GÅ!
Det er ikke så høfligt at bruge bydeform af danske verber. Gå! Spis! Hold op! Eller hvad vi nu kan finde på at sige. Hvis vi gør, bløder vi det gerne lidt op. ”Gå lige hen og køb…” ”Hent gerne varerne inden kl. 14…” Vi bryder os ikke om at blive kommanderet rundt med.
Men Jesus byder os: ”Gå derfor hen, og gør alle folkeslagene til mine disciple…” Ikke noget med: ”Vil du lige …? ” Eller ”Kunne du ikke tænke dig at…?” Er engagement i mission en mulighed eller en del af det at være kristen?
Jeg er ikke i tvivl. Der er områder, hvor du og jeg har valgfrihed, men der er også områder, hvor vi ikke har: Næstekærlighed, givertjeneste, mission og mange flere.
Mission kan være mange ting og foregå på mange måder, alt efter hvilken person du er, og hvilken situation du er i. Man drev mission på en måde i Dan-
KOLOFON
Mission Afrika, Folkekirkelig Mission i Afrika, er et dansk missionsselskab, stiftet i 1911.
Motto: “Trofast er han, som kalder jer, han vil også gøre det.” 1 Thess. 5,24
Udgiver: Mission Afrika
Lyseng Allé 15D, 8270 Højbjerg
Tlf.: 8672 5050
Mail: ma@missionafrika.dk
www.missionafrika.dk
mark for 50 år siden – måske kan man gøre det samme i dag, men chancen for, at metoderne ændrer sig, er stor. Det gør heller ikke så meget, at metoderne ændrer sig, for budskabet, evangeliet, er det samme. Indpakningen forskellig, men indholdet det samme.
Vi skal tilpasse uden at gå på kompromis
Vi må tilpasse os omgivelserne og omstændighederne uden at gå på kompromis med evangeliets indhold, og det kan evangeliet sagtens holde til. Det kan omsættes til alles hverdag, om det er i Bogense eller Bamako.
Vi kan godt blive frygtsomme og usikre på fremtiden. Hvordan vi gør dette og hint? Sådan havde de, der gik før os det også. De havde ikke en færdig plan med sig, da de rejste ud, men søgte Gud i bøn efter vejledning i stort som småt, og Gud ledte og velsignede.
Sådan gør Gud også i dag. Han har ikke forandret sig. Han er ikke færdig med mission. Gud vil, ”at alle mennesker
skal frelses og komme til erkendelse af sandheden”.
Derfor skal vi hele tiden se os om for at opdage, om vi er på rette vej. En har sagt: ”Fortidens løsninger er nutidens problemer.” Det er kun sandt, hvis vi som bevægelse ikke forandrer os i takt med, at de sammenhænge, vi arbejder i, forandres.
Situationen i Etiopien, hvor jeg var missionær for 30 år siden, er ikke den samme i dag, så at tro, at vi kan bruge de samme arbejdsmetoder i dag, som jeg gjorde dengang, er naivt. Der er langt flere kristne nu end da, tak Gud for det, og de er langt bedre uddannede, end de var dengang. For dem er tiden også en anden nu. Dengang tog det en halv dag at ringe hjem. I dag har de fleste en mobil og har med få klik adgang til alverdens information.
Gud kalder os til mission, her, der og alle vegne. Vi skal gå! Længere er første skridt ikke. Hvorhen og hvordan, vi hver især skal gå, skal vi finde ud af sammen med Gud. Så går Hans puslespil op! █
Giv en gave
MobilePay: 560 201
Giro: +01 640 7293
Bank: Reg. nr. 5061 konto 1060018
Ledelsen
Formand:
Anne Mie Skak Johanson
Generalsekretær:
Jørn Blohm Knudsen
Bladet/MAgazinet
Abonnement:
Spørgsmål vedr. abonnement og kommentarer til bladet rettes til tlf. 8672 5050
Redaktør:
Jørn Blohm Knudsen, tlf. 8672 6056
Artikler og layout: Orla Fredensborg
Møller
Tryk: Johansen Grafisk, Holstebro
Oplag: 6600
ISSN 1399-1159
Forsidefoto: En pige fra Cameroun beder. Hun hedder Goodness og er datter af Pauline og Ezaï Zra.
Foto: Heidi G. Andersen
JØRN BLOHM KNUDSEN GeneralsekretærEn ny begyndelse for 40 unge kvinder
De har været udsat for lidt af hvert. Nogle måtte droppe skolen tidligt, enten fordi familien løb tør for penge, eller pigerne blev gravide som teenagere. De fleste er blevet mishandlet og misbrugt, nogle blev enker alt for tidligt og mistede fodfæstet og indkomsten. I dag får de hjælp af den anglikanske kirke i Bo, Sierra Leone.
Opmærksomme og omsorgsfulde kvinder fra "Mothers' Union" i Sierra Leone har de seneste år lagt mærke til, at især de unge kvinder er ramt på livet efter ebola-epidemien for ni år siden og den nylige covid-19 pandemi.
Lukkede skoler, tidlige graviditeter, dødsfald blandt forældre og ægtefæller har efterladt mange alene, ressourcesvage og uden mulighed for selv at løfte sig ud af deres situation.
