nr7

SOCIALISTISK STANDPUNKT

STØ

TTE KR. PRIS 20,-

DEN MARXISTISKE AVIS FOR ARBEJDERBEVÆGELSEN

NR. 7 H 2. ÅRG. H MAJ 2002

PRIS KR. 10,-

STOP NEDSKÆRINGERNE - FEJ DE BORGERLIGE AF BANEN! Arbejderbevægelsen må føre klassepolitik - for en 24-timers generalstrejke!

Besøg Socialistisk Standpunkt på -

For en arbejderbevægelse på et socialistisk program!

INDHOLD: Leder 2

Fagbevægelsen ved en skillevej

3

Skal folkepensionen afskaffes?

4

Faglig modstand mod regeringen 5

Socialdemokratiet og finansloven

6

DSU folkeskoletræf 7

2

OK 2002 8

Ny Løn

9

Hvem styrer økonomien?

10

Italien

11

DGS landsmøde 12

Kongres i DEO 12

Universitet 13

På spidsen 14

Hvem vi er 14

For en socialistisk arbejderpolitik!

Der findes mennesker, der mener, at klassekampen er død, og at historien er forbi. De troede, at efter stalinismens fald ville kapitalismen vise sig som verdenshistoriens endestation og den bedste af alle verdener.

Men de tog fejl. Kapitalismen rystes på verdensplan af den ene eksplosion efter den anden. Ustabilitet og uro – både på det økonomiske, sociale og politiske plan – er blevet dagens orden. Kapitalismen kan ikke løse de enorme problemer, den selv har skabt.

Den amerikanske imperialisme optrapper sin dominans over resten af verden med nye planer om aggressioner efter krigen i Afghanistan. De er involveret i Colombia og Filippinerne, har medvirket til det reaktionære kup i Venezuela, og retorikken over for Irak skærpes. I Mellemøsten er ingen af problemerne løst, Israel fremturer med ny brutal undertrykkelse, og situationen risikerer at opflamme yderligere til en generel konflikt i hele området.

Overalt blusser klassekampen op. Revolution i Argentina, generalstrejke og kæmpe massedemonstrationer i Italien, ekstrem polarisering ved det

franske valg og massive demonstrationer mod højrefløjen.

I Danmark kører den borgerlige regering videre med sine angreb på velfærden og arbejderklassen. Men regeringens politik med nedskæringer og forringelser vil skabe større og større modstand. Store demonstrationer med både arbejdere og unge har allerede fundet sted. Dette er kun begyndelsen.

Vi må kæmpe for en arbejder- og elev/studenter-bevægelse, der kan tage denne kamp op og tilbyde et reelt alternativ til de borgerlige.

Imod regeringens borgerlige klassepolitik må arbejderbevægelsen stille med en arbejderpolitik: Kamp mod alle nedskæringer og for et demokratisk so-cialistisk velfærdssamfund.

Hvis Socialdemokratiet og LO ville kæmpe seriøst, mobilisere og samle protesterne til en 24-timers generalstrejke mod nedskæringerne, ville det være en smal sag at tvinge regeringen til at trække forringelserne tilbage, og endda til helt at gå af.

Vær med til at kæmpe for en ar-

SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af avisforeningen SOCIALISTISK STANDPUNKT,

Kampen for velfærdssamfundet

15

Poste Restante Nørrebrogade 10 2220 Kbh. N. Tlf.: 21 82 48 14, marxist@marxist.dk

Israel og Palæstina

16

Ansv. red.: M. Frederiksen.

WWW.MARXIST.DK

Fagbevægelsen ved en skillevej Den borgerlige regerings valgsejr har sendt chokbølger gennem den danske arbejderbevægelse. Og med god grund! Anders Fogh & Co. spilder på ingen måde tiden – de har fuld fart på. Inden for næsten alle områder er der massive besparelser på vej. Den of-fentlige sektor (både kommuner, amter og stat) har fået endnu strammere bud-getter, hvilket vil føre til endnu flere katastrofale nedskæringer.

Dette i et samfund, hvor en almindelig løn-arbejder betaler over 2/3 af sin løn i skatter, afgifter og moms. Til trods for dette skal velfærden ødelægges endnu mere.

Forringelser Også arbejdsmiljøet skal stå for skud.

Nu skal der være 10 ansatte (i stedet for 5), før at man kan vælge en sikkerhedsrepræsentant, og nu skal bøderne til arbejdsgivere, der spiller hasard med deres ansattes liv og førlighed, enten kraftigt beskæres eller helt væk.

Er dette takken, den danske arbejder skal have for at finansiere velfærdssamfundet?

der var ikke så mange som der kunne være”, “der var ikke så mange der nedlagde arbejdet”, “det var ikke så stort som i 1985” og så videre. Men sandheden er, at de mellem 20.000 og 30.000 vrede de-monstranter var aldeles ubelejlige for de fine avisredaktører, politikere, er-hvervsledere og for den sags skyld bu-reaukrater i fagbevægelsen. De havde alle sammen i fuld overenstemmelse erklæret den danske arbejderklasse for ikke-eksisterende og dermed kaldt klassekamp for et forældet begreb.

De havde gentaget denne historie så man-ge gange, at de var ved selv at tro på den – og hvad sker der så?

Lufthavns-trafikken bliver lammet og den største masse-demonstration siden 1985 fin-der sted.

at kampen skal føres igen-nem disse masseorganisationer. Men ledelsen af disse er efterhånden blevet så privilegerede, at de har glemt alt om deres fortid på fabrikken, bygge-pladsen eller for den sags skyld arbej-det i daginstitutionerne. I og med at de (ledelsen for fagbevægelsen) har fået så mange goder, som deres med-lemmer ikke har, kan de ikke rigtig huske nedslidningen og de dårlige ar-bejdsforhold, som de engang kæmpede imod. Og derfor har de tit en anden opfattelse af, om en overenskomst er god, eller hvor hårdt man skal gå imod nedskæringer.

Pessimistisk ledelse De må være både naive, blinde og overtroiske, hvis de tror, at arbejderklassen passivt vil lade en ekstrem bor-gerlig regering fjerne velfærden.

Ar-bejderne (eller lønmodtagere for dem der er bange for at bruge dette

Tillidsmandsmøde Dette kom frem på det storkøbenhavnske tillidsmandsmøde den 10. april i Frederiksberg hallen. Her var (udover 200 tillidsfolk) så fine folk som LOs formand Hans Jensen, BUPLs formand Bente Sorgenfrey, og formanden for HK Industri John Dahl. Disse, kom det senere frem, var ikke helt i overenstemmelse med tillidsre-præsentanterne fra de

ellers korrekte ord) er blevet vildledt af de fine ord fra de borgerlige, som bare var ord. Det er først nu ved at gå op for alle, at velfærdssamfundet er truet. Arbejdere har altid stået stærkest sam-men, og sådan vil det også være i frem-tiden. Derfor har man store organi-sationer som Fagbevægelsen og Soci-aldemokratiet.

Det er klart for de fleste arbejdere,

forskellige ar-bejdspladser. Hans sagde, at fagbevæ-gelsen ikke bare skulle være i oppo-sition til regeringen, men også sam-arbejdspartnere så nedskæringerne blev lidt mindre hårde. John for-klarede, at vi var i en ny tid, at vores succeskriterier var blevet mindre, siden man kunne se noget positivt i at kun 25.000 mødte op. Også Bente havde mere af denne

Uddannelserne skal også spare utallige millioner, hvilket åbenlyst vil gøre det endnu sværere for især arbejderbørn at klare uddannelserne.

På det private arbejdsmarked stiger presset konstant, hvilket blandt andet har ført til, at læ-ger overrendes af udkørte mennesker, der lider af det nye årtusinds folkesyg-dom: Stress!

Og listen er meget længere (bare se dette eksemplar af Soc. Standpunkt).

Dette har blandt andet ført til den store demonstration den 20. marts.

Men nej, selvfølgelig kan arbejdere og elever (og kunstnere og dets lige) ikke få lov til at afholde en stor demonstration u-den straks at blive overfaldet fra alle sider. Alle mulige fine folk skulle straks forsøge at tage kampgejsten fra arbejderne: “Jamen

NR. 7 MAJ 2002

3

skuffe: Medlem-merne er blevet individualister, de unge tænker kun på sig selv, og ideologiske kampe skal underlægges de faglige.

Var det op til disse højt betalte faglige “ledere”, burde vi alle sammen forholde os roligt foran Lykkehjulet og nedtrykt erkende, at fælles kamp er et begreb fra fortiden. Til trods for at diri-genterne havde lagt op til “korte op-klarende spørgsmål og ikke debat”, gik en række talere alligevel op og snak-kede imod de tidligere indlæg.

Dette var da også en god idé, da de alle tre hastede ud af døren efter disse “opkla-rende spørgsmål”, og en egentlig debat dermed ikke var med i planen.

Johnny fra stilladsarbejderne gjorde det klart, at bevægelsen i starten af 1980erne startede i et langt mindre måleforhold ved havnearbejderne, der protesterede mod dårligere dagpenge og HT-kon-flikten. Disse kunne ikke samle 25.000. Altså var John Dahl

for hurtig til at sprede pessimistiske budskaber. En gartner var oppe og sige, at man var ved at blive trætte af at høre, at over-enskomstforligene var “det bedst op-nåelige”. Han mente, at enten var det godt, og man stemte for, eller også var det dårligt, og man stemte imod. Hvilken klar forskel. Fra pessimistisk tågesnak til klar tale fra arbejds-pladserne.

Slut med tågesnak!

Disse tillidsfolk afslørede deres ledere. De ville ikke føre kampen fremad, men var allerede ved at stoppe den. Hvor-dan kan LO se regeringen og Dansk Folkeparti som en samarbejds-partener?! Det er uhørt. De er den største trussel mod arbejderbevæ-gelsen i nyere tid! Og så den efter-hånden trættende snak om, at unge er usolidariske. Vås fra ende til anden, eller rettere en dårlig undskyldning for at sidde med hænderne i skødet. Ja, fagbevægelsen står ved en

skillevej. Enten fortsætter den med at nedtone den faglige kamp og sprede pessi-mistiske budskaber, eller også opfris-ker den sine gamle traditioner.

Den nu-værende ledelses politik med at kalde faglig kamp for gammeldags har kun ført til medlemsflugt, dårlige overens-komster og overmodige arbejdsgivere.

De har opgivet kampen for deres med-lemmers interesser. Hvorfor – fordi det kræver alt andet end tågesnak og sam-arbejde. Det kræver klar tale og aller-vigtigst kamp! Det er det, der er brug for. Hvordan kan faglige ledere fra FOA, BUPL osv. indgå kompromiser, der indeholder individuel løn, samtidig med at de siger at individualisme er en trussel?! Det er grotesk! Der er en vej frem – kampen for at vinde fagbe-vægelsen tilbage til medlemmerne, at gendanne den som den magtfulde kamporganisa-

Skal folkepensionen afskaffes?

Tirsdag den 9. april var en af nyhederne, at “Fremtidens politikere vil af med pensionen”. Baggrunden for det var, at VU og KU havde udtalt, at de mente, at folkepensionen skul-le fjernes, da den var for dyr. DSU var knapt så rabiate og ville kun tage folkepensionen fra de rige, men ville samtidig have et opgør med de “garanterede velfærds-ydelser”.

Grunden til, at de kom med udtalelserne på dette tidspunkt, var en befolkningsprognose fra FN, der forudsagde, at andelen af danskere over 60 år i 2050 ville være på 32%. Man fristes dog til, specielt i lyset af hvilke organisationer der er tale om, ikke helt at tro på, at det er den virkelige grund. Specielt VU, KU og til en vis grad DSU, har igennem årene kommet med op til flere forskellige forslag til

4

“nytænkning af velfærdssystemet”, som dog hver gang har vist sig at være slet skjulte forslag til nedskæringer.

Dog har Venstre og Konservative sagt nej til en afskaffelse, dette kan man dog også have sine tvivl om intentionerne i, eftersom de normalt ikke føler sig for gode til at spare på de svageste i samfundet. Rent faktisk er udspillet fra VU og KU fint i tråd med deres moderpartiers politik, den eneste grund til at der bliver taget så klart afstand til det, er den kæmpe protest, der ville rejse sig imod det. Hvis de troede, de kunne slippe afsted med det, ville de ikke tøve et sekund med at afskaffe folkepensionen, ligesom de angriber flere andre af de rettigheder, som arbejderklassen har vundet igennem et århundredes kampe.

Men at DSU kan komme med sådan en udtalelse, er intet mindre end en skændsel, desværre er det et udtryk

for, at en del af DSU er ved at fjerne sig mere og mere fra deres oprindelige grundlag.

Et velfærdssamfund må sikre alle gamle en ordentlig pension, og ikke blot almisser til de “værdigt trængende”. Problemet er jo ikke, at der ikke er råd til folkepensionen. Der bliver produceret store værdier hver dag i Danmark.

Problemet er, hvordan værdierne bliver fordelt, og som det er i dag, høster en lille gruppe frugterne af det store flertals slid. Løsningen på dette problem må være, at arbejderklassen overtager produktionsmidlerne, så værdierne kan blive fordelt ordentligt. Kun sådan kan de rettigheder, man har vundet, forsvares og udbygges, så vi kan få et samfund med nok til alle.

AT

WWW.MARXIST.DK

Faglig modstand mod regeringen -

Den danske arbejderbevægelse er ved at vågne op igen Den 20. marts var mellem 20.000 og 30.000 danske arbejdere, studerende, kunstnere og andre samlet på Christiansborg slotsplads. Dette var sandsynligvis den største demonstration siden de store demonstrationer under påskestrejkerne i 1985. Den borgerlige regering havde ved sine utallige angreb på velfærdssamfundet fået selv toppen af arbejderbevægelsen til at erkende, at klassekampen ikke er død.

Lufthavnstrafikken var lammet, og og-så andre steder havde folk nedlagt ar-bejdet for at kunne deltage i demon-strationen mod regeringens nedskæ-ringer. Dette gjaldt på en lang række arbejdspladser, men også for stude-rende, handelsskoleelever, lærlinge, folkeskoleelever og HF- og gymnasie-elever. Disse var gået fra undervis-ningen for at slutte op om protesten. Regeringen har nemlig ikke været specielt taktisk i dens måde at gennem-føre nedskæringerne. I stedt for blide nedskæringer på forskellige områder har den taget næsten alle områder på en gang. Uddannelse, kultur, arbejds-miljø, arbejdstidsregler, miljøregler, indvandrere og

flygtninges rettigheder, arbejdsløse og så videre.

Den første marts var 800 tillidsfolk forsamlet i Silkeborg, og de opfordre-de til fælles aktiviteter op til 20. marts. I København er et venstreorienteret tillidsmandsnetværk gået samlet ind i det nye tillidsmandsnetværk under LO Storkøbenhavn. Dette er yderst posi-tivt. Det er nødvendigt med et stærkt netværk på “gulvplan”, hvis kampen mod regeringen skal lykkes.

Ledelsen for arbejderbevægelsen forspildte de 9 år, de havde regeringsmagten. Mange af de nedskæringer, som er blevet gennemført i den borgerlige finanslov, blev faktisk foreslået af ledelsen af Socialdemokratiet. De har da også stemt for finansloven. Dette er en skandale. De har tilsyneladende intet forstået. Arbejdere og unge er trætte af forringelser og besparelser i en periode, hvor der er masser af vær-dier i samfundet. Disse værdier er de-sværre bare samlet på nogle få kapita-listers hænder. Hvorfor skulle de dog fredes?

Den borgerlige regering er travlt be-

skæftiget med at forringe og sabotere den danske arbejderklasse og dens or-ganisationer. Som LO-formanden sag-de, fører de klassepolitik. Det er på ti-de, at ledelsen af den danske arbejder-bevægelse begynder at indse, at de må gøre det samme. Vi har ikke brug for “humane” nedskæringer, vi har slet ik-ke brug for nedskæringer.

Tværtimod, den offentlige sektor kan ikke klare flere nedskæringer.

Socialdemokratiet og resten af arbejderbevægelsen har været drivkraften i at opbygge vel-færdssamfundet og skal absolut ikke være med til nogen former for forrin-gelse.

Kampen gælder ikke bare kampen mod den nye regering. Der må skabes et alternativ. Dette er ledelsen af arbejderbevægelsen ikke i øjeblikket.

Der er brug for en ledelse, som går imod alle forringelser for de ældre, de unge, de syge, arbejdere osv. Dette kan kun lade sig gøre, hvis man begynder at kæmpe for de socialistiske idéer igen.

For en samlet arbejderbevægelse på et socialistisk program!

For en 24-timers generalstrejke mod de borgerliges nedskæring-

Fra den store demonstration mod regeringens finanslov den tyvende marts.

Christiansborg Slotsplads.

NR. 7 MAJ 2002

5

Socialdemokratiet og finansloven - “det er jo politik”

Det har ikke skortet på kritik af de borgerliges finanslov – heller ikke fra Socialdemokratiets side. I Hovedbestyrelsens udtalelse “Finanslov uden visioner” slås det fast, at “regeringens finanslovsforslag for 2002 er et tilbageskridt for Danmark – forslaget mangler fremtid, visioner og frisind. Socialdemokratiets hovedbestyrelse advarer indtrængende mod konsekvenserne af VK-regeringens finanslovsforslag; for Danmarks uddannelser, for miljøet og for den internationale indsats”.

Udtalelsen fortsætter med konkret kritik af nedskæringer på uddannelserne, folkeoplysningen, u-landsbistanden, miljøet, den offentlige sektor, arbejdsmiljøet osv. Til sidst siges der, at “der findes en bedre vej”.

Men denne bedre vej består åbenbart i at stemme for det selvsamme forslag, som man ellers ganske korrekt har kritiseret sønder og sammen!

DSU gør opmærksom på, at “det er korrekt, når regeringen hævder, at besparelsen på 1,2% på uddannelsesområdet i år var med i SR-regeringens finanslovforslag fra august.

VK-regeringen har bekvemt fjernet alle de forbedringer SR-regeringens forslag indeholdt, bl.a. en flerårsaftale for erhvervsuddannelserne, der kunne skabe et stabilt økonomisk fundament for skolerne”.

Brug for ny politik Og det er måske her hunden ligger be-gravet. For de borgerliges politiske lin-je er vel ikke fundamentalt anderledes end den gamle regerings. Den stod på nedskæringer på velfærden den gang , og det gør den også nu.

Der blev privatiseret og udliciteret dengang. Det fortsætter bare nu. Pres og stress på arbejdspladserne voksede voldsomt under Nyrup-regeringen.

De borgerliges fyringer og besparelser vil bare fortsætte den proces.

Selvfølgelig er der forskel på Nyrup

Rod En opringning til Socialdemokratiets hovedkontor på Thorvaldsensvej afslører, at “det jo er politik”, og så gør man altså åbenbart sådan. Den forklaring, der gives er, at hvis ikke man stemte for, så kunne man risikere at der kom nyvalg nu, og “det ville jo være noget rod”.

Modsætningerne blev ikke mindre af, at Danmarks Socialdemokratiske Ungdom DSU deltog aktivt i protesterne mod finansloven og nedskæringerne.

Til de store demonstrationer den syvende februar og den tyvende marts kunne man glæde sig over DSUs faner, plakater og løbesedler, der især var rettet mod angrebene på uddannelserne.

6

DSU’s plakat Katastrofekurs.

og Fogh, men politisk set er den første bare en light-udgave af den sidste.

Den afgørende forskel er, at Nyrup var en del af arbej-derbevægelsen og afhængig af støtte, og derfor var der grænser for, hvor voldsomt han kunne gå til værks.

At Socialdemokratiets højreledelse stemmer for finansloven trods deres kritik, må jo vise, at de dybest set er enige i regeringens politik. Og at man ikke er interesseret i et nyt valg nu, hvis det var muligt, viser med al tydelighed, at højreledelse ikke engang selv har tiltro til at de kan stille et seriøst alternativ op. Ledende socialdemokrater har udtalt, at nu skal de borgerlige have et par år til at vise, at de heller ikke kan gøre det bedre.

Men det nytter ikke noget, at de borgerlige og Socialdemokratiet bare med fire års mellemrum skiftes til at føre en politik, der dybest set går ud på det samme. Socialdemokratiet må blive til et demokratisk socialistisk parti igen og fremføre et virkeligt arbejderalternativ til de borgerliges nedskæringer. Velfærden skal udbygges, ikke nedlægges! Et Socialdemokrati på et socialistisk program for reel velfærd og tilbagerulning af alle nedskæringer ville ikke behøve at frygte et nyvalg – det ville blæse de borgerlige af banen så let som ingenting.

At mange nye DSU’ere og Socialdemokrater strømmer til partiet i en periode, hvor ledelsen er nødt til at kritisere nedskæringer, er ganske naturligt, og det vil på sigt lægge grunden til en tiltrængt hovedrengøring i partiets linje, for hvorfor skal man acceptere, at ledelsen fører den samme nedskæringspolitik, som den kritiserer hos de borgerlige?

WWW.MARXIST.DK

DSU Folkeskoletræf 2002 I slutningen af januar havde Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) samlet op i mod 150 unge mennesker i alderen 14-16 år til træf for grundskoleelever. Det er utroligt positivt, at så mange unge ønsker at diskutere politiske emner. DSU har trods ledelsens svingende, vage og til tider ligefrem borgerlige politik, stadig meget gode kontakter rundt omkring i landet. Kun få deltagere var medlemmer af DSU i forvejen, mens størstedelen var blevet inviteret til træffet igennem elevrådene. De unge, der deltog på træffet, og som var medlemmer i forvejen, fortalte positivt om deres indmeldelsesgrunde. “Ville gerne tage et standpunkt for solidaritet”, “Var imod de borgerliges nedskæringer”, “Vil kæmpe mod at de rige bliver rigere, og at de fattige bliver fattigere”, osv. De unge medlemmer er altså ikke med i DSU, fordi de ønsker at smadre velfærden , som den politik Nyrup og co. har ført, snarere tværtimod.

DSU må kæmpe i elevbevægelsen.

En hel del af deltagere var også aktive i DEO, Danmarks Elev Organisation, der samler elevråd fra hele landet i én organisation. DEO havde også hængt et banner op med teksten “Elevdemokrati – Ja tak!”. DEO’s tilstedeværelse er en rigtig positiv ting. Elevbevægelsen er i øjeblikket involveret i kampen mod den borgerlige regerings nedskæringer. Hvis DSU har intentioner om at komme i kontakt med endnu flere unge og få dem til at blive medlemmer af DSU, så må den altså være aktiv i DEO og føre an i kampen mod nedskæringerne og for ordentlige forhold på folkeskolerne. DSU har manglet en planlagt indsats i hele elevbevægelsen. DSU har rimelig gode kontakter i DEO, men slet ikke noget ordentligt politisk program for deres arbejde dér. Det bør

NR. 7 MAJ 2002

organisationen have.

Traditionen tilsidesættes Lørdag formiddag havde DSU inviteret fagforbundenes ungdomsafdelinger til at møde op og holde oplæg om deres arbejde, samt have en stand.

Desværre var oplæggene meget korte, og indholdet i de forskellige boder bar mere præg af smarte materialer, frisbees, postkort, quiz, osv. Boderne og oplæggene manglede fuldstændigt at fortælle om den danske arbejderbevægelses tradition, historie, strejker, arbejdskampe, osv. Lige præcis traditionen var fuldstændig udryddet i den sangbog, som deltagerne på træffet modtog. Ingen af arbejderklassens traditionelle sange var med, ikke engang “Når jeg ser et rødt flag smælde”. Det er ikke et tilfælde! På den måde får ungdommen ikke et indtryk af den kultur og tradition, som arbejderne i Danmark har, og som har tilkæmpet os den velfærd, vi har i dag.

Kaffeklub eller politisk ungdomsorganisation?

To erfarne DSU’ere skulle lørdag eftermiddag fortælle grundlæggende om, hvad DSU er. Der blev fortalt en masse om, hvad DSU laver, og hvem der er medlemmer af organisationen, osv. De to DSU’ere betegnede organisationen som “mulighedernes legeplads”. Som de sagde: “Har man lyst til at tage i biografen – er det det, man gør. Har man lyst til at diskutere politik, er det det, man gør”.

Derfor var det egentligt ikke underligt, at det første af spørgsmålene fra tilhørerne lød: “Hvilke meninger har I egentligt i DSU?”. Først her begyndte de to DSU’ere at fortælle om, hvad DSU egentligt står for politisk.

Havde man kun hørt det, de selv havde forberedt at fortælle, skulle man

tro, at DSU var en kaffeklub, hvor folk mødtes for at være sociale.

Klassekampen lever!

Efter weekendens diskussioner står det helt tydeligt, at ledelsen af DSU har afskrevet al snak om klassekamp og socialisme. Man mener, at der ikke findes modstridende klasser, der har forskellige interesser. Alligevel har den borgerlige regering fremlagt planer om at forbyde fagforeningernes demokratiske beslutningsret til at støtte et parti økonomisk, og samtidig er de borgerlige ved at udøre omfattende besparelser, bla. 1 mia. kr. på uddannelse bl.a. for at få folk hurtigere i arbejde. Hvis det ikke er klassekamp, så skylder lederne af DSU os vist en forklaring på, hvad det så er. Påstanden om, at der ikke findes klasser i Danmark, har heller ikke hold i virkeligheden.

For arbejderpolitik!

Nogle “venstreorienterede” mener, at Socialdemokratiet og DSU har spillet fallit som arbejdernes organisationer, og at man nu skal danne nye partier.

Det er ganske korrekt, at Socialdemokratiet og DSU har en ledelse, der fører alt andet end arbejderpolitik.

Men vender man disse organisationer ryggen, så vender man samtidig ryggen til hele den traditionelle arbejderbevægelse, og de titusinder af arbejdere, der stadig opfatter DSU og Socialdemokratiet som deres organisationer. Et arbejderparti må ikke bare defineres ud fra dets nuværende politiske linje, men også ud fra dets historie, tradition og vigtigst af alt hvilken tilknytning det har til arbejderklassen. Det er tydeligt, at DSU stadig har mange kontakter og stor tilknytning til elev- og fagbevægelsen.

At DSU ikke fører politik, der tjener deres medlemmers interesser, kan kun føre til den konklusion, at der er brug for en opposition, der kæmper for en socialistisk linje.

7

OK 2002: Offentligt ansatte må kræve bedre løn og kampvillige fagforeninger Forligsmandens overenskomstforslag for kommunalt og amtsligt ansatte indeholder meget få reelle forbedringer.

Forbedringerne er to ekstra feriefridage, så de offentligt ansatte også kommer op på den 6. ferieuge, små pensionsforbedringer, og ellers er forbedringerne så små og ubetydelige, at de faktisk ikke er værd at nævne.

Til gengæld er der ekstremt store mangler: først og fremmest manglen på en overbevisende reallønsstigning. Lønstigningen er på 5,55% plus 1,87% i forlodsfinansiering til ny løn.

En del af den generelle lønstigning af-hænger af lønudviklingen på det pri-vate arbejdsmarked.

Der har været en del stridigheder mellem Ja-sigerne (primært fagforeningsledere) og Nej-sigerne om, hvorvidt lønstigningen sikrer en realløns-stigning. Ja-sigerne bygger deres argumenter om en reallønsstigning på Krav og konflikt - Højere generelle lønstigninger!

- Afskaf Ny Løn!

- Højere pensioner!

- Bedre seniorpolitik!

- Ingen forringelser af arbejdstidsregler!

- Stop nedskæringerne på den offentlige sektor!

Hvordan kan kampen vindes - Fagforeningslederne må gå i spidsen for denne kamp!

- Kampen skal samles!

- Optrapning af kampen til den vindes, fra 10% af de offentligt ansatte til 100% til en generalstrejke!

- Kampen fortsætter trods rege-

8

tal fra de økonomiske vismænd, der for-udsiger en inflation på 5,1% over de næste 3 år. Men faktum er, at de øko-nomiske vismænd skød inflationen for lavt i den sidste overenskomstperiode. Allerede nu kan man se, at vismæn-denes rapport fra november har skudt forkert – deres skøn for inflationen lå på 1,6% for 2002, men allerede nu er den på 2,6%!

Samtidig indeholder overenskomstforslaget for en del grupper, fx sygeplejerskerne, forringelser af arbejdstidsreglerne.

I forvejen får offentligt ansatte en latterligt lav løn uden udsigter til de store lønstigninger igennem resten af deres arbejdsliv. Samtidig er der i de seneste år sket store besparelser på det offentlige område, hvilket har øget presset på de ansatte. Nedskæringerne ser ikke ud til at stoppe, tværtimod er der pla-ner om at fortsætte besparelserne i hvert fald indtil år 2005.

Hvordan vindes kampen?

Mange af fagforeningslederne, der har anbefalet et ja, indrømmer, at det er et dårligt forslag, men de mener ikke, at det er muligt at konflikte sig til et bed-re. Som formanden for LFS har udtalt, “så kommer der jo bare et regerings-indgreb”. Dette er højst sandsynligt rigtigt, men det betyder ikke, at det ikke er muligt at konflikte sig til et bed-re resultat. Det er absolut muligt!

Før forhandlingerne brød sammen, var arbejdsgiverne villige til at give 2,2% til ny løn og den samme generelle løn-stigning. Det betyder, at de faktisk har sparet penge på forligsforslaget, men også at de har råd til højere lønstig-ninger. Hvis de offentligt ansatte går i konflikt, vil de private støtte dem, for det er

jo også deres velfærd der forrin-ges.

Der er varslet konflikt for 10% af de offentligt ansatte ved et nej – det er klart, at en konflikt ikke vindes ved, at kun 10% strejker. Kun ved at have et perspektiv om en udvidelse af kam-pen og i sidste ende en generalstrejke kan kampen vindes – dette er en meget mulig fremtidsudsigt, hvis fagfore-ningslederne også vil det. Et muligt re-geringsindgreb vil højst sandsynligt ik-ke føre forbedringer med sig – vi har en borgerlig regering, der går ind for store nedskæringer på den offentlige sektor. Men det betyder bare, at de of-fentligt ansatte må fortsætte kampen på trods af et regeringsindgreb, rege-ringen skal ikke have lov til at øde-lægge arbejdernes lovlige ret til at strejke sig til et bedre resultat.

Problemet er, at mange af fagforeningslederne ikke er parate til at kæm-pe for forbedringer for dem, de repræ-senterer. Hvis de havde været det, kun-ne offentligt ansatte fra start af have fået et meget bedre resultat.

Når fag-foreningslederne fra start af går ind i forhandlingerne med et perspektiv om, at det ikke nytter at strejke, så har de intet pressionsmiddel over for arbejds-giverne.

Offentligt ansatte må vise nu, at de ikke finder sig i flere forringelser af deres arbejdsvilkår, og at de er parate til at kæmpe! Derudover må alle arbej-dere gå aktivt ind i deres fagforeninger og presse dem til at gå forrest i kampen for forbedringer.

Det er også en politisk kamp Det er politikerne, der tager beslutningerne om fremtiden for den offentlige sektor, og det er dem, der er de offentligt ansattes arbejdsgivere. Det er altså i høj grad politikerne, der bestemmer, hvordan de ansattes vilkår

WWW.MARXIST.DK

skal se ud. Det er derfor nødvendigt, at kampen ikke kun sker gennem fagforeningerne, men også politisk. De offentligt ansatte må få fagforeningerne til at presse arbejderpartierne, og selv gå ind i disse og kræve et socialis-tisk program. Et program med forbed-ringer for velfærden og de offentligt ansattes vilkår, og dermed et program med forbedringer for hele arbejder-klassen.

Ingen varig løsning uden socialisme Grunden til at der løbende skæres ned på den offentlige sektor er først og fremmest, at kapitalismen jævnligt kommer i krise. Når dette sker, har kapitalisterne ikke råd til det velfærdssamfund som arbejderklassen ønsker – og der skæres ned. Arbejderne kan

Krav om reel lønstigning føres frem foran Forligsinstitutionen af vrede tillidsmænd.

sagtens kæmpe sig til bedre velfærd og bedre vilkår for arbejderne i den offentlige sektor, men det vil blive en uendelig kamp. Den eneste varige løsning er, at samfundet grundlæggende ændres – at arbejderklassen overtager produktionsmidlerne og sætter dem under deres egen demokratiske

Ny Løn splitter arbejderklassen Med overenskomsterne for 3 år siden blev der for størstedelen af de offentlige ansatte indført et nyt lønsystem, kaldet “Ny Løn” eller “individuel løn”.

Dette lønsystem bygger på, at den enkelte ansattes løn skal forhandles individuelt og lokalt. Mange offentligt ansatte kalder lønsystemet for fedterøvstillæg og er stærkt utilfredse med det.

Dette lønsystem er blevet yderligere udbygget i dis-se overenskomstforhandlinger for de offentligt an-satte med forslag om en forlodsfinansiering på 1,87% til ny løn. Forlodsfinansiering betyder, at arbejdsgiverne skal sørge for, at de forskellige grup-per i hvert fald opnår i dette tilfælde 1,87% i løn-stigninger over Ny Løn. Altså at fx pædagogmedhjælperne som gruppe skal være steget med 1,87%, men ikke at den enkelte absolut skal være steget dette, efter at overenskomstperioden er ud-løbet. I det foreliggende overenskomstforslag ligger ca. 20% af lønstigningen på Ny Løn.

Ny Løn skal afskaffes!

Ny Løn gavner arbejdsgiverne, hvilket man også har set i overenskomstforhandlingerne for de offent-ligt ansatte. Arbejdsgiverne var meget ivrige for at få meget afsat til Ny Løn. Ny Løn splitter

NR. 7 MAJ 2002

ledelse og kontrol. Kun på den måde kan der produceres, hvad der er brug for og vores børn, ældre og arbejderklassen kan få de forhold de fortjener!

Denne artikel er skrevet før afstemnings-resultatet om overenskomsten forelå. Du kan løbende følge Socialistisk Standpunkts kommentarer til udviklin-gen på vores hjemmeside:

arbej-derne indbyrdes, da de skal kæmpe mod hinanden om mere i løn, i stedet for at kæmpe samlet mod ar-bejdsgiverne. Derudover har arbejderne ingen pres-sionsmidler, hvis ikke de opnår det ønskede, da der ikke er nogen konfliktret på dette område – og én enkelt i strejke nytter heller ikke rigtig noget. Sam-tidig betyder Ny Løn, at der vil komme en større lønspredning og mange vil “sakke bagud” løn-mæssigt. Det er klart, at det er sværere at opnå en højere løn, hvis man skal kæmpe som enkeltperson, i stedet for at kæmpe alle 650.000 offentligt ansatte for en højere løn.

Samtidig er de lokale forhandlinger utroligt tidskrævende for den enkelte ansatte, for tillidsmændene og fagforeningerne. Tid og energi der kunne bruges meget bedre på de ansattes arbejde og for fagforeningsfolkene vedkommende til at forhandle reelle bedre vilkår igennem til de ansatte.

Der er ikke blevet stillet krav fra fagforeningerne om en afskaffelse af Ny Løn, selvom der er kæmpe utilfredshed. Argumentet er, at ingen medlemmer har stillet kravet, og at der ikke er noget alternativt løn-system. Fagforeningslederne burde have så meget føling med deres medlemmer, at de burde have op-fanget utilfredsheden med Ny Løn, og i stedet have udarbejdet et forslag til et andet solidarisk lønsystem for de offentligt ansatte.

FM

9

Hvem styrer økonomien?

Spørgsmål, hvor svarene er indlysende for de fleste mennesker, er ofte dårlige spørgsmål. På spørgsmål som: “Hvem styrer finans, handel og produktion?” er svaret indlysende for de fleste:

med en demokratisk planlagt økonomi under arbejdernes egen kontrol.

Arbejderklassens magt Selv under store strejker, der endnu ikke er blevet til generalstrejker, dukker den slags spørgsmål op.

Bankdirektørerne styrer finansen, forskellige grossister, import/eksportfirmaer og ejerne af de store detailkæder styrer handelen. Produktionen, ja den styrer aktionærerne.

Under storkonflikten i 1998 skete der bla. det, at Handel og Service (arbejdsgiverforeningen inden for handel) truede med at lockoute deres ansatte. Til dette svarede fagforeningsinitiativet (som ledte konflikten), at man ville lade FDB-kæden holde åbent, og da El-installatørerne ville lave lockout, gjorde elektrikernes fagforening klart, at alle, der havde alvorlige problemer med deres elektricitet, bare kunne ringe til fagforeningen, som så ville sende elektrikere ud.

Men det samme spørgsmål udløser ik-ke altid det samme svar. I en anderledes situation vil mange være tilbøjelige til at svare ganske anderledes. En sådan situation er en generalstrejke.

Hvad er en generalstrejke?

Kort fortalt er en generalstrejke en si-tuation, hvor så godt som alle arbej-dere, offentligt såvel som privat an-satte, nedlægger arbejdet.

Samfundet går i stå. Hjulene stopper deres snurren.

Spørgsmålet fra før: “Hvem styrer finans, handel og produktion” bliver pludselig aktuelt. For alle virksomheder står lukket under en generalstrejke. Arbejderne bestemmer altså, hvad der skal laves (og hvad der ikke skal laves). Dette giver grund til yder-ligere (meget grundlæggende) spørgs-mål: Har arbejderne brug for aktionæ-rerne, for spekulanterne, for pamper-ne, for kapitalisterne? Svaret er nej.

Dette gjorde, at ingen af lockouterne blev fuldført, og det viste den store magt, arbejderklassen har, hvis dens ledelse tør bruge den. Det viste klart, hvem det er, der egentlig får tingene til at virke i samfundet.

På tillidmandsmøder under konflikten var der blandt arbejderne stor opbakning til marxisternes krav om generalstrejke, ligesom det også var tilfældet under de omfattende strejker i 1985 mod den daværende borgerlige regering. Men begge gange svigtede både den socialdemokratiske og “kommunistiske” ledelse for

arbejderbevægelsen, og nedtrappede kampen og sendte folk hjem til “lokal” kamp.

Klassekampen er i fuld gang Kapitalisterne er hunderædde for en generalstrejke. De er klar over, at deres egen position som ledelse i samfundet er truet, når der er massive bevægelser i arbejderklassen. Derfor prøver de at latterliggøre fagforeningerne som et levn fra en fjern fortid.

Samtidig gør Fogh-regeringen alt, hvad den kan for at smadre fagbevægelsen med nye love: Deltidsloven, statslig A-kasse, afskaffelse af eksklusivret osv. Listen er lang.

Hvis det forholdt sig sådan, at klassekampen var død, så ville regeringen naturligvis ikke bruge tid og kræfter på at angribe de faglige organisationer. Men sandheden er, at klassekampen langt fra er død, den er tværtimod lyslevende.

Hvis ledelsen for arbejderbevægelsen ville mobilisere til en 24-timers generalstrejke med trussel om yderligere optrapning, ville man så let som ingen-ting kunne tvinge de borgerlige tilbage med det samme. En kampklar arbej-derbevægelse ville kunne mobilisere til kæmpe modstand og tvinge regeringen til at trække alle angrebene på vel-færden og arbejderbevægelsen tilbage. Med det korrekte program kunne vi få en arbejderregering til magten, men det kræver et opgør med

Erkendelsen af, at arbejderklassen kan køre samfundet selv, uden levebrøds-politikerne og kapitalisterne, er en re-volutionær erkendelse.

For det næste skridt må være at tage konsekvensen af denne erkendelse: Afskaffe kapitalismen og erstatte den

10

WWW.MARXIST.DK

ITALIENSKE ARBEJDERE I AKTION! Den 16. april gik 13 millioner italienske arbejdere i generalstrejke mod Ber-lusconi-regeringens planer om at forringe arbejderbeskyttelseslovene i Italien ved at gøre det lettere for firmaer at fyre folk. Over to millioner deltog i demonstrationer over hele landet.

Der var demonstrationer i 21 byer over hele landet. Det var de største regionale faglige demonstrationer nogensinde i Italien. Der var 350.000 i Bo-logna, 300.000 i Rom, 200.000 i Milano, 400.000 i Firenze, 100.000 i Palermo på Sicilien, 30.000 i Ancona, og 30.000 i Potenza.

Generalstrejken var en kæmpe succes, der virkelig har styrket arbejdernes selvtillid og tro på, at det nytter at kæmpe. Det var ikke kun industrien, der mærkede strejken. Hotelarbejdere, statsansatte, bankarbejdere, transportarbejdere, lufthavnsarbejdere – alle var med. På hospitalerne i Rom deltog omkring 90% af de ansatte i strejken.

Landet stod bogstaveligt talt stille.

Strejken er ikke et isoleret tilfælde.

Den kom oven på den enorme demonstration i marts, der samlede næsten tre millioner i Roms gader imod regeringens angreb på arbejdernes rettigheder. Det var den største demonstration nogensinde i Italien.

Der er et enormt pres under opbygning, der vil føre til en stor konfrontation mellem arbejderklassen og regeringen. Fagforeningslederne, især CGIL-forbundets leder Cofferati, er under kæmpe pres. Han er blevet skubbet til venstre og har nu stor støtte blandt italienske arbejdere, fordi han opfattes som den, der leder kampen. Dette er den samme leder, som indtil for nylig blev anset for at være “moderat”, og som samarbejdede med den tidligere regering.

Denne radikalise-ringsproces i de store fagforeningssammenslutninger i Italien bekræfter, hvad marxisterne altid har stået fast på angående masseorganisationerne. Under pres fra arbejderklassen kan de blive radikaliseret, ligegyldigt hvad de så ellers

har stået for førhen.

Regeringens holdning ser nu ud til at være rettet ind på en åben konfrontation med fagforeningerne. Den periode, vi er på vej ind i, er en periode med forhøjede spændinger mellem klasserne. For tiden rider især CGIL på en bølge af opbakning, men i den kommende periode vil alle arbejderklassens organisationer skulle stå deres prøve.

Efter mange års nederlag og kompromis er den italienske arbejderklasse nu i offensiven. Den vil vise vejen for resten af Europa, og hele verden.

Det, vi har set indtil nu, er kun begyndelsen!

SK

Efter artikler af Fernando D’Alessandro fra de italienske marxister, der

13 millioner italienske arbejdere var i generalstrejke den 16. april, og i marts marcherede 3 millioner gennem Roms gader i protest mod regeringens angreb.

NR. 7 MAJ 2002

11

DGS Landsmøde 2002

- radikalisering af gymnasieungdommen Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) holdt landsmøde i weekenden 15. – 17. marts. Landsmødet afspejlede i høj grad den radikalisering, der er ved at ske blandt gymna-sieeleverne, og til en vis grad også blandt resten af ungdommen.

Radikalisering DGS’ formålsparagraf blev lavet om, så DGS ikke længere skal varetage gymnasieelevernes interesser som ud-dannelsessøgende, men som en del af samfundet. Dvs. at DGS nu kan for-holde sig kritisk til hele samfundet. Dette er et kæmpe skridt fremad for en organisation, der for få år tilbage ikke engang ville arrangere demon-strationer. Derudover blev der vedta-get en udtalelse mod GATTaftalerne, som vil privatisere hele uddannelses-systemet.

Dette afspejler stemningen blandt de mest bevidste elever. Eleverne er gennem de seneste år blevet radikaliseret gennem en række protester. Det sidste år har gymnasieeleverne været ude i protester imod stigende klassekvotien-ter, til støtte for handelsskoleeleverne og den frie ungdomsuddannelse, og imod nedskæringerne i den borgerlige regerings finanslov både d. 7. februar og 20. marts.

Både d. 7. februar og d. 20. marts var det sammen med resten af elevog studenterorganisationerne, og d.

20. marts også med fagbevægelsen, kunst-nere osv. Dette er en meget vigtig ud-vikling. Det er nødvendigt, at elever og studerende står sammen imod for-ringelser og for forbedringer. Men end-nu mere nødvendigt er det, at elever og studerende står sammen med fag-bevægelsen.

Arbejderklassen er de eneste, der reelt har magt at sætte bag deres ord, da de

12

kan stoppe produktionen. Demonstrationen d. 20. marts var et klart positivt skridt i denne retning.

Brug for perspektiv DGS har altså vist et godt eksempel for resten af elev- og studenterorga-nisationerne. Der er dog stadig meget der skal forbedres. Som sagt afspejlede landsmødet kun de mest bevidste ele-ver. DGS mangler at få ordentlig kon-takt til de almindelige elever, det er nødvendigt, at også de gøres bevidste om, hvilken politik det er, regeringen fører, og hvorfor.

Samtidig har der igennem disse kampe manglet et klart perspektiv i DGS om, hvordan kampene vindes.

DGS har kaldt eleverne på gaden gang på gang med stor succes, men uden at give dem et perspektiv på, hvad der skulle ske efter demonstrationerne, og hvordan kravene kan opnås.

Kongres i Danmarks Elev Organisation: Et skridt i den rigtige retning!

I weekenden 19.-21. april mødtes omkring 250 delegerede i Kolding til den årlige kongres i Danmarks Elev Organisation (DEO). DEO er organisationen bygget for at varetage de danske folkeskoleelever, pri-vatskoleelever og efterskoleelevers interesser. DEO har de sidste par år været præget af en gruppe elever, der har kørt DEO som en slags “ser-vice-organisation”. Det har betydet, at DEO ikke har fungeret som ele-vernes kamporganisation, men mere har været en organisation, som har “serviceret” de enkelte elevråd. På den måde har man spredt kampene i stedet for at samle dem.

DGS vurderede op til d. 20. marts, at de ikke ville mobilisere, fordi gymna-sieeleverne var trætte, men det er klart, at eleverne bliver trætte, når kampen virker endeløs og uden perspektiv. Især nu med en borgerlig regering, der varsler yderligere nedskæringer og ideologiske ændringer i uddannelses-sektoren, er der god brug for et klart perspektiv for hele elev- og studenter-bevægelsen.

Kampen mod forringelser kan godt vindes, især nu hvor fagbevægelsen begynder at røre på sig igen. En stærk alliance mellem unge og arbejdere kan gennemtvinge selv de mest omfattende forbedringer, men det kræver en le-delse for alle elev- og studenterorganisationer og fagbevægelsen, der er klar til dette.

FM

Men at dømme ud fra den seneste tids store protester og resultaterne af kongressen, er der nu ved at vok-se mere bevidste kræfter frem i or-ganisationen, der på sigt kan trække den i en mere progressiv retning.

Kongressen vedtog en række gode udtalelser, bla. en om elevdemo-krati, en om enhed i elevbevægelsen og en mod VKregeringens ind-skrænkelse af 10. klasserne. Samti-dig blev der vedtaget et arbejdspro-gram, der lægger op til modstand mod alle forringelser og økonomis-ke nedskæringer på folkeskolerne.

Derudover blev der vedtaget et nyt principprogram.

Alt i alt må man sige, at kongressen var et skridt fremad mod en bedre elevorganisation.

WWW.MARXIST.DK

Opgør med universitetsdemokratiet Det er ikke kun økonomiske nedskæringer, der truer universiteterne.

