 48 • 19

Teori

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Deres moral og vores MARXISME

Af Marie Frederiksen I disse dage og måneder kan man se et stigende antal såkaldte dokumentarprogrammer om den russiske revolution. Samtidig udkommer der et stigende antal film, tv-programmer og bøger om venstreorienterede terrororganisationer som Blekingegadebanden og Rote Armee Fraktion.

Alle har de samme morale; handlinger, der sigter på at ændre samfundet, fører uundgåeligt til moralsk forkastelige handlinger.

Anledningen er den stigende klassekamp og den alvorlige økonomiske krise, som borgerskabet såvel som marxisterne ved, vil føre til en skærpet klassekamp i den kommende periode. De forsøger nu med alle midler at indpode i hovedet på arbejdere og unge, at selve ideen om revolution er moralsk forkastelig. I 1938 skrev Trotskij en lille pjece ”Deres moral og vores”, hvor han på brillant vis svarer på disse angreb.

Moralske dunster Pjecen er skrevet i 1938 med en stigende reaktion overalt i verden, bare et år før udbruddet af anden verdenskrig. Trotskij forklarer hvordan den triumferende reaktion får repræsentanterne for ”venstrefløjen” – socialdemokrater, anarkister og lignende til at ”udsvede det dobbelte af deres sædvanlige kvantum moralske dunster”.

Disse ”moralister”, som Trotskij kalder dem, fordømmer ikke reaktionen, men de revolutionære for gennem deres handlinger at provokere reaktionen. ”Klassegrundlaget for dette falske og pompøse træk er: Det intellektuelle småborgerskab. Det politiske grundlag: deres afmagt og forvirring overfor den sig nærmende reaktion. Det psykologiske grundlag: Deres bestræbelser på at overvinde følelsen af egen afmagt ved at maskere sig bag en profets skæg.”

Lighedstegn mellem reaktionen og revolutionen Moralisternes metode er at sætte lighedstegn mellem reaktionens opførsel og revolutionens. Det ser vi også i dag, hvor der i utallige dokumentarprogrammer sættes lighedstegn mellem den store russiske revolution under ledelse af Lenin og Trotskij, og den seneste totalitære degenerering under det stalinistiske bureaukrati.

Der sættes lighedstegn mellem kampen for socialisme og det totalitære styre i Nordkorea, når der i TV ukritisk refereres til det ”kommunistiske” Nordkorea. Og det samme ses med fordømmelserne af enhver revolutionær kamp i sammenligningen med Blekingegadebanden og Rote Arme Fraktion. ”Det grundlæggende træk i disse tilsnigelser og sammenligninger ligger”, som Trotskij forklarede ”i deres fuldstændige ignorering af de forskellige retningers materielle grundlag, dvs. af deres klassenatur og dermed deres objektive historiske rolle.”

Eviggyldig moral Trotskij forklarer, hvordan den mest benyttede beskyldning mod bolsjevikkerne var sætningen om at ”målet helliger midlet”. En anklage der også i dag rettes mod marxisterne. Men Trotskij spidder fuldstændig denne beskyldning. For det første spørger han moralisterne; ”hvad med jeres egne moralske principper?” Hvis hverken personlige eller sociale mål kan hellige midlerne, hvad kan så?

Så må kriterierne findes uden for det historiske samfund, og det efterlader i sidste ende ikke andet kriterium end Gud. Hvis der findes eviggyldige moralske kriterier, må de have eksisteret før mennesket, endda før universet, og hvordan kan de så være opstået.

Trotskij giver svaret klart: ”Teorien om en evig moral kan ikke overleve uden Gud.” Hvis ikke man vil ty til Jesus, Muhammed eller Buddha, må man anerken-

20 • www.marxist.dk • Maj 9. årgang nr. 48

de, at moralen er et produkt af den sociale udvikling. Der findes ikke en uforanderlig moral, som står uden for samfundet. Alle handler i virkeligheden efter princippet om at ”målet helliger midlet”. Hvordan skulle man ellers kunne retfærdiggøre nogen som helst af sine handlinger? Man gør noget, med et bestemt formål, hvad enten det er at spise for at blive mæt, give øl for at score en dejlig dame, eller strejke for at opnå bedre løn.

Moral og klasseinteresser Samfundet er i konstant forandring, og drivkraften i denne forandring er klassekamp. Trotskij forklarer, at moral er én ideologisk komponent i klassekampen, der er langt mere end kampen for økonomiske krav. Moral kan ikke adskilles fra sin historiske kontekst og sit klassetilhørsforhold.

Forskellige klasser kan bruge de samme midler, men til forskellige formål. Det kan ifølge Trotskij ikke være anderledes, da to hære, der står overfor hinanden, må have en vis symmetri for at kunne slås.

Hvad der bedømmes som amoralsk er i virkeligheden det, der går imod den herskende klasses moral, dvs. klaseinteresser. ”Den herskende klasse påtvinger samfundet sine mål og vænner det til at betragte de midler, der modvirker disse mål som umoralske. Dette er den officielle morals hovedfunktion.” Borgerskabet, der udgør et forsvindende mindretal, kan ikke opretholde sin position som herskende klasse gennem rå magtudøvelse alene, men har brug for moralen som cement.

Der findes utvivlsomt nogle elementære moralske regler, som er uundværlige for at mennesker kan leve sammen, men Trotskij forklarer, at deres virkemåde er meget begrænset og ustabil. Disse ”almengyldige” moralske regler bliver svagere jo skarpere klassekampen bliver.

Du må ikke slå ihjel At, moralen er kontekstafhængig,

Teori

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk bliver tydeligt med et lille eksempel.

Til hverdag lever vi efter buddet; ”du må ikke slå ihjel”, ellers ville vi have svært ved at leve sammen. Umiddelbart ville det se ud som en ”almengyldig moralsk regel”. Men ser vi lidt nærmere på det, kan vi se, at selv denne selvindlysende moralske regel er kontekstafhængig.

Hvis en mand skyder omkring sig som en gal og dræber massevis af uskyldige mennesker, vil de fleste hævde, at det er i orden, at denne mand bliver dræbt, hvis det er den eneste måde at stoppe hans skyderier. Drab under selvforsvar er tilladt. Regeringer verden over sender tusinder i krig, hvor det er utilladeligt for soldaterne ikke at slå ihjel. De såkaldt almengyldige moralske regler udtrykker ifølge Trotskij ikke andet end, at mennesket i sin individuelle opførsel til hverdag er bundet af visse fælles normer, fordi vi lever som medlemmer af et samfund.

Stalinisme og Sovjet Enhver, der anser sig for at være socialist er på et tidspunkt blevet mødt fra velmenende lærere, forældre o.l. med et hoverende: ”se på Sovjet, socialisme er måske en fin ide, men det kan ikke lade sig gøre i praksis.”

Eller ”socialisme vil altid føre til diktatur som i Sovjet.” Det var allerede på Trotskijs tid fremherskende argumenter mod de revolutionære, argumenter som Trotskij også besvarer i pjecen.

Han forklarer, at denne sammenligning mellem demokrati og Sovjet er både ignorant og kynisk. Det er en sammenligning mellem et abstrakt begreb om demokrati overfor en historisk konkret udvikling, som den foregik i Rusland efter revolutionen i 1917. Det er som at spørge; hvad kan du bedst lide, dette konkrete halvrådne æble, eller grøntsager?

Køb Trotskijs klassiske mestværk på www.marxist.dk/butik.

Pris: 20 kr.

Den russiske revolution i 1917 var den største begivenhed i menneskehedens historie. For første gang tog arbejderklassen magten i et land og begyndte at omdanne samfundet efter flertallets behov og ikke mindretallet. Men Rusland var et tilbagestående og isoleret land, hvilket gav plads til den bureaukratiske degenerering

www.marxist.dk • Maj 9. årgang nr. 48 • 21

Teori under Stalin. Også de borgerlige demokratier har en historie. En historie med Hitler og Franco, Første og Anden verdenskrig og millioner af døde af sult og helbredelige sygdomme.

Argumentet holder derfor ikke vand.

Stalinismen er ikke en naturlig følge af en socialistisk revolution, men den bureaukratiske reaktion mod arbejdernes styre i et tilbagestående og isoleret land.

Bolsjevikisk ”amoral” ”Men”, siger andre, ”stalinismen er et resultat af bolsjevikpartiets amoral.

Det var Lenins centralistiske ideer og bolsjevikpartiet, der førte til stalinismen.” Men stalinismens forbrydelser er på ingen måde et produkt af bolsjevismen – tværtimod! Det bedste bevis for dette er, at det stalinistiske bureaukrati måtte udrydde hele ledelsen af bolsjevikpartiet for at befæste sin magt.

Disse moralister, som vi også har så rigeligt af i dag, beskylder bolsjevikkerne og Lenin for at være amoralske, fordi de benyttede sig af alle mulige slags ”manøvrer og kneb”.

Det er fuldstændig korrekt, at Lenin argumenterede for ”kneb og manøvrer”. Men ikke ud af det blå. Ifølge Lenin skyldtes nødvendigheden af disse kneb og manøvrer, at det reformistiske bureaukrati forråder arbejderklassen til kapitalen. Som Trotskij forklarer, er ”manøvrer” og ”kneb” er i dette tilfælde metoder til gyldigt selvforsvar mod det reformistiske bureaukrati. Bureaukratiet benytter sig af alle slags kneb og manøvrer, eksklusioner og bagvaskelser.

Klassekamp er umulig uden listighed, løgne og bedrageri. Hvordan skal arbejderne vinde en strejke, hvis deres strategi og størrelsen af deres strejkekasse på forhånd er afsløret for arbejdsgiverne? Som vi kan se i dag i hele arbejderbevægelsen, har vi ledere der siger én ting og gør noget andet. Ledere, der er valgt til at forsvare arbejderklassens interesser, men som i stedet gennemfører angreb på rettigheder i ”samfundets interesse” og skærer ned på velfærden ”for at bevare velfærden”. På den baggrund klinger beskyldninger mod marxisterne om bedrag hult.

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk Partiet er alt Den bolsjevikiske amoral viser sig, ifølge moralisterne, i bolsjevikkernes dyrkelse af partiet. For livsstilssocialister betragtes partiet som en fritidsbeskæftigelse, noget han kan vælge til og fra, alt efter hvordan det gavner hans personlige udvikling. Det er rigtigt, at stalinismen skjulte sig bag partikulten, mens det i virkeligheden ødelagde bolsjevikpartiet og hele den kommunistiske internationale.

Men det er også rigtigt, at for en bolsjevik – for en revolutionær – er partiet alt. ”For en revolutionær marxist kan der ikke være noget modsætningsforhold mellem personlig moral og partiets interesser, eftersom partiet i hans bevidsthed giver konkret udtryk for menneskehedens højeste opgaver og mål.” Mens bolsjevikpartiet på den ene side bedrog borgerskabet i Rusland og resten af verden, var det det mest ærlige parti i verden.

Det fortalte altid arbejderklassen sandheden, og kun sådan vandt det arbejderklassens tillid og kunne stå i spidsen for oktoberrevolutionen.

En af den revolutionære bolsjevikiske regerings første handlinger, efter at den var kommet til magten, var at offentliggøre alle de tidligere hemmeligholdte diplomatiske fredsforhandlinger for hele verdens arbejderklasse at se og dømme deres egne regeringer. Lenins såkaldte amoral, var i virkeligheden blot en forkastelse af en eviggyldig moral hævet over klasseinteresser. Han forblev hele sit liv tro mod ét ideal: idealet om arbejderklassens befrielse.

Hvilket mål og hvilke midler Når vi marxister beskyldes for at efterleve princippet om at målet helliger midlet, må vi sige; ”ja, det gør vi, såvel som alle andre. Intet andet end målet kan hellige midlet.”

Men målet må også retfærdiggøres. ”Ud fra et marxistisk synspunkt, som udtrykker proletariatets historiske interesser, retfærdiggøres målet, hvis det fører til udvidelse af menneskets magt over naturen og til ophævelse af menneskets magt over mennesker.”

Det betyder ikke, at alt er tilladt. Det

22 • www.marxist.dk • Maj 9. årgang nr. 48

betyder, at det, der fører til menneskets befrielse, det der hæver arbejderklassens organisering, bevidsthed og tiltro til egen styrke, er tilladt. Da det kun kan nås gennem revolution, er arbejderklassens moral af revolutionær karakter. Det er klart, at disse kriterier ikke giver et svar på, hvad der helt konkret er tilladeligt. Spørgsmålet om hvilke midler, der i de konkrete tilfælde er tilladte, er fuldstændig forbundet med spørgsmålet om revolutionær strategi og taktik.

Det er derfor umuligt på forhånd at afvise det ene eller det andet middel som tilladelige. Trotskij kommer i pjecen med et meget illustrativt eksempel, hvor han spørger, om individuel terrorisme er utilladeligt ud fra ”rent moralske” synspunkter. Han siger, at man slet ikke kan stille spørgsmålet abstrakt på denne måde. Som socialister støtter vi ethvert undertrykt folks kamp for befrielse. Men, siger Trotskij, det er ikke et spørgsmål om subjektive motiver. Man kan ikke dømme en handling ud fra hensigten, men om hvorvidt midlet fører tættere på målet.

Det er tydeligt at individuel terrorisme, som f.eks. palæstinensiske selvmordsbomber i Israel, Blekingegadebandens kup og lignende, ikke fører tættere på målet. Det er umuligt at erstatte masserne, og kun i massebevægelsen kan terroristen finde udtryk for sin heroisme. Under en borgerkrig, som er det mest skærpede udtryk for kamp mellem klasser, er individuelle terrorhandlinger ikke længere terrorhandlinger men en del af massekampen. Her kan de blive hensigtsmæssige for at nå målet. Moralske og politiske vurderinger følger af kampens indre behov. ”Arbejderklassens befrielse kan kun gennemføres af arbejderne selv.”

Ethvert skridt, der fører tættere på dette, er moralsk rigtige, set ud fra arbejderklassens synspunkt.

Meget mere kunne siges om denne fantastiske pjece. Herfra skal blot lyde en opfordring til alle om selv at læse den. Og altid at huske at der findes ingen ”overnaturlig eviggyldig” moral. Der findes kun klassemoral, og det er marxisternes opgave altid at se finde klasseinteresserne bag enhver moral. □

Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Velbesøgt filmfremvisning på Venezuelas ambassade I april var det syv år siden, at borgerskabet i Venezuela, med hjælp fra amerikansk imperialisme, igangsatte et kup mod den valgte og populære præsident Chávez. Kuppet blev støttet af reaktionære dele af hæren og de private medier spillede en stor rolle ved at manipolere med, hvad der egentlig var i gang.

Men det reaktionære borgerskabs triumf varede kun kort. Mindre end 36 timer efter kuppets start var det faldet sammen igen. Masserne var spontant strømmet ud i gaderne for at forsvare deres demokratisk valgte præsident.

Dette markerede et meget vigtigt vendepunkt i den venezuelanske revolution. Masserne trådte for alvor ind på scenen som de virkelige hovedrolleindehavere i den venezuelanske revolution.

Kuppets nederlag fejret på ambassaden I denne anledning havde den venezuelanske ambassade i København inviteret til et arrangement, hvor filmen ”No Volveran” blev vist for de omkring 40 deltagere. Filmen er produceret af den internationale Hands off Venezuela-kampagne, og den er bl.a. for nyligt blevet vist på nationalt tv i Venezuela.

vigtigt at diskutere revolutionen. Kun ved at revolutionens ideer spredes til hele verden kan den forsvares. Det vil sige, at den bedste måde at forsvare den venezuelanske revolution på, i f.eks. Danmark, er ved, at vinde folk til de revolutionære ideer og kæmpe for socialisme her.

”No Volveran” viser hvad en revolution er Rasmus Jensen forklarede derefter, at filmen viser i praksis, hvad en revolution er. En revolution er når flertallet bevæger sig for at ændre samfundet. Når de tager skæbnen i deres egne hænder og bliver bevidste om deres egen betydning i forhold til samfundet.

Den viser, hvordan almindelige mennesker begynder at deltage i styringen af deres lokalområde igennem de oprettede lokalforsamlinger og hvordan spørgsmålet om arbejderkontrol bliver konkret på nationaliserede og besatte fabrikker.

Men filmen gør det også klart, at revolutionen ikke har vundet endegyldigt.

Revolutionen har taget store skridt i den rigtige retning, men der er stadig mange uløste opgaver. Størstedelen af økonomien kontrolleres stadig af

kapitalisterne og bruges i høj grad til at sabotere revolutionen. Så længe økonomien ikke er kontrolleret af de venezuelanske masser er intet af det tilkæmpede sikret.

God modtagelse af filmen og god debat Filmen fik en god modtagelse af de ca. 40 fremmødte. Blandt andet deltag ambassadørerne fra Cuba, Bolivia og Nicaragua samt folk fra Hands off Venezuela, Dansk-Cubansk Venskabsforening og andre med tilknytning til ambassaden.

Bolivias ambassadør roste filmen og sagde, at den var meget inspirerende. Han nævnte, selv om der er andre forhold i Bolivia end i Venezuela, så er arbejdernes kamp for at forandre samfundet – som filmen skildrer – væsentlig på tværs af grænser.

Hands off Venezuela-kampagnen i Danmark vil gerne rette en varm tak til charge d’affaires Roger Corbacho og resten af personalet på den venezuelanske ambassade i København for et godt møde og en god debat. □

Venezuelas charge d’affaires, Roger Corbacho, bød deltagerne velkommen og understregede behovet for at diskutere processerne i den venezuelanske revolution.

Repræsentanter for den danske del af Hands off Venezuela-kampagnen var inviteret til at introducere filmen.