De unge kvinder får indflydelse på processen
Derfor har kvindeforeningen i samarbejde med Mission Afrika og den anglikanske kirke i Bo, en storby i det sydøstlige Sierra Leone, nu lavet et intensivt kompetenceudviklingsforløb på 18 måneder.
Efter research blandt byens udsatte er 40 unge kvinder blevet udvalgt til at være med i projektet.
"Vi har holdt møder med flere af kvinderne i målgruppen for at finde ud af, hvordan de havde det, og hvad deres behov er," fortæller Katumu F. Allieu, der i mange år har været aktiv i den anglikanske kirkes kvindeforening Mothers' Union. "Vores ønske er at finde en god måde at styrke kvinderne på, så de har redskaber til at bygge sig et bedre liv - og vi vil gøre det i tæt samarbejde med dem. Så vinder vi deres tillid, og de får ejerskab i processen."
Kursuscenteret renoveres
Kirken har en ældre bygning som bruges til undervisning. Den trænger til en kærlig hånd og en opgradering, og det er kirkens aktive kvinder godt i gang med.
Planen er i første omgang primært at undervise pigerne og de unge kvinder i at sy tøj.
De første 15 måneder af udviklingsforløbet består af undervisning i basale skolefærdigheder som læsning og regning, kombineret med en uddannelse i at betjene en symaskine og kendskab til forretningsopbygning.
Kontakt til lokale forretningsfolk
Katumu forklarer begejstret: "Vi er ved at opbygge kontakt til lokale forretninger og skræddere, så pigerne kan slutte forløbet af med tre måneders praktik. Vi vil løbende evaluere forløbet, og vi er overbevist om, at kvinderne får de nødvendige kompetencer til at starte på en frisk og skabe et godt liv."
Biskop Solomon Scott-Manga fra det Anglikanske Stift i Bo er meget glad for udviklingen. Han siger: "Vi har fået henvendelse fra andre interessenter i byen, der ser muligheden i at bruge de forbedrede lokaler til træning og undervisning af flere kvinder i forskellige fag. Vores mål er at udvide bygningen, så vi kan køre flere programmer samtidig. Det bliver uden tvivl til gavn for mange, også i årene, der kommer." █
der flytter noget BØN
Bøn, der vækkede
Det kan være udfordrende at være på partnerbesøg. Måske er det bare mig, men det kan godt tære lidt på kræfterne med en nat på flyet, bagage, der skal slæbes, første mødedag i varmen og koncentrerede samtaler. Jeg var træt, da mit hoved ramte puden efter første dag på partnerbesøg i Abuja, Nigeria, sidste år. Aftalen var morgenmad kl. 8.00, og det skal ingen hemmelighed være, at jeg godt kunne have trukket den lidt længere. Under morgenmaden går det op for mig, at jeg jo er stået alt for sent op. Vores nigerianske deltagere i partnersamlingen har været i gang længe. Dagen var startet med et timelangt bedemøde, og kvinderne gik foran. De har, som salmisten i Salmernes Bog siger det, vækket morgenrøden (Sl. 108,3). Det var uvant for mig, at det hele startede med fælles (lang og larmende) morgenbøn. Lige der oplevede jeg, at bønnen fik plads, og det var et vidnesbyrd
om en afhængighed af og overgivelse til Gud. Det flyttede noget i mig.
Gud hører...
2. Mosebog 3,7-8
Så sagde Herren: »Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for
Bøn berører Guds hjerte Gud er stor, og han er klippefast, men Gud kan også bevæges. Når vi beder, så bevæges Gud. Og det var tilliden til det, som jeg så der i Abuja. Det er ikke vores larm eller bønnens formuleringer, der når Guds hjerte. Præcist som en god far eller en god mor bevæges, når barnet kommer med sine ønsker, sådan bevæges Gud af sine børns bønner.
Vi læser i Bibelen om israelitterne, der under deres lidelser i Egypten, råbte til Gud om hjælp. Folkets råb satte Gud i bevægelse og i gang med at udfri folket (2 Mos 3,7-9). Vi læser om, hvordan Gud både så, hørte og tog det til sig, da israelitterne råbte til ham. Så Gud lytter rent faktisk til vores råb, og han hører, når vi beder. Selvom vi kan føle, at vores bønner kun når til loftet for derefter at falde ned
igen, så hører Gud, hvad vi siger. Han hører, når vi udtrykker vores ønsker. Han hører, når vi udtrykker glæde eller sorg. Jeg ved godt, at Gud kender alt, men han lytter alligevel til vores suk, og vores bønner bevæger ham.
Bøn er en betroet skat til kirken
Det er et enormt privilegium, at vi som Guds børn gennem bønnen får foretræde for Guds trone. Bøn er en særlig gave eller en særlig skat, som er betroet Guds folk. Guds børn kan frit lægge alle ting frem for ham. Det er kæmpestort. Vi kan bede for os selv men vi kan også bede for andre. Ved at bede for andre kan vi række den skat videre, som vi er betroet. Bøn er en dyrebar gave, som egentlig er mere værd end en hvilken som helst anden gave, vi kunne få eller give. For bønnen bevæger ikke kun Gud, den former og danner også den, der beder, så vi kommer mere i takt med hans hjerteslag.
Bøn, der beder med kraft
En anden oplevelse med bøn, som jeg vil fortælle om, er fra et andet himmelstrøg. I januar var jeg på besøg i det nordlige Indien. Her er der vækkelse, og mange kommer til tro på Jesus. Vi lyttede til indernes vidnesbyrd og hørte om alt det, Gud havde gjort. Efter en samling, hvor vi havde lyttet, skulle vi slutte af med bøn.
Vi var 5 danskere og 7 indere. Jeg blev udpeget til at være den, der skulle bede for vores indiske venner.
Jeg bad, hvad jeg
selv synes, var en god, okay lang og okay kraftfuld bøn, hvortil alle svarede amen. Så var det vores indiske venners tur til at
bede for os. Og på en gang begyndte de alle sammen at bede i munden på hinanden. Der var en vældig kraft i deres bøn, og det var, som kom der en bølge af ånd og kraft fra dem, som næsten slog os bagover. Her oplevede jeg, at bøn kan være meget kraft fuld. Jeg tror, det er, fordi bøn til Gud i virkeligheden er født af Gud selv. Ånden kommer os til hjælp i bønnen og går i forbøn for os (Rom 8, 26-27).
Bøn er at komme i forbindelse med Gud, som er en kraftfuld Gud.
som en god far eller en god mor bevæges, når barnet kommer med sine ønsker, sådan bevæges Gud af sine børns bønner."
Bøn
er sjælen, der gør sig parat til evigheden
En veninde sagde forleden til mig, at bøn er sjælen, der er ved at gøre sig klar til evig heden. Bøn er nemlig at praktisere fællesskab med Gud, og evigheden er netop, at vi der skal være sammen med Gud for altid. Jesu disciple så, at Jesus trak sig bort og bad. De så, at Jesus havde noget særligt, som ikke handlede om mirakler eller undere. Og derfor udbrød de: Herre, lær os at bede. Det særlige, som Jesus havde, var et dybt fællesskab med Gud. Derfor starter den bøn, Jesus gav sine disciple i respons til deres forespørgsel, også med Vor Far. Det udtrykker fællesskab, tillid og overgivelse. Det er bønnens inderste væsen.
Der er meget mere at sige om bøn, end jeg kan dele her. Bønnens verden er stor og dyb, kraftfuld og uforudsigelig, og mangfoldig og spændende. Mødet med bøn hos vores partnerkirker og andre steder i verden kan forhåbentlig opmuntre os til at bede mere og længere, mere højlydt og mere insisterende og på den måde søge ind i Guds nærhed. █
"Præcist
Nigeria: Her er bøn ramme alvor
Bøn former, skaber og redder liv
I samarbejde med Kontagora Projektgruppen har MAgazinet samlet en lille håndfuld vidnesbyrd om liv og tjenester overgivet til Gud, og en dyb afhængighed af bøn midt i farefulde omgivelser.
Hoseas giver Gud alt
Pastor Hoseas har siden barnsben været dybt engageret i sin kristne tro. Han er så aktiv i at tale med mennesker om sin tro og etablere kirker langt ind i muslimsk-dominerede områder i Nigeria, at der er en dusør på hans hoved.
Hoseas kommer fra en lille landsby i det nordøstlige Nigeria. Som ung var han med til at opbygge en kirke i landsbyen, fordi der ikke var nogen på det tidspunkt.
Senere kom han i lære hos en dygtig evangelist og kirkeplanter, der hed Bunduku. De arbejdede sammen i nogle år og Hoseas stod for opbyggelsen af 20 kirker. Først herefter fik han en præsteuddannelse på den lutherske kirkes præsteskole trods det, at han knap nok kunne læse.
Herefter blev han involveret i Kontagora missionsarbejdet, i det nordvestlige Nigeria, hvor han har været i 10 år.
I Kontagora-området og i delstaterne længere nordpå er der mange, der ikke har hørt kristendommens budskab om Guds kærlighed. Det nordlige Nigeria er domineret af islam. Her sidder efterkommere af nomadefolket fulanerne på magten og holder området i et islamisk jerngreb.
Arbejder videre trods vold og trusler Bander og militser hærger i området og tusindevis af mennesker har gennem de seneste to år flygtet fra angreb, plyndringer og nedbrændte landsbyer.
Den lutherske kirkes evangelister, her iblandt pastor Hoseas, og de små lokale menigheder har stået i fronten og har hjulpet nødlidende
så godt de kunne med deres små midler.
Trods trusler på livet og faren for kidnapning arbejder de videre!
Familien og vennerne i hjemegnen er bekymrede for dem og savner dem, men pastor Hoseas har givet sig over i Guds hænder og dedikerer sig fuldt ud til arbejdet med at prædike, undervise skolebørn og hjælpe.
Han har fået nådegaven til at helbrede. Han bliver opsøgt på alle tider af døgnet af syge mennesker. Også rige muslimer fra storbyerne
kommer til ham for at modtage forbøn. Mange bliver raske, når han beder for dem. Det betyder, at en del ønsker at blive kristne, fordi de med egne øjne ser Guds kraft. Nogle ønsker at standse hans arbejde og derfor er der udlovet 3.000.000 naira (ca. 45.000 kr.) til den, der gør det af med ham. Pastor Hoseas er flere gange blevet omringet og skudt på, men det er ikke lykkes at dræbe ham. Som han selv siger: "Intet kan ske mig, så længe Gud vil, at jeg skal fortsætte mit arbejde." █
Ser du månen, Daniel?
Daniel er en nigeriansk evangelist i det nordlige Nigeria. I 2022 blev han holdt som gidsel af en røverbande i seks måneder. Ved et mirakel lykkedes det ham at flygte.
Daniel blev sammen med nogle af sine kollegaer taget til fange af en voldelig religiøst-motiveret bande. Han og de andre gidsler boede i rø-
vernes lejr og blev udsat for mange grusomheder, blandt andet udsultning. De forsøgte at tvinge alle til at frasige sig deres tro og blive muslimer. Alle skulle med i moskeen til bøn hver morgen. Daniel modsatte sig deres tvang, og gennem bøn og faste fik han lov til at slippe for at komme i moskeen, og lidt tid senere fik fangerne lov til at praktisere hver deres religion. Han vandt respekt blandt fanger-
ne fordi de kunne mærke kraften i hans bøn og tro på Jesus.
Selvom hans krop var nedslidt og han havde stærke smerter i sine ben, så lykkedes det en nat Daniel mirakuløst at springe over en sovende vagt, og få åbnet døren til det sted, de var fanget. Han og 11 medfanger undslap. De flygtede ud i bushen og blev jagtet af gidseltagerne, der af en eller anden årsag ikke
kunne spore de undvegne fanger, selvom de var dygtige til det. De ville med sikkerhed være blevet dræbt på stedet, hvis de blev fanget.
I dag er Daniel genforenet med sin familie. Hans krop er blevet stærk igen og hans tro er endnu stærkere! Han vil meget gerne starte på bibelskole, så snart det er muligt.
Bøn beskyttede Hezron fra terrorister
Terroraktivitet i området nord for Kontagora by, hvor den lutherske kirkes bibelskole ligger, tvang i 2022 bibelskolens ledere Hezron og Christiane Luka til at flygte i sikkerhed med deres børn. En gang i mellem rejser Hezron tilbage til Gulbin Boka for at opmuntre dem, der er blevet tilbage.
Hezron Luka fortæller om en gang, hvor han er sikker på, at Gud beskyttede ham fra hærgende røverbander:
"Før jeg tager på den ca. tre timer lange tur ad dårlige veje til Gulbin Boka på min motorcykel, forhører jeg mig altid om potentielle farer eller terroraktivitet i området. Det var en lørdag. Det virkede sikkert nok at tage afsted, og min kone Christy bad som sædvanlig for for mig inden turen. Vi lagde mit liv i den almægtige Guds hænder.
Jeg ankom til Gulbin Boka
om eftermiddagen. Det var her jeg opdagede, at en ven forgæves havde forsøgt at ringe til mig for at advare mig om terroraktivitet i det område jeg kørte igennem."
Terrorister på spil
"Jeg ringede til ham og han fortalte, at terroristerne var på spil igen. De havde overfaldet flere landsbyer, hvor de plyndrede og dræbte, og forsøgte at få fingrene i så mange værdier som muligt.
Jeg blev meget nervøs og ringede til Christy og fortalte
om min situation. Hun forslog, at jeg skulle fortsætte noget længere ud ad vejen og søge tilflugt hos en missionær, som boede i en landsby, hvor det var lettere at løbe ud i bushen hvis der kom nogen. Hele natten lå vi søvnløse og frygtede, hvad der kunne ske."
Overnaturlig beskyttelse
"Den næste dag var søndag og jeg besluttede mig for at køre hjem og ikke afholde gudstjeneste, som ellers var planen. Jeg vurderede, at der ville være en 50/50 chance for at støde på banditter på ve jen. Christy og børnene fastede og bad for min sikkerhed.
Gaderne var tomme og landsbyerne spøgelsesagtige. Folk var flygtet ud i bushen
og der var stor fare for, at terroristerne stadig lå på lur. Turen hjem gik overraskende hurtigt. Kun 1,5 time. Der var ikke nogen trafik – men jeg er også overbevist om, at Guds engle beskyttede mig fra at blive taget til fange eller dræbt. Bliv ved med at bede for
Her er bøn ramme alvor...]
Undervurder aldrig bedende enker!
Salome Benson besøgte med sin mand Danmark i 1991. En tur hun aldrig glemmer. Siden mistede hun sin mand på tragisk vis, og nu samler hun andre enker i et bønsfællesskab.
"Min mand var præst og underviser på præsteskolen Brønnum Lutheran Seminary. I 2007 skulle han opereres i ryggen, men noget gik galt og han døde," fortæller Salome
Benson, der selv var lærer da hun var erhvervsaktiv. Hun har ikke ligget på den lade side, men er nu en af lederne i Nigeria Widows Prayer Movement.
"Jeg anser arbejdet med de andre enker, som meget vigtigt. Vi forsøger at indgyde dem håb og styrke. Vi ser os selv som nogle af de store troskvinder i Bibelen. F.eks. profetinden Anna, der var enke og var i templet, da Josef og Maria bragte Jesus derhen (Lukas 2,36-38). Vi
Et baby-mirakel
Hezron Luka, missionær i Kontagora, fortæller denne skønne beretning om et bønnesvar.