Regeringen og Ministeriet har slået fast, at de ønsker større ekstern indflydelse i ledelsen af universitetet, selv-eje og en ansat rektor i stedet for som nu at have en demokratisk valgt ledel-se. Altså et opgør med det demokrati, der trods alt har været på universitet-erne, og en øget tilpasning til erhvervs-livet.

Forenede Studenterråd (FSR) peger også på, at rektor skal være ansat.

Iføl-ge Universitetsavisen “for at skabe pingpong og dynamik i ledelsen”.

Der er store problemer på universiteterne. De er presset økonomisk, og der skæres ned. Dette er ikke proble-

NR. 7 MAJ 2002

mer, der kan løses ved at indskrænke demokratiet og falde på halen for erhvervslivet. Som dekanen på teologi har udtalt i Universitetsavisen: “Hvorfor skal vi guddommeliggøre erhvervslivet? Man kan ikke indrette universitetet efter tallene på bundlinjen, og det er jo erhvervslivets mål”.

Indskrænkninger af demokratiet og mere magt til udefrakommende “eksperter” vil kun føre til endnu værre for-hold for studerende og ansatte.

Vi må have demokratiske valg til universitetets ledelse og mere indflydelse til dem, der arbejder og studerer på universiteterne, ikke mindre.

Det er jo ikke demokratiske valg, der skaber de dårlige forhold og proble-

Billede fra de studerendes del af demonstrationen den tyvende marts.

Efter demonstrationen har FSR beklaget, at „de studerendes demonstration druknede i fagforeningernes røde faner“, og at demonstrationen „fik en bestemt partipolitisk karakter“.

Men fagbevægelsen er de studerendes naturlige allierede - kun ved at optrappe sammenholdet mellem de grupper, der rammes af nedskæringerne, og ved at komme med et rigtigt politisk alternativ kan vi vinde kampen.

13

PÅ SPIDSEN - PÅ SPIDSEN - PÅ SPIDSEN - PÅ SPIDSEN - PÅ SPIDSEN Hestekur på kyllingeslagteriet Gennem mange år har ledelsen på kyl-lingeslagteriet Rose Poultry haft et problem. Problemet bestod i, at mange arbejdere har haft den frækhed at læg-ge sig syge fra tid til anden.

Den visio-nære ledelse har lagt hovedet i blød for at løse problemet. Og nu er de kom-met med en kur for denne omsig-gribende sygelæggelse. Den fremsyne-de ledelse af kyllingeslagteriet er ikke dum. Lederne har gået på

handelshøj-skole og kan både lægge til og trække fra. Derfor har de fundet ud af at lave en såkaldt bonus-ordning oven i løn-nen.

Denne bonus-ordning kan så deles ud til de arbejdere, der er flittige og ikke lægger sig syge. Men de dovne hunde, som lægger sig syge, kan få en hes-tekur af ledelsen: Minus 300 kr. af bo-nussen på den første sygedag, og her-efter støt nedad.

Det kan være, at de dovne arbejdere kan lære noget af sådan en kur. For arbejdet er jo nemt. Du skal gøre det samme igen og igen, og det hurtigt.

Højrepetitivt, ensidigt, gentaget arbej-de, som det hedder. Og massive mæng-der af støv og skidt har ingen jo taget skade af før. Så her På Spidsen glæder vi os over, at der endelig bliver sat ind over for klynkeriet og de ligegyldige sygelæggelser. Hvem sagde arbejds-miljø?

Hvem vi er og hvad vi står for SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af en gruppe marxistiske arbejdere og unge, der er aktive i arbejderbevægelsen. Vi mener, at kapitalismen ikke længere kan tilbyde andet end nedskæringer, øget arbejdspres, massearbejdsløshed og fattigdom.

Derfor må det kapitalistiske system fjernes og erstattes af en socialistisk planlægning af produktionen, hvilket vil sige, at arbejderklassen overtager de største virksomheder, bankerne, forsikringsselskaberne osv. og kontrollerer og styrer det hele demokratisk efter behov og ikke som nu efter kapitalisternes jagt på profit. Vi deltager i den danske arbejderklasses kamp som en del af den internationale arbejderklasses kamp.

SOCIALISTISK STANDPUNKT deltager i den daglige kamp og støtter de krav, der stilles på arbejdspladserne, som f.eks.: - National minimumsløn på 100 kr. i timen, gældende for alle inklusiv lærlinge, arbejdsløse og studerende.

- Genindførelse af dyrtidsreguleringen samt fuld dagpengeregulering, så inflationen ikke udhuler lønnen.

- Stop for alle afgifter og skatter, der udhuler arbejdernes lønninger. For et ordentligt, solidarisk skattesystem, der tilgodeser arbejderklassen og beskatter kapitalisterne.

- 30 timers arbejdsuge med fuld løn- og personalekompensation, det er den eneste vej væk fra arbejdsløsheden.

- Lige løn for lige arbejde – ingen diskriminering p.g.a. køn, race o.s.v.

- Afskaffelse af bodssystemet – ingen indgreb i strejke- og aktionsretten.

- Strejke- og aktionsret til lærlinge, funktionærer og alle andre arbejdere.

- Ægte demokrati i arbejderbevægelsen. Ingen privilegier til vores ledere – arbejderledere på arbejderløn.

- Fjernelse af alle nedskæringer på velfærden. Kamp imod alle forsøg på yderligere afmontering af velfærdssamfundet.

- Nej til nedskæringer og privatiseringer i den offentlige sektor: udbyg den offentlige sektor med flere midler og mere personale, under de ansatte og brugernes egen demokratiske ledelse og kontrol.

- Ordentlige og betalelige boliger til alle.

Hvis arbejderbevægelsen satte alle sine kræfter ind og kæmpede for disse krav, ville det være muligt at kæmpe dem igennem.

Men ledelsen for Socialdemokratiet og fagbevægelsen undskylder den manglende kamp med, at kapitalisterne aldrig vil gå med til at opfylde kravene.

Til det er marxisternes svar klart: Har kapitalisterne ikke vilje til at sikre en ordentlig tilværelse for arbejderne og ungdommen, så har arbejderklassen ikke brug for kapitalismen.

Det økonomiske opsving har ikke bragt forbedringer for arbejderklassen, og nu er kapitalismen igen ved at gå ind i en krise. Den eneste vej frem er derfor at fjerne det kapitalistiske system ved, at arbejderklassen overtager produktionsmidlerne og sætter dem under deres egen ledelse og kontrol. Dette er løsningen på arbejderklassens og ungdommens problemer, og det er hvad Socialdemokratiet og fagbevægelsen burde kæmpe for.

Vi opfordrer derfor alle arbejdere og unge til at gå med i SOCIALISTISK STANDPUNKTs kamp for at vinde arbejderbevægelsen tilbage på et socialistisk program.

14

WWW.MARXIST.DK

Kampen for velfærdssamfundet - kan kapitalismen sikre velfærden?

Ved kapitalismens start var der ikke brug for de store offentlige ydelser.

Der var rigeligt med arbejdskraft. Tilstrømningen fra landet til byerne gjorde, at der hele tiden var en arbejdskraftreserve at tage af, når arbejdere blev syge, nedslidte o.l. Samtidig var der ikke brug for bogligt uddannede arbejdere og i mange tilfælde ikke en-gang faglærte. Meget af arbejdet be-stod i at passe en maskine på en fabrik eller lignende – arbejde, der krævede minimum af oplæring.

Kampen for velfærden Efterhånden som kapitalismen og dermed industrien udviklede sig, var der brug for flere arbejdere og reserverne mindskedes. Samtidig blev industrien mere og mere kompliceret, og der blev derfor brug for en mere veluddannet arbejderklasse.

I takt med at kapitalismen udviklede sig, gjorde arbejderbevægelsen det og-så med fagforeninger og Socialdemo-kratiet som arbejdernes parti.

Disse førte en kamp for bedre forhold for arbejderne; sociale sikringer, arbejds-løshedsunderstøttelse, kortere arbejds-dage, hospitaler og skoler osv.

Efter anden verdenskrig kom et langt økonomisk opsving, og industrien ud-viklede sig enormt. For at udnytte

mu-lighederne blev også kvinderne trukket ud på arbejdsmarkedet, og der blev in-viteret gæstearbejdere.

I takt med at kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, blev der også brug for vuggestuer, bør-nehaver o.l. Og en endnu større del af kvinderne kom i arbejde i denne sektor. Samtidig var arbejderklassen i denne periode meget stærk, og kapitalisterne havde pga. opsvinget råd til at udbyg-ge velfærdssamfundet, hvilket de også havde brug for. Men uden arbejderklassens kamp ville vi aldrig have fået et velfærdssamfund.

Velfærden brydes ned under krise I øjeblikket ser vi den borgerlige regering forsøge at reducere den offentlig sektor til et minimum, og samtidig op-prioritere privathospitaler, privatskoler, private sygeforsikringer osv., så dem, der kan betale, kan få en god service. I den seneste periode med øko-nomisk uro og skiftende op- og nedture har vi set, at kapitalisterne, anført af forskellige regeringer, har forsøgt at skære ned på den offentlige sektor, da kapitalisterne ikke længere mener, der er råd. Samtidig er arbejderklassens organisationer og især deres ledelse degenereret under det lange økono-miske opsving, og arbejderklassen står derfor forholdsvis svagere.

Det danske velfærdssamfund er opbygget af arbejderklassen.

NR. 7 MAJ 2002

Kapitalisternes dilemma er, at de har brug for en offentlig sektor, men de har ikke råd, med mindre det skal gå drastisk ud over deres profitter.

De for-søger i øjeblikket alle mulige mekanis-mer, så velfærdssamfundet kun kom-mer til at omfatte dem, de har brug for – altså et usolidarisk velfærds-samfund. Regeringen arbejder fx på, at dem, der er i arbejde, skal forsikres, så de kan springe ventelisterne på sy-gehusene over, i stedet for at forbedre sygehusene, så ventelisterne nedbrin-ges. Af andre forringelser af velfærden kan nævnes, at arbejdere skal forsikre sig selv, selv finansiere pensionen, dagpengene beskæres og uddannelses-systemet gøres endnu mere til en sor-teringsmekanisme, så kun de få, der virkelig er brug for, får en uddannelse.

Privatiseringer Derudover forsøger kapitalisterne nu i deres desperate kamp for markeder at udlicitere og privatisere den offent-lige sektor. Private firmaer skal kunne tjene penge på, hvad arbejderne i for-vejen betaler for gennem deres skatter. At der ikke er råd til en offentlig sektor, er et argument, der kun holder i kapita-listernes logik.

Hvis man ser på de enorme værdier, der hver dag produ-ceres og som går til kapitalisterne i profit, ville der være rigeligt med pen-ge til ordentlig velfærd. I 1989 var pro-fitten på 16,2 mia. kr. i de danske virk-somheder i 1999 var det steget til 38,4 mia. Dette er penge, som de danske arbejdere producerer, men som de ikke får del af. Penge der kunne bruges til at forbedre velfærden.

Et ordentligt velfærdssamfund fås ikke under kapitalismen, hvor grundstenen er profit. Et ordentligt velfærdssam-fund fås kun, hvis arbejderklassen o-vertager produktionen

15

Israel og Palæstina: Den eneste udvej Fredag d. 29. marts startede den seneste israelske offensiv mod Palæstina.

Efter Sharon er kommet til magten i Israel, er konflikten mellem Israel og Palæstina taget til. Den seneste offen-siv er blot en optrapning af en konflikt, der har varet i årtier.

Så længe de grundlæggende spørgsmål ikke bliver løst, vil konflikten fortsætte tværs igennem våbenhviler og freds-aftaler.