Rasmus Jensen, som er national koordinator for kampagnen, indledte med at sige, at det for det første er

Ca. 40 deltog i arrangementet.

www.marxist.dk • Maj 9. årgang nr. 48 • 23

SOCIALISTISK STANDPUNKT HVEM VI ER

Socialistisk Standpunkt er den marxistiske tendens i SF og arbejderbevægelsen. Socialistisk Standpunkt er en marxistisk avis der udgives af elever, lærlinge og arbejdere, der er aktive i arbejderbevægelsen.

Socialistisk Standpunkt mener, at kampen mod den borgerlige regering må være øverst på dagsordenen for arbejderbevægelsen. Kampen mod den borgerlige regering er en kamp imod nedskæringer og privatiseringer, krig, miljøødelæggelse og racisme.

Enhed i arbejderbevægelsen er en forudsætning for at kunne vælte den borgerlige regering; der er brug for et alternativ. Ikke enhed på bekostning af kravene, men en enhed omkring en socialistisk politik, et fælles handlingsprogram imod den borgerlige politik.

Konkret opfordrer vi alle, der ønsker at vælte den borgerlige regering til at gå ind i SF og SFU, og derigennem arbejde for at skabe enhed mellem arbejderpartierne, Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten for en anden regering; for en arbejderregering på et socialistisk program.

I de tidligere år har der været et opsving i økonomien, men det er ikke kommet almindelige mennesker til gode.

Nu er økonomien på vej ind i en alvorlig nedtur, og arbejdsgiverne og deres borgerlige partier vil angribe velfærden endnu hårdere og presse endnu mere arbejdskraft ud af arbejderne for en lavere realløn.

Socialistisk Standpunkt kæmper for at arbejderbevægelsen går samlet imod forringelserne af arbejderklassens og ungdommens rettigheder. Socialistisk Standpunkt deltager i den daglige kamp, og støtter kravene fra arbejdspladserne (se nedenfor) Nogle mener, at disse krav er urealistiske. Men hvis LO, med støtte fra de tre arbejderpartier Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, gik til kamp for disse krav ville det være muligt at kæmpe dem igennem.

Kapitalismen er et anarkisk system, hvor der ikke produceres efter menneskelige behov eller en rationel plan, men efter et lille mindretals jagt på profit. Det skaber ubalancer, ulighed og tilbagevendende kriser med angreb på velfærd og tilkæmpede rettigheder. Der er behov for at styre de vigtigste dele af økonomien efter en demokratisk plan. Men man kan ikke styre hvad man ikke ejer, derfor må arbejderklassen overtage de 200 største virksomheder, forsikringsselskaber og banker under deres egen ledelse og kontrol.

Socialistisk Standpunkt afholder med jævne mellemrum diskussionsmøder om indholdet af vores avis, vejen frem for arbejderbevægelsen og marxistisk teori. Vi opfordrer alle der ønsker at kæmpe for de marxistiske ideer i arbejderbevægelsen til at kontakte os, og sammen med os arbejde for et socialistisk program i arbejderbevægelsen.

• Alle nedskæringer i den offentlige sektor må rulles tilbage sammen med skattelettelserne til overklassen.

• Fuld beskæftigelse. For en 30-timers arbejdsuge med fuld lønkompensation. Afskaf obligatorisk overarbejde.

• Fuld dyrtidsregulering, så lønningerne følger med prisstigningerne.

• Stop udsalget af den offentlige sektor. Alle privatiseringer må rulles tilbage, og virksomhederne må sættes under ledelse af valgte repræsentanter fra de ansatte og fagforeningerne.

• Stop for finanskriser, spekulation og gældsfælder. Bankerne må overtages af staten. Nej til statstilskud til spekulanternes fallitbo som Roskilde Bank • For ret til pension fra 55 år med en folkepension til at leve af.

• Lige løn for lige arbejde. Hæv lønnen i kvindefagene.

• Uddannelse til alle. Investér i uddannelse og opret det nødvendige antal lærepladser.

Kig ind på WWW.MARXIST.DK | Kontakt: marxist@marxist.dk, tlf.: 61 65 10 88

Jeg vil gerne høre mere om SOCIALISTISK STANDPUNKT og inviteres til et møde.

Jeg vil abonnere på SOCIALISTISK STANDPUNKT (6 nr. for kr. 120,- / Solidaritetspris kr. 150,-).

Navn: Post nr.:

Adresse:

By:

Telefon nr.:

Sendes til: SOCIALISTISK STANDPUNKT, Degnestaven 19, st. tv., 2400 København NV.