"For nylig ved en bryllupshøjtidelighed i en af vores lokale kirker, kom en kvinde gik hen til mig og sagde: "Her er din datter". Da jeg vendte mig om, genkendte jeg hende som den gravide kvinde, der kom hjem til mig for at få forbøn sidste år i september 2022.
Hendes klage var, at hun havde mistet to babyer ved fødslen. Dødfødslerne skete efter, at hun syntes, hun så mystiske væsner ved en flod. Hun var bange for at miste
har også taget opgaven fra 1. Timoteus 5,5 til os: 'Enker, som har sat alt deres håb til Gud, og som nu lever i bøn og påkaldelse dag og nat.' Vi oplever et forstærket kald til bøn i vores situation. Vi føler en klar forbindelse til vores himmelske Far nu, hvor vi
endnu et barn ved fødslen. Derfor kom hun for at blive bedt for, for at redde fostrets liv.
Vi bad sammen og bad Jesus om at gøre en ende på dødfødsler i hendes liv. Det var ikke dramatisk på nogen måde, og jeg havde glemt hændelsen. Men Jesus, som befalede os at bede i hans navn, var trofast og bevarede barnet under fødslen. Kvinden fødte en smuk baby pige og kaldte hende Gift (gave). Mødet med kvinden ved brylluppet den dag, var en påmindelse fra vores himmelske Far, og opmuntrede mig til at bringe alle slags problemer til Jesus, for han har omsorg for os.”
STØT EVANGELISTERNES AREBDJE
Du kan støtte via MobilePay 560 201 Skriv: Projektnr. 1313
1. Peter 5,7"Kast al jeres bekymring på ham for han har omsorg for jer."
[Nigeria:Hezron Luka med mirakelbabyen og hendes mor Salome Benson nen ved en kampagner
ikke har vores mænd at støtte os op ad. Vi beder for hinanden. Vi beder for vores respektive kirker – det er nemlig en tværkirkelig bevægelse. Vi beder for vores land Nigeria. Det er der hårdt brug
Gud griber ind
"Et bønnesvar vi fornylig oplevede var, da en af vores medlemmer ikke kunne betale sin husleje, og
derfor var ved at blive smidt ud af sit hjem.
Vi stod sammen med hende i bøn, og endda før hun nåede hjem den dag, var der en der havde besøgt hendes udlejer og havde betalt hele gælden. Udlejeren undskyldte endda for at have behandlet hende dårligt.
På grund af vores forbønstjeneste har vi oplevet at blive hjulpet ud af mange vanskelligheder."
Salome Benson sætter trumf på: "Gud har et særligt øje for enkerne og de faderløse. Bibelen siger: "Enken og den faderløse må I ikke
behandle hårdt. Hvis du alligevel gør det, vil jeg høre, når de råber til mig..." (2. Mosebog 22,21-22). Planen
er, at vores næste kampagne afholdes i november '23. Vi forventer op mod 1000 enker på gaden!"
Troens bøn leverede vejarbejde
Rikke Vestergaard er 82 år gammel men er stadig en energisk pendlermissionær, der tager tibage til sit elskede Nigeria så tit hun kan. Hun havde i mange år en klinik i landsbyen Dakka og opbyggede også en kirke og en bibelskole der. Denne beretning om bønnesvar er fra 2020.
Rikke fortæller: "Jeg skulle prædike ved gudstjenesten i kirken på Dakka Bibelskole nytårsdag 2020. Inspireret af en bog jeg var ved at læse, overvejede jeg, hvad der kunne være et oplagt bønneemne. Jeg kom til at tænke på vejen til Dakka. Den var så dårlig, at det tog 3,5 time at køre de sidste 35 kilometer. Jeg havde bedt i mange år om, at den måtte blive lavet, uden der var sket noget. På trods af det bad jeg Jesus om hjælp
endnu engang, og fik tro foræret, for at det ville ske. Efter jeg havde prædiket, spurgte jeg menigheden om de troede, at Gud ville have, at de skulle være fattige. De sagde uden tøven nej, så jeg svarede, at så ville Gud vel hjælpe os med at få vejen lavet. Der var straks jubel med halleluja og en frigørende latter.
Kateket Wilson, der ledede gudstjenesten, bakkede op og vi lovede hinanden at bede om en ny vej.
Endelig sker der noget
Der gik tre måneder så kom der tre mænd i april fra hovedstaden Abuja. De var sendt af regeringen for at se om det var rigtig, at vejen var så dårlig som det var blevet sagt. Der blev taget billeder både af skolen, klinikken byen og vejen. Men så kom
corona og der skete ikke mere. Jeg var rejst hjem i marts, så jeg blev ringet op og fik den gode nyhed.
Vi ved stadig ikke hvem der har snakket med de ansvarlige i regeringen, men Gud har jo mange engle.
I oktober 2021 kom der folk med store maskiner og arbejdet begyndte. Der er blevet lavet flere broer og vejen er nu næsten færdig
Vi mødte stor gæstfrihed og dedikation, og det gjorde indtryk
Flyet landede 11. marts i Yaoundé, en af Camerouns storbyer. Duften og den fugtige varme var det første, der mødte os. Heidi Andersen, Mission Afrika Genbrug, for hvem Afrika var en helt ny oplevelse og jeg, der nu i næsten 10 år ikke havde været i Afrika, var spændte og lidt nervøse. For nu stod den på 10 dage fyldt med samtaler, møder med mennesker med noget på hjertet og en snak om forskelle mellem Afrika og Danmark.
