Katolsk Orientering nr. 12, 2023

Katolsk Orientering

Historisk pavebesøg i Mongoliet

”Vi er alle ’Guds nomader’”, sagde Frans til det lille katolske samfund, da han som den første pave besøgte det store land beliggende mellem Kina og Rusland.

Tekst: Niels Messerschmidt

ULAN BATOR Da pave Frans mandag

4. september afsluttede sit historiske firedages besøg til Mongoliet, sagde en præst, der medvirkede ved en sidste privat messe i det katolske pastoral-center i Ulan Bator, at besøget ”fik os til at føle os som elskede disciple – dette lille samfund føler en præsts omsorg, bekymring og kærlige opmærksomhed”.

Præsten tilføjede, at ”i fire dage har vi følt os lidt som verdens centrum”, og at besøget ”opmuntrer og styrker os i tro, håb og næstekærlighed”.

Pave Frans er den første pave til at besøge Mongoliet, hvor kun omkring 1.400 af de godt 3,4 millioner indbyggere er katolikker. I den tidligere socialistiske stat er især buddhisme og shamanisme udbredt. Trods sin lille størrelse har Den katolske Kirke i Mongoliet haft en kardinal siden 2022. Kardinalen er den 49-årige italiener Giorgio Marengo, som leder det apostoliske præfektur i hovedstaden Ulan Bator.

En ideel form for Kirke

Under sit besøg den 1.-4. september mødte Frans det, han konsekvent har fremstillet som en ideel form for kirke – en kirke i verdens periferi, som paven ynder at kalde det, i et land, hvor katolikkerne kun udgør et lille mindretal.

”Men at være lille er ikke et problem, men en ressource”, sagde paven, mens han talte i Peter og Paul katedralen i Ulan Bator. ”Gud elsker det små, og gennem det elsker han at udrette store ting”, tilføjede han.

Kirken i Mongoliet blev grundlagt på velgørenhed. De første missionærer tog sig af forældreløse og syge og åbnede hjem for mennesker med handicap. Et par timer før pave Frans forlod landet mandag, fortalte han de fremmødte, at katolicismen udvikler sig her ved at adoptere ”den ’form’ for tjeneste, som Jesus lærte os”.

Under indvielsesceremonien af ’House of Mercy’, et velgørenhedscenter drevet af Kirken i Ulan Bator, roste den 86-årige pave

Katolske nyheder fra ind- & udland

dyderne hos de frivillige, der udfører velgørenhedsarbejde i landet: ”En helt generøs og uselvisk tjeneste, som folk frit vælger at tilbyde til dem i nød – ikke af hensyn til økonomisk vinding eller personlig fordel, men af ren kærlighed til deres næste”.

Ligesom Urkirken

Frans sammenlignede Kirken i Mongoliet med ”det første kristne fællesskab”, der levede ”Jesu ord” i sin tid. Paven insisterede på, at Kirken ikke kan vokse gennem proselytisme, en ideologi, han altid har afvist på det kraftigste. Der er heller ikke tale om at bruge socialt arbejde i en ånd af erobring, hævdede han.

”En anden myte, der skal aflives, er, at Den katolske Kirke, som er kendt over hele verden for sit store sociale engagement, gør alt dette for at missionere – som om omsorg for andre var en måde at lokke folk til at ’melde sig ind’”, sagde han. ”Nej! Kristne gør alt, hvad de kan, for at lindre de fattiges lidelser, for i den fattige person anerkender de Jesus, Guds Søn, og i ham hver persons værdighed”, understregede paven.

I et land med blot 25 præster var der ingen grund til at advare mod klerikalisme, som Frans fordømmer i hele verden, især i lyset af de vestlige katolske samfund, som han mener ofte vender sig mod sig selv, besat af deres tab af indflydelse og opslugt af magtkampe. Der var heller ingen grund til at kritisere biskopper i et land, der kun har én. I stedet kom pavens ord under hele besøget mere som fra en mand, der støtter et lille og fjernt, men trofast fællesskab.

”Jeg opfordrer jer til at fortsætte ad denne vej, som har vist sig at være så frugtbar og gavnlig for det elskede mongolske folk”, sagde han i katedralen. ”Må I altid være tæt på folket [...] personligt tage jer af dem, lære deres sprog, respektere og elske deres kultur og ikke lade jer friste af verdslige former for sikkerhed”, tilføjede han.

Aarhus

Nr. 12 • 22. september 2023 • 49. årgang ”Velkommen hjem”-arrangement.

Pave Frans mødtes med Nambaryn Enkhbayar, den tidligere præsident for Mongoliet, her i forbindelse med den traditionelle gaveudveksling. I baggrunden ses den 49-årige italienske kardinal Giorgio Marengo, som leder det apostoliske præfektur i hovedstaden Ulan Bator. Foto: Vatikanets medier.

Nonner og ordensfolk i Rom reddede 3.200 jøder under nazisternes forfølgelse

Nyligt fundet liste over jøder, som søgte tilflugt i religiøse institutioner i Rom for at undslippe nazistisk-fascistisk forfølgelse under 2. Verdenskrig.

ROM En upubliceret dokumentation, der oplister hovedsageligt jødiske personer, som søgte tilflugt i katolske institutioner i Rom, da de flygtede fra den nazistiske forfølgelse, er blevet genopdaget i arkivet hos Det pavelige Bibelinstitut i Rom. Det skriver nyhedstjenesten Zenit. Listen over

hundrede kvindelige og 55 mandlige kongregationer, der tilbød husly, sammen med antallet af personer, der blev indkvarteret af dem, var allerede blevet offentliggjort af historikeren Renzo de Felice i 1961, men den komplette dokumentation var blevet betragtet som gået tabt. De nyligt genopdagede li-

Pave Frans’ kærlighed til Mongoliets lille katolske Kirke kom også konkret til udtryk ved kardinal Marengos konstante tilstedeværelse ved hans side under besøget. Den apostoliske præfekt i Ulan Bator, den eneste biskop i et land, der ikke engang har et enkelt bispedømme, er en af hovedarkitekterne bag Kirkens tilstedeværelse i regionen. Den 49-årige italienske missionær blev udnævnt til kardinal sidste år og er fortsat Den katolske Kirkes yngste prælat med den røde biretta.

ster refererer til mere end 4.300 personer, hvoraf 3.600 er identificeret ved navn. En sammenligning med dokumenterne i arkivet hos det jødiske samfund i Rom viser, at 3.200 med sikkerhed var jøder. Af de sidstnævnte ved man, hvor de blev skjult og under visse omstændigheder, hvor de boede inden forfølgelsen. Dokumentationen øger således markant informationen om historien om redningen af jøder i forbindelse med de katolske institutioner i Rom. Af hensyn til beskyttelsen af privatlivets fred er adgangen til dokumentet for øjeblikket begrænset. Dokumentet blev præsenteret på en workshop, der blev afholdt på Museo della Shoah i Rom

Færøerne

Pater Paul Marx O.M.I. skriver. Læs mere på side

KO mener

Det er svært at tro alene

”Kammerater blandt Danmarks Unge Katolikker! Naar disse linier udkommer paa Tryk, er vor Sammenslutning sket. Det Led, som kan samle vore forskellige Ungdomsorganisationer, og som vi har savnet i mange Aar, er skabt”.

Sådan stod det at læse i ungdomsbladet Stafetten nr. 1. fra 7. december 1947 om begyndelsen til det, vi i dag kender som Danmarks Unge Katolikker. Året efter blev DUK stiftet af en lille gruppe frivillige med pastor Ballin i spidsen. Med tiden har det udviklet sig til en børne- og ungdomsorganisation med eget sekretariat, konsulent og teologisk rådgiver. Dette til trods er meget af arbejdet fortsat baseret på frivillig arbejdskraft .

Lørdag den 23. september markerer DUK sit 75 års jubilæum med et flot arrangement på Ømborgen – dét sted, som har været og fortsat er omdrejningspunktet for mange af dets aktiviteter.

”DUK er et sted, hvor tro og sjov går hånd i hånd”, hedder det i invitationen til jubilæumsfejringen: ”Mange møder Kirken og den katolske tro på et personligt plan for første gang på DUK. Man stilles overfor troen i øjenhøjde og skal finde ud af, hvad troen betyder for en selv personligt. Der er plads til, at man kan eksperimentere med sin tro. Er man mest til stille bøn eller rytmiske sange til messen? Uanset hvad er DUK et sted, hvor fordybelse i troen går hånd i hånd med ’omvendt dag’ eller ’Ømstratego’ og badning i Mossø”.

I bispedømmets liv og virke kan man – når man har nået bedsteforældrealderen – let glemme det vigtige fundament, som DUK gennem sit virke er med til at støbe, nemlig troen og venskabet som fundamenter for fællesskabet. Mange venskaber er blevet indgået på DUK-arrangementer og mange ægtepar har fundet hinanden på DUK-lejre.

Ikke alene for denne opgave har DUK nu arbejdet i 75 år som et meningsfuldt katolsk børne- og ungdomsfællesskab, og håbet er, at det også vil være det om 25 år –ja, også gerne længere ud i fremtiden!

Heldigvis er DUK ikke alene om denne store og vigtige opgave. Det er hele Kirkens opgave at støtte vore børn og unge på deres trosvandring: altså også menighedernes, kateketernes, præsternes, de katolske skolers, ja alles ansvar i vort katolske bispedømme. Så i bund og grund gælder DUK’s formålsparagraf (om aktivt at formidle det glade budskab således, at børn og de unge møder Kirken som et levende og inspirerende fællesskab) for alle katolikker.

I et geografisk stort, men medlemsmæssigt lille bispedømme som vores, er der ofte for få børn og unge i en menighed til, at man kan opretholde meningsfulde tilbud for dem. Derfor er det nationale arbejde så vigtigt for at give dem et katolsk netværk i deres egen aldersgruppe. For det er svært at tro alene.

Trods sine 75 år samler DUK fortsat børn og unge fra hele landet og støtter det lokale arbejde i menighederne. Herfra skal lyde et stort tillykke – Ad multos annos! NM

Internationale nyheder

Trossamfund udsender fælleserklæring om koranafbrændinger

NGO-organisationen RESAM har udsendt en fælleserklæring, hvori de støtter regeringens indgreb mod koranafbrændinger.

YTRINGSFRIHED Religion & Samfund (RESAM), der faciliterer det positive indbyrdes møde mellem religiøse ledere i Danmark, skriver følgende i deres erklæring:

”Vi støtter op om, at regeringen tager skridt til at forhindre utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund og lovgiver mod handlinger, der foretages på et offentligt sted eller har til hensigt at udbredes i en videre kreds.

Dog finder vi baggrunden trist og bekymrende. At denne paragraf sættes ind i straffeloven nu under pres for rigets sikkerhed, er problematisk.

Vi har ikke absolut ytringsfrihed i Danmark. Den gældende lovgivning indeholder allerede flere end 400 bestemmelser, som sætter en begrænsning. Alligevel skal vi altid være uhyre opmærksomme og kritiske, når en regering vil sætte rammer for ytringsfrihed. I dette tilfælde sætter vi lid til, at domstolene får et redskab til at afgøre konkrete tilfælde, og at politiet griber ind på rette vis i aktuelle situationer.

Med koranafbrændinger har vi været vidner til totalt respektløse handlinger. De bliver udlagt som et eksempel på religionskritik, som der skal være plads til i ytringsfrihedens navn, men har intet med religionskritik at gøre. Religionskritik kan indbefatte

diskussion og kritik af religiøse forestillingers sandhedsværdi, udøvelse af religion og religionens konsekvenser for mennesker og for samfundet. Afbrænding af en hellig bog i det offentlige rum, sådan som det har været iscenesat, er noget helt andet.

Vi mener, at der er noget helt galt, når personer, som kun ønsker at forhåne, har politiet stående ved siden af – uden at gribe ind. Regeringen refererer til, at man i udlandet har oplevet det, som om statsmagten ligefrem billigede handlingerne. Sådan har danske muslimer også oplevet det, hvilket desuden har skabt uro og frygt blandt dem, ligesom det ville gøre på lignende måde hos andre minoritetsgrupper, hvis deres vigtigste symboler eller tekster kunne afbrændes i offentligt rum under politibeskyttelse. Det medvirker til håbløshed. Vi kan som samfund gøre det meget bedre, og vi skal ikke lade nogle få ekstremister bestemme.

Vi er som ledere i kirker og trossamfund bevidste om, at der er meget store udfordringer for anderledes troende i de radikale muslimske lande. Det kan vi ikke være døve over for. Blasfemilovgivning i disse muslimske lande bliver brugt imod anderledes troende og har snarere en mere symbolsk værdi, mens det, vi anser som naturlig og saglig religionskritik, hurtigt opfattes som blasfemi.

Danmark bør være en klar stemme i kam-

Afskedsansøgning bevilliget

Bispeprælat Berislav Grgic fra prælaturet Tromsø fratrådte den 31. august sit embede af helbredsmæssige årsager.

TROMSØ I et brev til medlemmerne af Den nordiske Bispekonference og til de troende i prælaturet Tromsø, har biskop Berislav Grgic meddelt, at han ved udgangen af august ville trække sig tilbage fra sit embede som bispeprælat i det nordnorske prælatur.

”Mit helbred er ikke godt. Det er grunden til, at jeg personligt har bedt pave Frans om at fritage mig fra mine pligter [...]”, skriver den 63-årige prælat, der blev bispeviet den 28. marts 2009. Paven har godkendt hans pensionering, som trådte i kraft den 31. august.

Pave Frans har udnævnt bispeprælaten i Trondheim, biskop Erik Varden, til stiftsadministrator.

Biskop Berislav Grgic er født i 1960 i Novo Selo (bispedømmet Banja Luka).

Efter sin præstevielse i 1986 arbejdede han

den 7. september.

Den genopdagede dokumentation blev indsamlet af den italienske jesuit, pater Gozzolino Birolo, mellem juni 1944 og foråret 1945, umiddelbart efter de allieredes befrielse af Rom. Birolo var kasserer ved Det pavelige Bibelinstitut fra 1930 til sin død i juni 1945. Instituttets rektor i denne periode var den tyske jesuit pater Augustin Bea, som blev kardinal i 1959 og blev kendt

ét år som sognepræst i Stara Rijeke, og derefter som sognepræst i Glamoc (Bosnien-Hercegovina). Han gennemførte sine licentiatstudier i spiritualitet ved det pavelige gregorianske universitet i Rom fra 1988-1991. Senere underviste han på seminariet i Zadar i Kroatien, arbejdede for Caritas Banja Luka, og virkede fra 2005 som

pen for minoriteters rettigheder, om de er religiøse eller ej. Derfor kan det også have sin fordel, at regeringen med det nye forslag om at ændre i straffeloven ikke berører spørgsmålet om blasfemi eller religiøse følelser. Til gengæld understreges det, at lovforslaget ikke kommer til at ændre på, hvordan man kan ytre sig i tale og skrift, hvad angår religiøse emner, herunder satire. Vi bemærker, at det altså ikke handler om at knægte enhver form for religionskritik. Endelig vil vi opfordre regeringen til, at den ikke forholder sig passivt og blindt til det politiske hykleri fra islamiske lande. Hvor er den mærkbare reaktion fra den danske regering, når der sker langt værre tilfælde i flere muslimske lande, som da kirker og kristne hjem blev raseret i Pakistan så sent som for et par uger siden, samtidig med at danske ambassadører må stå skoleret i muslimske lande. Her har regeringen også et ansvar for at leve op til lovforslagets ånd!”

Christian Alsted, biskop (Metodistkirken i Danmark),

Hans-Ole Bækgaard (formand, Indre Mission),

Keld Dahlmann (generalsekretær, Dansk Oase),

Tonny Jacobsen (formand, Frikirkenet), Czeslaw Kozon (katolsk biskop i Danmark), John Nielsen (generalsekretær, Evangelisk Frikirke),

Jan Risan (territorialleder, Frelsens Hær),

Søren Skovgaard Sørensen (generalsekretær, Luthersk Mission),

Ruben Holmgreen Falk (daglig leder, Kirkernes Integrations Tjeneste), Torben Andersen (generalsekretær, Baptistkirken), Ahmet Deniz (generalsekretær, Dansk Muslimsk Union).

sognepræst i Budzak (distrikt i Banja Luka), indtil han – som så mange andre – blev fordrevet af serberne den 20. august 1995. Den

3. januar 1996 ankom han til Norge. Her blev han landepræst for kroaterne i Oslo bispedømme, skolepræst ved Skt. Sunniva skole i Oslo og præst ved Skt. Olav domkirke. Fra 2004-2006 var han generalvikar for bispedømmet og derefter biskoppelig vikar for indvandrersjælesorgen. Han blev udnævnt til æresprælat af pave Benedikt XVI. Den 2. marts 2007 forlod han Norge for at arbejde i ærkebispedømmet München og Freising. Den 18. december 2008 blev han udnævnt til bispeprælat i Tromsø af pave Benedikt XVI og blev bispeviet den 28. marts 2009 i den lutherske domkirke i Tromsø.

Prælaturet i Tromsø er et katolsk territorialprælatur med sæde i Tromsø. De omkring 7.000 katolikker er fordelt på syv sogne, og deres andelen af den samlede befolkning udgør 1,4 %.

Prælaturet har i øjeblikket 12 præster og 23 ordenssøstre.

for sit engagement i den jødisk-katolske dialog, som især kom til udtryk i Andet Vatikankoncils dokument Nostra Aetate, om Den katolske Kirkes forhold til andre ikkekristne religioner.

Historikerne, der har været involveret i undersøgelsen, er Claudio Procaccia, direktør for den jødiske kulturafdeling i Rom; Grazia Loparco fra det pavelige fakultet for uddannelsesvidenskab Auxilium; Paul

Oberholzer fra Gregoriana universitetet og Iael Nidam-Orvieto, direktør for instituttet for Holocaust-forskning ved Yad Vashem. Rom var besat af nazisterne, fra 10. september 1943 til de allierede styrker befriede byen 4. juni 1944. I den periode førte forfølgelsen af jøderne bl.a. til deportation og mord på cirka 2.000, herunder hundredvis af børn og unge, ud af et samfund på cirka 10.000 til 15.000 jøder i Rom. NM

▶ Fortsat fra forside

Internationale nyheder

Paven på diplomatisk glatis

Vatikanet har forsikret Ukraines katolikker, at pave Frans ikke havde til hensigt at fremhæve russisk imperialisme, da han i en tale til unge russiske katolikker roste krigszaren Peter den Store, ’Moder Rusland’ og opfordrede de unge til aldrig at give op. Tekst: Niels Messerschmidt

VIDEOKONFERENCE Efter at Den ukrainske græsk-katolske Kirkes overhoved havde udtrykt ”stor smerte og bekymring” over pave Frans’ nylige videobudskab til unge russiske katolikker, har Vatikanet forsikret, at paven ikke havde til hensigt at anprise russisk imperialisme.

Vatikanets talsmand Matteo Bruni sagde den 29. august, at ”paven ønskede at opmuntre unge mennesker til at bevare og fremme det positive i Ruslands store kulturelle og åndelige arv, og bestemt ikke at forherlige imperialistisk logik og regeringspersoner”.

Udtalelsen kom som svar på en alvorlig bekymring, udtrykt af ærkebiskop Sviatoslav Shevchuk fra Den ukrainske græskkatolske Kirke over pavens ord, der refererede til ”Peter I’s og Katarina II’s store Rusland, det store og oplyste russiske imperium med megen kultur og megen menneskelighed”.

Det sagde pave Frans under en videokonference med unge russiske katolikker den 25. august, da han inden den afsluttende velsignelse sagde: ”Glem ikke jeres arv. I er arvinger til et stort Rusland. Det store Rusland af helgener, af konger. Peter II’s store Rusland [formentlig en henvisning til Peter I, red.], Katarina II, det store og oplyste russiske imperium med megen kultur og megen menneskelighed. Benægt aldrig denne arv, I arvinger til den store Moder Rusland,

fortsæt med det, og tak, tak ... for jeres måde at være på og for at være russere”.

Vatikanet afviser

Bemærkningerne blev ytret på italiensk efter en spørgsmål-og-svar-session med de unge, men var ikke inkluderet i det gemte livestream eller den officielle udskrift af pavens tale, der blev frigivet dagen efter af Vatikanets presseafdeling.

Pavens henvisning til russiske zarer, der i århundreder udvidede det russiske imperium, og som præsident Putin tidligere har påberåbt sig for at retfærdiggøre Ruslands invasion af Ukraine, fik den ukrainske ærkebiskop til at sige: ”Vi håber, at disse ord

fra Den hellige Fader blev sagt spontant uden nogle forsøg på historiske evalueringer, endsige støtte til Ruslands imperialistiske ambitioner”.

”Der er nemlig fare for, at disse ord kan opfattes som en støtte til netop den nationalisme og imperialisme, der har forårsaget krigen i Ukraine i dag – en krig, der bringer død og ødelæggelse til vort folk hver dag”, tilføjede han.

Nuntiaturet i Ukraine udsendte siden en erklæring, der ”på det bestemteste afviser” den fortolkning, at ”pave Frans måske har opfordret de unge russiske katolikker til at lade sig inspirere af historiske russiske personer, kendt for deres imperialistiske og ekspansionistiske idéer og handlinger, der har haft en negativ indvirkning på nabobefolkningerne, herunder det ukrainske folk”. Vatikanets ambassade tilføjede, at pavens ord skal forstås i sammenhæng med, at Frans er ”en indædt modstander og kritiker af enhver form for imperialisme eller kolonialisme på tværs af alle folkeslag og situationer”.

Så forsoningens frø På videokonferencen opfordrede paven de unge russiske katolikker til at være ”fredsmagere og ”brobyggere”.

Kort nyt

Den 26. august modtog paven en delegation bag uddeling af ’È Giornalismo’prisen i Vatikanet. Baggrunden var at overrække Frans denne anerkendelse.

’È Giornalismo’ er en journalistisk anerkendelse, indstiftet i 1995 af berømte personligheder inden for faget. Prisen ledsages af et pengebeløb på ca. 15.000 euro. Anerkendelsen har tidligere primært været givet til italienere, men efter en britisk og en amerikansk journalist er pave Frans den tredje ikke-italiener til at modtage prisen.

Antallet af pilgrimme til valfartsstedet Lourdes forventes at være tilbage på niveau før pandemien. Ifølge rapporter er besøgstallene indtil videre ”ganske opmuntrende”, siger stedets rektor Michel Daubanes. 3,5 millioner pilgrimme forventes at besøge Lourdes i år.

Deltagerne i det 10. møde for unge russiske katolikker i Sankt Petersborg, kommunikerede via livestream med pave Frans i domkirken Sankt Katarina af Alexandria den 25. august 2023.

Foto: domkirkens fotograf.

Skriver en fortsættelse til Laudato Si’

Vatikanets pressetalsmand bekræfter, at den anden del af rundskrivelsen Laudato Si’ (Lovet være du) vil fokusere på de seneste års klimakriser.

RUNDSKRIVELSE Da pave Frans den 21. august havde en delegation af jurister fra Europarådets medlemslande i audiens, sagde han, at han er ved at skrive en fortsættelse til sin rundskrivelse Laudato Si’, som opdaterer den med en række aktuelle spørgsmål.

Paven udtrykte under audiensen sin påskønnelse af juristernes indsats for at udvikle en lovgivningsmæssig ramme med henblik på at beskytte miljøet.

”Vi må aldrig glemme, at de yngre generationer har ret til at modtage en smuk og levende verden fra os, og at vi har et stort ansvar for at forvalte det skaberværk, vi har modtaget fra Guds generøse hænder”, sagde paven og takkede dem for deres bidrag.

I en erklæring samme dag forklarede Vatikanets pressetalsmand, Matteo Bruni, at fortsættelsen til Laudato Si’ især vil fokusere på de seneste års ekstreme klimaforandringer og miljøkatastrofer, der har ramt mennesker på verdens fem kontinenter.

Human økologi

Kort efter offentliggørelsen forklarede pave Frans betydningen af sin nye rundskrivelse

under en audiens den 21. juli 2015, hvor han blandt andet sagde:

”Denne kultur af omsorg for miljøet er ikke blot udtryk for en ’grøn’ holdning, men er meget mere end dét. Omsorg for miljøet vil sige at følge en menneskelig økologi, hvilket indebærer, at vi ikke kan sige, at menneskeheden er hér, og skaberværket og miljøet er dér. Økologi er helheden. Dét forsøger jeg at udtrykke i Laudato Si’: Mennesket kan ikke adskilles fra resten af skaberværket; der eksisterer et forhold mellem mennesket og miljøet, som gensidigt påvirker hinanden. Derfor svarede jeg

”Jeg ønsker, at I, unge russere, må føle jer kaldet til at være fredens håndværkere midt i så mange konflikter, midt i så megen polarisering på alle sider, som plager vor verden”, sagde paven og tilføjede: ”Jeg inviterer jer til at være sædemænd, til at så forsoningens frø – små frø, som i denne krigsvinter ikke vil spire i den frosne jord, men som vil blomstre i et fremtidigt forår”.

Hvert år besøger flere millioner pilgrimme byen ved foden af Pyrenæerne, herunder titusinder af syge og handicappede. Den lille by med sine 14.000 indbyggere har næstefter hovedstaden Paris, det højeste antal hotelsenge og overnatninger i Frankrig. Gang på gang sker der tilsyneladende uforklarlige helbredelser, som undersøges af en international lægekomité, og som tilskrives det helbredende vand fra kilden nær Mariagrotten i Massabielle.

på et spørgsmål, jeg fik: ’Nej, det er ikke en ’grøn’ rundskrivelse – det er en social rundskrivelse. For i samfundslivet, i menneskehedens sociale liv, må vi ikke glemme at tage vare om miljøet. At tage vare om miljøet er desuden en social akt, som i en eller anden grad socialiserer os gennem den holdning, vi hver især vælger’”. Laudato Si’ er pave Frans’ anden rundskrivelse. Den blev offentliggjort 18. juni 2015. Rundskrivelsen med undertitlen ’Omsorgen for det fælles hjem’ henter sin titel fra indledningen til Frans af Assisis lovsang til skaberværket, også kendt som Solsangen. NM

Rom har et rotteproblem – og det skyldes også tilstrømningen af turister. Myndighederne anslår, at der pt.(p.t.) er syv millioner rotter i Den evige Stad, svarende til 2,5 gnavere pr. indbygger. Colosseum er et særligt hotspot, hvor turister smider deres affald i de skyggefulde grønne områder omkring seværdigheden. Avisen La Repubblica har offentliggjort en video, der viser rotter i hobetal omkring Colosseum.

Med deres madaffald bidrager turisterne meget til spredningen af de uelskede gnavere i byen. Myndighederne vil rense området og opsætte rottefælder. Dette har aldrig tidligere været nødvendigt, som det fx har været tilfældet ved Castel Sant’Angelo nær Vatikanet.

Antallet af turister i Rom er steget kraftigt i år, og i påsken var byens hoteller fuldt bookede for første gang siden pandemien. I 2025 fejres Jubelåret i Rom og man må så håbe, at myndighederne er kommet rotteplagen til livs.

Invitation til møde om arv og testamente

Overvejer du at indsætte Caritas i dit testamente?

Så kom til arvemøde, og bliv klogere på hvordan du gør torsdag d. 28. september fra 17.00 – 18.30. Mødet finder sted i Caritas Migranthus, Reventlowsgade 10, 1651 København V. Meld dig til hos Sidse Helene Surel Mogensen på 31 42 92 06 eller på ssm@caritas.dk.

DEL DIN ARV MED VERDENS FATTIGSTE

Forældre – de første og vigtigste kateketer!

Men hvordan gør vi?

Tekst: Ann-Lise Aasesdatter

FAMILIELIV Mange forældre genkender sig selv i sætninger som: ”Du skal til undervisning i kirken. Det er vigtigt, så du bliver klar til kommunion eller firmelse!”

Og børnene svarer: ”Hvorfor? Hvorfor er det vigtigt at tro på Gud? Hvem er Jesus egentlig? Jeg vil hellere til fodbold end i kirke! Hvorfor blev Jesus korsfæstet?

Hvorfor skal jeg spise de tørre hvide kiks i kirken? Er det rigtigt blod, der er i vasen?

Hvorfor skal vi gøre korstegn? Hvorfor er Gud oppe i himlen, når vi har brug for ham på jorden? Hvad sker der, når vi dør? Hvorfor hører Gud ikke min bøn? Hvorfor er der ondskab i verden?

Hvad skal du som far eller mor svare dit barn, når det spørger om trosrelaterede emner?

Alle forældre vil det bedste for deres børn! Uden tvivl! Som katolik må man dog spørge sig selv, hvad der er det bedste for barnet i forhold til troen, og man må spørge sig selv og hinanden, hvordan man er en god kateket for sit barn? Og hvad gør man, hvis man ikke selv husker så meget af undervisningen fra sin egen barndom? Eller hvis man er usikker på, hvad Kirken faktisk lærer os? Eller selv er kommet på afstand af tro og kirke? Eller ikke selv har vaner i hverdagen med korstegn, bøn og deltagelse i messen.

Mange føler da, det sikreste er at lade være med at gøre noget! Så har man ikke gjort noget forkert, og man undskylder sig

måske med, at det er svært at finde tid, rum og overskud til, på egen hånd, at finde ind i troen for at give den videre til sine børn.

Der er mange årsager til, at det er svært at påtage sig rollen som kateket i familierne.

Ikke mindst i moderne familier i et kulturelt sekulariseret samfund som det danske, der ikke levner plads til tro i hverdagen, medmindre man selv, ret håndfast, har lært og holder fast i troens rutiner.

Der er de sidste mange år kommet adskillige opfordringer fra pave Frans om, at alle døbte, især forældre og bedsteforældre, må tage del i opgaven som kateketer og være

Klassiker i Lovsang

Portræt af salmedigteren Halfdan Kejser.

Tekst: Rolf Tönshoff

SALMEDIGTNING Han var – ikke ulig Grundtvig – et af de mest umusikalske mennesker, man kan tænke sig. Selv fuglesangen en forårsmorgen lød for ham som ”et Spektakel, man nok kunde taale, naar det ikke blev for kraftigt!” I vores ”Lovsang” hæfter vi os måske ikke altid lige ved forfatterne til de salmer, som vi har sunget så tit, og som vi kender så godt. Naturligvis er der fine salmer af Grundtvig, Ingemann, Brorson m.fl.; men hvor ofte har vi ikke sunget fx ”Udsend din Ånd” eller ”Lover Herren, alle slægter” – hvem er ophavsmanden til de elskede vers? Hvem var da denne Kejser, der i lighed med Grundtvig – skrev de smukkeste vers med den perfekte rytme og et slidstærkt sprog, der hos Kejser ragede højt op over tidens hang til sødladne salmetekster? Halfdan Kejser er – om man så må sige – en af vore egne! Han var en ypperlig forfatter, og i ”Lovsang” er han repræsenteret med 23 egne salmer og 20 salmer, inspireret af et forlæg – typisk oversat fra latin og så gendigtet af ham på dansk.

Konversionen

Halfdan Eliseus Kejser blev født i Kalundborg i 1868, blev student fra Schneekloths Skole i København og tog i 1891 den såkaldte skoleembedseksamen i fagene dansk, tysk og latin på universitetet. Han blev hurtigt ansat på et kursus i København,

i 1895 ved Ordrup Gymnasium, og et par år senere tillige ved Sct. Andreas Kollegiet. Hans rektor på Ordrup Gymnasium, borgmester Ernst Kaper, bemærkede, når talen gik på Kejsers konversion til Den katolske Kirke, at det var Kejsers nøjagtighed, trang til orden og sammenhæng, der tiltrak ham, ikke så meget ”den katholske Kirkes Pragt og dejlige Sang og Musik.« Selv beretter Kejser om sin konversion, at en god vens overgang til Frelsens Hær og bortrejse til Indien gjorde et så stærkt indtryk på ham: ”Kunde den Mand bringe saadan et Offer, kunde han nok gaa den langt ringere igennem, som det var at blive Katholik?” Pastor Niels Chr. Hansen, som en overgang var adjunkt ved Sankt Andreas Kollegiet, og som sammen med pater Günther SJ og Halfdan Kejser gav kirken et mere dansk præg, beskriver Kejser på denne måde: ”Hans Lige i Flid og Pligttroskab, Punktlighed og Nøjagtighed vil det være svært at finde.” Hans beskedenhed giver sig bl.a. udtryk ved, at hans navn aldrig står under noget af hans mange bidrag i fx ”Nordisk Ugeblad”, ”Katholsk Kalender”, som han med akribi redigerede i mange år eller som formand for ”Ansgariusforeningen”: et embede, han beklædte i 17 år. Han modtog konvertitundervisning hos pastor Johannes Braun, som kort forinden var blevet udnævnt til sognepræst ved Sct. Ansgar Kirke i København.

med til at bringe troen videre til kommende generationer.

Men hvordan?

Mange voksne, ikke kun forældre, er usikre på, hvad Kirken egentlig lærer os, og mange føler sig på bar bund i forhold til at tale om eller give troen videre til nutidens børn, som stiller ganske mange og rigtig gode spørgsmål.

Kateketens rolle i familien er ikke ny!

Jomfru Maria og Josef var kateketer i den hellige familie. Da Gud kom til os som menneske, voksede han op i en familie med en far og en mor. Jomfru Maria og Hellige Sankt Josef lærte barnet Jesus om Israels historie, de lærte ham et sprog om Gud, og gennem bøn var de med til at opdrage menneskebarnet Jesus til dyb intimitet med Gud. De påtog sig den opgave, alle kristne forældre har, nemlig at oplære deres barn i troen på Gud – selv om det selvfølgelig var en helt særlig opgave i forhold til Jesus, der

var Gud i menneskeskikkelse.

Var de usikre på opgaven? Det ved vi ikke, men der har uden tvivl også været udfordringer i den hellige familie, ud over dem vi kender fra evangelierne, mens Jesus voksede op og måtte lære at leve som menneske.

Jesus måtte lære det, alle børn skal lære for at udvikle en moden tro, og hans forældre måtte finde en vej til at lære ham det hele, så Jesus kunne fuldbyrde den mission han kom for at fuldføre. Som forældre udfyldte Josef og Maria deres plads i frelseshistorien, også i forbindelse med at oplære Jesus i troen.

Jomfru Maria og Sankt Josef var med andre ord kateketer for Jesus, præcis som alle kristne forældre er kateketer for deres børn. Hvad gjorde de? De kom i templet, de læste de hellige tekster, og de bad sammen i familien. De levede selv et inderligt og intimt liv med Gud og det gav de videre til Jesus, men de var jo også den hellige, udvalgte familie. Hvad gør vi? Det er jo det interessante for os: Hvordan gør vi konkret i vores moderne liv?

Pastoral-Centret har gennem længere tid arbejdet med nye idéer til forældre i rollen som kateketer. Der tilbydes derfor, fra oktober måned, gratis online-forældregrupper, som under ledelse af erfarne kateketer, kan være en vej til at hjælpe forældre med inspiration og viden til, hvordan man kan blive bedre til at tale med sine børn om tro.

Alle forældre til katolske børn er velkomne, og for at kunne tilgodese så mange som muligt, også under hensyn til familieliv og arbejde, udbydes to ens forløb med møder henholdsvis formiddag og aften, så der skulle der være en chance for, at mange kan deltage.

For mere information og tilmelding, se www.pastoralcentret.dk.

Kejsers eneste signatur var tallet 1012 –nemlig datoen for hans optagelse i Kirken den 10. december (1893).

Han havde sans for det ægte og ærlige Halfdan Kejser var en flittig mand, skønt han hverken var den fødte taler eller forkynder. Han var ingen fører eller ledertype; og det siges; at drengene i skolen hurtigt gennemskuede, at han heller ikke kunne styre en klasse. Til gengæld var hans sans for det ægte og ærlige veludviklet. Sammen med forfatteren Johannes Jørgensen og ovennævnte pastor Niels Chr. Hansen frembragte Halfdan Kejser som hovedud-

giver i 1907 ”Messebogen” Missale Romanum med såvel latinsk som dansk tekst. Her viser han sin filologiske dygtighed og fine sprogsans. Han kom til at betyde meget – ikke mindst for den påvirkning, som han i national henseende kom til at udøve på katolsk sprogbrug. Det var jo også den tid, hvor nationalsprogene for alvor gjorde deres indtog i liturgien fx med de såkaldte ”sangmesser.” Kejsers pligttroskab og flid resulterede i et uegennyttigt engagement inden for flere af kirkens vitale dele som fx Sangbogen for katolske ungdomsforeninger sursum corda fra 1911 og en stor del af arbejdet på Katholsk Salmebog og Bønnebogen, der udkom to år efter hans død. Kejser var blandt de mest aktive medlemmer i foreninger som Unio og A.C., og at der er blevet lagt beslag på Kejsers dygtighed og arbejdskraft er der ingen tvivl om. Han døde pludseligt og uventet af en mavesygdom i en alder af kun 48 år. I eftermælet skriver Niels Chr. Hansen: ”Det var et stort Tab, da vi mistede Kejser, og den tomme Plads, han efterlod sig, er ikke siden bleven udfyldt af nogen anden.”

Hvis man vil læse mere om Halfdan Kejser, kan Gertrud Messerschmidts artikel i Sognebladet nr. 2 fra 2021 fra Sct. Therese/ Andreas sogn anbefales på det varmeste. Endvidere er der informationer om forfatteren i Helge Clausens ”393 danske katolikker og katolikker i Danmark” på Katolsk Forlag. Yderligere informationer: ”Nordisk Ugeblad for katholske Kristne 85. Aargang, nr. 11, 1937.”

Bordbøn i familien. Foto: Pfarrbriefservice.

Søndagens tekst

Gud kalder os til at være helgener

Prædiken til 25. alm. søndag, den 24. september. Læsningerne er fra Es 55,6-9, Sl 145, Fil 1,20c-24.27a og Matt 20, 1-16a.

Tekst: Pater Paul Marx O.M.I.

PRÆDIKEN For at kunne få noget ud af messen er det nødvendigt, at vi bringer noget til den. Det, vi bringer, er en bevidsthed om, at når vi er til messen, er vi i virkeligheden sammen med alle himlens engle og helgener med Maria forrest omkring Guds trone i den evige tilbedelse af Ham. Vi er faktisk i himlen. Samtidigt medbringer vi en bevidsthed om, at når vi hører Guds ord læst op, er det i virkeligheden Gud Fader selv, der taler til os, Hans elskede, hellige og udvalgte. Dette siger af sig selv, hvor væsentligt det er for den, der læser op, at være sig meget bevidst om denne virkelighed.

Med åbne ører og hjerter lytter vi til Faderen, der altid taler fra sit hjerte, og tager imod alt, hvad Han siger til os på denne 25. alm. søndag.

Han fortæller os lige fra starten gennem profeten Esajas, at vi skal lade Hans tilgivende barmhjertighed gøre os levende. Hans barmhjertighed er altid til stede, som vekselsangen understreger. I ægte ydmyghed skal vi erkende, at vi er syndere og derfor har konstant behov for Guds tilgivelse. Men den tilgivelse kan kun være virksom i os, når vi bekender og angrer vore synder og med Guds nåde opgiver enhver syndig vej. Dette er så nødvendigt, ellers er det totalt umuligt at være et levende og ægte menneske efter Guds behag. Jesus fortæller om nødvendigheden af at miste sit liv for at frelse det. Det, som jeg skal miste, er mig selv, min egen personlighed, som i virkeligheden springer fra mange forskellige faktorer i mit liv, især fra egocentricitet og derfor er en selvskabt personlighed. Som C. S. Lewis skriver i Fælles Kristendom: ”Jo mere jeg kaster det, jeg kalder ’mig selv’, væk og lader Ham (Jesus) overtage mig, jo mere bliver jeg et ægte menneske”. Paulus levede Jesu ord bogstaveligt. Han skrev i sit

brev til kirkerne i Galatien: ”Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn.” (Gal 2,20). Med andre ord skal vi tænke som Gud – ”at have det samme sindelag som Kristus”, som Paulus skriver i sit brev til Kirken i Filippi (Fil 2,5).

Moselovens tid er forbi

At have det samme sindelag som Kristus indebærer, at jeg besidder en bestemt holdning vedrørende mig selv, nemlig at alt, hvad jeg har, er en gave fra den kærlighedsog omsorgsfulde Fader i Himlen. Dette er budskabet i dagens evangelietekst fra Mattæus.

Lignelsen om arbejderne i vingården har intet med social retfærdighed at gøre. At mene dette er en misforståelse. Jesus taler til jøderne. På Mattæus’ tid var der mange jødiske kristne, som brokkede sig over, at de hedenske kristne blev betragtet og behandlet på lige fod med dem som tilhørende Guds hellige folk. Apostlen Paulus skrev om denne situation især i sit brev til kirkerne i Galatien. Gud havde kaldt og dannet jøderne til sit helt specielle og hellige folk ved Moses på Sinai bjerget ca. 1.300 år før Kristi komme og gav dem en lov at leve efter, der markerede deres guddommelige kaldelse. Gennem disse mange århundreder havde de båret byrden af en konstant kamp for at overholde Guds lov, hvilket aldrig lykkedes dem særligt godt. Nu er de hedenske kristne også Guds hellige folk. De modtager den samme ’løn’, nemlig at være hos Gud i al evighed i himlen. Det er ikke fair. Mattæus, selv en jøde, skrev sit evangelium henvendt primært til sine landsmænd for at få dem til at indse, at nu er Moselovens tid forbi. Den forjættelse, som loven forkyndte og var et redskab for, er nu gået i opfyldelse. Guds salvede, Kristus, Mes-

sias, er nu kommet i Jesus af Nazaret. Ved ham er der kommet en ny lov, retfærdiggørelseslov. Ved hans lidelse, og korsdød og opstandelse, som loven og profeterne havde forkyndt, er mennesket retfærdiggjort ved troen på ham. Nu er mennesket befriet for synd og syndens frugt, døden, og skabt som en ny skabning, et nyt menneske, der har det rette forhold til Gud. Nu kan mennesket kaldes Guds søn eller datter med arveret til himlen. Som Paulus skriver i sit brev til kirkerne i Galatien: ”Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus.” (Gal 3,27-28).

Gud kalder os Jesu budskab drejer sig om, at Guds kaldelse er en gave. At arbejde i Guds vingård er en gave. Alt er en gave fra Gud. Denne forståelse af virkeligheden er så væsentlig for os, hvis vi skal leve et ægte Kristus-liv. Eksistensen, livet, den katolske tro, bønnen osv. er gaver, Gud skænker os. Vi kan intet uden Ham. Den rette respons er taksigelse for gaven. Denne holdning åbner os for Guds forvandlende nåde. Husk!

vingård, dvs. at leve et ægte Kristus-liv på enhver måde, at tage vort kors op og følge Jesus, som er på vej til Golgata for at blive korsfæstet og miste alt. Han kalder os til at blive som Han selv er, at elske som Han elsker at tilgive, som Han tilgiver. Vort liv, vores væremåde, alt hvad vi siger, tænker, gør og føler, skal bære præg af Guds hellighed og guddommelighed. Med andre ord vi skal være ægte helgener. Alt dette er umuligt for os. Men vi skal ikke opgive i håbløshed. For Jesus har sendt Helligånden, Guds kraft. Ved Helligånden kan vi opfylde Guds vilje fuldt ud, som vi ser det i alle vore helgener. Et Guds ord, som jeg har fundet meget inspirerende og til en stor hjælp, når jeg er fristet til at give op og nøjes med kun at være en ’almindelig’ katolik, er fra Salme 18, vers 30, der siger: ”Ved din hjælp stormer jeg volde, ved min Guds hjælp springer jeg over mure”.

Gud kalder os til at gå ud i Hans vingård (vort katolske liv). Vi siger med hele vores vilje ’Ja’ og går. Det er ligegyldigt, hvor længe vi skal arbejde og hvor hårdt og smertefuldt, det kan være. Om det kan være som med den hellige munk Antonius af Egypten, der levede indtil han var 105, eller som den salige Carlo Acutis, der døde som 15 årig, lever vi vort liv med glæde, for vi ved, at alt er en gave fra Gud og Gud er altid med os. Vi arbejder i Guds vingård med taksigelse til Gud i vores hjerte og lovprisning af Ham på vores læber.

Gud kalder os til hellighed, til at være helgener, og vi med hele vores frie vilje siger som Maria: ”Lad det ske mig efter dit ord”. (Luk 1,38b).

Jesus sagde, at vi skal være fuldkomne som vor himmelske Fader er fuldkommen. Han mente det bogstaveligt. Men dette er totalt umuligt for os. Gud vil have, at hans mennesker skal være, som Han selv er. Han er i gang med at forvandle os til guder. Men Han er magtesløs over for menneskets frie vilje. Gud kan intet gøre uden vores frie ’Ja’ til Ham. Derfor siger Han gennem profeten Esajas, at vi skal vende om til Ham, der viser os barmhjertighed, sige vores ’Ja’ til Ham, for Han er rig på tilgivelse. Gud har kaldet os til at arbejde i sin

Søndagens evangelium

Lignelsen om arbejderne i vingården, Mk 20,1-16

”For Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste”.

Gud kalder os til at arbejde i sin vingård, dvs. at leve et ægte Kristus-liv på enhver måde, at tage vort kors op og følge Jesus. Foto: www.en.lasparabolasdejesus.org.

Gud vil have, at hans mennesker skal være, som Han selv er. Han er i gang med at forvandle os til guder”

Danmarks største menighed

fejrede 150-års jubilæum med koncert, festmesse og besøg af en syrisk biskop

Menigheden ved Katolsk Vor Frue Kirke i Aarhus, som er Danmarks største katolske menighed, fejrede den første weekend i september 150-års jubilæum. Vi skal ikke blot være et trygt hjem for mange, men også vende os udad i mission og turde bevæge os, understregede menighedsrådsformand

Tekst: Malene Fenger-Grøndahl

MÆRKEDAG Kirken var fyldt til sidste bænk og mere til, da menigheden ved katolsk Vor Frue Kirke i Aarhus søndag den 3. september fejrede sit 150.års jubilæum med en festmesse. Ved messens begyndelse gik 13 præster, en diakon og en stor gruppe ministranter i procession ind i kirken. Blandt præsterne var to biskopper, vores egen biskop Czeslaw Kozon og biskop Antoine Audo, der er kaldæisk biskop fra Aleppo i Syrien og desuden medlem af Jesu Selskab. Han var på et besøg i Aarhus i anledning af jubilæet og var hovedcelebrant ved højmessen. Dertil kom en stor del af jesuitterne i Danmark, som var samlet fra både København og Aarhus for at fejre jubilæet.

På kirkebænkene og langs væggene var medlemmer af menigheden i Aarhus, som er landets største katolske menighed, og medlemmer af andre menigheder i Jylland samt adskillige gæster fra København og en del ikke-katolske venner af menigheden. Blandt præsterne i processionen var også to folkekirkepræster, en mandlig præst fra Aarhus samt en kvindelig præst fra Vejle, der sidder i bestyrelsen ved den katolske Skt. Knuds Skole, der er nabo til kirken, og hvis historie går næsten lige så langt tilbage som menighedens. Det var i skolens gymnastiksal, at der efter messen var fest med stor buffet, taler og optræden ved flere kor. Men først altså en festlig messe, der indled-

tes med Grundtvigs ”Den signede dag med fryd vi ser” og rundedes af med ”Mægtigste Kriste, menighedens Herre”, mens præsterne igen bevægede sig ud i procession.

Flersproget messe og 100 nationaliteter

Under messen blev der læst på både dansk, engelsk og arabisk, og messens faste led vekslede mellem dansk og engelsk, ligesom biskop Antoine Audos prædiken blev oversat fra engelsk til dansk. I sin velkomst takkede pater Kris både de fremmødte præster og ordensfolk, bl.a. medlemmer af Jesu Små Søstre og Skt. Josef Søstrene, samt menigheden og mindede om de præster og søstre, der gennem tiden har skabt den menighed, der i dag har udviklet sig til en multietnisk menighed med 100 forskellige nationaliteter.

”Nogle er kommet hertil fra fjerne lande på grund krig og ufred, mens andre er kommet langvejs fra frivilligt, af mange forskellige grunde, og andre er født her. Nogle er vokset op som katolikker, mens andre har fundet troen efter en ofte lang rejse. Vi er meget forskellige, men vi er samlet i én menighed,” sagde sognepræst Kris Augustyniak.

Biskop Antoine Audo takkede i sin prædiken både for den velkomst, han selv havde fået, og for at Danmark og menigheden i Aarhus var blevet et hjem for den kaldæiske menighed, som primært holder messer i den lille Skt. Nikolaj Kirke få hundrede meter fra Vor Frue Kirke. Her havde biskop Audo selv fejret messe dagen før, og han noterede sig med glæde, at den kaldæiske menighed var velorganiseret og stærk. Han nævnte, at krig og ustabilitet præger kaldæernes oprindelseslande, især Irak, Syrien og Libanon, men understregede, at Kirken i disse lande fortsætter sin tjeneste i troskab mod Gud.

Biskop Audo opfordrede desuden menigheden til at bruge jubilæet som anledning til at genlæse både den personlige historie og Kirkens historie – for at genopdage Gus frelse både i den enkeltes liv og i Kirkens.

”Vores liv og kirkens liv er en hellig historie”, sagde han og fortsatte med at citere Marias lovsang og opfordre menigheden til at takke Gud for hans nåde og for, at katolikkerne som trossamfund har fået mulighed for at vende tilbage til Danmark, og at Kirken fortsat kan være et hjem for den enkelte.

Undervejs sang kirkens anerkendte kantori, og kirkens organist Tony Nguyen medvirkede, bl.a. med Mozarts ”Laudate Dominum” under kommunionen.

Biskop Czeslaw Kozon bemærkede i sin tale, at mange katolske menigheder i dag har nogle ganske andre karakteristika end tidligere, bl.a. i kraft af en stor mangfoldighed i etnicitet og kultur, men også i form af forskelligt tilhørsforhold til kirken.

Buffet med mad fra hele verden Netop menighedens historie og udvikling kunne man få en konkret fornemmelse af under sammenkomsten bagefter, hvor der var stor buffet med varme og kolde retter og et væld af kager tilberedt af frivillige fra menigheden med rødder i bl.a. Vietnam, Polen, Ukraine, Irak, Syrien, Danmark og Latinamerika og Afrika.

Da menigheden blev grundlagt i 1873, var Aarhus ganske vist allerede Danmarks næststørste by, men rummede kun 20.000 indbyggere, hvoraf langt de fleste var danskere med tilknytning til Folkekirken. Ikke desto mindre besluttede jesuitterne, der på det tidspunkt havde etableret sig i Køben-

havn, at sende pater Augustin Sträter til Aarhus for at grundlægge en menighed. Det var virkelig pionerarbejde, understregede tidligere sognepræst og nuværende andenpræst pater Herbert Krawczyk.

”Da pater Sträter kom til Aarhus, vidste han ikke, hvad der ventede ham, eller hvad fremtiden ville bringe. Han ankom alene til banegården, og der var ingen til at tage imod ham. Han var virkelig som Jesu apostle, der blev sendt ud i det fremmede. Han havde ingenting med sig, kun en kuffert med nogle remedier til at holde messe, som han havde lånt af den daværende katolske sognepræst i Fredericia, Johannes von Euch, der siden blev biskop,” fortalte pater Herbert i sin tale under festen.

Han opfordrede til, at menigheden i dag på samme måde tør bevæge sig ud i ukendt land, og han mindede om de mange præster og ordensfolk, bl.a. Skt. Joseph Søstre, der gennem tiden har været med til at forme menigheden og styrke troen hos dens medlemmer.

”Det er mit ønske, at vi i menigheden vil være åbne for nye idéer og tanker, for hinanden og for det, fremtiden måtte bringe. Og at vi altid vil arbejde til Guds større ære og finde Gud i alle ting,” sluttede pater Herbert sin tale.

Klokkernes særlige historie

Under festen var der mulighed for at købe små klokker, kopier af de klokker, som Augustin Sträter købte til kirken på et støberi i det sydlige Tyskland i 1880. På det tidspunkt havde han fået 8.000 Mark i donation til klokker til kirken, og han rejste til Edelbrock støberi i Gescher, som han havde hørt godt om. Her mødte han støberiets indehaver, der netop havde støbt tre store og syv små klokker, som han ville fremvise på industrimessen i Düsseldorf for at reklamere for sin virksomhed. Pater Sträter spurgte til klokkerne og sagde samtidig, at han ønskede tre klokker, der var indviet til det guddommelige hjerte, den ubesmittede undfangelse og den hellige Josef, og som skulle have tonerne D, E og Fis. Det viste sig, at de tre store klokker præcist levede op til dette ønske – og at de 8.000 Mark lige præcist rakte til prisen på klokkerne samt transport af dem til Aarhus. Ved jubilæumsfesten var klokkerne til salg til kostprisen på 200 kr., med en opfordring til eventuelt at lægge et beløb oveni, som vil gå til at renovere og male kirken.

Kirken trænger nemlig, som menighedsrådsformand Anne Mette Frey nævnte, til renovering, da det er en kirke, som bliver brugt flittigt både til daglige messer og mange forskellige aktiviteter.

Menigheden var ellers i de første år ganske lille, men pater Sträter var optimistisk og visionær. Han holdt til at begynde med messer i et hus i Fredensgade 22, men udså sig hurtigt en byggegrund uden for det daværende centrum, tæt på den nybyggede banegård, som hjemsted for en kommende kirke. I 1875 indviede man et kapel her, men allerede i 1878, da Sträter havde modtaget en donation på 50.000 kroner til kirkebyggeri, kunne arbejdet med kirken begynde. Sträter rejste til Köln, hvor han fik overtalt arkitekten Franz Schmitz, der havde været med til at fuldende opførelsen af domkirken dér, til at lave tegningerne til kirken i Aarhus. Det blev ligesom i Köln til en kirke i nygotisk stil – i Aarhus med et tårn på 53 meter og et 40 meter langt treskibet kirkerum, som blev indviet i 1881.

Kirken var helt fyldt under festmessen, hvor den kaldæiske biskop Antoine Audo fra Syrien var hovedcelebrant, og biskop Czeslaw Kozon også deltog. Der blev læst på adskillige sprog under messen. Foto: Hoà Thai Pham. Fortsættes

Valfart

Tamilsk Øm-valfart

Fejringen af Vor Frue af Madhu 2023. Tekst: Maria Shannel

FROMHEDSLIV Øm Valfart i Ry blev fejret igen i år af den tamilske menighed i Danmark.

Denne begivenhed fandt sted lørdag den 26. august 2023, som markerer 27 årsdagen for fejringen af Vor Frue af Madhu på Ømborgene i Ry.

Traditionen tro kom biskoppen af Danmark, biskop Czeslaw Kozon og fejrede højtiden sammen med fr. Edmond Reginald, der er præst for den tamilske menighed i Sjælland, Fyn og Jylland. Til højtiden deltog også fr. Luckston, med rødder fra Sri Lanka, som var inviteret fra Italien.

Til trods for forudsigelserne om det dårlige vejr med regn og skybrud var der over 300 mennesker forsamlet til højtiden.

Dagen begyndte med grå skyer og tegn til, at det ville blive en rigtig våd dag. Det blev også en våd dag, men med Guds nåde forblev det dog ikke kun gråt og vådt.

Vi havde forberedt os på, at den årlige og traditionsrige procession med Vor Frue af Madhu skulle aflyses grundet skybrud, men som et mirakel stoppede regnen og det klarede op, således at vi kunne udføre prosessionen som planlagt.

Fejringen af højtiden af Vor Frue af Madhu, har stor betydning og værdi for katolikkerne på Sri Lanka, dermed også de katolske tamiler, i ikke mindst Danmark.

Madhu er et område i Mannar, som er en del af den nordlige del af Sri Lanka. Historien om den katolske udbredelse i Sri Lanka starter helt tilbage fra koloniseringen af

Ud af komfortzonen

På det tidspunkt var der allerede opført en skolebygning på nabogrunden, hvor Skt. Joseph Søstrene underviste, og i 1907 åbnede søstrene et stort hospital i byen.

Med til fejringen var tre Skt. Joseph Søstre, som alle i kortere eller længere tid har boet og virket i Aarhus, bl.a. sr. Marianne Bode, som var den sidste søster, der arbejdede på Skt. Knuds Skole – frem til 1980.

Hun traf flere af sine tidligere elever blandt menighedens medlemmer og kunne også

portugiserne i 1505. Da portugiserne havde magten, blev mange indfødte især på Sri Lankas kystområder konverteret til katolicismen.

I 1658 blev det meste af Sri Lanka dog koloniseret af hollænderne, som var protestanter af den calvinistiske trosretning.

I denne periode flygtede 20 familier, og de havde med sig en statue af Vor Frue af Rosenkransen. De flygtede fra deres hjem i Manthai, der er et område af Mannar, til et andet område kaldet Marutha Madhu, som var lokaliseret i en jungle. Det bliver fortalt, at mange mennesker fra den nordlige del Jaffna også tilsluttede sig. Senere tilsluttede den katolske præst, fr. Joseph Vaz (St. Joseph Vaz) sammen med andre præster fra Goa, Indien sig. Langsomt udviklede området sig til at være en helligdom for Vor Frue af Rosenkransen.

Statuen af Vor Frue af Madhu eller statuen af Vor Frue af Rosenkransen blev kronet med tilladelse af pave Pius den XI. Helligdommen blev indviet i 1944.

Det er vigtigt at nævne, at vores nuværende pave Frans første destination var et besøg i Sri Lanka den 12. januar 2015. Her besøgte han Helligdommen af Vor Frue af Madhu, som ligger i den krigsramte nordlige del af Sri Lanka. Pave Frans opgave var bl.a. at kanonisere fr. Joseph Vaz, som er den første helgen, der er blevet kanoniseret i Sri Lanka. Han var en indisk præst, som i 1700-tallet var en vigtig figur for den katolske menighed på Sri Lanka, der blev

hilse på skolens nuværende leder og viceskoleleder.

Blandt festdeltagerne var også en del børn, som der var arrangeret særlige aktiviteter for i et af skolens lokaler, og som ellers kunne bruge skolegården til at brænde noget energi af. Og netop bevægeligheden og den udadvendte aktivitet bør fortsat være et kendetegn for menigheden, understregede menighedsrådsformand Anne Mette Frey i sin tale.

”Det er en risiko, at menigheden og kir-

forfulgt af den dengang koloniserende stormagt Holland, som primært var protestantisk.

I dag er Vor Frue af Madhu et samlingspunkt for forskellige nationaliteter af mennesker fra Sri Lanka. Ikke mindst et samlingspunkt for os tamiler i Øm, hvor mange katolske tamiler, men også tamiler fra andre trosretninger samles, og dermed er en minoritet, der kan samle sig om troen og håbet på Vor Frue af Madhu.

ken bliver et trygt, komfortabelt og nemt sted at være, hvor der ingen forandring sker. Men det er ikke en levende menighed. Der kræves mere. Vi skal ud af vores komfortzone,” sagde hun og opfordrede til, at menigheden også fremover vil være et sted, hvor alle kan lære, vokse og være – og styrke hinanden til at missionere i det omgivende samfund.

Og som flere bemærkede, så var åbenheden fra lokalsamfundet nu langt større og relationerne til andre kirkesamfund stærke

– modsat på pater Sträters tid, da der til at begynde med var ”katolsk fjendtlige kræfter på spil”, og første del af kirkebyggeriet derfor måtte foretages bag et højt plankeværk.

af jubilæet havde menigheden besøg af jesuit og kaldæisk biskop Antoine Audo fra Aleppo i Syrien, som her ses sammen med sognepræst Kris Augustyniak.

Foto: Hoà Thai Pham

I anledning

Ved festgudstjenesten deltog to protestantiske præster, Lasse Holmgaard Iversen fra Christianskirken i Aarhus, og Christina Kjær Preisler fra Vejle Oasekirke. Foto: Hoà Thai Pham.

Efter messen var der fest i Skt. Knuds Skoles gymnastiksal, som frivillige havde pyntet og gjort klar. Foto: Hoà Thai Pham.

Pave Frans besøgte i 2015 helligdommen for Vor Frue af Madhu i et krigsramt område af Sri Lanka. Foto: Vatikanets pressetjeneste.

Det smukt pyntede valfartsalter i Øm. Privatfoto.

Jeg siger til børnene:

”Snak direkte til Gud.

Han lytter altid.”

I 18 år har hun undervist årgang efter årgang af kaldæiske katolikkers børn fra hele Københavnsområdet i katekese. Mød Katreen Odisho, som underviser på tre sprog og ugentligt beder rosenkrans med sine døtre.

Tekst: Rosa Maria Ørtved Knudsen, Pastoral-Centret

KATEKESE I en smuk villa i Søborg med glade børn i haven møder PastoralCentret Katreen Odisho til et interview om hendes erfaringer og store indsats indenfor katekesen, som har været en fast del af hendes fritid uafbrudt siden 2005.

Katreen er kateket i Johanneskirken i Søborg, og har været kateket siden 2005, også før de kaldæiske katolikker havde deres egen kirke. Tidligere underviste hun kaldæiske børn i Sakramentskirken og i Roskilde. Kaldæiske katolikker kommer fra hele Storkøbenhavn til undervisning hos Katreen, og hun underviser børn i et bredt aldersspektrum fra 8-9 år til 1. kommunion til 13-14 årige til firmelse.

Gamle ritualer og bønner på de oprindelige sprog

Katreen kommer selv fra Irak og fortæller: ”Jeg prøver at give børnene ikke kun troen, men også lidt kultur. Vi er jo kaldæiske katolikker fra Irak, og vi har præcist de samme gudstjenester som alle andre katolikker her i Danmark, men vi har også stadigvæk nogle ældgamle ritualer, og det er vigtigt, at børnene forstår lidt om, hvorfor vi gør det.”

Hun uddyber: ”Jeg underviser og forklarer alt på dansk, men der er også nogle ting, jeg tager på assyrisk og arabisk. Assyrisk er det oprindelige sprog for de kristne i Irak, men det var forbudt at tale uden for hjemmet, da jeg var barn, så jeg lærte arabisk i skolen og ude i samfundet i Irak. Nogle kaldæiske katolikker er holdt op med at tale assyrisk fra en generation til den næste. Men jeg vil gerne lære børnene de gamle ritualer og bønner på de oprindelige sprog. Det er ikke nemt. Mange af børnene taler dansk og kun lidt assyrisk eller arabisk hjemmefra. Så jeg lærer dem bønnerne på dansk og arabisk til de børn, der taler arabisk. Og jeg lærer de børn, der taler dansk og assyrisk, bønnerne på dansk og assyrisk. Det er faktisk hyggeligt for børnene at lytte med til, hvad de andre lærer. De spørger: ”Hvorfor lyder det så mærkeligt?” Jeg svarer: ”det er fordi, det er et virkelig gammelt sprog.” Og de får lyst til at lære mere! For eksempel salmerne på assyrisk, selvom de ikke kan sproget.”

De skal have gode minder med herfra

Dybt imponeret over at Katreen kan overskue at undervise på tre sprog på én gang, spørger Pastoral-Centrets medarbejder, om det kan lykkes hende at skabe fællesskab mellem børnene?

”Jeg prøver altid at gøre undervisningen sjov for børnene, for jeg vil gerne tiltrække børnene, så de får lyst til at komme til kirken. Jeg får feedback fra forældrene, at det kun var svært at få børnene afsted til undervisning de første gange. Derefter ville børnene rigtig gerne afsted og spørger: Har vi undervisning denne weekend?” Katreen smiler stolt og fortsætter: ”Jeg prøver at

sætte børnene sammen og skabe fællesskab mellem dem. De har samme baggrund, samme tro og kultur. De har mange ting til fælles, som de ikke har med vennerne fra skolen eller andre steder. De første undervisningsgange underviser jeg ikke så meget. Vi har mere fokus på at lære hinanden at kende og hygge os med lidt slik. Jeg prøver at finde ud af, hvad de kan have til fælles. Fx fodbold eller musik, så de får hjælp til at snakke sammen og ikke bare er generte. Her i kirken er vi alle søskende og skal have det sjovt sammen – det her er ikke kun undervisning. Jeg siger altid til dem, at de skal have gode minder med herfra, når de bliver store.”

Hvornår fungerer katekesen godt? Og hvad er svært?

Katreen forklarer: ”Jeg synes, at undervisningen fungerer rigtig godt, når jeg opnår et godt samarbejde med forældrene og præsten. Andre gange er det svært, når man har forældre, som ikke er 100 % troende. De kan sige til deres børn, at de ikke behøver at lære Fader Vor udenad, og det er ærgerligt, for barnet har lyst til at tro, det vil gerne i kirke og har fået venner. Hvis forældrene er den type, der ikke kan give troen videre til barnet, så tager jeg gerne en snak med forældrene i deres børns nærvær – selvfølgelig på en pæn måde – og giver dem en forklaring fra Bibelen, om hvorfor det er vigtigt at lære troen at kende. Sådan hører børnene også, at der er en anden stemme end deres forældres. Så kan barnet selv finde ud af,

hvad det mener. Barnet skal jo vokse op og selv finde sin tro og selv tage ansvar for sin egen tro. Jeg er særlig opmærksom på de børn og giver dem særlig plads til at stille spørgsmål også efter endt undervisning. Jeg viser dem også, hvordan de kan google om troen og læse i Bibelen.”

Det er naturligvis udfordrende, når Katreen har både 8-9 årige og 13-14 årige til undervisning samtidig, og det er hendes drøm, at der kan komme flere kateketer, så de kan splitte aldersgrupperne op. Men hun formår også at bruge aldersspredningen til noget i undervisningen: ”Jeg har børn i forskellige aldre, så jeg beder nogle gange de store hjælpe mig med at undervise de mindre ved gruppearbejde.”

Gud har sagt til os: Bank på. I skal bare banke på!

I Katreens smukke hjem er der religiøs kunst, og Pastoral-Centrets medarbejder spørger Katreen, om hun har tid til at pleje sin egen tro? Hun svarer: ”Vi beder herhjemme næsten hver dag, og jeg prøver at sætte lidt tid af til rosenkransbøn hver uge. Det gør jeg næsten altid sammen med mine døtre, som nu går i børnehaveklasse og i 4. klasse på en katolsk skole. De skal lære at sidde med en rosenkrans i hænderne. Jeg har rigtig mange rosenkranse, og så får de selv lov til at vælge. Så sidder vi sammen på min seng og beder sammen på arabisk og assyrisk. De kan jo godt på dansk.”

Imponeret over Katreens store dedikation og mangeårige indsats spørger Pastoral-Centrets medarbejder: Hvad gør, at du bliver ved år efter år? Grinende kommer det prompte: ”Jeg siger tak til Gud for, at jeg bliver ved at have energi til at undervise. Jeg har nogle gange oplevet nærmest mirakler! Når jeg har været højgravid, træt eller syg og skulle undervise alligevel: På vej til kirken i bilen snakker jeg med Gud og beder om Helligåndens hjælp til at undervise. Og de dage gav jeg den bedste undervisning, jeg har givet!” Hun gestikulerer ivrigt og fortsætter: ”Jeg siger det til andre: Prøv det! Gud ved godt, at du er træt eller sløj. Bed om hans hjælp. Gud har sagt til os: Bank på. I skal bare banke på! Det er

nemt. Han er jo jeres far. Snak direkte til Gud. Han lytter altid. Kom bare tættere på ham. Det er ikke farligt.”

Både i Bibelen og på internettet finder Katreen inspiration til sin undervisning, men hun forklarer med alvor, at hun altid tjekker kilderne på internettet op imod Kirkens lære for at undgå misinformation. Hendes tro står ikke stille: ”Jeg lærer stadig noget nyt hver dag. Selvom jeg har erfaring, så finder jeg noget nyt i min tro. Gud giver mig altid noget nyt, fordi jeg beder om det. Jeg ved godt, jeg kan undervise, og jeg vil gerne. Men nogle gange bliver man jo træt og overvejer at opgive at være kateket. Men dagen efter tænker jeg: Eeeej var det mon Satan, der snakkede i mit hoved? Selvfølgelig er vi mennesker”, smiler hun.

Fremtidens kateketer

Så mange års tro tjeneste som kateket er en gave, men hvordan skal fremtiden forme sig? Katreen prøver at så frø til fremtidens katekese: ”Jeg siger til katekese-børnene og mine egne døtre, at Kirken har brug for dem. De skal lære meget og selv undersøge troen, og det kan være en dag, at de får lyst til at lære troen videre. For jeg kan ikke undervise hele mit liv. Jeg siger til børnene: ”En dag bliver jeg gammel. Nej nej, nej, råber de så! Så vil der være brug for, at I hjælper mig. I kan godt! I kan alt. I kan også blive hellige mennesker ligesom hellige Rita eller hellige mother Teresa af Calcutta. De var selv mennesker som os. Hvis vi har troen og gerne vil, så kan vi alt.” Børnene elsker sådan noget. Jeg siger: Hvis du har troen, så kan du alt!”

Pastoral-Centret

• Beskæftiger sig med kernen af Kirkens mission: at forkynde troen.

• Den primære opgave er at løse opgaver forbundet med katekese, nyevangelisering og liturgi; herunder at tilvejebringe værktøjer for undervisning, formidling og studier af katolsk tro.

Den kaldæiske Kirke

Den kaldæiske Kirke er et samfund af kristne i Mellemøsten og Iran, der i 1551 forlod Den nestorianske Kirke for at indgå en union med Den romerskkatolske Kirke. De har bevaret deres egen ældgamle liturgi og har en patriark i Baghdad, foruden biskopper i Libanon, Syrien, Irak og Iran. Den kaldæiske Kirke er en af i alt 22 unerede kirker inden for Den katolske Kirke.

Citeret fra Den danske Encyclopædi.

Johanneskirken

Vandtårnsvej 7-9, Søborg, opført 19651967 blev indviet den 9. marts 1967. Den er i dag taget ud af brug som almindelig sognekirke og fungerer som kirke for kaldæere øst for Storebælt.

Katreen Odisho. Privatfoto.

Ny roman skaber bro

mellem os og de bibelske

fortællinger

”Natten åbner sig som en port” – en evangelieharmoni.

Tekst: Pastor Benedikte Brisson

ANMELDELSE Der er mange måder at arbejde med Bibelen på. Omkring 160 e Kr. satte syreren Tatian sig hen og skrev en evangelieharmoni – en sammenskrivning af de fire evangelier, således at den samme beretning kun kom én gang i en fortløbende fortælling og ikke to, tre eller fire gange.

Senere er der mange, der har prøvet at gøre ham kunsten efter. Senest har Anne Lise Marstrand Jørgensen gjort forsøget. Hun er blandt andet kendt for sine bøger om Hildegard, så det var med en vis forventning, jeg åbnede hendes seneste bog.

Den hedder ”Natten åbner sig som en port” og er netop udkommet på Bibelselskabets Forlag. Jeg har haft fornøjelsen af at læse den.

Anne Lise Marstrand Jørgensen kalder godt nok selv bogen ”en roman over det nye testamente”. Men her er der mere end en almindelig roman, som er spiret frem ud af forfatterens frie fantasi – det her er umiskendeligt en evangelieharmoni.

De sidste små 30 sider af bogen handler om, hvad der skete, der hvor evangeliernes fortælling hører op og den lille gruppe af Jesus’ tilhængere bliver til ”Vejen”, det kristne fællesskab, som strækker sig ud over hele det store Romerrige, men hovedparten af bogen følger Jesus fra bebudelsen til himmelfarten.

I presseomtalen skriver forfatteren om, hvordan det at skrive bogen ligesom ophævede grænsen mellem det almindelige levede liv og det bibelske univers. Og målet med bogen er ikke kun at være underholdning, men også at skabe en bro mellem os og de bibelske fortællinger. Jeg tror, det er lykkedes.

I jødisk tradition taler man om ”den

sorte ild”, som er selve bogstaverne i den bibeltekst, man læser. Selv med et kritisk noteapparat er kilderne nogenlunde enige om, hvad der står. Det er, som det er, og det ændrer vi ikke ved, selv i de sprødeste moderne oversættelser.

Men mellem bogstaverne finder vi det, der kaldes ”den hvide ild”. Det er her, vi får plads til at fortolke, at fortælle os selv ind i de bibelske fortællinger – sådan som også Ignatius gør i sine Åndelige Øvelser. Vi digter ikke en ny og anderledes historie, vi fortæller ikke MOD bibelteksten, men MED den.

Der er rigtig meget hvid ild i Anne Lise Marstrand Jørgensens bog. Der appelleres til alle sanser, når der dufter af krydderier og lammesteg, af græs og urter og småbitte blomster. Menneskene græder og ler; de er klædt i farvestrålende gevandter med vævede kanter. Vi er med ved bespisningsundere og er gæster i farisæerens hus, hvor vi fornemmer duften af den dyrebare olie, en kvinde salver Jesus med.

Den sorte ild forholder hun sig meget loyalt til. Fortællingerne er absolut genkendelige, og flere steder vælger hun at citere direkte, for eksempel Saligprisningerne. Det er tydeligt, at hun nøjes med selve evangelieteksten og ikke trækker barndomslegender og andet af tvivlsom oprindelse ind. Respekt for det!

Kvinderne får mere plads hos Anne Lise Marstrand Jørgensen, end vi er vant til, når vi hører søndagens evangelietekster. De har navne og personlighed og optræder som mændenes lige i kredsen omkring Jesus. Men bogen er ikke kun for kvinder. Her er mænd og kvinder lige gode om at græde, le og sanse verden.

Når sten og potteskår fortæller

Ny bogudgivelse om hvordan den nyeste arkæologi kaster lys på Bibelen.

Tekst: Keld Dahlwad

HISTORIE Selskabet for Bibelsk Arkæologi har i godt tredive år udgivet kvartalstidsskriftet ’TEL’ (navnet på en ruinhøj), hvor udenlandske og danske arkæologiske forskere formidler deres indsigt i de nyeste fund og resultater. Bogen ’Når sten og potteskår fortæller’ indeholder en række af de artikler, lektor og forsker Carsten Vang igennem årene har bidraget med til tidsskriftet.

Den 455 sider store bog er meget systematisk opdelt med et par generelle kapitler om bibelsk arkæologi og indledes med en oversigt over de arkæologiske perioder. Afsnittene præsenteres derefter alle ud fra Bibelens tidslinje, sammenholdt med den konkrete historiske tidslinje. Alt præsenteres selvfølgelig ud fra forfatterens

egen synsvinkel, idet netop historiske årstal er kilde til evig diskussion blandt historikere.

En række kapitler, der fylder trefjerdedele af bogen, omhandler fund relateret til gammel testamentelig tid. Her skildrer forfatteren de mange fund, som helt klart kaster lys over Bibelens troværdighed, fx omkring Israels indvandring, Dommertiden samt nogle overraskende fund, der kaster nyt lys over Kong David og ikke mindst et overraskende fund med tilknytning til Salomons tempel. Sidstnævnte har afstedkommet et stort skænderi blandt fagfolk, som beskylder hinanden for bevidst bedrageri og uvidenskabelige undersøgelser. Dette er en kriminalhistorie værdigt.

Det er måske nemt nok at forestille sig, man selv er tilhører, når Jesus fortæller lignelser eller kalder disciple. Der er vi stadig i noget, vi kender eller kan identificere os med. Det er sværere at komme helt tæt på det uforklarlige som bebudelsen eller opstandelsen. Jeg var særlig spændt på, hvordan forfatteren ville beskrive de to begivenheder, fordi de begge ligger ud over den verden, vi kender og kan sanse.

Natten åbner sig som en port, det er frugtbarhedens tid. Det vigtigste sker i mørket. Det skriftsted, hele bogen kredser om, er Jesus, der taler om hvedekornet, som skal lægges i jorden for at dø, så det kan bære megen frugt.

Ved bebudelsen hvivles Maria ind i en søjle af lys midt i natten og ved, så snart englen har sagt ordet ”Helligånd”, at hun er gravid. Her er ingen liljestilke eller englefingre, som vi så ofte ser i kunsten, men bare Guds lys, der favner Maria. Meget stilfærdigt og skjult.

Opstandelsen sker også i det skjulte, først da den er sket, kommer Maria Magdalene sammen med de andre kvinder til graven. Og i Anne Lise Marstrand Jørgensens bog får vi forklaring på, at Maria både er sammen med de andre og alligevel alene ved graven, da hun møder havemanden. Hun er simpelthen gået derud igen! Her spiller den sorte og hvide ild igen så fint sammen. Og det, jeg især faldt for, er den diskrete,

men gennemførte brug af det gamle testamente. Jeg spottede steder fra Højsangen, fra profeterne og Salmerne. Bibelen er en sanselig bog, og der er ikke tvivl om, at forfatteren har en meget stor fortrolighed med hele Bibelen.

Jeg kunne derimod godt savne en liste over, hvor de fortællinger står henne, hun tager med i bogen. Der er jo i en vis grad sket en udvælgelse af fortællinger, hentet fra alle fire evangelier, og kerneverset om hvedekornet står først langt henne i det sidste evangelium, så der er langt at læse for at finde det.

Skal jeg købe bogen, spørger du måske. Er det virkelig nødvendigt, når der står en Bibel henne på min bogreol? Er det ikke nok at læse evangelierne selv eller lytte til dem i kirken? Nogle af os hørte dem måske tilmed også, dengang bibelhistorie var et fag i skolen.

Men har du nogensinde prøvet at få en hel fortløbende fortælling langt ind under huden, at stå midt i begivenhederne og få sand mellem dine sure tæer, mens du lyttede i mørket til ham, der sagde: Jeg er vejen og sandheden og livet, eller at mærke den krydrede duft af blomstrende timian, mens lærkerne hang højt oppe på den blå himmel, og du selv så Lazarus komme ud fra graven omviklet med ligklæder og med en svag duft af myrra omkring sig?

Nej vel! Så må du hellere gå hen og købe Anne Lise Marstrand Jørgensens bog. Den være hermed anbefalet.

Bibelselskabets Forlag 2023, indbundet, 272 sider, vejl. udsalgspris 299,95 kr.

Denne del af bogen afløses af en række fund, som kaster lys over alfabetets historie. Herefter følger fund relateret til Det nye Testamente – fx undersøgelser og forsøg på at forklare Lukasevangeliets historiske troværdighed i forhold til Jesu fødsel. Lukasevangeliet omtaler jo nogle konkrete historiske begivenheder samt historien om en folketælling, der tvang Josef og Maria til at drage til Betlehem fra Nazareth. Dette mener mange forskere ikke har fundet sted, men hvis man inddrager al tilgængelig historisk viden om perioden, ser billedet dog noget anderledes ud.

Bogen slutter med en omtale af de mange forsøg på forfalskninger, der igennem årene er blevet forsøgt i takt med at værdien af de arkæologiske fund er steget. Det er virkelig et detektivarbejde at afdække de ofte snedige forsøg, som er blevet forsøgt på at tjene store beløb på svindel, men det er vel ikke overraskende i en tid, hvor mange mennesker er optaget af at tjene penge, koste hvad det vil!

’Når sten og potteskår fortæller’ er en meget spændende og velskreven bog med mange illustrationer, der underbygger teksten. Ligeledes er der bagerst i bogen et

meget nyttigt indeks, og som nævnt forrest en række tidslinjer på såvel de arkæologiske perioder samt bibelske årstal sammenholdt med de historiske ditto.

’Når sten og potteskår fortæller. Hvordan den nyeste arkæologi kaster lys på Bibelen’. Af Carsten Vang, lektor i Gammel Testamente ved menighedsfakultetet. Udgivet af Forlagsgruppen Lohse, 2023. Pris kr. 299,95 inkl. moms.

Fra København til Tokyo

Den franske menighed i København får ny præst fra den 1. september.

SAKRAMENTSKIRKEN Jérôme de la Bâtie, der kom til Danmark i 2020, rejser til Tokyo, hvor han skal være præst for den frankofone menighed – foreløbigt i tre år. Før han kom til Danmark, underviste Jérôme de de la Bâtie i 20 år i bibelvidenskab på præsteseminarierne i Toulon og Ars.

”Jeg har følt mig vel modtaget her i København; men den første tid var lidt vanskelig på grund af pandemien, og det danske vintervejr skulle jeg også lige vænne mig til”, siger Jérôme de de la Bâtie, med et glimt i øjet. I sin tid i Danmark har han interesseret sig meget for dansk kultur og historie og især det danske uddannelsessystem, som han mener, Frankrig godt kunne lære noget af.

I Tokyo vil de la Bâtie få basal viden om japansk sprog og kultur, og han skal bo sammen med andre fransksprogede præster i et lille kommunitet som udsendt

for Missions Étrangères de Paris, der har arbejdet i Japan i mere end 150 år. Han afløses af p. Jérôme de la Roulière. LR

Festdag i Esbjerg

Pastor Benny fejrede fødselsdag og jubilæum sammen med sin menighed.

Vagtskifte i Næstved

Pater Bodnar afløses af pater Turek.

NÆSTVED Søndag den 27. august blev pater Janusz Turek udnævnt til sognepræst ved Vor Frue Kirke i Næstved ved en både højtidelig og festlig messe ledet af generalvikar Niels Engelbrecht. Her fik menigheden lejlighed til at lykønske pater Janusz og samtidig takke pater Julian Bodnar for hans enestående gerning som sognepræst ved Vor Frue Kirke. P. Bodnar var sognepræst i Næstved fra 1978-1990 og igen fra 2004 frem til nu. Fra 1990-2004 virkede han bl.a. som koordinator for den polske sjælesorg i bispedømmet.

Og der er meget at være taknemmelig for. Hvis man på disse få linjer skal beskrive ham som præst og menneske, bliver det med brug af adjektiver som omhyggelig, venlig, munter, omsorgsfuld, beskeden og hjælpsom, det sidste ikke kun inden for

hans eget sogn, men også, når der var brug for hans assistance andetsteds.

Menigheden kan nu glæde sig over, at pater Bodnar ikke umiddelbart har planer om at forlade kirken, således at vi fortsat kan regne med hans omsorg og hjælp i hverdagen.

Pater Janusz stiftede vi først bekendtskab med den 12. juni 2022, hvor menigheden fejrede 100-året for redemptionisternes ankomst til Danmark. Det førte til et samarbejde fra starten af januar, som alle i menigheden fra dag 1 har været taknemmelige og glade for. Pater Turek har tidligere været sognepræst ved Sct. Albani Kirke i Odense. Han er udnævnt til sognepræst i Næstved for en periode på 3 år.

Torben Riis, menighedsrådsformand ved Vor Frue Kirke Næstved

Fra Poitiers til København

Ny fransk præst til Sakramentskirken.

SAKRAMENTSKIRKEN Père Jérôme de La Roulière afløser père Jérôme de la Bâtie for en periode af foreløbigt tre år, hvor

han skal fungere ved Sakramentskirken på Nørrebro for den fransksprogede menighed. Efter studentereksamen og endt militær-

Pastor Benny Blumensaat skærer fødselsdagskagen for.

MÆRKEDAG Den 26. august fejrede vi i Esbjerg vores sognepræst pastor Benny Blumensaat, fordi han er blevet 70 år, har været præst i 30 år og særligt vores præst i 26 år.

Dagen blev brugt til at fejre menigheden, fællesskabet og det katolske. For pastor Benny er fællesskabet uundværligt, så det var en stor glæde for ham og for menigheden at fejre dagen sammen med god mad, sang og stor glæde fra over 200 fremmødte og to besøgende præster: Pastor Tuyen og pastor Simon Peter.

Stor tak til alle fremmødte, frivillige og særlig tak til Lucas Macko for hjælp under messen.

Bjarke Kjær Ejler – Formand for menighedsrådet.

Nye jesuitter til København og Aarhus

Stor udskiftning i de to kommuniteter.

JESUITTER Til efteråret står vi over for en stor udskiftning blandt jesuitterne i Danmark. Pater Roman Groszewski S.J. pater Szczepan Urbaniak, pater Pawel Ben og pater Pawel Rakowski rejser alle tilbage til Polen. Pawel Rakowski har fungeret som andenpræst i Aarhus og har arbejdet med polsk sjælesorg på Jagtvejen, men rejser nu tilbage til Polen for at gennemføre sit tertiat. Tertiatet er den sidste del af jesuitternes uddannelse, hvor man går i dybden med jesuitternes spiritualitet og blandt andet arbejder med fattige og syge. Roman Groszewski S.J. har været DUK’s børne- og ungdomspræst, rektor for Skt. Augustins Kirke ansvarlig for den polske menighed der. og minister for kommunitetet på Jagtvejen. Han rejser nu til Kalisz for at blive ny leder af jesuitternes retrætecenter dér. Pater Szczepan Urbaniak rejser tilbage til Polen for at varetage andre opgaver efter et par ugers vikariat på Grønland. Pawel Ben rejser til Polen efter et års studieophold i udlandet fra den 1. september 2022 til 31. juli i år.

En vietnamesisk jesuit Phuc Hoang Dung Nguyen kommer til kommunitetet i Aarhus for at arbejde med vietnamesisk sjælesorg, og der vil komme en afløser for Szczepan

tjeneste blev han uddannet i kommunikation, før han startede sine teologistudier. Han blev præsteviet i 1997 og kunne sidste år fejre 25 års jubilæum som præst. Jérôme de La Roulière er udlånt som fidei donum præst fra bispedømmet Poitiers i den centrale del af Vestfrankrig og kommer til København med righoldige pastorale erfaringer i bagagen. Senest har han fra september 2019 arbejdet i sognet Jean Paul-II i Bocage med omkring 25.000 medlemmer med 16 lokale menigheder, 26 kirker og 16 katolske skoler.

Han er meget kunstinteresseret og har været aktiv i bispedømmets kommission for sakrale bygninger. Han har arrangeret talrige kunstudstillinger i sine sogne og er med i bedømmelsespanelet for en kristen tegnseriefestival i Angoulême. Han har desuden

Urbaniak for at varetage opgaver med polsk sjælesorg.

En ny polsk jesuit, Wojciech Nowak, kommer til kommunitetet på Jagtvejen. Han har en bred og mangeårig erfaring som leder af en blomstrende virksomhed, nemlig retrætecentret i Kalisz nær Poznan. Her tilbydes der blandt andet kurser i at skrive ikoner, retræter baseret på Sankt Ignatius åndelige exercitier og kurser i jesusbønnen. Nowak har også holdt en række retræter på Karmelklostret i Tromsø. Retræterne har været jesuitiske eller baseret på jesusbønnen. På bloggen jesusprayer. eu fortæller han om sin store interesse i friluftsliv og sine personlige erfaringer med bøn. Nowak har også arbejdet med retræter for fanger i de polske fængsler.

P. Daniel Nørgaard i kommunitetet på Jagtvejen starter den 1. september i år som præstelig assistent i Danmarks Unge Katolikker (DUK). Her overtager han opgaver fra Roman Groszewski S.J.. Han skal primært rådgive hovedbestyrelsen og udvikle DUK’s nye ledertræning. Ved siden af dette arbejde fortsætter han med sine opgaver på Niels Steensen Gymnasiums grundskole og Gymnasium. LR Læs mere på jesuitterne.dk.

Jérôme de La Roulière. Arkivfoto.

Janusz Turek C.S.S.M. Ny sognepræst i Næstved. Arkivfoto.

Julian Bodnar C.S.S.M. tidligere sognepræst. Foto: Ingegerd Riis.

været aktiv i sportsaktiviteter for præster i sit bispedømme.

Hellige Knud Konge, Danmarks værnehelgen, bed for os!

Andel del af artikel om Knud den Hellige. Første del blev bragt i KO nr. 11. Tekst: Ann-Lise Aasesdatter

HELGEN Polemikken om hellig Knuds knogler. Biskop Czeslaw rettede i 2008 henvendelse til domkirken i Odense for at få to knogler af de hellige relikvier til Den katolske Kirke. Menighedsråd og kongehus gav i første omgang tilladelse til, at det ville kunne lade sig gøre, men daværende biskop Kresten Drejergaard gik ind i sagen som arg modstander, og efter megen offentlig polemik, hvor også Nationalmuseet blev indblandet i sagen, ændrede Kongehuset mening, ligesom en politisk ild begyndte at blusse op. Det blev slutteligt et afslag. Biskop Czeslaw ansøgte på ny om, at katolikkerne måtte få en ganske lille del af skelettet; men afslaget blev stadfæstet i juli 2009 af daværende kirkeminister Birthe Rønn Hornbech, med beslutning om, at det, som er tilbage af Hellige Knud, skal forblive i skrinet under Odense Domkirke.I

Vi har nu 2023. Tiden er en anden end i 2009, og meget har ændret sig i vores forhold til ejerskab af historiske artefakter og religiøse effekter. Det er ikke mindst i den senere tid igen blevet aktuelt at genforhandle ejerskabet af ting, der knytter sig til bestemte institutioners historie og fælles kulturel og religiøs arv. I dag er det bl.a. blevet en stor udfordring for museer, at oprindelige ejere til udstillingsgenstande kræver dem udleveret. Det er klart, det udfordrer museers eksistens og berettigelse, men der er meget mere på spil, når det ikke kun handler om historie, men også om aktiv tro.

Aktuelt er også andre aktuelle perspektiver i spil i den offentlige diskussion i forhold til religion og religiøse artefakter, idet spørgsmålet om, hvordan vi skal opføre os over for hinanden, når det kommer til de

ting, vi som trossamfund betragter som hellige, skal behandles. Nu er der nok ingen, der vil brænde Hellige Knud af, men der er noget mærkeligt i, at han fortsat skal ligge, hvor han ligger, i en kirke, der teologisk konsekvent afviser helgenkult som overtro, men som alligevel fastholder ejerskab til, hvad der for nabokirken og brødre og søstre i den kristne tro, er hellige relikvier.

Knud er i eksil i Folkekirken

Det er ubestrideligt, at domkirken i Odense opbevarer de hellige knogler fra Danmarks værnehelgen. Lige så ubestrideligt er det, at vi katolikker den 10. juli fejrer hans festdag i hele landet, og at vi i helgenlitaniet beder om hans forbøn. Helgen er helgen, og helgen betyder også hellig i katolsk forstand.

Her er du velkommen som du er

Beretning fra tro og Lys gruppernes sommerlejr i Irland.

Tekst og foto: Inge Switon-Rønnow

BEVÆGELSER Tro og Lys grupperne holdt sommerlejr i Irland med deltagelse af venner fra England, Irland og Danmark. Min mand Werner og jeg deltog 5 dage i august i sommerlejren i Castlebar, Irland. Jeg var forbavset og glad for at møde venner, der havde været mere end 40 år i Tro og Lys og som jeg havde mødt1986 i Ilkley, Yorkshire til et internationalt møde. Det var der, vi først sang Fællesskabssangen, som vi elsker og synger verden over. Forberedelsesgruppen havde gjort sig stor umage, så lejren var velorganiseret og alle følte sig set og veltilpas. Gamle venner kom på besøg som for eksempel biskop Brendan Kelly, der tre gange har holdt oplæggene for os på vores Nordiske Tro og Fællesskabsretræter. Han var tidligere national præst for Tro og Lys Irland, så der var stor gensynsglæde hos os alle. Werner har ikke før del-

taget i sådanne møder, så det rørte ham dybt at se den kærlige omsorg, der var for vore venner med særlige behov. Det gjorde også indtryk at se, at alle, der ville, spillede musikinstrument eller sang med enorme smil på læben uanset, hvordan det lød. Hver aften var der sang og dans inden aftenbønnen. Werner spiller hver uge irsk musik sammen med Terry Murphy og Simon Gough og til vennernes store glæde og forbavselse underholdt han dem med irske sange, som de kunne synge med på. Werner havde et stort ønske, at stå ved Atlanterhavet og synge”A song for Ireland”. Det blev også opfyldt. Der var daglige workshops, og jeg fik gode ideer med hjem. Jeg lærte at lave Sankt Brigids kors, som hænger i mange irske hjem til beskyttelse Der var oplæg om Tro og Lys som gave og om spiritualiteten. Det er på tide at vi ”gamle” spreder nye kærlig-

Man kan naturligvis sige, at også helgener har hver deres forskellige skæbners vej i livet såvel som i døden, og Knuds skæbne er altså, at han er i eksil i Folkekirken, som i øvrigt betragter hans jordiske rester som blot og bart et skelet af en konge. For os er det hellige knogler.

Er Hellige Knud trods alt en slags brobygger og bindeled mellem Den katolske Kirke og Folkekirken? Historisk har han for begge kirkers vedkommende en særlig betydning, som foregangsfigur for kristendommens udvikling i Danmark, hvad enten det er i den ene eller den anden kirke.

Folkekirken har faktisk, præcis som Den katolske Kirke, en ganske lang og turbulent historie med Hellige Knud. Karsten Kjer Hansen har i den meget læseværdige bog fra 2017 ”Knud – konge, helgen, myte”, beskrevet Knuds historie som endnu ganske levende. Uagtet tidligere biskop Drejergaard bestemt ikke havde meget til overs for Hellige Knud eller hans jordiske rester, har Knud en plads også i Folkekirken, og det synes ikke muligt at slå ham helt ihjel trods mange forsøg. Hans rolle som en konge, der virkelig ønskede at udbrede kristendommen og hans tragiske død for troen, har gjort ham til en respekteret figur, der fungerer som bindeled mellem vikingetid og kristen tid, mellem historie og kultur og altså på sin

vis også mellem katolsk og protestantisk tro anno 2023. Han er uden tvivl en vigtig og uomgængelig del af den danske kristne og kulturelle arv, og selv om hans status som helgen er katolsk, og han formentlig først og fremmest fejres og æres i Den katolske Kirke, har han en vis status og indflydelse i Folkekirken, som et synligt og konkret element i kulturarven, og han er, mere end 1.000 år efter sin død, stadig et symbol på den arv og tro, der binder os sammen på tværs af kirkelige skel.II

Kan man forestille sig, at tiden er moden til, at vi i Den katolske Kirke kan få en del af Hellige Knud tilbage? Hvem har egentlig ejerskab til et sådant relikvie, når vi stiller spørgsmålet anno 2023? Er tiden moden til, at man kan argumentere og vinde lydhørhed for, at vi i det mindste kunne få nogle af de hellige knogler i gave til Den katolske Kirke i Danmark? I 2008 var tiden afgjort ikke moden på trods af det daværende menighedsråd i domkirken var åben for forslaget og gav deres tilladelse. Jeg gad vide, hvad svaret ville blive i dag, hvis vi sendte en ny ansøgning.

I”Knud – konge, helgen, myte” s. 68, artikler fra Kristeligt Dagblad, se kildehenvisninger

IIS. 84 i ”Knud – konge, helgen, myte” af Karsten Kjer Michaelsen, 2017.

Kilder:

”Jeg vil løfte frelsens bæger”, festskrift til Biskop Czeslaw Kozon, 2011, artiklen ”Helgenkult og relikvier” af p. Lars Messerschmidt s. 171-183.

”Knud – konge, helgen, myte” af Karsten Kjer Michaelsen, 2017.

Fyens Stiftstidende 16.6.2009; 26.6.2009 og 31.7.2009 samt Kristeligt Dagblad.

Artikel Kristeligt Dagblad 20.3.2023: ”Rane Willerslev: Et stort krav om udlevering af genstande kan lægge et helt museum ned”.

Artikler i Kristeligt Dagblad: 2.7.2009; 31.7.2009; 1.8.2009; 8.8.2009; 8.10.2009 samt adskillige andre artikler fra samme periode.

”Knud den Helliges Martyrhistorie”, af M. CL. Gertz, 1907 ”Kampen om de danske sjæle”, Bjørn Thomassen 2017.

hedsfrø til de unge, så denne vidunderlige bevægelse, kan fortsætte og få mennesker med særlige behov og deres familier ud af isolation og ind i et varmt fællesskab, hvor der er plads til, at man er velkommen, som man er, og hvor vi ikke så meget gør noget for hinanden, men sammen! 24. august, Ukraines uafhængighedsdag var vi på valfart til Knock, Irlands største pilgrimssted, hvor Guds Moder viste sig i 1879 og igen 1936. Fr. Donal Lucey og vi bad i messen

for Fred i Ukraine, især da de var bange for, hvad der ville ske denne dag. Senere bad vi over Zoom aftenbøn med Tro og Lys venner i Ukraine, og venner verden over deltog også. Vi sang til deres glæde Fællesskabssangen. Det var dage, vi vil tænke tilbage på med glæde. Gud velsigne jer alle.

Læs mere om bevægelsen Tro og Lys og dens aktiviteter i Danmark på trooglys.dk.

Knud den Helliges relikvier i Odense Domkirke. Foto: Wikipedia.

Sædemanden, der sår på god og dårlig jord, mimes til messen.

Velkommen hjem

Sct. Michaels menighed rakte ud til koldinggenserne i fire intense dage.

Tekst: Lisbeth Rütz. Fotos: Sct. Michaels menighed

TROSEVENT Kast din byrde på Herren står der på plattysk over indgangen til det fornemme renæssancehus fra 1596 i Kolding. Over 400 år senere står der en lille gruppe katolikker ved huset på Akseltorv. De har bevæget sig ud af kirkens trygge komfortzone for at møde byens borgere, fortælle dem om troen og Den katolske Kirke og invitere til åbent hus arrangementer. Det er dagen derpå for mange af byens indbyggere. Der blev festet igennem til Kolding Kulturnat, og mange er på vej hjem. Pastor Sigurd, til daglig andenpræst ved Sankt Albani Kirke i Odense, er rutineret gademissionær og med på torvet. Han har charmesmilet på og byder på både kager og hardcore åndelig ammunition. Skulle det være et stykke chokoladekage, spørger han en ung fyr, der kommer forbi. Jamen hvorfor er det gratis, lyder det lidt forvirret tilbage. Pastor Sigurd har prøvet gademission mange gange før og navigerer rutineret mellem smalltalk og langhårede teologiske emner. De fleste gange bliver det kun til lidt hyggesnak, men af og til bliver nogle hængende, og kontakten ender i dybe og lange samtaler.

Lisbeth Wilger var med sidste år på hjemmebesøg hos dem af menighedens medlemmer, man ikke ser så tit. “Det var

grænseoverskridende i begyndelsen. Kan jeg virkelig det, spurgte jeg mig selv, før vi gik i gang. Men jeg fandt ud af, at det kunne jeg faktisk godt. Vi var to og to afsted. Flere af dem, vi mødte, signalerede glæde over, at de ikke var blevet glemt, og nogle endte med at komme til arrangementerne. Folk var gennemgående positive og ville gerne snakke. De var lyttende og interesserede. Var der ingen hjemme, smed vi en brochure ind”.

Menigheden i Kolding er lille, men dynamisk – den rækker ud mod folk, siger polske Alexandra, der står på torvet, klar til kaffe og snak med koldinggenserne.

Det der med at missionere på gaderne er ikke noget med at kikke folk dybt i øjnene og spørge dem om, hvordan de har det med Jesus, forklarer Teresa Starzynski. Hun er kommet rejsende helt fra Nykøbing Falster for at være med. Med sig i bagagen har hun mange års erfaring som gademissionær på Strøget i København med Mobilkirken og til Folkemødet. “Vi skal først og fremmest bare lytte til folk. Mange har tunge byrder, de slæber rundt med. Og er der så noget, vi ikke kan svare på som lægfolk, så henviser vi bare til en præst”.

Også i år har der været mange positive reaktioner på hjemmebesøgene. En udtrykte

glæde over, at hans kontakt med Kirken for første gang i fem år bestod af mere end et girokort. Et andet sted blev sognets udsendte inviteret på eftermiddagskaffe sammen med svigerfamilien.

Velkommen hjem

Missionærerne på Akseltorv er mellem de 35- 40 frivillige, der i år er med til at afvikle Sct. Michaels Sogns “Velkommen hjem”arrangement. Oppe i Sct. Michaels Gade hænger der festlige, brogede vimpler over gaden og langvejs fra kan man læse “Velkommen hjem” på et farvestrålende banner. Gaden har gennem mange år været byens katolske centrum. Her levede og arbejdede Sankt Hedvig Søstrene for år tilbage, her drev de hospital og skole. I dag ligger her en katolsk børnehave og skole, og her ligger også den katolske kirke.

Meningen med arrangementet er at slå dørene op og byde byens borgere indenfor. Lige som i et almindeligt hjem er der fra torsdag til søndag morgen mad på bordet tre gange om dagen. Man kan kikke indenfor til kaffe og kage, være med til messen, lytte til spændende foredrag eller måske bare snakke med de andre. Og så er der festlig og farvestrålende mad fra mange internationale køkkener.

Den røde tråd Foran kirken står der en række køretøjer. Alle kan komme med deres rulleskøjter, ski, cykler og biler og få dem velsignet. Mens kirkeklokkerne ringer, beder pastor Gregers og menigheden for, at køretøjernes ejere må udvise ansvarlighed over for andre og sig selv ude i trafikken. ”Luk op for bilerne og bagagerummene så jeg kan komme til med vievandet”, siger pastor Gregers, og så går det løs. Cykler og biler velsignes med generøse doser vievand, mens menigheden ser til.

Bag hele arrangementet ligger en katolsk, holistisk tankegang om, at alt hvad der hører menneskets verden til skal ind under Guds velsignelse for at blive til glæde og gavn for hele fællesskabet. Vores åndelige, fysiske og intellektuelle behov bliver tilgodeset med en lang række tilbud lige fra andagter til fællesmåltider.

Inde fra menighedslokalet dufter der lifligt af grøntsagslasagne, linsefrikadeller og indiske grøntsagsretter. “Vi er jo over en milliard katolikker i verden – så når vi går all in for vegetarisk fredag, kan planeten virkelig mærke det”, siger en veloplagt pastor Gregers, før vi sætter os til bords og nyder hinandens selskab.

”Velkommen hjem” handler bl.a. om at have det sjovt og hyggeligt og få ny inspiration til sit kirkeliv. Men det er også

alvor det her, og lad os bare finde de store ord frem. Som pastor Gregers siger: “Det drejer sig jo faktisk om sjælenes frelse”. Medlemmer af menigheden har bedt en novene for arrangementet, og mens det går løs, beder et benediktinerkloster i Clervaux i Luxemburg for, at det hele må blive til gavn og velsignelse for alle, der er med. Om fredagen er der mulighed for at få de syges salvelse til messen, og hele natten igennem er der tilbedelse af Sakramentet i kirken.