Efter 2. verdenskrig og naziregimets blodige antisemitisme valgte de imperialistiske stater at oprette staten Israel. En stat, hvor jøderne skulle kunne føle sig sikre. Men Israels blodige historie vidner om alt andet end sikkerhed. Israel er blevet, hvad Trotskij ad-varede om, at det ville blive – en blodig fælde for det jødiske folk.

likten. Med USA i spidsen forsøger de at holde sig venner med Israel, som er deres eneste rigtige allierede i Mellem-østen. På samme tid er de bange for at blive uvenner med de mange olie-producerende arabiske lande, hvori befolkningen i hvert fald er på palæ-stinensernes side.

De frygter en eksplosion i området, hvor Israels brutale fremfærd mod palæstinenserne truer med at destabilisere hele regionen, hvor et land som USA har vitale økonomiske og strate-giske interesser.

Dette giver sig udtryk i tomme krav om Israelsk tilbagetrækning fra de besatte områder, udsendte

diplomater, og fordømmelse af både israelsk og palæstinensisk vold. USA har endda talt om stop for bosættelser og en selvstændig palæstinensisk stat.

Men det er rent hykleri – de tænker ikke på palæstinenserne, men kun på deres egne militære og økonomiske interes-ser. Hvis konflikten tilspidses yder-ligere, er der ingen tvivl om, hvis side de vil være på.

Blindgyde Sharon siger, at han fører kamp mod terrorismen. Men Sharons taktik vil ikke bære frugt. Han ser ud til at tro, at brug af overdreven magt vil skræmme palæstinenserne til at makke ret. Men sådan er det aldrig gået før. Jo mere Israel farer frem med ny brutal under-

Brutal optrapning Den seneste tid er urolighederne i Israel og Palæstina taget til. Israel har sat deres af USA finansierede voldsmaskine ind i Palæstina med hidtil uset voldsomhed. Kampvogne, kamphelikoptere, jagerfly og landtropper er under dække af en krig mod terrorisme i fuld gang med at slagte masser af ci-vile palæstinensere i Sharons egen ud-gave af “Endlösung”.

Selv fra borgerlige medier hører man dagligt rædselshistorier om massakrer, ambulancer der bliver beskudt, drab på civile mænd, kvinder og børn, kvin-der der føder på gaden, døde palæsti-nensere der bliver begravet i masse-grave under parkeringspladser, for-modede terrorrister der bliver likvi-deret uden videre efterforskning osv.

Vestens hykleri Lederne af vores del af verden ser helst en “fredelig løsning” på konf-

16

Palæstinensere passerer en israelsk kampvogn i nærheden af Jenin.

WWW.MARXIST.DK

trykkelse, jo mere modstand vil der komme, og for hvert israelsk angreb vil nye desperate unge melde sig til “martyrernes” rækker.

Enhed for en socialistisk føderation!

Oprettelsen af staten Israel førte ikke til sikkerhed for det jødiske folk. Marxisterne var imod dannelsen af staten Israel, men i dag mange år efter kan den ikke bare forsvinde. Israelerne har lige så meget ret til at eksistere i fred som alle andre folk.

Men fred og frem-gang og retten til selvbestemmelse for folkeslagene er utopi, så længe det er kapitalismen, der styrer verden. Kun en socialistisk

føderation i Mellemøsten, der kan kombinere områdets ressourcer i en fælles produktion, kan afskaffe fattigdom og arbejdsløshed og dermed den desperation, der fører til had og bitterhed. Kun i en sådan føderation kan folkene leve fredeligt sammen med fuld ret til selvbestemmelse.

På kapitalistisk grundlag er ingen varig løsning mulig. Det er nødvendigt at styrte de reaktionære regimer i både Israel og de omkringliggende arabiske lande.

Den israelske arbejderbevægelse må kæmpe med al deres magt imod besæt-telsen af Palæstina. Et folk, der under-trykker et andet folk, kan aldrig

selv være frit. Både palæstinensiske og is-raelske arbejdere må forstå, at med-mindre de står sammen i fælles kamp mod kapitalismen og imperialismen, vil der kun ligge mere blod og kaos forude.

Den nuværende situation er ekstremt svær, men det er absolut nødvendigt at kæmpe imod strømmen: at bekæmpe nationalismen og hadet og slås for enhed mellem jødiske og arabiske ar-bejdere.

Kun ad denne vej er der en fremtid for alle folkeslag i Mellemøsten.

SM og SK

Individuel terrorisme gavner reaktionen

Palæstinenserne kæmper mod en mange gange stærkere fjende, der er i besiddelse af en af verdens mest omfattende militærmaskiner. Det er David mod Goliat. Et besat folk mod en besættelsesmagt. For palæstinenserne er det en retfærdig krig, mens det for Israel er en krig, der går ud på at besætte andres land og opretholde undertrykkelsen af et andet folk. At prøve at dømme begge sider ens er rent hykleri og hjælper i praksis undertrykkeren mod den undertrykte.

Det er i denne desperate situation, at unge palæstinensere kaster sig ud i blodige selvmordsangreb på civile is-raelere. Marxisternes holdning til den slags individuel terrorisme er klar: Det er en metode, der kun gavner reaktionen. Den giver de israelske imperialister en masse gode kort på hånden, og det forsyner dem med en und-skyldning for at optrappe angrebene og undertrykkelsen. Det er en metode, der skaber stadig større kløfter mel-lem almindelige palæstinensere og israelere, og dermed lægger den store hindringer i vejen for

NYE PJECER FRA SOCIALISTISK STANDPUNKT! Perspektiv for verdensrevolutionen 2002.

Om den aktuelle økonomiske og politiske situation i verden. Om krise, globalisering og med talrige eksempler fra situationen i forskellige lande.

Kun 5 kr.

Kæmp for en ordentlig uddannelse!

Om forholdene på de danske folkeskoler, og hvordan vi kan kæmpe for, at de bliver bedre. Om uddannelserne i et klassesamfund.

Kun 5 kr.

Kan bestilles via www.marxist.dk, pr. e-mail marxist@marxist.dk eller på telefon 21 82 48 14

NR. 7 MAJ 2002

[ ] Jeg vil høre mere om SOCIALISTISK STANDPUNKT ! [ ] Jeg vil abonnere på SOCIALISTISK STANDPUNKT ! (6 nr. for 60,- / 120,- ) Navn: ________________________________ Adresse:_______________________________ ______________________________________ Sendes til: SOCIALISTISK STANDPUNKT, Poste Restante Nørrebrogade 10., 2200 Kbh. N.

17

Revolution og kontrarevolution i Venezuela Mindre end 36 timer efter at en gruppe højreorienterede forretningsfolk og generaler fra hæren havde taget kontrol over Venezuela og afsat præsident Hugo Chávez, faldt det, der må have været et af verdenshistoriens korteste kup, sammen i total forvirring. Den midlertidige præsident Carmona måtte gå af, og Chávez blev genindsat som præsident.

Kontrarevolutionært kup Klasseinteresserne bag kuppet var tydelige. Lederen af den midlertidige re-gering var en rig forretningsmand ved navn Pedro Carmona – han er også formand for arbejdsgiverforeningen. Hans første handling var at ophæve Chávez’ såkaldte anti-investeringslove – dvs. alle de love, der skulle forsvare Venezuelas interesser og hæve mas-sernes levestandard.

Forspillet til kuppet var de antiChávez-strejker, der fandt sted i Venezuelas olieindustri for nylig.

Det var kontrarevolutionære strejker, organiseret af den venezuelanske olieindustri (PDVSA) i forening med højreorienterede fagforeningsbureaukrater. Lederne af PDVSA ville sætte en stopper for restriktionerne på olieproduktion og igen blive USA’s største olieleverandør.

USA’s rolle Kuppet blev ledt af det venezuelanske borgerskab og deres folk i militæret.

Men det var helt klart Washington, der hev i snorene. Planen blev lagt og udviklet i USA. Bush-regeringen vil ger-ne af med Chávez, så de kan overtage Venezuelas olieindustri ad bagdøren ved at give “støtte” til den nye regering i Caracas – i form af olieinves-teringer. Dette er en del af USA’s bredere strategi efter 11. september, som går ud på at intervenere aggressivt alle steder.

18

USA har brændende brug for en garanteret olieforsyning, som ligger behageligt langt væk fra urolighederne i Mellemøsten. Men der er også en bredere dimension i USA’s aktiviteter i Venezuela. Det amerikanske militær er aktivt involveret i en beskidt krig imod guerrillaerne i nabolandet Colombia. Det er velkendt, at Chávez har haft venskabelige forbindelser med de colombianske guerrillaer. Det alene ville være grund nok til, at CIA ville af med ham.

deres tal på 350.000 deltagere næsten helt sikkert overdrevet. Rapporter fra pressebureauer sætter tallet til højst 50.000. Regeringens sikkerhedsstyrker og Chávez-tro militser skulle efter sigende have skudt ind i mængden af ubevæbnede Chávez-modstandere, 15 skulle være blevet dræbt og 157 såret. Højrefløjen brugte dette som en undskyldning for at kræve, at Hugo Chávez trådte tilbage. Men i vir-keligheden tyder senere rapporter på, at de fleste af de dræbte faktisk var Chávez-tro demonstranter, der tilsyneladende blev skudt ned af snigskytter, der befandt sig på hustagene.

Kuppet bryder sammen Men kuppet holdt ikke.

Kupmagerne gjorde regning uden vært – uden at tage Venezuelas masser med i betragtning.

Men den afgørende grund til USA’s deltagelse i kuppet var, at radikaliseringen af masserne i Venezuela truede med at sprede sig til andre lande i Latinamerika, som nu er i dyb økonomisk og social krise. Ved at fjerne Chávez fra magten håbede den amerikanske imperialisme, at den kunne stramme grebet om Latinamerika. Det skulle være en lærestreg for masserne i andre lande.

Påskuddet til kuppet Selve kuppet udsprang af det, der skete den 11. april, hvor en demonstration var arrangeret imod Chávez-regeringen. Eftersom medierne i Venezuela er indædte Chávez-modstandere, er

På trods af at Chávez ikke har været i stand til at føre revolutionen igennem til enden, og krisen i Venezuela er begyndt at få ubehagelige konsekvenser, så indså masserne instinktivt den trussel, som kontrarevolutionen udgjorde.

Efter det første chok strømmede de ud på gaderne i Caracas og andre byer, og fejede alt foran sig til side.

Mas-sernes rolle var afgørende for kontra-revolutionens nederlag.

Stillet over for massernes spontane opstand løb forsøget på at indføre et diktatur straks ud i sandet, og der opstod hurtigt intern splittelse blandt kupmagerne.

Alvorlige konklusioner Nu sidder Chávez så igen som præsident, og er mere populær end nogensinde. Han er uden tvivl en ærlig

WWW.MARXIST.DK

mand, der ønsker masserne det bedste. Han har talt om den bolivariske revolution. Da Simon Bolivar hejste oprørsflaget imod den spanske imperialisme, drøm-te han om en national befrielseskrig, som skulle forene alle folkene i Latinamerika. Men denne drøm blev forrådt af borgerskabet, som sørgede for at opsplitte Latinamerika. Dette er den egentlige grund til, at det mægtige kon-tinent er slavebundet og undertrykt.

Men Chávez er ikke marxist. Han er inkonsekvent og tør ikke føre sin politik videre. Selvom kontrarevolutionen nu er slået midlertidigt i Venezuela, udelukker det ikke nye kupforsøg,

tværtimod. Det er nødvendigt at drage alvorlige konklusioner af det, der er sket. Man kan ikke lave en halv revolution. Man kan ikke forbedre forholdene for masserne og samtidig tillade det rådne og reaktionære borgerskab at bevare kontrollen med produktionsmidlerne. Jorden, bankerne og industrien må tages fra dem. Den økonomiske magt må lægges i folkets hænder. Det er den første betingelse for sejr. Uden det er intet fremskridt muligt. Arbejderklassen må bevæbnes, så de kan forsvare fremskridtene imod nye kupforsøg.

Det svidende nederlag er det direkte resultat af den politik, som er blevet ført af Socialist- og og Kommunistpartiets ledelse. Jospins politik i de sidste fem år har været en forvirret blanding af halvhjertede sociale reformer på den ene side og på den anden side reaktionære kontrareformer. Selv de umiddelbart gode tiltag har ikke altid virket positivt.

Indførslen af 35-timersugen var en vigtig ting, men mange arbejdere mener, at loven har ført til værre arbejdsforhold og løn. Arbejdsgiverne har kunnet tage meget mere igen gennem årsudregnet arbejdstid, fleksibilitet, produktivitetsaftaler og deslige, end de blev tvunget til at give i form af kortere arbejdstid.

35-timersugen skulle skabe job,

NR. 7 MAJ 2002

Det ville bane vejen for virkeliggørelsen af Bolivars drøm på den eneste mulige måde – gennem Latinamerikas Forenede Socialistiske Stater.

Sidste december viste den argentinske arbejderklasse vejen frem. De vene-

Politisk jordskælv ved præsidentvalget i Frankrig – Jospins politik bærer ansvaret For første gang siden 1969 blev alle venstreorienterede kandidater, inklusiv den socialistiske ministerpræsident Lionel Jospin, slået ud i første runde af det franske præsidentvalg. Anden runde vil komme til at stå imellem Jacques Chirac og den ekstreme højrekandidat JeanMarie Le Pen.

zuelanske og argentinske arbejdere er nu fortroppen for revolutionen i Latinamerika. Alle øjne er nu vendt mod Venezuela. Der er meget på spil. En afgørende sejr i Venezuela ville vende op og ned på hele situationen.

men regeringen har konsekvent nægtet at ansætte nye i det offentlige, og de har ladet arbejderne udføre det samme arbejde som før på kortere tid. Denne politik har ført til enorm utilfredshed med regeringen blandt offentligt ansatte.

Den socialistisk-kommunistiske regering har gennemført mange privatiseringer. De ti-tusinder af arbejdere, der er blevet ofre for lukninger, fyringer, fusioner og andre former for “omstruktureringer” er blevet mødt med total ligegyldighed fra regeringen. Da arbejdere på Michelin appellerede til regeringen i deres kamp mod store jobtab, trak Jospin bare på skuldrene og sagde, at hans regering ikke ville blan-de sig i en beslutning, som aktionærerne i firmaet havde taget.

Det er regeringens borgerlige politik, der har ført til valgresultatet. Mange forblev dog loyale over for Socialistpartiet for at slå højrefløjen, men de mange sofavælgere, sammen med de stemmer, der blev tabt til andre kandidater på venstrefløjen, var altså nok til at sikre Le Pen plads i anden

runde.

Kommunistpartiet fik kun 3,4% af stemmerne, hvilket er det laveste i hele partiets historie. Dette er resultatet af støtte til privatiseringer og mange andre upopulære tiltag. Hvad skal man bruge et “kommunist”parti til, hvis det går med til privatiseringer og markedsøkonomi?

De ultra-venstreorienterede kandidater fik til sammen 10% af stemmerne. Stemmerne på disse kandidater viser dybest set den revolutionære stemning, der findes i store dele af samfundet. Folk leder efter en vej ud af det kapitalistiske mareridt. I virkeligheden var der ikke nogen af de tre sekteriske kandidater, der frembød noget i retning af et revolutionært alternativ i deres kampagner. Men de stemmer, de fik, er af stor symptomatisk betydning.

Venstrefløjen har tabt valget, men allerede nu er kampen begyndt mod de angreb, som de borgerlige vil indlede, især hvis de også vinder parlamentsvalget i juni. Der må startes en kamp inde i Socialist- og Kommunistpartiet for at genetablere fortidens militante og revolutionære traditioner. Vi må kæmpe for et ægte socialistisk alternativ.

19

USA’s terrorkrig fortsætter Præsident George W. Bush brugte seksmånedersdagen for terrorangrebene på New York og Washington til at forberede befolkningen i USA og internationalt på nye militære aggressioner og mere død.

Bush påstås at have en hel “global strategi” imod Amerikas fjender. Den kaldes endda “Bush-doktrinen”. Men i virkeligheden er der ikke sådan en strategi. Bush’s politik består i at slå ud i blinde og gøre brug af USA’s overvældende militære styrke for at true og tvinge resten af verden til at gøre, som USA vil have. Sidste september erklærede Bush krig mod en unavngiven fjende – ikke en krig mod nogen specielt, men imod alle, der på en eller anden måde opfattes som en trussel mod amerikanske interesser. Sådan en politik har den fordel, at den giver det Hvide Hus og Pentagon frie hænder til at gå i krig mod mere eller mindre hvem som helst. Men den udsætter også USA for alvorlige risici.

Bush har tilsyneladende også besluttet, at USA skal til at tage atomvåben i brug. Ifølge Los Angeles Times har præsidenten beordret Pentagon at lave planer for brug af atomvåben og en liste over syv lande, der kan blive mål: Nordkorea, Irak, Iran, Libyen og Syrien – og Rusland og Kina! Øgede spændinger i hele verden Bush foreslår en meget alvorlig optrapning af USA’s militære aktivitet gennem et angreb på Irak, på et tidspunkt hvor krigen i Afghanistan ikke bare stadig er i gang, men faktisk på vej ind i en ny og farlig fase.

På Balkan er der risiko for nye uroligheder og mere vold i Makedonien, hvor ingen af problemerne er blevet løst. USA bliver mere og mere draget

20

ind i militære konflikter i Filippinerne og Colombia og senest via kuppet i Venezuela. Først og fremmest bliver konflikten mellem Israel og palæstinenserne optrappet i stadig stigende grad og kommer mere og mere ud af kontrol. Et angreb på Irak vil helt klart forværre spændingerne i Mellemøsten, som er et vitalt område for amerikanske interesser. Det ville medføre sammenbrud i Bush’s “anti-terror”-koalition og gøre de USA-venlige regimer som Saudi Arabien, Egypten og Jordan ustabile.

Det er ikke så mærkeligt, at der bag de officielle solidaritetserklæringer begynder at opstå dybe kløfter og sprækker i “koalitionen”.

Irak i skudlinjen Påstanden om, at Irak udgør en militær trussel mod USA, holder slet ikke vand. Det påstås, at Irak har farlige masseødelæggelsesvåben af kemisk, bakteriologisk og atomar art. At USA også har alle disse ting til overflod, nævnes aldrig. Så det, USA har noget imod, er ikke, at sådanne forfærdelige våben eksisterer, men at der er nogen, der udfordrer USA’s monopol på dem.

Desuden er der absolut ikke er nogen beviser for, at Irak rent faktisk har sådan nogle våben. Iraks militære potentiale blev ødelagt under Golfkrigen og blev opdelt i områder, der skulle overvåges af USA og England. De blev frataget retten til at flyve over deres eget land, og de blev udsat for en forfærdelig økonomisk blokade, der bla. har forårsaget en million irakiske børns død.

Der er ingen seriøse mennesker, der i dag tror på, at Irak udgør en alvorlig militær trussel mod USA. Al den snak om masseødelæggelsesvåben er kun en undskyldning for at retfærdiggøre nye amerikanske aggressioner mod Irak. Kravet om at lade våbe-

ninspektørerne vende tilbage er en provokation, der har til hensigt at give amerikanerne en grund til at indlede et angreb. Spændingerne stiger dag for dag. Offensiven kan begynde når som helst, selvom den måske er midlertidigt udskudt pga. den spændte situation i Israel/Palæstina.

Den virkelige grund til USA’s fjendtlighed over for Irak er, at USA’s herskende klasse er rasende over, at Saddam Hussein efter mere end ti år stadig sidder på magten i Bagdad.

Ikke fordi de har noget imod diktatorer – han er sådan set deres gamle ven – men fordi han er en diktator, der ikke lige gør, hvad de vil have.

Hverken det mi-litære nederlag i Golfkrigen eller blokaden eller de senere bombardementer har haft nogen virkning på ham. Tværtimod så har det styrket hans stilling. Flertallet af irakere hader ham givetvis, men de hader den amerikanske imperialisme endnu mere.

Urolig periode Den periode, vi er gået ind i, er den mest urolige, ustabile og voldelige i hele verdenshistorien. Der vil opstå mange situationer, hvor den amerikanske imperialisme bliver nødt til at gribe ind for at sørge for ro og stabilitet for deres fortsatte udnyttelse af verden, men det vil ikke løse problemerne. Der er også en begrænsning for, hvor længe den amerikanske arbejderklasse vil acceptere Bush’s internationale eventyr, mens deres egne forhold forringes mere og mere.

Både i USA, resten af den vestlige verden og internationalt vil vi se en opblusning af klassekampen i den kommende periode, og resultatet af denne kamp vil få altafgørende betydning for hele verdens fremtid.

WWW.MARXIST.DK

DEN SPANSKE REVOLUTION Fra det spanske monarkis fald i 1931 til nedkæmpelsen af majopstanden i Barcelona i ’37 udspillede den spanske revolution sig. Trotskij sagde engang, at de spanske arbejdere udviste så stort heltemod, at de snildt kunne have gennemført ti revolutioner.

Hvorfor mislykkedes revolutionen så i Spanien, mens den lykkedes i Rusland i 1917, hvor arbejderklassen var meget mindre, og situationen i det hele taget var meget mere ugunstig for arbejderne?

forlade landet.

Folkefronten Den borgerlige republik kunne ikke løse folks store problemer - der fulgte flere år med elendige forhold, hvor protesterne bølgede frem og tilbage, og revolutionære tendenser vekslede med reaktion. Denne proces kulminerede ved valget i 1936, hvor de

Folkefrontens program indeholdt en del gode konkrete tiltag med forbedringer for arbejdere og bønder, og derfor vandt den valget. Men Folkefronten havde reelt ingen planer om at gennemføre forbedringerne. Den stod fast på et kapitalistisk grundlag, og ka-pitalismen var i dyb, dyb krise, så det var ikke ligefrem fremskridt for arbejdere og bønder, der var plads til. For eksempel var det kun 2,5% af bønderne, der fik jord i Folkefrontens seks må-neder.

I Rusland havde arbejderklassen bolsjevikpartiet med en marxistisk ledelse, som kunne føre revolutionen til sejr. I Spanien derimod svigtede alle arbejderklassens store partier totalt, nogle ved direkte forræderi, andre fordi de var ude af stand til at give et klart perspektiv og vise en vej frem.

Elendige forhold Spanien var i starten af det tyvende århundrede et tilbagestående land i forhold til resten af Europa. I 2030’erne var 70% af befolkningen stadig bønder, og det var stadig godsejerne, der styrede deres liv. 1% af jordejerne ejede 50% af jorden.

Der var stor fattigdom, sult og nød, og dette blev endnu værre i 30’erne, da verdenskrisen også ramte Spanien. Der kom en periode med mange strejker og opstande, og der var stigende utilfredshed med monarkiet og korruptionen.

Det førte i 1931 til, at kongen måtte

NR. 7 MAJ 2002

arbejdernes sag underordnet samarbejdet med de borgerlige. At så godt som alle ar-bejderpartierne i løbet af konflikten gik med i Folkefronten, var den spanske revolutions ulykke – i stedet skulle man have opbygget en koalition mellem arbejderpartierne om et klasseprogram for arbejderklassens overtagelse af magten i samfundet. Selv an-arkisterne opfordrede flere steder folk til at støtte Folkefronten, stik imod deres egne idéer.

reaktionære partier blev besejret af Folkefronten, som var en samling af ar-bejderpartier og såkaldte progressive borgerlige partier, der gik ind for republikken. Folkefronten havde et program, som de deltagende borgerlige partier kunne støtte, og på den måde blev socialisternes kamp for

Selvgjort er velgjort Disse begrænsninger ved Folkefronten var mange arbejdere udmærket klar over, så de begyndte selv at føre forbedringerne ud i livet.

De afkrævede kapitalisterne ferie med løn, en 44-timers uge, lønforhøjelser, og 30.000 politiske fanger blev sat fri.

På landet begyndte bønderne selv at tage jord.

Kapitalisterne var ved at miste kontrollen, selvom arbejderklassens ledere havde underordnet sig selv

21

tisk kapitalisme – valget stod mellem kapitalisme i fascistisk form eller den socialistiske revolution. Folkefronten valgte ikke det sidste og kom derved i praksis til at fremme det første.

Mange arbejdere forstod imidlertid instinktivt behovet for selvstændig handling fra arbejderklassens side mod fascisterne, og på den måde startede arbejderne selv revolutionen, begyndende i Barcelona. De fik fat i våben og dannede arbejdermilitser, mange steder blev fabrikkerne overtaget af arbejderne, transporten blev sat under deres kontrol, i Barcelona blev selv frisørsalonerne styret af fagforeningerne.

Spanske militskvinder.

Folkefronten. Kapitalisterne så magten glide dem af hænde og droppede derfor deres støtte til de moderate, republikanske borgerlige partier. I stedet begyndte de at konspirere med generaler, monarkister og fascister for at redde kapitalismen fra den voksende sociale protest gennem et fascistisk kup.

Fascisme Fascismen er den form, kapitalismen tager, når den er kommet helt derud, hvor den ikke længere kan tillade den organiserede arbejderbevægelse at eksistere. Det er et middel til at gennemtvinge kapitalismens fortsatte eksistens og smadre alle arbejderklassens tilkæmpede rettigheder og dens organisationer.

Lederne for de store arbejderpartier var klar over faren, men gjorde ikke noget ved det andet end at opfordre Folkefrontsregeringen til at gribe ind. På den måde kunne de fascistiske officerer køre videre med deres planer, mens kapitalisterne slap deres fascistbander løs på arbejdernes organisationer. Situationen skærpedes, der var hele tiden nye sammenstød, men ligegyldigt hvad kapitalisterne gjorde, hjalp det ikke. Til sidst havde de kun

22

den sidste mulighed tilbage: Den 17. juli 1936 begyndte det fascistiske kup i de spanske områder i Marokko og på de Kanariske Øer, hvorfra det hurtigt spredte sig via de forskellige militærforlægninger landet over.

Reaktioner på kuppet Folkefronten forsøgte at skjule kuppet for folk, men arbejderne i Madrid og andre byer fik alligevel besked gennem matroser i flåden, som havde vendt sig imod deres fascistiske officerer. Arbejderne strømmede ud på gaderne, 100.000 i Madrid, og krævede våben, så de kunne forsvare sig mod fascisterne. Dette afslog Folkefrontsregeringen, og både Socialistog Kommunistpartiet opfordrede folk til at gå hjem igen. De steder, hvor folk adlød opfordringen, lykkedes kuppet, og natten efter gik fascisterne rundt med lister i arbejderkvartererne og skød fagligt aktive, socialister og kommunister.

Hvad var Folkefrontens reaktion på kuppet? Den omrokerede sig, så den fik mere højreorienterede ministre, så man bedre kunne forhandle med fascisterne! Folkefronten var ubrugelig.

Som situationen var i Spanien, var der slet ikke noget grundlag for demokra-

Folkefronten havde reelt ingen hær, for den gamle hær var gået med fascisterne. Den reelle magt i de områder, der ikke var faldet til fascisterne, var i virkeligheden i arbejdernes hænder.

Kontrarevolution Selvom de spanske arbejdere og bønder kæmpede stærkt og heltemodigt, vandt Franco og fascisterne som bekendt til sidst. Men sådan behøvede det ikke at være gået. Hvis der havde været et revolutionært socialistisk arbejderparti med et rigtigt revolutionært perspektiv, kunne man have gennemført revolutionen uden problemer. Men alle arbejdernes partier forrådte, da det gjaldt. De støttede alle Folkefronten og underordnede arbejdernes kamp under den “brede anti-fascisme”, uden at forstå, at fascismen kun kan bekæmpes rigtigt gennem arbejderklassens klassekamp mod kapitalismen.

Stalinisterne i Kommunistpartiet førte an i kontrarevolutionen, som ødelagde alt, hvad arbejderne havde tilkæmpet sig, nedlagde militserne og smadrede arbejdernes egen kamp og satte en “rigtig hær” i stedet, dvs. de opbyggede den borgerlige Folkefronts hær.

De modarbejdede bevidst arbejder-

WWW.MARXIST.DK

militserne. De undlod at sende våben til dem, forfulgte “afvigende” tendenser og ophævede nationaliseringen af fabrikker osv.

I maj 1937 kom kulminationen på den-ne proces, da stalinisternes overtagelse af telefoncentralen i Barcelona fik bæ-geret til at løbe over.

Centralen havde ellers været styret af arbejderne og de-res organisationer, men nu skulle der oprettes “ro og orden”. Det førte til å-ben kamp – en borgerkrig i borgerkrigen. Arbejderne byggede barrikader og startede en generalstrejke for at for-svare deres revolution. Men POUM (et mindre parti, som nogle fejlagtigt kalder trotskijstisk) og anarkisterne kom stalinisterne og kapitalismen til undsætning og opfordrede til sidst arbejderne til at gå hjem. På den måde blev den sidste chance forspildt. Masserne var desillusionerede og forrådte. Nu lå vejen åben for fascisternes sejr.

Da stalinisterne havde nedkæmpet arbejdernes revolutionære tiltag, og fik gjort kampen mod fascismen til noget rent militært, var kampen tabt.

Fas-cisternes hær var overlegen rent militært set, og den fik støtte fra det fascistiske Italien og Tyskland. Men det ville ikke have været noget problem, hvis krigen var blevet ført som

en revolutionær krig. Så kunne man have vundet de “fascistiske” soldater over - de var jo selv arbejdere og især bønder og folk fra kolonierne i Marokko, og hvis man havde vist dem en vej frem med jord til bønderne, fabrikkerne til arbejderne, og ret til selvstændighed til kolonierne, ville mange have forladt de reaktionæres

Brug for socialistisk ledelse Stalinisterne i Spanien var Moskvabureaukratiets forlængede arm og forsvarede blot deres interesser. Dette bestod i for enhver pris at undgå socialistisk revolution i andre lande, for det ville forstyrre Stalins “fredelige sameksistens” med kapitalisterne, og det ville vække de sovjetiske arbejdere til dåd mod det undertrykkende bureaukrati og minde dem om de ægte arbejderdemokratiske traditioner fra Lenins tid.

De andre arbejderpartiers ledere havde ikke noget alternativ. De støttede enten direkte op om kontrarevolutionen eller var blot i det afgørende øjeblik ude af stand til at tilbyde et alternativ og samle arbejdernes kamp til det endelige opgør med kapitalismen.

Plakat fra fagforeningssammenslutningen UGT.

rækker. Det var det, der var grunden til, at bolsjevikkerne kunne vinde krigen mod de zar-tro og de udenlandske interventionshære efter Oktoberrevolutionen.

Hvis der havde været et socialistisk parti med et revolutionært perspektiv og fast forankring i arbejderklassen, ville man let kunne have gennemført revolutionen og slået fascismen.

Arbejderne var selv begyndt på denne opgave – det, der var brug for, var et

SOCIALISTISK BAGGRUND 1. “Hvad er Marxisme?” - En basal indføring i marxismens opfattelse af filosofi, historie og økonomi.

32 sider (stort format). 20 kr.

2. “Et socialistisk alternativ til EU” - En marxistisk analyse af EU og dens historiske og økonomiske baggrund som en blok mellem de europæiske kapitalister imod deres konkurrenter på verdensmarkedet, imod de tidligere kolonier i den tredje verden og imod arbejderne i de forskellige europæiske lande.

59 sider (lille format). 20 kr.

3. “Et socialistisk svar på kapitalismens globalisering” - En marxistisk analyse af den verdensomspændende anti-globaliseringsprotesbølge, der er opstået i de senere år. Om denne bevægelses behov for forbindelse til arbejderbevægelsen og for et socialistisk perspektiv for protesterne.

23 sider (lille format). 10 kr.

Kan bestilles på www.marxist.dk, pr. email marxist@marxist.dk eller på tlf. 21824814

NR. 7 MAJ 2002

23

24

WWW.MARXIST.DK

NR. 7 MAJ 2002

25

26

WWW.MARXIST.DK

NR. 7 MAJ 2002

27

SOCIALISTISK STANDPUNKT SOCIALISTISK STANDPUNKT DDen marxistiske avis arbejderbevægelsen Den marxistiske avis forfor arbejderbevægelsen

WWW.MARXIST.DK

NR. 7 MAJ 2002

1. maj – arbejderbevægelsens internationale kampdag Hvis man læser, hvad aviserne skriver om 1. maj og arbejderbevægelsen, er den holdning, man oftest møder, at 1. maj og arbejderbevægelsens kamp er en død sild. Men hvad var det, der før-te til, at vi fejrer 1. maj, og er det stadig relevant i dag?

Den første spæde start kom allerede i 1856 i Australien, nærmere bestemt i Victoria, hvor arbejderne i byggefagene havde fået indført en 8 timers arbejdsdag, der blev fejret med en fest den 1. maj. Det var dog først i

der derfor arrangeret massemøder og demonstrationer over hele USA. Flere steder blev demonstrationerne angrebet af politiet, værst gik det dog til i Chicago, hvor der var flere dræbte og hårdt sårede blandt arbejderne. Da der den 3. maj var en massedemonstration og blokade ved en fabrik, blev den an-grebet af omkring 300 skruebrækkere og 500 politifolk, igen blev flere arbejdere dræbt og såret. Dagen efter var der indkaldt til et protestmøde på Haymarket i Chicago, der mødte ikke

Fra Første Maj-demonstrationen i 1900.

Bannere med krav om 8-timers arbejdsdag.

1886, at grundstenen til 1. maj som en kampdag blev lagt. I USA havde man allerede fået indført en lov om 8 timers arbejdsdag i 1868, denne lov blev dog aldrig overholdt.

Så da arbejderne i Nordamerika og Canada begyndte at organisere sig i 1880’erne, besluttede de at gøre 1. maj 1886 til den dag, hvor man skulle have indført 8 timers dagen.

For første gang i USA’s historie blev

24

mange frem, og politiet besluttede sig for at opløse mødet. Samtidig blev der kastet en bombe, som resulterede i flere døde og tilskadekomne. Selvom de ansvarlige aldrig blev fundet, blev syv fagforeningsledere anklaget og senere dømt for bombesprængningen, 4 blev hængt, 2 fik livsvarigt fængsel, og den sidste begik selvmord. Dette var selvfølgelig ikke, fordi myndighederne virkeligt troede, at de havde gjort det, men fordi man ville skræmme

den amerikanske arbejderklasse fra at kæmpe for bedre forhold.

På 2. Internationales stiftelseskongres i 1889 blev det derfor besluttet, at man i solidaritet med de amerikanske arbejdere ville demonstrere for en 8 timers arbejdsdag på den 1. maj 1890.

Dagen blev en succes både i Europa og USA og blev derfor gentaget året efter, ligesom den også bliver her 112 år efter.

1. maj i dag I dag er der stadig mange ting at kæmpe for, og med den borgerlige regering ved roret er nedskæringerne på arbejderklassen kun speedet endnu mere op. Anders Fogh har udtalt, at klassekampen er død, men ikke desto mindre er regeringens politik ikke andet end god gammeldags borgerlig klassepolitik, hvor man tager fra de fattige og giver til de

rige. Socialdemokratiet og fagbevægelsen har på den anden side heller ikke noget alternativ, f.eks. stem-te Socialdemokratiet for finansloven, som har betydet massive nedskæringer på bla. uddannelses området. Og dele af den faglige ledelse har anbefalet et ja til en overenskomst, der langt fra er tilstrækkelig. Derfor er det vigtigt, at man som arbejder bliver aktiv i fagforeninger og parti, så vi kan få fagbevægelsen til at kæmpe for reelle forbedringer i stedet for at lade sig nøjes med krummerne fra de riges bord!

AT

GOD 1. MAJ! WWW.MARXIST.DK