Som bestyrelsesmedlem og frivillig i Mission Afrika og inden da i Afrika InTouch var det en kæmpestor oplevelse for mig at besøge kirken i Garoua. I mange år har jeg forholdt mig til kirkens projekter og de personer, der driver dem, men det at stå her og opleve 'compounden' (kirkens område var noget ganske særligt).
Vores rejse bestod af en god vekselvirkning mellem at opleve nogle af projekterne og møde EFLC’s ansatte (Den Lutherske Brødrekirke i Cameroun), medarbejder i udviklingsarbejdet Amos Bouba, kirkens administrationsleder Ezaï Zra og kirkepræsident Alvius Debsia.
Vi havde gode snakke om kirkens arbejde og visioner, særligt i forbindelse med udsendelsen af missionærer fra Cameroun til Mali og Senegal. Vi diskuterede også frivillighed i vores lande.
Inspirationsdeling: Mali, Cameroun og Danmark
Vi var så heldige, at Pierre Moulna fra missionsarbejdet i Mali var i Cameroun i forbindelse med kirkens generalforsamling. Ham mødtes vi med ad flere omgange, og der blev både erfaringsudvekslet i forhold til Euroshop i Mali og Cameroun, talt om nye ideer, butiksindretning og second hand i Afrika.
Vi besøgte også Euroshoppen i Garoua, hvor
Clarisse
Zouyan
IDA JENSEN FRIIS Bestyrelsesmedlem i Mission Afrikane holder styr på butikken. Heidi Andersen var i sit es og gav nogle tips til butikspleje og indretning. Det var fantastisk at se, hvordan duge, strygejern og nipsgenstande, som Heidi havde taget med fra genbrug i Danmark, hurtigt kunne sætte tanker og drømme i gang.
Gadedrenge og bibelskolefamilier
To af de projekter, som gjorde særligt indtryk på os at besøge, var Pearls of the Street og EFLC’s
evangelistskole i Dolla.
På nuværende tidspunkt bor der ni drenge i forskellig alder på gadedrengehjemmet Pearls of the Street. Da hverken Heidi eller jeg rigtig kan begå os på fransk, var vi så heldige at have Mr. Bennet med som tolk. Han var ud over tolk også et fantastisk bindeled til drengene, da vi mødte dem, idet han fik dem til åbne op og fortælle os lidt om dem selv.
Noget af det, som vi særligt tog med os, var drengenes taknemlighed for at have fået et hjem og muligheden for at gå i skole. Det ses tydeligt i deres øjne, når de fortæller, hvor meget de ser op til og har respekt for hjemmets leder Maliki Magloire, som selv er tidligere gadedreng.
Noget af det, de beskriver, er, at de lærer at behandle hinanden godt og at hjælpe til. Og så lærer de en kærlig Gud at kende.
Ud over Magloire er der lige blevet ansat en kvinde til at være med til lede drengehjemmet. Ada Rougayatou, som hun hedder, er tidligere muslim og er nu konverteret. Det mærkes tydeligt på hende, at hun ser det som et stort kald at guide og drage omsorg for drengene.
På EFLCs evangelistskole i Dolla havde vi to utroligt spændende møder; det første med skolens 40 mandlige studerende, hvor vi talte om mission i dag, og hvordan det at være missionær og evangelist har ændret sig gennem tiden. Ved skolen er der skabt en hel lille landsby, hvor evangelisternes familier bor.
Vi fik mulighed for at mødes med kvinderne og høre deres tanker om livet som evan-
gelister, og hvordan skolen forbereder dem på dette liv. Kvinde-til-kvinde talte vi om tro og familieliv, og vi hørte dem fortælle om de udfordringer, de står i.
Trosstyrkende gæstfrihed
Vi blev med den største åbenhed inviteret ind i Ezai og Pauline Zra’s hjem. Flere aftner tilbragte vi sammen med dem. En aften var vi ude og spise pizza, og var vi med til fødselsdagsfejring af Ezai. Ud over den store imødekommenhed, som vi oplevede fra dem, var også deres dedikation til kirken og Gud et fantastisk vidnesbyrd. At sidde sammen med hele familien inden aftensmad og på skift fra dag til dag høre familiens fem børn læse et bibelstykke med dertilhørende refleksion og bøn var stærkt forbilledligt og gav en følelse af samhørighed. █
TEMA: NÅR VI BEDER
Bøn er lige så vigtigt som at trække vejret
Det var en gribende oplevelse at besøge vores partnerkirke i Cameroun. Fascinerende, at vi har så mange lighedspunkter som mennesker, og dog kommer fra og lever i meget forskellige vilkår.
Det gjorde indtryk på mig, hvor tæt inde på livet vores camerounske brødre og søstre har troen og bønnen. Her er nogle indtryk, jeg fik samlet op.
PAULINE ZRA
Hvad betyder bøn for dig: ALT, jeg er Guds skabning – han er min far.
Hvornår og hvor ofte beder du?
Vi beder i familien hver dag kl. 19.00, synger salmer og børnene skal på skift læse op fra biblen.
