2 minute read

Bæredygtig energi

Next Article
Energibesparelser

Energibesparelser

Kølig ressource trækkes op fra søens dyb BÆREDYGTIG ENERGI

Når Nyt Aalborg Universitetshospital står færdigt, skal det fjernkøles med vand fra kridtsøen ved Aalborg Portland. En løsning, der giver massive besparelser rent økonomisk og på CO₂-regnskabet.

Advertisement

Cementproducenten Aalborg Portland benytter massive mængder kridt til produktionen. De mange udgravninger har over tid dannet en kridtsø ved virksomhedens faciliteter, og den skal nu sikre fjernkøling til Nyt Aalborg Universitetshospital.

Nær bunden af den over 30 meter dybe sø er vandet mellem 4 og 14 grader året rundt. Det bliver i fremtiden en ressource, der vil give en elbesparelse på ca. 80 % sammenlignet med normale køleanlæg. Den 170.000 m² store hospitalsby ved Gistrup skal bl.a. bruge køling til patientstuer, personale- og kliniske faciliteter samt medicinsk udstyr.

Den klimavenlige løsning giver samtidig en besparelse på mellem 500 og 700 tons CO₂ om året.

Systemet under lup MOE er bygherrerådgiver for Aalborg Forsyning på søvekslerbygningen og kølecentralen, der spiller hver deres vigtige rolle i det omfattende system. Det kolde vand fra bunden af søen pumpes først op i den såkaldte søvekslerbygning. Via en varmeveksler bruges kulden fra søen til at køle vandet i det rørsystem, der løber til og fra kølecentralen på sygehuset. Der er således tale om separate systemer, hvor vandet i rørsystemet indeholder korrosionsbeskyttelse og er blødgjort, så rørene ikke korroderer eller blokeres af kalkaflejringer med mere. Vandet fragtes ca. 3,5 km til hospitalets 800 m² store kølecentral. Vandet afleveres med en temperatur på 12 grader og returneres i retning af søvekslerstationen ved 18 grader. Ringen sluttes, når varmen via en varmeveksler ledes ud i kridtsøens overfladevand.

Anlægget forventes at blive sat i drift medio 2021.

Grøn energikilde, der kan høstes år efter år BÆREDYGTIG ENERGI

Borgerne i Halskov har fået adgang til fjernvarme ved hjælp af et nyt halmfyret varmeværk, der også forsyner store dele af Korsør.

Halm er en etårig afgrøde og kan hermed sås, høstes og afbrændes i en årligt tilbagevendende cyklus. Det er tilmed en lokal ressource, og halm som brændsel er derfor tæt på at være 100 % CO₂-neutralt.

Et af de steder, hvor halmen omsættes til grøn energi, er på Halskov Halmvarmeværk i det nordlige Korsør. Frem til værkets indvielse i foråret 2019 måtte Halskovs borgere helt undvære fjernvarme. Det nye anlæg forsyner tilmed en betragtelig del af Korsør. Da Vestsjælland er rig på landbrug, er der i øvrigt godt med halmleverandører i nærområdet.

MOE har på flere fronter taget del i tilblivelsen af det nye værk, som SK Varme står bag. Vi var både totalrådgiver på byggeriet, bygherrerådgiver på maskinanlægget og byggeleder på det samlede projekt.

Ledningen under havnen Eftersom det centrale og sydlige Korsør også skulle have glæde af det nye varmeværk, var det nødvendigt at skabe forbindelse mellem byens eksisterende fjernvarmenet og det nye net i Halskov. Men Halskov og resten af Korsør er adskilt af vand, og MOE havde i den forbindelse til opgave at undersøge forskellige løsningsmodeller. Løsningen blev at føre en transmissionsledning under Korsør Havn ved en styret underboring. En opgave, der vakte en del nysgerrige blikke langs havnen, eftersom det 225 meter lange fjervarmerør blev trukket igennem i et stykke.

This article is from: