Hjemme hos Sebastian Olesen

Tekst og foto: Flemming Falkenberg

1. Baggrund og opvækst Jeg er vokset op i Skjern i Vestjylland i en almindelig middelklassefamilie, hvor vi var traditionelle kirkegængere.

Mor var ingeniør, og far var elektriker, så jeg fik den her prægning af vigtigheden i at passe uddannelse, gå på arbejde og leve op til sine pligter. Mine forældre var også kirkesanger og organist, så jeg var altid med i kirke. Det var lidt kedeligt, så jeg legede med mit legetøj - inde i kirken eller ude på kirkegården. Det der med kristendom var en slags vedhæng som en byrde. Jeg havde ikke selv grebet livet i det. Man kan sige: Jeg havde ikke hjertet i det.

Mine søskende var også kristne, og vi havde et tæt forhold. Vi snakker tit sammen. Mine forældre skilt, da jeg var 11 år - og det udfordrede mit livssyn. Jeg havde svært ved, at Gud var der og passede på os. Det var en ulykke, der ramte os, da mine forældre blev skilt.

Jeg mødte nogle unge kristne som 13-årig. Og de hjalp mig til at forstå, at Gud var der - på trods af de dårlige ting i livet - Gud har omsorg for os i de svære tider.

Så begyndte selv at undersøge Bibelen såvel som andre religioner. Jeg blev optaget af videnskabens svar på forskellige ting. Det udvidede min horisont. Og kristendommen gav mig svar på det, jeg tvivlede om.

2. Danmark - hvordan orienterer jeg mig?

I mine unge år begyndte jeg at orientere mig anderledes. Hvad skal jeg bruge mit liv på, tænke jeg. Og her slog det mig, at små ting faktisk kan betyde noget. Det handler om at lade sig bruge af Gud. At være sød over for forældre og søskende. At sige tak. Og så handler det om at række ud efter andre. For eksempel delte jeg kaffe og kage ud i Skjern om natten.

Efter gymnasiet var vi på ferie i Egypten. Indtil da havde jeg ingen muslimske venner. Men så fik jeg en rigtig god ven, som åbnede mit hjerte for arabisk gæstfrihed, og hvor nemt det var i Mel- lemøsten at møde et fremmed menneske.

Det var omvæltende at møde denne store åbenhedmodsat den danske kultur, der er meget lukket. Det er en hård nød at knække at komme ind på livet af hinanden. Det tiltalte mig meget. Så meget at jeg søgte en uddannelse, hvor jeg kunne læse arabisk, og det blev Interkulturel Formidling på Syddansk Universitet. Og så flyttede jeg ikke bare til Odense, men valgte Vollsmose.

3. Vollsmose

Jeg kunne gøre en forskel i en bydel med et dårligt ry. Og der sker da noget nu og da. Allerede første aften ved indflytning så jeg fra balkonen en ung mand slå en anden oven i hovedet, og så løb de væk.

Det tog jeg som anledning til at gøre noget for unge kriminelle. Så jeg inviterede

Hjemme hos..

“Hjemme hos…” er en interviewserie i Vollsmose Avisen af Flemming Falkenberg.

Som en slags besøgsven er Flemming “hjemme hos” mennesker med forskellig baggrund i den dejlige og mangfoldige bydel, som Vollsmose er.

Interviewserien skal vise, at Vollsmose er en tværkulturel bydel, og at det i høj grad er fremkommeligt med en smule venlighed, imødekommenhed og en smule omsorg.

Hvert interview skal være et vindue ind i en kulturel baggrund, der kan føre til at åbne for forståelse og mere samvær på tværs af kulturer.

Flemming har tidligere arbejdet ved Vollsmose

Kulturhus. Og ellers har han mødt mange mennesker i de otte år, han har boet i Vollsmose. Som “hjemme hos’er” får du fire spørgsmål:

1. Hvor kommer du fra?fortæl din historie

2. Fortæl om Danmark og danskere? Hvordan var dit kulturmøde?

Efter gymnasiet var vi på ferie i Egypten. Indtil da havde jeg ingen muslimske venner. Men så fik jeg en rigtig god ven, som åbnede mit hjerte for arabisk gæstfrihed, og hvor nemt det var i Mellemøsten at møde et fremmed menneske molotovcocktails i Bøgeparken. Det er min mulighed for at møde nogle unge. Jeg bad til Gud om at møde dem, og mødte dem så efter fire måneder. Det var et udslag af min forståelse af at være personlig kristen. Jeg kan ikke selv gøre forskel på folk, når Gud elsker alle mennesker. unge kriminelle ind i min lejlighed. Jeg fik hjælp af min roommate, som var med på, at det var det, vi skulle gøre. Der blev kastet med sten og

Senere lavede jeg kirkefællesskabet Vineyard Vollsmose. På halvandet år er mere end 130 menneske fra mere end 40 forskellige nationaliteter kommet forbi. Muslimer, kristne, ateister. Vi går sammen om at gøre dagligdagen bedre. Vi vasker vinduer, samler affald, spiller fodbold sammen. Og så gør vi os bedre til at tale sammen om vigtige og personlige forhold.

4. Hvordan bliver vi bedre til at tale med hinanden?

Jeg er troende kristen og elsker muslimer. Næstekærlighed gælder ikke kun din hvi- de danske nabo. Næstekærlighed er fremmedkærlighed - og ham Jesus har altså ikke europæisk oprindelse. Jesus taler endog om fjendekærlighed.

Så det handler ikke om kun at omgås dem, jeg er enig med. Her beder jeg Gud om hjælp til at sætte mig i andres sted, når jeg møder folk, jeg er dybt uenig med. Og det skete, da “Danske Patrioter” kom til Vollsmose den 5. februar.

“Fuck Islam”, skrev de på et skilt. Jeg er meget uenig i det budskab. Jeg lavede en video og fik en muslimsk ven til at filme. Jeg stillede dem spørgsmål for at prøve at forstå deres tanker og motivation. De prøvede det samme. Jeg møder også radikale muslimer. Selv de mere hårde personer reagerer ofte positivt.

Vi lever i en verden med mange holdninger. De fleste

3. Hvordan er din hverdag? - Fortæl om dit liv i Vollsmose her og nu

4. Hvordan bliver vi bedre til at forstå hinanden i Vollsmose? Har du lyst til at blive interviewet af Flemming? Så send en mail til redaktionen på anst@boligsocialthus.dk ignorerer det ved at have venner, der ligner. Herved har man svært ved at være uenige. Man behøver ikke at nedgøre hinanden, og så skal man ikke altid diskutere uenighed, men man skal være ærlige om nogle ting. Mange lytter kun til mig for at have et argument imod mig. Men det primære formål er at forstå hinanden. Og blive ved at spørge ind, indtil det er forstået. På den måde bliver vi bedre til at tale med hinanden.