Jeg beder om natten, når der er onde drømme eller bare tankemylder. Jeg beder Gud om at blokere onde tanker, og så plejer jeg at falde i søvn igen. Jeg åbner mit hjerte mod Gud, og så bliver min vejrtrækning rolig
Jeg beder også, når jeg kører bil, bl.a. for min bror, som er syg, eller når jeg er træt, så beder jeg Gud om at være en god mor og hustru.
Bøn og kvindeliv i Cameroun
Jeg bad ofte og længe om, at mit 4. barn skulle blive en pige. Jeg havde fået 1 pige og 2 drenge. Jeg blev så lykkelig, da jeg fik at vide, at jeg havde fået en pige: Vi har kaldt hende Goodness
MARTIN ZRA, 13 ÅR
Jeg beder sammen med min familie og så beder jeg inden sengetid. Jeg beder også, når jeg har onde drømme. Om morgenen takker jeg Gud for en god nattesøvn og i skolen takker jeg ofte Gud for den mad, vi har fået og at det har været en god dag.
Det var dejligt at mødes med hustruerne til bibelskoleeleverne i Dolla. I 1,5 time talte vi om betydningen af det kristne budskab, om næstekærlighed, om det at hengive sin fremtid til Guds Rige. Og vi snakkede om lavpraktiske ting som familie, prævention og hårdt arbejde.
Kvinderne delte også nogle deres erfaringer med bøn. For eksempel fortalte de:
Mit barn var meget sygt – jeg bad og bad- og så blev hun rask. Jeg beder også, når jeg går i marken, så vi får en god høst.
Jeg beder med børnene, når der er mangel på mad. Når vi kvinder er sammen beder vi for vores mænd Boko Haram kom til vores landsby, jeg gemte mig og bad til Gud. Heldigvis blev jeg ikke opdaget og taget til fange.
Martin Zra i bøn. Foto: HGA HEIDI GARGULAK ANDERSEN Konstitueret leder af Mission Afrika GenbrugMission Afrika Youth på landevejen
Mission Afrika Youth, Pearls of the Street (POTS) projektgruppen og Shop-påhjul var alle ude og blive luftet i påsken.
Fredag var Agnete Rix og Laura Møller Hansen (begge tidligere volontører i Cameroun og POTS medlem) med til WAVE arrangement i Aarhus Valgmenighed for 40 unge mennesker, der alle købte en masse popcorn, sodavand, toast og schrunchies og
lavet af bananpalmer til fordel for gadedrengehjemmet i Garoua, Cameroun.
Derudover var Martha Bech Myhre og Emilie Wiborg (tidligere volontører i Cameroun og medlemmer af projektgruppen POTS) på Kristeligt Forbund for Studerendes Påskelejr, hvor de snakkede med en masse nysgerrige unge mennesker omkring at være volontør og at engagere sig i global mission. Denne dag var vores kære popcornmaskine også i fuld sving!
Derudover var Shop-på-hjul, som er en campingvogn lavet til en genbrugsbutik, også med på Påskelejr og stod udenfor. Her var det
Rebekka Balle og Clara Sode Kjærgaard Christiansen, som er engagerede i Oase, der havde klargjort vognen med gode sager og kørt den til Skanderborg.
En begivenhedsrig påske, hvor mange nye menne sker fik lov at møde vores skønne frivil lige!
TALK: Et tvær kulturelt seminar Nu ser vi frem til
tirsdag d. 25 april, hvor MAY afholder "TALK on Global Mission - minority ethnic Danes or young Christians?" i Gellerup Kirkes sognelokaler.
Aktiviteter, hygge og samtaler i udstillingsfoyeren på KFS Påskelejr.
Foto: 'Operation Mission'
JANNI PLOUGMANN Børne- og ungdomsnetværkerEr du dus med SAT-7?
Et lille hold fra Mission Afrika var med på den nyligt afholdte SAT-7 Network konference i Tyrkiet. Det er en årlig begivenhed og fest, hvor SAT-7's ledere, værter og producere mødes med partnere og donorer fra hele verden for at høre om medieorganisationens resultater og tale om de udfordringer og behov der er i den kommende tid.
"Det er noget af et program, vi skal nå igennem på de 2,5 dage," fortæller Hanne Myrfeld, der er frivillig foredragsholder i Mission Afrika regi og en begejstret SAT-7 støtte.
"Jeg følger godt med i deres arbejde, så mange af tingene havde jeg hørt om før, men det spændende at få mere indblik i, hvordan de arbejder med de forskellige programmer og tiltag. Jeg ærgrer mig lidt over, at jeg ikke kan forstå selve udsendelserne, da de jo er på farsi, arabisk og tyrkisk. Heldigvis kan mine arabisktalende venner fortælle mig mere om udsendelsernes indhold. Jeg vil jo gerne kunne anbefale nogle gode programmer til musli-
mer jeg kender og andre fra den region, der har brug for en opmuntring," siger Hanne Myrfeld. Hun forsætter:
"En af dem, der gjorde mest indtryk på mig, var direktøren for SAT-7 TÜRK Melih Ekener. Han er selv tidligere komiker og skuespiller i Tyrkiet, og han har et stort hjerte for at formidle kristentroen til sine landsmænd, der kender meget lidt til kirkerne liv og tro. Han fortalte om sit besøg til de jordskælvsramte områder i det sydøstlige Tyrkiet (se artiklen), og han brænder for, at myndighederne og medierne skal være bedre til at håndtere de store katastrofer. Omfattende ødelæggelser af den art må ikke ske igen, sagde han." █
Tyrkiske kristne hjælper jordskælvsramte ingen andre hjælper
I kølvandet på februars ødelæggende jordskælv i Tyrkiet og Syrien har tyrkiske kristne vist Guds kærlighed til de overlevende fra katastrofen.
Et eksempel er medlemmer af Izmir Isık-kirken i den vestlige del af Tyrkiet, der kørte 14 timer østpå for at lave mad, distribuere tøj og tilbringe tid sammen med dem, der blev påvirket af jordskælvene i Antakya.
SAT-7 TÜRK har rapporteret fra flere afsiddesliggende områder, hårdt ramt af jordskælvene, men som ikke havde set skyggen af hjælp fra myndigheder.
En ældre mand beretter, hvordan han har mistet 25 familiemedlemmer og hele landsbyen er jævnet med jorden: "De eneste, der kom for at hjælpe, var en kristen kirke. Folk, som vi ellers er blevet advaret imod at have noget med at gøre."
To måneder efter, er de stadig til stede og hjælper. Pastor Ali Öztürk afslører kilden til deres udholdenhed: "Vi lægger vægt på at tilbede og bede sammen mindst fem dage om ugen," siger han til SAT-7 TÜRK.
Troens stemmer fra Mellemøsten
"Jeg har nu indset, at Jesus er Guds Ord, der er kommet for at løskøbe os fra den straf, vi har fortjent. Han døde for at frelse mig. jeg vil gerne tro på ham og gøre ham til herre over mit liv. Jeg vil gerne lære ham mere at kende." Khaleel, Algeriet.
"Jeg vil gerne takke jer (SAT-7) for jeres værdifulde arbejde og jeres omsorg for menneskers behov. Min mand og jeg tjener med i en kirke, men den er nu lukket af myndighederne. Vi er under stort pres. De overvåger os, og kommer nogle gange uanmeldt ind i vores hjem. Jeg frygter for vores fremtid og for børnene. Jeg føler mig uligevægtig og frustreret. jeg har brug for jeres forbøn og vejledning." Alya, Algeriet.
"Det er med tårer, jeg skriver til jer. Vi er som fremmede i vores eget land. Vi lider og myndighederne nedbryder vores folks sind og ånd. Bed for os, at disse lidelser snart må ophøre." Kamand, Iran
UNGDOMSSEKRETÆR
med tiltrædelse 15. august 2023 eller efter aftale.
Ansøgningsfrist: d. 1. juni 2023 kl. 12. Se mere på: missionafrika.dk/jobopslag/
"Jeg takker Gud, at jeg ikke længere er den, jeg var. Jeg skammer mig ikke over evangeliet eller Herrens navn. Frygtens ånd er løftet af mig, og Herren gør mennesker omkring mig nysgerrig angående mig tro. De fleste, jeg taler med er tørstige efter Gud, og jeg kan dele min trosrejse med dem. Jeg fortæller dem om jeres (SAT-7's) programmer og om, hvordan jeres tjeneste hjalp mig med at finde frelsen og overvinde min frygt. Må Herren velsigne jer." Artin, Iran.
Tilmelding her: https://fb.me/e/2EIFrLpzO
Mission Afrika søgerKvinderne er de vigtigste
Vi har netop påbegyndt et projekt i Sierra Leone, og du kan være med til at støtte op. 40 fattige piger får mulighed for at få en erhvervsuddannelse. Det er både unge piger der er blevet tidligt mødre, som er stoppet i skolen i utide og som har være udsat for voldtægt.
Pigerne er meget sårbare i samfundet og står normalt uden ret mange muligheder for at få en uddannelse med deraf følgende fattigdom og dårlig opvækst for deres børn til følge.
En del af pengene skal også gå til at opgradere et værksted hvor pigerne skal undervises. Der er tale om et program på 1½ år hvor de 15 måneder er skolegang og de 3 måneder er i praktik i lokale virksomheder.
Efterfølgende vil de kunne få job i de virksomheder eller have mulighed for at starte op som selvstændige.
Vi har store forventninger til projektet. Det vil påvirke mange. Ikke bare pigerne, men
INDBETALINGSKORT
også deres familier og børn. Bed for pigerne, for underviserne og for at mange må komme på ret køl som følge af projektet.
Hvis du vil støtte projektet, kan du sende en gave og mærke den med projektkode 1312. Det koster 200,- kr. om måneden for en pige på skolebænken og 3.500,- i alt for hele forløbet.
Jeg ønsker at støtte Mission Afrikas arbejde med: 100 kr. 350 kr. 500 kr. Andet:
Meddelelse
560 201
Tak for din gave. Vi gør hvad vi kan, for at bruge den på bedst mulig måde!
Skriv
Kreditornummer og beløbsmodtager
89145783
Mission Afrika
Lyseng Allé 15 D
8700 Højbjerg
”1312” i kommentarfeltet Skriv "Projekt 1312" i kommentarfeltet Unge kvinder ved en bod i Sierra Leone. De må ofte klare sig selv efter bedste beskub.