Foredrag om liturgi og klosterkald God liturgi handler også om vores sanser, fortæller pastor Sigurd torsdag aften, hvor han taler om røgelsens rolle i liturgien. Når duftende røgelsesskyer driver hen under kirkeloftet, handler det om langt mere end et flot og stemningsskabende element i messen. Brugen af røgelse har rødder langt tilbage i kirkehistorien; men røgelse blev i begyndelsen anset for hedenskab, fordi det blev brugt i hedenske templer og kom faktisk først ind i kirken, da kristendommen var blevet en statsreligion. Den ældste brug af røgelse i Vesten er under læsningen af evangeliet og under elevationen af hostien, hvor den symboliserer lovprisning og underkastelse, forklarer pastor Sigurd og forklarer med eksempler fra Johannes Åbenbaring, 3. Mosebog og Salme 141. Folk lytter interesserede og spørger løs. Om fredagen fortæller journalist og forfatter Malene Fenger-Grøndahl om sin bog “Kaldet til kærlighed”, der udkom sidste år på Katolsk Forlag. Bogen indeholder hendes interviews med 17 forskellige ordensfolk – alle med en enkelt undtagelse opvoksede i Danmark. Hun fortæller om sin fascination ved i et så sekulariseret land som Danmark at møde folk, der føler sig kaldet af Gud til at gå i kloster og punkterer flere fordomme. Under arbejdet med at skrive bogen mødte Malene folk med vidt forskellige temperamenter, og det stod hurtigt klart for hende, at i ordenslivet kan man ikke flygte fra sig selv og sine egne trælse sider, og man kan heller ikke parkere sin seksualitet uden for klostermuren. En af de indsigter, som klosterfolkene kommer med i bogen, er, at det ikke er finere at have ordenskald end kald til ægteskab.

Generationerne mødes Lørdag er der international familiedag. Tre muntre herrer møder op fra morgenstunden med avanceret grilludstyr og gør sig klar til at grille 30 kg. kød. Nogle af menighedens medlemmer står på Akseltorv for at fortælle om kirken, mens andre har gang i katekese for børn, unge og voksne.

Kateket Joan Mikkelsen sætter sammen med en flok børn ord og Fortsættes ▶

Pastor Sigud tager de store armbevægelser i brug, når han skal fortælle om, hvor vigtig røgelsen er i messen.

Tre muntre herrer tilbereder brasiliansk barbecue.

Pastor Gregers i gang med at velsigne biler.

Joan tegner og snakker med børnene om, hvad en familie er.

billeder på, hvad en familie er. Børnene tegner en familie inden i et stort hjerte, og det kommer der meget forskelligt ud af. Nogle af tegningerne er idylliske – andre er der mere drama i. Men det går igen, at familien er noget med kærlighed. Udenfor er præstestuderende Lucas Macko i gang med katekese for større børn og unge. Inde i kirken er der voksenkatekese. Det brasilianske ægtepar Samara og Paolo fortæller om Zelie og Louis Martin –helgenkårede og forældre til i alt ni børn. Det berømteste af dem er Therèse af Lisieux. Zelie og Martin elskede hinanden inderligt og fik på mange måder et tragisk liv med mange tab. Men vi kan lære af det, Louis sagde: Vi har fået alt fra Gud og vi skal give alt tilbage til Ham.

Efter katekese og messe er der grillfest i haven. Snakken går livligt, og jeg kommer til at sidde ved siden af en mand, der har været udmeldt af Kirken i mange år, men nu overvejer at vende tilbage. Og så er der foredrag.

Kærlighedens svære kunst

Det er ikke godt for mennesket at være ene, MEN det er heller ikke altid let for mennesket at være sammen med nogen er overskriften på et foredrag af Peder Damgaard Hansen, der har været praktiserende psykolog i 50 år.

I sit foredrag fortæller han om, hvordan det er at være katolsk psykolog med speciale i parforhold. Som psykolog bruger han mange timer i samtaler med mennesker, der har det svært i deres ægteskab. Ofte er

parterapien i hans praksis det sidste skud i bøssen før en skilsmisse. Damgaard Hansen har i sin tilgang en integreret psykologisk, fysiologisk, åndelig og teologisk tilgang til de problemer, parrene kommer med.

Det kan være svært at være gift – især med sin ægtefælle, siger Peder med et glimt i øjet og fortæller, at vi er skabt med et kæmpebehov for at blive elsket. Ægte kærlighed kan ikke kontrolleres, men kun gives frit. Han fortæller om, hvordan nulpunktet i et kærlighedsforhold kan skabe begyndelsen til en ny og dybere relation.

Brug de betroede talenter

”I Kolding har vi en menighed, hvor mange er gode til at bruge de talenter, de har fået givet. Vi har folk, der er gode til at lave alle mulige ting. Nogle kan synge, danse og spille guitar. Andre kan bage brød og lave salater eller grille.

En af de bedste ting ved velkommen hjemdagene er, at vi kan bruge alle de talenter, som folk har. Alle har noget at bidrage med, og vi må ikke bare gøre som den tjener, der ikke gad bruge sit ene talent og gravede det ned i et dybt hul. Talenterne er noget, vi har fået givet til gavn for fællesskabet”, siger en glad pastor Gregers ved søndagsmessen.

En tirsdag om måneden vil der efter messen være højskoleaftener om katolsk tro ved Sct. Michaels Kirke. Se mere om emnerne på katolskkolding.dk. Kom og vær med!

Takker danskerne med optog og bøn

Ukraines uafhængighedsdag blev markeret i København med byvandring, bøn, gudstjeneste og musikalske indslag.

UKRAINE Torsdag den 24. august markerer herboende ukrainere deres uafhængighedsdag. Det blev i København markeret med et arrangement, der rummede både byvandring, bøn, gudstjeneste og musikalske indslag. Byvandringen gennem København city og den efterfølgende gudstjeneste i Sct. Ansgars Kirke var arrangeret af bispedømmets præst for ukrainske katolikker i Østdanmark, p. Vasyl Tykhovych.

Bønsvigilien blev ledet af de to ukrainske præster, p. Vasyl Tykhovych og p. Serhiy

1968 – nybruddets år

Berezhnyi, sammen med biskop Czeslaw Kozon og generalvikar Niels Engelbrecht, biskop Christian Alsted fra Metodistkirken, sekretæren for Danske Kirkers Råd, og domkirkens præst Daniel Ebert. Efter vigilien talte Ukraines ambassadør Mykhailo Vydoinyk til de fremmødte. Det efterfølgende musikalske program stod herboende ukrainere for, hvoraf de fleste var kommet til landet kort efter Ruslands invasion af Ukraine.

I sidste nummer af Katolsk Orientering havde Lars Messerschmidt et længere indlæg om det såkaldte ungdomsoprør i 1968 og alt det forfærdelige, der fulgte i dets kølvand. Som en af dem, der var med i oprøret, ser jeg på det med ganske andre og mere positive øjne. Men lad mig begynde med at sige, at der ikke var noget ungdomsoprør i maj 1968. Det var et studenteroprør mod forældede undervisningsformer og beslutningsprocesser (”professorvældet”). I USA var det forbundet med modstanden mod USA’s krig i Vietnam, i Tyskland med et opgør med forældregenerationens fortielser om dens støtte til nazismen og deltagelse i Hitlers krige og i Frankrig med en reaktion mod De Gaulles reaktionære styre. I årene efter 1968 bredte dette studenteroprør sig til andre ungdomsgrupper, så man i begyndelsen af 70’erne kan tale om et decideret ungdomsoprør. Dette oprør mod forældregenerationens normer var dog allerede begyndt så småt i 50’erne med Bill Haleys Rock n’ Roll-musik

og med Elvis og The Beatles. Den lårkorte mode. som Messerschmidt finder bevidst sexistisk, blev introduceret i 1965 og det var i 1967, at vi lyttede til Joni Mitchells smukke og poetiske sang ”Both Sides Now” og gik rundt i spraglet tøj og med blomster i håret.

At der var flere uheldige udskejelser, skal ikke nægtes. men for mig var det mest positive opgøret med den blinde autoritetstro og opgøret med fortidens hykleriske seksuelle normer med én moral for kvinder og en anden for mænd. Takket være p-pillen kunne kvinder for første gang i verdenshistorie nyde sex uden at være angst for at blive gravid. For den misogyne Messerschmidt ligger der bag dette krav om kvinders ligeret med mænd ”en fornægtelse af kvindens frugtbarhed som kendetegnende for hendes kvindelighed”. Jeg spørger, kan kvinders kvindelighed ikke komme til udtryk på andre måder end gennem børnefødsler? Åbenbart ikke.

For mig som historiker betød den seksuelle frigørelse også, at det nu blev legalt og naturligt at forske i fortidens seksuelle normer og adfærdsformer. Man fandt ud af, at

mænd til alle tider havde haft elskerinder og været deres koner utro, at Kirken stiltiende havde accepteret tidlige aborter (indtil ca. 1860), og at homoseksualitet ikke var ualmindelig i middelalderens klostre. Der begyndte også at komme nye og ærligere omgangsformer, fx blev det almindeligt at sige du til hinanden (som man i øvrigt havde gjort i årevis i Sverige). samtidig med at man droppede titlerne, som kun kunne sætte skel mellem mennesker. Det var ikke længere det ydre, som ofte var forloren og falskt, men det indre, der talte. Som katolik så jeg på mange måder oprøret i maj 1968 og det efterfølgende ungdomsoprør som en samfundsmæssig pendant til de reformer, der blev vedtaget på Det andet Vatikanerkoncil, for både biskopperne på koncilet og studenterne gjorde op med forældede normer og søgte at finde nye og mere adækvate måder at realisere sig selv som menneske – for biskopperne i kirken, for studenterne i samfundet.

Kaare Rübner Jørgensen, 2000 Frederiksberg.

Læserne skriver

”Velkommen hjem” afsluttes med festlig søndagsmesse.

Her ses mange af deltagerne i arrangementet strømme ind i den katolske domkirke på Bredgade i København. Foto: Nik Bredholt.

September

1.grøn. 26. ALM. SØNDAG

 Gl. Cr. Alm. S. pf.

1.L.: Ez 18,25-28;

 Sl 25,4-5.6-7.8-9.

 Herre, husk din barmhjertighed og trofasthed.

2.L.: Fil 2,1-11 eller 2,1-5.

Ev.: Matt 21,28-32.

(Therese af Jesusbarnet (af Lisieux), fejres ikke)

2. hvid Mandag i 26. alm. uge. (II Ps).

De hellige værneengle (m)

 Sl 102,16-18.19-21.29+22-23

 Herren genopbygger Zion, han viser sig i sin herlighed.

L.: Zak 8,1-8. Ev.: Matt 18,1-5.10

Ad libitum læsning til de hellige værneengle:

L.: 2 Mos 23,20-23

Sl 91,1-2.3-4.5-6.10-11

 Han byder sine engle at vogte på dig på alle dine veje.

3. grøn. Tirsdag i 26. alm. uge. (II Ps).

 Sl 87,1-3.4-5.6-7

 Gud er med os.

L.: Zak 8,20-23. Ev.: Luk 9,51-56.

4. hvid. Onsdag i 26. alm. uge. (II Ps).

Frans af Assisi (†1226) (m)

 Sl 137,1-2.3.4-5.6

 Gid min tunge må klæbe til ganen, hvis ikke jeg husker på dig.

L.: Neh 2,1-8. Ev.: Luk 9,57-62.

5. grøn. Torsdag i 26. alm. uge. (II Ps).

Eller hvid. Faustina Kowalska, jomfru (†1938)

 Sl 19,8.9.10.11

 Herrens forordninger er retskafne, de glæder hjertet.

L.: Neh 8,1-4a.5-6.7b-12. Ev.: Luk 10,1-12.

6. grøn. Fredag i 26. alm. uge. (II Ps).

Eller hvid. Bruno, præst (†1101)

 Sl 79,1-2.3-4.5+8.9

 For dit navns ære, befri os, Herre.

L.: Bar 1,15-22. Ev.: Luk 10,13-16.

7. hvid Lørdag i 26. alm. uge. (II Ps).

Den salige Jomfru Maria af Rosenkransen (m)

Sl 69,33-34.35-36b.36c-37

 Herren hører på de fattige.

L.: Bar 4,5-12.27-29. Ev.: Luk 10,17-24.

Ad libitum læsninger til Vor Frue af Rosenkransen:

L.: ApG 1,12-14

 Luk 1,46b-47.48-49.50-51.52-53.54-55

 Den Mægtige har gjort store ting mod mig; helligt er hans navn.

Ev.: Luk 1,26b-38.

Bededag for præste- og ordenskald.

8. grøn. 27. ALM. SØNDAG

 Gl. Cr. Alm. S. pf.

1.L.: Es 5,1-7;

 Sl 80,9+12.13-14.15-16.19-20.

 Herrens vingård er Israels hus.

2.L.: Fil 4,6-9.

Ev.: Matt 21,33-43.

9. grøn. Mandag i 27. alm. uge. (III Ps).

Eller rød Dionysius, biskop, og lidelsesfæller, martyrer (†268)

Eller hvid Johannes Leonardi, præst (†1609)

 Jon 2,3.4.5.8

”Indtil videre ser det ud til, at en præst i Danmark bliver ansvarlig for at finde celebranter til tre søndage ad gangen, sådan som det fungerede, før jeg flyttede dertil”, forklarer han.

Han foreslår, at de kirkelige myndigheder også overvejer, hvad de vil gøre, når Færøernes fastboende diakon, som er i 70’erne, går på pension.

Fleetwood tilføjer, at det katolske samfund også for nylig havde lidt endnu et slag.

”Helt tilfældigt – søndagen efter min afrejse – kom søstre fra franciskanersøstrenes provinshus for at informere sognebørnene i Tórshavn om, at søstrene vil forlade Færøerne næste år efter 92 år”, siger han.

”Alt hænger nu i luften, og der er ingen klar løsning. Min afrejse skyldes administrative, økonomiske og psykologiske grunde. Søstrenes afgang er en politisk beslutning fra

 Du løftede mig op af graven.

L.: Jon 1,1–2,1.11. Ev.: Luk 10,25-37.

10. grøn. Tirsdag i 27. alm. uge. (III Ps).

 Sl 130,1-2.3-4.7-8

 Hvis du vogtede på skyld, Herre, hvem kunne da bestå?

L.: Jon 3,1-10. Ev.: Luk 10,38-42.

11. grøn. Onsdag i 27. alm. uge. (III Ps).

Eller hvid. Johannes XXIII, pave († 1963)

 Sl 86,3-4.5-6.9-10

 Herre, du er barmhjertig og rig på nåde.

L.: Jon 4,1-11. Ev.: Luk 11,1-4.

12. grøn. Torsdag i 27. alm. uge. (III Ps).

 Sl 1,1-2.3.4+6

 Lykkelig den mand, der tager sin tilflugt til Herren.

L.: Mal 3,13–20a. Ev.: Luk 11,5-13.

13. grøn. Fredag i 27. alm. uge. (III Ps).

 Sl 9,2-3.6+16.8-9

 Herren dømmer verden med retfærdighed.

L.: Joel 1,13-15; 2,1-2. Ev.: Luk 11,15-26.

14. grøn. Lørdag i 27. alm. uge. (III Ps).

Eller rød Callistus I, pave og martyr (†222)

Eller hvid Gudsmoders lørdagsmesse.

 Sl 97,1-2.5-6.11-12

 I retfærdige, glæd jer i Herren.

L.: Joel 4,12-21 Ev.: Luk 11,27-28.

15. grøn. 28. ALM. SØNDAG

 Gl. Cr. Alm. S. pf.

1.L.: Es 25,6-10a;

 Sl 23,1-3a.3b-4.5.6.

 Jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage.

2.L.: Fil 4,12-14.19-20.

Ev.: Matt 22,1-14 eller 22,1-10. (Teresa af Jesus, (af Avila) fejres ikke)

16. grøn. Mandag i 28. alm. uge. (IV Ps).

Eller hvid Hedvig, ordenssøster (†1243)

Eller hvid Margrethe Maria Alacoque, jomfru (†1690)

 Sl 98,1.2-3b.3c-4

 Herren har kundgjort sin frelse.

L.: Rom 1,1-7. Ev.: Luk 11,29-32.

17. rød. Tirsdag i 28. alm. uge. (IV Ps).

Ignatius af Antiochia, biskop og martyr (†107) (m)

 Sl 19,2-3.4-5b

 Himlen fortæller om Guds herlighed.

L.: Rom 1,16-25. Ev.: Luk 11,37-41.

Ad libitum læsning til Ignatius af Antiochia:

L.: Fil 3,17–4,1.

18. rød. Onsdag. LUKAS, evangelist (f)

Gl.Ap.pf.II

L.: 2 Tim 4,10-17b

Sl 145,10-11.12-13ab.17-18

 Dine hellige, Herre, vil gøre dit riges herlighed kendt!

Ev.: Luk 10,1-9

19. grøn. Torsdag i 28. alm. uge. (IV Ps).

Eller rød Johannes de Brébeuf og Isaac Jogues, præster, og lidelsesfæller, martyrer (†1647)

Eller hvid Paul af Korset, præst (†1775)

 Sl 130,1-2.3-4.5-6b

 Hos Herren er der troskab, hos ham er der altid udfrielse.

L.: Rom 3,21-30a. Ev.: Luk 11,47-54.

20. grøn. Fredag i 28. alm. uge. (IV Ps).

 Sl 32,1-2.5.11

deres institut”, siger Peter Fleetwood og slutter:

”I midten står de troende i sognet, som er fuldstændig forvirrede. De har brug for vores bønner og Helligåndens mod og vejledning”.

Artiklen ‘Red tape deprives Faroe Islands of resident Catholic priest’ stammer fra The Pillars hjemmeside, www.pillarcatholic.com og bringes her med forfatterens tilladelse.

Oversættelse til dansk ved Niels Messerschmidt.

 Du er min tilflugt; med frelsens glæde omgiver du mig.

L.: Rom 4,1-8. Ev.: Luk 12,1-7.

21. grøn. Lørdag i 28. alm. uge. (IV Ps).

Eller hvid Gudsmoders lørdagsmesse.

 Sl 105,6-7.8-9.42-43

 Evigt husker Herren på sin pagt eller  Halleluja!

L.: Rom 4,13.16-18. Ev.: Luk 12,8-12.

22. grøn. 29. ALM. SØNDAG

 Gl. Cr. Alm. S. pf.

1.L.: Es 45,1.4-6;

 Sl 96,1+3.4-5.7-8.9-10a+c.

 Vis Herren ære og hæder!

2.L.: 1 Thess 1,1-5b.

Ev.: Matt 22,15-21.

(Johannes Paul II, pave fejres ikke)

23. grøn. Mandag i 29. alm. uge. (I Ps).

Eller hvid Johannes af Capestrano, præst (†1456)

 Luk 1,69-70.71-72.73-75

 Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt sit folk.

L.: Rom 4,20-25. Ev.: Luk 12,13-21.

24. grøn. Tirsdag i 29. alm. uge. (I Ps).

Eller hvid Antonius Maria Claret, biskop (†1870)

 Sl 40,7-8a.8b-9.10.17

 Se, jeg er kommet, Herre, for at gøre din vilje.

L.: Rom 5,12.15b.17-19.20b-21. Ev.: Luk 12,35-38.

25. grøn. Onsdag i 29. alm. uge. (I Ps).

 Sl 124 1-3.4-6.7-8

 Vi har vor hjælp i Herrens navn.

L.: Rom 6,12-18. Ev.: Luk 12,39-48.

26. grøn. Torsdag i 29. alm. uge. (I Ps).

 Sl 1,1-2.3.4+6

 Lykkelig den mand, der tager sin tilflugt til Herren.

L.: Rom 6,19-23. Ev.: Luk 12,49-53.

27. grøn. Fredag i 29. alm. uge. (I Ps).

 Sl 119,66.68.76.77.93.94

 Lær mig dine love, Herre!

L.: Rom 7,18-25a. Ev.: Luk 12,54-59.

28. rød. Lørdag. SIMON OG JUDAS, apostle (f)

Gl.Ap.pf.

L.: Ef 2,19-22

 Sl 19,2-3.4-5ab

 Deres røst når ud over hele jorden.

Ev.: Luk 6,12-19

29. grøn. 30. ALM. SØNDAG

 Gl. Cr. Alm. S. pf.

1.L.: 2 Mos 22,20-26

 Sl 18,2b-3b.3c-4.47+51ab

 Jeg elsker dig, Herre, min styrke!

2.L.: 1 Thess 1,5c-10.

Ev.: Matt 22,34-40.

Kollekt for verdensmissionen.

30. grøn. Mandag i 30. alm. uge. (II Ps).

Eller hvid Thøger, præst (†ca. 1050)

 Sl 68,2+4.6-7b.20-21

 Gud er for os en Gud til frelse.

L.: Rom 8,12-17. Ev.: Luk 13,10-17.

31. grøn. Tirsdag i 30. alm. uge. (II Ps).

 Sl 126,1-2b.2c-3.4-5.6

 Herren har gjort store ting mod os.

L.: Rom 8,18-25. Ev.: Luk 13,18-21.

▶ Fortsat fra side 16.

Støtter mindre projekter

www.vincentgrupperne.dk

Vanløse Begravelsesforretning

Informationschef:

Niels Messerschmidt (ansvarshavende)

Redaktør: Lisbeth Rütz

Layout: Carsten Meyer-Jensen

Annoncer: Palle Vinther, annonce@katolskorientering.dk

Medarbejdere i dette nr.: Pastor Benedikte Brisson, Keld Dahlwad, Malene Fenger-Grøndahl, Rosa Maria Ørtved Knudsen, pater Paul Marx O.M.I., Hoà Thai Pham, Ingegerd Riis, Maria Shannel, Inge SwitonRønnow, Rolf Tönshoff og Ann-Lise Aasesdatter.

Redaktion og annoncer:

Katolsk Orientering, Gammel Kongevej 15, 1610 København V.

Tlf.: 33 55 60 40, kl. 9-13 mandag-torsdag. E-mail: redaktion@katolskorientering.dk. - Giro 205-7042 Abonnementspris 510 kr. helårligt. Alle katolske husstande kan få bladet tilsendt gratis.

Udgiver: Ansgarstiftelsen, Gammel Kongevej 15, 1610 København V.

Tryk: Greentech Rotaprint – distribueret oplag –ca. 13.000 – ISSN 0902-297X.

Vedrørende brug af materiale offentliggjort i Katolsk Orientering. Katolsk Orientering har efter aftale med de respektive skribenter eksklusivretten til artikler offentliggjort i avisen. KO’s redaktion gør opmærksom på, at brug af artikler – eller substantielle dele heraf – fra avisen kun må ske efter skriftlig tilladelse fra redaktionen. I øvrigt henvises til gældende citatregler.

Katolsk Orientering

Indlæg til Katolsk Orientering nummer 13/2023, som udkommer den 13. oktober 2023 2023, skal være KO i hænde senest den 25. september 2023

Indlæg til Katolsk Orientering nummer 14/2023, som udkommer den 3. november 2023, skal være KO i hænde senest den 16. oktober 2023

Føler du dig alene, trist eller bekymret? Ved telefonen sidder et kristent medmenneske, som vil lytte og bede for og med dig.

Ring til SOS Forbøn på 53 60 38 18 (Åben hver torsdag og søndag 19-21)

Hjælp med at sikre Kirkens beståen – også når du er borte

Du kan støtte Kirken ved at betænke den i dit testamente.

Arv til Kirken er fritaget for alle afgifter og går derfor ubeskåret til Kirkens arbejde.

Læs mere på www.katolsk.dk eller ring til:

Katolsk Bispekontor

Gl. Kongevej 15

1610 København V

Telefon: 33 55 60 80

Bønnens apostolat Oktober

For synoden

Vi beder for Kirken, at den må tage lytning og dialog til sig som en livsstil på alle niveauer og lade sig lede af Helligånden mod verdens periferier.

Du kan også se årets intentioner på https://apostolat.dk

Advokat Sandra Moll Dirscherl

Telefon: 60 66 34 35

E-mail: sam@advokathusetbredgade.dk

www.sandramoll.dk

Fagområder:

• Arv/Testamente • Fremtidsfuldmagter

• Ægtepagter • Familieretssager • Køb af fast ejendom i Danmark og udlandet

Her kunne din annonce have været

Med en annonce i Katolsk Orientering når dit budskab ud til mere end 20.000 unikke læsere!

Katolsk Orientering udkommer 16 gange årligt og har som sin primære målgruppe katolske husstande i Danmark, men har også mange ikke-katolske læsere.

For booking af annonce, indstik eller yderligere information, kontakt Palle Vinther på tlf. 50 56 09 49 eller på e-mail: annonce@katolskorientering.dk.

Steen Jørgensen Mariette Jørgensen

Erik Skree Mette Andersen

Bureaukrati fratager

Færøerne deres fastboende

katolske præst

Det katolske samfund på Færøerne går en uvis fremtid i møde, efter at dets fastboende præst nu har forladt øen. Det skyldes delvist de strenge krav, som det danske samfund stiller til udenlandske religiøse forkyndere.

Tekst: Luke Coppen, The Pillar

FÆRØERNE Peter Fleetwood, præst tilhørende det engelske ærkebispedømme Liverpool, havde betjent den katolske menighed i Tórshavn, siden han ankom til den nordatlantiske øgruppe i oktober 2020 efter den første bølge af Covid-19.

”Vi gik fra omkring 25 til 35 deltagere [i messen] under pandemien til 80-95 personer de fleste søndage for nylig, lidt hjulpet

Adresselabel, flytning

på vej af sommergæster”, siger han til netmediet The Pillar i et e-mailinterview den 30. august.

Lille, men voksende Pastor Fleetwood fortæller, at han i sine næsten tre år som fastboende præst nåede at besøge ni af de 18 ”forbløffende smukke”

øer, men at han var hæmmet af ikke at have en bil.

”Der er lidt over 300 personer registreret i sognet, men jeg ved, at der er mange flere filippinere, som aldrig har ladet sig registrere”, forklarer han. ”Der er firmelse hvert andet år og første kommunion hvert år, men det er altid noget, man kan tælle på én hånd”.

”Forberedelsen til sakramenterne varetages af franciskanersøstrene i Tórshavn. Jeg var selv kun lidt involveret, idet jeg ikke taler færøsk godt nok”.

Færøsk siges at have bevaret flere træk fra oldnordisk end noget andet sprog, bortset fra moderne islandsk.

Peter Fleetwood fortæller, at messen er blevet fejret på færøsk siden Den stille uge i 2021.

”Nogle lutherske præster var overbeviste om, at det foregik på engelsk eller dansk, og de var overraskede over at høre, at jeg havde fejret messe på færøsk”, siger han.

”Ganske få sognebørn er indfødte færin-

ger, så det er primært et indvandrersogn, hvor de største grupper kommer fra Filippinerne og Polen, med et par indere og afrikanere fra Senegal og Nigeria. Der er også nogle få latinamerikanere”.

Fleetwood, som tidligere har arbejdet syv år i Det pavelige Kulturråd i Rom og fire år i Rådet for de europæiske Bispekonferencers (CCEE) hovedkvarter i Schweiz, siger, at antallet af sognebørn ”stiger meget langsomt”.

To unge konvertitter, begge færinger, deltog i Verdensungdomsdagen i Lissabon i starten af august medbringende et stort færøsk flag.

En udfordrende tid

Mons. Fleetwood fejrede sin sidste søndagsmesse i Mariukirkjan i Tórshavn den 20. august.

”Den primære grund til, at jeg besluttede at spørge min ærkebiskop i Liverpool om lov til at rejse, er den danske forkynderlov”, siger han.

”Jeg så næsten aldrig mit pas i den tid, jeg boede på Færøerne, for hver gang jeg skulle rejse, skulle jeg udfylde en formular for at anmode om genindrejsetilladelse, og myndighederne bad mig om at gøre det mindst én måned før min planlagte afrejse”.

”To gange kom tilladelsen ikke, og jeg var i vildrede, indtil bogstaveligt talt fem minutter før politistationen lukkede, hvor der på mystisk vis dukkede en e-mail op, som gav mig tilladelse til at rejse ind på Færøerne igen”.

”Jeg er nødt til sige, at såvel politiet som forkynderloven er dansk. Kvinderne på politistationen var meget høflige og venlige, og færinger. Jeg sporede en vis forlegenhed over, at de var nødt til at behandle en aldrende englænder som en potentiel trussel mod Danmarks sikkerhed”.

Fleetwood siger, at rejsekravene efterlod ham med en følelse af, at hans bevægelser blev nøje overvåget ”og i en vis forstand kontrolleret”.

”Politiet fortalte mig også, at hvis jeg ikke nåede min hjemrejsedato, skulle jeg møde personligt op på den danske ambassade i London for at ansøge om hjemrejsetilladelse til Færøerne”, husker han. ”Det kunne jeg ikke gøre i København”.

Borgere fra de nordiske lande kan frit bosætte sig på Færøerne for at arbejde eller studere. Men folk med andre nationaliteter skal have en arbejds- og opholdstilladelse.

”Jeg rejser også, fordi jeg ikke har råd til at blive”, forklarer han. ”Skattesystemet er barskt, og det betyder, at jeg faktisk har betalt for det privilegium at arbejde på Færøerne”.

”Bispedømmet København udbetalte mig en normal præsteløn minus min britiske folkepension, og den færøske indkomstskat ligger på mellem 35 og 52%, så de beskatter

min britiske pension dobbelt så meget, som jeg ville blive beskattet i England”.

Han mener, at skattesystemet er diskriminerende, fordi lutherske præster tilhørende Færøernes statskirke ikke beskattes af varme og elektricitet, mens den fastboende katolske præst skal beskattes heraf.

Fleetwood siger, at ud over de bureaukratiske problemer led han til tider af en følelse af isolation og beskriver sin ansættelse som ”den mest ensomme opgave jeg nogensinde har haft”. Han oplevede et særligt lavpunkt da han blev indlagt ved juletid i 2022.

I en påmindelse om, at menighedslivet kan være det samme overalt i verden, siger Fleetwood også, at der var en ”lille gruppe af utilfredse” i det katolske samfund, som han mener afviste ham og spredte rygter om, at han ikke var ortodoks nok og nogle om, at han tilhørte frimurerne.

Danske værdier

Fleetwood siger, at han som udenlandsk forkynder er forpligtet til at følge de regler og bestemmelser, der findes på Udlændingestyrelsens hjemmeside ’New to Denmark’.

Han tilføjer, at hjemmesiden indeholder en udelukkelsesliste med navne og billeder på ’udenlandske religiøse forkyndere’, der havde forbud mod at rejse ind i Danmark af hensyn til den offentlige orden. Listen blev oprettet i 2016 på baggrund af islamistiske terrorangreb i Europa, herunder skyderierne i København i 2015.

”Ansigterne og navnene på udelukkelseslisten er alle muslimske gejstlige, som den danske stat betragter som en trussel mod den nationale sikkerhed”, forklarer Peter Fleetwood. ”Underforstået fortalte de mig igen og igen, at jeg også fortjente overvågning og kontrol i tilfælde af, at noget af det, jeg sagde, opildnede til ikke-danske følelser

eller handlinger”.

Fleetwood erkender, at det kan lyde lidt paranoidt. Men han siger, at en del af hjemmesiden råder udenlandske religiøse forkyndere til ikke at vende tilbage til Danmark, hvis de hørte noget, der ikke stemte overens med danske værdier, mens de var på kursus i deres hjemland.

Han mener, at vejledningen sender et ”klart budskab” om, at ”den danske regering ser alle religioner som potentielt farlige i den forstand, at de kan så forvirring eller opmuntre til praksisser, der er uacceptable i det danske samfund”.

Han siger: ”Jeg har tidligere arbejdet i Vatikanet (i det, der svarer til deres kulturministerium) og var senere vicegeneralsekretær i Rådet for de Europæiske Bispekonferencer (CCEE), og en stor del af min egen uddannelse er i politisk filosofi”.

”Disse ting betyder, at jeg er meget følsom over for det faktum, at Den Europæiske Union [hvis medlemmer inkluderer Danmark] indarbejdede Verdenserklæringen om Menneskerettigheder i sin egen lovgivning, men min erfaring med dansk lovgivning har fået mig til at føle, at alle, der er underlagt forkynderloven, inklusive mig selv, for øjeblikket ikke har lov til at udøve religions- eller tilbedelsesfrihed”.

”Desuden er jeg forbløffet over, at et vestligt demokrati fremstiller sig selv som et potentielt offer for de lumske virkninger af idéer, der kommer fra andre steder. Det antyder også, at enhver religion er en ideologisk konstruktion og potentielt farlig. Det fortæller mig, at de, der udformer lovgivningen på vegne af Kongeriget Danmark, nu ikke længere foregiver at have en kristen arv. Det er en tavs, men magtfuld erklæring om, at Danmark ikke længere er kristent”.

I 2021 udtrykte religiøse ledere bekym-

ring over et dansk lovforslag, der ville kræve at alle taler i liturgiske sammenhænge, herunder prædikener, skulle holdes på dansk eller gøres tilgængelige på sproget.

Fleetwood siger, at kravet om oversættelser, som nu er blevet suspenderet, men ikke trukket tilbage, understreger, at den danske regering ”tillægger idéer fænomenal magt”.

”Det understreger endnu en gang, at alle religioner ses som ideologier og dermed som potentielt farlige for de stakkels, uskyldsrene borgere i kongeriget”, tilføjer han.

”På det pragmatiske plan kan mine prædikener, ligesom mange kollegers, være en god kur mod søvnløshed. Men for at være alvorlig så har jeg virkelig ondt af den, der får til opgave at læse alt det her hver uge”.

”En påstået neutralitet fik regeringen til at kræve dette af alle udenlandske religiøse forkyndere, der taler offentligt på et andet sprog end dansk, men det betyder også, at staten ikke agerer fornuftigt”.

”Rigtig mange mennesker i Danmark forstår engelsk og tysk, og nogle klarer sig godt på spansk, italiensk, fransk osv. Men sandheden er, at lovgivningen oprindeligt rettede sig mod forkyndelse på arabisk, pashto, urdu og bengali”.

Fleetwood bemærker, at andre europæiske lande også har indført mere restriktive betingelser for udenlandske arbejdere, herunder hans hjemland Storbritannien.

”Det kan godt være, at Danmark bare er foran på grund af visse elementer i deres nuværende lovgivning”, siger han.

Et nyt slag

Pastor Fleetwood mener, at det efter hans afrejse fra Færøerne er usandsynligt, at øerne får en umiddelbar erstatning i form af en fastboende præst. Fortsættes side 14. ▶

Til Post Danmarks stregkode